Fra:
Sendt:
1. maj 2020 11:17
Til:
Emne:
svar til ministeren/henvendelse fra Turistførerforeningen/hjælpepakker/corona
Kære Peter Hummelgaard,
Tak for at tage dig tid til at svare på vores mail i en periode, hvor vi ved, at alle har travlt med at råbe højt om
deres egne sager. Det betyder meget for os som en lille forening at vide os hørt og set i det politiske system.
Det er ganske rigtigt, som du påpeger, at efter de seneste ændringer har også kombinatører som os nu fået
mulighed for at søge økonomisk kompensation for det indtjeningstab, som nedlukningen medfører. Det
kommer mange af vores medlemmer til gode, og det skal I alle have tak for.
Men der er stadig en række turistførere og rejseledere, der ligesom mange andre freelancere fortsat falder
udenfor, fordi en stor del af vores honorarer (typisk opgaver i forbindelse med krydstogt) traditionelt
udbetales som A-indkomst. Og selvom vores freelance-honorar udbetales med fradrag af A-skat, er vi på
ingen måde fastansatte med de rettigheder, der normalt følger med lønansættelse, og rejsebureauerne kan
derfor ikke søge lønkompensation for os.
Der er derfor behov for, at freelancere på ren A-indkomst, som ikke har almindelige lønmodtagerrettigheder,
også bliver tilgodeset, da mange har en A-indkomst, der ligger langt over de 55%, som er grænsen for at
kunne søge gennem kombinatør-pakken. Disse særlige freelancere har behov for deres egen hjælpepakke,
hvor de er berettiget til at søge på baggrund af ren eller overvejende A-indkomst.
Det næste er tidsfristen for at opnå kompensation.
Her vil vi på det mest indtrængende bede om, at den nuværende frist i begyndelsen af juli overvejes
forlænget for de mange aktører, der er direkte afhængige af udenlandske turister, ikke blot os turistførere,
men også de mange rejsebureauer, som håndterer den indkommende turisme til Danmark, og som ikke kan
få del i ekstra tilførte midler til Rejsegarantifonden, men er henvist til andre ordninger.
Blandt de rejsebureauer, der hyrer os til at tage os af udenlandske gæster på besøg i Danmark, er der en
stigende bekymring for, hvorvidt sæsonen 2020 overhovedet kommer i gang.
Det er en bekymring, vi desværre deler, både når vi ser på omfanget af annulleringer som vores medlemmer
oplever nu, og også når vi hører udmeldinger fra fremtrædende europæiske politikere om muligheden for at
være turist den kommende sommer. Allerede nu har flere rederier og udenlandske rejsebureauer aflyst
krydstogtture og rundrejser i både juni og juli, og vores medlemmer modtager nu også annulleringer helt
frem til september med direkte henvisning til usikkerheden omkring corona.
Selv om Danmark skulle åbne sine grænser i maj, så er vi som turistførere helt afhængige af udviklingen i
andre lande, ikke kun i forhold til, at Europa åbner grænserne igen, men også i forhold til lande som fx USA
og Storbritannien, der er store markeder for Danmark i forhold til krydstogt og indkommende turisme.
Modsat fodplejeren eller frisøren, der kan booke kunder fra dag 1 i genåbningen, så er vores indtjening
afhængig af resten af verden på en måde, som vi slet ikke har indflydelse på. Ingen af os kan naturligvis
vide, hvad der sker de kommende uger, men det er i hvert fald helt sikkert, at vi som turistførere står uden
indtjening langt hen i sommeren ligesom resten af den indkommende rejsebranche i Danmark.