Den 18. juni 2020
Til Folketingets Beskæftigelsesudvalg
I Byggefagenes Samvirke er en af vores opgaver at arbejde for at få skabt ordnede forhold for
udenlandske kolleger, der kommer her til landet for at arbejde. I den forbindelse er der over årene
både lovgivet og aftaleforhandlet en række regler og instrumenter på plads, som både vi som
fagbevægelse og myndighedernes forskellige organer kan benytte.
Imidlertid støder vi ind i mellem på fejl, mangler eller huller i dette aftale- og lovgivningsværk. Vi
har tidligere under et foretræde for udvalget gjort opmærksom på forskellige
uhensigtsmæssigheder i reglerne for udstationerende firmaers registrering i Registret for
Udenlandske Virksomheder (RUT). Det førte til, at der blev strammet op på bestemmelserne og
indført bødestraf for at tilsidesætte disse.
Vores henvendelse nu drejer sig om, at vi en konkret sag, som vi kort vil beskrive nedenfor, har
oplevet, at der er behov for at få strammet op på reglerne for Arbejdstilsynets muligheder for at
undersøge udenlandske virksomheders reelle etablering i hjemlandet.
Hvorfor har vi brug for en ændring af reglerne på dette område?
Det har både vi og myndighederne, fordi en del udenlandske virksomheder arbejder i Danmark
med både en dansk og en udenlandsk afdeling/firma. I nogle tilfælde har vi oplevet, at firmaer ikke
ønsker at tegne overenskomst. Det betyder, at vi ikke kan anmode Arbejdstilsynet om at
undersøge, hvorvidt firmaet reelt er etableret i hjemlandet (efter de bestemmelser, som er
beskrevet i Håndhævelsesdirektivet), så længe der ikke er påbegyndt en fagretlig sag, jf.
nedenstående sagsgennemgang.
Det vil derfor være nyttigt i sådanne tilfælde, at Arbejdstilsynet kan gå ind i sagen og undersøge
firmaets reelle vilkår i hjemlandet. Både af hensyn til den almindelige retsfølelse og indsatsen mod
social dumping og således, at Håndhævelsesdirektivet kan implementeres, f.eks. i forhold at sikre
aflønning efter reglerne om mindstebetaling, og så myndighederne (AT og Skat og politi) kan opnå
en administrativ lettelse.
For fagforeningerne som overenskomstbærende part vil det ligeledes være nyttigt at
Arbejdstilsynet kan gennemføre en kontrol af firmaernes hjemaktiviteter, så vi ved, om der er
basis for at indlede en faglig sag.
I dag står der i Bekendtgørelsen således om Arbejdstilsynets undersøgelse af udenlandske
virksomheder:
§3. Efter §4 d i Lov om udstationering af lønmodtagere mv. kan en faglig organisation, der har
indgået en kollektiv overenskomst med en udenlandsk virksomhed, og når der er indledt en
fagretlig sag om fortolkning af eller brud på overenskomsten, anmode Arbejdstilsynet om at
undersøge den udenlandske virksomhed og dennes aktiviteter i etableringslandet til brug for
sagen.
Byggefagenes Samvirke København: Dansk El- Forbund Kbh.
3F Bygge- Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening.
Malernes
Fagforening Storkøbenhavn
Rør- og Blikkenslagernes Fagforening af 1873
3F Storkøbenhavn
3F Vestegnen
3F Mølleåen
3F Kastrup og Omegn
3F Høje Taastrup
Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920
HK IT Medie og Industri
Hovedstaden
Metal Hovedstaden
Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning