Børne- og Undervisningsudvalget 2019-20
BUU Alm.del Bilag 199
Offentligt
2206876_0001.png
PISA Etnisk: Elever med indvandrerbaggrund
halter stadig efter
Elever med indvandrerbaggrund klarer sig fortsat dårligere end etnisk danske elever i både læsning,
matematik og naturfag i PISA-undersøgelsen. Forskellen mellem elever med og uden indvandrerbaggrund
mindskes imidlertid markant, når der tages højde for elevernes forskellige sociale baggrund.
I både læsning, matematik og naturfag opnår elever med indvandrerbaggrund et klart dårligere resultat end
elever uden indvandrerbaggrund. Det viser PISA Etnisk, der beskriver resultaterne af PISA 2018 for danske
elever med indvandrerbaggrund. Den samme tendens gør sig gældende i de øvrige nordiske lande.
I læsning har niveauforskellen mellem elever med og uden indvandrerbaggrund været konstant siden første
PISA Etnisk undersøgelse i 2009. I både naturfag og matematik er forskellen mellem elevgrupperne blevet
mindre. Det er særligt førstegenerationsindvandrere, der er blevet bedre i de to fag.
35 pct. af alle elever med indvandrerbaggrund har meget svage læsekompetencer. Det gælder for 13 pct. af
eleverne uden indvandrerbaggrund. Det betyder, at mere end hver tredje elev med indvandrerbaggrund
vurderes at have relativt svært ved at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Næsten tre ud af fem elever med indvandrerbaggrund i Danmark kommer fra ressourcesvage hjem. Det er
den største andel blandt de deltagende OECD-lande
og langt flere end blandt deres skolekammerater
uden indvandrerbaggrund.
PISA Etnisk viser, at forskellen i kompetencer mellem elever med og uden indvandrerbaggrund mere end
halveres, hvis der tages højde for elevernes forskellige sociale baggrund. Forskellen reduceres yderligere,
hvis der tages højde for skolernes elevsammensætning. Rapporten viser således, at både elevens egen,
mens også klassekammeraternes baggrund har betydning for, hvordan eleven klarer sig i skolen.
Fakta om PISA Etnisk
Siden 2009 har man i hver PISA-runde udtrukket en ekstra stor gruppe af elever med indvandrerbaggrund.
Dette gør det muligt at gennemføre detaljerede undersøgelser om målgruppens baggrund og kompetencer.
I PISA 2018 deltog i alt 7.657 danske 15-årige unge fordelt på 344 uddannelsesinstitutioner, hvoraf 1.551
elever havde indvandrerbaggrund. Gennem en særlig udtræksmetode og vægtning af elevbesvarelser sikres
det, at hovedundersøgelsen er repræsentativ for hele den danske population.
Elever med indvandrerbaggrund har forældre, der begge er født uden for Danmark.
Førstegenerationselever er også selv født i et andet land, mens andengenerationselever er født i Danmark.
Læs mere om PISA Etnisk her [link indsættes].