EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 155
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

15. november 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-836/18

Titel og kort sagsresumé

Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real

1) Henset til at den spanske civillovbogs artikel 68

bestemmer, at ægtefæller har pligt til at bo sammen, kan

kravet om, at en spansk statsborger, der ikke har udøvet sin

ret til fri bevægelighed, skal opfylde betingelserne i artikel

7[,stk. 1,] i kongeligt dekret nr. 240/2007 som en

nødvendig betingelse for at få anerkendt opholdsretten for

vedkommendes ægtefælle, som ikke er unionsborger, i

overensstemmelse med artikel 7[, stk. 2,] i kongeligt dekret

nr. 240/2007

–

såfremt disse betingelser ikke er opfyldt

–

da udgøre en tilsidesættelse af artikel 20 [TEUF], hvis den

spanske statsborger som følge af nægtelsen af denne ret er

nødsaget til at forlade Unionens område som helhed?.

2) Under alle omstændigheder, uanset det foregående og

besvarelsen af det første spørgsmål og henset til Den

Europæiske Unions Domstols praksis, bl.a. dom af 8. maj

2018, C-82/16, K.A. m.fl. mod Belgische Staat, er den

spanske stats praksis

–

hvorefter bestemmelsen i artikel 7 i

kongeligt dekret nr. 240/2007 automatisk anvendes, og der

nægtes opholdsret til et familiemedlem til en unionsborger,

der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, alene af

den grund, at unionsborgeren ikke opfylder betingelserne i

denne bestemmelse, uden at det i den konkrete sag er

blevet undersøgt, om der mellem den pågældende

unionsborger og tredjelandsstatsborgeren består et

afhængighedsforhold af en sådan art, at dette, uanset

grunden hertil og i betragtning af de foreliggende

omstændigheder, medfører, at unionsborgeren, såfremt

tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, ikke kan blive

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Proces-

skridt

Dato

21.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

adskilt fra det familiemedlem, som unionsborgeren er

afhængig af, og må forlade Unionens område

–

da i strid

med artikel 20 [TEUF]?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-609/17

og C-

610/17

Titel og kort sagsresumé

TSN m.fl.

1) Er artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i

forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden til hinder for en

national bestemmelse i en overenskomst eller en fortolkning af

denne, hvorefter en arbejdstager, som ved begyndelsen af sin

årlige ferie eller en del af denne er uarbejdsdygtig, trods

ansøgning herom ikke har krav på at få overført en ferie, som

falder inden for den pågældende periode, og som han ifølge

overenskomsten er berettiget til, når den manglende overførsel

af denoverenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie? 2) Har artikel 31, stk.

2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder retsvirkning i et ansættelsesforhold mellem private

retssubjekter, dvs. direkte horisontal retsvirkning? 3) Beskytter

artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder den optjente ferie, såfremt feriens

varighed overstiger den i arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1,

fastsatte årlige ferie på mindst fire uger, og er denne

bestemmelse i chartret om grundlæggende rettigheder til hinder

for en national bestemmelse i en overenskomst eller en

fortolkning af denne, hvorefter en arbejdstager, som er

uarbejdsdygtig ved begyndelsen af sin årlige ferie eller en del af

denne, uanset ansøgning herom ikke har krav på at få overført

en ferie, som falder inden for den pågældende periode, og som

han ifølge overenskomsten er berettiget til, når den manglende

overførsel af den overenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie?

Krajowa Rada Sadownictwa m.fl

Sag C-585/18 vedrører:

1. Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19,

stk. 1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettighederfortolkes således, at en helt

nyetableret afdeling af den øverste domstol i en medlemsstat,

som har kompetencen i forbindelse med en national dommers

søgsmål, og som udelukkende skal bestå af dommere, der

vælges af et nationalt organ, der har til opgave at sikre

retsvæsenets uafhængighed (det nationale råd for retsvæsenet),

men som på grund af den måde, hvorpå det er blevet

sammensat og arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den

lovgivende og den udøvende magt, er en uafhængig domstol i

EU-rettens forstand?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal

artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,

og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling

ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de

EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en

Interessent

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

Proces

skridt

Dom

Dato

19.11.19

C-585/18,

C-624/18

C-625/18

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

19.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de bestemmelser i den

nationale lov, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har

kompetence i den pågældende sag?

Sagerne C-624/18 og C-625/18 vedrører:

1) Skal artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder

sammenholdt med artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv

2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at den øverste ret i

en medlemsstat i tilfælde af iværksættelse af et retsmiddel

(søgsmål) ved denne ret, hvorved det gøres gældende, at

forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af alder er

blevet overtrådt over for endommer ved denne ret, samtidig

med, at der fremsættes begæring om sikring af det rejste krav

–

med henblik på at beskytte de rettigheder, der følger af EU-

retten, ved hjælp af foreløbige forholdsregler i henhold til

national lov

–

er forpligtet til at undlade at anvende de

nationale bestemmelser, hvorved kompetencen i den tvist,

hvori retsmidlet er iværksat, tillægges en organisatorisk enhed

ved denne ret, der ikke er funktionsdygtig, idet de pågældende

dommerstillinger ikke er blevet besat?

2) Såfremt dommerstillingerne ved den organisatoriske enhed,

der i henhold til national ret har kompetence til at træffe

afgørelse vedrørende det iværksatte retsmiddel, bliver besat:

Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk.

1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en helt nyetableret afdeling

af den øverste domstol i en medlemsstat, der har kompetencen

med hensyn til et søgsmål anlagt af en dommer ved den

nationale ret i første og anden instans, og som udelukkende skal

bestå af dommere, der udvælges af et nationalt organ, der har til

opgave at sikre retsvæsenets uafhængighed (Krajowa Rada

Sądownictwa, herefter »det nationale råd for retsvæsenet«), men

som på grund af den måde, hvorpå det er blevet oprettet og

arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den lovgivende og den

udøvende magt, er en uafhængig domstol i EU-rettens

forstand?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal

artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,

og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling

ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de

EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en

EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de nationale

bestemmelser, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har

kompetence i den pågældende sag?

C-400/18

Infohos

Skal artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f), i Rådets sjette direktiv

77/388/EØF af 17. maj 1977, nu artikel 132, stk. 1, litra f), i

direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 fortolkes således,

at denne bestemmelse tillader medlemsstaterne at knytte en

eksklusivitetsbetingelse til den heri omhandlede fritagelse,

hvorved en selvstændig forening, der ligeledes leverer

tjenesteydelser til ikke–medlemmer, bliver fuldt momspligtig

også af tjenesteydelser til medlemmer?

Skattestyrelsen

Dom

20.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

C-737/18

Portugal mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom ophæves, for så vidt som

Retten ikke tiltrådte påstanden om annullation af

Kommissionens afgørelse C(2016) 3753 (1) af 20. juni 2016.

—

Kommissionens afgørelse C(2016) 3753 af 20. juni 2016

annulleres, idet Domstolen har grundlag for at fastslå, at Den

Portugisiske Republiks argumenter er begrundede.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Deutsche Post et Leymann (sag C-203/18)

1. Is the exception set out in Article 13(1)(d) of Regulation

(EC) No 561/2006 of the European Parliament and of the

Council of 15 March 2006 as amended by Article 45(2) of

Regulation (EU) No 165/2014 of the EuropeanParliament and

of the Council of 4 February 2014 to be interpreted as covering

only vehicles or combinations of vehicles that are used

exclusively for the purpose of delivering packages in the

context of the universal service, or can it additionally be applied

where the vehicles or combinations of vehicles are used,

predominantly or to a degree determined in some other way,

also for the purpose of delivering packages in the context of

the universal service? 2. In the context of the exception

referred to in the first question, for the purposes of assessing

whether vehicles or combinations of vehicles are used

exclusively or, as the case may be, predominantly or to a degree

determined in some other way, also for the purpose of

delivering packages in the context of the universal service, is

the general use of a vehicle or combination of vehicles to be

used as a basis for that assessment, or the specific use of a

vehicle or combination of vehicles for a single journey?

UPS Deutschland e.a. (sag C-374/18)

1. Skal artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006

fortolkes således, at bestemmelsen kun tillader undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006, såfremt et køretøj

tilhørende en befordringspligtig virksomhed, jf. definitionen i

artikel 2, stk. 13, i direktiv 97/67/EF, i henhold til artikel 13,

stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 561/2006 alene og

udelukkende transporterer forsendelser som led i

befordringspligten, eller er undtagelser fra artikel 5-9 i

forordning (EF) nr. 561/2006 også tilladt, hvis de pågældende

køretøjer foruden de forsendelser, der transporteres som led i

befordringspligten, også befordrer andre forsendelser, der ikke

er omfattet af befordringspligten?

2.Såfremt spørgsmål 1 skal besvares således, at undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006 også er tilladt, hvis

de pågældende køretøjer foruden de forsendelser, der

transporteres som led i befordringspligten, også befordrer

andre forsendelser, der ikke er omfattet af befordringspligten:

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

20.11.19

Forenede

sager C-

203/18 og

C-374/18

Transport- og

Boligministeriet

Dom

21.11.19

C-379/18

Deutsche Lufthansa

1. Er en national forskrift, der bestemmer, at det af

lufthavnsdriftsorganet indførte lufthavnsafgiftssystem skal

forelægges den uafhængige tilsynsmyndighed til godkendelse,

uden at forbyde lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugeren at

fastsætte andre afgifter end de af tilsynsmyndigheden

godkendte, forenelig med Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/12/EF af 11. marts 2009 om lufthavnsafgifter

Transport- og

Boligministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

21.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

(EUT L 70, s. 11), særligt artikel 3, artikel 6, stk. 3-5, samt

artikel 11, stk. 1 og 7? 2. Er det foreneligt med det nævnte

direktiv at fortolke national ret således, at en lufthavnsbruger er

afskåret fra at anfægte tilsynsmyndighedens godkendelse af

afgiftssystemet, men at lufthavnsbrugeren kan anlægge sag mod

lufthavnsdriftsorganet og herunder gøre gældende, at den i

afgiftssystemet fastsatte afgift ikke er rimelig?

C-446/18

AGROBET CZ

Er det i overensstemmelse med EU-retten og i særdeleshed

med princippet om momsens neutralitet, når en medlemsstat

vedtager en foranstaltning, hvorefter ansættelsen og betalingen

af en del af et momsfradrag, som der er fremsat kravom, gøres

betinget af afslutningen af en procedure, der omfatter alle

afgiftspligtige transaktioner i en given afgiftsperiode?

HUNGEOD e.a. m.fl.

1) Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36.

betragtning til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets

direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår

forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse

med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i

Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om

samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende

anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved

tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt

transport og telekommunikation og, i denne forbindelse,

retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt

princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager

over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med

afgørelser truffet af ordregivende myndigheder fortolkes

således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som

med hensyn til offentlige kontrakter, der indgås før denne

lovgivnings ikrafttrædelse, efter udløbet af fristen, i henhold til

medlemsstatens tidligere lovgivning, for undersøgelse af

overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter, som begås inden ikrafttrædelsen af denne

lovgivning, generelt tillader den kompetente (tilsyns-

)myndighed, som er oprettet i medfør af denne lovgivning, at

denne inden for den i nævnte lovgivning fastsatte frist selv kan

iværksætte en procedure for at undersøge en konkret

overtrædelse i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter og træffe afgørelse om realiteten og som følge heraf

fastslå, at der er begået en overtrædelse, fastsætte en sanktion

vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter og anvende

virkningerne af kontraktens ugyldighed?

2) Kan de retsregler og principper, som er nævnt i det første

spørgsmål

–

ud over den faktiske udøvelse af (den subjektive

og personlige) ret til efterprøvelse, som aktører, der berøres af

indgåelsen af en offentlig kontrakt, har

–

finde anvendelse på

retten til at iværksætte og behandle en klageprocedure, som de

(tilsyns)myndigheder, som er oprettet i medfør af

medlemsstatens lovgivning, har, hvilke myndigheder har

beføjelse til af egen drift at identificere og undersøge

overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter og har til opgave at varetage samfundsmæssige

interesser?

Skatteministeriet

21.11.19

C-496/18

C-497/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

21.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

3) Følger det af artikel 99, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2014/25/EU om fremgangsmåderne ved

indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning,

transport samt posttjenester og om ophævelse direktiv

2004/17/EF, at lovgivningen i en medlemsstat, idet der

vedtages en ny lov

– med henblik på at beskytte EU’s

finansielle interesser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter

–

generelt kan tillade (tilsyns)myndigheder, som i

henhold til medlemsstatens lovgivning har beføjelse til af egen

drift at identificere og undersøge overtrædelser i forbindelse

med indgåelse af offentlige kontrakter, og som har til opgave at

varetage samfundsmæssige interesser, at undersøge

overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter, der er begået inden ikrafttrædelsen af denne lov, og

iværksætte og behandle en procedure, selv om fristerne i

henhold til den tidligere lovgivning er udløbet?

4) Har det i betragtning af de retsregler og principper, som er

nævnt i det første spørgsmål, ved vurderingen af, om den i det

første og det tredje spørgsmål beskrevne

undersøgelsesbeføjelse, som er tillagt (tilsyns)myndighederne, er

forenelig med EU-retten, nogen betydning, hvilke retlige,

forskriftsmæssige, tekniske eller organisatoriske lakuner eller

andre former for hindringer, der ligger til grund for den

omstændighed, at overtrædelsen i forbindelse med indgåelsen af

offentlige kontrakter ikke blev undersøgt, da den blev begået?

5) Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36.

betragtning til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets

direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår

forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse

med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i

Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om

samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende

anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved

tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt

transport og telekommunikation og, i denne forbindelse,

retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt

princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager

over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med

afgørelser truffet af ordregivende myndigheder og

proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at den nationale

ret

–

selv hvis den i det første til det fjerde spørgsmål nævnte

beføjelse i betragtning af disse principper kan tillægges de

(tilsyns)myndigheder, som i henhold til medlemsstatens

lovgivning har beføjelse til af egen drift at identificere og

undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af

offentlige kontrakter, og som har til opgave at varetage

samfundsmæssige interesser

–

kan tage stilling til, om den tid,

der er gået mellem overtrædelsen blev begået, udløbet af den

tidligere gældende undersøgelsesfrist og iværksættelsen af

proceduren om undersøgelse af overtrædelsen, er rimelig og

forholdsmæssig, og heraf udlede den retlige følge af, at den

omtvistede afgørelse er uden virkning, eller en anden retlig

følge, der følger af medlemsstatens lovgivning?

C-344/18

ISS Facility

Sagen vedrører: Skal artikel 3, stk.1, i Rådets direktiv

2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes

Erhvervsstyrelsen

26.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller

bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter fortolkes

således, at såfremt der som omhandlet i direktivets artikel 1, stk.

1, er tale om samtidig overførsel af forskellige dele af en

virksomhed til forskellige erhververe, overgår de rettigheder og

forpligtelser, der på overførselstidspunkter følger af en

arbejdskontrakt med en arbejdstager, der var beskæftiget i hver

af de overførte dele, i forhold til det omfang, hvori denne

arbejdstager havde været beskæftiget i den del af virksomheden,

som er overført til de forskellige erhververe, eller således, at de

nævnte rettigheder og forpligtelser i det hele overgår til

erhververen af den del, hvor førnævnte arbejdstager

hovedsageligt havde været beskæftiget, eller således, at såfremt

direktivet ikke kan fortolkes på nogen af de nævnte måder, sker

der ikke nogen overgang til de nævnte erhververe af de

rettigheder og forpligtelser, der følger af arbejdstagerens

arbejdskontrakt, hvilket også er tilfældet, såfremt det ikke er

muligt at fastsætte omfanget af arbejdstagerens beskæftigelse

særskilt i de forskellige dele af virksomheden?

C-610/18

AFMB e.a.

1A. Skal artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning (EØF) nr.

1408/71 fortolkes således, at internationale lastbilchauffører

under omstændigheder som i hovedsagerne må anses for at

have lønnet beskæftigelse som medlemmer af det kørende

personale hos:

a. den transportvirksomhed, som har hvervet chaufførerne, og

for hvilken disse i et ubegrænset tidsrum fuldstændigt skal stå til

faktisk rådighed, som udøver den faktiske ledelsesbeføjelse over

chaufførerne, og som faktisk bærer lønomkostningerne, eller

b. den virksomhed, som har indgået en formelig arbejdsaftale

med chaufførerne, og som ifølge aftale med den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed udbetalte løn til chaufførerne og

betalte bidrag heraf i den medlemsstat, hvor denne virksomhed

har hjemsted, og ikke i den medlemssat, hvor den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed har hjemsted;

c. såvel den i punkt a. nævnte virksomhed som den i punkt b.

nævnte virksomhed? 1B. Skal artikel 13, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 883/2004 fortolkes således, at under

omstændigheder som i hovedsagerne er arbejdsgiveren for

chaufførerne med lønnet beskæftigelse: a. den

transportvirksomhed, som har hvervet chaufførerne, og for

hvilken disse i et ubegrænset tidsrum fuldstændigt skal stå til

faktisk rådighed, som udøver den faktiske ledelsesbeføjelse over

chaufførerne, og som faktisk bærer lønomkostningerne, eller

b. den virksomhed, som har indgået en formelig arbejdsaftale

med chaufførerne, og som ifølge aftale med den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed udbetalte løn til chaufførerne og

betalte bidrag heraf i den medlemsstat, hvor denne virksomhed

har hjemsted og ikke i den medlemssat, hvor den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed har hjemsted;

c. såvel den i punkt a. nævnte virksomhed som den i punkt b.

nævnte virksomhed?

2. Såfremt den i spørgsmål 1A, litra b), og i spørgsmål 1B, litra

b), omhandlede virksomhed under omstændigheder som i

hovedsagerne må betragtes som arbejdsgiver: Gælder de særlige

betingelser, hvorunder arbejdsgivere som vikarbureauer eller

andre formidlere af midlertidigt arbejde kan påberåbe sig de i

artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71 og i

artikel 12 i forordning (EF) nr. 883/2004 indeholdte

Transport- og

Boligministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

26.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

undtagelser fra beskæftigelseslandsprincippet, i hovedsagerne

også helt eller delvis analogt for anvendelsen af artikel 14, stk.

2, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71 og artikel 13, stk. 1,

litra b), i forordning (EF) nr. 883/2004?

3. Såfremt den i spørgsmål 1A, litra b), og i spørgsmål 1B, litra

b), omhandlede virksomhed under omstændigheder som i

hovedsagerne må betragtes som arbejdsgiver, og spørgsmål 2

besvares benægtende: Udgør de i denne anmodning gengivne

faktiske omstændigheder og forhold en situation, der må

fortolkes som misbrug af EU-retten og/eller misbrug af

EFTAretten? I bekræftende fald, hvad er virkningen heraf?

C-717/18

Procureur-generaal

1. Er det efter artikel 2, stk. 2, i EAO-rammeafgørelsen, som

gennemført i belgisk ret ved EAO-loven, tilladt, at den

fuldbyrdende medlemsstat ved sin afgørelse af, om den heri

omhandlede maksimale straffegrænse på mindst tre år

respekteres, henholder sig til den affattelse af straffeloven i den

udstedende medlemsstat, der var gældende på tidspunktet for

udstedelsen af den europæiske arrestordre?

2. Er det efter artikel 2, stk. 2, i EAO-rammeafgørelsen, som

gennemført i belgisk ret ved EAO-loven, tilladt, at den

fuldbyrdende medlemsstat ved sin afgørelse af, om den heri

omhandlede maksimale straffegrænse på mindst tre år

respekteres, henholder sig til en på tidspunktet for udstedelsen

af den europæiske arrestordre gældende affattelse af

straffeloven, som har skærpet straffen i forhold til den affattelse

af straffeloven, der var gældende på tidspunktet for de faktiske

omstændigheder?

Openbaar Ministerie m.fl.

Sag C-566/19 (PPU) vedrører:

Le Ministère public français près la juridiction d’instruction ou

de jugement, compétent en France en vertu du droit de cet

État, pour délivrer un mandat d’arrêt européen, peut-il

être

considéré comme autorité judiciaire d’émission,

dans le sens

autonome visé à l’article 6, paragraphe 1, de la décision-cadre

n° 2002/584/JAI du Conseil du 13 juin 2002 dans l’hypothèse

où, censé contrôler le respect des conditions nécessaires à

l’émission d’un mandat d’arrêt européen et examiner son

caractère proportionné eu égard aux circonstances du dossier

répressif, il est en même temps l’autorité chargée des poursuites

pénales dans la même affaire?

Sag C-626/19 (PPU) vedrører:

I. Un procureur qui participe à l’administration de la justice

dans l’État

membre d’émission, qui agit de manière

indépendante dans l’exercice des tâches inhérentes à l’émission

d’un mandat d’arrêt européen et qui a émis un mandat d’arrêt

européen peut-il

être qualifié d’autorité judiciaire d’émission au

sens de l’article 6,

paragraphe 1, de la décision-cadre

2002/584/JAI si, dans l’État membre d’émission,

préalablement à la décision effective de ce procureur d’émettre

le mandat d’arrêt européen un juge a apprécié les conditions

d’émission d’un mandat d’arrêt européen et, notamment,

proportionnalité?

II. Si la première question appelle une réponse négative : la

condition visée au point 75 de l’arrêt de la Cour de justice du 27

mai 2019 ([Parquets de Lübeck et de Zwickau, C 508/18 et C

Justitsministeriet

26.11.19

forenede

sager C-

566/19

(PPU) og

C-626/19

(PPU)

Justitsministeriet

26.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

82/19 PPU], EU:C:2019:456), voulant que la décision du

procureur d’émettre un mandat d’arrêt européen et,

notamment, le caractère proportionné d’une telle décision,

doivent pouvoir faire l’objet d’un recours juridictionnel qui

satisfait pleinement aux conditions inhérentes à une protection

juridictionnelle effective, est-elle remplie si une voie de droit est

ouverte à la personne recherchée, après sa remise effective,

dans laquelle la nullité du mandat d’arrêt européen peut être

invoquée devant le juge dans l’État membre d’émission et dans

laquelle ce juge examine notamment le caractère proportionné

de la décision d’émettre ce mandat d’arrêt européen ?

C-625/19

(PPU)

Openbaar Ministerie

Un procureur qui participe à l’administration de la justice dans

l’État membre d’émission, qui agit de manière indépendante

dans l’exercice des tâches inhérentes à l’émission d’un mandat

d’arrêt européen et qui a émis un mandat d’arrêt européen peut-

il être qualifié d’autorité judiciaire d’émission au sens de l’article

6, paragraphe 1, de la décision-cadre 2002/584/JAI si, dans

l’État d’émission, préalablement à la décision effective de ce

procureur d’émettre le mandat d’arrêt européen un juge a

apprécié les conditions d’émission d’un mandat d’arrêt

européen et, notamment, sa proportionnalité?

Openbaar Ministerie

Lorsqu’un mandat d’arrêt européen tend à l’exécution d’une

peine privative de liberté infligée par une décision exécutoire

d’un juge ou d’une juridiction et qu’il a été émis par

procureur, qui participe à l’administration de la justice dans

l’État membre d’émission, et dont l’indépendance est garantie

dans l’exercice de ses tâches inhérentes à l’émission d’un

mandat d’arrêt européen, la condition voulant qu’un recours

juridictionnel qui satisfait pleinement aux exigences inhérentes

à une protection juridictionnelle effective, soit ouvert contre la

décision d’émettre un mandat d’arrêt européen et, notamment,

le caractère proportionné d’une telle décision, est-elle

toujours

requise?

Tedeschi et Consorzio Stabile Istant Service

Sagen vedrører, hvorvidt de nationale bestemmelser om

offentlige kontrakter i artikel 118, stk. 2 og 4, i lovdekret nr.

163 af 12. april 2016 er forenelige med artikel 25 i direktiv

2004/18/EF, artikel 71 i direktiv 2014/24/EU, artikel 49

TEUF og artikel 56 TEUF samt det EU-retlige

proportionalitetsprincip.

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle

spørgsmål: Er princippet om etableringsfriheden og princippet

om den frie udveksling af tjenesteydelser i artikel 49 og 56 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/18/EF af 31. marts 2004 og artikel 71 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar

2014, der ikke fastlægger begrænsninger for underentreprise og

prisnedslag over for underentreprenører, samt det EU-retlige

proportionalitetsprincip til hinder for anvendelsen af nationale

bestemmelser om offentlige kontrakter, såsom de italienske

bestemmelser i artikel 118, stk. 2 og 4, i lovdekret nr. 163 af 12.

april 2006, hvorefter underentreprise ikke må overskride en

andel på 30% af den samlede kontraktværdi, og med hensyn til

de i underentreprise givne tjenesteydelser skal den vindende

Justitsministeriet

26.11.19

C-627/19

(PPU)

Justitsministeriet

26.11.19

C-402/18

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

27.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

virksomhed anvende samme enhedspriser, som fremgår af

kontrakten, med et maksimalt prisnedslag på 20%?

C-640/18

Wagram Invest

–

Tillader begrebet et pålideligt billede, der er omhandlet i

artikel 2, stk. 3, i Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli

1978 om årsregnskaberne for visse selskabsformer, at der ved

et aktieselskabs køb af et finansielt aktiv opføres et nedslag som

en udgift i resultatopgørelsen i tilknytning til en gæld på over et

år, der ikke er rentebærende, og at der opføres en

anskaffelsespris for det finansielle aktiv på aktivsiden i balancen

med fradrag af nævnte nedslag, i lyset af de principper for

værdiansættelse, der fremgår af ovennævnte direktivs artikel 32.

–

Skal formuleringen »i særlige tilfælde«, der betinger

anvendelsen af artikel 2, stk. 5, i Rådets fjerde direktiv

78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af [EØF-]traktatens

artikel 54, stk. 3, litra g), [nu artikel 50, stk. 2, litra g), TEUF]

om årsregnskaberne for visse selskabsformer, og som tillader, at

det undlades at anvende en (anden) bestemmelse i nævnte

direktiv, fortolkes således, at denne bestemmelse kun kan finde

anvendelse, såfremt det fastslås, at princippet om et pålideligt

billede ikke kan opfyldes, hvis direktivets bestemmelser skal

overholdes, eventuelt suppleret med afgivelse af yderligere

oplysninger i noterne i overensstemmelse med nævnte direktivs

artikel 2, stk. 4?

–

Skal nævnte direktivs artikel 2, stk. 4, anvendes først, således

at det kun er, når afgivelse af yderligere oplysninger ikke gør det

muligt at sikre en effektiv anvendelse af det i direktivets artikel

2, stk. 3, fastsatte princip om et pålideligt billede, at

muligheden, der er indført ved direktivets artikel 2, stk. 5, for at

fravige en af direktivets bestemmelser kan finde anvendelse, og

kun i særlige tilfælde?

Izuzquiza og Semsrott mod Frontex

Påstande:

— Frontex’ afgørelse af 10. november 2017 (ref:

CGO/LAU/18911 c/2017) om at give sagsøgerne afslag på

aktindsigt i navnet, flaget og typen af ethvert fartøj, der var

indsat af Frontex i det centrale Middelhavsområde under den

fælles operation Triton i perioden fra den 1. juni 2017 til den

30. august 2017, begge dage inklusive, annulleres.

—

Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning

tilpligtes at betale de omkostninger, der er opstået for

sagsøgerne, herunder enhver intervenerende parts

omkostninger, selv hvis sagen afvises.

Coty Germany

Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende

præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af artikel 9, stk. 2,

litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar

2009 om EF-varemærker (EUT L 78 af 24.3.2009, s. 1) og

artikel 9, stk. 3, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-

varemærker (EUT L 154 af 16.6.2017, s. 1):

Er en person, der oplagrer varer, som krænker en

varemærkeret, for en tredjemand uden at have kendskab til

overtrædelsen, i besiddelse af den pågældende vare med det

formål at udbyde den til salg eller markedsføre den, når det ikke

er personen selv, men derimod kun tredjemanden, der har til

hensigt at udbyde varen til salg eller markedsføre den?

Miljø- og

Fødevareministeriet

Erhvervsstyrelsen

27.11.19

T-31/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

27.11.19

C-567/18

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

28.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

C-593/18

ABB Ltd og ABB AB mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Dommen ophæves, eller der træffes andre

foranstaltninger, som findes påkrævet.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Nelson Antunes da Cunha

1. Finder den forældelsesfrist for udøvelse af beføjelserne til at

tilbagesøge støtte, som er fastsat i artikel 17, stk. 1, i Rådets

forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af

regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde kun anvendelse i forholdet

mellem Den Europæiske Union og den medlemsstat, der var

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, eller

ligeledes i forholdet mellem denne stat og den indsigende part i

dennes egenskab af modtager af den støtte, der blev anset for

uforenelig med fællesmarkedet?

2. Såfremt det fastslås, at den nævnte forældelsesfrist også

finder anvendelse på forholdet mellem den medlemsstat, der er

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, og

modtagerne af den støtte, der blev anset for uforenelig med

fællesmarkedet, skal denne frist da kun anses for at finde

anvendelse under proceduren for vedtagelse af afgørelsen om

tilbagesøgning eller ligeledes under fuldbyrdelsen heraf?

3. Såfremt det fastslås, at den nævnte forældelsesfrist finder

anvendelse på forholdet mellem den medlemsstat, der er

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, og

modtagerne af den støtte, der blev anset for uforenelig med

fællesmarkedet, skal denne frist da anses for afbrudt af enhver

foranstaltning vedrørende den ulovlige støtte, der træffes af

Kommissionen eller medlemsstaten, selv om disse ikke blev

meddelt modtageren af den støtte, der skal tilbagebetales?

4. Er artikel 16, stk. 2, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af

13. juli 2015 og de EU-retlige principper, nærmere bestemt

effektivitetsprincippet og princippet om, at statsstøtte er

uforenelig med det indre marked, til hinder, at en

forældelsesfrist, der er kortere end den i forordningens artikel

17 fastsatte, såsom den i den civile lovbogs artikel 310, stk. 1,

litra d), fastsatte forældelsesfrist, anvendes på påløbne renter af

den støtte, der skal tilbagesøges?

KROL

Er det tilladt i henhold til EU-retten, navnlig 13., 20. og 22.

betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket

betaling i handelstransaktioner og traktatens artikel 18, som

fastsætter princippet om ikke-forskelsbehandling, at udelukke

erstatning for forsinket betaling i forbindelse med

transaktioner, som helt eller delvis finansieres af midler fra Den

Europæiske Unions struktur- og samhørighedsfonde, sådan

som det fremgår af artikel 4, nr. 3, litra c), i lov om

betalingsfrister i handelstransaktioner (Dz. U. 2003, nr. 139,

pos. 1323)?

Iccrea Banca

Sagen vedrører fortolkning af artikel 5 i den delegerede

forordning (EU) 2015/63. Navnlig spørgsmålet om, hvorvidt

artikel 5, litra a) og f), hvorefter koncerninterne passiver og

passiver hidrørende fra støttelån ikke indgår i beregningen af

det årlige bidrag til afviklingsfonden, finder anvendelse analogt

Energistyrelsen

Dom

28.11.19

C-627/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

28.11.19

C-722/18

Erhvervsstyrelsen

Dom

28.11.19

C-414/18

Finanstilsynet

Dom

03.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

på »de facto koncerner« eller under omstændigheder, hvor et

institut og andre banker er indbyrdes forbundet.

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle

spørgsmål: Er artikel 5, stk. 1, navnlig litra a) og f), i forordning

2015/63

–

fortolket i lyset af de principper, som der er henvist

til i denne retsakt, i direktiv 2014/59, i forordning nr. 2014/806

og i artikel 120 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde, i lyset af de grundlæggende regler om

ligebehandling, forbud mod forskelsbehandling og

proportionalitet, der er fastlagt i artikel 21 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder og forbuddet

mod dobbeltbeskatning

–

i forbindelse med beregningen af de

bidrag, der er nævnt i artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59, til

hinder for, at den ordning, der er fastsat for koncerninterne

passiver, også finder anvendelse på »de facto koncerner«, eller

under alle omstændigheder, hvor et institut og andre banker er

forbundet inden for samme system? Subsidiært ønskes oplyst,

om den fordelagtige behandling af passiver hidrørende fra

støttelån, som omhandlet i artikel 5, i lyset af de ovenfor

nævnte principper kan anvendes analogt også på de passiver,

som en bank i den såkaldte »gruppe 2« har over for andre

banker i systemet (for andelskredit), eller om dette sidstnævnte

kendetegn ved et institut, der reelt agerer som centralbank

inden for en indbyrdes forbundet og integreret gruppe af

mindre banker, herunder også i forholdet til ECB og

finansmarkedet, i henhold til gældende lovgivning medfører, at

der skal foretages en form for justering af de finansielle

oplysninger, som den nationale afviklingsmyndighed skal

indsende til de kompetente fællesskabsinstitutioner, og af de

fastlagte bidrag, som instituttet skal indbetale til

afviklingsfonden på baggrund af instituttets reelle gæld og

risikoprofil?

T-607/15

Yieh United Steel mod Kommissionen

Påstande:

—

Artikel 1 og 2 i Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/1429 af 26. august

2015 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen

af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i

Folkerepublikken Kina og Taiwan (1) (»den anfægtede

forordning« eller »den endelige toldforordning«) annulleres, for

så vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

PGNiG Supply & Trading GmbH mod Europa-

Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den af Den Europæiske Unions Ret den 14.

december 2017 afsagte kendelse, hvorved det af PGNiG

Supply & Trading anlagte søgsmål i sag T-849/16 blev afvist,

ophæves.

—

Der træffes afgørelse om sagens antagelse til

realitetsbehandling, og det fastslås, at det af PGNiG Supply &

Trading anlagte søgsmål i sag T-849/16, hvorved selskabet i

henhold til artikel 263 TEUF nedlagde påstand om annullation

af Kommissionens afgørelse C(2016) 6950 final af 28. oktober

2016 om ændring af de i henhold til direktiv 2003/55/EF

fastsatte betingelser for undtagelse af OPAL-gasrørledningen

Erhvervsstyrelsen

Dom

03.12.19

C-117/18

Energistyrelsen

Dom

04.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

fra reglerne om tredjepartsadgang og takstbestemmelser, kan

antages til realitetsbehandling.

C-342/18

Polskie Górnictwo Naftowe i Gazownictwo S.A. mod

Kommissionen (appel)

Kendelse afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 15. marts

2018, hvorved det af Polskie Górnictwo Naftowe i

Gazownictwo S.A. anlagte søgsmål i sag T-130/17 blev afvist,

ophæves.

—

Der træffes afgørelse om sagens antagelse til

realitetsbehandling, og det fastslås, at det af Polskie Górnictwo

Naftowe i Gazownictwo S.A. anlagte søgsmål i sag T-130/17,

hvorved selskabet i henhold til artikel 263 TEUF nedlagde

påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2016)

6950 final af 28. oktober 2016 om ændring af betingelserne for

OPAL-gasrørledningens fravigelse af reglerne vedrørende

tredjepartsadgang og af de takstbestemmelser, der er fastsat i

direktiv 2003/55/EF.

—

Sagen hjemvises til Retten, således at denne kan træffe

afgørelse om realiteten.

Consorzio Tutela Aceto Balsamico di Modena

Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende

spørgsmål til præjudiciel afgørelse med henblik på fortolkning

af artikel 1 i Kommissionens forordning (EF) nr. 583/2009 af

3. juli 2009 om registrering af en betegnelse i registret over

beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske

betegnelser (Aceto Balsamico di Modena (BGB), EUT L 175 af

4.7.2009, s. 7):

Omfatter beskyttelsen af den samlede betegnelse »Aceto

Balsamico di Modena« anvendelsen af de enkelte ikke-

geografiske elementer, der indgår i den sammensatte betegnelse

(»aceto«, »balsamico«, »aceto balsamico«)?

Izba Gospodarcza Producentów i Operatorów Urządzeń

Rozrywkowych mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den Europæiske Unions Rets kendelse af 10. juli

2018 i sag T-514/15, Izba Gospodarcza Producentów i

Operatorów Urządzeń Rozrywkowych

mod Kommissionen,

ophæves.

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 12. juni 2015,

GESTDEM 2015/1291, om afslag på at give appellanten

aktindsigt i den udførlige udtalelse, som Europa-

Kommissionen afgav i forbindelse med informationsprocedure

2014/537/PL, og af 17. juli 2015, GESTDEM 2015/1291, om

afslag på at give appellanten aktindsigt i den udførlige udtalelse,

som Republikken Malta afgav i forbindelse med

informationsprocedure 2014/537/PL, annulleres, og Europa-

Kommissionen tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at

betale appellantens omkostninger.

—

Subsidiært, såfremt Domstolen ikke måtte finde, at sagen er

moden til påkendelse, hjemvises sagen til Den Europæiske

Unions Ret til pådømmelse, og afgørelsen om

sagsomkostningerne udsættes.

Centraal Justitieel Incassobureau

1. Skal artikel 7, stk. 2, litra i), nr. iii), og artikel 20, stk. 3, i

Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om

anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på

bødestraffe (EUT 2005, L 76, s. 16) som ændret ved Rådets

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Dom

04.12.19

C-432/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

04.12.19

C-560/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

05.12.19

C-671/18

Justitsministeriet

Dom

05.12.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 155: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 15/11-19

rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 (EUT

2009, L 81, s. 24) fortolkes således, at den pågældende ret kan

afslå at fuldbyrde en afgørelse fra en anden myndighed i

udstedelsesstaten end en domstol, hvis den fastslår, at

forkyndelsen af afgørelsen er sket på en måde, som tilsidesætter

den berørtes ret til et effektivt forsvar for en domstol?

2. Navnlig: Kan afslaget støttes på, at det konstateres, at den

berørte person, der som regel opholder sig i fuldbyrdelsesstaten

–

til trods for, at de gældende regler i udstedelsesstaten for

forkyndelse og fristerne for at anfægte en afgørelse som

omhandlet i artikel 1, litra a), nr. ii) og iii), i Rådets

rammeafgørelse 2005/214/RIA var overholdt

–

på det trin i

proceduren, der går forud for indbringelsen af sagen for retten,

ikke havde nogen reel og effektiv mulighed for at forsvare sine

rettigheder, idet fristen for at reagere hensigtsmæssigt på

afgørelsen om pålæggelse af sanktionen var utilstrækkelig?

3. Kan omfanget af den retsbeskyttelse, der gælder for

personer, som skal pålægges en bøde, i henhold til artikel 3 i

Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA afhænge af, om sagen

vedrørende udstedelse af bøden er en administrativ sag, en sag

om overtrædelse af ordensforskrifter eller en straffesag?

4. Er det i lyset af de mål og principper, som er forankret i

Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA, bl.a. i artikel 3, tilladt at

fuldbyrde afgørelser, som er truffet af en anden myndighed i

udstedelsesstaten end en domstol, og som er truffet på

grundlag af udstedelsesstatens bestemmelser og drager den

person til ansvar for en overtrædelse af færdselsloven, i hvis

navn køretøjet er indregistreret, dvs. afgørelser, som alene

støttes på de oplysninger, der er indhentet gennem den

grænseoverskridende udveksling af motorregisterdata, uden at

der er gennemført nogen efterforskning i sagen og navnlig uden

at den faktiske gerningsmand er fastslået?