Erhvervsudvalget 2019-20
ERU Alm.del Bilag 248
Offentligt
2181341_0001.png
24. april 2020
Kære Erhvervsminister Simon Kollerup
Erhvervsministeriet ([email protected])
Vedr. Lov om ændring af lov om en Rejsegarantifond.
Et sikkert behjertet forsøg på at spænde et sikkerhedsnet ud under rejsebranchen
er, som det ser ud for nærværende, endt i en dyb frustration og usikkerhed hos dem,
det var tiltænkt.
Jeg er medinvestor i Livingstone Safari, derfor min interesse for sagen og branchens
ve og vel.
Branchen er meget hårdt ramt. Ikke alene er det udsigten til manglende indtjening,
men det er også kravet om tilbagebetaling for de rejser, som ikke kan holdes. Der er
jo en ekstrem brugerbeskyttelse på rejseområdet.
Det presser likviditeten, men det presser bestemt også indtjeningen. Mange vil lyn-
hurtigt se egenkapitalen forsvinde som dug for solen. Konkurser i branchen vil være
uundgåelige. Skal der lånes penge i banken, vil der nok ikke være megen hjælp at
hente.
Derfor kan der, som lovforslaget indebærer, være god mening med et statsgarante-
ret likviditetstilskud. Det kan gøres som foreslået, men det kunne ligeså nemt være
ordnet med et statsgaranteret lån via bankerne.
Et lån skal tilbagebetales, men det er vidst ganske uhørt, at en samlet branche skal
tilbagebetale solidarisk. Det kan knække de mest sunde rejsearrangører, når de ikke
har behov for en låneandel, men alligevel skal være med til at afdrage lånet forholds-
mæssigt efter omsætning.
Jeg kender ikke til tilsvarende konstruktioner, men jeg kan dog erfare, at din rege-
ringschef, Statsminister Mette Frederiksen, er modstander af sådanne kollektive an-
svar, som hun netop har fremført på Rådsmødet i EU. Mon det ikke giver anledning til
selvransagelse i denne sag?
Hvis du fortsat skulle være i tvivl, mener jeg en sådan tvungen ordning ikke er lovlig,
fordi den ikke er gennemført på et på forhånd oplyst grundlag. Altså ikke var kendt,
da man tilsluttede sig Rejsegarantifonden. Det er jo ”blot” en udvidelse af formålspa-
ragraffen fremgår af loven og bemærkningerne. Men det er jo ikke en ændring i små-
tingsafdelingen. Den lægger en ganske stor byrde på branchen og i særdeleshed på
dem, som blot skal yde, men ikke har nydt.
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 248: Henvendelse af 24/4-2020 fra Steen Mejlgaard om Rejsegarantifonden
Jeg tror du har en næsten samlet rejsebranche imod dig omkring netop dette forhold
,og det undrer mig meget, at du som minister har tilsidesat de indvendinger og
spørgsmål, der var under lovbehandlingen. Var lovbehandlingen sket under normale
forhold var problemstillingen sikkert blevet endevendt og det havde også for bureau-
erne været nemmere at fremføre synspunkter inden vedtagelsen. Et enkelt medlem
af Erhvervsudvalget, Torsten Schack Pedersen, har stillet spørgsmål vedrørende
dette emne, men det tror jeg ikke er et udtryk for indforståelse fra andre i udvalget.
Det skyldes nok den hast som det hele er foregået i og muligheden for at sætte sig
ind i det teknisk komplicerede lovstof.
Man naturligvis kan det rettes, hvis viljen er til stede. Og igen må jeg fremhæve din
regeringschef, der har udtalt flere gange,
kan vi begå fejl, ”ja det kan vi”. Kan jeg
begå fejl, ” ja det kan jeg”. Jeg vil håbe,
du ser et forbillede i din regeringschef og
tager konsekvenserne på samme måde af den alvorlige fejltagelse.
Hvis denne fejl ikke bliver rettet, vil du se konkurser både blandt nødlidende bu-
reauer og sunde virksomheder p.g.a. den ekstraordinære tilbagebetaling. Det var
vidst ikke det der,
var formålet med ”hjælpen” til branchen.
Du mener, at det med lånemuligheden og de øvrige tilskud, der er giver til erhvervsli-
vet på lønomkostninger og faste omkostninger, er en fin løsning. Branchen er imidler-
tid atypisk også på løn og omkostningsområdet. Det er relativt en meget lille del af de
samlede omkostninger. Betalinger til fly og hoteller mv. udgør normalt mere end 80%
af rejsens omkostninger, hvortil skal lægges markedsføringsomkostninger o.l. variable
omkostninger. Branchens samlede nettoprovenu er meget beskedent. Det er derfra
tilbagebetalingen af lånet skal tages på kun 6 år, selvom du i din tale ved 1. behandling
af lovslaget sagde, at tilbagebetaling skal
”ske
over en årrække”.
Det er 6 år ikke.
Tillad mig at bruge endnu et citat fra dine afsluttende bemærkninger ved 1. behand-
ling. Du siger:
”Der er tale om en kollektiv tilbagebetaling, så alle i branchen bidrager
til, at
vi
kan holde hånden under den danske rejsebranche og dermed også danske ar-
bejdspladser.”
Jeg hæfter med ved dit ”vi” i sidste sætning. Jeg ved ikke, hvem du
hentyder til med dit ”vi”, Jeg kan kun læse det som rejsebranchen holder hånden un-
der sig selv, så må vi se, hvor meget der kan bære eller briste, krone for krone skal
”hjælpen” jo tilbagebetales.
Skal branchen derfor hjælpes på en ordentlig måde, skal der findes en model, der
kombinerer tilskud og lån på en passende måde og på vilkår, som alene knytter sig til
dem, som bruger dem. Der er fra statens side allerede bevilget lån til erhvervslivet,
kulturlivet m.m. på flere hundrede milliarder. Skulle det mon ikke være muligt at
finde midler til denne branche.
Jeg har med dette brev primært ville fokusere på problematikken omkring lån og til-
skud og de betingelser der knytter sig til dem. Jeg ser frem til det giver anledning til
selvransagelse og anledning til man nu, hvor tingene har sat sig en smule, også i
 ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 248: Henvendelse af 24/4-2020 fra Steen Mejlgaard om Rejsegarantifonden
Erhvervsudvalget finder anledning til en drøftelse om, det var godt nok, det som blev
vedtaget. Det kan ikke vente 1 år.
Jeg skal i denne omgang undlade at nævne andre specifikke emner, som fortjener et
serviceeftersyn, men de kommer sikkert frem ved en fornyet realitetsbehandling.
Dog kan jeg ikke undlade at nævne Rejsegarantifonden, som med sine meget uheldige
udmeldinger har bidraget til branchens voksende frustrationer. Og det er dem som
skal administrere ordningen.
Derfor fremsender jeg også denne skrivelse til Erhvervsudvalget med henblik på en
revurdering af loven.
Mvh
Steen Mejlgaard