EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 583
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

24. april 2020

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

Titel og kort sagsresumé

Deltager i PD

Proces-

skridt

Dato

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

T-437/18

Titel og kort sagsresumé

Tilly-Sabco mod Kommissionen

Påstande:

—

Sagsøgerens søgsmål med påstand om erstatning

for det tab, der følger af gennemførelsesforordning (EU)

689/2013 af 18. juli 2013, hvorved restitutionerne for

fjerkrækød fastsattes til 0 EUR (EUT L 196/13 af 19.7.2013),

antages til realitetsbehandling

—

det fastslås, at Kommissionen er pligtig at betale sagsøgeren

et beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol, heraf:

—

2 848 000 EUR svarende til de restitutioner, der ikke blev

udbetalt for salg foretaget i perioden fra den 19. juli til den 31.

december 2013

—

390 000 EUR i restitutioner for det indtægtstab, der er

forbundet med den manglende gennemførelse af salg af

yderligere 3 550 ton til lande i Mellemøsten i den samme

periode

—

Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 3 238 000

EUR som hovedstol

—

med tillæg af udligningsrenter, der beregnes fra den 20.

september 2017 og indtil afsigelsen af dommen i nærværende

sag, med den årlige inflationsrate, som Eurostat (Den

Europæiske Unions Statistiske Kontor) har konstateret for den

Interessent

Miljø- og

Fødevareministeriet

Proces

skridt

Dom

Dato

29.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

T-707/18

pågældende periode i den medlemsstat, hvor dette selskab har

hjemsted

—

forhøjet med morarenter, der beregnes fra afsigelsen af

nærværende dom og indtil fuld betaling er sket, med den sats,

som Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat for sine

vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to

procentpoint

—

det tillades sagsøgeren at tilpasse sit svarskrift og sine krav i

tilfælde af, at Kommissionen måtte vedtage en

gennemførelsesforordning til erstatning af forordning

689/2013 inden afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige

del i nærværende sag

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Tilly-Sabco mod Rådet og Kommissionen

Påstande:

—

Søgsmålet med påstand om annullation af Rådets

forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018 om

fastsættelse af eksportrestitutioner for fjerkrækød til 0 EUR

(EUT 2018, L 239, s. 1) antages til realitetsbehandling.

Følgelig:

—

Rådets forordning (EU) 2018/1277 af 18.

september 2018 om fastsættelse af eksportrestitutioner for

fjerkrækød til 0 EUR (EUT 2018, L 239, s. 1) annulleres.

—

Principalt fastslås det, at Rådet skal holdes ansvarlig for en

fejl som følge af vedtagelsen af forordning (EU) 2018/1277 af

18. september 2018, som skal annulleres.

—

Subsidiært fastslås det, at Kommissionen skal holdes

ansvarlig for en fejl som følge af, at den lod Rådet vedtage

forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018, som skal

annulleres, hvis, og kun hvis, Kommissionen ikke holdes

ansvarlig i forbindelse med sag T-437/18.

—

Mere subsidiært fastslås det, at Rådet og Kommissionen skal

holdes ansvarlige for en fejl som følge af vedtagelsen af

forordning (EU) 2018/1277 af 18. september 2018, som skal

annulleres, hvis, og kun hvis, Kommissionen ikke holdes

ansvarlig i forbindelse med sag T-437/18.

—

Det fastslås, at den af Rådet og/eller Kommissionen

begåede fejl påførte selskabet Tilly-Sabco et tab.

Følgelig:

—

Principalt:

—

Rådet pålægges at betale sagsøgeren et beløb på 3 238 000

EUR som hovedstol, heraf:

—

2 848 000 EUR svarende til de restitutioner, der ikke blev

udbetalt for salg foretaget i perioden fra den 19. juli til den 31.

december 2013

—

390 000 EUR i restitutioner for det indtægtstab, der er

forbundet med den manglende gennemførelse af salg af

yderligere 3 550 ton til lande i Mellemøsten i den samme

periode.

—

Rådet tilpligtes at betale et beløb på 3 238 000 EUR som

hovedstol

—

med tillæg af udligningsrenter, der beregnes fra den

annullerede forordning (EU) nr. 689/2013 og indtil afsigelsen

af dommen i nærværende sag, med den årlige inflationsrate,

som Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) har

konstateret for den pågældende periode i den medlemsstat,

hvor dette selskab har hjemsted

—

forhøjet med morarenter, der beregnes fra afsigelsen af

nærværende dom, og indtil fuld betaling er sket, med den sats,

som Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat for sine

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

29.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to

procentpoint.

—

Subsidiært:

—

Kommissionen pålægges at betale sagsøgeren et beløb på 3

238 000 EUR som hovedstol, heraf:

—

2 848 000 EUR svarende til de restitutioner, der ikke blev

udbetalt for salg foretaget i perioden fra den 19. juli til den 31.

december 2013

—

390 000 EUR i restitutioner for det indtægtstab, der er

forbundet med den manglende gennemførelse af salg af

yderligere 3 550 ton til lande i Mellemøsten i den samme

periode.

—

Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 3 238 000

EUR som hovedstol

—

med tillæg af udligningsrenter, der beregnes fra den

annullerede forordning (EU) nr. 689/2013 og indtil afsigelsen

af dommen i nærværende sag, med den årlige inflationsrate,

som Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) har

konstateret for den pågældende periode i den medlemsstat,

hvor dette selskab har hjemsted

—

forhøjet med morarenter, der beregnes fra afsigelsen af

nærværende dom, og indtil fuld betaling er sket, med den sats,

som Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat for sine

vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to

procentpoint.

—

Det fastslås, at det beløb, som Kommissionen tilpligtes at

betale i nærværende sag i hovedstol og renter, kan nedsættes

med det beløb, som den vil kunne tilpligtes at betale i

forbindelse med sag T-437/18.

—

Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for det ikke-

økonomiske tab, der er påført ved Kommissionens dobbelte

fejl, idet beløbet efter ret og billighed er opgjort til 20 000 EUR.

—

Mere subsidiært:

—

Rådet og Kommissionen pålægges at betale sagsøgeren et

beløb på 3 238 000 EUR som hovedstol, idet det tilkommer

Retten at fordele beløbet mellem disse to enheder, heraf:

—

2 848 000 EUR svarende til de restitutioner, der ikke blev

udbetalt for salg foretaget i perioden fra den 19. juli til den 31.

december 2013

—

390 000 EUR i restitutioner for det indtægtstab, der er

forbundet med den manglende gennemførelse af salg af

yderligere 3 550 ton til lande i Mellemøsten i den samme

periode.

—

Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale et beløb på 3

238 000 EUR som hovedstol, idet det tilkommer Retten at

fordele beløbet mellem disse to enheder,

—

med tillæg af udligningsrenter, der beregnes fra den

annullerede forordning (EU) nr. 689/2013 og indtil afsigelsen

af dommen i nærværende sag, med den årlige inflationsrate,

som Eurostat (Den Europæiske Unions Statistiske Kontor) har

konstateret for den pågældende periode i den medlemsstat,

hvor dette selskab har

Hjemsted

—

forhøjet med morarenter, der beregnes fra afsigelsen af

nærværende dom, og indtil fuld betaling er sket, med den sats,

som Den Europæiske Centralbank (ECB) har fastsat for sine

vigtigste refinansieringstransaktioner, forhøjet med to

procentpoint.

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-560/18

C-650/17

C-560/18

—

Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne, og Retten træffer afgørelse om en

eventuel fordeling heraf mellem dem.

Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń

Rozrywkowych mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den Europæiske Unions Rets kendelse af 10. juli

2018 i sag T-514/15, Izba Gospodarcza Producentów i

Operatorów Urządzeń Rozrywkowych mod Kommissionen,

ophæves.

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 12. juni 2015,

GESTDEM 2015/1291, om afslag på at give appellanten

aktindsigt i den udførlige udtalelse, som Europa-

Kommissionen afgav i forbindelse med informationsprocedure

2014/537/PL, og af 17. juli 2015, GESTDEM 2015/1291, om

afslag på at give appellanten aktindsigt i den udførlige udtalelse,

som Republikken Malta afgav i forbindelse med

informationsprocedure 2014/537/PL, annulleres, og Europa-

Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at

betale appellantens omkostninger.

—

Subsidiært, såfremt Domstolen ikke måtte finde, at sagen er

moden til påkendelse, hjemvises sagen til Den Europæiske

Unions Ret til pådømmelse, og afgørelsen om

sagsomkostningerne udsættes.

1. Er et produkt kun beskyttet i henhold til artikel 3, litra a), i

forordning (EF) nr. 469/2009 af et grundpatent, der er i kraft,

når det hører til den genstand for beskyttelsen, der er defineret

ved patentkravene, og dermed stilles til rådighed for fagmanden

som en konkret repræsentation? 2. Er betingelserne i artikel 3,

litra a), i forordning (EF) nr. 469/2009 således ikke

tilstrækkeligt opfyldt, hvis det omhandlede produkt ganske vist

opfylder den generelle funktionsmæssige definition af en klasse

af aktive ingredienser, som er indeholdt i patentkravene, men

derudover ikke fremgår individualiseret som en konkret

repræsentation af den viden, der er beskyttet ved

grundpatentet? 3. Er produktet ikke beskyttet ved artikel 3, litra

a), i forordning (EF) nr. 469/2009 af et grundpatent, der er i

kraft, allerede fordi det, selv om det er omfattet af den

funktionsmæssige definition i patentkravene, først er blevet

udviklet efter ansøgningstidspunktet for grundpatentet på

grundlag af en selvstændig opfindelse?

Izba Gospodarcza

Producentów i Operatorów Urządzeń

Rozrywkowych mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den Europæiske Unions Rets kendelse af 10. juli

2018 i sag T-514/15, Izba Gospodarcza Producentów i

Operatorów Urządzeń Rozrywkowych mod Kommissionen,

ophæves.

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 12. juni 2015,

GESTDEM 2015/1291, om afslag på at give appellanten

aktindsigt i den udførlige udtalelse, som Europa-

Kommissionen afgav i forbindelse med informationsprocedure

2014/537/PL, og af 17. juli 2015, GESTDEM 2015/1291, om

afslag på at give appellanten aktindsigt i den udførlige udtalelse,

som Republikken Malta afgav i forbindelse med

informationsprocedure 2014/537/PL, annulleres, og Europa-

Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at

betale appellantens omkostninger.

—

Subsidiært, såfremt Domstolen ikke måtte finde, at sagen er

moden til påkendelse, hjemvises sagen til Den Europæiske

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

30.04.20

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

30.04.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

30.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-627/18

C-638/18

Unions Ret til pådømmelse, og afgørelsen om

sagsomkostningerne udsættes.

Nelson Antunes da Cunha

1. Finder den forældelsesfrist for udøvelse af beføjelserne til at

tilbagesøge støtte, som er fastsat i artikel 17, stk. 1, i Rådets

forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af

regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde kun anvendelse i forholdet

mellem Den Europæiske Union og den medlemsstat, der var

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, eller

ligeledes i forholdet mellem denne stat og den indsigende part i

dennes egenskab af modtager af den støtte, der blev anset for

uforenelig med fællesmarkedet?

2. Såfremt det fastslås, at den nævnte forældelsesfrist også

finder anvendelse på forholdet mellem den medlemsstat, der er

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, og

modtagerne af den støtte, der blev anset for uforenelig med

fællesmarkedet, skal denne frist da kun anses for at finde

anvendelse under proceduren for vedtagelse af afgørelsen om

tilbagesøgning eller ligeledes under fuldbyrdelsen heraf?

3. Såfremt det fastslås, at den nævnte forældelsesfrist finder

anvendelse på forholdet mellem den medlemsstat, der er

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, og

modtagerne af den støtte, der blev anset for uforenelig med

fællesmarkedet, skal denne frist da anses for afbrudt af enhver

foranstaltning vedrørende den ulovlige støtte, der træffes af

Kommissionen eller medlemsstaten, selv om disse ikke blev

meddelt modtageren af den støtte, der skal tilbagebetales?

4. Er artikel 16, stk. 2, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af

13. juli 2015 og de EU-retlige principper, nærmere bestemt

effektivitetsprincippet og princippet om, at statsstøtte er

uforenelig med det indre marked, til hinder, at en

forældelsesfrist, der er kortere end den i forordningens artikel

17 fastsatte, såsom den i den civile lovbogs artikel 310, stk. 1,

litra d), fastsatte forældelsesfrist, anvendes på påløbne renter af

den støtte, der skal tilbagesøges?

Europa-Kommissionen mod Rumænien

—

Det fastslås, at Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i

henhold til artikel 13, stk. 1, i direktiv 2008/50/EF,

sammenholdt med bilag XI hertil, idet den ikke i 2007

systematisk og konsekvent har overholdt de daglige

grænseværdier for koncentrationer af PM10, og ikke fra 2007 til

og med 2014, med undtagelse af 2013, systematisk og

konsekvent har overholdt de årlige grænseværdier for

koncentrationer af PM10 i zone RO32101 Bukarest.

—

Det

fastslås, at Rumænien for så vidt angår zone RO32101 Bukarest

fra den 11. juni 2010 har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til

artikel 23, stk. 1, i direktiv 2008/50/EF, sammenholdt med del

A i bilag XV hertil, navnlig forpligtelsen i artikel 23, stk. 1,

andet afsnit, om at sikre, at perioden med overskridelse af

grænseværdierne for koncentrationer af PM10 bliver så kort

som mulig.

—

Rumænien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Erhvervsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

Dom

30.04.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

30.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-693/18

C-772/18

CLCV e.a.

1) Fortolkning af begrebet anordning

1-1: Hvad omfatter begrebet anordning i artikel 3, nr. 10), i

forordning (EF) nr. 715/2007, der definerer

manipulationsanordning (defeat device)?

1-2: Kan et program, der er installeret i

motorstyringscomputeren, eller som mere generelt påvirker

denne, anses for en anordning i denne artikels forstand?

2) Fortolkning af begrebet emissionsbegrænsningssystem

2-1: Hvad omfatter begrebet »emissionsbegrænsningssystem«,

som er anført i artikel 3, nr. 10), i forordning (EF) nr.

715/2007, der definerer manipulationsanordning (defeat

device)?

2-2: Omfatter dette emissionsbegrænsningssystem udelukkende

teknologier og strategier, der har til formål at håndtere og

reducere emissioner (bl.a. NOx) efter dannelsen, eller

indbefatter det ligeledes de forskellige teknologier og strategier,

der giver mulighed for at begrænse selve dannelsen, som f.eks.

EGR-teknologien?

3) Fortolkning af begrebet manipulationsanordning (defeat

device)

3-1: Er en anordning, som registrerer alle parametre i

tilknytning til gennemførelsen af de i forordning (EF) nr.

715/2007 foreskrevne godkendelsesprocedurer med henblik på

under disse procedurer at aktivere eller opjustere en del af

emissionsbegrænsningssystemets funktion og herved opnå

godkendelse af køretøjet, en manipulationsordning som

omhandlet i artikel 3, nr. 10), i forordning (EF) nr. 715/2007?

3-2: Er denne manipulationsanordning (defeat device) i

bekræftende fald forbudt i henhold til bestemmelserne i artikel

5, stk. 2, [i forordning] (EF) nr. 715/2007?

3-3: Kan en anordning som den, der er beskrevet i spørgsmål 3-

1, kvalificeres som en »manipulationsanordning«, hvis

emissionsbegrænsningssystemets øgede funktion ikke kun

finder sted under godkendelsesprocedurer, men også i konkrete

tilfælde, når netop de forhold, hvorunder

–

når de registreres

–

emissionsbegrænsningssystemets drift opjusteres under disse

godkendelsesprocedurer, forekommer under faktiske

kørselsforhold?

4) Fortolkning af de i artikel 5 fastsatte undtagelser

4-1: Hvad omfatter de tre undtagelser, der er fastsat i artikel 5,

stk. 2, [i kapitel II] i forordning (EF) nr. 715/2007?

4-2: Kan der af en af de i artikel 5, stk. 2, anførte tre grunde ses

bort fra forbuddet mod en manipulationsordning [defeat

device], der specifikt under godkendelsesprocedurer aktiverer

eller opjusterer driften af en del af

emissionsbegrænsningssystemet?

4-3: Er en forsinkelse af motorens ældning eller tilsodning en

del af de krav med hensyn til at »beskytte motoren mod

beskadigelse eller havari« eller »sikre køretøjets driftssikkerhed«,

som kan begrunde tilstedeværelsen af en

manipulationsanordning som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra

a)?

Yhtiö A

1. Er størrelsen af den fordel, som en privatperson opnår som

følge af en angivelig varemærkekrænkelse, relevant for

bedømmelsen af, om denne persons adfærd udgør

erhvervsmæssig brug af et varemærke som omhandlet i

varemærkedirektivets artikel 5, stk. 1, eller en rent privat

Miljø- og

Fødevareministeriet

Transport- og

Boligministeriet

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

30.04.20

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

30.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-810/18

C-815/18

adfærd? Er det, når en privatperson gør brug af varemærket, en

betingelse for erhvervsmæssig brug, at andre kriterier end

opnåelse af økonomiske fordele af den pågældende handel

vedrørende varemærket er opfyldt?

2. Såfremt det forudsættes, at den økonomiske fordel har en vis

betydning, og det på grund af den ringe størrelse af den

økonomiske fordel, som en person har opnået, og den

manglende opfyldelse af eventuelle andre kriterier for

erhvervsmæssig brug ikke kan lægges til grund, at den

pågældende person har benyttet et varemærke til egen

erhvervsmæssig brug, er betingelsen om erhvervsmæssig brug

som omhandlet i varemærkedirektivets artikel 5, stk. 1, da

opfyldt, når privatpersonen har benyttet varemærket for en

anden i forbindelse med denne andens erhvervsaktivitet, selv

om personen ikke er ansat hos denne som arbejdstager?

3. Gør en person, der opbevarer varer, brug af et varemærke

som omhandlet i varemærkedirektivets artikel 5, stk. 1, og stk.

3, litra b), når varerne, der er forsynet med et varemærke og

sendt til en medlemsstat, hvor de er overgået til fri omsætning,

modtages og opbevares for et selskab af en person, som har

varerne i sin besiddelse, som ikke driver erhvervsmæssig

virksomhed med im- og eksport af varer og som heller ikke har

tilladelse til at forvalte et toldoplag og et afgiftsoplag?

4. Kan det lægges til grund, at en person importerer varer, der

er forsynet med et varemærke, som omhandlet i

varemærkedirektivets artikel 5, stk. 3, litra c), når varerne ikke

importeres på denne persons ordre, men denne stiller sin

adresse til rådighed for en videresælger af varerne og for

videresælgeren modtager varerne, der er overgået til fri

omsætning i medlemsstaten, har dem i sin besiddelse i nogle

uger samt udleverer dem til transport til et tredjeland uden for

EU med henblik på videresalg i det pågældende land

DHL Logistics

Skal underposition 8525 80 91 i den kombinerede nomenklatur,

som er indeholdt i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr.

2658/87 af 23. juni 1987 om told- og statistiknomenklaturen

og Den Fælles Toldtarif, således som den fremgår af de

forklarende bemærkninger, der i 2011 er offentliggjort i

henhold til denneforordning (Kommissionens meddelelse

2011/C 137/01), fortolkes således, at varer såsom de digitale

videokameraer, der er genstand for den foreliggende sag, kan

tariferes i denne underposition, selv om de kun kan optage og

lagre video med en opløsning, der er mindre end 800 × 600

pixels, nærmere bestemt 720 x 576 pixels, og deres anden

funktion

–

optagelse og lagring af stillbilleder

–

er begrænset til

en opløsning, der er mindre end 1600 x 1200 pixels

(megapixels)?

Federatie Nederlandse Vakbeweging

1. Skal Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF af 16.

december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i

udveksling af tjenesteydelser (EFT 1997, L 18, s. 1, herefter

»udstationeringsdirektivet«) fortolkes således, at det også finder

anvendelse på en arbejdstager, der er beskæftiget som chauffør

i forbindelse med international vejtransport og således udfører

sit arbejde i mere end en medlemsstat?

2(a). Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, på grundlag af

hvilket kriterium eller ud fra hvilke synspunkter skal det da

afgøres, om en arbejdstager, der er beskæftiget som chauffør i

forbindelse med international vejtransport, er udstationeret »på

Toldstyrelsen

Dom

30.04.20

Transport- og

Boligministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Medarbejder- og

Kompetencestyrelsen

30.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-5/19

en medlemsstats område« som omhandlet i

udstationeringsdirektivets artikel 1, stk. 1 og 3, og om denne

arbejdstager »i en bestemt periode udfører arbejde på en anden

medlemsstats område end den, hvor arbejdstageren

sædvanligvis udfører sit arbejde« som omhandlet i

udstationeringsdirektivets artikel 2, stk. 1?

2(b). Har det ved besvarelsen af spørgsmål 2(a) nogen

betydning, og i bekræftende fald hvilken, at den virksomhed,

der udstationerer den i spørgsmål

2(a) omhandlede arbejdstager, er forbundet

–

eksempelvis i

koncernsammenhæng– med den virksomhed, som

arbejdstageren er udstationeret til?

2(c). Såfremt den i spørgsmål 2(a) omhandlede arbejdstagers

arbejde delvist består i cabotagetransport

–

dvs. transport, der

udelukkende foretages i en anden medlemsstat end den

medlemsstat, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit

arbejde

–

må denne arbejdstager da for denne del af

beskæftigelsen under alle omstændigheder anses for at arbejde

midlertidigt i den førstnævnte medlemsstat? I bekræftende fald

gælder der herved en undergrænse eksempelvis i form af en

minimumsperiode pr. måned, hvor cabotagetransporten finder

sted?

3(a). Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, hvorledes skal

begrebet »kollektive aftaler […], der finder generel anvendelse«

som omhandlet i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, og

stk. 8, første afsnit, fortolkes? Er der tale om et selvstændig

EU-retligt begreb, og er det således tilstrækkeligt, at de i

udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 8, første afsnit,

omhandlede betingelser er opfyldt i faktisk henseende, eller

kræver disse bestemmelser også, at det er fastslået, at den

kollektive arbejdsaftale finder generel anvendelse i henhold til

national ret?

3(b). Såfremt en kollektiv arbejdsaftale ikke kan betragtes som

en aftale, der finder generel anvendelse som omhandlet i

udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1 og stk. 8, første afsnit,

er artikel 56 TEUF da til hinder for, at en virksomhed, der er

etableret i en medlemsstat, og som udstationerer en

arbejdstager på en anden medlemsstats område, i henhold til en

kontrakt er forpligtet til at efterkomme bestemmelserne i en

sådan kollektiv arbejdsaftale, der gælder i den sidstnævnte

medlemsstat?

Оvergas Mrezhi

et Balgarska gazova asotsiatsia

1. Er en national foranstaltning, som den foreliggende, der er

fastsat i artikel 35 i Zakon za energetikata (energiloven) og

nærmere udformet i artikel 11 i Naredba no 2 za regulirane na

tsenite na prirodnia gaz (bekendtgørelse nr. 2 om regulering af

priser på naturgas) udstedt af Darzhavnata Komisia za

energiyno i vodno regulirane (statslig kommission til regulering

af energi og vand, herefter »KEVR«) af 19. marts 2013,

hvorefter den samlede finansielle byrde, der er forbundet med

offentlige serviceforpligtelser, som er pålagt

energivirksomhederne, skal bæres af kunderne, lovlig i henhold

til artikel 36 og 38 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder og artikel 3 i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler

for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv

2003/55/EF, i betragtning af, at:

а) den økonomiske byrde, der hidrører fra offentlige

serviceforpligtelser, ikke rammer alle energivirksomheder

Energistyrelsen

Dom

30.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-184/19

C-191/19

b) de omkostninger, der hidrører fra offentlige

serviceforpligtelser, hovedsageligt bæres af de endelige kunder,

som ikke kan anfægte dem, selv om de køber naturgas fra

slutleverandører til frit fastsatte priser

c) der mangler en differentiering af den økonomiske byrde, der

følger af opfyldelsen af de offentlige serviceforpligtelser, og

som overtages af forskellige typer af kunder

d) der mangler en tidsbegrænsning for anvendelsen af denne

foranstaltning

e) beregningen af værdien af de offentlige serviceforpligtelser

foretages på grundlag af afregningsmetoden for omkostninger

efter en prognosemodel. 2. Er en national lovbestemmelse som

den i § 5 i overgangs- og slutbestemmelserne i Zakon za

normativnite aktove (lov om normative retsakter), der fritager

KEVR for forpligtelserne i artikel 26-28 Zakon za normativnite

aktove (lov om normative retsakter) og særligt for de

forpligtelser, der består i ved udstedelsen af en normativ retsakt

af en lavere rangorden at respektere principperne om

nødvendighed, begrundelse, forudsigelighed, gennemsigtighed,

sammenhæng, subsidiaritet, proportionalitet og stabilitet, og i at

gennemføre en offentlig høring med borgere og juridiske

personer, og i forvejen at offentliggøre udkastet med en

begrundelse samt i at fremlægge begrundelser, også med hensyn

til foreneligheden med EU-retten, lovlig i henhold til artikel 3 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli

2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om

ophævelse af direktiv 2003/55/EF under hensyntagen til 44.,

47., 48. og 49. betragtning til dette direktiv?

Hecta Viticol

1) Er bestemmelserne i artikel 7, 11 [og] 15 i Rådets direktiv

92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af

punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige

drikkevarer samt bestemmelserne i artikel 5 i Rådets direktiv

92/84/EØF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnærmelse af

punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer

til hinder for bestemmelserne i artikel I, nr. 21, og artikel IV,

stk. 1, i lovdekret nr. 54/2010 af 23. juni 2010 om en række

foranstaltninger for at modvirke afgiftsunddragelse?

2) Er retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af

den berettigede forventning til hinder for bestemmelserne i

artikel I, nr. 21, og artikel IV, stk. 1, i lovdekret n. 54/2010 af

23. juni 2010 om en række foranstaltninger for at modvirke

afgiftsunddragelse, der ændrer punktafgiftssatsen for andre

ikke-mousserende gærede drikkevarer end øl og vin?

Air Nostrum

1. Udgør en ændring af reservationen for en luftfartspassager,

der er mødt frem til indcheckning i lufthavnen, og som har en

bekræftet reservation til en bestemt flyvning, til en senere

afgang mod passagerens vilje et tilfælde af boardingafvisning

som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 261/2004, når

den flyvning, som passagerens bekræftede reservation gælder

for, fortsat gennemføres?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Finder

bestemmelsen i artikel 5, stk. 1, litra c), nr. iii), i forordning nr.

261/2004 analog anvendelse på tilfælde af boardingafvisning

som omhandlet i artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 261/2004?

Skatteministeriet

Dom

30.04.20

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

30.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-211/19

C-254/19

Készenléti Rendőrség

1. Skal artikel 1, stk. 3, i [Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2003/88/EF om visse aspekter i forbindelse med

tilrettelæggelse af arbejdstiden] fortolkes således, at det

personelle anvendelsesområde for dette direktiv afgrænses af

artikel 2 i Rådets direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af

foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og

sundhed under arbejdet?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal

artikel 2, stk. 2, i Rådets direktiv 89/391/EØF om

iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af

arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet da

fortolkes således, at artikel 2, nr. 1) og 2), i [Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF om visse aspekter

i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden] ikke finder

anvendelse på politifolk, der er medlemmer af politiets

indsatsstyrkes professionelle personale?

Friends of the Irish Environment

1) Udgør en afgørelse om at forlænge varigheden af en

projektgodkendelse den aftale om et projekt, som udløser

artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af21. maj 1992

om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (herefter

»habitatdirektivet«)?

2) Påvirker nogen af de følgende betragtninger svaret på

spørgsmål 1) ovenfor? (A) Projektgodkendelsen (hvis varighed

skal forlænges) blev udstedt i medfør af en bestemmelse i

national ret, som ikke foretog en korrekt gennemførelse af

habitatdirektivet, idet lovgivningen fejlagtigt ligestillede en

passende vurdering i henhold til habitatdirektivet med en

vurdering af indvirkninger på miljøet i henhold til VVM-

direktivet (direktiv 2011/92/EU). (B) Den oprindeligt udstedte

projektgodkendelse angiver ikke, om ansøgningen om

godkendelse blev behandlet i henhold til fase 1 eller fase 2 i

habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, og indeholder ikke

»fuldstændige, præcise og endelige konstateringer og

konklusioner, der kan fjerne enhver rimelig videnskabelig tvivl

for så vidt angår virkningerne af de arbejder, som var påtænkt

[på den] omhandlede [lokalitet]«, som krævet i henhold til sag

C-404/09, Kommissionen mod Spanien. (C) Godkendelsens

oprindelige periode er udløbet, og som følge heraf er

projektgodkendelsen ophørt med at have retsvirkninger for så

vidt angår hele projektet. Der kan ikke udføres nogen

projektarbejder i medfør af projektgodkendelsen i afventning af

den mulige forlængelse heraf. (D) Der er aldrig blevet udført

nogen projektarbejder i medfør af projektgodkendelsen.

3) Såfremt svaret på spørgsmål 1) er bekræftende, hvilke

betragtninger [skal] den kompetente myndighed da tage i

betragtning ved gennemførelsen af en fase 1- screening i

medfør af habitatdirektivets artikel 6, stk. 3? Skal den

kompetente myndighed f.eks. tage hensyn til nogle eller alle de

følgende betragtninger: (i) om der er sket ændringer i de

foreslåede arbejder og anvendelsen, (ii) om der er sket

ændringer i den miljømæssige baggrund, f.eks. i form af

udpegningen af europæiske lokaliteter efter datoen for

afgørelsen om at udstede projektgodkendelse, (iii) om der har

været nogen relevante ændringer i den videnskabelige viden,

f.eks. mere ajourførte undersøgelser af kvalificerede interesser i

europæiske lokaliteter? Skal den kompetente myndighed

alternativt vurdere hele projektets virkninger på miljøet?

Beskæftigelses-

ministeriet

Medarbejder- og

Kompetencestyrelsen:

Dom

30.04.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

30.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-255/19

C-265/19

4) Skal der sondres mellem (i) en projektgodkendelse, som

opstiller en frist for en aktivitets varighed (driftsfase), og (ii) en

projektgodkendelse, som kun opstiller en frist for den periode,

hvorunder der kan pågå opførelsesarbejder (opførelsesfase),

men

–

forudsat at opførelsesarbejderne færdiggøres inden for

denne frist

–

ikke opstiller nogen frist for aktiviteten eller

driften?

5) I hvilket omfang, om overhovedet, er en national rets pligt

til, så vidt muligt, at fortolke lovgivningen i overensstemmelse

med bestemmelserne i habitatdirektivet og Århuskonventionen

betinget af, at sagens parter udtrykkeligt har gjort disse

fortolkningsspørgsmål gældende? Nærmere bestemt: såfremt

national ret opstiller to beslutningsprocesser, hvoraf kun den

ene sikrer overholdelsen af habitatdirektivet, har den nationale

ret da pligt til at fortolke national lovgivning således, at det kun

er den beslutningsproces, som overholder direktivet, der kan

påberåbes, uanset at parterne i den for retten verserende sag

ikke udtrykkeligt har gjort netop denne fortolkning gældende?

6) Såfremt svaret på spørgsmål 2)(A) ovenfor medfører, at det

er relevant at overveje, om projektgodkendelsen (hvis varighed

skal forlænges) blev udstedt i medfør af en bestemmelse i

national ret, som ikke foretog en korrekt gennemførelse af

habitatdirektivet, skal den nationale ret da undlade at anvende

en regel i national retsplejelovgivning, som er til hinder for, at

en anfægtende part stiller spørgsmålstegn ved gyldigheden af en

tidligere (udløbet) projektgodkendelse i forbindelse med en

efterfølgende ansøgning om projektgodkendelse? Er en sådan

regel i national retsplejelovgivning i strid med den

lovliggørelsespligt, der for nylig er blevet gentaget i sag C-

348/15, Stadt Wiener?

Secretary of State for the Home Department

1) Skal »beskyttelse i det land, hvor den pågældende er

statsborger« som omhandlet i artikel 11, stk. 1, litra e), og artikel

2, litra e) i [direktiv 2004/83/EF, »kvalifikationsdirektivet«]

forstås som en statslig beskyttelse?

2) Skal »beskyttelsestesten« eller »beskyttelsesvurderingen«

anvendes både ved afgørelsen af, om der er en velbegrundet

frygt for forfølgelse som omhandlet i [kvalifikationsdirektivets]

artikel 2, litra e), og ved afgørelsen af, om der findes beskyttelse

mod en sådan forfølgelse i henhold til [kvalifikationsdirektivets]

artikel 7, og er denne test eller denne vurdering i bekræftende

fald undergivet de samme kriterier i hvert tilfælde?

3) Såfremt der ses bort fra spørgsmålet om anvendelse af ikke-

statslige aktørers beskyttelse i henhold til artikel 7, stk. 1, litra

b), og spørgsmål 1) besvares bekræftende, skal beskyttelsens

effektivitet eller tilgængelighed vurderes udelukkende på

grundlag af statslige aktørers handlinger/funktioner, eller kan

der tages hensyn til de beskyttende handlinger/funktioner, som

udføres af private (civilsamfundet tilknyttede) aktører såsom

familier og/eller klaner?

4) Er kriterierne [som forudsat i spørgsmål 2) og 3)] for den

»beskyttelsesvurdering«, som skal udføres, når der tages stilling

til ophør som omhandlet i artikel 11, stk. 1, litra e), de samme,

som finder anvendelse i forbindelse med artikel 7?

Recorded Artists Actors Performers

1. Er en national rets forpligtelse til at fortolke direktiv

2006/115 om udlejnings-og udlånsrettigheder samt om visse

andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med

intellektuel ejendomsret (herefter »direktivet«) under hensyn til

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

30.04.20

Kulturministeriet

30.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-287/19

Romkonventionens

og/eller WPPT’s formål

og mål begrænset

til begreber, som udtrykkeligt er nævnt i direktivet, eller

omfatter den alternativt begreber, som alene findes i de to

internationale aftaler? I hvilket omfang skal direktivets artikel 8

navnligt fortolkes på grundlag af kravet om »national

behandling« i WPPT’s artikel 4?

2. Har en medlemsstat en skønsmargen til at fastlægge

kriterierne for afgørelse af hvilke kunstnere, der betragtes som

»udøvende kunstnere« i medfør af direktivets artikel 8? Kan en

medlemsstat navnligt begrænse retten til at få del i det rimelige

vederlag til tilfælde, hvor enten i) fremførelsen finder sted i et

land i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS),

eller ii) de udøvende kunstnere har bopæl eller ophold i et

EØS-land?

3. Hvilken skønsmargen har en medlemsstat med hensyn til at

reagere på et forbehold, som en anden kontraherende part har

taget i henhold til WPPT’s artikel 15, stk. 3? Er medlemsstaten

navnligt forpligtet til at nøjagtigt at afspejle vilkårene i det

forbehold, som den anden kontraherende part har taget? Er en

kontraherende part forpligtet til ikke at anvende 30-dagesreglen

i Romkonventionens artikel 5, i det omfang den kan føre til, at

en producer henhørende under den part, som har taget

forbehold, modtager et vederlag i henhold til artikel 15, stk. 1,

mens den samme optagelses udøvende kunstnere ikke

modtager et vederlag? Kan den kontraherende part alternativt

tildele rettigheder til statsborgere henhørende under den part,

som har taget forbehold, på et mere generøst grundlag end den

part, som har taget forbehold, har gjort, dvs. kan den

kontraherende part tildele rettigheder, som ikke gengældes af

den part, som har taget forbehold?

4. Er det under nogen omstændigheder tilladt at begrænse

retten til et rimeligt vederlag til producenterne af en

lydoptagelse, dvs. at nægte retten for de udøvende kunstnere,

hvis fremførelser er blevet optaget i denne lydoptagelse?

DenizBank

1) Skal artikel 52, stk. 6), litra a), sammenholdt med artikel 54,

stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2366 (betalingstjenestedirektivet),

hvorefter betalingstjenestebrugeren anses for at have godkendt

en foreslået ændring af betingelserne i rammeaftalen,

medmindre vedkommende over forbetalingstjenesteudbyderen

har afvist ændringen inden den foreslåede ikrafttrædelsesdato,

fortolkes således, at der også i forhold til en forbruger kan

aftales en godkendelsesfiktion, der skal gælde fuldstændig

ubegrænset for alle tænkelige betingelser i rammeaftalen?

2.a) Skal artikel 4, nr. 14), i direktiv (EU) 2015/2366 fortolkes

således, at NFCfunktionen i et personaliseret, multifunktionelt

bankkort, der bruges til betalinger med lav værdi, som den

hermed forbundne kundekonto debiteres for, udgør et

betalingsinstrument?

2.b) Såfremt spørgsmål 2.a) besvares bekræftende:

Skal artikel 63, stk. 1, litra b), i direktiv (EU) 2015/2366 om

undtagelse for betalingsinstrumenter med lav værdi og

elektroniske penge fortolkes således, at en kontaktløs betaling

med lav værdi, der gennemføres ved anvendelse af NFC-

funktionen i et personaliseret, multifunktionelt bankkort, udgør

en anonym anvendelse af betalingsinstrumentet som omhandlet

i denne undtagelsesbestemmelse?

3. Skal artikel 63, stk. 1, litra b), i direktiv (EU) 2015/2366

fortolkes således, at en betalingstjenesteudbyder kun kan

Forbrugerombuds-

manden

30.04.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-36/20

(PPU)

C-96/19

C-223/19

påberåbe sig denne undtagelsesbestemmelse, hvis det kan

bevises, at betalingsinstrumentet på grundlag af den objektive,

aktuelle tekniske viden ikke kan spærres eller yderligere

anvendelse af betalingsinstrumentet ikke kan forhindres?

Ministerio Fiscal

1) El artículo 6.1, párrafo segundo de la Directiva 2013/32/UE

establece el supuesto para cuando las solicitudes de protección

internacional se formule ante otras autoridades que no sean

competentes para registrarlas conforme a su Derecho nacional,

en cuyo caso los Estados miembros velarán por que el registro

se realice en el plazo máximo de los seis días hábiles siguientes

a la formulación de la solicitud.

¿Debe interpretarse en el sentido de considerar a los jueces y

juezas de instrucción competentes para resolver sobre el

intemamiento o no de extranjeros conforme a la ley nacional

española

como una de esas “otras autoridades” que sin ser

competentes para registrar la solicitud de protección

internacional, los solicitantes pueden manifestar su voluntad de

hacerlo?

2) Si es considerada, una de esas autoridades ¿Debe

interpretarse el artículo 6.1, de la Directiva 2013/32/UE que el

juez o jueza de instmcción debe informar a los solicitantes

sobre dónde y cómo pueden presentarse las solicitudes de

protección internacional, y que en caso de solicitarse debe dar

traslado al órgano competente conforme a la ley nacional para

el registro y tramitación de la solicitud de protección

internacional, y a la autoridad administrativa competente para

que se concedan al solicitante las medidas de acogida

contempladas en el artículo 17 de la Directiva 2013/33/UE?.

3) ¿Debe interpretarse los Artículos 26 de la Directiva

2013/32/UE y el artículo 8 de la Directiva 2013/33/UE en el

sentido de que no procede el intemamiento del ciudadano de

tercer estado salvo que concurran los requisitos del artículo 8.3°

de la Directiva 2013/33/UE, por encontrarse el solicitante

protegido por el principio de no devolución desde que realiza

dicha manifestación ante el juez o jueza de instmcción?

Bezirkshauptmanschaft Tulln

I. Skal forordning (EU) nr. 165/2014, navnlig dennes artikel 34,

stk. 3, sidste punktum, samt artikel 36, stk. 2, fortolkes således,

at de er til hinder for en national bestemmelse, som kræver, at

førere af motorkøretøjer, der er udstyret med en digital takograf

som omhandlet i artikel 2, stk. 2, litra h), i forordning (EU) nr.

165/2014, i tilfælde af, at enkelte arbejdsdage mangler på

førerkortet [artikel 2, stk. 2, litra f), i den nævnte forordning],

og der heller ikke medføres diagramark for de pågældende dage,

skal medbringe og udlevere tilsvarende bekræftelser fra

arbejdsgiveren, som skal opfylde mindstekravene i den af

Kommissionen udarbejdede formular i henhold til artikel 11,

stk. 3, i direktiv 2006/22/EF?

II. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Er den

formular, som Kommissionen fastlagde med sin beslutning

2009/959/EU, helt eller delvis ugyldig?

EBN

1. Omfatter anvendelsesområdet for direktiv 79/7/EØF af 19.

december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om

ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social

sikring (herefter »direktiv 79/7/EØF«) og/eller direktiv

2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om

lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

30.04.20

Transport- og

Boligministeriet

Dom

06.05.20

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Medarbejder- og

Kompetencestyrelsen

07.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

forbindelse med beskæftigelse og erhverv bestemmelser i en

medlemsstat, der medfører, at et væsentligt større antal

mændend kvinder, der har ret til en arbejdsmarkedspension,

ved udbetaling af den pågældende arbejdsmarkedspension

behandles således, at den tidligere arbejdsgiver skal tilbageholde

beløb og har ret til at anvende disse frit, og er sådanne

bestemmelser udtryk for en forskelsbehandling som omhandlet

i nævnte direktiver?

2. Omfatter anvendelsesområdet for direktiv 2000/78/EF af

27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om

ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv

bestemmelser i en medlemsstat, der er udtryk for en

forskelsbehandling på grund af alder, idet medlemsstatens

bestemmelser udelukkende indebærer økonomiske byrder for

ældre personer, der i henhold til en aftale har et privatretligt

krav på ydelse af en arbejdsmarkedspension i form af en direkte

ydelsesdefineret ordning, hvorimod yngre og helt unge

personer, der har indgået arbejdsmarkedspensionsaftaler, ikke

påføres nogen økonomiske byrder?

3. Såfremt medlemsstatens bestemmelser ikke indebærer nogen

former for forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til

direktiv 79/7/EØF, direktiv 2000/78/EF og direktiv

2006/54/EF, finder bestemmelserne i chartret om

grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), navnlig

forbuddene mod forskelsbehandling i henhold til chartrets

artikel 20 og 21, da anvendelse på arbejdsmarkedspensioner?

4. Skal chartrets artikel 20 ff. fortolkes således, at disse regler er

til hinder for bestemmelser i en medlemsstat, der gennemfører

EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, og som er

udtryk for forskelsbehandling på grund af køn, alder,

formueforhold eller andre forhold, f.eks. de ejendomsforhold,

der gør sig gældende for deres tidligere arbejdsgiver, af

personer, der har et privatretligt krav på en

arbejdsmarkedspension, i forhold til andre personer, der har et

krav på en arbejdsmarkedspension, og forbyder chartret

sådanne former for forskelsbehandling?

5. Er nationale bestemmelser, som kun pålægger en lille gruppe

af personer, der har et kontraktmæssigt krav på en

arbejdsmarkedspension i form af en direkte ydelsesdefineret

ordning, en pligt til at erlægge finansielle ydelser til deres

tidligere arbejdsgiver, når disse bestemmelser kun omfatter

personer med høj arbejdsmarkedspension, også udtryk for en

forskelsbehandling på grund af formueforhold i henhold til

chartrets artikel 21?

6. Skal chartrets artikel 17 fortolkes således, at denne regel er til

hinder for bestemmelser i en medlemsstat, hvorved der direkte

ved lov og uden erstatning foretages et eksproprierende indgreb

i en aftale mellem to private parter om arbejdsmarkedspension i

form af en direkte ydelsesdefineret ordning til skade for en

tidligere arbejdstager i en virksomhed, der har truffet

foranstaltninger med henblik på at sikre

arbejdsmarkedspensionen og som ikke er i økonomiske

vanskeligheder?

7. Udgør det forhold, at der for så vidt angår en person, som

har krav på en arbejdsmarkedspension, ved lov pålægges den

tidligere arbejdsgiver en pligt til at undlade at udbetale visse

dele af det aftalte vederlag (af den aftalte

arbejdsmarkedspension), som en tilsidesættelse af aftalefriheden

et indgreb i arbejdsgiverens ejendomsret?

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

Forenede

sager

C-267/19

C-323/19

8. Skal chartrets artikel 47 fortolkes således, at denne regel er til

hinder for bestemmelser i en medlemsstat, der foretager en

ekspropriation direkte ved lov og ikke indrømmer andre

muligheder for at modsætte sig ekspropriationen end at anlægge

sag mod den, der drager fordel af ekspropriationen (den

tidligere arbejdsgiver, der er debitor i henhold til

pensionsaftalen), med påstand om erstatning og tilbagebetaling

af det beløb, der er blevet eksproprieret?

PARKING m.fl.

Sag C-267/19 vedrører:

1. Er en bestemmelse i national ret, nærmere bestemt artikel 1 i

Ovršni zakon

(offentliggjort i Narodne novine nr. 112/12,

25/13, 93/14, 55/16 og 73/17), der bemyndiger notarer til at

foretage inddrivelse af krav på grundlag af et autentisk

dokument ved at udstede en fuldbyrdelsesordre, som

tvangsfuldbyrdelsesdokument, uden udtrykkeligt samtykke fra

debitor, der er en juridisk person etableret i Republikken

Kroatien, i overensstemmelse med EMRK’s artikel 6, stk. 1, og

artikel 18 TEUF, henset til Domstolens dom i sag C- 484/15

og i sag C-551/15?

2. Kan den fortolkning, som Domstolen gav i sine domme af 9.

marts 2017, Zulfikarpašić (C-484/15,

EU:C:2017:199), og Pula

Parking (C-551/15, EU:C:2017:193), anvendes på sag Povrv-

1614/2018, som der er redegjort for ovenfor, som er indbragt

for den forelæggende ret, og skal, nærmere bestemt, forordning

nr. 1215/2012 fortolkes således, at notarer i Kroatien, der

handler inden for rammerne af de beføjelser, som er tillagt dem

i henhold til national ret i tvangsfuldbyrdelsesprocedurer på

grundlag af et »autentisk dokument«, hvor rekvisitus er en

juridisk person, der er etableret i andre EU-medlemsstater, ikke

er omfattet af begrebet »ret« i denne forordnings forstand?

Sag C-323/19 vedrører:

1. Er en bestemmelse i national lovgivning, såsom artikel 1 i

Ovršni zakon (lov om tvangsfuldbyrdelse) (offentliggjort

Narodne novine nr. 112/12, 25/13, 93/14, 55/16 og 73/17)

–

der tillægger notarer kompetence til at foretage

tvangsinddrivelse af fordringer på grundlag af et autentisk

dokument ved at udstede en fuldbyrdelsesordre i form af et

tvangsfuldbyrdelsesdokument uden udtrykkeligt samtykke fra

den betalingspligtige juridiske person, rekvisitus, som er

hjemmehørende i Republikken Kroatien

–

i overensstemmelse

med artikel 6, stk. 1, i den europæiske konvention til beskyttelse

af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og

artikel 18 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde i betragtning af Den Europæiske Unions

Domstols domme i sagerne C-484/15 og C-551/15?

2. Kan den fortolkning, der er anlagt i Domstolens domme af

9. marts 2017,

Zulfikarpašić (C-484/15,

EU:C:2017:199), og

Pula Parking (C-551/15, EU:C:2017:193), anvendes i

ovennævnte sag nr. Povrv-752/19, og skal, nærmere bestemt,

forordning nr. 1215/2012 fortolkes således, at notarer i

Kroatien ikke er omfattet af begrebet »ret« i denne forordnings

forstand, når de handler inden for rammerne af de beføjelser,

som er tillagt dem i henhold til national ret i

tvangsfuldbyrdelsesprocedurer på grundlag af et »autentisk

dokument«, når rekvirenterne er juridiske personer, der er

hjemmehørende i andre EUmedlemsstater?

Skatteministeriet

Dom

07.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

T-607/17

T-8/18

C-446/18

C-663/18

C-749/18

Volotea mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 29. juli 2016

om statsstøtte SA.33983 (2013/C) (ex 2012/NN) (ex

2011/NN) gennemført af Italien som kompensation til sardiske

lufthavne for public service-forpligtelser annulleres delvist.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

easyJet Airline mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens afgørelse (EU) 2017/1861

annulleres i sin helhed og under alle omstændigheder for så vidt

angår den angiveligt ulovlige statsstøtte, som blev ydet

sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

AGROBET CZ

Er det i overensstemmelse med EU-retten og i særdeleshed

med princippet om momsens neutralitet, når en medlemsstat

vedtager en foranstaltning, hvorefter ansættelsen og betalingen

af en del af et momsfradrag, som der er fremsat kravom, gøres

betinget af afslutningen af en procedure, der omfatter alle

afgiftspligtige transaktioner i en given afgiftsperiode?

B S et C A

Skal forordning nr. 1307/2013 og nr. 1308/2013 samt

princippet om varernes frie bevægelighed fortolkes således, at

de ved bekendtgørelse af 22. august 1990 indførte

undtagelsesbestemmelser, hvorefter dyrkning, industriel

anvendelse og markedsføring af hamp skal begrænses til

plantens fibre og frø, fastsætter en restriktion, der er i strid med

fællesskabsretten?

B e.a.

1. Skal artikel 49 TEUF og 54 TEUF fortolkes således, at de er

til hinder for en medlemsstats lovgivning om sambeskatning,

som på den ene side tillader en konsolidering af resultater fra

selskaber i samme koncern, og udelukkende tillader vertikal

sambeskatning mellem et hjemmehørende moderselskab eller et

fast driftssted tilhørende et ikke-hjemmehørende moderselskab

og dets hjemmehørende datterselskaber, og som på den anden

side tilsvarende er til hinder for en ren horisontal

sambeskatning af datterselskaber alene til både et

ikkehjemmehørende moderselskab, der ikke har et fast

driftssted, og til såvel et hjemmehørende som et ikke-

hjemmehørende moderselskab, der dog har et fast driftssted?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal

artikel 49 TEUF og 54 TEUF da fortolkes således, at de er til

hinder for en sådan lovgivning i en medlemsstat om

sambeskatning, og nærmere bestemt for den strenge

opdelingmellem ordningen om vertikal sambeskatning (mellem

et øverste selskab og dets direkte eller indirekte datterselskaber)

og ordningen om horisontal sambeskatning (mellem to eller

flere hjemmehørende datterselskaber til et øverste selskab, som

ikke er omfattet af sambeskatningen), der følger af denne

lovgivning, og forpligtelsen, der følger heraf, til at bringe en

eksisterende vertikal sambeskatning til ophør inden der kan

dannes en horisontalt sambeskattet koncern, såfremt

–

en vertikal sambeskatning med et på nationalt niveau

konsoliderende øverste selskab, som er hjemmehørende i den

pågældende medlemsstat (som samtidigt udgør det

mellemliggende datterselskab i forhold til det ultimative

moderselskab, der er hjemmehørende i en anden medlemsstat)

Erhvervsministeriet

Dom

13.05.20

Erhvervsministeriet

Dom

13.05.20

Skatteministeriet

Dom

14.05.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Lægemiddelstyrelsen

14.05.20

Skatteministeriet

Dom

14.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

og de hjemmehørende datterselskaber til det øverste selskab

tidligere

–

som følge af, at den pågældende medlemsstats

lovgivning alene anerkendte vertikal sambeskatning

–

har været

gældende for at kunne omfattes af ordningen, uanset om det

ultimative moderselskab har hjemsted i en anden medlemsstat,

–

søsterselskaber til det konsoliderende øverste selskab i den

pågældende medlemsstat (og dermed også datterselskaber til det

ultimative moderselskab, der er hjemmehørende i en anden

medlemsstat) gives afslag på at indtræde i den eksisterende

sambeskatning med den begrundelse, at de to

sambeskatningsordninger, den vertikale sambeskatning og den

horisontale sambeskatning, er uforenelige, og

–

inkluderingen af nævnte søsterselskaber i de konsoliderede

resultater for koncernens selskaber

–

med heraf følgende

negative skattemæssige konsekvenser på grund af ikke-

overholdelse af det minimumskrav til varigheden af

sambeskatningens beståen, som er fastsat i den nationale

lovgivning

–

ville indebære ophøret af den eksisterende

vertikale sambeskatning og indførelsen af en ny horisontal

sambeskatning, selv om det hjemmehørende konsoliderende

selskab (på hvis niveau de sambeskattede selskabers resultater

konsolideres) forbliver den samme?

3. Såfremt også det andet spørgsmål besvares bekræftende, skal

artikel 49 TEUF og 54 TEUF, sammenholdt med princippet

om EU-rettens effektive virkning, da fortolkes således, at de er

til hinder for en sådan lovgivning i en medlemsstat om

sambeskatning, og nærmere bestemt anvendelsen af en frist i

henhold til hvilken enhver ansøgning om indtrædelse i

sambeskatning obligatorisk skal indgives til den kompetente

myndighed inden udløbet af det første skatteår for den periode,

hvor der ansøges om sambeskatning, såfremt

–

det ifølge den bekræftende besvarelse af de to første

spørgsmål fremgår, at denne lovgivning, på en måde, der er

uforenelig med etableringsfriheden, har udelukket horisontal

sambeskatning mellem alene datterselskaber til samme

moderselskab samt ændringen af en eksisterende vertikal

sambeskattet koncern ved tilføjelse af søsterselskaber til det

konsoliderende selskab,

–

lovgivningen ifølge administrativ praksis eller national

retspraksis i den pågældende medlemsstat indtil

offentliggørelsen af [Den Europæiske Unions Domstols] dom

af 12. juni 2014 (forenede sager C-39/13, C-40/13 og C-

41/13), blev anset for at være gyldig,

–

flere selskaber efter offentliggørelsen af dom af 12. juni 2014

og inden udgangen af skatteåret 2014, under henvisning til dom

af 12. juni 2014 indgav en ansøgning om at indtræde i en

eksisterende sambeskattet koncern ved godkendelse af en

horisontal sambeskatning med den eksisterende koncerns

konsoliderende selskab, og

–

denne ansøgning ikke alene vedrører det på tidspunktet for

ansøgningens indgivelse stadig indeværende skatteår 2014, men

ligeledes det foregående skatteår 2013, fra og med hvilket de

pågældende selskaber opfyldte alle de med EU-retten forenelige

materielle krav for at kunne omfattes af

sambeskatningsordningen?

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-761/18

C-17/19

Leino-Sandberg mod Parlamentet (appel)

Påstande:

—

Rettens kendelse af 20. september 2018 i sag T-

421/17 ophæves.

—

Domstolen gør brug af sin beføjelse i henhold til artikel 61,

stk. 1, andet punktum, i statutten for Domstolen til selv at

træffe endelig afgørelse i sagen.

—

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne,

herunder de af eventuelle intervenerende parter afholdte sags-

omkostninger

Bouygues travaux publics e.a.

Skal artikel 11 i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.

marts 1972 om regler til gennemførelse af Rådets forordning

(EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale

sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige

erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden

for Fællesskabet, som ændret og ajourført ved Rådets

forordning (EF) nr. 118/97 af 2. december 1996, som ændret

ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

647/2005 af 13. april 2005, og artikel 19 i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009

om de nærmere regler til gennemførelse af Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29.

april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger

fortolkes således, at en E 101-attest udstedt af den institution,

der er udpeget af den kompetente myndighed i en medlemsstat

i henhold til artikel 14, stk. 1 og stk. 2, litra b), i forordning nr.

1408/71, som ændret og ajourført ved forordning nr. 118/97,

som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 647/2005 af 13. april 2005, eller en A1-attest udstedt i

henhold til artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af

de sociale sikringsordninger, er bindende for retterne i den

medlemsstat, hvori arbejdet er udført ved fastsættelsen af den

lovgivning, der finder anvendelse, ikke blot på den sociale

sikringsordning, men også på arbejdsretten, når denne

lovgivning fastsætter arbejdsgivernes forpligtelser og

lønmodtagernes rettigheder, således at retterne, efter

afslutningen af de kontradiktoriske retsforhandlinger, kun kan

bortse fra de nævnte attester, hvis disse retter, på grundlag af en

undersøgelse af de konkrete elementer indsamlet under den

retslige efterforskning, som gjorde det muligt at konstatere, at

disse attester var indhentet eller påberåbt svigagtigt og at den

udstedende institution, som har fået dem forelagt, undlod at

tage hensyn hertil, inden for en rimelig frist fastslår, at der

foreligger svig, der objektivt udgøres af en manglende

overholdelse af betingelser, der er fastsat i en af de førnævnte

bestemmelser i Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21.

marts 1972 om regler til gennemførelse af Rådets forordning

(EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 og Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009

om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr.

883/2004, og subjektivt af den retsforfulgte persons intention

om at omgå eller bortse fra betingelserne for udstedelse af den

nævnte attest for at opnå den fordel, som er knyttet hertil?

Miljø- og

Fødevareministeriet

14.05.20

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

14.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

C-181/19

C-189/19

Jobcenter Krefeld

1. Er udelukkelsen af unionsborgere, der har opholdsret på

grundlag af artikel 10 i forordning nr. 492/2011, fra at modtage

sociale ydelser som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i direktiv

2004/38, forenelig med ligebehandlingsprincippet i artikel 18

TEUF, sammenholdt med artikel 10 og 7 i forordning nr.

492/2011?

a) Udgør en social ydelse som omhandlet i artikel 24, stk. 2, i

direktiv 2004/38 en social fordel som omhandlet i artikel 7, stk.

2, i forordning nr. 492/2011?

b) Finder begrænsningsreglen i artikel 24, stk. 2, i direktiv

2004/38 anvendelse på ligebehandlingsprincippet i artikel 18

TEUF, sammenholdt med artikel 10 og 7 i forordning nr.

492/2011?

2. Er udelukkelsen af unionsborgere fra at modtage særlige

ikkebidragspligtige kontantydelser som omhandlet i artikel 3,

stk. 3, og artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 883/2004 forenelig

med ligebehandlingsprincippet i artikel 18 TEUF, sammenholdt

med artikel 4 i forordning nr. 883/2004, når de pågældende

borgere har opholdsret på grundlag af artikel 10 i forordning nr.

492/2011 og indgår i en social sikringsordning eller

familieydelsesordning som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i

forordning nr. 883/2004?

Spenner

1. Forudsætter artikel 9, stk. 9, i Kommissionens afgørelse af

27. april 2011 om fastlæggelse af midlertidige EU-regler for

harmoniseret gratistildeling af emissionskvoter i henhold til

artikel 10a i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2003/87/EF (2011/278/EU), at den væsentlige

kapacitetsudvidelse af et etableret anlæg er sket i den

basisperiode, som medlemsstaten har fastsat i henhold til artikel

9, stk. 1, i afgørelse (2011/278/EU)?

2. Skal artikel 9, stk. 9, første afsnit, sammenholdt med stk. 1, i

afgørelse 2011/278/EU i forbindelse med væsentlige

kapacitetsudvidelser fortolkes således, at der ved fastlæggelsen

af det historiske aktivitetsniveau for basisperioden fra den 1.

januar 2009 til den 31. december 2010 skal korrigeres for det

historiske aktivitetsniveau for kapacitetsudvidelsen, (selv) når

den væsentlige kapacitetsudvidelse fandt sted i basisperioden

fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2008?

3. a) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal

artikel 9, stk. 1, i afgørelse 2011/278/EU fortolkes således, at

medlemsstatens kompetente myndighed selv skal fastlægge

basisperioden fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2008

eller fra den 1. januar 2009 til den 31. december 2010, eller må

medlemsstaten give driftslederen ret til at vælge basisperioden?

b) Såfremt medlemsstaten må give driftslederen mulighed for at

vælge: Skal medlemsstaten lægge den basisperiode til grund,

som fører til det højeste historiske aktivitetsniveau, selv om

driftslederen i henhold til medlemsstatens ret frit kan vælge

mellem basisperioderne og beslutter sig for at vælge en

basisperiode med lavere historiske aktivitetsniveauer?

4. Skal Kommissionens afgørelse (EU) 2017/126 af 24. januar

2017 om ændring af afgørelse 2013/448/EU for så vidt angår

fastsættelsen af en ensartet, tværsektoriel korrektionsfaktor i

henhold til artikel 10a i Europa- Parlamentets og Rådets

direktiv 2003/87/EF fortolkes således, at den tværsektorielle

korrektionsfaktor i forbindelse med tildelinger før den 1. marts

2017 skal anvendes i den oprindelige affattelse af artikel 4 og

Beskæftigelses-

ministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Justitsministeriet

14.05.20

Energistyrelsen

Dom

14.05.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 583: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 24/4-20

bilag II til afgørelse 2013/448/EU for perioden 2013-2020 og i

forbindelse med mertildelinger af emissionskvoter efter den 28.

februar 2017 på grundlag af en retsafgørelse på den samlede

mængde yderligere tildelinger for perioden 2013-2020 eller kun

på de yderligere tildelinger for perioden 2018-2020?