Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 568
Offentligt
2179187_0001.png
Sundheds- og Ældreministeriet
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPCAN
Koordineret med:
Sagsnr.: 2004720
Dok. nr.: 1176077
Dato: 15-04-2020
NOTAT
Notat om uformelt videomøde for EU-sundhedsministre den 15.
april 2020
Det kroatiske formandskab havde indkaldt sundhedsministrene i EU til en uformel
videokonference den 15. april 2020.
Formålet med mødet var at drøfte en fælles tilgang til ophævelse af
inddæmningsforanstaltninger mod COVID-19. Kommissær for sundhed og
fødevaresikkerhed, Stella Kyriakides samt næstformand og kommissær for fremme af
vores europæiske levevis, Margaritis Schinas deltog i mødet.
Kommissionen gentog opfordringen til medlemslandene om at udvise solidaritet,
herunder også i forbindelse med en gradvis ophævelse af foranstaltningerne, som bør ske
i tæt samarbejde, især mellem nabolande.
Kommissionen præsenterede den fælles køreplan for ophævelse af
inddæmningsforanstaltninger, som var udsendt på vegne af kommissionsformanden og
formanden for Det Europæiske Råd den 15. april 2020. Køreplanen fremhæver blandt
andet tre overordnede kriterier vedrørende den epidemiologiske udvikling, tilstrækkelig
kapacitet i sundhedssektoren og passende overvågningskapacitet, som bør tages i
betragtning, når landene begynder at ophæve foranstaltningerne
Kommissionen orienterede om dialogen med Indien om eksportforbud for visse
aktivstoffer, herunder at Indien nu havde løftet sit eksportforbud for flere farmaceutiske
ingredienser, mens der var fortsat var udfordringer med paracetamol.
Kommissionen orienterede også om kommissionsformandens annoncering af en
konference den 4. maj 2020 med fokus på at mobilisere finansiering til indsatsen for at
udvikle og udbrede en vaccine mod COVID-19 globalt.
Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol (ECDC) oplyste, at antallet af
smittede og døde i EU nu var faldende, men at ingen medlemslande var i nærheden af at
opnå flokimmunitet. Det blev derfor understreget, at det vil være nødvendigt at fastholde
visse foranstaltninger, herunder fysisk distancering, i en længere periode.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) orienterede om status for den
behandlingsmæssige respons på COVID-19 og herunder at man var parat til at behandle
kommende ansøgninger om markedsføringstilladelse.
Der var generel opbakning til den udsendte køreplan om ophævelse af
inddæmningsforanstaltninger. Mange medlemslande fremhævede behovet for en fælles
EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 568: Resumé fra det uformelle videomøde om COVID-19 mellem sundhedsministrene i EU den 15. april 2020
tilgang til en gradvis ophævelse af foranstaltningerne og for et tæt samarbejde om
håndteringen. Det blev ligeledes påpeget, at situationen i de enkelte lande varierer, og at
lempelse af foranstaltningerne vil afhænge af den nationale kontekst.
Side 2