SKRIFTLIG FREMSÆTTELSE
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
Beskæftigelsesministeren
(Peter Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om sygedagpenge (Udvidet ret
for arbejdsgiver til refusion og for selvstændige til sygedag-
penge som følge covid-19)
(Lovforslag nr. L 135).
CVR 10172748
Med lovforslaget foreslås det, at private og offentlige arbejdsgivere får refusion for
løn eller sygedagpenge, der bliver udbetalt i arbejdsgiverperioden fra lønmodtage-
rens første sygefraværsdag. Arbejdsgiverperioden suspenderes således for lønmod-
tagere, der er uarbejdsdygtige på grund af egen sygdom som følge af covid-19, eller
som ikke kan arbejde på grund af en anbefaling fra sundhedsmyndighederne om
hjemmeophold på grund af konkrete forhold i forbindelse med covid-19.
Forslaget omfatter også, at selvstændigt erhvervsdrivende får ret til sygedagpenge
fra første sygefraværsdag, hvis de er uarbejdsdygtige på grund af egen sygdom som
følge af covid-19 eller ikke kan arbejde på grund af en anbefaling fra sundheds-
myndighederne om hjemmeophold på grund af konkrete forhold i forbindelse med
covid-19.
Det skal bemærkes, at lovforslaget ikke har været sendt i høring, da regeringen øn-
sker, at reglerne skal træde i kraft hurtigst muligt.
Det foreslås derfor, at lovforslaget træder i kraft hurtigst muligt og får virkning fra
den 27. februar 2020, som er datoen for den første konstaterede smittede i Dan-
mark. Det forslås, at reglerne skal gælde for fravær som følge af covid-19 frem til
den 1. januar 2021.
De økonomiske konsekvenser af forslaget er særdeles vanskelige at skønne over,
da det afhænger af udviklingen af covid-19-smittede. Samlet set skønnes forslaget
med betydelig usikkerhed at medføre offentlige merudgifter på ca. 1.650 mio. kr.
før skat i 2020. Skønnet er baseret på en antagelse om, at forslaget vil berøre ca.
110.000 personer med en gennemsnitlig varighed på 14 dage.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.