EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 626
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

7. maj 2020

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

Titel og kort sagsresumé

Deltager i PD

Proces-

skridt

Dato

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

T-607/17

Titel og kort sagsresumé

Volotea mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 29. juli 2016

om statsstøtte SA.33983 (2013/C) (ex 2012/NN) (ex

2011/NN) gennemført af Italien som kompensation til sardiske

lufthavne for public service-forpligtelser annulleres delvist.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

easyJet Airline mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1861

annulleres i sin helhed og under alle omstændigheder for så vidt

angår den angiveligt ulovlige statsstøtte, som blev ydet

sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

AGROBET CZ

Er det i overensstemmelse med EU-retten og i særdeleshed

med princippet om momsens neutralitet, når en medlemsstat

vedtager en foranstaltning, hvorefter ansættelsen og betalingen

af en del af et momsfradrag, som der er fremsat kravom, gøres

betinget af afslutningen af en procedure, der omfatter alle

afgiftspligtige transaktioner i en given afgiftsperiode?

Interessent

Erhvervsministeriet

Proces

skridt

Dom

Dato

13.05.20

T-8/18

Erhvervsministeriet

Dom

13.05.20

C-446/18

Skatteministeriet

Dom

14.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

C-663/18

C-749/18

B S et C A

Skal forordning nr. 1307/2013 og nr. 1308/2013 samt

princippet om varernes frie bevægelighed fortolkes således, at

de ved bekendtgørelse af 22. august 1990 indførte

undtagelsesbestemmelser, hvorefter dyrkning, industriel

anvendelse og markedsføring af hamp skal begrænses til

plantens fibre og frø, fastsætter en restriktion, der er i strid med

fællesskabsretten?

B e.a.

1. Skal artikel 49 TEUF og 54 TEUF fortolkes således, at de er

til hinder for en medlemsstats lovgivning om sambeskatning,

som på den ene side tillader en konsolidering af resultater fra

selskaber i samme koncern, og udelukkende tillader vertikal

sambeskatning mellem et hjemmehørende moderselskab eller et

fast driftssted tilhørende et ikke-hjemmehørende moderselskab

og dets hjemmehørende datterselskaber, og som på den anden

side tilsvarende er til hinder for en ren horisontal

sambeskatning af datterselskaber alene til både et

ikkehjemmehørende moderselskab, der ikke har et fast

driftssted, og til såvel et hjemmehørende som et ikke-

hjemmehørende moderselskab, der dog har et fast driftssted?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal

artikel 49 TEUF og 54 TEUF da fortolkes således, at de er til

hinder for en sådan lovgivning i en medlemsstat om

sambeskatning, og nærmere bestemt for den strenge

opdelingmellem ordningen om vertikal sambeskatning (mellem

et øverste selskab og dets direkte eller indirekte datterselskaber)

og ordningen om horisontal sambeskatning (mellem to eller

flere hjemmehørende datterselskaber til et øverste selskab, som

ikke er omfattet af sambeskatningen), der følger af denne

lovgivning, og forpligtelsen, der følger heraf, til at bringe en

eksisterende vertikal sambeskatning til ophør inden der kan

dannes en horisontalt sambeskattet koncern, såfremt

–

en vertikal sambeskatning med et på nationalt niveau

konsoliderende øverste selskab, som er hjemmehørende i den

pågældende medlemsstat (som samtidigt udgør det

mellemliggende datterselskab i forhold til det ultimative

moderselskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat)

og de hjemmehørende datterselskaber til det øverste selskab

tidligere

–

som følge af, at den pågældende medlemsstats

lovgivning alene anerkendte vertikal sambeskatning

–

har været

gældende for at kunne omfattes af ordningen, uanset om det

ultimative moderselskab har hjemsted i en anden medlemsstat,

–

søsterselskaber til det konsoliderende øverste selskab i den

pågældende medlemsstat (og dermed også datterselskaber til det

ultimative moderselskab, der er hjemmehørende i en anden

medlemsstat) gives afslag på at indtræde i den eksisterende

sambeskatning med den begrundelse, at de to

sambeskatningsordninger, den vertikale sambeskatning og den

horisontale sambeskatning, er uforenelige, og

–

inkluderingen af nævnte søsterselskaber i de konsoliderede

resultater for koncernens selskaber

–

med heraf følgende

negative skattemæssige konsekvenser på grund af ikke-

overholdelse af det minimumskrav til varigheden af

sambeskatningens beståen, som er fastsat i den nationale

lovgivning

–

ville indebære ophøret af den eksisterende

vertikale sambeskatning og indførelsen af en ny horisontal

sambeskatning, selv om det hjemmehørende konsoliderende

Miljø- og

Fødevareministeriet

Lægemiddelstyrelsen

14.05.20

Skatteministeriet

Dom

14.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

C-761/18

C-17/19

selskab (på hvis niveau de sambeskattede selskabers resultater

konsolideres) forbliver den samme?

3. Såfremt også det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal

artikel 49 TEUF og 54 TEUF, sammenholdt med princippet

om EU-rettens effektive virkning, da fortolkes således, at de er

til hinder for en sådan lovgivning i en medlemsstat om

sambeskatning, og nærmere bestemt anvendelsen af en frist i

henhold til hvilken enhver ansøgning om indtrædelse i

sambeskatning obligatorisk skal indgives til den kompetente

myndighed inden udløbet af det første skatteår for den periode,

hvor der ansøges om sambeskatning, såfremt

–

det ifølge den bekræftende besvarelse af de to første

spørgsmål fremgår, at denne lovgivning, på en måde, der er

uforenelig med etableringsfriheden, har udelukket horisontal

sambeskatning mellem alene datterselskaber til samme

moderselskab samt ændringen af en eksisterende vertikal

sambeskattet koncern ved tilføjelse af søsterselskaber til det

konsoliderende selskab,

–

lovgivningen ifølge administrativ praksis eller national

retspraksis i den pågældende medlemsstat indtil

offentliggørelsen af [Den Europæiske Unions Domstols] dom

af 12. juni 2014 (forenede sager C-39/13, C-40/13 og C-

41/13), blev anset for at være gyldig,

–

flere selskaber efter offentliggørelsen af dom af 12. juni 2014

og inden udgangen af skatteåret 2014, under henvisning til dom

af 12. juni 2014 indgav en ansøgning om at indtræde i en

eksisterende sambeskattet koncern ved godkendelse af en

horisontal sambeskatning med den eksisterende koncerns

konsoliderende selskab, og

–

denne ansøgning ikke alene vedrører det på tidspunktet for

ansøgningens indgivelse stadig indeværende skatteår 2014, men

ligeledes det foregående skatteår 2013, fra og med hvilket de

pågældende selskaber opfyldte alle de med EU-retten forenelige

materielle krav for at kunne omfattes af

sambeskatningsordningen?

Leino-Sandberg mod Parlamentet (appel)

Påstande:

—

Rettens kendelse af 20. september 2018 i sag T-

421/17 ophæves.

—

Domstolen gør brug af sin beføjelse i henhold til artikel 61,

stk. 1, andet punktum, i statutten for Domstolen til selv at

træffe endelig afgørelse i sagen.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne,

herunder de af eventuelle intervenerende parter afholdte sags-

omkostninger

Bouygues travaux publics e.a.

Skal artikel 11 i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.

marts 1972 om regler til gennemførelse af Rådets forordning

(EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale

sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige

erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden

for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets

forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret

ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

647/2005 af 13. april 2005, og artikel 19 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009

om de nærmere regler til gennemførelse af Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.

april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger

fortolkes således, at en E 101-attest udstedt af den institution,

Miljø- og

Fødevareministeriet

14.05.20

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

14.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

C-181/19

C-189/19

der er udpeget af den kompetente myndighed i en medlemsstat

i henhold til artikel 14, stk. 1 og stk. 2, litra b), i forordning nr.

1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97,

som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 647/2005 af 13. april 2005, eller en A1-attest udstedt i

henhold til artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af

de sociale sikringsordninger, er bindende for retterne i den

medlemsstat, hvori arbejdet er udført ved fastsættelsen af den

lovgivning, der finder anvendelse, ikke blot på den sociale

sikringsordning, men også på arbejdsretten, når denne

lovgivning fastsætter arbejdsgivernes forpligtelser og

lønmodtagernes rettigheder, således at retterne, efter

afslutningen af de kontradiktoriske retsforhandlinger, kun kan

bortse fra de nævnte attester, hvis disse retter, på grundlag af en

undersøgelse af de konkrete elementer indsamlet under den

retslige efterforskning, som gjorde det muligt at konstatere, at

disse attester var indhentet eller påberåbt svigagtigt og at den

udstedende institution, som har fået dem forelagt, undlod at

tage hensyn hertil, inden for en rimelig frist fastslår, at der

foreligger svig, der objektivt udgøres af en manglende

overholdelse af betingelser, der er fastsat i en af de førnævnte

bestemmelser i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.

marts 1972 om regler til gennemførelse af Rådets forordning

(EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 og Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009

om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr.

883/2004, og subjektivt af den retsforfulgte persons intention

om at omgå eller bortse fra betingelserne for udstedelse af den

nævnte attest for at opnå den fordel, som er knyttet hertil?

Jobcenter Krefeld

1. Er udelukkelsen af unionsborgere, der har opholdsret på

grundlag af artikel 10 i forordning nr. 492/2011, fra at modtage

sociale ydelser som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i direktiv

2004/38, forenelig med ligebehandlingsprincippet i artikel 18

TEUF, sammenholdt med artikel 10 og 7 i forordning nr.

492/2011?

a) Udgør en social ydelse som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i

direktiv 2004/38 en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk.

2, i forordning nr. 492/2011?

b) Finder begrænsningsreglen i artikel 24, stk. 2, i direktiv

2004/38 anvendelse på ligebehandlingsprincippet i artikel 18

TEUF, sammenholdt med artikel 10 og 7 i forordning nr.

492/2011?

2. Er udelukkelsen af unionsborgere fra at modtage særlige

ikkebidragspligtige kontantydelser som omhandlet i artikel 3,

stk. 3, og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 forenelig

med ligebehandlingsprincippet i artikel 18 TEUF, sammenholdt

med artikel 4 i forordning nr. 883/2004, når de pågældende

borgere har opholdsret på grundlag af artikel 10 i forordning nr.

492/2011 og indgår i en social sikringsordning eller

familieydelsesordning som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i

forordning nr. 883/2004?

Spenner

1. Forudsætter artikel 9, stk. 9, i Kommissionens afgørelse af

27. april 2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for

harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til

artikel 10a i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2003/87/EF (2011/278/EU), at den væsentlige

Beskæftigelses-

ministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Justitsministeriet

14.05.20

Energistyrelsen

Dom

14.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

C-15/19

kapacitetsudvidelse af et etableret anlæg er sket i den

basisperiode, som medlemsstaten har fastsat i henhold til artikel

9, stk. 1, i afgørelse (2011/278/EU)?

2. Skal artikel 9, stk. 9, første afsnit, sammenholdt med stk. 1, i

afgørelse 2011/278/EU i forbindelse med væsentlige

kapacitetsudvidelser fortolkes således, at der ved fastlæggelsen

af det historiske aktivitetsniveau for basisperioden fra den 1.

januar 2009 til den 31. december 2010 skal korrigeres for det

historiske aktivitetsniveau for kapacitetsudvidelsen, (selv) når

den væsentlige kapacitetsudvidelse fandt sted i basisperioden

fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2008?

3. a) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal

artikel 9, stk. 1, i afgørelse 2011/278/EU fortolkes således, at

medlemsstatens kompetente myndighed selv skal fastlægge

basisperioden fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2008

eller fra den 1. januar 2009 til den 31. december 2010, eller må

medlemsstaten give driftslederen ret til at vælge basisperioden?

b) Såfremt medlemsstaten må give driftslederen mulighed for at

vælge: Skal medlemsstaten lægge den basisperiode til grund,

som fører til det højeste historiske aktivitetsniveau, selv om

driftslederen i henhold til medlemsstatens ret frit kan vælge

mellem basisperioderne og beslutter sig for at vælge en

basisperiode med lavere historiske aktivitetsniveauer?

4. Skal Kommissionens afgørelse (EU) 2017/126 af 24. januar

2017 om ændring af afgørelse 2013/448/EU for så vidt angår

fastsættelsen af en ensartet, tværsektoriel korrektionsfaktor i

henhold til artikel 10a i Europa- Parlamentets og Rådets

direktiv 2003/87/EF fortolkes således, at den tværsektorielle

korrektionsfaktor i forbindelse med tildelinger før den 1. marts

2017 skal anvendes i den oprindelige affattelse af artikel 4 og

bilag II til afgørelse 2013/448/EU for perioden 2013-2020 og i

forbindelse med mertildelinger af emissionskvoter efter den 28.

februar 2017 på grundlag af en retsafgørelse på den samlede

mængde yderligere tildelinger for perioden 2013-2020 eller kun

på de yderligere tildelinger for perioden 2018-2020?

Azienda Municipale Ambiente

1) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter

artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003, der har gennemført

artikel 10 og 14 i direktiv 1999/31/EF i den nationale

retsorden, finder anvendelse med tilbagevirkende kraft, med

den virkning, at bestående deponeringsanlæg, som allerede er

godkendt, ubetinget omfattes af de herved pålagte forpligtelser,

og navnlig den del, hvor efterbehandlingsperioden forlænges

fra 10 til 30 år, forenelig med de nævnte [EUretlige]

bestemmelser?

2) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter

artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003 finder anvendelse på

bestående deponeringsanlæg, der allerede er godkendt, selv om

artikel 17 som et led i indførelsen af de herved pålagte

forpligtelser, herunder på de nævnte anlæg, begrænser

gennemførelsesforanstaltningerne til fastsættelsen af en

overgangsperiode og slet ikke indeholder foranstaltninger til at

dæmpe forlængelsens finansielle virkning på »indehaveren«,

forenelig med artikel 10 og 14 i direktiv 1999/31/EF, ifølge

hvilke medlemsstaterne træffer »foranstaltninger til at sikre, at

alle omkostninger ved etablering og drift af et

deponeringsanlæg, herunder så vidt muligt omkostningerne i

forbindelse med sikkerhedsstillelse eller tilsvarende som

omhandlet i artikel 8, litra a), nr. iv), og de anslåede

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

14.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

C-129/19

omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt

efterbehandling i en periode på mindst 30 år er dækket af den

betaling, operatøren forlanger for deponering af en hvilken som

helst type affald på anlægget« og »foranstaltninger til at sikre, at

deponeringsanlæg, som allerede er godkendt eller i drift på

tidspunktet for dette direktivs gennemførelse, […] fortsætter

driften«, især i forhold til deres præceptive karakter?

3) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter

ovennævnte artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003 finder

anvendelse på bestående deponeringsanlæg, der allerede er

godkendt, herunder hvad angår de finansielle byrder, der følger

af de herved pålagte forpligtelser, og navnlig som følge af

efterbehandlingsperiodens forlængelse fra 10 til 30 år, idet

denne byrde belaster »indehaveren«, og således at ændring in

peius af de takster, som indehaveren modtager i henhold til

kontrakterne om regulering af affaldsbortskaffelse, lovliggøres,

forenelig med artikel 10 og 14 i direktiv 1999/31/EF?

4) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter

ovennævnte artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003 finder

anvendelse på bestående deponeringsanlæg, der allerede er

godkendt, herunder hvad angår de finansielle byrder, der følger

af de herved pålagte forpligtelser, og navnlig som følge af

efterbehandlingsperiodens forlængelse fra 10 til 30 år, idet ikke

kun affald, som indleveres fra og med datoen for

ikrafttrædelsen af gennemførelsesforanstaltningerne, men også

tidligere indleveret affald, skal tages i betragtning ved

fastsættelsen af disse byrder, forenelig med artikel 10 og 14 i

direktiv 1999/31/EF?

Presidenza del Consiglio dei Ministri

a) Pålægger [EU]-retten

–

i relation til forsinket (og/eller

ufuldstændig) gennemførelse af Rådets direktiv 2004/80/EF af

29. april 2004 »om erstatning til ofre for forbrydelser«, der ikke

er self-executing, i den nationale retsorden, og navnlig hvad

angår pligten i medfør af direktivet til at indføre en ordning for

erstatning til ofre for voldsforbrydelser, hvorefter

medlemsstaten i kraft af principperne i Domstolens praksis

(bl.a. [dom af 9.11.1995, C-479/93,] Francovich, og [af

5.3.1996, C-49/93,] Brasserie du Pecheur og Factortame III)

kan ifalde erstatningsansvar over for personer i

grænseoverskridende situationer, der udgør direktivets

personelle anvendelsesområde

–

at fastsætte et lignende ansvar

hos medlemsstaten over for personer i rent interne situationer

(der således er bosat i den pågældende medlemsstat), der ikke

ville være blevet direkte modtagere af fordelene ved direktivets

gennemførelse, men som

–

med henblik på at undgå en

tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet/princippet om

forbud mod forskelsbehandling i [EU]-retten

–

burde og kunne

have draget fordel af en udvidelse af direktivets effektive

virkning (dvs. den nævnte erstatningsordning), såfremt

direktivet var blevet rettidigt og fuldstændigt gennemført?

–

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende:

b) Kan erstatningen til ofre for forsætlige voldsforbrydelser (og

navnlig seksuelle overgreb som omhandlet i artikel 609a i

codice penale (den italienske straffelov)) i henhold til

indenrigsministerens dekret af 31. august 2017 (vedtaget i

medfør af artikel 11, stk. 3, i legge 7 luglio 2016, n. 122,

Disposizioni per l’adempimento degli obblighi derivanti

dall’appartenenza dell’Italia all’Unione europea –

Legge europea

2015-2016 (lov nr. 122 af 7.7.2016, bestemmelser truffet til

Miljø- og

Fødevareministeriet

14.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

C-727/17

C-535/18

gennemførelse af forpligtelser som følge af Italiens

medlemskab af Den Europæiske Union

–

lov om

gennemførelse af EU-retlige bestemmelser 2015-2016)), som

ændret (ved artikel 6 i lov nr. 167 af 20.11.2017 og artikel 1, stk.

593-596, i lov nr. 145 af 30.12.2018), med et fast beløb på 4 800

EUR anses for at være »en rimelig og passendeerstatning til

ofre« til gennemførelse af artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80?

ECO-WIND Construction

Sagen vedrører: 1. Skal artikel 1, stk. 1, litra f), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9.

september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til

tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets

tjenester (EUT 2015, L 241, s. 1) fortolkes således, at en

lovbestemmelse, som begrænser tildelingen af et opstillingssted

for en vindmølle derved, at den fastsætter en mindsteafstand

mellem vindmøllens placering og en beboelsesejendom eller en

bygning med blandet anvendelse, herunder anvendelse til

beboelse, som skal være den samme eller større end det

tidobbelte af den målte højde på vindmøllen fra jordniveau til

det højeste punkt på konstruktionen inkl. de tekniske

komponenter, herunder særligt rotoren med rotorbladene, er en

»teknisk forskrift«, hvor udkastet til forskriften skal meddeles

Kommissionen i henhold til dette direktivs artikel 5, stk. 1?

2. Skal artikel 15, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om

tjenesteydelser i det indre marked (EUT 2006, L 376, s. 36)

fortolkes således, at en lovbestemmelse, som begrænser

tildelingen af et opstillingssted for en vindmølle derved, at den

fastsætter en mindsteafstand mellem vindmøllens placering og

en beboelsesejendom eller en bygning med blandet anvendelse,

herunder anvendelse til beboelse, som skal være den samme

eller større end det tidobbelte af den målte højde på vindmøllen

fra jordniveau til det højeste punkt på konstruktionen inkl. de

tekniske komponenter, herunder særligt rotoren med

rotorbladene, er en forskrift, som underkaster optagelsen eller

udøvelsen af servicevirksomhed en territorial begrænsning,

navnlig i form af begrænsninger af hensyn til en geografisk

minimumsafstand mellem tjenesteyderne, som medlemsstaterne

i henhold til artikel 15, stk. 7, i dette direktiv skal give

Kommissionen meddelelse om?

3. Skal artikel 3, stk. 1, første afsnit, og artikel 13, stk.1, første

afsnit, i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF

af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra

vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af

direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (EUT 2009, L 140, s. 16)

fortolkes således, at de er til hinder for en national ordning,

som begrænser tildelingen af opstillingssteder for vindmøller

derved, at de indfører en mindsteafstand mellem vindmøllens

placering og en beboelsesejendom eller en bygning med blandet

anvendelse, herunder anvendelse til beboelse, på den måde, at

mindsteafstanden skal være den samme eller større end det

tidobbelte af den målte højde på vindmøllen fra jordniveau til

det højeste punkt på konstruktionen inkl. de tekniske

komponenter, herunder særligt rotoren med rotorbladene?

Land Nordrhein-Westfalen

1. Skal artikel 11, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om

vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning

på miljøet (herefter »VVM-direktivet«) fortolkes således, at en

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

Dom

28.04.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Justitsministeriet

Dom

28.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

C-620/18

bestemmelse i national ret er forenelig med denne

bestemmelse, hvorefter en sagsøger, der ikke er anerkendt som

miljøorganisation, kun kan forlange annullation af en afgørelse

på grund af en processuel fejl, hvis den processuelle fejl har

frataget ham muligheden for deltagelse i den ved lov fastsatte

beslutningsproces?

2. a) Skal artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i)-iii), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober

2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets

vandpolitiske foranstaltninger, senest ændret ved artikel 1 i

Kommissionens direktiv 2014/101/EU af 30. oktober 2014

(EUT 2014, L 311, s. 32) (herefter »vandrammedirektivet«)

fortolkes således, at den ikke kun indeholder en materielretlig

standard, men også bestemmelser om myndighedernes

godkendelsesprocedure?

b) Såfremt det andet spørgsmål, litra a), besvares bekræftende:

Skal inddragelsen af offentligheden i henhold til VVM-

direktivets artikel 6 altid ske på grundlag af dokumenterne

vedrørende den vandretlige prøvelse i førnævnte forstand, eller

er det tilladt at foretage en differentiering efter tidspunktet for

dokumentets udarbejdelse og efter dettes kompleksitet?

3. Skal begrebet forringelse af tilstanden af en

grundvandsforekomst i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1,

litra b), nr. 1), fortolkes således, at der foreligger en forringelse

af den kemiske tilstand, så snart mindst en miljøkvalitetsnorm

for et parameter overskrides som følge af projektet, og at

enhver yderligere (målbar) forhøjelse af koncentrationen

uafhængigt heraf, når den relevante grænseværdi for et skadeligt

stof allerede er overskredet, udgør en forringelse?

4. a) Skal vandrammedirektivets artikel 4

–

under hensyntagen

til dets bindende virkning (artikel 288 TEUF) og sikringen af en

effektiv retsbeskyttelse (artikel 19 TEU)

–

fortolkes således, at

alle medlemmer af den af et projekt berørte offentlighed, som

gør gældende, at deres rettigheder krænkes af godkendelsen af

projektet, også har ret til at gøre overtrædelser af det

vandretlige forbud mod forringelse og forpligtelsen til

forbedring gældende ved domstolene?

b) Såfremt det fjerde spørgsmål, litra a), besvares benægtende:

Skal vandrammedirektivets artikel 4

–

under hensyntagen til

dens målsætning

–fortolkes

således, at i hvert fald sagsøgere,

som har en privat brønd til privat vandforsyning i geografisk

nærhed af den planlagte vejføring, kan gøre overtrædelser af det

vandretlige forbud mod forringelse og forpligtelsen til

forbedring gældende ved domstolene?

Ungarn mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den

Europæiske Union

—

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/957 af

28. juni 2018 om ændring af direktiv 96/71/EF om

udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af

tjenesteydelser annulleres. - Subsidiært: - annulleres de

bestemmelser i artikel 1, nr. 2), litra a), i direktiv (EU)

2018/957, der indfører den nye artikel 3, stk. 1, litra c), tredje

afsnit, i direktiv 96/71/EF - annulleres de bestemmelser i

artikel 1, nr. 2), litra b), i direktiv (EU) 2018/957, der indsætter

stk. 1a i artikel 3 i direktiv 96/71/EF.

—

annulleres artikel 1, nr. 2), litra c), i direktiv (EU) 2018/957

—

annulleres artikel 3, stk. 3, i direktiv (EU) 2018/957.

—

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Beskæftigelses-

ministeriet

28.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

C-626/18

C-654/18

C-796/18

Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og Rådet for

Den Europæiske Union

Påstande:

—

Artikel 1, nr. 2), litra a), artikel 1, nr. 2), litra b), og

artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2018/957 af 28. juni 2018 om ændring af direktiv 96/71/EF

om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af

tjenesteydelser annulleres.

—

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Subsidiært, såfremt Domstolen er af den opfattelse, at de

anfægtede bestemmelser i direktiv 2018/957/EU ikke kan

adskilles fra resten af direktivet uden at ændre dets væsentligste

indhold, annulleres direktiv (EU) 2018/957 i sin helhed.

Interseroh

1. Skal artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1013/2006,

hvorefter overførsel af følgende affald bestemt til nyttiggørelse

er underlagt de generelle oplysningskrav i artikel 18, hvis

mængden af det overførte affald er over 20 kg: a) affald anført i

bilag III eller III B b) blandet affald, der ikke henhører under

en enkelt indgang i bilag III, bestående af to eller flere

affaldstyper, der er anført i bilag III, forudsat at dette blandede

affalds sammensætning ikke vil indvirke negativt på en

miljømæssigt forsvarlig nyttiggørelse, og forudsat, at sådant

blandet affald er anført i bilag III A i overensstemmelse med

artikel 58, fortolkes således, at blandet affald af papir, pap og

papirprodukter, som er sammensat således, at affaldsandelene

hver for sig henhører under de første tre led i indgang B3020 i

bilag IX til Baselkonventionen, og desuden indeholder en andel

på op til 10% interfererende stoffer, henhører under

Basellistens B3020 og dermed er underlagt de generelle

oplysningskrav i artikel 18 og ikke anmeldelseskravet i artikel 4?

Såfremt første spørgsmål besvares benægtende: 2. Skal artikel 3,

stk. 2, i forordning (EF) nr. 1013/2006, hvorefter overførsel af

følgende affald bestemt til nyttiggørelse er underlagt de

generelle oplysningskrav i artikel 18, hvis mængden af det

overførte affald er over 20 kg: a) affald anført i bilag III eller III

B b) blandet affald, der ikke henhører under en enkelt indgang i

bilag III, bestående af to eller flere affaldstyper, der er anført i

bilag III, forudsat at dette blandede affalds sammensætning

ikke vil indvirke negativt på en miljømæssigt forsvarlig

nyttiggørelse, og forudsat, at sådant blandet affald er anført i

bilag III A i overensstemmelse med artikel 58, fortolkes således,

at blandet affald af papir, pap og papirprodukter, som er

sammensat således, at affaldsandelene hver for sig henhører

under de første tre led i indgang B3020 i bilag IX til

Baselkonventionen, og desuden indeholder en andel på op til

10% interfererende stoffer, ikke henhører under bilag IIIA,

punkt 3, litra g), og dermed ikke er underlagt de generelle

oplysningskrav i artikel 18, men derimod anmeldelseskravet i

artikel 4?

Informatikgesellschaft für Software-Entwicklung

1. Er en kontrakt om tilrådighedsstillelse af software, der er

indgået skriftligt af en offentlig myndighed med en anden

offentlig myndighed, og som er sammenknyttet med en

samarbejdsaftale, en »offentlig kontrakt« som omhandlet i

artikel 2, stk. 1, nr. 5), i direktiv 2014/24/EU, eller er det en

kontrakt, der

–

i hvert fald i første omgang, med forbehold af

artikel 12, stk. 4, litra a)-c)

–

henhører under direktivets

anvendelsesområde som omhandlet i direktivets artikel 12, stk.

Beskæftigelses-

ministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

28.04.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

28.04.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

28.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

C-49/19

C-134/19

C-147/19

4, når den, der erhverver softwaren, ganske vist hverken skal

betale en pris for softwaren eller en godtgørelse af udgifterne,

men den samarbejdsaftale, der er forbundet med kontrakten

om tilrådighedsstillelse af softwaren bestemmer, at hver

samarbejdspartner

–

og dermed også erhververen af softwaren

–

gratis stiller mulige fremtidige egne softwareudviklinger, som

de dog ikke er forpligtet til at producere, til rådighed for den

anden?

2. Skal genstanden for samarbejdet mellem de deltagende

ordregivende myndigheder i henhold til artikel 12, stk. 4, litra

a), i direktiv 2014/24/EU være selve de offentlige

tjenesteydelser, der skal leveres til [org. s. 3] borgeren, og som

myndighederne skal levere i fællesskab, eller er det

tilstrækkeligt, hvis samarbejdet refererer til aktiviteter, der i en

eller anden form tjener de offentlige tjenesteydelser, som de

ligeledes, men ikke bindende skal levere i fællesskab? 3. Gælder

der inden for rammerne af artikel 12, stk. 4, i direktiv

2014/24/EU et uskrevet såkaldt begunstigelsesforbud og i

bekræftende tilfælde, da med hvilket indhold?

Europa-Kommissionen mod Den Portugisiske Republik

Påstande:

—

Det fastslås, at Republikken Portugal har tilsidesat

sine forpligtelser i henhold til artikel 13, stk. 3, i og bilag IV, del

B, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af

7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

(forsyningspligtdirektivet), idet den har fastsat et ekstraordinært

bidrag for deleordningen for finansieringen af

nettoomkostningerne ved forsyningspligten fra 2007, indtil den

leverandør eller de leverandører, der udvælges i henhold til

artikel 99, stk. 3, i lov nr. 5/2004, påbegynder leveringen af

forsyningspligtydelsen, som fastsat i artikel 17 og 18 i lov nr.

35/2012 om udligningsfonden.

—

Republikken Portugal tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Bank Refah Kargaran mod Rådet

Påstande:

—Dommen

afsagt af Den Europæiske Unions Ret

(Anden Afdeling) den 10. december 2018 i sag T-552/15

ophæves delvist.

—Principalt:

Sagsøgeren gives medhold i den påstand, som den

nedlagde for Den Europæiske Unions Ret, dvs. tilkendelse af

erstatning for sagsøgerens økonomiske skade med et beløb på

68 651 319 EUR og af erstatning for sagsøgerens ikke-

økonomiske skade med et beløb på 52 547 415 EUR.

—Subsidiært:

Sagen hjemvises til Retten.

—I

begge tilfælde tilpligtes Rådet for Den Europæiske Union at

betale sagsomkostningerne i begge instanser.

Atresmedia Corporación de Medios de Comunicación

1. Omfatter begrebet »reproduktion af et fonogram, der er

udgivet i kommercielt øjemed«, som omhandlet i artikel 8, stk.

2, i direktiv 92/100 og direktiv 2006/115 en reproduktion af et

fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, i en

audiovisuel optagelse, som indeholder en optagelse af et

audiovisuelt værk?

2. Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er

et selskab, der udøver tv-radiospredningsvirksomhed

–

og som

i forbindelse med enhver overføring til almenheden anvender

en audiovisuel optagelse, der indeholder en optagelse af et

kinematografisk eller andet audiovisuelt værk, hvor et

fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, er blevet

Energistyrelsen

28.04.20

Udenrigsministeriet

28.04.20

Kulturministeriet

28.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

C-233/19

C-238/19

reproduceret

–

da forpligtet til at betale et rimeligt, samlet

vederlag i henhold til artikel 8, stk. 2, i de nævnte direktiver?

CPAS de Liège

Skal artikel 5 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og

procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, sammenholdt med

artikel 19, stk. 2, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder, og dette direktivs artikel 14, stk.

1, litra b), sammenholdt med dommen i sag C-562/13, der blev

afsagt den 18. december 2014 af Domstolens Store Afdeling,

fortolkes således, at et retsmiddel, der er bragt i anvendelse til

prøvelse af en afgørelse, hvorved en tredjelandsstatsborger, der

lider af en alvorlig sygdom, pålægges at forlade en medlemsstats

område, har opsættende virkning, idet den, der anvender

retsmidlet, har gjort gældende, at fuldbyrdelsen af denne

afgørelse kan udsætte vedkommende for en alvorlig risiko for

alvorlig og uafvendelig forværring af den pågældendes helbred,

–

uden at det er fornødent at foretage en vurdering af

retsmidlet, idet den blotte indgivelse af dette er tilstrækkeligt til

at suspendere fuldbyrdelsen af afgørelsen om udsendelse,

–

eller skal der foretages en begrænset kontrol af, hvorvidt der

foreligger et rimeligt begrundet klagepunkt eller manglende

opfyldelse af betingelserne for realitetsbehandling, eller at

søgsmålet for Conseil du contentieux des étrangers (domstol i

udlændingeretlige sager) er åbenbart ugrundet,

–

eller kræves der en tilbundsgående prøvelse fra

arbejdsretternes side for at afgøre, om fuldbyrdelsen af denne

afgørelse kan betyde, at den, der anvender retsmidlet, udsættes

for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af sit

helbred?

Bundesamt für Migration und Flüchtlinge

1. Skal artikel 9, stk. 2, litra e), i direktiv 2011/95/EU fortolkes

således, at det »at nægte at gøre militærtjeneste i en konflikt«

ikke kræver, at den berørte personhar nægtet at gøre

militærtjeneste i en formaliseret nægtelsesprocedure, når

lovgivningen i hjemlandet ikke hjemler en ret til at nægte at

gøre militærtjeneste?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Beskytter artikel 9, stk. 2, litra e), i direktiv 2011/95/EU med

udtrykket »at nægte at gøre militærtjeneste i en konflikt« også

personer, der efter udløbet af en udsættelse af militærtjenesten

ikke stiller sig til rådighed for hjemlandets militære forvaltning

og unddrager sig en tvangsindkaldelse ved at flygte?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende: Skal

artikel 9, stk. 2, litra e), i direktiv 2011/95/EU fortolkes således,

at militærtjenesten for en værnepligtig, der ikke ved, hvor han

fremadrettet vil blive indsat i militærtjeneste, alene af denne

grund direkte eller indirekte »ville omfatte forbrydelser eller

handlinger, der falder inden for anvendelsesområdet af

udelukkelsesgrundene i artikel 12, stk. 2«, eftersom hjemlandets

væbnede styrker gentagne gange og systematisk begår sådanne

forbrydelser eller handlinger ved brug af værnepligtige?

4. Skal artikel 9, stk. 3, i direktiv 2011/95/EU fortolkes således,

at der også i tilfælde af en forfølgelse som omhandlet i artikel 9,

stk. 2, litra e), i direktiv 2011/95/EU i henhold til artikel 2, litra

d), i direktiv 2011/95/EU skal være en sammenhæng mellem

de i artikel 10 i direktiv 2011/95/EU nævnte grunde og

forfølgelse i henhold til artikel 9, stk. 1 og 2, i direktiv

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

28.04.20

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

28.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 626: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 7/5-20

C-556/19

T-574/18

2011/95/EU eller den manglende beskyttelse mod en sådan

forfølgelse?

5. Såfremt det fjerde spørgsmål besvares bekræftende:

Foreligger der en sammenhæng som omhandlet i artikel 9, stk.

3, sammenholdt med artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95/EU,

mellem forfølgelse på grund af retsforfølgning eller straf for at

nægte at gøre militærtjeneste og forfølgelsesgrunden alene af

den grund, at retsforfølgningen eller straffen er relateret til

nægtelsen?

Société ECO

Skal artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde fortolkes således, at en ordning som den, der er

beskrevet i punkt 9 - 11, hvor et privat miljøorgan, som ikke

arbejder med gevinst for øje, og som er godkendt af offentlige

myndigheder, i henhold til aftale herom med distributører af en

særlig kategori af produkter opkræver finansielle bidrag som

modydelse for en tjenesteydelse bestående i at overtage

distributørernes forpligtelse til behandling af affaldet fra de

produkter, som de distribuerer, og bestående i til virksomheder,

som har til opgave at sortere og nyttiggøre dette affald, og som

har indgået aftale med organet på baggrund af en statsligt

godkendt vilkårsspecifikationen, at udbetale beløb fastsat i

bekendtgørelsen om godkendelse af miljøorganer på grundlag

af miljømæssige og sociale formål, skal anses for statsstøtte i

denne bestemmelses forstand?

Agrochem-Maks mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU)

2018/1019 annulleres.

—

Sagsøgte tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale

sagsøgerens omkostninger.

Miljø- og

Fødevareministeriet

Erhvervsministeriet

28.04.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

28.04.20