Bekendtgørelse om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling som led i
håndteringen af covid-19
I medfør af § 1, stk. 4, i lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling fastsættes
efter bemyndigelse:
Kapitel 1
Bekendtgørelsens anvendelsesområde
§ 1.
Denne bekendtgørelse finder anvendelse, når en arbejdsgiver i den private sektor beslutter at
iværksætte arbejdsfordeling efter lov om adgang til iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling.
Kapitel 2
Betingelser for at iværksættelse af midlertidig arbejdsfordeling
§ 2.
En arbejdsgiver kan iværksætte en midlertidig arbejdsfordeling i henhold til lov om adgang til
iværksættelse af arbejdsfordeling som led i håndteringen af covid-19, hvis betingelserne i lovens § 2
og følgende betingelser er opfyldt:
1) Arbejdsfordelingen skal anmeldes til jobcenteret senest samtidig med, den træder i kraft.
2) Arbejdstiden skal være nedsat med mindst 20 pct. og højst 50 pct. af den aftalte arbejdstid i
gennemsnit over fire uger. Perioder med arbejdsfordeling under fire uger skal ligeledes i
gennemsnit være nedsat med mindst 20 pct. og højst 50 pct. af den aftalte arbejdstid.
3) Arbejdsfordelingen skal omfatte enten en virksomhed som helhed, en virksomhedsafdeling
eller en bestemt produktionsenhed i virksomheden, dog ikke elever og lærlinge. Dette krav
anses for opfyldt, selvom en eller flere ansatte deltager i uddannelse med løn under
arbejdsfordelingen.
4) Arbejdsfordelingen skal indeholde en frigørelsesmulighed for de ansatte, der er omfattet af
ordningen, så den enkelte ansatte uden varsel kan sige op for at overtage andet arbejde med
en længere arbejdstid.
5) Arbejdsfordelingen kan ikke iværksættes, hvis virksomheden, virksomhedsafdelingen eller
produktionsenheden i virksomheden, er omfattet af en lovligt varslet og iværksat
hovedkonflikt, hvori virksomheden er part.
Stk. 2.
Det er muligt at ændre nedsættelsen af arbejdstiden under en arbejdsfordeling efter en
fuldendt cyklus på fire uger, forudsat at nedsættelsen er i overensstemmelse med stk. 1, nr. 2 og er
varslet i overensstemmelse med fremgangsmåden i lovens § 2.