Fra:
Emne:
Ansøgning om foretræde
Thore med muskelsvind, hans mor Lise Danelund og Thomas Krog fra Muskelsvindfonden vil gerne
søge foretræde for Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg.
Baggrunden er, at vi fik et chok, da vi læste den nye prøvebekendtgørelse fra
Undervisningsministeriet. Ifølge bekendtgørelse kan elever med handicap fritages for den
praktiske del af idrætseksamen, når faget udtrækkes som eksamensfag, mens de stadig skal op i
den teoretiske del af faget. Vi vil gerne fortælle, hvordan virkeligheden ser ud for den lille gruppe,
som bekendtgørelsen lader i stikken.
Udgangspunktet for ændringen er i videst muligt omfang at inkludere alle i idrætsundervisningen.
Vi er enige i, at det er vigtigt for rigtig mange. Men der er også en lille gruppe elever som f.eks.
Thore med så omfattende funktionsnedsættelser, at selv særligt tilrettelagt idrætsundervisning
absolut ikke giver mening. Med den udsendte bekendtgørelse skal Thore i øjeblikket hver uge
sidde og se på sine kammerater i de fire ugentlige lektioner, hvor klassen f.eks. spiller volleyball,
for at køre ind på banen i sin kørestol og høre med de to gange fem minutter, hvor de lærer om
regler og taktik. Det er efter vores mening både meningsløst, ydmygende og ekskluderende.
Der er også hvert år flere udendørs idrætslektioner, hvor Thore og børn med tilsvarende
funktionsnedsættelser grundet sin muskelsvind og risikoen for at få lungebetændelse simpelthen
ikke
kan
observere undervisningen. Denne problemstilling tager den nye bekendtgørelse heller
ikke højde for.
Problemet opstod, da idræt blev et eksamensfag, og elever for at blive optaget på gymnasiet skal
have bestået en fuld afgangseksamen i folkeskolen. Hvis idræt blev udtrukket som eksamensfag,
har elever med fysiske handicap, der har været fritaget for idræt pga. deres handicap, ikke
mulighed for at få en fuld afgangseksamen. Denne diskrimination var folketingspolitikerne og den
tidligere regering enige om at ændre.
Men den ændring, Undervisningsministeriet nu er kommet
med tager ikke hensyn til indsigelserne, der er kommet i processen.
Den berørte gruppe - Danske Handicaporganisationer, en samlet forældregruppe og
Muskelsvindfonden har stået sammen. Alle i gruppen er enige om, at det eneste fornuftige er at
åbne op for, at en lille gruppe elever med omfattende fysiske handicap kan fritages for idræt, fordi
inklusion i idræt for dem ikke vil give mening. Den lille gruppe elever kan bruge tiden mere
fornuftigt end at sidde og se klassekammeraterne være aktive i idrætstimerne. Som løsning
foreslår vi at supplere muligheden for at blive fritaget for den fysiske del af idræt med det
alternativ med, at eleven har ret til at trække et andet eksamensfag fra den naturvidenskabelige
pulje. Altså det alternativ, som var gældende i den midlertidige ordning i skoleåret 2018-19.
Vi vedhæfter det brev en række forældre til berørte børn i høringsprocessen skrev til ministeren
og ordførere.
Venligst
Thomas Krog
Teamchef handicappolitisk afdeling
Muskelsvindfonden