ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2019-20
ERU Alm.del Bilag 143
Offentligt

UDKAST 24.01.2020

Forslag

til

Lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov

om finansiel virksomhed

(Opgør med kviklån

)

§1

I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslånsvirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr. 1563 af

27. december 2019, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 2,

indsættes efter »§ 9«: », § 11 a, stk. 1-5 og §§ 11 b og c«.

§ 1,

indsættes som

stk. 6:

»Stk.

§ 11 a, stk. 1 og 6, finder også anvendelse på kreditaftaler, hvor kreditten ydes af andre

erhvervsdrivende end forbrugslånsvirksomheder og af ikke-erhvervsdrivende.«

§ 2

indsættes som

nr. 4:

»4) Kassekredit: En udtrykkelig kreditaftale, hvorved en kreditgiver stiller midler til rådighed for

en forbruger, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens løbende konto.«

Efter kapital 4 indsættes:

»Kapitel 4 a

Forbud mod indgåelse af visse kreditaftaler m.v.

§ 11 a.

En fysisk eller juridisk person må ikke indgå en kreditaftale med en forbruger, hvis de år-

lige omkostninger i procent overstiger 35 procent. De årlige omkostninger i procent beregnes efter §

16 i kreditaftaleloven.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejen-

dom.

Stk. 3.

En forbrugslånsvirksomhed, der har indgået en kreditaftale med en forbruger i strid med

stk. 1, kan ikke kræve højere omkostninger, end hvad der svarer til årlige omkostninger i procent på

Side 1 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

35 procent. 1. pkt. finder ikke anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, der ikke har en tilladelse

som forbrugslånsvirksomhed efter § 3, stk. 1.

Stk. 4.

Medfører stk. 3 en formindskelse af restgælden, skal forbrugeren betale denne i overens-

stemmelse med den ordning, der er aftalt med forbrugslånsvirksomheden, dog således at afkortning

sker i den eller de ydelser, der forfalder først.

Stk. 5.

En forbrugslånsvirksomhed, der har indgået en kreditaftale med en forbruger i strid med

stk. 1, skal foretage en genberegning af kreditaftalen.

Stk. 6.

En fysisk eller juridisk person, som ikke er en forbrugslånsvirksomhed, og som har indgået

en kreditaftale i strid med stk. 1, kan kun kræve det samlede kreditbeløb tilbagebetalt. 1. pkt. finder

også anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, der ikke har en tilladelse som forbrugslånsvirksom-

hed efter § 3, stk. 1.

§ 11 b.

En fysisk eller juridisk person må ikke opkræve omkostninger, herunder omkostninger i

forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i kreditaftalen, når forbrugeren har

betalt omkostninger, der tilsammen udgør 100 procent af det samlede kreditbeløb. 1. pkt. gælder

også for den fysiske eller juridiske person, som den fysiske eller juridiske person overdrager kredit-

aftalen til.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på følgende aftaler:

1) Kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom.

2) Kassekreditter, der ikke skal være fuldstændigt indfriet inden en på forhånd fastlagt dato.

§ 11 c.

En forbrugslånsvirksomhed skal efter anmodning fra en forbruger ændre en kassekredit,

hvor kreditrammen er fuldt udnyttet, og som ikke skal være fuldstændigt indfriet inden en på for-

hånd fastlagt dato, til en kreditaftale med afdrag.«

To steder i

§ 15, stk. 1,

ændres »overholdelsen« til: »forbrugslånsvirksomheders overholdelse«.

§ 18, stk. 1, nr. 5

ændres »§ 3 eller« til: »§ 3,«.

§ 18, stk. 1, nr. 6

ændres »lov om kreditaftaler.« til: »lov om kreditaftaler eller«.

§ 18, stk. 1,

indsættes som nr. 7:

»7) groft eller gentagne gange tilsidesætter sine pligter efter markedsføringslovens §§ 11 a eller

11 b.«

§ 30

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Grov eller gentagen overtrædelse af § 11 a, stk. 1, eller § 11 b, stk. 1, straffes med bøde

eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning«.

Stk. 2-7 bliver herefter stk. 3-8.

Side 2 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

§2

I lov nr. 426 af 3. maj 2017 om markedsføring, som senest ændret ved lov nr. 1309 af 6. december

2019, foretages følgende ændringer:

Efter § 11 indsættes før overskriften før § 12:

»Forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder

§ 11 a.

Markedsføring af kreditaftaler til forbrugere er forbudt, såfremt forbrugslånsvirksomheden

udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 procent eller derover, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler, der sikres

ved pant i fast ejendom.

Stk. 3.

Markedsføring af kreditaftaler til forbrugere må gerne ske

1) på forbrugslånsvirksomhedens forretningssted,

2) på forbrugslånsvirksomhedens hjemmeside eller et system til brug for fjernsalg, som drives af

forbrugslånsvirksomheden og

3) hvis kredit udbydes med henblik på køb af en specifik vare eller tjenesteydelse, hvorefter

a) køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del

af denne, eller købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredje-

mand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren,

b) kreditaftalen markedsføres på sælgerens forretningssted, hjemmeside eller i et system til brug

for fjernsalg, som drives af sælgeren og

c) markedsføringen sker i tilknytning til oplysningen om varens eller tjenesteydelsens kontant-

pris.

§ 11 b.

Enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i for-

bindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere er forbudt, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse ved markedsføring af kreditaftaler, der sikres

ved pant i fast ejendom.

Stk. 3.

Markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse

med markedsføring af spil eller spiludbydere må gerne ske, hvis kredit udbydes med henblik på køb

af en vare eller tjenesteydelse, hvorefter køberen efter aftale med sælgeren har fået henstand med

betaling af købesummen eller en del af denne, eller købesummen helt eller delvis dækkes ved lån

indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale herom mellem denne og sælgeren.«

§ 37, stk. 3,

indsættes efter »9-11,«: »§ 11 a, stk. 1, § 11 b, stk. 1,«.

§3

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 937 af 6. september 2019, som senest ændret

ved § 2 i lov nr. 1563 af 27. december 2019, foretages følgende ændringer:

Side 3 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Afsnit IX a

affattes således:

»Offentlig forbrugerinformation

Kapitel 19 a

Offentlig forbrugerinformation

§ 333 a.

Finanstilsynet fremmer den offentlige forbrugerinformation på det finansielle område.«

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2020.

Stk. 2.

§ 1 finder ikke anvendelse på kreditaftaler, der er indgået før den 1. juli 2020.

Stk. 3.

§ 2 finder ikke anvendelse på handlinger, der er begået før den 1. juli 2020.

§5

Stk. 1.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2.

§§ 1 og 3 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de

ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3.

§§ 1 og 3 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de

ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Side 4 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Forbud mod udbud af visse lån

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.1.3. Lovforslagets indhold

2.2. Forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.2.3. Lovforslagets indhold

2.3. Offentlig forbrugerinformation på det finansielle område og nedlæggelse af Penge- og Pensi-

onspanelet

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser

2.3.3. Lovforslagets indhold

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Ligestillingsmæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Høring

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Alt for mange danskere er endt i økonomiske vanskeligheder som følge af hurtig og let adgang til

dyre forbrugslån (de såkaldte ”kviklån”). Disse dyre forbrugslån har ikke mindst betydet, at mange

unge og socialt udsatte danskere er endt i gældsfælder, hvor man har taget et nyt lån for at kunne

tilbagebetale et ældre lån. Desuden har nogle udbydere udformet deres produkt således, at lånene

automatisk fortsætter fra måned til måned uden krav om afdrag. Den enkelte forbruger kan derfor

ende med at betale meget høje samlede kreditomkostninger for lånet.

Ud over renter på flere hundrede procent er lånene også meget nemt tilgængelige, dvs. meget nemme

at optage, og udbydes med lovning om hurtig udbetaling. Markedet er præget af en høj grad af digi-

Side 5 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

talisering, og de fleste lån har kunnet optages på mobiltelefon med en hurtig kreditværdighedsvurde-

ring. En undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk og Trygfonden viste i 2018, at hver fjerde unge mel-

lem 18 og 30 år har et forbrugslån.

Samtidig er det meget bekymrende, at en væsentlig del af forretningsgrundlaget for en række af ud-

byderne vurderes at være baseret på, at forbrugere ikke kan tilbagebetale lånene rettidigt og derfor er

endt med at betale rykkergebyrer og forlænge lånene.

Der er allerede taget en række initiativer til at styrke forbrugerbeskyttelsen på forbrugslånsmarkedet.

Den 1. juli 2019 er der indført krav om, at forbrugslånsvirksomheder skal have en tilladelse hos Fi-

nanstilsynet til at udøve virksomhed. Endvidere er det præciseret, at virksomhederne er forpligtede

til at foretage en ordentlig kreditværdighedsvurdering, som skal sikre, at forbrugere kun ydes lån,

som de er i stand til at tilbagebetale. Der er desuden indført regler om god skik, der forpligter for-

brugslånsvirksomhederne til at udøve deres aktiviteter i overensstemmelse med redelig forretnings-

skik og god praksis.

Disse initiativer er væsentlige skridt på vejen til at skabe et ordentligt reguleret forbrugslånsmarked.

Der er imidlertid behov for at tage et klart opgør med kviklån og dermed sætte en stopper for ublu

renter og omkostninger.

Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folke-

parti, Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige indgik derfor en politisk aftale om et opgør med

kviklån den 19. december 2019. Med nærværende lovforslag implementeres den politiske aftale.

Lovforslaget har til formål at styrke forbrugerbeskyttelsen yderligere gennem forbud mod visse for-

brugslån samt begrænsning af låneudbydernes muligheder for at markedsføre deres produkter. Lige-

ledes har lovforslaget til formål at sikre en beskyttelse af forbrugerne ved indgåelse af aftaler om lån

mellem privatpersoner.

Lovforslaget indebærer et forbud mod alle forbrugslån, der har en årlig omkostning i procent (ÅOP)

på over 35 procent, og som ikke er sikret ved pant i fast ejendom,

Med lovforslaget indføres et markedsføringsforbud, hvorefter en forbrugslånsvirksomhed, som ud-

byder en enkelt kreditaftale til forbrugere med årlige omkostninger på 25 procent eller derover, med

visse undtagelser ikke må markedsføre nogen former for forbrugerkreditaftaler uanset årlige omkost-

ninger i procent. Endvidere indføres et forbud mod enhver markedsføring af forbrugerkreditaftaler

og af forbrugslånsvirksomheder i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere med visse

undtagelser.

Der er tidligere set eksempler på, at forbrugere har oparbejdet en gæld, som langt overstiger det dob-

belte af det oprindeligt lånte beløb. Det vurderes ikke at være rimeligt. Det foreslås derfor at indføre

Side 6 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

et omkostningsloft, så en forbruger maksimalt kan betale det dobbelte af lånet tilbage i renter, gebyrer

og afdrag samlet set.

Det foreslås derudover, at reglerne om ÅOP- og omkostningsloft ligeledes skal gælde for låneaftaler

mellem privatpersoner. Der ses allerede i dag eksempler på, at forbrugere optager lån hos andre pri-

vatpersoner, hvilket ikke i dag er reguleret. Med forslaget vil forbrugerne opnå samme beskyttelse

mod meget dyre lån. Ligeledes søges det at begrænse, at forbrugslånsmarkedet flytter sig til et ure-

guleret marked.

Lovforslaget indebærer endvidere, at Penge- og Pensionspanelet nedlægges, og at Finanstilsynet

fremadrettet varetager den offentlige opgave med finansiel forbrugerinformation. Med nedlæggelsen

af panelet sikres en mere proaktiv informationsindsats i forhold til forbrugerne. Ved at samle opga-

vevaretagelsen i regi af Finanstilsynet kan ressourcerne desuden udnyttes på en bedre og mere effek-

tiv måde.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Forbud mod udbud af visse lån

2.1.1. Gældende ret

Der findes i dag ikke regler om, at en kreditgiver ikke må indgå kreditaftaler, hvor de årlige omkost-

ninger i procent (ÅOP) overstiger en bestemt procentsats.

Det følger dog af kreditaftalelovens § 22, at hvis det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale

som vederlag eller omkostninger, er urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt. Østre

Landsret tilsidesatte i 2019 (FM.2019.26) fogedrettens afgørelse om, at kredit- og morarentesatsen

på en forbrugerkreditaftale skulle nedsættes fra en kreditrente på 18 procent pr. måned til 18 procent

årligt.

Straffelovens § 282 indeholder en bestemmelse om åger. Efter straffelovens § 282 straffes den, som

udnytter en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende ind-

sigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til i et aftaleforhold at opnå eller betinge en

ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for. Det

er efter bestemmelsen en betingelse, at der foreligger udnyttelse af en bestemt persons økonomiske

vanskeligheder mv. Bestemmelsen indeholder derfor ikke en generel begrænsning af kreditomkost-

ningernes størrelse.

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Der findes i dag både i Sverige, Island og Finland et loft for, hvor høje kreditomkostninger en kredit-

giver kan opkræve.

I Sverige må kreditrenten eller morarenten ikke overstige rentelovens referencerente + 40 procent. I

tillæg hertil gælder, at kreditomkostningerne ikke må overstige et beløb, der svarer til kreditbeløbet.

Side 7 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Disse regler gælder for kreditter med høje omkostninger. Det vil sige forbrugerkreditter med en ef-

fektiv rente, der ligger over rentelovens referencerente + 30 procent.

I Island må de årlige omkostninger i procent for forbrugerkreditaftaler ikke overstige 50 procent plus

den islandske centralbanks udlånsrente.

I Finland gælder der et renteloft på 20 procent. De øvrige kreditomkostninger må højest udgøre 0,01

procent af kreditbeløbet pr. dag og højest 150 euro pr. år. Kreditomkostningerne ved en forlængelse

af kreditten må højest udgøre 5 euro pr. gang og højest 20 euro pr. år. Reglerne gælder for alle for-

brugerkreditaftaler bortset fra kreditaftaler med pant i fast ejendom og biler, der købes på afbetaling.

I overensstemmelse med aftalen af 19. december 2019 om opgør med kviklån foreslås det derfor, at

der i lov om forbrugslånsvirksomhed indføres et loft over de årlige omkostninger for forbrugslån

uden pant i fast ejendom på 35 procent. Dette loft skal sikre, at forbrugere ikke tilbydes lån, hvor

kreditomkostningerne er urimeligt høje.

Loftet over de årlige omkostninger i procent skal gælde for alle forbrugerkreditaftaler, der ydes uden

pant i fast ejendom. Loftet over omkostninger vil derfor omfatte alle former for forbrugerkreditaftaler,

f.eks. kortfristede lån, kassekreditter, billån og andre lån, der ydes med henblik på erhvervelse af et

forbrugsgode. Det vurderes derimod ikke nødvendigt at lade loftet over omkostninger gælde for for-

brugerkreditaftaler, der er sikret ved pant i fast ejendom. Kreditaftaler med pant i fast ejendom har

typisk en lavere rente end usikrede kreditaftaler, fordi det ikke er nødvendigt at indregne en risiko-

præmie til at dække tab på misligholdte kreditaftaler, der ikke kan inddrives.

Loftet over årlige omkostninger i procent bør gælde alle kreditgivere, der indgår forbrugerkreditafta-

ler, herunder også pengeinstitutter. Det for at sikre en effektiv beskyttelse af forbrugerne mod urime-

lige kreditomkostninger.

ÅOP-loftet på 35 procent skal betragtes som den øvre grænse for, hvad der kan anses for rimelige

kreditomkostninger uanset typen af forbrugerkreditaftale, der ydes uden pant i fast ejendom, herunder

uanset løbetiden på forbrugerkreditaftalen, omfattende alle kreditgivere. Det er på den baggrund op

til aftaleparterne i forbindelse med indgåelse af konkrete forbrugerkreditaftaler at blive enige om en

ÅOP på eller under 35 procent.

Forbrugerne sikres herved en bedre retsstilling i forhold til gældende ret, hvor spørgsmålet om rime-

ligheden af størrelsen på ÅOP, og dermed de samlede kreditomkostninger forbundet med et lån, vil

afhænge af en konkret vurdering i det enkelte aftaleforhold som i sidste ende henhører under dom-

stolene. Med den foreslåede bestemmelse slås det entydigt fast, at en ÅOP over 35 procent er udtryk

for urimelige kreditomkostninger.

Side 8 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Bliver den foreslåede bestemmelse overtrådt er der tale om et ugyldigt aftalevilkår, og forbrugeren

bør stilles som hvis bestemmelsen var iagttaget. Det vurderes i den sammenhæng ikke hensigtsmæs-

sigt at foreslå, at forbrugerkreditaftaler, der indgås i strid med bestemmelsen, skal anses for værende

ugyldige, da en sådan regel vil medføre, at aftalen i sin helhed er bortfaldet og det lånte beløb skal

tilbagebetales inden for meget kort tid. Det vil ofte ikke være muligt i praksis for forbrugeren, fordi

det lånte beløb allerede er anvendt til at erhverve et forbrugsgode. Derfor bør konsekvensen af det

ugyldige forhold være, at forbrugerkreditaftalen opretholdes, men at kreditomkostningerne på forbru-

gerkreditaftalen i stedet nedsættes til 35 procent, og dermed til den øvre grænse for rimelige kredit-

omkostninger.

Denne civilretlige konsekvens skal ses i sammenhæng med, at overtrædelse af den foreslåede bestem-

melse samtidig foreslås at blive strafsanktioneret. Det foreslås således, at grove eller gentagen over-

trædelse af loftet på ÅOP skal straffes med bøde eller fængsel op til 4 måneder. Enkeltstående tilfælde

kan også føre til bødestraf. Ligeledes vil overtrædelse af bestemmelsen kunne føre til, at tilladelsen

til at drive forbrugslånsvirksomhed inddrages.

En forbrugerkreditaftale, hvor de årlige omkostninger i procent bør nedsættes til 35 procent, bør gen-

beregnes, så forbrugeren får oplyst, hvad ydelserne udgør efter nedsættelsen af kreditomkostningerne.

Denne genberegning skal ske på baggrund af forbrugerkreditaftalens oprindelige løbetid, da forplig-

telsen til at foretage en beregning ikke giver adgang til at ændre forbrugerkreditaftalens løbetid. En

forbrugslånsvirksomhed kan derfor ikke ved genberegningen fastholde ydelsernes størrelse og derved

forkorte løbetiden på kreditaftalen, medmindre forbrugeren giver samtykke til at ændre kreditaftalens

løbetid. Denne genberegning sikrer på en nem og hurtig måde forbrugeren overblik over konsekven-

serne ved nedsættelsen af de samlede kreditomkostninger.

Loftet over de årlige omkostninger for forbrugerkreditaftaler uden pant i fast ejendom på 35 procent

bør også gælde for andre kreditgivere end forbrugslånsvirksomheder. Privatpersoner eller erhvervs-

drivende, der ikke skal have en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed bør også være omfattet af dette

loft. Såfremt disse personer og virksomheder overtræder bestemmelsen, vil de kun kunne kræve det

samlede kreditbeløb tilbagebetalt. Denne bestemmelse vil også finde anvendelse på forbrugslånsvirk-

somheder, der ikke har en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed efter § 3, stk. 1, i lov om forbrugs-

lånsvirksomheder.

Med udgangspunkt i den politiske aftale af 19. december 2019 foreslås det endvidere, at der skal

indføres et loft på 100 procent over de samlede omkostninger for forbrugerkreditaftaler, der ikke er

sikret ved pant i fast ejendom. Omkostningsloftet skal sikre, at der gælder en effektiv grænse for,

hvor meget en forbruger i alt kan komme til at betale for en forbrugerkreditaftale uden sikkerhed i

fast ejendom over dets løbetid, også selv om forbrugeren ender i en situation, hvor der på et mislig-

holdt lån pålægges gebyrer, strafrenter mv.

Side 9 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Omkostningsloftet på 100 procent vil sikre en balance mellem hensynet til at sætte et maksimum på,

hvad forbrugeren skal tilbagebetale i tilfælde af misligholdelse, og til at kreditgiveren får en vis kom-

pensation i tilfælde af, at forbrugeren ikke overholder kreditaftalens vilkår.

Det vil i praksis ikke være muligt at beregne et omkostningsloft for kassekreditter, da der ofte løbende

indbetales og hæves midler på en kassekredit. Det foreslås derfor, at kassekreditter ikke skal være

omfattet af omkostningsloftet. Forbrugere, der har indgået en aftale om en kassekredit, har imidlertid

også behov for, at der gælder en effektiv grænse for, hvor meget den pågældende kan komme til at

betale for sin kredit. Det bør derfor være muligt for en forbruger, der har en kassekredit, hvor kredit-

rammen er fuldt udnyttet, at få ændret kassekreditten til en kreditaftale med afdrag. Denne kreditaftale

vil være omfattet af omkostningsloftet.

Omkostningsloftet skal ligesom loftet over de årlige omkostninger i procent også finde anvendelse

på andre kreditgiver end forbrugslånsvirksomheder og privatpersoner. Det betyder, at f.eks. privat-

personer, der på de sociale medier tilbyder at yde kredit til forbrugere, vil være omfattet af de nye

regler, selvom de ikke yder kredit i et sådant omfang, at de skal have en tilladelse som forbrugslåns-

virksomhed.

2.1.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at der indføres et loft på 35 procent for årlige omkostninger i procent på forbrugerkre-

ditaftaler. Den foreslåede bestemmelse finder ikke anvendelse på forbrugerkreditaftaler, der sikres

ved pant i fast ejendom. En forbrugslånsvirksomhed, der overtræder dette forbud vil kunne straffes

med bøde eller fængsel indtil 4 måneder ved grove eller gentagne overtrædelser.

Det foreslås endvidere, at en forbrugslånsvirksomhed, der indgår en kreditaftale med en forbruger i

strid med loftet for de årlige omkostninger i procent ikke kan kræve højere kreditomkostninger end

hvad, der svarer til årlige omkostninger på 35 procent.

En forbrugslånsvirksomhed, der har indgået en kreditaftale med en forbruger, hvor de årlige omkost-

ninger i procent overstiger 35 procent, er forpligtet til at foretage en genberegning af kreditaftalen.

Det vil sige, at forbrugslånsvirksomheden skal beregne ydelsernes størrelse i overensstemmelse med

en årlig omkostningsprocent på højest 35 procent. Viser denne genberegning, at restgælden formind-

skes, f.eks. fordi allerede betalte kreditomkostninger, f.eks. oprettelsesomkostningerne medførte, at

de årlige omkostninger i procent overstiger 35 procent, skal afkortningen ske i den eller de ydelser,

der forfalder først.

En fysisk eller juridisk person, som ikke er en forbrugslånsvirksomhed, og som har indgået en kre-

ditaftale, og hvor de årlige omkostninger i procent overstiger 35 procent, kan ikke kræve omkostnin-

ger, herunder omkostninger i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i afta-

len. Det foreslås, at denne bestemmelse også finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, der

ikke har en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.

Side 10 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Denne strengere civilretlige sanktion for overtrædelser af loftet over de årlige omkostninger i procent

på 35 procent for fysiske og juridiske personer, der ikke er en forbrugslånsvirksomhed, skyldes, at

disse ikke er underlagt en pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering ved aftalens indgåelse.

Dette bør modsvare en strengere civilretlig sanktion, hvis omkostningsloftet overtrædes.

Det foreslås endvidere, at en fysisk eller juridisk person ikke må kræve omkostninger, herunder om-

kostninger i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i en kreditaftale indgået

med en forbruger, når omkostningerne udgør mere end 100 procent af det samlede kreditbeløb. Den

foreslåede bestemmelse gælder også for den, som den fysiske eller juridiske person overdrager kre-

ditaftalen til.

Da bestemmelsen om et omkostningsloft ikke skal gælde for kassekreditter, foreslås det, at en for-

brugslånsvirksomhed efter anmodning fra en forbruger skal ændre en kassekredit, hvor kreditrammen

er fuldt udnyttet, til en kreditaftale med afdrag.

Der foreslås endvidere indsat en definition på en kassekredit.

Lovens anvendelsesområde foreslås udvidet med lovforslaget. Udvidelsen består i, at omkostnings-

loftet på 35 procent for forbrugerkreditaftaler også skal gælde for en fysisk person og en juridisk

person, der ikke har en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.

Tilsvarende foreslås det, at en fysisk eller juridisk person ikke må kræve omkostninger, herunder

omkostninger i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i en kreditaftale ind-

gået med en forbruger, når omkostningerne tilsammen udgør mere end 100 procent af det samlede

kreditbeløb.

2.2. Forbud mod markedsføring af visse kreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder

2.2.1. Gældende ret

Der er i gældende ret intet forbud mod markedsføring af forbrugslånsvirksomheder eller forbruger-

kreditaftaler.

Ved markedsføring af forbrugerkreditaftaler skal markedsføringen over for forbrugere overholde op-

lysningskravene i markedsføringslovens § 18, når der i markedsføringen angives en rentesats eller

talstørrelser vedrørende omkostninger i forbindelse med forbrugerkreditten. Markedsføringslovens §

18 gennemfører artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om

forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF.

Overtrædelse af bestemmelsen i markedsføringslovens § 18 straffes med bøde, medmindre højere

straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf. lovens § 37, stk. 3.

Markedsføringsloven finder i overensstemmelse med de folkeretlige jurisdiktionsprincipper som ud-

gangspunkt anvendelse, når erhvervsdrivende markedsfører sig på det danske marked, jf. det såkaldte

Side 11 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

virkningsprincip. Det er således uden betydning, om den pågældende erhvervsdrivende er etableret i

Danmark eller i udlandet.

Der gælder dog særlige regler, når erhvervsdrivende, der er etableret i ét EU/EØS-land via internettet

eller andre online tjenester, retter deres markedsføring mod privatpersoner eller erhvervsdrivende

bosat i et andet EU/EØS-land. I de tilfælde gælder der som udgangspunkt et afsenderlandsprincip, jf.

e-handelslovens §§ 3-4. Når afsenderlandsprincippet finder anvendelse, betyder det, at erhvervsdriv-

endes markedsføring som udgangspunkt blot skal overholde den offentligretlige lovgivning, herunder

markedsføringslovgivningen, som gælder i det land, hvor den erhvervsdrivende er etableret.

Når f.eks. en tysk erhvervsdrivende via internettet markedsfører sig over for danske forbrugere, skal

markedsføringen som udgangspunkt kun overholde den tyske markedsføringslov. Tilsvarende skal

en dansk erhvervsdrivende, som markedsfører sig på internettet over for forbrugere bosat i andre

EU/EØS-lande, som udgangspunkt kun overholde den danske markedsføringslov.

Specifikt for så vidt angår markedsføring i tv og på on-demand audiovisuelle medietjenester indehol-

der radio- og fjernsynslovgivningen bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative be-

stemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle

medietjenester).

Der er hverken i direktivet om audiovisuelle medietjenester, som senest er ændret i 2018, eller i radio-

og fjernsynslovgivningen fastsat regler om markedsføring af forbrugerkreditaftaler eller forbrugs-

lånsvirksomheder. Markedsføring af forbrugerkreditaftaler og forbrugslånsvirksomheder er således

ikke et område, der er samordnet ved direktivet om audiovisuelle medietjenester. Direktivet er der-

med ikke til hinder for af forbrugerbeskyttelseshensyn at indføre et dansk forbud mod markedsføring

af forbrugerkreditaftaler eller forbrugslånsvirksomheder i tv eller på on-demand audiovisuelle me-

dietjenester. Tilsvarende er radio- og fjernsynslovgivningen ikke til hinder for et sådan forbud.

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det er Erhvervsministeriets vurdering, at den intensive markedsføring af kortfristede forbrugerkre-

ditaftaler og løbende forbrugerkreditter, som i dag finder sted, herunder i forbindelse med markeds-

føring af spil og spiludbydere, øger risikoen for, at forbrugere fristes til at indgå kreditaftaler uden at

tænke over omkostningerne og konsekvenserne herved.

Erhvervsministeriet finder det derfor nødvendigt at indføre et forbud mod markedsføring af forbru-

gerkreditaftaler, såfremt en forbrugslånsvirksomhed udbyder forbrugerkredit med årlige omkostnin-

ger på 25 procent eller derover.

Markedsføringsforbuddet skal gælde for alle forbrugerkreditaftaler, der ydes uden pant i fast ejen-

dom. Markedsføringsforbuddet vil derfor omfatte alle former for forbrugerkreditaftaler, f.eks. kort-

Side 12 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

fristede lån, kassekreditter, billån og andre lån, der ydes med henblik på erhvervelse af et forbrugs-

gode. Det vurderes derimod ikke nødvendigt at lade markedsføringsforbuddet gælde for forbruger-

kreditaftaler, der er sikret ved pant i fast ejendom.

Erhvervsministeriet finder det hensigtsmæssigt at sikre, at forbrugere fortsat har mulighed for aktivt

at afsøge markedet for forbrugerkredit, da det fortsat vil være lovligt at udbyde forbrugerkreditaftaler

med årlige omkostninger på 25 procent og derover, jf. dog det i lovforslagets § 1, nr. 4, fastsatte ÅOP-

loft. Udbyderne skal overholde de oplysningskrav, der følger af markedsføringslovens § 18. Derfor

finder Erhvervsministeriet, at markedsføring på forbrugslånsvirksomhedens forretningssted, hjem-

meside eller i et system til brug for fjernsalg, som drives af forbrugslånsvirksomheden, bør være

tilladt.

Endvidere finder Erhvervsministeriet, at man bør tillade markedsføring af forbrugerkreditaftaler, hvis

kredit udbydes med henblik på køb af en specifik vare eller tjenesteydelse, hvorefter køberen efter

aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne, eller købe-

summen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale

herom mellem denne og sælgeren. Det er endvidere en betingelse, at kreditaftalen markedsføres på

sælgerens forretningssted, hjemmeside eller applikationer eller lignende, som drives af sælgeren, og

at markedsføringen sker i tilknytning til oplysningen om varens eller tjenesteydelsens kontantpris.

Erhvervsministeriet finder desuden, at enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og forbru-

gerkreditaftaler i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere bør være forbudt, hvis der

er tale om forbrugerkreditaftaler med kontant udbetaling.

Markedsføringsforbuddet skal gælde for alle forbrugslånsvirksomheder og forbrugerkreditaftaler, der

ydes uden pant i fast ejendom. Markedsføringsforbuddet vil derfor omfatte alle former for forbruger-

kreditaftaler, f.eks. kortfristede lån, kassekreditter, billån og andre lån, der ydes med henblik på er-

hvervelse af et forbrugsgode, og udbydere af disse. Det vurderes derimod ikke nødvendigt at lade

markedsføringsforbuddet gælde for forbrugerkreditaftaler, der er sikret ved pant i fast ejendom.

Erhvervsministeriet bemærker, at forbuddet mod markedsføring af forbrugerkreditaftaler, såfremt

forbrugslånsvirksomheden udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 procent eller der-

over, ikke vil gælde erhvervsdrivende etableret i et andet EU- eller EØS-land end Danmark, i det

omfang markedsføringen til danske forbrugere foregår online, jf. afsenderlandsprincippet i e-handels-

loven.

Markedsføringsforbuddet vil således kunne medføre en konkurrencefordel for forbrugslånsvirksom-

heder etableret i et andet EU- eller EØS-land end Danmark. Afsenderlandsprincippet medfører end-

videre en risiko for, at danske erhvervsdrivende etablerer sig i et andet EU- eller EØS-land og dermed

omgår forbuddet. Ifølge EU-Domstolens faste retspraksis bevarer en medlemsstat dog retten til at

træffe foranstaltninger over for en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, men hvis

aktivitet udelukkende eller hovedsagelig er rettet mod førstnævnte medlemsstats territorium, såfremt

Side 13 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

etableringen har fundet sted med det formål at omgå den lovgivning, som tjenesteyderen ville være

underlagt, hvis tjenesteyderen var etableret på førstnævnte medlemsstats territorium.

Erhvervsministeriet vurderer, at de foreslåede forbud kan begrænse den intensive markedsføring af

forbrugerkredit med høje omkostninger og samtidig understøtte, at færre forbrugere bliver eksponeret

for og indgår kreditaftaler med høje omkostninger med risiko for at blive fanget i en gældsspiral.

For at sikre forbuddenes effekt finder Erhvervsministeriet det nødvendigt at indføre bødestraf for

overtrædelse af markedsføringsforbuddene.

2.2.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås at indføre et forbud mod markedsføring af forbrugerkreditaftaler, såfremt forbrugslåns-

virksomheden udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 procent eller derover. Såfremt

en forbrugslånsvirksomhed udbyder en enkelt forbrugerkreditaftale med årlige omkostninger på 25

procent eller derover, vil det således ikke være tilladt for virksomheden at markedsføre nogen former

for forbrugerkreditaftaler uanset årlige omkostninger i procent. Derimod vil forbrugslånsvirksomhe-

der, der udelukkende udbyder forbrugerkreditaftaler med årlige omkostninger på mindre end 25 pro-

cent, ikke være omfattet af forbuddet.

Det foreslås at indføre en undtagelse til forbuddet, således at forbuddet ikke finder anvendelse ved

markedsføring af forbrugerkreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom. Undtagelsen foreslås ind-

ført for at sikre samme afgrænsning, som gælder for det foreslåede ÅOP-loft i lovforslagets § 1, nr.

Det foreslås endvidere at indføre tre yderligere undtagelser til forbuddet. For det første foreslås det at

tillade markedsføring på forbrugslånsvirksomhedens forretningssted. For det andet foreslås det at til-

lade markedsføring på forbrugslånsvirksomhedens hjemmeside eller i et system til brug for fjernsalg,

som drives af forbrugslånsvirksomheden. For det tredje foreslås det at tillade markedsføring, hvis

kredit udbydes med henblik på køb af en specifik vare eller tjenesteydelse, hvorefter køberen efter

aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne, eller købe-

summen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale

herom mellem denne og sælgeren. Det er endvidere en betingelse, at kreditaftalen markedsføres på

den erhvervsdrivendes forretningssted, hjemmeside eller i applikationer eller lignende, som drives af

den erhvervsdrivende. Endelig skal markedsføringen ske i tilknytning til oplysningen om varens eller

tjenesteydelsens kontantpris for at være tilladt.

Det foreslås desuden at indføre et forbud mod enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og

forbrugerkreditaftaler i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere. Forbuddet er be-

grænset til markedsføring af forbrugerkreditaftaler med kontant udbetaling og virksomheder, der ud-

byder forbrugerkreditaftaler med kontant udbetaling.

Side 14 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Det påhviler den enkelte forbrugslånsvirksomhed selv at sikre sig, at der ikke købes reklametid eller

sker anden markedsføring i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.

Det foreslås at indføre en undtagelse til forbuddet, således at forbuddet ikke finder anvendelse ved

markedsføring af forbrugerkreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom. Undtagelsen foreslås ind-

ført for at sikre samme afgrænsning, som gælder for det foreslåede ÅOP-loft i lovforslagets § 1, nr.

Endelig foreslås det at indføre en undtagelse til forbuddet, således at markedsføring vil være tilladt,

såfremt kredit udbydes med henblik på køb af en vare eller tjenesteydelse, hvorefter køberen efter

aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne, eller købe-

summen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale

herom mellem denne og sælgeren. Undtagelsen foreslås indført, da finansieringskøb af en vare eller

tjenesteydelse ikke i samme grad som forbrugerkreditaftaler med kontant udbetaling vurderes at

kunne fremme ludomani ved markedsføring i forbindelse med markedsføring af spil og spiludbydere.

Efter lovforslagets § 1, nr. 8, vil Finanstilsynet få mulighed for at inddrage en forbrugslånsvirksom-

heds tilladelse, hvis virksomheden gentagne gange eller groft ikke efterlever forbuddene i markeds-

føringslovens § 11 a eller § 11 b. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 8.

Markedsføringsforbuddene vil være underlagt Forbrugerombudsmandens tilsynskompetence, jf. mar-

kedsføringslovens § 25, stk. 1.

2.3. Offentlig forbrugerinformation på det finansielle område og nedlæggelse af Penge- og Pensions-

panelet

2.3.1. Gældende ret

I dag er en del af opgavevaretagelsen i forbindelse med finansiel forbrugerinformation henlagt til

Penge- og Pensionspanelet. Penge- og Pensionspanelet blev oprettet af Folketinget i juni 2007 med

lov nr. 576 af 6. juni 2007. Panelet hører under Erhvervsministeriets ressort og sekretariatsbetjenes

af Finanstilsynet.

Penge- og Pensionspanelet blev oprettet med det formål at skabe et forum, hvor de finansielle bran-

che- og forbrugerorganisationer kunne arbejde sammen om at fremme den finansielle forståelse og

fungere som sparringspartner i sekretariatets daglige udmøntning af panelets arbejde.

Panelet består af repræsentanter fra den finansielle sektor, forbrugerorganisationer og faglige organi-

sationer samt en uafhængig formand, som alle er udpeget af erhvervsministeren.

Penge- og Pensionspanelet er en offentlig oplysningstjeneste til forbrugerne om privatøkonomi og

stiller bl.a. information og undersøgelser samt en række værkstøjer til rådighed. Panelet skal som led

i sit arbejde udarbejde objektiv forbrugerinformation om finansielle produkter og ydelser, foretage

Side 15 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

og offentliggøre test af finansielle produkter og ydelser og iværksætte og offentliggøre undersøgelser

om forbrugerforhold på det finansielle område.

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Forbrugerpolitik har traditionelt set taget udgangspunkt i en velovervejet systematisk gennemsnits-

forbruger, der er i stand til at indarbejde fremtidige konsekvenser i sine overvejelser. På den baggrund

blev Penge- og Pensionspanelet i 2007 etableret med henblik på at udarbejde objektiv forbrugerin-

formation, samt udarbejde test og undersøgelser om finansielle produkter og ydelser i tæt samarbejde

med branchen.

Erhvervsministeriet kan konstatere, at mulighederne for at lave test af finansielle produkter og ydelser

i praksis har været begrænsede, idet produkterne sjældent kan vurderes uafhængigt af kundernes øko-

nomiske forhold. Endvidere har adfærdsøkonomiske indsigter ført til, at Penge- og Pensionspanelet i

stadig mindre omfang producerer traditionel uvildig information, herunder iværksætter egne under-

søgelser.

Desuden viser erfaringer fra Finanstilsynets sekretariatsbetjening af Penge- og Pensionspanelet, at

det har været vanskeligt for panelets medlemmer at løsrive sig fra organisationernes egeninteresser i

forbindelse med udformning af informationsmateriale til forbrugerne.

For at opnå en bedre og mere effektiv indsats for at fremme forbrugernes finansielle forståelse finder

Erhvervsministeriet, at der bør gennemføres en modernisering af den nuværende indsats med formid-

lingen af finansiel forbrugerinformation. Dette kan ske ved at samle den offentlige informationsop-

gave i forhold til finansielle forhold i regi af Finanstilsynet.

Erhvervsministeriet vurderer, at Penge og Pensionspanelets virksomhed ikke længere afspejler de

opgaver, der følger af lov om finansiel virksomhed, og at panelets ressourcer kan anvendes mere

effektivt. Endvidere vurderes den offentlige forbrugerinformation på det finansielle område med for-

del at kunne være bredere end isoleret information om produkter og ydelser, idet den almene forbru-

ger også har behov for information om tilrettelæggelse af økonomi, valg af finansielle produkter i

forskellige livsfaser samt information, der sætter dem i stand til at træffe de rigtige forbrugsvalg for

dem.

Det er vurderingen, at der med en nedlæggelse af panelet kan sikres en mere proaktiv informations-

indsats i forhold til forbrugerne. Den offentlige forbrugerinformation på det finansielle område bør

derfor reorganiseres og fremadrettet varetages af Finanstilsynet. Finanstilsynet arbejder for at sikre

finansiel stabilitet og tilliden til de finansielle virksomheder og markeder. Finansiel forståelse byg-

gende på information om finansielle produkter og ydelser m.v. er en væsentlig forudsætning for dette

arbejde. Samtidig vurderes det, at ved at samle opgavevaretagelsen i regi af Finanstilsynet, kan res-

sourcerne udnyttes på en bedre måde.

2.3.3. Lovforslagets indhold

Side 16 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Det foreslås, at reglerne i afsnit IX a i lov om finansiel virksomhed ophæves, og at Penge- og Pensi-

onspanelet nedlægges, og at opgaven med at fremme den offentlige forbrugerinformation på det fi-

nansielle område fremadrettet varetages af Finanstilsynet.

Finanstilsynet vil således frem over arbejde med at styrke forbrugernes viden, erfaring og interesse

på det finansielle område, således at forbrugerne kan træffe hensigtsmæssige beslutninger for dem

selv og samtidig kan få en god tillidsskabende oplevelse, når de møder den finansielle sektor. Dette

arbejde vil bestå i at skabe lettilgængelig information og stille interaktive værktøjer til rådighed for

forbrugerne på forskellige medieplatforme, blandt andet via hjemmesiden

www.raadtilpenge.dk

samt

grupper på de sociale medier. Arbejdet med at styrke forbrugernes viden, erfaring og interesse skal

blandt andet at tage afsæt i indsigter om forbrugeradfærd, så initiativer er evidensbaseres og målrettes

forbrugernes faktiske adfærd, behov og præferencer.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

De foreslåede markedsføringsforbud skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konse-

kvenser for det offentlige. Forbrugerombudsmanden vil som hidtil føre tilsyn med overholdelsen af

markedsføringsloven efter reglerne i markedsføringsloven og bekendtgørelsen om Forbrugerombuds-

mandens virksomhed. Det indebærer bl.a., at Forbrugerombudsmanden har mulighed for at prioritere

blandt de sager, som forelægges Forbrugerombudsmanden, hvorfor lovforslaget ikke vurderes at

medføre øgede udgifter for institutionen.

Arbejdet med offentlig forbrugerinformation på det finansielle område vil fremadrettet være forankret

i Finanstilsynet, idet Penge- og Pensionspanelet med forslaget foreslås nedlagt. Arbejdet med den

offentlige forbrugerinformation vil have økonomiske konsekvenser for Finanstilsynet. Det foreslås at

dække udgifterne via den eksisterende hjemmel i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed, hvoraf

Finanstilsynet kan opkræve afgift efter §§ 361-367.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forbrugslånsvirksomheder er i dag forpligtede til at beregne de årlige omkostninger i procent for

forbrugerkreditaftaler. Forslaget om, at en forbrugslånsvirksomhed ikke må indgå forbrugerkreditaf-

taler, hvis de årlige omkostninger i procent overstiger 35 procent vil medføre økonomiske konse-

kvenser samt administrative omstillingsomkostninger for erhvervslivet.

Der er tale om et lovreguleret prisloft, der forventes at medføre både adfærdsvirkninger ift. kreditgi-

vernes udbud af produkter samt afledte effekter på priserne for disse forbrugerkreditaftaler. Udbydere

af forbrugerkreditaftaler med årlige omkostninger over 35 procent vil opleve økonomiske tab i for-

bindelse med prisloftet som følge af lavere indtægter på kreditaftalerne. Det er ikke muligt at estimere

de samlede økonomiske konsekvenser for virksomhederne, da dette blandt andet afhænger af virk-

somhedernes fremadrettede forretningsmodel samt udbud forbrugerkreditaftaler.

Side 17 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Endvidere vurderes det, at de foreslåede markedsføringsforbud vil kunne få økonomiske konsekven-

ser for forbrugslånsvirksomhederne, da virksomheders mulighed for eksponering af forbrugerkredit-

aftaler begrænses, om end der ikke er tale om direkte erhvervsøkonomiske konsekvenser jf.

Vejled-

ningen om erhvervsøkonomiske konsekvensvurderinger

(2015). Markedsføringsforbuddet i den fore-

slåede § 11 a, stk. 1, i markedsføringsloven kan medføre, at nogle forbrugslånsvirksomheder vil om-

lægge deres portefølje af forbrugerkreditaftaler, så de ikke udbyder forbrugerkreditaftaler med årlige

omkostninger i procent over 25 procent, for at undgå at blive ramt af markedsføringsforbuddet, hvil-

ket vil mindske konkurrencen for lovlige forbrugerkreditaftaler med årlige omkostninger i procent

under 35 procent.

Lovforslaget vil herudover medføre administrative konsekvenser for udbydere af forbrugerkreditaf-

taler, idet virksomhederne som følge af forslaget vil skulle tilpasse deres forretningsmodeller samt

interne forretningsgange. Det vurderes, at de samlede administrative omstillingsomkostninger for for-

brugslånsvirksomhederne vil være under 4 mio. kr., hvorfor de ikke kvantificeres yderligere.

Det vurderes, at det foreslåede loft over samlede omkostninger forbundet med kreditaftalen vil kunne

have minimale øvrige efterlevelsesomkostninger for erhvervslivet, idet virksomhederne løbende skal

være opmærksomme på de omkostninger, der er forbundet med de løbende kreditaftaler.

Den offentlige forbrugerinformation skal fremadrettet være forankret i Finanstilsynet. Det foreslås,

at udgifterne til den offentlige forbrugerinformation skal finansieres gennem den eksisterende afgifts-

ordning i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed. Som følge heraf vil afgiften til Finanstilsynet

således blive forhøjet, og omlægningen af den offentlige forbrugerinformation vil således indebære

nye omkostninger for de virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet.

Erhvervsministeriet har vurderet, at principperne for agil erhvervsrettet regulering og principperne

for digitaliseringsklar lovgivning ikke er relevante for nærværende lovforslag.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

7. Ligestillingsmæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have ligestillingsmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Der findes ikke EU-retlige bestemmelser om et loft over de årlige omkostninger i procent.

Lovforslagets § 2, nr. 1, om forbud mod markedsføring af forbrugerkreditaftaler, såfremt forbrugs-

lånsvirksomheden udbyder forbrugerkreditaftaler med årlige omkostninger på 25 procent eller der-

over, samt forbuddet mod markedsføring af forbrugslånsvirksomheder eller af forbrugerkreditaftaler

Side 18 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere går videre end minimumskravene i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler. Det vil så-

ledes være i strid med princippet om implementering af erhvervsrettet EU-regulering, hvorefter den

nationale regulering som udgangspunkt ikke må gå videre end minimumskravene i EU-reguleringen.

Endvidere vil forslaget om forbud mod markedsføring af forbrugerkreditaftaler, såfremt forbrugs-

lånsvirksomheden udbyder forbrugerkreditaftaler med årlige omkostninger på 25 procent eller der-

over være i strid med princippet om, at danske virksomheder ikke bør stilles dårligere i den interna-

tionale konkurrence, hvorfor implementeringen ikke bør være mere byrdefuld end den forventede

implementering i sammenlignelige EU-lande. Det skyldes afsenderlandsprincippet i e-handelslovens

§§ 3-4, som i tilfælde af online markedsføring indebærer, at erhvervsdrivende som udgangspunkt kun

skal overholde den offentligretlige lovgivning, herunder markedsføringslovgivningen, i det land, hvor

den erhvervsdrivende er etableret. E-handelsloven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig

elektronisk handel, i det indre marked.

Det vurderes, at de tre øvrige principper for implementering af erhvervsrettet EU-regulering vedrø-

rende udnyttelse af fleksibilitet og undtagelsesmuligheder i EU-reguleringen, implementering gen-

nem alternativer til regulering og senest mulige ikrafttrædelsesdatoer under hensyntagen til de fælles

ikrafttrædelsesdatoer for byrdefuld regulering ikke er relevante for dette lovforslag.

9. Høring

Et udkast til lovforslaget har været sendt i høring fra XX 2020 til den XX 2020 hos følgende organi-

sationer og myndigheder m.v.:

10. Sammenfattende skema

Positive konsekven-

ser/mindre udgifter

Økonomiske konse-

kvenser for stat,

kommuner og regio-

ner

Negative konsekvenser/merudgifter

Arbejdet med offentlig forbrugerinformation på

det finansielle område vil fremadrettet være for-

ankret i Finanstilsynet. Arbejdet med den offent-

lige forbrugerinformation vil have økonomiske

konsekvenser for Finanstilsynet. Udgifterne hertil

vil blive dækket gennem den eksisterende hjem-

mel i kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed,

hvoraf Finanstilsynet kan opkræve afgift efter §§

361-367.

Ingen

Administrative kon-

sekvenser for stat,

kommuner og regio-

ner

Side 19 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Økonomiske konse-

kvenser for er-

hvervslivet

Forslaget om, at en forbrugslånsvirksomhed ikke

må indgå forbrugerkreditaftaler, hvis de årlige

omkostninger i procent overstiger 35 procent vil

medføre økonomiske konsekvenser og admini-

strative omstillingsomkostninger for erhvervsli-

vet. Der er tale om et lovreguleret prisloft, der for-

ventes at medføre både adfærdsvirkninger ift. kre-

ditgivernes udbud af produkter samt afledte effek-

ter på priserne for disse forbrugerkreditaftaler.

Udbydere af forbrugerkreditaftaler med årlige

omkostninger over 35 procent vil opleve økono-

miske tab i forbindelse med prisloftet som følge af

lavere indtægter på kreditaftalerne. Det er ikke

muligt at estimere de samlede økonomiske konse-

kvenser for virksomhederne, da dette blandt andet

afhænger af virksomhedernes fremadrettede for-

retningsmodel samt udbud forbrugerkreditaftaler.

Med forslaget forankres den offentlige forbruger-

information på det finansielle område i Finanstil-

synet. Udgifterne til den offentlige forbrugerinfor-

mation skal finansieres gennem den eksisterende

afgiftsordning i kapitel 22 i lov om finansiel virk-

somhed. Omlægningen af den offentlige forbru-

gerinformation på det finansielle område vil såle-

des indebære nye omkostninger for de virksomhe-

der, der er under tilsyn af Finanstilsynet.

Administrative kon-

sekvenser for er-

hvervslivet

Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering

(OBR), har vurderet, at de administrative konse-

kvenser af lovforslaget ikke overstiger 4 mio. kr.

årligt, hvorfor de ikke kvantificeres yderligere.

Ingen

Administrative kon-

sekvenser for

borgerne

Miljømæssige kon-

sekvenser

Ligestillingsmæs-

sige konsekvenser

Forholdet til EU-ret-

ten

Side 20 af 55

Ingen

Der findes ikke EU-retlige bestemmelser om et loft over de årlige omkost-

ninger i procent.

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Lovforslagets § 2, nr. 1, om forbud mod markedsføring af forbrugerkredit-

aftaler, såfremt forbrugslånsvirksomheden udbyder forbrugerkreditaftaler

med årlige omkostninger på 25 procent eller derover, samt forbuddet mod

markedsføring af forbrugslånsvirksomheder eller af forbrugerkreditaftaler

i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere går videre end

minimumskravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF

af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler. Det vil således være i strid med

princippet om implementering af erhvervsrettet EU-regulering, hvorefter

den nationale regulering som udgangspunkt ikke må gå videre end mini-

mumskravene i EU-reguleringen.

Endvidere vil forslaget om forbud mod markedsføring af forbrugerkredit-

aftaler, såfremt forbrugslånsvirksomheden udbyder forbrugerkreditaftaler

med årlige omkostninger på 25 procent eller derover være i strid med prin-

cippet om, at danske virksomheder ikke bør stilles dårligere i den interna-

tionale konkurrence, hvorfor implementeringen ikke bør være mere byrde-

fuld end den forventede implementering i sammenlignelige EU-lande. Det

skyldes afsenderlandsprincippet i e-handelslovens §§ 3-4, som i tilfælde af

online markedsføring indebærer, at erhvervsdrivende som udgangspunkt

kun skal overholde den offentligretlige lovgivning, herunder markedsfø-

ringslovgivningen, i det land, hvor den erhvervsdrivende er etableret. E-

handelsloven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssam-

fundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked.

Det vurderes, at de tre øvrige principper for implementering af erhvervs-

rettet EU-regulering vedrørende udnyttelse af fleksibilitet og undtagelses-

muligheder i EU-reguleringen, implementering gennem alternativer til re-

gulering og senest mulige ikrafttrædelsesdatoer under hensyntagen til de

fælles ikrafttrædelsesdatoer for byrdefuld regulering ikke er relevante for

dette lovforslag.

Er i strid med de fem Ja

principper for imple-

mentering af er-

hvervsrettet EU-re-

gulering

Side 21 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder)

Det følger af § 1, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder, at loven bortset fra § 9 ikke finder an-

vendelse på finansielle virksomheder omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed og

udenlandske virksomheder, som driver virksomhed her i landet gennem filialetablering eller grænse-

overskridende tjenesteydelsesvirksomhed. Undtagelsen gælder endvidere for ejendomskreditselska-

ber omfattet af § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om ejendomskreditselskaber. § 9 i lov om forbrugslånsvirksom-

heder vedrører kreditværdighedsvurdering af forbrugerkreditaftaler, der ikke er omfattet af § 7 c i lov

om kreditaftaler.

Det foreslås at indsætte en henvisning i

§ 1, stk. 2,

til § 11 a, stk. 1-5 og §§11 b og c.

Denne ændring vil betyde, at den foreslåede bestemmelse i § 11 a, stk. 1-5, om et loft over kreditom-

kostninger vil gælde for ejendomskreditselskaber og finansielle virksomheder omfattet af § 5, stk. 1,

nr. 1, i lov om finansiel virksomhed og udenlandske finansielle virksomheder, som driver virksomhed

her i landet gennem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed.

Disse virksomheder vil endvidere være omfattet af de foreslåede bestemmelser om et samlet loft over

omkostninger på 100 procent i §§ 11 b og c.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 6, i lov om forbrugslånsvirksomheder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås med den nye

stk. 6,

at § 11 a, stk. 1 og 6, også finder anvendelse på forbrugerkreditaftaler,

hvor kreditten ydes af andre erhvervsdrivende end forbrugslånsvirksomheder og af ikke-erhvervsdri-

vende.

Forslaget til § 11 a, stk. 1 og 6, indeholder et forbud mod, at en fysisk eller juridisk person indgår

forbrugerkreditaftaler, hvis de årlige omkostninger i procent overstiger 35 procent. En fysisk eller

juridisk person, som ikke er en forbrugslånsvirksomhed, og som har indgået en kreditaftale med en

forbruger i strid med stk. 1, kan kun kræve det samlede kreditbeløb tilbagebetalt.

Da § 11 a, stk. 1 og 6, finder anvendelse på fysiske og juridiske personer, der ikke er forbrugslåns-

virksomheder, er det nødvendigt at udvide anvendelsesområdet for lov om forbrugslånsvirksomheder,

så den også finder anvendelse på forbrugerkreditaftaler, hvor kreditten ydes af andre erhvervsdri-

vende end forbrugslånsvirksomheder og af ikke-erhvervsdrivende.

Side 22 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Andre erhvervsdrivende end forbrugslånsvirksomheder vil være erhvervsvirksomheder, der ikke er

omfattet af anvendelsesområdet i § 1, stk. 1. Det medfører, at en detailhandler, der rent undtagelses-

vist tilbyder en forbruger en afdragsordning i forbindelse med køb af en vare er omfattet af § 11 a,

stk. 1 og 6.

Kreditaftaler ydet af ikke-erhvervsdrivende er også omfattet af den foreslåede udvidelse af anvendel-

sesområdet. Det betyder, at kreditaftaler indgået mellem to privatpersoner er omfattet af denne be-

stemmelse. Som eksempel kan nævnes en kreditaftale, der er formidlet på sociale medier, og hvor

kreditgiveren ikke skal have en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed, fordi kreditgivningen ikke

kan betegnes som erhvervsmæssig. Som et andet eksempel kan nævnes kreditaftaler indgået mellem

nærtstående, f.eks. kreditaftaler indgået mellem forældre og børn.

Der henvises endvidere til de specielle bemærkninger til § 11 a, stk. 1 og 6, jf. lovforslagets § 1, nr.

Til nr. 3 (§ 2, nr. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder)

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i

§ 2, nr. 4,

at en kassekredit defineres som en udtrykkelig kreditaftale, hvorved en kre-

ditgiver stiller midler til rådighed for en forbruger, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens

løbende konto.

Definitionen af kassekredit indebærer, at begrebet vil have en bredere betydning end det traditionelle

danske begreb, idet eksempelvis også visse former for kontokort vil kunne falde ind under definitio-

nen. En kassekredit efter den foreslåede bestemmelse vil således have en række lighedspunkter med

en kreditaftale med variabelt kreditbeløb efter den tidligere § 10 i kreditaftaleloven. Bestemmelsen

svarer til definitionen af kassekredit i § 4, nr. 4, i lov om kreditaftaler og forbrugerkreditdirektivets

artikel 3, litra d.

Til nr. 4 (Kapitel 4 a, Forbud mod indgåelse af visse kreditaftaler m.v. i lov om forbrugslånsvirksom-

heder)

§ 11 a

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Der findes i dag ikke regler om, at en kreditgiver ikke må indgå forbrugerkreditaftaler, hvor de årlige

omkostninger i procent (ÅOP) overstiger en bestemt procentsats.

Det følger dog af kreditaftalelovens § 22, at hvis det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale

som vederlag eller omkostninger, er urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt. Østre

Side 23 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Landsret tilsidesatte i 2019 (FM.2019.26) fogedrettens afgørelse om, at kredit- og morarentesatsen

på en forbrugerkreditaftale skulle nedsættes fra en kreditrente på 18 procent pr. måned til 18 procent

årligt.

Straffelovens § 282 indeholder endvidere en bestemmelse om åger. Efter straffelovens § 282 straffes

den, som udnytter en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, mang-

lende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til i et aftaleforhold at opnå eller betinge

en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for.

Det er efter bestemmelsen en betingelse, at der foreligger udnyttelse af en bestemt persons økonomi-

ske vanskeligheder mv. Bestemmelsen indeholder derfor ikke en begrænsning af kreditomkostnin-

gernes størrelse.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i lov om forbrugslånsvirksomhed om et loft over kredit-

omkostninger i form af et ÅOP-loft. Formålet med bestemmelsen er at fastsætte et maksimum for,

hvad en kreditgiver kan kræve i årlige omkostninger i procent ved indgåelsen af en kreditaftale med

en forbruger.

Det foreslås i §

11 a, stk. 1, 1. pkt.,

at en fysisk eller juridisk person ikke må indgå forbrugerkreditaf-

taler, hvis de årlige omkostninger i procent overstiger 35 procent. Dette gælder uanset udviklingen i

Nationalbankens diskontorente.

Bestemmelsen omfatter både forbrugslånsvirksomheder og erhvervsdrivende, som ikke har en tilla-

delse som forbrugslånsvirksomhed. Virksomheder, der udbyder forbrugerkreditaftaler, men som ikke

er omfattet af anvendelsesområdet i lovens § 1, stk. 1, vil derfor være omfattet af forslaget til § 11 a,

stk. 1. Det medfører, at hvis f.eks. en detailhandler rent undtagelsesvist tilbyder en forbruger en af-

dragsordning i forbindelse med køb af en vare, vil detailhandleren være omfattet af bestemmelsen.

En forbrugslånsvirksomhed er defineret i § 2, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, som en virk-

somhed, der udbyder forbrugerkreditaftaler, jf. § 1, stk. 1. Dette begreb omfatter derfor alle virksom-

heder, der udbyder forbrugerkreditaftaler, herunder også pengeinstitutter og ejendomskreditselska-

ber. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, samt bemærkningerne hertil, hvor det foreslås,

at den foreslåede § 11 a også skal gælde for finansielle virksomheder og ejendomskreditselskaber.

Bestemmelsen omfatter også virksomheder, der burde have en tilladelse som forbrugslånsvirksom-

hed, men som ikke har søgt om tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.

Bestemmelsen finder tillige anvendelse på fysiske og juridiske personer, der ikke er erhvervsdri-

vende. Det medfører, at en kreditaftale indgået mellem to privatpersoner er omfattet af denne bestem-

melse. Som eksempel kan nævnes en kreditaftale, der er formidlet på sociale medier, og hvor kredit-

giveren ikke skal have en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed, fordi kreditgivningen ikke kan be-

tegnes som erhvervsmæssig. Som et andet eksempel kan nævnes kreditaftaler indgået mellem nært-

stående, f.eks. kreditaftaler indgået mellem forældre og børn. Tilsvarende vil kreditaftaler indgået

Side 24 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

mellem foreninger og deres medlemmer være omfattet, hvis medlemmet kan anses for at være for-

bruger.

En kreditaftale er defineret i § 2, nr. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, som en aftale, hvorved en

virksomhed yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen,

lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning, bortset fra aftaler om løbende levering af tje-

nesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så

længe de leveres. Begrebet kreditaftaler omfatter både kreditaftaler med fast løbetid og kreditaftaler

med variabel løbetid, f.eks. kassekreditter.

En forbruger er efter § 2, nr. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder, en person, der i forbindelse med

transaktioner, der er omfattet af denne lov, hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

Ved årlige omkostninger i procent forstås efter kreditaftalelovens § 4, nr. 9, de samlede omkostninger

i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kreditbeløb, eventuelt omfat-

tende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4, i kreditaftaleloven.

Bestemmelsen om et loft over kreditomkostningerne finder anvendelse ved indgåelse af en kreditaf-

tale med en forbruger. Såfremt en rente- og omkostningsfri kredit ved misligholdelse omdannes til en

kredit, hvor der skal betales løbende rente og eventuelt oprettelsesgebyr, skal denne nye aftale være

i overensstemmelse med forslaget til § 11 a, stk. 1. Det vil sige, at de årlige omkostninger i procent

for kreditten efter omdannelse ikke må overstige 35 procent.

Efter det foreslåede

§ 11 a, stk. 1, 2. pkt.,

skal de årlige omkostninger i procent beregnes efter § 16 i

kreditaftaleloven.

Det følger af kreditaftalelovens § 16, stk. 1, at de årlige omkostninger defineres som nutidsværdien

på årsbasis af alle fremtidige eller eksisterende forpligtelser i form af udnyttede kreditmuligheder,

tilbagebetalinger og omkostninger, der er aftalt mellem kreditgiveren og forbrugeren.

Efter § 16, stk. 2, skal de årlige omkostninger i procent beregnes ud fra den matematiske formel, der

indgår i bilag 1 til kreditaftaleloven.

Kreditaftalelovens § 16, stk. 3, fastslår, at der i de årlige omkostninger i procent skal indgå kreditaf-

talens samlede omkostninger, dog med undtagelse af omkostninger, som kun skal betales ved mislig-

holdelse, og omkostninger, som forbrugeren skal betale ud over købsprisen ved køb af varer og tje-

nesteydelser, hvis disse omkostninger er uafhængige af, om varen eller tjenesteydelsen købes kontant

eller på kredit.

§ 16, stk. 4, i kreditaftaleloven, slår fast, at hvis åbningen af en konto til registrering af udnyttelse af

kreditmuligheden, er obligatorisk, så skal omkostningen til kontoen indgå i beregningen af de årlige

Side 25 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

omkostninger i procent. Det samme gælder udgifter til betalingstransaktioner og omkostning ved an-

vendelse af betalingsmidler. Omkostninger ved anvendelse af betalingsmidler kan f.eks. opstå, hvis

kreditten er knyttet til et kontokort, hvor anvendelsen af kontokortet er gebyrbelagt. Hvis det er muligt

at åbne en konto i forbindelse med forbrugerkreditten, men det ikke er obligatorisk, skal de omkost-

ninger, der er relateret til kontoen, ikke indgå i beregningen af de årlige omkostninger i procent. Det

er dog en forudsætning, at omkostningerne i så fald angives separat i kreditaftalen eller i en anden

aftale med forbrugeren.

I § 16, stk. 5, i kreditaftaleloven, anføres visse antagelser, der skal anvendes ved beregningen af de

årlige omkostninger i procent. Beregningen skal således bygge på den antagelse, at kreditaftalen op-

retholdes i hele det aftalte tidsrum, og at både kreditgiveren og forbrugeren opfylder deres forpligtel-

ser i henhold til kreditaftalen.

Hvis kreditaftalen giver mulighed for en variabel rente, eller hvis omkostningsposter, der skal indgå

i beregningen af de årlige omkostninger i procent, ikke kan opgøres på det tidspunkt, hvor beregnin-

gen skal foretages, fastslår stk. 6, at der ved beregningen skal anvendes den antagelse, at såvel renten

som omkostninger er konstante i hele aftaleperioden, og at niveauet svarer til niveauet på beregnings-

tidspunktet. Hvis der i begyndelsen af kreditaftalens løbetid er aftalt en fast rente, som senere kan

variere i forhold til en fast indikator skal kreditaftalelovens bilag 1, pkt. 4, antagelse 10, anvendes.

Endelig henviser § 16, stk. 7, i kreditaftaleloven til, at der ved beregningen af de årlige omkostninger

i procent om nødvendigt kan gøres brug af de supplerende antagelser, som er medtaget i bilag 1. Det

kan fra disse supplerende antagelser oplyses, at hvis der er tale om en kassekredit, anses det samlede

kreditbeløb for udnyttet i sin helhed og for kreditaftalens fulde løbetid. Hvis kassekredittens løbetid

ikke kendes, beregnes de årlige omkostninger i procent ud fra den antagelse, at kredittens løbetid er

tre måneder.

Grov eller gentagen overtrædelse af § 11 a, stk. 1, foreslås med forslaget til en ny § 30, stk. 2, jf.

lovforslagets § 1, nr. 9, strafbelagt med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf

er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Endvidere vil grove eller gentagne overtrædelse af § 11 a,

stk. 1, kunne føre til, at Finanstilsynet inddrager virksomhedens tilladelse som forbrugslånsvirksom-

hed efter § 18, stk. 1, nr. 6.

Da den foreslåede nye bestemmelse i § 30, stk. 2, kun finder anvendelse på forbrugslånsvirksomheder

omfattet af lovens § 1, stk. 1, vil grov eller gentagen overtrædelse af § 11 a, stk. 1, begået af andre

fysiske og juridiske personer ikke være strafbelagte. Det betyder, at f.eks. en privatperson, der yder

et kreditaftale i strid med § 11 a, stk. 1, til sit barn ikke vil kunne straffes. Tilsvarende gælder for

virksomheder, der ikke er omfattet af § 1, stk. 1. Som eksempel kan nævnes en detailhandler, der

undtagelsesvist yder en forbruger kredit i forbindelse med køb af en vare.

Side 26 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 11 a, stk. 1, er den pågældende virksomhed, der indgår en

kreditaftale med forbrugere, hvis de årlige omkostninger i procent overstiger 35 procent, når kredit-

aftalen ikke er sikret ved fast ejendom.

Gerningsindholdet består i at indgå en kreditaftale med en forbruger, når de årlige omkostninger i

procent overstiger 35 procent. Bestemmelsen i § 30, stk. 2, finder anvendelse, hvis dette kan betegnes

som en grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelsen.

En enkeltstående overtrædelse af § 11 a, stk. 1, vil derfor ikke være strafbare, såfremt overtrædelsen

kan betegnes som en mindre overtrædelse, f.eks. fordi grænsen på 35 procent kun netop er overskre-

det. Omvendt vil der kunne være forhold som gør, at også et enkeltstående tilfælde vil skulle betragtes

som en grov overtrædelse og derfor bør sanktioneres med bøde. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor

en forbrugslånsvirksomhed indgår en forbrugerkreditaftale med årlige omkostninger på flere hund-

rede procent. Tilsvarende er enkeltstående tilfælde, hvor grænsen på 35 procent er overskredet og

forbrugslånsvirksomheden vidste eller burde vide det, strafbare. Endvidere vil en forbrugslånsvirk-

somhed, som systematisk tilbyder forbrugerkreditaftaler, hvor de årlige omkostninger i procent over-

stiger 35 procent kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse.

I vurderingen af hvorvidt et tilfælde er strafbart, skal det tillægges væsentlig betydning, at formålet

med grænsen på 35 procent er at beskytte forbrugeren mod, at erhvervsdrivende tilbyder lån med

urimelige kreditomkostninger. Det er således væsentligt at sikre en tilstrækkelig afskrækkende virk-

ning på erhvervsdrivende, så de ikke har incitament til at anvende sådanne urimelige kreditomkost-

ninger over for forbrugerne.

ÅOP-loftet på 35 procent skal betragtes som den øvre grænse for, hvad der kan anses for rimelige

kreditomkostninger uanset typen af forbrugerkreditaftale, der ydes uden pant i fast ejendom, herunder

uanset løbetiden på forbrugerkreditaftalen, omfattende alle kreditgivere. Det er på den baggrund op

til aftaleparterne i forbindelse med indgåelse af konkrete forbrugerkreditaftaler at blive enige om en

ÅOP på eller under 35 procent.

Forbrugerne sikres herved en bedre retsstilling i forhold til gældende ret, hvor spørgsmålet om rime-

ligheden af størrelsen på ÅOP, og dermed de samlede kreditomkostninger forbundet med et lån, vil

afhænge af en konkret vurdering i det enkelte aftaleforhold som i sidste ende henhører under dom-

stolene. Med den foreslåede bestemmelse slås det entydigt fast, at en ÅOP over 35 procent er udtryk

for urimelige kreditomkostninger.

Bliver den foreslåede bestemmelse overtrådt er der tale om et ugyldigt aftalevilkår, og forbrugeren

bør stilles som hvis bestemmelsen var iagttaget. Det vurderes i den sammenhæng ikke hensigtsmæs-

sigt at foreslå, at forbrugerkreditaftaler, der indgås i strid med bestemmelsen, skal anses for værende

ugyldige, da en sådan regel vil medføre, at aftalen i sin helhed er bortfaldet og det lånte beløb skal

tilbagebetales inden for meget kort tid. Det vil ofte ikke være muligt i praksis for forbrugeren, fordi

det lånte beløb allerede er anvendt til at erhverve et forbrugsgode. Derfor bør konsekvensen af det

Side 27 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

ugyldige forhold være, at forbrugerkreditaftalen opretholdes, men at kreditomkostningerne på forbru-

gerkreditaftalen i stedet nedsættes til 35 procent, og dermed til den øvre grænse for rimelige kredit-

omkostninger.

Denne civilretlige konsekvens skal ses i sammenhæng med, at overtrædelse af den foreslåede bestem-

melse samtidig foreslås at blive strafsanktioneret. Det foreslås således, at grove eller gentagen over-

trædelse af loftet på ÅOP skal straffes med bøde eller fængsel op til 4 måneder. Enkeltstående tilfælde

kan også føre til bødestraf. Ligeledes vil overtrædelse af bestemmelsen kunne føre til, at tilladelsen

til at drive forbrugslånsvirksomhed inddrages.

Det foreslås i

§ 11 a, stk. 2,

at § 11 a, stk. 1, ikke skal finde anvendelse på forbrugerkreditaftaler, der

sikres ved pant i fast ejendom. Det gælder, uanset om forbrugerkreditaftalen sikres ved direkte pant

eller ved et ejerpantebrev. Bestemmelsen i § 11 a, stk. 1, finder derimod anvendelse, hvis forbruger-

kreditaftalen sikres ved pant i f.eks. en bil eller båd.

Det foreslås i

§ 11 a, stk. 3, 1. pkt.,

at en forbrugslånsvirksomhed, der har indgået en forbrugerkredit-

aftale i strid med stk. 1, ikke kan kræve højere omkostninger, end hvad der svarer til årlige omkost-

ninger i procent på 35 procent. Det foreslås i

2. pkt.,

at den foreslåede bestemmelse ikke finder an-

vendelse på forbrugslånsvirksomheder, der ikke har en tilladelse jf. § 3, stk. 1.

Denne bestemmelse finder ligesom det foreslåede stk. 4 og 5 kun anvendelse på forbrugslånsvirk-

somheder. En forbrugslånsvirksomhed er defineret i § 2, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder,

som en virksomhed, der udbyder forbrugerkreditaftaler, jf. § 1, stk. 1. Der henvises endvidere til

bemærkningerne om forbrugslånsvirksomheder til § 11 a, stk. 1.

Forbrugslånsvirksomheder, der ikke har en tilladelse efter § 3, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksom-

heder er ikke omfattet af forslaget til § 11 a, stk. 3, men er i stedet omfattet af forslaget til stk. 6.

En kreditaftale, der er indgået mellem en forbrugslånsvirksomhed og en forbruger i strid med loftet

over kreditomkostninger, er ikke ugyldig. Den foreslåede bestemmelse medfører, at forbrugerkredit-

aftalen løber videre på de vilkår, som den er indgået på, bortset fra, at kreditomkostningerne skal

nedsættes til, hvad der svarer til årlige omkostninger i procent på 35 procent.

For øvrige forbrugerkreditaftaler indgået i strid med § 11 a, stk. 1, henvises til stk. 6.

Den foreslåede bestemmelse om, at en forbrugslånsvirksomhed ikke kan kræve højere omkostninger,

end hvad der svarer til årlige omkostninger i procent på 35 procent, indskrænker ikke anvendelsen af

kreditaftalelovens øvrige regler, som i særlige tilfælde vil kunne give forbrugerne en bedre retsstil-

ling.

Det følger f.eks. af kreditaftalelovens § 19, stk. 1, at en forbruger inden for en frist på 14 kalenderdage

kan fortryde en kreditaftale. Det følger af § 19, stk. 4, at hvis forbrugeren udøver sin fortrydelsesret,

Side 28 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

skal forbrugeren til kreditgiveren betale kapitalen og de renter, der er påløbet fra den dato, hvor kre-

ditmuligheden blev udnyttet, til den dato, hvor kapitalen betales tilbage, uden unødig forsinkelse og

senest 30 kalenderdage efter at have sendt kreditgiveren meddelelsen om udøvelsen af fortrydelses-

retten. Renterne beregnes på grundlag af den aftalte debitorrente. Kreditgiveren har ikke ret til nogen

anden kompensation fra forbrugeren i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten bortset fra kompen-

sation for eventuelle omkostninger, som kreditgiveren har betalt til offentlige myndigheder, og som

ikke kan refunderes. Forbrugeren vil derfor i visse tilfælde kunne blive stillet bedre, hvis forbrugeren

anvender fortrydelsesretten i stedet for at kræve omkostningerne nedsat efter den foreslåede § 11 a,

stk. 3.

Det følger endvidere af kreditaftalelovens § 23, stk. 2, 2. pkt., at er oplysningen om de årlige omkost-

ninger i procent for lavt angivet, kan kreditgiveren ikke kræve højere kreditomkostninger, end hvad

der svarer til den procentsats, der er angivet. En forbrugslånsvirksomhed, der har indgået en kredit-

aftale med en forbruger, hvor de årlige omkostninger i procent udgør f.eks. 100 procent, men hvor

kreditaftalen fejlagtigt angiver, at de årlige omkostninger i procent udgør 25 procent, må derfor tåle,

at kreditomkostningerne nedsættes til 25 procent og ikke 35 procent.

Det foreslås i

§ 11 a, stk. 4,

at medfører stk. 3 en formindskelse af restgælden, skal forbrugeren betale

denne i overensstemmelse med den ordning, der er aftalt med forbrugslånsvirksomheden, dog således

at afkortning sker i den eller de ydelser, der forfalder først.

En forbrugslånsvirksomhed, der har indgået en kreditaftale, hvor det ikke er muligt at nedbringe de

løbende kreditomkostninger, f.eks. renten, med henblik på at nedsætte de samlede kreditomkostnin-

ger til 35 procent, kan tilbagebetale det for meget opkrævede beløb. Såfremt forbrugslånsvirksomhe-

den ikke tilbagebetaler dette beløb, modregnes beløbet i stedet i restgælden. Det foreslåede stk. 4,

medfører derfor, at forbrugeren skal tilbagebetale restgælden i overensstemmelse med den ordning,

der er aftalt med forbrugslånsvirksomheden, dog således at afkortning sker i den eller de ydelser, der

forfalder først.

Hvis f.eks. en forbruger har lånt 2.000 kr., som skal afdrages med fire ydelser af 1.000 kr. inden for

ét år, vil forbrugeren allerede efter den første ydelse have betalt kreditomkostninger, som overstiger

kreditomkostninger svarende til årlige omkostninger i procent på 35 procent. I dette tilfælde er det

derfor ikke tilstrækkeligt at nedsætte renten. De kreditomkostninger, der overstiger loftet for kredit-

omkostninger, medfører derfor en formindskelse af restgælden. Denne formindskelse skal, jf. forsla-

get til stk. 4, ske med afkortning i den eller de ydelser, der forfalder først.

Forbrugslånsvirksomheden er forpligtet til at tåle, at lånets løbetid er uændret, og at afkortningen sker

i de ydelser, der forfalder først. Denne regel medfører, at forbrugeren først skal påbegynde at afdrage

på kreditaftalen efter den periode, hvor de ydelser, der modregnes i, er gået.

Det foreslås i

§ 11 a, stk. 5,

at en forbrugslånsvirksomhed, der har indgået en kreditaftale med en

forbruger i strid med stk. 1, skal foretage en genberegning af kreditaftalen.

Side 29 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Forslaget giver en forbruger ret til at kræve en genberegning af kreditaftalen. Dette skal sikre, at

forbrugeren får overblik over de fremtidige ydelsers størrelse efter en nedsættelse af de samlede kre-

ditomkostninger.

Ved genberegning forstås, at forbrugslånsvirksomheden beregner størrelsen på de ydelser, som for-

brugeren er forpligtet til at betale i overensstemmelse med den indgåede kreditaftale efter en nedsæt-

telse af de samlede kreditomkostninger. En forbrugslånsvirksomhed er forpligtet til at foretage denne

genberegning. Dette skal f.eks. ske i forbindelse med, at en forbruger henvender sig til virksomheden

og klager over, at de årlige omkostninger i procent er for høje, eller når virksomheden selv bliver

opmærksom på dette forhold.

En forbrugslånsvirksomhed kan i forbindelse med en genberegning af kreditaftalen ikke ændre i kre-

ditaftalens løbetid uden forbrugerens samtykke. En genberegning skal derfor ske på baggrund af den

oprindeligt aftalte løbetid.

Det foreslås i

§ 11 a, stk. 6,

at en fysisk eller juridisk person, som ikke er en forbrugslånsvirksomhed,

og som har indgået en kreditaftale med en forbruger i strid med stk. 1, kun kan kræve det samlede

kreditbeløb tilbagebetalt. Bestemmelsen finder også anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, der

ikke har en tilladelse, jf. § 3, stk. 1.

Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, der driver virksomhed uden

tilladelse som forbrugslånsvirksomhed vil desuden kunne straffes, jf. lovens § 30, stk. 1. For disse

virksomheder vil den foreslåede bestemmelse derfor indeholde en civilretlig sanktion som supple-

ment til den strafferetlige sanktion.

Bestemmelsen omfatter endvidere virksomheder, der udbyder forbrugslån, men som ikke er omfattet

af anvendelsesområdet i lovens § 1, stk. 1. Det medfører, at en detailhandler, der rent undtagelsesvist

tilbyder en forbruger en afdragsordning i forbindelse med køb af en vare er omfattet af bestemmelsen,

såfremt kreditaftalen er indgået i strid med det foreslåede § 11 a, stk. 1.

Bestemmelsen finder endelig anvendelse på fysiske og juridiske personer, der ikke er erhvervsdri-

vende. Det medfører, at en kreditaftale indgået mellem to privatpersoner er omfattet af denne bestem-

melse. Som eksempel kan nævnes en kreditaftale, der er formidlet på sociale medier, og hvor kredit-

giveren ikke skal have en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed, fordi kreditgivningen ikke kan be-

tegnes som erhvervsmæssig. Som et andet eksempel kan nævnes kreditaftaler indgået mellem nært-

stående, f.eks. kreditaftaler indgået mellem familiemedlemmer.

Fysiske og juridiske personer omfattet af anvendelsesområdet for § 11 a, stk. 6, og som har indgået

en forbrugerkreditaftale, og hvor de årlige omkostninger i procent overstiger 35 procent, kan kun

Side 30 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

kræve det samlede kreditbeløb tilbagebetalt. Begrebet det samlede kreditbeløb skal forstås i overens-

stemmelse med definitionen i kreditaftalelovens § 4, nr. 12, hvorefter der forstås loftet for eller sum-

men af alle beløb, der stilles til disposition i henhold til en forbrugerkreditaftale.

En forbruger, der har betalt omkostninger, herunder f.eks. renter og oprettelsesgebyrer, kan derfor i

disse tilfælde modregne dette i det samlede kreditbeløb. Er kreditaftalen indfriet, og har forbrugeren

betalt omkostninger i forbindelse hermed, vil forbrugeren kunne kræve samtlige omkostninger tilba-

gebetalt.

§ 11 b

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Der findes i dag ikke regler, som fastsætter et loft over størrelsen på omkostninger, som en kreditgiver

samlet set kan opkræve af en forbruger i forbindelse med en kreditaftale.

Det følger dog af kreditaftalelovens § 22, at hvis det beløb, som forbrugeren efter aftalen skal betale

som vederlag eller omkostninger, er urimeligt, skal det nedsættes til, hvad der skønnes rimeligt. Østre

Landsret tilsidesatte i 2019 (FM.2019.26) fogedrettens afgørelse om, at kredit- og morarentesatsen

på en forbrugerkreditaftale skulle nedsættes fra en kreditrente på 18 procent pr. måned til 18 procent

årligt.

Straffelovens § 282 indeholder en bestemmelse om åger. Efter straffelovens § 282 straffes den, som

udnytter en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende ind-

sigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til i et aftaleforhold at opnå eller betinge en

ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for. Det

er efter bestemmelsen en betingelse, at der foreligger udnyttelse af en bestemt persons økonomiske

vanskeligheder mv. Bestemmelsen indeholder derfor ikke en begrænsning af kreditomkostningernes

størrelse.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i lov om forbrugslånsvirksomhed om et loft over de sam-

lede omkostninger i form af et omkostningsloft. Bestemmelsen har til formål at sikre en entydig og

effektiv grænse for, hvor meget en forbruger samlet set kan komme til at betale for en kreditaftale

over hele kredittens løbetid, selvom forbrugeren misligholder kreditten og dermed pålægges mislig-

holdelsesomkostninger.

Det foreslås i

§ 11 b, stk. 1, 1. pkt.,

at en fysisk eller juridisk person ikke må opkræve omkostninger,

herunder omkostninger i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i kreditaf-

talen, når forbrugeren har betalt omkostninger, der tilsammen udgør 100 procent af det samlede kre-

ditbeløb. I

2. pkt.,

foreslås det, at den foreslåede bestemmelse også gælder for den, som den fysiske

eller juridiske person overdrager kreditaftalen til.

Side 31 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Bestemmelsen omfatter både forbrugslånsvirksomheder og erhvervsdrivende, som ikke har en tilla-

delse som forbrugslånsvirksomhed. Virksomheder, der udbyder forbrugslån, men som ikke er omfat-

tet af anvendelsesområdet i lovens § 1, stk. 1, vil derfor være omfattet af forslaget til § 11 b, stk. 1.

Det medfører, at en detailhandler, der rent undtagelsesvist tilbyder en forbruger en afdragsordning i

forbindelse med køb af en vare er omfattet af bestemmelsen.

En forbrugslånsvirksomhed er defineret i § 2, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, som en virk-

somhed, der udbyder forbrugerkreditaftaler, jf. § 1, stk. 1. Dette begreb omfatter derfor alle virksom-

heder, der udbyder forbrugerkreditaftaler, herunder også pengeinstitutter og ejendomskreditselska-

ber. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, samt bemærkningerne hertil, hvor det foreslås,

at den foreslåede § 11 a også skal gælde for pengeinstitutter og ejendomskreditselskaber.

Bestemmelsen omfatter også virksomheder, der burde have en tilladelse som forbrugslånsvirksom-

hed, men som ikke har søgt om tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.

Bestemmelsen finder endelig anvendelse på fysiske og juridiske personer, der ikke er erhvervsdri-

vende. Det medfører, at en kreditaftale indgået mellem to privatpersoner er omfattet af denne bestem-

melse. Som eksempel kan nævnes en kreditaftale, der er formidlet på sociale medier, og hvor kredit-

giveren ikke skal have en tilladelse som forbrugslånsvirksomhed, fordi kreditgivningen ikke kan be-

tegnes som erhvervsmæssig. Som et andet eksempel kan nævnes kreditaftaler indgået mellem nært-

stående, f.eks. kreditaftaler indgået mellem forældre og børn.

En kreditaftale er defineret i § 2, nr. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, som en aftale, hvorved en

virksomhed yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen,

lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning, bortset fra aftaler om løbende levering af tje-

nesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så

længe de leveres. Begrebet kreditaftaler omfatter både kreditaftaler med fast løbetid og kreditaftaler

med variabel løbetid, f.eks. kassekreditter.

En forbruger er efter § 2, nr. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder, en person, der i forbindelse med

transaktioner, der er omfattet af denne lov, hovedsagelig handler uden for sit erhverv.

Det samlede kreditbeløb skal fortolkes på samme måde som efter definitionen i kreditaftalelovens §

4, nr. 12, hvorefter der ved samlet kreditbeløb forstås loftet for eller summen af alle beløb, der stilles

til disposition i henhold til en kreditaftale.

Ved omkostninger forstås for det første de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen.

Dette omfatter ifølge kreditaftalelovens § 4, nr. 7, alle omkostninger, herunder renter, provision, af-

gifter og enhver anden form for honorar, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen,

og som kreditgiveren har kendskab til, bortset fra notarialgebyrer. Omkostninger ved accessoriske

tjenesteydelser i forbindelse med kreditaftalen, navnlig forsikringspræmier, medregnes også, såfremt

Side 32 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

indgåelsen af aftalen om sådanne accessoriske tjenesteydelser er obligatorisk for at opnå kreditten

eller for at opnå kreditten på de annoncerede vilkår og betingelser.

Omkostninger omfatter også omkostninger i forbindelse med misligholdelse af de forpligtelser, der

er fastsat i en kreditaftale indgået med en forbruger. Morarenter, rykkergebyrer og omkostninger til

inkasso skal derfor også medregnes ved beregningen af omkostninger efter den foreslåede § 11 b, stk.

1. Omkostninger i forbindelse med sagsanlæg ved domstolene er derimod ikke omfattet af omkost-

ningsloftet.

Bestemmelsen medfører, at når der er påløbet omkostninger efter en kreditaftale indgået med en for-

bruger, som udgør 100 procent af det samlede kreditbeløb, så må den fysiske eller juridiske person

ikke opkræve yderligere omkostninger af forbrugeren. Det gælder uanset, at forbrugeren fortsat er i

restance med hele elle dele af kreditten. En fysisk eller juridisk person, der ved fogedretten søger at

foretage udlæg for en restance efter en kreditaftale, kan derfor kun få dækning for sine omkostninger

herved, hvis disse omkostninger sammenlagt med de øvrige omkostninger kan rummes inden for 100

procent af det samlede kreditbeløb.

Har en forbruger betalt omkostninger, der overstiger beløbet beregnet efter den foreslåede bestem-

melse i § 11 b, stk. 1, skal den fysiske eller juridiske person, der har modtaget beløbet, tilbagebetale

den andel, som overstiger 100 procent af det samlede kreditbeløb.

Den foreslåede bestemmelse gælder også for den, som en fysisk eller juridisk person overdrager kre-

ditaftalen til. Overdrager en fysisk eller juridisk person kreditaftalen til en anden virksomhed, skal

denne virksomhed ved beregningen af, om omkostningsloftet er nået, medtage de omkostninger, som

allerede er pålagt forbrugeren af forbrugslånsvirksomheden.

Ved kassekreditter, som skal være fuldstændigt indfriet inden en på forhånd fastlagt dato, skal om-

kostningsloftet beregnes i forhold den kreditramme, som er fastlagt i kreditaftalen. Hvis en fuld ind-

frielse af kassekreditten medfører, at forbrugeren igen får mulighed for at trække midler fra kassekre-

ditten, nulstilles omkostningsloftet. Dette gælder også for andre revolverende kreditter.

Forslaget til § 11 b, stk. 1, indskrænker ikke forbrugerbeskyttelsen i medfør af anden lovgivning.

Rentelovens regler om f.eks. rykkergebyrer, hvorefter der højest kan kræves et rykkergebyr på 100

kr. for hver rykkerskrivelse, dog højest for 3 skrivelser for samme ydelse, gælder derfor forsat.

Grov eller gentagen overtrædelse af § 11 b, stk. 1, foreslås med forslaget til en ny § 30, stk. 2, jf.

lovforslagets § 1, nr. 9, strafbelagt med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf

er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Endvidere vil grove eller gentagne overtrædelse af § 11 b,

stk. 1, kunne føre til, at Finanstilsynet inddrager virksomhedens tilladelse som forbrugslånsvirksom-

hed efter § 18, stk. 1, nr. 6.

Side 33 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Da den foreslåede nye bestemmelse i § 30, stk. 2, kun finder anvendelse på forbrugslånsvirksom-

heder omfattet af lovens § 1, stk. 1, vil grov eller gentagen overtrædelse af § 11 b, stk. 1, begået af

andre fysiske og juridiske personer ikke være strafbelagte. Det betyder, at f.eks. en privatperson, der

opkræver omkostninger i strid med § 11 b, stk. 1, af et familiemedlem, ikke vil kunne straffes. Til-

svarende gælder for virksomheder, der ikke er omfattet af § 1, stk. 1. Som eksempel kan nævnes en

detailhandler, der undtagelsesvist yder en forbruger kredit i forbindelse med køb af en vare.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af § 11 b, stk. 1, er den pågældende virksomhed, der opkræver

omkostninger, som samlet udgør mere end 100 procent af det samlede kreditbeløb, når kreditaftalen

ikke er sikret ved fast ejendom.

Gerningsindholdet består i at opkræve omkostninger, som samlet udgør mere end 100 procent af det

samlede kreditbeløb. Bestemmelsen i § 30, stk. 2, finder kun anvendelse, hvis dette kan betegnes som

en grov eller gentagen overtrædelse af bestemmelsen.

Enkeltstående overtrædelser af § 11 b, stk. 1, vil derfor ikke være strafbare, såfremt overtrædelsen

kan betegnes som en mindre overtrædelse, f.eks. fordi grænsen på 100 procent af det samlede kredit-

beløb kun netop er overskredet. Derimod vil en forbrugslånsvirksomhed, som systematisk opkræver

omkostninger, som samlet udgør mere end 100 procent af det samlede kreditbeløb, kunne straffes

efter den foreslåede bestemmelse. Tilsvarende gælder for væsentlige enkeltstående overtrædelser,

f.eks. hvor en forbrugslånsvirksomhed opkræver omkostninger, som samlet udgør flere 100 procent

af det samlede kreditbeløb.

Det foreslås i

§ 11 b, stk. 2, nr. 1,

at loftet over de samlede omkostninger ikke finder anvendelse på

forbrugerkreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom.

Det gælder uanset, om kreditaftalen sikres ved direkte pant eller ved et ejerpantebrev. Denne undta-

gelse finder derimod ikke anvendelse, hvis en kreditaftale sikres ved pant i f.eks. en bil eller båd.

Det foreslås endvidere i

§ 11 b, stk. 2, nr. 2,

at loftet over de samlede omkostninger ikke finder an-

vendelse på aftaler om kassekreditter, der ikke skal være fuldstændigt indfriet inden en på forhånd

fastlagt dato.

Ved en kassekredit forstås, jf. forslaget til § 2, nr. 4, en udtrykkelig kreditaftale, hvorved en kreditgi-

ver stiller midler til rådighed for en forbruger, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens

løbende konto.

Kassekreditter, der skal ikke skal være fuldstændigt indfriet inden en på forhånd fastlagt dato, er ikke

omfattet af forslaget til et omkostningsloft efter forslagets § 11 b, stk. 1, da det ikke er muligt at

beregne et omkostningsloft for disse kassekreditter. En forbruger har imidlertid efter forslaget til §

11 c mulighed for at anmode om, at forbrugslånsvirksomheden ændrer en kassekredit, når kreditram-

men er fuldt udnyttet, til en kreditaftale med afdrag. Der henvises til bemærkningerne til § 11 c.

Side 34 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Undtagelsen finder ikke anvendelse på revolverende kreditter, når disse skal være fuldstændigt ind-

friet inden en på forhånd fastlagt dato, og kreditten først herefter revolverer.

§ 11 c

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Der findes i dag ikke regler, som forpligter en forbrugslånsvirksomhed til at ændre en kassekredit til

en kreditaftale med afdrag.

Det foreslås i

§ 11 c,

at en forbrugslånsvirksomhed efter anmodning fra en forbruger skal ændre en

kassekredit og som ikke skal være indfriet inden en på forhånd fastlagt dato, hvor kreditrammen er

fuldt udnyttet, til en kreditaftale med afdrag.

Bestemmelsen finder i modsætning til §§ 11 a og b kun anvendelse på forbrugslånsvirksomheder, da

kassekreditter i praksis kun udbydes af disse virksomheder.

En forbrugslånsvirksomhed er defineret i § 2, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, som en virk-

somhed, der udbyder kreditaftaler til forbrugere, jf. § 1, stk. 1. Dette begreb omfatter derfor alle virk-

somheder, der udbyder kreditaftaler til forbrugere, herunder også pengeinstitutter og ejendoms-kre-

ditselskaber. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, samt bemærkningerne hertil, hvor det

foreslås, at den foreslåede bestemmelse i § 11 a også skal gælde for pengeinstitutter og ejendomskre-

ditselskaber.

Ved en kassekredit forstås, jf. forslaget til § 2, nr. 4, en udtrykkelig kreditaftale, hvorved en kreditgi-

ver stiller midler til rådighed for en forbruger, som overstiger den løbende saldo på forbrugerens

løbende konto.

Bestemmelsen har til formål at give forbrugere mulighed for at ændre en kassekredit, hvor kreditram-

men er fuldt udnyttet, til en kreditaftale med afdrag. En kassekredit er ikke omfattet af omkostnings-

loftet i forslaget til § 11 b, stk. 1, jf. stk. 2. For at give forbrugeren mulighed for at få en kredit ydet

som en kassekredit omfattet af omkostningsloftet foreslås det derfor, at forbrugeren skal have ret til

at få ændret en kassekredit til en kreditaftale med afdrag. Denne kreditaftale vil både være omfattet

af ÅOP-loftet i forslaget til § 11 a, stk. 1, og af omkostningsloftet i forslaget til § 11 b, stk. 1.

Forpligtelsen til at ændre en kassekredit til en kreditaftale med afdrag indtræder først, når kreditram-

men er fuldt udnyttet. Det vil sige, når forbrugeren ikke kan udnytte kassekreditten yderligere. Kas-

sekreditten kan være fuldt udnyttet, fordi forbrugeren har fået udbetalt hele kreditrammen, eller fordi

der er blevet tilskrevet renter, så kreditrammen nu er fuldt udnyttet. I begge tilfælde har forbrugeren

ret til at få ændret kassekreditten til en kreditaftale med afdrag.

Side 35 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Forbrugslånsvirksomheden er kun forpligtet til at ændre en kassekredit til en kreditaftale med afdrag

på forbrugerens anmodning. Der stilles ikke formkrav til denne anmodning. Enhver tilkendegivelse

fra en forbruger om at afvikle en kassekredit skal derfor anses for at være en anmodning om at få

ændret kassekreditten til en kreditaftale med afdrag. Tilkendegivelsen kan både være mundtlig eller

skriftlig.

Til nr. 5 (§ 15, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder)

Det følger af den gældende bestemmelse, at Finanstilsynet påser overholdelsen af lov om forbrugs-

lånsvirksomheder samt regler udstedt i medfør heraf, idet § 14 om ufordelagtig behandling eller følger

på baggrund af ansattes indberetning af overtrædelser til Finanstilsynet eller til virksomhedens interne

whistleblowerordning dog udtrykkeligt er undtaget.

Der foreslås med lovforslaget et loft over de kreditomkostninger, en fysisk eller juridisk kan opkræve

i forbindelse med en kreditaftale indgået med en forbruger i form af et ÅOP-loft efter § 11 a, stk. 1,

og et omkostningsloft efter §§ 11 b og c. For en nærmere beskrivelse af disse bestemmelser henvises

til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.

Da de foreslåede bestemmelser også finder anvendelse på andre end forbrugslånsvirksomheder, bør

anvendelsesområdet for § 15, stk. 1, indskrænkes til kun at finde anvendelse på forbrugslånsvirksom-

heder.

Det foreslås derfor, at det præciseres i

§ 15, stk. 1,

at Finanstilsynets tilsyn kun omfatter forbrugs-

lånsvirksomheder.

Det betyder, at Finanstilsynet ikke fører tilsyn med, om kreditter mellem private eller ydet af virk-

somheder, der ikke er forbrugslånsvirksomheder, jf. § 1, stk. 1, overholder de foreslåede regler i §§

11 a-c. Finanstilsynet vil ikke kunne tage stilling til de civilretlige konsekvenser af en manglende

efterlevelse af §§ 11 a-c. Dette spørgsmål hører under de private ankenævn og domstolene.

Bliver Finanstilsynet opmærksom på, at en forbrugslånsvirksomhed har overtrådt reglerne i §§ 11 a

–

c, vil Finanstilsynet orientere Forbrugerombudsmanden, som har mulighed for at føre et kollektivt

søgsmål ved domstolene. Tilsvarende gør sig gældende, hvis Finanstilsynet blive opmærksom på en

kredit ydet af en erhvervsdrivende, der ikke er forbrugslånsvirksomhed, i strid med §§ 11 a

–

Til nr. 6. (§ 18, stk. 1, nr. 5, i lov om forbrugslånsvirksomheder)

Der er tale om en konsekvensændring, da der er tilføjet et nyt nr. i § 18, stk. 1, i lov om forbrugslåns-

virksomhed.

Til nr. 7. (§ 18, stk. 1, nr. 6, i lov om forbrugslånsvirksomheder)

Side 36 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Der er tale om en konsekvensændring, da der er tilføjet et nyt nr. i § 18, stk. 1, i lov om forbrugslåns-

virksomhed.

Til nr. 8. (§ 18, stk. 1, nr. 7, i lov om forbrugslånsvirksomheder)

Det følger af § 18, stk. 1, i lov om forbrugslånsvirksomheder, at Finanstilsynet i en række tilfælde

kan inddrage en forbrugslånsvirksomheds tilladelse. En tilladelse kan blandt andet inddrages, hvis

forbrugslånsvirksomheden selv anmoder herom, hvis virksomheden ikke gør brug af tilladelsen inden

for 12 måneder efter, at tilladelsen er givet, hvis virksomheden ikke har udøvet forbrugslånsvirksom-

hed i en samlet periode på 6 måneder, har opnået tilladelsen på et urigtigt eller vildledende oplysnin-

ger eller ikke længere opfylder betingelserne efter lovens § 3. Endvidere kan Finanstilsynet inddrage

en tilladelse, hvis virksomheden groft eller gentagne gange har tilsidesat sine forpligtelser efter lov

om forbrugslånsvirksomheder, hvidvaskloven eller regler udstedt i medfør heraf.

Der foreslås med forslaget en ændring af de omstændigheder, der efter § 18, stk. 1, i lov om forbrugs-

lånsvirksomhed giver Finanstilsynet mulighed for at inddrage en forbrugslånsvirksomheds tilladelse.

Det foreslås i

§ 18, stk. 1, nr. 8,

at Finanstilsynet skal have mulighed for at inddrage en tilladelse til

at udøve forbrugslånsvirksomhed i de tilfælde, hvor virksomheden groft eller gentagne gange har

tilsidesat sine forpligtelser efter §§ 11 a og b i markedsføringsloven.

Det er en betingelse for, at Finanstilsynet kan inddrage en virksomheds tilladelse, at der foreligger en

grov overtrædelse, eller at det kan dokumenteres, at virksomheden gentagne gange har overtrådt for-

buddet i § 11 a i markedsføringsloven. Dette krav vil for eksempel være opfyldt, hvis virksomheden

tilsidesætter et påbud fra Forbrugerombudsmanden. Bestemmelsen har sammenhæng med den fore-

slåede bestemmelse i forslagets § 2, nr. 1, om et markedsføringsforbud i markedsføringslovens § 11

a. Se nærmere herom under bemærkningerne til § 2, nr. 1.

Bestemmelsen bevirker, at Finanstilsynet får en passende reaktionsmulighed over for forbrugslåns-

virksomhederne i relation til de foreslåede markedsføringsforbud. Bestemmelsen forudsætter et tæt

samarbejde mellem Finanstilsynet og Forbrugerombudsmanden, som er tilsynsmyndighed efter reg-

lerne i markedsføringsloven. Det vil således være Forbrugerombudsmanden, der orienterer Finanstil-

synet i tilfælde af gentagne eller grove overtrædelser af §§ 11 a og 11 b i markedsføringsloven.

Det er tilsigtet med den foreslåede ændring, at en forbrugslånsvirksomhed, der ikke overholder reg-

lerne for markedsføring af deres produkter, vil kunne få inddraget sin tilladelse af Finanstilsynet,

hvorefter den pågældende virksomhed ikke længere vil kunne udøve forbrugslånsvirksomhed. Ind-

dragelsen af tilladelsen må kun ske, hvis der ikke findes en mindre vidtgående reaktion, som vil kunne

opnå samme resultat.

Til nr. 9. (§ 30, stk. 2, i lov om forbrugslånsvirksomheder)

Side 37 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

§ 30 i lov om forbrugslånsvirksomheder indeholder bestemmelser om straf for overtrædelse af en

række bestemmelser i loven.

Det følger af § 30, stk. 5, i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. § 27 i straffeloven, at strafansvar for

en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan

tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

Det foreslås at indsætte et nyt

stk. 2

i § 30, hvorefter grov og gentagne overtrædelser af § 11 a, stk. 1,

eller § 11 b, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er for-

skyldt efter den øvrige lovgivning.

Dette vil medføre, at grov og gentagne overtrædelser af de foreslåede bestemmelser i § 11 a, stk. 1,

om et loft over de årlige omkostninger i procent og i § 11 b, stk. 1, om et loft over de samlede kredit-

omkostninger vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er

forskyldt efter den øvrige lovgivning. For beskrivelse af ansvarssubjekter og den strafbare handling

vedrørende de strafbelagte bestemmelser henvises der til lovforslagets § 1, nr. 2, samt bemærknin-

gerne hertil.

Da § 11 a, stk. 1, og § 11 b, stk. 1, omhandler et forbud for virksomheden, er ansvarssubjektet for

straf ved overtrædelse af bestemmelserne virksomheden.

Der vil således kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller

flere personer med tilknytning til virksomheden, og endelig vil der også kunne rejses tiltale mod en

eller flere personer med tilknytning til virksomheden alene. Udgangspunktet er, at der vil blive rejst

tiltale mod virksomheden for overtrædelsen, men dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere

personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer har medvirket for-

sætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og denne medvirken ikke er af underordnet karakter.

Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Ved udmålingen af bøder bør der, ud over de almindelige strafudmålingsprincipper i straffelovens

kapitel 10, indgå betragtninger om, at der skal være en sammenhæng mellem virksomhedernes finan-

sielle styrke, grovheden af overtrædelsen og bødestørrelsen. Dette skal sikre, at sanktionsniveauet for

overtrædelser er mærkbart for alle aktører, således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt.

Bødeniveauet for overtrædelse af lov om forbrugslånsvirksomhed bør fastsættes efter en model sva-

rende til lov om finansiel virksomhed, så forbrugslånsvirksomheder opdeles i 5 kategorier efter deres

økonomiske størrelse, og hvor der for hver kategori fastsættes følgende tre overordnede bødeni-

veauer:

–

Et særligt lavt bødeniveau for bagatelagtige overtrædelser.

–

Et skærpet bødeniveau for særligt grove overtrædelser.

Side 38 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

–

Et generelt bødeniveau, som favner de resterende overtrædelser.

Ved udmåling af bødestraf bør der tages udgangspunkt i det generelle bødeniveau.

Bøder bør herefter udmåles efter følgende principper:

Bødeniveau for virk-

somheder i omsæt-

ningskategori 1

- 50. mio. kr.

Bødeniveau for virk-

somheder i omsæt-

ningskategori 2

+ 50 mio. kr.

–

100 mio. kr.

Bødeniveau for virk-

somheder i omsæt-

ningskategori 3

ningskategori 4

+ 100 mio. kr.

–

1 mia. + 1 mia. kr.

–

kr.

10 mia. kr.

Bødeniveau for virk-

somheder i omsæt-

ningskategori 5

+ 10 mia. kr.-100 mia.

kr.

Nettoomsætning

Bøde for bagatel-

overtrædelser for

virksomheder

Generelt niveau for

virksomhedsbøder*

Skærpet niveau for

virksomhedsbøde*

10.000 kr.

25.000 kr.

–

100.000 kr.

500.000 kr.

–

1 mio. kr.

20.000 kr.

50.000 kr.

–

200.000 kr.

750.000 kr.

–

2 mio. kr.

30.000 kr.

150.000 kr.

–

600.000 kr.

1,5 mio. kr.

–

5 mio. kr.

40.000 kr.

500.000 kr.

–

2 mio. kr.

4 mio. kr.

–

15 mio. kr.

50.000 kr.

1,5 mio. kr.

–

5 mio. kr.

9 mio.kr.

–

50 mio. kr.

Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 1, nr. 117, L 39, Folketingstidende A 2016, s. 119

nederst.

Anvendelsen af fængselsstraf vil især være relevant i, men ikke begrænset til, tilfælde af særligt

grove, gentagne, systematiske eller forsætlige overtrædelser af lovens krav. Der henvises i øvrigt til

straffelovens § 80.

Det er en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at den pågældende fysiske eller juridiske

person ikke kan straffes for handlingen eller undladelsen efter andre alvorligere bestemmelser i straf-

feloven.

Til § 2

Til nr. 1 (Kapitel 3, Særlige markedsføringsformer, i Lov om markedsføring)

§ 11 a

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i

§ 11 a, stk. 1,

at markedsføring af kreditaftaler til forbrugere er forbudt, såfremt for-

brugslånsvirksomheden udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 procent eller der-

over, jf. dog stk. 2 og 3.

Side 39 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Forbuddet vil gælde enhver handling foretaget i erhvervsøjemed, der har til formål at fremme afsæt-

ningen af forbrugerkreditaftaler. Forbuddet relaterer sig til markedsføringen af selve forbrugerkredit-

aftalen og ikke forbrugslånsvirksomheden i sig selv. Forbrugslånsvirksomheden vil således fortsat

kunne markedsføre f.eks. sit navn, logo eller andre kendetegn, der identificerer forbrugslånsvirksom-

heden. Såfremt markedsføringen indeholder en opfordring til at optage forbrugerkreditaftaler, vil der

derimod være tale om markedsføring af en forbrugerkreditaftale. Det vil bero på en konkret vurdering,

hvorvidt markedsføringen indeholder opfordring til at optage forbrugerkreditaftaler.

En kreditaftale er defineret i § 2, nr. 3, i lov om forbrugslånsvirksomheder, som en aftale, hvorved en

virksomhed yder eller giver tilsagn om at yde en forbruger kredit i form af henstand med betalingen,

lån eller anden tilsvarende form for finansiel ordning, bortset fra aftaler om løbende levering af tje-

nesteydelser eller varer af samme art, hvor forbrugeren betaler for ydelserne eller varerne i rater, så

længe de leveres. Begrebet kreditaftaler omfatter både kreditaftaler med fast løbetid og kreditaftaler

med variabel løbetid, f.eks. kassekreditter.

En forbruger er defineret i markedsføringslovens § 2, nr. 1, som en fysisk person, der hovedsagelig

handler uden for sit erhverv. Efter markedsføringslovens § 1 a sidestilles en juridisk person, der ho-

vedsagelig handler uden for sit erhverv, i markedsføringsloven med en forbruger.

Ved forbrugslånsvirksomhed forstås i overensstemmelse med § 2, nr. 1, i lov om forbrugslånsvirk-

somheder en virksomhed, der udbyder kreditaftaler til forbrugere, jf. lovens § 1, stk. 1. Lovens § 1,

stk. 1, vedrører kreditaftaler, der ydes helt eller delvis med henblik på erhvervelse af varer eller tje-

nesteydelser hos en anden virksomhed, kreditaftaler, der ydes uafhængigt af et køb af en vare eller

tjenesteydelse, eller kreditaftaler, der udgør et selvstændigt forretningsområde i virksomheden, og

hvor kreditten ydes med henblik på erhvervelse af varer eller tjenesteydelser hos virksomheden.

Det afgørende for, om en forbrugslånsvirksomhed er omfattet af forbuddet er, at forbrugslånsvirk-

somheden udbyder forbrugerkredit med årlige omkostninger på 25 procent eller derover.

Ved årlige omkostninger i procent forstås i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 4, nr. 9, de

samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen udtrykt i procent pr. år af det samlede kredit-

beløb, eventuelt omfattende de omkostninger, der er nævnt i § 16, stk. 3 og 4, i kreditaftaleloven.

Forbuddet vil indebære, at hvis en forbrugslånsvirksomhed udbyder en enkelt forbrugerkreditaftale

med årlige omkostninger på 25 procent eller derover, vil det ikke være tilladt for virksomheden at

markedsføre nogen former for forbrugerkreditaftaler uanset årlige omkostninger i procent. Derimod

vil forbrugslånsvirksomheder, der udelukkende udbyder forbrugerkreditaftaler med årlige omkost-

ninger på mindre end 25 procent, ikke være omfattet af forbuddet, og de vil således kunne markeds-

føre alle deres forbrugerkreditaftaler, jf. dog den foreslåede § 11 b. Efter den foreslåede § 11 b vil

enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og af forbrugerkreditaftaler i forbindelse med

markedsføring af spil eller spiludbydere være forbudt, medmindre kredit udbydes med sikkerhed i

fast ejendom, jf. stk. 2, eller med henblik på køb af en vare eller tjenesteydelse, hvorefter køberen

Side 40 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

efter aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne, eller

købesummen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en

aftale herom mellem denne og sælgeren, jf. stk. 3.

Både fysiske og juridiske personer, herunder kreditgivere og kreditformidlere, som defineret i lov om

kreditaftaler, er omfattet af forbuddet. Således vil eksempelvis influenter og låneplatforme også være

omfattet. En forbrugslånsvirksomhed vil dermed ikke lovligt kunne indgå aftale f.eks. med en influent

om at markedsføre forbrugerkreditaftaler på forbrugslånsvirksomhedens vegne.

Forbuddet vil gælde alle steder, uanset hvilket medie markedsføringen finder sted, jf. dog undtagel-

serne i den foreslåede stk. 3. Til eksempel må markedsføring hverken ske online, herunder på inter-

nettet, sociale medier eller applikationer, i tv, radio eller i trykte medier, på skilte eller digitale skærme

i det offentlige rum, på eller i offentlige transportmidler, i forretningsvinduer eller på private husgavle

og lignende.

Markedsføringsforbuddet foreslås indført for at begrænse den intensive markedsføring af forbruger-

kreditaftaler med høje omkostninger, som i dag finder sted. Forbuddet skal understøtte, at færre for-

brugere bliver eksponeret for og indgår forbrugerkreditaftaler med høje omkostninger med risiko for

at blive fanget i en gældsspiral.

Overtrædelse af forbuddet vil kunne straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter

anden lovgivning, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Efter lovforslagets § 1, nr. 8, vil Finanstilsynet få mulighed for at inddrage en forbrugslånsvirksom-

heds tilladelse, hvis virksomheden groft eller gentagne gange ikke efterlever forbuddet i markedsfø-

ringslovens § 11 a. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 8.

Det foreslås i

§ 11 a, stk. 2,

at bestemmelsen i stk. 1 ikke finder anvendelse ved markedsføring af

kreditaftaler, der sikres ved pant i fast ejendom.

Det vil gælde i lighed med ÅOP-loftet, uanset om kreditaftalen sikres ved direkte pant eller ved et

ejerpantebrev. Forbuddet i § 11 a, stk. 1, vil derimod finde anvendelse, hvis en kreditaftale sikres ved

pant i f.eks. en bil eller båd.

Det foreslås i

§ 11 a, stk. 3, nr. 1,

at markedsføring af kreditaftaler til forbrugeregerne må ske på

forbrugslånsvirksomhedens forretningssted.

Ved forretningssted forstås i overensstemmelse med forbrugeraftaleloven ethvert ikke-flytbart detail-

forretningssted, hvor den erhvervsdrivende fast udøver sin aktivitet, eller ethvert flytbart detailforret-

ningssted, hvor den erhvervsdrivende udøver sin aktivitet på sædvanligt grundlag. Markedsføring må

således gerne ske i forbrugslånsvirksomhedens eget forretningslokale, men ikke f.eks. på forretnings-

lokalets husgavl eller på en tilhørende parkeringsplads.

Side 41 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

Det foreslås i

§ 11 a, stk. 3, nr. 2,

at markedsføring af kreditaftaler til forbrugere gerne må ske på

forbrugslånsvirksomhedens hjemmeside eller i et system til brug for fjernsalg, som drives af forbrugs-

lånsvirksomheden.

Markedsføring må således gerne ske på forbrugslånsvirksomhedens egen hjemmeside, hvorfra en

forbruger kan optage en kreditaftale, men ikke som bannerreklamer eller lignende på internettet.

Markedsføring må endvidere gerne ske i forbrugslånsvirksomhedens system til brug for fjernsalg,

forudsat at det drives af forbrugslånsvirksomheden. Et eksempel herpå kan være forbrugslånsvirk-

somhedens egen applikation, hvorfra en forbruger kan optage en forbrugerkreditaftale. I så fald må

markedsføring af forbrugerkreditaftalen gerne ske i applikationen.

Det foreslås i

§ 11 a, stk. 3, nr. 3,

at markedsføring af kreditaftaler til forbrugere gerne må ske, hvis

kredit udbydes med henblik på køb af en specifik vare eller tjenesteydelse, hvorefter a) køberen efter

aftale med sælgeren har fået henstand med betaling af købesummen eller en del af denne, eller købe-

summen helt eller delvis dækkes ved lån indrømmet køberen af en tredjemand på grundlag af en aftale

herom mellem denne og sælgeren, b) kreditaftalen markedsføres på sælgerens forretningssted, hjem-

meside eller i et system til brug for fjernsalg, som drives af sælgeren og c) markedsføringen sker i

tilknytning til oplysningen om varens eller tjenesteydelsens kontantpris.

Der skal være tale om en specifik vare eller tjenesteydelse. Der må således ikke være tale om mar-

kedsføring af muligheden for kredit i form af henstand med betalingen for varer eller tjenesteydelser

generelt.

Derudover er det et krav, at kreditaftalen markedsføres på sælgerens forretningssted, hjemmeside

eller i et system til brug for fjernsalg, som drives af sælgeren. Markedsføring af kreditten vil således

ikke kunne ske eksempelvis i tv, i trykte reklamer eller i det offentlige rum.

Endelig er det et krav, at markedsføringen sker i tilknytning til oplysningen om varens eller tjeneste-

ydelsens kontantpris.

Undtagelsen vil medføre, at f.eks. en kreditformidler vil kunne markedsføre muligheden for finansie-

ring af en specifik vare i eget forretningslokale eller på egen hjemmeside. I så fald skal markedsfø-

ringen indeholde de oplysningskrav, der er angivet i markedsføringslovens § 18.

Undtagelserne foreslås indført, da det fortsat vil være lovligt at udbyde forbrugerkreditaftaler med

årlige omkostninger på 25 procent og derover, jf. dog det i lovforslagets § 1, nr. 1, fastsatte ÅOP-loft.

Undtagelserne skal sikre, at forbrugere fortsat har mulighed for aktivt at afsøge markedet for forbru-

gerkreditaftaler. I den forbindelse skal udbyderne overholde de oplysningskrav, der følger af mar-

kedsføringslovens § 18.

Side 42 af 55

ERU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 143: Lovudkast - udkast til forslag til ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed, fra erhvervsministeren

UDKAST 24.01.2020

§ 11 b

Det foreslås i

§ 11 b, stk. 1,

at enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder eller af kreditaftaler

til forbrugere i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere er forbudt, jf. dog stk. 2 og

Forbuddet vil som udgangspunkt gælde enhver markedsføring af forbrugslånsvirksomheder og af

forbrugerkreditaftaler. Det betyder, at enhver handling foretaget i erhvervsøjemed, der har til formål

at fremme afsætningen af forbrugerkreditaftaler eller forbrugslånsvirksomhedens forretning i øvrigt,

er omfattet af forbuddet. Forbuddet vil indebære, at forbrugslånsvirksomheden hverken må markeds-

føre forbrugslånsvirksomheden, herunder f.eks. navn, logo eller andre kendetegn, der identificerer

forbrugslånsvirksomheden, eller forbrugerkreditaftaler uanset årlig omkostning i procent, hvis mar-

kedsføring sker i forbindelse med markedsføring af spil eller spiludbydere.