Erhvervsudvalget 2019-20
ERU Alm.del Bilag 15
Offentligt
2085966_0001.png
4 oktober 2019
Dansk luftfartsbranche vil etablere klimafond
-
Fonden skal for alvor accelerere luftfartens grønne omstilling
Statsminister Mette Frederiksen inviterede på DI’s Topmøde 2019 repræsentanter for erhvervslivet
til at indgå en klimakontrakt, hvor man branche for branche lægger en plan for at reducere CO2-
udslippet frem mod 2030.
I Brancheforeningen Dansk Luftfart, der samler aktørerne i den danske luftfartsbranche, ser vi frem
til at indgå i en sådan klimakontrakt med henblik på at indgå aftale om initiativer, der skal sikre mere
bæredygtig flytransport. Vi har noteret os, at regeringen vil afsætte en ekstra milliard fra 2020 til
grøn forskning i landbrug og transport, der kan være med til at løse klimaudfordringerne.
Brancheforeningen igangsætter derfor et initiativ, der som led i en aftale kan bidrage til at
medfinansiere den grønne omstilling af luftfarten.
Branchen fremlagde tidligere på året en klimaplan med ambitiøse mål for at nedbringe luftfartens
klimapåvirkning frem mod 2030 - og med målet om at blive klimaneutral senest i 2050. På kort og
mellemlangt sigt er løsningen, at luftfartsselskaberne i danske lufthavne får adgang til bæredygtigt
flybrændstof i tilstrækkelige mængder. I dag er der kun meget begrænsede mængder på markedet,
og det er flere gange dyrere end konventionelt flybrændstof. Det hæmmer branchens grønne
omstilling.
Grøn omstilling kommer ikke af sig selv. Den skal stimuleres og ikke mindst finansieres. Der er
derfor behov for øremærkede midler til grøn forskning og udvikling af en egentlig produktion og
anvendelse af bæredygtigt flybrændstof samt til andre klimaløsninger for luftfarten på dansk grund.
Teknologisk er Danmark allerede langt fremme og har stort potentiale for at skabe et nyt dansk
industri-og eksporteventyr, som også internationalt kan bidrage til at reducere flyets klimaaftryk.
Den danske luftfartsbranche vil som led i en brancheaftale med regeringen etablere en uafhængig
klimafond, der sammen med bidrag fra regeringens forskningsmidler til grøn forskning opbygges
ved at opkræve et klimabidrag for rejser, der har oprindelse i de danske lufthavne. Klimafonden
tænkes at skabe årlige indtægter på 250
300 mio. kr., der skal gå til luftfartens grønne omstilling.
Klimabidraget skal så vidt muligt afspejle den enkelte flyvnings andel af luftfartens samlede
klimabelastning, men må ikke være så stort, at det skader dansk luftfarts internationale
konkurrenceevne. Fondens etablering skal gå hånd i hånd med blandt andet et krav om øget
iblanding af bæredygtigt brændstof, herunder med elektro-fuels indenfor overskuelig fremtid.
Luftfart er international og stærkt konkurrenceudsat på tværs af grænserne, og den danske
luftfartsbranche er allerede i dag under pres. Luftfartens grønne omstilling er på den ene side
afhængig af, at der kommer en lokal produktion af bæredygtigt brændstof, men også at branchen
ikke pålægges ekstra udgifter, der fratager branchen incitamentet til og muligheden for at handle.
Dansk Luftfart foreslår, at den præcise model for fondens virke, klimabidragets indretning og
kobling til et iblandingskrav, defineres nærmere i et nyt Luftfartens Klimapartnerskab, som
foreningen foreslog etableret i sin klimaplan. Klimapartnerskabet skal udover brancheaktører, bestå
af forskere, myndigheder og andre relevante parter.
Find branchens klimaplan her:
http://www.dansk-luftfart.dk/2019/02/22/brancheforeningen-gaar-i-luften-med-nyt-klima-initiativ/
Henvendelse til branchedirektør Michael Svane, 4036 1348