Pressemeddelelse
7. oktober 2019
Retssikkerheden for skadede veteraner i fare
Resultaterne af en analyse af hjemvendte veteraners arbejdsskadesager retter
alvorlig kritik mod arbejdsskademyndighedernes behandling af sagerne for ikke
at følge gældende lov.
Fonden Soldaterlegatet har i samarbejde med juridiske eksperter på området undersøgt sagsbehandlingen i
693 veteransager og fundet, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) mangelfulde behandling betyder, at
alt for mange får afvist deres sager om erstatning, selv om de har PTSD og har været udsat for belastninger
under deres udsendelse.
Analysen viser, at myndighederne både stiller strengere krav til de belastninger, soldaten skal have været
ude for og strengere krav til beviset for den tidsmæssige sammenhæng, end der er hjemmel til. Førende
advokater på området kalder resultaterne for nedslående læsning men er ikke overraskede.
-Rapporten viser, at den er helt galt med juraen hos myndighederne, og at de i et betydeligt omfang ikke
overholder loven, når de vurderer sagerne. Det har vi sammen med Soldaterlegatet råbt op om siden 2012,
og det er derfor meget nedslående, at der stadig efter politiske initiativer som særloven og veteranpakken
er så massive problemer. Der er akut behov for, at politikerne en gang for alle sikrer, at de her vigtige sager
skal behandles efter loven og ikke efter myndighedernes forkerte praksis, siger både Mads Pramming og
Karsten Høj, der er de førende advokater på veteranområdet.
Fair behandling
Soldaterlegatet har iværksat analysen for at sikre, at veteranerne får behandlet deres sager fair og efter
reglerne.
-Vi har gentagne gange de sidste 7 år over for skiftende beskæftigelsesministre påpeget gennemgående
problemer
i AES’s behandling af veteraners arbejdsskadesager
og derfor følt os nødsaget til at igangsætte en
analyse, for at få det juridisk belyst. Med resultaterne af analysen i hænderne har vi derfor henvendt os til
beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen med kritikken og konkrete anbefalinger til, hvad der
kan gøres for at rette op på retstilstanden, fortæller Peter Højland, bestyrelsesformand i Soldaterlegatet:
- Samtlige afviste veteransager genoptages
- Man i alle sager om anerkendelse vender bevisbyrden, således at det pålægges myndigheden at
sandsynliggøre, at veteranens psykiske lidelse er opstået af andre årsager end udsendelsen
- Myndighederne og deres medarbejdere gøres bekendt med reglerne, så sagerne kan blive afgjort i
overensstemmelse med gældende ret
Resultaterne viser desuden, at knap en tredjedel af alle veteranerne i analysen var under 24 år, da de kom
hjem fra udsendelse og blev syge. Derudover havde halvdelen af analysens veteraner kun haft den ene
udsendelse som årsag til arbejdsskaden.
-De skadede veteraners unge alder samt det faktum at blot én udsendelse i halvdelen af de undersøgte
veteraners sager er tilstrækkelig til at forårsage en betydende psykisk lidelse, bør i høj grad motivere
Forsvaret til at udvikle metoder til at kvalificere den rette rekruttering, forebygge følgevirkninger af
udsendelserne samt styrke rehabiliteringsindsatsen og samarbejdet med sundhedssektoren om behandling,
siger Peter Højland.