EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 408
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

14. februar 2020

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-836/18

Titel og kort sagsresumé

Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real

Emne:

Familiesammenføring med en tredjelandsstatsborger.

Spørgsmål:

1) Henset til at den spanske civillovbogs artikel 68

bestemmer, at ægtefæller har pligt til at bo sammen, kan

kravet om, at en spansk statsborger, der ikke har udøvet sin

ret til fri bevægelighed, skal opfylde betingelserne i artikel

7[,stk. 1,] i kongeligt dekret nr. 240/2007 som en

nødvendig betingelse for at få anerkendt opholdsretten for

vedkommendes ægtefælle, som ikke er unionsborger, i

overensstemmelse med artikel 7[, stk. 2,] i kongeligt dekret

nr. 240/2007

–

såfremt disse betingelser ikke er opfyldt

–

da udgøre en tilsidesættelse af artikel 20 [TEUF], hvis den

spanske statsborger som følge af nægtelsen af denne ret er

nødsaget til at forlade Unionens område som helhed?.

2) Under alle omstændigheder, uanset det foregående og

besvarelsen af det første spørgsmål og henset til Den

Europæiske Unions Domstols praksis, bl.a. dom af 8. maj

2018, C-82/16, K.A. m.fl. mod Belgische Staat, er den

spanske stats praksis

–

hvorefter bestemmelsen i artikel 7 i

kongeligt dekret nr. 240/2007 automatisk anvendes, og der

nægtes opholdsret til et familiemedlem til en unionsborger,

der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, alene af

den grund, at unionsborgeren ikke opfylder betingelserne i

denne bestemmelse, uden at det i den konkrete sag er

blevet undersøgt, om der mellem den pågældende

unionsborger og tredjelandsstatsborgeren består et

afhængighedsforhold af en sådan art, at dette, uanset

Deltager i PD

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Proces-

skridt

Dom

Dato

27.02.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

grunden hertil og i betragtning af de foreliggende

omstændigheder, medfører, at unionsborgeren, såfremt

tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, ikke kan blive

adskilt fra det familiemedlem, som unionsborgeren er

afhængig af, og må forlade Unionens område

–

da i strid

med artikel 20 [TEUF]?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-97/19

Titel og kort sagsresumé

Pfeifer & Langen

Skal artikel 78, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af

12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks fortolkes

således, at en toldangivelse i et tilfælde som det i hovedsagen

omhandlede i henhold hertil skal verificeres og berigtiges på en

sådan måde, at oplysningerne om klarereren erstattes af

angivelsen af den person, til hvem der er blevet udstedt en

importlicens for den indførte vare, og denne person

repræsenteres af den person, der var angivet som klarerer i

toldangivelsen, og som har fremlagt en fuldmagt fra

indehaveren af importlicensen for toldstedet?

Stanleyparma et Stanleybet Malta

1) Skal artikel 56, 57 og 52 i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde, Domstolens praksis på området for spil

og væddemål, navnlig i dom Gambelli (C-243/01), Placanica

[m.fl.] (C-338/04[, C-359/04 og C-360/04]), Costa og Cifone

(C-72/10 og C-77/10) samt Laezza (C-375/14), og på området

for afgiftsmæssig forskelsbehandling, i særdeleshed i dom

Lindman (C-42/02), Kommissionen mod Spanien (C-153/08)

samt Blanco og Fabretti (C-344/13 og C- 367/13), samt de

EU-retlige principper om ligebehandling og om forbud mod

forskelsbehandling, også i lyset af Corte costituzionales dom af

23. januar 2018, fortolkes således, at de er til hinder for en

national lovgivning som den omhandlede italienske lovgivning,

hvorefter nationale mellemled, der overfører spilledata for

spiludbydere med hjemsted i andre EU-medlemsstater, navnlig

spiludbydere med samme kendetegn som selskabet Stanleybet

Malta Ltd., og eventuelt også spiludbyderne selv, solidarisk med

deres nationale mellemled, pålægges en enhedsafgift af tipning

og væddemål i medfør af artikel 1-3 i lovdekret nr. 504 af 23.

december 1998, som ændret ved artikel 1, stk. 66, litra b), i

stabilitetsloven for 2011?

2) Skal artikel 56, 57 og 52 i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde, Domstolens praksis på området for spil

og væddemål, navnlig i dom Gambelli (C-243/01), Placanica

[m.fl.] (C-338/04[, C-359/04 og C-360/04]), Costa og Cifone

(C-72/10 og C-77/10) samt Laezza (C-375/14), og på området

for afgiftsmæssig forskelsbehandling, i særdeleshed i dom

Lindman (C-42/02), Kommissionen mod Spanien (C-153/08)

samt Blanco og Fabretti (C-344/13 og C- 367/13), samt de

EU-retlige principper om ligebehandling og om forbud mod

forskelsbehandling, også i lyset af Corte costituzionales dom af

23. januar 2018, fortolkes således, at de er til hinder for en

national lovgivning som den omhandlede italienske lovgivning,

hvorefter kun nationale mellemled, der overfører spilledata for

Interessent

Toldstyrelsen

Proces

skridt

Dato

25.02.20

C-788/19

Skatteministeriet

Dom

26.02.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

C-298/18

C-405/18

spiludbydere med hjemsted i andre EU-medlemsstater, navnlig

spiludbydere med samme kendetegn som selskabet Stanleybet

Malta Ltd., men ikke nationale mellemled, der overfører

spilledata for spiludbydere med statslig koncession, der udøver

samme virksomhed, pålægges en enhedsafgift af tipning og

væddemål i medfør af artikel 1-3 i lovdekret nr. 504 af 23.

december 1998, som ændret ved artikel 1, stk. 66, litra b), i

stabilitetsloven for 2011?

3) Er artikel 52 og 56 ff. i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde, Domstolens praksis på området for spil

og væddemål samt ligebehandlingsprincippet og princippet om

forbud mod forskelsbehandling, også i lyset af Corte

costituzionales dom af 23. januar 2018, til hinder for en

national lovgivning som den italienske, der følger af artikel 1,

stk. 644, litra g), i lov nr. 190/2014, hvorefter nationale

mellemled, der overfører spilledata for spiludbydere med

hjemsted i andre EU-medlemsstater, navnlig spiludbydere med

samme kendetegn som selskabet Stanleybet Malta Ltd., og

eventuelt også spiludbyderne selv, solidarisk med deres

nationale mellemled, pålægges at betale enhedsafgiften af

[tipning og] væddemål i medfør af lovdekret nr. 504/1998 med

udgangspunkt i et fast afgiftsgrundlag svarende til tre gange den

gennemsnitlige indsamling af indsatser i den provins, hvor

indsamlingsvirksomheden eller indsamlingsstedet er lokaliseret,

opgjort på baggrund af de i den nationale totalisator

registrerede data vedrørende afgiftsperioden inden

referenceperioden?«

Grafe et Pohle

Sagen vedrører: 1. Skal en situation, hvori betjeningen af

busruter overgår fra et busselskab til et andet i henhold til en

udbudsprocedure i medfør af [Rådets] direktiv 92/50/EØF [af

18. juni 1992 om samordning af fremgangsmåderne ved]

indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler, anses for at udgøre

en overførsel af en bedrift i den betydning, hvori udtrykket er

anvendt i artikel 1, stk. 1, i [Rådets] direktiv 77/187/EØF [af

14. januar 1977 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning

om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med

overførsel af virksomheder, bedrifter eller dele af bedrifter],

selv om der ikke er overdraget driftsmidler i nævneværdigt

omfang, navnlig ingen busser, mellem de to nævnte

virksomheder? 2. Berettiger antagelsen af, at busserne i

forbindelse med en midlertidig tildeling af tjenesteydelserne ud

fra en fornuftig driftsøkonomisk beslutning på grund af deres

alder og de stigende tekniske krav (udstødningsværdier, busser

med lav indstigning) ikke længere har væsentlig betydning for

bedriftens værdi, at Domstolen kan fravige sin dom af 25.

januar 2001 (C-172/99) således, at også overtagelse af en

væsentlig del af personalet under disse betingelser kan føre til,

at direktiv 77/187/EØF finder anvendelse?

AURES Holdings

1) Kan begrebet etableringsfrihed som omhandlet i artikel 49

[TEUF] anses for at omfatte en simpel flytning af stedet for en

virksomheds ledelse fra en medlemsstat til en anden

medlemsstat? 2) Hvis det er tilfældet, er det da i strid med

artikel 49, 52 og 54 [TEUF], såfremt national lovgivning ikke

tillader en enhed fra en anden medlemsstat, i forbindelse med

en flytning af dens forretningssted eller stedet for dens ledelse

til Den Tjekkiske Republik, at anvende et skattemæssigt

underskud, der er realiseret i den anden medlemsstat?

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

27.02.20

Erhvervsstyrelsen

Dom

27.02.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

C-649/18

C-754/18

Følgende præjudicielle spørgsmål fremsendes til Den

Europæiske Unions Domstols Justitskontor med henblik på at

få afklaret, om EU-lovgivningen, herunder [,]

- artikel 34 TEUF,

- bestemmelserne i artikel 85c i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en

fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (med

senere ændringer), og

- bestemmelsen om det indre marked i artikel 3 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000

om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester,

navnlig elektronisk handel, i det indre marked gør det muligt

for en EU-medlemsstat på dens område at pålægge apoteker,

som er hjemmehørende i en anden EU-medlemsstat, at

overholde særlige regler vedrørende:

- forbud mod at opfordre kunderne ved hjælp af metoder, som

er i strid med apotekerhvervet i den forstand, hvori udtrykket

er anvendt i artikel R 4235-22 i den franske lov om offentlig

sundhed

- forbud mod at tilskynde patienter til at misbruge lægemidler i

den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel R 4235-64 i

den franske lov om offentlig sundhed

- forpligtelsen til at iagttage god praksis i forbindelse med

udlevering af lægemidler som defineret af medlemsstatens

myndigheder, idet det herved bl.a. kræves, at der indgår et

sundhedsspørgeskema i forbindelse med køb af lægemidler

online, og forbydes at anvende søge- og annonceringsydelser

mod betaling, således som fastsat i den franske social- og

sundhedsministers bekendtgørelse af 28. november 2016?

Ryanair Designated Activity Company

1) Skal artikel 5, stk. 2, om retten til indrejse i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004

om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at

færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om

ændring af forordning (E[Ø]F) nr. 1612/68 og om ophævelse

af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF,

73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF,

90/365/EØF og 93/96/EØF fortolkes således, at såvel

besiddelse af et gyldigt opholdskort som omhandlet i direktivets

artikel 10 som besiddelse af et tidsubegrænset opholdskort som

omhandlet i direktivets artikel 20 med henblik på nævnte

direktiv fritager familiemedlemmet for forpligtelsen til at være i

besiddelse af et visum ved indrejsen til en medlemsstats

område?

2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Skal artikel 5 i direktiv 2004/38 og denne artikels

stk. 2 da fortolkes på samme måde, hvis en person, som er

familiemedlem til en unionsborger og ikke har statsborgerskab i

en anden medlemsstat, har opnået retten til tidsubegrænset

ophold i Det Forenede Kongerige, og det er denne stat, der har

udstedt det tidsubegrænsede opholdskort? Med andre ord:

fritager besiddelse af et tidsubegrænset opholdskort som

omhandlet i nævnte direktivs artikel 20, som er udstedt af Det

Forenede Kongerige, en person, der besidder dette, for

forpligtelsen til at opnå visum, uanset om hverken Rådets

forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om

fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal

være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og

Sundheds- og

Ældreministeriet

Lægemiddelstyrelsen

27.02.20

Transport- og

Boligministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

27.02.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

C-18/19

C-74/19

listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette

krav, som er nævnt i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2004/38, eller

Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af

9. marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage

(Schengengrænsekodeks) finder anvendelse i denne stat?

3) Såfremt det første og det andet præjudicielle spørgsmål

besvares bekræftende: skal besiddelse af et opholdskort, der er

udstedt i overensstemmelse med artikel 20 i direktiv 2004/38,

da i sig selv anses for at være et tilstrækkeligt bevis for, at

kortets indehaver er familiemedlem til en unionsborger og i sin

egenskab af familiemedlem, uden behov for yderligere kontrol

eller attestering, har tilladelse til at indrejse til en anden

medlemsstats område og er fritaget for visumpligten i henhold

til nævnte direktivs artikel 5, stk. 2?

4) Såfremt Domstolen besvarer det tredje præjudicielle

spørgsmål benægtende: skal artikel 26, stk. 1, litra b), og stk. 2, i

konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen da

fortolkes således, at luftfartsselskabet

–

ud over at kontrollere

rejsedokumenterne

–

skal kontrollere, at en passager, der

ønsker at rejse med det tidsubegrænsede opholdskort som

omhandlet i artikel 20 i direktiv 2004/38, reelt er

familiemedlem til en unionsborger på tidspunktet for indrejsen?

5) Såfremt Domstolen besvarer det fjerde præjudicielle

spørgsmål bekræftende:

i) i tilfælde af, at luftfartsselskabet ikke kan fastslå, at en

passager, der

ønsker at rejse med det tidsubegrænsede opholdskort som

omhandlet i artikel 20 i direktiv 2004/38, reelt er

familiemedlem til en unionsborger på indrejsetidspunktet, er

luftfartsselskabet da forpligtet til at nægte boarding og afvise at

transportere den pågældende til en anden medlemsstat?

ii) i tilfælde af, at luftfartsselskabet ikke kontrollerer denne

omstændighed eller ikke afviser at transportere den passager,

der ikke kan dokumentere sin status som familiemedlem, men

som i øvrigt er i besiddelse af et tidsubegrænset opholdskort,

kan der da udstedes en bøde til dette luftfartsselskab af denne

årsag i henhold til artikel 26, stk. 2, i konventionen om

gennemførelse af Schengen-aftalen?

Stadt Frankfurt am Main

Er artikel 16, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og

procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT 2008, L 348,

s. 98) til hinder for en national ordning, hvorefter

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse kan ske i et

fængsel, når den pågældende udlænding udgør en væsentlig

trussel mod tredjeparters liv og helbred eller væsentlige

retsgoder vedrørende den indre sikkerhed, hvorved den person,

der frihedsberøves i perioden indtil udsendelse, holdes adskilt

fra indsatte, der afsoner en straf?

Transportes Aéreos Portugueses

1) Er den omstændighed, at en passager under en flyvning bider

andre passagerer og overfalder besætningsmedlemmer, der

forsøger at berolige den pågældende

–

hvilket ifølge flyets

kaptajn begrunder, at flyet sætter kursen mod den nærmeste

lufthavn for at sætte pågældende af og losse dennes bagage,

hvorefter flyet ankommer forsinket tilbestemmelsesstedet

–

omfattet af begrebet »usædvanlige omstændigheder«, som er

nævnt i 14. betragtning til forordning (EF) nr. 261/2004?

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

27.02.20

Transport- og

Boligministeriet

Forbruger Europa

27.02.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

C-298/19

C-331/19

C-75/18

2) Kan luftfartsselskabet fritages for ansvaret for en forsinket

flyafgang ved returflyvningen, hvor den passager, som har

indgivet en klage (nu sagsøger), boarder, som følge af en

»usædvanlig omstændighed«, som opstår på det samme flys

udrejse, som gennemføres umiddelbart inden returflyvningen?

3) For så vidt angår artikel 5, stk. 3, i forordning nr. 261/2004:

traf luftfartsselskabet (nu sagsøgte) alle forholdsregler, der med

rimelighed kunne træffes, uden at det på trods heraf var muligt

at forhindre forsinkelsen, idet luftfartsselskabet på baggrund af

en undersøgelse konkluderede, afsendelsen af et nyt fly ikke

ville forhindre den allerede opståede forsinkelse, og

transitpassageren (nu sagsøgeren) blev henvist til den følgende

dags flyvning, eftersom nævnte selskab kun havde én daglig

flyvning til passagerens endelige bestemmelsessted?

Europa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik

Påstande:

—Det

fastslås, at Den Hellenske Republik ikke har

overholdt den forpligtelse, som påhviler den i henhold til artikel

260, stk. 1 TEUF, idet den ikke har gennemført alle

foranstaltninger til opfyldelse af den dom, som Domstolen

afsagde den 23. april 2015 i sag C-149/14, Kommissionen mod

Grækenland.

—Den

Hellenske Republik tilpligtes at betale en tvangsbøde på

23 753,25 EUR pr. dag for forsinkelsen med opfyldelsen af den

dom, som blev afsagt i sag C-149/14, fra datoen for afsigelse af

dom i nærværende sag indtil datoen for opfyldelsen af den

dom, som blev afsagt i sag C-149/14.

—Den

Hellenske Republik tilpligtes at betale et beløb svarende

til 2 639,25 EUR pr. dag fra datoen for afsigelse af dommen C-

149/14 indtil datoen for afsigelse af dom i nærværende sag eller

datoen for opfyldelsen af dom C-149/14, hvis dette sker først,

og såfremt dette beløb ikke overstiger det, at betale et fast

beløb på mindst 1 310 000 EUR.

—Den

Hellenske Republik tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Staatssecretaris van Financiën

1) Skal det i bilag III, nr. 1), til momsdirektivet af 2006

anvendte begreb levnedsmidler fortolkes således, at der herved

i overensstemmelse med artikel 2 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om

generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, skal forstås

alle stoffer eller produkter, som, uanset om de er uforarbejdede

eller helt eller delvis forarbejdede, er bestemt til eller med

rimelighed må antages at skulle indtages af mennesker?

Såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, hvorledes skal

dette begreb da defineres?

2) Såfremt spiselige produkter eller drikkevarer ikke kan anses

for levnedsmidler bestemt til at indtages af mennesker, på

grundlag af hvilke kriterier skal det da afgøres, om sådanne

produkter normalt er bestemt til at anvendes som supplement

til eller i stedet for levnedsmidler?«

Vodafone Magyarország

1) Skal artikel 49 TEUF, 54 TEUF, 107 TEUF og 108 TEUF

fortolkes således, at de er til hinder for en foranstaltning i en

medlemsstat, hvorved medlemsstatens lovgivning (lov om en

særafgift på telekommunikation) medfører, at den faktiske

afgiftsbyrde pålægges udenlandsk ejede afgiftspligtige personer?

Er den nævnte virkning indirekte diskriminerende? 2) Er artikel

107 TEUF og 108 TEUF til hinder for en medlemsstats

lovgivning, som fastlægger en afgiftspligt, der omfatter en

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

27.02.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

27.02.20

Skatteministeriet

Energistyrelsen

Dom

03.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

C-323/18

progressiv afgiftssats på omsætningen? Er det indirekte

diskriminerende, hvis dette medfører, at den faktiske afgifts

øverste trin hovedsageligt gør sig gældende for udenlandsk

ejede afgiftspligtige personer? Udgør denne virkning forbudt

statsstøtte? 3) Skal momsdirektivets artikel 401 fortolkes

således, at den er til hinder for en medlemsstats lovgivning, der

giver anledning til en sondring mellem udenlandske og

nationale afgiftspligtige personer? Anses den specifikke afgift

for at have karakter af omsætningsafgift? Er der med andre ord

tale om en afgift, der er forenelig eller uforenelig med

momsdirektivet?

Tesco-Global Áruházak

Sagen vedrører: 1. Er den omstændighed, at en afgiftspligtig

person, som udøver detailhandel fra forretninger, hvis

aktionærer er udlændinge, og driver flere forretninger som et

enkelt forretningsdrivende selskab, underkastes en særafgift,

hvis satser er stærkt progressive, og nævnte afgiftspligtige

person faktisk hører under det højeste afgiftstrin, mens det i

praksis viser sig, at afgiftspligtige personer med nationale

aktionærer, der driver franchisevirksomhed under samme

mærke

–

idet hver forretning typisk er et særskilt

forretningsdrivende selskab

–

er fritaget for denne afgift eller

hører under et af de lave afgiftstrin, hvorfor den afgift, som

betales af selskaber med udenlandske aktionærer, og den

samlede andel af afgiftsmæssige indtægter vedrørende disse

reelt er væsentligt højere end fra afgiftspligtige personer med

nationale aktionærer, forenelig med EUF-traktatens

bestemmelser om princippet om forbud mod foskelsbehandling

(artikel 18 TEUF og 26 TEUF), princippet om

etableringsfriheden (artikel 49 TEUF),

ligebehandlingsprincippet (artikel 54 TEUF), princippet om

lighed hvad angår indehavelse af kapitalandele i selskaber som

omhandlet i artikel 54 TEUF (artikel 55 TEUF), princippet om

den frie udveksling af tjenesteydelser (artikel 56 TEUF),

princippet om kapitalens frie bevægelighed (artikel 63 TEUF og

65 TEUF) og princippet om lighed hvad angår

afgiftspålæggelse i forhold til virksomheder (artikel 110 TEUF)?

2. Er den omstændighed, at en afgiftspligtig person, som

udøver detailhandel fra forretninger og driver flere forretninger

som et enkelt forretningsdrivende selskab, underkastes en

særafgift, hvis satser er stærkt progressive, og nævnte

afgiftspligtige person faktisk hører under det højeste afgiftstrin,

mens det i praksis viser sig, at afgiftspligtige personer med

nationale aktionærer, der konkurrerer direkte med den

førstnævnte afgiftspligtige person og driver

franchisevirksomhed under samme mærke

–idet

hver forretning

typisk er et særskilt forretningsdrivende selskab

–

er fritaget for

denne afgift eller hører under et af de lave afgiftstrin, hvorfor

den afgift, som betales af selskaber med udenlandske

aktionærer, og den samlede andel af afgiftsmæssige indtægter

vedrørende disse reelt er væsentligt højere end fra afgiftspligtige

personer med nationale aktionærer, forenelig med EUF-

traktatens bestemmelser om forbud mod statsstøtte (artikel

107, stk. 1, TEUF)?

3. Skal artikel 107 TEUF og artikel 108, stk. 3, TEUF fortolkes

således, at deres virkninger omfatter en afgiftsforanstaltning,

hvoraf en afgiftsfritagelse– der udgør statsstøtte

–

som

finansieres ved indtægterne af denne afgiftsforanstaltning, er en

integrerende del, for så vidt som lovgiver, inden særafgiften på

Erhvervsstyrelsen

Dom

03.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

C-24/19

C-791/18

detailhandel blev indført, (på grundlag af markedsaktørernes

omsætning) fastlagde størrelsen af de forventede

budgetindtægter ved at anvende progressive satser på grundlag

af omsætningen og ikke ved at indføre en generel afgiftssats og

således nåede til et resultat, hvor lovgiver bevidst lod en del af

markedsaktørerne være begunstiget af en fritagelse?

4. Er princippet om procesækvivalens, effektivitetsprincippet

og princippet om EU-rettens forrang til hinder for en

medlemsstats praksis, hvorefter det under en

afgiftskontrolprocedure, som er indledt af egen drift, eller

under den efterfølgende retslige procedure

–

uagtet

effektivitetsprincippet og princippet om pligten til at se bort fra

en med EUretten uforenelig national bestemmelse

–

er umuligt

at indgive en anmodning om tilbagebetaling af en afgift, der er

angivet i henhold til en national afgiftslovgivning, som er i strid

med EU-retten, fordi afgiftsmyndigheden eller retsinstansen

kun undersøger spørgsmålet om en tilsidesættelse af EUretten

som led i en særprocedure, der iværksættes efter begæring og

alene inden proceduren af egen drift, skønt intet er til hinder

for indgivelsen af en tilbagebetalingsanmodning som led i en

administrativ eller retslig procedure hvad angår en afgift, hvis

angivelse er i strid med national ret?

A e.a.

Vedrører blandt flere spørgsmål følgende:

Følger det af SMV-direktivets artikel 2, litra a), og artikel 3, stk.

2, litra a), at artikel 99 i Besluit van de Vlaamse regering van 23

december 2011 wijziging van het besluit van de Vlaamse

regering van 6 februari 1991 houdende de vaststelling van het

Vlaams reglement betreffende de milieuvergunning en van het

besluit van de Vlaamse regering van 1 juni 1995 houdende

algemene en sectorale bepalingen inzake milieuhygiëne [den

flamske regerings bekendtgørelse af 23. december 2011 om

ændring af den flamske regerings bekendtgørelse af 6. februar

1991 om fastsættelse af det flamske reglement for

miljøtilladelser og af den flamske regerings bekendtgørelse af 1.

juni 1995 om almindelige og sektorbestemte bestemmelser på

miljøbeskyttelsesområdet] med henblik på disse

bekendtgørelsers tilpasning til den tekniske udvikling, afdeling

5.20.6 om anlæg til produktion af elektricitet ved hjælp af

vindenergi, indført i VLAREM II, og Omzendbrief

»Afwegingskader en randvoorwaarden voor de inplanting van

windturbines« [cirkulæreskrivelsen »Vurderingsramme og

krydsoverensstemmelse med hensyn til opførelse af

vindturbiner« fra 2006, herefter under et benævnt »de

foreliggende instrumenter«], der begge indeholder talrige

bestemmelser om vindmøller, herunder bestemmelser om

sikkerhed og efter omstændighederne de for de enkelte

planzoner beregnede normer for slagskygge og støjniveau, skal

kvalificeres som en plan eller et program i direktivets forstand?

Såfremt det viser sig, at der burde være gennemført en

miljøvurdering før de foreliggende forskrifter blev udstedt, kan

retten da foreløbigt opretholde de ulovlige dele af disse

forskrifter?

Stichting Schoonzicht

1) Er artikel 184 til 187 i momsdirektivet af 2006 til hinder for

en national reguleringsordning for investeringsgoder, som

foreskriver en regulering, der strækker sig over en årrække, og

hvor det samlede oprindeligt foretagne fradrag for

investeringsgodet tilpasses (reguleres) på én gang i det første år

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

03.03.20

Skattestyrelsen

03.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

C-183/18

C-586/18

af ibrugtagningen

–

som også er det første år for reguleringen

–

såfremt det ved ibrugtagningen viser sig, at det oprindeligt

foretagne fradrag afviger fra det fradrag, som den momspligtige

er berettiget til på grundlag af den virkelige anvendelse af

investeringsgodet? Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

2) Skal artikel 189, litra b), eller litra c), i momsdirektivet af

2006 fortolkes således, at den i spørgsmål 1 nævnte tilpasning

på én gang af det oprindeligt foretagne fradrag i det første år af

reguleringsperioden, er en foranstaltning, som Nederlandene

kan træffe ved anvendelsen af artikel 187 i momsdirektivet af

2006?

Bank BGŻ BNP Paribas

1. Skal artikel 1, litra a), artikel 9, stk. 3, og artikel 20, stk. 1 og

stk. 2, litra b), i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24.

februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig

anerkendelse på bødestraffe fortolkes således, at en afgørelse

vedrørende en bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person,

og som er blevet fremsendt med henblik på fuldbyrdelse,

ligeledes skal fuldbyrdes i fuldbyrdelsesstaten, såfremt de

nationale bestemmelser om gennemførelse af

rammebeslutningen ikke giver mulighed for fuldbyrdelse af en

bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person? 2. Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende: Skal udtrykket »juridisk

person« i artikel 1, litra a), og artikel 9, stk. 3, i rammeafgørelse

2005/214/RIA fortolkes i overensstemmelse med a)

udstedelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra c)], b)

fuldbyrdelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra d)], eller c) som

et selvstændigt EU-retligt begreb, således at det tillige omfatter

en filial af en juridisk person, uanset at en sådan ikke har status

som retssubjekt i fuldbyrdelsesstaten?

Buonotourist mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Det fastslås i henhold til artikel 263 TEUF og 264 TEUF, at

Europa-Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015 i

statsstøttesag Sa.35843 (2014/c) (ex 2012/NN) (for 1 111

572,00 EUR) er ugyldig og uvirksom i sin helhed, for så vidt det

heri fastslås, at de beløb, som er tildelt som kompensation for

forpligtelserne til offentlig tjeneste i henhold til forordning

(EØF) nr. 1191/69 (tildeling af kompensation i medfør af

artikel 11 for tarifpligten i den offentlige sektor for

lokaltransport), skal anses for en ikke-anmeldt foranstaltning,

der udgør statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 107,

stk. 1, og er uforenelig med det indre marked.

—

Det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015

vedrørende statsstøttesag Sa.35843 (2014/c) (ex 2012/NN)

(1 111 572,00 EUR) i henhold til artikel 263 TEUF og 264

TEUF er ugyldig, for så vidt som den fastsætter operationelle

foranstaltninger til tilbagesøgning fra den italienske stats side,

—

Kommissionen tilpligtes at betale de af Buonotourist s.r.l.

afholdte omkostninger.

Finanstilsynet

Dom

04.03.20

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

04.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

C-587/18

C-655/18

Forenede

sager

C-807/18

C-39/19

CSTP Azienda della Mobilità mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom ophæves.

—

Det fastslås i henhold til artikel 263 TEUF og 264 TEUF, at

Europa-Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015 i

statsstøttesag Sa.35842 (2014/c) (ex 2012/NN) (for 4 951

838,25 EUR) er ugyldig og uvirksom i sin helhed, for så vidt det

heri fastslås, at de beløb, som er tildelt som kompensation for

forpligtelserne til offentlig tjeneste i henhold til forordning

(EØF) nr. 1191/69 (tildeling af kompensation i medfør af

artikel 11 for tarifpligten i den offentlige sektor for

lokaltransport) (1), skal anses for en ikke-anmeldt

foranstaltning, der udgør statsstøtte som omhandlet i traktatens

artikel 107, stk. 1, og er uforenelig med det indre marked.

—

Det fastslås, at Kommissionens afgørelse af 19. januar 2015

vedrørende statsstøttesag Sa.35842 (2014/c) (ex 2012/NN)

(4 951 838,25 EUR) i henhold til artikel 263 TEUF og 264

TEUF er ugyldig, for så vidt som den fastsætter operationelle

foranstaltninger til tilbagesøgning fra den italienske stats side,

—

Kommissionen tilpligtes at betale de af C.S.T.P.

—

Azienda

della Mobilità S.p.A.

—

under særlig administration afholdte

omkostninger.

Schenker

1. Skal artikel 242, stk. 1, litra a) og b), i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om

EU-toldkodeksen fortolkes således, at tyveri af varer, der er

henført under toldoplagsproceduren, under de

omstændigheder, der gør sig gældende i hovedsagen, udgør en

unddragelse fra toldoplagsproceduren, som medfører

pålæggelse af en finansiel sanktion mod bevillingshaveren for

en toldretlig overtrædelse?

2. Har pålæggelsen af betaling af værdien af de varer, der er

genstand for toldovertrædelsen

–

her: unddragelse fra

toldoplagsproceduren

–

karakter af en administrativ sanktion

som omhandlet i artikel 42, stk. 1 og 2, i Europa- Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om

EU-toldkodeksen, og er en national lovgivning, der fastsætter

en sådan betaling ud over pålæggelsen af den finansielle

sanktion, lovlig? Opfylder denne lovgivning det

effektivitetskriterium, proportionalitetskriterium og

afskrækkelseskriterium, der er indeholdt i forordningens artikel

42, stk. 1, andet punktum, vedrørende sanktioner for

overtrædelser af EU’s toldretlige forskrifter?

Telenor Magyarország m.fl.

1) Skal en handelsaftale mellem en udbyder af

internetadgangstjenester og en slutbruger, hvorefter udbyderen

anvender en nultakst på slutbrugeren i forbindelse med

bestemte applikationer (dvs. at den trafik, der genereres af en

bestemt applikation, ikke medregnes med henblik på

dataforbruget og heller ikke nedsætter hastigheden, når den

aftalte datamængde er brugt), og hvorefter denne udbyder

udøver en forskelsbehandling i henhold til betingelserne i den

handelsaftale, der er indgået med den endelige forbruger, som

udelukkende vedrører den slutbruger, der er part i denne aftale,

og ikke slutbrugere, der ikke er part heri, fortolkes i lyset af

artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger

vedrørende adgang til det åbne internet og om ændring af

direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

04.03.20

Toldstyrelsen

Dom

04.03.20

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Energistyrelsen

04.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

C-61/19

Forenede

sager

C-674/18

C-675/18

og forordning (EU) nr. 531/2012 om roaming på offentlige

mobilkommunikationsnet i Unionen (herefter »forordningen«)?

2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares

benægtende, skal forordningens artikel 3, stk. 3, da fortolkes

således, at det for at konstatere, at der foreligger en

tilsidesættelse

–

ligeledes i betragtning af syvende betragtning til

forordningen

–

er nødvendigt at foretage en vurdering på

grundlag af indvirkningen og markedet med henblik på at

afgøre, om de foranstaltninger, som udbyderen af

internetadgangstjenester har truffet, reelt

–

og, i så fald, i hvilket

omfang

–

begrænser de rettigheder, som slutbrugerne er tillagt i

henhold til forordningens artikel 3, stk. 1?

3) Skal forordningens artikel 3, stk. 3, uanset det første og det

andet præjudicielle spørgsmål, fortolkes således, at det forbud,

der er fastlagt i nævnte bestemmelse, er af ubetinget, generel og

objektiv karakter, således at dette forbyder enhver

trafikstyringsforanstaltning, der indfører forskelle mellem

bestemte former for internetindhold, uanset om udbyderen af

internetadgangstjenester fastlægger disse forskelle gennem en

aftale, en handelspraksis eller en anden form for adfærd?

4) Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, kan det

da også fastslås, at der foreligger en tilsidesættelse af

forordningens artikel 3, stk. 3, alene på grundlag af den

omstændighed, at der foreligger en forskelsbehandling, uden at

det er nødvendigt at foretage en vurdering af markedet og af

indvirkningen, og at det derfor i så fald er unødvendigt at

foretage en vurdering i henhold til forordningens artikel 3, stk.

1 og 2?

Orange Romania

1. Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en

viljetilkendegivelse kan opfattes som en specifik og informeret

viljetilkendegivelse som omhandlet i artikel 2, litra h), i Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. 1995 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger?

2. Hvilke betingelser skal være opfyldt for, at en

viljetilkendegivelse kan opfattes som en frivillig

viljetilkendegivelse som omhandlet i artikel 2, litra h), i Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995

om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling

af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger?

TMD Friction m.fl.

1) Tillader artikel 3, stk. 4, i Rådets direktiv 2001/23/EF af 12.

marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om

varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med

overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af

virksomheder eller bedrifter i tilfælde af overførsel af en

virksomhed efter indledningen af en insolvensbehandling af

virksomhedsoverdragerens formue i national ret, som

principielt bestemmer, at artikel 3, stk. 1 og 3, i direktiv

2001/23/EF også finder anvendelse på arbejdstageres ret til

ydelser i forbindelse med alderdom og invaliditet eller ydelser til

efterladte i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger i forbindelse med overførsel af en

virksomhed, en begrænsning, således at erhververen ikke hæfter

for rettigheder, som er baseret på beskæftigelsesperioder før

indledningen af insolvensbehandlingen?

Energistyrelsen

Patent- og

Varemærkestyrelsen

04.03.20

Beskæftigelses-

ministeriet

Erhvervsstyrelsen

05.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

2) Såfremt det første præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Følger de foranstaltninger, som i henhold til

artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23/EF er nødvendige

for at beskytte arbejdstagernes interesser for så vidt angår helt

eller delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom,

i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger, i tilfælde af overførsel af en virksomhed

efter indledning af en insolvensbehandling af

virksomhedsoverdragerens formue af det beskyttelsesniveau,

som kræves i henhold til artikel 8 i Europa- Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om

beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens

insolvens? 3) Såfremt det andet præjudicielle spørgsmål bevares

benægtende: Skal artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2001/23EF

fortolkes således, at de nødvendige foranstaltninger for at

beskytte arbejdstagernes interesser for så vidt angår helt eller

delvis erhvervet ret til ydelser i forbindelse med alderdom i

henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger er truffet, når national ret bestemmer, at

–

forpligtelsen til i fremtiden at udbetale en ydelse i forbindelse

med alderdom i henhold til supplerende faglige eller tværfaglige

forsikringsordninger til en arbejdstager, som er omfattet af

overførslen af en virksomhed under insolvensbehandling,

principielt overgår til virksomhedserhververen,

–

virksomhedserhververen hæfter for fremtidige pensionskrav i

det omfang, hvori disse er baseret på beskæftigelsesperioder i

virksomheden efter indledningen af insolvensbehandlingen,

–

den instans, som i henhold til national ret sikrer pensioner i

tilfælde af insolvens, i dette tilfælde ikke skal dække den del af

de fremtidige pensionskrav, som er erhvervet før indledningen

af insolvensbehandlingen, og

–

arbejdstageren kan påberåbe sig retten til værdien af den del

af sit fremtidige pensionskrav, som er erhvervet før

indledningen af insolvensbehandlingen, i forbindelse med

overdragerens insolvensbehandling?

4) Når national ret bestemmer, at artikel 3 og 4 i direktiv

2001/23/EF i tilfælde af overførsel af en virksomhed også skal

anvendes under en insolvensbehandling, finder artikel 5, stk. 2,

litra a), i direktiv 2001/23/EF da anvendelse på arbejdstagernes

pensionsrettigheder i henhold til supplerende faglige eller

tværfaglige forsikringsordninger, der allerede er opstået før

indledningen af insolvensbehandlingen, men først medfører en

ret til ydelser for arbejdstagerne, når den begivenhed indtræder,

der udløser retten til pension, og dermed først på et senere

tidspunkt?

5) Såfremt det andet eller det fjerde præjudicielle spørgsmål

besvares bekræftende: Omfatter det

minimumsbeskyttelsesniveau, som medlemsstaterne skal sikre i

henhold til artikel 8 i [direktiv 2008/94], også en forpligtelse til

at sikre pensionsrettigheder, som i henhold til national ret

endnu ikke var juridisk erhvervet ved indledningen af

insolvensbehandlingen, og som i det hele taget kun erhverves

juridisk i kraft af, at arbejdsforholdet ikke afsluttes i forbindelse

med insolvensen?

6) Såfremt det femte præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Under hvilke omstændigheder kan de tab, som

den tidligere arbejdstager har lidt på grund af arbejdsgiverens

insolvens for så vidt angår ydelserne fra den erhvervstilknyttede

pension, anses som åbenbart uforholdsmæssige og dermed

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

C-679/18

C-135/19

forpligte medlemsstaterne til at sikre en minimumsbeskyttelse

imod dem i henhold til artikel 8 i direktiv [2008/94], selv om

arbejdstageren modtager mindst halvdelen af de ydelser, der

følger af vedkommendes akkumulerede pensionsrettigheder?

7) Såfremt det femte præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Sikres en beskyttelse af arbejdstagernes

pensionsrettigheder, som er nødvendig i henhold til artikel 3,

stk. 4, litra b), i direktiv [2001/23] eller artikel 5, stk. 2, litra a), i

direktiv [2001/23], og som er sidestillet med artikel 8 i direktiv

[2008/94], også, når denne beskyttelse ikke følger af national

ret, men kun af en direkte anvendelse af artikel 8 i direktiv

[2008/94]?

8) Såfremt det syvende præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Har artikel 8 i direktiv [2008/94] også direkte

virkning, således at den kan påberåbes af en individuel

[arbejdstager] ved den nationale ret, når vedkommende ganske

vist modtager mindst halvdelen af de ydelser, der følger af

vedkommendes akkumulerede pensionsrettigheder, men de tab,

som vedkommende lider på grund af arbejdsgiverens insolvens,

alligevel skal anses som uforholdsmæssige?

9) Såfremt det ottende præjudicielle spørgsmål besvares

bekræftende: Skal en privatretligt organiseret institution anses

som et offentligt organ i en medlemsstat, når medlemsstaten

—

på bindende vis for arbejdsgiveren

—har

udpeget den

pågældende institution som den instans, der sikrer

arbejdsmarkedspensioner i tilfælde af insolvens, og

institutionen er underlagt det statslige finanstilsyn og opkræver

de nødvendige insolvenssikringsbeløb fra arbejdsgiverne i

henhold til offentlig ret, og på samme måde som en myndighed

kan tilvejebringe betingelserne for iværksættelse af

tvangsfuldbyrdelse gennem en forvaltningsakt?

OPR-Finance

1) Er bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv

87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, til

hinder for national lovgivning, som bestemmer, at hvis

kreditgiver ikke overholder sin forpligtelse til at foretage en

vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden kreditaftalen

indgås, er sanktionen, at kreditaftalen er ugyldig, samt at

forbrugeren har pligt til at tilbagebetale hovedstolen til

kreditgiveren på et tidspunkt, der er passende i forhold til

forbrugerens økonomiske evne, idet sanktionen (kreditaftalens

ugyldighed) dog kun finder anvendelse, hvis forbrugeren

påberåber sig den (dvs. gør gældende, at aftalen er ugyldig)

inden for en forældelsesfrist på tre år?

2) Pålægger bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv

87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, en

national ret af egen drift at anvende sanktionen i national

lovgivning for kreditgiverens manglende overholdelse af

forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed (dvs.

selv hvis forbrugeren ikke påberåber sig sanktionen)?

Pensionsversicherungsanstalt

1. Skal den østrigske rehabiliteringsydelse i henhold til

bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de

sociale sikringsordninger kvalificeres som

Finanstilsynet

Dom

05.03.20

Beskæftigelses-

ministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

05.03.20

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 408: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 14/2-20

C-212/19

–

ydelse ved sygdom i henhold til forordningens artikel 3, stk.

1, litra a),

–

ydelse ved invaliditet i henhold til forordningens artikel 3, stk.

1, litra c), eller

–

arbejdsløshedsydelse i henhold til forordningens artikel 3, stk.

1, litra h)?

2. Skal forordning (EF) nr. 883/2004 set i lyset af primærretten

fortolkes således, at en medlemsstat i sin egenskab af tidligere

bopæls- og beskæftigelsesstat har pligt til at udrede ydelser som

den østrigske rehabiliteringsydelse til en person med bopæl i en

anden medlemsstat, når den pågældende har optjent

størstedelen af sine forsikringsperioder for så vidt angår

områderne sygdom og pension som beskæftiget i denne anden

medlemsstat (efter at vedkommende for mange år siden flyttede

sin bopæl til denne medlemsstat) og ikke har oppebåret nogen

ydelser fra den tidligere bopæls- og beskæftigelsesstats syge- og

pensionsforsikring siden da?

Compagnie des pêches de Saint-Malo

1. Skal Kommissionens beslutning af 14. juli 2004 fortolkes

således, at kun nedsættelsen af arbejdsgiverbidragene er

uforenelig med fællesmarkedet, fordi nedsættelsen af

lønmodtagerbidragene ikke kommer virksomhederne til gode

og derfor ikke kan falde ind under anvendelsesområdet for

artikel 107 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, eller således, at også nedsættelsen af

lønmodtagerbidragene er uforenelig?

2. Såfremt Domstolen finder, at Kommissionens beslutning

skal fortolkes således, at nedsættelsen af lønmodtagerbidragene

også er uforenelig, skal virksomheden da anses for at have nydt

godt af den fulde nedsættelse eller alene en del heraf? Hvordan

skal denne del i givet fald ansættes? Har medlemsstaten pligt til

at kræve tilbagebetaling fra de berørte lønmodtagere af hele

eller den del af støtten, der er kommet dem til gode?

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

05.03.20