11. sep. 2020
–
Pressemeddelelser
Danske Banks redegørelse til Finanstilsynet vedr.
fejl i bankens inkassosystem
Danske Bank har besvaret Finanstilsynets anmodning om at redegøre for bankens håndtering af de
konstaterede fejl i vores inkassosystem, som vi har arbejdet på siden maj 2019. I svaret, der kan
læses i sin helhed her,
gennemgås blandt andet hovedårsagerne (”root causes”), til de konstaterede
fejl, den historiske viden om datafejlene og bankens håndtering af disse, ligesom omfanget af
problemerne beskrives.
”Vi beklager dybt situationen og den usikkerhed, som vores fejl og de fejlbehæftede data i bankens
inkassosystem har skabt hos både kunder, medarbejdere og andre interessenter. Vi kan desværre
ikke lave om på de fejl, der er begået og som ikke tidligere er blevet håndteret ordentligt. Men vi
kan
–
og det er det, vi er i fuld gang med
–
sørge for, at vi undersøger problemerne til bunds, retter
fejlene og kompenserer kunderne fuldt ud,”
siger administrerende direktør i Danske Bank, Chris
Vogelzang.
Af svaret fremgår desuden følgende:
Danske Bank beklager dybt situationen og den usikkerhed, som vores fejl og de fejlbehæftede data i
bankens inkassosystem har skabt. Vi forpligter os til så hurtigt som muligt at gennemgå og
korrigere alle de sager, der er påvirket af datafejlene og sikre, at de berørte kunder kompenseres
fuldt for de beløb, de har betalt for meget og eventuelt andre tab de måtte have lidt som følge af
vores fejl.
I hvert fald dele af problemstillingen har igennem årene været kendt visse steder og på forskellige
niveauer i organisationen, herunder blandt ledere, men på trods af forsøg på at afhjælpe
problemerne, blev der aldrig taget ordentligt hånd om de underliggende fejl, hvorfor problemerne
desværre fik lov til at eksistere gennem mange år.
Vi har siden maj 2019, hvor den nuværende direktion blev orienteret om de systemiske datafejl,
iværksat en lang række foranstaltninger for at afhjælpe konsekvenserne af fejlene, ligesom vi har
igangsat et omfattende analysearbejde af hovedårsagerne.
Vi har identificeret fire hovedårsager til de systemiske datafejl - hovedstol, renter og gebyrer er
slået sammen til ét beløb; forfaldsdatoen er registreret forkert; kautionister og meddebitorer er
behandlet ens; og den fulde hovedstol er opkrævet hos meddebitorer. I alt 106.000 kunder er i risiko
for overopkrævning på grund af disse fejl. Danske Bank lover at have gennemgået alle sager inden
juli 2021, og vi estimerer, at 10.000-15.000 kunder er berettiget til kompensation.
Danske Bank har i forbindelse med analyserne af sagen identificeret en række yderligere mulige
problemstillinger, som vi undersøger med henblik på at opnå en fuld forståelse og håndtere dem på
en passende måde. Det drejer sig blandt andet om problemstillinger vedrørende renter på
rykkergebyrer, fejlbehæftede oplysninger i forbindelse med retssager, mæglersalærer og ukorrekt
registrering af skattemæssige oplysninger. Disse yderligere problemstillinger og eventuelt andre,
der måtte bringes frem i lyset, kan potentielt påvirke yderligere kunder, end dem, der er påvirket af
de fire hovedårsager. Hvis der i forbindelse med disse problemstillinger skulle være kunder, der har
lidt tab som følge af fejl fra vores side, vil de blive kompenseret.