STATSMINISTERIET
Dato:
31. marts 2020
Skriftlig orientering af Det Udenrigspolitiske Nævn og Folketingets
Europaudvalg
Statsministerens deltagelse i videokonference med EU’s stats-
og regeringschefer den
26. marts vedrørende COVID-19
Statsministeren deltog den 26. marts i videokonference med EU’s stats-
og regeringschefer
vedrørende COVID-19, hvor der blev vedtaget en erklæring. Erklæringen er den 27. marts
oversendt til UPN og FEU.
Erklæringen omtaler fem indsatsområder til at håndtere COVID-19, herunder begrænsning
af smitten, tilvejebringelse af medicinsk udstyr, fremme af forskning, repatriering af ved
borgere strandet i tredjelande samt håndtering af de socio-økonomiske konsekvenser ved
COVID-19.
Der var kun en kort drøftelse af begrænsning af smitten, tilvejebringelse af medicinsk udstyr,
fremme af forskning, repatriering af borgere strandet i tredjelande, idet hovedparten af
drøftelsen på mødet vedrørte økonomiske spørgsmål. Der var bred enighed om vigtigheden
af de tiltag, som allerede er taget på EU-plan ift at muliggøre nationale hjælpepakker,
ligesom der var
opbakning til ECB’s opkøbsprogram, Kommissionens midlertidige ramme
for statsstøtte samt anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i Stabilitets- og Vækstpagten.
Ift. behovet for yderligere, mere vidtgående forslag som f.eks. fælles gældshæftelse i
Eurozonen forløb drøftelsen langs traditionelle skillelinjer på det EU-økonomiske område.
Der blev opnået enighed om at invitere Euro-gruppen til inden for to uger at foreslå nye
tiltag. EU-institutionerne fik til opgave at påbegynde arbejdet med en exit-strategi, herunder
et road map og en action plan.
Ud over omtalen af de COVID-19 relaterede emner indeholder erklæringen en henvisning
til mødet i Det Generelle Råd den 25. marts, hvor der blev opnået enighed om udvidelsen,
jordskælvet i Kroatien samt til situation ved EU’s eksterne grænser. Formanden for Det
Europæiske Råd udtrykte på mødet samtidig bekymring for situationen i Sahel, og HRVP
Borrell orienterede om situation i Tyrkiet.