BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 312: Lovudkast: Udkast til lovforslag om harmonisering af reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker, opdatering af kapitaliseringsfaktorer m.v. på arbejdsskadeområdet, fra beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2019-20
BEU Alm.del Bilag 312
Offentligt

Fremsat den xx. måned 2020 af beskæftigelsesministeren (Peter Hummelgaard Thomsen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring og lov om erstatningsansvar

(Anmeldelse af arbejdsulykker, opdatering af kapitaliseringsfaktorer m.v.)

Beskæftigelsesministeriet

§1

I lov om arbejdsskadesikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. september 2019, foretages følgende ændrin-

ger:

Som

fodnote

til lovens titel indsættes:

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om

tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar, EU-

Tidende 1985 nr. L 210 side 29.«

§ 27, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »§ 17« til: »§§ 17 og 17 a«.

§ 27, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »løbende ydelse« til: »løbende erstatning« og »ydelsens« til: »erstatnin-

gens«.

§ 27, stk. 4, 4. pkt.,

ændres »grundlag« til: »baggrund«.

§ 31, stk. 1-3,

ophæves, og i stedet indsættes:

»Arbejdsgiver skal senest 14 dage efter første fraværsdag anmelde en arbejdsulykke, såfremt ulykken har

medført fravær fra arbejdet udover tilskadekomstdagen.

Stk. 2.

Arbejdsulykker, der ikke har medført fravær, men som antages at kunne begrunde krav på ydelser

efter loven, jf. § 11, skal anmeldes af arbejdsgiver senest 14 dage efter tilskadekomstdagen.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

§ 31, stk. 4, 2. pkt.,

der bliver stk. 3, 2. pkt., ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1 og 2 samt § 34, stk. 1«.

§ 32, stk. 1,

ophæves.

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse

af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelæser om produktansvar, EU-Tidende 1985 nr. L

210 side 29.

BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 312: Lovudkast: Udkast til lovforslag om harmonisering af reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker, opdatering af kapitaliseringsfaktorer m.v. på arbejdsskadeområdet, fra beskæftigelsesministeren

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 1 og 2.

§ 33, stk. 1,

ændres »Den anmeldelsespligtige arbejdsgiver, jf. § 32« til: »Arbejdsgiveren, jf. § 31, stk. 1

og 2«.

§ 33, stk. 2, nr. 2,

udgår »eller«.

10.

I § 33, stk. 2, nr. 3, ændres »nr. 4.« til: »nr. 4, eller«.

11.

§ 33, stk. 2,

indsættes som

nr. 4:

»4) Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget bestanden af arbejdsulykkesforsikringen, jf. § 54, stk. 1

og 2.«

12.

§ 34, stk. 1,

ændres »Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om, at læger« til: »Læger«.

13.

§ 34, stk. 2-4,

ophæves.

Stk. 5 bliver herefter stk. 2.

14.

§ 35, stk. 2,

indsættes efter »anmeldelsen«: »af arbejdsulykker og erhvervssygdomme«.

15.

§ 35, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2, 3 og § 34, stk. 1,«.

16.

§ 35, stk. 4, 1. pkt.,

ændres »mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forsikringsselskabet og ar-

bejdsgiveren i forbindelse hermed« til: »i forbindelse med anmeldelse«.

17.

§ 35, stk. 4, 3. pkt.,

ændres »arbejdsgiveren« til: »den anmeldepligtige«.

18.

§ 35, stk. 5,

indsættes efter »om anmeldelser,«: »jf. stk. 4«.

19.

§ 35, stk. 5,

udgår »som både er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet«.

20.

§ 35, stk. 6,

udgår »om ulykker«.

21.

§ 38, stk. 2, 1.

2. pkt.,

indsættes efter »Tilskadekomne«: »og nødvendig ledsager«.

22.

§ 42, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »§§ 15, 17 og 18« til: »§§ 15 og 17-18«.

23.

§ 42, stk. 2,

ændres »§ 17« til: »§§ 17 og 17 a«.

24.

§ 59, stk. 5, 1.

2. pkt.,

ændres »økonomi- og indenrigsministeren« til: »social- og indenrigsministe-

ren«.

25.

§ 77,

indsættes efter »jf. dog«: »stk. 2 og«.

26.

§ 77

indsættes efter stk. 1:

»Stk. 2.

I det omfang der er erstatningsansvar efter reglerne i lov om produktansvar, gælder reglen i stk. 1, 1.

pkt., ikke.«

27.

§ 88, 4. pkt.,

ophæves og i stedet indsættes:

»Arbejdsgivernes bidrag efter § 48, stk. 6, § 52, stk. 1, og § 54, stk. 5, opgøres efter reglen i § 48, stk. 6, 3.

pkt.«

Justitsministeriet

§2

I lov om erstatningsansvar, jf. lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018, som ændret ved § 3 i lov nr.

1719 af 27. december 2018, foretages følgende ændringer:

§ 17, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »arbejdsskadeforsikring« til: »arbejdsskadesikring«.

§ 17, stk. 1,

indsættes som

4. pkt.:

»I det omfang der er erstatningsansvar efter reglerne i lov om produktansvar, gælder 1. pkt. ikke i forhold til

ydelser i henhold til lov om arbejdsskadesikring.«

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§3

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2020, jf. dog stk. 2 og § 4.

Stk. 2.

§ 1, nr. 5-20, træder i kraft den 1. januar 2021 og finder anvendelse ved anmeldelse af arbejdsulykker

og erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Stk. 3.

§ 1, nr. 4, anvendes på sager om

1) arbejdsulykker, der indtræder på ikrafttrædelsesdagen eller senere, og

2) erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Stk. 4.

§ 1, nr. 4, anvendes ikke i sager om ulykker, der er indtrådt før den 1. juli 2020, og i sager om er-

hvervssygdomme, der er anmeldt før den 1. juli 2020. For sådanne sager finder de hidtil gældende regler

anvendelse indtil den 1. januar 2030.

Stk. 5.

§ 1, nr. 25, 26 og § 2, nr. 2, finder anvendelse i sager, hvor der kan rejses et regreskrav mod en produ-

cent, mellemhandler eller et forsikringsselskab på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

§4

Stk. 1.

I sager om arbejdsskader fra perioden 1. januar 2004 til 30. juni 2020, der er omfattet af arbejdsskade-

sikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. september 2019, anvendes § 27, som affattet ved denne lovs

§ 1, nr. 4, fra 1. juli 2030 ved omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb.

Stk. 2.

I sager om arbejdsskader fra perioden 1. januar 1993 til 31. december 2003, der er omfattet af lov om

sikring mod følger af arbejdsskader, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 med senere ændringer,

der er ophævet ved § 85 a i arbejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. september 2019,

med bemærkning om, at den fortsat anvendes på

1) ulykkestilfælde, pludselige løfteskader og kortvarige skadelige påvirkninger, der er indtruffet før den 1.

januar 2004, og

2) erhvervssygdomme anmeldt før den 1. januar 2004

anvendes § 27, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, ved omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb

fra 1. juli 2030 i stedet for § 43 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. 1. pkt. anvendes også i sager om

erhvervssygdomme anmeldt i 2004, jf. § 85, stk. 5, i arbejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977

af 9. september 2019.

Stk. 3.

I sager om arbejdsskader fra perioden 1. april 1978 til 31. december 1992, som er omfattet af arbejds-

skadeforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændringer, og som er op-

hævet ved § 71 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober

2000 med senere ændringer med bemærkning om, at den fortsat anvendes på

1) arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der er indtruffet før den 1. januar 1993, og

2) erhvervssygdomme m.v. anmeldt før den 1. januar 1993,

anvendes § 27, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, ved omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb

fra 1. juli 2030 i stedet for § 39 i arbejdsskadeforsikringsloven.

Stk. 4.

I sager om ulykkestilfælde, der er indtruffet før 1. april 1978 og er omfattet af lov om forsikring mod

følger af ulykkestilfælde, jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968 med senere ændringer, der er ophæ-

vet ved § 65, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven, med bemærkning om, at den fortsat anvendes på ulyk-

kestilfælde, der er indtruffet før den 1. april 1978, anvendes § 27, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, ved

omsætning af løbende rente til kapitalbeløb fra 1. juli 2030 i stedet for § 36 i ulykkesforsikringsloven.

Stk. 5.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan i særlige tilfælde dispensere fra stk. 1-4.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Indledning

1.1. Baggrund

Lovforslagets hovedpunkter

2.1 Ændrede kriterier for anmeldelse af arbejdsulykker

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2 Indførsel af opdaterede kapitaliseringsfaktorer

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.3. Udfasning af tidligere kapitaliseringsfaktorer

2.3.1.

Gældende ret

2.3.2.

Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.4.1. Betaling for transport og tabt arbejdsfortjeneste til nødvendig ledsager i forbindelse med undersøgel-

ser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen anmoder om

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.5. Præcisering af praksis i forhold til tab af erhvervsevne for personer i fleksjob i forskellige bestemmelser

2.5.1. Gældende ret

2.5.2 Beskæftigelsesministeriet overvejelser og den foreslåede ordning

2.6. Opdatering af lovhenvisning vedrørende private selvforsikrede arbejdsgivers forpligtelser

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.7. Samspillet med produktansvarsreglerne

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3. De økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Regeringen ønsker, at reglerne på arbejdsskadeområdet er enkle og tidssvarende samt sikre, at reglerne lø-

bende opdateres. Regler skal være til gavn for borgerne, arbejdsgiverne og samfundet. Regeringen finder det

derfor vigtigt at gøre uhensigtsmæssige regler enklere og gøre op med forskellige regelsæt, der regulerer det

samme. På arbejdsmiljø- og arbejdsskadeområdet er der to forskellige sæt regler og forskellige kriterier for,

hvornår en arbejdsulykke skal anmeldes. Det er uhensigtsmæssigt og bidrager til uoverskuelighed og uklar-

hed, der hverken er til gavn for arbejdsgiverne, som har pligt til at anmelde arbejdsulykker, eller de menne-

sker, der er kommet til skade. Enkle og klare retningslinjer for anmeldelse af arbejdsulykker forventes at

bidrage til, at arbejdsgiverne anmelder korrekt og rettidigt. Regeringen ønsker derfor at harmonisere anmel-

dereglerne, så arbejdsgiverne kun skal forholde sig til ét sæt regler.

Anmeldereglerne skal udmøntes i en fælles bekendtgørelse efter arbejdsskadesikringsloven og arbejdsmiljø-

loven. Det kræver en lovændring i arbejdsskadesikringsloven. Der er ikke behov for ændring af arbejdsmiljø-

loven. Det er fortsat de samme ulykker, der skal anmeldes, men arbejdsgiverne skal kun forholde sig til ét

sæt regler. Det ændres således ikke på de nuværende retssikkerhedsmæssige foranstaltninger omkring an-

meldelse af arbejdsulykker efter både arbejdsskadesikringsloven og arbejdsmiljøloven. Derudover foreslåes

en række tekniske opdateringer af anmeldereglerne med henblik på at forenkle reglerne. De tekniske opdate-

ringer indebærer, at enslydende bestemmelser for henholdsvis anmeldte arbejdsulykker og anmeldte er-

hvervssygdomme slås sammen, ligesom det foreslåes, at der indsættes et nyt punkt om, at arbejdsulykker

skal anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i situationer, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

har overtaget bestanden af arbejdsulykkesforsikringen fx som følge af et forsikringsselskabs konkurs.

Erstatning for tab af erhvervsevne, og i meget begrænset omfang forsørgertabserstatning, kan i dag enten

udbetales som en kapitalerstatning (engangsbeløb) eller som en løbende erstatning. Det følger af arbejdsska-

desikringslovens bemærkninger, at kapitalerstatninger udmåles bl.a. på baggrund af forudsætninger om, hvor

mange personer der overlever frem til pensionsalderen. I dag anvendes forudsætningerne i det såkaldte G82-

indeks om levetid, når en løbende erstatning bliver omregnet til en kapitalerstatning. G82-indekset hviler

imidlertid på forældede data om levetid. Derfor ønsker regeringen at udskifte G82-indekset med Finanstilsy-

nets benchmark (sammenligningsgrundlag) for levetidsforudsætninger. Benchmarkmodellen sikrer, at alle

tilskadekomne eller efterladte, der får en engangserstatning (kapitalerstatning), får udmålt erstatningen på et

retvisende grundlag om levetidsforudsætninger som afspejler befolkningens generelle levetid på det tids-

punkt, hvor erstatningen udmåles, fordi benchmarkmodellen løbende opdateres. Det foreslåes endvidere, at

kapitaliseringsfaktorer fastsat på grundlag af tidligere levetidsforudsætninger vil blive udfaset efter 1. januar

2030. Formålet er, at alle tilskadekomne efter en overgangsperiode skal have mulighed for, at nye kapitalise-

ringer skal ske ud fra tidssvarende levetidsforudsætninger.

Regeringen ønsker også, at reglerne om erstatning på arbejdsskadeområdet implementeres i overensstemmel-

se med en EU-dom fra 2011 om produktansvarsreglerne, der betyder, at nationale regler ikke skal være til

hinder for, at der kan rettes krav om regres mod en producent eller mellemhandler, der er erstatningsansvar-

lig i medfør af produktansvarsreglerne. Samtidig er det vigtigt for regeringen, at en sådan ændring ikke

kommer til at påvirke tilskadekomne. Derfor foreslår regeringen at indføre en regresbestemmelse for ar-

bejdsskadesager, der skyldes en defekt ved et produkt. Det betyder, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

behandler sagen og træffer afgørelse om kompensation efter arbejdsskadesikringsloven som i dag. Arbejds-

skadeforsikringsselskaberne, selvforsikrede enheder og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan herefter rette

krav om regres mod producenten eller mellemhandleren, der er erstatningsansvarlig efter produktansvarsreg-

lerne. Regeringens ønsker kræver ændringer i lov om arbejdsskadesikring.

1.1. Baggrund

Der har i flere år været fokus på at forenkle og opdatere regler, ligesom der har været vedvarende fokus på at

få arbejdsgiverne til at anmelde arbejdsulykker korrekt og rettidigt. Det er to vigtige dagsordner, som ligger

regeringen på sinde at videreføre. Det er afgørende, at alle anmeldepligtige arbejdsulykker anmeldes og

sagsbehandles, således at tilskadekomne hurtigst muligt kan få en afklaring af sin situation. Det kræver gode

og enkle rammer, herunder også en mere strømlinet anmeldeproces.

Det er regeringens vurdering, at det er uhensigtsmæssigt, at arbejdsgiverne i dag skal sætte sig ind i og forstå

to forskellige regelsæt for at vurdere, om en arbejdsulykke skal anmeldes til Arbejdstilsynet, Arbejdsmarke-

dets Erhvervssikring eller begge steder. Det er unødvendigt og bidrager ikke til klarhed over arbejdsgivernes

anmeldepligt.

Ændringerne vil medføre, at der kan udstedes en fælles anmeldebekendtgørelse efter arbejdsskadesikringslo-

ven og arbejdsmiljøloven. Det indebærer, at også anmeldelser om arbejdsulykker uden fravær, men hvor

arbejdsgiveren eller anden anmelder har vurderet, at der kan være erstatningsberettigede følger, vil kunne

anvendes i og styrke det forebyggende arbejdsmiljøarbejde.

Der gælder endvidere en række nærmere regler vedrørende anmeldelse m.v. i forbindelse med henholdsvis

arbejdsulykker og erhvervssygdomme, som i vidt omfang er enslydende. For at gøre lovgivningen mere

overskuelig, foreslås det derfor, at de enslydende bestemmelser om arbejdsulykker og erhvervssygdomme

slås sammen.

De samlede forslag forventes at gøre reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme mere

enkle og overskuelige.

De nuværende lovbestemte kapitaliseringsfaktorer opdateres ikke løbende for så vidt angår dødelighed (G82-

indekset), og afspejler dermed ikke udviklingen i befolkningens levetid over tid. Det er nødvendigt at udskif-

te G82-indekset med en tidssvarende levetidsfaktor.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Ændrede kriterier for anmeldelse af arbejdsulykker

2.1.1. Gældende ret

Arbejdsgiveren skal efter arbejdsskadesikringsloven anmelde alle ulykker, der indtræder under udførelse af

arbejde, hvis arbejdsulykken antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven. Der vil være krav på

ydelser efter loven, hvis ulykken giver helbredsmæssige og erhvervsmæssige følger, herunder hvis tilskade-

komne har betalt udgifter til behandling og hjælpemidler, som kan dækkes af arbejdsskadesikringen. Anmel-

defristen er senest 9 dage fra ulykkestidspunktet.

Anmeldepligten påhviler enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer her i landet, uanset om

det er lønnet, ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående. Dette gælder ligeledes for den arbejdsgiver, som

i sin tjeneste beskæftiger personer, der arbejder på et dansk skib.

For en person under arbejde i privat husholdning eller under udførelse af privat tjeneste, for hvem der efter

loven ikke er forsikringspligt, påhviler anmeldepligten arbejdsgiveren. Hvis tilskadekomne som selvstændig

erhvervsdrivende eller medarbejdende ægtefælle har sikret sig selv efter loven, eller hvis tilskadekomne er en

person, der forsøger at redde menneskeliv her i landet, uden dette er en naturlig del af dennes arbejde, foreta-

ges anmeldelsen af den pågældende eller dennes efterladte.

En arbejdsulykke er en fysisk eller psykisk skade, der er forårsaget af en pludselig hændelse eller påvirkning,

der har varet i højst fem dage, og som er en følge af arbejdet, jf. arbejdsskadesikringslovens § 6. Det er såle-

des et krav, at ulykken er sket på grund af tilskadekomnes arbejde eller de forhold, arbejdet er foregået un-

der. Fysisk vold, trusler samt anden krænkende adfærd uden for arbejdstid, vil derfor være omfattet, såfremt

dette er relateret til arbejde for en arbejdsgiver.

For at vurdere om en arbejdsulykke skal anmeldes efter arbejdsskadesikringsloven, skal arbejdsgiveren der-

for foretage en vurdering af, om der antages at kunne være krav på 1) betaling af udgifter til sygebehandling,

optræning og hjælpemidler m.m., 2) erstatning for tab af erhvervsevne, eller 3) godtgørelse for varigt mén.

Uanset om arbejdsulykken må antages at medføre ret til ydelser efter loven, er arbejdsgiveren efter arbejds-

skadesikringsloven forpligtet til at anmelde arbejdsulykken, hvis tilskadekomne ikke forventes at kunne gen-

optage sit arbejde i fuldt omfang senest på 5-ugers dagen efter ulykken. Anmeldefristen er senest på 5-ugers

dagen efter ulykken.

Arbejdsulykken skal anmeldes til det forsikringsselskab, hvor arbejdsgiver har tegnet arbejdsulykkesforsik-

ring. Hvis der ikke er tegnet forsikring, skal arbejdsulykken anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Dette gælder, selvom sikringspligten efter arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 4, ikke er opfyldt.

Beskæftigelsesministeren er efter arbejdsskadesikringsloven bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler

om anmeldelse af arbejdsulykker i en bekendtgørelse. Ligeledes er beskæftigelsesministeren bemyndiget til

at fastsætte de nærmere regler om anmeldelse af erhvervssygdomme. Reglerne for anmeldelse af arbejds-

ulykker og erhvervssygdomme er fastsat i henholdsvis bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om

anmeldelse af ulykker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og bekendtgørelse nr. 1478 af 2. december 2016

om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring.

Efter arbejdsmiljøloven skal alle arbejdsulykker, der indebærer arbejdsudygtighed i mindst en dag udover

skadedagen, anmeldes. Anmeldefristen er inden 9 dage efter første fraværsdag. Beskæftigelsesministeren er

efter arbejdsmiljøloven bemyndiget til at fastsætte de nærmere regler om anmeldelse af arbejdsulykker til

Arbejdstilsynet. Reglerne er fastsat i bekendtgørelse nr. 615 af 8. juni 2010 med senere ændringer.

2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Der er i dag forskellige kriterier og frister for anmeldelse af arbejdsulykker i henholdsvis arbejdsskadesik-

ringsloven og arbejdsmiljøloven. Reglerne for anmeldelse af arbejdsulykker kan derfor være vanskelige for

arbejdsgiverne at navigere i. Dette kan medføre en større risiko for, at arbejdsulykker ikke anmeldes korrekt,

hvilket kan have negative konsekvenser, bl.a. fordi det forsinker arbejdsskadesagsbehandlingen. Derudover

kan for sen anmeldelse have negative retsvirkninger for tilskadekomne, da erstatning for tab af erhvervsevne

ikke kan udbetales for tiden før anmeldelsen, uanset om tabet måtte være opstået tidligere.

For at gøre reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker mere hensigtsmæssige for arbejdsgiver og tilskade-

komne, foreslås det, at reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker forenkles ved at etablere ét fælles regelsæt

om anmeldelse af arbejdsulykker efter arbejdsmiljøloven og arbejdsskadesikringsloven. Det kræver lovæn-

dring af arbejdsskadesikringsloven.

Med den foreslåede ordning tilnærmes reglerne i arbejdsskadesikringsloven reglerne om anmeldelse af ar-

bejdsulykker efter arbejdsmiljøloven, hvorefter en arbejdsulykke skal anmeldes, hvis arbejdsulykken medfø-

rer fravær udover tilskadekomstdagen.

En arbejdsulykke anses for at have medført fravær, hvis medarbejderen udover tilskadekomstdagen ikke kan

påtage sig sin almindelige arbejdsfunktion til sin sædvanlige arbejdstid, også selv om tilskadekomne har fri

grundet fx weekend eller ferie. Det er afgørende, om medarbejderen efter tilskadekomstdagen vil kunne på-

tage sig sin almindelige arbejdsfunktion til sin sædvanlige arbejdstid. Det anses således som fravær, hvis

tilskadekomne kun delvist vil kunne påtage sig sit sædvanlige arbejde efter ulykken, uanset at medarbejderen

i øvrigt påtager sig andre opgaver og dermed opfylder sin arbejdsmæssige normtid. Den tilskadekomne kan

derfor anses som fraværende, selv om den tilskadekomne er på arbejde.

Det er uden betydning for vurderingen af fravær, om tilskadekomne har været fraværende på selve tilskade-

komstdagen. Ulykken kan således anses for at have medført fravær, hvis tilskadekomne i fuldt omfang påta-

ger sig sit sædvanlige arbejde på selve tilskadekomstdagen. Omvendt vil det ikke anses som fravær, hvis

tilskadekomne alene på selve tilskadekomstdagen ikke kan påtage sig sit sædvanlige arbejde i fuldt omfang.

Med forslaget vil anmeldepligten fortsat påhvile den arbejdsgiver, der efter loven er sikringspligtig. En an-

meldepligtig arbejdsulykke skal med forslaget anmeldes senest 14 dage efter første fraværsdag. Dette gælder

uanset, om tilskadekomne først bliver fraværende senere som følge af ulykken. Det er således første fraværs-

dag, der er afgørende for anmeldetidspunktet.

Som efter gældende regler vil arbejdsgiver derudover fortsat være forpligtet til at anmelde arbejdsulykker,

der antages at medføre krav på ydelser efter loven. Arbejdsgiver er således forpligtet til at foretage en vurde-

ring af, om ulykken kan give helbredsmæssige- eller erhvervsmæssige følger, herunder hvis tilskadekomne

har betalt udgifter til behandling og hjælpemidler, som ville kunne dækkes af arbejdsskadesikringen. Dette

gælder uanset at arbejdsulykken ikke har medført fravær. Anmeldefristen efter dette kriterium er 14 dage

efter tilskadekomstdagen.

Arbejdsulykker vil fortsat skulle anmeldes til arbejdsgivers arbejdsskadeforsikringsselskab via Arbejdstilsy-

nets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles digitale anmeldesystem, EASY.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5-20, og bemærkningerne hertil.

2.2. Indfasning af opdaterede kapitaliseringsfaktorer og renteforudsætninger

2.2.1. Gældende ret

Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes altid som en løbende erstatning. Erstatningen for tab af er-

hvervsevne kan udbetales som en løbende erstatning eller som en kapitalerstatning efter arbejdsskadesik-

ringslovens § 27, jf. § 17, stk. 5. En løbende erstatning udbetales månedligt, mens erstatning som kapitalbe-

løb er en engangsudbetaling.

Når der er fastsat et endeligt tab af erhvervsevne, skal erstatningen udbetales som et kapitalbeløb, hvis tabet

af erhvervsevne er mindre end 50 pct., jf. arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1. Er tabet af erhvervsevne

50 pct. eller derover, skal erstatningen udbetales som en løbende erstatning. Tilskadekomne kan i disse situa-

tioner anmode om at få udbetalt den del af erstatningen, der svarer til et tab af erhvervsevne på 50 pct., som

et kapitalbeløb, jf. arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 2.

Er tilskadekomne tilkendt en løbende erstatning kan denne ikke omsættes til et kapitalbeløb, når pågældende

er to år eller mindre fra at nå pensionsalderen, jf. arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 2. Erstatning for tab

af erhvervsevne udbetales dog som et kapitalbeløb, når tilskadekomne på afgørelsestidspunktet er to år eller

derunder fra at nå folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension. Det samme gælder tilskadekomne,

der har nået folkepensionsalderen, jf. arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1. For tilskadekomne, der er 2 år

eller mindre fra at nå folkepensionsalderen og for tilskadekomne, der har nået folkepensionsalderen, udbeta-

les erstatningen som et kapitalbeløb med den faktor, der er fastsat for en person, der er 2 år fra at nå folke-

pensionsalderen, ganget med den årlige løbende erstatning, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 7.

Hvis tilskadekomne får tilkendt en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, udbetales denne altid som

en løbende erstatning, der ikke kan omsættes til et kapitalbeløb, jf. arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1.

Der træffes afgørelse om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, hvis tilskadekomnes erhvervsmæssi-

ge situation ikke er afklaret. Dette er typisk tilfældet, hvis tilskadekomne eksempelvis er under revalidering,

omskoling eller modtager sygedagpenge.

Det er muligt at træffe afgørelse om ”delte erstatninger”. Ved delte

erstatninger forstås, at det vurderes, at en del af nedsættelsen af erhvervsevnen er varig, og en anden del af

erstatningen er midlertidig. Den del af erstatningen, der vurderes til at være varig kan udbetales som en kapi-

talerstatning.

Derudover gælder efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 4, 1. pkt., en særregel, således at Arbejds-

markedets Erhvervssikring træffer midlertidig afgørelse om udbetaling af midlertidig erstatning, når tilska-

dekomne modtager ledighedsydelse, eller når tilskadekomne ikke er bevilget permanent fleksjob. Arbejds-

markedets Erhvervssikring kan dog efter anmodning fra tilskadekomne træffe endelig afgørelse, når Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at de erhvervsmæssige forhold er tilstrækkeligt afklarede, jf. ar-

bejdsskadesikringslovens § 17 a, stk. 4, 2. pkt.

Erstatning for tab af forsørger tilkendes som en tidsbestemt, løbende erstatning, der udbetales med virkning

fra datoen for dødsfaldet i højst ti år, jf. arbejdsskadesikringslovens § 20, stk. 2. Den løbende erstatning for

tab af forsørger ophører ved udgangen af den måned, hvor den efterladte når folkepensionsalderen, jf. § 1 a i

lov om social pension, jf. arbejdsskadesikringslovens § 20, stk. 4.

Erstatning for tab af forsørger udbetales som udgangspunkt som en løbende erstatning, men kan omsættes til

kapitalbeløb efter anmodning fra den efterladte, jf. arbejdsskadesikringslovens § 20, stk. 3, jf. § 27, stk. 3.

Når en erstatning for tab af erhvervsevne eller erstatning for tab af forsørger omsættes til et kapitalbeløb,

anvendes aktuarmæssigt fastsatte principper for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer, jf. arbejdsskadesik-

ringslovens § 27, stk. 4. Den årlige løbende erstatning omregnes til et kapitalbeløb ved at gange med en kapi-

taliseringsfaktor, der afhænger af flere principper på omsætningstidspunktet.

De gældende principper for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer blev indført pr. 1. juli 2007. De principper,

der indgår i fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorerne, består efter gældende ret af dødelighedsforudsætnin-

ger, renteniveau, regulering af den løbende erstatning, beskatning af den løbende erstatning samt beskatning

af kapitalindkomsten. Principperne for fastsættelse af faktorerne er fastsat med henblik på, at værdien af den

erstatning for tab af erhvervsevne, som tilskadekomne modtager som et kapitalbeløb, skal være er den sam-

me, uanset om den udbetales som et kapitalbeløb eller som en løbende erstatning. Det får for eksempel be-

tydning i forhold til at en løbende erstatning er skattepligtig, hvorimod erstatningen er skattefri, hvis den

udbetales som et kapitalbeløb.

Forudsætningerne om dødelighed indgår således som et element ved fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorer-

ne. Siden 1. juli 2007 har dødelighedsforudsætningerne været baseret på det aktuarmæssige beregnings-

grundlag G82. G82-indekset opererer med antagelser om, hvor mange personer der vil dø, før de når pensi-

onsalderen (den såkaldte dødelighedsantagelse). G82-indekset bygger på data om livs- og pensionsforsikre-

des levetid i slutningen af 1970'erne..

G82-indekset er baseret på kønsspecifikke faktorer. Praksis for kapitalisering af arbejdsskadeerstatninger har

dog siden den 1. marts 2015 været baseret på kønsneutrale kapitaliseringsfaktorer. Det skyldes, at EU-

domstolen ved dom af 3. september 2014 i sag C-118/13, X, EU: C: 2014: 2133 fastslog, at anvendelse af

kønsspecifikke aktuarmæssige principper ved kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning er i strid med

ligebehandlingsprincippet i artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv af 19. december 1978 om gradvis gennemførel-

se af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd med hensyn til social sikring (79/7/EØF). De køns-

neutrale kapitaliseringsfaktorer på arbejdsskadeområdet er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1233 af

27. oktober 2018 om omsætning af løbende ydelser til kapitalbeløb efter lov om arbejdsskadesikring i 2019.

Renteniveauet er fra 1. juli 2007 fastsat på baggrund af et 5-årigt gennemsnit af den gennemsnitlige forrent-

ning af en 30-årig realkreditobligation.

Reguleringen af den løbende erstatning i forbindelse med kapitalisering er baseret på et løbende 5-årigt gen-

nemsnit for 2,0 pct. tillagt tilpasningsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Beskatningen af den løbende erstatning er baseret på gennemsnitlige skatteprocenter ved opgørelsen af den

løbende erstatning efter skat. For arbejdsulykker, der er indtrådt fra 1. juli 2007 til 31. december 2010 og

erhvervssygdomme, der er anmeldt fra 1. juli 2007 til 31. december 2010 anvendes et gennemsnit mellem

skatteprocenten inkl. statslig bundskat og skatteprocenten inkl. statslig bund- og mellemskat. Da mellemskat-

ten bortfaldt pr. 1. januar 2011, indgår denne ikke som en faktor for arbejdsulykker, der er indtrådt den 1.

januar 2011 eller senere, og for erhvervssygdomme, der er anmeldt den 1. januar 2011 eller senere.

Beskatningen af kapitalindkomsten er baseret på en gennemsnitlig skatteprocent bestående af kommune-,

bund- og kirkeskat som skatteprocent ved beskatning af kapitalindkomst.

Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

årligt inden udgangen af oktober måned de nærmere regler for omsætning af løbende erstatning til kapitalbe-

løb, der tilkendes og beregnes i det følgende år, jf. arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, 5. pkt. Reglerne

er udmøntet i en vejledning. For 2020 er reglerne fastsat i Arbejdstilsynets vejledning nr. 9921 af 15. oktober

2019 om omsætning af løbende erstatninger til kapitalbeløb efter lov om arbejdsskadesikring i 2020.

2.2.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Lovens gældende dødelighedsforudsætninger, der indgår som aktuarmæssigt princip for fastsættelse af kapi-

taliseringsfaktorer, baserer sig på G82-indekset, som bygger på data om livs- og pensionsforsikredes levetid i

slutningen af 1970'erne. Levetiden i Danmark er siden 1970’erne steget. Levetidsforudsætningerne fra

1970’erne giver derfor ikke et retvisende billede af den aktuelle levetid i befolkningen. G82-indekset

inde-

bærer således, at tilskadekomne og efterladte får udbetalt en mindre kapitalerstatning, end hvis der blev an-

vendt mere tidssvarende forudsætninger om dødelighed. Det betyder, at værdien af erstatningen er mindre

for tilskadekomne og efterladte, hvis den bliver udbetalt som et kapitalbeløb, end hvis erstatningen blev ud-

betalt løbende frem til, at den pågældende når pensionsalderen. Tilskadekomne og efterladte får derfor for-

holdsmæssigt for lidt udbetalt ved omregning fra løbende erstatning til kapitalerstatning.

Beskæftigelsesministeriet vurderer, at principperne for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorerne skal opdate-

res, således at værdien af en kapitalerstatning efter loven er beregnet på baggrund af aktuelle levetidsforud-

sætninger, der løbende opdateres.

Det foreslås, at kapitaliseringsfaktorerne fortsat fastsættes efter aktuarmæssige principper, hvor der tages

udgangspunkt i, at værdien af erstatningen for tilskadekomne og efterladte i princippet skal være den samme,

uanset udbetalingsmåden. De principper, der indgår i fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorerne, vil således

fortsat bestå af antagelser om dødelighed/levetid, renteniveau, regulering af den løbende erstatning, beskat-

ning af den løbende erstatning samt beskatning af kapitalindkomsten.

Finanstilsynet indførte fra den 1. januar 2011 benchmarks (sammenligningsgrundlag) for den observerede

nuværende dødelighed og for de forventede fremtidige levetidsforbedringer til brug for sammenligning af

livsforsikringsselskaber, pensionsselskaber m.v. Ud over at sikre, at livs- og pensionsselskaberne har til-

strækkelige hensættelser til brug for afvikling af forpligtelserne på de policer, som selskabet har udstedt, er

formålet med modellen at udligne ubegrundede forskelle i selskabernes levetidsforudsætninger. Livsforsik-

ringsselskaber, pensionsselskaber m.v. er forpligtede til at anvende Finanstilsynets benchmark for levetids-

forudsætninger eller en tilsvarende model til beregning af hensættelser, erstatninger og priser til livsforsik-

ringsprodukter.

Beskæftigelsesministeriet vurderer derfor, at det på arbejdsskadeområdet er hensigtsmæssigt at udskifte G82-

indekset med Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger.

Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger opgøres årligt og bygger på data fra danske livs- og

pensionsforsikringsselskabers bestande af forsikrede samt data fra Danmarks Statistik. Der bruges udeluk-

kende danske data om dødelighed og levetidsforbedringer.

Finanstilsynets benchmark for den observerede nuværende dødelighed har form af fastsatte dødsintensiteter

for alle aldre og fastsættes separat for kvinder og mænd. Benchmark for den observerede nuværende døde-

lighed bygger på data fra en række danske livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser bearbejdet

af Videncenter for Helbred og Forsikring samt Danmarks Statistik, der går fem år tilbage i tiden og ajourfø-

res årligt.

Finanstilsynets Benchmark for de forventede fremtidige levetidsforbedringer består af en fastsat årlig pro-

centuel reduktion af dødsintensiteten for alle aldre og fastsættes separat for kvinder og mænd. Beregningen

af de forventede fremtidige levetidsforbedringer bygger på data, der er leveret af Danmarks Statistik og be-

står af befolkningsdata fra hele Danmark. Fremskrivningen bygger på de seneste 20 års data fra 1998 til

2017.

Indførelse af Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger sikrer dermed, at værdien af alle tilska-

dekomnes og efterladtes erstatning fastsættes ud fra et tidssvarende niveau for levetid uanset udbetalingsmå-

den.

Det foreslås videre, at kapitaliseringsfaktorerne fortsat justeres årligt inden udgangen af oktober måned sam-

tidig med, at satserne i arbejdsskadesikringsloven reguleres. Det foreslås endvidere, at kapitaliseringsfakto-

rerne fortsat fastsættes i spring af hele år og måneder, hvilket betyder, at kapitalerstatningen fortsat tilpasses

til tilskadekomnes og efterladtes faktiske alder.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

2.3. Udfasning af tidligere kapitaliseringsfaktorer

2.3.1. Gældende ret

Når der gennemføres ændringer af arbejdsskadesikringsloven, der påvirker tilskadekomnes eller forsikrings-

selskabernes (sagens parter) rettigheder og/eller pligter, gælder de nye regler efter hidtidig praksis alene for

nye sager. Det vil sige ulykker, der indtræder, og erhvervssygdomme, der anmeldes fra ændringens ikraft-

trædelsesdag.

Dette indebærer, at rettigheder og pligter i en sag følger den lovgivning, som var gældende på ulykkestids-

punktet/anmeldetidspunktet, indtil tilskadekomne eller efterladte ikke længere kan rejse krav efter loven

–

også selvom det måtte være mange år efter for eksempel ulykkestidspunktet. Konsekvensen af denne ikraft-

trædelsespraksis er, at ulykker, der er indtrådt, og erhvervssygdomme, der er anmeldt inden ikrafttrædelses-

dagen 1. juli 2020, er omfattet af en af de fire hovedlove på arbejdsskadeområdet, hvoraf den ældste er ulyk-

kesforsikringsloven fra 1933 (livsvarige ydelser). Dette gælder også, når der for eksempel i forbindelse med

en fremtidig genoptagelsessag eller anmodning om udmåling af en løbende erstatning som en kapitalerstat-

ning, skal foretages en kapitalisering af en erstatning.

Principperne for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer fordelt på de forskellige lovperioder siden 1933, kan i

skemaform fremstilles således:

Korrektion af

forskelle i

skat?

Løntalsregu-

lering

Erstatnings-

ophør

Dødelighed

Afløsnings-

beløb

Skadedato

Rentefod

Arbejdsskadelov

Lov om forsikring mod følger af

ulykkestilfælde*

Lov om arbejdsskadeforsikring

Lov om sikring mod følger af ar-

bejdsskade

Lov om arbejdsskadesikring

1933-

1978

1978-

1992

1993-

2003

2004-

2007

2007-

2010

Fra 2011

Livsvarig

Folkepension

Folkepension**

Folkepension

Nej

L66

U74

G82

8 procent

10 procent

2010-

Niveau***

Variabel

Nej

2010-

Niveau

Nej

2010-

Niveau

* Invaliditetserstatningen efter ulykkesforsikringsloven ophører ikke ved folkepensionsalderen, men er livsvarig. Efter loven skal alle erstatningsbe-

rettigede havde tilbud om et afløsningsbeløb ved det 67. år

** Der eksisterer en undtagelse hertil. Denne undtagelse er ikke relevant efter udløbet af overgangsperioden i 2030.

*** Fra 2007 til 2010 er renten fastsat variabelt

–

men er efter 2010 af beregningstekniske årsager blevet fastsat svarende til 2010-niveau

For ulykkessager med skadedato og erhvervssygdomssager med anmeldedato i perioden 1. januar 2011 til

30. juni 2020 fastsættes kapitaliseringsfaktorerne på grundlag af dødelighedsforudsætningerne i det forsik-

ringstekniske beregningsgrundlag G82, med en variabel grundlagsrente og med variable forudsætninger om

løntalsregulering og beskatning. For ulykkessager med skadedato og erhvervssygdomssager med anmeldeda-

to i perioden 1. juli 2007 til 31. december 2010 fastsættes kapitaliseringsfaktorerne også på grundlag af dø-

delighedsforudsætningerne i det forsikringstekniske beregningsgrundlag G82, men med en fast grundlagsren-

te i 2010-niveau og med forudsætninger om løntalsregulering og beskatning i 2010-niveau.

For ulykkessager med skadedato og erhvervssygdomssager med anmeldedato i perioden 1. januar 2004 til

30. juni 2007 fastsættes kapitaliseringsfaktorerne på grundlag af dødelighedsforudsætningerne i det forsik-

ringstekniske beregningsgrundlag U74 med en fast grundlagsrente på 10 pct. og uden forudsætninger om

løntalsregulering og beskatning. U 74 var et forsikringsteknisk beregningsgrundlag for livrenter på tidligere

bestande og blev anvendt af livsforsikringsselskaberne fra 1974 til 1982. U 74 indeholdt blandt andet oplys-

ninger om dødelighed.

Sager fra 1. januar 1993 til 31. december 2003 er omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade, og

sager fra 1. april 1978 til 31. december 1992 er omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven. Efter disse love

fastsættes kapitaliseringsfaktorerne på grundlag af det daværende forsikringstekniske beregningsgrundlag

vedrørende dødelighedsforudsætninger U74, med en grundlagsrente på 10 pct. og uden forudsætninger om

løntalsregulering og beskatning.

Sager indtil 1. april 1978 er omfattet af ulykkesforsikringsloven, hvorefter kapitaliseringsfaktorerne fastsæt-

tes på grundlag af det daværende forsikringstekniske beregningsgrundlag L 66, med en grundlagsrente på 8

pct. og uden forudsætninger om løntalsregulering og beskatning. L 66 indeholdt dødelighedstabeller, der var

udarbejdet af Statsanstalten for Livsforsikring.

De faste renteforudsætninger og manglende indregning af beskatning, som gælder for sager med en skadeda-

to før 1. juli 2007, indebærer generelt, at yngre tilskadekomne har opnået en forholdsmæssig mindre værdi af

kapitalerstatningen, end ældre tilskadekomne vil opnå. Renten indgår i kapitaliseringsfaktorerne på baggrund

af, hvor mange år der er tilbage til erstatningsophør. Derfor og som følge af rente-rente effekten vil en høj

fast rente indebære, at personer med mange år til erstatningsophør får en forholdsvis mindre erstatning.

2.3.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det foreslås, at den hidtidige praksis for ikrafttræden af ny lovgivning på arbejdsskadeområde følges ved

udskiftningen af G82 med Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger. Det indebærer, at udskift-

ningen af G82 med Finanstilsynets Benchmark for levetidsforudsætninger således alene kommer til at gælde

for nye sager fra ikrafttrædelsesdagen den 1. juli 2020. Det vil sige ulykker, der indtræder den 1. juli 2020

eller senere, og erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. juli 2020 eller senere. Tilskadekomne, der har været

udsat for en arbejdsulykke inden den 1. juli 2020, eller anmeldt en erhvervssygdom, der er anmeldt inden

den 1. juli 2020 vil være omfattet af tidligere lovgivning og dermed få kapitaliseret erstatning efter de tidli-

gere gældende principper

–

også i forbindelse med kapitaliseringer foretaget efter ikrafttrædelsesdagen.

Beskæftigelsesministeriet finder det imidlertid uhensigtsmæssigt, at tilskadekomne og efterladte, omfattet af

lovgivningen før ikrafttrædelsesdagen den 1. juli 2020, i mange år fremover skal have omsat løbende erstat-

ning til kapitalerstatning på baggrund af kapitaliseringsfaktorer, der er fastsat efter forældede og utidssvaren-

de principper, og at omsætning af løbede erstatning til kapitalbeløb skal foretages efter mange forskellige

principper, der er afhængige af, hvornår skaden er indtrådt, men uafhængige af udviklingen i kapitaliserings-

faktorerne. En sådan retstilstand gør det vanskeligt for modtagerne at gennemskue, hvilke kriterier der gæl-

der for hvilke skadeårgange, og det medfører et administrativt ressourcetræk i Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring, fordi Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal opretholde kompetencer til at administrere alle fire

hovedlove med ændringslove.

Beskæftigelsesministeriet finder grundlag for med forslaget også at gennemføre ensartede principper for

fastsættelse af kapitaliseringsfaktorerne. Der foreslås derfor, at alle sager efter en overgangsperiode bliver

omfattet af de foreslåede opdaterede principper for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer. Dette gælder uan-

set, hvornår de er opstået. Der foreslås en overgangsperiode til 1. januar 2030. Beskæftigelsesministeriet

vurderer, at en overgangsordning på 10 år tilgodeser en hensigtsmæssig balance af hensynene for sagens

parter.

I overgangsperioden, det vil sige fra 1. juli 2020 til 31. december 2029, vil en erstatningsberettiget med et

skadestidspunkt før ikrafttrædelsestidspunktet, få omsat en årlig løbende erstatning til en kapitalerstatning

med anvendelse af den kapitaliseringsfaktor, der gælder for denne konkrete skadesårgang og den erstat-

ningsberettigedes alder. Erstatningsberettigede, der modtager en løbende årlig ydelse, vil ikke blive berørt af

dette forslag, hvis pågældende ikke ønsker den løbende ydelse omsat til engangserstat-ning.

I overgangsperioden vil reglerne for omsætning af en løbende erstatning vedrørende en skade før 1. juli 2020

ikke blive ændret. En erstatningsberettiget med et skadestidspunkt før ikrafttrædelsestidspunktet, vil få omsat

en årlig løbende erstatning til en kapitalerstatning med anvendelse af den kapitaliseringsfaktor, der gælder

før 1. juli 2020 for denne konkrete skadesårgang og den erstatningsberettigedes alder.Forslaget om en over-

gangsperiode betyder, at alle kapitalerstatninger fra 1. januar 2030 vil blive beregnet på grundlag af kapitali-

seringsfaktorer, der er fastsat efter Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger og med den gæl-

dende forrentnings- og beskatningsmetode. Det vil kun være ny-udmålte kapitalerstatninger, der skal bereg-

nes efter de nye kapitaliseringsfaktorer. De nye kapitaliseringsfaktorer vil således finde anvendelse på ny-

kapitaliseringer (hvor tilskadekomne hidtil har modtaget en løbende erstatning for tab af erhvervsevne) og

genoptagelsessager, hvor der udmåles ekstra (kapital)erstatning, selvom afgørelsen oprindeligt er truffet efter

et tidligere lovgrundlag. Allerede udbetalt kapitalerstatning vil ikke kunne genoptages og forhøjes efter de

nye levetidsforudsætninger.

Modellen indebærer, at kapitaliseringsfaktorer fastsat på grundlag af tidligere ordninger vil blive udfaset den

1. januar 2030, jf. dog nedenfor om dispensationsmulighed. Efter 1. januar 2030 vil alle kapitalerstatninger

således blive beregnet efter Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger og med variabel rente,

selvom skadetidspunktet for ulykken eller anmeldedatoen for erhvervssygdommen ligger før ikrafttrædelses-

tidspunktet den 1. juli 2020. De nye principper anvendes herefter både i sager, der p.t. er omfattet af gælden-

de lov fra 1. januar 2004, og for sager, der er omfattet af tidligere lovgivning.

Forslaget om udfasning og indførsel af ét princip for sammensætning af kapitaliseringsfaktorer efter over-

gangsbestemmelsen indebærer, at langt de fleste tilskadekomne med en skade fra før ikrafttrædelsen vil op-

leve en stigning i de udmålte engangserstatninger. Dette følger af, at levetiden i Danmark er steget, hvilket

afspejles i Finanstilsynets benchmark. Ganske få erstatningsberettigede forventes at opnå en lavere udmålt

kapitalerstatning efter overgangsperiodens udløb.

Alle tilskadekomne med arbejdsulykker, der er indtrådt, og erhvervssygdomme, der er anmeldt, i perioden

efter 1. juli 2007 og frem til ikrafttrædelsestidspunktet vil med meget stor sandsynlighed opleve en stigning

uanset alder. Der er dog en teoretisk risiko for, at disse tilskadekomne principielt kan blive berørt af lavere

kapitaliseringsfaktorer ved den foreslåede overgang i 2030. Det vil ske, hvis dødeligheden pludselig stiger

markant, samtidig med, at renten stiger med en effekt, der er højere end lønreguleringen. Det vurderes at

være et usandsynligt scenarie.

For skadesårgange før 2007 er billedet mindre entydigt, og særlig udskiftningen af renteforudsætningerne og

indarbejdelsen af skat har betydning. Nogle tilskadekomne fra den periode vil opleve en stigning i den kapi-

taliserede erstatning, mens andre vil få en lavere udbetalt erstatning, såfremt anmodningen af omsætningen

af en løbende erstatning til kapitalerstatning indgives efter 2030. Det bemærkes, at det er arbejdsskadesager,

som har verseret i mindst 23 år på tidspunktet for overgangsordningens ophør, og hvor det

–

alt andet lige

–

er begrænset, hvor meget bevægelse der er i sagerne.

For tilskadekomne med arbejdsskader før 2007 vil overgangsordningen betyde, at de faste renteforudsætnin-

ger på henholdvis 8 og 10 procent vil blive udskiftet med en variabel rente, og at der indarbejdes fradrag for

skat

–

for begge dele svarer det til de regler, der har været gældende siden 1. juli 2007.

Ved efter overgangsordningens udløb at indføre ét princip for kapitaliseringsfaktorer med varierende rente-

forudsætninger og fradrag for skat vil erstatningsberettigede, der er yngre end 57-59 år på omsætningstids-

punktet, opleve en stigning i kapitalerstatningen, hvis de efter 2030 vælger at få omsat en løbende erstatning

til en engangserstatning. En 50-årig vil således opleve ca. 40 procents forøgelse af en kapitaliseret erstatning.

Det skyldes, at fradrag for forventet forrentning af kapitalafkast vil blive markant lavere.

Modsat vil ældre tilskadekomne, som har få år tilbage inden erstatningsophør, opleve en nedgang i kapitaler-

statningen, hvis de efter 2030 vælger at få omsat en løbende erstatning til en engangserstatning. Det drejer

sig om personer med en skade mellem 1978 og 2007, og som efter 2030 er mere end 57-59 år. En 60-årig

person skønnes for eksempel at ville opleve en nedgang på cirka 10 procent, mens en 65-årig vil have ca. 30

procents nedgang. Det skyldes, at fradraget for skat vil være større end det fald i rente, der følger af indførsel

af variabel rente.

Det skønnes, at færre end 100 personer med en skade fra før 1. juli 2007 vil blive berørt af udfasningen og

indførelsen af én kapitaliseringsfaktor. Det bemærkes, at en mindre andel end 0,3 procent af de samlede ka-

pitaliseringer foretages mere end 23 år efter en skade. Det er ikke muligt at forudsige, hvilken andel og i

hvilket omfang disse maksimalt 100 personer vil opleve en stigning eller et fald. Det vil afhænge af, hvilke

konkrete personer der på et tidspunkt efter overgangsperioden måtte anmodeom at få en løbende ydelse kapi-

taliseret, herunder hvilken alder de har på omsætningstidspunktet, samt de konkrete rente- og dødeligheds-

forudsætninger, der vil være gældende på det tidspunkt. Endvidere vil skatteforhold og den konkrete pensi-

onsalder på dette tidspunkt også have indflydelse på den relevante kapitaliseringsfaktor. Det skønnes dog, at

flertallet af de maksimalt 100 personer vil opleve en mindre erstatning end efter de hidtidigt gældende regler,

al den stund at den største del af de tilskadekomne med en skade før 2007 i 2030 må forventes at være ældre

end 57-59 år.

Det skønnes, at der vil være ganske få tilskadekomne med en skade før 1978 (det vil sige med en skade, der

har verseret i mindst 52 år på tidspunktet for overgangsordningens ophør), der efter 2030 vil anmode om at

få omsat en løbende ydelse til en kapitaliseringet erstatning. Det vurderes, at der i praksis alene er en teore-

tisk sandsynlighed for, at situationen opstår, men at den teoretiske mulighed for kapitalisering af en erstat-

ning efter den ældre lovgivning ikke fuldstændig kan udelukkes efter udløbet af overgangsperioden. For

sådanne tilskadekomne, der som følge af en skade fra før april 1978 modtager livsvarig invaliderente efter

lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, vil der også være en aldersbetinget forskel på, hvem der vil

få mere og hvem der vil få mindre: En 79-årig vil ikke opleve nogen nævneværdig ændring, mens en person,

der er yngre end 79 år, vil opleve en forøgelse, og en person, der er ældre end 79 år, vil opleve at få en min-

dre erstatning. En 70-årig vil eksempelvis opleve en forøgelse på ca. 30 procent, mens en 89-årig vil opleve

et fald på ca. 80 procent, hvis de efter 2030 måtte vælge at få omsat en løbende erstatning til en kapitalise-

ring.

Det skal understreges, at skønnet over omfanget af antal sager fra før 2007 og udgifterne i den forbindelse er

forbundet med betydelig usikkerhed. Der er tale om et mindre antal sager, og det præcise antal og beløbsstør-

relser efter 2030 vil afhænge af, hvilke konkrete afgørelser der bliver truffet i konkrete sager.

For at imødegå riskoen for, at nogen får lavere engangserstatning efter 1. januar 2030, hvor overgangsord-

ningen udløber, foreslås en dispensationsadgang, der kan imødegå de situationer, hvor en modtager af er-

statning vil få en lavere erstatning, såfremt erstatningen udmåles efter de på omsætningstidspunktet gælden-

de kapitaliseringsfaktorer efter udløbet af overgangsperioden.

Den foreslåede dispensationsadgang indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter 1. januar 2030 i

sager, hvor tilskadekomne med en udmåling af en kapitaliseret erstatning efter de på det tidspunkt gældende

kapitaliseringsfaktorer vil få en erstatning, der er lavere end efter de kapitaliseringsfaktorer, som hidtil har

været gældende for den pågældende skade, vil skulle udmåle erstatningen efter de for skaden tidligere gæl-

dende kapitaliseringsfaktorer, dvs. de kapitaliseringsfaktorer, som resulterer i en kapitaliseret erstatning med

den største værdi.

Dispensationsbestemmelsen har til formål at sikre tilskadekomne bedst muligt ved, at ingen modtager af

erstatning vil få en mindre kapitalerstatning grundet udfasningen af tidligere kapitaliseringsfaktorer efter

udløb af overgangsordningen.

Det forventes som udgangspunkt, at der ikke i sager fra perioden efter 1. juli 2007 vil blive tale om, at mod-

tagere af erstatning vil få en mindre kapitalerstatning grundet udfasning af tidligere kapitaliseringsfaktorer

efter udløbet af overgangsordningen den 1. januar 2030, og at at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i praksis

kun vil skulle anvende dispensationsmuligheden i en andel af sager fra perioden før 1. juli 2007. Det forven-

tes, at der således som udgangspunkt kun vil være en andel af i alt maksimalt 100 sager fra denne periode,

hvor der kan være risiko for, at tilskadekomne får en lavere kapitalerstatning efter udløbet af overgangsperi-

oden, hvis kapitalerstatningen beregnes efter de nye regler på omsætningstidspunktet end hvis kapitalerstat-

ningen beregnes efter de regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor arbejdsskaden indtrådte.

Det forventes samtidig, at det i 2030 gældende princip for kapitaliseringsfaktorer med meget stor sandsyn-

lighed vil indebære, at der i alle sager fra 1. juli 2007 vil blive udmålt højere erstatning. Det forventes derfor,

at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke vil skulle vurdere disse sager i forhold til dispensationsbestem-

melsen i sager med en skade efter 1. juli 2007.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om dispensation er en afgørelse efter lovens § 40, der kan ind-

bringes for Ankestyrelsen af sagens parter efter § 44.

I forbindelse med udskiftningen af G82 med mere tidssvarende forudsætninger om levetid vil der ikke blive

ændret på andre rettigheder og forpligtelser for sagens parter i sager efter lovgivningen før ikrafttrædelsesda-

gen 1. juli 2020. Det betyder, at tilskadekomne og efterladte efter ulykkeforsikringsloven fortsat beholder

deres ret til en livsvarig løbende erstatning. Ligeledes beholder tilskadekomne efter lovgivningen, der var

gældende i perioden 1. april 1978 til 31. december 2003, deres ret til afløsningsbeløbet.

Der henvises til lovforslagets §§ 3 og 4 og bemærkningerne hertil.

2.4. Betaling for transport og tabt arbejdsfortjeneste til nødvendig ledsager i forbindelse med under-

søgelser, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen anmoder om

2.4.1. Gældende ret

Tilskadekomne har efter arbejdsskadesikringslovens § 38, stk. 2, ret til at få betalt rejseudgifter ved lægebe-

handling m.v. efter stk. 1, når lægebehandlingen m.v. sker efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings anmod-

ning. Tilskadekomne har endvidere ret til at få erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ved be-

handling m.v. efter. stk. 1, hvis fraværet er af mindst 2 timers varighed. Efter § 38, stk. 3, gælder det samme,

når Ankestyrelsen har anmodet om oplysningerne.

Bestemmelsen i § 38, stk. 2, skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 38, stk. 1, der pålægger tilskade-

komne snarest muligt efter arbejdsskadens indtræden at deltage i en undersøgelse af en læge og derefter gen-

nemgå den lægebehandling eller genoptræning, som lægen eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring finder

nødvendig.

Formålet med § 38, stk. 1, er at tilvejebringe oplysninger om tilskadekomnes helbredsmæssige forhold, der

kan danne grundlag for en afgørelse om anerkendelse, godtgørelse og erstatning. Dette kan forudsætte, at

tilskadekomne undersøges af en læge. Undersøgelserne skal foretages snarest muligt efter arbejdsskadens

indtræden. Dette skyldes, at formålet med undersøgelsen ellers kan forspildes.

Efter mangeårig praksis betales der tillige for transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste samt time- og dag-

penge til en eventuel nødvendig ledsager. Den mangeårige praksis fremgår af Arbejdsskadestyrelsens (nu

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings) vejledninger om betaling for behandlingsudgifter.

§ 38, stk. 2, indeholder hjemmel til, at tilskadekomne kan få betalt rejseudgifter og tabt arbejdsfortjeneste,

men indeholder ikke hjemmel til at betale udgifterne til en ledsager.

2.4.2 Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede løsning

I en række situationer vil tilskadekomne ikke kunne deltage i en lægeundersøgelse på egen hånd. Dette kan

skyldes følgerne af arbejdsskaden eller andre forhold. Det kan derfor være nødvendigt for tilskadekomne at

have en ledsager med til undersøgelsen, herunder til transporten i forbindelse med undersøgelsen for, at un-

dersøgelsen kan gennemføres.

Ledsageren kan således sikre, at undersøgelsen gennemføres snarest muligt og uden unødig forsinkelse, og

uden at lægen eller eventuelt hospitalet skal tage højde for særlige hjælpemidler eller for tolkebistand under

undersøgelsen. Ledsagerne kan således sikre, at formålet med undersøgelsen ikke forsinkes eller forspildes.

I forlængelse heraf er det Beskæftigelsesministeriets vurdering, at § 38, stk. 2, skal fortolkes bredt, således at

"tabt arbejdsfortjeneste og rejseudgifter" ud fra en formålsbestemt fortolkning omfatter alle udgifter, som er

nødvendige for, at tilskadekomne kan lade sig undersøge. Dette gælder også udgifter til tabt arbejdsfortjene-

ste og transport for en ledsager, når ledsagelse er nødvendig for at kunne gennemføre lægeundersøgelsen.

Beskæftigelsesministeriet er således enig i den gældende langvarige praksis, der ikke er tilsidesat i Ankesty-

relsen.

Der vil i vurderingen af, om der kan betales for en ledsager, skulle lægges vægt på behovet for ledsager i den

enkelte sag. Ved denne vurdering vil indgå en række elementer. Blandt andet skadens art og omfang, tilska-

dekomnes muligheder for at deltage i undersøgelsen, herunder transport til og fra undersøgelsen uden ledsa-

ger, og mulighederne for at gennemføre undersøgelsen i øvrigt uden ledsager. Der vil være tale om en samlet

vurdering, hvor de enkelte elementer kan indgå med forskellig vægt.

Det foreslås derfor ved forslaget til § 1, nr. 21, at kodificere gældende praksis ved at indføre en eksplicit

hjemmel til at betale for en nødvendig ledsager i forbindelse med lægebehandling m.v. Forslaget er en kodi-

ficering af gældende praksis og har ingen økonomiske konsekvenser.

Der henvises til lovforslagets nr. 21, og bemærkningerne hertil.

2.5. Præcisering af praksis i forhold til tab af erhvervsevne for personer i fleksjob i forskellige be-

stemmelser

2.5.1. Gældende ret

Efter arbejdsskadesikringsloven kan der tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne efter lovens §§ 17 og 17

a. Bestemmelsen i § 17 er den almindelige regel om erstatning for tab af erhvervsevne efter lov om arbejds-

skadesikring. Bestemmelsen i § 17 a er en særregel, der omfatter erstatning for tab af erhvervsevne for per-

soner, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob og modtager ledighedsydelse eller er i fleksjob. Efter

bestemmelsen fastsættes tabet af erhvervsevne på grundlag af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsska-

den og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjobbet.

Efter arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., skal løbende årlig erstatning tilkendt efter § 17 for tab

af erhvervsevne på mindre end 50 pct. normalt omsættes til et kapitalbeløb uden den tilskadekomnes sam-

tykke. Løbende årlig erstatning for tab af erhvervsevne på 50 pct. og derover kan dog omsættes til kapitalbe-

løb, når tilskadekomne har anmodet herom, jf. § 27, stk. 2, 1. pkt. Erstatning for tab af erhvervsevne udbeta-

les ligeledes altid som et kapitalbeløb, når den tilkendes personer, der på afgørelsestidspunktet er 2 år eller

derunder fra at nå folkepensionsalderen, jf. lov om social pension. Det samme gælder tilskadekomne, der har

nået folkepensionsalderen.

Det fremgår også af arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 1, 1. pkt., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

enten efter anmodning fra tilskadekomne eller på egen foranledning kan genoptage erstatnings- og godtgø-

relsesspørgsmålene, jf. §§ 15, 17 og 18, inden for en frist af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket væsent-

lige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen.

Modtageren af løbende erstatning efter § 17 skal underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af

erstatningen, ligesom forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal være opmærksom på,

om der indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold, jf. lovens § 42, stk. 2.

I de gældende bestemmelser i § 27, stk. 1, 1. pkt., § 42, stk. 1, 1. pkt., og § 42, stk. 2, henvises der således

alene til erstatning for tab af erhvervsevne efter § 17. Det betyder, at det ikke eksplicit fremgår, at bestem-

melserne også gælder for tilskadekomne i fleksjob og tilskadekomne, der er visiteret til fleksjob, der er til-

kendt erstatning for tab af erhvervsevne efter lovens § 17 a i overensstemmelse med arbejdsskademyndighe-

dernes praksis.

2.5.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det foreslås, at der skabes udtrykkelig hjemmel til, at erstatning for tab af erhvervsevne, der er tilkendt til

personer, der efter en arbejdsskade enten er i fleksjob eller visiteret til fleksjob efter arbejdsskadesikringslo-

vens § 17 a, også er omfattet af reglerne i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., § 42, stk. 1, 1. pkt.,

samt § 42, stk. 2.

Det vil indebære, at tilskadekomne i fleksjob og tilskadekomne, der er visiteret til fleksjob, med en tilkendt

erstatning for tab af erhvervsevne efter lovens § 17 a også eksplicit vil blive nævnt i bestemmelsen om kapi-

talisering af løbende årlig erstatning for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct., jf. § 27, stk. 1, 1. pkt., på

samme måde som tilskadekomne med en tilkendt erstatning efter § 17.

Endvidere vil det indebære, at der etableres udtrykkelig hjemmel til, at tilskadekomne i fleksjob og tilskade-

komne, der er visiteret til fleksjob, som får udbetalt en løbende erstatning for tab af erhvervsevne efter lovens

§ 17 a, vil skulle underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om forandringer i

sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af erstatningen. Forsikringsselskabet og

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal også være opmærksom på, om der indtræder sådanne forandringer i

modtagerens forhold, jf. arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 1, 1. pkt.

Endelig vil forslaget medføre, at der etableres udtrykkelig hjemmel til, at tilskadekomne i fleksjob og perso-

ner, der er visiteret til fleksjob, med en tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne efter lovens § 17 a, udtryk-

keligt vil være nævnt i bestemmelsen om genoptagelse af erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. § 42,

stk. 2.

Forslagene er alene en kodificering af gældende praksis og har hverken betydning for tilskadekomnes ret til

erstatning for tab af erhvervsevne eller økonomiske konsekvenser i øvrigt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, 22 og 23, og bemærkningerne hertil.

2.6. Opdatering af lovhenvisning vedrørende private selvforsikrede arbejdsgiveres forpligtelser

2.6.1. Gældende ret

Reglerne om arbejdsskade regulerer primært arbejdsulykker, der er indtrådt fra 1. januar 2004, og erhvervs-

sygdomme, der er anmeldt fra 1. januar 2004. Loven regulerer tillige reglerne om forsikringsselskabernes og

arbejdsgivernes rettigheder og pligter efter loven.

Ved arbejdsskadesikringslovens § 88 er der blandt andet opretholdt enkelte rettigheder og pligter for visse

private arbejdsgivere, der efter tidligere lovgivning har opnået disse rettigheder og forpligtelser.

I § 88, 1. pkt., er det fastsat, at godkendelser af forsikringsselskaber, der er meddelt efter den tidligere ulyk-

kesforsikringslovgivning og arbejdsskadeforsikringslovgivning fortsat har gyldighed. Det drejer sig om føl-

gende hovedlove: Lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april

1968 med senere ændringer, og lov om arbejdsskadeforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987

med senere ændringer.

Efter § 88, 2. pkt., er visse private arbejdsgivere fritaget fra pligten til at tegne arbejdsskadeforsikring, men

kan vælge at være selvforsikrede. Det drejer sig om ganske få private arbejdsgivere, der har opnået tilladel-

sen efter § 15, stk. 13, i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde. Bortset fra enkelte koncessionerede

virksomheder drejer det sig for eksempel om visse religiøse ordener for så vidt angår medlemmer, der er

sikret livsvarig forsørgelse. Sådanne private arbejdsgivere har efter § 88, 3. pkt., samme retsstilling efter

gældende lov om arbejdsskadesikring som et forsikringsselskab. For at opnå tilladelse til at være selvforsik-

ret skulle arbejdsgiveren stille en sikkerhed for at kunne opfylde sine forpligtelser i tilfælde af arbejdsskade.

De private arbejdsgivere, der har opnået fritagelse fra pligten til at tegne arbejdsulykkesforsikring har samme

pligter som forsikringsselskaber. Det indebærer blandt andet, at de efter § 88, 4. pkt. i arbejdsskadesikrings-

loven, skal betale samme bidrag efter en række bestemmelser i gældende lov som forsikringsselskaberne

efter regler, som er fastsat af beskæftigelsesministeren i samarbejde med erhvervsministeren. Det drejer sig

om bidrag til finansieringen af udgifter efter arbejdsskadesikringslovens §§ 48, 52 og 54. Reglerne er i dag

udmøntet i beskæftigelsesministerens bekendtgørelse nr. 645 af 28. juni 2019 om finansiering af visse erstat-

ninger m.v., der udbetales af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter arbejdsskadesikringsloven og lov om

sikring mod følger af arbejdsskade. Hertil kommer, at de skal betale for administrationen af arbejdsskadesa-

ger i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Ankestyrelsen efter § 59 i arbejdsskadesikringsloven. I gældende

lov er der imidlertid forkerte lovhenvisninger til de bestemmelser i arbejdsskadesikringsloven, de private

arbejdsgivere skal betale bidrag m.v. efter.

2.6.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Beskæftigelsesministeriet vurderer, at der i § 88, 4. pkt., bør henvises til de korrekte lovbestemmelser, som

de private selvforsikrede arbejdsgivere er forpligtet til at betale bidrag efter. Det drejer sig om arbejdsskade-

sikringslovens §§ 48, 52 og 54 og betalingen for administrationen af konkrete sager i Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring og Ankestyrelsen efter arbejdsskadesikringslovens § 59.

Forslaget er en tydeliggørelse af gældende regler og har ingen økonomiske konsekvenser.

Der henvises til lovforslagets § 1, 27, og bemærkningerne hertil.

2.7. Samspillet med produktansvarsreglerne

2.7.1. Gældende ret

Gældende lov om arbejdsskadesikring regulerer i § 77 samspillet mellem krav på erstatning efter arbejdsska-

desikringsloven og krav på erstatning fra en ansvarlig skadevolder. Reglerne indebærer, at arbejdsskadesik-

ringsloven er primær i forhold til erstatningsansvar efter dansk rets almindelige regler om erstatning m.v.,

når der kan rejses erstatningskrav efter både arbejdsskadesikringsloven og mod en ansvarlig skadevolder,

herunder et krav efter produktansvarsreglerne.

Reglen i § 77 indebærer endvidere, at ydelser efter arbejdsskadesikringsloven ikke kan danne grundlag for

regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningsansvar over for tilskadekomne eller efterlad-

te, jf. dog lovens § 10 a om regreskrav ved skader som følge af terror. Dette fremgår direkte af § 77 i ar-

bejdsskadesikringsloven og af højesteretspraksis, herunder dommen offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen

1995, side 843 H.

Ved lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, der implementerer EU-direktiv 85/374/EØF af 25. juli

1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktan-

svar, er der indført et objektivt ansvar for skade, der er forårsaget af en defekt ved et produkt, jf. § 6 i pro-

duktansvarsloven. Efter denne bestemmelse påhviler det objektive ansvar producenten af det defekte pro-

dukt. Efter produktansvarslovens § 10 hæfter en mellemhandler umiddelbart over for tilskadekomne og sene-

re mellemhandlere i omsætningskæden.

Dette betyder, at tilskadekomne efter produktansvarsloven kan vælge at rette sit krav mod producenten (pro-

ducenterne), mod mellemhandleren (mellemhandlerne) eller mod alle disse, idet de alle over for tilskade-

komne hæfter solidarisk, jf. produktansvarslovens § 11. Af produktansvarslovens § 13 fremgår det, at loven

ikke begrænser tilskadekomnes adgang til erstatning efter almindelige regler om erstatning i eller uden for

kontrakt eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.

2.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

De nuværende regler i arbejdsskadesikringsloven indebærer, at det ikke er muligt for arbejdsgivere eller dis-

ses forsikringsselskaber, der har udbetalt kompensation i medfør af loven, at gøre regreskrav gældende mod

en producent og mellemhandler, der er erstatningsansvarlig efter reglerne om produktansvar. EU-domstolen

har i C-495/10 udtalt, at muligheden for at gøre ansvar gældende over for producenter/mellemhandleren, når

betingelserne herfor er opfyldt, skal bevares, når der er tale om produktansvar, og at nationale regler ikke kan

berøre effektiviteten eller de formål, der forfølges gennem den ordning, der følger af produktansvarsreglerne.

Reglen i arbejdsskadesikringsloven, som afskærer arbejdsgiverens mulighed for regres, er således i konflikt

med EU-retlig regulering. Medlemslandene er efter princippet om fællesskabsrettens forrang for national ret

forpligtede til at sikre, at den nationale ret ikke strider mod fælleskabsretten.

Det foreslås derfor at indsætte en bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 77, hvoraf det fremgår, at det

nuværende forbud mod regres ikke gælder i det omfang, der er ansvar efter lov om produktansvar.

Spørgsmålet har ingen betydning i forhold til størrelsen af tilskadekomnes og efterladtes ret til erstatning,

men angår udelukkende, hvem der i sidste ende skal betale erstatningen m.v.

Forslaget vil indebære, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som hidtil skal behandle sagen og træffe afgø-

relse om kompensation efter arbejdsskadesikringsloven, hvorefter det vil påhvile pågældende forsikringssel-

skab, den selvforsikrede arbejdsgiver eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring at udbetale kompensationen til

tilskadekomne.

Den erstatningspligtige efter arbejdsskadesikringsloven vil med forslaget derefter have mulighed for at rejse

et regreskrav mod producenten/mellemhandleren af det produkt, der har medført skaden, eller mod pågæl-

dendes ansvarsforsikringsselskab, når kompensationen er udbetalt til tilskadekomne. Det er det selskab, der

udbetaler kompensationen efter arbejdsskadesikringsloven, der kan rejse regreskravet. Det vil sige forsik-

ringsselskabet, de selvforsikrede offentlige og private arbejdsgivere for så vidt angår ulykker og Arbejds-

markedets Erhvervssikring, jf. § 3 lov om den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så

vidt angår erhvervssygdomme.

Der er ikke tale om en forpligtelse for arbejdsskadeforsikringsselskaberne. Det skyldes, at der kan være

mange årsager til, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne vælger ikke at rejse regreskravet mod producenten

eller mellemhandleren, herunder procesøkonomiske årsager.

Forslaget sikrer, at samspillet mellem arbejdsskadesikringen og produktansvarsreglerne bliver i overens-

stemmelse med EU-domstolens dom af 21. december 2011 (C-495/10).

Den foreslåede model svarer grundlæggende til den løsning, som er valgt efter § 28 og § 52, stk. 2, i lov om

klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 25 og 26 og til § 2.

3. De økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Den samlede udgiftsvirkning af lovforslaget for det offentlige skønnes at være ca. 30 mio. kr. årligt, samt

samlede udgifter over en 10-årig periode på omkring 7 mio. kr. til en overgangs- og dispensationsordning.

Merudgifterne påføres kommunerne, regionerne og staten som arbejdsgivere som følge af forhøjede udgifter

til erstatninger for tab af erhvervsevne og i meget begrænset omfang til forsørgertabserstatning for så vidt

angår arbejdsulykker samt forhøjet bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt angår erhvervs-

sygdomme. Hertil kommer afledte udgifter til arbejdsskadeafgift og arbejdsmiljøbidrag. I arbejdsskadeafgift

indbetaler arbejdsgiverne 17 pct. af de indbetalte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og for ar-

bejdsulykker indbetaler arbejdsgiverne 12 pct. af de samlede udgifter til kapitalerstatninger, godtgørelse til

varigt mén m.v. Dertil kommer et årlig arbejdsmiljøbidrag på to pct. beregnet på baggrund af de samlede

godtgørelses- og erstatningsudgifter.

Merudgifterne er en konsekvens af, at forslaget om, at G82-indekset erstattes af Finanstilsynets benchmark

for levetidsforudsætninger. G82-indekset indgår som et element ved fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorer-

ne, som anvendes ved omregning af en løbende erstatning for tab af erhvervsevne og i meget begrænset om-

fang en løbende forsørgertabserstatning til en kapitalerstatning. Finanstilsynets benchmark for levetidsforud-

sætninger sikrer, at værdien af tilskadekomnes eller efterladtes erstatninger fastsættes ud fra et tidssvarende

niveau for levetid, uanset om erstatningen udbetales løbende frem til pensionsalderen eller bliver udbetalt

som en kapitaliseret erstatning. Kapitalerstatninger vil dermed fremover beregnes på baggrund af opdaterede

og tidssvarende forudsætninger om levetid. Det vurderes at indebære, at tilskadekomne/efterladte får udbetalt

en højere kapitalerstatning, end hvis G82-indekset blev anvendt.

Lovforslaget skønnes af denne grund at medføre merudgifter for kommunerne og regionerne som arbejdsgi-

vere på ca. 22 mio. kr. årligt og for staten som arbejdsgiver på ca. 8 mio. kr. årligt.

Tallene er forbundet med usikkerhed, idet beregningerne tager afsæt i et modelår (skadeårgang 2007), og idet

det er beregnet som forskellen mellem de gældende kapitaliseringsfaktorer for år 2020 og de foreslåede kapi-

taliseringsfaktorer incl. Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger for år 2020.

Dertil skønnes med betydelig usikkerhed, at der kan komme offentlige merudgifter til en overgangsordning

som konsekvens af forslag om at udfase tidligere regelsæt for sammensætning af kapitaliseringsfaktorer. For

personer med en arbejdsskade fra 1. juli 2007 til ikrafttrædelsestidspunktet, som efter 1. januar 2030 skal

have kapitaliseret en erstatning, skønnes merudgifterne at blive på ca. 6,7 mio. kr. i alt over en 10-årig perio-

de., heraf ca. 2,5 mio. kr. i 2030 og ca. 1,4 mio. kr. i 2031.

Endelig kan der komme merudgifter til offentlige arbejdsgivere som følge af forslag om at indføre dispensa-

tionsordning til personer med en skade før 1. juli 2007, der vil få en lavere erstatning efter nye regelsæt end

efter oprindelige regelsæt. Det anslåes med betydelig usikkerhed, at disse merudgifter vil blive på ca.

600.000 kr.

Lovforslaget vurderes ikke at indebære administrative konsekvenser.

Forslaget indebærer justeringer i EASY, der er Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fæl-

les digitale system til anmeldelse af arbejdsulykker. Lovforslaget har ikke øvrige implementeringsmæssige

konsekvenser for det offentlige.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

De fem principper for agil, erhvervsrettet regulering, som skal gøre det lettere at anvende nye digitale tekno-

logier og forretningsmodeller, herunder 1) muliggør anvendelse af nye forretningsmodeller, 2) teknologineu-

tral, 3) mere enkel og formålsbestemt, 4) helhedstænkende og 5) sikrer brugervenlig digitalisering, vurderes

ikke at have betydning i forhold til indeværende lovforslag. Justeringerne i det fælles anmeldesystem for

arbejdsulykker, EASY, vurderes ikke at have administrative konsekvenser for arbejdsgiverne.

Den samlede udgiftsvirkning af lovforslaget for erhvervslivet m.v. skønnes at være ca. 123 mio. kr. årligt,

samt samlede udgifter over en 10-årig periode på omkring 17 mio.kr. til en overgangs- og dispensationsord-

ning.

Merudgifterne påføres forsikringsselskaberne i form af højere erstatninger og overvæltes på erhvervslivet

m.v. som følge af forventede stigninger i forsikringspræmier til arbejdsulykkesforsikringer og forhøjet bidrag

til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så vidt angår erhvervssygdomme. Hertil kommer afledte udgifter til

arbejdsskadeafgift og arbejdsmiljøbidrag. I arbejdsskadeafgift indbetaler arbejdsgiverne 17 pct. af de indbe-

talte bidrag til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og for arbejdsulykker indbetaler arbejdsgiverne 12 pct. af

de samlede udgifter til kapitalerstatninger, godtgørelse til varigt mén m.v. Dertil kommer et årlig arbejdsmil-

jøbidrag på to pct. beregnet på baggrund af de samlede godtgørelses- og erstatningsudgifter.

Merudgifterne er en konsekvens af, at G82-indekset erstattes af Finanstilsynets benchmark for levetidsforud-

sætninger. G82-indekset indgår som et element ved fastsættelsen af kapitaliseringsfaktorerne, som anvendes

ved omregning af en løbende erstatning for tab af erhvervsevne og i meget begrænset omfang en løbende

forsørgertabserstatning til en kapitalerstatning. Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger inde-

bærer, at tilskadekomne eller efterladte får udbetalt en højere kapitalerstatning, end hvis G82 blev anvendt.

Det sikrer, at værdien af tilskadekomnes eller efterladtes erstatninger fastsættes ud fra et tidssvarende niveau

for levetid, uanset om erstatningen udbetales løbende frem til pensionsalderen eller bliver udbetalt som en

kapitaliseret erstatning. Kapitalerstatninger vil dermed fremover beregnes på baggrund af opdaterede og

tidssvarende forudsætninger om levetid.

Tallene er forbundet med usikkerhed, idet beregningerne tager afsæt i et modelår (skadeårgang 2007), og idet

det er beregnet som forskellen mellem de gældende kapitaliseringsfaktorer for år 2020 og de foreslåede kapi-

taliseringsfaktorer incl. Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger for år 2020.

Dertil skønnes med betydelig usikkerhed, at der kan komme merudgifter til private arbejdsgivere til en over-

gangsordning som konsekvens af forslag om at udfase tidligere regelsæt for sammensætning af kapitalise-

ringsfaktorer. For personer med en arbejdsskade fra 1. juli 2007 til ikrafttrædelsestidspunktet, som efter 1.

januar 2030 skal have kapitaliseret en erstatning, skønnes merudgifterne at blive på ca. 15,7 mio. kr. i alt

over en 10-årig periode., heraf ca. 5,8 mio. kr. i 2030 og ca. 3,2 mio. kr. i 2031.

Endelig kan der komme merudgifter til private arbejdsgivere som følge af forslag om at indføre dispensati-

onsordning til personer med en skade før 1. juli 2007, der vil få en lavere erstatning efter nye regelsæt end

efter oprindelige regelsæt. Det anslåes med betydelig usikkerhed, at disse merudgifter vil blive på ca. 1,4

mio. kr.

Forslaget indebærer, at forsikringsselskaberne forventes at modtage ca. 7 pct. flere anmeldelser om arbejds-

ulykker. Det svarer til den andel af arbejdsulykker, der efter gældende ret alene anmeldes efter arbejdsmiljø-

lovens bestemmelser i det elektroniske anmeldesystem EASY, men efter gældende regler ikke anmeldes til

forsikringsselskaberne. Ca. 85 procent af de ulykker, der anmeldes efter arbejdsmiljølovens bestemmelser,

anmeldes også efter arbejdsskadesikringslovens nuværende bestemmelser til forsikringsselskaberne.

Lovforslaget vurderes ikke at være i strid med de 5 principper for implementering af erhvervsrettet EU-

regulering i Danmark. De 5 principper er 1) den nationale regulering bør som udgangspunkt ikke gå videre

end minimumskravene i EU-reguleringen, 2) danske virksomheder bør ikke stilles dårligere i den internatio-

nale konkurrence, hvorfor implementeringen ikke bør være mere byrdefuld end den forventede implemente-

ring i sammenlignelige EU-lande, 3) fleksibilitet og undtagelsesmuligheder i EU-reguleringen bør udnyttes,

4) i det omfang det er muligt og hensigtsmæssigt, bør EU-regulering implementeres gennem alternativer til

regulering og 5) byrdefuld EU-regulering bør træde i kraft senest muligt og under hensyntagen til de fælles

ikrafttrædelsesdatoer.

Den foreslåede model for samspillet mellem erstatning m.v. efter arbejdsskadesikringsloven og produktan-

svarsreglerne indebærer, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne m.fl. får adgang til at rejse et regreskrav mod

producenten af et fejlbehæftet produkt eller producentens ansvarsforsikringsselskab. Dette medfører en min-

dre omfordeling af udgifter mellem forsikringsselskaberne m.fl., men indebærer ikke, at de samlede udgifter

stiger eller falder.

Det bemærkes, at der er tale om et yderst begrænset antal sager, der er omfattet af både arbejdsskadesikrings-

loven og produktansvarsreglerne.

Lovforslaget vurderes ikke at indebære administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

EU-domstolen har den 21. december 2011 afsagt en dom (C-495/10), der indebærer, at

adgang til regres

mod en erstatningsansvarlig producent eller mellemhandler ikke skal afskæres, når

den pågældende er er-

statningsansvarlig efter produktansvarsdirektivet (Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985). Pro-

duktansvarsdirektivet er implementeret i dansk lovgivning ved produktansvarsloven.

I dag er det ikke muligt for forsikringsselskaber m.fl., der har udbetalt erstatning m.v. efter reglerne i

arbejdsskadesikringsloven, at gøre et regreskrav gældende mod en skadevolder, der har pådraget sig

erstatningsansvar over for tilskadekomne eller efterladte.

Med henblik på at sikre princippet om fællesskabsrettens forrang for national ret, foreslås det, at der

indsættes en bestemmelse i arbejdsskadesikringsloven, der indebærer, at det nuværende forbud mod

regres ikke gælder i det omfang, der er ansvar efter lov om produktansvar.

Det indebærer, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne, selvforsikrede enheder og Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring får mulighed for at rejse regreskrav mod producenten eller mellemhandleren af det pro-

dukt, der har medført skaden eller mod producentens eller mellemhandlerens ansvarsforsikringsselskab.

Det forudsætter, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har behandlet arbejdsskadesagerne, hvor der også

er produktansvar og truffet afgørelse om kompensation efter arbejdsskadesikringsloven, og der herefter

er udbetalt godtgørelse og erstatning til tilskadekomne efter arbejdsskadesikringsloven.

Efter erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., kan bl.a. ydelser i henhold til arbejdsskadesikringslo-

ven, som tilkommer en skadelidt eller dennes efterlevende, ikke danne grundlag for et regreskrav mod

den erstatningsansvarlige.

Som konsekvens af ændringen af arbejdsskadesikringsreglerne foreslås derfor en ændring af erstat-

ningsansvarsloven, der indebærer, at erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., ikke gælder for ydel-

ser efter arbejdsskadesikringsloven, hvis der er erstatningsansvar efter produktansvarsloven. Hvis der er

tale om erstatningsansvar efter produktansvarsloven, vil den, der har udbetalt en ydelse efter arbejdsska-

desikringsloven til en skadelidt, således kunne gøre et regreskrav gældende over for den ansvarlige pro-

ducent eller mellemhandler.

Den foreslåede ændring skaber således fuld overensstemmelse mellem erstatningsansvarsloven og ar-

bejdsskadesikringsloven i forhold til regres for ydelser i henhold til arbejdsskadesikringsloven for så

vidt angår produktskader.

Forslaget sikrer, at samspillet mellem arbejdsskadesikringen og produktansvarsreglerne bliver i over-

ensstemmelse med EU-domstolens dom af 21. december 2011 (C-495/10).

Forslaget har ingen betydning i forhold til tilskadekomnes og efterladtes ret til erstatning eller størrelsen

heraf. Herudover indeholder lovforslaget ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 17. januar 2020 til den 13. februar 2020 været sendt i høring

hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation (AC),

Ankestyrelsen, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Arbejdsmarkedets Tillægspension, Arbejdsskadeforenin-

gen AVS, Business Danmark, Contea, Cunningham Lindsey Leif Hansen, Dahlberg, Danmarks Frie Fagfor-

ening, Danmarks Rederier Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Danske Advokater, Danske Byggerier, Dansk

Erhverv, Dansk Industri, Dansk Metal, Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Det Faglige Hus,

Erhvervsstyrelsen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fagligt Fælles Forbund, Finanssektorens Arbejdsgi-

verforening, Finansforbundet, FOA, Forhandlingfælleskabet, Forsikringsforbundet, Forsikringsmæglerfor-

eningen, Finanstilsynet, Forsikring & Pension, Frie Funktionærer, FSR

–

Danske Revisorer, HjulmandKap-

tain, Kommunernes Landsforening (KL), HK/Danmark, Ingeniørforeningen, Kristelig Arbejdsgiverforening,

Kristelig Fagforening, Landbrug & Fødevarer, Kooperationen, Landbrug og Fødevarer, Landsforeningen for

Arbejdsmiljø og Arbejdsskadede, Lederne, Lægeforeningen, Lærernes Centralorganisation, Offentligt Ansat-

tes Organisationer, Producentforeningen, SMVdanmark, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Ud-

betaling Danmark, Willis Towers Watson.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekven-

Negative konsekven-

ser/mindre udgifter ser/merudgifter (hvis ja, an-

(hvis ja, angiv omfang)

giv omfang)

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Implementeringskonsekvenser Ingen

for stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for Ingen

erhvervslivet

30 mio. kr. årligt + engangs-

udgift 7,3 mio.kr. over en 10-

årig periode

Ingen

123 mio. kr. årligt + en-

gangsudgift på 17,1

mio.kr.over en 10-årig perio-

Ingen

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Ingen

Loven indeholder i § 1, nr. 25, og 26 og § 2, nr. 2,

bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direk-

tiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af

medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte

bestemmelæser om produktansvar, EU-Tidende 1985

nr. L 210 side 29. Arbejdsskadeforsikringsselskaber-

ne får mulighed for at rejse et regreskrav over for den

ansvarlige ved produktansvar.

NEJ

Er i strid med de fem princip-

per for implementering af er-

hvervsrettet EU-regulering

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Den gældende lov indeholder ingen EU-retlige aspekter, der har medført behov for fodnoter herom til titlen

til lovforslaget.

Ved lovforslagets § 1, nr. 25 og 26 ændres § 77 i arbejdsskadesikringsloven, således at det nuværende forbud

mod regres mod skadevoldere, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskadekomne eller deres efter-

ladte, for ydelser efter loven, ophæves, når der er tale om produktansvar.

Ændringen skyldes, at lovforslaget implementerer Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnær-

melse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (produktan-

svarsdirektivet).

Det foreslås i lovforslagets § 1, nr. 1, at indsætte en fodnote til lovens titel, der tydeliggør, at arbejdsskade-

sikringsloven implementerer produktansvarsdirektivet.

Fodnoten har ingen selvstændig retsvirkning. Indholdet af ændringen følger af forslaget til § 1, nr. 25 og 26.

Til nr. 2

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., at løbende årlig

erstatning tilkendt efter § 17 for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct. normalt og uden den erstatnings-

berettigedes samtykke skal omsættes til et kapitalbeløb.

Den gældende bestemmelse i § 17 indeholder de generelle regler om retten til erstatning for tab af erhvervs-

evne, principper for fastsættelse af erstatningens størrelse og regler om tilkendelse af erstatning, herunder om

udbetaling af erstatning som løbende ydelse eller kapitalerstatning samt regler om tidspunkterne for erstat-

ningens start og ophør.

Den gældende bestemmelse i § 17 a regulerer fastsættelsen af erstatningens størrelse, når tilskadekomne er

visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden. § 17 a indeholder også en regel om udbetaling af erstat-

ning for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter bestemmelsen. For så vidt angår øvrige regler om erstatning

for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a, gælder de generelle regler i § 17, herunder regler om er-

statningsniveau, starttidspunkt og ophørstidspunkt.

Det foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 2, at § 17 a også eksplicit bliver omfattet af bestemmelsen i lovens §

27, stk. 1, 1. pkt. Det vil dog ikke omfatte de situationer, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet

midlertidig afgørelse, når tilskadekomne modtager ledighedsydelse, eller når der ikke er bevilget permanent

fleksjob, jf. også § 27, stk. 1, sidste pkt., med mindre tilskadekomne i fleksjob har anmodet Arbejdsmarke-

dets Erhvervssikring herom, og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderer, at de erhvervsmæssige forhold

er tilstrækkeligt afklarede.

Forslaget vil indebære, at der skabes eksplicit lovhjemmel til, at erstatning tilkendt for tab af erhvervsevne på

mindre end 50 pct. normalt og uden den erstatningsberettigedes samtykke skal omsættes til et kapitalbeløb,

hvis erstatningen tilkendes efter § 17 a om fastsættelse af erstatningens størrelse, når tilskadekomne er vise-

ret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden. Dette svarer til gældende regler, når erstatningen tilkendes efter

§ 17 om de øvrige regler for fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne.

Forslaget vil således indebære, at bestemmelsen om, at løbende årlig erstatning for tab af erhvervsevne på

mindre end 50 pct. normalt og uden den erstatningsberettigedes samtykke skal omsættes til et kapitalbeløb,

også omfatter erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob

efter skaden.

Forslaget i § 27, stk. 1, 1. pkt., er en kodificering af gældende praksis, hvorefter løbende årlig erstatning til-

kendt efter § 17 a for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct. omsættes til et kapitalbeløb. Forslaget har

ingen betydning for størrelsen af tilskadekomnes erstatning for tab af erhvervsevne. Forslaget vil ikke omfat-

te de situationer, hvor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet midlertidig afgørelse, når tilskadekomne

modtager ledighedsydelse, eller når der ikke er bevilget permanent fleksjob, jf. også § 27, stk. 1, sidste pkt.,

med mindre tilskadekomne i fleksjob har anmodet Arbejdsmarkedets Erhvervssikring herom, og Arbejds-

markedets Erhvervssikring vurderer, at de erhvervsmæssige forhold er tilstrækkeligt afklarede.

Der henvises i øvrigt til ændringerne i § 1, nr. 22 og 23, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.

Til nr. 3

Erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger kan udbetales som en løbende, månedlig erstatning

indtil modtageren når folkepensionsalderen, eller der ikke længere er grundlag for den løbende erstatning.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, 1. pkt., at omsætning af

løbende ydelse til kapitalbeløb finder sted på grundlag af ydelsens størrelse på omsætningstidspunktet.

Efter de gældende regler i lovens § 27, stk. 4, 1. pkt., skal omsætningen af den løbende, månedlige erstat-

ning til et kapitalbeløb således fastsættes på grundlag af størrelsen på den løbende, månedlige erstatning på

omsætningstidspunktet.

I den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, anvendes både begreberne »løbende

erstatning« og »løbende ydelse«. Begge begreber omfatter den erstatning for tab af erhvervsevne eller erstat-

ning for tab af forsørger som tilskadekomne eller efterladte får udbetalt i forbindelse med en arbejdsskade-

sag. Der er således ikke indholdsmæssig forskel. Brugen af begrebet »løbende ydelse« er historisk betinget.

Brugen af de forskellige begreber i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, dækker over den samme situati-

on, hvor erstatningen omsættes fra en løbende, månedlig erstatning til en kapitalerstatning.

Ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås det, at ensrette begreberne i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, ved

at ændre »løbende ydelse« til »løbende erstatning« og »ydelsens« til »erstatningens«.

Forslaget vil ikke medføre indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen, og er således alene en sproglig

ændring.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle bestemmelsen ved at ensrette begreberne, så der alene an-

vendes ét begreb for samme forhold.

Til nr. 4

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, 4. pkt., at faktorerne for

omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb fastsættes på grundlag af aktuarmæssige principper i spring

af hele år og måneder.

Efter gældende regler kan erstatning for tab af erhvervsevne og erstatning for tab af forsørger udbetales som

en løbende erstatning eller som et kapitalbeløb. En løbende erstatning udbetales månedligt, mens erstatning

som kapitalbeløb er en engangsudbetaling.

En endelig tilkendt erstatning efter arbejdsskadesikringslovens §§ 17 og 17 a for tab af erhvervsevne på min-

dre end 50 pct. skal normalt og uden den erstatningsberettigedes samtykke omsættes til et kapitalbeløb, jf.

arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 1, 1. pkt.

En endelig tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne på 50 pct. og derover kan omsættes til kapitalbeløb, når

den erstatningsberettigede har anmodet herom, jf. arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Der kan

dog højst omsættes den del af erstatningen, der svarer til et tab af erhvervsevne på op til 50 pct.

Erstatning for tab af forsørger tilkendes som en tidsbestemt, løbende erstatning, der udbetales med virkning

fra datoen for dødsfaldet i højst 10 år, jf. arbejdsskadesikringslovens § 20, stk. 2. Erstatning for tab af forsør-

ger udbetales som udgangspunkt som en løbende erstatning, men kan omsættes til kapitalbeløb efter anmod-

ning fra den efterladte, jf. arbejdsskadesikringslovens § 20, stk. 3, jf. § 27, stk. 3.

Ved omsætning af den løbende erstatning til kapitalbeløb benyttes aktuarmæssige principper til at fastsætte

kapitaliseringsfaktorer, der udtrykker den forventede nutidsværdi af den fremtidige løbende erstatning. De

forudsætninger, der har betydning for fastsættelsen af kapitalbeløbet er; dødelighedsforudsætninger, renteni-

veau, beskatning af kapitalafkast, beskatning af løbende erstatning og løntalsregulering af løbende erstatning.

I den forventede nutidsværdi indgår således som et af flere forhold, at modtageren af erstatningen potentielt

ikke overlever frem til den løbende erstatnings ophør ved folkepensionsalderen. Denne risiko har historisk

indgået i beregningen af kapitaliseringsfaktorer på arbejdsskadeområdet i form af antagelser om modtagernes

dødelighed og sandsynlighed for at overleve.

De gældende principper for fastsættelse af kapitaliseringsfaktorer blev indført pr. 1. juli 2007, hvor de senest

blev opdateret. Den nuværende dødelighedsantagelse på arbejdsskadeområdet stammer fra det forsikrings-

tekniske grundlag G82-indekset. Dødeligheden i G82-indekset daterer sig tilbage til studier af livs- og pensi-

onsforsikredes overlevelse i slutningen af 1970'erne. G82-indekset indgår således som et element ved fast-

sættelsen af kapitaliseringsfaktorerne, som anvendes ved omregning af en løbende erstatning for tab af er-

hvervsevne og tab af forsørger til en kapitalerstatning.

G82-indekset er baseret på kønsspecifikke faktorer. Praksis for kapitalisering af arbejdsskadeerstatninger har

dog siden den 1. marts 2015 været baseret på kønsneutrale kapitaliseringsfaktorer. Det skyldes, at EU-

domstolen ved dom af 3. september 2014 i sag C-118/13, X, EU: C: 2014: 2133 fastslog, at anvendelse af

kønsspecifikke aktuarmæssige principper ved kapitalisering af erhvervsevnetabserstatning er i strid med

ligebehandlingsprincippet i artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv af 19.december 1978 om gradvis gennemførelse

af princippet om ligebehandling af kvinder og mænd med hensyn til social sikring (79/7/EØF). De kønsneu-

trale kapitaliseringsfaktorer på arbejdsskadeområdet er senest udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1233 af 27.

oktober 2018 om omsætning af løbende ydelser til kapitalbeløb efter lov om arbejdsskadesikring i 2019.

Det vurderes, at dødelighedsantagelsen i G82-indekset på baggrund af den generelt højere levealder i dag er

utidssvarende. Anvendelsen af dødelighedsantagelsen i G82-indekset betyder, at størrelsen på kapitalerstat-

ningerne generelt er for lave sammenlignet med den løbende erstatning og set i forhold til et tidssvarende

beregningsgrundlag.

Det foreslås i § 1, nr. 4, at »grundlag« ændres til: »baggrund«.

Den foreslåede ændring i arbejdsskadesikringslovens § 27, stk. 4, 4. pkt., vil indebære, at faktorerne for om-

sætning af løbende erstatning til kapitalbeløb fortsat vil blive fastsat på baggrund af aktuarmæssige princip-

per i spring af hele år og måneder.

I den forbindelse vil der skulle anvendes mere tidssvarende forudsætninger om levetid end de p.t. anvendte

dødelighedsantagelser i G82-indekset i forbindelse med omsætningen af en løbende erstatning til en en-

gangsudbetaling. Princippet om, at værdien af den erstatning for tab af erhvervsevne eller erstatning for tab

af forsørger, som tilskadekomne eller efterladte modtager som et kapitalbeløb skal være den samme, uanset

om den udbetales som et kapitalbeløb eller som en løbende erstatning, forudsættes opretholdt.

Det foreslås, at Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger fremover skal anvendes.

På nuværende tidspunkt fastsætter Finanstilsynet en gang årligt deres benchmark for levetidsforudsætninger.

Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger består af to elementer; både benchmark for den obser-

verede nuværende dødelighed og benchmark for de forventede fremtidige levetidsforbedringer.

Finanstilsynets benchmark for den observerede nuværende dødelighed har form af fastsatte dødsintensiteter

for alle aldre og fastsættes separat for kvinder og mænd. Benchmark for den observerede nuværende døde-

lighed bygger på data fra en række danske livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser bearbejdet

af Videncenter for Helbred og Forsikring samt Danmarks Statistik, der går fem år tilbage i tiden og ajourfø-

res årligt.

Da datamaterialet fra Videncenter for Helbred og Forsikring stort set kun omfatter voksne, har Finanstilsynet

til beregning af dødsintensiteter for aldrene 0-25 år anvendt befolkningsdata fra hele Danmark leveret af

Danmarks Statistik.

Benchmark for de forventede fremtidige levetidsforbedringer består af en fastsat årlig procentuel reduktion

af dødsintensiteten for alle aldre og fastsættes separat for kvinder og mænd. Finanstilsynets benchmark for

de forventede fremtidige levetidsforbedringer bygger på data, der er leveret af Danmarks Statistik og består

af befolkningsdata fra hele Danmark. Fremskrivningen bygger på de seneste 20 års data fra 1998 til 2017.

Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger, som både inkluderer benchmark for den observerede

nuværende dødelighed og benchmark for de forventede fremtidige levetidsforbedringer er derfor udtryk for

en aktuel beskrivelse af dødeligheden og vil også være det fremadrettet, da data årligt ajourføres.

Det forudsættes i forlængelse heraf, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved anvendelse af Finanstilsynets

benchmark for levetidsforudsætninger til omsætning af en løbende erstatning til kapitalerstatning, både in-

kluderer benchmark for den observerede nuværende dødelighed og benchmark for de forventede fremtidige

levetidsforbedringer.

Det forudsættes videre, at Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger anvendes på baggrund af en

fælles model, der afspejler den gennemsnitlige levetid uafhængigt af køn.

Den foreslåede ændring af kapitaliseringsfaktorerne på arbejdsskadeområdet fra dødelighedsantagelsen i

G82-indekset til Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger vil indebære mere tidssvarende kapi-

talerstatninger til tilskadekomne og efterladte. Årsagen hertil er, at overlevelsessandsynligheden er større

efter Finanstilsynets benchmark for levetidsforudsætninger end dødelighedsantagelsen i G82-indekset, og at

benchmarken løbende ajourføres.

Ændringen vil endvidere indebære højere kapitalerstatninger for alle erstatningsberettigede. Stigningerne i

kapitalerstatningerne vil variere, da faktorerne afhænger af modtagerens alder og erstatningsophør. Indfas-

ningen vil ske i takt med, at erstatningerne kapitaliseres. Det vil sige, at merudgiften løbende realiseres.

De årlige kapitaliseringsfaktorer udmøntes som efter nuværende praksis i en vejledning.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.2.

Til nr. 5

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 1, at en arbejdsskade, der

antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven, skal anmeldes snarest muligt og senest 9 dage efter

skadens indtræden. Derudover fremgår det af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 31,

stk. 2, at er en arbejdsskade ikke anmeldt efter stk. 1, skal skaden anmeldes senest på 5-ugers-dagen for ska-

dens indtræden, hvis tilskadekomne ikke forventes at kunne genoptage sit arbejde i fuldt omfang senest på

dette tidspunkt.

Efter den gældende bestemmelse skal en arbejdsskade således anmeldes, hvis den kan medføre ret til erstat-

ninger og godtgørelser m.v., hvis der er mulighed for at få tilkendt efter loven for tilskadekomne og efterlad-

te, eller hvis den tilskadekomne ikke har genoptaget sit arbejde i fuldt omfang senest på 5-ugers dagen efter

ulykken. Bestemmelsen vedrører alene arbejdsulykker. Efter den gældende bestemmelse er det primære an-

meldekriterium, om der er krav på ydelser som følge af en arbejdsulykke, mens det sekundære anmeldekrite-

rium er, om der er fravær i forbindelse med arbejdsulykken.

En arbejdsulykke er en fysisk eller psykisk skade, der er forårsaget af en pludselig hændelse eller påvirkning,

der har varet i højst fem dage, og som er en følge af arbejdet. Det er således et krav, at ulykken er sket på

grund af tilskadekomnes arbejde eller de forhold, arbejdet er foregået under. Fysisk vold, trusler samt anden

krænkende adfærd uden for arbejdstid, vil derfor være omfattet, såfremt dette er relateret til arbejde for en

arbejdsgiver.

Anmeldepligten påhviler enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer her i landet, uanset om

det er lønnet, ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående. Dette gælder ligeledes for den arbejdsgiver, som

i sin tjeneste beskæftiger personer, der arbejder på et dansk skib.

For en person under arbejde i privat husholdning eller under udførelse af privat tjeneste, for hvem der ikke er

forsikringspligt, jf. § 48, stk. 6, påhviler anmeldepligten arbejdsgiveren. Hvis tilskadekomne har sikret sin

egen person efter § 48, stk. 2, og for en person, der forsøger at redde menneskeliv her i landet, uden dette er

en naturlig del af dennes arbejde, jf. § 4, stk. 2, nr. 4, foretages anmeldelsen af den pågældende eller dennes

efterladte.

Det foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 5, at nyaffatte arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 1, således at ar-

bejdsgiver senest 14 dage efter første fraværsdag skal anmelde en arbejdsulykke, såfremt ulykken har med-

ført fravær fra arbejdet udover tilskadekomstdagen.

Forslaget vil indebære, at anmeldepligten fortsat påhviler den efter arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 1,

sikringspligtige arbejdsgiver.

Forslaget vil endvidere indebære, at arbejdsgiver skal anmelde en arbejdsulykke, hvis den medfører fravær

udover tilskadekomstdagen. Arbejdsulykken anses for at have medført fravær, hvis medarbejderen efter til-

skadekomstdagen ikke kan genoptage sit sædvanlige arbejde i fuldt omfang. Det er afgørende, om medarbej-

deren efter tilskadekomstdagen vil kunne påtage sig sin almindelige arbejdsfunktion til sin sædvanlige ar-

bejdstid, uanset om tilskadekomne har fri grundet fx weekend eller ferie. Det anses således som fravær, hvis

tilskadekomne kun delvist kan påtage sig sit sædvanlige arbejde efter ulykken, uanset at medarbejderen i

øvrigt påtager sig andre opgaver og dermed opfylder sin arbejdsmæssige normtid. Den tilskadekomne kan

derfor anses som fraværende, selv om den tilskadekomne er på arbejde. Det er uden betydning, om tilskade-

komne genoptager sit arbejde i fuldt omfang på selve tilskadekomstdagen.

Forslaget vil indebære, at arbejdsgiver skal anmelde arbejdsulykken senest 14 dage efter første fraværsdag.

Det er således første fraværsdag, der er afgørende for anmeldetidspunktet. Arbejdsulykker vil fortsat skulle

anmeldes til arbejdsgivers arbejdsskadeforsikringsselskab via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikrings fælles elekroniske anmeldesystem, EASY.

Det foreslås med den nye bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 2, at arbejdsulykker, der ikke

har medført fravær, men som antages at kunne begrunde krav på ydelser efter loven, jf. § 11, af arbejdsgiver

skal anmeldes senest 14 dage efter tilskadekomstdagen.

Forslaget vil indebære, at arbejdsgiver skal anmelde en ulykke, som er en følge af arbejdet eller de forhold,

arbejdet er foregået under, selvom arbejdsulykken ikke har medført fravær, hvis arbejdsulykken forventes at

medføre ret til;

1) betaling af udgifter til sygebehandling, optræning og hjælpemidler m.m., jf. arbejdsskadesikringslovens §

15,

2) erstatning for tab af erhvervsevne, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17 og § 17 a,

3) godtgørelse for varigt mén, jf. arbejdsskadesikringslovens § 18,

4) overgangsbeløb ved dødsfald, jf. arbejdsskadesikringslovens § 19,

5) erstatning for tab af forsørger, jf. arbejdsskadesikringslovens §§ 20-22, eller

6) godtgørelse til efterladte, jf. arbejdsskadesikringslovens § 23.

Efter denne bestemmelse vil det således være uden betydning, om medarbejderen kan påtage sig sin alminde-

lige arbejdsfunktion til sin sædvanlige arbejdstid. Forslaget vil indebære, at arbejdsgiver skal anmelde ar-

bejdsulykken senest 14 dage efter tilskadekomstdagen.

Med forslaget vil det primære anmeldekriterium blive objektivt svarende til arbejdsmiljølovens regler om, at

alle ulykker, der har medført fravær udover tilskadekomstdagen, skal anmeldes til Arbejdstilsynet. Arbejds-

giverne vil dog samtidig fortsat skulle anmelde arbejdsulykker, hvor der forventes at være erstatningsberetti-

gede følger, selvom ulykken ikke har medført fravær.

Arbejdsgiver vil fortsat skulle anmelde arbejdsulykker til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet arbejds-

ulykkesforsikring. Enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer, har pligt til at tegne forsik-

ring, jf. lovens § 48, stk. 6, jf. arbejdsskadesikringslovens § 2. Hvis der ikke er tegnet forsikring, skal skaden

anmeldes direkte til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Ændringerne af anmeldereglerne udmøntes i én samlet bekendtgørelse efter arbejdsskadesikringslovens §§

35, stk. 2, 3 og 4 samt § 82, stk. 3, og arbejdsmiljølovens §§ 75 og 84. En fuldstændig harmonisering af an-

meldekriterierne forventes at gøre det nemmere og simplere for arbejdsgivere og andre anmeldere af ar-

bejdsulykker at forstå og vurdere, hvornår en arbejdsulykke er anmeldepligtig. På baggrund af data om an-

meldte sager i EASY vil forventeligt halvdelen af sagerne alene skulle anmeldes efter det objektive fraværs-

kriterium.

Forslaget vil endvidere indebære, at Arbejdstilsynet også får hjemmel til at anvende anmeldte arbejdsulykker

uden fravær i Arbejdstilsynets myndighedsopgave om forebyggelse af arbejdsulykker, fordi der udstedes én

bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsulykker efter arbejdsskadesikringsloven og arbejdsmiljøloven.

Det fremgår endvidere af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 3, at for er-

hvervssygdomme, jf. § 7, regnes anmeldelsesfristerne fra det tidspunkt, hvor den anmeldelsespligtige har fået

kendskab til, at sygdommen må antages at være erhvervsbetinget.

De øvrige regler om anmeldelse af erhvervssygdomme er samlet i arbejdsskadesikringslovens § 34 og be-

kendtgørelse nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme

til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Anmeldefristen og hvornår anmeldefristen regnes

fra m.v. fremgår af bekendtgørelsen.

Ved lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås det, at ophæve bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 3,

således at det ikke fremgår af loven, hvornår fristen for at anmelde erhvervssygdomme regnes fra.

Reglerne om hvornår anmeldefristen regnes fra, vil fortsat fremgå af bekendtgørelsen om lægers og tandlæ-

gers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Forslaget vil ikke påvirke hverken lægers, tandlægers, tilskadekomnes eller efterladtes retsstilling, idet reg-

lerne om anmeldefrister fortsat vil fremgå af bekendtgørelsen om lægers og tandlægers pligt til at anmelde

erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven. § 31, stk. 3, som ikke har selvstændig betydning,

fjernes således fra loven med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 6

Efter gældende regler skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring inden 48 timer underrettes om dødsfald, der

kan være forårsaget af en arbejdsskade, herunder ethvert dødsfald indtruffet på en arbejdsplads.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 4, 2. pkt., at underretning

skal finde sted, selv om den arbejdsskade, der kan have medført dødsfaldet, allerede er anmeldt eller skal

anmeldes efter stk. 1-3.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal således inden 48 timer underrettes om dødsfald, der kan være forår-

saget af en arbejdsskade, herunder ethvert dødsfald indtruffet på en arbejdsplads, uanset om arbejdsskaden er

anmeldt efter reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Ved lovforslagets § 1, nr. 6, foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 4, 2. pkt., at henvisningen til

stk. 1-3 ændres til stk. 1 og 2 samt § 34, stk. 1.

Forslaget er en konsekvens af de foreslåede ændringer i lovforslagets § 1, nr. 5, hvorved § 31, stk. 3, er ble-

vet ophævet, således at reglerne om anmeldelse af erhvervssygdomme fremgår af § 34, stk. 1, samt bekendt-

gørelse nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til

Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der er fastsat i medfør af lovens § 34, stk. 1 og 2.

Forslaget vil ikke indholdsmæssigt ændre reglerne om anmeldepligt ved dødsulykke, der kan være forårsaget

af en arbejdsskade, herunder dødsfald indtruffet på en arbejdsplads. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal

derfor fortsat underrettes ved dødsfald, der kan være forårsaget af en arbejdsskade, herunder dødsfald der er

indtruffet på en arbejdsplads, selv om arbejdsskaden, der kan have medført dødsfaldet, allerede er anmeldt

efter reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme.

Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 5, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 7

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 32, stk. 1, at anmeldelsespligten

påhviler den sikringspligtige arbejdsgiver, for så vidt angår arbejdsulykker.

Efter den gældende bestemmelse skal den sikringspligtige arbejdsgiver således anmelde en fysisk eller psy-

kisk skade, der er forårsaget af en pludselig hændelse eller påvirkning, der har varet i højst fem dage, og som

er en følge af arbejdet. Den sikringspligtige arbejdsgiver er enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæfti-

ger personer her i landet, uanset om det er lønnet, ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående. Dette gælder

ligeledes for den arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer, der arbejder på et dansk skib.

Ved lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås det at ophæve bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 32, stk. 1,

som en konsekvens af, at reglerne om, at anmeldepligten påhviler den sikringspligtige arbejdsgiver, foreslås

indarbejdet i den foreslåede bestemmelse til § 31, stk. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 5. Bestemmelsen i §

32, stk. 1, bliver dermed overflødig. Anmeldepligten i forhold til arbejdsulykker vil med forslagene til § 31,

stk. 1 og 2, samt § 32, stk. 1, fortsat uændret påhvile arbejdsgiver.

Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 5, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 8

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 33, stk. 1, at den anmeldelsesplig-

tige arbejdsgiver, jf. § 32, og den frivilligt sikrede, jf. § 48, stk. 2, anmelder ulykker til det forsikringssel-

skab, hvor der er tegnet forsikring, jf. § 50.

Efter den gældende bestemmelse er det således den sikringspligtige arbejdsgiver, der skal anmelde arbejds-

ulykker til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring. Den sikringspligtige arbejdsgiver er enhver

arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer her i landet, uanset om det er lønnet, ulønnet, varigt,

midlertidigt eller forbigående, samt enhver arbejdsgiver, som i sin tjeneste beskæftiger personer, der arbejder

på et dansk skib. Derudover skal frivilligt sikrede selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæl-

ler ligeledes anmelde arbejdsulykker til det forsikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring.

Ved lovforslagets § 1, nr. 8 foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 33, stk. 1, at den anmeldepligtige

arbejdsgiver ændres til arbejdsgiver, jf. arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 1 og 2.

Forslaget vil indebære, at det fortsat er arbejdsgiveren, der skal anmelde ulykker til det forsikringsselskab,

hvor der er tegnet forsikring, ligesom den frivilligt sikrede fortsat skal anmelde ulykker til det forsikringssel-

skab, hvor der er tegnet forsikring. Efter arbejdsmiljøloven er det ligeledes arbejdsgiver, der har pligt til at

anmelde arbejdsulykker til Arbejdstilsynet.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven ved at ensrette lovens begreber. Begrebsmæssigt son-

dres der således i de øvrige bestemmelser om anmeldepligten ikke mellem arbejdsgiver og den anmeldeplig-

tige arbejdsgiver.

Der er med forslaget ikke tilsigtet ændringer af gældende praksis. Det vil med forslaget derfor fortsat være

den arbejdsgiver, som beskæftiger personer her i landet, eller på et dansk skib, der skal anmelde til det for-

sikringsselskab, hvor der er tegnet forsikring. Det vil endvidere fortsat gælde, at frivilligt sikrede selvstændi-

ge erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller ligeledes skal anmelde arbejdsulykker til det forsikrings-

selskab, hvor der er tegnet forsikring.

Der henvises til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 5 og 7, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 9 og 10

Forslagene er konsekvensændringer af forslaget til nr. 11.

Den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 33, regulerer, hvortil arbejdsskader skal anmel-

des.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 33, stk. 2, at skader anmeldes til

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når sikringspligten ikke er opfyldt, jf. § 48, stk. 4, når der ikke er sik-

ringspligt, jf. § 48, stk. 5 og 6, eller når skaden er omfattet af § 4, stk. 2, nr. 4, som omhandler at personer,

der udfører forsøg på at redde menneskeliv her i landet, er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, selv om det

ikke er en naturlig del af den pågældendes arbejde.

Ved forslagets § 1, nr. 11, indsættes et nyt nummer, der fastsætter, at skader skal anmeldes til Arbejdsmarke-

dets Erhvervssikring, efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget bestanden af arbejdsulykkesfor-

sikringen, når Finanstilsynet har tilbagekaldt et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesfor-

sikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. arbejdsskadesikringslovens § 54, stk. 1 og 2.

Ved lovforslagets § 1, nr. 9 og 10, foreslås det, at »eller« flyttes fra § 33, stk. 2, nr. 2, til nr. 3, således at

opremsningen i § 33, stk. 2, bliver korrekt.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 11.

Til nr. 11

Den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 33, regulerer, hvortil arbejdsskader skal anmel-

des.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 33, stk. 2, at skader anmeldes til

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når sikringspligten ikke er opfyldt, jf. § 48, stk. 4, når der ikke er sik-

ringspligt, jf. § 48, stk. 5 og 6, eller når skaden er omfattet af § 4, stk. 2, nr. 4, som omhandler at personer,

der udfører forsøg på at redde menneskeliv her i landet, er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, selv om det

ikke er en naturlig del af den pågældendes arbejde.

Bestemmelsen medfører, at en ulykke skal anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når en sikrings-

pligtig arbejdsgiver ikke har tegnet forsikring mod følger af arbejdsulykker. En arbejdsgiver er sikringsplig-

tig, når arbejdsgiveren i sin tjeneste beskæftiger personer her i landet, uanset om det er lønnet, ulønnet, va-

rigt, midlertidigt eller forbigående. Sikringspligten gælder ligeledes for en arbejdsgiver, som i sin tjeneste

beskæftiger personer, der arbejder på et dansk skib. En ulykke skal derudover anmeldes til Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring, når ulykken er sket som led i medhjælp under arbejde i privat husholdning eller under udfø-

relse af privat tjeneste, hvis den samlede beskæftigelse herved ikke overstiger 400 timer i et kalenderår. Li-

geledes skal skader sket på personer, der udfører forsøg på at redde menneskeliv her i landet, anmeldes til

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, selv om forsøget på at redde menneskeliv ikke er en naturlig del af den

pågældendes arbejde.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 54, stk. 1-3, at når Finanstilsynet

tilbagekalder et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring efter § 250, stk. 2, i lov om

finansiel virksomhed, overtager Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forsikringsselskabets bestand af arbejds-

ulykkesforsikringer. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring overtager i den forbindelse behandling af anmeldel-

ser m.v. vedrørende ulykker, der er sket før Finanstilsynets tilbagekaldelse af tilladelsen, og som sker indtil 4

uger efter at forsikringsselskabet, likvidator eller kurator har orienteret forsikringstagerne om, at forsikrings-

selskabet ikke længere har tilladelse til at drive arbejdsulykkesforsikring. En arbejdsulykke, der er omfattet

heraf skal således anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har

overtaget bestanden af en arbejdsulykkesforsikring.

Bestemmelsen i § 54, stk. 2, forudsætter, at arbejdsgiveren inden for 4-ugers perioden tegner ny arbejdsulyk-

kesforsikring. Har arbejdsgiveren opfyldt den forpligtelse, skal arbejdsulykker efter udløbet af 4-ugers perio-

den anmeldes til det nye forsikringsselskab efter arbejdsskadesikringslovens § 33, stk. 1. Har arbejdsgiveren

ikke opfyldt denne forpligtelse, skal pågældende anmelde ulykker efter udløbet af 4-ugers perioden til Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring efter reglen i § 33, stk. 2, nr. 1, idet pågældende herefter vil være uforsikret

for så vidt angår ulykker.

Ved lovforslagets § 1, nr. 11, foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 33, stk. 2, nr. 4, at indsætte, at ska-

der skal anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overta-

get bestanden af arbejdsulykkesforsikringen, jf. § 54, stk. 1 og 2.

Forslaget vil indebære, at det vil fremgå eksplicit af bestemmelsen, at skader skal anmeldes til Arbejdsmar-

kedets Erhvervssikring, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har overtaget bestanden af arbejdsulykkesfor-

sikringen efter, at Finanstilsynet har tilbagekaldt et forsikringsselskabs tilladelse til at drive arbejdsulykkes-

forsikring efter § 250, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. arbejdsskadesikringslovens § 54, stk. 1 og 2.

Til nr. 12

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 1, at beskæftigelsesmini-

steren fastsætter regler om, at læger og tandlæger skal anmelde såvel klare som formodede tilfælde af er-

hvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring og Arbejdstilsynet.

Efter den gældende bestemmelse har beskæftigelsesministeren bl.a. fastsat regler om, at anmeldelse af er-

hvervssygdomme skal ske snarest muligt og senest 8 uger efter, at lægen eller tandlægen er blevet bekendt

med erhvervssygdommen, at anmeldelse skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikrings fælles anmeldesystem, og at anmeldepligten bortfalder, når lægen eller tandlægen har sikret

sig, at erhvervssygdommen eller den skadelige påvirkning allerede er anmeldt til Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring eller Arbejdstilsynet. Reglerne herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1478 af 2. december 2016

om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring.

Ved lovforslagets § 1, nr. 12, foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 1, at læger og tandlæger

skal anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende bliver bekendt

med, til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.

Med forslaget vil lægers og tandlægers anmeldepligt fortsat fremgå af § 34, stk. 1, således at læger og tand-

læger skal anmelde såvel klare som formodede tilfælde af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem

deres erhverv bliver bekendt med, til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet. Forslaget vil

ikke påvirke hverken lægers eller tandlægers retsstilling.

Forslaget vil endvidere indebære, at beskæftigelsesministerens hjemmel til at fastsætte reglerne om lægers og

tandlægers anmeldelse af erhvervssygdomme, som de pågældende gennem deres erhverv bliver bekendt

med, udgår af bestemmelsen. Beskæftigelsesministerens bemyndigelse foreslås i stedet indsat i den foreslåe-

de bestemmelse til § 35, stk. 2. Bemyndigelsen ændres ikke indholdsmæssigt.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor en række bemyndigelsesbestemmelser om an-

meldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme, samles i § 35, og hvor bemyndigelsen til

beskæftigelsesministeren om at fastsætte regler om lægers og tandlægers anmeldelse af erhvervssygdomme

foreslås sammenskrevet med samme bemyndigelse i forhold til arbejdsulykker og indarbejdet i én samlet

bestemmelse i § 35, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.

Ændringerne skal ligeledes ses i sammenhæng med ophævelsen af § 34, stk. 2-4, da reglerne om anmeldelser

af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme så vidt muligt samles i samme paragraffer.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 13 og 14, og de almindelige bemærkninger pkt. 2.1.

Til nr. 13

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 2, 1. pkt., at beskæftigel-

sesministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger efter stk. 1 skal anmeldes digitalt, og at kommunikation

mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og lægen eller tandlægen i forbindelse hermed skal foregå digi-

talt. Det vedrører oplysninger i forbindelse med lægers og tandlægers anmeldelse af såvel klare som formo-

dede tilfælde af erhvervssygdomme til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.

Det fremgår endvidere af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 2, 2. og 3. pkt.,

at ministeren herunder kan fastsætte regler om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater

og digital signatur. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

kan undtage læger og tandlæger fra digital anmeldelse og digital kommunikation, når ganske særlige om-

stændigheder taler for det.

Efter den gældende bestemmelse har beskæftigelsesministeren derfor i bekendtgørelse nr. 1629 af 16. de-

cember 2016 om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesikringsloven bl.a. fastsat regler om, at anmeldelse

af erhvervssygdomme skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles

anmeldesystem, hvorefter lægen eller tandlægen honoreres for anmeldelsen med en takst, der er fastsat af

beskæftigelsesministeren. Læger og tandlæger, der ikke anmelder en erhvervssygdom digitalt, modtager ikke

honorar for anmeldelsen. Derudover har beskæftigelsesministeren fastsat regler om, at dokumenter, der sen-

des digitalt til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med anmeldelse af er-

hvervssygdomme, skal være forsynet med digital signatur, dog således at Arbejdstilsynet og Arbejdsmarke-

dets Erhvervssikring kan beslutte at behandle et dokument, selv om dokumentet ikke er forsynet med digital

signatur.

Beskæftigelsesministeren har i den forbindelse fastsat regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring under

ganske særlige omstændigheder kan undtage læger og tandlæger fra digital anmeldelse og digital kommuni-

kation i forbindelse med anmeldelse, hvis der er særlige konkrete og tekniske omstændigheder, der gør, at

den pågældende læge eller tandlæge reelt ikke har mulighed for det. Dispensationsadgangen anvendes navn-

ligt for den mindre gruppe af læger og tandlæger, som ikke er i besiddelse af digitale kompetencer, idet de

ikke tidligere har anvendt it, hverken i virksomheden eller privat, og som ikke har mulighed for at lade andre

varetage den digitale indberetning. Afgørelse om dispensation for digital anmeldelse og digital kommunika-

tion i forbindelse med anmeldelse af erhvervssygdomme forudsætter, at lægen eller tandlægen ansøger om

dispensation samtidig med anmeldelsen, og at lægen eller tandlægen ikke har adgang til computer og inter-

net. Dispensationsadgangen skal sikre, at lægen og tandlægen ikke forhindres i at indfri de pligter, der følger

af loven, selvom lægen eller tandlægen ikke er i besiddelse af digitale kompetencer.

Derudover fremgår det af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 3, at Arbejds-

markedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation ved anmeldelser af erhvervssygdomme, uanset

om de er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller til Arbejdstilsynet.

Efter arbejdsskadesikringsloven skal anmeldelser af erhvervssygdomme sendes til Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring, mens anmeldelser af erhvervssygdomme efter arbejdsmiljøloven, skal sendes til Arbejdstilsy-

net. Erhvervssygdomme skal således både anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsynet

via Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejdstilsynets fælles digitale anmeldesystem.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation ved anmeldelse af erhvervssygdomme,

uanset om erhvervssygdommen bliver anmeldt til både Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og Arbejdstilsy-

net, eller den ved en fejl kun anmeldes til enten Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Arbejdstilsynet.

Der gælder en tilsvarende bestemmelse vedrørende dispensation ved anmeldelse af arbejdsulykker i § 35,

stk. 5. Det er dog Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse om dispensation for digital an-

meldelse af arbejdsulykker, der anmeldes efter arbejdsskadesikringsloven, mens Arbejdstilsynet træffer afgø-

relser om dispensation for digital anmeldelse af arbejdsulykker, der anmeldes efter arbejdsmiljøloven. I til-

fælde, hvor arbejdsulykken både anmeldes til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, er det

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse om dispensation om digital anmeldelse af arbejds-

ulykker.

Det fremgår endvidere af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 4, at Arbejds-

markedets Erhvervssikring behandler modtagne anmeldelser om erhvervssygdomme, uanset om kravet om

digital anmeldelse i regler fastsat i medfør af stk. 2 er opfyldt.

Efter den gældende bestemmelse skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring således behandle anmeldelser om

erhvervssygdomme, selv om de af beskæftigelsesministeren fastsatte regler om kravet om digital anmeldelse,

ikke er opfyldt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er derfor forpligtet til at behandle en anmeldelse, uanset

om anmeldelsen modtages digitalt eller på anden måde, da det er tilskadekomne eller tilskadekomnes efter-

ladte, der er berettigede til ydelser efter loven.

Ved lovforslagets § 1, nr. 13, foreslås det at ophæve bestemmelsen i arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 2-

4, således at reglerne om anmeldelse af erhvervssygdomme, dispensation ved anmeldelse af erhvervssyg-

domme samt behandling af dispensationer ved anmeldelse af erhvervssygdomme ikke længere fremgår i §

34. Disse regler foreslås fremover indsat i arbejdsskadesikringslovens § 35.

Forslagene sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor reglerne om anmeldelse af henholdsvis ar-

bejdsulykker og erhvervssygdomme samles med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig. Ændrin-

gerne i lovforslagets § 1, nr. 13, skal ses i sammenhæng med ændring af den gældende § 34, stk. 1, da reg-

lerne om anmeldelser af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme så vidt muligt samles i samme

paragraffer.

Bemyndigelsen i § 34, stk. 2 til beskæftigelsesministeren om at kunne fastsætte regler om digital anmeldelse

og digital kommunikation i forbindelse med anmeldelse af erhvervssygdomme, foreslås ophævet og samtidig

indarbejdet i den foreslåede bestemmelse til § 35, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, 16 og 17. Beskæftigel-

sesministerens bemyndigelse ændres ikke indholdsmæssigt.

Forslaget om at ophæve § 34, stk. 3, er en konsekvens af, at reglen om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

træffer afgørelse om dispensation om digital anmeldelse af erhvervssygdomme, uanset om anmeldelsen er

sendt til Arbejdstilsynet og/eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, foreslås indarbejdet i den foreslåede

bestemmelse til § 35, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 18 og 19. Forslaget vil ikke ændre rammerne for Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om dispensation.

Forslaget om at ophæve § 34, stk. 4, er en konsekvens af, at reglen om at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

behandler modtagne anmeldelser om erhvervssygdomme, uanset om kravet om digital anmeldelse er opfyldt,

foreslås indarbejdet i den foreslåede bestemmelse til § 35, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 20. Arbejdsmarke-

dets Erhvervssikring vil således fortsat skulle behandle modtagne anmeldelser om erhvervssygdomme, uan-

set om kravet om digital anmeldelse er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 15-20, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 14

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 2, at beskæftigelsesmini-

steren fastsætter regler for, hvilke oplysninger en anmeldelse skal indeholde, og hvorledes anmeldelse skal

ske.

Efter den gældende bestemmelse fastsætter beskæftigelsesministeren således bl.a. regler om, at anmeldelse af

arbejdsulykker skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles digitale

anmeldesystem, EASY, at arbejdsulykker anmeldes til det forsikringsselskab, hvor forsikringen er tegnet,

hvornår forsikringsselskabet skal videresende anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og at an-

meldelsen skal indeholde oplysninger om tilskadekomne og skaden, oplysninger om anmelder og virksom-

heden m.v. Reglerne herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af

ulykker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Reglerne for hvilke oplysninger anmeldelse af erhvervssygdomme skal indeholde, og hvorledes anmeldelsen

skal ske, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmel-

de erhvervssygdomme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Ved lovforslagets § 1, nr. 14, foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 2, at indsætte, at bemyndi-

gelsen til at fastsætte regler om anmeldelsen gælder både arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Forslaget vil indebære, at beskæftigelsesministeren fortsat kan fastsætte regler for, hvilke oplysninger an-

meldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme skal indeholde, og hvorledes anmeldelse af arbejdsulykker

og erhvervssygdomme skal ske.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor en række bemyndigelsesbestemmelser om an-

meldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles med henblik på at gøre lovgivningen

mere overskuelig, og hvor bemyndigelsen til beskæftigelsesministeren om at fastsætte regler for, hvilke op-

lysninger en anmeldelse af erhvervssygdomme skal indeholde, og hvorledes anmeldelse skal ske, foreslås

sammenskrevet med samme bemyndigelse i forhold til arbejdsulykker, og indarbejdet i én samlet bestem-

melse til § 35, stk. 2, jf. § 1, nr. 12.

Beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om, hvilke oplysninger anmeldelse af arbejds-

ulykker og erhvervssygdomme skal indeholde, og hvorledes anmeldelse skal ske, svarer derfor til den nuvæ-

rende bemyndigelse, der fremgår af henholdsvis § 34, stk. 1, og § 35, stk. 2.

Forslaget vil ikke indholdsmæssigt ændre beskæftigelsesministerens bemyndigelse efter loven. Beskæftigel-

sesministeren vil derfor fremadrettet fortsat være bemyndiget til eksempelvis at fastsætte regler om, at an-

meldelse af arbejdsulykker skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fæl-

les anmeldesystem, at arbejdsulykker anmeldes til det forsikringsselskab, hvor forsikringen er tegnet, hvor-

når forsikringsselskabet skal videresende anmeldelsen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og at anmeldel-

sen skal indeholde oplysninger om tilskadekomne og skaden, oplysninger om anmelder og virksomheden

m.v.

Ændringen skal ses i sammenhæng med ændring af den gældende § 34, stk. 1, samt ophævelsen af § 34, stk.

2-4, hvorved reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme så vidt muligt

samles i samme bestemmelser.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 12, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 15, 16 og 17

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 4, 1. pkt., at beskæftigel-

sesministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger efter stk. 2 og 3 skal anmeldes digitalt, og at kommuni-

kationen mellem Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, forsikringsselskabet og arbejdsgiveren i forbindelse

hermed skal foregå digitalt. Det vedrører oplysninger og lægeerklæringer i forbindelse med, at arbejdsgiver

anmelder arbejdsulykker.

Efter den gældende bestemmelse har beskæftigelsesministeren således bl.a. fastsat regler om, at anmeldelse

af arbejdsulykker skal ske digitalt via Arbejdstilsynets og Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings fælles anmel-

desystem, medmindre arbejdsulykken anmeldes af arbejdsgivere uden CVR-nummer eller af tilskadekomne

eller dennes efterladte. Derudover har beskæftigelsesministeren fastsat regler om, at dokumenter, der sendes

digitalt til forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i forbindelse med anmeldelse af ar-

bejdsulykker, skal være forsynet med digital signatur, dog således at forsikringsselskabet og Arbejdsmarke-

dets Erhvervssikring kan beslutte at behandle et dokument, selv om dokumentet ikke er forsynet med digital

signatur. Reglerne herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulyk-

ker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Det fremgår endvidere af den gældende bestemmelse i § 35, stk. 4, 3. pkt., at beskæftigelsesministeren kan

fastsætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan undtage arbejdsgiveren fra digital anmeldelse

og digital kommunikation, når ganske særlige omstændigheder taler for det.

Beskæftigelsesministeren fastsætter derfor bl.a. regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i ganske

særlige situationer kan undtage arbejdsgiveren fra digital anmeldelse og digital kommunikation i forbindelse

med anmeldelse af arbejdsulykker. Afgørelse om dispensation for digital anmeldelse og digital kommunika-

tion forudsætter, at arbejdsgiveren ansøger om dispensation samtidig med anmeldelsen, og at arbejdsgiveren

ikke har adgang til computer og internet. Der skal i øvrigt være tale om en ganske særlig situation. Dispensa-

tionsadgangen skal sikre, at ingen forhindres i at opnå de muligheder og indfri de pligter, der følger af loven,

selvom den erhvervsdrivende ikke er i besiddelse af digitale kompetencer.

Ved lovforslagets § 1, nr. 15, 16 og 17 foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 4, 1. pkt., at hen-

visningen stk. 2 og 3 ændres til henvisning til stk. 2, 3 og § 34, stk. 1, og at bestemmelsen udvides til at ved-

røre kommunikation i forbindelse med anmeldelse af både arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Forslaget vil indebære, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger efter stk. 2, 3 og §

34, stk. 1, skal anmeldes digitalt, og at kommunikationen i forbindelse med anmeldelse skal foregå digitalt.

Forslagene sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor en række bemyndigelsesbestemmelser om

anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles i § 35, og hvor bemyndigelsen til

beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om digital anmeldelse og kommunikation i forbindelse med

anmeldelse af erhvervssygdomme, samt regler om Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings mulighed for at und-

tage den anmeldepligtige herfor, foreslås sammenskrevet med samme bemyndigelsesbestemmelse i forhold

til arbejdsulykker og indarbejdet i én samlet bestemmelse til § 35, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.

Forslaget til ændring af § 35, stk. 4, 1. pkt., vil ikke indholdsmæssigt ændre beskæftigelsesministerens be-

myndigelse efter loven. Beskæftigelsesministeren vil derfor fremadrettet fortsat være bemyndiget til at fast-

sætte regler om, at oplysninger i forbindelse med både anmeldelse af arbejdsulykker, jf. § 35, stk. 2 og 3, og

erhvervssygdomme, jf. § 34, stk. 1, skal anmeldes digitalt, og at kommunikationen i forbindelse med anmel-

delsen skal foregå digitalt.

Det foreslås endvidere, at det indsættes i § 35, stk. 4, 3. pkt., at bemyndigelsen til at fastsætte regler om und-

tagelse fra digital anmeldelse og kommunikation gælder for arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Forslaget vil indebære, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring kan undtage den anmeldepligtige fra digital anmeldelse og digital kommunikation, når ganske særlige

omstændigheder taler for det.

Forslaget til ændring af § 35, stk. 4, 3. pkt., vil ikke indholdsmæssigt ændre beskæftigelsesministerens be-

myndigelse efter loven. Beskæftigelsesministeren vil derfor fremadrettet fortsat være bemyndiget til at fast-

sætte regler om, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan undtage den anmeldepligtige fra digital anmeldel-

se og digital kommunikation, i ganske særlige situationer. Forslaget vil derfor medføre, at der ikke sondres

mellem, om den anmeldepligtige er arbejdsgiver, læge eller tandlæge.

Forslagene i § 1, nr. 15, 16 og 17, vil således medføre, at § 35, stk. 4, både kan omfatte anmeldelse af ar-

bejdsulykker og erhvervssygdomme. Bestemmelsen vil dermed bemyndige beskæftigelsesministeren til at

fastsætte regler om digital anmeldelse, digital kommunikation i forbindelse med anmeldelse og Arbejdsmar-

kedets Erhvervssikrings mulighed for at give dispensation herfor, når ganske særlige omstændigheder taler

for det vedrørende både arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 4, vil dermed afløse den nugældende § 34, stk. 2 og § 35, stk. 4.

Beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om digital anmeldelse og kommunikation,

svarer derfor til den nuværende bemyndigelse, der fremgår af henholdsvis § 34, stk. 2, og § 35, stk. 4.

Ændringerne skal ses i sammenhæng med ændring af den gældende § 34, stk. 1, samt ophævelsen af § 34,

stk. 3 og 4, hvorved reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme så vidt

muligt samles i samme bestemmelser med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 13, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 18

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 5, at Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation om anmeldelser, som både er sendt til Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring og Arbejdstilsynet. Bestemmelsen vedrører dispensation fra pligten til digital anmeldelse af

arbejdsulykker.

Efter arbejdsskadesikringsloven skal anmeldelser af arbejdsulykker sendes til Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring, mens anmeldelser af arbejdsulykker efter arbejdsmiljøloven, skal sendes til Arbejdstilsynet. Der

forekommer således tilfælde, hvor arbejdsulykken anmeldes til både Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring. Arbejdsulykker skal anmeldes via Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Arbejdstilsynets

fælles digitale anmeldesystem.

Efter gældende regler er der adgang til efter ansøgning at dispensere fra pligten til at anmelde digitalt under

ganske særlige omstændigheder. Undtagelse forudsætter ansøgning herom i forbindelse med den konkrete

anmeldelse. Der kan ikke gives dispensation, hvis anmelderen har adgang til computer og internet.

Reglerne for dispensation fra pligten til at anmelde digitalt er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1629 af 16. de-

cember 2016 om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesikringsloven.

Det følger af bekendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulykker efter arbejdsskadesik-

ringsloven og bekendtgørelse nr. 615 af 8. juni 2010 om anmeldelse af arbejdsulykker m.v. til Arbejdstilsy-

net med senere ændringer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation for digital

anmeldelse af arbejdsulykker, der anmeldes efter arbejdsskadesikringsloven, mens Arbejdstilsynet træffer

afgørelser om dispensation for digital anmeldelse af arbejdsulykker, der anmeldes efter arbejdsmiljøloven. I

tilfælde, hvor arbejdsulykken både anmeldes til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, er det

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse om dispensation om digital anmeldelse af arbejds-

ulykker. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om dispensation indebærer derfor en dispensation for

kravet om digital anmeldelse efter § 75, stk. 5, i arbejdsmiljøloven således, at to myndigheder ikke skal vur-

dere samme ansøgning om dispensation.

Der gælder en tilsvarende bestemmelse vedrørende dispensation ved anmeldelse af erhvervssygdomme i §

34, stk. 3. Det er dog efter de gældende regler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der træffer afgørelse om

dispensation om anmeldelse uanset, om anmeldelsen er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller til

Arbejdstilsynet.

Ved lovforslagets § 1, nr. 18, foreslås det at indsætte i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 5, at Arbejds-

markedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation om anmeldelser af både arbejdsulykker og er-

hvervssygdomme.

Med forslaget vil det fremgå eksplicit af loven, at bestemmelsen vedrører afgørelse om dispensation om digi-

tal anmeldelse, jf. bestemmelsens stk. 4. Med forslaget om ændringen af § 35, stk. 4, vil bestemmelsen både

vedrøre arbejdsulykker og erhvervssygdomme, jf. de foreslåede bestemmelser til § 1, nr. 13 og § 1, nr. 15, 16

og 17. Forslaget vil således medføre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation

for digital anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme efter § 35, stk. 4, i alle tilfælde, uanset om

anmeldelsen er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Arbejdstilsynet.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor en række bestemmelser om anmeldelse af hen-

holdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme samles i § 35, og hvor reglerne om, at Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation om anmeldelser af erhvervssygdomme, foreslås sammen-

skrevet med samme bemyndigelse i forhold til arbejdsulykker og indarbejdet i én samlet bestemmelse til §

35, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.

Forslaget vil ikke ændre rammerne og praksis for afgørelse om dispensation. Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring vil med forslaget derfor fortsat kunne give dispensation under ganske særlige omstændigheder. Dette vil

være tilfældet, når arbejdsgiver, lægen eller tandlægen ikke er i besiddelse af de fornødne digitale kompeten-

cer til at anmelde digitalt. Dispensationsadgangen er tiltænkt arbejdsgivere, læger og tandlæger, der ikke

tidligere har anvendt it, hverken i virksomheden eller privat, og de ikke har mulighed for at lade andre vare-

tage den digitale anmeldelse. Det vil derfor ikke være muligt at opnå dispensation, hvis man har adgang til

både computer og internet. Dispensationsadgangen skal sikre, at ingen forhindres i at opnå de muligheder og

indfri de pligter, der følger af lovforslaget.

Forslaget vil endvidere medføre en ensartet praksis for dispensation, da sager vedrørende afgørelse om di-

spensation om digital anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme altid behandles af samme instans.

Ændringen skal ses i sammenhæng med ændring af den gældende § 34, stk. 1, samt ophævelsen af § 34, stk.

2-4, hvorved reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme så vidt muligt

samles i samme bestemmelser med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 19, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 19

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 5, at Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation om anmeldelser, som både er sendt til Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring og Arbejdstilsynet.

Efter arbejdsskadesikringsloven skal anmeldelser af arbejdsulykker efter arbejdsskadesikringsloven sendes

til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, mens anmeldelser af arbejdsulykker efter arbejdsmiljøloven, skal sen-

des til Arbejdstilsynet. Der vil således forekomme tilfælde, hvor arbejdsulykken anmeldes til både Arbejds-

tilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejdsulykker skal anmeldes via Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikrings og Arbejdstilsynets fælles digitale anmeldesystem, EASY.

Efter gældende regler er der adgang til efter ansøgning at dispensere fra pligten til at anmelde digitalt under

ganske særlige omstændigheder. Undtagelse forudsætter ansøgning herom i forbindelse med den konkrete

anmeldelse. Der kan ikke gives dispensation, hvis anmelderen har adgang til computer og internet.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation for digital anmeldelse af arbejdsulyk-

ker, der anmeldes efter arbejdsskadesikringsloven, mens Arbejdstilsynet træffer afgørelser om dispensation

for digital anmeldelse af arbejdsulykker, der anmeldes efter arbejdsmiljøloven. I tilfælde hvor arbejdsulyk-

ken både anmeldes til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, er det Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring, der træffer afgørelse om dispensation om digital anmeldelse af arbejdsulykker. Arbejdsmar-

kedets Erhvervssikrings afgørelse om dispensation indebærer derfor en dispensation for kravet om digital

anmeldelse efter § 75, stk. 5, i arbejdsmiljøloven således, at to myndigheder ikke skal vurdere samme ansøg-

ning om dispensation.

Der gælder en tilsvarende bestemmelse vedrørende dispensation ved anmeldelse af erhvervssygdomme i

arbejdsskadesikringslovens § 34, stk. 3. Det er dog efter de gældende regler Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring, der træffer afgørelse om dispensation om anmeldelse uanset, om anmeldelsen er sendt til Arbejdsmar-

kedets Erhvervssikring eller til Arbejdstilsynet.

De nærmere regler for afgørelse om dispensation om anmeldelse er fastsat af beskæftigelsesministeren i be-

kendtgørelse nr. 1629 af 16. december 2016 om anmeldelse af ulykker til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

og bekendtgørelse nr. 1478 af 2. december 2016 om lægers og tandlægers pligt til at anmelde erhvervssyg-

domme til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i medfør af henholdsvis lovens § 34, stk. 1

og 2 samt § 35, stk. 2.

Ved lovforslagets § 1, nr. 19, foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 5, at Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation om anmeldelser efter bestemmelsens stk. 4, uafhængigt af

omde er sendt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller Arbejdstilsynet.

Forslaget vil medføre, at bestemmelsen bruges til dispensation ved anmeldelse af både arbejdsulykker og

erhvervssygdomme, da der ikke sondres mellem om anmeldelsen er sendt til både Arbejdstilsynet og Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring eller kun til enten Arbejdstilsynet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejds-

ulykker og erhvervssygdomme samles med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig. Ændringen vil

medføre, at § 34, stk. 3, kan ophæves.

Forslaget vil endvidere medføre, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer afgørelse om dispensation om

anmeldelser selv om, anmeldelsen kun er sendt til enten Arbejdstilsynet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil ligeledes fortsat træffe afgørelse om dispensation, hvis anmeldel-

se både er sendt til Arbejdstilsynet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

vil således kunne træffe afgørelse om dispensation om anmeldelser af erhvervssygdomme, selv om anmel-

delsen ved en fejl kun er sendt til Arbejdstilsynet. Forslaget vil derfor medføre, at Arbejdstilsynet fremover

ikke vil kunne træffe afgørelse om dispensation om digital anmeldelse af arbejdsulykker. Dermed vil sager

vedrørende afgørelse om dispensation om digital anmeldelse af arbejdsulykker og erhvervssygdomme altid

behandles af samme instans, hvilket giver en ensartet praksis.

Forslaget vil ikke ændre praksis for afgørelse om dispensation.

Ændringen skal ses i sammenhæng med ændring af den gældende § 34, stk. 1, samt ophævelsen af § 34, stk.

2-4, hvorved reglerne om anmeldelser af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme så vidt muligt

samles i samme paragraffer.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 18, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 20

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 6, at Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring behandler modtagne anmeldelser om ulykker, uanset om kravet om digital anmeldelse i reg-

ler fastsat i medfør af arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 4 er opfyldt.

Efter den gældende bestemmelse skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandle anmeldelser om arbejds-

ulykker, selv om de af beskæftigelsesministeren fastsatte regler om kravet om digital anmeldelse, ikke er

opfyldt. Baggrunden herfor er, at de berettigede efter arbejdsskadesikringsloven er tilskadekomne eller til-

skadekomnes efterladte. Af hensyn til de berettigede er Arbejdsmarkedets Erhvervssikring forpligtet til at

behandle en anmeldelse, uanset om anmeldelsen modtages digitalt eller på anden måde.

Ved lovforslagets § 1, nr. 20, foreslås det i arbejdsskadesikringslovens § 35, stk. 6, at Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring behandler modtagne anmeldelser af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, uanset om kravet

om digital anmeldelse er opfyldt.

Forslaget vil indebære, at § 35, stk. 6, både omhandler modtagne anmeldelser af henholdsvis arbejdsulykker

og erhvervssygdomme. Bestemmelsen vil dermed indebære, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behandler

modtagne anmeldelser om både arbejdsulykker og erhvervssygdomme, uanset om kravet om digital anmel-

delse i stk. 4 er opfyldt.

Forslaget sker som led i et ønske om at forenkle loven, hvor reglerne om anmeldelse af henholdsvis arbejds-

ulykker og erhvervssygdomme samles med henblik på at gøre lovgivningen mere overskuelig. Ændringen vil

medføre at § 34, stk. 4, kan ophæves.

Forslaget vil ikke ændre på, hvornår Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal behandle modtagne anmeldelser

af arbejdsulykker og erhvervssygdomme, da forslaget svarer til de nuværende bestemmelser, der fremgår af

§ 34, stk. 4 og § 35, stk. 6. Den foreslåede bestemmelse i § 35, stk. 6, afløser således den nugældende § 34,

stk. 4, og den tidligere § 35, stk. 6.

Ændringen skal ses i sammenhæng med ændring af den gældende § 34, stk. 1, samt ophævelsen af § 34, stk.

2 og 3, hvorved reglerne om anmeldelser af henholdsvis arbejdsulykker og erhvervssygdomme så vidt muligt

samles i samme paragraffer.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 13, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.1.

Til nr. 21

Det fremgår af de gældende bestemmelser i arbejdsskadesikringslovens § 38, stk. 2, 1. og 2. pkt., at tilskade-

komne har ret til at få betalt rejseudgifter ved lægebehandling m.v. efter stk. 1, når lægebehandlingen m.v.

sker efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings anmodning. Tilskadekomne har endvidere ret til at få erstat-

ning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste ved behandling m.v. efter stk. 1, hvis fraværet er af mindst 2

timers varighed.

Bestemmelsen i § 38, stk. 2, skal således ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 38, stk. 1, der pålægger

tilskadekomne snarest muligt efter arbejdsskadens indtræden at deltage i en undersøgelse af en læge og der-

efter gennemgå den lægebehandling eller genoptræning, som lægen eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

finder nødvendig.

Formålet med § 38, stk. 1, er at tilvejebringe oplysninger om tilskadekomnes helbredsmæssige forhold, der

kan danne grundlag for en afgørelse om anerkendelse, godtgørelse og erstatning. Dette kan forudsætte, at

tilskadekomne undersøges af en læge. Undersøgelserne skal foretages snarest muligt efter arbejdsskadens

indtræden. Dette skyldes, at formålet med undersøgelsen ellers kan forspildes.

I en række situationer vil tilskadekomne ikke kunne deltage i en sådan lægeundersøgelse på egen hånd. Dette

kan skyldes følgerne af arbejdsskaden eller andre forhold. Det kan derfor være nødvendigt for tilskadekomne

at have en ledsager med til undersøgelsen, herunder til transporten i forbindelse med undersøgelsen for, at

undersøgelsen kan gennemføres.

En ledsager kan eventuelt hjælpe tilskadekomne med selve transporten til og fra undersøgelsesstedet eller

hjælpe tilskadekomne under selve undersøgelsen.

Ledsageren kan således sikre, at undersøgelsen gennemføres snarest muligt og uden unødig forsinkelse, og

uden at lægen eller eventuelt hospitalet skal tage højde for særlige hjælpemidler eller for tolkebistand under

undersøgelsen. Ledsagerne kan således sikre, at formålet med undersøgelsen ikke forsinkes eller forspildes.

§ 38, stk. 2, indeholder en direkte hjemmel til, at tilskadekomne kan få betalt rejseudgifter og tabt arbejdsfor-

tjeneste, men indeholder ikke en direkte hjemmel til at betale udgifterne til en ledsager.

Efter mangeårig administrativ praksis betales der imidlertid for transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste

samt time- og dagpenge også til en eventuel nødvendig ledsager. Den mangeårige praksis er ikke tilsidesat af

Ankestyrelsen.

Således fremgår det af Arbejdsskadestyrelsens (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings) vejledning om be-

handlingsudgifter (vejledning nr. 10173 af 17. august 2015):

»Hvis tilskadekomne på grund af skaden eller andre forhold har behov for at have en ledsager med til en

undersøgelse eller andet, betales dennes transportudgifter også. Der kan også udbetales tabt arbejdsfortjene-

ste og time- og dagpenge til ledsageren.«

Det samme fremgår af tidligere vejledninger om behandlingsudgifter. Der er således tale om en langvarig

praksis.

I forlængelse heraf er det Beskæftigelsesministeriets vurdering, at § 38, stk. 2, skal fortolkes bredt, således at

"tabt arbejdsfortjeneste og rejseudgifter"

ud fra en formålsbestemt fortolkning skal forstås således, at det

omfatter alle udgifter, som er nødvendige for, at tilskadekomne kan lade sig undersøge. Dette gælder således

også udgifter til tabt arbejdsfortjeneste og transport for en ledsager, når ledsagelse er nødvendig for at kunne

gennemføre lægeundersøgelsen.

Der lægges i Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vurdering heraf vægt på behovet for ledsager i den enkelte

sag. Ved denne vurdering vil indgå en række elementer, herunder skadens art og omfang, tilskadekomnes

muligheder for at deltage i undersøgelsen, herunder transport til og fra undersøgelsen uden ledsager, og mu-

lighederne for at gennemføre undersøgelsen i øvrigt uden ledsager. Der vil være tale om en samlet vurdering,

hvor de enkelte elementer kan indgå med forskellig vægt.

Ved lovforslagets § 1, nr. 21, foreslås det i § 38, stk. 2, 1. og 2. pkt., at det kommer til at fremgå, at nødven-

dig ledsager også er berettiget efter bestemmelsen.

Med forslaget vil der blive skabt eksplicit hjemmel til den langvarige praksis, hvorefter også en nødvendig

ledsager kan få betalt for transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste efter samme regler som tilskadekomne.

Forslaget vil betyde, at den gældende, langvarige praksis, hvorefter der betales transportudgifter og tabt ar-

bejdsfortjeneste for en nødvendig ledsager, kodificeres.

Forslaget vil indebære, at nødvendige ledsagere kan få dækket transportudgifter og tabt arbejdsfortjeneste i

forbindelse med undersøgelser af tilskadekomne til brug for vurderingen af det varige mén og vurderingen af

tabet af erhvervsevne ved behandlingen af arbejdsskadesager, hvor det er nødvendigt at gennemføre under-

søgelserne. Forslaget sikrer således, at formålet med undersøgelserne ikke forsinkes eller forspildes.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.4.

Til nr. 22

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 1, 1. pkt., at efter anmod-

ning fra tilskadekomne eller på Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan erstatnings- og godtgø-

relsesspørgsmålene, jf. arbejdsskadesikringslovens §§ 15, 17 og 18, genoptages inden for en frist på 5 år fra

første afgørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen.

Det gælder for sager vedrørende erstatning for udgifter til bl.a. sygebehandling, optræning, anskaffelse af

kørestole, proteser, briller m.v., erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varigt mén.

De generelle regler om retten til erstatning for tab af erhvervsevne, principper for fastsættelse af erstatnin-

gens størrelse og regler om tilkendelse af erstatning, herunder om udbetaling af erstatning som løbende ydel-

se eller kapitalerstatning samt regler om tidspunkterne for erstatningens start og ophør fremgår af den gæl-

dende bestemmelse i § 17.

Den gældende bestemmelse i § 17 a regulerer fastsættelsen af erstatningens størrelse, når tilskadekomne er

visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden. § 17 a indeholder også en regel om udbetaling af erstat-

ning for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter bestemmelsen. For så vidt angår øvrige regler om erstatning

for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter § 17 a, gælder de generelle regler i § 17.

Det foreslås i lovforslagets § 1 nr. 22, at afgørelser efter § 17 a også bliver omfattet af bestemmelsen i lovens

§ 42, stk. 1, 1. pkt.

Forslaget vil indebære, at der skabes eksplicit hjemmel til, at erstatningsspørgsmål i forhold til § 17 a om

fastsættelse af størrelsen på erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller

er i fleksjob efter skaden, kan genoptages inden for en frist på 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket væ-

sentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen, ligesom det er tilfældet for erstat-

nings- og godtgørelsesspørgsmål, jf. arbejdsskadesikringslovens §§ 15, 17 og 18, vedrørende sygebehand-

ling, optræning, hjælpemidler m.m., øvrige regler for erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for

varigt mén.

Forslaget vil således indebære, at erstatningsspørgsmålet efter anmodning fra tilskadekomne eller på Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikrings foranledning kan genoptages indenfor en frist på fem år fra første afgørel-

se, når erstatningsspørgsmålet vedrører erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne er visiteret til

fleksjob eller er i fleksjob efter skaden.

Forslaget i arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 1, 1. pkt., er en kodificering af gældende praksis, hvorefter

afgørelser om tab af erhvervsevne, der er tilkendt efter lovens § 17 a kan genoptages på samme måde som

afgørelser efter lovens §§ 15, 17 og 18. Forslaget har ingen betydning for størrelsen af tilskadekomnes er-

statning for tab af erhvervsevne.

Der henvises i øvrigt til ændringen i § 1, nr. 2 og 23, og de almindelige bemærkninger, pkt. 2.5.

Til nr. 23

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 2, at modtageren af løben-

de ydelse efter § 17 skal underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver

forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen, ligesom forsik-

ringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal være opmærksom på, om der indtræder sådanne

forandringer i modtagerens forhold.

Forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal således underrettes om enhver forandring i

forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af løbende erstatning for tab af erhvervsev-

ne, ligesom forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal være opmærksom på, om der

indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold.

De generelle regler om retten til erstatning for tab af erhvervsevne, principper for fastsættelse af erstatnin-

gens størrelse og regler om tilkendelse af erstatning, herunder om udbetaling af erstatning som løbende ydel-

se eller kapitalerstatning samt regler om tidspunkterne for erstatningens start og ophør, fremgår af den gæl-

dende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 17.

Den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 17 a regulerer fastsættelsen af erstatningens stør-

relse, når tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden. Arbejdsskadesikringslovens §

17 a indeholder også en regel om udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter be-

stemmelsen. For så vidt angår øvrige regler om erstatning for tab af erhvervsevne, der er fastsat efter arbejds-

skadesikringslovens § 17 a, gælder de generelle regler i lovens § 17.

Det foreslås ved lovforslagets § 1, nr. 23, at afgørelser efter § 17 a også bliver omfattet af bestemmelsen i

lovens § 42, stk. 2.

Forslaget vil indebære, at der skabes eksplicit hjemmel til, at modtageren af løbende erstatning for tab af

erhvervsevne, der er tilkendt efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a, når tilskadekomne er visiteret til fleks-

job eller er i fleksjob efter skaden, skal underrette forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssik-

ring om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre nedsættelse eller bortfald af ydelsen.

Dette gælder fortsat ligeledes for modtageren af løbende erstatning for tab af erhvervsevne tilkendt efter

arbejdsskadesikringslovens § 17 om fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne.

Forsikringsselskabet og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal ligeledes være opmærksomme på, om der

indtræder sådanne forandringer i modtagerens forhold også omfatter erstatning for tab af erhvervsevne, når

tilskadekomne er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob efter skaden.

Forslaget i arbejdsskadesikringslovens § 42, stk. 2, er en kodificering af gældende praksis, hvorefter modta-

geren af løbende ydelse efter arbejdsskadesikringslovens § 17 a skal underrette forsikringsselskabet eller

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om enhver forandring i sine forhold, som kan formodes at medføre ned-

sættelse eller bortfald af ydelsen. Forslaget har ingen betydning for størrelsen af tilskadekomnes erstatning

for tab af erhvervsevne.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 2 og 22, og de almindelige bemærkninger,

pkt. 2.5.

Til nr. 24

Det fremgår af den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 59, stk. 5, 1. og 2. pkt., at beskæf-

tigelsesministeren fastsætter regler for betalingen, taksternes størrelse og opkrævningen heraf, herunder efter

forhandling med økonomi- og indenrigsministeren for så vidt angår reglerne for Ankestyrelsen. Beskæftigel-

sesministeren bekendtgør efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring taksternes

størrelse en gang årligt, herunder efter forhandling med økonomi- og indenrigsministeren for så vidt angår

Ankestyrelsens takster.

Som konsekvens af at Økonomi- og Indenrigsministeriet samt Børne- og Socialministeriet i juni 2019 blev

sammenlagt til Social- og Indenrigsministeriet, jf. kongelig resolution af 27. juni 2019, og Ankestyrelsens

sagsbehandling på arbejdsskadeområdet i den forbindelse blev henlagt til social- og indenrigsministeren,

foreslås det ved lovforslagets § 1, nr. 24, at ændre økonomi- og indenrigsministeren til social- og indenrigs-

ministeren.

Forslaget vil medføre, at beskæftigelsesministeren efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring bekendtgør taksternes størrelse en gang årligt, herunder efter forhandling med social- og in-

denrigsministeren, for så vidt angår Ankestyrelsens takster.

Til nr. 25

Forslaget er en konsekvensændring af forslaget til nr. 26

Efter den gældende arbejdsskadesikringslovs § 77, 1. pkt., kan ydelser efter loven som udgangspunkt ikke

danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for tilskade-

komne eller efterladte. Der gælder en undtagelse fra denne hovedregel, idet staten efter lovens § 10 a, stk. 5,

har regres mod ansvarlige skadevoldere for udgifter, der ikke kan kræves betalt af et forsikringsselskab m.fl.

efter § 10 a, stk. 3 og 4. Lovens § 10 a omhandler erstatning for følger af terrorhandlinger efter straffelovens

§§ 114 og 114a.

Ved forslaget i § 1, nr. 26, indføres der mulighed for, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne m.fl. ligeledes

får mulighed for at rejse et regreskrav mod producenten, når der er erstatningsansvar efter reglerne i lov om

produktansvar.

Det foreslås således, at den nuværende undtagelse til forbuddet mod regres udvides til at omfatte erstatning i

forbindelse med skader, der er omfattet af reglerne om produktansvar.

Forslaget betyder, at arbejdsskadeforsikringsselskaberne kan rejse regreskrav mod den ansvarlige producent

eller mellemhandler, når der foreligger et produktansvar.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget til § 1, nr. 26 og de almindelige bemærkninger, pkt.

2.7.

Til nr. 26

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 77, 1. pkt., at ydelser i henhold til loven ikke kan danne grund-

lag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningsansvar over for tilskadekomne eller

deres efterladte, jf. dog § 10 a. Tilskadekomnes eller de efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige ned-

sættes, i det omfang der er betalt eller er pligt til at betale ydelser til de pågældende efter denne lov. Krav på

erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven nedsættes dog ikke som følge af, at der er betalt

eller er pligt til at betale midlertidig erhvervsevnetabserstatning efter denne lov.

Det betyder, at arbejdsskadesikringsloven er primær i forhold til erstatningsansvar efter dansk rets almindeli-

ge regler om erstatning, herunder anden lovgivning, og at tilskadekomne altid kompenseres efter reglerne i

arbejdsskadesikringsloven, der finansieres af arbejdsgiverne, uanset det ikke er arbejdsgiveren, men tredje-

mand der er den ansvarlige skadevolder.

Det indebærer tillige, at der ikke kan rejses et regreskrav mod en ansvarlig skadevolder. Der kan dog rejses

regreskrav mod en ansvarlig skadevolder i sager, hvor skaden er forvoldt ved terror, jf. lovens § 10 a.

Den ansvarlige skadevolder er kun forpligtet til at betale eventuel differenceerstatning efter dansk rets al-

mindelige regler om erstatning. Krav på differenceerstatning foreligger, når erstatningen udmålt efter erstat-

ningsansvarsloven overstiger erstatningen udmålt efter arbejdsskadesikringsloven. Dette kan på grund af

forskellige beregningsregler m.v. eksempelvis være tilfældet for erstatning for tab af erhvervsevne.

Dette fremgår direkte af § 77 i arbejdsskadesikringsloven højesteretspraksis, herunder dommen offentliggjort

i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 843 H.

Ved lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar, der implementerer EU-direktiv 85/374/EØF af 25. juli

1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktan-

svar, er der indført et objektivt ansvar for skade, der er forårsaget af defekter ved produkter, jf. § 6 i produkt-

ansvarsloven. Efter denne bestemmelse påhviler det objektive ansvar producenten af produktet. Det følger

endvidere af produktansvarslovens § 10, at en mellemhandler hæfter umiddelbart over for tilskadekomne og

senere mellemhandlere i omsætningskæden.

Det betyder, at en skadelidt efter produktansvarsloven kan vælge, om vedkommende vil rette erstatnings-

krav mod producenten (producenterne), mellemhandleren (mellemhandlerne) eller mod dem begge, idet beg-

ge hæfter solidarisk over for skadelidte, jf. lovens § 11. Af lovens § 13 fremgår det, at loven ikke begrænser

skadelidtes adgang til erstatning efter almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt eller i medfør

af regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.

Efter de gældende regler er det kun muligt at gøre regreskrav gældende over for producenter og mellem-

handlere, hvis der er tale om krav på differenceerstatning.

Det er imidlertid ikke tanken med arbejdsskadesikringsloven at afskære arbejdsgivere og arbejdsskadeforsik-

ringsselskaber fra at søge deres tab dækket efter reglerne i produktansvarsloven.

Det foreslås derfor i § 1, nr. 26, at indsætte et stk. 2 i arbejdsskadesikringslovens § 77, hvoraf det fremgår, at

det nuværende forbud mod regres ikke gælder i det omfang, der er ansvar efter lov om produktansvar.

Spørgsmålet har ingen betydning i forhold til størrelsen af tilskadekomnes og efterladtes ret til erstatning,

men angår udelukkende, hvem der i sidste ende skal betale erstatningen m.v.

Forslaget indebærer, at når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har behandlet en arbejdsskadesag, hvor der

også er produktansvar, og der er blevet udbetalt godtgørelse og erstatning til den tilskadekomne, vil den, der

har udbetalt kompensationen efter arbejdsskadesikringsloven (det vil sige arbejdsskadeforsikringsselskaber-

ne m.fl.), derefter have mulighed for at rejse et regreskrav mod producenten/mellemhandleren af det produkt,

der har medført skadenDet vil sige, at det er forsikringsselskabet, de selvforsikrede offentlige og private ar-

bejdsgivere for så vidt angår ulykker og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. §§ 2 og 3 i lov om den selv-

ejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, der har mulighed for at rejse regreskravet. Det gælder

for erhvervssygdomme, og for øvrige sager efter arbejdsskadesikringsloven, hvor Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring udbetaler erstatning m.v., herunder for eksempel sager, hvor der ikke er forsikringpligt eller

forsikringspligten ikke er opfyldt. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er således ikke forpligtet til som led i

den almindelige behandling af de anmeldte sager at indhente oplysninger med henblik på at afdække et even-

tuelt produktansvar.

Regreskravets størrelse svarer til den kompensation, som tilskadekomne er berettiget til efter arbejdsskade-

sikringsloven og som arbejdsskadeforsikringsselskabet m.fl. har udbetalt.

Forslaget sikrer, at samspillet mellem arbejdsskadesikringen og produktansvarsreglerne bliver i overens-

stemmelse med EU-domstolens dom af 21. december 2011 (C-495/10).

Forslaget giver forsikringsselskaberne m.fl. en mulighed for at rejse et regreskrav ved at fjerne regresforbud-

det. Der er ikke tale om en forpligtelse. Det skyldes, at der kan være mange årsager til, at arbejdsskadeforsik-

ringsselskaberne vælger ikke at rejse regreskravet mod producenten eller mellemhandleren, herunder proces-

økonomiske årsager. Vurderingen af, om der skal rejses et regreskrav, og i den forbindelse vurderingen af

eksistensen af og størrelsen af regreskravet mod producenterne/ansvarsforsikringsselskaberne er ikke afgø-

relser efter arbejdsskadesikringsloven. Sådanne vurderinger kan således ikke påklages til Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring. Tvister om regreskrav vil skulle behandles og afgøres af domstolene.

Efter almindelige forvaltningsretlige principper har forvaltningsmyndigheder en almindelige pligt til at vej-

lede inden for de sagsområder, der varetages af myndigheden. Vejledningens form og omfang afhænger af

den konkrete sag.

For at sikre, at tilskadekomne og efterladte får mulighed for at opnå den fulde erstatning udmålt efter erstat-

ningsansvarsloven forudsættes det, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vejleder tilskadekomne og efterlad-

te om muligheden for at rejse differencekrav mod producenten/mellemhandleren i sager, hvor der er et pro-

duktansvar på samme måde som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har en generel forpligtelse til at vejlede

om muligheden for at rejse differencekrav mod en ansvarlig skadevolder. Vejledningen vil understøtte til-

skadekomnes og efterladtes muligheder for at opnå den erstatning, som de er berettiget til, i alle sager, hvor

ansvaret beror på reglerne i produktansvarsloven.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har ikke pligt til at vejlede om, hvorvidt der konkret kan rejses et diffe-

rencekrav eller pligt til at opgøre differencekravet.

Den foreslåede model svarer grundlæggende til den løsning, som er valgt efter § 28 og § 52, stk. 2, i lov om

klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Den gældende bestemmelse i arbejdsskadesikringslovens § 77 opretholdes i øvrigt. Det betyder, at den gene-

relle regel fortsat vil være, at kompensation efter arbejdsskadesikringsloven er primær i forhold til kompen-

sation efter andre love.

Det betyder endvidere, at bortset fra sager, hvor der foreligger produktansvar, vil muligheden for regres for

den udbetalte kompensation efter arbejdsskadesikringsloven fortsat være afskåret for arbejdsskadeforsik-

ringsselskabet, herunder for selvforsikrede arbejdsgivere og for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring for så

vidt angår erhvervssygdomme.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.7.

Til nr. 27

Gældende lov om arbejdsskadesikring regulerer primært reglerne om arbejdsskade vedrørende skader fra 1.

januar 2004.

Private arbejdsgivere havde efter § 15, stk. 13, i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde mulighed

for at være selvforsikrede.

De private arbejdsgivere, der før 1. april 1978 havde opnået denne ret har efter arbejdsskadesikringslovens §

88, 2. pkt. bevaret denne ret og har dermed ikke forsikringspligt. Disse arbejdsgivere kan vælge at være selv-

forsikrede på samme måde som offentlige arbejdsgivere for så vidt angår arbejdsulykker.

De private arbejdsgivere, der har opnået fritagelse fra pligten til at tegne arbejdsulykkesforsikring, har efter

arbejdsskadesikringslovens § 88, 3. pkt., samme retsstilling efter loven som et forsikringsselskab. Det inde-

bærer, at de er forpligtet til at betale for administrationen af arbejdsskadesagerne i Arbejdsmarkedets Er-

hvervssikring og Ankestyrelsen, samt bidrag til fællesudgifter efter arbejdsskadesikringslovens § 48 (finan-

siering af udgifter i sager, hvor der ikke er forsikringspligt), § 52 (finansiering af udgifter i sager, hvor ar-

bejdsgiveren ikke har tegnet den lovpligtige forsikring) og § 54 (finansiering af udgifter vedrørende forsik-

ringsselskaber hvor Finanstilsynet har trukket tilladelsen til at drive arbejdsulykkesforsikring tilbage). Reg-

lerne er i dag udmøntet i beskæftigelsesministerens bekendtgørelse nr. 645 af 28. juni 2019 om finansiering

af visse erstatninger m.v., der udbetales af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lov om arbejdsskadesik-

ring og lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Af arbejdsskadesikringslovens § 88, 4. pkt., i gældende lov fremgår imidlertid, at fordeling af bidrag efter

denne lovs §§ 48, 49, 53 og 56 foretages efter nærmere regler fastsat af beskæftigelsesministeren i samarbej-

de med erhvervsministeren.

Det bemærkes, at paragrafhenvisningerne i arbejdsskadesikringslovens § 88, 4. pkt., ikke er korrekte, idet

paragrafhenvisningerne ikke er blevet korrekt opdateret i forbindelse med tidligere lovændringer.

Det foreslås i § 1, nr. 27, at indsætte de korrekte paragrafhenvisninger.

Forslaget retter den fejlagtige lovhenvisning i gældende lov og præciserer, at de private arbejdsgiveres for-

holdsmæssige andel af udgifterne til arbejdsskadesikringslovens §§ 48, 52 og 54 indgår i fordelingen af ud-

gifterne efter bestemmelsen i § 48, stk. 6, 3. pkt.

Af arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 6, 3. pkt., fremgår, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere

regler for denne fordeling efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i samarbejde

med Finanstilsynet. Dette fremgår allerede af den gældende formulering af arbejdsskadesikringslovens § 48,

stk. 6, der ikke ændres ved dette lovforslag, og gentages derfor ikke i forslaget til arbejdsskadesikringslovens

§ 88, 4. pkt.

Den nuværende fordelingsnøgle, der forudsættes opretholdt, er i dag fastsat i beskæftigelsesministerens be-

kendtgørelse nr. 645 af 28. juni 2019 om finansiering af visse erstatninger m.v., der udbetales af Arbejds-

markedets Erhvervssikring efter lov om arbejdsskadesikring og lov om sikring mod følger af arbejdsskade.

Det enkelte forsikringsselskabs andel heraf opgøres som forsikringsselskabets andel af de samlede udgifter i

kalenderåret til godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Det fremgår af lovens § 88,

3. pkt., at dette også gælder for de private selvforsikrede arbejdsgivere.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.6.

Til § 2

Til nr. 1

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade (arbejdsskadeforsikringsloven) blev ophævet med og erstattet af

lov nr. 422 af 10. juni 2003 om arbejdsskadesikring, jf. lovens § 85, stk. 6.

På den baggrund foreslås henvisningen til lov om arbejdsskadeforsikring i erstatningsansvarslovens § 17, stk.

1, 1. pkt., ændret til en henvisning til lov om arbejdsskadesikring.

Til nr. 2

Efter erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., kan bl.a. ydelser i henhold til arbejdsskadesikringsloven,

som tilkommer en skadelidt eller dennes efterlevende, ikke danne grundlag for et regreskrav mod den erstat-

ningsansvarlige.

Som en konsekvens af den foreslåede ændring af arbejdsskadesikringslovens § 77, stk. 2, jf. lovforslagets §

1, nr. 26, foreslås det, at der indsættes et nyt 4. pkt. i erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1. Den foreslåede

ændring indebærer, at erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, 1. pkt., ikke gælder for ydelser efter arbejdsska-

desikringsloven, hvis der er erstatningsansvar efter produktansvarsloven. Hvis der er tale om erstatningsan-

svar efter produktansvarsloven, vil den, der har udbetalt en ydelse efter arbejdsskadesikringsloven til en ska-

delidt, således kunne gøre et regreskrav gældende over for den ansvarlige producent eller mellemhandler.

Den foreslåede ændring skaber således fuld overensstemmelse mellem erstatningsansvarsloven og arbejds-

skadesikringsloven i forhold til regres for ydelser i henhold til arbejdsskadesikringsloven for så vidt angår

produktskader.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i de almindelige bemærkninger.

Til § 3

Det foreslås i

stk. 1,

at loven træder i kraft den 1. juli 2020, jf. dog stk. 2 og § 4.

Forslaget betyder, at lovforslaget finder anvendelse på sager om arbejdsulykker, der indtræder på ikrafttræ-

delsesdagen eller senere, og erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdagen eller senere, jf. også

stk. 3 og 4.

Det indebærer, at administrationen af arbejdsskadeområdet i forsikringsselskaberne, i Arbejdsmarkedets

Erhvervssikring og i Ankestyrelsen får en rimelig tid til at implementere de enkelte ændringer af lovgivnin-

gen.

Det foreslås i

stk. 2,

at § 1, nr. 5-20, træder i kraft den 1. januar 2021 og finder anvendelse ved anmeldelse af

arbejdsulykker og erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Forslaget betyder, at de foreslåede ændrede regler på anmeldeområdet i bestemmelserne i § 1, nr. 5-20 finder

anvendelse på sager om arbejdsulykker og erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdagen eller

senere. Dette vil indebære, at sager om arbejdsulykker, der er indtrådt før den 1. januar 2021, og først anmel-

des efter den 1. januar 2021, også skal anmeldes efter de foreslåede regler. Det er altså anmeldetidspunktet,

der er afgørende for, hvilke regler der skal benyttes for anmeldelsen.

Denne ikrafttrædelse af de ændrede regler på anmeldeområdet sikrer en enkel overgang mellem hidtidige og

nye regler. Det bemærkes, at forslagene i § 1, nr. 5-20 ikke ændrer tilskadekomnes rettigheder eller pligter,

men alene ændrer i procedurerne for anmeldelse. Der er således retssikkerhedsmæssigt uproblematisk at

anvende de nye regler om anmeldelse af arbejdsskader også for skader, der er indtruffet før ikrafttrædelses-

dagen den 1. januar 2021.

Ikrafttrædelse den 1. januar 2021 sikrer, at det er muligt at lave en fælles bekendtgørelse om anmeldelse af

arbejdsulykker efter arbejdsmiljøloven og arbejdsskadesikringsloven, samt at det er muligt at foretage de

fornødne it-mæssige tilpasninger af anmeldesystemet.

Det foreslås i

stk. 3,

at § 1, nr. 4, anvendes på arbejdsulykker, der indtræder på ikrafttrædelsesdagen eller

senere, og erhvervssygdomme, der anmeldes på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Forslaget betyder, at de nye regler med opdaterede levetidsforudsætninger alene anvendes i nye arbejdsska-

desager, dvs. arbejdsulykker, der indtræder fra den 1. juli 2020, og erhvervssygdomme, der anmeldes fra den

1. juli 2020.

Der vil blive udarbejdet en ny selvstændig vejledning med kapitaliseringsfaktorer baseret på nye forudsæt-

ninger om levetid med gyldighed for nye sager efter 1. juli 2020.

Det foreslås i

stk. 4,

vedrørende § 1, nr. 4, at de hidtil gældende regler anvendes i sager om ulykker, der er

indtrådt før den 1. juli 2020, og i sager om erhvervssygdomme, der er anmeldt før den 1. juli 2020, indtil 1.

januar 2030, jf. § 4.

Forslaget indebærer, at de hidtil gældende regler fortsat finder anvendelse i ulykker, der er indtrådt før ikraft-

trædelsesdagen, og erhvervssygdomme, der er anmeldt før ikrafttrædelsesdagen. Det gælder også for sager

om arbejdsulykker, der er indtrådt før den 1. juli 2020, uanset om sagen først anmeldes efter den 1. juli 2020.

Endelig foreslås det i

stk. 5,

at § 1, nr. 25, 26 og § 2, nr. 2, finder anvendelse i sager, hvor der kan rejses et

regreskrav mod en producent, mellemhandler eller et forsikringsselskab på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Regreskravet kan rejses, når der er truffet afgørelse om erstatning eller godtgørelse m.v. efter arbejdsskade-

sikringsloven og arbejdsskadeforsikringsselskabet m.fl. har haft mulighed for at vurdere, hvorvidt der er

grundlag for at rejse et regreskrav på baggrund af reglerne om produktansvar. Det betyder, at det udover

afgørelser om erstatning eller godtgørelse, der træffes fra ikrafttrædelsesdagen, herunder i genoptagelsessa-

ger, også vil være muligt at rejse et regreskrav vedrørende afgørelser, der er truffet før ikrafttrædelsesdagen,

og hvor arbejdsskadeforsikringsselskabet på ikrafttrædelsesdagen eller senere vurderer, at der kan rejses et

regreskrav. Adgangen til at rejse regreskrav begrænses dog af reglerne om forældelse. Det betyder, at regres-

kravet er forældet, hvis arbejdsskadeforsikringsselskabet ikke har rejst kravet inden for forældelsesfristen.

Det er arbejdsskadeforsikringsselskaberne m.fl., herunder selvforsikrede offentlige og private arbejdsgivere,

der kan rejse regreskravet mod producenten, mellemhandleren eller forsikringsselskabet.

Regreskravet opstår, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet en afgørelse om erstatning m.v. efter

§§ 15, 17-23 i arbejdsskadesikringsloven og arbejdsskadeforsikringsselskabet m.fl. har udbetalt erstatningen

eller godtgørelsen.

Til § 4

Når der gennemføres ændringer af arbejdsskadesikringsloven, der påvirker tilskadekomnes eller forsikrings-

selskabernes (sagens parter) rettigheder og/eller pligter, gælder de nye regler efter hidtidig praksis alene for

nye sager. Det vil sige ulykker, der indtræder, og erhvervssygdomme, der anmeldes fra ændringens ikraft-

trædelsesdag. Denne praksis er i dette lovforslag gennemført ved § 3.

Det foreslås i § 4, at der som supplement hertil gennemføres en udfasning af de hidtil gældende kapitalise-

ringsfaktorer efter en overgangsperiode. Det foreslås således, at de nye principper om omsætning af løbende

erstatninger til kapitalerstatninger efter udløbet af en overgangsperiode indtil 1. januar 2030 også får virk-

ning for skader før 1. juli 2020. Herved sikres ensartede og opdaterede principper for fastsættelse af kapitali-

seringsfaktorer, uanset hvornår skaden er sket. De nye principper om omsætning af løbende erstatninger til

kapitalerstatninger efter udløbet af en overgangsperiode skal kun anvendes ved beregning af nykapitaliserin-

ger, der foretages efter 1. januar 2030. De nye principper giver derfor ikke mulighed for at genoptage og

omberegne kapitalerstatninger, der er foretaget før 1. januar 2030. Dette gælder, uanset hvilken lovgivning

kapitalerstatningen er beregnet efter, jf. herved § 4, stk. 1-4.

Det foreslås i

stk. 1,

at i sager om arbejdsskader fra perioden 1. januar 2004 til 30. juni 2020, der er omfattet

af arbejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977 af 9. september 2019, anvendes § 27, som affattet

ved denne lovs § 1, nr. 4, fra 1. juli 2030 ved omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb.

Det foreslås således i stk. 1, at de nye kapitaliseringsfaktorer, der indføres ved § 1, nr. 4, anvendes i sager

vedrørende skader fra perioden 1. januar 2004 til 30. juni 2020, når der fra den 1. januar 2030 træffes afgø-

relse i en sådan sag om omsætning af en løbende erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger til en

kapitalerstatning.

Efter gældende regler fastsættes kapitaliseringsfaktorerne for sager fra denne periode efter 3 forskellige prin-

cipper:

For sager med skadedato 1. januar 2004 til 30. juni 2007 fastsættes kapitaliseringsfaktorerne på grundlag af

det daværende forsikringstekniske beregningsgrundlag for dødelighedsforudsætninger U 74, med en fast

grundlagsrente på 10 pct. og uden forudsætninger om løntalsregulering og beskatning.

For sager med skadedato 1. juli 2007 til 31. december 2010 fastsættes kapitaliseringsfaktorerne på grundlag

af dødelighedsforudsætningerne i det forsikringstekniske beregningsgrundlag G82, med en fast grundlags-

rente i 2010 niveau og med forudsætninger om løntalsregulering og beskatning i 2010-niveau.

For sager med skadedato 1. januar 2011 til 30. juni 2020 fastsættes kapitaliseringsfaktorerne på grundlag af

dødelighedsforudsætningerne i det forsikringstekniske beregningsgrundlag G82, men med en variabel grund-

lagsrente og med variable forudsætninger om løntalsregulering og beskatning.

Forslaget betyder, at der efter overgangsperiodens udløb 1. januar 2030 anvendes de kapitaliseringsfaktorer,

der indføres med dette lovforslag ved ny-kapitalisering. Det vil sige samme forudsætninger om levetid, rente,

løntalsregulering og beskatning ved omsætning af løbende erstatning til kapitalerstatning i alle sager, der

behandles efter arbejdsskadesikringsloven, uanset skadedatoen og uanset, hvornår anmodningen om udmå-

ling af kapitalerstatningen er modtaget.

Tilsvarende foreslås i

stk. 2,

at i sager om arbejdsskader fra perioden 1. januar 1993 til 31. december 2003,

der er omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskader, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober

2000 med senere ændringer, der er ophævet ved § 85 a i arbejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

977 af 9. september 2019, med bemærkning om, at den fortsat anvendes på

1) ulykkestilfælde, pludselige løfteskader og kortvarige skadelige påvirkninger, der er indtruffet før den 1.

januar 2004, og

2) erhvervssygdomme anmeldt før den 1. januar 2004

anvendes § 27, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, ved omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb

fra 1. juli 2030 i stedet for § 43 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. 1. pkt. anvendes også i sager om

erhvervssygdomme anmeldt i 2004, jf. § 85, stk. 5, i arbejdsskadesikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 977

af 9. september 2019.

Det foreslås således i stk. 2, at de nye kapitaliseringsfaktorer, der indføres ved § 1, nr. 4, anvendes i sager

vedrørende skader fra perioden 1. januar 1993 til 31. december 2004, når der fra den 1. januar 2030 træffes

afgørelse i en sådan sag om omsætning af en løbende erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger til

en kapitalerstatning.

Efter gældende regler fastsættes kapitaliseringsfaktorerne for sager fra perioden på grundlag af det daværen-

de forsikringstekniske beregningsgrundlag vedrørende dødelighedsforudsætninger U74, med en grundlags-

rente på 10 pct. og uden forudsætninger om løntalsregulering og beskatning. U 74 var et forsikringsteknisk

beregningsgrundlag for livrenter på tidligere bestande og blev anvendt af livsforsikringsselskaberne fra 1974

til 1982. U 74 indeholdt blandt andet oplysninger om dødelighed.

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade, der trådte i kraft den 1. januar 1993, er ophævet ved arbejdsska-

desikringsloven (gældende lov). § 85 a i gældende lov indebærer, at lov om sikring mod følger af arbejds-

skade fortsat anvendes for ulykker, kortvarige skadelige påvirkninger og pludselige løfteskader, der er ind-

trådt, og erhvervssygdomme, der er anmeldt i perioden fra 1. januar 1993 til 31. december 2003.

Forslaget betyder, at der efter overgangsperiodens udløb 1. januar 2030 anvendes de kapitaliseringsfaktorer,

der indføres med dette lovforslag ved ny-kapitalisering. Det vil sige samme forudsætninger om levetid, rente,

løntalsregulering og beskatning ved omsætning af løbende erstatning til kapitalerstatning i alle sager, der

behandles efter arbejdsskadesikringsloven, uanset skadedatoen og uanset, hvornår anmodningen om udmå-

ling af kapitalerstatningen er modtaget.

Forslaget indebærer ikke ændringer med hensyn til tilskadekomnes øvrige rettigheder efter lov om sikring-

mod følger af arbejdsskade. Det betyder, at kapitaliseringsfaktorerne fortsat vil blive fastsat på baggrund af,

at værdien af afløsningsbeløbet indgår i kapitalerstatningen. Tilskadekomne havde ret til et afløsningsbeløb

ved overgangen til folkepension. Overgangsbeløbet udgjorde to gange den løbende årlige erstatning frem til

30. juni 1999. Fra 1. juli 1999 til 31. december 2003 udgjorde beløbet fire gange den løbende årlige erstat-

ning.

Videre foreslås i

stk. 3,

at i sager om arbejdsskader fra perioden 1. april 1978 til 31. december 1992, der er

omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987 med senere ændrin-

ger, der er ophævet ved § 71 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, jf. lovbekendtgørelse nr. 943 af 16.

oktober 2000 med senere ændringer med bemærkning om, at den fortsat anvendes på

1) arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der er indtruffet før den 1. januar 1993, og

2) erhvervssygdomme m.v. anmeldt før den 1. januar 1993

anvendes § 27, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, ved omsætning af løbende erstatning til kapitalbeløb

fra 1. juli 2030 i stedet for § 39 i arbejdsskadeforsikringsloven.

Det foreslås således i stk. 3, at de nye kapitaliseringsfaktorer, der indføres ved § 1, nr. 4, anvendes i sager

vedrørende skader fra perioden 1. april 1978 til 31. december 1992, når der fra den 1. januar 2030 træffes

afgørelse i en sådan sag om omsætning af en løbende erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger til

en kapitalerstatning.

Efter gældende regler fastsættes kapitaliseringsfaktorerne for sager fra denne periode på grundlag af det da-

værende forsikringstekniske beregningsgrundlag U74 vedrørende dødelighedsforudsætninger, med en grund-

lagsrente på 10 pct. og uden forudsætninger om løntalsregulering og beskatning.

Arbejdsskadeforsikringsloven fra 1978, der trådte i kraft den 1. april 1978, er ophævet ved lov om sikring

mod følger af arbejdsskade. Efter § 71 i lov om sikring mod følger af arbejdsskade anvendes arbejdsskade-

forsikringsloven fra 1978 dog fortsat for arbejdsulykker og kortvarige skadelige påvirkninger, der er indtrådt,

og erhvervssygdomme, der er anmeldt i perioden 1. april 1978 til 31. december 1992.

Forslaget betyder, at der efter overgangsperiodens udløb 1. januar 2030 anvendes de kapitaliseringsfaktorer,

der indføres med dette lovforslag ved ny-kapitalisering. Det vil sige samme forudsætninger om levetid, rente,

løntalsregulering og beskatning ved omsætning af løbende erstatning til kapitalerstatning i alle sager, der

behandles efter arbejdsskadesikringsloven, uanset skadedatoen og uanset, hvornår anmodningen om udmå-

ling af kapitalerstatningen er modtaget.

Forslaget indebærer ikke ændringer med hensyn til tilskadekomnes øvrige rettigheder efter arbejdsskadefor-

sikringsloven. Det betyder, at kapitaliseringsfaktorerne fortsat vil blive fastsat på baggrund af, at værdien af

afløsningsbeløbet indgår i kapitalerstatningen. Tilskadekomne havde ret til et afløsningsbeløb ved overgan-

gen til folkepension. Overgangsbeløbet udgjorde to gange den løbende årlige erstatning fra 1. april 1978

frem til 30. juni 1999.

Endelig foreslås det i

stk. 4,

at i sager om ulykkestilfælde, der er indtruffet før 1. april 1978 og er omfattet af

lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde, jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af 26. april 1968 med senere

ændringer, der er ophævet ved § 65, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven, med bemærkning om, at den fort-

sat anvendes på ulykkestilfælde, der er indtruffet før den 1. april 1978, anvendes § 27, som affattet ved denne

lovs § 1, nr. 4, ved omsætning af løbende rente til kapitalbeløb fra 1. juli 2030 i stedet for § 36 i ulykkesfor-

sikringsloven.

Det foreslås således i stk. 4, at de nye kapitaliseringsfaktorer, der indføres ved § 1, nr. 4, anvendes i sager

vedrørende skader fra perioden 1. oktober 1933 til 31. marts 1978 , når der fra den 1. januar 2030 træffes

afgørelse i en sådan sag om omsætning af en løbende erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger til

en kapitalerstatning.

Efter gældende regler fastsættes kapitaliseringsfaktorerne for sager fra denne periode på grundlag af det da-

værende forsikringstekniske beregningsgrundlag L 66 vedrørende dødelighedsforudsætninger, med en

grundlagsrente på 8 pct. og uden forudsætninger om løntalsregulering og beskatning.

Ulykkesforsikringsloven, der trådte i kraft den 1. oktober 1933, er ophævet ved arbejdsskadeforsikringslo-

ven. Efter § 65, stk. 2, i arbejdsskadeforsikringsloven anvendes ulykkesforsikringsloven fortsat på ulykkestil-

fælde, der er indtruffet i perioden 1. oktober 1933 til 1. april 1978.

Forslaget betyder, at der efter overgangsperiodens udløb 1. januar 2030 anvendes de kapitaliseringsfaktorer,

der indføres med dette lovforslag ved ny-kapitalisering. Det vil sige samme forudsætninger om levetid, rente,

løntalsregulering og beskatning ved omsætning af løbende erstatning til kapitalerstatning i alle sager, der

behandles efter arbejdsskadesikringsloven, uanset skadedatoen og uanset, hvornår anmodningen om udmå-

ling af kapitalerstatningen er modtaget.

Forslaget indebærer ikke ændringer med hensyn til tilskadekomnes øvrige rettigheder efter ulykkesforsik-

ringsloven. Det drejer det sig om retten til en livvarig invaliditetserstatning og livsvarig forsørgertabserstat-

ning og reglerne om om tilvænning m.v. Ligeledes opretholdes reglen om, at den løbende invaliditetserstat-

ning nedsættes, når modtageren fylder 67 år.

Det foreslås i

stk. 5,

at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i særlige tilfælde kan dispensere fra stk. 1-4.

Forslagene i § 4, stk. 1-4, vil indebære, at langt hovedparten af de tilskadekomne og efterladte med en skade

fra før 1. juli 2020, der skal have omsat en løbende erstatning til en kapitalerstatning efter udløbet af over-

gangsordningen den 1. januar 2030, vil få en højere kapitalerstatning, mens ganske få tilskadekomne og ef-

terladte vil få en lavere kapitalerstatning, såfremt en løbende erstatning efter 1. januar 2030 skal omsættes til

en engangserstatning. Det drejer sig som udgangspunkt om visse personer med en skade før 1. januar 2007.

Det er skønnet, at antallet af tilskadekomne, der vil få en lavere erstatning, vil udgøre en andel af i alt mak-

simalt 100 personer. Den foreslåede dispensationsadgang skal anvendes i de tilfælde, hvor tilskadekomnes

eller efterladtes kapitalerstatning efter udløbet af overgangsperioden den 1. januar 2030 udgør et mindre

kapitalbeløb end det kapitalbeløb, som tilskadekomne eller efterladte er berettiget til efter den lovgivning,

der var gældende på tidspunktet for skadens indtræden.

Det forudsættes, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal foretage en vurdering efter dispensationsbestem-

melsen, når Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skønner, at der er en risiko for, at tilskadekomne med en ud-

måling af en kapitaliseret erstatning efter de på det tidspunkt gældende kapitaliseringsfaktorer vil få en er-

statning, der er lavere end efter de kapitaliseringsfaktorer, som hidtil har været gældende for den pågældende

skade. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan foretage risikoskønnet på baggrund af den generelle udvikling

i de gældende kapitaliseringsfaktorer i forhold til de enkelte tidligere gældende kapitaliseringsfaktorer, jf.

beskrivelsen ovenfor under stk. 1-4, og herefter i relevant omfang sammenholdt med en vurdering af den

enkelte tilskadekomnes forhold, herunder alder. I sådanne sager vil Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle

foretage en beregning af den kapitaliserede erstatning efter begge kapitaliseringsfaktorer og herefter træffe

afgørelse om kapitalerstatning efter de kapitaliseringsfaktorer, som resulterer i erstatningen med den største

værdi.

Dispensationsbestemmelsen har til formål at sikre tilskadekomne bedst muligt ved, at ingen modtager af

erstatning vil få en mindre kapitalerstatning grundet udfasningen af tidligere kapitaliseringsfaktorer efter

udløb af overgangsordningen.

Det forventes som udgangspunkt, at der ikke i sager fra perioden efter 1. juli 2007 vil blive tale om, at mod-

tagere af erstatning vil få en mindre kapitalerstatning grundet udfasning af tidligere kapitaliseringsfaktorer

efter udløb af overgangsordningen, og at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i praksis alene vil skulle anven-

de dispensationsmuligheden i en andel af sager fra perioden før 1. juli 2007. Det forventes, at der som ud-

gangspunkt kun vil være få sager fra denne periode, hvor der kan være risiko for, at tilskadekomne får en

lavere kapitalerstatning efter udløbet af overgangsperioden, beregnet efter de nye regler end beregnet efter de

regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor arbejdsskaden indtrådte.

Det forventes derudover, at de i 2030 gældende kapitaliseringsfaktorer med meget stor sandsynlighed vil

indebære, at der i alle sager fra 1. juli 2007 vil blive udmålt højere erstatning. Det forventes derfor, at Ar-

bejdsmarkedets Erhvervssikring ikke vil skulle vurdere disse sager i forhold til dispensationsbestemmelsen.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om dispensation er en afgørelse efter lovens § 40, der kan ind-

bringes for Ankestyrelsen af sagens parter efter § 44.