Rettelser med ændringsmarkeringer er rettelser som følger af allerede gældende
ændringsbekendtgørelser. Rettelser markeret med gult er ændringer som følge af
bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø.
Bekendtgørelse om unges arbejde
1)
I medfør af § 17, stk. 3, § 39, § 46, § 60, stk. 3-6, § 61, stk. 5, § 62, stk. 3,
§ 62 a samt §
84 i
lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september 2017, som
ændret ved lov nr. 1543 af 19. december 2017, og efter forhandling med
justitsministeren, fastsættes efter bemyndigelse:
Kapitel 1
Område
§ 1.
Bekendtgørelsen omfatter beskæftigelse af unge under 18 år ved arbejde for en
arbejdsgiver, jf. lov om arbejdsmiljø § 59, herunder arbejde i arbejdsgiverens private
husholdning og arbejde i familievirksomheder, dvs. arbejde, der udelukkende udføres
af de medlemmer af arbejdsgiverens familie, som hører til husstanden.
§ 2.
Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på lejlighedsvist eller kortvarigt arbejde,
der udføres i arbejdsgiverens private husholdning, og arbejde i familievirksomheder,
når dette arbejde hverken er skadeligt eller farligt for de unge. Det skal gennem
grundig oplæring og effektivt tilsyn sikres, at arbejdet udføres sikkerheds- og
sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
§ 3.
For så vidt der findes skærpede bestemmelser om unges beskæftigelse, herunder
højere aldersgrænser for visse former for arbejde, i andre regler, gælder disse
bestemmelser forud for denne bekendtgørelse.
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser for beskæftigelse af alle unge under 18 år
§ 4.
Ved enhver beskæftigelse af unge, som er under 18 år, skal der, ved valg af
arbejdsopgaver og ved arbejdets tilrettelæggelse, drages omsorg for, at arbejdet kan
udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
§ 5.
Arbejdsgiveren iværksætter foranstaltninger efter § 4, jf. § 4, § 6, §§ 6 a - 6 c og
§ 22, nr. 1, i bekendtgørelse om arbejdets udførelse, på baggrund af en vurdering af
de risici arbejdet frembyder for de unge, idet der især skal tages hensyn til de særlige
risici, der skyldes deres manglende erfaring, manglende bevidsthed om risici samt det
forhold, at de endnu ikke er fuldt udviklede. Der skal endvidere tages hensyn til de
fysiske, biologiske, kemiske samt psykosociale påvirkninger, på såvel kort som langt
sigt, som de unge kan blive udsat for.