Rettelser markeret med gult er ændringer som følge af bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø.
Bekendtgørelse om anerkendt arbejdsmiljøcertifikat opnået gennem DS/ISO
45001 m.v.
I medfør af § 65 b, stk. 4, og § 65 d, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1084 af 19. september
2017, som ændret ved lov nr. 1543 af 19. december 2017, fastsættes efter bemyndigelse og efter
forhandling med erhvervsministeren:
Formål og område
§ 1.
Virksomheder med ansatte, der har erhvervet et certifikat ved akkrediteret certificering efter DS/ISO
45001 og som opfylder de betingelser, der er angivet i § 2 kan få udstedt et anerkendt
arbejdsmiljøcertifikat.
Stk. 2.
Dokumentationen skal opfylde kravene i §§ 3-5.
Betingelser
§ 2.
Virksomheden skal udover kravene i DS/ISO 45001 opfylde følgende betingelser, som
certificeringsorganet kontrollerer, at virksomhedens ledelsessystem sikrer:
1) Virksomheden eller produktionsenheden har ikke væsentlige arbejdsmiljøproblemer, for så vidt
angår de i bilag 1 nævnte områder. Ved væsentlige arbejdsmiljøproblemer forstås problemer, der vil
kunne medføre et påbud i henhold til lov om arbejdsmiljø.
2) Virksomheden eller produktionsenheden behandler og oplyser certificeringsorganet om
anmeldepligtige arbejdsulykker og arbejdsmiljømæssige påvirkninger fra anmeldte
erhvervssygdomme, som virksomheden har kendskab til, samt om forebyggelsen heraf.
Oplysningerne skal gives til certificeringsorganet i anonymiseret form og således, at
certificeringsorganet ikke kan identificere de personer, der har været udsat for ulykkerne eller
erhvervssygdommene.
Krav til dokumentation m.v.
§ 3.
Som dokumentation for opfyldelse af kravene i DS/ISO 45001 og betingelserne i § 2 udsteder det
akkrediterede certificeringsorgan ét anerkendt arbejdsmiljøcertifikat.
Stk. 2.
Certifikatet skal omfatte enten den samlede virksomhed (den juridiske enhed med alle tilhørende
produktionsenheder) eller en eller flere produktionsenheder. Det skal fremgå ved angivelse af
produktionsenhedsnummer på certifikatet, eller på et bilag hertil, hvilke produktionsenheder, der er
omfattet af certificeringen.
Stk. 3.
Certificeringsorganet skal ved udstedelse af certifikatet sende kopi af det pågældende certifikat og
eventuelle bilag hertil til Arbejdstilsynet sammen med oplysning om, hvorvidt den arbejdsmiljøcertificerede
virksomhed ønsker en kronesmiley på Arbejdstilsynets hjemmeside.