ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2019-20
ERU Alm.del Bilag 433
Offentligt

Udkast 24-09-2020

Forslag

til

Lov om ændring af konkurrenceloven

(Civile bøder, strukturelle påbud, interviews, kontrolundersøgelser i

private hjem m.v.)

§1

I konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 155 af 1. marts 2018, foreta-

ges følgende ændringer:

Overskriften

til kapitel 1 affattes således:

»Kapitel 1

Formål, anvendelsesområde og definitioner«

§ 2

indsættes som

stk. 6:

»Stk. 6.

Når en konkurrencebegrænsende aftale, en vedtagelse inden for

sammenslutning af virksomheder, en samordnet praksis mellem virk-

somheder eller et misbrug af en dominerende stilling kan påvirke sam-

handelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, anvendes

EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 parallelt med § 6 eller § 11 eller

alene. Kapitel 5-8 finder ligeledes anvendelse på sådanne aftaler m.v.

eller en sådan adfærd.«

Efter § 5 a indsættes i

kapitel 1:

»§

5 b.

I denne lov forstås ved

1) National konkurrencemyndighed: En myndighed, som af en med-

lemsstat i medfør af artikel 35 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.

december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens

artikel 81 og 82 er udpeget til at have kompetence til at anvende artikel

101 og 102 i EUF-Traktaten.

2) National administrativ konkurrencemyndighed: En administrativ

myndighed, som af en medlemsstat er udpeget til at udføre alle eller

nogle af en national konkurrencemyndigheds opgaver.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2019/1/EU af 11. december 2018 om styrkelse af de nationale konkurrence-

myndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og sik-

ring af et velfungerende indre marked, EU-Tidende 2019, nr. L 11, side 3.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

3) National konkurrenceret: Bestemmelser i national ret, som overve-

jende forfølger de samme mål som artikel 101 og 102 i EUF-Traktaten,

og som anvendes på samme sag og parallelt med EU-konkurrenceretten

i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.

december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens

artikel 81 og 82, samt bestemmelser i national ret, som overvejende for-

følger de samme mål som artikel 101 og 102 i EUF-Traktaten og som

anvendes alene, for så vidt angår artikel 31, stk. 3 og 4, i direktiv (EU)

2019/1 af 11. december 2018, der er optaget som bilag 2 til denne lov,

undtagen bestemmelser i national ret, som pålægger fysiske personer

strafferetlige sanktioner.

4) Appelret: En national ret, der efter almindelige retsmidler har befø-

jelse til at foretage prøvelse af afgørelser fra en national konkurrence-

myndighed eller prøvelse af retsafgørelser om sådanne afgørelser, uan-

set om denne ret selv har beføjelse til at fastslå, at der foreligger en over-

trædelse af konkurrenceretten.

5) Håndhævelsessag: En sag, der behandles af en konkurrencemyndig-

hed under anvendelse af artikel 101 eller 102 i EUF-Traktaten, indtil den

pågældende konkurrencemyndighed har afsluttet en sådan sag ved at

træffe en afgørelse som omhandlet i artikel 10, 12 eller 13 i direktiv

2019/1/EU af 11. december 2018, der er optaget som bilag 2 til denne

lov, eller så længe konkurrencemyndigheden ikke har fastslået, at den

ikke har grund til at forfølge sagen yderligere, eller en sag, der behandles

af Kommissionen, indtil der er truffet en afgørelse som omhandlet i ar-

tikel 7, 9 eller 10 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december

2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81

og 82

6) Kartel: En aftale eller samordnet praksis mellem to eller flere konkur-

renter om at samordne deres konkurrencemæssige adfærd på markedet

eller påvirke de relevante konkurrenceparametre gennem forskellige

former for praksis, f.eks., men ikke udelukkende, fastsættelse eller ko-

ordinering af købs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser,

herunder i forbindelse med immaterielle rettigheder, tildeling af produk-

tions- eller salgskvoter, markedsdeling og fordeling af kunder, herunder

tilbudskoordinering, import- eller eksportbegrænsninger eller konkur-

rencebegrænsende foranstaltninger over for andre konkurrenter.

7) Bistandssøgende myndighed: En national konkurrencemyndighed,

der anmoder om gensidig bistand som omhandlet i artikel 24, 25, 26, 27

eller 28 i direktiv 2019/1/EU af 11. december 2018, der er optaget som

bilag 2 til denne lov.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

8) Bistandssøgt myndighed: en national konkurrencemyndighed, der

modtager en anmodning om gensidig bistand, og i tilfælde af en anmod-

ning om bistand som omhandlet i artikel 25, 26, 27 eller 28 i direktiv

2019/1/EU af 11. december 2018, der er optaget som bilag 2 til denne

lov, det kompetente offentlige organ, som har det primære ansvar for at

fuldbyrde sådanne afgørelser efter nationale love, forskrifter eller admi-

nistrativ praksis.«

§ 14

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk.

Medlemmerne af Konkurrencerådet og deres suppleanter er ud-

peget i deres personlige og faglige egenskab, uden at være undergivet

instruktionsbeføjelser fra nogen myndighed, organisation eller lig-

nende.«

Stk. 5-6 bliver herefter stk. 6-7.

Efter § 14 indsættes:

»§

14 a.

Medlemmerne af Konkurrencerådet, deres suppleanter, direk-

tøren for og ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver

EUF-Traktatens artikel 101 og 102, denne lov samt regler udstedt i med-

før heraf og varetager de opgaver, de er tillagt i medfør af denne regule-

ring

1) uafhængigt af politisk eller anden udefrakommende indblanding og

2) uden at søge eller modtage instrukser fra regeringen eller nogen of-

fentlig eller privat enhed.

Stk. 2.

De i stk. 1 nævnte personer må kun have anden beskæftigelse, i

det omfang det er foreneligt med udøvelsen af de pligter, der er knyttet

til stillingen eller hvervet, og afstår i efterfølgende beskæftigelse, lønnet

eller ulønnet, fra at behandle verserende sager, hvor der er udsendt en

meddelelse om betænkeligheder, jf. § 15 a, stk. 3, sager vedrørende

denne lovs kapitel 4, sager om bødelempelse eller om sanktionslem-

pelse, jf. §§ 23 d-§ 23 i, anke- og retssager vedrørende afgørelser efter

loven samt aktindsigt i sådanne sager, som de har behandlet under deres

virke i Konkurrencerådet eller ansættelse i Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen.

§ 14 b.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udarbejder ved finansårets

udløb en beretning til erhvervsministeren om aktiviteterne i det forløbne

år, herunder om udpegning og afgang af medlemmer af Konkurrencerå-

det og styrelsens direktør, omfanget af tildelte ressourcer samt ændring

heri sammenlignet med tidligere år. Beretningen offentliggøres.«

§ 15

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

»Stk. 5.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Konkurrencerådet be-

handler en håndhævelsessag inden for rimelig tid.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

§ 15 a

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Retten til partsaktindsigt efter forvaltningsloven og retten til

egenacces, jf. § 13, stk. 1, 2. pkt., i oplysninger fra en ansøgning om

bødelempelse eller en ansøgning om sanktionslempelse kan begrænses,

i det omfang interessen i at kunne benytte oplysningerne ikke skønnes

at være begrundet i den pågældendes ret til forsvar.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 16, stk. 1,

udgår

»jf.

§ 24, stk. 1,«, og »bl.a. omfatte« ændres til:

»omfatte adfærdsmæssige eller strukturelle påbud, der f.eks. kan bestå

i«.

§ 16, stk. 1,

indsættes efter nr. 4 som nye numre:

»5) Funktionel adskillelse af aktiviteter eller medarbejdere i en virksom-

hed.

6) Afhændelse af en virksomheds aktiver eller ejerinteresser.

7) Afhændelse af en virksomhed eller dele heraf.«

10.

§ 16

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Et påbud efter stk. 1 skal stå i et rimeligt forhold til overtrædel-

sen og være nødvendigt for effektivt at bringe overtrædelsen til ophør.

Ved valget mellem to lige effektive påbud skal Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet

vælge det mindst belastende for en virksomhed.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

11.

§ 16

indsættes efter stk. 2, der bliver stk. 3, som nyt stykke:

»Stk.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan fastslå, at der tidli-

gere har foreligget en overtrædelse af denne lov eller af EUF-Trakta-

tens artikel 101 og 102.«

12.

§ 16 a, stk. 1,

affattes således:

»§

16 a.

I håndhævelsessager, der indledes med henblik på at træffe en

afgørelse om at bringe en overtrædelse af § 6, § 11 eller EUF-Traktatens

artikel 101 eller 102 til ophør, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

efter høring af relevante markedsdeltagere gøre tilsagn, som en virksom-

hed eller en virksomhedssammenslutning har afgivet, bindende, hvis til-

sagnene imødekommer styrelsens betænkeligheder. Afgørelsen kan

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

gælde for en bestemt periode og skal fastslå, at der ikke længere er grund

til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen griber ind.«

13.

§ 16 a

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen overvåger gennemførelsen

af tilsagn, der efter stk. 1 er gjort bindende.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

14.

§ 16 a, stk. 3, nr. 3,

der bliver § 16 a, stk. 4, nr. 3, indsættes efter »af«:

»ufuldstændige,«.

15.

Efter § 16 a indsættes:

»§

16 b.

I hastetilfælde, hvor der skønnes at være risiko for alvorlig

skade på konkurrencen, og hvor det umiddelbart skønnes, at § 6, § 11

eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 er overtrådt, kan Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen træffe afgørelse om at pålægge en virk-

somhed eller en virksomhedssammenslutning et foreløbigt påbud. Af-

gørelsen skal stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og gælde enten i

et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges, i det omfang det er nød-

vendigt og hensigtsmæssigt, eller indtil Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen har truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse,

eller afgivne tilsagn er gjort bindende, jf. § 16 a, stk. 1.«

16.

§ 17, stk. 1,

indsættes efter »data«: »som den pågældende har adgang

til, og«, og efter »bestemmelser« indsættes: »eller af EUF-Traktatens

artikel 101 eller 102«.

17.

§ 17, stk. 1,

indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer:

»Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastsætter en rimelig frist, inden

for hvilken styrelsen skal have modtaget de krævede oplysninger. Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsens krav om oplysninger skal stå i et rime-

ligt forhold til formålet og må ikke føre til, at modtageren af kravet om

oplysninger tvinges til at tilstå en overtrædelse af denne lov eller af

EUF-Traktatens artikel 101 og 102.«

18.

§ 17

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Oplysningspligten efter stk. 1 påhviler en virksomhed, en virk-

somhedssammenslutning samt enhver anden juridisk eller fysisk per-

son.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

19.

§ 17, stk. 2,

der bliver stk. 3, udgår »andre« og »i den Europæiske

Union eller«.

20.

Efter § 17 indsættes

»§

17 a.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indkalde enhver re-

præsentant for en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning el-

ler enhver repræsentant for andre juridiske personer og enhver fysisk

person til et interview, når en sådan repræsentant eller fysisk person kan

være i besiddelse af oplysninger, der er relevante for anvendelsen af §

6, § 11 eller EUF-traktatens artikel 101 og 102.

§ 17 b.

§ 10 i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af

tvangsindgreb og oplysningspligter finder ikke anvendelse på krav til

virksomheder eller virksomhedssammenslutninger om oplysninger efter

§ 17, gennemførelsen af et interview efter § 17 a eller afgivelsen af en

mundtlig forklaring efter § 18, stk. 1. De pågældende har pligt til at af-

give oplysninger efter de nævnte bestemmelser i det omfang, dette er

foreneligt med forbuddet mod selvinkriminering efter EU-retten.

§ 17 c.

Bevismateriale, som kan indgå i vurderingen af, om denne lov

eller EUF-Traktatens artikel 101 og 102, er overtrådt, omfatter doku-

menter, mundtlige erklæringer, elektroniske meddelelser, optagelser og

alle andre genstande, der indeholder oplysninger, uanset hvilken form

de har, og hvilket medie de er lagret på.«

21.

§ 18, stk. 1,

affattes således:

»§

18.

Repræsentanter for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og andre

ledsagende personer, som styrelsen har bemyndiget eller udpeget hertil,

kan til brug for sin virksomhed foretage uanmeldte kontrolundersøgel-

ser, der indebærer, at styrelsen får adgang til en virksomheds eller en

virksomhedssammenslutnings lokaler, grunde og transportmidler med

henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning,

som den kontrollerede enhed har adgang til, herunder regnskaber, regn-

skabsmaterialer, bøger og andre forretningspapirer, uanset hvilket medie

de er lagret på. Virksomheden og virksomhedssammenslutningen har

pligt til at underkaste sig en kontrolundersøgelse, og § 9 i lov om rets-

sikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplys-

ningspligter finder ikke anvendelse. I forbindelse med en kontrolunder-

søgelse kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afkræve forklaringer

fra virksomhedens eller virksomhedssammenslutningens repræsentanter

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

eller ansatte om faktiske oplysninger eller dokumenter vedrørende kon-

trolundersøgelsens genstand og formål og registrere deres svar. Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen kan endvidere forlange, at personer, der er

omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, ta-

sker og lignende med henblik på, at styrelsen kan gøre sig bekendt med

og eventuelt tage kopi af dette.«

22.

§ 18, stk. 4, 1. pkt.,

indsættes efter »kopien«: »i styrelsens lokaler eller

i andre udpegede lokaler«.

23.

§ 18, stk. 9, 1. pkt.,

udgår »andre« og »i Den Europæiske Union eller«.

24.

§ 18 a

§ 18 b

ophæves og i stedet indsættes:

»§

18 a.

Såfremt der er rimelig grund til mistanke om, at oplysningerne

i § 18, stk. 1, der vedrører genstanden for kontrolundersøgelsen, og som

måtte være relevante som bevis for en overtrædelse af § 6, § 11 eller

EUF-traktatens artikel 101 eller 102, opbevares i andre lokaler, på andre

grunde eller i andre transportmidler end de, der er anført i § 18, stk. 1,

herunder private hjem tilhørende de pågældende virksomheders eller

virksomhedssammenslutningers direktører, ledere og andre ansatte, kan

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretage uanmeldte kontrolunder-

søgelser i sådanne andre lokaler m.v.

Stk. 2.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan ikke under en kontrol-

undersøgelse efter stk. 1 forlange mundtlige forklaringer, men herud-

over finder bestemmelserne i § 18, stk. 1, stk. 3-4, og stk. 6-10, tilsva-

rende anvendelse på sådanne kontrolundersøgelser.

§ 18 b.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan på vegne af en national

konkurrencemyndighed i Den Europæiske Union og i denne konkurren-

cemyndigheds navn kræve oplysninger efter § 17, gennemføre inter-

views efter § 17 a og foretage kontrolundersøgelser efter § 18, stk. 1-8,

og § 18 a.

Stk. 2.

Repræsentanter for en anden national konkurrencemyndighed i

Den Europæiske Union og andre ledsagende personer, som er bemyndi-

get eller udpeget af denne myndighed, har ret til under tilsyn af repræ-

sentanter for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at deltage i og aktivt

bistå styrelsen under et interview eller en kontrolundersøgelse efter stk.

§ 18 c.

Udveksling af oplysninger indhentet i medfør af § 18 b, stk. 1,

kan ske i medfør af artikel 12 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens

artikel 81 og 82 og skal opfylde sikkerhedsbetingelserne herfor.

Stk. 2.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens udveksling af modtagne an-

søgninger om bødelempelse eller om sanktionslempelse med en anden

national konkurrencemyndighed i Den Europæiske Union kan kun ske

1) med ansøgerens samtykke, eller

2) når den anden nationale konkurrencemyndighed fra den samme ansø-

ger også har modtaget en ansøgning om bødelempelse eller om sankti-

onslempelse i forbindelse med den samme overtrædelse, forudsat at det

på det tidspunkt, hvor ansøgningen videregives, ikke er muligt for ansø-

geren at trække de oplysninger tilbage, som den pågældende har givet

den anden nationale konkurrencemyndighed i forbindelse med den på-

gældende ansøgning.

Stk. 3.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan til andre konkurrence-

myndigheder end nationale konkurrencemyndigheder i Den Europæiske

Union under forbehold om gensidighed videregive oplysninger, som er

omfattet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tavshedspligt, og som

er nødvendige for at fremme håndhævelsen af disse myndigheders kon-

kurrencelovgivning, herunder med henblik på at opfylde Danmarks bi-

laterale eller multilaterale forpligtelser.

Stk. 4.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsens videregivelse til udenlandske myndighe-

der af oplysninger, der er omfattet af styrelsens tavshedspligt.

§ 18 d.

Anmodninger om bistand i henhold til artikel 25 og 26 i Rådets

direktiv 2019/1/EU, der er optaget som bilag 2 til denne lov, efterkom-

mes i overensstemmelse med dansk ret og reglerne i direktivets artikel

27 og 28.

Stk. 2.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan fremsætte anmodninger

om bistand i henhold til direktivets artikel 25 og 26.

Stk. 3.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan modtage anmodninger

om bistand i henhold til direktivets artikel 25, litra a-b, og restanceind-

drivelsesmyndigheden kan modtage anmodninger om bistand i henhold

til direktivets artikel 25, litra c, og artikel 26.

Stk. 4.

Erhvervsministeren kan efter forhandling med skatteministeren

fastsætte nærmere regler om gennemførelse af direktivets artikel 25-27.«

25.

§ 19, stk. 1,

indsættes efter »§ 2, stk. 1«: »§ 2, stk. 6«, og »og § 24, stk.

2, jf. stk. 1,« udgår.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

26.

§ 19, stk. 1, og stk. 2,

ændres »§ 16 a, stk. 2 og 3« til: »og 16 a, stk. 3

og 4«.

27.

§ 19, stk. 6,

affattes således:

»Stk.

Den, som et foreløbigt påbud retter sig til, jf. § 16 b, kan senest

fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, klage til Kon-

kurrenceankenævnet over påbuddets lovlighed og proportionalitet. Kon-

kurrenceankenævnet behandler klagen efter en fremskyndet procedure.«

28.

§ 20, stk. 1,

indsættes efter »foreligger«: », jf. dog § 25 a, stk. 3«.

29.

Efter § 21 indsættes i

Kapitel 7:

»§

21 a.

Oplysninger fra en ansøgning om bødelempelse eller en ansøg-

ning om sanktionslempelse, som der er opnået indsigt i ved partsaktind-

sigt efter forvaltningsloven eller ved egenacces, jf. § 13, stk. 1, 2. pkt., i

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens håndhævelsessag, må kun anven-

des i en sag ved domstolene, når det er nødvendigt for den pågældendes

ret til forsvar i en sag, der har direkte forbindelse til den sag, som der er

givet indsigt i, og kun når sagen ved domstolene vedrører

1) fordelingen mellem karteldeltagere af en bøde, som er blevet pålagt

dem med solidarisk hæftelse, eller

2) prøvelse af en afgørelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om

overtrædelse af § 6, § 11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102.

Stk. 2.

Følgende kategorier af oplysninger fra Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsens håndhævelsessag, som der er opnået indsigt i ved parts-

aktindsigt efter forvaltningsloven eller ved egenacces, jf. § 13, stk. 1, 2.

pkt., kan ikke benyttes af den pågældende i en sag ved domstolene, før

styrelsen har truffet afgørelse for alle parter, der er genstand for under-

søgelsen i håndhævelsessagen, om, at § 6, § 11 eller EU-Traktatens ar-

tikel 101 eller 102 er overtrådt og eventuelt udstedt et påbud efter § 16,

at virksomheders tilsagn gøres bindende, jf. § 16 a, eller at sagen på an-

den vis afsluttes:

1) Oplysninger, som er udarbejdet af andre fysiske eller juridiske per-

soner specifikt til brug for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens

håndhævelsessag.

2) Oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har udarbej-

det og sendt til parterne i forbindelse med styrelsens behandling af

håndhævelsessagen.

Stk. 3.

Retten kan anmode Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om be-

mærkninger til, hvorvidt en oplysning er omfattet af stk. 1-2.«

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

30.

§ 22

affattes således:

»§

22.

Der kan pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder til virk-

somheder, virksomhedssammenslutninger eller enhver anden juridisk

person, der undlader at

1) afgive, herunder inden for den fastsatte frist, fuldstændige og kor-

rekte oplysninger som svar på en anmodning om oplysninger efter §

17,

2) stille en repræsentant til rådighed for deltagelse i et interview, jf. §

17 a,

3) underkaste sig en kontrolundersøgelse, jf. § 18,

4) efterkomme en afgørelse om at bringe en overtrædelse af § 6, § 11

eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 til ophør,

5) efterkomme et vilkår eller påbud meddelt efter denne lov, eller

6) efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende, jf. § 16 a, stk. 1.

Stk. 2.

Der kan pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder til en fysisk

person, der undlader at

1) afgive, herunder inden for den fastsatte frist, fuldstændige og kor-

rekte oplysninger som svar på en anmodning om oplysninger efter §

17, eller

2) deltage i et interview, jf. § 17 a.

Stk. 3.

Størrelsen af en tvangsbøde til en virksomhed, en virksomheds-

sammenslutning eller enhver anden juridisk person fastsættes i forhold

til den pågældendes gennemsnitlige samlede daglige omsætning på ver-

densplan i det foregående regnskabsår pr. dag og beregnes fra den dato,

der er angivet i beslutningen om at pålægge tvangsbøder.«

31.

§ 23

affattes således:

§ 23.

En virksomhed, en virksomhedssammenslutning eller enhver an-

den juridisk person kan pålægges en civil bøde, hvis den forsætligt eller

uagtsomt

1) overtræder § 6, stk. 1,

2) overtræder § 11, stk. 1,

3) undlader at efterkomme et påbud efter § 6, stk. 4, 1. pkt., eller § 11,

stk. 4, 1. pkt., jf. § 16, stk. 1, eller undlader at efterkomme et påbud

efter § 16, stk. 3,

4) undlader at efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende efter § 16

a, stk. 1,

5) undlader at efterkomme et påbud efter § 16 a, stk. 3,

6) undlader at efterkomme et påbud efter § 16 b, stk. 1,

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

7) afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger som

svar på et krav om oplysninger efter § 17, stk. 1, eller undlader at

give oplysningerne inden for den fastsatte frist,

8) undlader at deltage i et interview, jf. § 17 a,

9) modsætter sig en kontrolundersøgelse, jf. § 18,

10) som svar på et spørgsmål, der er stillet under en kontrolundersøgelse,

jf. § 18, stk. 1, 3. pkt., afgiver et ukorrekt eller vildledende svar eller

undlader eller afviser at afgive et fuldstændigt svar,

11) har brudt den forsegling, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

har foretaget i medfør af § 18, stk. 5, eller

12) overtræder EUF-Traktatens artikel 101, stk. 1, eller 102, jf. § 2, stk.

Stk. 2.

En virksomhed, en virksomhedssammenslutning eller enhver an-

den juridisk person kan pålægges en civil bøde, hvis den forsætligt eller

groft uagtsomt

1) undlader at efterkomme et vilkår meddelt i henhold til § 8, stk. 3, 2.

pkt., eller stk. 4, 2. pkt.,

2) undlader at efterkomme et påbud efter § 10 a, stk. 1 eller 6,

3) undlader at efterkomme et påbud efter § 11 a, stk. 1, eller § 11 b, stk.

4) undlader at anmelde en fusion i henhold til § 12 b, stk. 1, eller und-

lader at indlevere en almindelig anmeldelse inden udløbet af den

frist, der er nævnt i § 12 f, stk. 2,

5) gennemfører en fusion pa trods af et forbud herimod i henhold til §

12 c, stk. 2, 2. pkt., overtræder forbuddet mod gennemførelse af en

fusion inden godkendelse heraf i henhold til § 12 c, stk. 5, 1. pkt.,

undlader at efterkomme et vilkår eller påbud efter § 12 c, stk. 6, eller

§ 12 e, stk. 1 eller 3, eller undlader at efterkomme et påbud meddelt

i henhold til § 12 g, eller

6) afgiver ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysninger til

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrenceankenævnet

eller fortier forhold af betydning for den sag eller sektorundersø-

gelse, jf. § 15 d, hvortil oplysningerne indhentes, uden at forholdet

er omfattet af stk. 1, nr. 7 eller 10.

Stk. 3.

Når en virksomhed, en virksomhedssammenslutning eller enhver

anden juridisk person, som har været pålagt en tvangsbøde efter § 22,

har opfyldt den pågældende pligt, uden at tvangsbøden i sin helhed er

betalt eller inddrevet, kan virksomheden, virksomhedssammenslutnin-

gen eller anden juridiske person pålægges en civil bøde svarende til den

ikkebetalte del af tvangsbøden.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Stk. 4.

En fysisk person kan straffes med bøde for med forsæt eller ved

grov uagtsomhed at have medvirket til, at en virksomhed eller en virk-

somhedssammenslutning har overtrådt § 6, § 11 eller EUF-Traktatens

artikel 101 eller 102, jf. § 2, stk. 6. Straffen kan stige til fængsel indtil 1

år og 6 måneder, hvis personen har medvirket til, at en virksomhed eller

en virksomhedssammenslutning i strid med § 6, stk. 1, eller EUF-Trak-

tatens artikel 101, stk. 1, har indgået en kartelaftale som nævnt i 3. pkt.,

og overtrædelsen er forsætlig samt af grov beskaffenhed navnlig pa

grund af overtrædelsens omfang eller de skadevirkninger, den er egnet

til at medføre. Ved en kartelaftale efter 2. pkt. forstås en aftale, samord-

net praksis eller vedtagelse mellem virksomheder i samme omsætning-

sled om

1) priser, avancer el.lign. for salget eller videresalget af varer eller tje-

nesteydelser,

2) begrænsninger af produktion eller salg,

3) opdeling af markeder eller kunder eller

4) koordinering af bud.

Stk. 5.

Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse fra det tidspunkt, hvor en

aftale m.v. er anmeldt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter § 8,

stk. 2 eller stk. 4, og indtil styrelsen har meddelt sin afgørelse efter § 8,

stk. 2, stk. 4 eller stk. 5.

Stk.

6. En fysisk person kan straffes med bøde for med forsæt eller ved

grov uagtsomhed

1) i efterfølgende beskæftigelse, lønnet eller ulønnet, at have behandlet

verserende sager omfattet af § 14 a, stk. 2, 2. led, som den pågæl-

dende har behandlet under sit virke i Konkurrencerådet eller ansæt-

telse i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,

2) at have afgivet ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysnin-

ger som svar på et krav om oplysninger efter § 17, stk. 1, eller at

have undladt at give oplysningerne inden for den fastsatte frist,

3) at have undladt at deltage i et interview, jf. § 17 a, eller

4) at have afgivet ukorrekte, ufuldstændige eller vildledende oplysnin-

ger til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrenceanke-

nævnet eller fortiet forhold af betydning for den sag eller sektorun-

dersøgelse, jf. § 15 d, hvortil oplysningerne indhentes, uden at for-

holdet er omfattet af nr. 2.«

32.

§ 23 a

§ 23 b

ophæves og i stedet indsættes:

»§

23 a.

Inden for en økonomisk enhed er en virksomhed ansvarlig for

en anden virksomheds overtrædelser af § 6, § 11 eller EUF-Traktatens

artikel 101 eller 102.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Stk. 2.

Hvis en virksomhedssammenslutning ikke er solvent og derfor

ikke kan betale en bøde, den er blevet pålagt for overtrædelse af § 6, §

11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102, udmålt på grundlag af

medlemsvirksomhedernes omsætning, skal sammenslutningen inden for

en frist fastsat af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indkalde bidrag

fra medlemsvirksomhederne til betaling af bøden.

Stk. 3.

Hvis medlemsvirksomhederne ikke inden for fristen fuldt ud har

opfyldt forpligtelsen til at betale bidragene efter stk. 2, kan Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen opkræve restbeløbet direkte hos enhver af

de virksomheder, hvis repræsentanter var medlemmer af sammenslut-

ningens besluttende organer, da overtrædelsen blev begået.

Stk. 4.

Efter at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har krævet betaling

i henhold til stk. 3, kan styrelsen også, hvor det er nødvendigt for at sikre

fuld betaling af bøden, kræve betaling af udestående bødebeløb hos et-

hvert medlem af sammenslutningen, der var aktiv på det marked, hvor

overtrædelsen fandt sted. Der kan dog ikke kræves betaling af medlems-

virksomheder, som påviser, at de ikke har gennemført sammenslutnin-

gens beslutning om en overtrædelse, og som enten ikke har haft kend-

skab til dennes eksistens eller aktivt har taget afstand fra den, inden Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsens undersøgelse blev indledt.

§ 23 b.

Ved udmåling af civile bøder til virksomheder, virksomheds-

sammenslutninger eller enhver anden juridisk person eller bøder til fy-

siske person for overtrædelser af denne lov eller af EUF-Traktatens ar-

tikel 101 eller 102 skal der tages hensyn til overtrædelsens grovhed og

varighed. Ved udmåling af civile bøder til virksomheder, virksomheds-

sammenslutninger eller enhver anden juridisk person skal der desuden

tages hensyn til den pågældendes samlede koncernomsætning på ver-

densplan i det regnskabsår, der går forud for afgørelsen. Endvidere kan

der tages hensyn til erstatning, der betales efter mindelig tvistbilæggelse,

jf. lov om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelse af

konkurrenceretten. Bøderne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold

til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Stk. 2.

Det skal ved udmåling af en civil bøde til en virksomhed, virk-

somhedssammenslutning eller enhver anden juridisk person i alminde-

lighed indgå som skærpende omstændighed, at den pågældende f.eks.

1) efter, at der tidligere er truffet afgørelse om den pågældendes over-

trædelse af denne lov eller af EU-Traktatens artikel 101 eller 102,

fortsætter den samme overtrædelse eller begår en tilsvarende over-

trædelse,

2) har spillet en ledende rolle eller har tilskyndet til overtrædelsen, eller

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

3) har udsat en anden virksomhed for gengældelsesforanstaltninger for

at få den til at respektere en konkurrencebegrænsende aftale eller

adfærd i strid med § 6, § 11, eller EUF-Traktatens artikel 101 eller

102.

Stk. 3.

Det skal ved udmåling af en civil bøde til en virksomhed, virk-

somhedssammenslutning eller enhver anden juridisk person i alminde-

lighed indgå som formildende omstændighed, at den pågældende f.eks.

1) udelukkende har spillet en passiv rolle i forbindelse med overtrædel-

sen,

2) ikke har efterlevet en ulovlig aftale, vedtagelse eller samordnet prak-

sis efter § 6 eller EUF-Traktatens artikel 101,

3) ved en intern politik for overholdelse af konkurrencereglerne (et

”compliance program”) til stadighed har gjort en aktiv indsats for, at

alle virksomhedens medarbejdere skal overholde denne lov, eller

medvirker til sagens opklaring, uden at betingelserne for bødelem-

pelse eller sanktionslempelse i §§ 23 d, 23 e eller 23 i, er opfyldt.

Stk. 4.

En civil bøde til en virksomhed, virksomhedssammenslutning el-

ler enhver anden juridisk person kan maksimalt udgøre 10 pct. af den

pågældendes samlede omsætning på verdensplan i det regnskabsår, der

går forud for afgørelsen. Indgår virksomheden m.v. i en koncern, kan

bøden maksimalt udgøre 10 pct. af den samlede omsætning på verdens-

plan i den pågældende koncern i det regnskabsår, der går forud for af-

gørelsen.

Stk. 5.

Vedrører en overtrædelse begået af en virksomhedssammenslut-

ning medlemmernes aktiviteter, er den maksimale størrelse af bøden 10

pct. af summen af den samlede omsætning på verdensplan for hvert af

de medlemmer, der er aktive på det marked, der er berørt af den over-

trædelse, som sammenslutningen har begået. Indgår et af de pågældende

medlemmer i en koncern, indgår den samlede omsætning på verdensplan

for den pågældende koncern i summen efter 1. pkt. i stedet for medlem-

mets egen omsætning. Den enkelte virksomheds økonomiske ansvar i

forbindelse med betaling af bøden må dog ikke overstige det maksimale

beløb, der er fastsat efter stk. 2.

§ 23 c.

Forældelsesfristen er 5 år for pålæggelse af en bøde til en virk-

somhed, en virksomhedssammenslutning eller enhver anden juridisk

person for en overtrædelse af denne lov eller af EUF-Traktatens artikel

101 eller 102. Hvis forældelsen afbrydes, jf. stk. 3-4, løber en ny foræl-

delsesfrist. Forældelse indtræder senest 10 år efter begyndelsestidspunk-

tet i henhold til stk. 2.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Stk. 2.

Forældelsesfristen regnes fra den dag, hvor overtrædelsen eller

undladelsen er ophørt.

Stk. 3.

Forældelsesfristen afbrydes fra den dag, hvor mindst én virksom-

hed i en håndhævelsessag får underretning om det første formelle efter-

forskningsskridt fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, fra en national

konkurrencemyndighed i en anden medlemsstat i Den Europæiske

Union eller Kommissionen, som behandler en håndhævelsessag om den

samme aftale, den samme vedtagelse inden for en sammenslutning af

virksomheder eller den samme samordnede praksis eller anden adfærd,

der er forbudt efter denne lov eller efter EUF-traktatens artikel 101 eller

102. Afbrydelsen gælder for alle virksomheder m.v., der har deltaget i

overtrædelsen.

Stk. 4.

Afbrydelsen ophører den dag, hvor håndhævelsessagen er afslut-

tet ved en endelig afgørelse om, at denne lov eller EUF-Traktatens arti-

kel 101 eller 102 er overtrådt, virksomheders eller virksomhedssammen-

slutningers tilsagn er gjort bindende, en virksomhed, en virksomheds-

sammenslutning eller enhver anden juridisk person er blevet pålagt en

bøde, eller når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen enten har besluttet

eller truffet afgørelse om, at sagen ikke vil blive forfulgt yderligere.

§ 23 d.

Den virksomhed, der handler i strid med § 6 eller EUF-traktatens

artikel 101, stk. 1, ved at deltage i et kartel, opnår efter ansøgning frita-

gelse for den bøde, virksomheden ellers ville være blevet pålagt for sin

deltagelse i kartellet, hvis ansøgeren opfylder betingelserne i stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Ansøgeren skal være den første til at fremlægge dokumentation,

som

1) på det tidspunkt, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtager

ansøgningen, sætter styrelsen i stand til at foretage en kontrolundersø-

gelse i forbindelse med kartellet, forudsat at styrelsen ikke allerede er i

besiddelse af tilstrækkelig dokumentation, som sætter styrelsen i stand

til at foretage en sådan kontrolundersøgelse, eller at styrelsen ikke alle-

rede har foretaget en sådan undersøgelse, eller

2) efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opfattelse er tilstrækkeligt

til, at der kan fastslås en overtrædelse, som er omfattet af bødelempel-

sesordningen, forudsat at styrelsen ikke allerede er i besiddelse af til-

strækkelige beviser til at fastslå en sådan overtrædelse, og at ingen anden

ansøger tidligere har været berettiget til bødefritagelse efter nr. 1 i for-

bindelse med kartellet.

Stk. 3.

Bødefritagelse kan kun opnås, såfremt ansøgeren

1) afslører sin deltagelse i et kartel,

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2) har bragt sin deltagelse i kartellet til ophør senest straks efter indgi-

velse af ansøgningen om bødelempelse, bortset fra de aktiviteter,

som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mener er nødvendige for

at sikre undersøgelsens integritet,

3) ikke under planlægningen af sin indgivelse af en ansøgning om bø-

delempelse til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

a) har ødelagt, forfalsket eller skjult beviser vedrørende kartellet el-

ler

b) har afsløret sin planlagte indgivelse af ansøgningen eller noget

af dens indhold over for andre end konkurrencemyndigheder i Den

Europæiske Union, EØS-området eller i tredjelande,

ikke har taget skridt til at tvinge andre virksomheder til at tilslutte

sig kartellet eller til at blive i det, og

samarbejder oprigtigt, fuldt ud, permanent og hurtigt med Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen fra det tidspunkt, hvor ansøgningen

indgives, og indtil håndhævelsessagen er endeligt afsluttet over for

alle de parter, som undersøgelsen omfatter, eller sagen på anden vis

er afsluttet.

Stk. 4.

Samarbejdet efter stk. 3, nr. 5, indebærer, at ansøgeren

1) straks forsyner Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med alle rele-

vante oplysninger og dokumentation vedrørende kartellet, som den

pågældende har adgang til eller kommer i besiddelse af, herunder:

a) navn og adresse på ansøgeren

b) navnene på alle andre virksomheder, der deltager eller har delta-

get i kartellet

c) en detaljeret beskrivelse af kartellet, herunder de berørte produk-

ter, de berørte områder, varigheden og arten af karteladfærden

d) oplysninger om tidligere eller eventuelle planlagte fremtidige

ansøgninger om bødelempelse til andre konkurrencemyndigheder i

Den Europæiske Union, EØS-området eller i tredjelande vedrø-

rende kartellet.

2) står til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rådighed med henblik

på at besvare eventuelle forespørgsler, der kan bidrage til at fastslå om-

stændighederne,

3) stiller direktører, ledere og andre ansatte til rådighed for interviews

med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og gør rimelige bestræbelser

på at stille tidligere direktører, ledere og andre ansatte til rådighed for

interviews med styrelsen,

4) ikke ødelægger, forfalsker eller skjuler relevante oplysninger eller

dokumentation, og

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

5) ikke afslører sin indgivelse af ansøgningen om bødelempelse eller

noget af dens indhold, før Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ud-

sendt en klagepunktsmeddelelse i håndhævelsessagen, medmindre an-

det er aftalt.

§ 23 e.

Opfylder en ansøgning om bødefritagelse fra en virksomhed ikke

betingelserne i § 23 d, stk. 2, betragtes ansøgningen som en ansøgning

om bødenedsættelse, jf. stk. 2-4.

Stk. 2.

Den virksomhed, der handler i strid med § 6 eller EUF-traktatens

artikel 101, stk. 1, ved at deltage i et kartel, opnår nedsættelse af den

bøde, virksomheden ellers ville være blevet pålagt for sin deltagelse i

kartellet, hvis ansøgeren

fremlægger dokumentation vedrørende kartellet, som repræsenterer

en betydelig merværdi i forhold til den dokumentation, som Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede er i besiddelse af på tids-

punktet for ansøgningen, og

2) opfylder betingelserne i § 23 d, stk. 3 og 4.

Stk. 3.

Såfremt ansøgeren fremlægger afgørende dokumentation, som

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen benytter til at påvise yderligere for-

hold, der fører til, at deltagerne i kartellet pålægges større bøder, end det

ellers ville have været tilfældet, tages sådanne yderligere forhold ikke i

betragtning ved fastsættelsen af en eventuel bøde til den pågældende an-

søger.

Stk. 4.

Bødenedsættelsen for den første ansøger, der opfylder betingel-

serne i stk. 2, udgør 50 pct. af den bøde, ansøgeren ellers ville være ble-

vet pålagt for sin deltagelse i kartellet. For den anden ansøger, der op-

fylder betingelserne i stk. 2, udgør bødenedsættelsen 30 pct. For efter-

følgende ansøgere, der opfylder betingelserne i stk. 2, udgør bødened-

sættelsen op til 20 pct.

§ 23 f.

Der kan indgives en foreløbig ansøgning om bødefritagelse eller

bødenedsættelse med henblik på, at ansøgeren kan tildeles en plads i

køen til bødelempelse.

Stk. 2.

En foreløbig ansøgning skal indeholde de oplysninger om kartel-

let, som er tilgængelige for ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af

den foreløbige ansøgning. Oplysningerne kan f.eks. vedrøre:

1) ansøgerens navn og adresse

2) grundlaget for de betænkeligheder, der har ført til ansøgningen

3) navnene på alle andre virksomheder, der deltager eller har deltaget i

kartellet

4) de berørte produkter og områder

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

5) varigheden og arten af karteladfærden

6) oplysninger om tidligere eller eventuelle fremtidige ansøgninger om

bødelempelse til konkurrencemyndigheder i Den Europæiske Union,

EØS-området eller i tredjelande vedrørende kartellet.

Stk. 3.

En foreløbig ansøgning skal færdiggøres inden for den frist, som

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastsætter. Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen fastsætter fristen således, at ansøgeren kan indsamle de

nødvendige oplysninger og dokumentation til opfyldelse af betingel-

serne for enten bødefritagelse eller bødenedsættelse. Færdiggøres den

foreløbige ansøgning inden for fristen, anses ansøgningen for indgivet

på tidspunktet for indgivelsen af den foreløbige ansøgning.

Stk. 4.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har beføjelse til at imøde-

komme eller afvise en ansøgning efter stk. 1.

§ 23 g.

Der kan indgives en forkortet ansøgning om bødefritagelse eller

bødenedsættelse, hvis ansøgeren har ansøgt Europa-Kommissionen

herom ved at indgive enten en foreløbig eller en fuldstændig ansøgning

vedrørende det samme kartel, forudsat at denne ansøgning dækker mere

end tre medlemsstater i Den Europæiske Union som berørte områder.

Stk. 2.

En forkortet ansøgning skal bestå af en kort beskrivelse af føl-

gende:

1) ansøgerens navn og adresse

2) navne på de øvrige deltagere i kartellet

3) de berørte produkter og områder

4) varigheden og arten af karteladfærden

5) de medlemsstater i Den Europæiske Union, hvor dokumentationen

om kartellet formodes at foreligge

6) oplysninger om enhver tidligere eller eventuelle planlagte fremtidige

ansøgninger om bødelempelse, der er indgivet til enhver anden konkur-

rencemyndighed i Den Europæiske Union, EØS-området eller i tredje-

lande vedrørende kartellet.

Stk. 3.

Når Europa-Kommissionen modtager en fuldstændig ansøgning,

og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtager en forkortet ansøg-

ning vedrørende det samme kartel, er Kommissionen, i perioden indtil

der er opnået klarhed om, hvorvidt Kommissionen vil forfølge hele eller

dele af sagen, den primære kontakt for ansøgeren, navnlig med hensyn

til at give anvisninger til ansøgeren om gennemførelse af enhver yderli-

gere intern undersøgelse. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kun

kræve af ansøgeren, at denne fremlægger specifikke præciseringer ved-

rørende de punkter, der er nævnt i stk. 2, før styrelsen kræver, at der

indgives en fuldstændig ansøgning efter stk. 5.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Stk. 4.

Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtager en forkortet

ansøgning, kontrollerer styrelsen, om den på tidspunktet for modtagel-

sen heraf allerede har modtaget en forkortet eller fuldstændig ansøgning

om bødelempelse fra en anden ansøger vedrørende det samme kartel.

Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke har modtaget en sådan

ansøgning fra en anden ansøger og anser den forkortede ansøgning for

at opfylde kravene i stk. 2, underretter styrelsen ansøgeren herom.

Stk. 5.

Der kan indgives en fuldstændig ansøgning til Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen, så snart Kommissionen har meddelt styrelsen, at

Kommissionen ikke agter at behandle hele eller dele af sagen. Kun und-

tagelsesvis, når det er nødvendigt af hensyn til sagsafgrænsningen eller

sagsfordelingen, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forlange, at

ansøgeren indgiver en fuldstændig ansøgning, inden Kommissionen har

meddelt styrelsen, at den ikke agter at forfølge hele eller dele af sagen.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan fastsætte en rimelig frist, inden

for hvilken ansøgeren skal indgive sin fuldstændige ansøgning sammen

med de relevante oplysninger og dokumentation. Dette berører ikke an-

søgerens ret til frivilligt at indgive en fuldstændig ansøgning på et tidli-

gere tidspunkt.

Stk. 6.

En ansøger, som indgiver en fuldstændig ansøgning efter stk. 5

inden for den af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastsatte frist, an-

ses for at have indgivet den fulde ansøgning på det tidspunkt, hvor den

forkortede ansøgning blev modtaget, forudsat at den forkortede ansøg-

ning dækker det eller de samme berørte produkter og områder og den

samme varighed af kartellet som i den ansøgning om bødelempelse, der

er indgivet til Kommissionen, og som kan være blevet opdateret.

§ 23 h.

En ansøgning om bødefritagelse eller bødenedsættelse, herunder

en foreløbig ansøgning efter § 23 f, eller en forkortet ansøgning efter §

23 g, kan indgives skriftligt eller mundtligt til Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen. Ansøgningen kan indgives på dansk eller engelsk. Efter af-

tale mellem Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og ansøgeren kan an-

søgningen endvidere indgives på et andet af de officielle sprog i Den

Europæiske Union.

Stk. 2.

En ansøgning efter stk. 1 behandles efter følgende procedure:

1) På ansøgerens anmodning bekræfter Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen skriftligt, at styrelsen har modtaget en ansøgning om bødelem-

pelse med angivelse af dato og tidspunkt for modtagelsen.

2) Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgiver et foreløbigt tilsagn, der

indeholder oplysninger om, hvorvidt betingelserne i § 23 d, stk. 1, eller

§ 23 e, stk. 2, er opfyldt, og om, hvorvidt der er grundlag for at meddele

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

afslag på ansøgningen, fordi betingelserne i § 23 d, stk. 3 og 4, ikke er

opfyldt.

3) Når håndhævelsessagen er endeligt afsluttet over for alle de øvrige

parter, som har været involveret i kartellet, meddeler Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen skriftligt ansøgeren, hvorvidt betingelserne i § 23 d,

stk. 3 og 4, er opfyldt, og i bekræftende fald, om bødefritagelse eller

bødenedsættelse kan ske i overensstemmelse med det foreløbige tilsagn,

som ansøgeren har fået efter nr. 2.

Stk. 3.

Forskellige virksomheder kan ikke indgive fælles ansøgning om

bødelempelse, medmindre virksomhederne er koncernforbundne, og an-

søgningen angiver, hvilke virksomheder ansøgningen skal omfatte.

§ 23 i.

En ansøgning om bødefritagelse eller bødenedsættelse fra en virk-

somhed omfatter automatisk nuværende og tidligere bestyrelsesmed-

lemmer, ledende medarbejdere og andre ansatte.

Stk. 2.

En fysisk person, som er omfattet af en ansøgning i henhold til

stk. 1, opnår tiltalefrafald samt fritagelse for et eventuelt særskilt krav

om konfiskation, hvis

1) virksomhedens ansøgning opfylder betingelserne i § 23 d, stk. 2, og

§ 23 d, stk. 3, nr. 1,

2) den pågældende individuelt opfylder betingelsen i § 23 d, stk. 3, nr.

5, jf. stk. 4, og

3) virksomhedens ansøgning ligger forud for det tidspunkt, hvor den

fysiske person af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Statsad-

vokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet er gjort

bekendte med den sag, som ansøgningen angår.

Stk. 3.

Opfylder en ansøgning om bødefritagelse fra en virksomhed ikke

betingelserne herfor, opnår en fysisk person, som er omfattet af en an-

søgning i henhold til stk. 1, bødenedsættelse, såfremt virksomhedens an-

søgning opfylder betingelserne herfor i § 23 e, stk. 2, og den fysiske

person individuelt opfylder betingelsen i § 23 d, stk. 3, nr. 5, jf. stk. 4. §

23 e, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse. Et eventuelt særskilt krav

om konfiskation nedsættes med de samme procentsatser som nævnt i §

23 e, stk. 4.

Stk. 4.

En fysisk person kan indgive en individuel ansøgning om sankti-

onslempelse. En fysisk person opnår tiltalefrafald og fritagelse for et

eventuelt særskilt krav om konfiskation, hvis den pågældende opfylder

betingelserne i § 23 d, stk. 2-4. Hvis betingelserne for tiltalefrafald ikke

er opfyldt, opnår den pågældende bødenedsættelse og nedsættelse af et

eventuelt særskilt krav om konfiskation, hvis vedkommende individuelt

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

opfylder betingelserne i § 23 e, stk. 2, nr. 1 og 2. § 23 e, stk. 3 og 4,

finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5.

Bestemmelserne i § 23 f og § 23 h, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, finder

tilsvarende anvendelse for ansøgninger efter stk. 1 og 4. Endvidere fin-

der § 23 h, stk. 2, nr. 2, tilsvarende anvendelse, idet Statsadvokaten for

Særlig Økonomisk og International Kriminalitet dog forinden afgivelsen

af et foreløbigt tilsagn til en fysisk person skal tiltræde, at betingelserne

herfor er til stede.

Stk. 6.

Når sagen er endeligt oplyst og vurderet, meddeler Statsadvoka-

ten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet tiltalefrafald til

fysiske personer omfattet af stk. 1 eller 4, hvis betingelserne herfor er

opfyldt.

§ 23 j.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan i sager om en virksom-

heds eller en virksomhedssammenslutnings overtrædelse af denne lov i

et bødeforelæg tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den,

der har begået overtrædelsen, kan erkende overtrædelsen og erklærer sig

rede til inden en nærmere angiven frist at betale en bøde som angivet i

bødeforelægget.

Stk. 2.

Et bødeforelæg efter stk. 1 skal indeholde

1) navn, adresse og CVR-nummer på den virksomhed eller virksom-

hedssammenslutning, som bødeforelægget rettes til, og

2) oplysning om det forhold, som bøden angår.

Stk. 3.

Oplysning efter stk. 2, nr. 2, skal omfatte

1) hjemmelen til at pålægge bøden,

2) en kort beskrivelse af den overtrædelse af konkurrenceloven eller

EUF-Traktatens artikel 101 eller 102, som giver anledning til udstedelse

af bødeforelægget, med angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde

og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendige for en tilstræk-

kelig og tydelig beskrivelse, og

3) eventuelle formildende eller skærpende omstændigheder, jf. § 23 b,

stk. 2 og 3.

Stk. 4.

Vedtages bøden, bortfalder videre forfølgning.«

33.

Kapitel 9

ophæves.

34.

Efter kapitel 9, der ophæves, indsættes:

»Kapitel 9 a

Behandling af sager om pålæggelse af civile bøder

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

§ 25.

Reglerne i dette kapitel finder anvendelse på sager om civile bøder,

jf. § 23, stk. 1-3.

Stk. 2.

Sagen behandles i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 3.

Retten er ikke bundet af parternes påstande om størrelsen af den

civile bøde.

§ 25 a.

Sagen kan indbringes for retten af Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen, når afgørelsen, som den pågældende overtrædelse vedrører,

har været behandlet af Konkurrenceankenævnet.

Stk. 2.

Hvis den, som afgørelsen retter sig mod, indbringer Konkurren-

ceankenævnets afgørelse for retten, jf. § 20, stk. 3, afgøres spørgsmålet

om pålæggelse af en civil bøde under denne sag.

Stk. 3.

Sagen kan uanset stk. 1 indbringes for retten af Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen, hvis afgørelsen ikke kan påklages til Konkurrence-

ankenævnet, jf. § 19, stk. 1, eller når fristen for at klage til Konkurren-

ceankenævnet er udløbet, uden at klage er sket, jf. § 20, stk. 2, eller hvis

sagen vedrører en civil bøde efter § 23, stk. 3.

Stk. 4.

Har sagen ikke tidligere været behandlet ved Konkurrenceanke-

nævnet, jf. stk. 3, og gør den, som afgørelsen retter sig mod, og som er

part i sagen, under behandlingen af sagen ved retten indsigelse mod

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens påstand om den pågældendes

overtrædelse af konkurrencereglerne, udsætter retten sagen, jf. dog § 23,

stk. 3, efter anmodning fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og sen-

der sagen til Konkurrenceankenævnet i det omfang, ankenævnet kan be-

handle sagen, jf. § 19, stk. 1.

§ 25 b.

Tredjemand, der kan blive draget strafferetligt til ansvar for den

overtrædelse, som sagen angår, kan ikke indtræde som part i sagen efter

retsplejelovens § 251.

Stk. 2.

Tredjemand, der kan blive draget strafferetligt til ansvar for den

overtrædelse, som sagen angår, kan indtræde i sagen for at varetage sine

interesser uanset, om den pågældende støtter en af parterne i sagen. Rets-

plejelovens § 252, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse. Retten be-

skikker efter anmodning en advokat for den pågældende. Om salær og

godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder det samme som

i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 4. februar 2021.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Stk. 2.

Loven finder ikke anvendelse på sager, hvor Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen inden lovens ikrafttræden i medfør af § 15 a, stk. 2,

har udsendt en klagepunktsmeddelelse, eller hvor Statsadvokaten for

Særlig Økonomisk og International Kriminalitet inden lovens ikrafttræ-

den har rejst sigtelse efter retsplejeloven mod en virksomhed eller en

virksomhedssammenslutning for overtrædelse af bestemmelserne i kon-

kurrenceloven eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102. For sådanne

sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Anvendelsesområde og definitioner

2.1.1.

2.1.1.1.

2.1.1.2.

2.1.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2. Konkurrencemyndighedens uafhængighed og ressourcer

2.2.1.

2.2.1.1.

2.2.1.2.

2.2.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.3. Strukturelle påbud og konstatering af tidligere overtrædelser

2.3.1.

2.3.1.1.

2.3.1.2.

2.3.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.4. Tilsagn

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.4.1.

2.4.1.1.

2.4.1.2.

2.4.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.5. Foreløbige påbud

2.5.1.

2.5.1.1.

2.5.1.2.

2.5.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.6. Anmodning om oplysninger og interviews

2.6.1.

2.6.1.1.

2.6.1.2.

2.6.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.7. Forbud mod selvinkriminering

2.7.1.

2.7.1.1.

2.7.1.2.

2.7.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.8. Bevismateriale

2.8.1.

2.8.1.1.

2.8.1.2.

2.8.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.9. Kontrolundersøgelser

2.9.1.

2.9.1.1.

2.9.1.2.

2.9.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.10. Samarbejde med og bistand til andre EU-konkurrencemyndigheder

2.10.1.

2.10.1.1.

Gældende ret

Dansk ret

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.10.1.2.

2.10.2.

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.11. Forkyndelse, fuldbyrdelse og inddrivelse

2.11.1.

2.11.1.1.

2.11.1.2.

2.11.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.12. Aktindsigt

2.12.1.

2.12.1.1.

2.12.1.2.

2.12.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.13. Tvangsbøder

2.13.1.

2.13.1.1.

2.13.1.2.

2.13.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.14. Tilregnelse og sanktioner

2.14.1.

2.14.1.1.

2.14.1.2.

2.14.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.15. Moderselskabsansvar og succession

2.15.1.

2.15.1.1.

2.15.1.2.

2.15.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.16. Hæftelsesansvar for bøder pålagt virksomhedssammenslutninger

2.16.1.

2.16.1.1.

2.16.1.2.

2.16.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.17. Bødeudmåling

2.17.1.

2.17.1.1.

2.17.1.2.

2.17.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.18. Forældelse

2.18.1.

2.18.1.1.

2.18.1.2.

2.18.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.19. Bødelempelse og sanktionslempelse

2.19.1.

2.19.1.1.

2.19.1.2.

2.19.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.20. Behandling af sager om pålæggelse af civile bøder

2.20.1.

2.20.1.1.

2.20.1.1.1.

2.20.1.1.2.

2.20.1.2.

Gældende ret

Dansk ret

Domstolenes behandling af sager efter konkurrenceloven

Administrative bødeforelæg

Direktiv 2019/1

2.20.2. Erhvervsministeriets og Justitsministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

2.20.2.1. Behandling af sager om pålæggelse af civile bøder

2.20.2.2. Civile bødeforelæg

2.21. Konkurrencemyndighedens rolle ved domstolene

2.21.1.

2.21.1.1.

2.21.1.2.

2.21.2.

Gældende ret

Dansk ret

Direktiv 2019/1

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.22. Direktivets øvrige bestemmelser

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

7.1. Anvendelsesområde

7.2. Konkurrencemyndighedens uvildighed og integritet

7.3. Behandling af sager om pålæggelse af bøder

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Lovforslaget vil gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2019/1 af 11. december 2018 om styrkelse af de nationale konkurrencemyn-

digheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og

sikring af et velfungerende marked (EU-Tidende 2019, nr. L 11, side 3) –

herefter kaldet direktiv 2019/1 – som skal være gennemført i national lov-

givning senest den 4. februar 2021.

Med Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennem-

førelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (nu artikel 101

og 102) – herefter kaldet Rådsforordning 1/2003 – fik de nationale EU-kon-

kurrencemyndigheder i EU pligt til at håndhæve konkurrencereglerne i arti-

kel 101 og artikel 102 i EUF-Traktaten i sager, hvor en aftale eller adfærd

kan påvirke samhandlen mellem medlemsstaterne. De nationale EU-kon-

kurrencemyndigheder står dermed sammen med Europa-Kommissionen for

den offentlige håndhævelse af artikel 101 og 102 i EUF-Traktaten og an-

vender de samme forbudsbestemmelser.

Rådsforordning 1/2003 fastsætter dog ikke, hvilke håndhævelsesredskaber

de nationale konkurrencemyndigheder skal have til rådighed, og mange af

myndighederne har ifølge Kommissionen utilstrækkelige redskaber til at

kunne håndhæve artikel 101 og 102 ensartet og effektivt. Det gælder ifølge

Kommissionen både håndhævelses- og bødeudstedelsesbeføjelser samt

mangel på garantier for uafhængighed og ressourcer, hvilket ifølge Kom-

missionen indebærer, at sager vedrørende virksomheder, som benytter sig

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

af konkurrencebegrænsende metoder, kan falde meget forskelligt ud, alt ef-

ter hvilken medlemsstat virksomhederne er aktive i. Nogle virksomheder

kan helt undgå håndhævelse af artikel 101 og 102, eller de kan blot være

genstand for ineffektiv håndhævelse, jf. præambelbetragtning nr. 5 i direktiv

2019/1.

Den uensartede håndhævelse af artikel 101 og 102, uanset om bestemmel-

serne anvendes alene eller parallelt med national konkurrenceret, medfører

ifølge præambelbetragtning nr. 6 i direktiv 2019/1 forspildte muligheder for

at fjerne hindringer for markedsadgang og skabe mere fair og konkurrence-

udsatte markeder i hele Unionen, hvor virksomheder konkurrerer efter evne.

Formålet med direktiv 2019/1 er at styrke de nationale konkurrencemyndig-

heders muligheder for at håndhæve konkurrencereglerne i artikel 101 og 102

i EUF-Traktaten. Direktivet fastsætter således en række minimumskrav til

de nationale konkurrencemyndigheders håndhævelsesbeføjelser. En række

af kravene efterlever Danmark allerede i dag. Der er imidlertid andre krav,

som skal gennemføres i dansk ret.

Det sker for det første ved at supplere Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens

gældende beføjelser til at kræve oplysninger, udstede adfærdsmæssige på-

bud, foreløbige påbud, gøre tilsagn afgivet af virksomheder bindende samt

udføre kontrolundersøgelser i virksomheder med beføjelser til at gennem-

føre interviews, udstede strukturelle påbud samt foretage kontrolundersø-

gelser i private hjem (f.eks. hos direktører). En effektiv håndhævelse af kon-

kurrencereglerne er nødvendig for at skabe mere fair og åbne konkurrence-

prægede markeder og kan bidrage til vækst og jobskabelse til gavn for virk-

somheder og forbrugere.

For det andet skal lovforslaget sikre, at bøder til virksomheder og virksom-

hedssammenslutninger for overtrædelse af konkurrencereglerne er effek-

tive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virk-

ning. Direktiv 2019/1 stiller krav om, at de nationale administrative konkur-

rencemyndigheder enten selv kan pålægge bøder, eller at de kan foranledige,

at bøder pålægges efter ikkestrafferetlige procedurer. Danmark kan derfor

ikke fremadrettet opretholde det strafferetlige system for pålæggelse af bø-

der til virksomheder og virksomhedssammenslutninger, der anvendes i dag.

Det foreslås derfor, at virksomheder og virksomhedssammenslutninger kan

pålægges såkaldte civile bøder ved domstolene inden for civilprocessens

rammer.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

For det tredje indeholder lovforslaget bestemmelser, der præciserer den uaf-

hængighed, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede har i dag.

Endelig indeholder lovforslaget bestemmelser om retssikkerhedsgarantier,

aktindsigt, gensidig bistand til andre EU-landes konkurrencemyndigheder

og forældelse.

De foreslåede regler vil både gælde håndhævelse af EU-konkurrencereg-

lerne og de enslydende danske konkurrenceregler.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Anvendelsesområde og definitioner

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Dansk ret

Når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anvender forbudsbestemmelsen i

enten § 6 eller § 11 i forbindelse med konkurrenceloven på konkurrencebe-

grænsende aftaler m.v. eller misbrug af en dominerende stilling, der kan på-

virke samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, har

styrelsen efter artikel 3, stk. 1, i Rådsforordning 1/2003 pligt til også at an-

vende artikel 101, henholdsvis artikel 102 i EUF-Traktaten. Er kriteriet om

samhandelspåvirkning ikke opfyldt i en konkret sag, har styrelsen kun hjem-

mel til at anvende bestemmelserne i konkurrencelovens § 6 eller § 11.

Den gældende bestemmelse i konkurrencelovens § 24, stk. 1, 1. pkt., angi-

ver, at sager efter EUF-Traktatens artikel 101 og 102, herunder sager, hvor

der

sker

parallel

anvendelse

lovens

§ 11, kan behandles af de nationale konkurrencemyndigheder, når sagen har

tilknytning til Danmark.

Begrebet tilknytning til Danmark foreligger ifølge § 24, stk. 1, 2. pkt., når

aftaler m.v. mellem virksomheder eller en virksomheds adfærd har skade-

lige virkninger på konkurrencen på det danske marked, eller når en virksom-

hed, der er beliggende i Danmark, er involveret i en aftale m.v., der har ska-

delige virkninger på konkurrencen inden for Den Europæiske Union. I prak-

sis er det spørgsmålet om, hvorvidt der er samhandelspåvirkning eller ej, der

er afgørende for, om hjemmelsgrundlaget for at gribe ind over for en over-

trædelse er konkurrencelovens § 6 eller § 11 alene eller tillige EUF-Trakta-

tens artikel 101 eller 102, jf. artikel 3, stk. 1, i Rådsforordning 1/2003. Hertil

kommer, at spørgsmålet om, hvorvidt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

frem for en anden national konkurrencemyndighed i Den Europæiske Union

kan behandle en sag om anvendelsen af EUF-Traktatens artikel 101 eller

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

102, er reguleret i Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for

netværket af konkurrencemyndigheder (EU-Tidende 2004, nr. C 101, side

43). I praksis er der endvidere tale om én samlet afgørelse, hvad angår sags-

fremstilling og vurdering af, at der er sket en overtrædelse af forbuddene i

konkurrenceloven, henholdsvis i EUF-Traktaten.

Efter konkurrencelovens § 24, stk. 2, har Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen kompetence til at anvende bestemmelserne i konkurrencelovens kapitel

5-8 i sager efter EUF-Traktatens artikel 101 eller 102, herunder hvor der

sker parallel anvendelse af konkurrencelovens § 6 eller § 11. Det indebærer

f.eks., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen anvender de samme proces-

suelle regler i konkurrenceloven, når det skal undersøges, om der er sket en

overtrædelse af § 6 og artikel 101 eller § 11 og artikel 102. Konkurrencelo-

vens §§ 17-18 om indhentelse af oplysninger og gennemførelse af kontrol-

undersøgelser gælder således både for sager med og uden samhandelspå-

virkning. Det indebærer også, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter

konkurrencelovens § 16 kan udstede påbud, gøre virksomheders tilsagn bin-

dende efter konkurrencelovens § 16 a og udstede foreløbige påbud efter kon-

kurrencelovens § 18 b i sager med og uden samhandelspåvirkning. Endelig

sker domstolens efterfølgende udmåling af bøder til virksomheder uaf-

hængigt af, om overtrædelsen alene vedrører de danske konkurrenceregler

eller også EU-konkurrencereglerne.

Rækkevidden af begrebet samhandelspåvirkning er udviklet via EU-Dom-

stolens praksis og er beskrevet i Kommissionens meddelelse om retnings-

linjer vedrørende begrebet påvirkning af handelen i traktatens artikel 81 og

82 (nu artikel 101 og 102), offentliggjort i EU-Tidende 2004 nr. C 101, side

81). Der er tale om et dynamisk begreb, som indeholder tre hovedelementer:

1) handelen mellem medlemsstater, 2) kan påvirke og 3) mærkbarhed. Det

er ikke et krav, at aftalen eller adfærden rent faktisk vil påvirke eller har

påvirket samhandlen – det er tilstrækkeligt, at den er egnet til at have en

sådan virkning. Dette skal dog i givet fald sandsynliggøres, idet det ikke er

tilstrækkeligt at anføre, at aftalen m.v. teoretisk set f.eks. kan have en mar-

kedsafskærmende effekt.

Konkurrenceloven indeholder ikke i selve lovteksten definitioner på an-

vendte begreber. Derimod indeholder bemærkningerne til visse af bestem-

melserne definitioner; det gælder f.eks. bemærkningerne til § 2, der inde-

holder en definition af begrebet erhvervsvirksomhed (Folketingstidende

1996-97, tillæg A, side 3653).

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.1.1.2. Direktiv 2019/1

Direktivet fastsætter en række håndhævelsesbeføjelser, der som minimum

skal kunne anvendes, når de nationale konkurrencemyndigheder håndhæver

de materielle EU-retlige forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og

misbrug af dominerende stilling i EUF-Traktatens artikel 101 og 102. Di-

rektivet indeholder således formelle processuelle regler, der udover egent-

lige håndhævelsesredskaber bl.a. også omfatter regler om retssikkerhedsga-

rantier, konkurrencemyndighedernes uafhængighed, gensidig bistand til an-

dre landes konkurrencemyndigheder, forældelse og en række grundprincip-

per for sanktionssystemerne i de enkelte lande.

EUF-Traktatens artikel 101 og 102 finder anvendelse i sager, hvor en kon-

kurrencebegrænsende aftale eller adfærd kan påvirke samhandlen mellem

medlemsstaterne. Direktiv 2019/1 regulerer derfor kun sager, hvor der er

samhandelspåvirkning, og hvor artikel 101 eller 102 anvendes alene eller

parallelt med national konkurrenceret i samme sag, jf. artikel 1, stk. 2. Di-

rektivet regulerer derimod ikke sager, der udelukkende behandles efter na-

tional konkurrencelovgivning, dvs. sager uden samhandelspåvirkning. I for-

hold til beskyttelsen af oplysninger indeholdt i straflempelsesansøgninger

skal direktivets bestemmelser dog også anvendes, når national konkurren-

ceret anvendes alene. Direktivets bestemmelser i artikel 31, stk. 3 og 4, om

begrænsninger i adgangen til og anvendelsen af oplysninger fra sådanne an-

søgninger gælder derfor også i rene nationale sager, jf. artikel 1, stk. 3.

Det er i præambelbetragtning nr. 3 i direktiv 2019/1 anført, at når national

konkurrenceret anvendes parallelt med EU-konkurrencereglerne, er det vig-

tigt, at de nationale konkurrencemyndigheder garanteres den samme nød-

vendige uafhængighed og de samme fornødne ressourcer og håndhævelses-

og bødeudstedelsesbeføjelser med henblik på at sikre, at der ikke nås et an-

det resultat.

Videre er det anført i præambelbetragtning nr. 4, at hvis omfanget af de un-

dersøgelsesbeføjelser, som de nationale konkurrencemyndigheder tillæg-

ges, afhænger af, hvorvidt de i sidste instans vil anvende national konkur-

renceret alene eller parallelt med artikel 101 og 102, vil det hæmme effekti-

viteten af håndhævelsen af konkurrenceretten i det indre marked. Derfor bør

direktivet finde anvendelse, både når EUF-Traktatens artikel 101 og 102 an-

vendes alene, og når disse bestemmelser anvendes parallelt med national

konkurrenceret på samme sag.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Direktiv 2019/1 indeholder i artikel 2 definitioner på en række centrale be-

greber, som anvendes i direktivet. Det drejer sig f.eks. om håndhævelsessag,

virksomhed, kartel, bistandssøgende og bistandssøgt myndighed.

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det forhold, at direktiv 2019/1 alene gælder for sager, hvor artikel 101 eller

102 anvendes alene eller sammen med national konkurrenceret, dvs. i sager

med samhandelspåvirkning, rejser spørgsmål om, hvorvidt håndhævelse af

forbuddene mod konkurrencebegrænsende aftaler m.v. og misbrug af en do-

minerende stilling i konkurrenceloven, henholdsvis i EUF-Traktaten, frem-

over skal reguleres af det samme processuelle regelsæt, som det sker i dag,

eller om rene nationale sager, dvs. sager uden samhandelspåvirkning, frem-

over skal behandles efter andre regler end de, der er fastsat i direktivet.

Det er vurderingen, at anvendelsen af forskellige processuelle regelsæt alt

efter, om der er samhandelspåvirkning eller ej, vil resultere i en række væ-

sentlige problemer for de involverede virksomheder, dvs. parter og tredje-

mænd, i forhold til, hvilke regelsæt der i en konkret sag skal finde anven-

delse og hvornår.

For det første vil det være uhensigtsmæssigt for de involverede virksomhe-

der, hvis der inden for det samme retsområde gælder to forskellige sæt pro-

cessuelle regler, hvis anvendelsesområde er afhængigt af et formelt forhold,

dvs. om der er samhandelspåvirkning eller ej. Spørgsmålet om samhandels-

påvirkning har ikke betydning for den materielle vurdering af sagen, som er

den samme, uanset om sagen vurderes efter de danske konkurrenceregler

eller efter EU-konkurrencereglerne.

For det andet vil anvendelsen af to forskellige regelsæt kunne indebære en

mere kompliceret og langstrakt sagsbehandling. Det vil således kræve, at

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen først, dvs. inden der er taget stilling til,

om der overhovedet er en materiel problemstilling, skal tage stilling til

spørgsmålet om samhandelspåvirkning, førend styrelsen kan fastlægge,

hvilke håndhævelsesbeføjelser den har til rådighed, og hvilke processuelle

regler der vil gælde for sagens oplysning og behandling.

Hvis samhandelskriteriet således gøres til den afgørende faktor for valget

mellem forskellige processuelle regler, vil det forudsætte, at der allerede un-

der de indledende undersøgelser er tilstrækkelig klarhed over, om en given

sag har eller ikke har samhandelspåvirkning. Spørgsmålet om samhandels-

påvirkning kan imidlertid typisk først afklares med den fornødne sikkerhed,

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

når sagen er blevet tilstrækkeligt undersøgt og oplyst. Indtil disse nødven-

dige oplysninger foreligger, vil sagens fremdrift derfor blive bremset, fordi

der ikke er klarhed over, hvilket regelsæt der skal gælde for sagens håndte-

ring. Hertil kommer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indledningsvist

– for at afklare regelvalget – vil skulle fokusere sine undersøgelsesskridt på

den pågældende aftales eller adfærds geografiske udstrækning og de øvrige

forhold, som indgår i en bedømmelse af samhandelspåvirkning, fremfor at

fokusere på det, som er væsentligt for sagen, nemlig om konkurrencereg-

lerne er overtrådt.

Hvis en aftale eller adfærd kan påvirke samhandelen, anvender Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen allerede i dag forbuddene i konkurrencelovens

§ 6 og § 11 parallelt med forbuddene i EUF-Traktatens artikel 101 og 102.

Endvidere anvender Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samme processu-

elle regler i forbindelse med sagsoplysningen, udstedelse af påbud samt på-

læggelse af sanktioner. Efterprøvelse af afgørelser sker ved de samme in-

stanser, uanset om sagen har samhandelspåvirkning eller ej. Det er vurde-

ringen, at et system med ét sæt processuelle regler m.v., hvad enten der er

samhandelspåvirkning eller ej, ikke hidtil har medført vanskeligheder for de

involverede virksomheder. Det er endvidere vurderingen, at anvendelsen af

samme processuelle regler er hensigtsmæssigt, fordi hensynet til beskyttel-

sen af konkurrencen er lige beskyttelsesværdigt, uanset om en sag har sam-

handelspåvirkning eller ej.

Ens processuelle regler vil således indebære den fordel, at de involverede

virksomheder kun skal forholde sig til ét regelsæt. Dermed har de involve-

rede virksomheder, ligesom i dag, allerede fra sagens start klarhed over,

hvilke processuelle regler der vil gælde for Konkurrence- og Forbrugersty-

relsens behandling af en given aftale eller adfærd, herunder hvilke beføjelser

styrelsen vil have til at fremskaffe oplysninger, hvilke former for påbud og

sanktioner, der vil kunne forventes som led i en eventuel afgørelse, hvilke

instanser, der vil skulle behandle en påklaget afgørelse, og hvilke forældel-

sesregler der vil gælde.

Anvendelsen af ens processuelle regler vil samtidig være en forudsætning

for at kunne opfylde et af hovedformålene med direktiv 2019/1, nemlig at

der fremadrettet skal være tale om en hurtig og effektiv håndhævelse af kon-

kurrencereglerne.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Det vurderes sammenfattende, at det fortsat bør være de samme formelle og

processuelle regelsæt, der skal anvendes, når Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen behandler overtrædelser af konkurrencereglerne – uanset om en

sag har samhandelspåvirkning eller ej. Det vil indebære, at de nye proces-

suelle regler, som følger af direktiv 2019/1, med dette lovforslag foreslås

også at skulle gælde for sager, hvor der ikke er samhandelspåvirkning. De

involverede virksomheder vil dermed, og som i dag, kun skulle forholde sig

til ét regelsæt, uanset om en overtrædelse af konkurrencereglerne kan på-

virke samhandelen eller ej, og uanset hvor langt i processen en sag er.

På denne baggrund og med henblik på at skabe større klarhed over, hvornår

EUF-Traktaten kan anvendes, foreslås den gældende § 24 i konkurrencelo-

ven afløst af en bestemmelse, der for det første fastslår, at EUF-Traktatens

artikel 101 eller 102 kan anvendes parallelt med § 6 eller § 11 eller alene,

når en konkurrencebegrænsende aftale m.v. eller et misbrug af en domine-

rende stilling kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Eu-

ropæiske Union.

For det andet og ud fra den sammenfattende vurdering ovenfor foreslås det

fastsat, at de processuelle regler i kapitel 5-8 ligeledes finder anvendelse på

sådanne aftaler eller en sådan adfærd. Dette forslag går videre, end hvad der

kræves efter direktiv 2019/1. Det er dog vurderingen, at dette ikke medfører

økonomiske eller administrative konsekvenser, hverken for det offentlige

eller erhvervslivet. Derimod kan det have positive konsekvenser for er-

hvervslivet, idet de samme regler vil gælde for danske virksomheder, uanset

om samhandelen kan anses for påvirket eller ej.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Som nævnt gælder direktiv 2019/1 for behandlingen af sager vedrørende

konkurrencereglerne i EUF-Traktatens artikel 101 og 102, og lovforslaget

vedrører primært de processuelle regler, der skal gælde, når Traktatens reg-

ler anvendes alene eller sammen med § 6 og § 11. For visse processuelle

regler er det imidlertid hensigtsmæssigt og naturligt, at de også skal gælde

for behandlingen af andre typer af konkurrencesager som f.eks. fusionssa-

ger. For at undgå at have to forskellige bødesystemer i forhold til virksom-

heder foreslås det, at alle bøder til virksomheder for overtrædelser af kon-

kurrenceloven fremover skal være civile uafhængigt af overtrædelsestypen.

Endvidere foreslås det, at ændringerne i adgangen til at kræve oplysninger,

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

spørgsmålet om selvinkriminering, bevisvurdering samt udmålingsprincip-

perne for pålæggelse af bøder ligeledes skal gælde for alle overtrædelsesty-

per.

De foreslåede nye regler om muligheden for at indkalde til interviews og

om kravet til tilregnelse foreslås alene at skulle gælde for sager vedrørende

forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler og forbuddet mod misbrug

af dominerende stilling i § 6, § 11 og EUF-Traktatens artikel 101 og 102.

Definitionerne i artikel 2 i direktiv 2019/1 foreslås gennemført så tekstnært

som muligt i lovforslaget. Det er vurderet, at nogle af direktivets definitioner

ikke er nødvendige for forståelsen af lovforslagets indhold, hvorfor de ikke

er medtaget i lovforslaget. Det drejer sig f.eks. om begreberne national rets-

lig konkurrencemyndighed, national ret og ansøger.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.2.Konkurrencemyndighedens uafhængighed og ressourcer

2.2.1. Gældende ret

2.2.1.1. Dansk ret

Konkurrencemyndigheden i Danmark udgøres af Konkurrencerådet og

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Konkurrencerådet er at betragte som

en bestyrelse, der har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsens administration af konkurrenceloven, herunder anvendelsen af

EUF-Traktatens artikel 101 og 102. Konkurrencerådet træffer afgørelser i

sager af principiel eller særlig stor betydning, mens styrelsen står for den

daglige administration af loven.

Konkurrencerådet er uafhængigt af erhvervsministeren, jf. § 1, stk. 2, i be-

kendtgørelse nr. 980 af 27. august 2015 om forretningsorden for Konkur-

rencerådet. Af bemærkningerne til § 15, stk. 3, i konkurrenceloven fremgår

det, at Konkurrencerådet ikke er underlagt erhvervsministeren, og at er-

hvervsministeren ikke har instruktionsbeføjelser over for Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen vedrørende konkrete sager, der afgøres efter konkurren-

celoven eller regler udstedt i medfør heraf (Folketingstidende 2014-15, A,

L 18 som fremsat, side 8). I overensstemmelse hermed er det fastsat i § 5 i

bekendtgørelsen om forretningsorden for Konkurrencerådet, at Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen ved den daglige administration af konkurren-

celoven og regler udstedt i medfør heraf er uafhængig af erhvervsministe-

ren. Styrelsens deltagelse i internationale fora som konkurrencemyndighed

er heller ikke underlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Efter konkurrencelovens § 15, stk. 3, har Konkurrencerådet det overordnede

ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af loven og

regler udstedt i medfør heraf. Herudover træffer rådet afgørelser i sager af

principiel eller særlig stor betydning. Endelig godkender rådet konkurren-

ceanalyser iværksat på styrelsens eget initiativ. Efter § 15, stk. 4, kan rådet

delegere sin kompetence til at træffe afgørelser til Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen.

Efter konkurrencelovens § 14, stk. 6, fastsætter Konkurrencerådet sin egen

forretningsorden, der skal godkendes af erhvervsministeren. Dette er sket

med bekendtgørelse nr. 980 af 27. august 2015 om forretningsorden for

Konkurrencerådet. Efter bekendtgørelsens § 24 kan forretningsordenen æn-

dres, hvis et flertal af Konkurrencerådets medlemmer stemmer for, og er-

hvervsministeren godkender disse ændringer.

Konkurrencerådets specifikke opgaver er oplistet i bekendtgørelsens § 3,

stk. 1. Rådet skal bl.a. træffe afgørelse i konkurrencesager af principiel eller

særlig stor betydning, jf. § 3, stk. 1, nr. 4. Denne kompetence kan efter be-

kendtgørelsens § 6, stk. 1, delegeres til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,

hvis rådet for en sagstype har fastlagt en klar og utvetydig praksis, eller i en

konkret sag overlader det til styrelsen efter indhentning af yderligere oplys-

ninger at træffe afgørelse.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tager sig af den daglige administration

af konkurrenceloven. Styrelsens opgaver er angivet i en ikkeudtømmende

oplistning i § 5 i bekendtgørelse om forretningsorden for Konkurrencerådet.

Styrelsen har bl.a. efter § 5, stk. 2, nr. 4, kompetence til at træffe afgørelse i

konkurrencesager, der ikke er af principiel eller særlig stor betydning, og i

sager, som Konkurrencerådet har delegeret til styrelsen. Efter § 5, stk. 3-4,

er direktøren for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tillagt selvstændig

kompetence til at beslutte dels, om der efter konkurrencelovens § 22 skal

pålægges virksomheder daglige eller ugentlige tvangsbøder, dels om der ef-

ter lovens § 23 b skal rettes henvendelse til Statsadvokaten for Særlig Øko-

nomisk og International Kriminalitet med henblik på at indhente samtykke

til, at styrelsen udarbejder et administrativt bødeforelæg.

Direktøren for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og alle styrelsens øvrige

ansatte ansættes i overensstemmelse med regler fastsat af Medarbejder- og

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Kompetencestyrelsen og forvaltningsloven, som sikrer, at den mest kompe-

tente ansøger ansættes i en ledig stilling i det offentlige. Det vil være ulovligt

at lægge vægt på usaglige hensyn ved valget af en kandidat.

Efter konkurrencelovens § 14, stk. 1, udpeges Konkurrencerådet og direk-

tøren for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af erhvervsministeren. Direk-

tøren udpeges efter høring af Konkurrencerådet. Udpegning af et medlem af

Konkurrencerådet og af en direktør for styrelsen er en afgørelse i forvalt-

ningslovens forstand, og valget skal således træffes ud fra saglige hensyn.

Konkurrencelovens § 14, stk. 2, fastslår, at Konkurrencerådet består af syv

medlemmer. Af disse skal fire medlemmer have konkurrencemæssigt kend-

skab eller anden relevant akademisk baggrund; dvs. juridisk, økonomisk el-

ler på anden vis konkurrencefaglig viden. Ifølge bemærkningerne skal mi-

nisteren ved udpegningen sikre, at der er en passende fordeling mellem de

relevante juridiske og økonomiske kompetencer hos disse fire medlemmer

(Folketingstidende 2014-15, A, L 18 som fremsat, side 7). Endvidere skal

to medlemmer have ledelsesmæssig baggrund fra erhvervslivet, og et med-

lem skal have særligt kendskab til forbrugerforhold.

Medlemmerne af Konkurrencerådet udpeges for en periode på op til 4 år og

kan genudpeges. Der er som udgangspunkt ikke begrænsninger på antallet

af gange, et rådsmedlem kan genudpeges. Blandt medlemmerne med juridi-

ske eller økonomiske kompetencer udpeger erhvervsministeren en formand

og en næstformand, jf. konkurrencelovens § 15, stk. 3, 2. pkt.

Efter § 15, stk. 4, udpeger erhvervsministeren op til fire faste suppleanter

for en periode på op til 4 år. Suppleanterne kan genudpeges.

Konkurrencerådets medlemmer og alle ansatte i Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen er underlagt bestemmelserne om habilitet i § 3 i forvaltnings-

loven og tavshedspligt i § 27 i forvaltningsloven og straffelovens § 152 og

§§ 152 c - 152 f.

Begrebet habilitet omfatter både generel og speciel inhabilitet.

Generel habilitet angår betingelserne for at kunne beklæde en stilling inden

for forvaltningen og er reguleret enten direkte i særlovgivningen eller af den

uskrevne retsgrundsætning om generel inhabilitet. Der er ikke fastsat regler

om generel habilitet i konkurrenceloven eller bestemmelser udstedt i medfør

heraf. Den uskrevne retsgrundsætning om generel inhabilitet indebærer, at

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

det er en almindelig forudsætning for at beklæde poster i forvaltningen, at

man ikke samtidig er eller kommer i en position, hvor man jævnligt vil være

afskåret fra at udføre sin forvaltningsmæssige funktion på grund af speciel

inhabilitet.

Reglerne om speciel inhabilitet i forvaltningslovens § 3 angår forudsætnin-

gerne for at kunne deltage i behandlingen af konkrete sager. § 3, stk. 1, om-

fatter fem former for speciel inhabilitet, hvor den, der virker inden for den

offentlige forvaltning vil være inhabil i forhold til en bestemt sag: De fem

former for speciel inhabilitet er: 1) partsinhabilitet, 2) slægtsinhabilitet, 3)

selskabsinhabilitet, 4) toinstansinhabilitet og 5) inhabilitet på grund af om-

stændighederne i øvrigt, hvilket er en opsamlingsbestemmelse. Efter for-

valtningslovens § 3, stk. 2, foreligger der dog ikke inhabilitet, hvis der som

følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågæl-

dendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at

være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkom-

mende hensyn.

Konsekvensen af inhabilitet i forhold til en sag er, at den pågældende ikke

må træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behand-

lingen af den pågældende sag, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 3.

Alle medarbejdere i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er underlagt tavs-

hedspligt efter artikel 28, stk. 2, i Rådsforordning 1/2003. Tavshedspligten

i henhold til Rådsforordning 1/2003 antages ikke kun at gælde forretnings-

hemmeligheder men enhver information, som ansatte i en konkurrencemyn-

dighed kommer i besiddelse af ved samarbejdet om EUF-Traktatens artikel

101 og 102. Forpligtelsen gælder også oplysninger af den pågældende ka-

rakter, som Konkurrencerådets medlemmer kommer i besiddelse af. Tavs-

hedspligten gælder også, efter at en person er fratrådt sin stilling i Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen eller sit hverv i Konkurrencerådet.

Reglerne om tavshedspligt i § 27 i forvaltningsloven og straffelovens § 152

og §§ 152 c - 152 f indebærer, at nuværende eller tidligere ansatte i Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen, medlemmer af Konkurrencerådet eller deres

suppleanter ikke må videregive eller udnytte fortrolige oplysninger erhver-

vet under ansættelsen eller hvervet. For medlemmerne af Konkurrencerådet

er tavshedspligten efter forvaltningsloven understreget i § 22 i bekendtgø-

relse af forretningsorden for Konkurrencerådet. Tavshedspligten gælder

også efter, at en person er fratrådt sin stilling i Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen eller sit hverv i Konkurrencerådet. Overtrædelse straffes med bøde

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

eller fængsel indtil 6 måneder. Brug og videregivelse af ikkefortrolige op-

lysninger er ikke omfattet af forvaltningsloven § 27 eller straffelovens § 152

og §§ 152 c - 152 f er er ikke bestemmelser i gældende ret, der forbyder

ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og medlemmer af Konkurren-

cerådet i en efterfølgende beskæftigelse, lønnet eller ulønnet, at behandle

konkrete sager, som de har beskæftiget sig med i rådet eller styrelsen.

Erhvervsministeren kan træffe afgørelse om, at et rådsmedlems udpegnings-

periode skal forkortes. En sådan afgørelse skal ifølge de forvaltningsretlige

regler træffes på sagligt grundlag.

Det vil være sagligt at afsætte et rådsmedlem på grund af grov overtrædelse

af rådsmedlemmets pligter, herunder reglerne om tavshedspligt og inhabili-

tet, jf. bekendtgørelse om Konkurrencerådets forretningsorden. Det følger

af § 2, stk. 3, i bekendtgørelse om Konkurrencerådets forretningsorden, at

afskedigelse af rådsmedlemmer sker ved, at formanden for Konkurrencerå-

det kan indstille til erhvervsministeren, at et rådsmedlem, som har gjort sig

skyldig i overtrædelse af tavshedspligten, eller som groft har tilsidesat sine

pligter efter forretningsordenen, afskediges. Det følger i øvrigt af dansk rets

almindelige regler, at det vil også vil være sagligt at afsætte et rådsmedlem

som følge af opgavebortfald, uegnethed, sygdom, manglende opfyldelse af

værdigheds- og vandelskrav og lignende.

Direktøren for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og alle styrelsens øvrige

ansatte kan afskediges som følge af tjenesteforseelse, stillingsnedlæggelse,

opgavebortfald, uegnethed, sygdom, manglende opfyldelse af værdigheds-

og vandelskrav og lignende.

En afgørelse om afsked skal følge de forvaltningsretlige regler om saglig-

hed, dokumentation, begrundelse og partshøring. Det vil være ulovligt at

lægge vægt på usaglige hensyn ved afskedigelse af en offentligt ansat.

Dansk ret indeholder ikke specifikke lovbestemmelser, som udtømmende

opremser samtlige saglige grunde til at afsætte eller afskedige, men vurde-

ringen heraf følger af principper fastlagt i retspraksis, hvor sådanne afgørel-

ser er blevet efterprøvet.

Det vil efter gældende ret ikke være sagligt at afsætte et rådsmedlem, direk-

tøren for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller styrelsens øvrige ansatte

af årsager relateret til en korrekt varetagelse af deres opgaver eller beføjelser

som en del af en uafhængig konkurrencemyndighed. Det vil således ikke

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

være sagligt at afsætte de pågældende af politiske årsager. Det indebærer

f.eks., at direktøren for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke kan afske-

diges som følge af, at direktøren i forbindelse med en korrekt varetagelse af

opgaver eller beføjelser som uafhængig konkurrencemyndighed har valgt at

gennemføre en sektorundersøgelse, jf. konkurrencelovens § 15 d, eller at

behandle eller ikke behandle en sag, jf. konkurrencelovens § 15, stk. 1, 3.

Efter konkurrencelovens § 15, stk. 1, 2. pkt. kan Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen behandle en sag af egen drift, efter anmeldelse, på grundlag af

en klage eller som følge af en henvisning fra Europa-Kommissionen eller

andre konkurrencemyndigheder i Den Europæiske Union. Efter § 15, stk. 1,

3. pkt., afgør styrelsen, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge

eller træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt

eller endeligt skal indstilles. Bestemmelsen indebærer, at Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen på et hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen kan

afvise at behandle alle eller nogle af de klagepunkter, som en klager har rejst

(Folketingstidende 2004-05,1. samling, tillæg A, s. 1649). Det samme gæl-

der sager, som styrelsen har taget op af egen drift.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens bevillinger tildeles via finansloven og

optages under egen paragraf (Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen - almin-

delig virksomhed). Tildelingen af bevilling følger processen for udarbej-

delse af finansloven. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indgår årligt en

mål- og resultatplan med Erhvervsministeriet. Styrelsens direktør har inden

for de givne bevillinger, materiel lovgivning samt mål- og resultatplanen

beføjelser til uafhængigt at prioritere og allokere de tildelte bevillinger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er underlagt kontrol af Rigsrevisionen,

der foretager uafhængig finansiel og forvaltningsmæssig revision af statens

regnskab. Rigsrevisionen er underlagt Folketinget.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udarbejder årligt årsrapporter efter reg-

lerne i regnskabsbekendtgørelsen og reglerne i bevillingsvejledningen. For-

målet med årsrapporten er at afrapportere faglige mål og finansielle resulta-

ter.

Bøder, som virksomheder pålægges for at overtræde konkurrenceloven, til-

falder statskassen.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.2.1.2. Direktiv 2019/1

Med henblik på at garantere de nationale administrative konkurrencemyn-

digheders uafhængighed, når de anvender artikel 101 og 102 i EUF-Trakta-

ten, skal medlemsstaterne ifølge artikel 4, stk. 1, sikre, at disse myndigheder

varetager deres opgaver og udøver deres beføjelser på en uvildig måde og

med henblik på at sikre en effektiv og ensartet anvendelse af artikel 101 og

102. Dette skal ske under iagttagelse af rimelige krav til ansvarlighed og

uden, at dette berører det nære samarbejde mellem konkurrencemyndighe-

derne i Det Europæiske Konkurrencenetværk.

Det fremgår af præambelbetragtning nr. 17 til direktivet, at artikel 4, stk. 1,

er rettet mod de nationale administrative konkurrencemyndigheders opera-

tionelle uafhængighed. Bestemmelsen retter sig derimod ikke mod en kon-

kurrencemyndigheds strukturelle uafhængighed, som i givet fald ville inde-

bære, at konkurrencemyndigheden skulle udskilles i en separat enhed.

Efter artikel 4, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre, at medlemmerne af be-

slutningsorganet for de nationale administrative konkurrencemyndigheder

udvælges og ansættes eller udpeges i overensstemmelse med klare og gen-

nemsigtige procedurer, der er fastsat på forhånd i national ret. Ifølge præ-

ambelbetragtning nr. 17 bør national ret på forhånd fastlægge klare og gen-

nemsigtige regler og procedurer for udvælgelse og udpegning af disse per-

soner. For at sikre upartiskhed hos de nationale administrative konkurren-

cemyndigheder bør de bøder, som de pålægger for overtrædelse af artikel

101 og 102, ikke anvendes til at finansiere disse myndigheder direkte.

Medlemsstaterne skal efter artikel 4, stk. 2, som minimum sikre, at de an-

satte og de personer, der i de nationale administrative konkurrencemyndig-

heder træffer afgørelser under udøvelse af beføjelserne i artikel 10-13 og 16

i direktivet:

- kan varetage deres opgaver og udøve deres beføjelser til at anvende EUF-

Traktatens artikel 101 og 102 i uafhængigt af politisk eller anden udefra-

kommende indblanding,

- hverken søger eller modtager instrukser fra en regering eller nogen anden

offentlig eller privat enhed ved varetagelsen af deres opgaver eller udøvel-

sen af deres beføjelser til at anvende EUF-Traktatens artikel 101 og 102,

uden at dette berører en medlemsstats regerings ret til at udstede generelle

politiske retningslinjer, som ikke vedrører sektorundersøgelser eller speci-

fikke håndhævelsessager, og afstår fra enhver handling, der er uforenelig

med varetagelsen af deres opgaver og/eller med udøvelsen af deres beføjel-

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

ser til at anvende EUF-Traktatens artikel 101 og 102 og er omfattet af pro-

cedurer, der sikrer, at de i en rimelig periode efter fratrædelse afstår fra at

behandle håndhævelsessager, der kan give anledning til interessekonflikter.

Hvad angår det sidste, fremgår det af præambelbetragtning nr. 18 i direkti-

vet, at beslutningstagerne, cheferne og ansatte i en national administrativ

konkurrencemyndighed såvel under deres ansættelses- eller embedsperiode

som i en rimelig tid derefter bør afstå fra enhver uforenelig handling, lønnet

som ulønnet.

Videre fremgår det af præambelbetragtning nr. 19, at de ansatte og beslut-

ningstagerne under deres ansættelses- eller embedsperiode ikke bør kunne

behandle sager vedrørende anvendelse af EUF-Traktatens artikel 101 eller

102, som de har været involveret i, eller som direkte vedrører virksomheder

eller virksomhedssammenslutninger, som de har været ansat eller pa anden

måde professionelt engageret i, hvis dette potentielt kan påvirke deres uaf-

hængighed i en specifik sag. Tilsvarende bør de ansatte og beslutningsta-

gerne og deres nære pårørende ikke have interesser i virksomheder eller or-

ganisationer, der er genstand for sager vedrørende anvendelse af EUF-Trak-

tatens artikel 101 eller 102, som de arbejder eller deltager i, hvis dette po-

tentielt kan påvirke deres uafhængighed i en specifik sag. I vurderingen af,

hvorvidt deres uafhængighed vil kunne blive svækket i en specifik sag, bør

der tages hensyn til arten og omfanget af den berørte persons interesse og

grad af involvering eller engagement. Når det er nødvendigt for at sikre en

upartisk undersøgelse og beslutningsproces, bør den berørte person erklære

sig inhabil i den specifikke sag.

Efter artikel 4, stk. 2, litra c, 2. led, skal medlemsstaterne sikre, at de ansatte

og beslutningstagerne er omfattet af procedurer, der sikrer, at disse i en ri-

melig periode, efter at de har forladt den nationale administrative konkur-

rencemyndighed, ikke er involveret i den samme sag i deres nye beskæfti-

gelse. Ifølge præambelbetragtning nr. 20 til direktiv 2019/1 kan længden af

denne periode fastsættes under hensyntagen til arten af de pågældende per-

soners nye beskæftigelse samt omfanget af deres inddragelse og deres an-

svar i samme sag under deres ansættelses- eller embedsperiode i den natio-

nale administrative konkurrencemyndighed.

Endelig fremgår det af præambelbetragtning nr. 21 i direktivet, at hver nati-

onal administrativ konkurrencemyndighed bør offentliggøre en adfærdsko-

deks omfattende regler om interessekonflikter.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

De personer, der i de nationale administrative konkurrencemyndigheder

træffer afgørelser under udøvelse af beføjelserne i artikel 10-13 og 16 i di-

rektivet, må ifølge artikel 4, stk. 3, ikke afskediges fra sådanne myndigheder

af årsager relateret til en korrekt varetagelse af deres opgaver eller en korrekt

udøvelse af deres beføjelser under anvendelse af EUF-Traktatens artikel 101

og 102. De kan således alene afskediges, hvis de ikke længere opfylder de

nødvendige betingelser for at varetage deres opgaver, eller hvis de er blevet

fundet skyldige i alvorlige forseelser i henhold til national ret. Betingelserne

for varetagelsen af deres opgaver og for, hvad der udgør alvorlige forseelser,

fastlægges på forhånd i national ret, idet der tages hensyn til behovet for at

sikre effektiv håndhævelse. Ifølge præambelbetragtning nr. 17 bør det ske

for at fjerne enhver tvivl om deres upartiskhed og deres uimodtagelighed

over for udefrakommende indblanding.

Endelig fremgår det af artikel 4, stk. 5, at de nationale administrative kon-

kurrencemyndigheder har beføjelse til selv at prioritere opgaverne vedrø-

rende anvendelsen af EUF-Traktatens artikel 101 og 102. I det omfang de

nationale administrative konkurrencemyndigheder har pligt til at behandle

formelle klager, har disse myndigheder beføjelse til at afvise sådanne klager

under henvisning til, at de ikke finder en sådan klage af håndhævelsesmæs-

sig prioritet. Dette berører ikke de nationale administrative konkurrence-

myndigheders beføjelse til at afvise klager af andre årsager, der er fastsat i

national ret.

I tilslutning hertil fremgår det af præambelbetragtning nr. 23 i direktivet, at

muligheden for at afvise klager f.eks. kan skyldes manglende kompetence

eller kan begrundes i, at der ikke er grund til at gribe ind i en sag.

Artikel 5 omhandler konkurrencemyndighedernes ressourcer. Efter artikel

5, stk. 1, skal medlemsstaterne som minimum sikre, at en national konkur-

rencemyndighed råder over et tilstrækkeligt antal kvalificerede ansatte og

tilstrækkelige finansielle, tekniske og teknologiske ressourcer, der er nød-

vendige for effektivt at kunne varetage deres opgaver og for effektivt at

kunne udøve deres beføjelser i forbindelse med anvendelsen af artikel 101

og 102 i EUF-Traktaten.

Efter artikel 5, stk. 2, skal en national konkurrencemyndighed som mini-

mum kunne gennemføre undersøgelser med henblik på at anvende artikel

101 og 102, vedtage afgørelser under anvendelse af disse bestemmelser og

arbejde nært sammen i Det Europæiske Konkurrencenetværk for at sikre en

effektiv og ensartet anvendelse af artikel 101 og 102. I det omfang national

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

ret fastlægger det, skal en national konkurrencemyndighed også kunne råd-

give offentlige institutioner og organer, hvis det er relevant, om lovgivnings-

mæssige, reguleringsmæssige og administrative foranstaltninger, som kan

have en indvirkning på konkurrencen på det indre marked, samt fremme

offentlighedens kendskab til artikel 101 og 102.

I tilknytning hertil fremgår det af præambelbetragtning nr. 24, at hvis de

nationale konkurrencemyndigheder får udvidede opgaver eller beføjelser i

henhold til national ret, bør medlemsstaterne sikre, at de nationale konkur-

rencemyndigheder fortsat sikres tilstrækkelige ressourcer til at varetage

disse opgaver effektivt.

Efter artikel 5, stk. 3, skal medlemsstaterne, uden at det berører nationale

budgetregler og -procedurer, sikre, at en national konkurrencemyndighed

indrømmes uafhængighed i anvendelsen af et tildelt budget til varetagelsen

af opgaverne fastsat i artikel 5, stk. 2. Præambelbetragtning nr. 25 anfører i

tilknytning hertil, at de nationale konkurrencemyndigheders uafhængighed

bør styrkes ved at sætte dem i stand til uafhængigt at træffe afgørelse om

udnyttelsen af budgetbevillingerne til udførelse af deres opgaver, med for-

behold for nationale budgetregler og -procedurer.

Endelig skal medlemsstaterne ifølge artikel 5, stk. 4, sikre, at en national

administrativ konkurrencemyndighed indgiver periodiske rapporter om dets

aktiviteter og ressourcer til et regeringsorgan eller parlamentarisk organ. Så-

danne rapporter skal indeholde oplysninger om udpegning og afskedigelse

af medlemmer af beslutningsorganet, omfanget af tildelte ressourcer i det

relevante år samt enhver ændring af dette beløb sammenlignet med tidligere

år. Rapporterne skal gøres offentligt tilgængelige.

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som beskrevet i afsnit 2.2.1.1 ovenfor er Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sens og medlemmerne af Konkurrencerådets uafhængighed af politiske in-

teresser reguleret i dels bemærkningerne til konkurrencelovens § 15, stk. 3,

dels bekendtgørelse nr. 980 af 27. august 2015 om forretningsorden for Kon-

kurrencerådet.

Som det fremgår af artikel 4, stk. 2, i direktiv 1/2019, skal medlemsstaterne

som minimum sikre, at de ansatte og de personer, der i de nationale admini-

strative konkurrencemyndigheder træffer afgørelser under udøvelse af be-

føjelserne i artikel 10-13 og 16 i direktivet kan varetage deres opgaver og

udøve deres beføjelser til at anvende EUF-Traktatens artikel 101 og 102

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

uafhængigt af politisk eller anden udefrakommende indblanding, og hver-

ken søger eller modtager instrukser fra en regering eller nogen anden offent-

lig eller privat enhed ved varetagelsen af deres opgaver eller udøvelsen af

deres beføjelser til at anvende artikel 101 og 102.

Der henvises til afsnit 2.2.1.1 og 2.2.1.2 ovenfor.

For at sikre en korrekt og fuldstændig gennemførelse af kravet i artikel 4,

stk. 2, litra a og b, om Konkurrencerådets uafhængighed, foreslås det, at der

indsættes en ny bestemmelse i konkurrencelovens § 14, der angiver, at med-

lemmerne af Konkurrencerådet og deres suppleanter er udpeget i deres per-

sonlige og faglige egenskab, uden at være undergivet instruktionsbeføjelser

fra nogen myndighed, organisation eller lignende.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

Endvidere foreslås det, at der indsættes en ny bestemmelse i loven, jf. lov-

forslagets § 1, nr. 5, der understreger kravet om uvildighed. Det foreslås

således udrykkeligt angivet, at såvel medlemmerne af Konkurrencerådet og

deres suppleanter som direktøren for og ansatte i Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen udover at være uafhængig af politisk indblanding også skal

være uafhængige af enhver anden udefrakommende indblanding, og at de

pågældende personer vil skulle udføre deres opgaver uden at søge eller mod-

tage instrukser fra regeringen eller nogen offentlig eller privat enhed. I be-

stemmelsen tydeliggøres det samtidig, at kravet om uafhængighed også gæl-

der for Konkurrencerådets suppleanter.

Bestemmelsen vil gælde, når de pågældende personer håndhæver EUF-

Traktatens artikel 101 og 102 samt denne lov eller regler udstedt i medfør

heraf. Dette omfatter også varetagelsen af de opgaver, de er tillagt i medfør

af denne regulering. Bestemmelsen vil f.eks. også gælde, når Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen iværksætter konkurrenceanalyser på eget initiativ ef-

ter konkurrencelovens § 15, stk. 2, eller deltager i internationale fora som

national konkurrencemyndighed, herunder deltagelse i Det Europæiske

Konkurrencenetværk. Med Det Europæiske Konkurrencenetværk menes

netværket af nationale konkurrencemyndigheder og Kommissionen, hvis

formål er at skabe et forum for drøftelser og samarbejde i forbindelse med

anvendelsen og håndhævelsen af EUF-Traktatens artikel 101 og 102, jf. ar-

tikel 2, stk. 1, nr. 5, i direktiv 2019/1, der er optaget som bilag 2 til lovforsla-

get.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

For at sikre klarhed over, om et høringsvar eller en analyse er afgivet af

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som led i udførelsen af almindelig mi-

nisterbetjening m.v. eller som uafhængighed konkurrencemyndighed, vil

det skulle fremgå, når der er tale om et høringssvar eller en analyse afgivet

af Konkurrencerådet eller under Konkurrencerådets ansvar, jf. konkurren-

celovens § 15.

Virkningen af de foreslåede bestemmelser vil være, at det understreges, at

medlemmerne af Konkurrencerådet, deres suppleanter og alle ansatte i Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen skal være uafhængige og uvildige ved

håndhævelsen af EUF-Traktatens artikel 101 og 102 og denne lov eller reg-

ler udstedt i medfør heraf samt ved varetagelsen af opgaver som konkurren-

cemyndighed affødt af denne regulering.

Det er vurderingen, at kravene i artikel 4, stk. 4, i direktiv 2019/1 til klarhed

og gennemsigtighed ved udvælgelse, ansættelse eller udpegelse af medlem-

merne af beslutningsorganet for de nationale administrative konkurrence-

myndigheder allerede er opfyldt ved kriterierne fastslagt i konkurrencelo-

vens § 14, stk. 1-4, og de gældende krav til saglighed, der gælder ved valget

af en kandidat. Der ses derfor ikke at være behov for at gennemføre en be-

stemmelse svarende til artikel 4, stk. 4.

Artikel 4, stk. 2, litra c, 1. led kræver, at de ansatte og beslutningstagerne i

den nationale administrative konkurrencemyndighed afstår fra enhver hand-

ling, der er uforenelig med varetagelsen af deres opgaver og/eller med udø-

velsen af deres beføjelser til at anvende EUF-Traktatens artikel 101 og 102.

Præambelbetragtning nr. 19 præciserer, at dette krav indebærer, at de på-

gældende personer ikke bør kunne behandle konkrete sager vedrørende an-

vendelse af EUF-Traktatens artikel 101 og 102 i en række konkrete sager.

Direktivet lægger – ligesom forvaltningslovens § 3 – en konkret vurdering

til grund for, om der er tale om inhabilitet i den konkrete sag, ligesom kon-

sekvensen er den samme, nemlig at den pågældende person ikke bør be-

handle den pågældende sag. Det er derfor den samlede vurdering, at kravene

til habilitet i artikel 4, stk. 2, litra c, 1. led, i det væsentlige er opfyldt via de

gældende regler om habilitet i forvaltningslovens § 3, og at yderligere im-

plementering dermed ikke er nødvendig.

Det foreslås dog for at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af

artikel 4 og herunder for at understrege kravet om uvildighed og integritet

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

hos de ansatte og beslutningstagerne i nationale administrative konkurren-

cemyndighed, at der indsættes en bestemmelse. jf. lovforslagets § 1, nr. 5,

der sikrer, at medlemmerne af Konkurrencerådet, deres suppleanter, direk-

tøren for og ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kun kan have an-

den beskæftigelse, i det omfang det er foreneligt med udøvelsen af de plig-

ter, der er knyttet til stillingen eller hvervet. Bestemmelsen vil gælde for de

personer, der håndhæver EUF-Traktatens artikel 101 og 102, denne lov samt

regler udstedt i medfør heraf og varetager de opgaver, de er tillagt i medfør

af denne regulering. Bestemmelsen vil f.eks. også gælde, når Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen iværksætter konkurrenceanalyser på eget initiativ ef-

ter konkurrencelovens § 15, stk. 2.

De gældende regler om tavshedspligt i bl.a. forvaltningslovens § 27 og straf-

felovens § 152 og §§ 152 c - 152 f gælder også, efter at en person er fratrådt

sin stilling i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller sit hverv i Konkur-

rencerådet, men bestemmelserne forbyder f.eks. ikke brug og videregivelse

af ikkefortrolige oplysninger. Dermed opfylder gældende ret ikke fuldt ud

kravet i artikel 4, stk. 2, litra c, 2. led, i direktiv 2019/1, som fastsætter, at

de ansatte og beslutningstagerne i en rimelig periode, efter at de har forladt

den nationale administrative konkurrencemyndighed, ikke bør være invol-

veret i den samme sag i deres nye beskæftigelse.

Til gennemførelse af artikel 4, stk. 2, litra c, 2. led, foreslås det, at medlem-

merne af Konkurrencerådet, deres suppleanter, direktøren for og ansatte i

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i deres efterfølgende beskæftigelse,

lønnet eller ulønnet, vil skulle afstå fra at behandle en række sager, som de

har behandlet under deres virke i Konkurrencerådet eller ansættelse i Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det drejer sig om verserende sager, hvor

der er udsendt meddelelse om betænkeligheder, jf. § 15 a, stk. 3, sager ved-

rørende denne lovs kapitel 4, sager om bødelempelse og om sanktionslem-

pelse, jf. §§ 23 d-§ 23 i, anke- og retssager vedrørende afgørelser efter loven

samt aktindsigt i sådanne sager. I relation til sager vedrørende konkurrence-

lovens kapitel 4 (fusioner) bemærkes særskilt, at disse vil være omfatte af

bestemmelsen fra det tidspunkt, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

har modtaget første udkast til anmeldelse af fusionen.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at en ansat i Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelen eller et medlem af Konkurrencerådet ikke som

led i en ny beskæftigelse kan behandle de førnævnte verserende sager, som

den pågældende behandlede i styrelsen eller i rådet. Det kan f.eks. være en

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

ny ansættelse på et advokatkontor eller i et konsulenthus men dog ikke be-

grænset hertil, idet bestemmelsen også vil forhindre, at en tidligere ansat

eller et rådsmedlem f.eks. ansættes af en virksomhed til at håndtere den

samme verserende sag af den pågældende type mod virksomheden, som den

pågældende behandlede under ansættelsen m.v. i Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen eller sit virke i rådet.

Forslaget til en korrekt gennemførelse af artikel 4, stk. 2, litra c, 2. led, skal

sikre, at medlemmerne af Konkurrencerådet, deres suppleanter, direktøren

for og ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i deres efterfølgende

beskæftigelse, lønnet eller ulønnet, skal afstå fra at behandle de samme før-

nævnte sager – dvs. verserende sager, hvor der er udsendt en meddelelse om

betænkeligheder, jf. § 15 a, stk. 3, sager vedrørende denne lovs kapitel 4,

sager om bødelempelse og om sanktionslempelse, jf. §§ 23 d-§ 23 i, anke-

og retssager vedrørende afgørelser efter loven samt aktindsigt i sådanne sa-

ger – som de har behandlet under deres virke i Konkurrencerådet eller an-

sættelse i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det foreslås samtidig, at bestemmelsen skal gælde for alle førnævnte sager,

som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen behandler på konkurrenceområ-

det; dvs. ikke kun sager efter EUF-Traktatens artikel 101 og 102 som krævet

efter direktiv 2019/1, men også sager efter konkurrenceloven og regler ud-

stedt i medfør heraf. På dette punkt går lovforslaget dermed videre end kræ-

vet efter direktivet. Dette er imidlertid både naturligt og hensigtsmæssigt,

fordi hensynet bag bestemmelsen – at sikre at direktivets krav om uvildig-

hed og integritet hos de ansatte og beslutningstagere i Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen og Konkurrencerådet også gælder efter endt ansættelse eller

virke – er til stede i fuldt ud samme omfang ved andre typer af sager efter

konkurrenceloven m.v., f.eks. fusionssager.

Forpligtelsen omfatter i øvrigt kun situationer, hvor der er risiko for en in-

teressekonflikt, hvilket f.eks. ikke vil være tilfældet, hvis den pågældende

ansættes hos f.eks. EU-Kommissionen eller i et advokatkontor, der repræ-

senterer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i den pågældende sag. Det vil

heller ikke være tilfældet, hvis en ansat i Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen med ansvar for en konkret sag bliver ansat i et advokatkontor, som va-

retager den pågældende sag for en part, så længe den pågældende ikke be-

skæftiger sig med eller bidrager til arbejdet med den pågældende sag.

Det er vurderingen, at den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 5,

ikke vil have den fornødne effekt, hvis overtrædelse af bestemmelsen ikke

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

kan sanktioneres. Ligesom en person allerede i dag kan straffes med bøde

eller fængsel i op til 6 måneder for at overtræde sin tavshedspligt, bør den

pågældende også kunne straffes for at overtræde den foreslåede bestem-

melse, om end det findes passende alene at straffe overtrædelser med bøde.

Det foreslås derfor, at der i konkurrenceloven indsættes en hjemmel til at

straffe en overtrædelse af forslagets § 1, nr. 6, med bøde i de tilfælde, hvor

den pågældende har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Der henvises i

øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 31 (§ 23, stk. 6). Det bemærkes, at det er

vurderingen, at dette ikke medfører væsentlige økonomiske eller admini-

strative konsekvenser for erhvervslivet.

Det er vurderingen, at kravene i artikel 4, stk. 3, i direktiv 2019/1, der inde-

bærer, at medlemmerne af Konkurrencerådet, deres suppleanter og direktø-

ren for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke kan afskediges af årsager

relateret til en korrekt varetagelse af deres opgaver eller en korrekt udøvelse

af deres beføjelser under anvendelsen af EUF-Traktatens artikel 101 og 102,

allerede er opfyldt via gældende ret, herunder retspraksis. Der ses derfor

ikke at være behov for at gennemføre en bestemmelse svarende til artikel 4,

stk. 3.

Efter den gældende § 15, stk. 1, 2. pkt., kan Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen allerede i dag på et hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen

afvise at behandle alle eller nogle af de klagepunkter, som en klager har

rejst. Det samme gælder sager, som styrelsen har taget op af egen drift. Der

ses derfor ikke at være behov for at indføre en bestemmelse svarende til

artikel 4, stk. 5, i direktiv 2019/1.

Bøder, som virksomheder pålægges for at overtræde konkurrenceloven, til-

falder statskassen. Der er derfor ikke behov for at indføre regulering til op-

fyldelse af direktivets krav om, at de bøder, som de nationale administrative

konkurrencemyndigheder pålægger for overtrædelse af EUF-Traktatens ar-

tikel 101 og artikel 102 ikke må anvendes til at finansiere konkurrencemyn-

dighedens aktiviteter.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 (§§ 14 a-14 b) og bemærkningerne

hertil.

Artikel 5 i direktiv 2019/1 stiller krav om, at de nationale konkurrencemyn-

digheder skal have tilstrækkelige ressourcer og uafhængighed i anvendelsen

af disse.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Direktivets artikel 5, stk. 1 og 2, skal forhindre, at konkurrencemyndighe-

derne i Den Europæiske Union underfinansieres og dermed ikke har til-

strækkeligt med ressourcer til at håndhæve EUF-Traktatens regler effektivt

eller til i øvrigt at deltage i Det Europæiske Konkurrencenetværk for at sikre

en effektiv og ensartet anvendelse af EUF-Traktatens artikel 101 og 102.

Artikel 5, stk. 1 og 2, har karakter af en generel overordnet bestemmelse,

der skal ses i sammenhæng med de øvrige krav i artikel 5, hvorefter den

nationale konkurrencemyndighed i henhold til artikel 5, stk. 3, frit skal

kunne disponere over sit budget ved udførelsen af opgaverne nævnt i stk. 2

samt offentliggøre periodiske rapporter om dens aktiviteter og ressourcer,

jf. artikel 5, stk. 4. Hertil kommer retten til at kunne prioritere håndhævel-

sessager i henhold til artikel 4, stk. 5.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens bevillinger tildeles via finansloven og

optages under egen paragraf. Tildelingen af bevilling følger processen for

udarbejdelse af finansloven. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indgår år-

ligt en mål- og resultatplan med Erhvervsministeriet. Styrelsens direktør har

inden for de givne bevillinger, materiel lovgivning samt den udarbejde mål-

og resultatplan beføjelser til uafhængigt at prioritere og allokere de tildelte

bevillinger. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er underlagt kontrol af

Rigsrevisionen, der foretager uafhængig finansiel og forvaltningsmæssig re-

vision af statens regnskab og herunder kan efterprøve, om styrelsen har res-

sourcemangel i et omfang, som indebærer, at styrelsen ikke vil kunne vare-

tage opgaverne i artikel 5, stk. 2. Rigsrevisionen er underlagt Folketinget.

Kravet om tilstrækkelige ressourcer til at løse de anførte opgaver må dermed

anses for opfyldt, ved at bevillingen til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

fremgår af den årlige finanslov og de dertil knyttede procedurer. Det samme

gælder kravet om uafhængighed ved anvendelsen af det tildelte budget. Der

ses derfor ikke at være behov for at indføre en bestemmelse svarende til

artikel 5, stk. 1-3, i direktiv 2019/1.

For at sikre en korrekt gennemførelse af artikel 5, stk. 4, i direktiv 2019/1

foreslås det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved finansårets udløb

skal offentliggøre en beretning til erhvervsministeren om aktiviteterne i det

forløbne år, herunder om udpegning og afgang af medlemmer af Konkur-

rencerådet og omfanget af og udviklingen i styrelsens ressourcer.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgiver allerede i dag årsrapporter ef-

ter regnskabsbekendtgørelsen og reglerne i bevillingsvejledningen. Indhol-

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

det af årsrapporterne er defineret af Økonomistyrelsen for at sikre ensartet-

hed i rapporterne på tværs af staten. Årsrapporterne opfylder imidlertid ikke

fuldt ud kravene i artikel 5, stk. 4, hvorefter de årlige rapporter også skal

oplyse om udpegning og afgang af medlemmerne af Konkurrencerådet og

styrelsens direktør, samt at rapporterne skal offentliggøres. Det foreslås, at

dette anføres i loven. Som anført i direktivets artikel 5, stk. 1, skal Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen råde over et tilstrækkeligt antal kvalificerede

ansatte og tilstrækkelige finansielle, tekniske og teknologiske ressourcer,

der er nødvendige for effektivt at kunne varetage sine opgaver og for effek-

tivt at kunne udøve sine beføjelser i forbindelse med anvendelse af artikel

101 og 102 i EUF-Traktaten. Den foreslåede beretning skal derfor også ses

i lyset af dette krav, idet beretningen ved både at beskrive styrelsens aktivi-

teter, tildelte ressourcer og ændringer heri, vil udgøre et redskab til at vise,

om styrelsens finansiering modsvarer styrelsens opgaver, som defineret i

artikel 5, stk. 2, herunder hvis disse udvides, samt opgaver efter konkurren-

celoven eller regler udstedt i medfør heraf.

2.3. Strukturelle påbud og konstatering af tidligere overtrædelser

2.3.1. Gældende ret

2.3.1.1.

Dansk ret

Efter § 16, stk. 1, i konkurrenceloven kan Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen udstede påbud med henblik på at bringe overtrædelser af konkurrence-

lovens § 6 eller § 11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 til ophør.

Bestemmelsen hjemler kun udstedelsen af adfærdsmæssige påbud og inde-

holder en ikkeudtømmende angivelse af eksempler på sådanne påbud.

2.3.1.2.

Direktiv 2019/1

Ifølge artikel 10, stk. 1, 1. afsnit, skal medlemsstaterne sikre, at en national

konkurrencemyndighed, hvis den fastslår en overtrædelse af artikel 101 eller

102 i EUF-Traktaten, ved en afgørelse kan pålægge de deltagende virksom-

heder eller virksomhedssammenslutninger at bringe den pågældende over-

trædelse til ophør. I den forbindelse kan myndigheden udstede et adfærds-

mæssigt eller strukturelt påbud, der står i et rimeligt forhold til overtrædel-

sen, og som er nødvendigt for effektivt at bringe overtrædelsen til ophør.

Ved valget mellem to lige effektive påbud skal den nationale konkurrence-

myndighed i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet vælge det

mindst belastende for virksomheden.

Et strukturelt påbud kan ifølge præambelbetragtning nr. 37 i direktivet f.eks.

være et krav om afhændelse af en aktiepost i en konkurrerende virksomhed

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

eller frasalg af en forretningsenhed. Videre fremgår det, at selvom struktu-

relle påbud kan påvirke en virksomheds aktiver og kan forventes at være

mere byrdefulde end adfærdsmæssige påbud, bør det ikke afholde en natio-

nal konkurrencemyndighed fra at beslutte, at omstændighederne ved en be-

stemt overtrædelse berettiger til udstedelse af et strukturelt påbud, hvis det

mere effektivt kan bringe en overtrædelse til ophør. Der gælder således ikke

en fast regel om, at et adfærdsmæssigt påbud vil være mindre byrdefuldt for

en virksomhed end et strukturelt.

Ud over krav til nationale konkurrencemyndigheders udstedelse af struktu-

relle påbud fremgår det af artikel 10, stk. 1, 2. afsnit, at medlemsstaterne

skal sikre, at en national konkurrencemyndighed kan fastslå, at der tidligere

har foreligget en overtrædelse af artikel 101 eller 102 i EUF-Traktaten.

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den gældende bestemmelse i § 16, stk. 1, i konkurrenceloven indeholder

ikke hjemmel til, at der kan udstedes et strukturelt påbud. Med henblik på

at sikre en korrekt og fuldstændig gennemførelse af artikel 10 i direktiv

2019/1 foreslås det, at § 16, stk. 1, ændres, således at der indføres hjemmel

til udstedelse af strukturelle påbud.

Den gældende bestemmelse i § 16, stk. 1, indeholder en ikkeudtømmende

angivelse af, hvilke adfærdsmæssige påbud der i givet fald kan udstedes. På

linje hermed foreslås det, at denne angivelse suppleres med en ikkeudtøm-

mende angivelse af eksempler på strukturelle påbud, som i givet fald kan

udstedes.

Endvidere foreslås det, at det indsættes i selve lovteksten, at et påbud skal

stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og være nødvendigt for effektivt at

bringe en overtrædelse til ophør. Ved valget mellem to lige effektive påbud

foreslås det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i overensstemmelse

med proportionalitetsprincippet skal vælge det mindst belastende for en

virksomhed eller virksomhedssammenslutning.

Virkningen af de foreslåede ændringer vil være, at der f.eks. kan udstedes

et påbud om, at en virksomhed, som er aktør inden for forskellige produkti-

ons- eller distributionsled, skal placere aktiviteter i forbindelse med salget

af virksomhedens produkter i en uafhængigt fungerende forretningsenhed,

hvis et sådant påbud er proportionalt i den konkrete sag.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Endelig foreslås der indført en udtrykkelig hjemmel til, at Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen kan fastslå, at der tidligere har foreligget en overtrædelse

af loven eller af EUF-Traktatens artikel 101 eller 102.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8-11, og bemærkningerne hertil.

2.4. Tilsagn

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1.

Dansk ret

Tilsagn, der afgives af virksomheder, og som imødekommer de betænke-

ligheder, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har i relation til § 6 eller

§ 11 i konkurrenceloven eller artikel 101 eller 102 i EUF-Traktaten, kan

efter konkurrencelovens § 16 a, stk. 1, gøres bindende for virksomhederne.

Et tilsagn kan efter bestemmelsen være tidsbegrænset.

Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen finder, at en aftale eller adfærd

kan give anledning til betænkeligheder, skal styrelsen efter § 15 a, stk. 2, i

konkurrenceloven udsende en meddelelse om betænkeligheder og en klage-

punktsmeddelelse. Fristen for parternes afgivelse af en udtalelse til medde-

lelsen om betænkeligheder er to uger, og fristen for parternes høringssvar til

en klagepunktsmeddelelse er seks uger. Hvis der skal foretages yderligere

partshøring efter forvaltningsloven, er fristen for afgivelse af en udtalelse

som udgangspunkt tre uger.

En virksomhed, hvis tilsagn er gjort bindende ved en afgørelse efter § 16 a,

stk. 1, kan ikke påklage afgørelsen til Konkurrenceankenævnet, jf. § 19, stk.

1, modsætningsvis. Den manglende klageadgang er en konsekvens af, at

virksomheden selv har forhandlet sig frem til den opnåede løsning, og at det

hverken vil virke ressourcebesparende eller fremmende for konkurrencen,

hvis en virksomhed på den ene side får mulighed for at afslutte en sag med

virksomhedens tilsagn, og hvis virksomheden samtidig kan påklage den af-

gørelse, som den selv har medvirket til at få på plads med myndighederne,

jf. Folketingstidende 2004-05, 1. samling, tillæg A, side 1653.

Efter at tilsagn er gjort bindende, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

efter § 16 a, stk. 2, udstede påbud, som er nødvendige for at sikre en rettidig

og korrekt opfyldelse af de afgivne tilsagn (såkaldte præciserende påbud).

En afgørelse, der gør virksomheders tilsagn bindende, kan efter § 16 a, stk.

3, tilbagekaldes, hvis de faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen

væsentligt punkt, hvis deltagerne i aftalen m.v. handler i strid med afgivne

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

tilsagn, eller hvis afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildle-

dende oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v.

2.4.1.2.

Direktiv 2019/1

Artikel 12, stk. 1, fastsætter, at medlemsstaterne i håndhævelsessager, der

indledes med henblik pa at træffe afgørelse om at bringe en overtrædelse af

artikel 101 eller 102 i EUF-Traktaten til ophør, skal sikre, at en national

konkurrencemyndighed efter at have hørt markedsdeltagerne, enten formelt

eller uformelt, ved afgørelse kan gøre de tilsagn, som virksomhederne eller

virksomhedssammenslutningerne har afgivet, bindende, hvis disse tilsagn

imødekommer den nationale konkurrencemyndigheds betænkeligheder.

En tilsagnsafgørelse kan vedtages for en bestemt periode og skal efter artikel

12, stk. 1, fastslå, at der ikke længere er grund til, at den pågældende natio-

nale konkurrencemyndighed griber ind.

Ifølge artikel 12, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at en national konkur-

rencemyndighed har effektive beføjelser til at overvåge gennemførelsen af

tilsagn, der er gjort bindende.

Endvidere skal medlemsstaterne efter artikel 12, stk. 3, sikre, at en national

konkurrencemyndighed kan genoptage håndhævelsessager, hvis der er sket

væsentlige ændringer af de faktiske forhold, som afgørelsen byggede pa,

hvis virksomheder eller virksomhedssammenslutninger handler i strid med

deres tilsagn, eller hvis afgørelsen byggede pa ufuldstændige, ukorrekte el-

ler vildledende oplysninger fra parterne.

Ifølge præambelbetragtning nr. 39 i direktivet er tilsagnsafgørelser i prin-

cippet ikke hensigtsmæssige i forbindelse med hemmelige karteller, hvor en

national konkurrencemyndighed i stedet bør pålægge en bøde.

2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den gældende bestemmelse i § 16 a, stk. 1, i konkurrenceloven, der giver

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hjemmel til gøre virksomheders tilsagn

bindende, svarer indholdsmæssigt i det væsentligste til artikel 12, stk. 1, i

direktiv 2019/1.

For at sikre en korrekt og fuldstændig gennemførelse af direktivet foreslås

det dog at affatte den gældende bestemmelse om tilsagn på samme måde

som i direktivet.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Virkningen af forslaget vil være, at det herved tydeliggøres, at også virk-

somhedssammenslutninger vil kunne afgive tilsagn, at der vil skulle foreta-

ges en høring af relevante markedsdeltagere, forinden der kan træffes en

afgørelse om at gøre tilsagn bindende, at en tilsagnsafgørelse vil kunne være

tidsbegrænset, og at det vil skulle anføres i en tilsagnsafgørelse, at der her-

efter ikke længere er grund for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at

gribe ind.

Artikel 12, stk. 2, pålægger en medlemsstat at sikre, at en national konkur-

rencemyndighed har effektive beføjelser til at overvåge gennemførelsen af

tilsagn. I praksis overvåger Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede ef-

ter den gældende lov virksomheders gennemførelse af tilsagn. Med henblik

på en korrekt gennemførelse af direktiv 2019/1 foreslås det imidlertid, at der

indsættes en bestemmelse i konkurrenceloven, der fastslår, at Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen overvåger gennemførelsen af tilsagn, der er gjort bin-

dende.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen efter loven skal overvåge, om virksomheder gennemfø-

rer de tilsagn, som de har afgivet, og som er gjort bindende. Gennemfører

virksomhederne ikke tilsagn, der er gjort bindende, vil Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen kunne pålægge dem tvangsbøder, jf. lovforslagets § 1,

nr. 30. Endvidere vil der kunne pålægges bøder for en forsætlig eller uagt-

som undladelsen af at efterkomme bindende tilsagn, jf. lovforslagets § 1, nr.

31 (§ 23, stk. 1, nr. 4).

Den gældende bestemmelse i § 16 a, stk. 3, om tilbagekaldelse af en afgø-

relse, der gør tilsagn bindende, svarer til artikel 12, stk. 3, i direktiv 2019/1.

Dog er det ikke anført i § 16 a, stk. 3, nr. 3, at en afgørelse kan tilbagekaldes

i tilfælde af ufuldstændige oplysninger, men kun i tilfælde af urigtige eller

vildledende oplysninger. Det foreslås derfor, at denne tilbagekaldelsesgrund

indsættes i § 16 a, stk. 3, nr. 3.

Det bemærkes, at direktivet ikke hindrer muligheden for, at Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen fortsat efter den gældende § 16 a, stk. 2, kan udstede

præciserende påbud, som er nødvendige for at sikre en rettidig og korrekt

opfyldelse af afgivne tilsagn.

Den manglende klageadgang til Konkurrenceankenævnet af en afgørelse,

der gør en virksomheds tilsagn bindende, foreslås opretholdt af de grunde,

som Folketinget lagde vægt på i 2012, og som anført i afsnit 2.4.1.1 ovenfor,

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

jf. Folketingstidende 2004-05, 1. samling, tillæg A, side 1653. Det bemær-

kes, at den manglende klageadgang ikke er i strid med artikel 3, stk. 2, i

direktiv 2019/1, hvorefter medlemsstaterne skal sikre, at de nationale kon-

kurrencemyndigheders udøvelse af beføjelserne efter direktivet er underlagt

passende sikkerhedsgarantier vedrørende bl.a. virksomheders adgang til ef-

fektive retsmidler. De nationale konkurrencemyndigheders beføjelser ved-

rører overtrædelser af EUF-Traktatens artikel 101 og 102, jf. artikel 3, stk.

2, i direktivet. En afgørelse, der gør en virksomheds tilsagn bindende, fast-

slår ikke, at der foreligger en overtrædelse, men angiver kun betænkelighe-

der i relation til konkurrencelovens § 6 eller § 11 eller EUF-Traktatens arti-

kel 101 eller 102. Hertil kommer, at lovligheden af Konkurrence- og For-

brugerstyrelsens afgørelse vil kunne efterprøves af domstolene i medfør af

den almindelige prøvelsesadgang efter grundlovens § 63, stk. 1.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12-14, og bemærkningerne hertil.

2.5. Foreløbige påbud

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1.

Dansk ret

Konkurrencelovens § 18 b, stk. 1, indeholder hjemmel til, at der kan udste-

des et foreløbigt påbud i tilfælde, hvor en aftale eller adfærd efter en forelø-

big vurdering skønnes at være en overtrædelse af § 6 eller § 11 i loven eller

artikel 101 eller 102 i EUF-Traktaten, og hvor der skønnes at være risiko for

alvorlig skade på konkurrencen, hvis der ikke foretages et hurtigt indgreb.

Bestemmelsen blev med virkning fra den 1. marts 2013 indført i konkurren-

celoven for at give Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen mulighed for og i

lighed med Kommissionen og langt størstedelen af konkurrencemyndighe-

derne i Den Europæiske Union at træffe afgørelse om foreløbige forholds-

regler. Begrebsmæssigt anvendes udtrykket foreløbige påbud i stedet for fo-

reløbige forholdsregler.

Et foreløbigt påbud får ifølge § 18 b, stk. 2, først virkning, når Konkurren-

ceankenævnet har stadfæstet en afgørelse herom. Efter bestemmelsen på-

hviler det Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at indbringe en afgørelse om

et foreløbigt påbud for Konkurrenceankenævnet, hvilken indbringelse skal

ske senest 10 hverdage efter, at afgørelsen er truffet.

Et foreløbigt forbud gælder efter § 18 b, stk. 3, fra Konkurrenceankenævnets

stadfæstelse, og indtil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har truffet afgø-

relse om, hvorvidt der foreligger en overtrædelse af loven, eller styrelsen

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

har gjort de af virksomhederne afgivne tilsagn bindende, jf. § 16 a, stk. 1.

Giver en part afkald på, at påbuddet inden 10 hverdage skal indbringes af

styrelsen for Konkurrenceankenævnet, gælder det foreløbige påbud fra sty-

relsen har modtaget partens afkald.

2.5.1.2.

Direktiv 2019/1

Medlemsstaterne skal efter artikel 11, stk. 1, sikre, at en national konkurren-

cemyndighed på eget initiativ har beføjelse til som minimum i hastetilfælde,

hvor der er risiko for alvorlig og uoprettelig skade på konkurrencen og på

grundlag af en umiddelbar konstatering af en overtrædelse af artikel 101

eller 102 i EUF-Traktaten, at træffe afgørelse om at pålægge virksomheder

og virksomhedssammenslutninger foreløbige forholdsregler, dvs. forelø-

bige påbud. Ifølge præambelbetragtning nr. 38 står det dog medlemsstaterne

frit for at give de nationale konkurrencemyndigheder mere vidtrækkende

beføjelser til at pålægge foreløbige forholdsregler.

En afgørelse om et foreløbigt påbud skal efter artikel 11, stk. 1, stå i et ri-

meligt forhold til overtrædelsen, dvs. krav om proportionalitet, og gælde en-

ten i et nærmere fastsat tidsrum, der kan forlænges, hvis det er nødvendigt

og hensigtsmæssigt, eller indtil den endelige afgørelse er truffet.

Efter artikel 11, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at lovligheden og pro-

portionaliteten af et foreløbigt påbud kan efterprøves inden for rammerne af

en fremskyndet appelprocedure.

2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den gældende § 18 b i konkurrenceloven opstiller ikke krav om, at der ud

over risiko for alvorlig skade på konkurrencen tillige skal være tale om ri-

siko for en uoprettelig skade, hvis der ikke foretages et hurtigt indgreb.

Artikel 11, stk. 1, og præambelbetragtning nr. 38 i direktivet indebærer

imidlertid, at en medlemsstat kan lade en national konkurrencemyndighed

have mere vidtrækkende beføjelser til at pålægge et foreløbigt påbud. Hvis

det umiddelbart vurderes, at der er risiko for, at en aftale eller en adfærd kan

medføre alvorlig skade på konkurrencen, ses der, sagens hastende karakter

taget i betragtning, ikke at være grund til at forlænge sagsbehandlingstiden

yderligere ved også at opstille et krav om vurdering af, skaden på konkur-

rencen kan være uoprettelig. På denne baggrund foreslås det at bibeholde

det gældende krav om, at der kun skal være tale om risiko for alvorlig skade

på konkurrencen, hvis der ikke foretages et hurtigt indgreb.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen får mulighed for at sikre, at en overtrædelse, mens den

undersøges, ikke medfører alvorlig skade pa konkurrencen, hvilket er en vi-

dereførelse af gældende ret, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 41 som

fremsat, side 18. Udstedelsen af et foreløbigt påbud kan være vigtigt for at

undgå en markedsudvikling, der kan være meget vanskelig at ændre ved en

afgørelse, der senere træffes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved sa-

gens afslutning, jf. også præambelbetragtning nr. 38 i direktiv 2019/1. Et

eksempel pa et foreløbigt påbud kan være et leveringspåbud, som skal

gælde, indtil der træffes afgørelse om, hvorvidt en virksomhed har en domi-

nerende stilling og har misbrugt denne stilling ved f.eks. at nægte at levere

en vare til en anden virksomhed.

For at sikre en korrekt gennemførelse af artikel 11, stk. 1, i direktivet fore-

slås det, at det lovfæstes, at et foreløbigt påbud skal stå i et rimeligt forhold

til overtrædelsen.

For ligeledes at sikre en korrekt gennemførelse af artikel 11, stk. 1, foreslås

det som noget nyt, at et foreløbigt påbud skal gælde fra Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsens afgørelse og således ikke, som efter den gældende lov,

først fra Konkurrenceankenævnets stadfæstelse af afgørelsen.

Videre foreslås det, at det foreløbige påbud skal gælde enten i et nærmere

fastsat tidsrum, der kan forlænges, i det omfang det er nødvendigt og hen-

sigtsmæssigt. Eller det foreløbige påbud skal gælde, indtil Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen har truffet afgørelse om, hvorvidt der foreligger en over-

trædelse, eller afgivne tilsagn er gjort bindende. Dette sidste er en viderefø-

relse af gældende ret.

Endvidere foreslås det, at der inden fire uger kan indgives klage til Konkur-

renceankenævnet, men kun af den, som det foreløbige påbud retter sig til.

Med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af artikel 11, stk. 2, i di-

rektivet foreslås det, at der kun kan klages over et påbuds lovlighed og pro-

portionalitet, og at Konkurrenceankenævnet skal behandle en klage herom

efter en fremskyndet procedure. Nærmere regler herom forudsættes at blive

fastsat i bekendtgørelsen om Konkurrenceankenævnets virksomhed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 15, og § 1, nr. 27, samt bemærknin-

gerne hertil.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.6. Anmodning om oplysninger og interviews

2.6.1. Gældende ret

2.6.1.1. Dansk ret

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter § 17, stk. 1, i konkurrencelo-

ven kræve alle oplysninger, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, ud-

skrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som

skønnes nødvendige for udførelsen af de opgaver, som styrelsen er tillagt

efter konkurrenceloven eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af

lovens bestemmelser.

Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen indeholder den hjemmel til, at der

kan indhentes oplysninger fra offentlige og private virksomheder, sammen-

slutninger og offentlige myndigheder, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg

A, side 3674. Efter gældende praksis er en fysisk person også omfattet af

oplysningspligten efter konkurrencelovens § 17, stk. 1.

Efter bestemmelsens ordlyd er det ikke en betingelse, at adressaterne for et

krav om oplysninger er virksomheder, som er involveret i konkurrencebe-

grænsninger. Bestemmelsen kan også anvendes til at indhente oplysninger

om f.eks. markedsforholdene på et givet område fra virksomheder, som ikke

er parter i en sag.

Hvis et krav om oplysninger ikke efterkommes, kan der efter § 22, nr. 1, i

konkurrenceloven pålægges tvangsbøder.

Såfremt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har konkret mistanke om en

strafbar overtrædelse af konkurrenceloven, er der ikke pligt til at udtale sig

om forhold, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som sø-

ges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse, jf. § 10 i lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019

om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplys-

ningspligter.

Konkurrenceloven indeholder ikke hjemmel til, at Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen kan kræve, at repræsentanter for en virksomhed eller en virk-

somhedssammenslutning skal møde op til interviews i styrelsen.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.6.1.2. Direktiv 2019/1

Medlemsstaterne skal efter artikel 8 sikre, at en national administrativ kon-

kurrencemyndighed kan pålægge virksomheder og virksomhedssammen-

slutninger at stille alle nødvendige oplysninger med henblik på anvendelsen

af EUF-Traktatens artikel 101 og 102 til rådighed inden for en given og

rimelig frist. Sådanne anmodninger om oplysninger skal stå i et rimeligt for-

hold til formålet og må ikke føre til, at modtageren af anmodningen tvinges

til at tilstå en overtrædelse af artikel 101 og 102. Pligten til at stille alle

nødvendige oplysninger til rådighed omfatter oplysninger, som sådanne

virksomheder eller virksomhedssammenslutninger har adgang til. Artikel 8

giver også en national konkurrencemyndighed beføjelse til at anmode en-

hver anden fysisk eller juridisk person om inden for en given og rimelig frist

at give oplysninger, der kan være relevante for anvendelsen af artikel 101

og 102.

Ifølge præambelbetragtning nr. 35 i direktivet bør denne ret til at kræve ud-

levering af oplysninger også omfatte oplysninger, der opbevares i digital

form, herunder e-mails og meddelelser sendt via chatprogrammer, uanset

hvor disse er lagret, herunder via cloudlagring og på servere, forudsat at de

er tilgængelige for den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, der

er genstand for anmodningen om oplysninger.

En anmodning om oplysninger bør dog ikke kunne føre til, at der stilles krav

til virksomheden eller virksomhedssammenslutningen, der ikke står i et ri-

meligt forhold til undersøgelsens behov; retten til at kræve oplysninger bør

f.eks. ikke føre til, at virksomheder eller virksomhedssammenslutninger på-

lægges uforholdsmæssigt store omkostninger eller urimeligt besvær.

Endvidere bør en anmodning om oplysninger ikke føre til, at en virksomhed

eller en virksomhedssammenslutning presses til at tilstå en overtrædelse,

som det påhviler konkurrencemyndigheden at bevise, jf. præambelbetragt-

ning nr. 35 i direktivet.

Efter artikel 9 skal medlemsstaterne sikre, at en national administrativ kon-

kurrencemyndighed som minimum har beføjelse til at indkalde til et inter-

view. De, der skal kunne indkaldes til et interview, er enhver repræsentant

for en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning og enhver repræ-

sentant for andre juridiske personer og enhver fysisk person, når en sådan

repræsentant eller person kan være i besiddelse af oplysninger, der er rele-

vante for anvendelsen af EUF-Traktatens artikel 101 og 102.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den gældende bestemmelse i § 17, stk. 1, i konkurrenceloven om krav om

oplysninger svarer i vidt omfang til artikel 8 i direktiv 2019/1.

Det foreslås dog, at det i overensstemmelse med artikel 8 anføres i § 17, stk.

1, at det skal være oplysninger, som den pågældende har adgang til, og at

det tydeliggøres, at oplysningspligten påhviler en virksomhed, en virksom-

hedssammenslutnings samt enhver anden juridisk eller fysisk person.

Den foreslåede ændring vil medføre, at pligten til at udlevere de oplysnin-

ger, som den pågældende har adgang til, f.eks. vil kunne omfatte oplysnin-

ger, der er lagret på en ekstern server, uanset hvor serveren er placeret, og

at et moderselskab f.eks. vil være forpligtet til at indhente oplysninger fra et

datterselskab eller en filial, uanset om datterselskabet er beliggende i eller

uden for Den Europæiske Union.

Videre foreslås det, at oplysningerne skal være afgivet inden for en rimelig

frist, hvilket vil være en videreførelse af gældende administrativ praksis.

Desuden foreslås det, at et krav om oplysninger skal stå i et rimeligt forhold

til formålet og ikke må føre til, at modtageren af kravet tvinges til at tilstå

en overtrædelse af loven eller af EUF-Traktatens artikel 101 og 102.

Virkningen af den foreslåede ændring vil for det første være, at der kan stil-

les krav om oplysninger fra en virksomhed eller en virksomhedssammen-

slutning, hvis kravet står i et rimeligt forhold til behovet for de pågældende

oplysninger. For det andet vil den foreslåede ændring indebære, at modta-

geren af et krav om oplysninger ikke må presses til at tilstå en overtrædelse,

som det påhviler Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at bevise. Den fore-

slåede ændring skal dog ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 20 (§

17 b), hvorefter en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning, der

modtager et krav om oplysninger, i overensstemmelse med det EU-retlige

forbud mod selvinkriminering vil være forpligtet til at besvare faktuelle

spørgsmål og fremlægge allerede eksisterende dokumenter, selv om oplys-

ningerne vil kunne anvendes som bevis for, at den pågældende har handlet

i strid med loven eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102.

Som nævnt i afsnit 2.6.1.1 oven for finder den gældende § 17 anvendelse på

alle oplysninger, som skønnes nødvendige for udførelsen af de opgaver, som

styrelsen er tillagt efter konkurrenceloven eller til afgørelse af, om et forhold

er omfattet af lovens bestemmelser. De foreslåede ændringer til § 17, stk. 1,

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

foreslås derfor at skulle finde anvendelse på alle krav om oplysninger efter

loven.

Som nævnt kan den gældende § 17, stk. 1, anvendes over for virksomheder

m.v. og fysiske personer. I overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 2019/1

foreslås det dog udtrykkeligt angivet, at oplysningspligten påhviler en virk-

somhed, en virksomhedssammenslutning samt enhver anden juridisk eller

fysisk person.

For at sikre en korrekt og fuldstændig gennemførelse af artikel 8 direktivet

foreslås det, at der indføres en bestemmelse svarende til artikel 9 i direktiv

2019/1, hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan indkalde en virk-

somhedsrepræsentant eller en anden fysisk person til et interview.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen vil kunne indkalde enhver repræsentant for en virksom-

hed m.v. til at deltage i et interview, når en sådan repræsentant kan være i

besiddelse af oplysninger, der er relevante for anvendelsen af § 6, § 11eller

EUF-Traktatens artikel 101 og 102.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 16-18 og 20 (§ 17 a), samt bemærk-

ningerne hertil.

2.7.Forbud mod selvinkriminering

2.7.1. Gældende ret

2.7.1.1. Dansk ret

Som anført i afsnit 2.6.1.1 ovenfor kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

efter § 17, stk. 1, i konkurrenceloven kræve alle oplysninger m.v., som skøn-

nes nødvendige for udførelsen af de opgaver, som styrelsen er tillagt efter

konkurrenceloven eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af lovens

bestemmelser.

Efter § 18, stk. 1, i konkurrenceloven kan Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen i forbindelse med en kontrolundersøgelse forlange mundtlige forklarin-

ger.

Det følger af § 10, stk. 1, i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anven-

delse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121

af 12. november 2019 – herefter retssikkerhedsloven – at såfremt Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen har konkret mistanke om en strafbar overtræ-

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

delse af konkurrenceloven, er der ikke pligt til at give oplysninger eller ud-

tale sig om forhold, som kan have betydning for bedømmelsen af den for-

modede lovovertrædelse.

Efter bestemmelsen skal der foreligge en konkret mistanke, der skal være

tale om en lovovertrædelse, der kan medføre straf, og de pågældende oplys-

ninger skal have betydning for bedømmelsen af den formodede overtræ-

delse. Hvad særligt angår mistankegrundlaget, skal myndighedens mistanke

være så stærk, at der ville være grundlag for inden for strafferetsplejen at

rejse en sigtelse eller at tillægge vedkommende en sigtets rettigheder.

Hvis betingelserne efter § 10, stk. 1, er opfyldt, skal Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen efter § 10, stk. 3, 1. pkt., i retssikkerhedsloven vejlede den

mistænkte om, at der ikke er pligt til at meddele de pågældende oplysninger.

Efter § 10, stk. 3, 2. pkt., kan en mistænkt meddele et skriftligt samtykke til

at give oplysningerne.

2.7.1.2.

Direktiv 2019/1

Det følger af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2019/1, at sager vedrørende overtræ-

delser af EUF-Traktatens artikel 101 eller 102, herunder de nationale kon-

kurrencemyndigheders udøvelse af de beføjelser, der er omhandlet i direk-

tivet, skal følge EU-rettens almindelige principper og Den Europæiske Uni-

ons Charter om grundlæggende rettigheder (herefter ”Chartret”).

Det følger videre af artikel 3, stk. 2, at udøvelse af de beføjelser, som der

henvises til i stk. 1, skal være underlagt passende sikkerhedsgarantier ved-

rørende virksomhedernes ret til forsvar, herunder retten til at blive hørt og

adgangen til effektive retsmidler.

I overensstemmelse hermed følger det supplerende af præambelbetragtning

nr. 14, at de beføjelser, der ved direktivet er tillagt de nationale konkurren-

cemyndigheder, herunder undersøgelsesbeføjelser, bør være underlagt pas-

sende sikkerhedsgarantier, der som minimum og i overensstemmelse med

EU-Domstolens retspraksis opfylder EU-rettens almindelige principper og

Chartret, navnlig i forbindelse med sager, der kan give anledning til pålæg-

gelse af sanktioner. Disse sikkerhedsgarantier omfatter retten til god forvalt-

ning og respekten for virksomhedernes ret til forsvar.

Forbuddet mod selvinkriminering er ikke udtrykkeligt nævnt i Chartret. Det

indfortolkes dog i Chartrets artikel 48 om uskyldsformodningen og retten til

et forsvar. Det bemærkes i den forbindelse, at ifølge den forklarende rapport

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

til Chartret (Forklaringer til Chartret om grundlæggende rettigheder, 2007/C

303/02) er indholdet af Chartrets artikel 48 det samme som artikel 6, stk. 2

og 3, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), og at Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol har indfortolket et selvinkrimine-

ringsforbud i EMRK artikel 6.

Ifølge EU-praksis (særligt Domstolens dom af 18. oktober 1989 i sag

374/87, Orkem, og Rettens dom af 20. februar 2001 i sag T-112/98, Man-

nesmannröhren-Werke) har en virksomhed i sager vedrørende EUF-Trakta-

tens artikel 101 eller 102 pligt til at medvirke aktivt til at oplyse en sag. Det

indebærer, at en virksomhed skal forsyne Kommissionen med alt nødven-

digt materiale vedrørende undersøgelsens genstand, som den pågældende

måtte råde over. En virksomhed har således pligt til at afgive oplysninger af

rent faktuel karakter samt at udlevere allerede eksisterende dokumenter, selv

om oplysningerne kan anvendes som bevis for, at virksomheden har handlet

i strid med EU-konkurrencereglerne.

En virksomhed har dog efter det EU-retlige selvinkrimineringsprincip ret til

at nægte at besvare spørgsmål, hvis besvarelsen vil kunne tvinge virksom-

heden til at tilstå at have begået en retsstridig handling, som det påhviler

Kommissionen at føre bevis for. Det betyder eksempelvis, at en virksomhed

ikke kan forpligtes til at vurdere eller kvalificere faktiske oplysninger eller

dokumenter, f.eks. ved at oplyse formålet med et møde. En virksomhed kan

tilsvarende f.eks. ikke forpligtes til at oplyse, hvad der blev besluttet på et

møde, under omstændigheder, hvor konkurrencemyndighederne nærer mis-

tanke om, at formålet med mødet var at indgå konkurrencebegrænsende af-

taler. De anførte pligter og rettigheder gælder efter Kommissionens praksis

under hele sagens behandling, dvs. også efter det tidspunkt, hvor virksom-

heden har modtaget en klagepunktsmeddelelse med Kommissionens udkast

til afgørelse.

Dette EU-retlige forbud mod selvinkriminering er anført i præamblen til

Rådsforordning 1/2003, hvor det som supplement til Kommissionens mu-

lighed for at kræve oplysninger, der er nødvendige for at afsløre overtrædel-

ser af EUF-Traktatens artikel 101 eller 102, er anført i præambelbetragtning

nr. 23, at virksomheder ikke kan pålægges at vedgå en overtrædelse; virk-

somheder er dog forpligtet til at besvare faktuelle spørgsmål og fremlægge

dokumenter, selv om disse oplysninger kan blive brugt mod dem til at fast-

slå, at der foreligger en overtrædelse af EUF-Traktatens artikel 101 eller

102.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det er efter direktiv 2019/1 ikke muligt i national procesret at operere med

en højere grad af beskyttelse for virksomheder mod selvinkriminering i EU-

konkurrencesager end den, som følger af EU-retten. Hvis der blev opereret

med en højere grad af beskyttelse, ville dette kunne hindre den effektive

håndhævelse af EU-konkurrencereglerne. Det betyder, at retssikkerhedslo-

vens § 10 ikke vil kunne finde anvendelse i sådanne sager.

På denne baggrund og med henblik på en korrekt gennemførelse af artikel 3

i direktiv 2019/1 foreslås det, at retssikkerhedslovens § 10 ikke skal finde

anvendelse på krav til virksomheder og virksomhedssammenslutninger om

oplysninger efter konkurrencelovens § 17, gennemførelsen af et interview

efter konkurrencelovens § 17 a eller afgivelsen af en mundtlig forklaring

efter konkurrencelovens § 18, stk. 1. De pågældende vil derimod være om-

fattet af den beskyttelse mod selvinkriminering, som følger af det EU-retlige

selvinkrimineringsforbud. Med forslaget vil der gælde samme oplysnings-

pligt, uanset om der i en given sag er en konkret mistanke eller ej om en

overtrædelse af konkurrencereglerne. Det følger også heraf, at der fremover

vil gælde et selvinkrimineringsforbud, også i sager hvor der ikke er en kon-

kret mistanke om en overtrædelse.

Det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis spørgsmålet om selvinkriminering

skulle afgøres efter forskellige regler alt efter, hvilken type sag der måtte

være tale om. Det foreslås derfor, at det EU-retlige selvinkrimineringsfor-

bud skal finde anvendelse på alle sager efter loven og ikke kun sager vedrø-

rende forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler og forbuddet mod

misbrug af dominerende stilling.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at en virksomhed eller

en virksomhedssammenslutning fortsat vil have ret til at nægte at besvare

spørgsmål, hvis besvarelsen vil kunne tvinge virksomheden til at tilstå at

have begået en retsstridig handling, som det påhviler Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen at føre bevis for. Virksomheder og virksomhedssammen-

slutninger vil dog have pligt til at medvirke aktivt til at oplyse en sag, hvad

enten det drejer sig om et krav om oplysninger efter § 17, et interview efter

§ 17 a eller en mundtlig forklaring under en kontrolundersøgelse efter § 18,

stk. 1. En virksomhed vil endvidere have pligt til at afgive oplysninger af

rent faktuel karakter samt at udlevere allerede eksisterende dokumenter, selv

om oplysningerne eller dokumenterne vil kunne anvendes som bevis for, at

en virksomhed har handlet i strid med loven eller EUF-Traktatens artikel

101 eller 102.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Det bemærkes, at direktiv 2019/1 ikke berører medlemsstaternes ret til at

strafforfølge fysiske personer for overtrædelse af konkurrencereglerne, hvil-

ket fortsat vil kunne ske efter de gældende regler og under iagttagelse af de

gældende retssikkerhedsgarantier, herunder reglerne i retssikkerhedslovens

§ 10, stk. 1, og retsplejelovens § 171 om den manglende pligt for en parts

nærmeste til at afgive forklaring som vidne.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20 (§ 17 b), og bemærkningerne hertil.

2.8. Bevismateriale

2.8.1. Gældende ret

2.8.1.1. Dansk ret

Det følger af det grundlæggende official- eller undersøgelsesprincip i for-

valtningsretten, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som forvaltnings-

myndighed har ansvaret for at oplyse en sag på forsvarlig vis, inden styrel-

sen eller Konkurrencerådet træffer afgørelse sagen. Princippet indebærer

bl.a., at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen selv, eventuelt i samarbejde

med andre myndigheder, skal fremskaffe fornødne oplysninger til en sag

eller foranledige, at virksomheder, særligt parterne, medvirker til sagens op-

lysning. Om en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en afgørelse,

herunder hvilke beviser der skal indgå i sagen, beror på sagens karakter og

på omstændighederne i sagen i øvrigt.

Der gælder i dag ikke bestemmelser om, hvilke former for oplysninger Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen skal acceptere som bevis for en overtræ-

delse af konkurrenceloven. Som anført af Folketingets Ombudsmand i FOB

2015-28, er udgangspunktet i dansk forvaltningsret, at der er fri bevisbe-

dømmelse. Det følger dog også af princippet om det bedste bevis, at en for-

valtningsmyndighed ”i forbindelse med tilvejebringelsen af bevisfakta til

bedømmelse af væsentlige bevistemaer er forpligtet til at anvende det bedste

blandt de tilgængelige oplysningsmidler, i hvert fald hvis der ikke er tale om

ganske konkrete og umisforståelige oplysninger”, jf. Folketingets Ombuds-

mands udtalelse i FOB 05.223.

I civile retssager, dvs. sager, hvor der ikke er spørgsmål om at pålægge straf-

feretlige sanktioner, gælder som udgangspunkt princippet om fri bevisfø-

relse. Det indebærer, at parterne som udgangspunkt ikke på forhånd er af-

skåret fra at fremlægge visse typer af dokumenter eller oplysninger som be-

vis.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Det fremgår dog generelt af retsplejelovens § 341, at bevisførelse, der skøn-

nes at være uden betydning for sagen, ikke kan finde sted. Retten foretager

i det enkelte tilfælde en vurdering af, om fremlæggelsen af et dokument vil

være uden betydning for sagen. Ifølge retspraksis kan det bl.a. indgå i denne

vurdering, om et dokument indeholder oplysninger, som åbenbart kan for-

langes unddraget offentligheden.

Der henvises til afsnit 2.20.1.1 nedenfor, hvor bevisbedømmelsen i civile

sager er behandlet mere indgående.

Endvidere skal retten efter lov om behandling af erstatningssager vedrø-

rende overtrædelser af konkurrenceretten afvise fremlæggelse af beviser,

der består i redegørelser til brug for bødefritagelse eller bødenedsættelse og

forligsredegørelser, der indgår i en sag hos en konkurrencemyndighed, og

som er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i konkurrencemyndighedens

sagsakter. Retten skal ligeledes afvise fremlæggelse af visse oplysninger

som beviser, der er fremskaffet udelukkende ved aktindsigt i en konkurren-

cemyndigheds sagsakter, og når denne myndighed endnu ikke har truffet

afgørelse i den pågældende sag, jf. § 6, stk. 1-2, i lov nr. 1541 af 13. decem-

ber 2016 om behandling af erstatningssager vedrørende overtrædelser af

konkurrenceretten.

Retsplejeloven indeholder ikke en generel regel om bevisførelsen inden for

strafferetsplejen, og bevisførelsen er som udgangspunkt fri.

Der gælder dog visse undtagelser til udgangspunktet om fri bevisførelse,

herunder reglerne i retsplejelovens § 789, stk. 2, og § 800, stk. 1, om be-

grænsningerne i politiets adgang til at anvende tilfældighedsfund i straffe-

sager. I begge tilfælde har retten dog mulighed for at dispensere fra reglerne

og anvende beviserne, jf. § 789, stk. 3, og § 800, stk. 2.

2.8.1.2.

Direktiv 2019/1

Efter artikel 32 skal medlemsstaterne sikre, at de former for bevismateriale,

som kan antages af de nationale konkurrencemyndigheder, omfatter doku-

menter, mundtlige erklæringer, elektroniske meddelelser, optagelser og alle

andre genstande, der indeholder oplysninger, uanset hvilken form de har, og

hvilket medie de er lagret pa.

Ifølge præambelbetragtning nr. 73 i direktiv 2019/1 er det uden betydning,

om bevismaterialet er afgivet skriftligt, mundtligt, i elektronisk form eller i

form af en optagelse. Tilsvarende bør en national konkurrencemyndighed

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

kunne anse elektroniske meddelelser for at være relevant bevismateriale,

uanset om disse meddelelser synes at være ulæste eller er blevet slettet.

En national konkurrencemyndighed bør også kunne anvende skjulte opta-

gelser foretaget af juridiske eller fysiske personer, som ikke er offentlige

myndigheder, forudsat at disse optagelser ikke er den eneste beviskilde.

2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Konkurrenceloven indeholder ikke regler om, hvilke beviser der kan indgå

i vurderingen af, om loven eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 er

overtrådt. For at sikre en korrekt gennemførelse af artikel 32 i direktiv

2019/1 foreslås der derfor indsat en bestemmelse herom.

Det ville ikke være hensigtsmæssigt, hvis der skulle gælde forskellige regler

om det bevismateriale, der kan anvendes, alt efter hvilken type sag der måtte

være tale om. Det foreslås derfor, at bestemmelsen skal finde anvendelse på

alle sager efter loven og ikke kun sager vedrørende forbuddet mod konkur-

rencebegrænsende aftaler og forbuddet mod misbrug af dominerende stil-

ling.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at i en sag om en virk-

somheds eller en virksomhedssammenslutnings overtrædelse af konkurren-

cereglerne – det være sig i sager, der behandles af Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen eller af domstolene om pålæggelse af bøder – vil beviser for

overtrædelsen kunne udgøres af dokumenter, mundtlige erklæringer, elek-

troniske meddelelser, optagelser og alle andre genstande, der indeholder op-

lysninger, uanset hvilken form de har, og hvilket medie de er lagret på.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20 (§ 17 c), og bemærkninger hertil.

2.9. Kontrolundersøgelser

2.9.1. Gældende ret

2.9.1.1.Dansk ret

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter § 18, stk. 1, i konkurrencelo-

ven foretage kontrolundersøgelser, der indebærer, at styrelsen til brug for

sin virksomhed får adgang til en virksomheds eller en virksomhedssammen-

slutnings lokaler og transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt

med og tage kopi af enhver oplysning. I forbindelse med en kontrolunder-

søgelse kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forlange mundtlige forkla-

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

ringer, og at personer, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indhol-

det af deres lommer, tasker og lignende med henblik på, at styrelsen kan

gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kun gennemføre en kontrolunder-

søgelse efter forudgående indhentet retskendelse og mod behørig legitima-

tion, jf. konkurrencelovens § 18, stk. 3.

Det fremgår af forarbejderne til konkurrencelovens § 18, at Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen kan foretage kontrolundersøgelser ”i de tilfælde, hvor

styrelsen skønner, at sagens karakter gør det påkrævet at indhente de for-

nødne oplysninger på denne måde” (Folketingstidende 1996-97, tillæg A,

side 3675).

Efter retssikkerhedslovens § 5, stk. 1, skal en part underrettes om beslutnin-

gen om iværksættelse af et tvangsindgreb forud for gennemførelsen heraf.

Dette gælder dog i henhold til retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 1, ikke,

hvis øjemedet med tvangsindgrebet ville forspildes, hvis forudgående un-

derretning skulle gives. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kontrolunder-

søgelser foretages som altovervejende udgangspunkt uanmeldt, idet formå-

let med undersøgelsen ville kunne forspildes, hvis virksomheden forud for

kontrolundersøgelsen blev varslet herom, idet virksomheden i givet fald

ville have mulighed for at bortskaffe beviser m.v.

Adgangen til at foretage kontrolundersøgelse forudsætter ikke, at Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen først har søgt at indhente oplysningerne med

hjemmel i konkurrencelovens § 17.

De personer, der under kontrolundersøgelsen kan afkræves en mundtlig for-

klaring, er repræsentanter for den virksomhed, der er underlagt kontrolun-

dersøgelsen. Begrebet ”repræsentanter for virksomheden” skal fortolkes

bredt. Det følger heraf, at enhver ejer, medejer eller ansat, der kan repræ-

sentere virksomheden, kan afkræves en mundtlig forklaring om virksomhe-

dens forhold, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, side 4450.

De spørgsmål, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er berettiget til at

stille i forbindelse med afgivelsen af en mundtlig forklaring, skal være præ-

cise og vedrøre genstanden for kontrolundersøgelsen. Det drejer sig navnlig

om spørgsmål, der tjener til opklaring af, hvor bøger og andre forretnings-

papirer befinder sig, hvorledes disse er systematiseret, eller hvorfor visse

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

dokumenter mangler. Endvidere kan der stilles faktuelle spørgsmål til ind-

holdet af disse bøger og forretningspapirer m.v. før, under og efter undersø-

gelsen heraf. Derimod må der ikke stilles spørgsmål, der forudsætter en

overtrædelse af lovens forbudsbestemmelser, ligesom der heller ikke må af-

tvinges en tilståelse herigennem. Det vil være det EU-retlige selvinkrimine-

ringsprincip, der finder anvendelse for virksomheden, jf. lovforslagets § 1,

nr. 20, vedrørende forslaget til § 17 b.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan under en kontrolundersøgelse for-

lange, at virksomhedens bestyrelsesmedlemmer, direktionsmedlemmer og

andre ansatte viser indholdet af deres lommer, tasker og lignende. Hvis per-

sonen nægter, tømmer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke selvstæn-

digt vedkommendes lommer, tasker m.v., men anmoder om politiets bistand

hertil. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til en legemsundersøgelse.

Når Konkurrence- of Forbrugerstyrelsen gennemfører en kontrolundersø-

gelse, sker det på baggrund af en formodning om en overtrædelse af kon-

kurrencereglerne. Denne formodning kan f.eks. skyldes modtagne tips, kla-

ger eller styrelsens egne undersøgelser. Som følge af bestemmelsen i § 9 i

retssikkerhedsloven kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke gennem-

føre en kontrolundersøgelse efter konkurrencelovens § 18 hos en virksom-

hed, hvis der foreligger en rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold.

Såfremt der foreligger en sådan rimelig grund til mistanke, skal en eventuel

undersøgelse i stedet gennemføres af politiet (i praksis Statsadvokaten for

Særlig Økonomisk og International Kriminalitet) inden for strafferetsple-

jens bestemmelser om ransagning i retsplejelovens kapitel 73.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ikke efter den gældende konkur-

rencelov hjemmel til at foretage kontrolundersøgelser andre steder end i en

virksomheds eller en virksomhedssammenslutnings lokaler og transport-

midler. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har således ikke hjemmel til at

foretage kontrolundersøgelse i f.eks. private hjem tilhørende en virksom-

heds eller en virksomhedssammenslutnings direktører, ledere og andre an-

satte. Undersøgelse af sådanne lokaler m.v. kan kun foretages af politiet,

såfremt ovennævnte bestemmelser i retsplejelovens kapitel 73 om ransag-

ning er opfyldt. Europa-Kommissionen har dog i medfør af artikel 21, stk.

1, i Rådets forordning 1/2003 hjemmel til at gennemføre kontrolundersø-

gelse i private hjem, hvis der foreligger rimelig grund til mistanke om, at

bøger eller andre forretningspapirer, der vedrører genstanden for undersø-

gelsen, og som måtte være relevante som bevis for en alvorlig overtrædelse

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

af traktatens artikel 101 eller 102 opbevares på det pågældende sted. Be-

stemmelsen finder også anvendelse, når Kommissionen gennemfører kon-

trolundersøgelser i Danmark.

2.9.1.2.Direktiv 2019/1

Efter direktivets artikel 6, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at de nationale

administrative konkurrencemyndigheder kan foretage alle nødvendige uan-

meldte kontrolundersøgelser hos virksomheder og virksomhedssammen-

slutninger med henblik på anvendelse af artikel 101 og 102 i EUF-Traktaten.

Medlemsstaterne skal sikre, at de embedsmænd og andre ledsagende perso-

ner, som de nationale konkurrencemyndigheder har bemyndiget eller udpe-

get til at foretage disse kontrolundersøgelser, som minimum har beføjelse

til:

- at få adgang til alle virksomhedernes og virksomhedssammenslutninger-

nes lokaler, grunde og transportmidler,

- at kontrollere bøger og andre forretningspapirer, uanset hvilket medie de

er lagret på, og at få adgang til enhver oplysning, som den kontrollerede

enhed har adgang til,

- at tage eller få kopi eller udskrift under enhver form af sådanne bøger

eller forretningspapirer og, hvor de finder det hensigtsmæssigt, at fort-

sætte sådanne informationssøgninger og at udvælge kopier eller udskrift

i den nationale konkurrencemyndigheds lokaler eller andre udpegede lo-

kaler,

- at forsegle alle forretningslokaler samt bøger eller andre forretningspa-

pirer i det for kontrolundersøgelsen nødvendige tidsrum og omfang, og

- at afkræve alle virksomhedens eller virksomhedssammenslutningens re-

præsentanter eller ansatte forklaringer om faktiske oplysninger eller do-

kumenter vedrørende kontrolundersøgelsens genstand og formål og re-

gistrere deres svar.

De nationale administrative konkurrencemyndigheder bør efter præambel-

betragtning nr. 31 i direktivet kunne udføre alle nødvendige kontrolunder-

søgelser i virksomheders og virksomhedssammenslutningers lokaler, når de

i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols retspraksis kan

påvise, at der foreligger tilstrækkeligt tungtvejende indicier til at begrunde

en formodning om en overtrædelse af artikel 101 eller 102 i EUF-Traktaten.

Ifølge præambelbetragtning nr. 30 i direktivet bør de nationale administra-

tive konkurrencemyndigheder være i stand til at indhente alle oplysninger

vedrørende den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, som er gen-

stand for undersøgelsen, i digital form, herunder data indhentet ved hjælp af

kriminaltekniske metoder, uanset hvilket medie oplysningerne er lagret på,

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

f.eks. bærbare computere, mobiltelefoner, andre mobile enheder eller cloud-

lagring.

Med henblik på at sikre, at kontrolundersøgelsen er effektiv, bør de natio-

nale administrative konkurrencemyndigheder efter præambelbetragtning nr.

32 have adgang til alle de oplysninger, som den enhed, der er genstand for

kontrolundersøgelsen, har adgang til, og som vedrører den undersøgte virk-

somhed eller virksomhedssammenslutning. Dette bør nødvendigvis omfatte

beføjelsen til at søge efter dokumenter, filer eller oplysninger på enheder,

der ikke er præcist identificeret på forhånd, idet det ellers ikke ville være

muligt at indsamle alle nødvendige oplysninger, hvis den undersøgte virk-

somhed eller virksomhedssammenslutning lægger hindringer i vejen for un-

dersøgelsen eller afslår at samarbejde.

Efter direktivets artikel 6, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at virksomhe-

der og virksomhedssammenslutninger har pligt til at underkaste sig en kon-

trolundersøgelse. Hvis en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning

modsætter sig en kontrolundersøgelse, der er blevet besluttet af en national

administrativ konkurrencemyndighed, skal der efter artikel 16, stk. 2, litra

a, kunne udstedes tvangsbøder. Endvidere skal medlemsstaterne sikre, at de

nationale konkurrencemyndigheder kan anmode politiet eller en tilsvarende

retshåndhævende myndighed om den fornødne bistand til at foretage kon-

trolundersøgelsen. En sådan bistand kan også indhentes som en forebyg-

gende foranstaltning.

Ifølge artikel 6, stk. 3, berører bestemmelserne i artikel 6 ikke kravene i

national ret om forudgående godkendelse af sådanne undersøgelser fra en

national domstol. Bestemmelsen suppleres af præambelbetragtning nr. 31 i

direktivet, hvoraf det fremgår, at direktivet ikke bør forhindre medlemssta-

terne i at kræve forudgående godkendelse fra en national domstol til kon-

trolundersøgelser.

Efter direktivets artikel 7, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at de nationale

administrative konkurrencemyndigheder kan foretage uanmeldte kontrolun-

dersøgelser i andre lokaler, grunde eller transportmidler end selve virksom-

hedens, såfremt der er rimelig grund til mistanke om, at bøger eller andre

forretningspapirer, der vedrører genstanden for kontrolundersøgelsen, og

som måtte være relevante som bevis for en overtrædelse af artikel 101 eller

102 i EUF-Traktaten, opbevares i sådanne lokaler m.v. Det kan f.eks. være

i private hjem tilhørende de pågældende virksomheders eller virksomheds-

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

sammenslutningers direktører, ledere og andre ansatte. Sådanne kontrolun-

dersøgelser kan i henhold til artikel 7, stk. 2, ikke foretages uden en forud-

gående godkendelse fra en national domstol.

Medlemsstaterne skal efter artikel 7, stk. 3, sikre, at de embedsmænd og

andre ledsagende personer, som de nationale konkurrencemyndigheder har

bemyndiget eller udpeget til at foretage en kontrolundersøgelse i f.eks. pri-

vate hjem, som minimum kan få adgang til lokaler, grunde og transportmid-

ler, til at kontrollere bøger og andre forretningspapirer m.v. samt til at tage

eller få kopi heraf. Endvidere skal det sikres, at der er pligt til at underkaste

sig kontrolundersøgelsen., og at politiet kan yde bistand til at gennemføre

kontrolundersøgelsen, jf. hvad der er anført ovenfor i relation til artikel 6,

stk. 2.

Ifølge præambelbetragtning nr. 34 i direktivet viser erfaringerne, at forret-

ningspapirer kan være opbevaret i direktørers, lederes og andre af virksom-

hedernes eller virksomhedssammenslutningernes ansattes hjem, f.eks. som

følge af muligheden for at arbejde hjemmefra. For at sikre effektive kontrol-

undersøgelser bør de nationale administrative konkurrencemyndigheder

derfor kunne kræve adgang til alle lokaler, herunder private hjem, hvis der

er rimelig grund til mistanke om, at forretningspapirer, som kan være rele-

vante som bevis for en overtrædelse af artikel 101 eller 102 i EUF-Trakta-

ten, opbevares i disse lokaler.

Den nationale administrative konkurrencemyndighed kan overlade det til

politiet eller en anden tilsvarende håndhævelsesmyndighed at foretage så-

danne kontrolundersøgelser, forudsat at den nationale administrative kon-

kurrencemyndighed er til stede under kontrolundersøgelsen. Den nationale

administrative konkurrencemyndighed bør dog selv have ret til at foretage

kontrolundersøgelsen og i den forbindelse få den nødvendige bistand fra po-

litiet, herunder som en forebyggende foranstaltning, for at forhindre even-

tuel modstand fra dem, der er genstand for kontrolundersøgelsen.

2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den gældende bestemmelse i konkurrencelovens § 18, stk. 1, om Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsens adgang til at foretage kontrolundersøgelser i

virksomheder og virksomhedssammenslutninger svarer i vidt omfang til ar-

tikel 6 i Direktiv 2019/1. For at sikre en korrekt og fuldstændig gennemfø-

relse af direktivet foreslås dog en række ændringer i den gældende bestem-

melse.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Det foreslås således, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fremover skal

kunne gennemføre kontrolundersøgelser hos virksomheder og virksom-

hedssammenslutninger i alle tilfælde, hvor styrelsen har en formodning om

en overtrædelse af konkurrenceloven – også i tilfælde, hvor formodningen

er så stærk, at der er tale om, at styrelsen har rimelig grund til mistanke om

en overtrædelse. Den foreslåede ændring vil indebære, at tvangsindgreb i

form af kontrolundersøgelser efter konkurrenceloven ikke vil være omfat-

tede af bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9.

Det foreslås endvidere tydeliggjort, at kontrolundersøgelsen – ud over loka-

ler og transportmidler – også omfatter virksomhedens eller virksomheds-

sammenslutningens grunde.

Endvidere foreslås det tydeliggjort i bestemmelsens ordlyd, at virksomhe-

den eller virksomhedssammenslutningen har pligt til at underkaste sig kon-

trolundersøgelsen. Overholdes denne pligt ikke, vil virksomheden eller virk-

somhedssammenslutningen kunne pålægges tvangsbøder, jf. beskrivelsen

heraf i de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 21 (§ 18, stk. 1).

En virksomhed eller en virksomhedssammenslutning, der har modsat sig en

kontrolundersøgelse, vil endvidere kunne pålægges en bøde, jf. lovforsla-

gets § 1, nr. 31 (§ 23, stk. 1, nr. 9).

Med henblik på gennemførelse af direktivets artikel 7 foreslås det, at Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen får adgang til under visse betingelser at fo-

retage kontrolundersøgelse i private hjem m.v., f.eks. hos direktører, ledere

og andre ansatte. Det foreslås, at sådanne kontrolundersøgelser skal kunne

gennemføres, hvis der er rimelig grund til mistanke om, at oplysninger om-

fattet af og af betydning for en kontrolundersøgelse findes i det pågældende

private hjem.

Det foreslås, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under en kontrolunder-

søgelse i private hjem m.v. ikke kan forlange mundtlige forklaringer, men

at de gældende bestemmelser i § 18, stk. 1, stk. 3-4, og stk. 6-10, herudover

finder tilsvarende anvendelse. Det vil bl.a. indebære krav om forudgående

retskendelse og mulighed for bistand fra politiet til gennemførelse af kon-

trolundersøgelsen.

Det vil være en betingelse, at der foreligger rimelig grund til mistanke om,

at de pågældende oplysninger, herunder regnskaber, regnskabsmateriale,

bøger og andre forretningspapirer, kan findes i det pågældende private hjem

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

m.v. Det vil bero på en konkret vurdering, om der i et givent tilfælde fore-

ligger en sådan rimelig grund til mistanke.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 21 (§ 18, stk. 1) og § 1, nr. 24 (§ 18 a)

samt bemærkningerne hertil.

2.10. Samarbejde med og bistand til andre EU-konkurrencemyndig-

heder

2.10.1. Gældende ret

2.10.1.1.

Dansk ret

Efter konkurrencelovens § 17, stk. 2, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen kræve oplysninger efter § 17, stk. 1, med henblik på, at styrelsen kan

yde bistand til andre konkurrencemyndigheder i Den Europæiske Union

med henblik på anvendelsen af EUF-Traktatens artikel 101 og 102.

Konkurrenceloven indeholder ikke hjemmel til, at Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen kan foretage interviews, herunder på vegne af en anden national

konkurrencemyndighed.

Efter § 18, stk. 9, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretage kontrol-

undersøgelser for at yde bistand til andre konkurrencemyndigheder i Den

Europæiske Union i forbindelse med disse myndigheders anvendelse af

EUF-Traktatens artikel 101 og 102. Kontrolundersøgelserne gennemføres

efter reglerne i § 18, stk. 1-8.

Konkurrenceloven indeholder ikke hjemmel til, at repræsentanter for en an-

den national konkurrencemyndighed kan deltage i de kontrolundersøgelser,

som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretager på vegne af en anden

konkurrencemyndighed i Den Europæiske Union.

2.10.1.2.

Direktiv 2019/1

Efter artikel 22 i Rådsforordning 1/2003 kan en medlemsstats konkurrence-

myndighed på vegne af konkurrencemyndigheden i en anden medlemsstat

og i dennes navn foretage enhver form for kontrolundersøgelse eller anden

indsamling af oplysninger på sit område i henhold til national ret for at fast-

slå, om der foreligger en overtrædelse af EUF-Traktatens artikel 101 eller

102. Når en national administrativ konkurrencemyndighed foretager en så-

dan kontrolundersøgelse eller gennemfører et interview på vegne af en an-

den national konkurrencemyndighed i Den Europæiske Union og i denne

konkurrencemyndigheds navn, skal medlemsstaterne efter artikel 24, stk. 1,

i direktiv 2019/1 sikre, at embedsmænd og andre ledsagende personer, som

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

er bemyndiget eller udpeget af den bistandssøgende nationale konkurrence-

myndighed, har ret til at deltage i og aktivt bistå den bistandssøgte nationale

konkurrencemyndighed. Denne deltagelse skal ske under tilsyn af den bi-

standssøgte nationale myndigheds embedsmænd.

Efter artikel 24, stk. 2, i direktiv 2019/1 skal medlemsstaterne sikre, at en

national administrativ konkurrencemyndighed har beføjelse til på sit eget

område at foretage kontrolundersøgelser, kræve oplysninger og foretage in-

terviews på vegne af en anden national konkurrencemyndighed og i dennes

navn med henblik på at fastslå, om virksomheder eller virksomhedssam-

menslutninger har undladt at overholde den bistandssøgende nationale kon-

kurrencemyndigheds undersøgelsesforanstaltninger og afgørelser. Den bi-

standssøgende nationale konkurrencemyndighed og den bistandssøgte nati-

onale konkurrencemyndighed skal i forbindelse hermed have beføjelse til at

udveksle og benytte oplysninger som bevismateriale til dette formål med

forbehold af sikkerhedsgarantierne i artikel 12 i Rådsforordning 1/2003.

Det fremgår af artikel 27, stk. 7, at medlemsstaterne skal sikre, at når en

myndighed i en medlemsstat søger om bistand (bistandssøgende myndig-

hed) fra en myndighed i en anden medlemsstat (bistandssøgte myndighed),

skal den bistandssøgende myndighed, hvis den bistandssøgte myndighed

anmoder om det, afholde alle rimelige ekstra omkostninger fuldt ud, herun-

der oversættelses-, løn- og administrationsomkostninger.

Artikel 31, stk. 6, i direktiv 2019/1 begrænser adgangen for de nationale

konkurrencemyndigheder til i medfør af artikel 12 i Rådsforordning 1/2003

at udveksle modtagne redegørelser med henblik på straflempelse. Ifølge be-

stemmelsen kan udveksling kun finde sted med enten ansøgerens samtykke,

eller hvis en anden national konkurrencemyndighed fra den samme ansøger

også har modtaget en ansøgning om straflempelse i forbindelse med den

samme overtrædelse, forudsat at det på det tidspunkt, hvor redegørelsen med

henblik på straflempelse, dvs. ansøgningen, videregives, ikke er muligt for

ansøgeren at trække de oplysninger tilbage, som den pågældende har givet

den anden nationale konkurrencemyndighed i forbindelse med den pågæl-

dende ansøgning.

2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan allerede efter artikel 12, stk. 1, i

Rådsforordning 1/2003 udveksle alle faktiske eller retlige oplysninger, her-

under fortrolige oplysninger, med en anden konkurrencemyndighed i Den

Europæiske Union. Med henblik på en fuldstændig gennemførelse af artikel

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

24, stk. 2, i direktivet foreslås dette præciseret i konkurrenceloven, herunder

at udvekslingen skal ske med forbehold af sikkerhedsgarantierne i artikel

12.

Til gennemførelse af artikel 24 i direktiv 2019/1 foreslås det, at der indsæt-

tes en ny bestemmelse i loven, jf. lovforslagets § 1, nr. 24 (§ 18 b), der giver

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen hjemmel til på vegne af en national

konkurrencemyndighed i Den Europæiske Union og i denne konkurrence-

myndigheds navn at kræve oplysninger, gennemføre et interview og fore-

tage en kontrolundersøgelse. Hermed samles den hjemmel, der er i konkur-

renceloven til at yde bistand til andre nationale konkurrencemyndigheder i

Den Europæiske Union, i én bestemmelse.

Det vil være reglerne i konkurrenceloven, der vil finde anvendelse, når Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen skal foretage en kontrolundersøgelse på

vegne af en anden national konkurrencemyndighed. Det vil bl.a. indebære,

at en kontrolundersøgelse kun kan finde sted efter indhentet retskendelse, jf.

den gældende § 18, stk. 3, uanset at der ikke måtte gælde et tilsvarende krav

om retskendelse i det land, hvor den bistandssøgende konkurrencemyndig-

hed er beliggende.

Videre foreslås det, at når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen gennemfører

et interview eller foretager en kontrolundersøgelse på vegne af en anden

konkurrencemyndighed i Den Europæiske Union, vil repræsentanter for

denne konkurrencemyndighed kunne deltage i og aktivt bistå styrelsen un-

der interviewet eller kontrolundersøgelsen. Det vil dog være Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen, der er ansvarlig for gennemførelsen af interviewet

eller kontrolundersøgelsen, og repræsentanter og andre ledsagende personer

fra en anden medlemsstats konkurrencemyndighed vil skulle agere efter sty-

relsens instrukser.

I relation til udveksling af fortrolige oplysninger foreslås det endelig, at der

til gennemførelsen af art. 31, stk. 6, indsættes en bestemmelse, hvorefter

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kun i to tilfælde kan udveksle ansøg-

ninger om bødelempelse eller om sanktionslempelse med en anden national

konkurrencemyndighed i Den Europæiske Union. Det kan enten ske, hvis

ansøgeren samtykker heri. Eller det kan ske – og uafhængigt af, om ansøge-

ren giver sit samtykke til udvekslingen – hvis den anden nationale konkur-

rencemyndighed fra samme ansøger også har modtaget en ansøgning om

bødelempelse eller sanktionslempelse i forbindelse med den samme over-

trædelse, forudsat at det på det tidspunkt, hvor ansøgningen videregives,

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

ikke er muligt for ansøgeren at trække de oplysninger tilbage, som den på-

gældende har givet den anden nationale konkurrencemyndighed i forbin-

delse med den pågældende ansøgning. Det bemærkes, at lovudkastet i stedet

for straflempelse anvender begrebet sanktionslempelse omfattende tiltale-

frafald og øvrig strafnedsættelse for en fysisk person.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 24 (§§ 18 b-18 c), og bemærkningerne

hertil.

2.11. Forkyndelse, fuldbyrdelse og inddrivelse

2.11.1.

Gældende ret

2.11.1.1.

Dansk ret

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indeholder de overordnede

rammer for, hvordan gæld til det offentlige opkræves og inddrives af restan-

ceinddrivelsesmyndigheden.

Foruden danske krav finder lov om inddrivelse af gæld til det offentlige også

anvendelse for restanceinddrivelsesmyndighedens opkrævning og inddri-

velse af udenlandske, færøske eller grønlandske skattekrav i skattesager,

som ikke er straffesager, samt for inddrivelse af andre krav fra det offentlige,

som efter anmodning fra den kompetente myndighed i den pågældende stat,

på Færøerne eller i Grønland opkræves eller inddrives her i landet i over-

ensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter en dobbeltbeskatningsover-

enskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en ad-

ministrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager, jf. § 1, stk.

2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Opkrævningen og inddrivelsen af krav nævnt i § 1, stk. 2, 1. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige sker efter de regler, der gælder for op-

krævningen og inddrivelsen af de øvrige fordringer omfattet af lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige, medmindre andet følger af hjemmels-

grundlaget for opkrævningen og inddrivelsen af de i 1. pkt. nævnte krav, jf.

2. pkt. Medmindre andet fremgår af hjemmelsgrundlaget for opkrævningen

og inddrivelsen af de i 1. pkt. nævnte krav, vil kravene således skulle op-

kræves og inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden efter samme reg-

ler som for tilsvarende danske krav. Dette indebærer bl.a., at restanceinddri-

velsesmyndigheden ved inddrivelsen af udenlandske krav som udgangs-

punkt kan anvende samme inddrivelsesskridt, f.eks. udlæg og modregning,

som for tilsvarende dansk krav. Ligeledes vil restanceinddrivelsesmyndig-

hedens pligt til at oversætte udenlandske dokumenter, der skal meddeles

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

borgere eller virksomheder, som udgangspunkt bero på en konkret vurde-

ring af restanceinddrivelsesmyndighedens vejledningspligt efter forvalt-

ningslovens § 7 og de almindelige forvaltningsretlige principper.

Der eksisterer ikke i dag regler, der regulerer danske myndigheders mulig-

hed for at anmode myndigheder i andre medlemsstater i Den Europæiske

Union om bistand til at meddele virksomheder foreløbige klagepunkter, af-

gørelser eller andre relevante dokumenter vedrørende anvendelsen af artikel

101 eller 102 i EUF-Traktaten eller til at inddrive bøder pålagt som følge af

overtrædelse af artikel 101 eller 102 i EUF-Traktaten. Tilsvarende eksisterer

der ikke i dag regler, der regulerer danske myndigheders mulighed for at

efterkomme sådanne anmodninger om bistand fra myndigheder i andre

medlemsstater i Den Europæiske Union.

2.11.1.2.

Direktiv 2019/1

Direktivets artikel 25-27 pålægger medlemsstaterne at sikre, at der indføres

regler om gensidig bistand, der sætter de nationale konkurrencemyndighe-

der i stand til at anmode andre medlemsstaters myndigheder om bistand til

at meddele dokumenter vedrørende anvendelse af EUF-Traktatens artikel

101 eller 102 og til at fuldbyrde afgørelser om pålæggelse af bøder eller

tvangsbøder.

Uden at det berører andre former for meddelelse fra en bistandssøgende

myndighed i overensstemmelse med de gældende regler i den medlemsstat,

hvor denne myndighed er beliggende, skal medlemsstaterne ifølge artikel

25 sikre, at den bistandssøgte myndighed efter anmodning fra den bistands-

søgende myndighed og på vegne heraf meddeler adressaterne de foreløbige

klagepunkter vedrørende den formodede overtrædelse af artikel 101 eller

102 i EUF-Traktaten og afgørelser, som anvender disse artikler, jf. litra a.

Meddelelse skal også ske for enhver anden procedureafgørelse vedtaget i

forbindelse med håndhævelsessager, som bør meddeles i overensstemmelse

med national ret, jf. litra b, samt eventuelle andre relevante dokumenter ved-

rørende anvendelse af artikel 101 eller 102 i EUF-Traktaten, herunder do-

kumenter vedrørende fuldbyrdelse af afgørelser om bødepålæg eller pålæg-

gelse af tvangsbøder, jf. litra c.

Efter artikel 26, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at en bistandssøgt myn-

dighed efter anmodning fra en bistandssøgende myndighed fuldbyrder af-

gørelser om bødepålæg eller pålæggelse af tvangsbøder, som den bistands-

søgende myndighed har vedtaget efter artikel 13 og 16. Det er dog en for-

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

udsætning for bistand efter artikel 26, stk. 1, at den bistandssøgende myn-

dighed pa sit eget område har gjort sig rimelige bestræbelser for at få fast-

slået, at den virksomhed eller virksomhedssammenslutning, som bøden eller

tvangsbøden skal inddrives hos, ikke besidder tilstrækkelige aktiver i den

medlemsstat, hvor den bistandssøgende myndighed er beliggende, til at den

pågældende bøde eller tvangsbøde kan inddrives dér.

Efter artikel 26, stk. 2, fastsætter medlemsstaterne, at en bistandssøgt myn-

dighed i særlige tilfælde, der ikke er omfattet af stk. 1, og hvor den virksom-

hed eller virksomhedssammenslutning, som bøden eller tvangsbøden skal

inddrives hos, ikke er etableret i den medlemsstat, hvor den bistandssøgende

myndighed er beliggende, kan fuldbyrde afgørelser om bødepålæg eller på-

læggelse af tvangsbøder, som den bistandssøgende myndighed har vedtaget

efter artikel 13 og 16, hvis den bistandssøgende myndighed anmoder herom.

Der er valgfrihed for den bistandssøgte myndighed, om den vil yde bistand

efter artikel 26, stk. 2.

Uanset om der anmodes om bistand efter artikel 26, stk. 1 eller 2, er det i

begge tilfælde en betingelse efter stk. 3, at den bistandssøgende myndigheds

anmodning vedrører fuldbyrdelse af en endelig afgørelse.

Spørgsmål om forældelse af adgangen til at inddrive bøder eller tvangsbøder

er ifølge artikel 26, stk. 4, underlagt den nationale ret i den medlemsstat,

hvor den bistandssøgende myndighed er beliggende.

Ifølge artikel 27, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at en bistandssøgt myn-

dighed efterkommer anmodninger, der er omhandlet i artikel 25 og 26, i

overensstemmelse med den nationale ret i den medlemsstat, hvor den bi-

standssøgte myndighed er beliggende.

De anmodninger, der er omhandlet i artikel 25 og 26, skal ifølge artikel 26,

stk. 2, efterkommes uden unødig forsinkelse ved hjælp af et ensartet instru-

ment, som skal ledsages af en kopi af den akt, der skal meddeles eller fuld-

byrdes.

Efter artikel 27, stk. 2, skal det ensartede instrument indeholde oplysninger

- navn, kendt adresse på adressaten samt alle andre relevante oplysninger

til identifikation af adressaten, jf. litra a,

- et resumé af de relevante kendsgerninger og omstændigheder, jf. litra b,

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

et resumé af den vedlagte kopi af den akt, der skal meddeles eller fuld-

byrdes, jf. litra c,

navn, adresse og andre kontaktoplysninger vedrørende den bistands-

søgte myndighed, jf. litra d, og

den periode, inden for hvilken meddelelse eller fuldbyrdelse bør ske,

f.eks. lovbestemte frister eller forældelsesfrister, jf. litra e.

Derudover følger det af artikel 27, stk. 3, at anmodninger omhandlet i artikel

26 ligeledes skal indeholde oplysninger om

- den afgørelse, der hjemler ret til fuldbyrdelse i den medlemsstat, hvor

den bistandssøgende myndighed er beliggende, jf. litra a,

- datoen for, hvornår afgørelsen er blevet endelig, jf. litra b,

- bødens eller tvangsbødens størrelse, jf. litra c, og

- oplysninger, der viser, at den bistandssøgende myndighed har gjort sig

rimelige bestræbelser på at fuldbyrde afgørelsen på sit eget område, jf.

litra d.

Det følger af artikel 27, stk. 4, at det ensartede instrument, der hjemler ret

til fuldbyrdelse foretaget af den bistandssøgte myndighed, udgør det eneste

grundlag for fuldbyrdelsesforanstaltninger truffet af den bistandssøgte myn-

dighed, med forbehold af kravene i stk. 2. Det følger endvidere, at det ens-

artede instrument ikke behøver at blive anerkendt, suppleret eller erstattet af

en tilsvarende akt i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte myndighed er

beliggende. Det følger endelig, at den bistandssøgte myndighed skal træffe

alle nødvendige foranstaltninger for at efterkomme anmodningen, medmin-

dre den bistandssøgte myndighed påberåber sig stk. 6.

Efter artikel 27, stk. 5, skal den bistandssøgende myndighed sikre, at det

ensartede instrument sendes til den bistandssøgte myndighed på det offici-

elle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor den bistands-

søgte myndighed er beliggende, medmindre den bistandssøgte myndighed

og den bistandssøgende myndighed efter gensidig aftale og på grundlag af

den konkrete sag aftaler, at det ensartede instrument kan sendes på et andet

sprog. Hvis det kræves i henhold til national ret i den medlemsstat, hvor den

bistandssøgte myndighed er beliggende, fremlægger den bistandssøgende

myndighed en oversættelse af den akt, der skal meddeles, eller af den afgø-

relse, der hjemler ret til inddrivelse af den pålagte bøde eller tvangsbøde, til

det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor den

bistandssøgte myndighed er beliggende. Dette berører ikke den bistands-

søgte myndighed og den bistandssøgende myndigheds ret til gensidigt at

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

aftale på grundlag af den konkrete sag, at denne oversættelse kan fremlæg-

ges på et andet sprog.

Det følger af artikel 27, stk. 6, at den bistandssøgte myndighed ikke er for-

pligtet til at efterkomme en anmodning som omhandlet i artikel 25 eller 26,

hvis anmodningen ikke opfylder kravene i artikel 27, eller hvis den bistands-

søgte myndighed har en rimelig begrundelse, der viser, at efterkommelsen

af anmodningen åbenlyst strider imod de grundlæggende retsprincipper i

den medlemsstat, hvor der søges fuldbyrdelse. Det følger endvidere, at hvis

den bistandssøgte myndighed har til hensigt at afvise en anmodning som

omhandlet i artikel 25 eller 26 eller kræver yderligere oplysninger, skal den

bistandssøgte myndighed rette henvendelse til den bistandssøgende myn-

dighed.

Artikel 27, stk. 7 og 8, indeholder regler om den bistandssøgte myndigheds

mulighed for at få dækket omkostninger i forbindelse med iværksættelsen

af foranstaltninger som omhandlet i bl.a. artikel 25 og 26.

Det følger af artikel 27, stk. 7, at medlemsstaterne skal sikre, at den bistands-

søgende myndighed, hvis den bistandssøgte myndighed anmoder om det,

afholder alle rimelige ekstra omkostninger fuldt ud, herunder oversættelses,

løn- og administrationsomkostninger, i forbindelse med iværksatte foran-

staltninger som omhandlet i bl.a. artikel 25.

Det følger endvidere af artikel 27, stk. 8, at den bistandssøgte myndighed

skal kunne få dækket alle omkostninger i forbindelse med iværksatte foran-

staltninger som omhandlet i artikel 26 via de bøder eller tvangsbøder, den

har inddrevet på vegne af den bistandssøgende myndighed, herunder over-

sættelses-, løn- og administrationsomkostninger. Det følger endvidere, at

hvis det ikke lykkes den bistandssøgte myndighed at inddrive bøderne eller

tvangsbøderne, skal den bistandssøgte myndighed kunne forlange, at den

bistandssøgende myndighed dækker de påløbne omkostninger. Det følger

videre, at medlemsstaterne frit kan fastlægge, at den bistandssøgte myndig-

hed også kan søge omkostningerne ved fuldbyrdelse af sådanne afgørelser

dækket af den virksomhed, som bøden eller tvangsbøden skal inddrives hos.

Artikel 27, stk. 8, indeholder derudover regler om valutaen, som den bi-

standssøgte myndighed skal inddrive beløbene i. Det følger heraf, at den

bistandssøgte myndighed skal inddrive de skyldige beløb i den valuta, der

anvendes i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte myndighed er belig-

gende, i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser og

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

procedurer eller praksis, der gælder i denne medlemsstat. Det følger endvi-

dere, at den bistandssøgte myndighed om nødvendigt, i overensstemmelse

med national ret og praksis i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte myn-

dighed er beliggende, skal omregne bøderne eller tvangsbøderne til den va-

luta, der anvendes i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte myndighed er

beliggende, efter kursen på den dato, hvor bøderne eller tvangsbøderne blev

pålagt.

Opstår der tvister om lovligheden af den akt, som skal meddeles i henhold

til artikel 25, eller en afgørelse, der skal fuldbyrdes i henhold til artikel 26,

eller om lovligheden af det ensartede instrument, der hjemler ret til fuldbyr-

delse i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte myndighed er beliggende,

henhører tvisten under de kompetente organers kompetence i den medlems-

stat, hvor den bistandssøgende myndighed er beliggende, og er underlagt

retten i denne medlemsstat, jf. artikel 28, stk. 1.

Tvister vedrørende de fuldbyrdelsesforanstaltninger, der træffes i den med-

lemsstat, hvor den bistandssøgte myndighed er beliggende, eller vedrørende

gyldigheden af en meddelelse foretaget af den bistandssøgte myndighed,

henhører under de kompetente organers kompetence i den medlemsstat,

hvor den bistandssøgte myndighed er beliggende, og er underlagt den på-

gældende medlemsstats ret, jf. artikel 28, stk. 2.

2.11.2.

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Konkurrenceloven indeholder ikke regler om bistand mellem de nationale

konkurrencemyndigheder i Den Europæiske Union til at meddele dokumen-

ter samt til at fuldbyrde afgørelser om pålæggelse af bøder eller tvangsbøder

vedrørende anvendelse af EUF-Traktatens artikel 101 eller 102.

Direktiv 2019/1 indeholder i artikel 25-28 detaljerede regler om bistand

mellem konkurrencemyndighederne i Den Europæiske Union. Det vurderes

at være mest hensigtsmæssigt, at gennemførelsen af disse regler sker ved

fastsættelse i loven af hovedprincipperne for bistanden, men at det herud-

over overlades til erhvervsministeren efter forhandling med skatteministe-

ren at fastsætte nærmere regler om gennemførelse af bistanden.

Det foreslås, at direktivets artikel 25-28 gennemføres ved en henvisning til,

at anmodninger om bistand i henhold til artikel 25 og 26, der modtages fra

andre medlemsstater i Den Europæiske Union, skal efterkommes i overens-

stemmelse med dansk ret og reglerne i artikel 27 og 28.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udenlandske bøder og tvangs-

bøder, der skal inddrives som følge af en anmodning i henhold til artikel 26,

vil skulle inddrives efter samme regler som tilsvarende danske bøder og

tvangsbøder, medmindre andet fremgår af artikel 26-28, jf. § 1, stk. 2, 2.

pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Dette indebærer bl.a., at restanceinddrivelsesmyndigheden ved inddrivelsen

af sådanne udenlandske bøder og tvangsbøder vil kunne gøre brug af samme

inddrivelsesskridt, f.eks. udlæg og modregning, som der er til rådighed ved

inddrivelsen af tilsvarende danske bøder og tvangsbøder, og at sådanne

udenlandske bøder og tvangsbøder vil have samme placering i dæknings-

rækkefølgen, jf. § 4, stk. 1, nr. 1-3, i lov om inddrivelse af gæld til det of-

fentlige, som tilsvarende danske bøder og tvangsbøder. Derimod vil spørgs-

mål om forældelse af adgangen til at inddrive sådanne udenlandske bøder

eller tvangsbøder være underlagt medlemsstatens nationale ret, hvor den bi-

standssøgende myndighed er beliggende, jf. direktivets artikel 26, stk. 4.

Desuden foreslås det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan fremsætte

anmodninger om bistand i henhold til direktivets artikel 25 og 26.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det her i landet vil være Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen, der vil kunne optræde som bistandssø-

gende myndighed ved anmodninger i henhold til direktivets artikel 25 og

26.

Herudover foreslås det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan modtage

anmodninger om bistand i henhold til direktivets artikel 25, litra a-b, og at

restanceinddrivelsesmyndigheden kan modtage anmodninger om bistand i

henhold til direktivets artikel 25, litra c, og artikel 26.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at den ansvarlige for at håndtere

anmodninger efter artikel 25 fra en bistandssøgende myndighed om medde-

lelse af foreløbige klagepunkter og enhver anden procedureafgørelse i for-

bindelse med håndhævelsessager er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,

mens den ansvarlige for behandlingen af anmodninger om meddelelse af

andre dokumenter, herunder dokumenter vedrørende fuldbyrdelse af afgø-

relser om bødepålæg eller pålæggelse af tvangsbøder, er restanceinddrivel-

sesmyndigheden. Den ansvarlige myndighed for at behandle anmodninger

om bistand efter artikel 26, dvs. anmodninger om fuldbyrdelse af afgørelser

om bødepålæg eller pålæggelse af tvangsbøder, er restanceinddrivelsesmyn-

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

digheden. Den bistandssøgende myndighed vil kunne rette alle anmodnin-

ger om bistand i henhold til direktivets artikel 25 og 26 til Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen, der herefter videreformidler de anmodninger om bi-

stand, der henhører under restanceinddrivelsesmyndigheden, til denne.En-

delig foreslås, at erhvervsministeren efter forhandling med skatteministeren

kan fastsætte nærmere regler om gennemførelse af direktivets artikel 25-27.

Den foreslåede bemyndigelse vil bl.a. give mulighed for at fastsætte nær-

mere regler om oversættelse af dokumenter, jf. direktivets artikel 27, stk. 5,

dækning af omkostninger, jf. artikel 27, stk. 8, og fremgangsmåden i forbin-

delse med fremsættelsen og modtagelsen af anmodninger i henhold til di-

rektivets artikel 25 og 26, herunder håndteringen af danske bøder eller

tvangsbøder, mens disse er under inddrivelse hos en bistandssøgt myndig-

hed i en anden medlemsstat.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 24 (§ 18 d), og bemærkningerne hertil.

2.12. Aktindsigt

2.12.1. Gældende ret

2.12.1.1.

Dansk ret

Efter § 13, stk. 1, 1. pkt., i konkurrenceloven gælder offentlighedsloven ikke

for sager og undersøgelser efter konkurrenceloven – bortset fra nærmere an-

givne sager om fastsættelse af administrative bestemmelser. Det indebærer,

at der for andre end parterne ikke er adgang til aktindsigt i en sag eller en

undersøgelse efter konkurrenceloven.

Det følger dog af § 13, stk. 1, 2. pkt., i konkurrenceloven, at en virksomhed

har ret til egenacces, dvs. indsigt i oplysninger, som direkte vedrører den

pågældende, i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter loven.

Retten til egenacces gælder dog ikke for oplysninger om en anden virksom-

heds tekniske indretninger, tekniske fremgangsmåder, drifts- og forretnings-

forhold eller andre fortrolige oplysninger. Det fremgår endvidere af be-

mærkningerne til bestemmelsen, at de principper for begrænsning af retten

til egenacces, som følger af §§ 19-29, §§ 31-33 og § 35 i offentlighedsloven,

finder tilsvarende anvendelse for en virksomheds ret til egenacces efter §

13, stk. 1, 2. pkt., i konkurrenceloven (Folketingstidende 2017-18, A, L 6

som fremsat, side 19).

Efter § 19, stk. 1, i offentlighedsloven omfatter retten til aktindsigt ikke sa-

ger inden for strafferetsplejen. Denne begrænsning af retten til aktindsigt og

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

retten til egenacces omfatter alle sager vedrørende gennemførelse af straf-

feretlige retsfølger, herunder også sager, der efter særlig hjemmel behandles

af andre administrative myndigheder end politi og anklagemyndighed (Fol-

ketingstidende 1969-70, tillæg A, spalte 592). En sag, der vedrører en an-

søgning om straflempelse i medfør af konkurrencelovens § 23 a, anses for

at være en sag inden for strafferetsplejen.

For parters adgang til aktindsigt i en sag efter konkurrenceloven gælder be-

stemmelserne i kapitel 4 i forvaltningsloven. Som udgangspunkt omfatter

en parts ret til aktindsigt i en sag efter konkurrenceloven alle dokumenter og

oplysninger, som vedrører den pågældende sag. Partsaktindsigten kan dog

begrænses af bl.a. § 11 i forvaltningsloven, hvorefter partsaktindsigten ikke

omfatter sager om strafferetlig forfølgning af lovovertrædelser. Retten til

aktindsigt kan desuden begrænses i medfør af f.eks. § 15 b, nr. 5, i forvalt-

ningsloven, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til

sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgø-

rende hensyn til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse ef-

ter forholdets særlige karakter er påkrævet. Endvidere følger det af § 15 a,

stk. 1, i forvaltningsloven, at retten til aktindsigt kan begrænses i det om-

fang, fortrolighed følger af EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser eller

lignende. Bestemmelsen afskærer som udgangspunkt automatisk retten til

partsaktindsigt, når det er påkrævet for at opfylde den pågældende interna-

tionale forpligtelse.

Det følger af § 27, stk. 1, i forvaltningsloven, at den, der virker inden for

den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. straffelovens §§ 152- 152 e,

med hensyn til oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomi-

ske, forhold og tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts-

eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk

betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at oplys-

ningerne ikke videregives. Det bemærkes, at med undtagelse af forvalt-

ningslovens § 15 a, stk. 1, er tavshedspligten efter § 27, stk. 1, uden betyd-

ning for pligten til at give aktindsigt efter reglerne i forvaltningslovens ka-

pitel 4, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 5.

Det følger endelig af straffelovens § 264 d, at det er strafbart uberettiget at

videregive meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold.

Bestemmelsen kan være relevant i forhold til oplysninger, som er opnået

ved partsaktindsigt, men vedrører ligesom forvaltningslovens § 27, stk. 6,

kun den uberettigede videregivelse af oplysninger, men derimod ikke en

uberettiget anvendelse af fortrolige oplysninger.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.12.1.2.

Direktiv 2019/1

Efter artikel 31, stk. 2, i direktiv 2019/1 skal medlemsstaterne sikre, at de

nationale konkurrencemyndigheder, deres embedsmænd, ansatte og andre

personer, der arbejder under disse myndigheders tilsyn, ikke videregiver op-

lysninger, der er erhvervet pa grundlag af beføjelserne efter direktivet til at

indhente oplysninger, og som ifølge deres natur er undergivet tavshedspligt,

medmindre sådan videregivelse er tilladt i henhold til national ret.

Medlemsstaterne skal efter artikel 31, stk. 3, sikre, at alene parterne i en sag

gives adgang til redegørelser med henblik på straflempelse og alene med det

formål at udøve deres ret til forsvar. Der er tale om en generel bestemmelse,

der ud over konkurrencesager også kan finde anvendelse i andre sager. I

flere af medlemsstaterne i Den Europæiske Union giver lovgivningen såle-

des mulighed for, at anklagemyndigheden kan bede konkurrencemyndighe-

den om at videresende en straflempelsesansøgning til brug for en sag om

f.eks. skatte- eller hvidvaskregler. Artikel 31, stk. 3, skal sikre, at en kon-

kurrencemyndighed også i en sådan situation, hvor myndigheden formelt

har mistet kontrollen over straflempelsesansøgningen, er sikker på, at den –

ud over at kunne bruges af anklagemyndigheden – kun kan bruges af par-

terne i den pågældende relevante sag til brug for deres forsvar.

Videre fremgår det af artikel 31, stk. 4, at medlemsstaterne skal sikre, at den

part, der har opnået aktindsigt i den nationale konkurrencemyndigheds

håndhævelsessags akter, kun ma anvende oplysninger, der stammer fra re-

degørelser med henblik pa straflempelse, når det er nødvendigt for udøvel-

sen af retten til forsvar i sager ved nationale retter, der har direkte forbin-

delse til den sag, som der er givet aktindsigt i. Det er endvidere et krav, at

sådanne sager skal vedrøre enten fordelingen mellem karteldeltagere af en

bøde, som den nationale konkurrencemyndighed har pålagt dem med soli-

darisk hæftelse (litra a), eller prøvelse af en afgørelse fra en national kon-

kurrencemyndighed om overtrædelse af artikel 101 eller 102 i EUF-Trakta-

ten eller af bestemmelser i national konkurrenceret (litra b).

Det understreges i præambelbetragtning nr. 72 i direktiv 2019/1, at risikoen

for, at selvinkriminerende oplysninger videregives uden for rammerne af

den undersøgelse, som de er blevet indgivet til, kan afskrække potentielle

ansøgere om straflempelse fra at samarbejde med konkurrencemyndighe-

derne. Derfor bør oplysninger i redegørelser med henblik pa straflempelse,

som er indhentet gennem aktindsigt, uanset redegørelsernes form, kun be-

nyttes, når det er nødvendigt for en virksomheds ret til forsvar i retssager

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

ved nationale retter i særlige, meget begrænsede tilfælde, der direkte vedrø-

rer den sag, i forbindelse med hvilken der blev givet aktindsigt. Dette bør

dog ikke forhindre konkurrencemyndighederne i at offentliggøre deres af-

gørelser.

Endelig skal medlemsstaterne efter artikel 31, stk. 5, sikre, at nærmere an-

givne oplysninger, som er indhentet af en part i en håndhævelsessag ved en

national konkurrencemyndighed, ikke kan benyttes af den pågældende part

i sager ved de nationale retter, før den nationale konkurrencemyndighed har

afsluttet håndhævelsessagen. Den pågældende håndhævelsessag skal være

afsluttet i forhold til alle de parter, der er genstand for undersøgelsen, og

afslutningen af sagen skal ske ved, at den nationale konkurrencemyndighed

har truffet afgørelse om, at en overtrædelse skal bringes til ophør, herunder

ved udstedelse af et adfærdsmæssigt eller strukturelt påbud, at tilsagn gøres

bindende, eller sagen på anden vis er afsluttet.

2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som anført i afsnit 2.12.1.1 fremgår det allerede af forvaltningslovens § 27,

stk. 1, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavsheds-

pligt med hensyn til oplysninger om enkeltpersoners private, herunder øko-

nomiske, forhold og tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om

drifts- eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det er af væsentlig økono-

misk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, at

oplysningerne ikke videregives. Der ses således ikke at være behov for at

indføre en bestemmelse svarende til direktivets artikel 31, stk. 2.

Med henblik på gennemførelse af artikel 31, stk. 3, i direktiv 2019/1 foreslås

det, at der indsættes en bestemmelse i konkurrenceloven, hvorefter retten til

partsaktindsigt efter forvaltningsloven i oplysninger fra en virksomheds an-

søgning om bødelempelse eller en ansøgning fra en fysisk person om sank-

tionslempelse kan begrænses, i det omfang interessen i at kunne benytte op-

lysningerne ikke skønnes at være begrundet i den pågældendes ret til for-

svar.

Som nævnt i afsnit 2.12.1.1 ovenfor giver konkurrencelovens § 13, stk. 1, 2.

pkt., en virksomhed ret til egenacces. Det foreslås derfor, at også retten til

egenacces efter den foreslåede bestemmelse kan begrænses. I modsat fald

ville den pågældende tredjemand opnå en bedre retsstilling end parten. For-

slaget er endvidere nødvendigt for ikke af afskrække potentielle ansøgere

om bødelempelse eller om sanktionslempelse fra at samarbejde med kon-

kurrencemyndighederne.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Det bemærkes, at lovudkastet ikke anvender begrebet straflempelse, som

dette defineres i direktivets artikel 2, nr. 15, og hvorefter det omfatter bøde-

fritagelse og bødenedsættelse; i stedet anvendes begrebet sanktionslem-

pelse, der omfatter tiltalefrafald og øvrig strafnedsættelse for en fysisk per-

son.

Der er ikke fastsat regler i gældende ret om begrænsninger i anvendelsen af

oplysninger fra en ansøgning om bødelempelse eller om sanktionslempelse,

som en part har fået adgang til ved aktindsigt i Konkurrence- og Forbruger-

styrelsens håndhævelsessag. På denne baggrund foreslås det, at der i kon-

kurrenceloven indsættes en bestemmelse svarende til direktivets artikel 31,

stk. 4.

Det foreslås endvidere, at begrænsninger i anvendelsen af de pågældende

oplysninger udstrækkes til også at gælde for oplysninger, som der er opnået

indsigt i via retten til egenacces efter konkurrencelovens § 13, stk. 1, 2. pkt.

I modsat fald ville den pågældende tredjemand opnå en bedre retsstilling

end parten. Forslaget er endvidere nødvendigt for ikke af afskrække poten-

tielle ansøgere om bødelempelse eller om sanktionslempelse fra at samar-

bejde med konkurrencemyndighederne.

Forslaget vil indebære, at oplysninger fra en ansøgning om bødelempelse

eller en ansøgning om sanktionslempelse, som der er opnået adgang til ved

partsaktindsigt efter forvaltningsloven eller ved egenacces, jf. § 13, stk. 1,

2. pkt., i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens håndhævelsessags akter, kun

må anvendes i en sag ved domstolene, når det er nødvendigt for den pågæl-

dendes ret til forsvar i en sag, der har direkte forbindelse til den sag, som

der er givet indsigt i. Det er endvidere et krav, at sagen ved domstolene ved-

rører enten fordelingen mellem karteldeltagere af en bøde, som er blevet

pålagt dem med solidarisk hæftelse, eller prøvelse af en afgørelse fra Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen om en overtrædelse af § 6 eller § 11 i loven

eller af artikel 101 eller 102 i EUF-Traktaten.

Der er ikke fastsat regler i gældende ret om begrænsninger i anvendelsen af

specifikke oplysninger, som en part har fået adgang til ved aktindsigt i Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsens håndhævelsessag. På denne baggrund fo-

reslås det, at der i konkurrenceloven indsættes en bestemmelse, der gennem-

fører direktivets artikel 31, stk. 5, idet det samtidig foreslås, at begrænsnin-

gerne i anvendelsen også gælder for oplysninger opnået ved egenacces efter

konkurrencen. I modsat fald ville den pågældende tredjemand opnå en bedre

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

retsstilling end parten. Forslaget er endvidere nødvendigt for ikke af af-

skrække potentielle ansøgere om bødelempelse eller om sanktionslempelse

fra at samarbejde med konkurrencemyndighederne.

Forslaget vil indebære, at en række nærmere opregnede oplysninger fra

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens håndhævelsessag, som der er opnået

adgang til via enten reglerne om partsaktindsigt i forvaltningsloven eller ret-

ten til egenacces efter konkurrencelovens § 13, stk. 1, 2. pkt., ikke kan be-

nyttes af den pågældende i en sag ved domstolene, før styrelsen har truffet

afgørelse for alle parter, der er genstand for undersøgelsen i håndhævelses-

sagen, om, at § 6, § 11 eller EU-Traktatens artikel 101 eller 102 er overtrådt

og eventuelt har udstedt påbud, at virksomheders tilsagn gøres bindende,

eller at sagen på anden vis er afsluttet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 og nr. 29, og bemærkningerne hertil.

2.13. Tvangsbøder

2.13.1.

Gældende ret

2.13.1.1.

Dansk ret

Efter § 22 i konkurrenceloven kan der pålægges daglige eller ugentlige

tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger, som Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen kan kræve efter loven. Der kan endvidere pålægges

tvangsbøder, hvis et vilkår, påbud eller bindende tilsagn ikke efterkommes.

Beslutning om at pålægge tvangsbøder træffes af Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsens direktør, jf. § 5, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 980 af 27. august

2015 om forretningsorden for Konkurrencerådet.

Efter bestemmelsen kan virksomheder, virksomhedssammenslutninger og

enhver anden juridisk person samt fysiske personer pålægges tvangsbøder.

Hverken bestemmelsen eller bemærkningerne hertil indeholder angivelser

af størrelsen af de daglige eller ugentlige tvangsbøder. Konkurrence- og For-

brugerstyrelsens hidtidige praksis har været pålæggelse af ugentlige tvangs-

bøder på 10.000 kr.

Hvis det forhold, som en tvangsbøde udspringer af, bringes til ophør, kan de

indtil da pålagte tvangsbøder ikke inddrives, jf. Folketingstidende 1999-

2000, tillæg A, side 6835. Allerede pålagte og inddrevne tvangsbøder skal

dog ikke tilbagebetales.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.13.1.2.

Direktiv 2019/1

Efter artikel 16 i direktiv 2019/1 skal medlemsstaterne sikre, at de nationale

administrative konkurrencemyndigheder, henholdsvis de nationale konkur-

rencemyndigheder, kan pålægge virksomheder og virksomhedssammen-

slutninger tvangsbøder for som minimum at tvinge dem til at

- afgive fuldstændige og korrekte oplysninger som svar på en anmod-

ning om oplysninger inden for en fastsat frist, jf. stk. 1, litra a,

- deltage i et interview, jf. stk. 1, litra b,

- underkaste sig en kontrolunderundersøgelse i en virksomheds lokaler

m.v., jf. stk. 2, litra a,

- efterkomme en afgørelse om at bringe en overtrædelse til ophør og

eventuelle påbud udstedt i forbindelse hermed, efterkomme en afgø-

relse om foreløbige forholdsregler (foreløbige påbud) og efterkomme

en afgørelse om at gøre tilsagn bindende. jf. stk. 2, litra b,

Tvangsbøderne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen

og have en afskrækkende virkning. Størrelsen af tvangsbøderne skal fast-

sættes i forhold til virksomhedernes og virksomhedssammenslutningernes

gennemsnitlige samlede daglige omsætning på verdensplan i det foregående

regnskabsår pr. dag, uanset om de udstedes dagligt eller på ugebasis.

Tvangsbøderne skal beregnes fra den dato, der er angivet i beslutningen om

at pålægge tvangsbøder.

Artikel 16 fastsætter ikke en sats eller et interval for tvangsbøder. Efter ar-

tikel 24, stk. 1, i Rådsforordning 1/2003 kan Kommissionen ved beslutning

pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger daglige tvangsbø-

der på op til 5 pct. af den gennemsnitlige daglige omsætning i det foregående

regnskabsår. Når en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning har

efterkommet den forpligtelse, til hvis opfyldelse en tvangsbøde er blevet på-

lagt, kan Kommissionen efter artikel 24, stk. 2, i Rådsforordning 1/2003

fastsætte størrelsen af den endelige tvangsbøde. Størrelsen kan være et min-

dre beløb end det, den oprindelige beslutning indebærer.

Beføjelsen til at pålægge tvangsbøder berører efter præambelbetragtning nr.

44 i direktiv 2019/ ikke en national konkurrencemyndigheds beføjelse til at

straffe manglende overholdelse af foranstaltninger opregnet i artikel 13, stk.

2.13.2.

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den gældende konkurrencelov indeholder i § 22 hjemmel til at pålægge

tvangsbøder til den, der ikke medvirker til sagens oplysning ved at give de

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

oplysninger, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan kræve efter lo-

ven. Loven indeholder derimod ikke hjemmel til at pålægge tvangsbøder til

den, der undlader at deltage i et interview eller at underkaste sig en kontrol-

undersøgelse.

Med henblik på gennemførelse af artikel 16, stk. 1, litra b, i direktiv 2019/1

foreslås det som noget nyt i forbindelse med en nyaffattelse af den gældende

§ 22, at der vil kunne pålægges tvangsbøder til den virksomhed m.v., der

undlader at deltage i et interview.

Endvidere foreslås det med henblik på gennemførelse af artikel 16, stk. 2,

litra a, at der vil kunne pålægges tvangsbøder til virksomheder, virksom-

hedssammenslutninger eller enhver anden juridisk person, der undlader at

underkaste sig en kontrolundersøgelse i en virksomheds lokaler m.v.

Derudover foreslås det med henblik på gennemførelsen af artikel 16, stk. 2,

litra b, at der vil kunne pålægges tvangsbøder til virksomheder m.v., der

undlader at efterkomme en afgørelse om at bringe en overtrædelse af § 6, §

11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 til ophør.

De foreslåede bestemmelser vil indebære, at der kan pålægges virksomheder

m.v., bøder, hvis de undlader at deltage i et interview, at underkaste sig en

kontrolundersøgelse eller at efterkomme en afgørelse om at bringe en over-

trædelse til ophør.

Selvom artikel 16 kun vedrører pålæggelse af tvangsbøder til virksomheder,

foreslås det, at der også kan pålægges en fysisk person tvangsbøder, hvis

den pågældende undlader at deltage i et interview. Muligheden for at på-

lægge en fysisk person en tvangsbøde, hvis den pågældende undlader at del-

tage i et interview, vurderes således at ligge i naturlig forlængelse af den

allerede gældende mulighed for at pålægge en fysisk person tvangsbøder for

ikke at efterkomme et krav om oplysninger efter § 17.

For at sikre en korrekt gennemførelse af artikel 16 foreslås principperne for

udmåling af tvangsbøder til virksomheder m.v. endvidere fastsat.

Virkningen heraf vil være, at i de tilfælde, hvor der efter den foreslåede be-

stemmelse vil kunne pålægges en tvangsbøde til en virksomhed, en virk-

somhedssammenslutning eller enhver anden juridisk person, vil størrelsen

heraf skulle fastsættes i forhold den pågældendes gennemsnitlige samlede

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

daglige omsætning på verdensplan i det foregående regnskabsår. Hvis virk-

somheden m.v. indgår i en koncern, vil det være koncernens gennemsnitlige

daglige omsætning på verdensplan, der skal danne grundlag for beregningen

af tvangsbøderne.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 30, og bemærkningerne hertil.

For inddrivelse af tvangsbøder til virksomheder m.v., der ikke er betalt eller

inddrevet på det tidspunkt, hvor forpligtelsen er opfyldt, henvises til lov-

forslagets § 1, nr. 31, og bemærkningerne hertil.

2.14. Tilregnelse og sanktioner

2.14.1. Gældende ret

2.14.1.1.

Dansk ret

En virksomheds forsætlige eller groft uagtsomme overtrædelse af forbuddet

mod konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af dominerende stilling i

konkurrenceloven og i artikel 101 og 102 i EUF-Traktaten kan straffes med

bøde, jf. § 23, stk. 1, nr. 1, 4 og 14, i konkurrenceloven. Endvidere kan en

virksomhed pålægges en bøde for forsætligt eller groft uagtsomt at have

undladt at efterkomme påbud eller tilsagn, der er gjort bindende, undladt at

efterkomme et krav om oplysninger eller afgivet urigtige eller vildledende

oplysninger, jf. § 23, stk. 1, nr. 8-13.

Det er forsætlige eller groft uagtsomme overtrædelser, der efter § 23, stk. 1,

kan straffes; en overtrædelse begået ved simpel uagtsomhed kan ikke straf-

fes.

For fysiske personer er der tale om et medvirkensansvar til en virksomheds

overtrædelse. Det betyder, at der efter straffelovens § 23 kan ske strafferetlig

forfølgning af fysiske personer, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har med-

virket til virksomheders overtrædelse af forbudsbestemmelserne i konkur-

rencelovens § 6 og § 11 samt EUF-Traktatens artikel 101 og 102.

Efter § 23, stk. 3, i konkurrenceloven kan straffen for den, der i strid med

forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i lovens § 6, stk. 1, eller

EUF-Traktatens artikel 101, stk. 1, indgår en kartelaftale, stige til fængsel

indtil 1 år og 6 måneder, hvis overtrædelsen er forsætlig og af grov beskaf-

fenhed. Under særligt skærpende omstændigheder kan der blive tale om an-

vendelse af straffelovens § 299 c og dermed fængsel i indtil 6 år.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.14.1.2.

Direktiv 2019/1

Artikel 13 i direktivet vedrører bøder til virksomheder og virksomhedssam-

menslutninger.

Efter artikel 13, stk. 1, skal virksomheder og virksomhedssammenslutninger

kunne pålægges bøder, når de forsætligt eller uagtsomt har overtrådt artikel

101 eller 102 i EUF-Traktaten.

Ifølge præambelbetragtning nr. 42 i direktivet bør begreberne forsæt og

uagtsomhed fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Unions

Domstols retspraksis og ikke i overensstemmelse med begreberne forsæt og

uagtsomhed, som det anvendes i straffesager af strafferetlige myndigheder.

Det indebærer, at der også skal kunne pålægges en bøde for en overtrædelse,

som er begået ved simpel uagtsomhed.

Medlemsstaterne skal endvidere ifølge artikel 13, stk. 2, litra a-f, som mini-

mum sikre, at virksomheder og virksomhedssammenslutninger kan pålæg-

ges bøder, når de forsætligt eller uagtsomt

- modsætter sig en kontrolundersøgelse

- har brudt de segl, som embedsmænd eller andre ledsagende personer,

der er bemyndiget eller udpeget af de nationale konkurrencemyndighe-

der, i forbindelse med en kontrolundersøgelse har anbragt på forret-

ningslokaler, bøger eller andre forretningspapirer

- som svar på spørgsmål under en kontrolundersøgelse afgiver et ukor-

rekt eller vildledende svar eller undlader eller afviser at afgive et fuld-

stændigt svar

- som svar på en anmodning om oplysninger afgiver ukorrekte, ufuld-

stændige eller vildledende oplysninger eller undlader at give oplysnin-

gerne inden for den fastsatte frist

- undlader at deltage i et interview, og

- undlader at efterkomme en afgørelse om at bringe en overtrædelse til

ophør, en afgørelse med et adfærdsmæssigt eller strukturelt påbud, en

afgørelse om foreløbige forholdsregler (foreløbige påbud) og en afgø-

relse om at gøre tilsagn bindende.

2.14.2.

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af artikel 13, stk. 1, i di-

rektiv 2019/1 foreslås det, at der kan pålægges en virksomhed, en virksom-

hedssammenslutning eller enhver anden juridisk person en bøde, hvis en

overtrædelse af § 6, § 11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 er sket

med forsæt eller ved uagtsomhed.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Virkningen af forslaget vil være, at en virksomhed m.v. vil kunne pålægges

en bøde for en overtrædelse af forbuddene mod konkurrencebegrænsende

aftaler og misbrug af dominerende stilling, hvis overtrædelsen er begået med

forsæt eller ved grov, henholdsvis simpel uagtsomhed.

Konkurrencelovens § 23, stk. 1, indeholder allerede bestemmelser, der i det

væsentligste svarer til bestemmelserne i artikel 13, stk. 2, litra d og f (bøder

for afgivelse af urigtige m.v. oplysninger i forbindelse med et krav om op-

lysninger og undladelse af at efterkomme påbud, foreløbige påbud og bin-

dende tilsagn). I forbindelse med en ny affattelse af hele § 23 foreslås det

dog, at ordlyden af de gældende bestemmelser ændres, så den svarer til de

pågældende bestemmelser i direktivet.

For at sikre en korrekt gennemførelse af artikel 13, stk. 2, litra a-c og e, i

direktiv 2019/1 foreslås det videre, at en virksomhed, en virksomhedssam-

menslutning eller enhver anden juridisk person kan pålægges en bøde, hvis

den pågældende forsætligt eller uagtsomt:

- undlader at deltage i et interview

- modsætter sig en kontrolundersøgelse, eller

- har brudt den forsegling, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har

foretaget i forbindelse med en kontrolundersøgelse.

Virkningen af de foreslåede bestemmelser vil være, at en virksomhed m.v.,

der handler i strid hermed, vil kunne blive pålagt en bøde, hvis overtrædel-

sen er begået med forsæt eller ved grov, henholdsvis simpel uagtsomhed.

Efter den gældende § 23, stk. 3, kan fysiske personer ved en straffesag på-

lægges bøder eller i givet straffes med fængsel for at have indgået en kartel-

aftale.

Indgåelsen af karteller er at betragte som en af de groveste overtrædelser,

der har betydelige økonomiske skadevirkninger for forbrugerne og for andre

virksomheder, der ikke deltager i et kartel (jf. Folketingstidende 2012-13,

A, L 41 som fremsat, side 7). Det er vurderingen, at dette fortsat er tilfældet,

og at der også fremover skal kunne indledes straffesager mod fysiske perso-

ner for at have medvirket til, at virksomheder eller virksomhedssammen-

slutninger har indgået karteller i strid med lovens § 6, stk. 1, eller EUF-

Traktatens artikel 101, stk. 1.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Som nævnt i afsnit 2.14.1.1 ovenfor indebærer den gældende konkurrence-

lov, at der for fysiske personer er tale om et medvirkensansvar efter straffe-

loven til en virksomheds overtrædelse. Det forudsætter, at der for virksom-

hedens vedkommende har været tale om strafbar handling. Da lovforslaget

vil indebære, at virksomheder og virksomhedssammenslutninger ikke frem-

over vil kunne pålægges en strafferetlig bøde, men derimod, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 34, en civil bøde, foreslås det, at der i konkurrenceloven indsættes

en selvstændig hjemmel for fysiske personers medvirken til en virksomheds

eller en virksomhedssammenslutnings indgåelse af en kartelaftale.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at ansvarsgrundlaget

for en fysisk person vil være et medvirkensansvar, som er lovhjemlet i kon-

kurrenceloven og ikke i straffeloven. I forhold til gældende ret vil der ikke

være tale om en realitetsændring.

Det foreslås at videreføre den gældende mulighed for at pålægge en fysisk

person en bøde for med forsæt eller ved grov uagtsomhed at have undladt at

afgive oplysninger i medfør af § 17, stk. 1, eller at have afgivet ukorrekte

m.v. oplysninger.

Herudover foreslås det, at en fysisk person kan pålægges en bøde for at have

overtrådt § 14 a, stk. 2, 2. led.

Virkningen af den foreslåede bestemmelser vil være, at en fysisk person kan

pålægges en bøde, hvis den pågældende med forsæt eller ved grov uagtsom-

hed i efterfølgende beskæftigelse, lønnet eller ulønnet, har behandlet nær-

mere angivne konkrete sager, som den pågældende har behandlet under sit

virke i Konkurrencerådet eller sin ansættelse i Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen.

Endvidere foreslås det, at en fysisk person kan pålægges en bøde for at have

overtrådt § 17 a.

Virkningen af den foreslåede bestemmelser vil være, at en fysisk person kan

pålægges en bøde, hvis den pågældende med forsæt eller ved grov uagtsom-

hed undlader at deltage i et interview.

På dette punkt går lovforslaget videre end krævet efter direktivet, der ikke

omfatter fysiske personer. Muligheden for at straffe en fysisk person for at

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

undlade at deltage i et interview vurderes imidlertid at ligge i naturlig for-

længelse af den allerede gældende mulighed for at straffe en fysisk person

for ikke at efterkomme et krav om oplysninger efter § 17.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 31, og bemærkningerne hertil

2.15. Moderselskabsansvar og succession

2.15.1. Gældende ret

2.15.1.1.

Dansk ret

Efter straffelovens § 25 kan en juridisk person straffes med bøde, når det er

bestemt ved lov eller i medfør af lov. Konkurrencelovens § 23, stk. 4, fast-

slår i overensstemmelse hermed, at der kan pålægges selskaber (juridiske

personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel (§§ 25-27).

Strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virk-

somhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den

juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan, jf.

straffelovens § 27, stk. 1.

Hvis der begås en overtrædelse i et datterselskab, skal ansvaret ifølge Rigs-

advokatens Meddelelse nr. 5/1999 om strafansvar for juridiske personer (re-

videret den 17. april 2015) som udgangspunkt gøres gældende over for dette

selskab og ikke moderselskabet, ligesom ansvar for moderselskabets over-

trædelser som udgangspunkt gøres gældende over for dette og ikke datter-

selskabet, jf. også Straffelovrådets betænkning nr. 1289 af 1995 om juridi-

ske personers bødeansvar, side 119f.

Det fremgår dog af den førnævnte meddelelse fra Rigsadvokaten, at når der

er tale om en koncern, hvor ansvaret for visse aktiviteter er placeret hos dat-

terselskabet, men hvor de reelle beslutninger træffes i moderselskabet og

således har virkning for de aktiviteter, der ligger hos datterselskabet, bør det

overvejes at rejse tiltalen mod såvel moderselskabet som datterselskabet.

I dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 777 H, fandt Højesteret, at

der ikke var grundlag for at identificere et moderselskab med et 100 pct. ejet

datterselskab eller for at pålægge moderselskabet et ansvar for medvirken.

Da tiltalen ikke omfattede spørgsmålet om moderselskabets undladelse af at

føre tilsyn med sit datterselskab, blev moderselskabet frifundet.

Efter gældende ret finder der således ikke en strafferetlig identifikation sted

mellem et moder- og et datterselskab i en koncern.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Hvis et selskab efter en overtrædelse ændrer selskabsform, vil det nye sel-

skab kunne være ansvarlig for det tidligere selskabs overtrædelse, forudsat

ændringerne ikke vedrører selskabets aktiviteter, ejerkreds eller ledelse, jf.

Østre Landsrets dom trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 1362 Ø.

Hvis et selskab efter at have begået en overtrædelse opløses ved fusion, vil

det modtagende selskab som led i universalsuccession hæfte for ethvert bø-

deansvar efter skattelovgivningen, som kan rettes mod det indskydende sel-

skab, jf. § 7, stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 1017 af 24. august 2015 om

fusion, spaltning og tilførsel af aktiver m.v. (fusionsskatteloven). Ifølge for-

arbejderne til den pågældende bestemmelse er det forudsat, at reglen også

finder almindelig anvendelse uden lovhjemmel, jf. betænkning nr. 723 af

1974 om selskabsbeskatning ved fusion, side 20.

Hvis et selskab spaltes efter en overtrædelse, beror spørgsmålet om straffe-

retlig ansvarssuccession på, om det ene eller begge selskaber efter spaltnin-

gen med hensyn til drift, aktionærer, ledelse m.v. kan siges at fortsætte den

virksomhed, som er relevant for en straffesag. Et fortsættende selskab hæfter

således ikke uden videre for alle overtrædelser, som blev begået inden spalt-

ningen, men kun i det omfang, selskabet viderefører den relevante del af den

tidligere virksomhed.

2.15.1.2.

Direktiv 2019/1

Ifølge direktivets artikel 13, stk. 5, skal medlemsstaterne sikre, at virksom-

hedsbegrebet anvendes i forbindelse med pålæggelse af bøder til modervirk-

somheder og retlige og økonomiske efterfølgere til virksomheder.

Efter præambelbetragtning nr. 46 i direktiv 2019/1 bør begrebet ”virksom-

hed” forstås i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols

retspraksis som en økonomisk enhed, også selv om den bestå af flere juridi-

ske eller fysiske personer. En national konkurrencemyndighed bør derfor

kunne anvende virksomhedsbegrebet til at drage et moderselskab til ansvar

og pålægge det bøder for et af dets datterselskabers adfærd, når modersel-

skabet og datterselskaberne udgør én økonomisk enhed.

For at forhindre at virksomheder ved hjælp af retlige eller organisatoriske

ændringer slipper for bøder for overtrædelser af artikel 101 og 102, bør de

nationale konkurrencemyndigheder endvidere i overensstemmelse med Den

Europæiske Unions Domstols retspraksis kunne holde en virksomheds ret-

lige eller økonomiske efterfølgere ansvarlige og pålægge dem bøder for

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

overtrædelser af artikel 101 eller 102, jf. præambelbetragtning nr. 46 i di-

rektivet.

2.15.2.

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Konkurrenceloven indeholder ikke bestemmelser, der fastslår, at et moder-

selskab kan være ansvarlig for et datterselskabs overtrædelse af loven eller

EUF-Traktatens artikel 101 eller 102. Konkurrenceloven indeholder heller

ikke bestemmelser, der regulerer, under hvilke omstændigheder en retlig og

økonomisk efterfølger til en virksomhed er ansvarlig for overtrædelser be-

gået af den pågældende virksomhed, inden den blev overdraget eller opløst,

herunder ved fusion.

Medlemsstaternes forpligtelse til at gennemføre artikel 13, stk. 5, beror på

EU-Domstolens fortolkning af begrebet en økonomisk enhed – en fortolk-

ning, der kan ændres over tid. På denne baggrund foreslås det – og med

henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af artikel 13, stk. 5 – at der

indføres en bestemmelse i konkurrenceloven, hvorefter en virksomhed in-

den for en økonomisk enhed er ansvarlig for en anden virksomheds over-

trædelser af § 6, § 11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102.

I bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse vil der blive redegjort for

EU-Domstolens praksis om begrebet en økonomisk enhed, således som det

gælder på det nugældende udviklingstrin.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at et moderselskab på

nærmere betingelser vil kunne holdes ansvarlig for et datterselskabs over-

trædelse af konkurrencereglerne. Virkningen vil endvidere være, at en er-

hverver af virksomhed, der har overtrådt konkurrencereglerne, på nærmere

betingelser vil kunne drages til ansvar for den erhvervede virksomheds over-

trædelser.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 32 (§ 23 a, stk. 1), og bemærkningerne

hertil.

2.16. Hæftelsesansvar for bøder pålagt virksomhedssammenslutnin-

ger

2.16.1.

Gældende ret

2.16.1.1.

Dansk ret

Det almindelige udgangspunkt efter dansk strafferet er, at den fysiske eller

juridiske person, der pålægges en bøde, skal betale den, dvs. betalingsplig-

ten følger med strafsubjektet, jf. Straffelovsrådets betænkning nr. 1289 om

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

juridiske personers bødeansvar, 1995, side 28. Dette princip fremgår også

af straffelovens § 50, stk. 3, der fastslår, at den bødefældte ikke kan kræve

bøden betalt eller erstattet af andre.

Det følger heraf, at en fysisk eller juridisk person, herunder en virksom-

hedssammenslutning, der pålægges en bøde for overtrædelse af konkurren-

celoven, ikke uden særskilt hjemmel vil kunne kræve bøden betalt af andre

fysiske eller juridiske personer, herunder medlemsvirksomhederne i en virk-

somhedssammenslutning.

2.16.1.2.

Direktiv 2019/1

I henhold til direktivets artikel 14, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at en

virksomhedssammenslutning, der får pålagt en bøde for overtrædelse af ar-

tikel 101 eller 102 i EUF-traktaten udmålt på grundlag af medlemsvirksom-

hedernes omsætning, og som ikke er solvent, har pligt til at indkalde bidrag

fra medlemsvirksomhederne til dækning af bødebeløbet.

Hvis medlemsvirksomhedernes bidrag ikke fuldt ud er betalt til virksom-

hedssammenslutningen inden for den frist, som en national konkurrence-

myndighed har fastsat, skal medlemsstaterne ifølge artikel 14, stk. 4, sikre,

at den nationale konkurrencemyndighed kan opkræve betalingen af bøden

direkte hos enhver af de virksomheder, hvis repræsentanter var medlemmer

af sammenslutningens besluttende organer. Efter at en national konkurren-

cemyndighed har krævet betaling fra sådanne virksomheder, kan den også,

hvor det er nødvendigt for at sikre fuld betaling af bøden, kræve betaling af

det udestående bødebeløb hos ethvert medlem af sammenslutningen, der var

aktiv på det marked, hvor overtrædelsen fandt sted. En national konkurren-

cemyndighed bør i den forbindelse ifølge præambelbetragtning nr. 48 i di-

rektiv 2019/1 tage hensyn til den relative størrelse af de virksomheder, der

er medlemmer af sammenslutningen, og især til små og mellemstore virk-

somheders situation. Der kan endvidere ikke efter artikel 14, stk. 4, opkræ-

ves betaling fra virksomheder, som påviser, at de ikke har gennemført sam-

menslutningens beslutning om overtrædelse, og som enten ikke havde kend-

skab til dennes eksistens eller aktivt havde taget afstand fra den, inden un-

dersøgelsen blev indledt.

2.16.2.

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Efter gældende ret vil en virksomhedssammenslutning, der er blevet pålagt

en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne, ikke uden særskilt hjem-

mel kunne kræve bøden betalt af andre, herunder medlemsvirksomhederne.

100

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Konkurrenceloven indeholder ikke bestemmelser, der pålægger en virksom-

hedssammenslutning, der ikke kan betale den bøde, som den er blevet på-

lagt, at opkræve bidrag til betaling af bøden fra medlemsvirksomhederne.

På denne baggrund og med henblik på gennemførelse af artikel 14, stk. 3-4,

i direktiv 2019/1 foreslås det, at der indsættes en bestemmelse i loven, som

pålægger en virksomhedssammenslutning, der er blevet pålagt en bøde for

overtrædelse af § 6, § 11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102, udmålt

på grundlag af omsætningen for de virksomheder, der er medlemmer af sam-

menslutningen, og som ikke er solvent og derfor ikke kan betale bøden, at

indkalde bidrag fra medlemsvirksomhederne til betaling af bøden. Bidra-

gene skal betales inden for en frist fastsat af Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen.

Videre foreslås det, at betales de pågældende bidrag ikke fuldt ud inden ud-

løbet af denne frist, kan opkrævning af bødens restbeløb først og fremmest

foretages direkte hos enhver af de virksomheder, hvis repræsentanter var

medlemmer af sammenslutningens besluttende organer, da overtrædelsen

fandt sted. Hvis denne opkrævning ikke indebærer fuld betaling af bødebe-

løbet, kan betaling derefter opkræves fra ethvert medlem af sammenslutnin-

gen, som var aktiv på det marked, hvor overtrædelsen fandt sted. Det fore-

slås dog, at der ikke kan opkræves betaling fra medlemsvirksomheder, der

kan påvise, at de ikke har gennemført sammenslutningens beslutning om

overtrædelse, og som enten ikke har haft kendskab til beslutningen eller ak-

tivt har taget afstand fra den, inden Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens

undersøgelse blev indledt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 32 (§ 23 a, stk. 2-4), og bemærknin-

gerne hertil.

2.17. Bødeudmåling

2.17.1. Gældende ret

2.17.1.1.

Dansk ret

Ifølge § 23, stk. 5, i konkurrenceloven skal der ved udmålingen af en bøde

til en virksomhed tages hensyn til overtrædelsens grovhed, varighed og en

virksomheds globale koncernomsætning.

Ved fastlæggelsen af overtrædelsens grovhed sondres der mellem mindre

alvorlige overtrædelser, alvorlige overtrædelser og meget alvorlige overtræ-

delser. Ifølge bemærkningerne til § 23, stk. 5, bør grundbeløbet for en min-

dre alvorlig overtrædelse være op til 4 mio. kr., for en alvorlig overtrædelse

101

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

bør grundbeløbet være fra 4 til 20 mio. kr., og for en meget alvorlig over-

trædelse bør grundbeløbet være fra 20 mio. kr. og opefter (Folketingstidende

2012-13, A, L 41 som fremsat, side 23).

Hvad angår varigheden af en overtrædelse, fremgår det af bemærkningerne,

at for overtrædelser af kortere varighed (mindre end 1 år), indebærer varig-

heden ikke et tillæg til grundbeløbet. For overtrædelser af mellemlang va-

righed (1-5 år) medfører varigheden et tillæg på op til 50 pct. af det grund-

beløb, der fastsættes for overtrædelsens grovhed, og for overtrædelser af

lang varighed (over 5 år) medfører varigheden et tillæg på 10 pct. for hvert

år, overtrædelsen har fundet sted, og af det grundbeløb, der fastsættes for

overtrædelsens grovhed (Folketingstidende 2012-13, A, L 41 som fremsat,

side 24).

Hvad angår en virksomheds omsætning, skal bøden for en alvorlig eller en

meget alvorlig overtrædelse ifølge bemærkningerne til § 23, stk. 5, indebære

en væsentlig omkostning for virksomheden relativt til dens omsætning (Fol-

ketingstidende 2012-13, A, L 41 som fremsat, side 24). Omsætningen op-

gøres som den samlede globale omsætning for den koncern, som virksom-

heden indgår i, og angår samtlige de varer og tjenesteydelser, som virksom-

heden producerer eller distribuerer. Ifølge bemærkningerne kan en virksom-

hed ikke pålægges en bøde, der overstiger 10 pct. af virksomhedens samlede

globale årlige koncernomsætning, set som et gennemsnit over de seneste

f.eks. 3 år forud for domstidspunktet eller vedtagelsen af et bødeforelæg

(Folketingstidende 2017-18, A, L 6 som fremsat, side 23).

For udmålingen af en bøde til en fysisk person tages der ligeledes hensyn til

overtrædelsens grovhed og varighed.

Ved den konkrete bødeudmåling tages der udgangspunkt i et grundbeløb,

alt efter om overtrædelsen kan karakteriseres som en mindre alvorlig, en

alvorlig eller en meget alvorlig overtrædelse. Bøden til en fysisk person, der

har begået en mindre alvorlig overtrædelse, bør være på mindst 50.000 kr.

Bøden for en alvorlig overtrædelse bør være på mindst 100.000 kr., mens

bøden for en meget alvorlig overtrædelse bør være på mindst 200.000 kr.

Ved vurderingen af varigheden af en overtrædelse, som en fysisk person har

medvirket til, anvendes den samme metode som for virksomheder, jf. oven-

for.

102

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Da sanktioner for overtrædelse af konkurrenceloven er af strafferetlig ka-

rakter, kan der ved den konkrete bødeudmåling tages hensyn til skærpende

og formildende omstændigheder, jf. straffelovens 10. kapitel (jf. Folketings-

tidende 2012-13, A, L 41 som fremsat, side 8).

Skærpende omstændigheder kan f.eks. foreligge, hvis en virksomhed genta-

ger overtrædelser af samme art, lægger hindringer i vejen for myndigheder-

nes undersøgelse, har spillet en ledende rolle eller har tilskyndet til overtræ-

delsen. Endvidere kan det indgå som en skærpende omstændighed, hvis en

virksomhed har udsat en anden virksomhed for gengældelsesforanstaltnin-

ger for at få den til at respektere den ulovlige aftale eller praksis (jf. Folke-

tingstidende 2012-13, A, L 41 som fremsat, side 8).

Formildende omstændigheder kan f.eks. foreligge, hvis virksomheden ude-

lukkende har spillet en passiv rolle i forbindelse med overtrædelsen eller

ikke reelt har fulgt de ulovlige aftaler m.v. Endvidere kan det efter en kon-

kret vurdering indgå som en formildende omstændighed, hvis en virksom-

hed gennem et såkaldt ”compliance program” har gjort og til stadighed gør

en aktiv indsats for at få alle relevante medarbejdere til at følge lovgivnin-

gen, hvorfor overtrædelsen er sket på trods af ledelsens tilskyndelse til det

modsatte (jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 41 som fremsat, side 8).

2.17.1.2.

Direktiv 2019/1

Ifølge direktivets artikel 13, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at de bøder,

der efter direktivet skal pålægges, er effektive, står i et rimeligt forhold til

overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

Efter artikel 14, stk. 1, skal der ved udmålingen af en bøde for overtrædelse

af artikel 101 og 102 i EUF-Traktaten tages hensyn til både overtrædelsens

grovhed og varighed.

Ifølge præambelbetragtning nr. 47 i direktiv 2019/1 kan der ved vurderingen

af en overtrædelses grovhed tages hensyn til overtrædelsens art, alle de på-

gældende virksomheders samlede markedsandele, overtrædelsens geografi-

ske omfang, hvorvidt overtrædelsen er blevet gennemført, værdien af virk-

somhedens afsætning af varer og tjenesteydelser, som er direkte eller indi-

rekte forbundet med overtrædelsen, og den pågældende virksomheds stør-

relse og markedsposition.

Gentagne overtrædelser begået af den samme virksomhed er endvidere

ifølge præambelbetragtning pkt. 47 et tegn pa dens tilbøjelighed til at begå

103

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

sådanne overtrædelser og er således en kraftig indikation pa nødvendighe-

den af at skærpe sanktionen for at opnå den ønskede afskrækkende virkning.

Der bør derfor være mulighed for at forhøje den bøde, der skal pålægges en

virksomhed eller virksomhedssammenslutning, når Kommissionen eller en

anden national konkurrencemyndighed tidligere har truffet en afgørelse, der

fastslår, at den pågældende virksomhed eller virksomhedssammenslutning

har overtrådt artikel EUF-Traktatens 101 eller 102, og denne virksomhed

eller virksomhedssammenslutning fortsætter den samme overtrædelse eller

begår en tilsvarende overtrædelse.

Ved vurderingen af en overtrædelses grovhed med henblik pa fastsættelse

af bødens størrelse i sager mod virksomhedssammenslutninger, hvor over-

trædelsen er forbundet med medlemmernes aktiviteter, bør der ifølge præ-

ambelbetragtning nr. 48 i direktiv 2019/1 være mulighed for at tage hensyn

til sammenslutningens medlemmers samlede værdi af salget af varer og tje-

nesteydelser, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen.

Hvis bøden ikke kun pålægges sammenslutningen, men også dens medlem-

mer, bør omsætningen hos de medlemmer, som er blevet pålagt bøden, ikke

tages i betragtning ved beregning af den bøde, der pålægges sammenslut-

ningen.

Efter artikel 14, stk. 2, kan de nationale konkurrencemyndigheder endvidere

ved bødeudmålingen tage hensyn til erstatning, der betales ved mindelig

tvistbilæggelse i overensstemmelse med artikel 18, stk. 3, i direktiv

2014/104/EU af 26. november 2014 om visse regler for søgsmål i henhold

til national ret angående erstatning for overtrædelser af bestemmelser i med-

lemsstaternes og Den Europæiske Unions konkurrenceret. Ifølge artikel 18,

stk. 3, i det pågældende direktiv kan en konkurrencemyndighed lade det

indgå som en formildende omstændighed, hvis en virksomhed betaler en

erstatning efter en mindelig tvistbilæggelse og inden beslutningen om at på-

lægge en bøde.

De nationale konkurrencemyndigheder bør ved bødeudmålingen ifølge præ-

ambelbetragtning nr. 47 i direktiv 2019/1 undtagelsesvis kunne tage hensyn

til en virksomheds økonomiske rentabilitet.

Medlemsstaterne skal efter artikel 15, stk. 1, i direktiv 2019/1 sikre, at den

maksimale størrelse af den bøde, som de nationale konkurrencemyndighe-

der kan pålægge hver af de virksomheder eller virksomhedssammenslutnin-

ger, der deltager i en overtrædelse af EUF-Traktatens artikel 101 eller 102,

104

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

ikke er under 10 pct. af virksomhedernes eller virksomhedssammenslutnin-

gernes samlede omsætning på verdensplan i det regnskabsår, der går forud

for afgørelsen. Ifølge præambelbetragtning nr. 49 forhindrer dette dog ikke

medlemsstaterne i at fastholde eller indføre en højere maksimal bøde.

Hvis en overtrædelse, der er begået af en virksomhedssammenslutning, ved-

rører medlemmernes aktiviteter, fastsættes bødens maksimale størrelse

ifølge artikel 15, stk. 2, til ikke under 10 pct. af summen af den samlede

omsætning på verdensplan for hvert af de medlemmer, der er aktive på det

marked, der er berørt af den overtrædelse, som sammenslutningen har be-

gået. Den enkelte virksomheds økonomiske ansvar i forbindelse med beta-

ling af bøden må dog ikke overstige det maksimale beløb, der er fastsat efter

stk. 1.

2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som anført i lovforslagets § 1, nr. 2.20.2 foreslås det, at bøder til virksom-

heder fremover skal pålægges civilretligt.

Overtrædelser af konkurrenceloven kan have væsentlige samfundsskadelige

virkninger. Det er derfor vigtigt, at sanktioner for overtrædelse af loven er

både følelige og har præventiv virkning.

I forlængelse heraf og med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af

artikel 13, stk. 3, i direktiv 1/2019 foreslås det fastsat, at civile bøder til

virksomheder, virksomhedssammenslutninger og enhver anden juridisk per-

son skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have

afskrækkende virkning. Dette vil kunne sikre, at bøder for overtrædelse af

konkurrencereglerne både er proportionale og af en sådan størrelse, at de har

en præventiv effekt. Af samme årsag bør de samme udmålingsprincipper

også gælde for bøder til fysiske personer, som medvirker til en overtrædelse

af konkurrencereglerne.

Ligesom efter gældende ret foreslås det, at der ved bødeudmålingen vil

skulle tages hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed, ligesom der –

hvis overtrædelsen er begået af en virksomhed, en virksomhedssammenslut-

ning eller enhver anden juridisk person – vil skulle tages hensyn til den sam-

lede globale koncernomsætning. Endelig foreslås det som noget nyt, at der

vil kunne tages hensyn til erstatning, der betales efter mindelig tvistbilæg-

gelse i henhold til lov om behandling af erstatningssager vedrørende over-

trædelse af konkurrenceretten.

105

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Som anført i afsnit 2.1.2 ovenfor vil det ikke være hensigtsmæssigt at have

to forskellige bødesystemer i forhold til virksomheder, og det foreslås der-

for, at alle bøder til virksomheder for overtrædelser af konkurrenceloven

fremover skal være civile. I naturlig konsekvens heraf foreslås det endvi-

dere, at de foreslåede udmålingsprincipperne for pålæggelse af bøder skal

gælde for alle overtrædelser af loven.

Ved vurderingen af en overtrædelses grovhed vil der ligesom efter gældende

ret skulle ske en vurdering af, hvorvidt der er tale om en mindre alvorlig, en

alvorlig eller en meget alvorlig overtrædelse.

For så vidt angår virksomheders, virksomhedssammenslutningers eller en-

hver anden juridisk persons overtrædelser, foreslås det at videreføre gæl-

dende ret, således at grundbeløbet for en mindre alvorlig overtrædelse bør

være op til 4 mio. kr. For en alvorlig overtrædelse bør grundbeløbet være

fra 4 til 20 mio. kr., og for en meget alvorlig overtrædelse bør grundbeløbet

være fra 20 mio. kr. og opefter (Folketingstidende 2012-13, A, L 41 som

fremsat, side 23).

Det foreslås ligeledes at videreføre de gældende principper for vurderingen

af overtrædelsens varigheds betydning for bøden. Overtrædelser af kortere

varighed (mindre end 1 år), vil dermed ikke indebære et tillæg til grundbe-

løbet. For overtrædelser af mellemlang varighed (1-5 år) vil varigheden

medføre et tillæg på op til 50 pct. af det grundbeløb, der fastsættes for over-

trædelsens grovhed, og for overtrædelser af lang varighed (over 5 år), vil

varigheden medføre et tillæg på 10 pct. for hvert år, overtrædelsen har fun-

det sted, af det grundbeløb, der fastsættes for overtrædelsens grovhed (Fol-

ketingstidende 2012-13, A, L 41 som fremsat, side 24).

Også det gældende princip om, at bøden for en alvorlig eller en meget al-

vorlig overtrædelse skal indebære en væsentlig omkostning for virksomhe-

den eller virksomhedssammenslutningen relativt til dens omsætning, fore-

slås videreført (Folketingstidende 2012-13, A, L 41 som fremsat, side 24).

Omsætningen vil ligesom efter gældende ret skulle opgøres som den sam-

lede globale omsætning for den koncern, som virksomheden m.v. indgår i,

og vil angå samtlige de varer og tjenesteydelser, som virksomheden produ-

cerer eller distribuerer. Som et af elementerne i bødeudmålingen vil den

danske koncernomsætning efter en konkret vurdering også kunne indgå, jf.

Folketingstidende 2017-18, A, L 6 som fremsat, side 23. Begrebet omsæt-

ning omfatter en virksomheds nettoomsætning i forbindelse med den ordi-

nære drift med fradrag af merværdiafgift og andre afgifter og skatter, der er

106

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

direkte forbundet med salget, og som opgjort i virksomhedens senest revi-

derede årsrapport, jf. § 1 i bekendtgørelse nr. 1286 af 26. november 2019

om beregning af omsætning i konkurrenceloven.

For så vidt angår bøder til fysiske personer for medvirken til virksomheders

eller virksomhedssammenslutningers overtrædelser, foreslås de gældende

principper også videreført. Det vil indebære, at en bøde til en fysisk person

vil skulle udmåles under hensyntagen til overtrædelsens grovhed og varig-

hed.

Ved den konkrete bødeudmåling vil der som efter gældende ret skulle tages

udgangspunkt i et grundbeløb alt efter, om overtrædelsen kan karakteriseres

som en mindre alvorlig, en alvorlig eller en meget alvorlig overtrædelse.

Bøden til en fysisk person, der har begået en mindre alvorlig overtrædelse,

bør være på mindst 50.000 kr. Bøden for en alvorlig overtrædelse bør være

på mindst 100.000 kr., mens bøden for en meget alvorlig overtrædelse bør

være på mindst 200.000 kr.

Ved vurderingen af varigheden af en overtrædelse, som en fysisk person har

medvirket til, anvendes samme metode som for virksomheder. Det indebæ-

rer, at der sondres mellem en overtrædelse af kortere varighed (mindre end

1 år), af mellemlang varighed (1-5 år) og af lang varighed (over 5 år), hvor

størrelsen af bøden stiger i takt med varighedens længde. En overtrædelse

af kortere varighed vil ikke medføre et tillæg til det grundbeløb, der er fast-

lagt ud fra vurderingen af overtrædelsens grovhed. En overtrædelse af mel-

lemlang varighed vil medføre et tillæg på op til 50 pct. af det grundbeløb,

der fastsættes for overtrædelsens grovhed, og en overtrædelse af lang varig-

hed vil medføre et tillæg på 10 pct. for hvert år, en overtrædelse har fundet

sted og af det grundbeløb, der fastlægges for overtrædelsens grovhed (Fol-

ketingstidende 2012-13, A, L 41 som fremsat, side 10).

Fastsættelsen af bøden vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne bø-

deniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf.

nedenfor.

Konsekvensen af, at virksomheder, virksomhedssammenslutninger og en-

hver anden juridisk person fremover vil kunne pålægges en civil bøde og

ikke som i dag en strafferetlig bøde, vil, jf. afsnit 2.14.2 i de almindelige

107

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

bemærkninger, være, at straffelovens 10. kapitel ikke længere vil finde di-

rekte anvendelse i forbindelse med pålæggelse af bøder til virksomheder

m.v.

Det bør dog også fremover være muligt at tage hensyn til skærpende eller

formildende omstændigheder ved sanktionsfastsættelsen over for virksom-

heder, virksomhedssammenslutninger og enhver anden juridisk person. Det

foreslås derfor, at der indføres specifikke bestemmelser om muligheden for

ved udmålingen af bøder at tage hensyn til skærpende eller formildende om-

stændigheder.

De forhold, som i de foreslåede bestemmelser oplistes som eksempler på

skærpende og formildende omstændigheder, svarer stort set til de skærpende

og formildende omstændigheder, som er nævnt i forarbejderne til den gæl-

dende konkurrencelovs § 23. Som efter den gældende lov foreslås der alene

en eksemplificering af, hvilke skærpende og formildende omstændigheder

der bør kunne tages hensyn til ved bødeudmålingen. Der bør således også

fremadrettet efter en konkret vurdering af sagens forhold kunne tages hen-

syn til andre skærpende og formildende omstændigheder, herunder forhold

svarerende til de, der er nævnt i straffelovens 10. kapitel.

Der foreslås ikke med lovforslaget ændringer i forhold til, at straf til fysiske

personer også fremadrettet vil være af strafferetlig karakter. Bestemmel-

serne i straffelovens 10. kapitel om skærpende og formildende omstændig-

heder i relation til straf til fysiske personer vil derfor finde uændret anven-

delse.

For så vidt angår bødens maksimale størrelse, foreslås det at tydeligøre i

selve lovteksten, at der – som hidtil – gælder et bødeloft på maksimalt 10

pct. af virksomhedens, virksomhedssammenslutningens eller enhver anden

juridisk persons samlede omsætning på verdensplan i det regnskabsår, der

går forud for afgørelsen.

I tilfælde, hvor virksomheden m.v. indgår i en koncern, foreslås det ligele-

des tydeliggjort i selve lovteksten, at bøden maksimalt kan udgøre 10 pct.

af den samlede globale omsætning i den pågældende koncern i det regn-

skabsår, der går forud for afgørelsen.

Det vil ligesom efter de gældende regler være koncernens samlede omsæt-

ning på verdensplan, der skal lægges til grund, dvs. den samlede omsætning

for samtlige de varer og tjenesteydelser, som produceres eller distribueres.

108

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Hvis overtrædelsen er begået af en virksomhedssammenslutning og vedrø-

rer medlemmernes aktiviteter, foreslås det, at bøden maksimalt kan udgøre

10 pct. af summen af den samlede omsætning på verdensplan for hvert af de

medlemmer, der er aktive på det marked, der er berørt af den overtrædelse,

som sammenslutningen har begået. Hvis et af de pågældende medlemmer

indgår i en koncern, foreslås det, at den samlede globale omsætning for den

pågældende koncern skal indgå i summen i stedet for medlemmets egen om-

sætning. Det foreslås dog samtidig, at den enkelte virksomheds økonomiske

ansvar i forbindelse med betaling af bøden ikke må kunne overstige 10 pct.

af virksomhedens samlede globale koncernomsætning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 32 (§ 23 b), og bemærkningerne hertil.

2.18. Forældelse

2.18.1. Gældende ret

2.18.1.1.

Dansk ret

Straffelovens kapitel 11 om ophør af den strafbare handlings retsfølger in-

deholder bestemmelser om forældelse af strafansvar. Efter straffelovens §

93, stk. 1, afhænger forældelsesfristens længde af strafferammen for den på-

gældende lovovertrædelse. Forældelsesfristen er 2 år, når strafferammen

ikke overstiger fængsel i 1 år, 5 år ved en strafferamme på fængsel i indtil 4

år, 10 år ved en strafferamme på fængsel indtil 10 år, og 15 år, når der ikke

er hjemlet højere straf end fængsel på bestemt tid. For nærmere opregnede

lovovertrædelser er der i § 93, stk. 2-3, fastsat særlige regler forældelsesfri-

ster.

Selvom en juridisk person kun kan ifalde bødestraf, beror forældelsesfristen

for juridiske personer efter straffeloven på maksimum i strafferammen for

den pågældende overtrædelse. Det indebærer, at hvis strafferammen for en

fysisk persons overtrædelse af den pågældende straffebestemmelse f.eks. er

6 år med en deraf følgende forældelsesfrist på 10 år, er forældelsesfristen

for en juridisk persons bødestraf ligeledes 10 år.

På konkurrencelovens område gælder en særlig forældelsesfrist på 5 år i

forhold til lovovertrædelser, som i relation til virksomheder og fysiske per-

soner sanktioneres med bødestraf, jf. konkurrencelovens § 23, stk. 6. Ifølge

bemærkningerne til bestemmelsen gælder forældelsesfristen kun for kon-

kurrencebegrænsende handlinger som f.eks. misbrug af en dominerende stil-

ling. Ved en overtrædelse af forbuddet mod konkurrencebegrænsende afta-

109

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

ler m.v., er der tale om en såkaldt tilstandsforbrydelse, hvor det kendeteg-

nende er opretholdelsen af en ulovlig tilstand; i dette tilfælde forældes et

strafansvar ikke, så længe den ulovlige tilstand, dvs. den konkurrencebe-

grænsende aftale m.v., opretholdes (jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 41

som fremsat, side 25).

Forældelsesfristen for fængselstraf for fysiske personers indgåelse af en kar-

telaftale, jf. konkurrencelovens § 23, stk. 3, er dog omfattet af den alminde-

lige forældelsesfrist i straffelovens § 93, stk. 1. Forældelsesfristen for en

overtrædelse af straffelovens § 299 c om indgåelse af kartelaftaler under

særligt skærpende omstændigheder, og som kan medføre fængsel indtil 6 år,

er derfor 10 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1.

Efter straffelovens § 94, stk. 1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt

fra den dag, hvor den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.

Det følger endvidere af straffelovens § 94, stk. 5, 1. pkt., at forældelsesfri-

sten afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når

anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågæl-

dende sigtes for overtrædelsen. Forældelsesfristen for en juridisk persons

ansvar kan afbrydes over for en person, der efter retsplejelovens § 157 a kan

modtage forkyndelser på den juridiske persons vegne, hvilket efter praksis

kan omfatte en vid kreds af personer, f.eks. ansatte.

Afbrydelse af forældelsesfristen over for en juridisk person har ikke virk-

ning i forhold til fysiske personer, der har handlet på den juridiske persons

vegne. Der skal således ske fristafbrydelse ved rettergangsskridt eller sig-

telse i forhold til hver enkelt person i overensstemmelse med de almindelige

regler i straffelovens § 94, stk. 5, 1. pkt.

Efter § 22 i konkurrenceloven kan der pålægges daglige eller ugentlige

tvangsbøder til den, der undlader at give de oplysninger, som Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen kan kræve efter loven. Der kan endvidere pålægges

tvangsbøder, hvis et vilkår, påbud eller bindende tilsagn ikke efterkommes.

Der er ikke i konkurrenceloven eller i anden offentligretlig lovgivning fast-

sat generelle regler om forældelse af selve adgangen til at pålægge tvangs-

bøder.

110

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Hvad angår allerede pålagte tvangsbøder, er et krav om betaling af en

tvangsbøde principielt en fordring på penge og dermed som udgangspunkt

omfattet af forældelsesloven, jf. forældelseslovens § 1.

Efter forældelsesloven er den almindelige forældelsesfrist 3 år, jf. forældel-

seslovens § 3, stk. 1, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om

forældelse i anden lov. Den almindelige forældelsesfrist er suppleret af en

absolut frist på normalt 10 år (30 år i visse særlige tilfælde), jf. forældelses-

lovens § 3, stk. 3, nr. 1-4. Det indebærer, at forældelse altid indtræder senest

10 år efter, at en fordring kunne kræves opfyldt (forfaldstidspunktet). For-

ældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringen kunne kræ-

ves opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser i lovgivningen,

jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Er der givet en frist for rettidig betaling,

regnes forældelsesfristen først fra udløbet af denne frist, jf. forældelseslo-

vens § 2, stk. 2.

Forældelsesfristen afbrydes, når skyldneren erkender sin forpligtelse, jf. for-

ældelseslovens § 15, eller når fordringshaveren foretager retslige skridt mod

skyldneren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af

fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår

fordringens eksistens og størrelse og forfølger disse skridt inden for rimelig

tid, jf. forældelseslovens § 16, stk. 1. Eksempler på retslige skridt kan være

indlevering af stævning eller betalingspåkrav til retten, anmodning om ud-

læg, begæring om rekonstruktion eller konkursbegæring, jf. forældelseslo-

vens §§ 16-18. Forældelsen afbrydes også ved restanceinddrivelsesmyndig-

hedens underretning til skyldneren om afgørelse om indeholdelse i løn m.v.

eller ved modregning, jf. forældelseslovens § 18, stk. 4.

2.18.1.2.

Direktiv 2019/1

Efter direktivets artikel 29, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at forældel-

sesfristerne for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder suspenderes eller af-

brydes i hele det tidsrum, hvor nationale konkurrencemyndigheder i andre

medlemsstater eller Kommissionen behandler håndhævelsessager om over-

trædelse i forbindelse med den samme aftale, den samme vedtagelse inden

for en sammenslutning af virksomheder eller den samme samordnede prak-

sis eller anden adfærd, der er forbudt efter artikel 101 eller 102 i EUF-Trak-

taten.

Suspensionen eller afbrydelsen af forældelsesfristen gælder fra det tids-

punkt, hvor mindst én virksomhed, som er genstand for håndhævelsessagen,

får underretning om det første formelle efterforskningsskridt, og gælder for

111

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

alle virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, der har deltaget i

overtrædelsen. Suspensionen eller afbrydelsen ophører på den dag, hvor den

berørte konkurrencemyndighed har afsluttet håndhævelsessagen med en

nærmere angivet afgørelse eller har fastslået, at der ikke er grund til at for-

følge sagen yderligere. Suspensionens eller afbrydelsens varighed berører

ikke de absolutte forældelsesfrister, der måtte gælde efter national ret. Ifølge

præambelbetragtning nr. 70 i direktivet bør medlemsstaterne ikke forhindres

i at indføre absolutte forældelsesfrister, forudsat at sådanne absolutte frister

ikke gør det praktisk umuligt eller umådelig vanskeligt at håndhæve artikel

101 og 102 i EUF-Traktaten.

Efter artikel 29, stk. 2, suspenderes eller afbrydes forældelsesfristen for en

national konkurrencemyndigheds pålæggelse af bøder eller tvangsbøder, så

længe en sag om den pågældende nationale konkurrencemyndigheds afgø-

relse verserer ved en appelret.

Det bemærkes, at der efter direktivet ikke opstilles krav om, at en medlems-

stat indfører en bestemmelse om forældelse af adgangen til at pålægge

tvangsbøder, hvis der ikke allerede findes en sådan i national ret.

2.18.2.

Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af direktivets artikel 29

om afbrydelse af forældelsesfrister for pålæggelse af bøder foreslås det, at

der indsættes bestemmelser herom i konkurrenceloven. Den gældende for-

ældelsesfrist på 5 år foreslås videreført – men med mulighed for, at fristen

kan afbrydes. Præambelbetragtning nr. 70 i direktivet åbner mulighed for,

at en medlemsstat i forbindelse med gennemførelse af regler om afbrydelse

af en forældelsesfrist kan indføre en aboslut forældelsesfrist. For at sikre, at

en virksomhed ikke i tilfælde af afbrydelse af forældelsesfristen skal leve i

uvished om, hvor længe den vil kunne pålægges en bøde, foreslås det, at der

indføres en absolut forældelsesfrist på 10 år.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at hvis f.eks. Kommis-

sionen har undersøgt en virksomheds mulige misbrug af en dominerende

stilling i ét år og sagen herefter overgår til Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen, vil der løbe en ny forældelsesfrist på fem år; det år, hvor Kommissi-

onen har undersøgt sagen, ses der bort fra. Hvis der ikke inden 10 år er truf-

fet en endelig afgørelse om virksomhedens overtrædelse af forbuddet mod

misbrug af dominerende stilling, kan der ikke pålægges en bøde.

112

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Som nævnt i afsnit 2.18.1.2 stilles der efter direktiv 2019/1 ikke krav om, at

en medlemsstat indfører en bestemmelse om forældelse af adgangen til at

pålægge tvangsbøder, hvis der ikke allerede findes en sådan i national ret.

Da hverken konkurrenceloven eller anden offentligretlig regulering indehol-

der regler, der fastlægger en forældelsesfrist for selve adgangen til at på-

lægge tvangsbøder, ses det ikke at være nødvendigt at gennemføre den del

af artikel 29 i direktivet, der vedrører afbrydelse af forældelsesfristen for

pålæggelse af tvangsbøder.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 32 (§ 23 c), og bemærkningerne hertil.

2.19. Bødelempelse og sanktionslempelse

2.19.1. Gældende ret

2.19.1.1.

Dansk ret

Efter konkurrencelovens § 23 a kan virksomheder og fysiske personer under

en række betingelser opnå tiltalefrafald eller nedsættelse af den straf, som

den pågældende ellers ville være blevet pålagt for sin deltagelse i et kartel.

Det er alene den første, der henvender sig til myndighederne med oplysnin-

gerne om kartellet, som kan opnå tiltalefrafald, mens efterfølgende ansøgere

kan opnå nedsættelse af straffen.

Ansøges der om tiltalefrafald, inden der er foretaget en kontrolundersøgelse

eller ransagning vedrørende det pågældende forhold, skal ansøgeren levere

oplysninger, som efter myndighedernes vurdering giver dem konkret anled-

ning til at iværksætte en kontrolundersøgelse, en ransagning eller indgive

politianmeldelse vedrørende det pågældende forhold. Ansøges der om tilta-

lefrafald, efter at myndighederne har indledt en kontrolundersøgelse eller en

ransagning, skal oplysningerne sætte myndighederne i stand til at fastslå, at

der foreligger en overtrædelse i form af et kartel. Der skal i begge tilfælde

være tale om oplysninger, som myndighederne ikke allerede er i besiddelse

af.

Virksomheder og personer, der efterfølgende henvender sig til myndighe-

derne med oplysninger af betydelig merværdi i forhold til det materiale, som

myndighederne allerede er i besiddelse af, opnår strafnedsættelse på hen-

holdsvis 50 pct. (til ansøger nummer to), 30 pct. (til ansøger nummer tre) og

op til 20 pct. (til ansøger nummer fire og derefter).

113

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

For at opnå tiltalefrafald eller strafnedsættelse skal ansøgere opfylde en

række supplerende betingelser. Det kræves således, at virksomheder og per-

soner (1) fuldt ud og effektivt samarbejder loyalt med myndighederne om

opklaringen af kartellet, (2) senest ved indgivelse af ansøgningen bringer

sin deltagelse i kartellet til ophør og (3) ikke har tvunget andre til deltagelse

i kartelaktiviteten.

Straflempelse omfatter i relation til fængselsstraf alene den første ansøger,

der opfylder betingelserne for at få et tiltalefrafald. For så vidt angår senere

ansøgere er det op til domstolene at afgøre, hvorvidt en medvirken til opkla-

ring af sagen skal bevirke en nedsættelse af straffen efter straffelovens al-

mindelige regler (jf. Folketingtidende 2012-13, A, L 41 som fremsat, side

25).

En ansøger, som opfylder betingelserne for straflempelse, opnår samtidig

fritagelse for eller nedsættelse af et eventuelt særskilt krav om konfiskation

af gevinsten ved overtrædelsen.

Straflempelsesreglerne tillader ikke fælles ansøgninger fra flere karteldelta-

gere. Det er dog muligt for en koncern at indgive en fælles ansøgning fra

flere koncernforbundne selskaber. En ansøgning fra en virksomhed omfatter

automatisk den pågældende virksomheds nuværende og tidligere ansatte.

Det er muligt at indgive en foreløbig ansøgning om straflempelse, hvorved

der kan reserveres en plads i køen af ansøgere, indtil ansøgningen kan fær-

diggøres inden for en fastsat frist. Ansøgeren kan herved i første omgang

nøjes med at anføre de oplysninger om kartellet, som vedkommende umid-

delbart er i besiddelse af.

Der kan endvidere indgives en forkortet (summarisk) ansøgning om straf-

lempelse (en såkaldt ”summary application”) i tilfælde, hvor den egentlige

ansøgning indgives til Kommissionen eller til en kompetent myndighed i en

medlemsstat i Den Europæiske Union (Folketingstidende 2006-07, tillæg A,

side 4987).

Straflempelsesreglerne administreres i fællesskab af Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International

Kriminalitet.

2.19.1.2.

Direktiv 2019/1

Totalharmonisering

114

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Efter direktivets artikel 1, stk. 2, gælder direktivets bestemmelser om be-

skyttelse af straflempelsesansøgninger og forligsredegørelser – i modsæt-

ning til de øvrige bestemmelser i direktivet – også for sager, hvor der ikke

er samhandelspåvirkning, men hvor national konkurrenceret anvendes

alene. På disse punkter er der således tale om totalharmonisering, hvilket

indebærer, at medlemsstaterne ikke må opretholde eller indføre bestemmel-

ser i national ret, der fraviger dem, der er fastsat i direktivet.

Baggrunden herfor er ifølge præambelbetragtning nr. 11, at virksomhederne

kun vil afsløre hemmelige karteller, som de har deltaget i, hvis der er til-

strækkelig retlig sikkerhed om mulighederne for at opnå bødefritagelse. En

totalharmonisering på dette område styrker således incitamentet til at an-

vende straflempelsesordningerne. Samtidig er det dog anført, at medlems-

staterne har mulighed for også at anvende straflempelsesordninger for andre

overtrædelser af EUF-Traktatens artikel 101 og tilsvarende bestemmelser i

national konkurrenceret, ligesom der er mulighed for at acceptere ansøgnin-

ger fra fysiske personer, som indgiver en ansøgning i eget navn. Endelig

berører direktivet ikke straflempelsesordninger, der udelukkende giver mu-

lighed for fritagelse for sanktioner i straffesager vedrørende håndhævelsen

af EUF-Traktatens artikel 101.

Bødefritagelse

I henhold til direktivets artikel 17, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at de

nationale konkurrencemyndigheder har straflempelsesordninger, som giver

dem mulighed for at indrømme virksomheder bødefritagelse for at afsløre

deres deltagelse i hemmelige karteller. Dette berører ikke nationale konkur-

rencemyndigheder, der har straflempelsesordninger for andre overtrædelser

end hemmelige karteller, eller straflempelsesordninger, der gør det muligt

for dem at indrømme bødefritagelse til fysiske personer.

Det følger videre af artikel 17, stk. 2, at medlemsstaterne skal sikre, at der

kun indrømmes bødefritagelse, hvis ansøgeren opfylder de generelle betin-

gelser for straflempelse i artikel 19 og afslører sin deltagelse i et hemmeligt

kartel. Herudover skal ansøgeren være den første til at fremlægge bevisma-

teriale, som enten på det tidspunkt, hvor den nationale konkurrencemyndig-

hed modtager ansøgningen, sætter konkurrencemyndigheden i stand til at

foretage en målrettet kontrolundersøgelse i forbindelse med det hemmelige

kartel, eller efter den nationale konkurrencemyndigheds opfattelse er til-

strækkeligt til, at den kan fastslå en overtrædelse. Det forudsætter dog, at

115

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

myndigheden ikke allerede er i besiddelse af tilstrækkelige beviser til at fast-

slå en sådan overtrædelse, og at ingen anden virksomhed tidligere har været

berettiget til bødefritagelse i forbindelse med det hemmelige kartel.

Medlemsstaterne skal i henhold til artikel 17, stk. 3, sikre, at alle virksom-

heder har mulighed for at opnå bødefritagelse, med undtagelse af virksom-

heder, der har taget skridt til at tvinge andre virksomheder til at tilslutte sig

et hemmeligt kartel eller til at blive i det.

Endelig følger det af direktivets artikel 17, stk. 4, at medlemsstaterne skal

sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder underretter ansøgeren om,

hvorvidt de er blevet indrømmet betinget bødefritagelse. Ansøgeren kan an-

mode om skriftligt at blive underrettet af den nationale konkurrencemyndig-

hed om resultatet af sin ansøgning. Hvis den nationale konkurrencemyndig-

hed giver afslag på en ansøgning om bødefritagelse, kan den pågældende

ansøger anmode denne nationale konkurrencemyndighed om at behandle

ansøgningen som en ansøgning om bødenedsættelse.

Bødenedsættelse

I henhold til direktivets artikel 18, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at de

nationale konkurrencemyndigheder har straflempelsesordninger, som giver

dem mulighed for at indrømme nedsættelse af bøder til virksomheder, der

ikke kan opnå bødefritagelse. Dette berører ikke nationale konkurrencemyn-

digheder, der har straflempelsesordninger for andre overtrædelser end hem-

melige karteller, eller straflempelsesordninger, der gør det muligt for dem

at indrømme bødenedsættelse til fysiske personer.

Efter artikel 18, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at der alene indrømmes

bødenedsættelse, hvis ansøgeren opfylder de generelle betingelser for straf-

lempelse i artikel 19 (se nedenfor), afslører sin deltagelse i et hemmeligt

kartel og fremlægger bevismateriale om det formodede hemmelige kartel,

som indebærer en betydelig merværdi med hensyn til at påvise en overtræ-

delse og i forhold til de beviser, som den nationale konkurrencemyndighed

allerede er i besiddelse af på tidspunktet for ansøgningen.

Endelig følger det af artikel 18, stk. 3, at medlemsstaterne skal sikre, at den

nationale konkurrencemyndighed, såfremt ansøgeren fremlægger afgørende

bevismateriale, som den nationale konkurrencemyndighed benytter til at på-

vise yderligere forhold, der fører til, at deltagerne i det hemmelige kartel

pålægges større bøder, end det ellers ville have været tilfældet, ikke tager

116

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

sådanne yderligere forhold i betragtning, når den fastsætter en eventuel

bøde, der skal pålægges den pågældende ansøger.

Direktivets bestemmelser om virksomheders muligheder for at opnå bøde-

fritagelse eller bødenedsættelse er uddybet i direktivets præambelbetragt-

ning nr. 52. Det fremgår heraf, at også virksomhedssammenslutninger, der

udøver en økonomisk aktivitet på egne vegne, bør være berettiget til bøde-

fritagelse eller bødenedsættelse, i de tilfælde hvor de deltager i et formodet

kartel på egne vegne og ikke på vegne af deres medlemmer.

Generelle betingelser for straflempelse

De generelle betingelser for straflempelse, hvad enten det er bødefritagelse

efter artikel 17 eller bødenedsættelse efter artikel 18, følger af artikel 19.

Det fremgår heraf, at medlemsstaterne skal sikre, at ansøgeren for at være

berettiget til straflempelse for deltagelse i hemmelige karteller skal have

bragt sin deltagelse i det formodede hemmelige kartel til ophør senest straks

efter indgivelse af ansøgningen om straflempelse. Ansøgeren skal samar-

bejde oprigtigt, fuldt ud, permanent og hurtigt med den nationale konkur-

rencemyndighed fra det tidspunkt, hvor ansøgningen indgives, og indtil

myndigheden har afsluttet håndhævelsessagen over for alle de parter, som

undersøgelsen omfatter. Endvidere må ansøgeren under planlægningen af

sin indgivelse af en ansøgning om straflempelse til den nationale konkur-

rencemyndighed ikke have ødelagt, forfalsket eller skjult beviser vedrø-

rende det formodede hemmelige kartel eller have afsløret sin planlagte ind-

givelse af ansøgningen eller noget af dens indhold over for andre end kon-

kurrencemyndigheder eller konkurrencemyndigheder i tredjelande.

For så vidt angår kravet om, at ansøgeren skal have bragt sin deltagelse i

kartellet til ophør senest straks efter indgivelsen af ansøgningen om straf-

lempelse, følger det supplerende af præambelbetragtning nr. 54, at der kan

være tilfælde, hvor en national konkurrencemyndighed vurderer, at ansøge-

ren bør fortsætte sin deltagelse i kartellet. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis

det findes nødvendigt for at hindre, at de øvrige deltagere i kartellet opdager,

at konkurrencemyndigheden er bekendt med sagen og ønsker at iværksætte

en kontrolundersøgelse.

Hvad angår kravet om ansøgerens samarbejde med den nationale konkur-

rencemyndighed, er dette uddybet i artikel 19, litra b, hvoraf det fremgår, at

ansøgeren

117

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

- straks skal forsyne den nationale konkurrencemyndighed med alle rele-

vante oplysninger og bevismateriale vedrørende det formodede hemmelige

kartel, som den kommer i besiddelse af eller har adgang til,

- skal være til den nationale konkurrencemyndigheds rådighed med henblik

på at besvare eventuelle forespørgsler,

- skal stille direktører, ledere og andre ansatte, herunder tidligere direktører

mv., til rådighed for interviews med den nationale konkurrencemyndighed,

samt

- ikke må ødelægge, forfalske eller skjule relevante oplysninger eller bevis-

materiale, og ikke, medmindre andet er aftalt, må afsløre sin indgivelse af

ansøgningen om straflempelse, før den nationale konkurrencemyndighed

har udsendt en klagepunktsmeddelelse i håndhævelsessagen.

Efter gældende ret er det muligt at opnå fritagelse for eller nedsættelse af et

særskilt krav efter straffelovens § 75 om konfiskation af en skønnet opnået

eller tilsigtet gevinst ved fritagelsen, jf. konkurrencelovens § 23 a, stk. 1 og

5. Da der fremover ikke længere vil være tale om strafferetlige bøder til

virksomheder, jf. lovforslagets § 1, nr. 31, foreslås det som konsekvens

heraf, at den udtrykkelige mulighed for fritagelse for eller nedsættelse af et

konfiskationskrav bortfalder for virksomheder. Det bemærkes dog i den for-

bindelse, at der i praksis estimeres en opnået eller tilsigtet gevinst ved en

overtrædelse af konkurrenceloven, og at denne indregnes ved fastsættelsen

af bødens størrelse – det, som i juridisk terminologi betegnes som en konfi-

skatorisk bøde, jf. princippet i straffelovens § 51, stk. 3, jf. Folketingsti-

dende 2017-18, tillæg A, L 6 som fremsat, side 23. Det vil derfor også frem-

adrettet være muligt at fritage for eller nedsætte et konfiskatorisk element,

idet dette element indgår i den bøde, som virksomheden enten kan opnå fri-

tagelse for eller få nedsat.

Formen for redegørelser med henblik på straflempelse

I henhold til artikel 20, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at ansøgere skrift-

ligt kan forelægge redegørelser med henblik på straflempelse i forbindelse

med fuldstændige eller forkortede ansøgninger. Endvidere skal medlems-

staterne sikre, at de nationale konkurrencemyndigheder også har ordninger

til at modtage sådanne redegørelser mundtligt eller på anden vis, så ansøge-

ren ikke behøver at have sådanne forelagte redegørelser i sin besiddelse,

varetægt eller under sin kontrol.

118

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Endvidere fremgår det af artikel 20, stk. 2, at de nationale konkurrencemyn-

digheder på ansøgernes anmodning skriftligt skal bekræfte, at de har mod-

taget de fuldstændige eller forkortede ansøgninger, med angivelse af datoen

og tidspunktet for modtagelsen.

Endelig følger det af artikel 20, stk. 3, at ansøgere skal have mulighed for at

forelægge redegørelser med henblik på straflempelse i forbindelse med fuld-

stændige eller forkortede ansøgninger på det officielle sprog eller et af de

officielle sprog i den medlemsstat, hvor den berørte nationale konkurrence-

myndighed er beliggende, eller, efter gensidig aftale mellem den nationale

konkurrencemyndighed og ansøgeren, på et andet af Unionens officielle

sprog.

Bestemmelsen i artikel 20 suppleres af direktivets præambelbetragtning nr.

57. Det følger heraf, at ansøgere skal have mulighed for at forelægge rede-

gørelser med henblik på straflempelse (både fuldstændige og forkortede)

skriftligt. Endvidere skal de nationale konkurrencemyndigheder have iværk-

sat procedurer, der sikrer, at myndigheden kan modtage sådanne redegørel-

ser mundtligt eller på anden vis, som sikrer, at ansøgeren ikke behøver at

have den forelagte redegørelse i sin besiddelse, varetægt eller under sin kon-

trol. De nationale konkurrencemyndigheder skal kunne vælge, hvordan de

godtager redegørelser med henblik på straflempelse.

Forhåndsregistrering

Efter artikel 21, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at virksomheder, der øn-

sker at ansøge om bødefritagelse, efter anmodning kan tildeles en plads i

køen til straflempelse i en periode, som fastsættes af den nationale konkur-

rencemyndighed på grundlag af den konkrete sag, for at ansøgeren kan ind-

samle de nødvendige oplysninger og det nødvendige bevismateriale til at

opfylde det relevante beviskrav for bødefritagelse.

Videre følger det artikel 21, stk. 2, at medlemsstaterne skal sikre, at de nati-

onale konkurrencemyndigheder har skønsbeføjelse til at imødekomme eller

afvise en sådan anmodning. Endvidere opregner bestemmelsen de oplysnin-

ger, som en virksomhed skal fremlægge i forbindelse med en forhåndsregi-

strering.

Efter artikel 21, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at alle oplysninger og

beviser, som ansøgeren har fremlagt inden for fristen, anses for at være ind-

givet på tidspunktet for den oprindelige anmodning.

119

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

I henhold til artikel 21, stk. 4, skal ansøgere have mulighed for at forelægge

anmodninger om forhåndsregistrering på et af de officielle sprog i den med-

lemsstat, hvor den berørte nationale konkurrencemyndighed er beliggende,

eller, efter gensidig aftale mellem den nationale konkurrencemyndighed og

ansøgeren, på et andet af Unionens officielle sprog.

Endelig følger det af artikel 21, stk. 5, at medlemsstaterne også kan give

virksomheder, der ønsker at indgive en ansøgning om bødenedsættelse, mu-

lighed for forinden at anmode om en plads i køen til straflempelse.

Forkortede ansøgninger

Artikel 22 i direktivet giver mulighed for, at ansøgere, der har indgivet en

fuldstændig ansøgning om straflempelse til Kommissionen, kan indgive for-

kortede ansøgninger vedrørende samme kartel til de nationale konkurrence-

myndigheder i Den Europæiske Union. Det er forudsat, at ansøgningen til

Kommissionen dækker mere end tre medlemsstater, men Kommissionen er

ikke afskåret fra at behandle sager, hvis de eksempelvis er af principiel ka-

rakter for EU-konkurrenceretten, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 60.

Artikel 22, stk. 2, angiver de oplysninger, som skal være indeholdt i en for-

kortet ansøgning. Det drejer sig bl.a. om de produkter og områder, der er

berørt af det hemmelige kartel, og varigheden af det formodede hemmelige

kartel.

Når Kommissionen modtager en fuldstændig ansøgning, og de nationale

konkurrencemyndigheder modtager forkortede ansøgninger vedrørende det

samme formodede kartel, er Kommissionen ifølge artikel 22, stk. 3, den pri-

mære kontakt for ansøgeren i perioden, indtil der er opnået klarhed om,

hvorvidt Kommissionen vil forfølge hele eller dele af sagen.

Efter artikel 22, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre, at nationale konkurren-

cemyndigheder, som modtager en forkortet ansøgning, kontrollerer, om de

på tidspunktet for modtagelsen af sådanne ansøgninger allerede har modta-

get en forkortet eller en fuldstændig ansøgning om straflempelse fra en an-

den ansøger i forbindelse med det samme formodede hemmelige kartel.

Hvis en national konkurrencemyndighed ikke har modtaget en sådan ansøg-

ning fra en anden ansøger og anser den forkortede ansøgning for at opfylde

kravene om oplysninger, underretter den ansøgeren herom.

120

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Medlemsstaterne skal i henhold til artikel 22, stk. 5, sikre, at ansøgere gives

mulighed for at indgive en fuldstændig ansøgning til de nationale konkur-

rencemyndigheder, så snart Kommissionen har meddelt de pågældende na-

tionale konkurrencemyndigheder, at den ikke agter at behandle hele eller

dele af sagen. Kun undtagelsesvis, når det er strengt nødvendigt af hensyn

til sagsafgrænsningen eller -fordelingen, kan en national konkurrencemyn-

dighed forlange, at ansøgeren indgiver en fuldstændig ansøgning, inden

Kommissionen har meddelt den pågældende nationale konkurrencemyndig-

hed, at den ikke agter at forfølge hele eller dele af sagen. De nationale kon-

kurrencemyndigheder skal have beføjelse til at fastsætte en rimelig frist, in-

den for hvilken ansøgeren skal indgive sin fuldstændige ansøgning sammen

med de relevante beviser og oplysninger. Dette berører ikke ansøgerens ret

til frivilligt at indgive en fuldstændig ansøgning på et tidligere tidspunkt.

Endelig følger det af artikel 22, stk. 6, at medlemsstaterne skal sikre, at en

ansøger, som indgiver en fuldstændig ansøgning, anses for at have indgivet

den fulde ansøgning på det tidspunkt, hvor den forkortede ansøgning blev

modtaget, forudsat at den forkortede ansøgning dækker de samme berørte

produkter og områder og den samme varighed af det formodede hemmelige

kartel som den ansøgning om straflempelse, der blev indgivet til Kommis-

sionen, og som siden kan være blevet opdateret.

Ordningen med forkortede ansøgninger giver i henhold til præambelbetragt-

ning nr. 61 virksomhederne mulighed for at indgive en ansøgning om straf-

lempelse til de nationale konkurrencemyndigheder, der alene indeholder be-

grænsede oplysninger, hvis der er indgivet en fuldstændig ansøgning til

Kommissionen. Ansøgeren har mulighed for senere at fremlægge mere de-

taljerede oplysninger. Efter anmodning fra ansøgeren om straflempelse gi-

ver de nationale konkurrencemyndigheder vedkommende en kvittering med

angivelse af datoen og tidspunktet for modtagelsen. Hvis ansøgeren er den

første i køen til straflempelse, og hvis ansøgningen opfylder kravene i artikel

22, stk. 2, orienterer den nationale konkurrencemyndighed ansøgeren

herom.

Fysiske personer

Det kan virke afskrækkende for en virksomhed at søge om straflempelse på

grund af usikkerheden om, hvorvidt fysiske personer ansat i virksomheden

er beskyttet mod sanktioner som f.eks. bøder, rettighedsfratagelse eller

fængsling i henhold til national lovgivning, som forfølger de samme mål

som EUF-traktatens artikel 101. Det fremgår derfor af præambelbetragtning

121

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

nr. 64, at sådanne fysiske personer bør være beskyttet mod sanktioner ved-

rørende deres deltagelse i det hemmelige kartel, både i strafferetlige, admi-

nistrative og ikkestrafferetlige retssager, når direktivets betingelser er op-

fyldt.

I overensstemmelse hermed er det i artikel 23, stk. 1, fastsat, at medlems-

staterne skal sikre, at nuværende og tidligere direktører, ledere og andre an-

satte i virksomheder, som har ansøgt konkurrencemyndigheder om bødefri-

tagelse, beskyttes fuldt ud mod sanktioner, der pålægges i administrative og

ikkestrafferetlige retssager, i forbindelse med deres deltagelse i det hemme-

lige kartel, som ansøgningen om bødefritagelse vedrører, for overtrædelser

af nationale love, der hovedsageligt forfølger de samme mål som artikel 101

i EUF-Traktaten. Det forudsætter, at:

- virksomhedens ansøgning om bødefritagelse til den konkurrencemyndig-

hed, der forfølger sagen, opfylder kravene om, at virksomheden afslører sin

deltagelse i et hemmeligt kartel, og at virksomheden er den første til at frem-

lægge bevismateriale, som enten sætter den nationale konkurrencemyndig-

hed i stand til at foretage en kontrolundersøgelse eller at fastslå, at der fore-

ligger en overtrædelse omfattet af straflempelsesordningen,

- nuværende og tidligere direktører, ledere og andre ansatte aktivt samarbej-

der med den konkurrencemyndighed, der forfølger sagen, og

- virksomhedens ansøgning om bødefritagelse ligger forud for det tidspunkt,

hvor disse nuværende eller tidligere direktører, ledere og andre ansatte af de

kompetente myndigheder i medlemsstaterne blev gjort bekendt med den

sag, der har ført til pålæggelsen af sanktioner.

Videre fremgår det af artikel 23, stk. 2, at medlemsstaterne skal sikre, at

nuværende og tidligere direktører, ledere og andre ansatte i virksomheder,

som ansøger konkurrencemyndighederne om bødefritagelse, beskyttes mod

sanktioner for overtrædelser af nationale love i straffesager i forbindelse

med deres deltagelse i det hemmelige kartel, som ansøgningen om bødefri-

tagelse vedrører. De pågældende personer skal dog aktivt samarbejde med

den kompetente retsforfølgende myndighed. Hvis det ikke er tilfældet, kan

den kompetente retsforfølgende myndighed gå videre med undersøgelsen.

Som en undtagelse til artikel 23, stk. 2, kan medlemsstaterne for at sikre

overensstemmelse med de gældende grundlæggende principper i deres rets-

systemer i henhold til artikel 23, stk. 3, fastsætte, at de kompetente myndig-

heder kan undlade at pålægge en sanktion eller blot begrænse den sanktion,

der skal pålægges i straffesager, i det omfang bidraget fra de pågældende

122

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

personer til afsløring og undersøgelse af det hemmelige kartel vejer tungere

end interessen i at retsforfølge eller pålægge disse personer sanktioner.

For at beskyttelsen af de pågældende fysiske personer kan fungere i situati-

oner, hvor mere end én jurisdiktion er involveret, skal medlemsstaterne efter

artikel 23, stk. 4, i de tilfælde, hvor den kompetente sanktionerende eller

retsforfølgende myndighed befinder sig i en anden jurisdiktion end den kon-

kurrencemyndighed, der forfølger sagen, etablere de nødvendige kontakter.

Det følger af præambelbetragtning nr. 66, at medlemsstaterne kan vælge at

udvide beskyttelsen til fysiske personer til ikke kun at gælde i forbindelse

med virksomhedens ansøgning om bødefritagelse, men også til i forbindelse

med ansøgninger om bødenedsættelse.

2.19.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Principperne i de gældende regler om straflempelse svarer i vidt omfang til

direktivets bestemmelser.

Idet der som anført oven for på visse punkter er tale om totalharmonisering,

foreslås det imidlertid med henblik på at sikre en korrekt implementering af

direktivet at nyaffatte bestemmelserne om straflempelse.

Som konsekvens af, at bøder til virksomheder foreslås at skulle pålægges

civilretligt, mens fysiske personer fortsat forudsættes straffet inden for straf-

feretsplejens rammer, foreslås det endvidere at indføre særskilte bestemmel-

ser om på den ene side bødelempelse (bødefritagelse og bødenedsættelse)

for virksomheder, og på den anden side sanktionslempelse (tiltalefrafald,

fritagelse for andre sanktioner samt bødenedsættelse) for fysiske personer.

Enhver fysisk eller juridisk person, som har lidt skade på grund af en over-

trædelse af konkurrenceretten, har ret til fuld erstatning for denne skade, jf.

§ 3, stk. 1, i lov nr. 1541 af 13. december 2016 om behandling af erstat-

ningssager vedrørende overtrædelser af konkurrenceretten. Lovforslaget be-

rører ikke denne ret til erstatning, jf. også artikel 23, stk. 5, i direktiv 2019/1.

Bødelempelse for virksomheder

De gældende overordnede principper om fritagelse for og nedsættelse af bø-

der foreslås videreført for virksomheder, som har deltaget i et kartel, og som

samarbejder med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om sagens opklaring.

123

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

I de gældende bestemmelser i konkurrenceloven om straflempelse er der en

række formuleringer, som relaterer til en strafferetlig forfølgning af en virk-

somheds overtrædelse. Som konsekvens af, at bøder til virksomheder frem-

over foreslås at skulle pålægges civilretligt, jf. lovforslagets § 1, nr. 34, fo-

reslås det at ændre terminologien, således at ”straflempelse” ændres til ”bø-

delempelse” for så vidt angår virksomheder. Af samme årsag foreslås de

gældende formuleringer vedrørende bl.a. tiltalefrafald og ransagninger at

udgå af lovteksten, idet disse relaterer til den eksisterende strafferetlige for-

følgning.

Direktivet giver i artikel 17, stk. 1, og artikel 18, stk. 1, mulighed for, at

medlemsstaterne kan lade bødelempelsesordningerne gælde for andet end

hemmelige karteller. For at opretholde et så stort incitament som muligt til

at søge om bødelempelse, foreslås det på baggrund heraf og som en videre-

førelse af gældende ret, at bødelempelse ikke vil være begrænset til hemme-

lige karteller. Det kan være vanskeligt for en ansøger at vurdere, hvorvidt

der er tale om et ”hemmeligt” kartel, og hvis bødelempelsesprogrammet var

begrænset hertil, ville det derfor potentielt kunne afholde nogle fra at an-

søge. Hertil kommer, at også ikke-hemmelige karteller lettere opklares ved

hjælp af bødelempelsesprogrammet.

Det foreslås at opretholde en positiv incitamentsstruktur, således at kartel-

deltagere opnår større nedsættelse af bøden, jo hurtigere de henvender sig

til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (jf. Folketingstidende 2006-07, til-

læg A, side 4970). Det foreslås derfor, at den første virksomhed, som indgi-

ver en ansøgning om bødefritagelse, og som opfylder betingelserne herfor,

ligesom i dag vil kunne fritages for den bøde, som vedkommende ellers ville

være blevet pålagt. Tilsvarende vil en virksomhed kunne opnå nedsættelse

af en bøde, hvis virksomheden opfylder betingelserne for dette (jf. de speci-

elle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 32, vedrørende § 23 b). De gæl-

dende betingelser for at opnå bødelempelse foreslås med en række justerin-

ger videreført.

Det betyder, at den første virksomhed, som ansøger om bødelempelse, og

som opfylder betingelserne herfor, vil kunne opnå fritagelse for den bøde,

som virksomheden ellers ville være blevet pålagt. Efterfølgende ansøgere

vil som efter gældende ret kunne opnå reduktion af bøden på henholdsvis

50 %, 30 % og op til 20 %.

124

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Som noget nyt foreslås det i overensstemmelse med direktivets artikel 18,

stk. 3, at indføre en bestemmelse om, at det ikke skal have en negativ kon-

sekvens for en ansøger, hvis den pågældende fremlægger dokumentation,

der anvendes til at pålægge større bøder til andre deltagere i kartellet. For-

målet hermed er at sikre, at en ansøger ikke undlader at fremlægge beviser,

fordi vedkommende selv eventuelt ville risikere en højere bøde som følge

af de fremlagte beviser. Karteller er vanskelige at afsløre og efterforske, da

de, der deltager i kartelaktivitet, ofte er bevidste om, at de handler i strid

med konkurrencereglerne, og derfor søger at holde deres aftaler eller sam-

ordnede praksis skjult for omverdenen. Det er derfor afgørende for sagens

opklaring – og netop en af bevæggrundene for at operere med bødelempel-

sesregler – at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får fremlagt alle oplys-

ninger til opklaring af sagen. Ved at sikre, at bødelempelsesansøgeren ikke

selv risikerer en højere bøde som følge af de beviser, vedkommende frem-

lægger, sikres det, at vedkommendes incitament til at forelægge al doku-

mentation for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastholdes.

Ligesom efter gældende ret foreslås det, at det også fremover skal være mu-

ligt at indgive en foreløbig ansøgning om bødelempelse. En foreløbig an-

søgning adskiller sig fra en fuldstændig ansøgning ved, at ansøgeren kan

reservere en plads i køen af ansøgere om bødelempelse, men kun behøver

at fremlægge de oplysninger, som ansøgeren umiddelbart er i besiddelse af

om kartellet. Den foreløbige ansøgning skal herefter færdiggøres ved, at an-

søgeren inden for en frist gør ansøgningen fuldstændig ved at fremlægge

yderligere oplysninger. Med henblik på at sikre en korrekt implementering

af artikel 21, stk. 2, i direktivet foreslås det at anføre direkte i lovteksten,

hvilke oplysninger der typisk vil skulle angives i den foreløbige ansøgning.

Det foreslås endvidere at indføre udtrykkelig lovhjemmel til at indgive en

forkortet ansøgning (”summary application”) i tilfælde, hvor ”hovedansøg-

ningen” er indgivet til Europa-Kommissionen. Der er ikke efter gældende

ret en udtrykkelig lovbestemmelse herom, men ordningen blev forudsat ved

ændringen af konkurrenceloven i 2007 (Folketingstidende 2006-07, tillæg

A, side 4987) og anvendes i praksis. En forkortet ansøgning adskiller sig fra

en fuldstændig ansøgning ved, at ansøgeren i tilfælde, hvor vedkommende

har indgivet en fuldstændig ansøgning til Kommissionen, kan nøjes med at

indgive en forkortet (summarisk) ansøgning til Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen. Som noget nyt foreslås det i overensstemmelse med direktivets

artikel 22, stk. 4, at indføre en bestemmelse om, at ansøgeren skal underret-

tes herom, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan konstatere, at en

125

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

forkortet ansøgning opfylder betingelserne, og ansøgeren er den første i

køen af ansøgere.

Med henblik på at sikre en korrekt implementering af direktivets artikel 20,

stk. 3, og artikel 21, stk. 4, foreslås det at indføre en udtrykkelig bestem-

melse om, at ansøgninger om bødelempelse (både fuldstændige, foreløbige

og forkortede ansøgninger) skal kunne indgives på dansk eller engelsk. End-

videre vil der efter aftale mellem ansøgeren og Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen kunne indgives en ansøgning på et andet officielt EU-sprog. En

sådan bestemmelse er ikke lovfæstet i gældende ret, men svarer til den hid-

tidig anvendte praksis.

Som en konsekvens af, at bøder til virksomheder fremover foreslås pålagt

civilretligt og ikke strafferetligt, jf. lovforslagets § 1, nr. 34, foreslås det, at

ansøgninger fra virksomheder fremover alene skal behandles af Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen og ikke af Statsadvokaten for Særlig Økono-

misk og International Kriminalitet. Herudover foreslås det, at proceduren

for behandlingen af en ansøgning vil skulle svare til den nuværende, hvilket

vil indebære, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen først skal udstede en

kvittering for ansøgningens modtagelse og siden skal udstede et foreløbigt

tilsagn. Det vil også være styrelsen, der giver en endelig meddelelse om bø-

defritagelse, hvis betingelserne ellers er opfyldt.

Sanktionslempelse for fysiske personer

Det foreslås, at fysiske personer, ligesom efter gældende ret, fortsat skal

have mulighed for at slippe for straf eller få straffen nedsat, hvis de samar-

bejder med myndighederne om opklaringen af et kartel. For at sikre en kor-

rekt gennemførelse af direktivets artikel 23, stk. 1, vil fysiske personer under

visse omstændigheder også kunne beskyttes mod andre sanktioner. Med

henblik på at afspejle dette i konkurrencelovens ordlyd, foreslås det at ændre

terminologien straflempelse til sanktionslempelse.

Fysiske personer, som medvirker til en virksomheds overtrædelse af kon-

kurrenceloven, vil fortsat skulle strafforfølges inden for strafferetsplejens

rammer. Fritagelse for straf som følge af, at den pågældende enten er om-

fattet af en virksomheds ansøgning om bødelempelse eller selv indgiver en

ansøgning om sanktionslempelse, foreslås derfor – som efter gældende ret

– at skulle ske i form af tiltalefrafald (hvis vedkommende er den første i

køen) eller sanktionsnedsættelse. Da det er Statsadvokaten for Særlig Øko-

nomisk og International Kriminalitet, der iværksætter strafforfølgning af fy-

siske personer, foreslås det, at det også fremover skal være Statsadvokaten

126

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der vurderer endeligt,

hvorvidt en fysisk person opfylder betingelserne for sanktionslempelse.

Det foreslås, at en fysisk person, som selvstændigt indgiver en ansøgning

om sanktionslempelse, vil komme til at indgå i køen af ansøgere på lige fod

med virksomheder, som ansøger om bødelempelse. Virkningen af dette for-

slag vil være, at ansøger nr. et f.eks. kan være en virksomhed (inkl. virk-

somhedens nuværende og tidligere ansatte), ansøger nr. to en fysisk person

og ansøger nr. tre en virksomhed. I forhold til vurderingen af rækkefølgen

af ansøgere vil der således ikke være forskel på ansøgninger om bødelem-

pelse (virksomheder) og ansøgninger om sanktionslempelse (fysiske perso-

ner), idet ansøgningerne vil indgå i køen af ansøgere på lige fod. Det fore-

slås, at både virksomheder og fysiske personer vil skulle indgive ansøgning

til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som derved kan holde rede på køen

af ansøgere.

Det foreslås, at fysiske personer, som ansøger om sanktionslempelse, lige-

som virksomheder, der ansøger om bødelempelse, vil skulle samarbejde

fuldt ud med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Med henblik på at sikre beskyttelsen af fysiske personer i situationer, hvor

mere end én jurisdiktion er involveret, vil Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen i tilfælde, hvor sanktioneringen af fysiske personer finder sted i Dan-

mark, men hvor sagen forfølges af en konkurrencemyndighed i en anden

jurisdiktion, sikre, at der foretages den nødvendige kontakt mellem den an-

den konkurrencemyndighed og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, jf. ar-

tikel 23, stk. 4, i direktiv 1/2019. Det vurderes ikke, at der er behov for en

særskilt bestemmelse herom.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 32 (§§ 23 d – 23 i) og bemærkningerne

hertil.

2.20. Behandling af sager om pålæggelse af civile bøder

2.20.1. Gældende ret

2.20.1.1.

Dansk ret

2.20.1.1.1. Domstolenes behandling af sager efter konkurrenceloven

Domstolenes behandling af sager efter konkurrenceloven sker i dag efter de

almindelige regler om behandling af henholdsvis civile sager og straffesa-

ger.

127

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Civile sager om overtrædelse af konkurrencereglerne vil navnlig vedrøre

spørgsmålet om Konkurrenceankenævnets afgørelse, herunder den materi-

elle overtrædelse af konkurrencereglerne, mens straffesagerne ud over over-

trædelsen af konkurrencereglerne vil vedrøre spørgsmålet om en strafferet-

lig sanktion i form af bøde eller fængsel samt eventuelt konfiskation for

overtrædelsen af konkurrencereglerne.

Med hensyn til indbringelse af civile sager for domstolene gælder, at Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse ikke kan indbringes for anden

administrativ myndighed end Konkurrenceankenævnet, og at en afgørelse

ikke kan indbringes for domstolene, før ankenævnets afgørelse foreligger,

jf. konkurrencelovens § 20, stk. 1. De afgørelser, der kan indbringes for

Konkurrenceankenævnet, fremgår af konkurrencelovens § 19, stk. 1. En af-

gørelse fra Konkurrenceankenævnet kan indbringes for domstolene senest 8

uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, jf. konkurrencelovens

§ 20, stk. 3, 1. pkt. Finder indbringelse ikke sted inden for fristen, er anke-

nævnets afgørelse endelig, jf. konkurrencelovens § 20, stk. 3, 2. pkt. Ved

indbringelse af en sag for domstolene vil der endvidere skulle betales rets-

afgift efter reglerne i retsafgiftsloven.

Civile sager, hvor anvendelsen af konkurrenceloven har væsentlig betyd-

ning, kan indbringes for Sø- og Handelsretten, medmindre parterne har aftalt

andet, jf. retsplejelovens § 225, stk. 2, nr. 5. Behandlingen af sagerne hos

Sø- og Handelsretten indebærer blandt andet, at sagen som udgangspunkt

behandles af én juridisk dommer og derudover af to sagkyndige medlemmer

under hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens § 16.

En dom fra Sø- og Handelsretten kan af parterne ankes til landsretten eller

til Højesteret, jf. retsplejelovens § 368, stk. 4, 1. pkt. Anke til landsretten

sker til den landsret, i hvis kreds sagen skulle være have været anlagt efter

reglerne i kapitel 22 i retsplejeloven, hvis sagen ikke var blevet anlagt ved

Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens § 368, stk. 4, 3. pkt. Hvis sagen har

principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsud-

viklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, eller hvis

andre særlige grunde i øvrigt taler for, at sagen behandles af Højesteret som

2. instans, kan anke ske til Højesteret som 2. instans, jf. retsplejelovens §

368, stk. 4, 2. pkt.

Herudover behandles civile sager om Konkurrenceankenævnets afgørelse,

herunder spørgsmål om overtrædelse af konkurrencereglerne, efter de al-

128

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

mindelige regler i retsplejeloven om behandlingen af civile retssager. I ci-

vile sager finder forhandlings- og dispositionsprincippet blandt andet an-

vendelse. Forhandlingsprincippet betyder, at retten vil skulle afgøre sagen

efter parternes påstande og anbringender, mens dispositionsprincippet bety-

der, at det som udgangspunkt er sagens parter, der disponerer over retssagen,

herunder ved at tilrettelægge sagen og bestemme, hvilke dokumenter der

skal fremlægges, og hvorefter retten træffer sin afgørelse på baggrund af de

tilvejebragte oplysninger.

I civile sager gælder der desuden et udgangspunkt om ligefrem bevisbyrde,

hvor det påhviler den part, der gør en påstand gældende, at løfte bevisbyrden

for denne. I den forbindelse gælder der et princip om fri bevisførelse, hvor

en part som udgangspunkt kan fremlægge de beviser, som den pågældende

part finder relevante for sagen. Der findes ingen regler i retsplejeloven om,

at kun beviser, der er tilvejebragt på lovlig vis, kan fremlægges. Retten kan

dog tillægge den ulovlige tilvejebringelse af et bevis betydning i forbindelse

med rettens bevisbedømmelse, ligesom retten efter et skøn kan afskære be-

visførelse, hvis bevisførelsen skønnes at være uden betydning for sagen, jf.

retsplejelovens § 341.

Retten har hverken pligt eller ret til af egen drift at inddrage yderligere pro-

cesstof i sagen, men retten kan opfordre en part til at fremlægge dokumenter,

tilvejebringe syn eller skøn eller i øvrigt føre bevis, når sagens faktiske om-

stændigheder uden sådan bevisførelse ville henstå som uvisse, jf. retspleje-

lovens § 339, stk. 3. Undlader en part at efterkomme rettens opfordringer til

at føre bevis, jf. § 339, stk. 3, kan retten ved bevisbedømmelsen tillægge

dette virkning til fordel for modparten. Retten afgør på baggrund af parter-

nes fremstillinger og bevisførelser, hvordan sagens faktiske sammenhænge

skal antages at være, jf. retsplejelovens § 344. Den fri bevisbedømmelse

indebærer, at bevisbedømmelsen ikke er bundet af lovregler, og at rettens

bedømmelse af beviserne er konkret og individuel og baseret på de forhold,

der gør sig gældende i den sag, som retten skal afgøre, således at retten frit

kan skønne over parternes og bevisernes troværdighed, herunder ved frit at

tillægge enkelte beviser mere vægt end andre. For så vidt angår beviskravet

i civile sager, herunder hvornår et bestemt retsfaktum anses for bevist, kan

dette almindeligvis variere alt efter, hvilket retsgrundlag og faktum retten

bliver bedt om at forholde sig til.

I civile sager har tredjemand endvidere mulighed for at intervenere i verse-

rende civile sager ved enten hovedintervention eller biintervention, jf. rets-

129

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

plejelovens §§ 251- 252. Ved hovedintervention indtræder tredjemand i sa-

gen som part og nedlægger dermed en selvstændig påstand med hensyn til

sagens genstand eller gør krav gældende, der har en nær sammenhæng med

det oprindelige krav, jf. retsplejelovens § 251. Ved biintervention indtræder

tredjemand kun til støtte for en af parterne i sagen, jf. retsplejelovens § 252,

og nedlægger dermed ikke nogen selvstændig påstand under sagen. En bi-

intervenient er ikke part i sagen og kan derfor ikke udøve de beføjelser, der

efter retsplejeloven kan udøves af en part. Biintervenienten kan dog efter

rettens nærmere bestemmelse udtale sig under sagen og føre bevis, jf. rets-

plejelovens § 252, stk. 4, 1. pkt. Biintervention kan finde sted til varetagelse

af både økonomiske og ikkeøkonomiske interesser.

I civile sager skal den tabende part som udgangspunkt erstatte modparten de

udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre parterne har aftalt an-

det, jf. retsplejelovens § 312, stk. 1.

Endelig kan det fremhæves, at der i civile sager er mulighed for at få meddelt

fri proces til at føre en retssag efter reglerne i retsplejelovens kapitel 31.

Straffesager om overtrædelse af konkurrenceloven eller EU-konkurrence-

reglerne er undergivet offentlig påtale og behandles af Statsadvokaten for

Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Strafforfølgning omfatter

politiets efterforskning og anklagemyndighedens stillingtagen til, om der er

grundlag for at rejse tiltale, og den efterfølgende fremme af sagen ved dom-

stolene. Konkurrencestraffesager under det nuværende system behandles

samlet i én og samme sag både mod virksomheden som juridisk person og

mod eventuelle medtiltalte fysiske personer direkte for domstolene i straf-

feretsplejens former.

2.20.1.1.2. Administrative bødeforelæg

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter konkurrencelovens § 23 b under

visse betingelser udstede et bødeforelæg i tilståelsessager vedrørende over-

trædelser af konkurrencereglerne. Hvis den pågældende vedtager bøden, af-

sluttes sagen, og videre forfølgning bortfalder. Bestemmelsen omfatter både

juridiske og fysiske personer.

Det er en betingelse for, at sagen kan afgøres med et administrativt bødefo-

relæg efter § 23 b, at sagen er egnet hertil, og at Statsadvokaten for Særlig

Økonomisk og International Kriminalitet giver samtykke til, at sagen kan

afsluttes på den måde. Det er endvidere en betingelse, at den, som bødefo-

relægget retter sig imod, erklærer sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig

130

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

rede til inden en nærmere angiven frist at betale den bøde, som er angivet i

bødeforelægget. Endelig er det en betingelse, at der foreligger fast retsprak-

sis for bødeudmålingen, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 4990.

Retsplejelovens regler om krav til indholdet af et anklageskrift og om, at en

sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse for

bødeforelæg efter konkurrencelovens § 23 b.

Hvis den pågældende fysiske eller juridiske person ikke erklærer sig skyldig

eller ikke ønsker, at sagen afgøres af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,

overgår sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International

Kriminalitet med henblik på sædvanlig strafferetlig forfølgelse.

2.20.1.2.

Direktiv 2019/1

Efter artikel 13, stk. 1, skal medlemsstaterne sikre, at en national admini-

strativ konkurrencemyndighed enten i egne håndhævelsessager kan træffe

afgørelse om at pålægge bøder, eller at myndigheden i ikkestrafferetlige

retssager kan anmode om, at der pålægges bøder for overtrædelser.

Artikel 13, stk. 1, indebærer således, at en national konkurrencemyndighed

enten selv skal kunne pålægge bøder, dvs. administrative bøder, eller skal

kunne anmode domstolene om i en ikkestrafferetlig sag at pålægge bøder.

Bestemmelsen er kun relevant i relation til pålæggelsen af bøder for virk-

somheders og virksomhedssammenslutningers overtrædelser.

Ifølge præambelbetragtning nr. 12 i direktiv 2019/1 bør direktivet ikke finde

anvendelse på nationale love om pålæggelse af strafferetlige sanktioner over

for fysiske personer, undtagen hvor der er tale om regler angående samspil-

let mellem straflempelsesordninger og sanktioner mod fysiske personer. Di-

rektivet bør heller ikke finde anvendelse på nationale love om pålæggelse af

administrative sanktioner over for fysiske personer, der ikke opererer som

en uafhængig økonomisk aktør på et marked.

De administrative eller ikkestrafferetlige bøder skal efter artikel 13, stk. 1

og 2, kunne pålægges for både overtrædelser af EUF-Traktatens artikel 101

og 102 og for mere proceduremæssige overtrædelser, f.eks. hvis en virk-

somhed modsætter sig en kontrolundersøgelse eller nægter at svare, når en

konkurrencemyndighed kræver oplysninger, som der er pligt til at udlevere.

131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.20.2. Erhvervsministeriets og Justitsministeriets overvejelser og den fore-

slåede ordning

2.20.2.1. Behandling af sager om pålæggelse af civile bøder

Direktiv 2019/1 har til formål at forbedre mulighederne for en hurtig og ef-

fektiv håndhævelse af EU-konkurrencereglerne. Som anført i afsnit 2.20.1.2

lader direktivet i artikel 13 det være op til medlemsstaterne, hvorvidt bøder

for overtrædelse af konkurrencereglerne skal pålægges af administrative

myndigheder eller af domstolene.

I Danmark anses pålæggelse af bøder efter de gældende regler som en straf-

feretlig sanktion, der som udgangspunkt forudsætter en straffeprocessuel

domstolsbehandling.

Det er vurderingen, at den udpegede nationale konkurrencemyndighed skal

kunne indbringe sager om virksomheders overtrædelse af konkurrencereg-

lerne for domstolene med henblik på at pålægge civile bøder i ikkestraffe-

retlige sager, da administrative bøder efter grundlovens § 3 giver anledning

til forfatningsmæssige betænkeligheder i Danmark. Det vurderes således, at

der ved implementering af direktivet bør indføres en ordning, hvor der på-

lægges bøder af domstolene, der skal behandles efter retsplejelovens tredje

bog (den borgerlige retspleje) og med udgangspunkt i de sikkerhedsgaran-

tier, der følger af EU-rettens almindelige principper og Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder (Chartret) i overensstem-

melse med Den Europæiske Unions Domstols retspraksis, navnlig i forbin-

delse med sager, der kan give anledning til pålæggelse af sanktioner, jf. af-

snit 7 nedenfor om forholdet til EU-retten.

Det er endvidere vurderingen, at domstolene bør behandle sagerne efter de

samme processuelle regler, uanset om en overtrædelse vedrører EU-konkur-

rencereglerne eller konkurrenceloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, og be-

mærkningerne hertil.

I forlængelse heraf er det vurderingen, at det bør være Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen, der skal kunne indbringe og føre sagerne ved domstolene i

civile retssager. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil således skulle ud-

arbejde en stævning, indbringe sagen for en domstol og indbetale retsafgift

efter retsafgiftsloven, mens den virksomhed, som stævningen er rettet mod,

vil skulle udarbejde et svarskrift efter de gældende regler i den civile rets-

pleje.

132

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

I den anledning bør der indsættes et nyt kapitel i konkurrenceloven, der sup-

plerer reglerne i retsplejeloven ved domstolenes behandling af sager om ci-

vile bøder efter konkurrenceloven. Kapitlet bør alene vedrøre domstolenes

behandling af sager om pålæggelse af civile bøder efter konkurrenceloven,

da det vurderes, at der ikke bør ændres ved den måde, domstolene alminde-

ligvis behandler sager om Konkurrenceankenævnets afgørelser på, herunder

spørgsmål om overtrædelser af konkurrencereglerne.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil navnlig indbringe sager for dom-

stolene i de tilfælde, hvor der er grundlag for at pålægge virksomheder civile

bøder. Under en retssag vil virksomheden få mulighed for at få prøvet Kon-

kurrenceankenævnets afgørelse af sagen, såfremt spørgsmålet har været ind-

bragt herfor, jf. § 19, stk. 1, herunder spørgsmål om den pågældendes over-

trædelse af konkurrencereglerne, og samtidig få prøvet påstanden om på-

læggelse af bøde ved domstolene i overensstemmelse med de gældende reg-

ler i den civile retspleje.

Hvis virksomheden ikke anfægter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens på-

stand om den pågældendes overtrædelse af konkurrencereglerne, vil dom-

stolene alene skulle tage stilling til parternes bødepåstande, herunder bødens

størrelse. Hvis virksomheden derimod også anfægter Konkurrence- og For-

brugerstyrelsens påstand om virksomhedens overtrædelse af konkurrence-

reglerne, vil retten både kunne behandle spørgsmålet om den afgørelse, der

danner grundlag for sagen, herunder om der er sket en materiel overtrædelse

af konkurrencereglerne, og spørgsmålet om den civile bøde, idet domstolene

vil kunne behandle spørgsmålene efter de samme processuelle regler, jf.

retsplejelovens § 249.

Formålet med at supplere reglerne om domstolenes behandling af sager om

civile bøder efter konkurrenceloven er at sikre korrekt implementering af

direktiv 2019/1 samt at sikre tredjemand, der kan blive draget strafferetligt

til ansvar for den overtrædelse, som sagen angår, visse rettigheder under

rettens behandling af sagen.

Det vurderes i forlængelse heraf, at der kun i begrænset omfang vil være

behov for at indføre supplerende regler i konkurrenceloven om behandlin-

gen af sager om pålæggelse af civile bøder. Årsagen er, at der allerede i dag

gælder en række regler og principper i den civile retspleje, som kan sikre en

effektiv og retssikkerhedsmæssigt forsvarlig behandling af sagerne ved

domstolene. Det vurderes således, at der ved implementering af direktivet

133

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

ikke vil være et behov for at tilpasse retsplejelovens civilretlige regler om

f.eks. formkrav til processkrifter, herunder stævning og svarskrift, forkyn-

delse, bevisførelse, hovedforhandling, anke m.v.

Det har herudover været overvejet, om den gældende bestemmelse i kon-

kurrencelovens § 20, hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgø-

relser efter konkurrenceloven ikke kan indbringes for anden administrativ

myndighed end Konkurrenceankenævnet og ikke indbringes for domsto-

lene, før ankenævnets afgørelse foreligger, bør ændres med henblik på at

sikre en mere effektiv behandling af sagerne. Det er vurderingen, at bestem-

melsen ikke bør ændres, da bestemmelsen vedrører Konkurrence- og For-

brugerstyrelsens afgørelser, herunder regler om at påklage disse til Konkur-

renceankenævnet.

Det er vurderingen, at der derimod bør indsættes en bestemmelse i konkur-

renceloven, hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal kunne ind-

bringe en sag for domstolene med henblik på pålæggelse af en civil bøde,

når Konkurrenceankenævnet har behandlet sagen. Hvis der er tale om en

afgørelse, der ikke kan påklages til Konkurrenceankenævnet, jf. konkurren-

celovens § 19. stk. 1, kan sagen indbringes umiddelbart efter Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsens afgørelse. For så vidt angår afgørelser, der i henhold

til § 19, stk. 1, er omfattet af klageadgangen, kan sagen indbringes, når fri-

sten for at klage til Konkurrenceankenævnet er udløbet, uden at klage er

sket, jf. § 20, stk. 2.

Hvis sagen vedrører pålæggelse af en civil bøde for den ikkebetalte del af

en tvangsbøde, vil sagen kunne indbringes for domstolene, når den, som

blev pålagt tvangsbøden, har opfyldt den forpligtelse, som pålæggelsen af

tvangsbøden gav anledning til.

Den foreslåede ordning vil medvirke til at sikre en mere effektiv behandling

af sagen i overensstemmelse med direktivet. Fra virksomhedens side bør der

dog ikke kunne spekuleres i, at Konkurrenceankenævnet, der må antages at

have en særlig kundskab inden for konkurrenceretten, ikke får mulighed for

at behandle sagen. Der bør derfor indføres en supplerende bestemmelse, der

sikrer, at hvis sagen ikke tidligere har været behandlet ved Konkurrencean-

kenævnet, og den, som afgørelsen er rettet mod, og som er part i retssagen,

under sagen gør indsigelse mod Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens på-

stand om den pågældendes overtrædelse af konkurrencereglerne, bør retten

efter anmodning fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udsætte sagen og

134

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

sende den til Konkurrenceankenævnet i det omfang, ankenævnet kan be-

handle sagen, jf. § 19, stk. 1. Retten bør dog kunne fortsætte med at behandle

spørgsmål om pålæggelse af en civil bøde, der hidrører fra den ikkebetalte

del af en tvangsbøde, idet ankenævnet både ikke bør behandle spørgsmål

om tvangsbøder.

Det har været overvejet, om forhandlings- og dispositionsprincippet, der

gælder i civile sager, bør fraviges ved domstolenes behandling af sager om

civile bøder og tvangsbøder. Det er vurderingen, at retten ved behandling af

sager om civile bøder efter konkurrenceloven ikke bør være bundet af par-

ternes bødepåstande, således at domstolene selv kan fastsætte størrelsen af

bøden.

Det har endvidere været overvejet, om der i forhold til sager om pålæggelse

af civile bøder er behov for at foretage ændringer af reglerne om tredje-

mands mulighed for at intervenere i verserende sager ved enten hovedinter-

vention eller biintervention, jf. retsplejelovens §§ 251-252.

Det er vurderingen, at der bør indføres en bestemmelse i konkurrenceloven,

der afskærer en tredjemand fra at intervenere i disse sager som hovedinter-

venient efter retsplejelovens § 251. Dette skal ses i lyset af artikel 13 i di-

rektiv 2019/1, hvoraf det følger, at domstolenes behandling af sager om på-

læggelse af bøder skal være effektiv. Det vurderes, at en tredjemand, der

risikerer at blive draget strafferetligt til ansvar for overtrædelsen af konkur-

rencereglerne, og som ønsker at indtræde som part i sagen efter retsplejelo-

vens § 251 som hovedintervenient, kan forhindre en effektiv behandling af

sagen.

Det bemærkes endvidere, at der som hovedregel ikke kan pålægges et straf-

ansvar for den fysiske persons medvirken til virksomhedens overtrædelse af

konkurrenceloven, før virksomhedens ansvar som det primære ansvarssub-

jekt er endelig afgjort ved en civilretlig afgørelse, som kan tillægges en vis

bevismæssig værdi under straffesagen mod den fysiske person. Dette skyl-

des, at der er tale om et strafferetligt medvirkensansvar for den fysiske per-

son, og at der med det nye system ikke længere vil blive gennemført en

straffesag mod virksomheden som juridisk person sammen med straffesagen

mod den fysiske person. Det bør således sikres, at den sigtede fysiske person

gives adgang til at varetage sine interesser i relation til virksomhedens sag

ved domstolene.

135

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

På den baggrund er det vurderingen, at der bør indføres en bestemmelse i

konkurrenceloven, der sikrer, at en tredjemand, hvilket vil være en fysisk

person, der kan blive draget strafferetligt til ansvar for den overtrædelse,

sagen angår, skal kunne indtræde i sagen uanset, om den pågældende støtter

en af parterne.

Dette skal ses i lyset af, at der ikke nødvendigvis vil være interessesammen-

fald mellem tredjemanden, der ønsker at indtræde i sagen, og de øvrige par-

ter. Såfremt en tredjemand indtræder i sagen, og uanset om det er til støtte

for en part i sagen eller ej, bør tredjemanden kunne få beskikket en advokat,

hvilket retten skal gøre efter anmodning fra tredjemanden.

Det har desuden været overvejet, om der bør foretages ændringer af bestem-

melsen i retsplejelovens § 225, stk. 2, nr. 5, hvoraf det fremgår, at sager,

hvor anvendelsen af konkurrenceloven har væsentlig betydning, kan ind-

bringes for Sø- og Handelsretten, medmindre parterne aftaler andet. Det er

vurderingen, at der ikke er behov for at ændre bestemmelsen med henblik

på korrekt gennemførelse af direktiv 2019/1. Det indebærer, at Sø- og Han-

delsretten, i det omfang sagerne bliver indbragt herfor, fremover vil skulle

behandle sager om pålæggelse af civile bøder.

Det har endvidere været overvejet, om retsafgiftsloven bør ændres med hen-

blik på at friholde disse sager for retsafgift. Det er imidlertid vurderingen,

at betaling af retsafgift medvirker til at understøtte, at der er tale om en civil

sag, hvorfor der ikke bør ændres i retsafgiftsloven.

Det har endvidere været overvejet, hvorvidt der bør foretages ændringer af

reglerne for antagelse af beviser ved domstolene. Årsagen er, at det følger

af artikel 32 i direktiv 2091/1, at medlemsstaterne skal sikre, at de former

for bevismateriale, som kan antages af de nationale konkurrencemyndighe-

der, omfatter dokumenter, mundtlige erklæringer, elektroniske meddelelser,

optagelser og alle andre genstande, der indeholder oplysninger, uanset hvil-

ken form de har, og hvilket medie de er lagret på. Det bemærkes herved, at

de nævnte bevismaterialer tillige skal kunne anvendes af den nationale kon-

kurrencemyndighed, dvs. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som doku-

mentation og bevis i en civil sag ved domstolene med påstand om pålæg-

gelse af civil bøde. I civile sager gælder der et princip om fri bevisførelse,

hvor en part som udgangspunkt kan fremlægge de beviser, som den pågæl-

dende part finder relevante for sagen. Det vurderes på den baggrund, at de

oplistede bevismaterialer i artikel 32 kan rummes inden for princippet om

fri bevisførelse i den civile retspleje, jf. også afsnit 2.8.2 ovenfor.

136

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

For så vidt angår mere principielle overvejelser om domstolenes behandling

af sager om pålæggelse af bøder ved implementering af direktiv 2019/1, er

det vurderingen, at domstolene inden for rammerne af den civile retspleje,

der generelt er kendetegnet ved processuel autonomi i form af fri bevisfø-

relse og fri bevisbedømmelse, ved behandling af sager om overtrædelse af

konkurrencereglerne vil kunne iagttage de særlige retsgarantier, der følger

af henholdsvis EU’s charter om grundlæggende rettigheder og EU-Domsto-

lens særlige praksis ved vurdering af spørgsmål om overtrædelse af konkur-

renceretten. Det vedrører navnlig princippet om uskyldsformodning og prin-

cippet om, at rimelig tvivl skal komme den sagsøgte virksomhed til gode.

Dermed vil domstolene ved behandling af sager om konkurrenceretten

skulle anlægge det beviskrav, som EU-Domstolen anvender i sager om

overtrædelse af EU-konkurrenceretten. Der henvises til afsnit 7 neden for

om forholdet til EU-retten.

Det er endvidere vurderingen, at domstolene vil skulle iagttage andre rets-

garantier og principper end dem, der redegøres for i afsnit 7 om forholdet til

EU-retten i det omfang, EU-Domstolen på sigt enten udvikler nye retsga-

rantier eller præciserer allerede gældende principper.

Til gennemførelse af artikel 13 i direktiv 2019/1 foreslås det herefter, at be-

stemmelsen gennemføres i dansk ret ved, at der indføres et nyt kapitel i kon-

kurrenceloven, hvori det bestemmes, at kapitlets regler finder anvendelse på

sager om civile bøder efter § 23, der foreslås nyaffattet efter lovforslagets §

1, nr. 31.

I kapitlet foreslås det endvidere, at sagen om den civile bøde vil skulle be-

handles i den borgerlige retsplejes former. Den foreslåede ordning vil med-

føre, at reglerne og principperne, der gør sig gældende for den civile rets-

pleje, herunder regler om formkrav til processkrifter, forkyndelse, bevisfø-

relse, hovedforhandling, anke, princippet om fri bevisførelse, fri bevisbe-

dømmelse, forhandlings- og dispositionsprincippet mv. vil finde anvendelse

ved behandling af sager om civile bøder. Ved behandling af sagerne vil

domstolene skulle lægge de retsgarantier og principper til grund, der følger

af henholdsvis Chartret og EU-Domstolens særlige praksis for behandling

af sager om EU-konkurrenceretten, hvilket navnlig vedrører princippet om

uskyldsformodning og princippet om, at rimelig tvivl skal komme den til-

talte virksomhed til gode. Der henvises til afsnit 7 nedenfor om forholdet til

137

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

EU-retten. Den foreslåede ordning foreslås tillige at finde anvendelse i for-

hold til sager uden samhandelspåvirkning – der henvises til lovforslagets §

1, nr. 2.

Særligt for så vidt angår forhandlingsprincippet, der finder anvendelse i ci-

vile sager, foreslås det dog, at retten ikke skal være bundet af parternes på-

stande om størrelsen af den civile bøde, således at retten selv vil kunne fast-

sætte størrelsen af den civile bøde efter de foreslåede principper for udmå-

ling af civile bøder. Retten vil således både kunne pålægge et højere eller

mindre beløb end det, som parterne påstår.

Det foreslås, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal kunne indbringe

sager om pålæggelse af civile bøder ved retten, når afgørelsen, som den på-

gældende overtrædelse vedrører, har været behandlet af Konkurrenceanke-

nævnet. Det foreslås endvidere, at hvis den, som afgørelsen retter sig mod,

indbringer Konkurrenceankenævnets afgørelse for retten, skal retten kunne

behandle spørgsmål om Konkurrenceankenævnets afgørelse og spørgsmål

om pålæggelse af en civil bøde under den samme sag.

Den foreslåede ordning vil medføre, at domstolene i den samme retssag vil

kunne behandle både spørgsmål om den afgørelse, som sagen vedrører, her-

under om den materielle overtrædelse af konkurrencereglerne, og spørgsmål

om pålæggelse af sanktion i form af en civil bøde efter reglerne i den civile

retspleje.

Det foreslås endvidere, at der i kapitlet indføres en bestemmelse, hvoraf

fremgår, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal kunne indbringe sagen

for domstolene, hvis den afgørelse, som bødesagen baserer sig på, ikke kan

påklages til Konkurrenceankenævnet, jf. konkurrencelovens § 19, stk. 1, el-

ler når fristen for at klage til Konkurrenceankenævnet er udløbet, uden at

klage er sket, jf. konkurrencelovens § 20, stk. 2, eller hvis sagen vedrører en

civil bøde som følge af en eller flere pålagte tvangsbøder, der ikke er betalt

eller inddrevet i sin helhed, jf. § 23, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 32. For-

slaget vil medvirke til at sikre en mere effektiv behandling af sagen i over-

ensstemmelse med direktivet.

Det foreslås derudover, at hvis sagen ikke tidligere har været behandlet ved

Konkurrenceankenævnet, og den, som afgørelsen retter sig mod, under be-

handlingen af sagen ved retten gør indsigelse mod Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsens påstand om den pågældendes overtrædelse af konkurrencereg-

lerne, skal retten efter anmodning fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

138

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

udsætte sagen og sende sagen til Konkurrenceankenævnet i det omfang an-

kenævnet kan behandle sagen, jf. § 19, stk. 1.

Det foreslås endvidere, at der i det foreslåede kapitel i konkurrenceloven

indføres en bestemmelse, der afskærer en tredjemand fra at indtræde i sagen

som part efter retsplejelovens § 251 som hovedintervenient. Det foreslås

samtidig, at der indføres en bestemmelse, der sikrer, at en tredjemand, der

kan blive draget strafferetligt til ansvar for den overtrædelse, som sagen an-

går, skal kunne indtræde i sagen uanset, om den pågældende støtter en af

parterne. Samtidig foreslås det fastslået, at retsplejelovens § 252 skal finde

tilsvarende anvendelse. Den foreslåede ordning indebærer endvidere, at så-

fremt en tredjemand indtræder i sagen, og uanset om det er til støtte for en

part i sagen eller ej, vil tredjemanden have mulighed for at få beskikket en

advokat, hvilket retten beskikker efter anmodning fra tredjemanden.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 34, og bemærkningerne hertil

2.20.2.2. Civile bødeforelæg

Muligheden for at afgøre en sag med et administrativt bødeforelæg kan for-

bedre mulighederne for en hurtig og effektiv håndhævelse og kan samtidig

være attraktiv for virksomheder og virksomhedssammenslutninger, som øn-

sker en hurtig afgørelse af en sag. Det foreslås derfor, at den gældende mu-

lighed for at afslutte en sag om overtrædelse af konkurrencereglerne på

denne måde videreføres.

Da det foreslås, at bøder til virksomheder og virksomhedssammenslutninger

ikke skal være strafferetlige, jf. afsnit 2.20.2.1 ovenfor, foreslås det, at den

gældende bestemmelse i § 23 b med de fornødne tilpasninger videreføres

som en mulighed for at afgøre sagen ved en udenretlig vedtagelse af et civilt

bødeforelæg.

Ligesom efter den gældende bestemmelse foreslås det, at det skal være en

forudsætning for at afgøre en sag med en udenretlig vedtagelse af et civilt

bødeforelæg, at den pågældende virksomhed eller virksomhedssammenslut-

ning kan erkende overtrædelsen og erklærer sig rede til inden en nærmere

angiven frist at betale den bøde, som angives i bødeforelægget. Endvidere

vil det fortsat være en forudsætning, at der foreligger fast retspraksis for

bødeudmålingen.

139

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Bødeforelæg efter den foreslåede bestemmelse vil kunne udstedes i sager,

hvor der er tale om overtrædelser, der generelt er ensartede, ukomplicerede

og uden bevismæssige tvivlsspørgsmål.

Det foreslås, at fysiske personer ikke skal være omfattede af den foreslåede

bestemmelse. Det skyldes, at fysiske personers medvirken til en virksom-

heds eller virksomhedssammenslutnings overtrædelse af konkurrencereg-

lerne fortsat vil skulle afgøres inden for straffeprocessens rammer. Kompe-

tencen til at føre straffesager mod fysiske personer vil således fortsat hen-

høre under Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Krimina-

litet, som har mulighed for at udstede bødeforelæg efter bestemmelserne

herom i retsplejeloven.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 32 (§ 23 j), og bemærkningerne hertil.

2.21. Konkurrencemyndighedens rolle ved domstolene

2.21.1. Gældende ret

2.21.1.1.

Dansk ret

Konkurrencemyndigheden i Danmark udgøres af Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen, hvor Konkurrencerådet er at betragte som en bestyrelse med

det overordnede ansvar for styrelsens administration af konkurrenceloven,

herunder anvendelsen af EUF-Traktatens artikel 101 og 102. Konkurrence-

rådet træffer afgørelser i sager af principiel eller særlig stor betydning, mens

styrelsen står for den daglige administration af loven.

Afgørelser, der er udtrykkeligt opregnet i konkurrencelovens § 19, stk. 1,

kan påklages til Konkurrenceankenævnet. Det fremgår endvidere af konkur-

rencelovens § 20, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser

efter loven ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed end

Konkurrenceankenævnet. Konkurrenceankenævnet er at betragte som et ad-

ministrativt rekursorgan.

Efter konkurrencelovens § 20, stk. 3, kan Konkurrenceankenævnets afgø-

relser indbringes for domstolene. Konkurrenceloven indeholder ikke adgang

for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at indbringe ankenævnets afgø-

relser for domstolene. Det er Sø- og Handelsretten, der efter retsplejelovens

§ 225, stk. 2, nr. 5, har saglig kompetence til at efterprøve Konkurrencean-

kenævnets afgørelser.

Ifølge bemærkningerne til § 20, stk. 3, er det Konkurrencerådet, der ind-

stævnes, mens retssagens genstand er Konkurrenceankenævnets kendelse,

140

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

hvilket dog ikke udelukker, at Konkurrenceankenævnet i givet fald kan ind-

stævnes (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3676). Desuden vil sty-

relsen også kunne indstævnes ved styrelsesafgørelser om f.eks. aktindsigt.

Selvom det er rådet, der indstævnes, er det i praksis styrelsen, der står for

skriftvekslingen og den mundtlige forhandling i en sag for domstolene

Sø- og Handelsrettens domme kan af parterne, hvilket også vil sige Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen, ankes til Højesteret eller til landsretten, jf.

retsplejelovens § 368, stk. 4.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan efter konkurrencelovens § 18, stk.

1, foretage kontrolundersøgelser af en virksomheds eller en virksomheds-

sammenslutnings lokaler og transportmidler. En kontrolundersøgelse kan

kun finde sted efter indhentet retskendelse (og mod behørig legitimation),

jf. § 18, stk. 3. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens anmodning om en rets-

kendelse sker til den byret, som efter retsplejelovens § 694 er kompetent til

at træffe afgørelse om politiets begæringer om ransagning m.v. under efter-

forskningen af en straffesag (jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, til-

læg A, side 4451). Afslår byretten at afsige en retskendelse til foretagelsen

af en kontrolundersøgelse, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kære

byrettens kendelse til landsretten, jf. retsplejelovens § 968.

2.21.1.2.

Direktiv 2019/1

Efter artikel 30, stk. 1, i direktivet skal medlemsstater, der både har udpeget

en national administrativ konkurrencemyndighed og en national retslig kon-

kurrencemyndighed, som er ansvarlige for anvendelsen af EUF-Traktatens

artikel 101 og 102, sikre, at den nationale administrative konkurrencemyn-

dighed kan indbringe en sag direkte for den nationale retslige konkurrence-

myndighed.

Med national retslig konkurrencemyndighed menes ifølge artikel 2, stk. 1,

nr. 3, en retslig myndighed, som af en medlemsstat er udpeget til at udføre

nogle af en national konkurrencemyndigheds opgaver.

I det omfang nationale retter prøver afgørelser truffet af nationale konkur-

rencemyndigheder vedrørende anvendelse af artikel 101 eller 102, herunder

om bøder og tvangsbøder pålagt i den forbindelse, skal medlemsstaterne ef-

ter artikel 30, stk. 2, sikre, at den nationale administrative konkurrencemyn-

dighed selv kan deltage som anklager, sagsøgte eller indstævnte, afhængig

af omstændighederne, og har de samme rettigheder som sådanne offentlige

parter i sagen.

141

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

De nationale administrative konkurrencemyndigheder skal efter artikel 30,

stk. 3, litra a-b, have ret til at appellere dels afgørelser truffet af nationale

retter om afgørelser truffet af nationale konkurrencemyndigheder vedrø-

rende anvendelsen af artikel 101 eller 102, herunder om bøder og tvangsbø-

der pålagt i den forbindelse, dels afslag fra en national domstol om at give

en forudgående godkendelse til at foretage en kontrolundersøgelse.

2.21.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, inklusiv Konkurrencerådet, er at be-

tragte som den nationale administrative konkurrencemyndighed her i landet,

jf. lovforslagets § 1, nr. 3 (§ 5 b, nr. 2), og bemærkningerne hertil. Konkur-

renceankenævnet er i sin egenskab af administrativ rekursmyndighed i for-

hold til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser ligeledes en del af

den nationale administrative konkurrencemyndighed i direktivets forstand.

Da der ikke med lovforslaget foreslås ændringer heri, og der således ikke er

tale om en delt kompetence mellem en national administrativ konkurrence-

myndighed og en national retslig konkurrencemyndighed, for så vidt angår

anvendelsen af EUF-Traktatens artikel 101 og 102, vurderes der på denne

baggrund ikke at være behov for at indføre en bestemmelse svarende til ar-

tikel 30, stk. 1, i direktiv 2019/1.

Som anført i afsnit 2.20.1.1 ovenfor kan Konkurrenceankenævnets afgørel-

ser indbringes for domstolene. Hvis sagen alene drejer sig om en efterprø-

velse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens og Konkurrenceankenævnets

afgørelse, vil styrelsen som i dag være part i sagen som indstævnte. Hvis

sagen indbringes for domstolene med henblik på at få pålagt en bøde til den

virksomhed eller virksomhedssammenslutning, der i henhold til en admini-

strativ afgørelse har overtrådt konkurrenceloven eller EUF-Traktatens arti-

kel 101 eller 102, jf. lovforslagets § 1, nr. 34, vil styrelsen være sagsøger. I

begge tilfælde vil artikel 30, stk. 2, i direktiv 2019/1 således være opfyldt,

og der ses derfor ikke at være behov for at indføre en bestemmelse svarende

til art 30, stk. 2.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har allerede efter retsplejeloven ret til

dels at anke en dom til landsretten eller – i særlige tilfælde – direkte til Hø-

jesteret, dels til at kære byrettens kendelse om afslag på at afsige en retsken-

delse til foretagelsen af en kontrolundersøgelse til landsretten, jf. afsnit

2.20.1.1 ovenfor. På denne baggrund vurderes der ikke at være behov for at

gennemføre bestemmelser svarende til artikel 30, stk. 3, litra a-b, i direktiv

2019/1.

142

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

2.22. Direktivets øvrige bestemmelser

Driften af Det Europæiske Konkurrencenetværk

Efter artikel 33, stk. 1, i direktiv 2019/1 skal Kommissionens omkostninger

i forbindelse med vedligeholdelse og udvikling af det centrale informations-

system for Det Europæiske Konkurrencenetværk (Det Europæiske Konkur-

rencenetværks system) og i forbindelse med samarbejdet inden for Det Eu-

ropæiske Konkurrencenetværk afholdes over Den Europæiske Unions al-

mindelige budget inden for de disponible bevillinger.

Det Europæiske Konkurrencenetværk skal ifølge artikel 33, stk. 2, være i

stand til at udvikle og, når det er relevant, offentliggøre bedste praksis og

anbefalinger vedrørende spørgsmål om f.eks. uafhængighed, ressourcer, be-

føjelser, bøder og gensidig bistand.

Revision

Efter artikel 35 i direktiv 2019/1 skal Kommissionen senest den 12. decem-

ber 2024 forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemfø-

relsen og anvendelsen af direktivet. Når det er relevant, kan Kommissionen

revidere direktivet og om nødvendigt fremsætte et lovgivningsforslag,

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Det skønnes, at lovforslaget vil medføre udgifter til styrket håndhævelse i

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen samt til sekretariatsbetjening m.v. af

Konkurrenceankenævnet i Nævnenes hus.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil med det nye bødesystem vil få en

række nye opgaver. For det første vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

fremover skulle efterforske og færdigbehandle den type sager mod virksom-

heder, der tidligere blev oversendt direkte til Statsadvokaten for Økonomisk

og International Kriminalitet uden, at Konkurrencerådet forinden havde

truffet en administrativ afgørelse. For det andet vil Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen som noget nyt ligeledes skulle føre disse typer sager ved

Konkurrenceankenævnet i det omfang sager bliver indbragt efter, at Kon-

kurrencerådet har truffet afgørelse, idet der med det nye system bliver mu-

lighed for administrativ rekurs i sådanne sager. Derudover vil Konkurrence-

143

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

og Forbrugerstyrelsen fremadrettet skulle føre samtlige sager ved domsto-

lene med henblik på udmåling af bøder til virksomheder. Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen vil med lovforslaget herudover få en række nye beføjel-

ser, som kræver nye medarbejderkompetencer, herunder mulighed for i

visse sager at forhandle udenretlige civile bødeforelæg, mulighed for at fo-

retage kontrolundersøgelser i private hjem, mulighed for at afholde inter-

views og forpligtelse til at stå til rådighed i forbindelse med bistand til andre

EU-landes konkurrencemyndigheder til inddrivelse af bøder pålagt virk-

somheder med aktiver i Danmark. De nye opgaver og beføjelser forventes

ikke at medføre behov for udvikling af nye it-systemer eller –løsninger.

Der kan ligeledes være økonomiske konsekvenser for domstolene og ankla-

gemyndigheden.

Lovforslaget vurderes samlet ikke at medføre nævneværdige implemente-

ringsmæssige konsekvenser for Skatteforvaltningen.

I forhold til principperne for digitaliseringsklar lovgivning bemærkes i for-

hold til princippet om enkle og klare regler, at anvendelsen af ensartede pro-

cessuelle regler i behandlingen af sager med og uden sammenhandelspå-

virkning kan bidrage til at lette den offentlige sagsbehandling og skabe

større klarhed om lovgivningen for virksomheder. I relation til princippet

om tryg og sikker datahåndtering bemærkes, at udveksling af oplysninger i

henhold til forslagets § 1, nr. 25 (§ 18 c) vil ske via det centrale informati-

onssystem for Det Europæiske Konkurrencenetværk, som er et IT-system til

sikker udveksling af data inden for det europæiske konkurrencenetværk,

ECN, bestående af Europa-Kommissionen og de nationale konkurrence-

myndigheder. Det bemærkes endvidere, at oplysninger, som Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen indhenter under en kontrolundersøgelse i et privat

hjem, jf. forslagets § 1, nr. 25 (§ 18 a), vil blive håndteret på samme måde

som oplysninger indhentet under en kontrolundersøgelse i en virksomhed

og vil have fokus på virksomhedsoplysninger. Oplysninger indhentet under

et interview, jf. forslagets § 1, nr. 21 (§ 17 a, stk. 1), vil blive opbevaret på

samme måde som oplysninger indhentet i medfør af den gældende § 17 i

konkurrenceloven. I det omfang der behandles personoplysninger i forbin-

delse med kontrolindsatsen, skal behandlingen ske i overensstemmelse med

databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget vedrører konkurrencemyndigheders mulighed for at håndhæve

konkurrencereglerne og er derfor ikke som sådan erhvervsrettet. Som følge

144

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

heraf har det hverken økonomiske eller administrative konsekvenser for er-

hvervslivet.

Principperne for agil erhvervsrettet regulering vurderes ikke relevante for

dette lovforslag.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2019/1 af 11. december 2018 om styrkelse af de nationale konkurrencemyn-

digheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effektivt og

sikring af et velfungerende marked (EU-Tidende 2019, nr. L 11, side 3),

som skal være gennemført i national lovgivning senest den 4. februar 2021.

På nær et enkelt område er bestemmelserne i direktiv 2019/1 udtryk for mi-

nimumsharmonisering, hvilket indebærer, at medlemsstaterne har mulighed

for at bibeholde eller vedtage mere restriktive krav i national ret end de, der

er angivet i direktivet.

På området for straflempelse (artikel 19-23) er der dog tale om totalharmo-

nisering, hvilket indebærer, at medlemsstaterne ikke må opretholde eller

indføre bestemmelser i national ret, der fraviger dem, der er fastsat i direk-

tivet. Medlemsstaterne kan således hverken fastsætte strengere eller lempe-

ligere bestemmelser.

7.1. Anvendelsesområde

Lovforslagets § 1, nr. 2, indebærer, at konkurrenceloven med de ændringer,

som foreslås med dette lovforslag, vil finde anvendelse på såvel sager, hvor

artikel 101 eller 102 anvendes alene eller sammen § 6 eller § 11, dvs. sager

med samhandelspåvirkning, som på sager, hvor udelukkende § 6 eller § 11

anvendes, dvs. sager uden samhandelspåvirkning.

Med forslaget om også at lade ændringerne nødvendiggjort af direktiv

2019/1 finde anvendelse på sager uden samhandelspåvirkning, går dette for-

slag videre end direktivet. Det medfører dog ikke økonomiske eller admini-

145

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

strative konsekvenser, hverken for det offentlige eller erhvervslivet. Der-

imod kan det have en positiv konsekvens for erhvervslivet, idet de samme

regler vil gælde for danske virksomheder, uanset om samhandelen kan anses

for påvirket eller ej.

7.2. Konkurrencemyndighedens uvildighed og integritet

Med lovforslagets § 1, nr. 5 foreslås det, at medlemmerne af Konkurrence-

rådet, deres suppleanter, direktøren for og ansatte i Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen i deres efterfølgende beskæftigelse, lønnet eller ulønnet,

skal afstå fra at behandle sager, som de har behandlet under deres virke i

Konkurrencerådet eller ansættelse i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det drejer sig om verserende sager, hvor der er udsendt en meddelelse om

betænkeligheder, fusionssager, sager om bødelempelse eller om sanktions-

lempelse, anke- og retssager vedrørende afgørelser efter loven samt aktind-

sigt i sådanne sager. I relation til fusionssager bemærkes, at disse vil være

omfatte af bestemmelsen fra det tidspunkt, hvor Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen har modtaget første udkast til anmeldelse af fusionen. Det fo-

reslås samtidig, at bestemmelsen skal gælde for alle førnævnte sager, som

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen behandler på konkurrenceområdet;

dvs. ikke kun sager efter EUF-Traktatens artikel 101 og 102 som krævet

efter direktiv 2019/1, men også sager efter konkurrenceloven og regler ud-

stedt i medfør heraf.

På dette punkt går lovforslaget dermed videre end krævet efter direktivet.

Dette er imidlertid både naturligt og hensigtsmæssigt, fordi hensynet bag

bestemmelsen, nemlig at sikre at direktivets krav om uvildighed og integri-

tet hos de ansatte og beslutningstagere i Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen og Konkurrencerådet også gælder efter endt ansættelse eller virke, er til

stede i fuldt ud samme omfang ved andre typer af sager efter konkurrence-

loven m.v. f.eks. fusionssager.

7.3. Behandling af sager om pålæggelse af bøder

Det fremgår af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2019/1, at sager vedrørende over-

trædelse af EUF-Traktatens artikel 101 eller 102, herunder de nationale kon-

kurrencemyndigheders udøvelse af de beføjelser, der er omhandlet i direk-

tivet, skal følge EU-rettens almindelige principper og EU-Chartret om

grundlæggende rettigheder (Chartret). I overensstemmelse hermed følger

det bl.a. supplerende af præambelbetragtning nr. 14, at de beføjelser, der ved

direktivet er tillagt de nationale konkurrencemyndigheder, herunder under-

søgelsesbeføjelser, skal være underlagt passende sikkerhedsgarantier, der

som minimum opfylder EU-rettens almindelige principper og EU-chartret

146

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

om grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med EU-Domstolens

retspraksis, navnlig i forbindelse med sager, der kan give anledning til på-

læggelse af sanktioner.

Det følger af Chartrets artikel 51, stk. 1, at bestemmelserne heri finder an-

vendelse på medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten. For-

muleringen »kun når de gennemfører EU-retten« betyder, at Chartret kun

finder anvendelse på nationale regler, der falder inden for EU-rettens saglige

anvendelsesområde. Den forklarende rapport til Chartret angiver således, at

det følger utvetydigt af EU-Domstolens praksis, at forpligtelsen til at re-

spektere de grundlæggende rettigheder, der er fastlagt inden for rammerne

af EU, kun påhviler medlemsstaterne, når de handler inden for rammerne af

EU-retten, jf. f.eks. Domstolens dom af 13. juli 1989 i sag C-5/88, Wachauf

mod Tyskland, præmis 19.

Ved danske myndigheders og domstoles anvendelse af lovbestemmelser,

der gennemfører direktiv 2019/1, skal Chartrets grundlæggende rettigheder

dermed respekteres, herunder artikel 47 (adgang til retsmidler og til en upar-

tisk domstol), artikel 48 (uskyldsformodningen og retten til et forsvar), arti-

kel 49 (legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lov-

overtrædelse og straf) og artikel 50 (retten til ikke at blive retsforfulgt eller

straffet to gange for samme lovovertrædelse (ne bis in idem). EU-Domsto-

len har i visse tilfælde tillagt bestemmelserne et særligt indhold i konkur-

renceretlige sager.

Artikel 47, stk. 1, i Chartret kræver, at enhver skal have adgang til effektive

retsmidler for en domstol. Ifølge den forklarende rapport til Chartret er be-

stemmelsen baseret på EMRK artikel 13 om adgang til effektive retsmidler,

men indeholder dog en mere omfattende beskyttelse, da den sikrer adgang

til effektive retsmidler for en domstol. Der er ikke en ret til at få sin sag

prøvet ved to administrative instanser, jf. Domstolens dom af 29. juli 2019

i sag C-654/17 P, Bayerische Motoren Werke AG mod Kommissionen og

Freistaat Sachsen, præmis 51. Der er omvendt intet til hinder for, at forud-

gående udtømmelse af retsmidler, herunder administrativ rekurs, er en be-

tingelse for domstolsprøvelse.

Artikel 47, stk. 2, i Chartret stiller krav om, at enhver skal have ret til ret-

færdig og offentlig rettergang inden for en rimelig frist for en uafhængig og

upartisk domstol. Ifølge den forklarende rapport til Chartret svarer bestem-

melsen til EMRK artikel 6, stk. 1, om retten til retfærdig rettergang. Det

fremgår af Chartrets artikel 52, stk. 3, at i det omfang Chartret indeholder

147

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, har de samme betyd-

ning og omfang som i konventionen. I medfør af Chartrets artikel 52, stk. 3,

skal Chartrets artikel 47 dermed fortolkes i overensstemmelse med EMRK

artikel 6. Det fremgår af EU-Domstolens retspraksis, jf. f.eks. Domstolens

dom af 26. juli 2017 i sag C-348/16, Sacko, præmis 32, at artikel 47, stk. 2,

i Chartret, bl.a. omfatter retten til forsvar, princippet om processuel ligestil-

ling, adgang til domstolsprøvelse og retten til at blive rådgivet, forsvaret og

repræsenteret. Det EU-retlige princip om processuel ligestilling indebærer

bl.a. en forpligtelse til at give begge parter rimelig mulighed for at frem-

lægge sin sag under betingelser, der ikke stiller den pågældende i en situa-

tion, der er til ugunst i forhold til modparten, jf. Domstolens dom af 17. juli

2014 i sag C-169/14, Morcillo, præmis 49. Det generelle princip om proces-

suel ligestilling omfatter også kontradiktionsprincippet, idet hver part i en

tvist har ret til at få kendskab til og kommentere de dokumenter og indlæg,

som parten har fremlagt i retten, samt de anbringender, som retten rejser af

egen drift. Det er i den forbindelse væsentligt, at parterne har kendskab til

og kontradiktorisk kan drøfte såvel de faktiske som de retlige forhold, der

er afgørende for udfaldet, jf. Domstolens dom af 21. december 2013 i sag

C-472/11, Banif Plus Bank, præmis 29-30.

Artikel 48 i Chartret om uskyldsformodningen og retten til et forsvar svarer

ifølge den forklarende rapport til EMRK artikel 6, stk. 2, om uskyldsfor-

modning, og EMRK artikel 6, stk. 3, om ret til et forsvar i straffesager. Prin-

cippet om uskyldsformodning indebærer efter artikel 48, stk. 1, i Chartret,

at enhver, der anklages for en lovovertrædelse, har ret til at blive anset for

uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

EU-Domstolen har i sin retspraksis anerkendt, at princippet om uskyldsfor-

modning udgør et almindeligt EU-retligt princip efter Artikel 48 i Chartret,

som medlemsstaterne er forpligtede til at overholde, når de gennemfører

EU-konkurrenceretten, jf. Domstolens dom af 21. januar 2016 i sag C-

74/14, Eturas, præmis 38, og at princippet om uskyldsformodning finder

anvendelse på sager vedrørende overtrædelser af konkurrenceregler, der

gælder for virksomhederne, og som vil kunne føre til, at der pålægges bøder

eller tvangsbøder, jf. Domstolens dom af 22. november 2012 i sag C-89/11

P, E.ON. Energie, præmis 73. Det følger endvidere af EU-Domstolens rets-

praksis, at der skal føres bevis for en overtrædelse af konkurrencereglerne

og for, at de omstændigheder, som udgør overtrædelsen, faktisk foreligger.

Hvis der foreligger tvivl om, hvorvidt der er sket en overtrædelse af konkur-

rencereglerne, skal dette komme den pågældende virksomhed til gode, jf.

148

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

bl.a. Rettens dom af 10. november 2017 i sag T-180/15, Icap mod Kommis-

sionen, præmis 114 og 116, og Domstolens dom af 12. november 2012 i sag

C-89/11 P, E.ON. Energie, præmis 72. Det må derfor i konkurrencesager

ikke konkluderes, at den ene part i tilstrækkeligt omfang har bevist, at den

omtvistede overtrædelse af konkurrencereglerne foreligger, hvis der næres

tvivl om dette spørgsmål, navnlig under en sag om pålæggelse af en bøde,

jf. bl.a. Rettens dom af 8. juli 2004 i de forenede sager T-67/00, T-68/00, T-

71/00 og T-78/00, JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, præmis 177,

og Rettens dom af 1. juli 2010 i sag T-321/05, AstraZeneca mod Kommis-

sionen, præmis 475. For så vidt angår offentliggørelse af bøder har EU-

Domstolen udtalt, at rækkevidden af kommissionens beføjelse til at vedtage

og offentliggøre beslutninger om bøder på konkurrenceområdet skal fortol-

kes i lyset af navnlig princippet om uskyldsformodning, jf. bl.a. Rettens dom

af 12. oktober 2007 i sag T-474/04, Pergan Hilfsstoffe mod Kommissionen,

præmis 75.

EU-Domstolen har i forbindelse med sin retspraksis om artikel 48 i Chartret

anerkendt et selvinkrimineringsprincip. Det EU-retlige forbud mod selvin-

kriminering i konkurrencesager medfører, at en virksomhed kan nægte at

besvare spørgsmål fra Kommissionen, hvis besvarelsen heraf vil kunne føre

til, at virksomheden tvinges til at afgive tilståelse om at have begået retsstri-

dige handlinger, jf. bl.a. Domstolens dom af 18. oktober 1989 i sag C-

374/87, Orkem, præmis 35. EU-Domstolen har i den forbindelse ikke aner-

kendt en generel ret for virksomheder i konkurrencesager til at nægte at be-

svare spørgsmål eller i øvrigt medvirke til sagens oplysning. Virksomheder

har derimod pligt til at besvare spørgsmål af rent faktuel karakter og til at

udlevere eksisterende dokumenter i virksomhedens besiddelse, jf. Domsto-

lens dom af 29. juni 2006 i sag C-301/04 P, SGL Carbon, præmis 40-43.

Artikel 49 i Chartret om legalitetsprincippet og princippet om proportiona-

litet mellem lovovertrædelse og straf svarer til EMRK artikel 7 om ingen

straf uden retsregel. Det er en forudsætning for anvendelsen af artikel 49 i

Chartret, at der er tale om ”strafbart forhold”. En bøde efter konkurrence-

lovgivningen må anses for en straf i EMRK´s forstand, jf. bl.a. Den Euro-

pæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 27. september 2011 i sagen A.

Menarini Diagnostics S.r.L mod Italien, hvor Den Europæiske Menneske-

rettighedsdomstol anså en konkurrencemyndigheds bøde for virksomhedens

overtrædelse af konkurrencelovgivningen for at være en straffesag. Legali-

tetsprincippet indebærer, at der skal være hjemmel til de afgørelser, der træf-

fes af myndighederne, herunder at der ikke er adgang til at straffe for et

forhold, der på overtrædelsestidspunktet ikke var strafbart. Princippet om,

149

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel er flere gange blevet

anvendt i retspraksis på konkurrenceområdet, jf. bl.a. Rettens dom af 5. april

2006 i sag T-279/02, Degussa mod Kommissionen, præmis 66-67. Det føl-

ger af retspraksis fra EU-Domstolen, at straf ikke kan pålægges ved en ny-

fortolkning af regler, medmindre den nye retspraksis med rimelighed kunne

forudses. EU-Domstolen har i den forbindelse i relation til overtrædelse af

konkurrencereglerne fundet, at en overtrædelse bl.a. kan tilregnes en virk-

somhed, hvis adfærden har haft som bevidst formål at holde konkurrenterne

ude fra markedet, og virksomheden derfor burde have forventet, at adfærden

var uforenelig med EU-konkurrenceregler, jf. bl.a. Domstolens dom af 6.

december 2012 i sag C-457/10 P, AstraZeneca, præmis 164. Proportionali-

tetsprincippet indebærer, at straffens udmåling skal stå i rimeligt forhold til

overtrædelsen, herunder at en pålagt bøde ikke må være uforholdsmæssig i

forhold til det tilsigtede formål, dvs. i forhold til overholdelse af konkurren-

cereglerne, og at den bøde, som virksomheden pålægges for en overtrædelse

på konkurrenceområdet, skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsen i sin

helhed under hensyntagen navnlig til overtrædelsens grovhed, jf. bl.a. Ret-

tens dom af 26. oktober 2017 i sag T-704/14, Marine Harvest mod Kom-

missionen, præmis 580.

Artikel 50 i Chartret indeholder en ret til ikke at blive strafforfulgt eller dømt

to gange for samme forbrydelse (princippet om ne bis in idem). Bestemmel-

sen svarer til EMRK artikel 4 i 7. tillægsprotokol til EMRK, men har et

bredere anvendelsesområde. Artikel 50 i Chartret gælder således både inden

for en medlemsstats retsområde og mellem flere medlemsstater. Anvendel-

sen af princippet om ne bis in idem afhænger af, at tre betingelser er opfyldt,

nemlig at de faktiske omstændigheder er identiske, at lovovertræderen er

den samme person, og at den retsbeskyttede interesse er den samme, jf. bl.a.

Domstolens dom af 7. januar 2004 i sag C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl.

mod Kommissionen, præmis 338. På konkurrenceområdet er princippet om

ne bis in idem til hinder for, at en virksomhed domfældes eller atter forfølges

for en konkurrencebegrænsende adfærd, for hvilken den allerede er blevet

pålagt en sanktion, eller med hensyn til hvilken den er blevet erklæret an-

svarsfri ved en tidligere afgørelse, der ikke længere kan anfægtes. Derimod

er bestemmelsen ikke til hinder for, at en virksomhed, der tidligere har over-

trådt konkurrencereglerne, på ny pålægges en sanktion og i den forbindelse

får en forhøjet bøde på grund af gentagelse af den tidligere idømte overtræ-

delse, jf. bl.a. Rettens dom af 7. juni 2011 i sag T-217/06, Arkema France

mod Kommissionen, præmis 292-94. EU-Domstolen har desuden fastslået,

at artikel 50 i Chartret ikke er til hinder for, at en national konkurrencemyn-

150

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

dighed inden for rammerne af den samme beslutning kan pålægge en virk-

somhed en bøde for overtrædelse af såvel national konkurrenceret som arti-

kel 102 i EUF-Traktaten, men den nationale konkurrencemyndighed skal i

en sådan situation sikre sig, at bøderne samlet set står i rimeligt forhold til

overtrædelsen, jf. Domstolens dom af 3. april 2019 i sag C-617/17,

Powszechny Zakład Ubezpieczeń na

Życie

S.A., præmis 39.

Det fremgår af artikel 32 i direktiv 2019/1, at medlemsstaterne skal sikre, at

de former for bevismateriale, som kan antages af de nationale konkurrence-

myndigheder, omfatter dokumenter, mundtlige erklæringer, elektroniske

meddelelser, optagelser og alle andre genstande, der indeholder oplysnin-

ger, uanset hvilken form de har, og hvilket medie de er lagret på. EU-Dom-

stolen har desuden i sager om overtrædelse af konkurrenceretten anvendt et

princip om fri bevisbedømmelse, jf. bl.a. Rettens dom af 8. september 2016

i sag T-54/14, Goldfish BV m.fl. mod Kommissionen, præmis 42, og Dom-

stolens dom af 27. april 2017 i sag C-469/15 P, FSL Holdings NV m.fl. mod

Kommissionen, præmis 38. Princippet medfører, at parterne i en sag har ret

til at fremlægge ethvert lovligt tilvejebragt bevis, som de anser for relevant,

til støtte for deres påstande. Endvidere kan et beviselement ikke anfægtes til

realitetsbehandling, når beviset er opnået lovligt, ligesom det eneste rele-

vante kriterium for at vurdere beviser, der er lovligt tilvejebragt, er bevisets

troværdighed, jf. bl.a. Domstolens dom af 27. april 2017 i sag C-469/15 P,

FSL Holdings NV m.fl. mod Kommissionen, præmis 38, og Rettens dom af

27. juni 2012 i sag T-439/07, Coats Holding Ltd mod Kommissionen, præ-

mis 45 og 49. Beviser skal være præcise og samstemmende til at støtte den

overbevisning, at den påståede overtrædelse foreligger, men konkurrence-

myndigheden skal ikke nødvendigvis fremlægge sådanne beviser for hver

enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, som

myndigheden har påberåbt sig, bedømt i deres helhed, og hvor de forskellige

elementer gensidigt kan forstærke hinanden, opfylder dette krav, jf. bl.a.

Rettens dom af 1. juli 2010 i sag T-321/05, AstraZeneca mod Kommissio-

nen, præmis 477, og Rettens dom af 8. september 2016 i sag T-54/14, Gold-

fish BV m.fl. mod Kommissionen, præmis 90. Det bemærkes i den forbin-

delse, at EU-Domstolen har fastslået, at det EU-retlige effektivitetsprincip

på det konkurrenceretlige område fordrer, at de nationale regler for bedøm-

melse af beviser og for kravene til bevisernes styrke ikke må gøre det umu-

ligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at håndhæve EU-konkurrencereg-

lerne. Effektivitetsprincippet kræver, at beviset for en overtrædelse af kon-

kurrencereglerne kan føres ikke blot ved direkte beviser, men ligeledes ved

indicier, forudsat at de er objektive og samstemmende, jf. Domstolens dom

af 21. januar 2016 i sag C-74/14, Eturas, præmis 35-37.

151

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Det følger endvidere af EU-Domstolens praksis om overtrædelse af konkur-

renceretten, at det påhviler parten, der gør en tilsidesættelse af konkurren-

cereglerne gældende, at føre bevis herfor, jf. bl.a. Domstolens dom af 17.

juni 2010 i sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, præmis 29, Dom-

stolens dom af 1. juli 2010 i sag C-407/08 P, Knauf Gips KG mod Kommis-

sionen, præmis 80, Rettens dom af 17. september 2007 i sag T-201/04, Mi-

crosoft mod Kommissionen, præmis 688, Rettens dom af 27. september

2012 i sag T-362/06, Ballast Nedam Infra BV mod Kommissionen, præmis

44, og Rettens dom af 27. juni 2012 i sag T-439/07, Coats Holding Ltd mod

Kommissionen, præmis 39. Herefter påhviler det virksomheden ikke alene

at fremlægge et sandsynligt alternativ til modpartens opfattelse, men tillige

at påvise, at de anvendte beviser er utilstrækkelige til at bevise overtrædel-

sen af konkurrencereglerne. Når modparten lægger direkte beviselementer

til grund, tilkommer det virksomheden at godtgøre, at de påberåbte bevis-

elementer er utilstrækkelige. En sådan vending af bevisbyrden tilsidesætter

ikke princippet om uskyldsformodning, jf. bl.a. Rettens dom af 8. september

2016 i sag T-54/14, Goldfish BV m.fl. mod Kommissionen, præmis 90-91.

8. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 24. september til den 22. ok-

tober 2020 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer

m.v.:

Advokatrådet, Amager Ressourcecenter, Arbejderbevægelsens Erhvervs-

råd, Asfaltindustrien, Bryggeriforeningen, Bygherreforeningen, CO-Indu-

stri, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks

Nationalbank, Dansk Affaldsforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Ar-

bejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk

Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Person Transport, Dansk

Skovforening, Dansk Taxi Råd, Dansk Transport og Logistik, Danske Ad-

vokater, Danske Arkitektvirksomheder, Danske Forlag, Danske Malerme-

stre, Danske Medier, Danske Rederier, Danske Regioner, Datatilsynet, De

Samvirkende Købmænd, Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrel-

sen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Finans Danmark, Forbrugerrådet

TÆNK, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Forsikring & Pension, FSR

– Danske Revisorer, Ingeniørforeningen, ITD, KL, Kooperationen, Land-

brug & Fødevarer, Lederne, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter,

Offentligt Ansattes Organisationer, Realkreditrådet, Rigsrevisionen, SMV-

danmark og Tekniq.

152

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

9. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Lovforslaget skønnes at medføre ud-

gifter til styrket håndhævelse i Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen

samt til sekretariatsbetjening m.v. af

Konkurrenceankenævnet i Nævne-

nes hus

Ingen

Implemente-

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative

konsekvenser for

borgerne

Miljømæssige

konsekvenser

Ingen

Forholdet til EU- Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2019/1/EU af 11. december 2018 om styrkelse af de nationale konkurrence-

retten

myndigheders forudsætninger for at håndhæve konkurrencereglerne effek-

tivt og sikring af et velfungerende marked (EU-Tidende 2019, nr. L 11, side

3), som skal være gennemført i national lovgivning senest den 4. februar

2021.

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet Der henvises til afsnit 7 i de almindelige

EU-regulering/ bemærkninger

Nej

153

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Da der med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås indsat en række af definitio-

nerne fra artikel 2, stk. 1, i direktiv 2019/1 i lovens kapitel 1, foreslås over-

skriften til kapitlet ændret til, at det – ud over formål og anvendelsesområde

– også omfatter definitioner. Der er tale om lovteknisk ændring.

Til nr. 2

Som anført i afsnit 2.1.1.1 i de almindelige bemærkninger anvender Kon-

kurrence-og Forbrugerstyrelsen allerede i dag forbuddene i konkurrencelo-

vens § 6 og § 11 parallelt med forbuddene i EUF-Traktatens artikel 101 og

102, hvis en aftale eller adfærd kan påvirke samhandelen mellem medlems-

staterne i Den Europæiske Union. Endvidere anvender Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen samme processuelle regler i forbindelse med sagsoplys-

ningen, udstedelse af påbud samt pålæggelse af sanktioner. Efterprøvelse af

afgørelser sker ved de samme instanser, uanset om sagen har samhandels-

påvirkning eller ej.

Som anført i afsnit 2.1.2 i de almindelige bemærkninger er det sammenfat-

tende vurderingen, at det fortsat bør være det samme formelle og processu-

elle regelsæt, der skal anvendes, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

behandler overtrædelser af konkurrencereglerne – uanset om en sag har

samhandelspåvirkning eller ej. Det vil indebære, at de nye processuelle reg-

ler, som er indeholdt i direktiv 2019/1, med dette lovforslag også foreslås at

skulle gælde for sager, hvor der ikke er samhandelspåvirkning.

Med

1. pkt.

foreslås det, at EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 anvendes

parallelt med konkurrencelovens § 6 eller § 11 eller alene, når en konkur-

rencebegrænsende aftale, en vedtagelse inden for en sammenslutning af

virksomheder eller en samordnet praksis eller et misbrug af en dominerende

154

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

stilling kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæi-

ske Union.

Der er tale om en videreførelse af den gældende § 24, stk. 1, 1. pkt., der

foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 33, idet begrebet tilknytning som

afgørende faktor for anvendelse af bestemmelserne i EUF-Traktaten fore-

slås erstattet af begrebet påvirkning af samhandelen mellem medlemssta-

terne i Den Europæiske Union. Bestemmelsen vil gennemføre artikel 1, stk.

2, i direktiv 2019/1.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at hvis en konkurren-

cebegrænsende aftale m.v. eller et misbrug af en dominerende stilling kan

påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, vil hjemmelsgrundlaget for

en afgørelse være enten konkurrencelovens § 6 og EUF-Traktatens artikel

101, henholdsvis konkurrencelovens § 11 og EUF-Traktatens artikel 102,

eller alene EUF-Traktatens artikel 101 eller 102. Som anført i afsnit 2.1.1.1

i de almindelige bemærkninger er der i praksis tale om én samlet afgørelse,

hvad angår sagsfremstilling og vurdering af, at der er sket en overtrædelse

af forbuddene i konkurrenceloven, henholdsvis i EUF-Traktaten. Det er så-

ledes alene hjemmelsgrundlaget for at konstatere en overtrædelse, der er

forskelligt.

Hvad angår sager, hvor samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Euro-

pæiske Union ikke påvirkes af en konkurrencebegrænsende aftale m.v. eller

et misbrug af en dominerende stilling, vil hjemmelsgrundlaget som hidtil

alene være § 6 eller § 11 i konkurrenceloven.

Begrebet påvirkning af samhandelen – herefter samhandelspåvirkning –

skal som efter gældende ret, jf. Folketingstidende 2004-05, 1. samling, til-

læg A, side 1638ff. fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og

Europa-Kommissionens praksis, som bl.a. udtrykt i Kommissionens med-

delelse om retningslinjer vedrørende begrebet påvirkning af handelen i trak-

tatens artikel 81 og 82 (nu artikel 101 og 102), offentliggjort i EU-Tidende

2004, nr. C 101, side 81 – herefter samhandelsmeddelelsen.

Begrebet samhandelspåvirkning er et dynamisk begreb, som indeholder tre

hovedelementer: 1) samhandelen mellem medlemsstater, 2) kan påvirke og

3) mærkbarhed.

Ved handel forstås ifølge pkt. 19 i samhandelsmeddelelsen enhver form for

grænseoverskridende økonomisk virksomhed, dvs. alle strømme af varer og

155

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

tjenester mellem medlemsstaterne såvel som andre former for økonomisk

aktivitet såsom etablering.

Kravet om, at denne handel skal finde sted mellem medlemsstater, betyder,

at der skal foreligge en påvirkning af strømmen af varer, tjenester eller andre

økonomiske aktiviteter mellem mindst to medlemsstater. Kriteriet er uaf-

hængigt af, hvordan det relevante geografiske marked afgrænses. Selv om

det relevante geografiske marked afgrænses til kun at vedrøre én enkelt

medlemsstats område, vil aftalen kunne påvirke samhandelen mellem med-

lemsstaterne, jf. pkt. 21-22 i samhandelsmeddelelsen. Det kan f.eks. være

tilfældet, hvis en aftale afskærmer én enkelt medlemsstats område og gør

det vanskeligt for virksomheder fra andre medlemsstater at trænge ind på

markedet.

Begrebet samhandelen mellem medlemsstaterne er et neutralt begreb. Det

kræves således ikke, at handelen begrænses eller mindskes. Afgørende er,

at handelen mellem medlemsstaterne må antages at ville udvikle sig ander-

ledes med aftalen eller adfærden, end den sandsynligvis ville have gjort

uden aftalen eller adfærden, jf. pkt. 34 i samhandelsmeddelelsen.

Ved vurderingen af, hvorvidt en konkurrencebegrænsende aftale eller ad-

færd kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, skal det undersø-

ges, om det på baggrund af ”samtlige objektive, retlige eller faktiske forhold

kan forudses med tilstrækkelig sandsynlighed, at aftalen direkte eller indi-

rekte, aktuelt eller potentielt øver indflydelse på handelsstrømmene mellem

medlemslandene”, jf. pkt. 23 i samhandelsmeddelelsen og bl.a. præmis 48 i

Domstolens dom af 10. december 1985 i de forenede sager 240/82 m.fl.,

Stichting Sigarettenindustrie.

Vurderingen af samhandelspåvirkningen foretages ud fra objektive faktorer.

Der behøver således ikke at foreligge en subjektiv hensigt fra de involverede

virksomheders side. Men hvis det kan påvises, at virksomhederne har haft

til hensigt at påvirke samhandelen ved f.eks. at hindre eksport eller import

til eller fra andre medlemsstater, er det en relevant faktor, som kan tages i

betragtning, jf. pkt. 25 i samhandelsmeddelelsen.

Der er ikke et krav om, at en aftale eller adfærd rent faktisk vil påvirke eller

har påvirket samhandelen mellem medlemsstaterne. Det er tilstrækkeligt, at

det kan sandsynliggøres, at aftalen eller adfærden er egnet til at have en så-

dan virkning. Hypotetiske eller teoretiske virkninger er dog ikke tilstrække-

lige, jf. pkt. 26 og 43 i samhandelsmeddelelsen.

156

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Ved vurderingen af, hvorvidt en aftale eller adfærd er egnet til at påvirke

samhandelen, indgår flere faktorer såsom de produkter eller tjenesteydelser,

som aftalen eller adfærden omfatter. Det indebærer bl.a. en vurdering af,

hvorvidt der er tale om produkter, der let handles over grænserne, jf. pkt. 30

i samhandelsmeddelelsen. Aftalens eller adfærdens art indgår også, hvilket

bl.a. indebærer en vurdering af, om der er tale om en horisontal eller vertikal

aftale, og om aftalen eller adfærden omfatter flere medlemsstater, en enkelt

medlemsstat eller en del af en medlemsstat, jf. pkt. 61 ff. I samhandelsmed-

delelsen. De deltagende virksomheders position og størrelse kan også indgå

(se bemærkningerne nedenfor om mærkbarhed).

Den påvirkning, som aftalen eller adfærden har på samhandelen, kan, som

nævnt, være direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel.

En direkte påvirkning kan f.eks. foreligge ved en aftale mellem producenter

i forskellige medlemsstater om deling af markedet, jf. pkt. 37 i samhandels-

meddelelsen. Aftaler, der dækker en hel medlemsstats territorium, kan

ifølge samhandelsmeddelelsens pkt. 78 påvirke samhandlen.

En indirekte indflydelse kan opstå i relation til produkter, der er beslægtet

med dem, som er genstand for en aftale eller en adfærd. Der kan f.eks. opstå

en indirekte påvirkning, hvor en aftale eller en adfærd angår et mellemlig-

gende produkt, som ikke er genstand for samhandel, men som anvendes til

at levere et færdigprodukt, der er genstand for samhandel, jf. pkt. 38-39 i

samhandelsmeddelelsen.

Aktuel påvirkning af samhandelen er den indflydelse, som en konkurrence-

begrænsende aftale eller adfærd i praksis får, når den føres ud i livet. En

aktuel påvirkning kræves dog ikke bevist; det er, som nævnt, tilstrækkeligt,

at en aftale eller adfærd kan have en sådan virkning, jf. pkt. 40 i samhan-

delsmeddelelsen.

En potentiel påvirkning er en indflydelse, der med en tilstrækkelig grad af

sandsynlighed kan antages at opstå i fremtiden. Der skal i denne forbindelse

tages hensyn til den forudsigelige udvikling på markedet, jf. pkt. 41 i sam-

handelsmeddelelsen.

Samhandelspåvirkningen skal være mærkbar. Vurderingen af mærkbarhed

afhænger af en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvor særligt aftalens

157

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

eller adfærdens art, de relevante produkternes art og de deltagende virksom-

heders position og størrelse på markedet kan indgå.

Aftaler eller adfærd, der ikke mærkbart påvirker samhandelen, omfattes

ikke af anvendelsesområdet for EUF-Traktatens artikel 101 eller 102. I så

fald kan en konkurrencebegrænsende aftale eller adfærd være omfattet af

forbuddene i konkurrencelovens § 6 eller § 11, medmindre, hvad angår kon-

kurrencebegrænsende aftaler, bagatelgrænserne i konkurrencelovens § 7 er

opfyldt.

I samhandelsmeddelelsens pkt. 52 opstilles en formodningsregel for, hvor-

når en aftale ikke påvirker samhandelen mærkbart:

Ingen af parterne har på nogen af de relevante markeder inden for EU

en samlet markedsandel på over 5 pct., og

For horisontale aftalers vedkommende har de deltagende virksomheder

ikke en samlet årlig omsætning inden for EU inden for de produkter,

der er omfattet af aftalen, på over 40 mio. EUR.

Begge betingelser, dvs. markedsandel og omsætning, skal være opfyldt.

For vertikale aftalers vedkommende har leverandøren af de produkter, der

er omfattet af aftalen, ikke en samlet årlig omsætning inden for EU på over

40 mio. EUR.

For licensaftaler beregnes omsætningen som summen af licenstagernes sam-

lede omsætning inden for de produkter, hvortil licensteknologien anvendes,

og licensgiverens egen omsætning inden for disse produkter.

I sager, der involverer aftaler indgået mellem en køber og flere leverandører,

er den relevante omsætning køberens samlede indkøb af de af aftalerne om-

fattede produkter.

Det understreges, at der alene er tale om en formodningsregel. Formod-

ningsreglen vil kunne fraviges ud fra en konkret vurdering i den enkelte sag.

I relation til omsætningstærsklen på 40 mio. EUR foretages beregningen på

baggrund af de deltagende virksomheders samlede salg i det seneste regn-

skabsår inden for EU ekskl. skatter og afgifter af de produkter, som aftalen

158

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

omfatter. Salg mellem virksomheder, der indgår i samme koncern, fratræk-

kes.

Hvad angår markedsandelen, beror denne på en afgrænsning af det relevante

marked.

Med

2. pkt.

foreslås det angivet, hvilke processuelle regler der gælder, når

hjemmelsgrundlaget for en afgørelse involverer EUF-Traktatens artikel 101

eller 102, hvilket er en videreførelse af gældende ret, jf. Folketingstidende

1999-2000, tillæg A, side 6840.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at reglerne i konkurre-

celovens kapitel 5-8 vil finde anvendelse på aftaler m.v. og adfærd, der kan

påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, og

hvor EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 derfor anvendes som hjemmels-

grundlag – enten parallelt med konkurrencelovens § 6, henholdsvis § 11,

eller alene.

De processuelle regler, der er indeholdt i konkurrencelovens kapitel 5-8,

vedrører navnlig aktindsigt og offentliggørelser af afgørelser m.v., udste-

delse af påbud med henblik på at bringe overtrædelser til ophør, mulighed

for at gøre virksomheders tilsagn bindende, udstedelse af foreløbige påbud,

krav om oplysninger, gennemførelsen af interviews, foretagelsen af kontrol-

undersøgelser, påklage til Konkurrenceankenævnet, udstedelse af tvangsbø-

der samt pålæggelse af sanktioner. For at skabe størst mulig klarhed over

sanktionerne for overtrædelse af EUF-Traktatens artikel 101 eller 102, fo-

reslås der med lovforslagets § 1, nr. 31 (§ 23, stk. 1, nr. 12), indsat en ud-

trykkelig bestemmelse herom, hvilket er en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 3

Den foreslåede bestemmelse indeholder en række definitioner, som er af be-

tydning for forståelsen af lovforslagets indhold.

Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre dele af artikel 2 i direktiv

2019/1. Som anført i afsnit 2.1.2 i de almindelige bemærkninger indeholder

artikel 2 i direktiv 2019/1 yderligere definitioner. Disse er ikke medtaget i

den foreslåede bestemmelse, da de ikke har betydning for lovforslaget.

Med

nr. 1

defineres begrebet ”national konkurrencemyndighed” som en

myndighed, der af en medlemsstat i medfør af artikel 35 i Rådets forordning

159

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

(EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrence-

reglerne i traktatens artikel 81 og 82 – herefter Rådsforordning 1/2003 – er

udpeget til at have kompetence til at anvende artikel 101 og 102 i EUF-

Traktaten.

Efter artikel 35 i Rådsforordning 1/2003 blev den daværende Konkurrence-

styrelse, Konkurrencerådet og Statsadvokaten for Særlig og International

Kriminalitet udpeget som nationale konkurrencemyndigheder. Efter lov-

forslaget udgør Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

den nationale konkurrencemyndighed. Konkurrencerådet er at betragte som

en bestyrelse, der har det overordnede ansvar for styrelsens administration

af konkurrenceloven, herunder anvendelsen af EUF-Traktatens artikel 101

og 102. Konkurrencerådet træffer afgørelser i sager af principiel eller særlig

stor betydning, mens styrelsen står for den daglige administration af loven.

Med

nr. 2

defineres begrebet ”national administrativ konkurrencemyndig-

hed” som en administrativ myndighed, der af en medlemsstat er udpeget til

at udføre alle eller nogle af en national konkurrencemyndigheds opgaver.

I Danmark udgør Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

den nationale administrative konkurrencemyndighed.

Konkurrenceankenævnet er i sin egenskab af administrativ rekursmyndig-

hed i forhold til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser ligeledes

en del af den nationale administrative konkurrencemyndighed i direktivets

forstand.

Med

nr. 3

defineres begrebet ”national konkurrenceret”. Det omfatter for

det første regler i national ret, som overvejende forfølger de samme mål som

artikel 101 og 102 i EUF-Traktaten, og som i overensstemmelse med artikel

3, stk. 1, i Rådsforordning 1/2003 anvendes i samme sag parallelt med arti-

kel 101 og 102. For dansk konkurrenceret vil begrebet omfatte konkurren-

celovens § 6 og § 11, som kan anvendes på samme sag og parallelt med EU-

konkurrencerettens artikel 101 og 102, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

For det andet omfatter begrebet regler i national ret, som ligeledes overve-

jende forfølger de samme mål som artikel 101 og 102 i EUF-Traktaten, men

som anvendes alene i relation til artikel 31, stk. 3 og 4, i direktiv 2019/1.

Det omfatter dog ikke bestemmelser i national ret, som pålægger fysiske

personer strafferetlige sanktioner.

160

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Med

nr. 4

defineres begrebet appelret som en national ret, der efter almin-

delige retsmidler har beføjelse til at foretage prøvelse af afgørelser fra en

national konkurrencemyndighed eller prøvelse af retsafgørelser om sådanne

afgørelser, uanset om denne ret selv har beføjelse til at fastslå, at der fore-

ligger en overtrædelse af konkurrenceretten.

Med

nr. 5

defineres begrebet ”håndhævelsessag” som en sag, der behandles

af en konkurrencemyndighed under anvendelse af artikel 101 eller 102 i

EUF-Traktaten, indtil den pågældende konkurrencemyndighed har afsluttet

en sådan sag ved at træffe en afgørelse som omhandlet i artikel 10, 12 eller

13 i direktiv 2019/1/EU af 11. december 2018, der er optaget som bilag 2 til

denne lov, eller så længe konkurrencemyndigheden ikke har fastslået, at den

ikke har grund til at forfølge sagen yderligere, eller en sag, der behandles af

Kommissionen, indtil der er truffet en afgørelse som omhandlet i artikel 7,

9 eller 10 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om

gennem-førelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82

I Danmark vil en håndhævelsessag ud over en sag efter artikel 101 eller 102

i EUF-Traktaten omfatte en sag efter konkurrencelovens § 6 eller § 11. Med

lovforslagets § 1, nr. 8-11, foreslås artikel 10 i direktiv 2019/1 gennemført i

relation til standsning af overtrædelser, herunder ved udstedelse af påbud,

gennemført. Med lovforslagets § 1, nr. 12-14, foreslås artikel 12 i direktivet

gennemført i relation til afgørelser, der gør virksomheders tilsagn bindende,

og med lovforslagets § 1, nr. 31, foreslås artikel 13 om bøder gennemført.

Artikel 7 i Rådsforordning 1/2003 vedrører Kommissionens mulighed for at

standse overtrædelser af artikel 101 eller 102 i EUF-Traktaten. Artikel 9

vedrører Kommissionens mulighed for at træffe afgørelser, der gør virksom-

heders tilsagn bindende. Artikel 10 i Rådsforordning 1/2003 indeholder

hjemmel for Kommissionen til at vedtage en beslutning om, at forbuddet i

artikel 101 ikke finder anvendelse på en aftale, en vedtagelse inden for en

sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis, enten fordi be-

tingelserne i artikel 101, stk. 1, ikke er opfyldt, eller fordi betingelserne i

artikel 101, stk. 3, for en undtagelse til forbuddet er opfyldt.

Med

nr. 6

defineres begrebet ”kartel” som en aftale eller samordnet praksis

mellem to eller flere konkurrenter om at samordne deres konkurrencemæs-

sige adfærd på markedet eller påvirke de relevante konkurrenceparametre

gennem forskellige former for praksis, f.eks., men ikke udelukkende, fast-

161

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

sættelse eller koordinering af købs- eller salgspriser eller af andre forret-

ningsbetingelser, herunder i forbindelse med immaterielle rettigheder, tilde-

ling af produktions- eller salgskvoter, markedsdeling og fordeling af kunder,

herunder tilbudskoordinering, import- eller eksportbegrænsninger eller kon-

kurrencebegrænsende foranstaltninger over for andre konkurrenter.

Det understreges, at begrebet kartel ikke er det samme som begrebet kartel-

aftale, der anvendes i lovforslagets § 1, nr. 31 (§ 23, stk. 4).

Med

nr. 7

defineres begrebet ”bistandssøgende myndighed” som en national

konkurrencemyndighed, der anmoder om gensidig bistand efter artikel 24 -

28 i direktiv 2019/1.

Med

nr. 8

defineres begrebet ”bistandssøgt myndighed” som en national

konkurrencemyndighed, der modtager en anmodning om gensidig bistand.

I tilfælde af en anmodning om bistand som omhandlet i artikel 25 - 28 i

direktiv 2019/1 omfatter begrebet det kompetente offentlige organ, som har

det primære ansvar for at fuldbyrde sådanne afgørelser efter nationale love,

forskrifter eller administrativ praksis.

Til nr. 4

Konkurrencerådet er uafhængigt af erhvervsministeren, jf. bemærkningerne

til konkurrencelovens § 15, stk. 3, samt § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 980

af 27. august 2015 om forretningsorden for Konkurrencerådet.

For at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af artikel 4, stk. 1-2, i

direktiv 2019/1 foreslås der indsat en ny bestemmelse, der fastslår, at med-

lemmerne af Konkurrencerådet og deres suppleanter er udpeget i deres per-

sonlige og faglige egenskab, uden at være undergivet instruktionsbeføjelser

fra nogen myndighed, organisation eller lignende.

Bestemmelsen vil have den virkning, at det understreges, at medlemmerne

af Konkurrencerådet og deres suppleanter både skal være uafhængige af po-

litiske hensyn og af alle andre udefrakommende hensyn.

Til nr. 5

§ 14 a

162

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens og Konkurrencerådets uafhængighed

af erhvervsministeren fremgår dels af bemærkningerne til konkurrencelo-

vens § 15, stk. 3, dels af bekendtgørelse nr. 980 af 27. august 2015 om for-

retningsorden for Konkurrencerådet. Der henvises til afsnit 2.2.1.1 i de al-

mindelige bemærkninger. Det er dog ikke anført i bekendtgørelse nr. 980 af

27. august 2015 om forretningsorden for Konkurrencerådet eller i bemærk-

ningerne til konkurrencelovens § 15, stk. 3, at Konkurrencerådet og de an-

satte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også skal være uafhængige af

enhver udefrakommende indblanding.

Det foreslås derfor, at der indsættes en bestemmelse i loven, der vil gennem-

føre artikel 4, stk. 1-3, i direktiv 2019/1.

Med

stk. 1

foreslås det, at medlemmerne af Konkurrencerådet, deres supple-

anter, direktøren for og ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen – ud-

over at skulle være uafhængig af politisk indblanding – også skal være uaf-

hængige af enhver anden udefrakommende indblanding og skal udføre deres

opgaver uden at søge eller modtage instrukser fra regeringen eller nogen

offentlig eller privat enhed.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at uafhængigheden og

uvildigheden for medlemmerne af Konkurrencerådet samt direktøren for og

ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen lovfæstes. Bestemmelsen vil

samtidig tydeliggøre, at kravet om uafhængighed også gælder for Konkur-

rencerådets suppleanter.

For at sikre klarhed over, om et høringsvar eller en analyse er afgivet af

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som led i udførelsen af almindelig mi-

nisterbetjening m.v. eller som uafhængighed konkurrencemyndighed, vil

det skulle fremgå, når der er tale om et høringssvar eller en analyse afgivet

af Konkurrencerådet eller under Konkurrencerådets ansvar, jf. konkurren-

celovens § 15.

Med

stk. 2, 1. led,

foreslås det, at de i stk. 1 nævnte personer kun kan have

anden beskæftigelse, i det omfang det er foreneligt med udøvelsen af de

pligter, der er knyttet til stillingen eller hvervet. Bestemmelsen supplerer

reglen om speciel inhabilitet i forvaltningslovens § 3 og lovfæster for den

pågældende persongruppe de forudsætninger, som følger af den uskrevne

retsgrundsætning om generel inhabilitet. Ifølge den uskrevne retsgrundsæt-

ning om generel inhabilitet er det en almindelig forudsætning for at beklæde

163

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

poster i forvaltningen, at en person ikke samtidig er eller kommer i en posi-

tion, hvor den pågældende jævnligt vil være afskåret fra at udføre sin for-

valtningsmæssige funktion på grund af særlig inhabilitet.

Stk. 1 og stk. 2, 1. led vil gælde for de personer, der håndhæver EUF-Trak-

tatens artikel 101 og 102, denne lov samt regler udstedt i medfør heraf og

varetager de opgaver, de er tillagt i medfør af denne regulering. Bestemmel-

sen vil f.eks. også gælde, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen iværk-

sætter konkurrenceanalyser på eget initiativ efter konkurrencelovens § 15,

stk. 2, eller deltager i samarbejdet i Det Europæiske Konkurrencenetværk

m.v.

Der henvises til afsnit 2.2.1.2 og afsnit 2.2.2 i de almindelige bemærkninger.

De foreslåede bestemmelse vil gennemføre artikel 4, stk. 1, og stk. 2, 1. led,

i direktiv 2019/1.

Virkningen af de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 vil være, at uvildig-

heden hos medlemmerne af Konkurrencerådet samt direktøren for og an-

satte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der varetager de anførte opga-

ver, understreges yderligere.

Efter artikel 4, stk. 2, litra c, 2. led, i direktiv 2019/1 skal medlemsstaterne

som minimum sikre, at de ansatte og de personer, der træffer afgørelser, er

omfattet af procedurer, der sikrer, at de i en rimelig periode efter fratrædelse

afstår fra at behandle håndhævelsessager, der kan give anledning til interes-

sekonflikter. Dette krav er i præamblen pkt. 20 præciseret til at angå samme

sag, som de pågældende har behandlet under deres ansættelse i Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen eller embedsperiode i Konkurrencerådet. For-

pligtelsen angår både lønnet og ulønnet beskæftigelse m.v.

De gældende regler om tavshedspligt i forvaltningslovens § 3 og straffelo-

vens § 152 og §§ 152 c - 152 f gælder også efter ophør af ansættelse eller

hverv i det offentlige, men bestemmelserne forbyder f.eks. ikke udnyttelse

og videregivelse af ikkefortrolige oplysninger. Dermed opfylder gældende

ret ikke fuldt ud kravet i artikel 4, stk. 2, litra c, 2. led, i direktiv 2019/1,

hvorefter de ansatte og beslutningstagerne i en rimelig periode, efter at de

har forladt den nationale administrative konkurrencemyndighed, ikke bør

være involveret i den samme sag i deres nye beskæftigelse.

164

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

For at sikre en korrekt gennemførelse af den pågældende bestemmelse fo-

reslås der med

stk. 2, 2. led,

indført en bestemmelse, der vil sikre, at med-

lemmerne af Konkurrencerådet, deres suppleanter, direktøren for og ansatte

i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i deres efterfølgende beskæftigelse,

lønnet eller ulønnet, skal afstå fra at behandle en række sager, som de har

behandlet under deres virke i Konkurrencerådet eller ansættelse i Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen. Det drejer sig om verserende sager, hvor der

er udsendt en meddelelse om betænkeligheder, jf. § 15 a, stk. 3, sager ved-

rørende denne lovs kapitel 4, sager om bødelempelse og sanktionslempelse,

jf. §§ 23 d-§ 23 i, anke- og retssager vedrørende afgørelser efter loven samt

aktindsigt i sådanne sager. I relation til sager vedrørende konkurrencelovens

kapitel 4 (fusioner) bemærkes særskilt, at disse vil være omfatte af bestem-

melsen fra det tidspunkt, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har

modtaget første udkast til anmeldelse af fusionen.

Den foreslåede bestemmelse indfører alene et forbud mod, at en ansat eller

et rådsmedlem behandler de førnævnte sager, som den pågældende tidligere

har behandlet enten i styrelsen eller i Konkurrencerådet eller som suppleant

hertil. Tidligere ansatte i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og tidligere

medlemmer af Konkurrencerådet m.v. vil således ikke i deres efterfølgende

beskæftigelse blive afskåret fra at behandle andre sager, der involverer de

samme virksomheder.

Forpligtelsen vil kun omfatte konkrete sager, der stadig er verserende, dvs.

som stadig behandles af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Konkurren-

cerådet eller af Konkurrenceankenævnet, som verserer ved domstolene eller

– hvad angår strafforfølgning af fysiske personer - er oversendt til Statsad-

vokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Da den foreslåede bestemmelse kun vil vedrøre de førnævnte verserende

sager, og da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen alene behandler et be-

grænset antal sager årligt, vil forpligtelsen ikke have et sådant omfang, at

den bør udløse kompensation. Dette skal også ses i sammenhæng med, at de

gældende regler om tavshedspligt allerede i dag begrænser tidligere ansattes

muligheder for at behandle sager, som de også har behandlet i deres ansæt-

telse i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller under deres virke i Kon-

kurrencerådet hvad angår udnyttelse og videregivelse af fortrolige oplysnin-

ger.

Omfattet af bestemmelsen vil være de personer, der har været en del af det

caseteam, der har behandlet sagen i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, de

165

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

yderligere personer i styrelsen og Konkurrencerådet, der har deltaget i be-

handlingen af afgørelsen samt i selve beslutningen heraf, samt de personer

i styrelsen m.v., der har deltaget i den evt. efterfølgende behandling af sagen

ved Konkurrenceankenævnet og domstolene. De pågældende omfattes af

forbuddet, hvis de ved behandlingen af sagen har opnået indsigt i væsentlige

forhold i sagen eller har haft fast tilknytning til sagen gennem en længere

periode. Det er forudsat, at de pågældende personer efter fratrædelse vil

kunne kontakte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvis vedkommende er

i tvivl om de måtte være omfattet af bestemmelsen i forhold til en konkret

sag.

Forbuddet vil være rettet imod alle efterfølgende aktiviteter, lønnede som

ulønnede, hvis der er tale om en konkret verserende sag af ovennævnte type,

som den pågældende tidligere har behandlet under ansættelsen i Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen. Det samme gælder for tidligere medlemmer

af Konkurrencerådet og deres suppleanter.

Det bemærkes, at bestemmelsen f.eks. ikke omfatter de undersøgelsessager,

herunder kontrolundersøgelsessager, som styrelsen også behandler. Imidler-

tid vil de almindelige regler om tavshedspligt efter Rådsforordning 1/2003

samt forvaltningslovens § 3 og straffelovens § 152 og §§ 152 c - 152 f gæl-

der parallelt med den foreslåede bestemmelse. Tidligere ansatte i Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen og medlemmerne af Konkurrencerådet samt

deres suppleanter vil derfor fortsat ikke lovligt kunne videregive eller ud-

nytte fortrolige oplysninger erhvervet under ansættelsen eller hvervet, uan-

set om det drejer sig om oplysninger fra en konkret verserende sag eller en

afsluttet sag.

Forpligtelsen omfatter i øvrigt kun situationer, hvor der er risiko for en in-

teressekonflikt, hvilket f.eks. ikke vil være tilfældet, hvis den pågældende

ansættes hos f.eks. EU-Kommissionen eller et i advokatkontor, der repræ-

senterer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i den pågældende sag. Det vil

heller ikke være tilfældet, hvis en ansat i Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen med ansvar for en konkret sag bliver ansat i et advokatkontor, som va-

retager den pågældende sag for en part, så længe den pågældende ikke be-

skæftiger sig med eller bidrager til arbejdet med den pågældende sag.

Overtrædelse af bestemmelsen vil kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 31 (§ 23, stk. 6).

§ 14 b

166

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Med bestemmelsen foreslås det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen of-

fentliggør en årlig beretning om styrelsens aktiviteter, herunder om udpeg-

ning og afgang af medlemmer af Konkurrencerådet, udpegning og afgang

af direktøren for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, omfanget af tildelte

ressourcer samt ændring heri sammenlignet med tidligere år. I forbindelse

med offentliggørelsen bør der ikke indgå oplysninger af fortrolig karakter. I

praksis vil redegørelsen blive offentliggjort på styrelsens hjemmeside og

eventuelt som et bilag til årsrapporten.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at informationer om

omfanget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ressourcer og hvilke per-

soner, der udgør gruppen af beslutningstagere samt de årlige ændringer heri,

gøres let tilgængelige for udefrakommende. Den foreslåede bestemmelse vil

dermed være med til at sikre, at betingelserne i artikel 5 i direktiv 2019/1

overholdes.

Bestemmelsen vil gennemføre artikel 5, stk. 4, i direktiv 2019/1.

Til nr. 6

Konkurrenceloven eller forvaltningsloven indeholder ikke regler om kon-

kurrencemyndighedernes sagsbehandlingstid. Det følger imidlertid af god

forvaltningsskik, at sager i den offentlige forvaltning skal behandles inden

for rimelig tid og ikke må trække unødigt ud; samtidig skal sagsbehandlin-

gens kvalitet være forsvarlig.

En offentlig myndighed skal give borgerne underretning, hvis en sag ikke

kan afgøres inden for kortere tid, eller hvis sagen tager længere tid end sæd-

vanligt. Der skal i så fald oplyses om, hvad sagen beror på, og så vidt muligt

om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.

Ved vurderingen af sagsbehandlingstiden i en konkret sag tages der ud-

gangspunkt i den samlede sagsbehandlingstid. Herudover kan andre forhold

tages i betragtning som f.eks. sagens karakter, omfanget af de undersøgelser,

som myndigheden har skullet foretage, de løbende ekspeditioner i sagen,

den sædvanlige sagsbehandlingstid for den pågældende sagstype, sagens

faktiske og retlige kompleksitet, om sagen har givet anledning til princi-

pielle overvejelser, og om sagen af hensyn til parten eller andre private eller

offentlige interesser må anses for mere eller mindre hastende.

167

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Efter artikel 3, stk. 3, 1. pkt., i direktiv 2019/1 skal medlemsstaterne sikre,

at håndhævelsessager ved de nationale konkurrencemyndigheder behandles

inden for rimelig tid.

Det er vurderingen, at princippet om god forvaltningsskik om, at sager i den

offentlige forvaltning skal behandles inden for rimelig tid, svarer til det prin-

cip, som er fastsat i artikel 3, stk. 3, 1. pkt., i direktiv 2019/1. For imidlertid

at sikre en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet foreslås det

fastsat, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Konkurrencerådet be-

handler en håndhævelsessag inden for rimelig tid.

Begrebet håndhævelsessag er defineret i lovforslagets § 1, nr. 3 (§ 5 b, nr.

5).

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen vil skulle behandle en håndhævelsessag inden for rime-

lig tid. Der vil i den forbindelse skulle tages hensyn til, at sagsbehandlingen

skal være forsvarlig, herunder i forhold til sagens karakter, omfanget af de

undersøgelser, som styrelsen skal foretage, de løbende ekspeditioner i sa-

gen, den sædvanlige sagsbehandlingstid for den pågældende sagstype, sa-

gens faktiske og retlige kompleksitet, om sagen giver anledning til princi-

pielle overvejelser, og om sagen af hensyn til parten eller andre private eller

offentlige interesser må anses for mere eller mindre hastende.

Til nr. 7

Den foreslåede bestemmelse vedrører begrænsninger i adgangen til parts-

aktindsigt efter forvaltningsloven og begrænsninger i retten til egenacces i

en ansøgning om bødelempelse eller en ansøgning om sanktionslempelse.

Retten til egenacces indebærer indsigt i oplysninger, som direkte vedrører

den pågældende, i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse efter

loven. For gældende ret om partsaktindsigt henvises til afsnit 2.12.1.1 i de

almindelige bemærkninger.

Med indsættelsen af et nyt

stk. 2

i § 15 a foreslås det, at retten til partsakt-

indsigt efter forvaltningsloven og retten til egenacces efter konkurrencelo-

vens § 13, stk. 1, 2. pkt., i oplysninger fra en ansøgning om bødelempelse

eller en ansøgning om sanktionslempelse vil kunne begrænses, i det omfang

interessen i at kunne benytte oplysningerne ikke skønnes at være begrundet

i den pågældendes ret til forsvar.

168

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Som anført i afsnit 2.12.2 i de almindelige bemærkninger går den foreslåede

bestemmelse videre end gennemførelsen af artikel 31, stk. 3, i direktiv

2019/1, idet det foreslås, at ikke kun partsaktindsigten efter forvaltningslo-

ven, men også retten til egenacces efter konkurrencelovens § 13, stk. 1, 2.

pkt., kan begrænses. Forslaget er imidlertid nødvendigt, idet en virksomhed,

der ikke er part i en håndhævelsessag for Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen, i modsat fald ville opnå en bedre retsstilling end parten. Endvidere er

forslaget nødvendigt for ikke af afskrække potentielle ansøgere om bøde-

lempelse eller om sanktionslempelse fra at samarbejde med konkurrence-

myndighederne.

Der er tale om en generel bestemmelse, som ud over anvendelse i sager og

undersøgelser efter konkurrenceloven også vil kunne finde anvendelse i an-

dre sager, jf. også afsnit 2.12.1.2 i de almindelige bemærkninger. Anklage-

myndigheden vil f.eks. i medfør af forvaltningslovens §§ 28 og 31 kunne

bede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om at udlevere en fysisk persons

ansøgning om sanktionslempelse, hvis oplysningerne vil være af væsentlig

betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myn-

digheden skal træffe, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 3. Virkningen af

den foreslåede bestemmelse vil i en sådan situation være, at det vil kunne

sikres, at den pågældende ansøgning – ud over at kunne bruges af anklage-

myndigheden – kun kan bruges af parterne i den pågældende relevante sag

til brug for deres forsvar.

En ansøgning om bødelempelse eller en ansøgning om sanktionslempelse

indeholder oplysninger om en virksomheds, henholdsvis en fysisk persons

viden om et kartel og en beskrivelse af den rolle, som den pågældende har

spillet heri, og er udarbejdet med særligt henblik på forelæggelse for myn-

digheden for at opnå bødelempelse eller sanktionslempelse.

Der er i begge tilfælde et reelt beskyttelsesbehov i forhold til sådanne an-

søgninger, idet en virksomheds eller en fysisk persons incitament til at søge

om bødelempelse, henholdsvis sanktionslempelse, i modsat fald kunne blive

fjernet.

Den foreslåede bestemmelse vedrører partsaktindsigt efter forvaltningslo-

ven og egenacces efter konkurrencelovens § 13, stk. 1, 2. pkt. Hvad angår

aktindsigt efter offentlighedsloven, herunder egenacces for fysiske perso-

ner, følger det allerede af den gældende § 13, stk. 1, 1. pkt., i konkurrence-

loven, at offentlighedsloven ikke gælder for sådan aktindsigt i sager og un-

dersøgelser efter konkurrenceloven.

169

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse vil ikke forhindre Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen i at offentliggøre afgørelser, hvor baggrunden herfor kan være en

indgiven ansøgning om bødelempelse eller en ansøgning om sanktionslem-

pelse; offentliggørelsen skal dog ske under iagttagelse af § 13, stk. 4, i kon-

kurrenceloven.

Til nr. 8

Med lovforslagets § 1, nr. 33, foreslås § 24 ophævet. I konsekvens heraf

foreslås det, at henvisningen i § 16, stk. 1, til § 24, stk. 1, udgår.

Den gældende bestemmelse i § 16, stk. 1, indebærer, at Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen kan udstede påbud med henblik på at bringe overtrædel-

ser af konkurrencelovens § 6, § 11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller

102 til ophør. Bestemmelsen indeholder kun hjemmel til et adfærdsmæssigt

påbud, dvs. et påbud, der stiller krav til en virksomhed om at ændre adfærd.

For nærmere om gældende ret henvises til afsnit 2.3.1.1 i de almindelige

bemærkninger.

Med ændringen af § 16, stk. 1, foreslås det, at påbud kan omfatte adfærds-

mæssige eller strukturelle påbud.

Den foreslåede ændring vil sammen med lovforslagets § 1, nr. 9-11, gen-

nemføre artikel 10, stk. 1, i direktiv 2019/1.

Der henvises til afsnit 2.3.1.2 og 2.3.2 i de almindelige bemærkninger.

Virkningen af den foreslåede ændring vil være, at Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen f.eks. kan udstede påbud om, at en virksomhed med henblik på

at bringe en overtrædelse til ophør skal afhænde en aktiepost i en konkurre-

rende virksomhed eller frasælge en forretningsenhed, jf. lovforslagets § 1,

nr. 9.

Hvis en virksomhed eller virksomhedssammenslutning undlader at efter-

komme et påbud efter den foreslåede bestemmelse, vil det være muligt at

pålægge daglige tvangsbøder, jf. lovforslagets § 1, nr. 30. Overtræder en

virksomhed eller en virksomhedssammenslutning forsætligt eller uagtsomt

et påbud, vil der kunne pålægges bøder herfor, jf. lovforslagets § 1, nr. 31

(§ 23, stk. 1, nr. 3).

170

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter at have underrettet Kommis-

sionen i medfør af artikel 11, stk. 3, i Rådsforordning 1/2003 beslutter, at

der ikke er grundlag for at fortsætte en håndhævelsessag og derfor afslutter

den, underretter styrelsen Kommissionen herom, jf. artikel 10, stk. 2, i di-

rektiv 2019/1.

Til nr. 9

Den gældende bestemmelse i § 16, stk. 1, indeholder i nr. 1-4 en ikkeudtøm-

mende angivelse af eksempler på adfærdsmæssige påbud.

I lyset af lovforslagets § 1, nr. 8, der giver Konkurrence- og Forbrugersty-

relsen hjemmel til at udstede strukturelle påbud foreslås det, at den ikkeud-

tømmende angivelse af eksempler på adfærdsmæssige påbud suppleres med

en ikkeudtømmende angivelse af eksempler på strukturelle påbud.

Med § 16, stk. 1,

nr. 5,

foreslås det, at et strukturelt påbud f.eks. vil kunne

omfatte en funktionel adskillelse af aktiviteter eller medarbejdere i en virk-

somhed.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at der f.eks. kan udste-

des et påbud om, at en virksomhed, som er aktør inden for forskellige pro-

duktions- eller distributionsled, skal placere aktiviteter i forbindelse med

salget af virksomhedens produkter i en uafhængigt fungerende forretnings-

enhed. Der vil også kunne udstedes et påbud om f.eks. fysisk adskillelse af

medarbejdere og ledelse i en enhed fra øvrige medarbejdere og den øvrige

ledelse i virksomheden.

Med § 16, stk. 1,

nr. 6,

foreslås det, at et strukturelt påbud f.eks. vil kunne

indebære et krav om afhændelse af en virksomheds aktiver eller ejerinteres-

ser.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at der f.eks. kan udste-

des et påbud om salg af en virksomheds immaterielle aktiver såsom intel-

lektuelle ejendomsrettigheder, lejemål eller forpligtelser i henhold til leve-

randør- eller kundekontrakter. Der vil også efter den foreslåede bestem-

melse kunne udstedes et påbud med krav om afhændelse af ejerinteresser i

form af f.eks. afhændelse af en eller flere aktieposter i en anden virksomhed

for at bryde eventuelle strukturelle forbindelser mellem virksomhederne.

171

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Med § 16, stk. 1,

nr. 7,

foreslås det, at et strukturelt påbud f.eks. vil kunne

omfatte et krav om afhændelse af en virksomhed eller dele heraf.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at der f.eks. kan udste-

des et påbud med krav om frasalg af en division i en virksomhed. Der vil

også efter den foreslåede bestemmelse kunne udstedes påbud med krav om

salg af en hel virksomhed, dvs. alle de aktiviteter, der bruges til virksomhe-

dens drift, materielle og immaterielle aktiver samt virksomhedens medar-

bejdere.

Til nr. 10

Udstedelsen af et adfærdsmæssigt påbud efter den gældende bestemmelse i

§ 16, stk. 1, nr. 1-4, administreres allerede i dag i overensstemmelse med

det almindeligt gældende proportionalitetsprincip.

Med indsættelsen af et nyt stk. 2 i § 16 foreslås det, at et påbud skal stå i et

rimeligt forhold til overtrædelsen og være nødvendigt for effektivt at bringe

overtrædelsen til ophør. Ved valget mellem to lige effektive påbud skal

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i overensstemmelse med proportiona-

litetsprincippet vælge det mindst belastende for en virksomhed. Den fore-

slåede bestemmelse vil gennemføre artikel 10, stk. 1, i direktiv 2019/1.

Det foreslåede

1. pkt.

i bestemmelse indeholder to elementer, som begge vil

skulle vurderes og være opfyldt, før et påbud vil kunne udstedes: Påbuddet

skal stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen, og påbuddet skal være nød-

vendigt for effektivt at kunne bringe den konkrete overtrædelse til ophør.

Det første element vil indebære en vurdering af proportionaliteten mellem

et påtænkt påbud og overtrædelsen, mens det andet element vil indebære en

vurdering af effektiviteten af et påtænkt påbud i forhold til dets egnethed til

at kunne bringe overtrædelsen til ophør.

Hvis vurderingen af proportionaliteten af et påtænkt påbud og den konkrete

overtrædelse munder ud i, at der vil være et misforhold mellem påbuddet set

i forhold til overtrædelsen, vil et andet og mere rimeligt påbud skulle vur-

deres.

Hvis vurderingen af effektiviteten af et påtænkt påbud munder ud i, at en

anden type påbud lige så effektivt vil kunne bringe overtrædelsen til ophør,

172

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

følger det af

2. pkt.

i den foreslåede bestemmelse, at Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet vil

skulle vælge det påbud, som er mindst belastende for en virksomhed.

Der gælder ikke efter den foreslåede bestemmelse en formodning for, at et

adfærdsmæssigt påbud vil være mindre byrdefuldt for en virksomhed end et

strukturelt påbud. Det kan således ikke udelukkes, at der vil kunne være

tilfælde, hvor et adfærdsmæssigt påbud til en virksomhed, der f.eks. opstiller

krav til virksomhedens adfærd i den daglige drift, vil kunne være mere byr-

defuldt end et strukturelt påbud om f.eks. et frasalg af en enhed i virksom-

heden.

Selv om et strukturelt påbud i nogle tilfælde kan forventes at være mere

byrdefuldt for en virksomhed end et adfærdsmæssigt påbud, bør dette ifølge

præambelbetragtning nr. 37 i direktiv 2019/1 dog ikke afholde en national

konkurrencemyndighed fra at beslutte, at omstændighederne ved en bestemt

overtrædelse berettiger til udstedelsen af et strukturelt påbud, fordi det mere

effektivt vil kunne bringe overtrædelsen til ophør end et adfærdsmæssigt

påbud.

Kravet om, at proportionalitetsprincippet skal være opfyldt, vil også gælde

ved vurderingen af, om ét strukturelt påbud skal vælges frem for et andet

strukturelt påbud, eller om ét adfærdsmæssigt påbud skal vælges frem for et

andet adfærdsmæssigt påbud. Hvis en overtrædelse effektivt vil kunne brin-

ges til ophør ved f.eks. krav om funktionel adskillelse af aktiviteterne i en

virksomhed, vil der kunne udstedes påbud herom i stedet for f.eks. et påbud

om afhændelse af dele af virksomheden.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at ved udstedelsen af et

påbud efter § 16, stk. 1, vil påbuddet skulle stå i et rimeligt forhold til over-

trædelsen og være nødvendigt for effektivt at bringe overtrædelsen til ophør.

Ved valget mellem to lige effektive påbud vil Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet skulle vælge

det mindst belastende for en virksomhed.

Til nr. 11

Efter almindelig forvaltningsret kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen al-

lerede i dag træffe en rent konstaterende afgørelse, der fastslår, at en aftale

eller en adfærd har udgjort en overtrædelse af loven eller af EUF-Traktatens

artikel 101 og 102.

173

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Konkurrenceankenævnet har endvidere udtalt, at selvom en ulovlig adfærd

er ophørt, er dette ikke til hinder for udstedelsen af et påbud, jf. Konkurren-

ceankenævnets kendelse af 26. november 2009 i sag nr. 2009-0018991, In-

ternational Transport Danmark mod Konkurrencerådet.

Det er således vurderingen, at gældende ret allerede giver Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen mulighed for at fastslå, at en ophørt aftale eller adfærd

har udgjort en overtrædelse af konkurrencereglerne. For imidlertid at sikre

en fuldstændig og korrekt gennemførelse af direktivet foreslås det i § 16,

stk. 4,

at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil kunne fastslå, at en tidli-

gere aftale eller en adfærd har udgjort en overtrædelse af loven, henholdsvis

af EUF-Traktatens artikel 101 og 102.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen f.eks. kan træffe afgørelse om, at en adfærd, som er op-

hørt enten på det tidspunkt, hvor styrelsen har indledt en sag mod en virk-

somhed, eller på det tidspunkt, hvor styrelsen træffer afgørelse, har udgjort

en overtrædelse af loven eller af EUF-Traktatens artikel 101 og 102.

En afgørelse efter den foreslåede bestemmelse vil kunne påklages til Kon-

kurrenceankenævnet, jf. § 19, stk. 1.

Til nr. 12

Den gældende bestemmelse i § 16 a, stk. 1, indeholder hjemmel for Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen til gøre virksomheders tilsagn bindende.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt i det væsentligste til artikel 12, stk.

1, i direktiv 2019/1. Der henvises til afsnit 2.4.2 i de almindelige bemærk-

ninger.

For at sikre en korrekt og fuldstændig gennemførelse af direktivet foreslås

det imidlertid at affatte den gældende bestemmelse om tilsagn på samme

måde som i direktivet. Det foreslås således, at Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen i håndhævelsessager, der indledes med henblik på at træffe en af-

gørelse om at bringe en overtrædelse af § 6, § 11, eller EUF-Traktatens ar-

tikel 101 eller 102 til ophør, efter høring af relevante markedsdeltagere kan

gøre tilsagn, som en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning har

afgivet, bindende, hvis tilsagnene imødekommer styrelsens betænkelighe-

der. Afgørelsen kan gælde for en bestemt periode og skal fastslå, at der ikke

længere er grund til, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen griber ind.

174

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Med den foreslåede bestemmelse tydeliggøres det i forhold til den gældende

§ 16 a, stk. 1, at også virksomhedssammenslutninger vil kunne afgive til-

sagn, at der vil skulle foretages en høring af relevante markedsdeltagere,

forinden der kan træffes en afgørelse om at gøre tilsagn bindende, at en til-

sagnsafgørelse vil kunne være tidsbegrænset, og at det vil skulle anføres i

en tilsagnsafgørelse, at der herefter ikke længere er grund for Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen til at gribe ind.

Som efter den gældende § 16 a, stk. 1, er fordelene ved at kunne afslutte en

sag med at gøre virksomheders eller virksomhedssammenslutningers tilsagn

bindende, at virksomhederne bliver inddraget mere aktivt i løsningen af de

problemer, som deres aftaler eller adfærd skaber. Det kan gøre det muligt at

finde løsninger, som på en mere hensigtsmæssig måde løser de konkrete

betænkeligheder, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen måtte have, idet

en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning med deres indgående

kendskab til markedsforholdene og dens egen økonomiske stilling kan være

med til at finde løsninger på de skabte konkurrenceproblemer.

Hertil kommer, at muligheden for efter forhandling med virksomheder eller

virksomhedssammenslutninger at gøre deres tilsagn bindende er en mere

fleksibel og ressourcebesparende måde at afslutte en sag på. Der vil f.eks.

kunne være fordele ved at afslutte en klage over hidtidig adfærd med tilsagn

om en ændret adfærd i fremtiden. En afslutning af en sag med tilsagn er

således en fremadrettet afgørelse, idet afgørelsen angiver, hvad virksomhe-

den fremover skal gøre eller ikke skal gøre. Det er ligeledes en videreførelse

af gældende ret, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil kunne acceptere

tilsagn, der bringer den konkurrenceskadelige aktivitet til ophør, og som

skaber eller genopretter en effektiv konkurrence, eller som på anden måde

opfylder lovens formål om at fremme en effektiv samfundsmæssig ressour-

ceanvendelse gennem virksom konkurrence, jf. Folketingstidende 2004-05,

1. samling, tillæg A, side 1652.

Som anført i præambelbetragtning nr. 39 i 2019/1 er tilsagnsafgørelser i

princippet ikke hensigtsmæssige i forbindelse med et hemmeligt kartel, hvor

en national konkurrencemyndighed i stedet bør pålægge en bøde. Med et

hemmeligt kartel menes efter artikel 2, stk. 1, nr. 12, i direktivet et kartel,

hvis eksistens er delvist eller helt skjult. Lovforslagets § 1, nr. 3, indeholder

en definition af en kartelaftale.

175

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Tilsagnsafgørelser vil efter den foreslåede bestemmelse kunne blive udfal-

det af indledningen af en håndhævelsessag. Begrebet håndhævelsessag skal

ses i sammenhæng med definitionen heraf i lovforslagets § 1, nr. 3 (§ 5 b,

nr. 5). Det centrale er herefter, at der vil være tale om behandlingen af en

sag, der indledes med henblik på at træffe en afgørelse om at bringe en over-

trædelse af § 6, § 11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 til ophør.

Betingelserne efter

1. pkt.

for, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil

kunne afslutte en håndhævelsessag med at gøre afgivne tilsagn bindende, vil

være, at tilsagnene imødekommer styrelsens betænkeligheder.

Med udtrykket betænkeligheder menes på den ene side, at Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen ikke vil skulle påvise en overtrædelse af konkurrencelo-

vens § 6 eller § 11 eller EUF-Traktatens artikel 101 eller 102. Det vil være

tilstrækkeligt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan sandsynliggøre,

at der vil kunne være tale om en overtrædelse. På den anden side vil Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen i en konkret sag skulle have foretaget til-

strækkelige indledende undersøgelser til dels at kunne vurdere, om der vil

kunne være konkurrencemæssige problemer med en aftale eller en adfærd,

dels at kunne foretage en afvejning af, om tilsagn i givet fald vil kunne imø-

dekomme de konkurrencemæssige betænkeligheder.

Med udtrykket imødekommer menes, at en virksomheds eller en virksom-

hedssammenslutnings tilsagn vil fjerne de konkurrencemæssige betænke-

ligheder, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har givet udtryk for –

typisk i en meddelelse om betænkeligheder eller en klagepunktsmeddelelse,

jf. den gældende § 15 a, stk. 2.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse ikke være pligt for Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen til at acceptere virksomheders eller virksomhedssam-

menslutningers tilsagn. Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skønner,

at de afgivne tilsagn ikke imødekommer styrelsens betænkeligheder i rela-

tion til konkurrencelovens § 6 eller § 11 eller EUF-Traktatens artikel 101

eller 102, vil styrelsen kunne fortsætte håndhævelsessagen og træffe afgø-

relse om, at en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning har over-

trådt loven eller EUF-Traktaten.

Det vil være en videreførelse af gældende ret, at der kan finde en vis for-

handling sted mellem en virksomhed og Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen om indholdet af de tilsagn, som i givet fald ender med at blive gjort

bindende.

176

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Efter den foreslåede bestemmelse vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,

forinden der træffes afgørelse, skulle foretage en høring af relevante mar-

kedsdeltagere over de tilsagn, som parten i en håndhævelsessag har afgivet.

Det vil være op til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at vurdere omfanget

af høringen, dvs. om og i givet fald, hvilke og hvor mange markedsdelta-

gere, der kan anses for relevante at høre. Det vil også være Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen, der afgør, om der skal være tale om en formel høring i

medfør af den gældende bestemmelse i konkurrencelovens § 15 e med of-

fentliggørelse af en ikke-fortrolig udgave af de afgivne tilsagn eller en ufor-

mel høring i form af f.eks. en telefonsamtale eller et møde. I sidstnævnte

tilfælde vil styrelsen også skulle iagttage hensynet til en virksomheds eller

virksomhedssammenslutnings drifts- og forretningshemmeligheder. Det un-

derstreges, at selve oplysningen om, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

har indledt en håndhævelsessag mod en navngiven virksomhed eller virk-

somhedssammenslutning, ikke vil kunne betragtes som en drifts- eller for-

retningshemmelighed. En høring af relevante markedsdeltagere vil kun give

mening, hvis navnet på den pågældende virksomhed, de konkurrenceretlige

betænkeligheder, som styrelsen har til en aftale eller adfærd, og indholdet af

de afgivne tilsagn kan oplyses.

Efter

2. pkt.

og i overensstemmelse med artikel 12, stk. 1, i direktiv 2019/1

foreslås det, at en afgørelse, der gør tilsagn bindende, kan gælde for en be-

stemt periode. I vurderingen af, hvorvidt en afgørelse skal være tidsbegræn-

set og i givet fald for hvilken periode, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sen kunne lade det indgå, om virksomhedens oplæg til et tilsagn er tidsbe-

grænset. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog ikke være bundet af

virksomhedens oplæg til tilsagn; det er styrelsen, der beslutter, hvorvidt et

tilsagn kan accepteres, og styrelsen kan afstå herfra og i stedet træffe afgø-

relse om, at der foreligger en overtrædelse, jf. også præambelbetragtning nr.

39.

Set i forhold til en virksomhed eller virksomhedssammenslutning vil virk-

ningen af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse om at gøre af-

givne tilsagn bindende være, at virksomheden eller virksomhedssammen-

slutningen skal handle i overensstemmelse med de afgivne tilsagn og på

samme måde, som hvis styrelsen havde afsluttet sagen med et påbud til virk-

somheden om at handle – eller undlade at handle – på en bestemt måde.

177

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Set i forhold til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil virkningen af en

tilsagnsafgørelse være, at der herefter ikke længere vil være grund for sty-

relsen til at gribe ind. Efter den foreslåede bestemmelse vil dette udtrykke-

ligt skulle anføres i afgørelsen, men uden at det fastslås, at der har været tale

om en overtrædelse af konkurrencelovens § 6 eller § 11 eller EUF-Trakta-

tens artikel 101 eller 102.

Som efter den gældende lov vil en afgørelse, der gør tilsagn bindende, ikke

kunne påklages til Konkurrenceankenævnet. Det ville således hverken være

ressourcebesparende for myndighederne eller virke fremmende for konkur-

rencen, hvis en virksomhed på den ene side fik mulighed for at afslutte en

sag med virksomhedens tilsagn, og hvis virksomheden på den anden side

kunne påklage den afgørelse, som den selv har medvirket til at få på plads

med myndighederne. Det er alene muligheden for at påklage en afgørelse til

Konkurrenceankenævnet, der er begrænset. En virksomhed vil fortsat og

som efter den gældende lov kunne få prøvet spørgsmålet om lovligheden af

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelse ved domstolene, jf. Folke-

tingstidende 2004-05, 1. samling, tillæg A, side 1653.

Hvis en virksomhed eller virksomhedssammenslutning undlader at efter-

komme et tilsagn, som er gjort bindende, vil det være muligt at pålægge

tvangsbøder, jf. lovforslagets § 1, nr. 30. Overtræder en virksomhed eller en

virksomhedssammenslutning forsætligt eller uagtsomt en tilsagnsafgørelse,

vil der kunne pålægges bøder herfor, jf. lovforslagets § 1, nr. 31 (§ 23, stk.

1, nr. 4).

Det bemærkes, at direktiv 2019/1 ikke hindrer muligheden for, at Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen fortsat efter den gældende bestemmelse i kon-

kurrencelovens § 16 a, stk. 2, vil kunne udstede præciserende påbud, som er

nødvendige for at sikre en rettidig og korrekt opfyldelse af afgivne tilsagn.

Til nr. 13

Med bestemmelsen foreslås det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

overvåger gennemførelsen af tilsagn, som er blevet gjort bindende. Den fo-

reslåede bestemmelse vil gennemføre artikel 12, stk. 2, i direktiv 2019/1.

Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at fastsætte, hvilke eksakte overvåg-

ningsmekanismer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal anvende. Det

vil bero på et konkret skøn i den enkelte sag og på de ressourcer, herunder

finansielle, som styrelsen råder over. Der vil f.eks. kunne være tale om, at

178

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen foretager overvågning på eget initiativ

eller efter klage over virksomheders eller virksomhedssammenslutningers

manglende overholdelse af tilsagn, der er gjort bindende. Der vil også kunne

være tale om, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen f.eks. fastsætter i selve

afgørelsen om at gøre tilsagn bindende, at en virksomhed på regelmæssig

basis skal underrette styrelsen om overholdelsen af tilsagnene, eller at sty-

relsen udpeger en ekstern ekspert (trustee) til at stå for overvågningen. Det

vil også kunne forekomme, at der vælges en kombination af flere forskellige

overvågningsmekanismer, herunder revision af tilsagn, hvis de ikke funge-

rer optimalt.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen efter loven skal overvåge, om virksomheder gennemfø-

rer de tilsagn, som de har afgivet, og som er gjort bindende.

Til nr. 14

Efter den gældende § 16 a, stk. 3, nr. 1-3, kan Konkurrence- og Forbruger-

styrelsen tilbagekalde en tilsagnsafgørelse, hvis de faktiske forhold har æn-

dret sig på et for afgørelsen væsentligt punkt, hvis deltagerne i aftalen m.v.

handler i strid med afgivne tilsagn, eller hvis afgørelsen er truffet på grund-

lag af urigtige eller vildledende oplysninger fra deltagerne i aftalen m.v. Der

henvises til afsnit 2.4.1.1 i de almindelige bemærkninger.

Den gældende bestemmelse i § 16 a, stk. 3, svarer på nær ét punkt til artikel

12, stk. 3, i direktiv 2019/1. Det er således ikke anført, at en afgørelse også

vil kunne tilbagekaldes i tilfælde af ufuldstændige oplysninger.

For at sikre en korrekt og fuldstændig gennemførelse af direktivet foreslås

det derfor, at det i § 16 a, stk. 3, nr. 3, der med lovforslagets § 1, nr. 13,

bliver § 16 a, stk. 4, nr. 3, fastsættes, at en tilsagnsafgørelse også vil kunne

tilbagekaldes, hvis afgørelsen er truffet på grundlag af ufuldstændige oplys-

ninger fra deltagerne i aftalen m.v.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at en afgørelse om at

gøre en virksomheds eller en virksomhedssammenslutnings tilsagn bin-

dende – ud over de muligheder, der efter de gældende regler er for tilbage-

kaldelse – vil kunne tilbagekaldes, hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

sens afgørelse hviler på oplysninger fra den pågældende, som viser sig at

være ufuldstændige.

179

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 433: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af konkurrenceloven, fra erhvervsministeren

UDKAST

Til nr. 15

Efter den gældende § 18 b, stk. 1, kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

udstede et foreløbigt påbud i tilfælde, hvor en aftale eller adfærd efter en

foreløbig vurdering skønnes at være en overtrædelse af konkurrencelovens

§ 6 eller § 11 eller artikel 101 eller 102 i EUF-Traktaten, og hvor der skøn-

nes at være risiko for alvorlig skade på konkurrencen, hvis der ikke foreta-

ges et hurtigt indgreb. Der henvises til afsnit 2.5.1.1 i de almindelige be-

mærkninger.

Efter artikel 11, stk. 1, i direktiv 2019/1 skal medlemsstaterne sikre, at en

national konkurrencemyndighed har beføjelse til på eget initiativ i hastetil-

fælde, hvor der er risiko for alvorlig og uoprettelig skade på konkurrencen

og på grundlag af en umiddelbar konstatering af en overtrædelse af artikel

101 eller 102, at træffe afgørelse om at pålægge virksomheder og virksom-

hedssammenslutninger foreløbige forholdsregler (foreløbige påbud). Der

henvises til afsnit 2.5.1.2 i de almindelige bemærkninger.

Af lovtekniske grunde foreslås den gældende § 18 b ophævet og i stedet

indsat som § 16 b i loven, idet bestemmelsen samtidig foreslås affattet, så

den i det væsentligste svarer til artikel 11 i direktivet.

Efter

1. pkt.

foreslås det, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i hastetil-

fælde, hvor der skønnes at være risiko for alvorlig skade på konkurrencen,

og hvor det umiddelbart skønnes, at konkurrencelovens § 6 eller § 11 eller

EUF-Traktatens artikel 101 eller 102 er overtrådt, kan træffe afgørelse om

at pålægge en virksomhed eller en virksomhedssammenslutning et forelø-

bigt påbud.

Som anført i afsnit 2.5.2 i de almindelige bemærkninger er det til en korrekt

gennemførelse af artikel 11, stk. 1, i direktiv 2019/1 ikke et krav, at udste-

delsen af et foreløbigt påbud skal være betinget af, at der skal være risiko

for alvorlig og uoprettelig skade på konkurrencen; det vil være tilstrække-

ligt, at der foreligger risiko for alvorlig skade på konkurrencen. På denne

baggrund og sagens hastende karakter taget i betragtning foreslås det, at det

gældende krav om, at der efter en umiddelbar vurdering skal foreligge risiko

for, at en aftale eller adfærd kan indebære alvorlig skade på konkurrencen,

opretholdes, og at der ikke tillige stilles krav om, at skaden på konkurrencen

skal være uoprettelig.

180