Hvorledes sikrer man søfarendes sikkerhed, sundhed samt hviletid bedst?
I Danmark er det Folketinget, der vedtager lovene. For søfarende er det Søfartsstyrelsen, der
både udfærdiger bekendtgørelser og meddelelser for søfarende, samt kontrollerer om de bliver
overholdt.
Er det på tide at disse funktioner bliver helt adskilt, da det for nuværende ikke virker optimalt?
Der er nu gået 7 år siden d. 16. august 2013, hvor nye hviletidsbestemmelser blev gjort
gældende, hvilket Danmark har ratificeret gennem Hviletidsbekendtgørelsen udfærdiget af
Søfartsstyrelsen.
Før denne dato havde det været muligt at dispensere for den samlede hviletid i et døgn fra 10
timer, til kun 6 timers hvile, dvs. en samlet arbejdstid på 18 timer. Ved en yderligere
dispensation kunne arbejdstider også opgøres pr. kalenderdøgn.
Denne mulighed for
reduceret arbejdstid blev ophævet i den “nye” Hviletidsbekendtgørelse, så
der altid skal være mindst 10 timers hvile når du ser 24 timer bagud i din arbejdsplan/vagtplan.
Der er stadig mange rederier og overfarter, der ikke overholder dette og derved påfører deres
ansatte søfolk en sikker- og sundheds risiko, hvor svækkelse af helbred og afkortning af levetid
kan være vilkår heraf?
3F Sømændene har gennem alle årene påtalt dette overfor rederier og Søfartsstyrelsen, men
intet er sket.
3F Sømændene har afholdt 2 konferencer i foråret 2019 og 2020, hvor undertegnede og
kontorchef Rasmus Høy Thomsen fra Søfartsstyrelsen har deltaget, for at tale om og debattere
problemerne vedr. manglende opfyldelse af den lovpligtige hviletid.
Konklusionen har begge gange været at det ville Søfartsstyrelsen tage sig af. Intet er sket!
Danske Rederier har i 2017 meddelt alle rederier, hvorledes Hviletidsbekendtgørelsen skal
forstås og overholdes. Intet er sket!
3F Sømændene har i foråret 2020 søgt agtindsigt i, hvor mange brud på hviletiden og hvor
mange politianmeldelser Søfartsstyrelsen har foretaget til den givne dato.
Svaret var, at siden 2017 havde de konstateret 20 brud på Hviletidsbekendtgørelsen, men havde
ikke politianmeldt nogen.
Dvs. at lovbrud, der skader de søfarendes sikkerhed og sundhed ikke har medført nogen bøder
eller sanktioner for hverken skibsførere eller rederier?
Kan vi i Danmark have en myndighed, der er så ligeglad med menneskers velbefindende og
sundhed, at alle interessenter kan sidde dette overhørig?
Hvorledes kan Søfartsstyrelsen, Danske Rederier, skibsførere og fagforeningerne lade dette blive
ved med at foregå, selv om de er vidende herom?