Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 601
Offentligt
Resumé af uformelt videomøde for ministre på området for indre anliggender i EU og i
Schengen-associerede lande den 28. april 2020
Formandskabet havde indkaldt til et statusmøde via videokonference for ministre på indenrigsområdet i
EU og i Schengen-associerede lande. Statusmødet var primært indkaldt på baggrund af COVID-19
udbruddet i Europa. Danmark deltog ved udlændinge- og integrationsministeren samt på
embedsmandsniveau fra Justitsministeriet.
Dagsordenen for statusmødet den 16. april 2020 bestod af følgende to punkter, der blev behandlet
sammen på mødet:
1. Covid-19: Status og vejen frem på området for indre anliggender.
2. Migration: Status og nuværende udfordringer.
Der blev på mødet udtrykt generel opbakning til Kommissionens køreplan for ophævelsen af
foranstaltningerne til inddæmning af COVID-19-smitten. De forskellige lokale epidemiologiske
situationer og tiltag for at sikre social distance blev drøftet i forbindelse med den gradvise ophævelse af
grænsekontroller. De såkaldte grønne vejbaner (green
lanes)
blev fremhævet som positive, og der var
enighed om også fremadrettet at sikre, at bl.a. varer og grænsearbejdere kan bevæge sig over de indre
grænser i EU.
Spørgsmålet om sporingsapps til inddæmning af smitte blev ligeledes drøftet, og der var generel
enighed om, at disse skal respektere grundlæggende rettigheder, sikre beskyttelsen af persondata, og at
brugen af apps skal ske på frivillig basis blandt borgerne i EU.
Det generelle kriminalitetsbillede under COVID-19-krisen blev også drøftet på videokonferencen.
Særligt blev det fremhævet af både Kommissionen, Europol og flere medlemsstater, at man så en
stigning i cyberkriminalitet, bedrageri (ved f.eks. salg af forfalskede eller ikkeeksisterende varer og
medicin) og seksuelt misbrug af børn online. Flere medlemslande fremhævede også stigning i antal
sager om vold i hjemmet.
For så vidt angår asyl- og migrationsområdet hilste en række medlemsstater Kommissionens vejledning
om gennemførelsen af de relevante EU-bestemmelser på området asyl- og tilbagesendelsesprocedurer
og om genbosætningsprocedurerne velkommen, men der blev også udtrykt bekymring, herunder fra
Danmark, vedrørende den manglende fleksibilitet med hensyn til Dublinforordningens tidsfrister for
overførsel af asylansøgere mellem medlemsstaterne. Herudover orienterede Kommissionen og en
række medlemsstater også om status for omfordelingen af uledsagede mindreårige asylansøgere fra
Grækenland.
Endelig orienterede formandskabet under pkt. 2 om status på migrationsområdet i EU-
medlemsstaterne, herunder særligt i lyset af COVID-19. Det oplystes fra formandskabets side, at der
siden marts var observeret et stigende migrationspres på den centrale middelhavsrute samt på
Vestbalkan og de kanariske øer. Situationen på den græske-tyrkiske grænse er fortsat sårbar, og der
ankommer et relativt højt antal asylansøgere til Cypern. Enkelte af medlemsstaterne, der oplever et
særligt migrationspres, orienterede om de særlige udfordringer, de står over for.