ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2019-20
ERU Alm.del Bilag 54
Offentligt

NOTAT TIL

FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

6. november 2019

19/06444-14

son-dep

Indhold

9. Direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser KOM (2018)

184 endelig. ................................................................................................ 2

10. Langsigtet handlingsplan for indre markeds- og industripolitik

(KOM dokument foreligger ikke) ............................................................ 28

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

2/35

9. Direktivforslag om forbrugernes kollektive interesser KOM (2018)

184 endelig.

Notatet er en opdatering af grund- og nærhedsnotat, der er oversendt til Fol-

ketingets Europaudvalg den 25. maj 2018. Ændringerne er fremhævet med

fed/kursiv.

Resumé

Kommissionen har den 26. april 2018 fremsat forslag om adgang til vareta-

gelse af forbrugernes kollektive interesser og om ophævelse af direktiv

2009/22/EF. Forslaget er en del af Kommissionens pakke

”En ny aftale for

forbrugerne” (”New

Deal for Consumers”), som har til hensigt at sikre bedre

håndhævelse og modernisere EU’s forbrugerbeskyttelsesregler.

Pakken in-

deholder desuden et

færdigforhandlet

forslag om ændring af Rådets direktiv

93/13/EØF af 5. april 1993, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

98/6/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF og Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU for så vidt angår bedre hånd-

hævelse og

modernisering af EU’s forbrugerbeskyttelsesregler, KOM (2018)

185

endelig

(herefter ændringsdirektivet).

Forslaget har til formål at skabe en effektiv håndhævelse af de forbruger-

beskyttende regler på tværs af EU, der gør det lettere for forbrugere at

indgå i et kollektivt søgsmål nationalt og i en anden medlemsstat. Samti-

dig skal forslaget sikre, at disse afgørelser kan føre til genopretning for den

enkelte forbruger. Det gælder især overtrædelser vedr. vildledende rekla-

mer eller urimelige kontraktvilkår i en række forskellige økonomiske sek-

torer, hvor overtrædelser ifølge Kommissionen påvirker tusindvis af for-

brugere på tværs af grænser.

Forslaget tager sigte på følgende:

At godkendte organer/organisationer skal kunne udpeges til at ind-

bringe

gruppesøgsmål i de enkelte medlemslande og på tværs af

grænser

til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser.

At det skal være muligt at opnå en afgørelse, der fører til genopret-

ning for forbrugeren, herunder kompensation.

At udvide anvendelsesområdet betragteligt i forhold til det eksiste-

rende forbudsdirektiv.

At der kan træffes midlertidige eller endelige foranstaltninger om at

bringe en erhvervsdrivendes praksis til ophør eller forbyde den, hvis

den anses for at udgøre en overtrædelse af lovgivningen.

Forslaget

kan medføre en mindre forøgelse af ressourceforbruget hos For-

brugerombudsmanden eller andre håndhævende myndigheder, hvis direkti-

vet medfører en øget sagsmængde. Forslaget vil ikke føre til nye regulerings-

mæssige byrder for erhvervslivet.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

3/35

Forslaget kan medføre stigende sagsanlæg mod erhvervsdrivende, som

sammen med muligheden for afgørelser, der fører til genopretning for for-

brugerne, kan medføre større sagsomkostninger for virksomhederne.

Forslaget ventes at medføre stærkere håndhævelse af forbrugerreglerne

bredt i EU og dermed mere ensartede spilleregler for virksomheder og for-

brugere samt mere lige konkurrencevilkår og mere samhandel

på tværs af

og positive erhvervsøkonomiske gevinster for danske virksomheder.

Regeringen er generelt positiv over for forslaget, da det i en globaliseret

verden med hastig digitalisering og stigende e-handel er vigtigt at sikre, at

håndhævelsen af overtrædelser af den forbrugerbeskyttende lovgivning

også kan ske grænseoverskridende. Gruppesøgsmål er et vigtigt håndhæ-

velsesredskab, da store sagsomkostninger for den enkelte forbruger typisk

fraholder forbrugerne fra at gøre deres krav gældende. Det er samtidig vig-

tigt for regeringen at sikre, at direktivet ikke åbner op for, at danske virk-

somhederne rammes af en række urimelige og uberettigede sagsanlæg

med unødige omkostninger.

Regeringen lægger derfor

stor

vægt på, at med-

lemsstaterne selv kan beslutte, hvilke

private

organisationer og

offentlige

or-

ganer, der kan udpeges til at føre gruppesøgsmål. Dette så uafhængige of-

fentlige myndigheder, som Forbrugerombudsmanden, fortsat kan have søgs-

målskompetence. Regeringen lægger endvidere

stor

vægt på, at eksisterende

danske regler for gruppesøgsmål om henholdsvis tilmelding (opt-in-model-

len) og framelding (opt-out-modellen) kan bevares

i nationale gruppesøgs-

mål.

Regeringen

har desuden

lagt vægt på, at der opsættes

udtømmende

og totalharmoniserede

krav til, hvilke

private organisationer medlemssta-

terne

kan godkende til at føre søgsmål i

andre medlemsstater. Endelig har

regeringen

lagt vægt på, at forslaget ikke fastsætter regler om fordelingen af

indtjeningen

fra bøder. Herudover også, at det er valgfrit for medlemssta-

terne at fastsætte nationale regler om anvendelse af midler fra genopret-

ningssager, som forbrugerne ikke gør krav på.

Baggrund

Direktivet om søgsmål med påstand om forbud er første gang vedtaget i 1998.

Direktivet er sidenhen kodificeret ved forbudsdirektivet (2009/22/EF). For-

budsdirektivet gør det muligt for medlemsstaterne at udpege forbrugerorga-

nisationer og uafhængige offentlige organer til at indbringe sager for

domsto-

len,

der kan bringe erhvervsdrivendes nationale og grænseoverskridende

overtrædelser af EU’s forbrugerlovgivning til ophør

eller forbyde den ulov-

lige handling.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

4/35

Kommissionen har i to rapporter fra 2008

og 2012

konkluderet, at procedu-

ren for at opnå afgørelser efter forbudsdirektivets regler om påbud

mod, at

erhvervsdrivende skal bringe en given ulovlig handling til ophør

eller for-

bud

mod en given ulovlig adfærd

ikke er blevet anvendt til fulde ved natio-

nale overtrædelser. Desuden konkluderer Kommissionen, at forbudsdirekti-

vet ikke er tilstrækkeligt effektivt i forhold til at stoppe grænseoverskridende

overtrædelser. Det skyldes bl.a. organisationers manglende økonomiske mid-

ler og ekspertise i procedurer i forskellige medlemsstater. Kommissionen

konkluderer endvidere, at der særligt i forhold til sagsomkostningerne og pro-

cessernes varighed er rum for forbedring.

Den 12. maj 2016 igangsatte Kommissionen en offentlig høring, der ved-

rørte et

”fitness

check”

(REFIT) af EU’s forbruger-

og markedsføringslov-

givning. Gennemgangen omfattede seks direktiver

, og formålet var at vur-

dere, om disse direktiver virker efter hensigten og ikke medfører utilsigtede

konsekvenser.

Forslag til

direktivet om forbrugernes kollektive interesser,

er en opfølgning

på fitness checket, som blev offentliggjort den 23. maj 2017.

Kommissionen konkluderer i fitness checket, at forbudsdirektivet

(2009/22/EF) har betydelige mangler, men at direktivet er nødvendigt for at

sikre håndhævelsen af forbrugerlovgivningen i det indre marked. Kommissi-

onen konkluder, at direktivet kan gøres mere effektivt ved fx yderligere har-

monisering af procedurer og ved at udvide direktivets anvendelsesområde til

at omfatte flere EU-retsakter.

Kommissionen ønsker i lyset af flere eksempler på grænseoverskridende

overtrædelser af EU’s forbrugerregulering, som fx bilproducenters snyd med

emissioner og masseaflysninger af flyafgange, at civilretlig håndhævelse skal

ses som et supplement til den offentligretlige håndhævelse, der sker gennem

CPC-forordningen

. Det skyldes, at offentligretlig håndhævelse begrænser

ulovlig adfærd, mens civilretlig håndhævelse har fokus på individuelle rets-

midler til forbrugerne, eksempelvis økonomisk erstatning.

Beretning fra Kommissionen om anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF

om søgsmål med påstand om forbud på området om beskyttelse af forbrugernes interesser (KOM

((2008) 756 final).

Beretning om anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF om søgsmål med

påstand om forbud på området om beskyttelse af forbrugernes interesser (KOM (2012) 635 final).

Direktivet om urimelig handelspraksis (2005/29/EF), Direktivet om forbrugerbeskyttelse i forbin-

delse med angivelse af priser på forbrugsvarer (98/6/EF), Direktivet for vildledende og sammenlig-

nende reklame (2006/114/EF), Direktivet om søgsmål med påstand om forbud på området for be-

skyttelse af forbrugernes interesser (2009/22/EF), Direktivet om forbrugerkøb (1999/44/EF) og Di-

rektivet om urimelige kontraktregler (93/13/EØF).

Forordningen om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lov-

givning om forbrugerbeskyttelse.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

5/35

Kommissionen har ved KOM (2018) 184 af 11. april 2018 fremsat forslag

om adgang til indbringelse af

søgsmål

til varetagelse af forbrugernes kol-

lektive interesser og om ophævelse af det

eksisterende forbudsdirektiv

(2009/22/EF). Forslaget er oversendt til Rådet i dansk sprogversion den 26.

april 2018. Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 114 og skal

behandles efter den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294.

Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Forslaget er en del af Kommissionens pakke ”En ny aftale for forbrugerne”

(“New Deal for Consumers”) fra den 11. april 2018. Pakken indeholder

desuden et

nu færdigforhandlet

forslag om ændring af Rådets direktiv

93/13/EØF af 5. april 1993, Europa-Parlamentet og Rådets direktiv

98/6/EF, Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2005/29/EF og Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 2011/83/EU for så vidt angår bedre hånd-

hævelse og modernisering af EU’s forbrugerbeskyttelsesregler, KOM

(2018) 185 endelig.

Formål og indhold

Forslaget har til formål at sikre en bedre håndhævelse

af EU’s forbrugerlov-

givning ved bl.a. at indføre regler om, at

medlemsstaterne kan udpege

god-

kendte organisationer og organer til at rejse sager til varetagelse af forbruger-

nes kollektive interesser

nationalt og på tværs af grænser.

I det følgende gennemgås de centrale elementer i Kommissionens forslag.

3.1 Genstand, anvendelsesområde og definitioner

Det foreslåede direktiv fastsætter regler, der gør det muligt for godkendte

organisationer og organer at

indbringe søgsmål

med henblik på at beskytte

forbrugernes kollektive interesser, samtidig med at der sikres passende ga-

rantier for at undgå misbrug af adgangen til at rejse sager.

Kommissionens forslag

finder anvendelse på erhvervsdrivendes overtrædel-

ser af de forbrugerbeskyttende retsakter, som står oplistet i bilag til direkti-

vet.

Bilaget omfatter retsakter

i en række forskellige sektorer,

der bl.a. ved-

rører markedsføringsregler, finansielle tjenesteydelser, energi, telekommuni-

kation, sundhed og miljø.

Anvendelsesområdet

er udvidet

i forhold til det nuværende forbudsdirektiv

og omfatter også flere retsakter end CPC-forordning (EU) 2017/2394

EU’s forbrugerbeskyttelsessamarbejde.

Udvidelserne omfatter primært for-

brugerbeskyttende bestemmelser i sektorspecifik lovgivning, f.eks. vedr. fi-

nansielle services og på energiområdet.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

6/35

Forslaget finder anvendelse ved nationale og grænseoverskridende overtræ-

delser, herunder overtrædelser, der er ophørt inden sagen til varetagelse af

forbrugerinteresser blev indledt, eller inden den blev afsluttet.

Direktivforslaget påvirker ikke reglerne om aftaleretlige og ikke-aftaleretlige

retsmidler, som er til rådighed for forbrugerne i forbindelse med sådanne

overtrædelser af EU-retten eller national lovgivning.

Det fremgår således af

direktivforslaget, at sådanne retsmidler som f.eks. prisnedslag, ombytning

eller ophævelse af aftalen bestemmes af national ret eller af eksisterende

EU-retsakter.

Direktivforslaget berører heller ikke EU-reglerne om

henholdsvis domstole-

nes internationale kompetence

og international privatret, dvs. reglerne om

værneting og lovvalg.

Spørgsmål om, hvor et søgsmål kan anlægges, hvem

der i givet fald er omfattet af søgsmålet, og hvilken lov der finder anvendelse

på forholdet afgøres ikke af direktivet, men af øvrige relevante regler på

området. Danmarks retsforbehold gør, at Danmark som udgangspunkt

ikke er omfattet af EU-regler på området. Dog har Danmark indgået en

parallelaftale med EU om tiltrædelse af Bruxelles I-forordningen, hvis ka-

pital II regulerer spørgsmål om, hvor et søgsmål kan anlægges, og hvem

der er omfattet af søgsmålet. I forhold til lovvalg har Danmark ikke indgået

en parallelaftale med EU. I Danmark er spørgsmålet om lovvalg reguleret

af domstolspraksis, når der er tale om erstatning uden for kontrakt. I kon-

traktforhold er spørgsmålet om lovvalg reguleret af Rom-konventionen.

3.2 Søgsmålskompetence for kvalificerede enheder

Direktivforslaget pålægger medlemsstaterne at sikre, at godkendte organi-

sationer eller organer har adgang til at rejse

gruppesøgsmål

til varetagelse

af forbrugernes kollektive interesser

nationalt og på tværs af grænser.

Forslaget stiller følgende krav til, at organisationer og organer kan udpeges:

organisationer eller organer, som udpeges af medlemsstaterne, skal være

oprettet efter forskrifterne i en medlemsstats lovgivning, skal have en be-

skyttelsesværdig interesse i at sikre, at de EU-retlige bestemmelser, der er

omfattet af direktivet, overholdes og må ikke arbejde med fortjeneste for

øje.

Desuden skal medlemsstaterne opføre de godkendte organisationer

og organer på en offentligt tilgængelig liste.

Navnlig forbrugerorganisa-

tioner og offentlige myndigheder skal kunne udpeges som godkendte orga-

nisationer eller organer.

Udpegning af organisationer eller organer kan desuden ske på ad hoc-basis

til en konkret sag til varetagelse af forbrugerinteresser, hvis de ovennævnte

udpegningskriterier er opfyldt.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

7/35

Opfyldelsen af kriterierne berører ikke en retsinstans eller forvaltnings-

myndigheds ret til at undersøge, om en organisation eller et organ er beret-

tiget til at handle i forbindelse med en konkret sag.

Medlemsstaterne kan fastsætte bestemmelser om, hvilke af foranstaltnin-

gerne

om påbud, forbud eller genopretning af de foranstaltninger,

som er

omfattet af direktivet, der kan søges opnået af de enkelte godkendte orga-

nisationer eller organer.

Direktivforslaget stiller krav om, at godkendte organisationer eller organer

på et tidligt tidspunkt i sagen utvetydigt oplyser, hvor midlerne, der anven-

des til støtte for sagen og til aktiviteter generelt, stammer fra. Hvis en sag

finansieres af tredjemand, skal medlemsstaterne sikre den fornødne uaf-

hængighed af tredjemand.

Det foreslås endvidere, at medlemsstaterne skal sikre, at omkostningerne

ved sagerne ikke udgør en økonomisk hindring for, at de godkendte orga-

nisationer eller organer kan udøve deres ret til at søge at opnå de foranstalt-

ninger, der er omfattet af direktivet.

Medlemsstaterne skal desuden sikre, at i de tilfælde, hvor godkendte orga-

nisationer eller organer skal informere de berørte forbrugere om verserende

sager, kan den erhvervsdrivende, der ikke får medhold i en konkret sag,

pålægges

at betale omkostningerne, der er forbundet med at informere for-

brugerne.

3.3 Sager til varetagelse af forbrugernes kollektive interesser

Det foreslås, at godkendte organisationer og organer skal have adgang til

at indbringe sager til varetagelse af forbrugerinteresser for nationale retsin-

stanser eller forvaltningsmyndigheder, forudsat at der er en direkte forbin-

delse mellem organisationens/organets hovedformål og de rettigheder, som

hævdes at være blevet overtrådt.

Forslaget fastsætter, at de godkendte organisationer og organer skal kunne

opnå følgende foranstaltninger i en sag, hvor forbrugerinteresser varetages:

påbud, forbud og foranstaltninger med henblik på at fjerne de fortsatte virk-

ninger af en overtrædelse, herunder afgørelser med henblik på opnåelse af

genopretning, fx kompensation.

De godkendte organisationer og organer skal ikke indhente samtykke fra

de enkelte berørte forbrugere eller fremlægge dokumentation for et faktisk

tab eller en faktisk skade på de berørte forbrugeres vegne eller for den er-

hvervsdrivendes hensigt eller forsømmelse for at opnå en afgørelse om på-

bud.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

8/35

3.4 Foranstaltninger til genopretning (kompensation, afhjælpning,

omlevering, afslag, ophævelse af aftalen eller tilbagebetaling af den

betalte pris)

I sager om genopretning skal medlemsstaterne sikre, at godkendte organi-

sationer eller organer kan rejse

søgsmål

med henblik på at opnå en afgø-

relse, der kan fuldbyrdes. Den erhvervsdrivende skal kunne tilpligtes enten

at yde kompensation, afhjælpning eller udskiftning, give et forholdsmæs-

sigt afslag, ophæve kontrakten eller tilbagebetale den betalte pris.

I sager om genopretning kan medlemsstaterne kræve, at berørte forbrugere

aktivt skal tilslutte sig sagen, inden der kan træffes en

endelig

afgørelse

eller en afgørelse med henblik på opnåelse af genopretning.

Ifølge direktivforslaget skal medlemsstaterne bl.a. sikre, at en kompensa-

tion skal gå til et offentligt formål, der tjener forbrugernes kollektive inte-

resser, i tilfælde, hvor forbrugerne har lidt små tab, og det ville være ufor-

holdsmæssigt at fordele kompensationen mellem dem.

3.5 Forlig

Det fremgår af direktivforslaget, at medlemsstaterne kan fastsætte bestem-

melser om, at en godkendt organisation eller organ og en erhvervsdrivende,

der har indgået forlig vedrørende genopretning til de berørte forbrugere, i

fællesskab kan anmode en forvaltningsmyndighed eller retsinstans om at

godkende forliget.

Forslaget indeholder regler om, at medlemsstaterne skal sikre, at retsinstan-

sen eller forvaltningsmyndigheden under en sag kan opfordre den god-

kendte organisation eller organ og den erhvervsdrivende til at indgå forlig

om genopretning inden for en rimelig frist.

Forlig efterprøves af retsinstansen eller forvaltningsmyndigheden, som

vurderer forligets lovlighed og rimelighed under hensyn til alle parters ret-

tigheder og interesser.

De enkelte berørte forbrugere skal have mulighed for at acceptere eller af-

vise at være bundet af forliget.

3.6 Oplysning om sager til varetagelse af forbrugerinteresser

Det foreslås, at en erhvervsdrivende, der overtræder lovgivningen, for egen

regning skal informere alle de berørte forbrugere om de endelige afgørel-

ser, hvori foranstaltninger fastsættes, og om godkendte forlig.

Informationen skal gives ved brug af midler, der står i et rimeligt forhold

til sagens omstændigheder og inden for de fastsatte frister, herunder even-

tuelt ved at underrette alle berørte forbrugere individuelt. Oplysningerne

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

9/35

kan fx gives på den erhvervsdrivendes websted, sociale medier, elektroni-

ske markedspladser eller i almindeligt læste aviser, navnlig dem, der ude-

lukkende distribueres elektronisk. Forbrugerne bør om muligt informeres

individuelt via elektroniske breve eller papirbreve. Oplysningerne bør på

anmodning gives i et format, der er tilgængeligt for handicappede personer.

Oplysningerne skal gives på et forståeligt sprog og indeholde en forklaring

om sagens genstand, dens retsvirkninger og, hvis det er relevant, de efter-

følgende skridt, de berørte forbrugere skal tage (fx for at få kompensation).

Formålet er at sikre, at sagerne munder ud i et tilfredsstillende resultat for

forbrugerne. Herudover har de omdømmemæssige risici ved at udbrede

kendskabet til overtrædelsen også en vigtig

præventiv effekt,

der kan af-

skrække erhvervsdrivende fra at tilsidesætte forbrugernes rettigheder.

3.7 Endelige afgørelsers virkning for andre sager

Medlemsstaterne skal ifølge forslaget sikre, at en endelig afgørelse truffet

af en forvaltningsmyndighed eller retsinstans, der fastslår, at der foreligger

en overtrædelse, skal anses for uomtvisteligt at fastslå, at der også forelig-

ger en overtrædelse med henblik på andre nationale sager

i samme med-

lemsstat

for samme overtrædelse af

samme erhvervsdrivende.

Desuden skal en tilsvarende endelig afgørelse truffet i en medlemsstat be-

tragtes som en afkræftelig formodning om, at der foreligger en overtræ-

delse ved indbringelse for nationale retsinstanser eller forvaltningsmyndig-

heder

i en anden medlemsstat.

3.8 Afbrydelse eller foreløbig afbrydelse af forældelse

Det foreslås, at medlemsstaterne skal sikre, at indbringelse af sager til va-

retagelse af forbrugerinteresser medfører, at evt. forældelsesfrister suspen-

deres eller afbrydes for de berørte forbrugere.

Dette skal sikre, at retsvirk-

ningen af en evt. overtrædelse ikke træder ud af kraft, mens søgsmålet

behandles.

3.9 Fremme af sagsbehandlingen

Det foreslås, at medlemsstaterne skal sikre, at sager til varetagelse af for-

brugerinteresser, behandles hurtigst muligt, og at sager om påbud skal be-

handles ved brug af en hasteprocedure. Formålet er at forhindre al eller

yderligere skade på grund af overtrædelsen.

3.10 Beviser

Ifølge direktivforslaget skal medlemsstaterne sikre, at retsinstansen eller

forvaltningsmyndigheden på anmodning af en godkendt organisation eller

et godkendt organ, der har fremlagt rimeligt tilgængelige kendsgerninger

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

10/35

og beviser, som er tilstrækkelige til at indlede sagen til varetagelse af for-

brugerinteresser, og har henvist til yderligere dokumentation, som den er-

hvervsdrivende råder over, kan kræve, at den erhvervsdrivende fremlægger

denne dokumentation, som er omfattet af gældende EU-regler og nationale

regler om fortrolighed.

3.11 Sanktioner

Det foreslås, at medlemsstaterne skal fastsætte bestemmelser om sanktio-

ner for manglende overholdelse af endelige afgørelser. Sanktionerne skal

være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning

for den

erhvervsdrivende.

Det skal være muligt at idømme bødestraf. Når med-

lemsstaterne tager stilling til fordelingen af indtægterne fra bøder, skal de

tage hensyn til forbrugernes kollektive interesser.

3.12 Sager til varetagelse af forbrugerinteresser på tværs af græn-

serne

For effektivt at bekæmpe overtrædelser med virkninger på tværs af græn-

serne bør der sikres gensidig anerkendelse af de godkendte organisationer

og organer, der er udpeget af en medlemsstat, og som har kompetence til at

indbringe sager til varetagelse af forbrugerinteresser i en anden medlems-

stat.

Kommissionens forslag indeholder regler om, at medlemsstaterne skal

sikre, at enhver godkendt organisation og et ethvert godkendt organ, der er

udpeget i en medlemsstat, kan indbringe sagen for en retsinstans eller en

forvaltningsmyndighed i en anden medlemsstat.

Det foreslås også, at hvis en overtrædelse berører eller sandsynligvis vil

berøre forbrugere fra forskellige medlemsstater, kan sagen indbringes for

den kompetente retsinstans eller forvaltningsmyndighed i en medlemsstat

af godkendte organisationer og organer fra forskellige medlemsstater, der

handler i fællesskab eller er repræsenteret af én enkelt godkendt organisa-

tion eller et enkelt godkendt organ.

Endvidere foreslås det, at medlemsstaterne skal meddele Kommissionen

om de udpegede godkendte organisationer og organers navn og formål. Det

foreslås, at Kommissionen offentliggør oplysningerne og holder dem ajour-

ført.

Hvis en medlemsstat eller Kommissionen sår tvivl om, hvorvidt en god-

kendt organisation eller et godkendt organ opfylder de kriterier, der er fast-

sat for at blive godkendt, foreslås det, at den medlemsstat, som udpegede

organisationen eller organet, undersøger sagen. Om nødvendigt skal med-

lemsstaten inddrage godkendelsen, hvis et eller flere kriterier ikke er op-

fyldt.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

11/35

3.13 Afsluttende bestemmelser om ophævelse, kontrol og evaluering,

gennemførelse, overgangsbestemmelser, ikrafttrædelse og adressa-

ter

Endelig indeholder direktivforslaget regler om ophævelse af det gældende

forbudsdirektiv 2009/22/EF, om kontrol og evaluering af det foreslåede di-

rektiv samt regler om gennemførelse, overgangsbestemmelser, ikrafttræ-

delse og adressater.

Kommissionen har foreslået en implementeringsperi-

ode på 18 måneder.

Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet er i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure

(TEUF art. 294) medlovgiver.

Sagen behandles i Europa-Parlamentets retsudvalg (JURI-udvalget). Geof-

froy Didier (EPP)

fra Frankrig

er udpeget, som ordfører for forslaget. Eu-

ropa-Parlamentet vedtog den 26. marts 2019 deres ændringsforslag til

Kommissionens forslag.

Ændringsforslaget er per 16. oktober 2019 gen-

optaget af det nyudvalgte Europa-Parlament.

Ændringsforslagene omhandler forskellige elementer og gennemgås ne-

denfor:

Harmoniseringsgrad



Det præciseres, at direktivet er minimumsharmonisering.

Udpegede organer og organisationer



Der opsættes yderligere kriterier for, at kunne blive udpeget

som

godkendt organisation. Organisationen

skal bl.a. have en uaf-

hængig karakter, ikke have finansielle aftaler med advokatfirmaer

ud over normale tjenesteydelseskontrakter og have fastsatte proce-

durer til forebyggelse af interessekonflikt.

Det præciseres, at offentlige organer, der allerede er udpeget efter

det gældende forbudsdirektiv, fortsat kan have status som udpeget

enhed.

Adgangen til at udpege enheder til ad hoc sager slettes.

Det skal kun være forbrugerorganisationer, der kan føre sager.



ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

12/35

Vedr. kompensation og forlig



Forslaget om, at kompensation skal gå til et offentligt formål slettes.

Forbrugerne skal have fuld kompensation for deres tab. Det præci-

seres dog, at der ikke må være overkompensation. Domstolene be-

slutter fordelingen af eventuelt overskydende beløb, der dog hver-

ken må gå til den erhvervsdrivende eller den udpegede enhed.

Medlemsstaterne skal sikre at den part, der taber, tilbagebetaler de

sagsomkostninger, som den vindende part har pådraget sig efter

na-

tionale

regler i

det land, hvor sagen er anlagt.

Forlig er bindende for alle parter,

så berørte forbrugere ikke har

mulighed for afvise at være bundet af forliget.



Vedr. informationskrav



De udpegede enheder skal informere forbrugerne om den påståede

krænkelse og hensigten om at anlægge en sag.

Den tabende part bærer omkostningerne til information til forbru-

gerne.

Medlemsstaterne sikrer, at offentligheden via et websted har ad-

gang til information om aktuelle sager.

Bevisførelse og dokumentation



Medlemsstaterne skal sikre, at en endelig afgørelse fra en retsin-

stans i én medlemsstat, der fastslår eksistensen af en overtrædelse

eller manglen på samme, udgør en afkræftelig formodning i et

genopretningssøgsmål i en anden medlemsstat mod den samme

erhvervsdrivende for den samme overtrædelse.

Retsinstanserne skal kunne kræve fremlæggelse af specifikt og klart

defineret dokumentation i et passende, forholdsmæssigt og rimeligt

omfang, herunder også fortrolige oplysninger.

Medlemsstaterne skal yde strukturel støtte til de udpegede enheder.

Medlemsstaterne skal sikre, at advokatsalærer ikke skaber incita-

ment til at anlægge retssager. Der skal fx være forbud mod advo-

katsalærer, der er afhængige af sagens udfald.

For at en

godkendt organisation eller organ

kan anlægge en sag

kan medlemsstater kræve mandat fra forbrugere, der er bosiddende

i medlemsstaten, og medlemsstaterne skal kræve mandat fra forbru-

gere bosiddende i andre medlemsstater for at anlægge en sag.

Pligt for en medlemsstat til at undersøge den

godkendte organisa-

tion eller organ,

hvis den erhvervsdrivende, en gør indsigelse imod

udpegningen.



ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

13/35



Forpligtelse for nationale kompetente myndigheder til at oprette of-

fentligt tilgængeligt register over ulovlige handlinger, der er blevet

pålagt påbud eller forbud.

Bilaget udvides med yderligere seks forordninger og direktiver (di-

rektiv 2001/95/EF om produktsikkerhed, direktiv 2014/35/EU om

tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til an-

vendelse inden for visse spændingsgrænser, forordning 178/2002

om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, direktiv

2014/31 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vedr.

tilgængeliggørelse på markedet af ikke-automatiske vægte, forord-

ning 2136/89 om sardinkonserves, forordning 715/2009 betingelser

for adgang til naturgastransmissionsnet)

Nærhedsprincippet

Regeringen vurderer, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprin-

cippet. For at sikre en sammenhængende håndhævelse af forbrugerlovgiv-

ningen i hele EU og håndtering af overtrædelser af EU’s forbrugerlovgiv-

ning, deler regeringen Kommissionens holdning om nødvendigheden for

håndhævelsen af EU’s forbrugerrettede regler ved både nationale og græn-

seoverskridende sager. Derudover bygger forslaget på et allerede eksiste-

rende direktiv om søgsmål med påstand om forbud (2009/22/EF).

Gældende dansk ret

6.1 Forbudsloven

Formålet med forbudsdirektivet er at sikre bedre mulighed for at hindre en

ulovlig grænseoverskridende praksis i strid med forbrugerbeskyttende inte-

resser. Forbudsdirektivet er gennemført ved lov nr. 1257 af 20. december

2000 om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser. Loven omfatter

alene overtrædelser af de i bilag I til forbudsdirektivet anførte direktiver. Si-

den det oprindelige direktiv blev vedtaget i 1998, er der føjet 5 direktiver til

bilag I til direktivet. Endvidere er anvendelsesområdet begrænset til handlin-

ger, der har virkning i en anden medlemsstat end den, hvorfra handlingen ud-

går, og loven omfatter alene handlinger, der strider mod forbrugernes kollek-

tive interesser.

Forbudsloven giver de godkendte organer, som andre medlemsstater har ud-

peget i henhold til direktivet, kompetence til at anlægge sager ved danske

domstole. At en myndighed eller organisation er optaget på listen medfører,

at domstolene skal anerkende, at myndigheden eller organisationen kan vare-

tage kollektive forbrugerinteresser. Domstolene har ret til at undersøge, om

godkendte organer ud fra deres formål og virke er berettiget til at indbringe

den konkrete sag, ligesom domstolene kan tage stilling til, om sagen vedrører

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

14/35

beskyttelse af kollektive forbrugerinteresser eller en akkumulering af flere

enkeltpersoners individuelle interesser.

Endvidere bemyndiger loven erhvervsministeren til at udpege de danske

myndigheder og organisationer, som kan anlægge søgsmål i andre medlems-

stater over for udenlandske virksomheders ulovlige praksis i Danmark. I Dan-

mark er Lægemiddelstyrelsen, Radio- og TV-Nævnet og Forbrugerombuds-

manden udpeget som myndigheder, der kan anlægge søgsmål i andre med-

lemsstater. Dette skyldes, at Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn med den direk-

tivbestemte lovgivning om humanmedicin, Radio- og TV-Nævnet med tv-

radiodirektivet, og Forbrugerombudsmanden fører som led i sit generelle

markedsføringstilsyn tilsyn med de øvrige direktiver.

Hverken Lægemiddelstyrelsen, Radio- og TV-Nævnet eller Forbrugerom-

budsmanden har anvendt muligheden for at anlægge søgsmål i andre med-

lemsstater over for udenlandske virksomheders ulovlige praksis i Danmark.

For så vidt angår Forbrugerombudsmanden skyldes dette især, at grænseover-

skridende sager behandles efter reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning (EF) nr. 2006/2004 af 27. oktober 2004 om samarbejde mellem nati-

onale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbruger-

beskyttelse (CPC-forordningen).

Det følger af forbudsloven, at retssager mod danske virksomheder anlægges

efter retsplejelovens almindelige regler. Dette medfører bl.a., at sagerne som

udgangspunkt anlægges ved byretten ved sagsøgtes hjemting. Sagerne kan

efter de almindelige regler i retsplejeloven henvises til behandling i landsret-

terne eller Sø- og Handelsretten i København.

Direktivet kræver, at der hurtigst muligt kan nedlægges forbud mod overtræ-

delserne. Det følger derfor af forbudsloven, at fogedretterne kan nedlægge

foreløbige forbud, såfremt der er fare for, at formålet med et forbud forspildes,

hvis sagen skal afvente en almindelig dom. Efter retsplejelovens § 642 kan

der nedlægges fogedforbud, såfremt det godtgøres eller sandsynliggøres, at

de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens (den der har rejst

et krav) ret, at rekvisitus (den kravet er rejst imod) vil foretage de handlinger,

der søges forbudt, og at formålet vil forspildes, såfremt rekvirenten henvises

til at gøre sin ret gældende ved almindelig rettergang.

Forsætlige overtrædelser af en dom, hvorved det er pålagt en virksomhed at

undlade en handling i medfør af § 3, stk. 1, kan efter retsplejelovens § 535,

stk. 1 og 2, straffes med bøde eller hæfte. Tilsidesættelse af en pligt til at und-

lade en handling kan straffes, hver gang der foreligger en særskilt tilsidesæt-

telse af dommen. Overtrædelser håndhæves ved privat påtale. Det er således

det godkendte organ, der har fået forbudt en handling, der kan anlægge sag

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

15/35

med påstand om straf, ligesom det påhviler det godkendte organ at dokumen-

tere, at forbuddet er overtrådt.

6.2 Gruppesøgsmål

Retsplejeloven indeholder regler om gruppesøgsmål, hvorefter ensartede

krav, som fremsættes på vegne af flere personer, under nærmere angivne

betingelser kan behandles under et gruppesøgsmål efter reglerne i retsple-

jelovens kapitel 23 a.

Det er retten, der på baggrund af stævningens indhold og eventuelle yder-

ligere oplysninger træffer beslutning om gruppesøgsmålets godkendelse,

herunder om de omhandlende krav kan betegnes som ensartede, dvs. navn-

lig om kravene udspringer af samme faktiske omstændigheder, og om de

har samme retlige grundlag. Det er således rettens vurdering, om de frem-

satte krav er tilstrækkeligt ensartede til, at gruppesøgsmål vil være en hen-

sigtsmæssig procesform.

Et gruppesøgsmål føres af en grupperepræsentant på gruppens vegne. Ud-

gangspunktet er, at et medlem, en forening, privat institution eller anden

sammenslutning, når søgsmålet falder inden for rammerne af sammenslut-

ningens formål, kan udpeges som grupperepræsentant. Derudover kan en

offentlig myndighed, der ved lov er bemyndiget til det, udpeges som grup-

perepræsentant.

Grupperepræsentanten skal være i stand til at varetage gruppemedlemmer-

nes interesser under sagen. Heri ligger navnlig, at grupperepræsentanten

har en sådan økonomisk eller ideel interesse i sagen, at grupperepræsentan-

ten kan forventes at have den fornødne motivation til at fremme gruppe-

medlemmernes interesser under sagen.

Gruppesøgsmål kan enten føres efter tilmeldingsmodellen (opt

in-gruppe-

søgsmål)

eller frameldingsmodellen (opt

out-gruppesøgsmål).

Kredsen af gruppemedlemmer fastlægges som udgangspunktet efter tilmel-

dingsmodellen, hvor retten efter retsplejelovens § 254 e, stk. 6, fastsætter

en frist for skriftlig tilmelding. Retten kan undtagelsesvis tillade tilmelding

efter fristens udløb, hvis særlige grunde taler for.

Gruppesøgsmål efter frameldingsmodellen kan kun føres af offentlige

myndigheder, jf. retsplejelovens § 254 e, stk. 8, jf. § 254 c, stk. 2, bl.a. fordi

offentlige myndigheder er underlagt et almindeligt saglighedskrav, som vil

gælde, når den pågældende myndighed skal tage stilling til, om der er

grundlag for at anlægge et gruppesøgsmål.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

16/35

6.3 Retsforlig

I medfør af retsplejelovens § 336 a har parterne pligt til at undersøge mu-

ligheden for en forligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg. Det

følger endvidere af retsplejelovens § 254 h, at forlig, som grupperepræsen-

tanten indgår om krav, der er omfattet af gruppesøgsmålet, opnår gyldig-

hed, når forliget er godkendt af retten.

Retten godkender forliget, medmindre der ved forliget sker usaglig for-

skelsbehandling af gruppemedlemmer eller forliget i øvrigt er åbenbart uri-

meligt.

6.4 Forældelse

Efter forældelseslovens § 16, stk. 1, afbrydes forældelsen, når fordringsha-

veren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve

fx en dom, der fastslår fordringens eksistens og størrelse og forfølger disse

skridt inden for rimelig tid.

Indlevering af en stævning, der afvises, inden gruppesøgsmålet er god-

kendt, medfører, at forældelsen midlertidigt afbrydes for de gruppemed-

lemmer, som ikke har frameldt eller har tilmeldt sig gruppesøgsmålet, jf.

forældelseslovens § 20, stk. 1, jf. § 16. Det er dog en forudsætning for for-

ældelsens midlertidige afbrydelse, at gruppemedlemmerne i det nye grup-

pesøgsmål eller sagsøgeren i det individuelle søgsmål kan godtgøre, at de

ville have været omfattet af det gruppesøgsmål, der blev afvist af retten.

6.5 Retskraft af danske eller udenlandske retsafgørelser

En endelig dom afsagt af en dansk domstol i en civil sag har retskraft i

forhold til andre sager om det samme spørgsmål mellem samme parter.

Dommen vil derfor have den virkning, at en evt. senere sag om det samme

spørgsmål mellem de samme parter vil blive afvist, hvis en af parterne ned-

lægger påstand om det. I forhold til en tredjemand har dommen ikke rets-

kraft, men den kan have en betydelig

indflydelse

i en tilsvarende sag med

tredjemanden. Det vil sige, at hvis der ikke under den nye sag fremkommer

nye anbringender eller beviser, vil denne sag ofte få samme udfald som den

første sag.

Kapitel III i Bruxelles I-forordningen indeholder regler om anerkendelse

og fuldbyrdelse af retsafgørelser, som er truffet i en anden EU-medlems-

stat. Danmark er i kraft af en parallelaftale omfattet af forordningen.

Reglerne om anerkendelse findes i artikel 36-38, mens reglerne om fuld-

byrdelse findes i artikel 39-44. Reglerne om afslag på anerkendelse findes

i artikel 45, mens reglerne om afslag på fuldbyrdelse findes i artikel 46-51.

Endelig indeholder artikel 52-57 fælles bestemmelser for anerkendelse og

fuldbyrdelse.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

17/35

Retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat anerkendes uden videre, dvs.

at afgørelsen har retskraft, uden at anerkendelsesstaten prøver den døm-

mende rets kompetence og sagens realitet,

dvs. om afgørelsen materielt er

rigtig.

Bestrides det, at afgørelsen skal anerkendes, kan retten i anerkendel-

sesstaten prøve, om der foreligger grunde til at nægte anerkendelsen, jf.

nedenfor. Retten kan derimod ikke prøve sagens realitet. Anerkendelsen

indebærer, at retsafgørelsen tillægges retskraft, hvilket bl.a. medfører, at

retsafgørelsen skal lægges til grund i andre retssager, og at en ny retssag

om samme spørgsmål mellem de samme parter ikke kan anlægges.

Bestrides det, at afgørelsen skal anerkendes, kan en berettiget part i forbin-

delse med afgørelsens fuldbyrdelse få rettens afgørelse af, om retsafgørel-

sen skal anerkendes.

6.6 Edition

Retten kan i medfør af retsplejelovens § 298, efter begæring af en part i

sagen, pålægge modparten at fremlægge dokumenter, der er undergivet

modpartens rådighed, hvis disse dokumenter indeholder noget, som parten

vil anvende som bevis. Editionspligten forudsætter, at de kendsgerninger,

som er angivet som bevistema, har betydning for bedømmelsen af de påbe-

råbte anbringender, og at dokumenterne må antages at ville kunne give op-

lysninger om disse kendsgerninger, jf. retsplejelovens § 300.

Editionspligten kan ligeledes finde anvendelse på tredjemand, der ikke er

part i sagen, jf. retsplejelovens § 299.

6.7 Sagsomkostninger, sikkerhedsstillelse og fri proces

Retten kan bestemme, at tilmelding til et gruppesøgsmål skal være betinget

af, at gruppemedlemmet stiller en af retten fastsat sikkerhed for sagsom-

kostninger, medmindre gruppemedlemmet har en retshjælpsforsikring eller

anden forsikring, der dækker omkostninger ved sagen, eller gruppesøgsmå-

let opfylder betingelserne for fri proces efter retsplejelovens §§ 327-329,

og gruppemedlemmet opfylder de økonomiske betingelser efter lovens

§ 325.

Der bør ifølge pkt. 3.6.1 og 3.6.3 i de almindelige bemærkninger til lov-

forslag nr. L 41 af 10. oktober 2006 kun stilles krav om sikkerhedsstillelse

for sagsomkostninger, hvis gruppemedlemmets krav har en vis størrelse.

Hvis kravet er beskedent, bør der således ikke stilles krav om sikkerheds-

stillelse. Endvidere bør gruppemedlemmer, der opfylder de økonomiske

betingelser for fri proces, være fritaget for at stille sikkerhed for sagsom-

kostninger, hvis gruppesøgsmålet opfylder de indholdsmæssige betingelser

for fri proces.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

18/35

Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Eftersom forslaget ophæver det eksisterende forbudsdirektiv og introduce-

rer nye regler, forventes direktivet at få lovgivningsmæssige konsekvenser,

herunder i forhold til ændring af forbudsloven.

Statsfinansielle konsekvenser

Kommissionens forslag

lægger op til, at medlemsstaterne skal sikre, at

sagsomkostningerne ikke udgør en økonomisk hindring for de godkendte

organisationer, samt at medlemsstaterne for at opfylde denne betingelse fx

kan stille offentlige midler til rådighed for organisationerne.

Dette krav

indgår ikke længere i den nuværende kompromistekst. Det fremgår her,

at medlemsstaterne skal bestræbe sig på, at sagsomkostningerne ved at

føre søgsmålene ikke udgør en økonomisk hindring for de godkendte or-

ganisationer kan rejse sagerne, men ikke at de økonomisk skal sikre

dette. Hvis kravet om at medlemsstaterne økonomisk skal støtte organi-

sationerne i at føre søgsmålene tages med igen, kan forslaget forventes

at medføre mindre statsfinansielle konsekvenser.

Såfremt Forbrugerombudsmanden eller andre offentlige håndhævelses-

myndigheder udpeges som godkendt organisation eller organ, kan der blive

behov for en forøgelse af ressourceforbruget hos håndhævelsesmyndighe-

derne, hvis direktivet medfører en øget sagsmængde eller en udvidet opgave-

portefølje.

Samfundsøkonomiske konsekvenser

Det forventes, at forslaget vil føre til mere lige konkurrencevilkår for virk-

somheder og derved skabe mere velfungerende markeder. Øget konkurrence

og handel på tværs af grænserne vil have positive samfundsøkonomiske kon-

sekvenser. Det kommende forslag kan desuden være med til at skabe øget

tillid hos forbrugerne, da forbrugerne sikres bedre beskyttelse,

særligt

når de

handler

på tværs af grænser online.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Forslaget vil ikke føre til nye reguleringsmæssige byrder for erhvervslivet.

Forslaget ventes at medføre en stærkere håndhævelse i EU og dermed mere

ensartede

regler for virksomheder. På den ene side kan forslaget styrke den

lige konkurrence mellem virksomheder, hvilket kan give anledning til posi-

tive erhvervsøkonomiske gevinster for danske virksomheder. På den anden

side kan antallet af søgsmål mod virksomheder stige, hvilket kan medføre

negative konsekvenser.

Muligheden for afgørelser, der fører til genopret-

ning for forbrugerne, kan desuden medføre større sagsomkostninger for

virksomhederne.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

19/35

Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet

Indholdet i forslaget forventes at give bedre beskyttelse af forbrugernes ret-

tigheder og mere lige konkurrencevilkår for virksomhederne på tværs af EU.

Høring

Europa-Kommissionens forslag blev sendt i høring i specialudvalget for Kon-

kurrenceevne, Vækst og Forbrugerspørgsmål den 12. april 2018 med frist for

høringssvar den 20. april 2018.

Der er modtaget høringssvar fra Dansk Erhverv (DE), Dansk Industri (DI),

FDIH, Finans Danmark, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet TÆNK

(FT), Forsikring & Pension (F&P) og Landbrug & Fødevarer.

Generelle bemærkninger

DE, DI, Finans Danmark, F&P, FDIH

Forbrugerombudsmanden

generelt skeptiske over for forslaget, idet det vil give mulighed for civilretlige

krav med hjemmel i offentligretlige overtrædelser, uanset om der samtidig

foreligger en erstatnings- eller aftaleretlig overtrædelse.

kan principielt støtte ideen om, at der indføres fælles minimumsregler for

gruppesøgsmål, men

mener, at de foreslåede regler vil ændre balancen i

de nuværende danske regler på en uhensigtsmæssig måde, som vil forringe

retssikkerheden for de erhvervsdrivende og øge risikoen for usaglige sagsan-

læg.

henviser bl.a. til Justitsministeriets redegørelse om erfaringerne med

de danske regler om søgsmål, der konkluderer, at de danske regler fungerer.

Finans Danmark, F&P

finder ligeledes, at de eksisterende regler om

gruppesøgsmål i Danmark fungerer og har den rette balance i hensynet til

forbrugere og erhvervslivet.

Finans Danmark, DE

FDIH

ser ikke et be-

hov for, at det offentligretlige håndhævelsessystem suppleres med et privat

håndhævelsessystem.

Forbrugerombudsmanden

har ved en høring til Kommissionen i oktober

2017 tilkendegivet, at det eksisterende forbudsdirektiv, der har det samme

materielle dækningsområde som forordningen om forbrugerbeskyttelse

(CPC-forordningen), har mistet sin praktiske betydning og i øvrigt ikke har

været anvendt i hele direktivets levetid.

Forbrugerombudsmanden

finder

derfor ikke behov for at revitalisere forbudsdirektivet, men at en styrket hånd-

hævelse af forbrugerlovgivningen burde ske inden for rammerne af CPC-for-

ordningen.

mener, at det er et problem, at Kommissionen ikke foreslår, at der skal

indføres en generel adgang til gruppesøgsmål i alle lande.

finder det imid-

lertid positivt, at der foreslås adgang til gruppesøgsmål om erstatning i for-

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

20/35

bindelse med forbud mod en bestemt handlemåde. Dog finder

det bekym-

rende, at retssagsprocessen vil være meget tidskrævende, samt at det overla-

des til medlemsstaterne selv at beslutte, om de vil indføre systemet.

Anvendelsesområde (artikel 2)

bemærker, at anvendelsesområdet er meget bredt, hvilket

DE mener, øger behovet for retssikkerhedsmæssige garantier imod urimelige

gruppesøgsmål.

er betænkelige ved, at reglerne om fly- og togpassagerers

rettigheder inkluderes. Endelig kan

støtte, at reglerne om gruppesøgsmål

ikke ændrer på de materielle krav for at kunne få tilkendt mangelsbeføjelser

efter de kontraktretlige regler eller erstatning uden for kontrakt.

bemærker

dog, at der i New Deal også er et forslag om at introducere både kontraktret-

lige og ikke-kontraktretlige rettigheder til berørte forbrugere.

Udpegning af godkendte organisationer/organer (artikel 4)

støtter de kriterier, der lægges til grund for udnævnelse af godkendt orga-

nisation og organ.

støtter, at det indgår som kriterium, at den udpegede

organisation eller det udpegede organ skal være non-profit.

Finans Danmark

F&P

finder ikke, at andre ud over Forbrugerombuds-

manden skal kunne udpeges til at stå for gruppesøgsmål efter opt-out model-

len, da Finans Danmark mener, at en evt. udvidelse vil kunne medføre en

uhensigtsmæssig incitamentstruktur og dermed kunne svække Forbrugerom-

budsmandens autoritet.

finder, at det er vigtigt, at der ikke åbnes op for

øget adgang til at anlægge søgsmål efter den såkaldte opt-out model, som

ifølge

kun bør kunne føres af Forbrugerombudsmanden.

Forbrugerombudsmanden

udtrykker bekymring for, om Forbrugerom-

budsmanden efter det ændrede direktiv kan udpeges som godkendt organisa-

tion/organ og mener, at medlemsstaterne selv bør have frihed til at bestemme,

hvilke organer og myndigheder, der ud fra et samlet hensigtsmæssigheds-

synspunkt udstyres med hvilke beføjelser. Herudover er

Forbrugerombuds-

manden

betænkelig ved forslagets element om administrative myndigheders

(i Danmark Forbrugerombudsmandens) rolle i forbindelse med søgsmål fra

godkendte organisationer i forhold til den foreslåede godkendelsesprocedure

for administrative myndigheder om udenretlige forlig mellem en godkendt

organisation/organ og en erhvervsdrivende, samt den administrative myndig-

heds eventuelle pligt til i givet fald at behandle sådanne sager.

Forbruger-

ombudsmanden

finder dette betænkeligt særligt set i lyset af Forbrugerom-

budsmandens prioritetsadgang.

Adgangen til at anlægge gruppesøgsmål (artikel 5 og 6)

er meget betænkelige ved, at de foreslåede regler afviger væsentligt

fra de danske regler og mangler retssikkerhedsgarantier.

finder det endvi-

dere uhensigtsmæssigt, at kompensation til forbrugere kan gå til almennyttige

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

21/35

formål, der generelt kommer forbrugerne til gode.

finder det ligeledes be-

tænkeligt, at forslaget tilsyneladende ikke indeholder regler om proceduren

for hhv. tilmelding (opt-in modellen) og framelding (opt-out modellen), fri-

ster herfor mv. og dermed, hvad der afgør, hvem der er omfattet af gruppe-

søgsmålet.

finder, at det danske system skal opretholdes, hvor der er en

forholdsvis lempelig adgang til gruppesøgsmål, der kræver, at de enkelte del-

tagere i søgsmålet aktivt tilmelder sig (opt-in), mens det kun er Forbrugerom-

budsmanden, der kan anlægge de såkaldte opt-out søgsmål.

Finansiering (artikel 7)

støtter, at det er et krav for at kunne være grupperepræsentant i en given

sag, at repræsentanten kan varetage gruppemedlemmernes interesser under

sagen, herunder at grupperepræsentanten råder over tilstrækkelige økonomi-

ske midler.

er generelt skeptisk over for at tillade grupperepræsentanter,

der finansieres af tredjepart, da

mener, at det øger risikoen for misbrug af

gruppesøgsmål til usaglige formål.

finder det afgørende, at det tydeligt

fremgår, hvem der finansierer søgsmålet, at man ikke skal kunne finansiere

søgsmål mod sine konkurrenter via en godkendt organisation, og at man ikke

skal kunne have indflydelse på de beslutninger, som den godkendte organisa-

tion træffer i sagen.

Forlig (artikel 8)

bemærker, at retten ikke bør kunne pålægge parterne at indgå et forlig,

hvis domstolen pga. gruppemedlemmernes uens krav kun kan lade selve an-

svarsspørgsmålet udgøre gruppesøgsmålet, men ikke de individuelle krav.

Oplysninger til gruppemedlemmerne (artikel 9)

er imod, at den sagsøgte erhvervsdrivende skal underrette de relevante

forbrugere om domstolens afgørelse og om godkendte forlig inden for be-

stemte tidsfrister, da

finder, at det er grupperepræsentantens ansvar.

Sagsbehandling (artikel 10 og 12)

mener ikke, at medlemslandene skal pålægges en forpligtelse til at opfinde

særlige hensigtsmæssige og simplificerede procedurer ift. de individuelle

krav, der måtte skulle anlægges efter en endelig afgørelse, der alene fastslår

ansvarsspørgsmålet.

Sanktioner (artikel 14)

kan ikke støtte, at der ændres på de danske regler om tvangsfuldbyrdelse,

dvs. reglerne om hvordan krav kan gennemtvinges eller fuldbyrdes.

Bistand til de godkendte organisationer/organer (artikel 15)

er bekymret over forslagets element om, at procesomkostninger ikke må

udgøre en finansiel barriere, og at medlemsstaterne skal indføre nødvendige

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

22/35

foranstaltninger, fx adgang til juridisk assistance eller adgang til offentlig fi-

nansiering, da det efter

DI's

opfattelse strider mod almindelige retsprincipper

og væsentlig øger risikoen for usaglige gruppesøgsmål.

mener ligeledes,

at reglen om, at omkostningerne ved grupperepræsentantens informationer til

forbrugere skal kræves godtgjort af den erhvervsdrivende, hvis grupperepræ-

sentanten vinder sagen, er unødvendig, da den erhvervsdrivende alligevel vil

skulle betale omkostningerne til modparten.

Grænseoverskridende sager (artikel 16)

understreger behovet for, at der fastsættes robuste minimumskriterier i EU

for at kunne blive godkendt som organisation eller organ.

9. Forhandlingssituation

Overordnet støtter medlemsstaterne Kommissionens intentioner om en

bedre anvendelse og håndhævelse af EU-forbrugerreglerne, men flere med-

lemslande er skeptiske over for forslagets udformning og rækkevidde. For-

slaget vil ikke hindre medlemsstaterne i at opretholde parallelle systemer

nationalt.

Det betyder, at de eksisterende nationale danske regler om hen-

holdsvis tilmelding (opt-in-modellen) og framelding (opt-out-modellen) i

gruppesøgsmål overordnet set kan bevares, men der er generelt enighed

blandt medlemsstaterne om, at det er et kompliceret område, og at det ikke

er klart, hvordan forslaget skal spille sammen med eksisterende nationale

regler på området.

Forhandlingerne i rådsregi har bl.a. omhandlet kriterierne for godkendelse

af de organisationer/organer, der skal kunne rejse sager til varetagelse af

forbrugerinteresser, herunder om listen over kriterier er udtømmende og

dermed udtryk for totalharmonisering, eller om medlemsstaterne kan fast-

sætte yderligere kriterier. Flere medlemsstater har peget på, at kriterierne

er for vage og åbner op for godkendelse af for mange organisationer/orga-

ner,

hvilket kan forværre virksomhedernes retssikkerhed. Det seneste

kompromisforslag lægger op til, at medlemsstaterne i nationale søgsmål

i høj grad selv kan bestemme, hvilke organisationer/organer, der udpeges

til at føre gruppesøgsmål (dvs. søgsmål anlagt i samme medlemsstat, som

organisationen/organet er blevet godkendt i). Ved grænseoverskridende

søgsmål (dvs. søgsmål anlagt i en anden medlemsstat end den medlems-

stat, som organisationen/organet er blevet godkendt i), er der i den sene-

ste kompromistekst foreslået en række udtømmende kriterier for, hvornår

private organisationer kan udpeges til at føre grænseoverskridende grup-

pesøgsmål.

Dette skal sikre passende mekanismer mod misbrug af

grænseoverskridende søgsmål.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

23/35

Desuden har det været diskuteret, hvilke kriterier direktivet skal stille til

forbrugernes tilmelding til gruppesøgsmålene. Det er i den seneste kom-

promistekst præciseret, at forbrugere, som ikke har bopæl i den medlems-

stat, hvor søgsmålet er anlagt, kun kan indgå i søgsmål efter tilmeldings-

modellen, såkaldt opt-in. Dvs. hvis en forbruger bosat i Danmark ønsker

at være en del af et gruppesøgsmål anlagt i Tyskland, kan det kun ske,

hvis forbrugeren bosat i Danmark aktivt tilkendegiver et ønske om delta-

gelse i det tyske søgsmål. En sådan tilkendegivelse har den virkning, at

forbrugeren ikke kan deltage i andre søgsmål mod den samme erhvervs-

drivende om den samme overtrædelse. I nationale søgsmål kan medlems-

staterne indrette deres system i overensstemmelse med eksisterende reg-

ler. Det danske systems regler for opt-in og opt-out vil derfor i nationale

gruppesøgsmål kunne bevares.

De fleste medlemsstater har været positive over for sondringen mellem

nationale og grænseoverskridende søgsmål. Dog har visse lande også ud-

trykt bekymring for opdelingen, da de er nervøse for, at lande, som i dag

ikke har procedurer for gruppesøgsmål, ikke vil få tilstrækkeligt effektive

systemer, hvis ikke direktivet også stiller krav nationalt.

Stort set alle medlemsstater har været kritiske over for forslaget om, at

kompensation fra sager, hvor forbrugere har lidt små tab, og hvor det vil

være uforholdsmæssigt at fordele kompensationen, skal gå til offentlige

formål, der tjener forbrugernes interesser. Gruppesøgsmål vil ofte dreje sig

om små beløb, hvor forbrugerne går sammen om at opnå genopretning.

række medlemsstater mener derfor, at forslaget begrænser forbrugernes

rettigheder og strider imod selve ideen om kollektive søgsmål.

I den se-

neste kompromistekst foreslås det, at medlemsstaterne selv kan beslutte,

hvad der skal ske med eventuelle beløb, som forbrugerne ikke har gjort

krav på. Dette indebærer, at Danmark vil kunne bevare de eksisterende na-

tionale regler om at lade sådanne beløb forblive hos den erhvervsdrivende.

Flere medlemsstater er fortsat kritiske over for, at medlemsstaterne kan be-

rige sig på forbrugernes bekostning, idet mange små beløb samlet vil kunne

udgøre et stort beløb.

Derudover har forslagets sanktionsbestemmelser været genstand for mange

drøftelser. Flere medlemsstater mener, at der sker en sammenblanding af

offentligretlig håndhævelse og civilretlige beføjelser, når det foreslås, at

medlemsstaterne skal kunne sanktionere manglende overholdelse af ende-

lige afgørelser med bødestraf. Samtidig er der stor modstand mod forslaget

om, at medlemsstaterne skal tage hensyn til forbrugernes kollektive inte-

resser, når der tages stilling til fordelingen af indtægter fra bøder, idet stort

set alle medlemsstater mener, at det er et nationalt anliggende.

Denne del

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

24/35

af forslaget er nu udgået,

ligesom den tilsvarende bestemmelse i ændrings-

direktivet

(den anden del af Kommissionens forbrugerpolitiske pakke ”A

New Deal for Consumers”).

I det nuværende kompromisforslag kan

manglende efterlevelse af en midlertidig afgørelse om påbud eller forbud,

oplysningspligt og edition af parterne eller tredjemand bødesanktioneres.

En gennemførsel heraf vil formentlig kræve, at der gennemføres ændrin-

ger i gældende dansk ret.

Derudover har der været stort fokus på forslaget om, at medlemsstaterne

skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at omkostningerne

i forbindelse med sager til varetagelse af forbrugerinteresser ikke udgør en

økonomisk hindring for, at godkendte organisationer/organer effektivt kan

indbringe sager. Det foreslås, at det kan ske ved at begrænse gældende rets-

afgifter, eller ved at give adgang til retshjælp eller stille offentlige midler

til rådighed. Flere medlemsstater mener, at det er et nationalt anliggende,

om man ønsker ved offentlige midler at finansiere kollektive søgsmål frem

for andre privatretlige søgsmål.

I den seneste kompromistekst foreslås det,

at medlemsstaterne skal bestræbe sig på, at der ikke er urimelige omkost-

ninger forbundet med et kollektivt søgsmål. Samtidig fremgår det ekspli-

cit, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at sikre offentlig finansiering.

Den nuværende kompromistekst lægger op til, at det alene i ekstraordi-

nære tilfælde kan pålægges forbrugerne at betale sagsomkostninger, som

f.eks. hvis forbrugerne bevidst har trukket sagen i langdrag og dermed

forøget sagsomkostningerne. Medlemsstaterne kan

–

men skal ikke

–

fastsætte regler om, at forbrugerne kan blive afkrævet beskedne omkost-

ninger for at deltage i et søgsmål. En gennemførsel heraf vil formentlig

kræve, at der foretages ændringer i gældende dansk ret.

Reglerne om forlig er blevet ændret således, at en godkendt organisation

eller et organ og en erhvervsdrivende til enhver tid kan foreslå et forlig

for forvaltningsmyndigheden eller retten. Forvaltningsmyndigheden el-

ler retten kan afvise forliget, hvis det i modstrid med ufravigelig national

ret eller indeholder vilkår, der ikke kan håndhæves efter den relevante

medlemsstats lovgivning. Medlemsstaterne kan indføre lovgivning om, at

forvaltningsmyndigheden eller retten kan afvise forliget, hvis det er uri-

meligt. Medlemsstaterne kan

–

men skal ikke

–

fastsætte lovgivning om,

at forbrugerne kan vælge at acceptere eller forkaste et forlig.

Den nuværende kompromistekst har ændret bestemmelserne om oplys-

ningspligt, hvor det før var den erhvervsdrivende som havde pligt til at

oplyse forbrugerne. Det er nu muligt for medlemsstaterne at lade andre

end den erhvervsdrivende informere om endelige afgørelser. Dog vil den

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

25/35

godkendte organisation eller organ, hvis denne har en oplysningspligt,

kunne få sine omkostninger forbundet hermed dækket af den erhvervs-

drivende, hvis søgsmålet er succesfuldt.

Det foreslås i den nuværende kompromistekst, at hvis en endelig afgø-

relse, der er truffet af en forvaltningsmyndighed eller en retsinstans i en

medlemsstat, fastslår en overtrædelse af forbrugernes rettigheder, vil en

sådan afgørelse udgøre et bevis om overtrædelsen i en anden medlems-

stat. Dette gælder alene for genopretningsforanstaltninger vedrørende

den samme overtrædelse mod den samme erhvervsdrivende. Bevisets

værdi i den anden medlemsstat afgøres af national ret.

Desuden har det været diskuteret om direktivets anvendelsesområde

skulle indsnævres, så det stemmer overens med anvendelsesområdet i

CPC-forordningen

om EU’s forbrugerbeskyttelsessamarbejde.

Der har i

forhandlingerne ikke vist sig flertal for at ensrette anvendelsesområdet

med CPC-forordningen, da flere lande ønsker et så bredt anvendelses-

område som muligt. Dog har flere lande udtrykt ønske om at bilaget, der

angiver anvendelsesområdet, tydeligt angiver, hvilke dele af de oplistede

retsakter, der er omfattet. Der er blandt medlemslandene flertal for, at

bilaget har status som en minimumsliste og ikke en udtømmende liste.

Dvs. medlemsstaterne har frihed til nationalt at tilføje flere retsakter.

Forslaget lægger endvidere op til, at det skal være muligt at opnå en afgø-

relse, der fører til genopretning for forbrugeren.

Kompromisforslaget læg-

ger op til følgende genopretningsforanstaltninger: kompensation, af-

hjælpning eller udskiftning, et forholdsmæssigt afslag, ophævelse af

kontrakten eller tilbagebetaling af det betalte beløb, afhængigt af situati-

onen og de retsmidler, som er tilgængelige efter EU-retten eller dansk

ret. Herefter giver direktivet ikke ret til yderligere genopretningsforan-

staltninger end, hvad der er forudsat i den eksisterende lovgivning.

Endelig har spørgsmålet om, hvorvidt direktivforslaget er fremsat med den

korrekte hjemmel, været rejst af en række medlemsstater. Direktivet er

–

ligesom det gældende forbudsdirektiv, som direktivforslaget erstatter

–

fremsat med hjemmel i TEUF artikel 114 om harmonisering af medlems-

staternes lovgivning, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion.

I juni 2019 fremlagde Rådets Juridiske Tjeneste en skriftlig redegørelse

af direktivforslagets hjemmel, hvori konklusionen var, at direktivet er

fremsat med den korrekte hjemmel (TEUF artikel 114).

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

26/35

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen er generelt positiv over for forslaget, da det i en globaliseret

verden med hastig digitalisering og stigende e-handel er vigtigt at sikre, at

håndhævelsen af overtrædelser af den forbrugerbeskyttende lovgivning

også kan ske grænseoverskridende. Gruppesøgsmål er et vigtigt håndhæ-

velsesredskab, da store sagsomkostningerne for den enkelte forbruger ty-

pisk fraholder forbrugerne fra selv at gøre deres krav gældende.

Regeringen støtter endvidere intentionerne om at sikre en bedre integration

af det digitale indre marked ved at fjerne de barrierer, der forhindrer for-

brugerne i at købe på tværs af grænser og virksomhederne i at sælge på

tværs af grænser. Det styrker rammerne for samspillet mellem forbrugere

og virksomheder og er med til at skabe velfungerende markeder, vækst og

høj forbrugervelfærd. Derfor støtter regeringen forslagets formål om en

bedre anvendelse og håndhævelse af EU-forbrugerreglerne.

Det er en dansk prioritet at sikre effektiv

håndhævelse af EU’s forbruger-

regler. For det første er det vigtigt, at forbrugerne er trygge, når de køber

varer eller serviceydelser i andre EU-lande. For det andet er det centralt for

virksomhederne, at der er lige konkurrencevilkår på det indre marked. Det

sker bl.a. ved, at alle lande håndhæver de fælles EU-regler ensartet, så de

samme regler håndhæves over for såvel danske som over for andre landes

virksomheder. Derfor har Danmark også støttet op om vedtagelsen af for-

ordningen for forbrugerbeskyttelsessamarbejde (CPC-forordningen) fra

2017.

I Danmark håndhæves den forbrugerrelaterede lovgivning af offentlige

myndigheder, herunder Forbrugerombudsmanden. Og det er muligt for

danske forbrugere at indgå i et gruppesøgsmål, hvor bl.a. Forbrugerom-

budsmanden kan fungere som grupperepræsentant. Regeringen

lægger

derfor stor

vægt på, at medlemsstaterne selv kan beslutte hvilke

private

organisationer og

offentlige

organer, der kan udpeges til at få tildelt søgs-

målskompetencen. Dette så uafhængige offentlige myndigheder, som For-

brugerombudsmanden, fortsat vil have søgsmålskompetence.

Det seneste

kompromisforslag lægger op til, at medlemsstaterne i overensstemmelse

med eksisterende nationale regler selv kan fastsætte kriterier for, hvilke

organisationer/organer, der kan deltage i nationale kollektive søgsmål.

Samtidig er det præciseret, at offentlige myndigheder kan udpeges. Dette

indebærer, at Forbrugerombudsmanden kan bevare sin eksisterende

rolle som grupperepræsentant i Danmark.

Regeringen lægger stor vægt på, at de eksisterende nationale danske regler

om henholdsvis tilmelding (opt-in-modellen) og framelding (opt-out-model-

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

27/35

len) i gruppesøgsmål overordnet set kan bevares. Det nuværende kompromis-

forslag gør det i nationale gruppesøgsmål muligt for medlemsstaterne selv at

tilrettelægge deres systemer i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Det danske systems regler for opt-in og opt-out vil derfor i nationale gruppe-

søgsmål kunne bevares. Forbrugere, der gerne vil deltage i søgsmål i en anden

medlemsstat end der, hvor de er bosat, skal aktivt tilmelde sig disse søgsmål

i et opt-in.

Derudover er regeringen betænkelig ved forslaget om, at kompensation fra

sager, hvor forbrugere har lidt små tab, og hvor det vil være uforholdsmæs-

sigt at fordele kompensationen, skal gå til offentlige formål, der tjener for-

brugernes interesser. Regeringen er af den opfattelse, at det må være op til

hver enkelt medlemsstat selv at beslutte, om en kompensation skal fordeles

til andre end de forbrugere, der har lidt et tab, og i givet fald til hvad kompen-

sationen skal fordeles.

I det seneste kompromisforslag kan medlemsstaterne,

men skal ikke, fastsætte regler om anvendelse af beløb, der ikke er blevet

opkrævet af forbrugere i genopretningssøgsmål. Denne løsning er regerin-

gen tilfreds med.

Direktivets anvendelsesområde udvides betragteligt i forhold til det eksi-

sterende forbudsdirektiv med en lang række direktiver, herunder også på

miljø- og energiområdet, hvilket er områder, der ikke er omfattet af forord-

ningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejdet (CPC-forordningen) fra

2017.

Regeringen har arbejdet for, at direktivets anvendelsesområde ens-

rettes med anvendelsesområdet i CPC-forordningen

om EU’s forbruger-

beskyttelsessamarbejde. Det er vigtigt, at der er transparens og klarhed

på tværs af den forbrugerbeskyttende lovgivning. Virksomhederne skal

vide, hvilke overtrædelser de kan få anlagt sag på baggrund af. Forbru-

gerne skal vide, hvilke regler de kan gøre deres krav gældende efter. Der

har i forhandlingerne ikke vist sig flertal for at ensrette anvendelsesom-

rådet med CPC-forordningen, da flere lande ønsker et så bredt anvendel-

sesområde som muligt. For at skabe størst mulig klarhed for danske virk-

somheder og forbrugere arbejder regeringen derfor nu for, de oplistede

retsakter står som en udtømmende liste og ikke en minimumsliste. Des-

uden arbejder regeringen for, at det er udtrykkeligt anført, hvilke artikler

i de pågældende retsakter, der er omfattet.

11.

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Grund- og nærhedsnotat blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den

25. maj 2018.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

28/35

10. Langsigtet handlingsplan for indre markeds- og industripolitik

(KOM dokument foreligger ikke)

Nyt notat

Resumé

På rådsmødet forventes en bred drøftelse af fremtidens indre markeds- og

industripolitik med fokus på EU’s konkurrenceevne, en handlingsplan for det

indre marked, fair konkurrence samt digitaliseringen af økonomien. Drøftel-

sen forventes koblet op på Kommissionens fremtidige arbejdsprogram.

Regeringen lægger vægt på, at fremtidens indre markeds- og industripolitik

trækkes i en grøn og bæredygtig retning. Regeringen støtter ambitionerne om

at styrke det indre marked, så det understøtter den virkelighed, som virk-

somheder og forbrugere navigerer i. Det gælder især i forhold til den digi-

tale tidsalder. Derudover støtter regeringen fokusset på forenkling og hånd-

hævelse af de eksisterende regler samt ansvarlig behandling af data. Rege-

ringen støtter endvidere, at EU promoverer og forsvarer en ambitiøs, fair og

bæredygtig handelspolitik.

Baggrund

Det Europæiske Råd har i marts 2019 opfordret Kommissionen til dels at præ-

sentere en langsigtet vision for EU’s industripolitik, dels at præsentere en

langsigtet handlingsplan for at forbedre implementering og håndhævelse af

reglerne af reglerne på det indre marked. Begge forventes præsenteret i første

halvdel 2020. Den kommende Kommission ventes derfor at have fokus på

disse leverancer i tæt kobling med Kommissionens overordnede prioriteter

inden for den grønne omstilling og digitaliseringen af økonomien. Disse pri-

oriteter forventes reflekteret i Kommissionens arbejdsprogram, som ventes

offentliggjort i november.

Formål og indhold

Det forventes, at drøftelsen vil fokusere på følgende emner:

a) Arbejdsmetode og konkurrenceevnetjek

I lyset af tidspunktet for den institutionelle cyklus, hvor en ny Kommission

snart vil tiltræde, har formandsskabet i modsætning til normalt lagt op til at

drøfte fremtiden for både konkurrenceevnetjekket og de generelle arbejds-

metoder for Rådet (Konkurrenceevne). Baggrunden for dette er, at for-

mandsskabet har bemærket, at der gennem den seneste tid har været en la-

vere tilslutning blandt ministrene til rådsmøderne, og formandskabet øn-

sker derfor at sætte fokus på, hvordan dette kan forbedres.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

29/35

Formandsskabet har blandt andet fremhævet, at der til selve rådsmøderne

sjældent drøftes konkrete lovgivningsforslag, som er under udarbejdelse,

idet der for det meste opnås enighed om disse forud for selve rådsmødet.

Ligeledes har formandsskabet lagt op til at drøfte, hvorvidt Rådets (kon-

kurrenceevne) mødefrekvens er passende, og om der bør være drøftelser,

som fokuserer bredere, idet andre politikområder fx den eksterne dimen-

sion også kan have en stor betydning for konkurrenceevnen, idet dette vil

skulle ske under hensynstagen til arbejdsdelingen i Rådet. Ligeledes kunne

der være en større grad af monitorering og opfølgning på forskellige tiltag,

eksempelvis formandsskabets strategi for bæredygtig vækst, som blev dis-

kuteret ved rådsmødet (Konkurrenceevne) i september 2019.

For så vidt angår konkurrenceevnetjekket har formandsskabet bemærket,

at dette har ændret sig, siden det blev introduceret tilbage i 2015. Den op-

rindelige intention var at skabe en mere spontan drøftelse af bredere makro-

økonomiske analyser af EU’s konkurrenceevne, som

gik tværs af sektorer.

Gennem den seneste tid har der imidlertid været mere fokus på enkelte sek-

torer, værdikæder eller barrierer på det indre marked, og er med tiden blevet

mere teknisk. Som følge heraf bærer drøftelserne også i mindre grad præg

af en spontan karakter, men er til gengæld blevet erstattet af mere kendte

policy-diskussioner, hvor der sjældent fremhæves nye løsninger eller tiltag.

Formandsskabet lægger derfor op til at drøfte fremtiden for konkurrence-

evnetjekket.

b) Langsigtet handlingsplan for det indre marked

Kommissionen forventes at give en status på arbejdet med den langsigtede

handlingsplan for bedre implementering og håndhævelse af reglerne på det

indre marked, som Det Europæiske Råd opfordrede Kommissionen til at præ-

sentere inden marts 2020.

Handlingsplanen forventes at have fokus på forbedringer af alle dele af im-

plementerings- og håndhævelsescyklussen. Dette dels ved forslag, der kan

styrke den generelle håndhævelse af indre markedsreglerne bl.a. ved at for-

bedre samarbejdet mellem de nationale myndigheder i EU og et styrket im-

plementerings- og håndhævelsesfokus i det europæiske semester. Dels gen-

nem forslag, der kan styrke regelefterlevelsen i det indre marked.

Derudover forventes handlingsplanen at afdække mulige forbedringspotenti-

aler i allerede eksisterende redskaber, herunder styrkelse af det uformelle pro-

blemløsningsorgan SOLVIT, notifikationsprocedurerne for varer og tjeneste-

ydelser samt mere konsistent brug af EU’s uformelle dialogproces mellem

EU-Kommissionen og medlemsstater ved potentielle brud på EU-retten (EU-

pilot). Endelig er det muligt, at handlingsplanen vil se på, hvordan nationale

myndigheder og EU-agenturer, herunder navnlig kemikalieagenturet og det

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

30/35

ny Europæiske Arbejdsmarkedsagentur, kan anvendes mere målrettet til at

styrke håndhævelsen af EU-retten.

c) Fair konkurrence på det indre marked og globalt

Det forventes ligeledes, at Kommissionen vil give en status på arbejdet med

den langsigtede strategi for EU’s industrielle fremtid frem mod 2030, som

Det Europæiske Råd opfordrede Kommissionen til at præsentere inden ud-

gangen af 2019. Det ventes nu, at strategien først vil blive præsenteret i første

halvår af 2020.

Bagtæppet for strategien er den skærpede globale konkurrencesituation,

som europæiske industrivirksomheder befinder sig i. Udfordringen anses

for todelt i form af dels en ’intern’ udfordring relateret til industriens ram-

mevilkår, der hæmmer virksomhedernes globale konkurrenceevne, og dels

en ’ekstern’ udfordring i form af tiltagende unfair konkurrence

fra bl.a.

statsstøttede industrier uden for EU. Disse udfordringer har foranlediget

fornyet politisk interesse for den europæiske industripolitik

–

ikke mindst

for at frembringe passende svar, der kan styrke europæisk industris globale

konkurrenceevne og fastholde en fair og lige konkurrencesituation på glo-

balt plan til gavn for europæiske virksomheder og arbejdspladser.

Strategien forventes at lægge op til en sammentænkning af EU’s industri-

politik og det indre marked, hvor både emner såsom implementering og

håndhævelse samt konkurrencereglerne forventes bragt i spil. For så vidt

angår konkurrencereglerne forventes der at være politisk fokus på reglerne

for fusionskontrol, som blandt andet skal ses i lyset af Kommissionens af-

visning af Siemens-Alstom fusionen i begyndelsen af 2019. Strategien for-

ventes derudover at sætte fokus på omstillingen til en bæredygtig og grøn

europæisk industri, der skal medvirke til at nå målene i Paris-aftalen og

Kommissionens vision om et klimaneutralt EU i 2050. Endvidere forventes

strategien at indeholde forslag til udmøntning af det igangværende arbejde

med at fremme europæiske såkaldte strategiske værdikæder inden for nøg-

leteknologier og -sektorer for at frigøre EU fra USA og Kinas magtmono-

poler.

Det forventes også, at spørgsmålet om, hvordan EU skal reagere på unfair

handelspraksis fra tredjelande, vil komme i fokus. En af hovedprioriteterne

for den kommende Kommission forventes at være udfordringen med at

skabe lige konkurrencevilkår. Der forventes af være fokus på, at EU skal

føre an i moderniseringen af WTO med henblik på sikre tvistbilæggelses-

systemets fortsatte funktion, så uenigheder mellem medlemmerne om over-

holdelse af de internationale handelsregler kan afgøres samt ved at opdatere

reglerne i WTO til nutidens økonomi, især med hensyn e-handel, tvungen

teknologioverførsel og subsidier. Herudover vil den kommende Kommis-

sion forventeligt sætte fokus på at styrke EU’s evne til at beskytte sig mod

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

31/35

unfair handelspraksis, blandt andet gennem mere effektiv anvendelse af de

handelsdefensive instrumenter samt en opgradering af den handelspolitiske

værktøjskasse, så markedsforvridende effekter fra udenlandske subsidier i

det indre marked bedre kan adresseres.

d) Governance mhp. en konkurrencedygtig, sikker, inklusiv og etisk digital

økonomi

Der forventes en drøftelse af den kommende Kommissions prioriteter for

det digitale indre marked, der er én af tre overordnede prioriteter for den

kommende Kommission sammen med klima og geopolitik. Det forventes,

at den kommende Kommission vil

lægge stor vægt på at fremme EU’s styr-

kepositioner inden for nye teknologier, så EU ikke bliver ”koblet af” den

globale konkurrence og bliver afhængig af tredjelandes teknologier. Tanker

om teknologisk autonomi ventes at få betydning for udformningen af den

digitale politik.

Der ventes således en ambitiøs digital dagsorden under den nye Kommis-

sion med en række væsentlige lovgivningsinitiativer i vente. Kommissio-

nen har varslet, at man inden for de første 100 dage vil præsentere ’en eu-

ropæisk tilgang til kunstig intelligens’ med særligt fokus på de menneske-

lige og dataetiske implikationer af Kunstig Intelligens. Dette udspil ventes

bl.a. at indeholde en horisontal retsakt om Kunstig Intelligens, der skal fun-

gere som en global standard ved at sikre klare fælles rammer for virksom-

hederne og beskyttelse af borgernes rettigheder og sikkerhed ved brug af

produkter og services, der bygger på kunstig intelligens. Kommissionen

ventes også at fremsætte et lovforslag, som vil have til formål at skabe klare

og fælles regler for digitale tjenester i det indre marked med særligt fokus

på online platforme. Kommissionen arbejder desuden på initiativer, der

skal fremme den europæiske dataøkonomi gennem øget deling af og ad-

gang til data i den private sektor. Endelig forventes initiativer til at fremme

grønnere digitalisering, herunder fx i form af IT-produkters længere hold-

barhed.

Europa-Parlamentets udtalelser

Ikke relevant.

Nærhedsprincippet

Ikke relevant.

Gældende dansk ret

Ikke relevant.

Konsekvenser

Lovgivningsmæssige konsekvenser

Drøftelsen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige konsekvenser.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

32/35

Økonomiske konsekvenser

Drøftelsen har ikke i sig selv statsfinansielle, samfundsøkonomiske eller er-

hvervsøkonomiske konsekvenser.

Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet

Drøftelsen har ikke i sig selv andre konsekvenser eller konsekvenser for be-

skyttelsesniveauet.

Høring

Der har ikke været foretaget høringer forud for drøftelsen.

Forhandlingssituationen

Drøftelsen spænder over en lang række emner, hvor landene ventes at kunne

inddeles i forskellige grupperinger på de forskellige spørgsmål. For så vidt

angår spørgsmålet om industripolitikken er der generelt enighed om, at EU’s

konkurrenceevne er udfordret, og der former sig i stigende grad opbakning

til, at EU skal satse på en grøn og digital dagsorden for at sikre europæisk

industris konkurrenceevne. Ift. den langsigtede plan for det indre marked for-

ventes der at være bred opbakning til dagsordenen, da de fleste lande ser et

potentiale i et styrket indre marked. Dertil må der forventes en bred opbak-

ning til en reformering af WTO for at sikre mere lige konkurrencevilkår glo-

balt.

Imidlertid er der ikke enighed om værktøjerne til at afhjælpe udfordringerne

og høste mulighederne. Der forventes en gruppe, primært bestående af de

”klassiske” industritunge lande, som fokuserer på at styrke den europæiske

industri gennem mere protektionistiske tiltag, der kan beskytte europæisk in-

dustri og virksomheder fra udenlandsk konkurrence bl.a. ved hjælp af lempe-

ligere konkurrence- og statsstøtteregler, og et øget fokus på udvalgte sektorer,

som man ønsker at styrke gennem øget brug af offentlig støtte. Modsat for-

ventes der en gruppe primært bestående af mindre lande med mere åbne øko-

nomier, der i højere grad ønsker at styrke de generelle rammevilkår for indu-

strien ved at fremme det indre marked.

For så vidt angår formandsskabets overvejelser omkring arbejdsmetoderne

for Rådet (Konkurrenceevne) er der på tidspunktet for oversendelse af sam-

lenotat ikke kendskab til andre landes holdninger. I forhold til konkurrence-

evnetjekket har der gennem den seneste tid været en stigende skepsis over for

det nuværende format, blandt andet med henvisning til, at det spontane format

betyder, at det er svært for ministrene at komme med kvalificerede indlæg,

der adresserer den specifikke problemstilling, som er sat til drøftelse. Ligele-

des er det blevet påtalt, at der bør sikres en bedre opfølgning på de drøftelser,

der har været under konkurrenceevnetjekket.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

33/35

10.

Regeringens generelle holdning

For regeringen er det en hovedprioritet, at indre markeds- og industripolitik-

ken får et bæredygtigt og grønt sigte. Det er derfor vigtigt, at EU's klima-

politik bliver central, når ny indre markedslovgivning udvikles, så de

grønne muligheder udnyttes.

En forudsætning for et fair og velfungerende indre marked er, at reglerne

på det indre marked efterleves og håndhæves ensartet, så danske virksom-

heder eller danske arbejdstagere ikke udkonkurreres af virksomheder, der

ikke lever op til de nationale og EU-retlige forpligtelser. Regeringen støtter

derfor Kommissionens dagsorden om bedre håndhævelse og implementering

af eksisterende regler. Konkret arbejder regeringen for, at det uformelle pro-

blemløsningsorgan SOLVIT styrkes og gøres mere effektivt for brugerne.

Desuden støtter regeringen op om tiltag, der kan gøre det lettere for borgere

og virksomheder at få kendskab til love og regler på tværs af medlems-

lande.

Regeringen arbejder for, at industripolitikken herunder konkurrencepoli-

tikken fortsat er forankret i principperne om et fair og konkurrencepræget

indre marked, der tilskynder til innovation og konkurrencedygtige virk-

somheder. Samtidig har regeringen dog forståelse for, at der kan være be-

hov for at opdatere bl.a. konkurrencereglerne til bedre at tage højde for den

voksende digitale økonomi og særligt værdien af data. Ligeledes anerken-

der regeringen, at den europæiske industri er udfordret i den globale kon-

kurrence. Regeringen ønsker som udgangspunkt, at der fokuseres på at for-

bedre rammevilkårene generelt for alle virksomheder, fremfor at der ud-

vælges enkelte værdikæder og lave særlige tiltag for disse. Dog er det en

tilgang, som i stigende grad præger debatten, og for at gøre dansk indfly-

delse gældende vil regeringen derfor gå konstruktivt ind i drøftelserne. Der-

for vil regeringen arbejde for, at Kommissionens arbejde med udvalgte

strategiske værdikæder fokuserer mere målrettet på tværgående teknolo-

gier. Der skal være klar merværdi for EU, herunder industrien mere bredt

set, og tilgangen skal bidrage til at understøtte den grønne omstilling. Sam-

tidig er det centralt, at disse processer er transparente og åbne for alle lande

og virksomheder inkl. SMV’er.

Endvidere ser regeringen et åbent og regelbaseret handelssystem som et

afgørende fundament for EU’s globale konkurrenceevne, da det giver eu-

ropæiske virksomheder muligheder for at udnytte globale værdikæder til at

skabe vækst og beskæftigelse. Handlen med omverdenen vil dog kun bi-

drage til den fremtidige konkurrenceevne og vækst, så længe det sker på

lige konkurrencevilkår. Derfor er regeringen enig i den kommende Kom-

missions prioritering af, at EU må føre an i moderniseringen af WTO, samt

at det er nødvendigt, at EU er i stand til at slå effektivt ned på brug af unfair

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

34/35

handelspraksis såsom statsstøtte til tredjelandes virksomheder. For regerin-

gen er det dog vigtigt,

at EU’s modsvar til unfair handelspraksis ikke sker

med et protektionistisk sigte, som vil være skadeligt for en åben økonomi

som den danske. Regeringen vil desuden arbejde for en stærkere sammen-

tænkning af miljø-

og klimahensyn i EU’s handelspolitik og

det multilate-

rale handelssamarbejde.

Regeringen finder det vigtigt, at det indre marked konstant udvikles og un-

derstøtter den digitale virkelighed, som virksomheder og forbrugere navi-

gerer i. Fremtidige europæiske initiativer på det digitale område bør skabe

tværgående, klare og fair rammer for nye digitale forretningsmodeller, gøre

det lettere for digitale virksomheder at skalere deres forretning i EU og

sikre, at europæisk lovgivning er digitaliseringsklar og fremtidssikret.

Fra dansk side arbejdes der for en velfungerende og bæredygtig europæisk

platforms- og dataøkonomi, hvor tryghed, sikkerhed og ansvarlig brug af

data og teknologier går hånd i hånd med konkurrence, innovation og vækst-

muligheder. Der er behov for at fremme den europæiske dataøkonomi sam-

tidig med, at der sættes hårdt ind over for skadelig adfærd fra store plat-

forme. For eksempel vil regeringen arbejde for øgede muligheder for at

gribe ind over for konkurrence- og forbrugerskadelig adfærd på online plat-

forme, samt at der stilles klare krav til platformene herunder ift. nedtagning

af ulovligt indhold. Regeringen har særligt fokus på etisk ansvarlig behand-

ling af informationer og data, så den europæiske befolkning har tillid til, at

de nye teknologier og data anvendes på en ansvarlig måde. Som digitalt

foregangsland kan Danmark være med til at sikre, at etisk ansvarlig anven-

delse af data bliver et konkurrenceparameter for europæiske virksomheder,

for eksempel ved at indføre et dataetisk mærke og krav om at forpligte de

største europæiske virksomheder til at redegøre for deres dataansvarlighed.

Regeringen er overbevist om, at EU har en global styrkeposition inden for

grønne og bæredygtige løsninger, som kan styrke EU's konkurrenceevne

samtidig med målopfyldelsen af Paris-aftalen og Verdensmålene. Det er

derfor også vigtigt, at EU’s digitale politik sammentænkes med klimapoli-

tikken, så mulighederne udnyttes fuldt ud. For eksempel ønsker regeringen

et øget fokus på, hvordan man gennem cirkulær økonomi og digitale tek-

nologier kan omstille produktion og forbrug, så materialer og produkter

udnyttes optimalt, og klimaaftrykket minimeres. Desuden arbejder regerin-

gen for at fremme tilgængelighed og anvendelse af data i EU, der er cen-

trale for udviklingen af innovative løsninger i den grønne omstilling.

Regeringen deler den stigende skepsis i Rådet om, at det nuværende kon-

kurrenceevnetjek ikke fungerer optimalt, og at der er behov for at revidere

det. Regeringen er derfor positiv overfor, at formandsskabet lægger op til

en drøftelse af den fremtidige struktur, idet der fortsat er behov for at sikre

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 54: Samlenotat vedr. rådsmøde (KKE) 28/11-19, fra erhvervsministeren

35/35

fokus på at styrke EU’s konkurrenceevne for at imødegå den stigende glo-

bale konkurrence. Dog udestår praktiske og tekniske spørgsmål omkring

den nye struktur. Disse vil skulle afklares, inden man fra regeringens side

vil kunne tage endeligt stilling.

Tilsvarende er regeringen positiv over for at skulle drøfte Rådets (Konkur-

renceevne) arbejdsmetoder, idet regeringen deler målsætningen om at øge

ministerdeltagelsen til møderne. Dette mener regeringen eksempelvis vil

kunne ske ved i højere grad at fokusere på de politiske udfordringer og

valg, som man står overfor i konkrete forslag i lovgivningsprocessen. Fsva.

mødefrekvenser finder regeringen den nuværende passende. Regeringen

kan støtte, at Rådet (Konkurrenceevne) i højere grad følger op på de forslag

og strategier, der er vedtaget, hvortil det dog er centralt, at en mere teknisk

opfølgning finder sted på et lavere niveau, hvor der er en mere fagspecifik

og teknisk viden.

11.

Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.