Indlæg bragt i Politiken den 23. maj 2020
Ledige har ikke brug for tvangsmøder og kontrol
Der er blevet luget ud i pseudoarbejde og unødvendigt bureaukrati i mange brancher
under coronakrisen. Og ledige bør også nyde godt af dette opgør. Det skal være slut med
møder for mødets skyld og kontrol for kontrollens.
Af Villy Dyhr, adm. direktør, og Thomas Damkjær Petersen, formand, Akademikernes A-kasse
NÅR SAMFUNDET og beskæftigelsesindsatsen åbner igen, bør a-kasserne bruge kræfterne på
at få folk i job og ikke på at indhente puklen af unødvendigt bureaukrati og pålagte
kontrolfunktioner, som har hobet sig op under krisen. De sidste par måneder har jo netop lært
os, at telefon- og digitale møder kan næsten det samme som det fysiske møde, og ideen om, at
der opstår en særlig magi og dynamik, når en ledig møder en karriererådgiver 'in person', er vel
gjort til skamme. Vores medlemmer er i høj grad selvkørende, og de har ikke brug for
tvangsmøder, kontrol og mistænkeliggørelse - men sparring, inspiration og tillid. Det er det, der
bringer dem nærmere et job.
Vi mener, at der aldrig har været et bedre tidspunkt end netop nu til at gentænke
beskæftigelsesindsatsen. Alt tyder på, at vores a-kasses ledighedstal bliver markant højere end
sidste år, og samtidig begynder dimittendsæsonen lige om lidt, hvor tusindevis af nyuddannede
går ud i ledighed på samme tid efter endt uddannelse. Og da der lægges op til, at a-kasserne skal
holde obligatoriske samtaler igen inden længe, er det klart, at vi pludselig får ekstremt travlt.
Derfor bør man ikke åbne for alt på en gang.
De medlemmer, som vi har talt med under coronalukningen, kunne vi nøjes med at skrive til i
stedet for at indkalde til nye samtaler. Og kontrollen af de lediges påkrævede jobsøgninger bør
også indstilles, indtil vi har fået et nærmere overblik over de reelle jobmuligheder i den
kommende tid.
Nu, hvor a-kassernes indsats skal til at genstartes - endda med tilbagevirkende kraft for f.eks.
fysiske og telefoniske cv-møder - er det oplagt at tage et opgør med den gammeldags tankegang
om, at et cv-møde skal indebære en personlig kontakt. For håndtrykket, øjenkontakten eller
stemmen i røret er jo ikke de eneste redskaber, vi har til rådighed. Når puklen er så stor, kunne
en mail vel også gøre det for mange af vores meget selvkørende medlemmer. Måske vi endog
kunne prøve at stole på, at medlemmerne vil sig selv det bedste - og at de dermed søger de
påkrævede job og udfylder og opdaterer de ting, de skal. Så kan vi i a-kassen jo altid se på deres
registreringer og godkende, hvis vi er enige - og dermed nøjes med at indkalde dem, hvor der er
behov for hjælp og vejledning.
VI VIL GERNE udfordre den slaviske og ofte demotiverende 'one size fits all'-tankegang, der
eksisterer omkring brugen af jobloggen. Lad det være op til den enkelte a-kasse at kontrollere