EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

Europaudvalget 2019-20
EUU Alm.del Bilag 123
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

8. november 2019

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i den indeværende uge

samt i de kommende to uger i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager,

hvor der er nedsat procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig

forhandling, fremsættelse af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der

i øvrigt følges af den danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse

og afsigelse af dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-

Domstolens hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-836/18

Titel og kort sagsresumé

Subdelegación del Gobierno en Ciudad Real

1) Henset til at den spanske civillovbogs artikel 68

bestemmer, at ægtefæller har pligt til at bo sammen, kan

kravet om, at en spansk statsborger, der ikke har udøvet sin

ret til fri bevægelighed, skal opfylde betingelserne i artikel

7[,stk. 1,] i kongeligt dekret nr. 240/2007 som en

nødvendig betingelse for at få anerkendt opholdsretten for

vedkommendes ægtefælle, som ikke er unionsborger, i

overensstemmelse med artikel 7[, stk. 2,] i kongeligt dekret

nr. 240/2007

–

såfremt disse betingelser ikke er opfyldt

–

da udgøre en tilsidesættelse af artikel 20 [TEUF], hvis den

spanske statsborger som følge af nægtelsen af denne ret er

nødsaget til at forlade Unionens område som helhed?.

2) Under alle omstændigheder, uanset det foregående og

besvarelsen af det første spørgsmål og henset til Den

Europæiske Unions Domstols praksis, bl.a. dom af 8. maj

2018, C-82/16, K.A. m.fl. mod Belgische Staat, er den

spanske stats praksis

–

hvorefter bestemmelsen i artikel 7 i

kongeligt dekret nr. 240/2007 automatisk anvendes, og der

nægtes opholdsret til et familiemedlem til en unionsborger,

der aldrig har udøvet sin ret til fri bevægelighed, alene af

den grund, at unionsborgeren ikke opfylder betingelserne i

denne bestemmelse, uden at det i den konkrete sag er

blevet undersøgt, om der mellem den pågældende

unionsborger og tredjelandsstatsborgeren består et

afhængighedsforhold af en sådan art, at dette, uanset

grunden hertil og i betragtning af de foreliggende

omstændigheder, medfører, at unionsborgeren, såfremt

tredjelandsstatsborgeren nægtes opholdsret, ikke kan blive

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Proces-

skridt

Dato

21.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

adskilt fra det familiemedlem, som unionsborgeren er

afhængig af, og må forlade Unionens område

–

da i strid

med artikel 20 [TEUF]?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-183/18

Titel og kort sagsresumé

Bank BGŻ BNP Paribas

1. Skal artikel 1, litra a), artikel 9, stk. 3, og artikel 20, stk. 1 og

stk. 2, litra b), i Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24.

februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig

anerkendelse på bødestraffe fortolkes således, at en afgørelse

vedrørende en bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person,

og som er blevet fremsendt med henblik på fuldbyrdelse,

ligeledes skal fuldbyrdes i fuldbyrdelsesstaten, såfremt de

nationale bestemmelser om gennemførelse af

rammebeslutningen ikke giver mulighed for fuldbyrdelse af en

bødestraf, der er blevet pålagt en juridisk person? 2. Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende: Skal udtrykket »juridisk

person« i artikel 1, litra a), og artikel 9, stk. 3, i rammeafgørelse

2005/214/RIA fortolkes i overensstemmelse med a)

udstedelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra c)], b)

fuldbyrdelsesstatens lovgivning [artikel 1, litra d)], eller c) som

et selvstændigt EU-retligt begreb, således at det tillige omfatter

en filial af en juridisk person, uanset at en sådan ikke har status

som retssubjekt i fuldbyrdelsesstaten?

Europa-Kommissionen mod Irland

Påstande:

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 260 TEUF, idet Irland ikke har

truffet de nødvendige foranstaltninger til opfyldelse af punkt 1,

andet led, i konklusionen i Domstolens dom C-215/06 (1),

Kommissionen mod Irland.

—

Irland tilpligtes at betale Europa-Kommissionen et fast

beløb på 1 343,20 EUR ganget med antallet af dage mellem

domsafsigelsen i sag C-215/06 og enten datoen for Irlands

opfyldelse af sidstnævnte dom eller den dato, hvor der afsiges

dom i nærværende sag, afhængigt af hvad der først indtræder,

med et minimum for det faste beløb på 1 685 000 EUR.

—

Irland tilpligtes at betale Kommissionen en tvangsbøde på

12 264 EUR pr. dag fra datoen for afsigelsen af dom i

nærværende sag til datoen for Irlands opfyldelse af dom C-

215/06.

—

Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Organisation juive européenne et Vignoble Psagot

Sagen vedrører: Påbyder EU-retten, og navnlig Europa-

Parlamentets og Rådets forordning nr. 1169/2011 af 25.

oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, såfremt

angivelsen af oprindelsen af et produkt, som falder ind under

denne forordnings anvendelsesområde, er obligatorisk, at det

angives, at et produkt kommer fra et område, der har været

besat af Israel siden 1967, og at det præciseres, at produktet

kommer fra en israelsk bosættelse, hvis dette er tilfældet?

Såfremt dette ikke er tilfældet, giver forordningens

Interessent

Finanstilsynet

Proces

skridt

Dato

12.11.19

C-261/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Udenrigsministeriet

Dom

12.11.19

C-363/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Forbrugerombuds-

manden

Toldstyrelsen

Dom

12.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

bestemmelser, bl.a. bestemmelserne i forordningens kapitel VI,

da en medlemsstat mulighed for at kræve sådanne angivelser?

C-535/18

Land Nordrhein-Westfalen

1. Skal artikel 11, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om

vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning

på miljøet (herefter »VVM-direktivet«) fortolkes således, at en

bestemmelse i national ret er forenelig med denne

bestemmelse, hvorefter en sagsøger, der ikke er anerkendt som

miljøorganisation, kun kan forlange annullation af en afgørelse

på grund af en processuel fejl, hvis den processuelle fejl har

frataget ham muligheden for deltagelse i den ved lov fastsatte

beslutningsproces?

2. a) Skal artikel 4, stk. 1, litra a), nr. i)-iii), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober

2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets

vandpolitiske foranstaltninger, senest ændret ved artikel 1 i

Kommissionens direktiv 2014/101/EU af 30. oktober 2014

(EUT 2014, L 311, s. 32) (herefter »vandrammedirektivet«)

fortolkes således, at den ikke kun indeholder en materielretlig

standard, men også bestemmelser om myndighedernes

godkendelsesprocedure?

b) Såfremt det andet spørgsmål, litra a), besvares bekræftende:

Skal inddragelsen af offentligheden i henhold til VVM-

direktivets artikel 6 altid ske på grundlag af dokumenterne

vedrørende den vandretlige prøvelse i førnævnte forstand, eller

er det tilladt at foretage en differentiering efter tidspunktet for

dokumentets udarbejdelse og efter dettes kompleksitet?

3. Skal begrebet forringelse af tilstanden af en

grundvandsforekomst i vandrammedirektivets artikel 4, stk. 1,

litra b), nr. 1), fortolkes således, at der foreligger en forringelse

af den kemiske tilstand, så snart mindst en miljøkvalitetsnorm

for et parameter overskrides som følge af projektet, og at

enhver yderligere (målbar) forhøjelse af koncentrationen

uafhængigt heraf, når den relevante grænseværdi for et skadeligt

stof allerede er overskredet, udgør en forringelse?

4. a) Skal vandrammedirektivets artikel 4

–

under hensyntagen

til dets bindende virkning (artikel 288 TEUF) og sikringen af en

effektiv retsbeskyttelse (artikel 19 TEU)

–

fortolkes således, at

alle medlemmer af den af et projekt berørte offentlighed, som

gør gældende, at deres rettigheder krænkes af godkendelsen af

projektet, også har ret til at gøre overtrædelser af det

vandretlige forbud mod forringelse og forpligtelsen til

forbedring gældende ved domstolene?

b) Såfremt det fjerde spørgsmål, litra a), besvares benægtende:

Skal vandrammedirektivets artikel 4

–

under hensyntagen til

dens målsætning

–fortolkes

således, at i hvert fald sagsøgere,

som har en privat brønd til privat vandforsyning i geografisk

nærhed af den planlagte vejføring, kan gøre overtrædelser af det

vandretlige forbud mod forringelse og forpligtelsen til

forbedring gældende ved domstolene?

College Pension Plan of British Columbia

1) Er de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 63, stk. 1,

TEUF, sammenholdt med artikel 65 TEUF, til hinder for

ordninger i en medlemsstat, hvorefter en ikke-hjemmehørende

erhvervstilknyttet alderspensionskasse, som i sin væsentlige

struktur er sammenlignelig med en tysk pensionskasse, ikke

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Justitsministeriet

12.11.19

C-641/17

Justitsministeriet

Skatteministeriet

Dom

13.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

opnår nogen skattelempelse på kapitalindkomst for modtaget

udbytte, mens tilsvarende udbetalinger af udbytte til

indenlandske pensionskasser ikke medfører nogen eller kun en

forholdsmæssig lille forhøjelse af selskabsskatten, da de har

mulighed forved skatteansættelsen at reducere deres

skattepligtige overskud ved at fratrække hensættelser til

pensionsudbetalingsforpligtelser og modregne den betalte skat

på kapitalindkomst ved et fradrag og

–

for så vidt det beløb, der

skal betales i selskabsskat, er lavere end fradragsbeløbet

–

ved

refusion? 2) Såfremt det første spørgsmål besvares

bekræftende: Er restriktionen af de frie kapitalbevægelser i

henhold til KStG’s § 32, stk. 1, nr. 2), lovlig ifølge artikel 63

TEUF, sammenholdt med artikel 64, stk. 1, TEUF, over for

tredjelande, fordi den hænger sammen med levering af

finansielle tjenesteydelser?

C-585/17

Dilly's Wellnesshotel

Sagen vedrører: 1. Er en ændring af en godkendt støtteordning,

hvorved en medlemsstat afstår fra fortsat at benytte

støttegodkendelsen for en bestemt (adskillelig) gruppe af

støttemodtagere og dermed blot reducerer støttevolumen for

en eksisterende støtte, i en sag som den foreliggende en

ændring af en støtteordning, som i henhold til artikel 108, stk.

3, TEUF (principielt) kræver anmeldelse? 2. Kan forbuddet

mod gennemførelse i artikel 108, stk. 3, TEUF i tilfælde af en

formel fejl i forbindelse med anvendelsen af Kommissionens

forordning (EF) nr. 800/2008 af 6. august 2008 (Generel

gruppefritagelsesforordning) føre til, at en begrænsning af en

godkendt støtteordning ikke kan anvendes, således at

medlemsstaten i sidste ende på grund af forbuddet mod

gennemførelse bliver forpligtet til at betale en støtte til

bestemte støttemodtagere (»påbud om gennemførelse«)?3a.

Opfylder en ordning om godtgørelse af energiafgifter som den i

den foreliggende sag omhandlede, hvor godtgørelsesbeløbet for

energiafgifterne entydigt er fastsat i loven ved en

beregningsformel, betingelserne i Kommissionens forordning

(EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af

støttes forenelighed med det indre marked i henhold til

traktatens artikel 107 og 108?

3b. Bevirker artikel 58, stk. 1, i forordning (EU) nr. 651/2014,

at denne ordning om godtgørelse af energiafgifter er fritaget for

perioden fra januar 2011?

State Street Bank International

Sagen vedrører fortolkning af navnlig artikel 103 og 104 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.

maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af

kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af

Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF,

2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og

2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr.

648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190)

EU-Domstolen er forelagt følgende spørgsmål: »a) Omfatter

»ændringer i status«, der som omhandlet i artikel 12 i

forordning (EU) 2015/63 ikke har nogen konsekvenser for

bidragspligten, en lodret fusion af et institut, der tidligere var

underlagt tilsyn fra en national afviklingsmyndighed, med et

Skatteministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Energistyrelsen

Dom

14.11.19

C-255/18

Finanstilsynet

Dom

14.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

moderselskab, som er hjemmehørende i en anden medlemsstat,

hvis fusionen er foregået inden for bidragsperioden, og gælder

denne regel også, hvis fusionen og instituttets efterfølgende

opløsning fandt sted i 2015, hvor hverken den nationale

afviklingsmyndighed eller den nationale fond endnu var blevet

oprettet formelt af medlemsstaten, og bidragene endnu ikke var

blevet beregnet? b) Skal artikel 12 i forordning (EU) 2015/63,

sammenholdt med samme forordnings artikel 14 samt artikel

103 og 104 i direktiv 2014/59/EU, fortolkes således, at et

institut også i tilfælde af en lodret fusion med et moderselskab

fra en anden medlemsstat er forpligtet til at betale fuldt bidrag

for hele det pågældende år og ikke i forhold til det antal

måneder, hvor instituttet har været underlagt tilsyn fra den

første medlemsstats afviklingsmyndighed, hvilket svarer til det,

der er foreskrevet for »nyligt tilsynsbelagte« institutter som

omhandlet i artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) 2015/63? c)

Finder de bestemmelser, som gælder for det almindelige bidrag,

og navnlig artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2015/63, henset

til direktiv 2014/59/EU og forordning (EU) 2015/63 og de

principper, der ligger til grund for systemet for

afviklingsværktøjer i forbindelse med bankkriser, også

anvendelse på det ekstraordinære bidrag med hensyn til

tidspunktet for udpegningen af, hvem der er forpligtet til at

betale bidraget, samt bidragets størrelse, idet der tages højde for

det ekstraordinære bidrags art og de omstændigheder, under

hvilke det må opkræves?«

C-445/18

Vaselife International et Chrysal International

1. Er den kompetente myndighed, College voor de toelating

van gewasbeschermingsmiddelen en biociden (Ctgb), efter at

have truffet en afgørelse om fornyet registrering af

referencemidlet beføjet til at ændre gyldighedsperioden for en

tilladelse til parallelhandel som omhandlet i artikel 52 i

forordning (EF) nr. 1107/2009, hvilken tilladelse er meddelt

før afgørelsen om fornyet registrering, således at den bliver i

overensstemmelse med den senere dato for den

gyldighedsperiode, der følger af afgørelsen om fornyet

registrering af referencemidlet?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, er

ændringen af gyldighedsperioden for en tilladelse til

parallelhandel da en automatisk følge af en afgørelse om

fornyet registrering af referencemidlet, som følger af selve

forordning (EF) nr. 1107/2009? Er indførelsen af den nye dato

for paralleltilladelsens gyldighedsperiode i den kompetente

myndigheds register en administrativ gennemførelseshandling,

eller skal dette ske i medfør af en afgørelse truffet ex officio

eller efter anmodning?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at der skal

træffes en afgørelse, finder artikel 52 i forordning (EF) nr.

1107/2009, særligt denne artikels stk. 3, herved anvendelse?

4. Såfremt det tredje spørgsmål besvares benægtende, hvilke(n)

bestemmelse(r) finder da i dette tilfælde anvendelse?

5. Kan et plantebeskyttelsesmiddel ikke anses for identisk som

omhandlet i artikel 52 i forordning (EF) nr. 1107/2009, allerede

fordi referencemidlet ikke (længere) hidrører fra samme

virksomhed? Ved besvarelsen af dette spørgsmål anmodes

Domstolen også om at komme ind på det spørgsmål, om der

ved en tilknyttet virksomhed eller en virksomhed, der arbejder

på licens, også kan forstås en virksomhed, der med

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

14.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

rettighedsindehaverens samtykke fremstiller midlet efter samme

recept. Har det herved betydning, om den proces, efter hvilken

referencemidlet og det middel, der skal parallelimporteres,

fremstilles, gennemføres af den samme virksomhed hvad angår

aktivstoffet?

6. Har en ændring af produktionsstedet for referencemidlet i sig

selv betydning for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt

midlet er identisk?

7. Såfremt det femte og/eller det sjette spørgsmål besvares

bekræftende, kan den heraf følgende konklusion (»ikke

identisk«) da ændres derved, at den kompetente myndighed

allerede har fastslået, at midlet ud fra sin sammensætning ikke

eller i kun ringe omfang er blevet ændret?

8. På hvem og i hvilket omfang hviler bevisbyrden for, at artikel

52, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt, hvis de

respektive indehavere af godkendelsen til det parallelle middel

og referencemidlet ikke er enige herom?

C-454/18

Baltic Cable

1. Skal elforordningens artikel 16, stk. 6, anvendes i alle tilfælde,

hvor en person opnår indtægter fra tildeling af samkøringslinjer,

uanset den pågældendes forhold i øvrigt, eller skal denne

bestemmelse udelukkende anvendes, når den, der oppebærer

indtægterne, er transmissionssystemoperatør i henhold til

definitionen i elmarkedsdirektivets artikel 2, nr. 4)?

2. Såfremt svaret på spørgsmål 1 er, at elforordningens artikel

16, stk. 6, udelukkende skal anvendes på

transmissionssystemoperatører; er en virksomhed, der

udelukkende driver en samkøringslinje, da

transmissionssystemoperatør?

3. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at

elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en

virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje; kan

omkostninger til drift og vedligeholdelse af en samkøringslinje

da i noget tilfælde anses for at udgøre netinvesteringer med

henblik på bevarelse eller forøgelse af samkøringslinjens

kapacitet som omhandlet i elforordningens artikel 16, stk. 6,

første afsnit, litra b)?

4. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at

elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en

virksomhed, der udelukkendedriver en samkøringslinje; kan den

regulerende myndighed da i medfør af elforordningens artikel

16, stk. 6, andet afsnit, godkende, at en virksomhed, der

udelukkende driver en samkøringslinje, som har metoder til at

fastsætte tariffer, men som ikke har direkte betalende kunder

med netafgifter (tariffer), der kan sænkes, anvender indtægter

fra tildeling af samkøringslinjen [org. s. 22] til afkast eller,

såfremt svaret på spørgsmål 3 er benægtende, drift og

vedligeholdelse?

5. Såfremt svaret på spørgsmål 1 eller 2 medfører, at

elforordningens artikel 16, stk. 6, skal anvendes på en

virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje, og

svarene på spørgsmål 3 og 4 enten medfører, at virksomheden

ikke må anvende indtægter fra tildeling af samkøringslinjen til

drift og vedligeholdelse eller afkast, eller at virksomheden må

anvende sådanne indtægter til drift og vedligeholdelse, men ikke

til afkast; er anvendelse af elforordningens artikel 16, stk. 6, på

en virksomhed, der udelukkende driver en samkøringslinje, da i

Energistyrelsen

14.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

strid med det EU-retlige proportionalitetsprincip eller med

noget andet gældende princip?

C-484/18

SPEDIDAM

»Skal artikel 2, litra b), artikel 3, stk. 2, litra a), og artikel 5 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.

maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og

beslægtede rettigheder i informationssamfundet fortolkes

således, at de ikke er til hinder for, at der ved en national

lovgivning som den, der er fastsat i artikel 49 II i loi n° 86-1067

du 30 septembre 1986 relative à la liberté de communication

(lov nr. 86-1067 af 30.9.1986 om kommunikationsfrihed), som

ændret ved artikel 44 i lov nr. 2006-961 af 1. august 2006, til

fordel for Institut national de l’audiovisuel (det nationale

institut på det audiovisuelle område ), der har ret til at udnytte

de nationale programselskabers rettigheder i forhold til de

audiovisuelle arkiver, indføres en undtagelsesordning, hvorefter

betingelserne for at udnytte de udøvende kunstneres

fremførelser og de vederlag, som denne udnyttelse giver

anledning til, fastsættes i aftaler, der indgås mellem på den ene

side de udøvende kunstnere selv eller de

lønmodtagerorganisationer, der repræsenterer de udøvende

kunstnere, og på den anden side dette institut, idet disse aftaler

bl.a. skal indeholde bestemmelser om vederlagssatserne og

vilkårene for udbetaling af disse vederlag?«

OPR-Finance

1) Er bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv

87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, til

hinder for national lovgivning, som bestemmer, at hvis

kreditgiver ikke overholder sin forpligtelse til at foretage en

vurdering af forbrugerens kreditværdighed, inden kreditaftalen

indgås, er sanktionen, at kreditaftalen er ugyldig, samt at

forbrugeren har pligt til at tilbagebetale hovedstolen til

kreditgiveren på et tidspunkt, der er passende i forhold til

forbrugerens økonomiske evne, idet sanktionen (kreditaftalens

ugyldighed) dog kun finder anvendelse, hvis forbrugeren

påberåber sig den (dvs. gør gældende, at aftalen er ugyldig)

inden for en forældelsesfrist på tre år?

2) Pålægger bestemmelserne i artikel 8 i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv

87/102/EØF, sammenholdt med dette direktivs artikel 23, en

national ret af egen drift at anvende sanktionen i national

lovgivning for kreditgiverens manglende overholdelse af

forpligtelsen til at vurdere forbrugerens kreditværdighed (dvs.

selv hvis forbrugeren ikke påberåber sig sanktionen)?

Deutsche Umwelthilfe

1. princippet i artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i traktaten om Den

Europæiske Union (TEU), hvorefter medlemsstaterne skal

træffe alle foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de

forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget

af EU-institutionerne,

2. princippet om medlemsstaternes effektive gennemførelse af

Kulturministeriet

Dom

14.11.19

C-679/18

Finanstilsynet

14.11.19

C-752/18

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Erhvervsstyrelsen

14.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

EU-retten, der bl.a. er fastsat i artikel 197, stk. 1, i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

3. adgangen til effektive retsmidler i henhold til artikel 47, stk.

1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder,

4. de kontraherende staters forpligtelse til at stille effektive

retsmidler til rådighed på miljøområdet, som følger af artikel 9,

stk. 4, første punktum, i konventionen om adgang til

oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt

adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet

(Århuskonventionen), og

5. medlemsstaternes forpligtelse i henhold til artikel 19, stk. 1,

andet afsnit, TEU til at sikre en effektiv retsbeskyttelse på de

områder, der er omfattet af EUretten, fortolkes således, at en

tysk domstol har ret

–

og eventuelt endog pligt

–

til at tage

embedsmænd i en tysk delstat i forvaring for derigennem at

håndhæve denne delstats forpligtelse til at ajourføre en

luftkvalitetsplan som omhandlet i artikel 23 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008

om luftkvaliteten og renere luft i Europa (EUT 2008, L 152, s.

1) med et vist minimumsindhold, såfremt den pågældende

delstat ved endelig dom er blevet pålagt at foretage en

ajourføring med dette minimumsindhold, og

–

flere varsler om og pålæggelser af tvangsbøder over for

delstaten ikke har ført til noget resultat,

–

varsler om og idømmelser af tvangsbøder, selv med højere

beløb end de hidtidige varslede og pålagte, ikke har

nævneværdig virkning som tvangsmiddel, eftersom betalingen

af bøder ikke er forbundet med økonomiske tab for den

retskraftigt dømte delstat, men der herved blot sker en

overførsel af det pågældende beløb fra ét bogføringssted inden

for delstatsadministrationen til et andet bogføringssted inden

for delstatsadministrationen,

–

at den retskraftigt dømte delstat både over for domstole og

offentligt

–

bl.a. gennem den person, der beklæder det højeste

politiske embede i delstaten over for parlamentet

–

har

fastslået, at den ikke vil opfylde de forpligtelser, som den er

blevet pålagt af domstolene i forbindelse med udarbejdelsen af

luftkvalitetsplaner,

–

den nationale lovgivning i princippet har fastsat retsinstituttet

forvaring med henblik på fuldbyrdelse af retsafgørelser, men

national forfatningsretlig praksis er til hinder for anvendelsen af

den relevante bestemmelse i en situation som den i sagen

omhandlede, og

–

den nationale lovgivning ikke stiller tvangsmidler, der er mere

effektive end varsler om og pålæggelse af tvangsbøder, men er

mindre indgribende end forvaring, til rådighed i en situation

som den i sagen foreliggende, og en anvendelse af sådanne

tvangsmidler heller ikke i materiel henseende kan komme i

betragtning i den foreliggende sag?

C-609/17

og C-

610/17

TSN m.fl.

1) Er artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i

forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden til hinder for en

national bestemmelse i en overenskomst eller en fortolkning af

denne, hvorefter en arbejdstager, som ved begyndelsen af sin

årlige ferie eller en del af denne er uarbejdsdygtig, trods

ansøgning herom ikke har krav på at få overført en ferie, som

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

Dom

19.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

falder inden for den pågældende periode, og som han ifølge

overenskomsten er berettiget til, når den manglende overførsel

af denoverenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie? 2) Har artikel 31, stk.

2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder retsvirkning i et ansættelsesforhold mellem private

retssubjekter, dvs. direkte horisontal retsvirkning? 3) Beskytter

artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder den optjente ferie, såfremt feriens

varighed overstiger den i arbejdstidsdirektivets artikel 7, stk. 1,

fastsatte årlige ferie på mindst fire uger, og er denne

bestemmelse i chartret om grundlæggende rettigheder til hinder

for en national bestemmelse i en overenskomst eller en

fortolkning af denne, hvorefter en arbejdstager, som er

uarbejdsdygtig ved begyndelsen af sin årlige ferie eller en del af

denne, uanset ansøgning herom ikke har krav på at få overført

en ferie, som falder inden for den pågældende periode, og som

han ifølge overenskomsten er berettiget til, når den manglende

overførsel af den overenskomstmæssige ferie ikke reducerer

arbejdstagerens ret til fire ugers årlig ferie?

C-585/18,

C-624/18

C-625/18

Krajowa Rada Sadownictwa m.fl

Sag C-585/18 vedrører:

1. Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19,

stk. 1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettighederfortolkes således, at en helt

nyetableret afdeling af den øverste domstol i en medlemsstat,

som har kompetencen i forbindelse med en national dommers

søgsmål, og som udelukkende skal bestå af dommere, der

vælges af et nationalt organ, der har til opgave at sikre

retsvæsenets uafhængighed (det nationale råd for retsvæsenet),

men som på grund af den måde, hvorpå det er blevet

sammensat og arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den

lovgivende og den udøvende magt, er en uafhængig domstol i

EU-rettens forstand?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Skal

artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,

og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling

ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de

EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en

EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de bestemmelser i den

nationale lov, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har

kompetence i den pågældende sag?

Sagerne C-624/18 og C-625/18 vedrører:

1) Skal artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder

sammenholdt med artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv

2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til

beskæftigelse og erhverv fortolkes således, at den øverste ret i

en medlemsstat i tilfælde af iværksættelse af et retsmiddel

(søgsmål) ved denne ret, hvorved det gøres gældende, at

forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af alder er

blevet overtrådt over for endommer ved denne ret, samtidig

med, at der fremsættes begæring om sikring af det rejste krav

–

med henblik på at beskytte de rettigheder, der følger af EU-

retten, ved hjælp af foreløbige forholdsregler i henhold til

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

19.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

national lov

–

er forpligtet til at undlade at anvende de

nationale bestemmelser, hvorved kompetencen i den tvist,

hvori retsmidlet er iværksat, tillægges en organisatorisk enhed

ved denne ret, der ikke er funktionsdygtig, idet de pågældende

dommerstillinger ikke er blevet besat?

2) Såfremt dommerstillingerne ved den organisatoriske enhed,

der i henhold til national ret har kompetence til at træffe

afgørelse vedrørende det iværksatte retsmiddel, bliver besat:

Skal artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk.

1, og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en helt nyetableret afdeling

af den øverste domstol i en medlemsstat, der har kompetencen

med hensyn til et søgsmål anlagt af en dommer ved den

nationale ret i første og anden instans, og som udelukkende skal

bestå af dommere, der udvælges af et nationalt organ, der har til

opgave at sikre retsvæsenets uafhængighed (Krajowa Rada

Sądownictwa, herefter »det nationale råd for retsvæsenet«), men

som på grund af den måde, hvorpå det er blevet oprettet og

arbejder, ikke sikrer uafhængighed af den lovgivende og den

udøvende magt, er en uafhængig domstol i EU-rettens

forstand?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende: Skal

artikel 267, stk. 3, TEUF sammenholdt med artikel 19, stk. 1,

og artikel 2 TEU samt artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder da fortolkes således, at en ikke-kompetent afdeling

ved den øverste domstol i en medlemsstat, som opfylder de

EU-retlige krav til en domstol og hvorved der er anlagt sag i en

EU-retlig tvist, skal undlade at anvende de nationale

bestemmelser, hvoraf det følger, at afdelingen ikke har

kompetence i den pågældende sag?

C-400/18

Infohos

Skal artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f), i Rådets sjette direktiv

77/388/EØF af 17. maj 1977, nu artikel 132, stk. 1, litra f), i

direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 fortolkes således,

at denne bestemmelse tillader medlemsstaterne at knytte en

eksklusivitetsbetingelse til den heri omhandlede fritagelse,

hvorved en selvstændig forening, der ligeledes leverer

tjenesteydelser til ikke–medlemmer, bliver fuldt momspligtig

også af tjenesteydelser til medlemmer?

Portugal mod Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Den appellerede dom ophæves, for så vidt som

Retten ikke tiltrådte påstanden om annullation af

Kommissionens afgørelse C(2016) 3753 (1) af 20. juni 2016.

—

Kommissionens afgørelse C(2016) 3753 af 20. juni 2016

annulleres, idet Domstolen har grundlag for at fastslå, at Den

Portugisiske Republiks argumenter er begrundede.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Deutsche Post et Leymann (sag C-203/18)

1. Is the exception set out in Article 13(1)(d) of Regulation

(EC) No 561/2006 of the European Parliament and of the

Council of 15 March 2006 as amended by Article 45(2) of

Regulation (EU) No 165/2014 of the EuropeanParliament and

of the Council of 4 February 2014 to be interpreted as covering

only vehicles or combinations of vehicles that are used

exclusively for the purpose of delivering packages in the

context of the universal service, or can it additionally be applied

Skattestyrelsen

Dom

20.11.19

C-737/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

20.11.19

Forenede

sager C-

203/18 og

C-374/18

Transport- og

Boligministeriet

Dom

21.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

where the vehicles or combinations of vehicles are used,

predominantly or to a degree determined in some other way,

also for the purpose of delivering packages in the context of

the universal service? 2. In the context of the exception

referred to in the first question, for the purposes of assessing

whether vehicles or combinations of vehicles are used

exclusively or, as the case may be, predominantly or to a degree

determined in some other way, also for the purpose of

delivering packages in the context of the universal service, is

the general use of a vehicle or combination of vehicles to be

used as a basis for that assessment, or the specific use of a

vehicle or combination of vehicles for a single journey?

UPS Deutschland e.a. (sag C-374/18)

1. Skal artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 561/2006

fortolkes således, at bestemmelsen kun tillader undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006, såfremt et køretøj

tilhørende en befordringspligtig virksomhed, jf. definitionen i

artikel 2, stk. 13, i direktiv 97/67/EF, i henhold til artikel 13,

stk. 1, litra d), i forordning (EF) nr. 561/2006 alene og

udelukkende transporterer forsendelser som led i

befordringspligten, eller er undtagelser fra artikel 5-9 i

forordning (EF) nr. 561/2006 også tilladt, hvis de pågældende

køretøjer foruden de forsendelser, der transporteres som led i

befordringspligten, også befordrer andre forsendelser, der ikke

er omfattet af befordringspligten?

2.Såfremt spørgsmål 1 skal besvares således, at undtagelser fra

artikel 5-9 i forordning (EF) nr. 561/2006 også er tilladt, hvis

de pågældende køretøjer foruden de forsendelser, der

transporteres som led i befordringspligten, også befordrer

andre forsendelser, der ikke er omfattet af befordringspligten:

C-379/18

Deutsche Lufthansa

1. Er en national forskrift, der bestemmer, at det af

lufthavnsdriftsorganet indførte lufthavnsafgiftssystem skal

forelægges den uafhængige tilsynsmyndighed til godkendelse,

uden at forbyde lufthavnsdriftsorganet og lufthavnsbrugeren at

fastsætte andre afgifter end de af tilsynsmyndigheden

godkendte, forenelig med Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/12/EF af 11. marts 2009 om lufthavnsafgifter

(EUT L 70, s. 11), særligt artikel 3, artikel 6, stk. 3-5, samt

artikel 11, stk. 1 og 7? 2. Er det foreneligt med det nævnte

direktiv at fortolke national ret således, at en lufthavnsbruger er

afskåret fra at anfægte tilsynsmyndighedens godkendelse af

afgiftssystemet, men at lufthavnsbrugeren kan anlægge sag mod

lufthavnsdriftsorganet og herunder gøre gældende, at den i

afgiftssystemet fastsatte afgift ikke er rimelig?

AGROBET CZ

Er det i overensstemmelse med EU-retten og i særdeleshed

med princippet om momsens neutralitet, når en medlemsstat

vedtager en foranstaltning, hvorefter ansættelsen og betalingen

af en del af et momsfradrag, som der er fremsat kravom, gøres

betinget af afslutningen af en procedure, der omfatter alle

afgiftspligtige transaktioner i en given afgiftsperiode?

HUNGEOD e.a. m.fl.

1) Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36.

Transport- og

Boligministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

21.11.19

C-446/18

Skatteministeriet

21.11.19

C-496/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

21.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

C-497/18

betragtning til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets

direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår

forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse

med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i

Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om

samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende

anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved

tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt

transport og telekommunikation og, i denne forbindelse,

retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt

princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager

over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med

afgørelser truffet af ordregivende myndigheder fortolkes

således, at de er til hinder for en medlemsstats lovgivning, som

med hensyn til offentlige kontrakter, der indgås før denne

lovgivnings ikrafttrædelse, efter udløbet af fristen, i henhold til

medlemsstatens tidligere lovgivning, for undersøgelse af

overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter, som begås inden ikrafttrædelsen af denne

lovgivning, generelt tillader den kompetente (tilsyns-

)myndighed, som er oprettet i medfør af denne lovgivning, at

denne inden for den i nævnte lovgivning fastsatte frist selv kan

iværksætte en procedure for at undersøge en konkret

overtrædelse i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter og træffe afgørelse om realiteten og som følge heraf

fastslå, at der er begået en overtrædelse, fastsætte en sanktion

vedrørende indgåelse af offentlige kontrakter og anvende

virkningerne af kontraktens ugyldighed?

2) Kan de retsregler og principper, som er nævnt i det første

spørgsmål

–

ud over den faktiske udøvelse af (den subjektive

og personlige) ret til efterprøvelse, som aktører, der berøres af

indgåelsen af en offentlig kontrakt, har

–

finde anvendelse på

retten til at iværksætte og behandle en klageprocedure, som de

(tilsyns)myndigheder, som er oprettet i medfør af

medlemsstatens lovgivning, har, hvilke myndigheder har

beføjelse til af egen drift at identificere og undersøge

overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter og har til opgave at varetage samfundsmæssige

interesser?

3) Følger det af artikel 99, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2014/25/EU om fremgangsmåderne ved

indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning,

transport samt posttjenester og om ophævelse direktiv

2004/17/EF, at lovgivningen i en medlemsstat, idet der

vedtages en ny lov

– med henblik på at beskytte EU’s

finansielle interesser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter

–

generelt kan tillade (tilsyns)myndigheder, som i

henhold til medlemsstatens lovgivning har beføjelse til af egen

drift at identificere og undersøge overtrædelser i forbindelse

med indgåelse af offentlige kontrakter, og som har til opgave at

varetage samfundsmæssige interesser, at undersøge

overtrædelser i forbindelse med indgåelse af offentlige

kontrakter, der er begået inden ikrafttrædelsen af denne lov, og

iværksætte og behandle en procedure, selv om fristerne i

henhold til den tidligere lovgivning er udløbet?

4) Har det i betragtning af de retsregler og principper, som er

nævnt i det første spørgsmål, ved vurderingen af, om den i det

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

første og det tredje spørgsmål beskrevne

undersøgelsesbeføjelse, som er tillagt (tilsyns)myndighederne, er

forenelig med EU-retten, nogen betydning, hvilke retlige,

forskriftsmæssige, tekniske eller organisatoriske lakuner eller

andre former for hindringer, der ligger til grund for den

omstændighed, at overtrædelsen i forbindelse med indgåelsen af

offentlige kontrakter ikke blev undersøgt, da den blev begået?

5) Skal artikel 41, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, 2., 25., 27. og 36.

betragtning til Europa- Parlamentets og Rådets direktiv

2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets

direktiv 89/665/EØF og 92/13/EØF for så vidt angår

forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne i forbindelse

med indgåelse af offentlige kontrakter, artikel 1, stk. 1 og 3, i

Rådets direktiv 92/13/EØF af 25. februar 1992 om

samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende

anvendelse af EF-reglerne for fremgangsmåden ved

tilbudsgivning inden for vand- og energiforsyning samt

transport og telekommunikation og, i denne forbindelse,

retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt

princip, og kravet om effektiv og hurtig behandling af klager

over indgåelse af offentlige kontrakter i forbindelse med

afgørelser truffet af ordregivende myndigheder og

proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at den nationale

ret

–

selv hvis den i det første til det fjerde spørgsmål nævnte

beføjelse i betragtning af disse principper kan tillægges de

(tilsyns)myndigheder, som i henhold til medlemsstatens

lovgivning har beføjelse til af egen drift at identificere og

undersøge overtrædelser i forbindelse med indgåelse af

offentlige kontrakter, og som har til opgave at varetage

samfundsmæssige interesser

–

kan tage stilling til, om den tid,

der er gået mellem overtrædelsen blev begået, udløbet af den

tidligere gældende undersøgelsesfrist og iværksættelsen af

proceduren om undersøgelse af overtrædelsen, er rimelig og

forholdsmæssig, og heraf udlede den retlige følge af, at den

omtvistede afgørelse er uden virkning, eller en anden retlig

følge, der følger af medlemsstatens lovgivning?

C-344/18

ISS Facility

Sagen vedrører: Skal artikel 3, stk.1, i Rådets direktiv

2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af

medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes

rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller

bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter fortolkes

således, at såfremt der som omhandlet i direktivets artikel 1, stk.

1, er tale om samtidig overførsel af forskellige dele af en

virksomhed til forskellige erhververe, overgår de rettigheder og

forpligtelser, der på overførselstidspunkter følger af en

arbejdskontrakt med en arbejdstager, der var beskæftiget i hver

af de overførte dele, i forhold til det omfang, hvori denne

arbejdstager havde været beskæftiget i den del af virksomheden,

som er overført til de forskellige erhververe, eller således, at de

nævnte rettigheder og forpligtelser i det hele overgår til

erhververen af den del, hvor førnævnte arbejdstager

hovedsageligt havde været beskæftiget, eller således, at såfremt

direktivet ikke kan fortolkes på nogen af de nævnte måder, sker

der ikke nogen overgang til de nævnte erhververe af de

rettigheder og forpligtelser, der følger af arbejdstagerens

arbejdskontrakt, hvilket også er tilfældet, såfremt det ikke er

Erhvervsstyrelsen

26.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

muligt at fastsætte omfanget af arbejdstagerens beskæftigelse

særskilt i de forskellige dele af virksomheden?

C-610/18

AFMB e.a.

1A. Skal artikel 14, stk. 2, litra a), i forordning (EØF) nr.

1408/71 fortolkes således, at internationale lastbilchauffører

under omstændigheder som i hovedsagerne må anses for at

have lønnet beskæftigelse som medlemmer af det kørende

personale hos:

a. den transportvirksomhed, som har hvervet chaufførerne, og

for hvilken disse i et ubegrænset tidsrum fuldstændigt skal stå til

faktisk rådighed, som udøver den faktiske ledelsesbeføjelse over

chaufførerne, og som faktisk bærer lønomkostningerne, eller

b. den virksomhed, som har indgået en formelig arbejdsaftale

med chaufførerne, og som ifølge aftale med den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed udbetalte løn til chaufførerne og

betalte bidrag heraf i den medlemsstat, hvor denne virksomhed

har hjemsted, og ikke i den medlemssat, hvor den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed har hjemsted;

c. såvel den i punkt a. nævnte virksomhed som den i punkt b.

nævnte virksomhed? 1B. Skal artikel 13, stk. 1, litra b), i

forordning (EF) nr. 883/2004 fortolkes således, at under

omstændigheder som i hovedsagerne er arbejdsgiveren for

chaufførerne med lønnet beskæftigelse: a. den

transportvirksomhed, som har hvervet chaufførerne, og for

hvilken disse i et ubegrænset tidsrum fuldstændigt skal stå til

faktisk rådighed, som udøver den faktiske ledelsesbeføjelse over

chaufførerne, og som faktisk bærer lønomkostningerne, eller

b. den virksomhed, som har indgået en formelig arbejdsaftale

med chaufførerne, og som ifølge aftale med den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed udbetalte løn til chaufførerne og

betalte bidrag heraf i den medlemsstat, hvor denne virksomhed

har hjemsted og ikke i den medlemssat, hvor den i punkt a.

nævnte transportvirksomhed har hjemsted;

c. såvel den i punkt a. nævnte virksomhed som den i punkt b.

nævnte virksomhed?

2. Såfremt den i spørgsmål 1A, litra b), og i spørgsmål 1B, litra

b), omhandlede virksomhed under omstændigheder som i

hovedsagerne må betragtes som arbejdsgiver: Gælder de særlige

betingelser, hvorunder arbejdsgivere som vikarbureauer eller

andre formidlere af midlertidigt arbejde kan påberåbe sig de i

artikel 14, stk. 1, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71 og i

artikel 12 i forordning (EF) nr. 883/2004 indeholdte

undtagelser fra beskæftigelseslandsprincippet, i hovedsagerne

også helt eller delvis analogt for anvendelsen af artikel 14, stk.

2, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71 og artikel 13, stk. 1,

litra b), i forordning (EF) nr. 883/2004?

3. Såfremt den i spørgsmål 1A, litra b), og i spørgsmål 1B, litra

b), omhandlede virksomhed under omstændigheder som i

hovedsagerne må betragtes som arbejdsgiver, og spørgsmål 2

besvares benægtende: Udgør de i denne anmodning gengivne

faktiske omstændigheder og forhold en situation, der må

fortolkes som misbrug af EU-retten og/eller misbrug af

EFTAretten? I bekræftende fald, hvad er virkningen heraf?

Procureur-generaal

1. Er det efter artikel 2, stk. 2, i EAO-rammeafgørelsen, som

gennemført i belgisk ret ved EAO-loven, tilladt, at den

Transport- og

Boligministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

26.11.19

C-717/18

Justitsministeriet

26.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

fuldbyrdende medlemsstat ved sin afgørelse af, om den heri

omhandlede maksimale straffegrænse på mindst tre år

respekteres, henholder sig til den affattelse af straffeloven i den

udstedende medlemsstat, der var gældende på tidspunktet for

udstedelsen af den europæiske arrestordre?

2. Er det efter artikel 2, stk. 2, i EAO-rammeafgørelsen, som

gennemført i belgisk ret ved EAO-loven, tilladt, at den

fuldbyrdende medlemsstat ved sin afgørelse af, om den heri

omhandlede maksimale straffegrænse på mindst tre år

respekteres, henholder sig til en på tidspunktet for udstedelsen

af den europæiske arrestordre gældende affattelse af

straffeloven, som har skærpet straffen i forhold til den affattelse

af straffeloven, der var gældende på tidspunktet for de faktiske

omstændigheder?

forenede

sager C-

566/19

(PPU) og

C-626/19

(PPU)

Openbaar Ministerie m.fl.

Sag C-566/19 (PPU) vedrører:

Le Ministère public français près la juridiction d’instruction ou

de jugement, compétent en France en vertu du droit de cet

État, pour délivrer un mandat d’arrêt européen, peut-il

être

considéré comme autorité judiciaire d’émission, dans le sens

autonome visé à l’article 6, paragraphe 1, de la décision-cadre

n° 2002/584/JAI du Conseil du 13 juin 2002 dans l’hypothèse

où, censé contrôler le respect des conditions nécessaires à

l’émission d’un mandat d’arrêt européen et examiner son

caractère proportionné eu égard aux circonstances du dossier

répressif, il est en même temps l’autorité chargée des poursuites

pénales dans la même affaire?

Sag C-626/19 (PPU) vedrører:

I. Un procureur qui participe à l’administration de la justice

dans l’État membre d’émission,

qui agit de manière

indépendante dans l’exercice des tâches inhérentes à l’émission

d’un mandat d’arrêt européen et qui a émis un mandat d’arrêt

européen peut-il

être qualifié d’autorité judiciaire d’émission au

sens de l’article 6, paragraphe 1,

de la décision-cadre

2002/584/JAI si, dans l’État membre d’émission,

préalablement à la décision effective de ce procureur d’émettre

le mandat d’arrêt européen un juge a apprécié les conditions

d’émission d’un mandat d’arrêt européen et, notamment, sa

proportionnalité?

II. Si la première question appelle une réponse négative : la

condition visée au point 75 de l’arrêt de la Cour de justice du 27

mai 2019 ([Parquets de Lübeck et de Zwickau, C 508/18 et C

82/19 PPU], EU:C:2019:456), voulant que la décision du

procureur d’émettre un mandat d’arrêt européen et,

notamment, le caractère proportionné d’une telle décision,

doivent pouvoir faire l’objet d’un recours juridictionnel qui

satisfait pleinement aux conditions inhérentes à une protection

juridictionnelle effective, est-elle remplie si une voie de droit est

ouverte à la personne recherchée, après sa remise effective,

dans laquelle la nullité du mandat d’arrêt européen peut être

invoquée devant le juge dans l’État membre d’émission et dans

laquelle ce juge examine notamment le caractère proportionné

de la décision d’émettre ce mandat d’arrêt européen ?

Openbaar Ministerie

Un procureur qui participe à l’administration de la justice dans

l’État membre d’émission, qui

agit de manière indépendante

dans l’exercice des tâches inhérentes à l’émission d’un mandat

Justitsministeriet

26.11.19

C-625/19

(PPU)

Justitsministeriet

26.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

d’arrêt européen et qui a émis un mandat d’arrêt européen peut-

il être qualifié d’autorité judiciaire d’émission au sens de l’article

6, paragraphe 1, de la décision-cadre 2002/584/JAI si, dans

l’État d’émission, préalablement à la décision effective de ce

procureur d’émettre le mandat d’arrêt européen un juge a

apprécié les conditions d’émission d’un mandat d’arrêt

européen et, notamment, sa proportionnalité?

C-627/19

(PPU)

Openbaar Ministerie

Lorsqu’un mandat d’arrêt européen tend à l’exécution d’une

peine privative de liberté infligée par une décision exécutoire

d’un juge ou d’une juridiction et qu’il a été émis par un

procureur,

qui participe à l’administration de la justice dans

l’État membre d’émission, et dont l’indépendance est garantie

dans l’exercice de ses tâches inhérentes à l’émission d’un

mandat d’arrêt européen, la condition voulant qu’un recours

juridictionnel qui satisfait pleinement aux exigences inhérentes

à une protection juridictionnelle effective, soit ouvert contre la

décision d’émettre un mandat d’arrêt européen et, notamment,

le caractère proportionné d’une telle décision, est-elle

toujours

requise?

Tedeschi et Consorzio Stabile Istant Service

Sagen vedrører, hvorvidt de nationale bestemmelser om

offentlige kontrakter i artikel 118, stk. 2 og 4, i lovdekret nr.

163 af 12. april 2016 er forenelige med artikel 25 i direktiv

2004/18/EF, artikel 71 i direktiv 2014/24/EU, artikel 49

TEUF og artikel 56 TEUF samt det EU-retlige

proportionalitetsprincip.

EU-Domstolen er blevet forelagt følgende præjudicielle

spørgsmål: Er princippet om etableringsfriheden og princippet

om den frie udveksling af tjenesteydelser i artikel 49 og 56 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/18/EF af 31. marts 2004 og artikel 71 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar

2014, der ikke fastlægger begrænsninger for underentreprise og

prisnedslag over for underentreprenører, samt det EU-retlige

proportionalitetsprincip til hinder for anvendelsen af nationale

bestemmelser om offentlige kontrakter, såsom de italienske

bestemmelser i artikel 118, stk. 2 og 4, i lovdekret nr. 163 af 12.

april 2006, hvorefter underentreprise ikke må overskride en

andel på 30% af den samlede kontraktværdi, og med hensyn til

de i underentreprise givne tjenesteydelser skal den vindende

virksomhed anvende samme enhedspriser, som fremgår af

kontrakten, med et maksimalt prisnedslag på 20%?

Wagram Invest

–

Tillader begrebet et pålideligt billede, der er omhandlet i

artikel 2, stk. 3, i Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli

1978 om årsregnskaberne for visse selskabsformer, at der ved

et aktieselskabs køb af et finansielt aktiv opføres et nedslag som

en udgift i resultatopgørelsen i tilknytning til en gæld på over et

år, der ikke er rentebærende, og at der opføres en

anskaffelsespris for det finansielle aktiv på aktivsiden i balancen

med fradrag af nævnte nedslag, i lyset af de principper for

værdiansættelse, der fremgår af ovennævnte direktivs artikel 32.

–

Skal formuleringen »i særlige tilfælde«, der betinger

anvendelsen af artikel 2, stk. 5, i Rådets fjerde direktiv

Justitsministeriet

26.11.19

C-402/18

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

27.11.19

C-640/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Erhvervsstyrelsen

27.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af [EØF-]traktatens

artikel 54, stk. 3, litra g), [nu artikel 50, stk. 2, litra g), TEUF]

om årsregnskaberne for visse selskabsformer, og som tillader, at

det undlades at anvende en (anden) bestemmelse i nævnte

direktiv, fortolkes således, at denne bestemmelse kun kan finde

anvendelse, såfremt det fastslås, at princippet om et pålideligt

billede ikke kan opfyldes, hvis direktivets bestemmelser skal

overholdes, eventuelt suppleret med afgivelse af yderligere

oplysninger i noterne i overensstemmelse med nævnte direktivs

artikel 2, stk. 4?

–

Skal nævnte direktivs artikel 2, stk. 4, anvendes først, således

at det kun er, når afgivelse af yderligere oplysninger ikke gør det

muligt at sikre en effektiv anvendelse af det i direktivets artikel

2, stk. 3, fastsatte princip om et pålideligt billede, at

muligheden, der er indført ved direktivets artikel 2, stk. 5, for at

fravige en af direktivets bestemmelser kan finde anvendelse, og

kun i særlige tilfælde?

T-31/18

Izuzquiza og Semsrott mod Frontex

Påstande:

— Frontex’ afgørelse af 10. november 2017 (ref:

CGO/LAU/18911 c/2017) om at give sagsøgerne afslag på

aktindsigt i navnet, flaget og typen af ethvert fartøj, der var

indsat af Frontex i det centrale Middelhavsområde under den

fælles operation Triton i perioden fra den 1. juni 2017 til den

30. august 2017, begge dage inklusive, annulleres.

—

Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning

tilpligtes at betale de omkostninger, der er opstået for

sagsøgerne, herunder enhver intervenerende parts

omkostninger, selv hvis sagen afvises.

Coty Germany

Den Europæiske Unions Domstol forelægges følgende

præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af artikel 9, stk. 2,

litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar

2009 om EF-varemærker (EUT L 78 af 24.3.2009, s. 1) og

artikel 9, stk. 3, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-

varemærker (EUT L 154 af 16.6.2017, s. 1):

Er en person, der oplagrer varer, som krænker en

varemærkeret, for en tredjemand uden at have kendskab til

overtrædelsen, i besiddelse af den pågældende vare med det

formål at udbyde den til salg eller markedsføre den, når det ikke

er personen selv, men derimod kun tredjemanden, der har til

hensigt at udbyde varen til salg eller markedsføre den?

ABB Ltd og ABB AB mod Europa-Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Dommen ophæves, eller der træffes andre

foranstaltninger, som findes påkrævet.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Nelson Antunes da Cunha

1. Finder den forældelsesfrist for udøvelse af beføjelserne til at

tilbagesøge støtte, som er fastsat i artikel 17, stk. 1, i Rådets

forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af

regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde kun anvendelse i forholdet

mellem Den Europæiske Union og den medlemsstat, der var

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, eller

ligeledes i forholdet mellem denne stat og den indsigende part i

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

27.11.19

C-567/18

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

28.11.19

C-593/18

Energistyrelsen

Dom

28.11.19

C-627/18

Miljø- og

Fødevareministeriet

Energistyrelsen

28.11.19

EUU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 123: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/11-19

dennes egenskab af modtager af den støtte, der blev anset for

uforenelig med fællesmarkedet?

2. Såfremt det fastslås, at den nævnte forældelsesfrist også

finder anvendelse på forholdet mellem den medlemsstat, der er

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, og

modtagerne af den støtte, der blev anset for uforenelig med

fællesmarkedet, skal denne frist da kun anses for at finde

anvendelse under proceduren for vedtagelse af afgørelsen om

tilbagesøgning eller ligeledes under fuldbyrdelsen heraf?

3. Såfremt det fastslås, at den nævnte forældelsesfrist finder

anvendelse på forholdet mellem den medlemsstat, der er

adressat for en afgørelse om tilbagesøgning af støtte, og

modtagerne af den støtte, der blev anset for uforenelig med

fællesmarkedet, skal denne frist da anses for afbrudt af enhver

foranstaltning vedrørende den ulovlige støtte, der træffes af

Kommissionen eller medlemsstaten, selv om disse ikke blev

meddelt modtageren af den støtte, der skal tilbagebetales?

4. Er artikel 16, stk. 2, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af

13. juli 2015 og de EU-retlige principper, nærmere bestemt

effektivitetsprincippet og princippet om, at statsstøtte er

uforenelig med det indre marked, til hinder, at en

forældelsesfrist, der er kortere end den i forordningens artikel

17 fastsatte, såsom den i den civile lovbogs artikel 310, stk. 1,

litra d), fastsatte forældelsesfrist, anvendes på påløbne renter af

den støtte, der skal tilbagesøges?