Boligudvalget 2019-20
BOU Alm.del Bilag 10
Offentligt
Aftale mellem Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti),
Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk
Folkeparti om:
Stemmeaftale om øget digital kommunikation på lejeområdet
I den private udlejningssektor og i den almene boligsektor foregår en stor del af kommunikationen
mellem lejere og udlejere i dag pr. brev. I øvrige dele af samfundet kommunikeres der i langt højere
grad digitalt.
Parterne er enige om, at lejelovgivningen skal moderniseres, så lejer og udlejer lettere kan anvende
moderne digitale kommunikationsformer. Parterne er derfor enige om, at stemme for en lovændring,
der indeholder nedenstående ændringer.
Som reglerne er i dag, skal lejer og udlejer indgå en aftale for at anvende digital kommunikation i
almene og private lejeforhold, hvor der er krav om skriftlighed. Udgangspunktet er dermed, at man skal
sende breve ved krav om skriftlighed, medmindre andet er aftalt.
Parterne er enige om, at de nuværende regler om digital kommunikation ophæves, så lejer og udlejer
selv vælger kommunikationsform. Det vil reducere omkostninger til administration og stille lejer og
udlejer mere frit, når de skal kommunikere.
Parterne er enige om, at:
Lejer og udlejer kan opsige en aftale om digital kommunikation og med et varsel på en måned
fra d. 1. kræve, at meddelelser, hvor der er krav om skriftlighed, sendes med almindeligt brev.
Lejere, der er undtaget fra Digital Post fra det offentlige, fritages for digital kommunikation i
lejeforholdet
Kravet om skriftlighed pr. brev fastholdes ved betalingspåkrav og opsigelse.
Reglerne om ind- og fraflytningssyn præciseres, så der skabes klarhed over, hvordan
kommunikationen i forbindelse med synene kan gennemføres digitalt.
Reglerne om tilbudspligt præciseres, så der skabes klarhed over, hvordan udlejeren kan opfylde
tilbudspligten digitalt.
Parterne er endvidere enige om, at lovgivningen skal udformes således, at man kan overgå til fx e-Boks
eller en anden digital løsning på sigt uden at lovgivningen skal ændres.
Parterne noterer sig, at der sideløbende arbejdes på, at den almene boligsektor kan overgå til Digital
Post. Der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på overgangen til Digital Post og processen frem mod
genudbud af kontrakten om Digital Post med det offentlige.
Transport-, bygnings- og boligministeren vil fremsætte lovforslag om øget digital kommunikation på
lejeområdet i efteråret 2017.
BOU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 10: Oversigt over love, politiske aftaler og evalueringsklausuler, fra boligministeren