Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 600
Offentligt
2184725_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
1. maj 2020
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i
retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat
procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af
generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske
regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.
Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens
hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
Titel og kort sagsresumé
Deltager i PD
Proces-
skridt
Dato
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-96/19
Titel og kort sagsresumé
Bezirkshauptmanschaft Tulln
I. Skal forordning (EU) nr. 165/2014, navnlig dennes artikel 34,
stk. 3, sidste punktum, samt artikel 36, stk. 2, fortolkes således,
at de er til hinder for en national bestemmelse, som kræver, at
førere af motorkøretøjer, der er udstyret med en digital takograf
som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra h), i forordning (EU) nr.
165/2014, i tilfælde af, at enkelte arbejdsdage mangler på
førerkortet [artikel 2, stk. 2, litra f), i den nævnte forordning],
og der heller ikke medføres diagramark for de pågældende dage,
skal medbringe og udlevere tilsvarende bekræftelser fra
arbejdsgiveren, som skal opfylde mindstekravene i den af
Kommissionen udarbejdede formular i henhold til artikel 11,
stk. 3, i direktiv 2006/22/EF?
II. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Er den
formular, som Kommissionen fastlagde med sin beslutning
2009/959/EU, helt eller delvis ugyldig?
EBN
1. Omfatter anvendelsesområdet for direktiv 79/7/EØF af 19.
december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om
ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social
sikring (herefter »direktiv 79/7/EØF«) og/eller direktiv
Interessent
Transport- og
Boligministeriet
Proces
skridt
Dom
Dato
06.05.20
C-223/19
Justitsministeriet
Beskæftigelses-
ministeriet
Medarbejder- og
Kompetencestyrelsen
GA
07.05.20
1
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20
2184725_0002.png
2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om
lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i
forbindelse med beskæftigelse og erhverv bestemmelser i en
medlemsstat, der medfører, at et væsentligt større antal
mændend kvinder, der har ret til en arbejdsmarkedspension,
ved udbetaling af den pågældende arbejdsmarkedspension
behandles således, at den tidligere arbejdsgiver skal tilbageholde
beløb og har ret til at anvende disse frit, og er sådanne
bestemmelser udtryk for en forskelsbehandling som omhandlet
i nævnte direktiver?
2. Omfatter anvendelsesområdet for direktiv 2000/78/EF af
27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om
ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv
bestemmelser i en medlemsstat, der er udtryk for en
forskelsbehandling på grund af alder, idet medlemsstatens
bestemmelser udelukkende indebærer økonomiske byrder for
ældre personer, der i henhold til en aftale har et privatretligt
krav på ydelse af en arbejdsmarkedspension i form af en direkte
ydelsesdefineret ordning, hvorimod yngre og helt unge
personer, der har indgået arbejdsmarkedspensionsaftaler, ikke
påføres nogen økonomiske byrder?
3. Såfremt medlemsstatens bestemmelser ikke indebærer nogen
former for forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til
direktiv 79/7/EØF, direktiv 2000/78/EF og direktiv
2006/54/EF, finder bestemmelserne i chartret om
grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), navnlig
forbuddene mod forskelsbehandling i henhold til chartrets
artikel 20 og 21, da anvendelse på arbejdsmarkedspensioner?
4. Skal chartrets artikel 20 ff. fortolkes således, at disse regler er
til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, der gennemfører
EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, og som er
udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, alder,
formueforhold eller andre forhold, f.eks. de ejendomsforhold,
der gør sig gældende for deres tidligere arbejdsgiver, af
personer, der har et privatretligt krav på en
arbejdsmarkedspension, i forhold til andre personer, der har et
krav på en arbejdsmarkedspension, og forbyder chartret
sådanne former for forskelsbehandling?
5. Er nationale bestemmelser, som kun pålægger en lille gruppe
af personer, der har et kontraktmæssigt krav på en
arbejdsmarkedspension i form af en direkte ydelsesdefineret
ordning, en pligt til at erlægge finansielle ydelser til deres
tidligere arbejdsgiver, når disse bestemmelser kun omfatter
personer med høj arbejdsmarkedspension, også udtryk for en
forskelsbehandling på grund af formueforhold i henhold til
chartrets artikel 21?
6. Skal chartrets artikel 17 fortolkes således, at denne regel er til
hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorved der direkte
ved lov og uden erstatning foretages et eksproprierende indgreb
i en aftale mellem to private parter om arbejdsmarkedspension i
form af en direkte ydelsesdefineret ordning til skade for en
tidligere arbejdstager i en virksomhed, der har truffet
foranstaltninger med henblik på at sikre
arbejdsmarkedspensionen og som ikke er i økonomiske
vanskeligheder?
7. Udgør det forhold, at der for så vidt angår en person, som
har krav på en arbejdsmarkedspension, ved lov pålægges den
tidligere arbejdsgiver en pligt til at undlade at udbetale visse
dele af det aftalte vederlag (af den aftalte
2
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20
2184725_0003.png
Forenede
sager
C-267/19
og
C-323/19
arbejdsmarkedspension), som en tilsidesættelse af aftalefriheden
et indgreb i arbejdsgiverens ejendomsret?
8. Skal chartrets artikel 47 fortolkes således, at denne regel er til
hinder for bestemmelser i en medlemsstat, der foretager en
ekspropriation direkte ved lov og ikke indrømmer andre
muligheder for at modsætte sig ekspropriationen end at anlægge
sag mod den, der drager fordel af ekspropriationen (den
tidligere arbejdsgiver, der er debitor i henhold til
pensionsaftalen), med påstand om erstatning og tilbagebetaling
af det beløb, der er blevet eksproprieret?
PARKING m.fl.
Sag C-267/19 vedrører:
1. Er en bestemmelse i national ret, nærmere bestemt artikel 1 i
Ovršni zakon
(offentliggjort i Narodne novine nr. 112/12,
25/13, 93/14, 55/16 og 73/17), der bemyndiger notarer til at
foretage inddrivelse af krav på grundlag af et autentisk
dokument ved at udstede en fuldbyrdelsesordre, som
tvangsfuldbyrdelsesdokument, uden udtrykkeligt samtykke fra
debitor, der er en juridisk person etableret i Republikken
Kroatien, i overensstemmelse med EMRK’s artikel 6, stk. 1, og
artikel 18 TEUF, henset til Domstolens dom i sag C- 484/15
og i sag C-551/15?
2. Kan den fortolkning, som Domstolen gav i sine domme af 9.
marts 2017, Zulfikarpašić (C-484/15,
EU:C:2017:199), og Pula
Parking (C-551/15, EU:C:2017:193), anvendes på sag Povrv-
1614/2018, som der er redegjort for ovenfor, som er indbragt
for den forelæggende ret, og skal, nærmere bestemt, forordning
nr. 1215/2012 fortolkes således, at notarer i Kroatien, der
handler inden for rammerne af de beføjelser, som er tillagt dem
i henhold til national ret i tvangsfuldbyrdelsesprocedurer på
grundlag af et »autentisk dokument«, hvor rekvisitus er en
juridisk person, der er etableret i andre EU-medlemsstater, ikke
er omfattet af begrebet »ret« i denne forordnings forstand?
Sag C-323/19 vedrører:
1. Er en bestemmelse i national lovgivning, såsom artikel 1 i
Ovršni zakon (lov om tvangsfuldbyrdelse) (offentliggjort
i
Narodne novine nr. 112/12, 25/13, 93/14, 55/16 og 73/17)
der tillægger notarer kompetence til at foretage
tvangsinddrivelse af fordringer på grundlag af et autentisk
dokument ved at udstede en fuldbyrdelsesordre i form af et
tvangsfuldbyrdelsesdokument uden udtrykkeligt samtykke fra
den betalingspligtige juridiske person, rekvisitus, som er
hjemmehørende i Republikken Kroatien
i overensstemmelse
med artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse
af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og
artikel 18 i traktaten om Den Europæiske Unions
funktionsmåde i betragtning af Den Europæiske Unions
Domstols domme i sagerne C-484/15 og C-551/15?
2. Kan den fortolkning, der er anlagt i Domstolens domme af
9. marts 2017,
Zulfikarpašić (C-484/15,
EU:C:2017:199), og
Pula Parking (C-551/15, EU:C:2017:193), anvendes i
ovennævnte sag nr. Povrv-752/19, og skal, nærmere bestemt,
forordning nr. 1215/2012 fortolkes således, at notarer i
Kroatien ikke er omfattet af begrebet »ret« i denne forordnings
forstand, når de handler inden for rammerne af de beføjelser,
som er tillagt dem i henhold til national ret i
tvangsfuldbyrdelsesprocedurer på grundlag af et »autentisk
Skatteministeriet
Dom
07.05.20
3
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20
2184725_0004.png
T-607/17
T-8/18
C-446/18
C-663/18
C-749/18
dokument«, når rekvirenterne er juridiske personer, der er
hjemmehørende i andre EUmedlemsstater?
Volotea mod Kommissionen
Påstande:
Europa-Kommissionens afgørelse af 29. juli 2016
om statsstøtte SA.33983 (2013/C) (ex 2012/NN) (ex
2011/NN) gennemført af Italien som kompensation til sardiske
lufthavne for public service-forpligtelser annulleres delvist.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale
sagsomkostningerne.
easyJet Airline mod Kommissionen
Påstande:
Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1861
annulleres i sin helhed og under alle omstændigheder for så vidt
angår den angiveligt ulovlige statsstøtte, som blev ydet
sagsøgeren.
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale
sagsomkostningerne.
AGROBET CZ
Er det i overensstemmelse med EU-retten og i særdeleshed
med princippet om momsens neutralitet, når en medlemsstat
vedtager en foranstaltning, hvorefter ansættelsen og betalingen
af en del af et momsfradrag, som der er fremsat kravom, gøres
betinget af afslutningen af en procedure, der omfatter alle
afgiftspligtige transaktioner i en given afgiftsperiode?
B S et C A
Skal forordning nr. 1307/2013 og nr. 1308/2013 samt
princippet om varernes frie bevægelighed fortolkes således, at
de ved bekendtgørelse af 22. august 1990 indførte
undtagelsesbestemmelser, hvorefter dyrkning, industriel
anvendelse og markedsføring af hamp skal begrænses til
plantens fibre og frø, fastsætter en restriktion, der er i strid med
fællesskabsretten?
B e.a.
1. Skal artikel 49 TEUF og 54 TEUF fortolkes således, at de er
til hinder for en medlemsstats lovgivning om sambeskatning,
som på den ene side tillader en konsolidering af resultater fra
selskaber i samme koncern, og udelukkende tillader vertikal
sambeskatning mellem et hjemmehørende moderselskab eller et
fast driftssted tilhørende et ikke-hjemmehørende moderselskab
og dets hjemmehørende datterselskaber, og som på den anden
side tilsvarende er til hinder for en ren horisontal
sambeskatning af datterselskaber alene til både et
ikkehjemmehørende moderselskab, der ikke har et fast
driftssted, og til såvel et hjemmehørende som et ikke-
hjemmehørende moderselskab, der dog har et fast driftssted?
2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal
artikel 49 TEUF og 54 TEUF da fortolkes således, at de er til
hinder for en sådan lovgivning i en medlemsstat om
sambeskatning, og nærmere bestemt for den strenge
opdelingmellem ordningen om vertikal sambeskatning (mellem
et øverste selskab og dets direkte eller indirekte datterselskaber)
og ordningen om horisontal sambeskatning (mellem to eller
flere hjemmehørende datterselskaber til et øverste selskab, som
ikke er omfattet af sambeskatningen), der følger af denne
lovgivning, og forpligtelsen, der følger heraf, til at bringe en
eksisterende vertikal sambeskatning til ophør inden der kan
dannes en horisontalt sambeskattet koncern, såfremt
en vertikal sambeskatning med et på nationalt niveau
konsoliderende øverste selskab, som er hjemmehørende i den
pågældende medlemsstat (som samtidigt udgør det
Erhvervsministeriet
Dom
13.05.20
Erhvervsministeriet
Dom
13.05.20
Skatteministeriet
Dom
14.05.20
Miljø- og
Fødevareministeriet
Lægemiddelstyrelsen
GA
14.05.20
Skatteministeriet
Dom
14.05.20
4
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20
2184725_0005.png
mellemliggende datterselskab i forhold til det ultimative
moderselskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat)
og de hjemmehørende datterselskaber til det øverste selskab
tidligere
som følge af, at den pågældende medlemsstats
lovgivning alene anerkendte vertikal sambeskatning
har været
gældende for at kunne omfattes af ordningen, uanset om det
ultimative moderselskab har hjemsted i en anden medlemsstat,
søsterselskaber til det konsoliderende øverste selskab i den
pågældende medlemsstat (og dermed også datterselskaber til det
ultimative moderselskab, der er hjemmehørende i en anden
medlemsstat) gives afslag på at indtræde i den eksisterende
sambeskatning med den begrundelse, at de to
sambeskatningsordninger, den vertikale sambeskatning og den
horisontale sambeskatning, er uforenelige, og
inkluderingen af nævnte søsterselskaber i de konsoliderede
resultater for koncernens selskaber
med heraf følgende
negative skattemæssige konsekvenser på grund af ikke-
overholdelse af det minimumskrav til varigheden af
sambeskatningens beståen, som er fastsat i den nationale
lovgivning
ville indebære ophøret af den eksisterende
vertikale sambeskatning og indførelsen af en ny horisontal
sambeskatning, selv om det hjemmehørende konsoliderende
selskab (på hvis niveau de sambeskattede selskabers resultater
konsolideres) forbliver den samme?
3. Såfremt også det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal
artikel 49 TEUF og 54 TEUF, sammenholdt med princippet
om EU-rettens effektive virkning, da fortolkes således, at de er
til hinder for en sådan lovgivning i en medlemsstat om
sambeskatning, og nærmere bestemt anvendelsen af en frist i
henhold til hvilken enhver ansøgning om indtrædelse i
sambeskatning obligatorisk skal indgives til den kompetente
myndighed inden udløbet af det første skatteår for den periode,
hvor der ansøges om sambeskatning, såfremt
det ifølge den bekræftende besvarelse af de to første
spørgsmål fremgår, at denne lovgivning, på en måde, der er
uforenelig med etableringsfriheden, har udelukket horisontal
sambeskatning mellem alene datterselskaber til samme
moderselskab samt ændringen af en eksisterende vertikal
sambeskattet koncern ved tilføjelse af søsterselskaber til det
konsoliderende selskab,
lovgivningen ifølge administrativ praksis eller national
retspraksis i den pågældende medlemsstat indtil
offentliggørelsen af [Den Europæiske Unions Domstols] dom
af 12. juni 2014 (forenede sager C-39/13, C-40/13 og C-
41/13), blev anset for at være gyldig,
flere selskaber efter offentliggørelsen af dom af 12. juni 2014
og inden udgangen af skatteåret 2014, under henvisning til dom
af 12. juni 2014 indgav en ansøgning om at indtræde i en
eksisterende sambeskattet koncern ved godkendelse af en
horisontal sambeskatning med den eksisterende koncerns
konsoliderende selskab, og
denne ansøgning ikke alene vedrører det på tidspunktet for
ansøgningens indgivelse stadig indeværende skatteår 2014, men
ligeledes det foregående skatteår 2013, fra og med hvilket de
pågældende selskaber opfyldte alle de med EU-retten forenelige
materielle krav for at kunne omfattes af
sambeskatningsordningen?
5
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20
2184725_0006.png
C-761/18
P
C-17/19
Leino-Sandberg mod Parlamentet (appel)
Påstande:
Rettens kendelse af 20. september 2018 i sag T-
421/17 ophæves.
Domstolen gør brug af sin beføjelse i henhold til artikel 61,
stk. 1, andet punktum, i statutten for Domstolen til selv at
træffe endelig afgørelse i sagen.
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne,
herunder de af eventuelle intervenerende parter afholdte sags-
omkostninger
Bouygues travaux publics e.a.
Skal artikel 11 i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.
marts 1972 om regler til gennemførelse af Rådets forordning
(EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale
sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige
erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden
for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets
forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
647/2005 af 13. april 2005, og artikel 19 i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009
om de nærmere regler til gennemførelse af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.
april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger
fortolkes således, at en E 101-attest udstedt af den institution,
der er udpeget af den kompetente myndighed i en medlemsstat
i henhold til artikel 14, stk. 1 og stk. 2, litra b), i forordning nr.
1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97,
som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 647/2005 af 13. april 2005, eller en A1-attest udstedt i
henhold til artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af
de sociale sikringsordninger, er bindende for retterne i den
medlemsstat, hvori arbejdet er udført ved fastsættelsen af den
lovgivning, der finder anvendelse, ikke blot på den sociale
sikringsordning, men også på arbejdsretten, når denne
lovgivning fastsætter arbejdsgivernes forpligtelser og
lønmodtagernes rettigheder, således at retterne, efter
afslutningen af de kontradiktoriske retsforhandlinger, kun kan
bortse fra de nævnte attester, hvis disse retter, på grundlag af en
undersøgelse af de konkrete elementer indsamlet under den
retslige efterforskning, som gjorde det muligt at konstatere, at
disse attester var indhentet eller påberåbt svigagtigt og at den
udstedende institution, som har fået dem forelagt, undlod at
tage hensyn hertil, inden for en rimelig frist fastslår, at der
foreligger svig, der objektivt udgøres af en manglende
overholdelse af betingelser, der er fastsat i en af de førnævnte
bestemmelser i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.
marts 1972 om regler til gennemførelse af Rådets forordning
(EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009
om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr.
883/2004, og subjektivt af den retsforfulgte persons intention
om at omgå eller bortse fra betingelserne for udstedelse af den
nævnte attest for at opnå den fordel, som er knyttet hertil?
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
14.05.20
Beskæftigelses-
ministeriet
Dom
14.05.20
6
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20
2184725_0007.png
C-181/19
C-189/19
Jobcenter Krefeld
1. Er udelukkelsen af unionsborgere, der har opholdsret på
grundlag af artikel 10 i forordning nr. 492/2011, fra at modtage
sociale ydelser som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i direktiv
2004/38, forenelig med ligebehandlingsprincippet i artikel 18
TEUF, sammenholdt med artikel 10 og 7 i forordning nr.
492/2011?
a) Udgør en social ydelse som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i
direktiv 2004/38 en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk.
2, i forordning nr. 492/2011?
b) Finder begrænsningsreglen i artikel 24, stk. 2, i direktiv
2004/38 anvendelse på ligebehandlingsprincippet i artikel 18
TEUF, sammenholdt med artikel 10 og 7 i forordning nr.
492/2011?
2. Er udelukkelsen af unionsborgere fra at modtage særlige
ikkebidragspligtige kontantydelser som omhandlet i artikel 3,
stk. 3, og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 forenelig
med ligebehandlingsprincippet i artikel 18 TEUF, sammenholdt
med artikel 4 i forordning nr. 883/2004, når de pågældende
borgere har opholdsret på grundlag af artikel 10 i forordning nr.
492/2011 og indgår i en social sikringsordning eller
familieydelsesordning som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i
forordning nr. 883/2004?
Spenner
1. Forudsætter artikel 9, stk. 9, i Kommissionens afgørelse af
27. april 2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for
harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til
artikel 10a i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv
2003/87/EF (2011/278/EU), at den væsentlige
kapacitetsudvidelse af et etableret anlæg er sket i den
basisperiode, som medlemsstaten har fastsat i henhold til artikel
9, stk. 1, i afgørelse (2011/278/EU)?
2. Skal artikel 9, stk. 9, første afsnit, sammenholdt med stk. 1, i
afgørelse 2011/278/EU i forbindelse med væsentlige
kapacitetsudvidelser fortolkes således, at der ved fastlæggelsen
af det historiske aktivitetsniveau for basisperioden fra den 1.
januar 2009 til den 31. december 2010 skal korrigeres for det
historiske aktivitetsniveau for kapacitetsudvidelsen, (selv) når
den væsentlige kapacitetsudvidelse fandt sted i basisperioden
fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2008?
3. a) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal
artikel 9, stk. 1, i afgørelse 2011/278/EU fortolkes således, at
medlemsstatens kompetente myndighed selv skal fastlægge
basisperioden fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2008
eller fra den 1. januar 2009 til den 31. december 2010, eller må
medlemsstaten give driftslederen ret til at vælge basisperioden?
b) Såfremt medlemsstaten må give driftslederen mulighed for at
vælge: Skal medlemsstaten lægge den basisperiode til grund,
som fører til det højeste historiske aktivitetsniveau, selv om
driftslederen i henhold til medlemsstatens ret frit kan vælge
mellem basisperioderne og beslutter sig for at vælge en
basisperiode med lavere historiske aktivitetsniveauer?
4. Skal Kommissionens afgørelse (EU) 2017/126 af 24. januar
2017 om ændring af afgørelse 2013/448/EU for så vidt angår
fastsættelsen af en ensartet, tværsektoriel korrektionsfaktor i
henhold til artikel 10a i Europa- Parlamentets og Rådets
direktiv 2003/87/EF fortolkes således, at den tværsektorielle
korrektionsfaktor i forbindelse med tildelinger før den 1. marts
2017 skal anvendes i den oprindelige affattelse af artikel 4 og
Beskæftigelses-
ministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Justitsministeriet
GA
14.05.20
Energistyrelsen
Dom
14.05.20
7
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20
2184725_0008.png
C-15/19
bilag II til afgørelse 2013/448/EU for perioden 2013-2020 og i
forbindelse med mertildelinger af emissionskvoter efter den 28.
februar 2017 på grundlag af en retsafgørelse på den samlede
mængde yderligere tildelinger for perioden 2013-2020 eller kun
på de yderligere tildelinger for perioden 2018-2020?
Azienda Municipale Ambiente
1) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter
artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003, der har gennemført
artikel 10 og 14 i direktiv 1999/31/EF i den nationale
retsorden, finder anvendelse med tilbagevirkende kraft, med
den virkning, at bestående deponeringsanlæg, som allerede er
godkendt, ubetinget omfattes af de herved pålagte forpligtelser,
og navnlig den del, hvor efterbehandlingsperioden forlænges
fra 10 til 30 år, forenelig med de nævnte [EUretlige]
bestemmelser?
2) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter
artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003 finder anvendelse på
bestående deponeringsanlæg, der allerede er godkendt, selv om
artikel 17 som et led i indførelsen af de herved pålagte
forpligtelser, herunder på de nævnte anlæg, begrænser
gennemførelsesforanstaltningerne til fastsættelsen af en
overgangsperiode og slet ikke indeholder foranstaltninger til at
dæmpe forlængelsens finansielle virkning på »indehaveren«,
forenelig med artikel 10 og 14 i direktiv 1999/31/EF, ifølge
hvilke medlemsstaterne træffer »foranstaltninger til at sikre, at
alle omkostninger ved etablering og drift af et
deponeringsanlæg, herunder så vidt muligt omkostningerne i
forbindelse med sikkerhedsstillelse eller tilsvarende som
omhandlet i artikel 8, litra a), nr. iv), og de anslåede
omkostninger ved deponeringsanlæggets nedlukning samt
efterbehandling i en periode på mindst 30 år er dækket af den
betaling, operatøren forlanger for deponering af en hvilken som
helst type affald på anlægget« og »foranstaltninger til at sikre, at
deponeringsanlæg, som allerede er godkendt eller i drift på
tidspunktet for dette direktivs gennemførelse, […] fortsætter
driften«, især i forhold til deres præceptive karakter?
3) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter
ovennævnte artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003 finder
anvendelse på bestående deponeringsanlæg, der allerede er
godkendt, herunder hvad angår de finansielle byrder, der følger
af de herved pålagte forpligtelser, og navnlig som følge af
efterbehandlingsperiodens forlængelse fra 10 til 30 år, idet
denne byrde belaster »indehaveren«, og således at ændring in
peius af de takster, som indehaveren modtager i henhold til
kontrakterne om regulering af affaldsbortskaffelse, lovliggøres,
forenelig med artikel 10 og 14 i direktiv 1999/31/EF?
4) Er den af appeldomstolen anlagte fortolkning, hvorefter
ovennævnte artikel 15 og 17 i lovdekret nr. 36/2003 finder
anvendelse på bestående deponeringsanlæg, der allerede er
godkendt, herunder hvad angår de finansielle byrder, der følger
af de herved pålagte forpligtelser, og navnlig som følge af
efterbehandlingsperiodens forlængelse fra 10 til 30 år, idet ikke
kun affald, som indleveres fra og med datoen for
ikrafttrædelsen af gennemførelsesforanstaltningerne, men også
tidligere indleveret affald, skal tages i betragtning ved
fastsættelsen af disse byrder, forenelig med artikel 10 og 14 i
direktiv 1999/31/EF?
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
14.04.20
8
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 600: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 1/5-20
2184725_0009.png
C-129/19
Presidenza del Consiglio dei Ministri
a) Pålægger [EU]-retten
i relation til forsinket (og/eller
ufuldstændig) gennemførelse af Rådets direktiv 2004/80/EF af
29. april 2004 »om erstatning til ofre for forbrydelser«, der ikke
er self-executing, i den nationale retsorden, og navnlig hvad
angår pligten i medfør af direktivet til at indføre en ordning for
erstatning til ofre for voldsforbrydelser, hvorefter
medlemsstaten i kraft af principperne i Domstolens praksis
(bl.a. [dom af 9.11.1995, C-479/93,] Francovich, og [af
5.3.1996, C-49/93,] Brasserie du Pecheur og Factortame III)
kan ifalde erstatningsansvar over for personer i
grænseoverskridende situationer, der udgør direktivets
personelle anvendelsesområde
at fastsætte et lignende ansvar
hos medlemsstaten over for personer i rent interne situationer
(der således er bosat i den pågældende medlemsstat), der ikke
ville være blevet direkte modtagere af fordelene ved direktivets
gennemførelse, men som
med henblik på at undgå en
tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet/princippet om
forbud mod forskelsbehandling i [EU]-retten
burde og kunne
have draget fordel af en udvidelse af direktivets effektive
virkning (dvs. den nævnte erstatningsordning), såfremt
direktivet var blevet rettidigt og fuldstændigt gennemført?
Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende:
b) Kan erstatningen til ofre for forsætlige voldsforbrydelser (og
navnlig seksuelle overgreb som omhandlet i artikel 609a i
codice penale (den italienske straffelov)) i henhold til
indenrigsministerens dekret af 31. august 2017 (vedtaget i
medfør af artikel 11, stk. 3, i legge 7 luglio 2016, n. 122,
Disposizioni per l’adempimento degli obblighi derivanti
dall’appartenenza dell’Italia all’Unione europea –
Legge europea
2015-2016 (lov nr. 122 af 7.7.2016, bestemmelser truffet til
gennemførelse af forpligtelser som følge af Italiens
medlemskab af Den Europæiske Union
lov om
gennemførelse af EU-retlige bestemmelser 2015-2016)), som
ændret (ved artikel 6 i lov nr. 167 af 20.11.2017 og artikel 1, stk.
593-596, i lov nr. 145 af 30.12.2018), med et fast beløb på 4 800
EUR anses for at være »en rimelig og passendeerstatning til
ofre« til gennemførelse af artikel 12, stk. 2, i direktiv 2004/80?
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
14.04.20
9