ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2019-20
ERU Alm.del Bilag 339
Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige

andre love

(Gennemførelse af 2. betalingstjenestedirektiv, 4. og 5. hvidvaskdirektiv, ændringer til benchmarkforordningen og

disclosureforordningen)

§1

I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1024 af 3. oktober 2019, som ændret ved § 7 i lov nr.

1374 af 13. december 2019, § 5 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 4 i lov nr. 641 af 19. maj

2020, foretages følgende ændringer:

fodnoten

til lovens titel ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU

af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elek-

troniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2.

e-pengedirektiv)« til: », Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. sep-

tember 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske

penge og tilsyn med en sådan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-penge-

direktiv) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019

om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holding-

selskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger

og ‑be-

føjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger (CRD V)«.

§ 5, nr. 18,

indsættes efter »instrument med begrænset anvendelse«: », jf. nr. 14 eller 15«.

§ 7, nr. 22,

affattes således:

»22) Pengeoverførsel: en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at

der oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30.

maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle

system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2014/17/ЕU

forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU

og forordning (EU) nr. 1093/2010, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998, Europa-Parlamen-

tets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af

direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv

2007/64/EF.

Side 1 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden betalingstje-

nesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne, eller hvor sådanne midler modtages på beta-

lingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for denne.«

§ 9, 1. pkt.,

ændres »bilag 1, nr. 1-7« til: »bilag 1«, og »eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50«

ændres til: »e-pengeinstitut, jf. dog § 50, eller udbyder af kontooplysningstjenester, jf. § 60«.

§ 10, stk. 2,

indsættes efter »jf. bilag 1, nr. 7«: », eller kontooplysningstjenester, jf. bilag 1,

nr. 8«, og udgår », jf. §§ 99 og 104-106«.

§ 14, stk. 1, nr. 2,

indsættes efter »§§ 50 eller 51«: », og deres agenter«.

§ 14, stk. 1,

indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) virksomheder, der har fået tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester efter § 60,

og deres agenter,«

Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.

§ 14, stk. 1, nr. 5,

som bliver nr. 6, ændres »§ 5, nr. 14-17« til: »§ 5, nr. 14-18«.

§ 52, stk. 1,

indsættes som

nr. 4:

»4) Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.«

§ 60, stk. 5,

ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.

§ 60, stk. 6, 2. pkt.,

ændres »Kapitel 5-7« til: »§ 39 og kapitel 5-7«.

Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:

»§ 60 a.

Senest 3 måneder efter modtagelse af en ansøgning om tilladelse, jf. § 60, eller, hvis

ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødvendige for at

træffe afgørelse, underretter Finanstilsynet ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen kan imøde-

kommes.«

Efter § 66 indsættes før overskriften før § 67:

»§ 66 a.

En udbyder af betalingstjenester skal stille den folder, som Kommissionen udarbej-

der i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25.

november 2015 om betalingstjenester i det indre marked til rådighed for alle udbyderens

brugere på en let tilgængelig måde. Folderen skal fremgå af udbyderens hjemmeside og være

tilgængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter, og hvor relevant, andre virksomheder,

hvortil aktiviteter er outsourcet.«

10.

11.

12.

13.

Side 2 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

14.

§ 123, stk. 3,

ændres »abonnementsordningen, jf. stk. 4« til: »regler fastsat af erhvervsmi-

nisteren efter stk. 4«.

§ 123, stk. 4,

affattes således:

»Stk.

Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodeller udbyderne

af visse typer af betalingsinstrumenter kan anvende til at pålægge betalingsmodtageren at

betale til dækning af udbyderens omkostninger til driften af betalingssystemet.«

§ 123, stk. 5, 1. pkt.,

ændres »prisen for det årlige abonnement i stk. 4« til: »betalingen i

prismodeller fastsat efter stk. 4«.

§ 130, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel

3-4«.

§ 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9

10,

der bliver stk. 8, 10 og 11, og

§ 137, stk. 2,

ændres »stk.

5« til: »stk. 6«.

§ 136, stk. 1, 1. pkt.,

udgår », såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3

og 8 og §§ 83-90«.

§ 136

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3.

Stk. 1 finder dog ikke anvendelse på oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7.«

Stk. 3-10 bliver herefter 4-11.

§ 136, stk. 5, nr. 4,

der bliver stk. 6, nr. 4, ændres »stk. 10« til: »stk. 11«.

§ 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19

23,

der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19

og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.

§ 136, stk. 5, nr. 7, 8

14,

der bliver stk. 6, nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.

§ 136, stk. 5, nr. 15,

som bliver til stk. 6, nr. 15, affattes således:

»15) Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden for Den Europæiske Union eller

lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, Det Europæiske Sy-

stem af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk

myndighed samt offentlige myndigheder, som overvåger betalingssystemerne i Danmark og

andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale

med på det finansielle område, under forudsætning af, at oplysningerne er nødvendige for

dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder udførelse af pengepolitik, over-

vågning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer samt varetagelse af det finansielle

systems stabilitet.«

15.

16.

17.

18.

19.

20.

21.

22.

23.

24.

Side 3 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

25.

§ 136, stk. 5,

der bliver stk. 6, indsættes som

nr. 24-26:

»24) Den Internationale Valutafond og Verdensbanken med henblik på vurderinger som led

i vurderingen af den finansielle sektor.

25) Den Internationale Betalingsbank med henblik på kvantitative konsekvensanalyser.

26) Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsynsfunktion.«

§ 136, stk. 6,

der bliver stk. 7, ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 5 og 6«.

§ 136, stk. 7,

der bliver stk. 8, ændres »stk. 6« til: »stk. 7«.

§ 138, stk. 1, 8. pkt.,

ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel

3-4«.

§ 139, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel

3-4«.

§ 143

ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«, og

»Europa-Parlamentets eller Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012« ændres

til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012«.

Efter § 145 indsættes:

»§ 145 a.

Konkurrencerådet har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugersty-

relsens administration efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Konkurrencerådet

træffer afgørelse i sager af principiel eller særlig stor betydning. Konkurrencerådet og Kon-

kurrence- og Forbrugerstyrelsen er ved administrationen af denne lov og regler udstedt i

medfør heraf uafhængige af erhvervsministeren.

Stk. 2.

Konkurrencerådet kan delegere sin kompetence til at træffe afgørelser efter stk. 1, 2.

pkt., til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

§ 145 b.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at

undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller

endeligt skal indstilles.«

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

§ 152, stk. 2,

ændres »artikel 3a, stk. 3-4« til »artikel 3a, stk. 3-5«.

Side 4 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

§2

I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 380 af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 1, nr. 20,

affattes således:

»20) Udbydere af spil, som defineret i lov om spil, jf. dog stk. 7.«

Efter § 5 indsættes før overskriften før § 6:

»§ 5 a.

Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1 og 6, må kun indløse betalinger foretaget

med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande, hvis kortene opfylder samtlige føl-

gende betingelser:

Betalingsinstrumentet er ikke genopfyldeligt eller har en maksimal månedlig beta-

lingstransaktionsgrænse på en værdi svarende til 150 euro, som udelukkende kan

anvendes i Danmark.

Det maksimale elektronisk lagrede beløb må ikke overstige et beløb svarende til 150

euro.

Betalingsinstrumentet kan udelukkende anvendes til køb af varer eller tjenesteydel-

ser.

Betalingsinstrumentet kan ikke finansieres med anonyme elektroniske penge.

Udstederen af det forudbetalte kort skal kunne foretage tilstrækkelig overvågning af

transaktioner til at kunne opdage usædvanlige eller mistænkelige transaktioner.

Stk. 2.

Indløsning af restværdien i kontanter eller kontanthævning af pengeværdien af ano-

nyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande må kun ske, når det indløste beløb ikke oversti-

ger 50 euro.

Stk. 3.

Betalingstransaktioner, der foretages med anonyme forudbetalte kort udstedt i tred-

jelande, og som iværksættes via internettet eller i øvrigt gennem en anordning, der kan an-

vendes til fjernkommunikation, må kun indløses, når det beløb, der betales, ikke overstiger

50 euro pr. transaktion.«

§ 7, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 8, stk. 2«: »§ 17, stk. 2, nr. 5«.

§ 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt.,

ændres »§ 2, litra a, nr. ii« til: »§ 2, nr. 9, litra a, nr. ii«

§ 14, stk. 6, 2. pkt.,

ændres »stk. 2« til: »stk. 5«.

§ 25, stk. 1,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Virksomheder og personer skal undersøge baggrunden for og formålet med:

1) Alle transaktioner, der

a) er komplekse,

b) er usædvanlig store,

c) foretages i et usædvanligt mønster, eller

Side 5 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.

2) Alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.«

§ 57

indsættes som

stk. 4-6:

»Stk. 4.

Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med de kompetente myndigheder i EU- eller

EØS-lande om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her

i landet, når virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i §

1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver disse

aktiviteter her i landet, eller når virksomheder og personer, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr.

15-18 og 22, der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-lande.

Stk. 5.

Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-land kan efter forudgående aftale

med Erhvervsstyrelsen foretage inspektion hos de her i landet beliggende virksomheder og

personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med

hjemsted i det pågældende land. Erhvervsstyrelsen kan deltage i inspektionen som nævnt i

1. pkt. Modsætter en virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent uden-

landsk myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages med Erhvervsstyrelsens

medvirken.

Stk. 6.

Erhvervsstyrelsen kan anmode de kompetente myndigheder i et EU- eller EØS-land

om at medvirke til at påse overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør af

loven, vedrørende virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt

i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner,

kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.«

§ 64

indsættes som

stk. 3-5:

»Stk. 3.

Advokatrådet skal samarbejde med de kompetente myndigheder i EU- eller EØS-

lande om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i lan-

det, når virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk.

1, nr. 14, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver advokatvirksomhed her i

landet, eller en dansk virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt

dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-lande.

Stk. 4.

Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-land kan efter forudgående aftale

med Advokatrådet foretage inspektion hos de her i landet beliggende virksomheder og per-

soner, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det

pågældende land. Advokatrådet kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter

en virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myndigheds

inspektion, kan undersøgelsen kun foretages med Advokatrådets medvirken.

Stk. 5.

Advokatrådet kan anmode de kompetente myndigheder i et EU- eller EØS-land om

at medvirke til at påse overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven,

vedrørende virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1,

Side 6 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

stk. 1, nr. 14, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller på

stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.«

§ 78, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »§ 5« til: »§§ 5 og 5 a«, og efter »§ 31 b, stk. 1« indsættes: », §

32«.

§ 79

ændres »§ 51« til: »§§ 51-51 b«.

§ 80, stk. 1,

indsættes efter »§ 49, stk. 1 og 5«: », eller efter regler udstedt i medfør af § 49,

stk. 7«.

§3

I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 377 af 2. april 2020, som ændret ved § 2 i lov nr.

369 af 9. april 2019, § 5 i lov nr. 641 af 19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af 19. maj 2020, foretages

følgende ændringer:

10.

11.

§ 62, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»1. pkt. gælder også for en operatør af et reguleret marked, der driver en multilateral han-

delsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF).«

I §

253 a

indsættes efter »4-16«: », 19 a-19 c«.

§4

I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1046 af 14. oktober 2019, som ændret

ved § 8 i lov nr. 532 af 29. april 2015, § 10 i lov nr. 554 af 7. maj 2019, § 3 i lov nr. 1374 af 13.

december 2019, § 8 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 3 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages

følgende ændringer:

Fodnoten

til lovens titel affattes således:

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Kommissionens direktiv 2007/16/EF af

19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning af love og

administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (in-

vesteringsinstitutter) med hensyn til afklaring af bestemte definitioner, EU-Tidende 2007,

nr. L 79, side 11, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om

samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv inve-

stering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L

302, side 32, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Eu-

Side 7 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, in-

teressekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depo-

sitar og et administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, Kommissionens

direktiv 2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser om fusioner af fonde, master-

feeder-strukturer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 28, dele af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv

2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for

kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositar-funk-

tioner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-

direktivet), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015

om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af

penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning 2012/648/EU og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), EU-Tidende

2015, nr. L 141, side 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af

17. maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet

aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rå-

dets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om fore-

byggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge

eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-

Tidende 2018, nr. L 156, side 43. I loven er der endvidere medtaget visse bestemmelser fra

Kommissionens forordning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de

betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på

et andet varigt medium end papir eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 1,

Kommissionens forordning 2010/584/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af standardmo-

dellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om investeringsinstituttet, brug af elektronisk

kommunikation mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmeldelser og proce-

durer ved kontroller og undersøgelser på stedet samt udveksling af oplysninger mellem kom-

petente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-Parlamentets og Rådets

forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-Tidende 2017,

nr. L 169, side 8, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. de-

cember 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme

for simpel, transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv

2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU,

EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning

umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således ude-

lukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldig-

hed i Danmark.«

Side 8 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

§ 18, stk. 1, 4. pkt.,

ophæves.

§ 161, stk. 1,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Finanstilsynet påser overholdelsen af følgende:

1) Loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63

Danske UCITS’ vedtægter eller fondsbestemmelser, når Finanstilsynet har godkendt

vedtægterne eller fondsbestemmelserne.

3) Regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13.

juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for

kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en

generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, trans-

parent og standardiseret securitisering og regler fastsat i medfør heraf.

5) Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) nr. 1131/2017 af 14. juni 2017 om pen-

gemarkedsforeninger og regler fastsat i medfør heraf.

6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere

grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af

forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 og Europa-

Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk

personligt pensionsprodukt og regler fastsat i medfør heraf.

7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæ-

redygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler

fastsat i medfør heraf.

Stk. 2.

Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kon-

trollerer, at reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 82-92 og

i regler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapi-

rer, der handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

§ 179, stk. 1,

indsættes efter »i medfør af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne

lov,«: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om

en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, trans-

parent og standardiseret securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger eller Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplys-

ninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf,«.

Side 9 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

§ 189

indsættes efter »i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-

Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel

ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og

standardiseret securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/1131

af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger eller Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sek-

toren for finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf,«.

§5

I lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af 14. oktober

2019, som ændret ved § 4 i lov nr. 369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 554 af 7. maj 2019, § 9 i lov nr.

1563 af 27. december 2019 og § 2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer:

§ 6, stk. 4,

ændres »og for selvforvaltende investorfradragsfonde« til: »for selvforvaltende

investorfradragsfonde, AIF-SIKAV’er

AIF-værdipapirfonde«.

§ 18

indsættes som

stk. 4:

»Stk. 4.

Erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav for ansatte hos en for-

valter af alternative investeringsfonde.«

§ 155, stk. 1, 6. pkt.,

indsættes efter »Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive

investeringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013

og (EU) nr. 1286/2014, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20.

juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt)«: »og Europa-Parlamentets og

Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede op-

lysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser«.

§ 189

indsættes efter »i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-

Parlamentets og Rådets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale

iværksætterfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april

2013 om europæiske venturekapitalfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger, Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering

og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitise-

ring, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. november 2014 om

dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investerings-

produkter til detailinvestorer (PRIIP’er)

eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning

Side 10 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren

for finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf,«.

§6

I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 378 af 2. april 2020, foretages følgende æn-

dringer:

I §

1, stk. 4,

ændres »§ 3, stk. 6, og § 4, stk. 4,« til: »§ 3, stk. 7, og § 4, stk. 5,«, og i stk. 5

ændres »§ 3, stk. 6,« til: »§ 3, stk. 7,«.

§ 3

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4.

En ansøgning

om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Erhvervsstyrelsens selv-

betjeningsløsning

vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3.

Kan en ansøgning undtagel-

sesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige

oplysninger indsendes digitalt til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldel-

sesblanket.«

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.

§ 4

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk.

En ansøgning om registrering efter stk. 1 skal indsendes via Erhvervsstyrelsens selv-

betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 2. Kan en ansøgning undtagel-

sesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige

oplysninger indsendes digitalt til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldel-

sesblanket.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:

»§

12 a.

En forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler må ikke medvirke

til, at forsikringer for personer bosiddende i Danmark, danske skibe eller andre risici, der

består her i landet, tegnes hos andre end følgende:

1) Danske forsikringsselskaber.

2) Udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk.

1, i lov om finansiel virksomhed.

3) Udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.«

§ 22, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt«: »og Eu-

Side 11 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredyg-

tighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser samt regler udstedt i

medfør heraf«.

§ 36, stk. 1,

indsættes efter »forskrifter fastsat i medfør af denne lov«: »eller i medfør af

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bære-

dygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler ud-

stedt i medfør heraf«.

§ 37

ændres »eller forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution« til: », forordninger udstedt i

medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om for-

sikringsdistribution eller i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren

for finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf«.

§7

I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 355 af 2. april 2020, foretages følgende æn-

dringer:

§ 97, stk. 1, 2. pkt.,

indsættes efter »Finanstilsynet påser endvidere overholdelsen af Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning«: »2017/2402/EU af 12. december 2017«, og efter

»ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering« indsættes: »og Europa-Par-

lamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtigheds-

relaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser«.

§ 104, stk. 1,

indsættes efter »i medfør af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne

lov«: »eller i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. no-

vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydel-

ser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en

generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent

og standardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf«.

§ 112, stk. 1,

indsættes efter »i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven«:

»eller i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november

2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Eu-

ropa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel

ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og

standardiseret securitisering ogregler udstedt i medfør heraf«.

Side 12 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

§8

I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse

nr. 379 af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:

§ 2, nr. 6,

affattes således:

»6) Rådgivning: Personlige anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere trans-

aktioner i forbindelse med boligkreditaftaler, og som er uafhængig af ydelsen af boligkredit-

aftalen og de aktiviteter, som ydes af en boligkreditformidler.«

§ 3

indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

»Stk. 7.

En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Erhvervsstyrelsens selv-

betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 6. Kan en ansøgning undtagel-

sesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige

oplysninger indsendes digitalt til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldel-

sesblanket.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

§9

I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslånsvirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr. 1563 af

27. december 2019 og § 1 i lov nr. 801 af 9. juni 2020, foretages følgende ændring:

§ 3

indsættes som

stk. 4:

»Stk. 4.

En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Erhvervsstyrelsens selv-

betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagel-

sesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige

oplysninger indsendes digitalt til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldel-

sesblanket.«

§ 10

I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019, som ændret

ved § 4 i lov nr. 1374 af 13. december 2019 og § 12 i lov nr. 1563 af 27. december 2019, foretages

følgende ændringer:

§ 3, stk. 1, nr. 5,

ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.

Side 13 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

§ 3

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4.

En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Erhvervsstyrelsens selv-

betjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagel-

sesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige

oplysninger indsendes digitalt til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldel-

sesblanket.«

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.

I §

12, stk. 7,

ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.

I §

22, stk. 1,

ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.

§ 11

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2.

§ 1, nr. 25, træder i kraft den 29. december 2020.

Stk. 3.

§ 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3 og 4, § 6, nr. 5-7 og § 7, nr. 1-3, træder i kraft den 10. marts 2021.

Stk. 4.

§ 1, nr. 17, 28-30 og 32, træder i kraft den 19. april 2021.

§ 12

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis

sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grøn-

landske forhold tilsiger. Loven kan endvidere sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Side 14 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Indledning

Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Finanstilsynets vurdering af forsvarlig drift for virksomheder med begrænset tilladelse

efter lov om betalinger

2.1.1.

Gældende ret

2.1.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.1.3.

Lovforslagets indhold

2.2. Frist for Finanstilsynets sagsbehandling ved behandling af ansøgninger om tilladelse til

at udbyde kontooplysninger

2.2.1.

Gældende ret

2.2.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.2.3.

Lovforslagets indhold

2.3. Forpligtelse til at stille Kommissionens folder om rettigheder til rådighed

2.3.1.

Gældende ret

2.3.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.3.3.

Lovforslagets indhold

2.4. Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer

2.4.1.

Gældende ret

2.4.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.4.3.

Lovforslagets indhold

2.5. Erhvervsministerens beføjelser til at fastsætte nærmere regler efter lov om betalinger

2.5.1.

Gældende ret

2.5.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.5.3.

Lovforslagets indhold

2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger

2.6.1.

Gældende ret

2.6.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.6.3.

Lovforslagets indhold

2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioritetsadgang i tilsynet med lov om betalinger

2.7.1.

Gældende ret

2.7.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.7.3.

Lovforslagets indhold

2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande

2.8.1.

Gældende ret

2.8.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Side 15 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

2.8.3.

Lovforslagets indhold

2.9. Undersøgelsespligten efter hvidvaskloven

2.9.1.

Gældende ret

2.9.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.9.3.

Lovforslagets indhold

2.10. Samarbejdspligten for Erhvervsstyrelsen og Advokatrådet med udenlandske myndighe-

der

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.10.3. Lovforslagets indhold

2.11. Ændringer som følger af disclosureforordningen

2.11.1. Gældende ret

2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.11.3. Lovforslagets indhold

2.12. Forvaltere af AIF-SIKAV’er

og AIF-Værdipapirfonde

2.12.1. Gældende ret

2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.12.3. Lovforslagets indhold

2.13. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative in-

vesteringsfonde

2.13.1.

Gældende ret

2.13.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.13.3.

Lovforslagets indhold

2.14.

Muligheden for etablering af andelskasser i afdelingers navne

2.14.1.

Gældende ret

2.14.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.14.3.

Lovforslagets indhold

2.15.

Ændringer som følge af benchmarks for lille CO2-effekt og bæredygtighedsrelaterede

oplysninger om benchmarks

2.15.1.

Gældende ret

2.15.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.15.3.

Lovforslagets indhold

2.16.

Outsourcing for en operatør af et reguleret marked, der driver en multilateral handels-

facilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF)

2.16.1.

Gældende ret

2.16.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.16.3.

Lovforslagets indhold

2.17.

Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer

2.17.1.

Gældende ret

2.17.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

2.17.3.

Lovforslagets indhold

Side 16 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

3.1.

4.1.

4.2.

4.3.

Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Digitaliseringsklar lovgivning

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

Øvrige efterlevelses konsekvenser

Agil erhvervsrettet regulering

Administrative konsekvenser for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Sammenfattende skema

Side 17 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Indledning

Sigtet med nærværende lovforslag er at gennemføre en række ændringer af den finansielle lovgivning,

der har til formål at øge forbruger- og investorbeskyttelsen samt sikre et styrket og målrettet tilsyn på

det finansielle område.

Med lovforslaget får Finanstilsynet mulighed for at føre et effektivt tilsyn med gebyrer for grænse-

overskridende betalinger i EU. Ændringen skal give Finanstilsynet bedre mulighed for at sikre, at der

for forbrugeren er større gennemsigtighed om gebyrer forbundet med gennemførelse af grænseover-

skridende betalinger i EU. Ændringen sker som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer

for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.

Lovforslaget har desuden til formål at skabe større fleksibilitet i forhold til mulighederne for at fast-

sætte nærmere regler for gebyropkrævninger for visse betalingsinstrumenter. Ændringen skal gøre

det muligt for erhvervsministeren at fastsætte nærmere regler om, at udbydere af betalingsinstrumen-

ter omfattet af reguleringen også kan tilbyde andre prismodeller end et årligt abonnement, f.eks. i

form af en procentvis sats per transaktion. Det kan bl.a. være attraktivt for mindre forretninger. For-

målet er at sikre tidssvarende regulering og en øget fleksibilitet til udbydere af betalingsinstrumenter

omfattet af reguleringen.

Med lovforslaget skærpes kravene til betalingsudbyderes indløsning af anonyme forudbetalte beta-

lingskort udstedt i tredjelande. Ændringen skal styrke kontrollen med kortene for at sikre, at kortene

ikke misbruges til eksempelvis terrorfinansiering. Derudover justeres rammerne for Erhvervsstyrel-

sens og Advokatrådets tilsyn på hvidvaskområdet for derigennem at styrke samarbejdet med tilsyns-

myndigheder i andre EU- og EØS-lande i forhold til indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering.

Med henblik på at øge investorbeskyttelsen får erhvervsministeren med lovforslaget bemyndigelse til

at fastsætte regler om kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde, som

yder investeringsrådgivning. De skærpede krav skal sikre, at ansatte, som yder rådgivningen, har de

fornødne kompetencer hertil.

Lovforslaget har endvidere til formål at styrke investorers muligheder for at sammenligne produkters

bæredygtighed og virksomheders tilgang til bæredygtighed. Finanstilsynet får således mulighed for

at føre effektivt tilsyn med, at finansielle aktører overholder oplysningsforpligtelser om miljømæs-

sige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i forbindelse med investerings- og rådgiv-

ningsprocesser. Oplysningskravene følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-

sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Derudover får Finanstilsynet mulighed for at føre et effektivt tilsyn med to nye EU-benchmarks for

CO2-aftryk (EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks), hvilket skal

Side 18 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

styrke investorers og forbrugeres mulighed for at finde CO2-aftrykket for deres investeringer. Æn-

dringen sker som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2089/EU af 27. november

2019 om ændring af forordning 2016/1011/EU (benchmarkforordningen), for så vidt angår EU-

benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede op-

lysninger om benchmarks.

Endelig har lovforslaget til formål at skabe klarhed om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn

med overholdelsen af lov om betalinger. Med lovforslaget foreslås det, at Konkurrencerådet tillægges

det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven.

Side 19 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

2.1.

Lovforslagets hovedpunkter

Finanstilsynets vurdering af forsvarlig drift for virksomheder med begrænset tilladelse efter

lov om betalinger

2.1.1.

Gældende ret

Virksomheder, der ikke har en tilladelse som e-pengeinstitut, og som ønsker at udstede elektroniske

penge, skal have en begrænset tilladelse for at kunne udstede elektroniske penge her i landet, jf. § 50

i lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse 1024 af 3. juni 2019.

På samme måde skal virksomheder, der ikke har en tilladelse som betalingsinstitut, og som ønsker at

udbyde betalingstjenester, have en begrænset tilladelse for at kunne udbyde betalingstjenester her i

landet, jf. § 51 i lov om betalinger.

I henhold til §§ 52 og 53 i lov om betalinger skal en virksomhed, der ansøger om begrænset tilladelse

til at udstede elektroniske penge, eller til at udbyde betalingstjenester, leve op til en række betingelser,

for at Finanstilsynet kan meddele begrænset tilladelse hertil. Det omfatter bl.a. godkendelse af virk-

somhedens ejere af kvalificerede andele og en vurdering af virksomhedens forretningsgange og pol-

tikker.

Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger fastsætter de oplysninger, som skal følge med en ansøgning

om begrænset tilladelse. En virksomhed, der søger om tilladelse, skal bl.a. indsende en beskrivelse af

virksomhedens forretningsmodel, en oversigt over virksomhedens nuværende og planlagte aktiviteter

samt en budgetprognose og det senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er udarbejdet. Af

bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at budgetprognosen og det senest reviderede årsregn-

skab har til formål at give Finanstilsynet et overblik over den økonomiske side af virksomhedens

planlagte aktiviteter, herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation, jf. Folketingstidende

2016-17, tillæg A, L 157 som fremsat, side 174.

2.1.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger gennemfører dele af artikel 5, stk. 1, litra b, i Europa-Parla-

mentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre

marked (2. betalingstjenestedirektiv).

Efter artikel 32, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv kan medlemsstaterne undtage virksomheder helt

eller delvist fra en række af direktivets bestemmelser, hvis virksomhedens betalingsvolumen ligger

under de grænser, der følger af direktivets artikel 32, stk. 1, litra a. I forbindelse med vedtagelsen af

lov om betalinger blev det besluttet at anvende muligheden for at undtage virksomheder omfattet af

artikel 32 fra en række af de tilladelseskrav, der følger af direktivets artikel 5, ligesom det var tilfældet

efter den hidtil gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge.

Side 20 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Artikel 5 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter krav til de oplysninger og det materiale, som en

virksomhed skal indgive ved en ansøgning til de kompetente myndigheder, for at blive meddelt tilla-

delse som betalingsinstitut. Artikel 5 i 2. betalingstjenestedirektiv skal ses i sammenhæng med direk-

tivets artikel 11, stk. 2, der fastsætter, at de kompetente myndigheder meddeler tilladelse, hvis de

oplysninger og det materiale, der er vedlagt ansøgningen, opfylder alle kravene i artikel 5, og hvis de

kompetente myndigheder når frem til en overordnet positiv vurdering efter at have gennemgået an-

søgningen.

Den gældende bestemmelse i § 54, nr. 4, i lov om betalinger fastsætter, at de oplysningsforpligtelser,

der følger af artikel 5, stk. 1, litra b, i 2. betalingstjenestedirektiv, også gælder for virksomheder, der

søger om en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske penge.

I bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 54, nr. 4, i lov om betalinger er det beskrevet, at

bestemmelsen har til formål at give Finanstilsynet et overblik over den økonomiske side af virksom-

hedens planlagte aktiviteter, herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation. Det er dermed

forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at Finanstilsynet på baggrund af en budgetprognose og

det senest reviderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet, skal vurdere en ansøgende virksom-

heds økonomiske situation i forbindelse med en ansøgning om begrænset tilladelse til at udbyde be-

talingstjenester eller en ansøgning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge.

I dag følger det imidlertid ikke direkte af § 52, der fastsætter de krav, som en virksomhed skal opfylde

for at blive meddelt begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller til at udbyde betalings-

tjenester, at Finanstilsynet i forbindelse med vurdering af en ansøgning skal lægge vægt på, om den

ansøgende virksomhed er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift, herunder at virksomheden har

forsvarlige organisatoriske strukturer og procedurer og virksomhedens økonomiske situation.

Som led i udstedelsen af elektroniske penge eller udbuddet af betalingstjenester vil virksomhederne

almindeligvis opbevare brugernes midler i en kortere eller længere periode, inden midlerne enten

udbetales eller videreoverføres til betalingsmodtager. Det forhold, at udbyderen som led i almindelig

drift typisk opbevarer midler på vegne af brugerne, medfører betydelige risici for brugerne i tilfælde

af, at virksomheden eksempelvis tages under insolvensbehandling. Dette stiller således øgede krav

til, at virksomheden drives forsvarligt. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at præcisere kravet om,

at en virksomhed, der udbyder betalingstjenester eller udsteder elektroniske penge med begrænset

tilladelse, skal være i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.

2.1.3.

Lovforslagets indhold

Det foreslås at indsætte et nyt nummer i § 52, som i tillæg til de øvrige krav i bestemmelsen fastsætter,

at en tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester udstedes, når Finans-

tilsynet vurderer, at virksomheden er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.

Side 21 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Til brug for denne vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge vægt på virksomhedens forretningsplan

sammenholdt med budgetprognosen for de tre første regnskabsår og senest reviderede årsregnskab,

hvis et sådant er udarbejdet, med henblik på at få en indikation af, om virksomheden har de ressourcer

og procedurer, der er nødvendige til at gennemføre en forsvarlig drift.

Hvis det i den forbindelse eksempelvis vurderes, at virksomhedens økonomiske situation medfører

risiko for, at virksomheden kan få likviditetsproblemer, skal der være en plan for, hvordan likviditeten

løbende genoprettes.

Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøgning om begrænset tilladelse til at udstede

elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at ansøgeren ikke er i stand til

at gennemføre en forsvarlig drift.

2.2.

2.2.1.

Frist for Finanstilsynets sagsbehandling ved behandling af ansøgninger om tilladelse til at

udbyde kontooplysningstjenester

Gældende ret

En virksomhed, der alene ønsker at udbyde kontooplysningstjenester, skal indgive en ansøgning som

udbyder af kontooplysningstjenester til Finanstilsynet sammen med en række oplysninger, som er

nødvendige for, at Finanstilsynet kan vurdere, om ansøgningen lever op til de krav, der stilles til

udbydere af kontooplysningstjenester efter § 60, stk. 2, i lov om betalinger.

Finanstilsynet meddeler tilladelse, når virksomheden har indsendt tilstrækkelige oplysninger til, at

Finanstilsynet kan vurdere ansøgningen, og Finanstilsynet vurderer, at virksomheden lever op til kra-

vene til udbydere af kontooplysningstjenester. Reglerne implementerer bestemmelser i Europa-Par-

lamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre

marked (2. betalingstjenestedirektiv).

2. betalingstjenestedirektiv fastsætter en frist for myndigheders behandling af ansøgninger på tre må-

neder.

Der gælder i dag ikke regler for sagsbehandlingstiden i forbindelse med Finanstilsynets behandling

af ansøgninger om tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det vurderes, at sagsbehandlingsfristen på tre måneder i 2. betalingstjenestedirektiv gælder for med-

delelse af alle typer tilladelse, som er omfattet af direktivet, herunder tilladelse som betalingsinstitut

og e-pengeinstitut, begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske

penge samt tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.

Side 22 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Efter lov om betalinger gælder fristen på tre måneder i dag for Finanstilsynets behandling af ansøg-

ninger om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge og udbyde betalingstjenester. Ved en

fejl er der ikke fastsat en frist for Finanstilsynets behandling af ansøgninger om tilladelse som udby-

der af kontooplysningstjenester. En sagsbehandlingsfrist på tre måneder vurderes at være hensigts-

mæssig med henblik på at sikre, at virksomheders adgang til at udbyde betalingstjenester, herunder

kontooplysningstjenester, ikke forsinkes unødigt på grund af tilladelseskravene.

For at sikre, at fristerne for meddelelse af tilladelse i lov om betalinger er i overensstemmelse med 2.

betalingstjenestedirektiv, foreslås det derfor at indsætte en sagsbehandlingsfrist på tre måneder, hvil-

ket svarer til den frist, der er fastsat for de øvrige tilladelsestyper i lov om betalinger.

2.2.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at Finanstilsynet senest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning om tilladelse, som

udbyder af kontooplysningstjenester, eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af de

oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse, underretter ansøgeren om, hvorvidt ansøgnin-

gen kan imødekommes.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1 nr. 12, samt bemærkningerne hertil.

2.3.

Forpligtelse til at stille EU-Kommissionens folder om forbrugerrettigheder til rådighed

2.3.1. Gældende ret

Betalingstjenesteudbyderes oplysningsforpligtelser følger af kapitel 5 i lov om betalinger. Reglerne i

kapitel 5 fastsætter krav til, hvilken information en udbyder af betalingstjenester skal give til sine

brugere i forbindelse med udførelse af en betalingstjeneste. Oplysningsforpligtelserne vedrører bl.a.

de oplysninger, som udbyderen skal meddele eller stille til rådighed for en bruger i forbindelse med

en indgåelse af en rammeaftale eller gennemførelse af enkeltstående betalingstransaktioner.

Kapitel 5 indeholder derudover en række nærmere oplysningsforpligtelser for udbyderen.

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Kommissionen har med hjemmel i 2. betalingsdirektiv i december 2019 offentliggjort en

elektronisk folder om forbrugerens rettigheder i henhold til direktivet og tilhørende EU-ret. Det følger

af direktivet, at betalingstjenesteudbydere skal stille folderen til rådighed på en let tilgængelig måde

på deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres filialer og hos deres agenter og de enhe-

der, som udbyderne har outsourcet aktiviteter til. En betalingsudbyder må ikke afkræve sine kunder

gebyr for at stille folderen til rådighed.

Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv, blev artikel 106 ikke gennem-

ført, da der på det tidspunkt ikke forelå en folder fra Kommissionen.

Side 23 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Det foreslås derfor at indsætte en ny bestemmelse, der gennemfører denne forpligtelse i lov om beta-

linger.

2.3.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at der i lov om betalinger indsættes en ny bestemmelse, hvorefter en udbyder af beta-

lingstjenester forpligtes til at stille Kommissionens folder om forbrugerrettigheder til rådighed på en

let tilgængelig måde for alle brugere på udbyderens hjemmeside. Folderen skal tillige være tilgænge-

lig hos udbyderens eventuelle filialer, agenter og hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter

er outsourcet.

Den foreslåede § 66 a skal læses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i kapitel 5, hvorfor det

er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med, hvorvidt folderen stilles til rådighed for forbruge-

ren. Herudover følger det af kapitel 5, at udbyderen har bevisbyrden for, at folderen er stillet til rå-

dighed for udbyderens brugere, og at dette ikke sker mod betaling fra brugeren.

Bestemmelsen vil primært finde anvendelse over for forbrugere, da bestemmelser i kapitel 5 kan

fraviges ved aftale mellem udbyder og bruger, som ikke er forbruger, jf. § 6, stk. 3, i lov om betalin-

ger.

2.4.

2.4.1.

Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer

Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskri-

dende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 indeholder be-

stemmelser om grænseoverskridende betalinger. Forordningen skal sikre, at gebyrerne for grænse-

overskridende betalinger inden for Den Europæiske Union er de samme som gebyrerne for betalinger

i samme valuta, som sker inden for en medlemsstat. Ifølge forordningen må grænseoverskridende

betalinger i euro f.eks. ikke pålægges et højere gebyr end indenlandske betalinger i euro. En eurobe-

taling fra Danmark til Tyskland må således ikke pålægges et højere gebyr end en indenlandsk euro-

betaling i Danmark.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskri-

dende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 blev ændret med

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning

(EF) nr. 924/2009 for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og veksel-

gebyrer. Der blev bl.a. indsat to nye artikler, 3a og 3b, i forordningen, som vedrører gennemsigtighed

med gebyrer for valutaveksling ved kortbaserede betalinger og kreditoverførsler. Reglerne supplerer

de gældende regler i 2. betalingstjenestedirektiv, der er implementeret i kapitel 7 i lov om betalinger.

Tilsynet med, at forordningen overholdes, er delt mellem Finanstilsynet og Konkurrence- og Forbru-

gerstyrelsen. Det fremgår af lov om betalinger, at Finanstilsynet fører tilsyn med forordningens artikel

Side 24 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med

forordningens artikel 6 og 7.

Efter den gældende lov om betalinger skal det offentliggøres, hvis Finanstilsynet beslutter at overgive

sager efter de bestemmelser i forordningen, som Finanstilsynet fører tilsyn med til politimæssig ef-

terforskning. Desuden skal Finanstilsynet efter § 139, stk. 1, 2. pkt., orientere offentligheden om sa-

ger, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen

interesse eller af betydning for forståelsen af forordningens artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel

3b og 4.

Afgørelser truffet af Finanstilsynet efter forordningen kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest

fire uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

En række af forordningens bestemmelser er allerede strafbelagte, jf. § 152, stk. 2, i lov om betalinger.

Det omfatter bl.a. artikel 3, 3a, 3b og 4.

Artikel 3 i forordningen fastsætter regler om gebyrer for grænseoverskridende betalinger, der medfø-

rer, at gebyrerne skal være de samme som de gebyrer, der opkræves for tilsvarende indenlandske

betalinger af samme værdi og i samme valuta. Betalingstjenesteudbydere, f.eks. pengeinstitutter, må

derfor ikke opkræve forskellige gebyrer for tilsvarende indenlandske og grænseoverskridende beta-

linger i euro.

Artikel 3a, stk. 1-4, i forordningen bestemmer, at betalingstjenesteudbydere og parter, der udbyder

valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på et salgssted, når de giver betaleren obligatoriske

oplysninger om vekselgebyrer og den gældende vekselkurs, skal give disse oplysninger som et pro-

centuelt avancetillæg i forhold til den senest tilgængelige vekselkurs fra Den Europæiske Central-

bank. Avancetillægget skal oplyses til betaleren, før betalingen påbegyndes, og oplysningerne skal

være forståelige og tilgængelige på et bredt anvendt og let tilgængeligt elektronisk medie. Oplysnin-

gerne skal fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.

Artikel 3b i forordningen fastsætter regler om, at betalingstjenesteudbydere skal informere betaleren

om de anslåede gebyrer for valutaomregningstjenester, der gælder for en kreditoverførsel.

Artikel 4 i forordningen vedrører foranstaltninger, der kan lette automatiseringen af betalinger. En

udbyder af en betalingstjeneste skal bl.a. give brugeren af betalingstjenester oplysninger om bruge-

rens internationale bankkontonummer (International Bank Account Number eller IBAN) og udbyde-

ren af betalingstjenestens identifikationsnummer (Bank Identifier Code eller BIC).

2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Artiklerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring

af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Uni-

onen og vekselgebyrer finder anvendelse fra forskellige tidspunkter i perioden fra den 15. december

Side 25 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

2019 til den 19. april 2021. De nødvendige ændringer af lov om betalinger er derfor foretaget med

forskellige ikrafttrædelsestidspunkter og over tre lovforslag, hvoraf dette er det sidste. De første to

lovændringer var lov nr. 1374 af 13. december 2019 og lov nr. 641 af 19. maj 2020.

Det foreslås derfor at gennemføre de sidste konsekvensændringer til lov om betalinger, som følger af

den nye artikel 3a, stk. 5-6, der finder anvendelse fra den 19. april 2021.

I medfør af den nye artikel 3a, stk. 5, skal en udbyder af betalingstjenester, uden unødig forsinkelse,

sende en elektronisk meddelelse til en betaler med oplysninger om vekselgebyrer og vekselkurs, efter

at udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en be-

taling på et salgssted. Meddelelsen skal sendes, når betalingsordren vedrører en anden EU-valuta end

den, som betalerens konto føres i. Meddelelsen skal dog kun sendes én gang i hver måned, hvori

betalerens betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme valuta. Den

nye artikel 3a, stk. 6, forpligter betalingstjenesteudbyderen til at aftale kommunikationskanalen med

betaleren og tilbyde mulighed for at fravælge at modtage disse meddelelser.

Artikel 3a, stk. 5-6, finder anvendelse fra den 19. april 2021, jf. artikel 2, stk. 2, litra c, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF)

nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgeby-

rer. Indsættelsen af artikel 3a, stk. 5-6, i lov om betalinger foreslås derfor også at træde i kraft den 19.

april 2021.

2.4.3.

Lovforslagets indhold

Det foreslås, at Finanstilsynet også skal føre tilsyn med forordningens artikel 3a, stk. 5-6.

Det foreslås desuden, at det også skal offentliggøres, hvis Finanstilsynet beslutter at overgive sager

efter forordningens artikel 3a, stk. 5-6, til politimæssig efterforskning.

Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af

Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning

for forståelsen af forordningens artikel 3a, stk. 5-6.

Det foreslås, at også afgørelser fra Finanstilsynet truffet i henhold til forordningens artikel 3a, stk. 5-

6, kan indbringes for Erhvervsankenævnet af den, som afgørelsen retter sig mod, senest fire uger

efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Endelig foreslås strafbestemmelsen ændret, så også overtrædelse af forordningens artikel 3a, stk. 5,

vil kunne straffes med bøde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17, 28-30 og 32, og § 11, stk. 2, samt bemærkningerne

hertil.

Side 26 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

2.5.

Erhvervsministerens beføjelser til at fastsætte nærmere regler efter lov om betalinger

2.5.1. Gældende ret

Udbydere af betalingstjenester har efter lov om betalinger § 123, stk. 1, mulighed for at pålægge

betalingsmodtageren at betale omkostningerne ved driften af et betalingssystem, hvor transaktionerne

gennemføres ved brug af et betalingsinstrument. Gebyrerne fastsættes efter § 122. Erhvervsministe-

ren kan dog efter § 123, stk. 4 og 5, fastsætte undtagelser hertil.

Erhvervsministeren kan efter § 123, stk. 4, fastsætte nærmere regler om, at udbydere for visse typer

af betalingsinstrumenter alene kan pålægge betalingsmodtageren at betale et årligt abonnement til

dækning af udbyders omkostninger til driften af betalingssystemet. Erhvervsministeren kan endvidere

efter § 123, stk. 5, 1. pkt., fastsætte nærmere regler om, hvorledes prisen for det årlige abonnement

efter stk. 4, skal beregnes. Ministerens nuværende beføjelser er således afgrænset til at omfatte mu-

ligheden for at fastsætte nærmere regler om en abonnementsmodel.

Bestemmelserne i § 123, stk. 4 og 5, kan med få sproglige ændringer føres tilbage til lov nr. 603 af

24. juni 2005 om ændring af lov om visse betalingsmidler. Abonnementet skulle ifølge forarbejderne

til loven: ”blive

fastsat, således at der tages særligt hensyn til de mindre forretninger med under

5.000 tranaktioner om året. Disse skal kun betale et årligt abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de

store og mellemstore forretninger vil abonnementet blive fastsat i intervaller på baggrund af antallet

af dankorttransaktioner.”

Det vurderes, at erhvervsministerens nuværende beføjelser til at fastsætte

nærmere regler om en abonnementsmodel herefter må være afgrænset til at omfatte et fast abonne-

ment baseret på et interval af transaktioner.

Erhvervsministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 1440 af 7. december 2017 om beregning af det

årlige abonnement i medfør af § 123, stk. 5, i lov om betalinger (abonnementsbekendtgørelsen).

Abonnementsbekendtgørelsen finder kun anvendelse på nationale betalingskortordninger i den fysi-

ske handel, når betalingstransaktionen afvikles med et betalingsinstrument forsynet med chip omfattet

af § 7, nr. 18, i lov om betalinger, samtidig med at betaler anvender underskrift eller personlig, hem-

melig kode eller anden sikker identifikation. Endvidere finder bekendtgørelsen kun anvendelse på

nationale betalingskortordninger, hvis anvendelse omfatter en væsentlig del af det samlede antal

transaktioner i Danmark. Bekendtgørelsen omfatter bl.a. nærmere regler for, hvorledes udbydere

heraf kan kræve abonnementsbetaling fra betalingsmodtagere. På nuværende tidspunkt er det udeluk-

kende Dankortet, der udbydes af Nets Denmark A/S, som er omfattet af abonnementsbekendtgørel-

sen.

Det følger af lov om betalinger og abonnementsbekendtgørelsen, at betalingsmodtagernes samlede

betalinger for at modtage betalingsinstrumentet (indtægtsrammen) højest kan udgøre omkostningerne

ved driften af betalingssystemet, som opgjort af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Side 27 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Udbydere omfattet af abonnementsbekendtgørelsen kan alene opkræve omkostningerne fra forretnin-

gerne gennem en årlig abonnementsmodel, hvor abonnementernes størrelse afhænger af forretninger-

nes transaktioner. Udgangspunktet for fastsættelse af abonnementssatsen for den enkelte betalings-

modtager er, at betalingen er opdelt i et antal intervaller, afhængigt af hvor mange transaktioner be-

talingsmodtager har i et kalenderår. Det fremgår endvidere af abonnementsbekendtgørelsen, at for-

retningernes abonnement opkræves én gang per kvartal bagudrettet på baggrund af det samlede antal

transaktioner fra de sidste fire kvartaler.

2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser

For mange andre betalingskort end Dankortet betaler forretningerne ikke et årligt abonnement for

indløsning, men betaler i stedet en procentvis sats per transaktion. Det kan bl.a. være attraktivt for

mindre forretninger, der således ikke behøver at afholde en udgift, før omsætningen er realiseret.

Det vurderes, at erhvervsministerens nuværende beføjelser efter lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5,

omfatter mulighed for at fastsætte en fast abonnementsbetaling baseret på et interval af transaktioner.

Det vurderes derimod ikke at omfatte en mulighed for at fastsætte regler om f.eks. procentvis betaling

per transaktion. Det stiller betalingsinstrumenter omfattet af den gældende abonnementsregulering

og de øvrige betalingsinstrumenter forskelligt i konkurrencen.

Det er vurderingen, at der bør kunne fastsættes regler om andre prismodeller end abonnementsmo-

deller, som i højere grad kan imødekomme behovet for en mere fleksibel prismodel. Formålet er at

sikre tidssvarende regulering og en øget fleksibilitet til udbydere af betalingsinstrumenter omfattet af

reguleringen.

2.5.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at erhvervsministerens beføjelser i lov om betalinger udvides, så ministeren får hjemmel

til at fastsætte regler om andre prismodeller end abonnementsmodeller.

Med hjemlen er det hensigten, at erhvervsministeren ændrer abonnementsbekendtgørelsen, så be-

kendtgørelsen fremover skal omfatte en mulighed for, at betalingsmodtagere kan betale enten ved en

fast abonnementssats eller ved en procentuel opkrævning fastsat på baggrund af værdien af den en-

kelte korttransaktion.

Med brugen af ordet ”prismodel” som erstatning for ”abonnementsmodel” udvides

erhvervsministe-

rens beføjelser til at omfatte muligheden for at fastsætte, at udbydere af visse typer af betalingsinstru-

menter kan opkræve omkostningerne til betalingssystemet dækket gennem andre opkrævningsmeto-

der end en abonnementsopkrævning. Ændringen af ministerens beføjelser medfører, at ministeren

kan fastsætte alternative prismodeller baseret på eksempelvis en procentsats af transaktionsbeløbet

eller en fast pris afhængig af transaktionens størrelse. De angivne eksempler er ikke udtømmende.

Ændringen medfører endvidere, at opkrævningsmetoden ikke er begrænset til at være baseret på

transaktionsintervaller.

Side 28 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de nærmere regler, som erhvervsministeren kan

fastsætte efter lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan opkræve dækning af omkostnin-

gerne til driften af betalingssystemet fra betalingsmodtagere omfattet af prismodellen.

Som konsekvensændring foreslås det endvidere at ændre erhvervsministerens beføjelser efter stk. 5,

så ministeren kan fastsætte nærmere regler om betalingen efter samtlige prismodeller omfattet af stk.

4, og ikke blot abonnementsmodellen.

2.6.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger

2.6.1. Gældende ret

Tilsynet med lov om betalinger er delt mellem Finanstilsynet, Forbrugerombudsmanden og Konkur-

rence- og Forbrugerstyrelsen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager en del af tilsynet med

lov om betalinger, jf. § 145, stk. 1.

Som udgangspunkt fungerer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven i konkrete afgø-

relsessager uafhængigt af ministeren, der ikke inddrages i styrelsens afgørelser. Sammenfattende

træffer styrelsen således allerede i dag selvstændigt afgørelser i konkrete sager om efterlevelse af

bestemmelserne i lov om betalinger.

Ministeren fungerer endvidere ikke som administrativ rekursinstans i forhold til lov om betalinger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter lov om betalinger er derimod omfattet af et

særligt lovbestemt rekurssystem, idet Konkurrenceankenævnet er rekursinstansen for styrelsens af-

gørelser frem for ministeren, jf. lov om betalinger § 145, stk. 4.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger er i dag formelt underlagt er-

hvervsministerens ansvar. På betalingsområdet indgår Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen således i

det hierarkiske system som styrelse i Erhvervsministeriet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens til-

syn efter loven sker således efter det forfatningsretlige udgangspunkt, hvorefter erhvervsministeren

har de sædvanlige overordnelsesbeføjelser inden for sit ressort.

2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser

I forhold til konkrete afgørelsessager er praksis, at erhvervsministeren som udgangspunkt ikke ind-

drages i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter lov om betalinger. Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsens tilsynsarbejde fungerer således som udgangspunkt i dag uafhængigt af ministe-

ren.

Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at det eksplicit fremgår af lov om betalinger, at Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven er uafhængigt af erhvervsministeren. Det foreslås samtidig,

at Konkurrencerådet fremadrettet har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrel-

Side 29 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

sens administration efter loven og regler udstedt i medfør heraf. Dette vurderes at være hensigtsmæs-

sigt, da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger dermed vil være omfattet

af de samme overordnede rammer, som allerede i dag gælder i relation til konkurrencereglerne. Kon-

kurrencerådets overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration vil un-

derstrege, at afgørelser skal træffes med armslængde til erhvervsministeren.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være underlagt instruktionsbeføjelser fra ministe-

ren i sager vedrørende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetjening og bidrag til

tværgående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter desuden udarbejdelse af eventuelle analyser

til ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse som repræsentant for Danmark i regi af forbe-

redelse af nye eller ændrede EU-retsakter på området.

2.6.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at det skal fremgå af lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn

efter § 145, stk. 1, er uafhængigt af erhvervsministeren. Det foreslås endvidere, at Konkurrencerådet

fremadrettet har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration efter

lov om betalinger og regler udstedt i medfør af loven.

Konkurrencerådet vil efter forslaget ikke være underlagt erhvervsministeren, og ministeren vil derfor

ikke have instruktionsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

vedrørende konkrete afgørelsessager. Styrelsens deltagelse i internationale fora som uafhængig til-

synsførende myndighed efter lov om betalinger vil heller ikke være underlagt instruktionsbeføjelser

fra ministeren. En virkning af forslaget vil være, at Konkurrencerådet, som et led i det overordnede

ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af loven, træffer beslutning om over-

sendelse af sager til politimæssig efterforskning. Styrelsen vil dog fortsat være underlagt instruktion

fra erhvervsministeren i sager vedrørende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetje-

ning og bidrag til tværgående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter tillige udarbejdelse af even-

tuelle analyser til ministeren, herunder eksempelvis betalingsrapporten. Det samme gælder styrelsens

deltagelse som repræsentant for Danmark i internationalt arbejde vedrørende forberedelse af nye eller

ændrede EU-retsakter på området.

Med lovforslaget vil Konkurrencerådet endvidere træffe afgørelse i sager af principiel eller særlig

stor betydning, ligesom det i dag er tilfældet efter konkurrenceloven.

Hermed vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger formelt ske inden for

samme administrative ramme, som i dag gælder i relation til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens

håndhævelse af bl.a. konkurrenceloven. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er således ved den dag-

lige administration af konkurrenceloven og regler udstedt i medfør heraf uafhængig af ministeren, jf.

konkurrencelovens § 15, stk. 3, samt bekendtgørelse nr. 980 af 27. august 2015 om forretningsorden

for Konkurrencerådet. Konkurrencerådet er ved administrationen af konkurrenceloven ikke underlagt

erhvervsministeren.

Side 30 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

2.7.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsadgang i tilsynet med lov om betalinger

2.7.1. Gældende ret

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør på nuværende tidspunkt efter fast administrativ praksis,

om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en konkret sag efter lov om

betalinger, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.

Dette sker ud fra et konkret skøn, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bl.a. lægger vægt på

hensynet til en så effektiv anvendelse af styrelsens ressourcer på betalingsområdet som muligt. Det

betyder, at styrelsen i praksis har vide beføjelser til at behandle en sag af egen drift og til at afvise at

behandle en klage.

2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsopgave i forhold til lov om betalinger er vokset gennem

de seneste par år, bl.a. som følge af implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

(EU) 2015/2366 om betalingstjenester i det indre marked, ændringen af direktiv 2002/65/EF,

2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv

2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv) samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner (interbank-

gebyrforordningen). Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører dermed tilsyn med væsentligt flere

områder, end hvad der har været tilfældet tidligere.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at styrelsen kan fastholde den hidtidige prioriteringsadgang i forhold

til, hvilke tilsynssager styrelsen vil undersøge og eventuelt træffe afgørelse i. Prioriteringsadgangen

gør det muligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at prioritere de sager, der eksempelvis har

størst effekt i markedet, eller hvor håndhævelse i øvrigt vurderes at være den mest hensigtsmæssige

anvendelse af styrelsens ressourcer. For at skabe klarhed om adgangen til at prioritere sager foreslås

det at præcisere loven, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ligesom på konkurrenceområdet, får

en lovhjemlet beføjelse til at behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.

2.7.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at loven præciseres, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får en lovhjemlet beføjelse

til at behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 31, og de specielle bemærkninger hertil.

2.8.

Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande

2.8.1. Gældende ret

Der gælder på nuværende tidspunkt ikke særlige regler i Danmark for indløsning af betalinger med

anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.

Side 31 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

2.8.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

For at sikre at anonyme, forudbetalte kort udstedt i tredjelande ikke misbruges til eksempelvis finan-

siering af terrorisme, bør der fastsættes nærmere regler for indløsning af betalinger foretaget med

disse kort. Det skyldes, at kortene kan være erhvervet i lande med mindre effektive kontroller til at

forebygge hvidvask og terrorfinansiering, hvilket indebærer en risiko for, at kortene nemmere kan

misbruges til f.eks. terrorfinansiering.

I den supranationale risikovurdering fra 2019, udarbejdet af Europa-Kommissionen, er definitionen

af kontanter udstrakt til også at omfatte kontantlignende produkter, herunder forudbetalte kort. Risi-

koen for hvidvask og finansiering af terrorisme ved brug af forudbetalte kort er derfor umiddelbart

den samme som ved brug af kontanter. Der er fra EU's side fokus på særligt udførslen af kontanter

fra tredjelande. Medlemsstaterne skal i deres nationale risikovurdering tage højde for risikoen for

hvidvask og terrorfinansiering ved brug af kontanter og kontantlignende produkter.

Anonyme, forudbetalte kort kan dog også anvendes til helt legitime formål, hvorfor det vurderes

hensigtsmæssigt, at kontrollen med kortene sikres gennem overholdelsen af en række betingelser,

uden at kortene forbydes helt. Et eksempel på et legitimt brug af et anonymt forudbetalt kort udstedt

i et tredjeland kan være, at en person fra USA er på ferie i Danmark og ikke har et almindeligt kre-

ditkort, som kan bruges i Danmark, og derfor har medbragt et anonymt forudbetalt kort udstedt i

USA, og vedkommende bruger kortet til at betale med, f.eks. ved et indkøb. Et andet eksempel kan

være, at en person fra Tyrkiet er flyttet til Danmark, men endnu ikke har fået en dansk konto med et

betalingskort, og ikke har et almindeligt kreditkort, der kan benyttes i Danmark, og derfor benytter et

forudbetalt kort udstedt i Tyrkiet til at betale for indkøb mv.

Det foreslås derfor at fastsætte en række betingelser for, at indløsning af betalinger foretaget med

anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande kan ske. Betingelserne sikrer, at legitimt brug af ano-

nyme, forudbetalte kort udstedt i tredjelande ikke hindres, samtidig med at der foretages en effektiv

risikostyring af indløsning af sådanne kort for at sikre ordentlig kontrol med, at kortene ikke misbru-

ges til f.eks. terrorfinansiering.

Med forslaget implementeres dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/843 af 30.

maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse

af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af di-

rektiv 2009/138/EF og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirektiv). Direktivet fastsætter krav om, at indløsning

af betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande kun må ske, hvis en række

betingelser er opfyldt. Direktivet giver ligeledes mulighed for, at en medlemsstat kan forbyde indløs-

ning af betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.

2.8.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at der i hvidvaskloven indsættes en ny bestemmelse, jf. lovforslagets § 2, nr. 2, hvorefter

udbydere af betalingstjenester og udstedere af elektroniske penge kun må indløse betalinger foretaget

Side 32 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande, hvis en række betingelser er opfyldt. Kortene

skal således opfylde samtlige af følgende betingelser: 1) Betalingsinstrumentet er ikke genopfyldeligt

eller har en maksimal månedlig betalingstransaktionsgrænse på en værdi svarende til 150 euro, som

udelukkende kan anvendes i Danmark. 2) Det maksimale elektronisk lagrede beløb må ikke overstige

et beløb svarende til 150 euro. 3) Betalingsinstrumentet kan udelukkende anvendes til køb af varer

eller tjenesteydelser. 4) Betalingsinstrumentet kan ikke finansieres med anonyme elektroniske penge.

5) Udstederen af det forudbetalte kort skal kunne foretage tilstrækkelig overvågning af transaktioner

til at kunne opdage usædvanlige eller mistænkelige transaktioner. Såfremt et kort ikke opfylder be-

tingelserne, skal indløsning af betaling med kortet afvises.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

2.9.

Undersøgelsespligten efter hvidvaskloven

2.9.1. Gældende ret

Hvidvasklovens § 25, stk. 1, pålægger virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven en un-

dersøgelsespligt. Undersøgelsespligten indebærer, at

virksomheder og personer skal undersøge bag-

grunden for og formålet med alle komplekse og usædvanligt store transaktioner samt alle usædvanlige

transaktionsmønstre, der ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål, med henblik på at fast-

slå, om der er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse har eller har haft tilknytning til

hvidvask eller finansiering af terrorisme.

2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Ved implementering af 4. hvidvaskdirektiv omfattede undersøgelsespligten i § 25, stk. 1, både

kom-

plekse og usædvanligt store transaktioner og alle usædvanlige transaktionsmønstre og aktiviteter uden

et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.

Ved implementering af 5.

hvidvaskdirektiv blev ”aktiviteter” imidlertid ikke direkte omfattet af ord-

lyden ved nyaffattelsen af § 25, stk. 1, idet der blev foretaget en tekstnær implementering af artikel

1, nr. 10, litra b, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger imidlertid af bemærkningerne til den nyaffattede §

25, stk. 1, at ”aktiviteter” er omfattet, og at det således ikke har været hensigten at foretage en materiel

ændring af bestemmelsen i denne henseende.

For at undgå nogen tvivl eller usikkerhed om retstilstanden i forhold til undersøgelsespligten vurderes

det hensigtsmæssigt,

at ”aktiviteter” eksplicit nævnes

i lovbestemmelsen. Det skal ses i lyset af, at

undersøgelsespligten både bør omfatte aktiviteter og transaktioner henholdsvis transaktionsmønstre.

Der kan således være aktiviteter, som ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål, og som

ikke kan anses som en transaktion eller et transaktionsmønster, men som alligevel bør undersøges

nærmere i forhold til mulig hvidvask eller terrorfinansiering. På samme måde som for transaktioner

og transaktionsmønstre bør der derfor gælde en pligt til at undersøge mistænkelige aktiviteter for at

kunne fastslå, om der er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at aktiviteterne har eller har

haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Side 33 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

2.9.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at der i § 25 indsættes et nyt stk. 1, således, at undersøgelsespligten eksplicit omfatter

alle komplekse og usædvanligt store transaktioner, alle usædvanlige transaktionsmønstre og aktivite-

ter, der ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der er

mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse har eller har haft tilknytning til hvidvask eller

finansiering af terrorisme.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

2.10.

Samarbejdspligten for Erhvervsstyrelsen og Advokatrådet med udenlandske myndigheder

2.10.1. Gældende ret

Finanstilsynet og Spillemyndigheden har i henhold til hvidvaskloven pligt til og mulighed for at sam-

arbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU- og EØS-lande i forhold til at foretage fælles inspektioner

i Danmark samt ved førelse af fælles tilsyn på andre EU- og EØS-landes område.

Pligten til og muligheden for samarbejdet med andre EU- og EØS-lande følger af artikel 48, stk. 5, i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstalt-

ninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme,

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4.

hvidvaskdirektiv).

2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering er en international opgave, som ofte vil drage nytte

af samarbejde på tværs af landegrænser. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at hvidvaskloven in-

deholder regler om muligheden for at samarbejde med udenlandske tilsynsmyndigheder, både i for-

hold til tilsynsaktiviteter i Danmark og i udlandet.

Hvidvaskloven indeholder i dag bestemmelser om Finanstilsynets og Spillemyndighedens mulighed

for at samarbejde med kompetente myndigheder i andre EU- og EØS-lande på de to myndigheders

respektive tilsynsområder efter hvidvaskloven, mens der ikke er gennemført tilsvarende regler for

Erhvervsstyrelsen, som efter hvidvasklovens § 57 er tilsynsmyndighed for revisorer, ejendomsmæg-

lere, kunsthandlere m.v., eller for Advokatrådet, som efter hvidvasklovens § 64 er tilsynsmyndighed

for advokater.

Det er vurderingen, at der bør indføres de samme rammer for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets

mulighed for at indgå i tilsynssamarbejde med myndigheder i andre EU- og EØS-lande, som der i

dag gælder for Finanstilsynet og Spillemyndigheden. Det skal sikre, at Erhvervsstyrelsen og Advo-

katrådet kan deltage i udenlandske myndigheders tilsynsaktiviteter i andre EU- og EØS-lande, og at

udenlandske myndigheder efter aftale med Erhvervsstyrelsen eller Advokatrådet vil kunne deltage i

Side 34 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

tilsynsaktiviteter her i landet. Herved muliggøres et effektivt grænseoverskridende samarbejde i for-

hold til virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, der har aktiviteter i to eller flere EU-

eller EØS-lande.

2.10.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås at indsætte nye bestemmelser i § 57, stk. 4, 5 og 6, og § 64, stk. 3 og 4, i hvidvaskloven,

hvorefter Erhvervsstyrelsen og Advokatrådet vil få mulighed for at samarbejde med tilsynsmyndig-

heder i andre lande med hensyn til tilsynet med revisorer, ejendomsmæglere, kunsthandlere og advo-

kater efter hvidvaskloven.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7 og 8, og bemærkningerne hertil.

2.11.

Ændringer som følger af disclosureforordningen

2.11.1. Gældende ret

I dag fremgår det af årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 838 af 8. august 2019, at store virk-

somheder skal supplere ledelsesberetningen i deres årsregnskab med en ikke-finansiel redegørelse for

samfundsansvar, som bl.a. indeholder oplysninger om miljøforhold og virksomhedens arbejde med

at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktivitet, sociale forhold, personaleforhold m.v.

Årsregnskabsloven gælder dog ikke for virksomheder, der er omfattet af regnskabsregler fastsat ved

eller i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder.

For virksomheder på det finansielle område gælder dog lignende oplysningskrav om samfundsansvar

fastsat efter den finansielle lovgivning. Sådanne oplysningskrav gælder for børsnoterede finansielle

virksomheder, unoterede livsforsikringsselskaber (herunder tværgående pensionskasser), investe-

ringsforeninger og andre finansielle virksomheder, der på koncernniveau har 500 eller flere ansatte.

Derudover er firmapensionskasser underlagt en forpligtelse til at offentliggøre en redegørelse for de-

res investeringsprincipper, herunder om og i givet fald hvordan deres investeringsprincipper tager

hensyn til miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige spørgsmål, jf. § 58 i lov om firmapensionskas-

ser, jf. lovbekendtgørelse nr. 355 af 2. april 2020.

Ud over de ovennævnte regler findes der i dag ikke regler om oplysningsforpligtelser for virksomhe-

der på det finansielle område, hvad angår hensyn til f.eks. miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige

forhold i investerings- og rådgivningsprocesser.

2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtigheds-

relaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) blev vedta-

get i november 2019. Forordningen skal finde anvendelse fra den 10. marts 2021, bortset fra reglerne

i forordningens artikel 11, stk. 1–3, som vedrører oplysninger i periodiske rapporter om et produkts

Side 35 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

opfyldelse af miljømæssige eller sociale karakteristika eller samlede bæredygtighedsrelaterede ind-

virkning. Reglerne herom skal finde anvendelse fra den 1. januar 2022.

Disclosureforordningen gælder umiddelbart i Danmark og skal derfor ikke gennemføres i national

lovgivning. Det er dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler, som sikrer, at der kan

føres et effektivt tilsyn med overholdelsen af forordningen.

Formålet med disclosureforordningen er at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige for-

hold (ESG-faktorer) i investeringsbeslutningstagning og i rådgivningsprocesser. Dette vil styrke in-

vestorernes muligheder for at kunne sammenligne produkters bæredygtighed og virksomheders til-

gang til bæredygtighed. Dermed styrkes gennemsigtigheden på området for bæredygtig finansiering

med henblik på at skabe tillid hertil, øge investeringen i bæredygtige produkter og fremme den grønne

omstilling.

Disclosureforordningen stiller krav til finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere om at

integreremiljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de oplysningsforpligtel-

ser, der gælder ved investerings- og rådgivningsprocesser.

Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et forsikringsselskab, der udbyder et forsikringsbaseret

investeringsprodukt.

Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. forsikringsformidler eller et forsikringsselskab, der yder for-

sikringsrådgivning om forsikringsbaserede investeringsprodukter.

Ved finansielle produkter forstås bl.a. en investeringsportefølje eller en alternativ investeringsfond.

De virksomheder, der er omfattet af disclosureforordningen, skal overholde reglerne om finansielle

markedsdeltagere, når de producerer finansielle produkter, herunder yder porteføljepleje, og de skal

overholde reglerne om finansielle rådgivere, når de yder investeringsrådgivning eller forsikringsråd-

givning. I tilfælde af at virksomheder både udøver aktiviteter som finansielle markedsdeltagere og

finansielle rådgivere, bør de derfor betragtes som finansielle markedsdeltagere, når de handler som

producenter af finansielle produkter, og som finansielle rådgivere, når de yder forsikrings- eller inve-

steringsrådgivning.

Forordningen fastsætter bl.a. krav om, at finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere på

deres hjemmeside skal offentliggøre politikker for, hvordan de i deres investeringsbeslutningsproces

eller i deres investerings- eller forsikringsrådgivning integrerer bæredygtighedsrisici, jf. artikel 3, og

hvorvidt de tager hensyn til negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer.

Side 36 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Disclosureforordningen stiller også krav til de oplysninger, der skal gives forud for indgåelsen af en

investeringsaftale. Virksomhederne skal bl.a. i aftaler beskrive den måde, hvormed bæredygtigheds-

risici er integreret i virksomhedernes investeringsbeslutninger eller i investerings- eller forsikrings-

rådgivningen, jf. artikel 6.

Desuden indfører forordningen to former for bæredygtige finansielle produkter, et produkt der frem-

mer miljømæssige eller sociale karakteristika, jf. artikel 8, og et produkt, der har bæredygtige inve-

steringer eller en reduktion af CO2-emissioner som sit mål, jf. artikel 9.

For disse to typer bæredygtige finansielle produkter gælder der yderligere oplysningsforpligtelser,

som er nærmere fastsat i artikel 10 og 11. Finansielle markedsdeltagere skal for hvert af de to pro-

dukter offentliggøre oplysninger om det finansielle produkts miljømæssige eller sociale karakteristika

eller dets bæredygtige investeringsmål, jf. artikel 10. Desuden er finansielle markedsdeltagere, som

udbyder et finansielt produkt med bæredygtige karakteristika eller et bæredygtigt formål, forpligtet

til i deres periodiske rapporter at medtage en beskrivelse af produktets samlede bæredygtighedsrela-

terede indvirkning eller omfanget af de miljømæssige eller sociale karakteristika ved produktet, jf.

artikel 11.

For at sikre et effektivt tilsyn med disclosureforordningen finder Erhvervsministeriet, at Finanstilsy-

net bør udpeges som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af forordningen. Finanstilsynet

foreslås at få alle de nødvendige tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen heraf. Det er bl.a. vigtigt,

at Finanstilsynet får mulighed for at reagere over for manglende overholdelse af de oplysningsfor-

pligtelser, som disclosureforordningen introducerer. Herunder er det vigtigt, at Finanstilsynet vil

kunne benytte sig af de reaktionsmuligheder, som allerede i medfør af nuværende sektorspecifiklov-

givning udgør et led i Finanstilsynets almindelige tilsynsudøvelse. Finanstilsynet har i dag bl.a. mu-

lighed for at give påbud og påtaler for manglende overholdelse af gældende krav og regler.

2.11.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af disclo-

sureforordningen. På den baggrund foreslås de eksisterende tilsynsbestemmelser i § 161, stk. 1, i lov

om investeringsforeninger m.v., § 155, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde

m.v., § 97, stk. 1, i lov om firmapensionskasser og § 22, stk. 1, i lov om forsikringsformidling tilpas-

set.

Med lovforslaget vil Finanstilsynet bl.a. kunne give påbud eller påtaler for manglende overholdelse

af de krav, som disclosureforordningen stiller til virksomhedernes oplysningsforpligtelser.

Det foreslås endvidere at tilpasse § 179, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., § 104, stk. 1, i

lov om firmapensionskasser og § 36, stk. 1, i lov om forsikringsformidling om, hvem der kan anses

for at være parter i forhold til de afgørelser, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe over for

virksomheder i medfør af disclosureforordningen.

Side 37 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Endelig foreslås det at tilpasse § 189 i lov om investeringsforeninger m.v., § 189 i lov om forvaltere

af alternative investeringsfonde m.v., § 112, stk. 1, i lov om firmapensionskasser og § 37, stk. 1, i lov

om forsikringsformidling, hvorefter afgørelser truffet i medfør af disclosureforordningen vil kunne

indbringes for Erhvervsankenævnet.

Der henvises i øvrigt til lovforslaget § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3-4, § 6, nr. 5-7, og § 7, nr. 1-3, og bemærk-

ningerne hertil.

2.12.

Forvaltere af AIF-SIKAV’er

og AIF-Værdipapirfonde

2.12.1. Gældende ret

Det følger af lov om forvaltere af alternative virksomheder (FAIF-loven), at virksomheder, der for-

valter en eller flere alternative investeringsfonde, skal have tilladelse af Finanstilsynet, såfremt en af

to følgende tærskelværdier overskrides (1) aktiverne i de alternative investeringsfonde sammenlagt

overstiger en værdi svarende til 100 mio. euro, eller (2) 500 mio. euro, såfremt virksomheden ude-

lukkende forvalter alternative investeringsfonde, der ikke har gearet sine investeringer, og ingen in-

vestorer i fondene har ret til at blive indløst i en periode på minimum 5 år efter datoen for den oprin-

delige investering i hver af fondene.

Tærskelværdierne gælder ikke for forvaltere af en eller flere kapitalforeninger, forvaltere af en eller

flere investorfradragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde. Disse forvaltere skal derfor al-

tid have tilladelse. Det skyldes, at Finanstilsynet skal kunne føre tilsyn med forvalterens eller den

selvforvaltende investorfradragsfonds likviditets- og risikostyring. Endvidere kan Finanstilsynet føre

tilsyn med FAIF-lovens øvrige bestemmelser, herunder kravet om, at alternative investeringsfonde,

der forvaltes af en forvalter med tilladelse eller er selvforvaltende, skal have en depositar.

Med lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om

forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og forskellige andre love blev AIF-SIKAV’er

og AIF-

værdipapirfonde sat ind i FAIF-loven som to nye typer alternative investeringsfonde.

En AIF-SIKAV er en alternativ investeringsfond, som er stiftet efter reglerne i afsnit VIII i FAIF-

loven. En AIF-SIKAV er et selskab med en eller flere investorer, hvis vedtægter angiver, at selskabet

er en alternativ investeringsfond med variabel kapital, og som har udpeget en forvalter, der har tilla-

delse til at administrere alternative investeringsfonde, og som har ansvaret for at forvalte AIF-SI-

KAV’en.

En AIF-værdipapirfond er en alternativ investeringsfond, som er etableret af en forvalter af alternative

investeringsfonde, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde, og hvis fonds-

bestemmelser angiver, at fonden er en AIF-værdipapirfond. En AIF-værdipapirfond er en selvstændig

økonomisk enhed.

Side 38 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Det følger af FAIF-loven, at AIF-SIKAV’er

og AIF-værdipapirfonde

skal forvaltes af en forvalter af

alternative investeringsfonde med tilladelse.

2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser

I lighed med forvaltere af kapitalforeninger, forvaltere af investorfradragsfonde m.v. bør forvaltere

af AIF-SIKAV’er

og AIF-værdipapirfonde

være omfattet af undtagelsen til tærskelværdier i FAIF-

loven. Det vil medføre, at disse forvaltere altid skal have en tilladelse, uanset værdien af aktiverne i

AIF-SIKAV’en

eller AIF-værdipapirfonden.

Reglen skal sikre investorbeskyttelse, idet Finanstilsy-

net vil kunne føre tilsyn med forvalterens likviditets- og risikostyring. Endvidere vil Finanstilsynet

kunne føre tilsyn med overholdelse af FAIF-lovens øvrige bestemmelser, herunder kravet om, at al-

ternative investeringsfonde, der forvaltes af en forvalter med tilladelse skal have en depositar.

2.12.3. Lovforslagets indhold

Med lovforslaget foreslås det, at forvaltere af AIF-SIKAV’er

og AIF-værdipapirfonde

omfattes af §

6, stk. 4, i FAIF-loven, hvorved tærskelværdierne i § 6, stk. 1, ikke gælder for disse forvaltere.

Forslaget vil medføre, at forvalteren af AIF-SIKAV’er

og AIF-værdipapirfonde

altid skal have tilla-

delse fra Finanstilsynet til at forvalte AIF-SIKAV’er

og AIF-værdipapirfonde,

uanset værdien af ak-

tiverne i AIF-SIKAV’en

eller AIF-værdipapirfonden.

Det svarer til den gældende regel for forvaltere

af kapitalforeninger, investorfradragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde jf. § 6, stk. 4, i

FAIF-loven.

Der henvises i øvrigt til § 5, nr. 1, samt bemærkningerne hertil.

2.13.

Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative inve-

steringsfonde

2.13.1.

Gældende ret

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde (FAIF-loven) indeholder ikke en bestemmelse, der

giver erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af

alternative investeringsfonde.

Det fremgår af § 43, stk. 4 i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren kan fastsætte regler

om kompetencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, fili-

aler af udenlandske pengeinstitutter og investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af § 9

a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter. Ministeren fastsætter endvidere regler om kom-

petencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præsenterer, tilbyder, rådgiver

om eller administrerer boligkreditaftaler.

Denne bemyndigelse er bl.a. udnyttet ved bekendtgørelse nr. 864 af 23. juni 2017 om kompetencekrav

til ansatte, der yder investeringsrådgivning og formidler information om visse investeringsprodukter,

herefter kompetencekravsbekendtgørelsen.

Side 39 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

2.13.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

En forvalter af alternative investeringsfonde kan få tilladelse af Finanstilsynet til at udøve investe-

ringsrådgivning. Forvaltere af alternative investeringsfonde er imidlertid i dag ikke omfattet af an-

vendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen.

Hvis en forvalter af alternative investeringsfonde med tilladelse til at yde investeringsrådgivning yder

investeringsrådgivning til detailinvestorer, bør de ansatte hos forvalteren også være omfattet af de

krav til kompetencer m.v., der er fastsat i kompetencekravsbekendtgørelsen. Det ud fra et hensyn til

investorbeskyttelsen. Kompetencekravsbekendtgørelsen fastsætter bl.a. krav til, at virksomheden skal

sikre, at dens ansatte, som yder investeringsrådgivning, har den fornødne erfaring, uddannelse og

kompetencer til at yde en forsvarlig rådgivning til detailkunder.

Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at indsætte en bemyndigelse i FAIF-loven, så erhvervsministe-

ren kan fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde i kom-

petencebekendtgørelsen.

Med en bemyndigelse i FAIF-loven kan anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen ud-

vides til også at omfatte forvaltere af alternative investeringsfonde. Det vil øge investorbeskyttelsen

for detailinvestorer, da de ansatte i et investeringsforvaltningsselskab, som yder investeringsrådgiv-

ning til detailkunder, vil skulle have de fornødne kompetencer til at yde en forsvarlig investerings-

rådgivning til detailkunder.

Bemyndigelsesbestemmelsen svarer til den gældende bemyndigelse i § 43, stk. 4, i lov om finansiel

virksomhed, hvorefter kompetencekravsbekendtgørelsens anvendelsesområde omfatter pengeinsti-

tutter m.v..

2.13.3.

Lovforslagets indhold

Det foreslås, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav til ansatte hos forvaltere

af alternative investeringsfonde. Bemyndigelsen kan anvendes til at omfatte forvaltere af alternative

investeringsfonde af kompetencekravsbekendtgørelsen.

Der henvises i øvrigt til § 5, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

2.14.

Muligheden for etablering af andelskasser i afdelingers navne

2.14.1.

Gældende ret

Det følger af lov om investeringsforeninger m.v. § 18, stk. 1, at vedtægterne eller fondsbestemmel-

serne i en dansk UCITS kan indeholde bestemmelser om, at den danske UCITS’ afdelinger kan op-

deles i andelsklasser, og at bestyrelsen kan etablere andelsklasser i en afdeling. I en bestående afdeling

i en investeringsforening eller SIKAV skal afdelingens investorer dog først på en generalforsamling

Side 40 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

have truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andelsklasser. Er der tale om en værdipapir-

fond, er det bestyrelsen for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller administrations-

selskab, der træffer beslutningen. Det skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere

andelsklasser i afdelingen.

Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV’er (selskaber for investering med kapital, der er

variabel) og værdipapirfonde.

2.14.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Reglerne om etablering af andelsklasser i afdelinger i danske UCITS er nationale regler. Formålet

med at indføre andelsklasser var at give danske UCITS mulighed for produktudvikling og sikre, at de

danske investeringsforeninger var konkurrencedygtige på det europæiske marked.

Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopdele afdelinger i investeringsforeninger, så

investorerne kan vælge at investere i forskellige andelsklasser under den samme afdeling. Andels-

klasserne har forskellige karakteristika og kan dermed målrettes bestemte typer investorer.

Bestemmelsen om at det skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser

i afdelingen, blev indført af hensyn til styring af administrative systemer i SKAT.

SKAT har oplyst til Finanstilsynet, at der ikke længere er tekniske eller administrative årsager til

opretholdelse af kravet om, at det af afdelingens navn fremgår, hvis bestyrelsen kan etablere andels-

klasser i afdelingen.

Erhvervsministeriet finder det på den baggrund hensigtsmæssigt at ophæve kravet. Det vil også gøre

det lettere at ændre afdelingens navn, hvis afdelingen fremadrettet skal kunne have andelsklasser,

eller hvis der ikke længere skal kunne være andelsklasser i afdelingen.

2.14.3.

Lovforslagets indhold

Det foreslås, at § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v. ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet ikke længere skal fremgå i afdelinger i danske

UCITS’ navne, at der kan etableres andelsklasser i den pågældende afdeling.

Der henvises i øvrigt til § 4, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

Ændringer som følge af oprettelse af CO2-benchmarks for lille CO2-effekt og bæredygtig-

hedsrelaterede oplysninger om benchmarks

2.15.1.

Gældende ret

2.15.

Side 41 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1011/EU af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som

benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investe-

ringsfondes økonomiske resultater (benchmarkforordningen) fastsætter en retlig ramme og dermed

harmoniserede fælleseuropæiske regler for fastsættelse af benchmarks på EU-plan.

Forordningen stiller en række krav til benchmarks integritet og pålidelighed, herunder governance-

og kontrolkrav for administratorer og stillere af benchmarks, regler for inputdata, metodologi og ind-

beretning af overtrædelser samt krav om adfærdskodeks for stillere af benchmarks. Der stilles også

visse krav til gennemsigtighed og forbrugerbeskyttelse.

Kravene varierer mellem forskellige typer af benchmark. Der gælder eksempelvis særlige krav til

benchmarks baseret på regulerede data, rentebenchmarks og råvarebenchmarks, ligesom der gælder

forskellige krav for øvrige benchmarks, alt efter hvor vigtigt et givent benchmark er for den finan-

sielle stabilitet, herunder om de er væsentlige eller ikke-væsentlige i henhold til fastlagte kriterier.

Der stilles særligt skærpede krav for de benchmarks, som har den største betydning for de europæiske

finansielle markeder, såkaldte kritiske benchmarks.

Endelig stilles der krav til godkendelse eller registrering af samt tilsyn med administrator.

Finanstilsynet er udpeget som den kompetente myndighed, der påser overholdelsen af benchmarkfor-

ordningen. Finanstilsynet fører hermed tilsyn med benchmarkadministratorer og deres overholdelse

af kravene til bl.a. metodologien, der anvendes ved fastlæggelse af benchmarks.

Der har ikke tidligere været EU-retlige regler for at udbyde lavemissions- eller klimabenchmarks.

Der er heller ikke i Danmark fastsat krav for benchmarkadministratorer, der udbyder eller ønsker at

udbyde indeks, der bidrager til en nedbringelse af CO2-emission ved at have en benchmarkportefølje,

der er i et dekarboniseringsforløb, eller et indeks hvis CO2-emissioner er tilpasset målene i Parisaf-

talen.

2.15.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019 om ændring af for-

ordning 2016/1011/EU (benchmarkforordningen), for så vidt angår EU-benchmarks for klimaover-

gangen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om benchmarks

(ændringsforordningen) blev vedtaget i november 2019. Ændringsforordningen er trådt i kraft den

10. december 2019. I henhold til forordningens artikel 1, nr. 3, skal benchmarkadministratorer, der

udbyder et EU-benchmark for klimaovergang eller et Paristilpasset EU-benchmark, senest den 30.

april 2020 overholde benchmarkforordningens krav.

Med ændringsforordningen indsættes der i benchmarkforordningen bestemmelser, der introducerer

to nye typer benchmarks og fastlægger minimumskrav på EU-plan for disse to typer benchmarks,

som er EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks. Administratorer af

Side 42 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

de to typer benchmarks skal opfylde benchmarkforordningens krav. De to benchmarks skal gøre det

nemmere og sikrere for investorer og forbrugere bl.a. at finde CO2-aftrykket for deres investeringer.

Ved EU-benchmarks for klimaovergangen forstås benchmarks, hvis underliggende aktiver sammen-

sættes således, at den deraf følgende benchmarkportefølje følger et dekarboniseringsforløb, og hvor

der offentliggøres mål og fremskridt vedrørende nedbringelse af CO2-emissioner på datterselskbas-

niveau. Derudover må aktiviteterne i benchmarkets underliggende aktiver ikke væsentligt skade andre

ESG-mål.

Ved Paristilpassede EU-benchmarks forstås benchmarks, hvis underliggende aktiver skal være sam-

mensat på en sådan måde, at den deraf følgende benchmarkporteføljes CO2-emissioner er tilpasset

målene i Parisaftalen. Aktiviteter i forbindelse med disse benchmarks underliggende aktiver må ikke

i væsentlig grad skade andre miljømæssige, sociale eller ledelsesmæssige (ESG) mål.

Ved et dekarboniseringsforløb forstås et målbart, videnskabeligt baseret og tidsbundet forløb i retning

af tilpasning til målene i Parisaftalen ved en nedbringelse af nærmere angivne typer CO2-emissioner.

Ved en administrator forstås en juridisk eller fysisk person, der fører kontrol med leveringen af bench-

marks, herunder administrerer ordningerne for fastlæggelse af benchmarks, indsamler og analyserer

inputdataene, fastlægger benchmarket og offentliggør det.

Det fremgår af ændringsforordningen, at et stigende antal investorer forfølger lavemissionsinveste-

ringer og bruger benchmarks for lille CO2-effekt til at måle resultaterne af investeringsporteføljer.

Ændringsforordningen vil understøtte denne udvikling ved at harmonisere tilgangen til benchmarks

for lille CO2-effekt, som ellers kan være en hindring for det indre marked.

For at sikre et effektivt tilsyn med EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-

benchmarks er det vurderingen, at det er vigtigt, at Finanstilsynet bliver tillagt alle de nødvendige

tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen af kravene til disse to typer benchmarks, og at Finanstilsy-

net får mulighed for at reagere over for manglende overholdelse heraf.

2.15.3.

Lovforslagets indhold

Ændringsforordningen ændrer i benchmarkforordningen og bestemmer, at medlemslandene skal have

en beføjelse til at sanktionere overtrædelser af artikler om EU-benchmarks for klimaovergangen og

Paristilpassede EU-benchmarks.

Det fremgår af benchmarkforordningen, at der skal anvendes administrative sanktioner samt bødes-

traf ved overtrædelser af forordningen. Medlemslandene kan dog beslutte ikke at fastsætte regler for

administrative sanktioner for overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner.

Side 43 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Benchmarkforordningen gælder umiddelbart i Danmark og skal derfor ikke gennemføres i national

lovgivning. Det er dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov om kapitalmarkeder,

der sikrer, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med overholdelsen af krav til EU-benchmarks

for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks.

På den baggrund foreslås det med lovforslaget, at Finanstilsynet vil kunne pålægge bødestraf for

overtrædelser af benchmarkforordningens krav til EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristil-

passede EU-benchmarks.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 2, samt bemærkningerne til denne bestemmelse.

2.16.

Outsourcing for en operatør af et reguleret marked, der driver en multilateral han-

delsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF)

2.16.1.

Gældende ret

Outsourcing dækker over situationer, hvor en virksomhed vælger at få en leverandør til at varetage

opgaver på virksomhedens vegne, fremfor at opgaverne varetages internt i den enkelte virksomhed.

Outsourcingreglerne på kapitalmarkedsområdet har overordnet til formål at sikre, at en operatør af et

reguleret marked fortsat bærer ansvaret for de opgaver, der udføres hos leverandøren i tilfælde af

outsourcing, samt at sikre, at Finanstilsynet fortsat kan udøve et effektivt tilsyn. Reglerne fastsætter

således, hvordan operatøren skal sikre, at en opgave varetages i henhold til gældende lovgivning,

selvom den er henlagt til en leverandør.

Ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020, som træder i kraft den 1. juli 2020, er reglerne for outsourcing

blevet ændret. Ved lovændringen blev operatører af regulerede markeder omfattet af de samme nati-

onale regler om outsourcing, som samtidig blev indført for kreditinstitutter m.fl. For at harmonisere

bemyndigelsesbestemmelserne blev § 62 i lov om kapitalmarkeder nyaffattet, så bestemmelsen har

samme ordlyd som den tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse i § 72 a i lov om finansiel virksom-

hed, som ligeledes blev nyaffattet ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020.

§ 62 i lov om kapitalmarkeder gælder for en operatør af et reguleret marked. Bestemmelsen giver

mulighed for, at en operatør af et reguleret marked kan outsource en proces, en tjenesteydelse eller

en aktivitet, som operatøren ellers selv ville udføre, til en leverandør. Desuden indeholder bestem-

melsen en bemyndigelse til erhvervsministeren, hvorved ministeren vil kunne fastsætte krav til virk-

somhedens ledelsesordninger, ansvar, risikostyring, overvågning, kontrol og rapportering i tilknyt-

ning til outsourcing til en leverandør. Erhvervsministeren vil desuden kunne fastsætte nærmere krav

til virksomhedens interne retningslinjer, outsourcingkontrakten, krav til håndtering af eventuelle in-

teressekonflikter og krav som en leverandør eller en underleverandør skal opfylde. Desuden vil mi-

nisteren kunne fastsættes nærmere regler om outsourcingvirksomhedernes pligt til at underrette Fi-

nanstilsynet om outsourcing.

Side 44 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Bemyndigelsen er blevet anvendt til at udstede bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsour-

cing for kreditinstitutter m.v.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2020 og finder anvendelse på pengeinstitutter, realkreditin-

stitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, sparevirksomheder, fælles data-

centraler, operatører af regulerede markeder, e-pengeinstitutter, betalingsinstitutter og Danmarks

Skibskredit A/S, når virksomheden gør brug af outsourcing.

Bekendtgørelsen implementerer ”Retningslinjer for outsourcing”, som er udstedt af Den Europæiske

Banktilsynsmyndighed (EBA).

Bekendtgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser, der fastsætter krav til ledelse og styring af outsour-

cing, krav ved videreoutsourcing, krav til outsourcing-kontrakten og dokumentationskrav.

2.16.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Det fremgår af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at reglerne om outsourcing gælder for en ope-

ratør af et reguleret marked. En operatør af et reguleret marked kan imidlertid også få særskilt tilla-

delse til at drive en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF), jf.

§ 86 i lov om kapitalmarkeder. Derfor bør det præciseres i loven, at reglerne om outsourcing også

finder anvendelse for en operatør af et reguleret marked, der driver en MHF eller en OHF.

Alle multilaterale systemer skal drives i form af et reguleret marked, en MHF eller en OHF. Drift af

et reguleret marked er betinget af en række organisatoriske og driftsmæssige krav og kræver tilladelse

som operatør af et reguleret marked. Drift af MHF’er og OHF’er er ligeledes betinget af en række

organisatoriske og driftsmæssige krav og kræver tilladelse som enten en operatør af et reguleret mar-

ked eller tilladelse som fondsmæglerselskab.

De driftsmæssige krav til MHF’er og OHF’er afspejler i høj grad de tilsvarende regler for regulerede

markeder. Overordnet er de organisatoriske og driftsmæssige krav dog mere detaljerede for regule-

rede markeder end reglerne for en MHF og en OHF. Driften af en OHF adskiller sig fra en MHF ved,

at den er begrænset til handel med obligationer, strukturerede finansielle produkter, emissionskvoter

og derivater. Det vil sige, at aktier ikke kan handles på en OHF, da det alene er ikkeaktielignende

instrumenter, der kan handles her.

Desuden kan en MHF registreres som et SMV-vækstmarked. SMV-vækstmarkedets regelgrundlag er

tilpasset små og mellemstore udstedere.

Det skyldes, at de aktiviteter, som en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handels-

facilitet (OHF) udfører, ikke væsentligt adskiller sig fra de aktiviteter, som et reguleret marked udfø-

rer.

Side 45 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Fremover bør reglerne i § 62, stk. 2, og reglerne fastsat i medfør af § 62, stk. 3, således også gælde,

hvis en operatør af et reguleret marked foretager outsourcing vedrørende driften af en MHF eller en

OHF.

2.16.3.

Lovforslagets indhold

Det foreslås, at § 62 i lov om kapitalmarkeder præciseres således, at reglerne om outsourcing også

finder anvendelse for en operatør af et reguleret marked, som driver en MHF eller OHF. Det vil

betyde, at når en operatør af et reguleret marked foretager outsourcing af driften af en MHF eller

OHF, vil reglerne om outsourcing gælde på samme vis, som de allerede gør i dag, når operatøren

outsourcer drift af et reguleret marked.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 1, samt bemærkningerne hertil.

2.17.

Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer

2.17.1.

Gældende ret

Forsikringsformidlere og genforsikringsformidlere skal efter § 3 i lov om forsikringsformidling, jf.

lovbekendtgørelse nr. 378 af 2. april 2020, ansøge Finanstilsynet om tilladelse til at udøve forsik-

ringsdistribution og genforsikringsdistribution. Virksomheder kan få tilladelse til at udøve forsik-

ringsformidling, bl.a. når virksomhedens bestyrelse og direktion eller de ledelsesansvarlige opfylder

krav til ledelse og indretning af virksomheden, når virksomheden har en ansvarsforsikring eller anden

tilsvarende garanti mod erstatningskrav, og når virksomheden har truffet foranstaltninger for at be-

skytte kunderne mod manglende betalingsevne hos formidleren.

Accessoriske forsikringsformidlere skal efter § 4 i lov om forsikringsformidling registreres hos Fi-

nanstilsynet, inden formidleren påbegynder sin virksomhed. Før virksomheden kan registreres, skal

den dokumentere at opfylde de samme betingelser som en virksomhed, der vil udøve forsikringsfor-

midling eller genforsikringsformidling, idet der dog ikke stilles de samme krav til ledelsen og indret-

ningen af virksomheden.

Virksomheder, der rådgiver om finansielle produkter, skal have tilladelse som finansiel rådgiver for

at udøve den pågældende virksomhed. På samme måde skal en virksomhed, der yder rådgivning eller

formidler boligkreditaftaler til forbrugere, have tilladelse som boligkreditformidler. Endelig skal en

virksomhed, der yder investeringsrådgivning, have tilladelse som investeringsrådgiver. Finanstilsynet

kan give tilladelse efter § 3 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditfor-

midlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 19. september 2018, hvis virksomhederne opfylder kriteri-

erne efter § 3, stk. 3, herunder dokumenterer forretningsgange på væsentlige aktivitetsområder. End-

videre skal virksomhedens ledelse opfylde de gældende krav til egnethed og hæderlighed, ligesom

virksomheden skal fremvise dokumentation for ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti mod

erstatningskrav.

Side 46 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Forbrugslånsvirksomheder skal efter § 3 i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. lov nr. 450 af 24.

april 2019, have tilladelse af Finanstilsynet til at drive virksomhed. Finanstilsynet giver tilladelse til

virksomheder, der bl.a. dokumenterer tilstrækkelige forretningsgange for efterlevelse af redelig for-

retningsskik og god praksis, for kreditværdighedsvurdering og identifikation af målgrupper. Endvi-

dere skal ledelsen opfylde lovens krav til egnethed og hæderlighed.

Endelig skal selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebreve i fast ejendom, herunder

erhvervsmæssigt sælger pantebreve eller yder boligkreditaftaler, godkendes af Finanstilsynet efter §

3 i lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019. Finanstilsynet

giver tilladelse til selskaber, der drives som et anparts- eller aktieselskab, hvor ledelsen opfylder lo-

vens krav til egnethed og hæderlighed, og hvor personen i selskabet, som er ansvarlig for handel med

pantebreve og kreditgivning, opfylder betingelserne i § 3, nr. 4 og 5, og § 5.

Ansøgning om tilladelse til at udøve virksomhed indsendes i praksis digitalt ved, at virksomheden

ved brug af Nem-ID via Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsning på www.virk.dk indsender ansøg-

ningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest tre måneder fra modtagelsen af den nød-

vendige dokumentation træffe afgørelse i sagen.

2.17.2.

Erhvervsministeriets overvejelser

Som led i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er der indført digitale selvbetjeningsløsninger

for personer og virksomheder på en lang række områder, herunder på Erhvervsstyrelsens selvbetje-

ningsløsning på www.virk.dk. Det bevirker, at virksomheder skal indsende deres ansøgninger, ind-

beretninger m.v. digitalt via www.virk.dk ved brug af Nem-ID. Dette gælder også virksomheder, der

ønsker tilladelse til at udøve virksomhed med forsikringsformidling, investerings-rådgivning m.v.

Det vurderes, at de gældende regler ikke klart indeholder en forpligtelse for virksomhederne til at

ansøge digitalt via www.virk.dk, hvorfor denne forpligtelse bør tydeliggøres. Der er derfor behov for

at ændre de gældende regler for autorisationsansøgninger til Finanstilsynet. Det bør i samme forbin-

delse præciseres, at i de tilfælde, hvor virksomheden undtagelsesvist ikke kan foretage anmeldelsen

digitalt via www.virk.dk, skal anmeldelse ske ved indsendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket

vedlagt de nødvendige oplysninger.

2.17.3.

Lovforslagets indhold

Det foreslås at ændre en række love, hvor der skal søges om tilladelse hos Finanstilsynet til at drive

virksomhed. Det drejer sig om lov om forsikringsformidlere, lov om finansielle rådgivere, investe-

ringsrådgivere og boligkreditrådgivere, lov om forbrugslånsvirksomheder og lov om ejendomskre-

ditselskaber. Med forslaget præciseres det, at ansøgning til Finanstilsynet om tilladelse til at udøve

den pågældende virksomhed skal ske digitalt via Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsning på

www.virk.dk. Det foreslås endvidere, at i de tilfælde, hvor virksomheden undtagelsesvist ikke har

mulighed for at indsende ansøgningen via www.virk.dk, er virksomheden forpligtet til at anvende

Finanstilsynets anmeldelsesblanket på www.virk.dk.

Side 47 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6, nr. 1 og 3, § 8, nr. 2, § 9, nr. 1, og § 10, nr. 2, samt bemærk-

ningerne hertil.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes at medføre et øget ressourcebehov for Finanstilsynet som følge af, at Finans-

tilsynet skal føre tilsyn med overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finan-

sielle tjenesteydelser (disclosureforordningen). Det forventes, at ca. 1.200 finansielle markedsdelta-

gere og rådgivere vil blive omfattet af de nye tilsynsaktiviteter, der både omfatter et virksomheds- og

et produkttilsyn.

3.1. Digitaliseringsklar lovgivning

Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digitaliseringsklar lovgivning. Lovforslaget inde-

holder enkle og klare regler, som bidrager til administrative byrdelettelser for erhvervslivet.

Der er ved lovforslagets udarbejdelse lagt vægt på en sikker og tryg datahåndtering. Derfor vil enhver

videregivelse af personoplysninger efterleve de gældende regler om databeskyttelse. Behandling af

personoplysninger vil altid ske under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbin-

delse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyt-

telsesforordningen) og databeskyttelsesloven.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

4.1. Administrative konsekvenser

Med lovforslaget foreslås det at fjerne kravet om, at det skal fremgå på navnet af danske UCITS’

afdelinger, hvis bestyrelsen skal etablere andelskasser i afdelingen. Denne ændring vurderes at med-

føre mindre lettelser for erhvervslivet.

4.2. Økonomiske og øvrige efterlevelseskonsekvenser

Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. novem-

ber 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF

og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (2. beta-

lingstjenestedirektiv) artikel 106, hvorefter det pålægges betalingstjenesteudbydere at stille Kommis-

sionens folder om forbrugerens rettigheder i henhold til 2. betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-

ret til rådighed digitalt og fysisk i deres filialer eller agenter, hvortil aktiviteter er outsourcet.

Lovforslaget vurderes samlet at indebære økonomiske konsekvenser for erhvervslivet under 4 mio.

kr.

Herudover vurderes lovforslaget ikke at medføre efterlevelseskonsekvenser.

Side 48 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

4.3. Agil erhvervsrettet regulering

Lovforslaget som helhed vurderes at efterleve fire ud af fem principper for agil lovgivning. Lovforsla-

get muliggør anvendelse af nye forretningsmodeller, idet lovforslaget ikke forventes at opstille hin-

dringer for f.eks. brug af nye teknologier mv. Lovforslaget er enkelt og formålsbestemt, idet lov-

forslaget ikke forventes at opstille deltaljerede krav, der gør det vanskeligt for virksomhederne at

anvende nye teknologier og forretningsmodeller. Lovforslaget er ikke teknologineutralt, idet der stil-

les krav om, at ansøgninger om tilladelse til Finanstilsynet skal sendes digitalt. Dette foreslås for at

gøre sagsbehandlingen mere effektiv for ansøgeren såvel som Finanstilsynet. Resten af ændringerne

er teknologineutrale. Lovforslaget er helhedstænkende, idet virksomhederne forventes at kunne an-

vende allerede eksisterende systemer. Princippet om brugervenlig digitalisering er ikke relevant for

lovforslaget, da lovforslaget ikke retter sig mod det offentliges implementering af regulering gennem

erhvervsrettede digitale løsninger.

Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget indeholder klageadgang for parter til en afgørelse truffet i henhold til Europa-Parlamen-

tets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede

oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen), som Finanstilsynet ef-

ter lovforslagets § 4, nr. 5, foreslås at skulle føre tilsyn med. Parterne vil med lovforslaget blive tillagt

tilsvarende klageadgang, som gælder for Finanstilsynets tilsyn i øvrigt.

Miljømæssige konsekvenser

Det vurderes, at lovforslaget ikke medfører miljømæssige konsekvenser.

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget fastlægger tilsynsbeføjelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2009/924/EF om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF)

nr. 2560/2001. Forordningen blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning

2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer

for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, hvilket nødvendiggør tilpasning af

§§ 130, 138-139, 143 og 152 i lov om betalinger. Det følger desuden af artikel 13 i den oprindelige

forordning, at medlemslandene skal sikre, at overtrædelser af forordningen sanktioneres. Lovforsla-

get fastsætter, hvilke bestemmelser i forordningen der bliver strafbelagt med bøde. Den nye artikel

3a, stk. 5-6, finder anvendelse fra den 19. april 2021.

Da forordningens bestemmelser har forskellige anvendelsesdatoer, er indarbejdelsen af de nye artikler

i lov om betalinger fordelt på lov nr. 1374 af 13. december 2019 om ændring af lov om finansiel

virksomhed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og sel-

skabsloven og forskellige andre love, lov nr. 641 af 19. maj 2020 om ændring af lov om finansiel

virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., lov om investeringsforeninger

m.v. og forskellige andre love og dette lovforslag. De nye artikler, 3a og 3b, finder anvendelse på to

Side 49 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

forskellige tidspunkter. Artikel 3a, stk. 1-4, og den tilhørende del af stk. 7, og artikel 3b fandt anven-

delse fra den 19. april 2020. Indsættelsen af de pågældende artikler i § 130, stk. 1, 2. pkt., § 138, stk.

1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt., og § 143, i lov om betalinger var en del af lov nr. 1374 af 13. december

2019 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov

om investeringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige andre love, mens indsættelsen af ar-

tikel 3a, stk. 3-4, og artikel 3b, i strafbestemmelsen i lovens § 152, stk. 2, var en del af lov nr. 641 af

19. maj 2020 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investe-

ringsfonde m.v., lov om investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love]. Artikel 3a, stk. 5 og

6, og den tilhørende del af stk. 7, finder derimod først anvendelse fra den 19. april 2021 og indsættel-

sen af artikel 3a, stk. 5 og 6, i § 130, stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt., og §

143 og indsættelsen af artikel 3a, stk. 5, i § 152, stk. 2, er en del af nærværende lovforslag.

Med lovforslaget gennemføres de fornødne ændringer som følge af Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i

sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen). De foreslåede ændringer indebærer

bl.a., at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdelsen af

disclosureforordningen i Danmark. Med de foreslåede ændringer sikres det bl.a., at Finanstilsynet

kan give påbud eller påtaler for manglende overholdelse af forordningen. De foreslåede ændringer

går ikke videre end det, der er nødvendigt som følge af forordningen. Disclosureforordningen finder

anvendelse fra den 10. marts 2021, med undtagelse af forordningens artikel 11, stk. 1-3, som skal

finde anvendelse fra den 1. januar 2022. Det foreslås, at de dele af lovforslaget, som er en følge af

disclosureforordningen, også skal træde i kraft den 10. marts 2021.

Med lovforslaget gennemføres tillige de fornødne ændringer som følge af Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019 om ændring af forordning (EU)

2016/1011, for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-benchmarks

og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om benchmarks (ændringsforordningen). Finanstilsynet er

udpeget som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdelsen af benchmarkforordningen i

Danmark. Med de foreslåede ændringer sikres det, at overtrædelser af reglerne, som indføres med

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019, kan sanktio-

neres i Danmark. De foreslåede ændringer går ikke videre end det, der er nødvendigt som følge af

forordningen. Forordningen trådte i kraft den 10. december 2019. I henhold til forordningen skal

benchmarkadministratorer, der udbyder et EU-benchmark for klimaovergang eller et Paristilpasset

EU-benchmark, senest den 30. april 2020 overholde benchmarkforordningens krav.

Lovforslaget gennemfører endvidere dele af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2018/843/EU af

30. maj om ændring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af

det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme (4. hvidvaskdirektiv) og

om ændring af direktiv 2009/70/EF og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirektiv).

Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Side 50 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

[Udfyldes efter den offentlige høring.]

Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreud- Negative konsekvenser/merudgifter

gifter

Økonomiske konse-

Ingen

Lovforslaget vurderes at medføre et

kvenser for stat,

øget ressourcebehov for Finanstilsy-

kommuner og regio-

net som følge af, at Finanstilsynet

ner

skal føre tilsyn med overholdelse af

Europa-Parlamentets og Rådets for-

ordning 2019/2088/EU af 27. no-

vember 2019 om bæredygtighedsre-

laterede oplysninger i sektoren for fi-

nansielle tjenesteydelser (disclosure-

forordningen).

Implementerings-

Ingen

konsekvenser

for

stat, kommuner og

regioner

Økonomiske konse- Lovforslaget indeholder en admi- Lovforslaget vurderes samlet at inde-

kvenser for er- nistrativ lempelse for danske

bære økonomiske konsekvenser for

hvervslivet

UCITS.

erhvervslivet under 4 mio. kr.

Administrative kon-

sekvenser for er-

hvervslivet

Lovforslaget implementerer Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv (EU)

2015/2366 af 25. november 2015 om

betalingstjenester i det indre marked,

om ændring af direktiv 2002/65/EF,

2009/110/EF og 2013/36/EU og for-

ordning (EU) nr. 1093/2010 og om

ophævelse af direktiv 2007/64/EF (2.

betalingstjenestedirektiv) artikel 106,

hvorefter det pålægges betalingstje-

nesteudbydere at stille Kommissio-

nens folder om forbrugerens rettighe-

der i henhold til 2. betalingstjeneste-

direktiv og tilhørende EU-ret til rå-

Side 51 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Administrative kon- Parterne vil med lovforslaget

sekvenser for

blive tillagt tilsvarende klagead-

borgerne

gang for så vidt angår afgørelser

efter Europa-Parlamentets og Rå-

dets forordning (EU) nr.

2019/2088 af 27. november 2019

om bæredygtighedsrelaterede op-

lysninger i sektoren for finan-

sielle tjenesteydelser (disclosure-

forordningen), som gælder for Fi-

nanstilsynets tilsyn i øvrigt.

Miljømæssige kon-

Ingen

sekvenser

Forholdet til EU-ret- Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2019/2088 af 27. no-

ten

vember 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for fi-

nansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2019/2088 af 27. no-

vember 2019 om ændring af forordning (EU) 2016/1011, for så vidt an-

går EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-bench-

marks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om benchmarks. (æn-

dringsforordningen)

dighed digitalt og fysisk i deres filia-

ler eller agenter, hvortil aktiviteter er

outsourcet.

Ingen

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/518/EU af 19. marts

2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår geby-

rer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer

(Cross border payment-forordningen)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2366 af 25. no-

vember 2015 om betalingstjenester i det indre marked (2. betalingstjene-

stedirektiv).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2014/17 af 4. februar 2014

om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og

ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr.

1093/2010.

Side 52 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj om æn-

dring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstaltninger mod an-

vendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering

af terrorisme (4. hvidvaskdirektiv) og om ændring af direktiv 2009/70/EF

og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirektiv).

[Er i strid med de

Nej

fem principper for

implementering af

erhvervsrettet EU-

regulering]/[Går vi-

dere end minimums-

krav i EU-regule-

ring] (sæt X)

Side 53 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (fodnoten i lov om betalinger)

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres som konsekvens af, at der med lovforslaget foreslås

gennemført dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om æn-

dring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blan-

dede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbeva-

ringsforanstaltninger og for så vidt angår Finanstilsynets adgang til videregivelse af oplysninger om-

fattet af Finanstilsynets skærpede tavshedspligt (CRD V-direktivet).

Se i øvrigt bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25.

Til nr. 2 (§ 5, nr. 18, i lov om betalinger)

Det følger af § 5, nr. 18, i lov om betalinger, at loven ikke finder anvendelse på elektroniske penge

på op til 3.000 kr. lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvor der ikke kan ske genop-

fyldning, og hvor udstederens samlede forpligtelser hidrørende fra udestående elektroniske penge på

intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 5 mio. euro, jf. dog § 96.

Efter § 96 i lov om betalinger er der fastsat regler vedrørende pligter og rettigheder i forbindelse med

udstedelse og indløsning af elektroniske penge. I henhold til § 96 er det således ikke tilladt at udstede

elektroniske penge til overkurs. § 96 fastsætter endvidere regler for indløsning af restværdien af elek-

troniske penge, herunder regler vedrørende indløsningsbetingelser samt regler vedrørende gebyrer i

forbindelse med indløsningen.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger. Det fremgår af bemærknin-

gerne til bestemmelsen, at den skal ses i sammenhæng med § 5, nr. 14 og 15, i lov om betalinger, jf.

Folketingstidende, 2016-17, 1. samling, A, L 157 som fremsat, side 96. Det skyldes, at for at et beta-

lingsinstrument kan være omfattet af § 5, nr. 18, skal der bl.a. være tale om et instrument med be-

grænset anvendelse som defineret i § 5, nr. 14 og 15.

Efter § 5, stk. 1, finder loven ikke anvendelse på aktiviteter omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1-18. Med § 5,

nr. 14 og 15, undtages instrumenter, der kun kan anvendes inden for et begrænset netværk af udby-

dere, og instrumenter, der kun kan anvendes til at erhverve et meget begrænset antal varer eller tje-

nesteydelser fra lovens anvendelsesområde. Lovens kapitel 5-7 finder dog anvendelse på instrumenter

omfattet af nr. 14 og 15.

Lov om betalinger finder ikke anvendelse på betalingsinstrumenter omfattet af § 5, nr. 18, jf. dog §

96. For at et betalingsinstrument er omfattet af § 5, nr. 18, i lov om betalinger, er det en forudsætning,

at betalingsinstrumentet udgør et betalingsinstrument med begrænset anvendelse omfattet af § 5, nr.

Side 54 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

14 eller 15. Efter de gældende bestemmelser fremgår denne sammenhæng mellem nr. 14, 15 og 18

ikke direkte af bestemmelsens ordlyd, men kun af bemærkningerne til bestemmelsen. Det foreslås

derfor, at der i

§ 5, nr. 18,

indsættes en henvisning til § 5, nr. 14 og 15, med henblik på at præcisere,

at der med begrænset anvendelse i nr. 18 menes de tilfælde, der er omfattet af § 5, nr. 14 og 15.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd, at

begrænset anvendelse skal forstås som betalingsinstrumenter omfattet af § 5, nr. 14 og 15.

Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet en materiel ændring af lovens anvendelsesområde,

men alene en præcisering af bestemmelsen.

Til nr. 3 (§ 7, nr. 22, i lov om betalinger)

Den gældende bestemmelse i § 7 i lov om betalinger fastlægger lovens definitioner.

Efter § 7, nr. 22, er en pengeoverførsel defineret som en betalingstjeneste, hvor der modtages midler

fra en betaler alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en

anden udbyder af betalingstjenester på betalingsmodtagerens vegne, uden at der oprettes en betalings-

konto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn.

Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 1, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked (2. betalingstjeneste-

direktiv).

Artikel 4, nr. 22, i 2. betalingstjenestedirektiv indeholder et andet led, der fastsætter, at der også er

tale om en pengeoverførsel, når midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådig-

hed for denne. Denne del af definitionen af en pengeoverførsel er ikke indeholdt i den gældende

definition af pengeoverførsel i lov om betalinger.

Det foreslås på den baggrund at nyaffatte

§ 7, nr. 22,

så en pengeoverførsel defineres som en beta-

lingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i beta-

lerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en

betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne, eller hvor

sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for denne.

Den foreslåede nyaffattelse har til formål at sikre en korrekt og direktivnær implementering af 2.

betalingstjenestedirektivs artikel 4, stk. 1, nr. 22, som definerer pengeoverførsel.

Med den foreslåede bestemmelse vil det afgørende for definitionen af en pengeoverførsel være, at der

gennemføres en betalingstransaktion, uden at der oprettes en konto i hverken betalers eller betalings-

modtagers navn.

Det skal forstås sådan, at udbyderen ikke opretter en betalingskonto i betalers eller

Side 55 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

betalingsmodtagers navn i forbindelse med transaktionen. Det faktum, at midlerne som led i gennem-

førelsen af betalingstransaktionen indestår på en konto i en bank, vil således ikke være afgørende for,

om en transaktion er omfattet af definitionen, så længe denne konto ikke er oprettet i hverken betalers

eller betalingsmodtagers navn.

At midlerne alene modtages med det formål at overføre et tilsvarende beløb skal forstås således, at

udbyderen ikke selv er del i den underliggende forpligtelse mellem betaleren og betalingsmodtageren.

I dette tilfælde modtager udbyderen dermed alene midlerne med det formål at videreformidle dem til

betalingsmodtager eller stille dem til rådighed for betalingsmodtager. Det forhold, at udbyderen ud-

fører en anden aktivitet ved siden af pengeoverførselsvirksomheden, vil derimod ikke i sig selv med-

føre, at der ikke er tale om en pengeoverførsel. Tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person modtager

midler med henblik på opbevaring eller forvaltning, og som led i heri eksempelvis foretager over-

førsler med henblik på at investere midlerne, vil ikke anses for at udgøre pengeoverførsler omfattet

af definitionen.

Med den foreslåede bestemmelse vil der endvidere ikke være tale om en pengeoverførsel i tilfælde,

hvor betaler og betalingsmodtager har aftalt, at betaler kan betale med frigørende virkning til en tred-

jepart. Uden for den foreslåede definition af en pengeoverførsel falder ligeledes tilfælde, hvor en

fysisk eller juridisk person fremstår som legitimeret til at modtage betalingen.

En pengeoverførsel vil almindeligvis involvere enten tre eller fire parter. Det omfatter betaleren og

betalerens udbyder, der indgår i et aftaleforhold med betaleren om at overføre midlerne, samt beta-

lingsmodtager og betalingsmodtagerens udbyder, som modtager midlerne på betalingsmodtagerens

vegne. I visse tilfælde vil betalers og betalingsmodtagers udbyder være den samme juridiske person,

der dermed har aftaleforholdet med begge parter. Udbydere kan være pengeinstitutter eller andre ud-

bydere af betalingstjenester. I visse tilfælde kan en pengeoverførsel involvere mere end fire parter.

Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor en transaktion gennemføres ved hjælp af en korrespon-

dentbank, som ikke indgår i et aftaleforhold med hverken betaleren eller betalingsmodtageren. I dette

tilfælde er det alene de aktiviteter, der gennemføres af udbyderne, der indgår i aftaleforholdet med

betaler og betalingsmodtager, som vil være omfattet af definitionen. Den aktivitet, som korrespon-

dentbanken udøver, vil derimod ikke være omfattet af definitionen.

Ved en pengeoverførsel vil der oftest blive fratrukket et gebyr fra de modtagne midler. Dette gebyr

modsvarer betalingen for udførelsen af pengeoverførslen. Det berører derfor ikke definitionen af pen-

geoverførsel, at der ikke overføres et nøjagtigt tilsvarende beløb ved selve overførslen som det beløb,

der modtages. Der er heller intet til hinder for, at en betaler indbetaler et samlet beløb, der udbetales

til flere forskellige betalingsmodtagere. I et sådant tilfælde vil hver efterfølgende deloverførsel blive

betragtet som en selvstændig pengeoverførsel, uanset at udbyderen modtager et samlet beløb.

Med den foreslåede nyaffattelse vil definitionen fremover bestå af to led, som fastsætter, at en pen-

geoverførsel er en betalingstjeneste, hvor der enten 1) modtages midler fra en betaler, uden at der

Side 56 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at over-

føre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder på beta-

lingsmodtagerens vegne, eller 2) hvor sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og

stilles til rådighed for denne. En pengeoverførsel vil også kunne bestå af en kombination af de to

typer aktiviteter.

Den mest udbredte form for pengeoverførsler i Europa er remitter, hvor immigranter sender midler

tilbage til deres hjemland. Dette sker typisk ved, at en betalingstjenesteudbyder via et netværk af

agenter, såsom købmænd og kiosker, modtager midler fra betaler, uden at der oprettes en konto til

vedkommende med det formål, at betalingsmodtager kan afhente midlerne ved en anden agent i net-

værket. Med den foreslåede nyaffattelse foreslås det, at det fremover fremgår af bestemmelsen, at der

ikke blot er tale om en pengeoverførsel, hvis udbyderen modtager midlerne fra betaler med henblik

på at overføre dem, men også såfremt at midlerne modtages med henblik på at stille dem til rådighed

for betalingsmodtager. Det vil ligeledes være omfattet af definitionen, hvis begge aktiviteter udføres.

Et andet eksempel er forretningsdrivende, der tilbyder en tjeneste til forbrugerne, der gør dem i stand

til at betale regninger for forsyningsforbrug og andre regelmæssige husholdningsregninger. Dette kan

eksempelvis ske ved, at de forretningsdrivende modtager betaling som kontanter eller via et beta-

lingskort fra forbrugeren med henblik på at overføre midlerne til forsyningsselskabet, uden at disse

indestår på en konto i betalerens navn.

Efter § 7, nr. 17, i lov om betalinger forstås midler som sedler og mønter, indestående på en konto og

elektroniske penge. Der vil således være tale om en pengeoverførsel, uanset om udbyderen modtager

midlerne kontant eller elektronisk, f.eks. ved en kontooverførsel, og derefter videresender midlerne

til betalingsmodtageren.

Til nr. 4 (§ 9 i lov om betalinger)

Efter § 9 i lov om betalinger skal virksomheder, der udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1,

nr. 1-7, jf. § 3, stk. 1, have tilladelse som betalingsinstitut, jf. dog § 51 eller e-pengeinstitut, jf. dog §

50. En tilladelse kan begrænses til kun at vedrøre en eller flere af de i bilag 1 nævnte betalingstjene-

ster. Betalingstjenester defineres i § 7, nr. 1, som en tjenesteydelse omfattet af bilag 1. Bilag 1 om-

fatter i alt otte former for betalingstjenester, som alle kræver en tilladelse.

Det foreslås, at henvisningen til bilag 1, nr. 1-7, i

§ 9, 1. pkt.,

ændres, så der fremover henvises til

bilag 1. Med den foreslåede ændring vil det fremover fremgå direkte af bestemmelsens ordlyd, at

virksomheder, der udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, skal have en tilladelse som beta-

lingsinstitut, e-pengeinstitut eller udbyder af kontooplysningstjeneste. Det foreslås desuden, at der i

§ 9, 1. pkt., indsættes en henvisning til kontooplysningstjeneste efter § 60 i lov om betalinger.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære en materiel ændring, da definitionen af betalingstjenester

allerede i dag omfatter en tjenesteydelse som omfattet af bilag 1, jf. § 7, nr. 1. Det vil sige, at alle de

Side 57 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

otte oplistede tjenesteydelser i bilag 1 allerede i dag er omfattet af definitionen af betalingstjenester,

og således alle kræver en tilladelse efter § 9 eller § 60.

Det fremgår af § 9, 2. pkt., at en tilladelse kan begrænses til kun at vedrøre en eller flere af de i bilag

1 nævnte betalingstjenester. Det skal derfor angives specifikt i tilladelsen, hvilke aktiviteter i bilag 1,

der gives tilladelse til. Hvis betalingsinstituttet senere vil udbyde andre betalingstjenester, end der er

nævnt i tilladelsen, skal betalingsinstituttet indsende en supplerende ansøgning vedrørende de nye

typer aktiviteter, som denne ønsker at udbyde.

Bilag 1 indeholder otte former for betalingstjenester, som alle kræver en tilladelse. Bilag 1, nr. 8,

omfatter udbud af kontooplysningstjenester. Efter § 60 i lov om betalinger er der et særskilt tilladel-

seskrav i de tilfælde, hvor en virksomhed kun udbyder kontooplysningstjenester.

Den foreslåede tilføjelse af kontooplysningstjeneste i § 9, 1. pkt., vil medføre, at det fremgår af § 9,

1. pkt., at virksomheder, der udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, jf. § 3, stk. 1, skal have

tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, jf. dog §§ 50 og 51 om begrænsede tilladelser,

hvis der udbydes en eller flere betalingstjenester efter bilag 1-8, eller som udbyder af kontooplys-

ningstjenester, hvis der kun udbydes betalingstjenester efter bilag 1, nr. 8.

En virksomhed med tilladelse efter § 9 vil således kunne udbyde flere betalingstjenester efter bilag 1,

inklusive udbud af kontooplysningstjenester. En sådan virksomhed vil ikke også skulle have tilladelse

efter § 60. Virksomheder, der kun udbyder kontooplysningstjenester, vil fortsat skulle have tilladelse

efter § 60.

Til nr. 5 (§ 10, stk. 2, i lov om betalinger)

Den gældende bestemmelse i § 10 i lov om betalinger fastsætter, hvilke krav der skal være opfyldt

for at opnå tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut efter §§ 8 eller 9.

Efter § 10, stk. 2, i lov om betalinger skal en virksomhed, der søger om tilladelse til at udbyde beta-

lingsinitieringstjenester, jf. bilag 1, nr. 7, udover at opfylde kravene i stk. 1 have tegnet en ansvars-

forsikring eller stillet anden tilsvarende garanti til dækning af krav mod virksomheden, jf. §§ 99 og

104-106.

Efter § 60, stk. 1, i lov om betalinger skal virksomheder, der alene udbyder kontooplysningstjenester

efter bilag 1, nr. 8, have en tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester. Kravene for at opnå

en tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester følger af § 60, stk. 2 og 4. Efter stk. 4 er det en

betingelse for, at der kan gives tilladelse efter stk. 1, at virksomheden har tegnet en ansvarsforsikring,

der dækker de geografiske områder, hvor den tilbyder kontooplysningstjenester, eller anden lignende

garanti mod erstatningskrav over for de kontoførende udbydere og brugerne som følge af uautoriseret

eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug af betalingsoplysninger.

Side 58 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Det foreslås, at der i

§ 10, stk. 2,

indsættes ”eller kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8.” Det

foreslås desuden, at bestemmelsens henvisning til §§ 99 og 104-106 udgår.

Den foreslåede ændring har til formål at sikre korrekt implementering af artikel 5, stk. 3, i 2. beta-

lingstjenestedirektiv og skal ses i sammenhæng med den gældende § 60, stk. 4.

Det fremgår således af artikel 5, stk. 3, i 2. betalingstjenestedirektiv, at virksomheder, der ansøger om

registrering med henblik på at udbyde kontooplysningstjenester, skal have tegnet en ansvarsforsik-

ring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden lignende garanti

mod erstatningskrav over for den kontoførende betalingstjenesteudbyder eller betalingstjenestebru-

geren som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret eller svigagtig brug af

betalingskontooplysninger.

Betalings- og e-pengeinstitutter, der udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 1-7, har også

mulighed for at udbyde kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8. Med den foreslåede bestemmelse

vil kravet om at have tegnet en ansvarsforsikring, der dækker erstatningskrav overfor de kontoførende

udbydere og brugerne som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug af

betalingsoplysninger, fremover også gælde virksomheder, der søger om tilladelse som betalingsinsti-

tut eller e-pengeinstitut efter §§ 8 eller 9 i lov om betalinger, til at udbyde kontooplysningstjenester

efter bilag 1, nr. 8, i kombination med andre betalingstjenester omfattet af bilag 1 til lov om betalinger.

De nærmere krav til de ansvarsforsikringer, som skal tegnes af betalingsinitieringstjenesteudbydere

og kontooplysningstjenesteudbydere, herunder krav til dækningsområde og dækningssum, er fastsat

i bekendtgørelse nr. 1277 af 28. november 2017 om ansvarsforsikring eller garantistillelse for udby-

dere af betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester. Bekendtgørelsens § 2 om ansvars-

forsikringens dækningsområde indeholder en henvisning til §§ 99 og 104-106, der svarer til ordlyden

af § 10, stk. 2.

Ændringen af § 10, stk. 2, i lov om betalinger, hvorved henvisningen til §§ 99 og 104-106 udgår, er

således en redaktionel ændring, da kravet allerede fremgår af bekendtgørelsen.

Finanstilsynet vil ligeledes ændre bekendtgørelse nr. 1277 af 28. november 2017, så bekendtgørelsens

krav også vil gælde for virksomheder, der har tilladelse efter § 9 i lov om betalinger til at udbyde

kontooplysningstjenester.

Til nr. 6 (§ 14, stk. 1, nr. 2, i lov om betalinger)

Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsynet opretter et offentligt register over

virksomheder, der har fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut, virksomheder der har

fået begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter af

betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, såfremt disse udsteder elek-

troniske penge, udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den Europæiske Union eller

Side 59 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og virksomheder der er om-

fattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er anmeldt i henhold til §§ 61 og 62.

Registeret indeholder oplysninger om de virksomheder, der har fået tilladelse efter lov om betalinger

af Finanstilsynet. Filialer og agenter skal ikke registreres i et offentligt register i andre medlemslande

end i det land, hvor virksomheden er registreret (virksomhedens hjemland).

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger, og gennemfører artikel 14 i

2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås, at der i

§ 14, stk. 1, nr. 2,

indsættes, at agenter tilknyttet virksomheder, der har fået

begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester efter §§ 50 eller

51, vil skulle fremgå af Finanstilsynets register.

Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre artikel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der

indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt register over betalingsinsti-

tutter, der er meddelt tilladelse, de fysiske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset tilla-

delse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester, og de institutter, der i medfør af § 2

har ret til at udbyde betalingstjenester, samt agenter.

Agenter for udbydere med begrænset tilladelse efter §§ 50 eller 51 er ikke medtaget i § 14, stk. 1,

som gennemfører artikel 14. Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse foreslås det at indsætte,

at registeret tillige omfatter agenter tilknyttet virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at

udstede elektroniske penge, eller udbyde betalingstjenester efter §§ 50 eller 51.

Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt register over virksomheder, der har fået

begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester efter §§ 50 eller

51 (Virksomhedsregisteret). Virksomhedsregisteret kan tilgås på Finanstilsynets hjemmeside og in-

deholder oplysninger om de virksomheder, der er meddelt begrænset tilladelse til at udstede elektro-

niske penge eller udbyde betalingstjenester. Virksomhedsregisteret vil med forslaget fremover også

skulle indeholde oplysninger om agenter tilknyttet disse virksomheder.

Til nr. 7 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om betalinger)

Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsynet opretter et offentligt register over

virksomheder, der har fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut, virksomheder der har

fået begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter af

betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, såfremt disse udsteder elek-

troniske penge, udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den Europæiske Union eller

et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og virksomheder der er om-

fattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er anmeldt i henhold til §§ 61 og 62.

Side 60 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Registeret indeholder bl.a. oplysninger om de virksomheder, der har fået tildelt tilladelse efter lov om

betalinger af Finanstilsynet. Filialer og agenter skal ikke registreres i et offentligt register i andre

medlemslande end i det land, hvor virksomheden er registreret (virksomhedens hjemland).

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger, og gennemfører artikel 14 i

2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås, at der i

§ 14, stk. 1, nr. 3,

indsættes, at virksomheder, der har fået tilladelse som udbyder

af kontooplysningstjenester efter § 60 og deres agenter, vil skulle fremgå af Finanstilsynets register.

Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre artikel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der

indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt register over betalingsinsti-

tutter, der er meddelt tilladelse, de fysiske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset tilla-

delse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester, og de institutter, der i medfør af § 2

har ret til at udbyde betalingstjenester, samt agenter.

Udbydere af kontooplysningstjenester og deres agenter er ikke medtaget i § 14, stk. 1, som gennem-

fører artikel 14. Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse foreslås det at indsætte, at registeret

tillige omfatter udbydere af kontooplysningstjenester efter § 60 og deres agenter.

Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt register over virksomheder, der har tilla-

delse til at udbyde betalingstjenester i henhold til lov om betalinger (Virksomhedsregisteret). Virk-

somhedsregisteret kan tilgås på Finanstilsynets hjemmeside og indeholder oplysninger om de virk-

somheder, der er meddelt tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester. Virksomhedsregisteret vil

med forslaget fremover også skulle indeholde oplysninger om agenter tilknyttet udbydere af konto-

oplysningstjenester.

Til nr. 8 (§ 14, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 14, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger, at Finanstilsynet

opretter et offentligt register over virksomheder, der er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og

som er anmeldt i henhold til §§ 61 og 62.

Undtagelserne i § 5, nr. 14-17, omfatter betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, herunder

instrumenter, der enten kan anvendes indenfor et begrænset netværk af udbydere, jf. § 5, nr. 14, in-

strumenter, som kan anvendes til at erhverve et meget begrænset antal varer eller tjenesteydelser, jf.

§ 5, nr. 15, betalingsinstrumenter med et socialt eller skattemæssigt formål, der er reguleret af en

offentlig myndighed, og alene kan anvendes her i landet til at erhverve bestemte varer eller tjeneste-

ydelser fra leverandører, der har en forretningsaftale med udstederen, jf. § 5, nr. 16, og betalingstrans-

aktioner, der gennemføres af en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller kommunikations-

tjenester på vegne af en abonnent i tillæg til kommunikationstjenesten under nærmere angivne betin-

gelser, jf. § 5, nr. 17.

Side 61 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Efter de gældende regler fremgår sammenhængen mellem § 5, nr. 14, 15 og 18, ikke klart af bestem-

melsens ordlyd, men kun af bemærkningerne til § 5, nr. 18.

Det foreslås, at henvisningen til § 5, nr. 14-17, i

§ 14, stk. 1, nr. 5,

som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 7, ændres til en henvisning til § 5, nr. 14-18.

Formålet med den foreslåede ændring er at omfatte § 5, nr. 18, af registeret, jf. § 14, stk. 1, nr. 5, i

lov om betalinger, idet § 5, nr. 18, undtager betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, jf. nr.

14 og 15, hvor der alene kan lagres elektroniske penge med en værdi på op til 3.000 kr., og hvor der

maksimalt kan være udestående elektroniske penge, der modsvarer værdien af 5 mio. euro, fra loven

med undtagelse af § 96, som omhandler udstedelse og indløsning af elektroniske penge.

Med ændringen vil elektroniske penge på op til 3.000 kr. lagret på et instrument med begrænset an-

vendelse, hvor der ikke kan ske genopfyldning, og hvor udstederens samlede forpligtelser hidrørende

fra udestående elektroniske penge på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 5

mio. euro, blive omfattet af registeret, jf. § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets § 1,

nr. 7, hvis aktiviteten er anmeldt i henhold til §§ 60 eller 61.

Til nr. 9 (§ 52, nr. 4, lov om betalinger)

§ 52 i lov om betalinger fastsætter de krav, som en virksomhed skal opfylde for at blive meddelt

begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, jf. §§ 50 eller

51 i lov om betalinger.

Efter § 52 i lov om betalinger meddeler Finanstilsynet begrænset tilladelse til at udstede elektroniske

penge eller til at udbyde betalingstjenester, jf. §§ 50 og 51 i lov om betalinger, når virksomheden har

hovedkontor og hjemsted i Danmark, virksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 23 i lov om

betalinger, skønnes ikke at ville modvirke en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, og

virksomheden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og forretningsgange på alle væsentlige om-

råder, herunder forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og overvågning af volu-

mengrænse i henhold til § 50 eller § 51, stk. 3.

Det foreslås, at der i § 52, stk. 1, som

nr. 4,

indsættes, at det vil være en betingelse for, at Finanstil-

synet meddeler en begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjene-

ster efter §§ 50 eller 51, at Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i stand til at gennemføre en

forsvarlig drift.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den gældende § 54, nr. 3 og 4, i lov om betalinger, hvorefter

en ansøgning om begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske penge

efter §§ 50 eller 51 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurdering

af, om betingelserne i § 52 er opfyldt, herunder en beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel,

Side 62 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

en oversigt over virksomhedens nuværende og planlagte forretningsaktiviteter samt en budgetprog-

nose for de tre første regnskabsår og det senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er udarbej-

det.

§ 54, nr. 4, blev indsat ved lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger og gennemfører dele af artikel 5,

stk. 1, litra b, i 2. betalingstjenestedirektiv, som fastsætter, at virksomheder sammen med ansøgningen

skal sende en forretningsplan med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der viser, at an-

søgeren er i stand til at anvende de systemer, ressourcer og procedurer, som er hensigtsmæssige til en

forsvarlig drift.

Af bemærkningerne til § 54, nr. 4, fremgår det, at bestemmelsen har til formål at give Finanstilsynet

et overblik over den økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter, herunder vurdere virk-

somhedens økonomiske situation, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 157 som fremsat, side

174.

Efter de gældende regler følger det imidlertid alene af § 52, at Finanstilsynet meddeler en begrænset

tilladelse til at udstede elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester, jf. §§ 50 eller 51 i lov

om betalinger, når virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark, virksomhedens ejere af

kvalificerede andele skønnes ikke at ville modvirke en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksom-

heden, og virksomheden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og forretningsgange på alle væ-

sentlige områder, herunder forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og overvåg-

ning af volumengrænse.

Det foreslås på den baggrund at tydeliggøre, at Finanstilsynet i forbindelse med en ansøgning om

begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester skal vurdere, om

virksomheden er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.

I den vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge vægt på virksomhedens forretningsplan sammenholdt

med budgetprognosen for de tre første regnskabsår og senest reviderede årsregnskab, hvis et sådant

er udarbejdet med henblik på at få en indikation af, om virksomheden har de ressourcer og procedurer,

der er nødvendige til at gennemføre en forsvarlig drift.

Hvis det i den forbindelse vurderes, at der er risiko for, at virksomheden kan få likviditetsproblemer,

skal der være en plan for, hvordan likviditeten løbende genoprettes.

Forslaget skal ses i sammenhæng med § 52, nr. 3, i lov om betalinger, som fastsætter, at virksomheden

skal have tilstrækkelige procedurer og forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder.

Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøgning om begrænset tilladelse til at udstede

elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at ansøgeren ikke er i stand til

at gennemføre en forsvarlig drift.

Til nr. 10 (§ 60, stk. 5, i lov om betalinger)

Side 63 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

§ 60, stk. 5, i lov om betalinger fastsætter, at Finanstilsynet kan undlade at give tilladelse til at udbyde

kontooplysningstjenester i henhold til stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at virksomheden ikke op-

fylder kravene i lov om betalinger eller regler udstedt i medfør af lov om betalinger, hvis oplysnin-

gerne i henhold til stk. 2 er ufuldstændige, eller hvis ansvarsforsikringen ikke lever op til kravene i

stk. 4 eller reglerne udstedt i medfør af stk. 8.

Det foreslås, at henvisningen i

§ 60, stk. 5,

til oplysningerne i henhold til stk. 2 ændres til stk. 3, da

oplistningen af, hvilke oplysninger der skal medfølge en ansøgning om tilladelse som udbyder af

kontooplysningstjenester, rettelig fremgår af stk. 3, og ikke af stk. 2, som fastsætter, hvornår Finans-

tilsynet giver en tilladelse som kontooplysningstjeneste.

Der er alene tale om en ændring af lovteknisk karakter.

Til nr. 11 (§ 60, stk. 6, 2. pkt., i lov om betalinger)

Det følger af § 60 i lov om betalinger, at virksomheder, der kun udbyder betalingstjenester i henhold

til bilag 1, nr. 8, skal have tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester. Det følger endvidere

af § 60, stk. 6, at en virksomhed, der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstjenester, skal

behandles som et betalingsinstitut, dog med undtagelse af bl.a. kapitel 5-7, som indeholder forbru-

gerbeskyttende regler. Virksomheder, der alene udbyder kontooplysningstjenester, er således undta-

get fra de regler, som følger af kapitel 5-7.

§ 60 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger og gennemfører artikel 33 i 2. beta-

lingstjenestedirektiv.

Det følger af § 39, at et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut kun må outsource væsentlige driftsmæs-

sige funktioner, når betingelserne i § 39, stk. 1, nr. 1-6, er opfyldt.

§ 39 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger og gennemfører 2. betalingstjeneste-

direktivs regler om anvendelse af outsourcing i artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel 28, stk.

1, 2. pkt.

Det foreslås, at der i

§ 60, stk. 6, 2. pkt.,

indsættes en henvisning til § 39, hvilket medfører, at en

virksomhed, der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstjenester, er undtaget fra § 39.

Det fremgår af artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv, at fysiske eller juridiske personer, der kun

udbyder den i bilag 1, nr. 8, omhandlede betalingstjeneste, undtages fra proceduren og betingelserne

i afdeling 1 og 2, med undtagelse af artikel 5, stk. 1, litra a, b, e-h, j, l, n, p og q, og stk. 3, samt artikel

14 og 15. Afdeling 3 finder anvendelse, undtagen artikel 23, stk. 3.

Side 64 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt., som er gennemført med § 39, og som

omhandler outsourcing, fremgår af 2. afdeling af 2. betalingstjenestedirektiv, og finder således ikke

anvendelse for udbydere af kontooplysningstjenester, jf. artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Den foreslåede ændring har til formål at gennemføre artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel 28,

stk. 1, 2. pkt., i 2. betalingsdirektiv korrekt, således at reglerne om outsourcing ikke finder anvendelse

på udbydere af kontooplysningstjenester.

Ændringen vil medføre, at virksomheder, der kun udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr.

8, og har tilladelse som udbyder af kontoplysningstjenester, jf. § 60, stk. 1, i lov om betalinger ek-

splicit vil blive undtaget fra kravene i § 39 i lov om betalinger.

Til nr. 12 (§ 60 a i lov om betalinger)

Artikel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter et krav om, at den kompetente myndighed under-

retter ansøgeren om, hvorvidt der er givet tilladelse eller ej senest tre måneder efter modtagelse af en

ansøgning, eller hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af alle de oplysninger, der er

nødvendige for at træffe en afgørelse. Direktivets bestemmelser skelner ikke mellem, hvilke tilladel-

sestyper der er tale om.

§ 15 i lov om betalinger indeholder en forpligtelse for Finanstilsynet til senest tre måneder efter mod-

tagelse af en ansøgning om tilladelse som betalingsinstitut og e-pengeinstitut, jf. §§ 8 og 9 i lov om

betalinger, eller hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nød-

vendige for at træffe afgørelse, at underrette ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.

En tilsvarende forpligtelse følger af § 55 i lov om betalinger i forbindelse Finanstilsynets behandling

af ansøgninger om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge, jf. § 50 og begrænset tilla-

delse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51.

En tilsvarende sagsbehandlingsfrist gælder imidlertid ikke i dag for så vidt angår tilladelse til at ud-

byde kontooplysningstjenester i henhold til § 60 i lov om betalinger.

Det foreslås at indsætte en

§ 60 a,

hvoraf det fremgår, at senest tre måneder efter modtagelse af en

ansøgning om tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester, jf. § 60, eller, hvis ansøgningen er

ufuldstændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse, underret-

ter Finanstilsynet ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.

Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre artikel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en frist på tre måneder for Finanstilsynet til at træffe beslut-

ning om at meddele eller nægte at meddele tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.

Side 65 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Fristen på tre måneder vil starte på det tidspunkt, hvor Finanstilsynet har modtaget en fyldestgørende

ansøgning, hvilket er en ansøgning, der indeholder alle relevante dokumenter til brug for Finanstil-

synets behandling af ansøgningen.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet skal træffe beslutning om at meddele eller

nægte at meddele ansøgeren tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester senest tre måneder

efter, at Finanstilsynet har modtaget en fyldestgørende ansøgning. En overskridelse af fristen vil ikke

medføre, at tilladelse meddeles.

Til nr. 13 (§ 66 a i lov om betalinger)

Lov om betalinger indeholder i dag ikke regler om, at betalingstjenesteudbydere skal stille en oplys-

ningsfolder til rådighed for brugerne.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i kapitel 5 i lov om betalinger, som omhandler en beta-

lingstjenesteudbyders oplysningskrav over for brugeren med henblik på at gennemføre artikel 106 i

2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås med indsættelsen af

§ 66 a, stk. 1, 1. pkt.,

at en udbyder af betalingstjenester skal stille

den folder, som Kommissionen udarbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamentet og Rådets

Direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, til rådighed

for alle udbyderens brugere på en let tilgængelig måde. I

2. pkt.

foreslås det, at folderen skal fremgå

af udbyderens hjemmeside, og være tilgængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter og hvor

relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 106 i 2. betalingstjenestedirektiv, hvoraf der følger

en forpligtelse til at oplyse forbrugere om deres rettigheder. Det fremgår af artikel 106, at Kommis-

sionen senest den 13. januar 2018 udarbejder en brugervenlig elektronisk folder, som klart og let

forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til 2. betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-

ret. Det følger videre af artikel 106, at betalingstjenesteudbydere skal sikre, at folderen stilles til rå-

dighed på en let tilgængelig måde på deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres filialer

og hos deres agenter og de enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. Betalingstjenesteudbydere må

ikke afkræve deres kunder gebyr for at stille oplysningerne til rådighed, og for så vidt angår personer

med handicap skal bestemmelserne efterleves ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, såle-

des at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.

Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv, blev artikel 106 ikke gennem-

ført, da der på fremsættelsestidspunktet ikke forelå en folder fra Kommissionen. Kommissionen of-

fentliggjorde i december 2019 den folder, der er nævnt i artikel 106.

Side 66 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

At folderen skal stilles til rådighed på en let tilgængelig måde for udbydernes brugere betyder, at

folderen skal være nem for kunden at finde, uden at det kræver en større søgning på udbyderens

hjemmeside. Folderen bør således enten fremgå af hjemmesidens forside eller have et direkte link på

forsiden. For så vidt angår udbyderens filialer, agenter og hvor relevant andre virksomheder, hvortil

aktiviteter er outsourcet, skal folderen være tilgængelig i fysisk papirformat. Det skal være muligt for

alle udbyderens brugere at tilgå Kommissionens folder. Det betyder f.eks., at personer med handicap

skal kunne tilgå folderen ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne

stilles til rådighed i et tilgængeligt format, f.eks. som en lydfil, såfremt der er tale om en kunde med

nedsat syn, eller som er ordblind.

Endelig fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at folderen skal stilles til rådighed hos andre

virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet, hvis det er relevant. Dette vil være relevant i de situ-

ationer, hvor en udbyder af betalingstjenester har outsourcet en opgave til f.eks. en udbyder af en

teknisk tjeneste, hvor der vil være kontakt mellem brugeren og udbyderen af den tekniske tjeneste.

Såfremt der er tale om en levering af rent tekniske ydelser i relation til udbyderen, uden at det er

relateret til brugeren og den aftale, der er indgået mellem brugeren og udbyderen, vil outsourcing-

virksomheden ikke være forpligtet til at stille folderen til rådighed.

Den foreslåede § 66 a skal ses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i kapitel 5 i lov om beta-

linger. Det betyder bl.a., at det er udbyderen af betalingstjenester, der i medfør af § 65 har bevisbyrden

for, at folderen stilles til rådighed for alle udbyderens brugere. Den foreslåede § 66 a vil ligesom de

øvrige bestemmelser i kapitel 5 primært finde anvendelse på forbrugere. Det skyldes, at bestemmel-

serne i kapitel 5 kan fraviges ved aftale mellem udbyderen og brugeren, hvis denne ikke er en forbru-

ger, jf. § 6, stk. 3, i lov om betalinger.

Herudover må udbyderen ikke kræve betaling for folderen, jf. § 66. Det gælder også ved udlevering

af en fysisk folder i papirformat. En udbyder af betalingstjenester må således ikke opkræve en bruger

gebyrer eller anden betaling for opfyldelse af de oplysningsforpligtelser, der påhviler udbyderen af

betalingstjenester, uanset om der er tale om en enkeltstående betalingstransaktion eller en betalings-

transaktion omfattet af en rammeaftale.

Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med de forbrugerbeskyttende regler i kapitel 5, jf. §

144 i lov om betalinger, og det vil derfor ligeledes være Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn

med, at Kommissionens folder stilles til rådighed i overensstemmelse med den foreslåede § 66 a.

Til nr. 14 (§ 123, stk. 3, i lov om betalinger)

Ifølge lov om betalinger § 123, stk. 3, kan udbyderne af betalingstjenester og betalingsmodtageren, i

tilfælde hvor en betalingstransaktion sker ved anvendelse af et betalingsinstrument, indgå aftale om

betaling for særlige ordninger tilknyttet det enkelte betalingsinstrument, i det omfang disse særlige

ordninger ikke er omfattet af

abonnementsordningen

i stk. 4.

Side 67 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Det foreslås, at bestemmelsen i

stk. 3

konsekvensændres, således at henvisningen til abonnements-

ordningen i stk. 4 ændres

til, at bestemmelsen henviser til ”regler fastsat af erhvervsministeren efter

stk. 4”, således at bestemmelsens ordlyd er overensstemmende med de foreslåede ændringer i stk. 4,

jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Dette medfører ingen ændringer i det materielle indhold af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til nr. 15 og 16.

Til nr. 15 (§ 123, stk. 4, i lov om betalinger)

Ifølge den gældende § 123, stk. 4, kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om, at udbyderen

for visse typer af betalingsinstrumenter alene kan pålægge betalingsmodtageren at betale et årligt

abonnement. Efter ordlyden i bestemmelsen er erhvervsministerens beføjelser således afgrænset til

alene at angå fastsættelse af regler om betaling af et årligt abonnement. Ud fra forarbejderne til lov

nr. 603 af 24. juni 2005 om ændring af lov om visse betalingsmidler vurderes et abonnement endvi-

dere at måtte være afgrænset til at omfatte et fast beløb baseret på et interval af transaktioner. Abon-

nementet skulle ifølge forarbejderne til loven ”blive fastsat, således at der tages særligt hensyn til de

mindre forretninger med under 5.000 tranaktioner om året. Disse skal kun betale et årligt abonnement

på ca. 500 kr. i 2005. For de store og mellemstore forretninger vil abonnementet blive fastsat i inter-

valler på baggrund af antallet af dankorttransaktioner.”

Det foreslås, at

§ 123, stk. 4,

ændres, således at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om,

hvilke prismodeller udbyderne af visse typer af betalingsinstrumenter vil kunne anvende til at på-

lægge betalingsmodtageren at betale til dækning af udbyderens omkostninger til driften af betalings-

systemet.

Det vil indebære, at erhvervsministeren med forslaget til § 123, stk. 4, får en klar hjemmel til i be-

kendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodeller udbydere af visse betalings-

instrumenter er begrænset til at opkræve gennem.

Forslaget vil således medføre, at erhvervsministerens beføjelser efter ordlyden af bestemmelsen æn-

dres til tillige at omfatte andre prismodeller end en abonnementsmodel. Erhvervsministeren vil efter

forslaget kunne fastsætte nærmere regler for, at udbydere af visse betalingsinstrumenter skal opkræve

betaling for omkostningerne til betalingssystemet gennem en eller flere nærmere angivne ”prismo-

deller”.

Ændringen af ministerens beføjelser vil således medføre, at ministeren kan fastsætte alterna-

tive prismodeller baseret på eksempelvis en procentsats af transaktionsbeløbet eller en fast pris af-

hængigt eller uafhængigt af transaktionens størrelse. De angivne eksempler er ikke udtømmende.

Ændringen vil endvidere medføre, at opkrævningsmetoden ikke er begrænset til at være baseret på

transaktionsintervaller.

Det foreslås endvidere, at § 123, stk. 4, ændres, således at den prismodel, som erhvervsministeren

efter forslaget kan fastsætte nærmere regler om, ikke er begrænset til at være årlig. Det vil indebære,

at ministeren med forslaget får hjemmel til at fastsætte mere fleksible regler for opkrævningen af

Side 68 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

betalingen og beregningsgrundlaget for prismodellen. Ændringen vil således medføre en øget fleksi-

bilitet i forhold til betalinger, hvilket bl.a. kan være til gavn for især de betalende forretninger, men

tillige for indløseren.

Med den foreslåede hjemmel er det hensigten, at erhvervsministeren ændrer abonnementsbekendtgø-

relsen, således at bekendtgørelsen fremover bl.a. skal omfatte en mulighed for, at virksomheder kan

betale enten ved en fast abonnementssats eller ved en procentuel opkrævning fastsat på baggrund af

værdien af den enkelte korttransaktion. Efter den nye bekendtgørelse vil opkrævningen efter hensig-

ten skulle ske kvartalvist med henblik på at skabe øget fleksibilitet.

Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de nærmere regler, som erhvervsministeren kan

fastsætte efter lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan opkræve omkostningerne til

driften af betalingssystemet fra betalingsmodtagere omfattet af prismodellen. Således vil det fortsat

være sådan, at de samlede betalinger i prismodellen ikke kan overstige omkostningerne forbundet

med driften.

Til nr. 16 (§ 125, stk. 5, i lov om betalinger)

Ifølge den gældende § 123, stk. 5, kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om, hvorledes

prisen for det årlige abonnement i stk. 4 skal beregnes. Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte

supplerende regler for betalingsinstrumenter omfattet af stk. 1.

Det foreslås, at ordlyden i

stk. 5, 1. pkt.,

konsekvensændres, således at "prisen for det årlige abonne-

ment i stk. 4." ændres til "betalingen i prismodellen efter stk. 4." Det foreslås således, at ordlyden af

bestemmelsen ændres, så bestemmelsen fortsat vil stemme overens med erhvervsministerens beføjel-

ser efter lovens § 123, stk. 4, jf. forslagets § 1, nr. 2. Efter forslaget videreføres § 123, stk. 5, 2. pkt.,

uden ændringer. Forslaget vedrører således udelukkende en konsekvensændring af bestemmelsens

første led.

Til nr. 17 (§ 130, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger)

Efter § 130, stk. 1, i lov om betalinger påser Finanstilsynet overholdelsen af loven og regler udstedt i

medfør af loven med undtagelse af § 27 om whistleblowerbeskyttelse. Forbrugerombudsmanden og

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører dog tilsyn med dele af loven, jf. §§ 144-145. Desuden påser

Finanstilsynet bl.a. overholdelsen af artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og artikel 4 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende be-

talinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Det foreslås at ændre

§ 130, stk. 1, 2. pkt.,

så det fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet påser

overholdelsen af artikel 3-3b i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. sep-

tember 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF)

nr. 2560/2001.

Side 69 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af

16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forord-

ning (EF) nr. 2560/2001, som Finanstilsynet påser overholdelsen af, så de også omfatter artikel 3a,

stk. 5 og 6.

I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstjenesteudbyder for hvert betalingskort, som

udbyderen har udstedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en elektronisk meddelelse

med de nødvendige oplysninger til betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjenesteudby-

deren modtager en betalingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en betaling på

et salgssted i en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens konto

føres i. Uanset foranstående skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned, hvori beta-

lernes betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme valuta.

I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudbyderen med betalingstjenestebrugeren den

eller de bredt og let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er), hvorigennem betalingstje-

nesteudbyderen sender den elektroniske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde beta-

lingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modtage de elektroniske meddelelser. Betalings-

tjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens artikel 3a, stk. 5 og 6,

helt eller delvist ikke finder anvendelse, hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.

De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7, fremlægges gratis og på en neutral og for-

ståelig måde.

Det bemærkes, at ved eventuel videregivelse og indhentelse af personoplysninger vil de gældende

regler vedrørende databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen af personoplysninger

altid skal ske under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og

databeskyttelsesloven.

Til nr. 18 (§ 132, stk. 6, § 136, stk. 8, 10

11,

§ 137, stk. 2,

i lov om betalinger)

Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver

herefter stk. 4-11.

Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 5, i

§ 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9

10,

der bliver

stk. 8, 10 og 11, og i

§ 137, stk. 2,

ændres til henvisninger til stk. 6.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 20.

Til nr. 19 (§ 136, stk. 1, 1. pkt., i lov om betalinger)

Efter § 136 i lov om betalinger har Finanstilsynet en særlig tavshedspligt, som er mere omfattende

end den, der følger af forvaltningslovens § 27.

Side 70 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Bestemmelsen gennemfører artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv og artikel 3, stk. 1, i Europa-Par-

lamentets og Rådets Direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve

virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (2. e-pengedi-

rektiv). Artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter, at medlemsstaterne sikrer, at alle, der ar-

bejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, såvel som eksperter, der handler på de kom-

petente myndigheders vegne, omfattes af tavshedspligt, og at udveksling af oplysninger er omfattet

af en streng tavshedspligt for at sikre beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.

Artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv finder efter artikel 3, stk. 1, i 2. e-pengedirektiv ligeledes

anvendelse på e-pengeinstitutter.

Det følger af § 136, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-

152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem til-

synsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet, såfremt

oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder personer,

der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift samt eksperter, der handler på tilsynets

vegne. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

Den særlige tavshedspligt begrænser adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets sager omfattet af kapitel

2, 3 og 8 og §§ 83-90 efter § 35 i offentlighedsloven. Derimod begrænser § 136, stk. 1, 1. pkt., ikke

adgangen til partsaktindsigt efter forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 5. Afgørelse om,

hvem der er part i forhold til sager hos Finanstilsynet, træffes efter lov om betalinger § 142.

Den særlige tavshedspligt finder i dag kun anvendelse på bestemmelserne i kapitel 2, 3 og 8 og §§

83-90, og kun såfremt oplysningerne er modtaget i forbindelse med Finanstilsynets tilsynsvirksom-

hed.

Kapitel 2 og 3 omhandler betingelserne for at opnå tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinsti-

tut, og de krav der gælder for at opnå en begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller

udbud af betalingstjenester. Bestemmelserne i kapitel 8 omhandler databeskyttelse, operationel sik-

kerhed og autentifikation, mens bestemmelserne i §§ 83-90 omhandler udbydere af betalingstjene-

sters adgang til betalerens konto.

Oplysninger i sager efter lovens øvrige bestemmelser er derimod i dag ikke underlagt den særlige

tavshedspligt efter § 136, stk. 1, 1. pkt. For disse oplysninger gælder derfor den almindelige tavs-

hedspligt efter straffelovens §§ 152-152 e og forvaltningslovens § 27.

Det foreslås i

§ 136, stk. 1, 1. pkt.,

at ”såfremt oplysningerne vedrører

sager omfattet af kapitel 2, 3

og 8 og §§ 83-90”

udgår.

Side 71 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Den foreslåede ændring indebærer, at Finanstilsynets tavshedspligt vil blive udvidet, således at den

vil finde anvendelse på alle oplysninger, som Finanstilsynet måtte modtage som led i sin tilsynsvirk-

somhed, og ikke kun oplysninger i sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90.

Ved fortrolige oplysninger i den foreslåede bestemmelses forstand forstås oplysninger om en virk-

somheds forretningsmæssige forhold og kunders forhold samt andre oplysninger, som efter deres

karakter er fortrolige. Oplysninger, som efter deres karakter er offentlige, f.eks. regnskaber og fonds-

børsmeddelelser, er ikke omfattet af tavshedspligten. Tilsvarende gælder oprindeligt fortrolige oplys-

ninger, som uden om tilsynet er blevet offentliggjort af andre kanaler i en grad, så det er blevet al-

mindeligt kendt.

Ved oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige, forstås oplysninger, der ikke direkte relaterer

sig til enkelte kunders eller virksomheders forhold. Det drejer sig bl.a. om oplysninger om økonomi-

ske eller forretningsmæssige forhold for personer og selskaber, som ikke er kunder i egentlig forstand,

men som f.eks. kautionerer for kunder, har ejerandele i virksomhedens kunder eller på anden vis har

en personlig, økonomisk eller forretningsmæssig tilknytning til kunder uden selv at være det.

Tavshedspligten vil også omfatte fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra udenland-

ske myndigheder i forbindelse med sin tilsynsvirksomhed.

Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra Finansiel Stabilitet, vil også blive omfattet

af bestemmelsen. Oplysninger fra Finansiel Stabilitet kan f.eks. være oplysninger, som Finanstilsynet

modtager i forbindelse med opgaver med afviklingsplanlægning samt nedskrivning og konvertering

af kapitalinstrumenter. Fortrolige oplysninger kan i denne forbindelse eksempelvis være oplysninger

om en konto, som et betalingsinstitut har oprettet i et pengeinstitut til sikring af midler, jf. kravet i §

35 i lov om betalinger.

Baggrunden for den foreslåede udvidelse er bl.a. hensynet til at beskytte virksomhedernes forret-

ningsmæssige forhold, herunder af konkurrencemæssige grunde og med henblik på at sikre gennem-

førelse af artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv, som fastsætter en streng tavshedspligt for at sikre

beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.

Derudover vil den foreslåede ændring af § 136, stk. 1, 1. pkt., medføre en ensretning for Finanstilsy-

nets tavshedspligt på tværs af Finanstilsynets tilsynsområder. Hovedreglen om Finanstilsynets tavs-

hedspligt fremgår af lov om finansiel virksomhed § 354. Det fremgår således af § 354, stk. 1, 1. pkt.,

at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmelig-

holde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og afviklingsvirksomheden, og

fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet.

Side 72 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Den foreslåede nyffattelse af § 136, stk. 1, 1. pkt., vil medføre en begrænsning i adgangen til aktind-

sigt efter offentlighedsloven i Finanstilsynets sager, som ikke tidligere har været omfattet af tavsheds-

pligten efter § 136, stk. 1, 1. pkt. Den foreslåede ændring vil derimod ikke begrænse adgangen til

partsaktindsigt efter forvaltningsloven.

Til nr. 20 (§ 136, stk. 3, i lov om betalinger)

Efter § 136, stk. 1, i lov om betalinger er Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelovens §§

152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem

tilsynsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet, så-

fremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder

personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der handler på til-

synets vegne. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

Det foreslås, at der i § 136 indsættes et nyt

stk. 3,

hvorefter Finanstilsynets tavshedspligt ikke vil

omfatte oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7. Den foreslåede ændring følger af den foreslåede

ændring til § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 19.

Lovens kapitel 5-7 indeholder forbrugerbeskyttende bestemmelser, og omhandler oplysningskrav,

rettigheder og forpligtelser ved brug af betalingstjenester og elektroniske penge samt regler om ge-

byrer.

Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med kapitel 5, og tilsyn med at virksomhederne over

for forbrugere overholder reglerne i kapitel 6.

Finanstilsynets tavshedspligt efter § 136, stk. 1, 1. pkt., i lov om betalinger omfatter i dag ikke kapitel

5-7. Som følge af den foreslåede ændring vil offentligheden lige som i dag kunne få indsigt i Finans-

tilsynets arbejde omfattet af kapitel 5-7 efter de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven

og forvaltningsloven.

Derudover vil den foreslåede ændring medføre en ensretning for Finanstilsynets tavshedspligt på

tværs af Finanstilsynets tilsynsområder. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at hovedreglen om

Finanstilsynets tavshedspligt fremgår af lov om finansiel virksomhed § 354. Det fremgår af § 354,

stk. 3, at Finanstilsynets tavshedspligt ikke finder anvendelse på oplysninger i sager om god skik,

prisoplysning og kontraktforhold. Den foreslåede ændring har således til formål at sikre, at der er

ensartede regler om tavshedspligt på tværs af Finanstilsynets tilsynslovgivning.

Til nr. 21 (§ 136, stk. 6, nr. 4,

i lov om betalinger)

Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver

herefter stk. 4-11.

Side 73 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i

§ 136, stk. 5, nr. 4,

der bliver stk. 6, nr. 4,

ændres til henvisninger til stk. 11.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 20.

Til nr. 22

(§

136, stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19

23,

i lov om betalinger)

Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver

herefter stk. 4-11.

Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 9, i

§ 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19

23,

der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, ændres til henvisninger til stk. 10.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 20.

Til nr. 23 (§ 136, stk. 5, nr. 7, 8

14,

i lov om betalinger)

Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver

herefter stk. 4-11.

Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i

§ 136, stk. 5, nr. 7, 8

14,

der bliver stk. 6,

nr. 7, 8 og 14, ændres til henvisninger til stk. 11.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 20.

Til nr. 24 (§ 136, stk. 5, nr. 15, i lov om betalinger)

Efter § 136 i lov om betalinger er ansatte ved Finanstilsynet underlagt en skærpet tavshedspligt. Efter

§ 136, stk. 5, er tavshedspligten ikke til hinder for at kunne videregive fortrolige oplysninger til de i

stk. 5 oplistede myndigheder, organer m.v.

Det følger af § 136, stk. 5, nr. 15, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til offentlige

myndigheder, som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lande inden for Den Europæ-

iske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, under forud-

sætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, her-

under overvågning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer og varetagelse af det finansielle

systems stabilitet.

Det foreslås at nyaffatte

nr. 15,

så det fremgår, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger

til Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som

Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, Det Europæiske System af Centralbanker

og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk myndighed samt offentlige myn-

digheder, som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lande inden for Den Europæiske

Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, under forudsætning

Side 74 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

af at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder ud-

førelse af pengepolitik, overvågning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer samt varetagelse

af det finansielle systems stabilitet.

Baggrunden for ændringen er et ønske om at præcisere, hvem Finanstilsynet kan videregive fortrolige

oplysninger til. § 136, stk. 5, nr. 15, blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger. Det

fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at Finanstilsynet efter nr. 15 kan videregive fortrolige

oplysninger til Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden for EU/EØS, Det Europæiske

System af Centralbanker og ECB i deres egenskab af pengepolitisk myndighed samt offentlige myn-

digheder, som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lande inden for EU/EØS, under

forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver,

herunder udførelse af pengepolitik, overvågning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer samt

varetagelse af det finansielle systems stabilitet.

Den foreslåede nyaffattelse er en præcisering af lovteksten i overensstemmelse med bestemmelsens

bemærkninger.

Den foreslåede ændring indeholder ikke en materiel ændring.

Den foreslåede nyaffattelse svarer til ordlyden af § 354, stk. 6, nr. 21, i lov om finansiel virksomhed,

der regulerer tilsvarende videregivelse efter lov om finansiel virksomhed.

For at videregive oplysninger efter § 136, stk. 5, nr. 15, er det en forudsætning, at modtagerne har

behov for oplysningerne til varetagelse af deres lovbestemte opgaver. Har modtageren ikke selv re-

degjort nærmere for deres behov for oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modtageren

har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Finanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for

indhentelsen af oplysningerne, inden Finanstilsynet beslutter at udlevere oplysningerne.

Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden medlemsstat, kan alene ske, såfremt de myn-

digheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, ligesom oplysnin-

gerne udelukkende må benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.

Den, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den samme

skærpede tavshedspligt med hensyn til disse oplysninger som Finanstilsynets ansatte efter § 136, stk.

1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.

Til nr. 25 (§ 136, stk. 5, nr. 24-26, i lov om betalinger)

Efter § 136 i lov om betalinger er Finanstilsynets ansatte underlagt en skærpet tavshedspligt. Efter §

136, stk. 5, er tavshedspligten ikke til hinder for at kunne videregive fortrolige oplysninger til de i

stk. 5 oplistede myndigheder, organer m.v.

Side 75 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

§ 136 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger, der gennemfører artikel 24 i 2.

betalingstjenestedirektiv, hvorefter udveksling af oplysninger i henhold til artikel 26 er omfattet af en

streng tavshedspligt for at sikre beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder. Det

fremgår af artikel 24, stk. 3, at medlemsstaterne kan anvende denne artikel under hensyntagen til

artikel 53-61 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at

udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber

(CRD IV) med de fornødne ændringer. § 136 i lov om betalinger svarer til den særlige tavshedsbe-

stemmelse for Finanstilsynet, som fremgår af § 354 i lov om finansiel virksomhed. § 354 i lov om

finansiel virksomhed gennemfører artikel 53-60 i CRD IV.

Bestemmelsen indeholder hovedreglen for Finanstilsynets tavshedspligt og er en særbestemmelse om

tavshedspligt, jf. offentlighedslovens § 35. Det indebærer, at der ikke vil være mulighed for adgang

til aktindsigt efter offentlighedsloven i oplysninger hos Finanstilsynet, der er omfattet af tavsheds-

pligten. Denne skærpede tavshedspligt går desuden videre end den tavshedspligt, der i medfør af §

27, stk. 1, i forvaltningsloven påhviler alle offentligt ansatte.

Tavshedspligten er baseret på et ønske om at beskytte virksomhedernes kunder, både privatpersoner

og erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige grunde at beskytte oplysnin-

ger om virksomhedernes forretningsmæssige forhold. Herudover er Finanstilsynets tavshedspligt en

afgørende betingelse for den tilsynsmæssige effektivitet. For at tilsynet kan få alle nødvendige oplys-

ninger i en given sag, må virksomhederne og kunderne kunne nære tillid til, at Finanstilsynet ikke

videregiver fortrolige oplysninger.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv

2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle

holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og ‑beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltnin-

ger (CRD V), indeholder en ny artikel 58a i CRD IV, hvorefter de kompetente myndigheder skal

kunne videregive oplysninger til Den Internationale Valutafond og Verdensbanken med henblik på

vurderinger som led i programmet til vurdering af den finansielle sektor, Den Internationale Beta-

lingsbank med henblik på kvantitative konsekvensanalyser og Rådet for Finansiel Stabilitet med hen-

blik på dets tilsynsfunktion.

Med lovforslaget foreslås det, at der i § 136 indsættes et

nr. 24,

hvorefter Finanstilsynet kan videre-

give oplysninger til Den Internationale Valutafond og Verdensbanken med henblik på vurderinger

som led i programmet til vurdering af den finansielle sektor.

Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra a, i CRD V. Med forslaget vil det være en

betingelse for at videregive oplysninger til Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, at der

er behov for oplysningerne til vurderingen af den finansielle sektor. De udvekslede oplysninger skal

således begrænses til, hvad der er relevant og forholdsmæssigt under hensyn til formålet med udveks-

lingen.

Side 76 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte oplysningers fortrolighed og de kommercielle

interesser hos operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren derfor ikke redegjort nærmere

for deres behov for at indhente oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modtageren har givet

en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Finanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhen-

telsen af oplysningerne, forinden at Finanstilsynet træffer endelig beslutning om at udlevere disse.

Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden medlemsstat, vil alene kunne ske, såfremt de

myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og oplysnin-

gerne må udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.

Alle, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den samme

skærpede tavshedspligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets ansatte efter § 136, stk.

1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.

Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et

nr. 25,

hvorefter Finanstilsynet kan videregive

fortrolige oplysninger til Den Internationale Betalingsbank med henblik på kvantitative konsekvens-

analyser.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra b, i CRD V. Det vil være en

betingelse for at videregive oplysninger til Den Internationale Betalingsbank, at der er tale om oplys-

ninger, som Den Internationale Betalingsbank har brug for med henblik på kvantitative konsekvens-

analyser. De udvekslede oplysninger skal således begrænses til, hvad der er relevant og forholdsmæs-

sigt under hensyn til formålet med udvekslingen.

Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte oplysningers fortrolighed og de kommercielle

interesser hos operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren derfor ikke redegjort nærmere

for deres behov for at indhente oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modtageren har givet

en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Finanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhen-

telsen af oplysningerne, forinden at Finanstilsynet beslutter at udlevere disse.

Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet medlemsland, kan alene ske, såfremt de myn-

digheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og oplysningerne må

udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.

Alle, der i henhold til stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den

samme skærpede tavshedspligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets ansatte efter §

136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.

Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et

nr. 26,

hvorefter Finanstilsynet kan videregive

oplysninger til Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsynsfunktion.

Side 77 af 131

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 339: Lovudkast - Høring af forslag til lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love, fra erhvervsministeren

Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra c, i CRD V. Det vil være en betingelse for

at videregive oplysninger til Rådet for Finansiel Stabilitet, at der er tale om oplysninger, som Rådet

for Finansiel Stabilitet har brug for, med henblik på dets tilsynsfunktion. De udvekslede oplysninger

skal således begrænses til, hvad der er relevant og forholdsmæssigt under hensyn til formålet med

udvekslingen.