SKRIFTLIG FREMSÆTTELSE
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
Beskæftigelsesministeren
(Peter Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af barselsloven (Midlertidig ret til
dagpenge ved pasning af børn som følge af covid-19)
(Lovforslag nr. L 214).
CVR 10172748
Med lovforslaget foreslås det, at forældre til børn, der som følge af et eller flere
konkrete covid-19 smittetilfælde i dagtilbud, skole eller institution m.v. hjemsendes
fra dagtilbuddet, skolen, institutionen m.v., samt forældre til børn, der er konstate-
ret smittet med covid-19, får ret til dagpenge efter barselsloven i op til i alt 10 dage
pr. barn fra og med lovens ikrafttræden til og med den 31. december 2020.
Ordningen omfatter forældre til børn til og med 13 år.
Der er en betingelse, at de omfattede forældre opfylder barselslovens betingelser
for ret til dagpenge, herunder beskæftigelseskravet. Lønmodtagere skal være i et
aktuelt ansættelsesforhold de dage, der ønskes dagpenge for, og der må ikke udbe-
tales løn fra arbejdsgiveren under fraværet.
Forældre, der er lønmodtagere, må ikke have mulighed for hjemmearbejde og må
ikke have omsorgsdage eller afspadsering, de kan bruge til pasning af barnet. Hvis
der er tale om et barn, der er konstateret smittet med covid-19, skal forældrene des-
uden have brugt eventuelle barns sygedage. Forældre, der er selvstændige er-
hvervsdrivende, må ikke have mulighed for at drive virksomhed hjemmefra.
På grund af den ekstraordinære situation er der behov for, at lovforslaget hastebe-
handles. Det forudsætter en række dispensationer fra reglerne i Folketingets forret-
ningsorden.
Lovforslagets hastende karakter er også årsagen til, at lovforslaget ikke har været
sendt i høring, og at det ikke har været muligt at sikre vedtagelse af lovforslaget
senest 4 uger før den 1. januar eller den 1. juli.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft hurtigst muligt og får virkning fra ikraft-
trædelsen.
Det vurderes med betydelig usikkerhed, at ordningen vil medføre offentlige merud-
gifter på ca. 24,2 mio. kr. efter skat og tilbageløb.