ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 416: Orientering af Erhvervsministeriets notat om intervention i sag for EU-Domstolen C-161/20, Kommissionen mod Rådet, fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2019-20
ERU Alm.del Bilag 416
Offentligt

NOTAT

11-09-2020

1012751

Notat til Europaudvalget, Erhvervsudvalget og Skibsfartspolitisk Spe-

cialudvalg om intervention i sag for EU-Domstolen C-161/20, Kom-

missionen mod Rådet

1. Indledning og baggrund

Europa-Kommissionen anlagde den 14. april 2020 sag ved EU-Domstolen

mod Rådet med påstand om, at Rådets afgørelse af 5. februar 2020 annul-

leres. Ved afgørelsen støttede Rådet, på vegne af medlemsstaterne og

Kommissionen, FN’s Søfartsorganisation (IMO) i forbindelse med intro-

duktion af livscyklus-retningslinjer til estimering af

well-to-tank

drivhus-

gas-emissioner fra alternative brændstoffer.

I sagen påstår Kommissionen, at Rådet har tilsidesat sine traktatretlige for-

pligtelser i henhold til artikel 3, stk. 2, samt artikel 17, stk. 1, ved at indgå

aftaler med IMO på Unionens vegne, selvom kompetencen hertil tilkom-

mer Kommissionen. Forud for sagens anlæg blev spørgsmålet om kompe-

tence drøftet mellem Rådet og Kommissionen uden at der dog blev opnået

enighed herom.

Kommissionen har fremført to anbringender til støtte for annulleringspås-

tanden. For det første har Kommissionen gjort gældende, at Unionen i hen-

hold til artikel 3, stk. 2, i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktions-

område (TEUF) har enekompetence på det område, der vedrører forelæg-

gelsen vedrørende drivhusgasemissioner, fordi dette område i vidt omfang

er omfattet af de fælles regler, der finder anvendelse på situationer inden

for Unionen.

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at Rådets afgørelse til-

sidesætter artikel 17, stk. 1, i Traktaten om Den Europæiske Union (TEU),

hvorefter det er Kommissionen, der har ret til at handle på Unionens vegne

og at sikre Unionens repræsentation udadtil.

2. Den danske interesse i sagen

Regeringen intervenerer i sagen til støtte for Rådet, idet Danmark som en

global søfartsnation har en særlig interesse i at påvirke international regu-

lering på søfartsområdet. IMO er i den forbindelse den vigtigste globale

institution på området. Danmark taler således med en væsentlig stemme og

er en aktiv bidragsyder til IMO’s arbejde og forhandlinger, herunder på

miljø- og klimaområdet. Nye globale regler på disse områder kan påvirke

danske rederier direkte og kan betyde øget omkostninger for erhvervet. Fra

dansk side er det derfor vigtigt, at IMO vedtager hensigtsmæssig regule-

ring, som ikke pålægger unødvendige byrder, øgede økonomiske omkost-

ninger eller svækker konkurrenceevnen for Danmarks skibsfartserhverv.

Såfremt Kommissionen får medhold i sagen ved Domstolen, vil Danmarks

position i IMO blive svækket, da Danmarks forhandlingsmuligheder vil

khje - SFS

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 416: Orientering af Erhvervsministeriets notat om intervention i sag for EU-Domstolen C-161/20, Kommissionen mod Rådet, fra erhvervsministeren

blive begrænset ved fremtidige IMO-forhandlinger. De potentielle be-

grænsninger i Danmarks handlerum bunder i de forpligtelser der, følger for

Danmark som EU-medlemsland. I dag koordineres den fælles EU-linje af

Kommissionen og Rådet i samarbejde. Danmark kan derfor miste betyde-

lig selvstændig indflydelse i IMO, såfremt Kommissionen får medhold ved

Domstolen og således fremover vil have enekompetence til at repræsentere

EU-medlemsstater i IMO-regi, herunder ved forhandling og indgåelse af-

taler med IMO på Unionens vegne.

ndvidere vil det kunne svække Dan-

marks position, hvis medlemsstaterne i fremtiden ikke vil kunne indgå af-

taler med IMO samt varetage Unionens repræsentation, idet Rådets rolle i

høj grad består af at varetage nationale, herunder danske, interesser.

Det er

derfor vigtigt, at Danmark forsat har mulighed for at præge IMO’s

forhandlinger og arbejde i en, for Danmark, gunstig retning.

3. Regeringens synspunkter i sagen

Regeringen vil i et dansk indlæg argumentere for, at Unionen ikke har ene-

kompetence i medfør af artikel 3, stk. 2, TEUF på det område, der vedrører

forelæggelsen vedrørende drivhusgasemissioner. Med henvisning til prak-

sis fra EU-Domstolen argumenteres der i den forbindelse bl.a. for, at der

ikke er risiko for, at Rådets afgørelse berører eller ændrer rækkevidden af

fælles EU-regler.

Derudover argumenteres der i et dansk indlæg for, at Rådets afgørelse ikke

er i strid med artikel 17, stk. 1, TEU, og Kommissionens prærogativ heri

til at handle på Unionens vegne og sikre Unionens repræsentation udadtil.