BOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 112: Kopi af ULØ alm. del - svar på spm. 201 om oversendelse af talepapiret fra samrådet 3/9-20 om ejendomsspekulanter der opkøber faldefærdig huse i landdistrikterne, fra boligministeren

Boligudvalget 2019-20
BOU Alm.del Bilag 112
Offentligt

Tale til ULØ alm. del Samrådsspørgsmål S om

spekulantionsudlejning

Samrådsspørgsmål S

Vil ministeren på baggrund af artiklerne i Berlingske Tidende

den 5. juli 2020 om det netværk af ejendomsspekulanter der

opkøber faldefærdig huse i landdistrikterne redegøre for

hvorledes denne forretningsmodel virker og for kommunernes

muligheder for at imødegå sådanne sager? Vil ministeren

endvidere redegøre for løsningsmuligheder med henblik på

drøftelse af disse?

(Indledning)

Jeg vil gerne takke udvalget for spørgsmålene. Det ligger mig

meget på sinde, at der gøres op med spekulanter, som driver

forretning på at behandle lejere dårligt og agere i strid med

lovgivningen, så dette er et emne, som i min optik er vigtigt at få

fokus på.

(Indhold)

I forhold til spørgsmålet om, hvordan denne form for

spekulationsforretning fungerer, så er det et spørgsmål, der

indeholder mere selskabsret end boligret, og det vil også kræve

en selskabsretlig og finansiel gennemgang af selskaberne. Men

der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at der tjenes penge på

BOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 112: Kopi af ULØ alm. del - svar på spm. 201 om oversendelse af talepapiret fra samrådet 3/9-20 om ejendomsspekulanter der opkøber faldefærdig huse i landdistrikterne, fra boligministeren

ufine metoder, hvor lejeres problemer og myndighedernes

afgørelser blot ignoreres. Dette kan naturligvis ikke accepteres,

og jeg er derfor fuldt indstillet på at undersøge mulighederne

for at styrke både lejernes og myndighedernes muligheder for at

forhindre denne form for spekulation.

Som reglerne er i dag har kommunerne efter byfornyelsesloven

pligt til at føre tilsyn med, at boliger ikke udgør en sundhedsfare

for beboerne. Tilsynet kan udføres på baggrund af henvendelser

eller hvis kommunen på anden måde bliver opmærksom på et

potentielt problem. Kommunerne fastlægger selv deres

retningslinjer for udførelsen af tilsynet.

Hvis kommunen på baggrund af tilsynet finder, at boligen er

sundheds- eller brandfarlig, dvs. kondemnabel, skal kommunen

nedlægge forbud mod beboelse og/eller ophold, altså

kondemnere bygningen. Når en bygning bliver kondemneret

skal der fastsættes en frist for fraflytning, og fristen fastsættes

alt efter hvor sundhedsfarligt, det er, fortsat at bebo eller

opholde sig i boligen. Er der en nærliggende sundhedsfare, kan

det være nødvendigt at fraflytte med det samme. Beboeren skal

ved udløbet af fraflytningsfristen genhuses.

Samtidig med en kondemnering kan kommunen påbyde

afhjælpende foranstaltninger gennemført, hvis

foranstaltningerne ud fra økonomiske, bygge- og

sundhedsmæssige forhold vurderes rimelige. Hvis påbuddet

ikke efterkommes inden for den fastsatte frist, kan kommunen

lade foranstaltningerne udføre for ejerens regning, eller

forlange ejendommen afstået, naturligvis mod erstatning.

Kommunen har også mulighed for at påbyde en kondemneret

bygning nedrevet.

For at hjælpe kommunerne i indsatsen mod udlejning af

ubeboelige boliger, vil jeg til oktober fremsætte et lovforslag, der

giver kommunerne mulighed for at fastsætte krav om

anmeldelse af udlejning af ældre boliger, der ikke har været

udlejede i ét år. Det skal gøre det muligt for kommunerne at

komme problemerne i forkøbet ved at undersøge boligen inden,

der flytter lejere ind. På denne måde kan kommunen nedlægge

forbud mod beboelse inden, boligen udlejes.

Kommunerne har også mulighed for at opkøbe nedslidte

ejendomme med henblik på enten istandsættelse eller

nedrivning efter byfornyelsesloven. Udgifter til opkøbet er

refusionsberettiget, og kommunerne kan dermed få dækket en

del af udgifterne til opkøb af staten.

Opkøbet kan f.eks. ske på en tvangsauktion for at sikre, at

boligen ikke bliver solgt til spekulanter.

Alle disse tiltag, som kommunerne kan foretage efter

byfornyelsesloven, kræver naturligvis penge og ressourcer. Den

statslige byfornyelsesramme, som uddeles til kommunerne, er

igennem de seneste år blevet beskåret, og i 2019 blev rammen

omlagt til en ny landsbyramme, der uddeles til 56

landkommuner. Det er typisk disse kommuner, der har flest

problemer med tomme og faldefærdige boliger, og som er

økonomisk trængte. Det er derfor meget positivt, at de statslige

midler bliver prioriteret til de områder, hvor der er allermest

brug for pengene.

Det er også min forventning, at aftalen om initiativer mod

kortsigtede investeringer i private udlejningsboliger som blev

indgået 30. januar 2020 mellem Regeringen, Dansk Folkeparti,

Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet, vil

imødegå problemet, i hvert fald noget af vejen.

Store dele af aftalen trådte i kraft her pr. 1. juli, og heri blev

lejerne blandt andet styrket ved fx at forøge gebyret for udlejere,

som taber huslejenævnssager helt og sikre, at samtlige lejere i

ejendomme gøres bekendt med afgørelser afsagt om lejeforhold

i den ejendom, de bebor.

Herudover har vi også frakendelsesordningen, som gør det

muligt at frakende udlejere retten til at administrere deres

udlejningsejendomme. Trods det, at der sker indberetninger af

udlejere, er det dog erfaringen, at der sker meget få

frakendelser, og jeg vil derfor se nærmere på hvordan og i

hvilket omfang der kan strammes op på ordningen, for at give

ordningen den tilsigtede effekt.

Det er jeg selvsagt også interesseret i at drøfte med folketingets

øvrige partier og interesseorganisationer for at nå frem til de

bedst mulige løsninger.

Som det fremgår af artiklerne opretter disse spekulanter mange

nye selskaber og lader andre gå konkurs, og der er mange

indviklede selskabskonstruktioner, der gør det vanskelig for

lejerne at gennemskue, hvem der egentligt er udlejer. Det er

derfor som nævnt indledningsvist ikke kun et lejeretligt

problem men også generelt set et selskabsretligt problem, som

hører til både Erhvervsministeriets og Justitsministeriets

ressort.

Artiklerne nævner også problemer med at få gennemført

domstolenes afgørelser. Domstolene hører under

Justitsministeriet ressort.

Da problemerne med disse boligspekulanter på denne måde

involverer andre ressortområder, har mit ministerium kontaktet

Erhvervsministeriet og Justitsministeriet med henblik på et

tværministerielt samarbejde for at finde ud af, hvad der kan

gøres for at komme problemerne til livs.

Jeg kan dog sige, at lejelovgivningen er skruet sådan sammen,

at det generelt ikke er muligt for lejere at miste deres krav eller

rettigheder som følge af en overdragelse af ejendommen eller

ejerens konkurs, men grundet et naturligvis tungtvejende

hensyn til retssikkerhed kan det være en lang proces, som

desværre kan medføre, at de forurettede lejere opgiver sagen

undervejs.

Til slut vil jeg blot sige, at jeg generelt er meget optaget af at

sikre en god balance på det danske lejeboligmarked og sikre, at

lejere ikke udnyttes, og jeg er altid villig til at drøfte forslag til at

sikre dette.

(Afslutning)

Jeg vil gerne endnu engang takke for spørgsmålene, og lad os gå

videre til en god debat.