Beskæftigelsesudvalget 2019-20
BEU Alm.del Bilag 13
Offentligt
18. september 2019
Hjemvendte soldaters ret til arbejdsskadeerstatning for PTSD
-
en juridisk analyse af myndighedernes praksis
Af professor mso, dr.jur. Andreas Bloch Ehlers
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Indholdsfortegnelse
Del I Rapportens formål mv............................................................................................................................... 3
1. Rapportens formål ..................................................................................................................................... 3
2. Afgrænsning............................................................................................................................................... 3
3. Rapportens empiriske grundlag ................................................................................................................ 4
4. Metode ...................................................................................................................................................... 4
Del II De relevante retsregler ............................................................................................................................ 5
5. De gældende regler for anerkendelse af PTSD som erhvervssygdom ...................................................... 5
5.1. Indledende bemærkninger til de gældende regler ............................................................................ 5
5.2. Hvad udgør en erhvervssygdom efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1 ................................................................ 6
5.2.1. Kort om reglen i ASL § 7, stk. 1, nr. 1 ........................................................................................... 6
5.2.2. Erhvervssygdomsbekendtgørelsen.............................................................................................. 7
5.2.3. Erhvervssygdomsfortegnelsen .................................................................................................... 7
5.2.4. Vejledningen om erhvervssygdomme ......................................................................................... 8
5.3. Bevisregler knyttet til ASL § 7, stk. 1, nr. 1, Erhvervssygdomsbekendtgørelsen og
Erhvervssygdomsfortegnelsen .................................................................................................................. 9
5.3.1. Indledning .................................................................................................................................... 9
5.3.2. Beviset for at belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen i pkt. F.1. er opfyldt ......... 11
5.3.3. Beviset for at tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. er opfyldt ........................ 13
5.4. Særloven ........................................................................................................................................... 14
5.4.1. Ikrafttræden og anvendelsesområde ........................................................................................ 14
5.4.2. Formålet med loven .................................................................................................................. 14
5.4.3. Lovens indhold........................................................................................................................... 14
5.5. De almindelige erstatningsregler ..................................................................................................... 15
5.5.1. Forholdet mellem de i ASL, Erhvervssygdomsbekendtgørelsen, Erhvervssygdomsfortegnelsen
og Særloven fastsatte regler og de almindelige erstatningsregler ..................................................... 15
5.5.2. Hvordan skal situationen med soldatens forudbestående særlige sårbarhed behandles? ...... 17
5.5.3. Hvordan skal situationen med soldatens efterfølgende særlige sårbarhed behandles? .......... 21
. . . Hvordan behandles situationen, hvor soldaten påvirkes af ”private” begivenheder under
udsendelsen? ....................................................................................................................................... 23
5.5.5. De bevismæssige krav til at tage hensyn til soldatens forudbestående sårbarhed,
efterfølgende sårbarhed eller ”private” begivenheder under udsendelsen
....................................... 24
5.5.6. Hvordan skal situationen med konkurrerende skadesårsager behandles? .............................. 25
DEL III Analyse af de af ASK/AES og AST trufne afgørelser .............................................................................. 28
6. Indledning ................................................................................................................................................ 28
1
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
7. Er myndighedernes anvendelse af belastningskriteriet i ASL korrekt? ................................................... 29
7.1. Oversigt over de væsentligste spørgsmål, som de indhentede sager giver anledning til diskussion
af .............................................................................................................................................................. 29
7.2. Indledende redegørelse for de væsentligste spørgsmål, som de indhentede sager giver anledning
til diskussion af ........................................................................................................................................ 30
7.3 Sag nr. 1 ............................................................................................................................................. 36
7.3.1. Afgørelserne fra ASK og AST: ..................................................................................................... 36
7.3.2. Bemærkninger til afgørelserne fra ASK/AES og AST .................................................................. 40
7.4. Sag nr. 2 ............................................................................................................................................ 45
7.4.1. Afgørelserne fra ASK og AST: ..................................................................................................... 45
7.4.2. Bemærkninger til afgørelserne fra AES og AST ......................................................................... 48
7.5. Sag nr. 3 ............................................................................................................................................ 53
7.5.1. Afgørelserne fra ASK/AES og AST: ............................................................................................. 53
7.5.2. Bemærkninger til afgørelserne fra ASK og AST ......................................................................... 55
7.6. Sag nr. 4 ............................................................................................................................................ 59
7.6.1. Afgørelserne fra ASK og AST ...................................................................................................... 59
7.6.2. Bemærkninger til afgørelserne fra ASK og AST ......................................................................... 61
8. Er myndighedernes anvendelse af tidskriteriet i ASL og Særloven korrekt ............................................ 65
8.1. Oversigt over de væsentligste spørgsmål, som de indhentede sager giver anledning til diskussion
af .............................................................................................................................................................. 65
8.2. Indledende redegørelse for de væsentligste spørgsmål, som de indhentede sager giver anledning
til diskussion af ........................................................................................................................................ 66
8.3. Sag nr. 15 .......................................................................................................................................... 69
8.3.1 Afgørelserne fra ASK og AST ....................................................................................................... 69
8.3.2. Bemærkninger til afgørelserne fra ASK og AST ......................................................................... 71
8.4. Sag nr. 16 .......................................................................................................................................... 74
8.4.1 Afgørelserne fra AES og AST ....................................................................................................... 74
8.4.2. Bemærkninger til afgørelserne fra AES og AST ......................................................................... 79
Del IV Afsluttende del .................................................................................................................................. 82
9. Konklusion ............................................................................................................................................... 82
9.1. Indledning ......................................................................................................................................... 82
9.2. Myndighedernes anvendelse af belastningskriteriet ....................................................................... 82
9.3. Myndighedernes anvendelse af tidskriteriet.................................................................................... 86
9.4. Afslutning.......................................................................................................................................... 88
2
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0005.png
Del I Rapportens formål mv.
1. Rapportens formål
Formålet med rapporten er at foretage en juridisk analyse af, hvorvidt Arbejdsskadestyrelsens og
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (herefter ASK/AES)
1
og Ankestyrelsens (herefter AST) praksis
om
anerkendelse
af
hjemvendte
soldaters
PTSD
som
erhvervssygdom
efter
Arbejdsskadessikringslovens (herefter
”ASL”)
§ 7, stk. 1, nr. 1 og lov om erstatning og godtgørelse
til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret PTSD (herefter
”Særloven”),
2
er i overensstemmelse med gældende dansk ret. Rapporten fokuserer på spørgsmålet
om, hvorvidt ASK/AES og AST har anvendt de relevante regler i ASL § 7, stk. 1, nr. 1,
Erhvervssygdomsbekendtgørelsen (herunder Erhvervssygdomsfortegnelsen, der udgør bilag 1 hertil)
og Særloven korrekt. Dette undersøges på grundlag af 45 sager om anerkendelse af soldaters PTSD
som erhvervssygdom, der er leveret til undertegnede af Soldaterlegatet,
3
jf. nærmere pkt. 3 om
rapportens empiriske grundlag. Rapporten fokuserer alene på spørgsmålet om
anerkendelse
af
soldaters PTSD som erhvervssygdom efter Arbejdsskadessikringsloven (ASL) og Særloven.
Herunder behandles alene to spørgsmål:
Spørgsmål 1
Det første spørgsmål er, om ASK/AES og AST har afgjort de indhentede 45 sager i overensstemmelse
med ASL § 7, stk. 1, nr. 1, der vedrører anerkendelse af PTSD som listesygdom. Det første spørgsmål
beskæftiger sig nærmere bestemt med, om det såkaldte
belastningskriterium
i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. er opfyldt. Ifølge belastningskriteriet skal de påvirkninger
(belastninger),
soldaten har været udsat for, kunne karakteriseres som ”traumatiske begivenheder eller
situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt
truende eller katastrofeagtig natur”.
Spørgsmål 2
Det andet spørgsmål drejer sig ligeledes om, hvorvidt ASK/AES og AST har afgjort de indhentede
45 sager i overensstemmelse med ASL § 7, stk. 1, nr. 1. Det andet spørgsmål beskæftiger sig nærmere
bestemt med, om det såkaldte
tidskriterium
i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. er opfyldt. De
nærmere krav for, at PTSD kan anerkendes ifølge tidskriteriet er, (i) at soldaten rent faktisk har
pådraget sig PTSD, (ii) at symptomerne på sygdommen opstår senest inden for 6 måneder efter
soldatens hjemkomst, og (iii) at sygdommen er fuldt til stede inden for få år. Med den ovennævnte
Særlov lempedes kravene til beviset (dokumentationen) for, at soldaterne havde fået PTSD i de
nævnte tidsmæssige sammenhæng med udsendelsen. Ved besvarelsen af dette andet spørgsmål
undersøges det derfor også, om AES/ASK og AST har afgjort de indhentede 45 sager i
overensstemmelse med Særloven (nærmere bestemt Særlovens § 2, stk. 1).
2. Afgrænsning
Der foretages for det første ikke en behandling af anerkendelsesspørgsmålet for andre persongrupper
end soldater. For andet foretages der af pladsmæssige hensyn ikke en selvstændig behandling af,
hvorvidt ASK/AES og AST har afgjort sagerne i overensstemmelse med ASL § 7, stk. 1, nr. 2, der
vedrører anerkendelse af sygdomme uden for Erhvervssygdomsfortegnelsen. Ifølge denne
1
2
Arbejdsskadestyrelsen (ASK) blev fra 1. juli 2016 til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
Lov 2014-04-02 nr. 336.
3
Se nærmere
https://soldaterlegatet.dk/.
3
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
bestemmelse kan der ske anerkendelse af ikke-listesygdomme,
”hvis det godtgøres, enten at
sygdommen efter den nyeste medicinske dokumentation opfylder de krav, som er nævnt i nr. 1, 1.
pkt., eller at den må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets
særlige art.” Da bestemmelsen er
særdeles relevant for soldatersagerne, ville det have været
hensigtsmæssigt at foretage en selvstændig behandling af denne bestemmelse også, men det har altså
ikke været muligt inden for rammerne af denne rapport. Bestemmelsen inddrages dog enkelte steder
undervejs. Endelig foretages der ikke en analyse af, om ASK/AES og AST i tilstrækkeligt omfang
har undersøgt, om én eller flere af belastningerne under soldatens udsendelse var af en sådan karakter,
at den/de kunne anerkendes som en ulykke efter ASL § 6, stk. 1. Dog skal det nævnes, at
gennemgangen af de indhentede sager meget klart tyder på, at myndighederne i vidt omfang har
forsømt dette, selv om de er forpligtet hertil ifølge officialmaksimen. For det tredje behandles
spørgsmålet om kompensationens
udmåling
(når der er sket anerkendelse) ikke. Til sidst er det
væsentligt at understrege, at der af plads og ressourcemæssige hensyn ikke foretages en udtømmende
gennemgang af samtlige problemer, som de 45 sager giver anledning til. Hertil kommer, at rapporten
alene fokuserer på de i afsnit 1 ovenfor stillede spørgsmål.
3. Rapportens empiriske grundlag
Rapporten bygger som nævnt på 45 sager vedrørende anerkendelse af soldaters PTSD som
erhvervssygdom afsagt af ASK/AES og AST. Sagerne er anmeldt til myndighederne i perioden 1997-
2017. Sagerne er leveret til undertegnede af Soldaterlegatet, idet hver af de pågældende soldater har
givet samtykke til, at deres sag er blevet inddraget i rapporten. Dog således, at soldaternes navne ikke
nævnes i rapporten, ligesom deres sager alene optræder som et nummer (nr. 1-45), som undertegnede
har tildelt dem. I 37 af de 45 sager afviste myndighederne at anerkende PTSD som erhvervssygdom,
mens der i 8 af sagerne skete anerkendelse. Af de 37 sager, hvor der skete afvisning, blev afvisning i
18 af sagerne begrundet med, at belastningskriteriet ikke var opfyldt. I 23 af sagerne blev afvisningen
begrundet med, at tidskriteriet ikke var opfyldt. Grunden til, at summen af afviste sager efter
belastningskriteriet og tidskriteriet bliver 41 (ikke 37) er, at myndighederne i 4 af sagerne afviste efter
både belastningskriteriet og tidskriteriet. Der er som udgangspunkt kun medtaget materiale
fremkommet til og med 1. december 2018. I nogle af sagerne har det dog været muligt at indhente
materiale fremkommet efter denne dato, hvilket vil fremgå undervejs.
4. Metode
Den juridiske analyse foretages efter sædvanlig (retsdogmatisk) juridisk metode, hvilket kort sagt vil
sige, at samtlige relevante retskilder vil blive inddraget. Den væsentligste retskilde for nærværende
analyse er de 45 sager, hvor der er sket afvisning eller anerkendelse af PTSD som erhvervssygdom.
Ved analysen af disse sager er det naturligvis nødvendigt at inddrage love og bekendtgørelser,
herunder ASL, Erhvervssygdomsbekendtgørelsen, Erhvervssygdomsfortegnelsen og Særloven, samt
de uskrevne erstatningsregler vedrørende navnlig bedømmelsen af kausalitet og bevisbedømmelsen.
Endvidere inddrages retslitteratur fra Danmark og i et vist omfang fra Norge, hvor der er publiceret
flere værker om kausalitetsbetingelsen og det såkaldte sårbarhedsprincip, som er relevante for
nærværende analyse. Hvad angår dansk litteratur, støttes analysen på samtlige værker, der er fundet
relevante. Det
gælder naturligvis Mikael Kielbergs ”Arbejdsskadesikringsloven” (6. kommenterede
udgave), men også mine egne værker om henholdsvis adækvans og kausalitet vil blive inddraget. Det
gælder særligt monografierne om
”Adækvanslæren i erstatningsretten” fra 2011 og ”Kausalitet i
personskadeerstatningsretten”
fra 2017.
4
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0007.png
Del II De relevante retsregler
5. De gældende regler for anerkendelse af PTSD som erhvervssygdom
5.1. Indledende bemærkninger til de gældende regler
De ved lov og i medfør af lov fastsatte regler, der er relevante for spørgsmålet om anerkendelse af
soldaters PTSD som erhvervssygdom, fremgår af ASL, Erhvervssygdomsbekendtgørelsen,
Erhvervssygdomsfortegnelsen samt Særloven. Endvidere er der nogle almindeligt gældende
erstatningsregler, herunder regler vedrørende kausalitet og bevisførelse herfor, der er relevante. Af
ASL § 1, stk. 1 fremgår, at lovens formål er at yde erstatning og godtgørelse (herefter samlet betegnet
”kompensation”) til tilskadekomne eller deres efterladte ved arbejdsskade. Det er en betingelse, at
skaden er forårsaget af arbejdet eller de forhold, det foregår under, men det er ikke et krav, at
arbejdsgiveren har handlet ansvarspådragende. Dermed gives der erstatning på objektivt grundlag,
hvis betingelserne for at anse den indtrådte skade for en arbejdsskade efter ASL §§ 5-7 er opfyldt. En
arbejdsskade efter ASL § 5 kan enten være en arbejdsulykke efter ASL § 6 eller en erhvervssygdom
efter § 7. Hvad enten der er tale om en arbejdsulykke eller en erhvervssygdom, skal arbejdsskaden
være en følge af den ansattes arbejde eller de forhold, det er foregået under, jf. ASL § 5. Da
spørgsmålet om kompensation for PTSD til hjemvendte soldater i næsten alle tilfælde vil udgøre en
erhvervssygdom efter ASL § 7, fokuseres der udelukkende herpå i nærværende rapport.
ASL giver to muligheder for, at en soldat kan få anerkendt PTSD som en erhvervssygdom. Den første
er, når soldatens PTSD kan kvalificeres som en såkaldt listesygdom (en sygdom på
Erhvervssygdomsfortegnelsen), jf. ASL § 7, stk. 1, nr. 1. Den anden er, når PTSD ikke er en
listesygdom. I så fald kan der efter omstændighederne ske anerkendelse af PTSD som en sygdom
uden for fortegnelsen, jf. ASL § 7, stk. 1, nr. 2. Som sagt behandles alene spørgsmålet om
anerkendelse efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1 i nærværende rapport. Hvis en soldat ikke har opnået
anerkendelse efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1, fordi det ikke fandtes bevist, at soldatens symptomer på
PTSD var debuteret inden for 6 måneder, og at sygdommen var fuldt til stede inden for få år, er der
som nævnt mulighed for, at der kan ske anerkendelse efter Særloven.
Nedenfor i afsnit 5.2. redegøres kort for reglen i ASL § 7, stk. 1, nr. 1 og den dertilhørende regulering
i Erhvervssygdomsbekendtgørelsen og Erhvervssygdomsfortegnelsen, der er relevant for spørgsmålet
om anerkendelse af hjemvendte soldaters PTSD som erhvervssygdom. Endvidere redegøres for
indholdet af vejledningen om erhvervssygdomme, der i sin 12. udgave vedrører erhvervssygdomme
anmeldt fra 1. januar 2005. Det er allerede her væsentligt at fremhæve, at vejledningen netop er
vejledende - og altså ikke retligt bindende
–
for myndighederne.
4
I afsnit 5.3. redegøres for de
bevisregler, der knytter sig til ASL § 7, stk. 1, nr. 1, Erhvervssygdomsbekendtgørelsen og
Erhvervssygdomsfortegnelsen. I afsnit 5.3.1 gøres først nogle indledende bemærkninger til
spørgsmålet, hvorefter der i afsnit 5.3.2. redegøres for, hvad der skal til for at bevise, at
belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. er opfyldt. I afsnit 5.3.3. redegøres for
de bevismæssige krav til, at tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. er opfyldt. I afsnit
5.4. redegøres for indholdet af Særloven og dens betydning for soldaternes mulighed for at opnå
anerkendelse, når soldaten i første omgang har fået afvist anerkendelse efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1.
4
Det er dog værd at nævne, at myndighederne i praksis normalt følger vejledningen.
5
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0008.png
I afsnit 5.5. redegøres for de nævnte almindelige erstatningsreglers (herunder særligt
kausalitetsreglens) betydning for muligheden for anerkendelse efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1,
Erhvervssygdomsbekendtgørelsen, Erhvervssygdomsfortegnelsen og Særloven. I afsnit 5.5.1
redegøres først for forholdet mellem de i ASL, Erhvervssygdomsfortegnelsen,
Erhvervssygdomsbekendtgørelsen og Særloven fastsatte regler og de almindelige erstatningsregler. I
afsnit 5.5.2. undersøges, hvilken betydning det har for soldaternes ret til anerkendelse efter ASL § 7,
stk. 1, nr. 1, når soldaten før sin udsendelse var særligt fysisk eller psykisk sårbar. Der opstilles her
regler for, hvornår der er grundlag for at tage hensyn til en sådan forudbestående særlig sårbarhed
ved bedømmelsen af anerkendelsesspørgsmålet. Som det vil fremgå, kan der som udgangspunkt ikke
tages hensyn hertil, men der findes dog undtagelser hertil. Når sårbarhed bedømmes efter ASL, er det
i øvrigt væsentligt at være opmærksom på, at selv beskedne skader i skadelidtes samlede
sygdomsbillede kan anerkendes,
5
hvorfor der skal endnu mere til end i den almindelige erstatningsret,
førend der kan gøres undtagelse til sårbarhedsprincippet. I afsnit 5.5.3. behandles spørgsmålet om,
hvornår der ved spørgsmålet om anerkendelse kan tages hensyn til det, der her kaldes ”soldatens
efterfølgende sårbarhed”. Dette spørgsmål drejer sig mere præcist om, hvornår der
ved spørgsmålet
om anerkendelse kan tages hensyn til, at soldaten - der er blevet særlig sårbar som følge af sin
udsendelse - efter hjemsendelse er udsat for én eller flere begivenheder, der udløser denne sårbarhed.
Således er det et væsentligt spørgsmål i nogle af de indhentede sager, om PTSD kan anerkendes, hvis
soldatens symptomer på PTSD først opstod, da han efter hjemkomsten kom ud for fx en tragisk privat
begivenhed såsom et dødsfald i den nærmeste familie eller skilsmisse. I afsnit 5.5.4. behandles
spørgsmålet om, hvornår der ved spørgsmålet om anerkendelse kan tages hensyn til begivenheder,
der påvirker soldaten under udsendelsen. I afsnit 5.5.5. behandles de bevismæssige krav, der skal
være opfyldt, førend myndighederne ved bedømmelsen af anerkendelsesspørgsmålet kan tage hensyn
til soldatens forudbestående sårbarhed, efterfølgende sårbarhed eller begivenheder, der påvirker
soldaten under udsendelsen. Dermed ligger afsnittet i forlængelse af det allerede i afsnit 5.3.
udviklede. I afsnit 5.5.6. behandles spørgsmålet om, hvordan anerkendelsesspørgsmålet skal
behandles, hvis der foreligger konkurrerende skadesårsager.
5.2. Hvad udgør en erhvervssygdom efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1
5.2.1. Kort om reglen i ASL § 7, stk. 1, nr. 1
Ved listesygdomme efter § 7, stk. 1, nr. 1 forstås følgende:
”Sygdomme, som efter medicinsk dokumentation er forårsaget af særlige påvirkninger, som
bestemte persongrupper gennem deres arbejde eller de forhold, det foregår under, er udsat
for i højere grad end personer uden sådant arbejde. Endvidere sygdomme hos et levendefødt
barn, der er pådraget inden fødslen som følge af moderens arbejde under graviditeten.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra Erhvervssygdomsudvalget, jf. § 9, i en
fortegnelse, hvilke sygdomme der anses for at være af denne karakter.”
Efter § 7, stk. 1, nr. 1, der trådte i kraft den 1. januar 2005, er der tale om en listesygdom, hvis der er
”medicinsk dokumentation” for, at sygdommen er forårsaget af ”særlige påvirkninger”,
som en
person gennem sit arbejde (eller de forhold, det er foregået under) har været udsat for i højere grad
5
Jf. Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 380-381.
6
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0009.png
end andre personer. Efter den tidligere (før 1. januar 2005) gældende regel
6
skulle der i stedet for
”medicinsk dokumentation” være tale om ”medicinsk og teknisk erfaring”, hvilket var videregående
end det nuværende krav, idet en sygdom herefter skulle være
”fuldt videnskabeligt bevist”.
Altså er
der med de nye regler tilsigtet en lempelse af kravene til, at en sygdom kan optages som listesygdom.
7
5.2.2. Erhvervssygdomsbekendtgørelsen
Som det fremgår af ASL § 7, stk. 1, nr. 1, 3. pkt., fastsætter beskæftigelsesministeren efter indstilling
fra Erhvervssygdomsudvalget, hvilke sygdomme der kan betegnes som listesygdomme. Det har
beskæftigelsesministeren gjort i den såkaldte Erhvervssygdomsbekendtgørelse, jf. bekendtgørelse nr.
898 af 27. august 2019, der er bindende for myndighederne og gælder for erhvervssygdomme anmeldt
fra 1. januar 2005 (for erhvervssygdomme anmeldt før 1. januar gælder bekendtgørelse nr. 899 af 27.
august 2019). Ifølge Erhvervssygdomsbekendtgørelsen § 1, stk. 1 skal følgende betingelser være
opfyldt, for at en sygdom kan anerkendes som en erhvervssygdom:
”§ 1. En sygdom kan anerkendes som erhvervssygdom, jf. lovens § 7, stk. 1, nr. 1, hvis
følgende generelle betingelser er opfyldt:
1) Den skadelige påvirkning skal have en styrke og tidsmæssig udstrækning, som efter
medicinsk dokumentation kan forårsage sygdommen.
2) Sygdomsbilledet skal efter medicinsk dokumentation stemme overens med den skadelige
påvirkning og sygdommen.
3) Sygdommen må ikke med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end de
erhvervsmæssige, jf. lovens § 8, stk. 1.
Stk. 2. Desuden skal særlige betingelser, der er nævnt under de enkelte punkter i fortegnelsen,
jf. bilag 1, være opfyldt, se eventuelt stikordsregistret i bilag 2.”
5.2.3. Erhvervssygdomsfortegnelsen
Som det fremgår af Erhvervssygdomsbekendtgørelsen § 1, stk. 2, skal de særlige betingelser, der er
nævnt i Erhvervssygdomsfortegnelsen, endvidere være opfyldt i ethvert tilfælde, jf. bekendtgørelsens
bilag 1. I Erhvervssygdomsfortegnelsen er PTSD (sammen med depression) den eneste psykiske
sygdom, der er opført.
De nærmere krav til, at PTSD kan anerkendes som erhvervssygdom hos en soldat, er herefter, at
soldaten har PTSD, at symptomerne på sygdommen opstår senest inden for 6 måneder efter soldatens
hjemkomst, og at sygdommen er fuldt til stede inden for få år (tidskriteriet), jf.
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Det fremgår endvidere af pkt. F.1., at de påvirkninger,
soldaten har været udsat for,
skal kunne karakteriseres som ”traumatiske begivenheder eller
situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur”
6
7
Jf. § 10 i lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 af lov om sikring mod følger af arbejdsskade.
Se også Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 346ff.
7
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0010.png
(belastningskriteriet). Som det fremgår, stilles der således to grundlæggende krav i ESF: Det første
angår selve sygdommen, idet soldaten skal have (i) PTSD, (ii) symptomerne på PTSD skal være
opstået inden for 6 måneder, og (iii) sygdommen skal være fuldt til stede inden for få år. Dette er også
grunden til, at der i nærværende rapport tales om
”tidskriteriet”. Det andet angår
selve den
påvirkning
(belastning), soldaten skal have været udsat for,
hvorfor der her tales om ”belastningskriteriet”.
Hvis
ikke begge krav er opfyldt, kan der ikke ske anerkendelse af PTSD som erhvervssygdom efter ASL
§ 7, stk. 1, nr. 1. Dette gælder også efter indførelsen af Særloven, da denne alene giver hjemmel til
en bevismæssig lempelse af kravene til debut af symptomerne på PTSD og den fulde udvikling af
sygdommen, jf. nærmere om Særloven i pkt. 5.4.
5.2.4. Vejledningen om erhvervssygdomme
8
Til Erhvervssygdomsbekendtgørelsen hører en vejledning om erhvervssygdomme, der i sin 12.
udgave vedrører erhvervssygdomme anmeldt fra 1. januar 2005. Her er der fastsat nærmere krav til
de diagnosekriterier, der skal opfyldes, førend PTSD kan anerkendes som erhvervssygdom, jf.
Vejledningens kapitel 8, pkt. 1.2. Endvidere er der i Vejledningen pkt. 1.3. fastsat nærmere krav til
påvirkningen (belastningen), jf. nærmere herom nedenfor. Som det fremgår af Vejledningens pkt. 1.2.
bygger
den på WHO’s internationale sygdomsklassifikation nr. 10 (ICD 10) pkt. F43.1.
Vejledningen
er (i modsætning til Erhvervssygdomsbekendtgørelsen og Erhvervssygdomsfortegnelsen)
ikke
bindende
for myndighederne, hvorfor det altså er de i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. nævnte
betingelser, der i sidste ende er afgørende, jf. nærmere om karakteren af disse betingelser i afsnit
5.3.2., hvor det diskuteres, i hvilket omfang myndighederne kan se bort fra medicinske erklæringer
ved bedømmelsen heraf. Selv om Vejledningen ikke er bindende, anvendes de heri nævnte kriterier i
vidt omfang af myndighederne, hvorfor Vejledningen har stor betydning i praksis.
Af Vejledningens pkt.1.2. fremgår følgende vedrørende diagnosekriterierne for PTSD:
”Sygdommen posttraumatisk belastningsreaktion –
her forkortet PTSD
–
skal opfylde
nedenstående diagnosekriterier efter WHOs internationale sygdomsklassifikation nr. 10 (ICD 10)
- F43.1:
A: Udsættelse for traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed af
en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur
B:
1. Tilbagevendende genoplevelse af traumerne i "flashbacks", påtrængende erindringer eller
mareridt eller
2. Stærkt ubehag ved udsættelse for omstændigheder, der minder om traumerne
C: Undgåelse af alt, der minder om traumerne
D:
1. Delvis, eventuelt fuld, amnesi (fortrængning) af de traumatiske oplevelser eller
1
8
Se Vejledning 2018-06-28 nr. 9525 om erhvervssygdomme.
8
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2. Vedvarende symptomer på psykisk overfølsomhed eller alarmberedskab, herunder mindst to af
følgende:
• Ind-
eller gennemsovningsbesvær
• Irritabilitet eller vredesudbrud
• Koncentrationsbesvær
• Hypervigilitet (øget vagtsomhed)
• Tilbøjelighed til
at fare sammen
E:
Optræder inden for 6 måneder efter de traumatiske oplevelser”
I Vejledningen pkt. 1.3. fremgår følgende vedrørende den
påvirkning
soldaten skal have været udsat
for:
”Sygdommen
anses for overvejende at være forårsaget af ydre belastninger og kan eventuelt
medføre varige psykiske følger. Selve diagnosen indeholder en vurdering af belastningens
karakter.
I princippet kan diagnosen ikke stilles, medmindre der har været tale om udsættelse for
traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt
truende eller katastrofeagtig natur.
Eksempler på relevant påvirkning kan være
• Voldsomme trusler med følelse af livsfare, eksempelvis krigshandlinger, beskydning eller
farefuld kørsel i minerede områder
• Redningsarbejde i katastrofeområder med voldsomme belastninger
• Livsfare ved udsættelse for vold eller trusler om vold
Det er ikke en betingelse for anerkendelse, at man har været udsat for livsfare. Det væsentlige er,
at man har været udsat for exceptionelle belastninger. Oplevelsen af have været udsat for fare
skal understøttes af den beskrevne begivenhed/situation. Det er ikke tilstrækkeligt, at
tilskadekomne selv føler sig i alvorlig fare, hvis begivenheden/situationen ikke i sig selv vil være
egnet til at bringe pågældende i nærliggende og alvorlig fare. Der skal være tale om konkrete
belastende hændelser og ikke alene generel utryghed ved situationen.”
5.3. Bevisregler knyttet til ASL § 7, stk. 1, nr. 1, Erhvervssygdomsbekendtgørelsen og
Erhvervssygdomsfortegnelsen
5.3.1. Indledning
Ved enhver form for bevisbedømmelse er der som bekendt to grundlæggende ting, der skal tages
stilling til: Det ene er
beviskravet,
der udtrykker, hvilken grad af sandsynlighed der skal til, førend et
givet faktum skal anses for bevist. Det andet er
bevisbyrden,
der udtrykker, hvem der bærer risikoen
for, at et givet faktum ikke bevises med den ifølge beviskravet krævede sandsynlighed. Det
almindelige udgangspunkt for beviskravet i dansk ret er, at et givet faktum skal bevises med en
sandsynlighedsgrad, der ligger
noget over 50 %,
idet der dog vanskeligt kan angives en nøjagtig
9
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0012.png
procentsats herfor.
9
Man plejer derfor at sige, at det almindelige beviskrav er, at der skal være tale
om en ”høj grad af sandsynlighed”.
10
Mht. bevisbyrden er udgangspunkt i dansk ret, at den skadelidte
bærer bevisbyrden for, at samtlige betingelser for at opnå kompensation (erstatning eller godtgørelse)
er opfyldt. Normalt er det i det hele op til skadelidte selv at føre beviset for de fakta, han påberåber
sig til støtte for sin sag, men i sager, der behandles efter ASL og Særloven, gælder officialmaksimen,
hvorfor det er myndighederne, der skal oplyse sagen. Dermed er det ikke op til soldaten at
løfte
sin
bevisbyrde (om end det naturligvis kan komme ham til skade, hvis han ikke medvirker til at oplyse
sagen), men han
bærer
bevisbyrden for flere ting, jf. nedenfor.
Når det skal afgøres, om PTSD kan anerkendes som en erhvervssygdom efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1,
bærer soldaten for det første bevisbyrden for, at de i Erhvervssygdomsbekendtgørelsen § 1, stk. 1, nr.
1 og 2 nævnte betingelser er opfyldt. Efter bestemmelsens nr. 1 bærer soldaten således bevisbyrden
for,
at ”[d]en skadelige påvirkning skal have en styrke og tidsmæssig
udstrækning, som efter
medicinsk dokumentation kan forårsage
sygdommen.” Efter nr.
2 bærer han bevisbyrden for, at
”sygdomsbilledet”
efter
”medicinsk
dokumentation”
skal ”stemme
overens med den skadelige
påvirkning og sygdommen.”
Beviskravet er her det almindelige, idet de i
Erhvervssygdomsbekendtgørelsen § 1, stk. 1, nr. 1 og nr. 2 nævnte omstændigheder skal bevises med
en sandsynlighed, der ligger noget over 50 % (en høj grad af sandsynlighed). Det er altså soldaten,
der bærer risikoen for, at det med en høj grad af sandsynlighed kan bevises, at han under sin
udsendelse har været udsat for en skadelig påvirkning (belastning) af en styrke, hvor der er medicinsk
dokumentation for, at der kan indtræde PTSD. Endvidere er det soldaten, der bærer risikoen for, at
der er medicinsk dokumentation for, at hans sygdomsbillede stemmer overens med den skadelige
påvirkning og sygdommen. Hvis de i Erhvervssygdomsbekendtgørelsen § 1, stk. 1, nr. 1 og 2 nævnte
omstændigheder bevises, gælder imidlertid en omvendt bevisbyrde for spørgsmålet om, hvorvidt
PTSD skyldes belastninger under udsendelsen eller ikke-erhvervsmæssige forhold, jf.
Erhvervssygdomsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 3, der henviser til ASL § 8, stk. 1. Den her
opstillede omvendte bevisbyrde medfører således, at PTSD skal anerkendes som erhvervssygdom
efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1, medmindre myndighederne beviser, at sygdommen skyldes andre forhold
end de belastninger, soldaten har været udsat for under sin udsendelse. AES skal dog alene bevise
dette med mere end 50,01
% sandsynlighed, jf. udtrykket ”overvejende sandsynligt”, der anvendes i
ASL § 8, stk. 1.
Ifølge Erhvervssygdomsbekendtgørelsen § 1, stk. 2 er det endvidere en betingelse for, at PTSD kan
anerkendes som erhvervssygdom, at de særlige betingelser, der er nævnt i
Erhvervssygdomsfortegnelsen er opfyldt. Soldaten bærer således også bevisbyrden for, at det med en
høj grad af sandsynlighed godtgøres, at han har været udsat for en påvirkning (belastning) som nævnt
i Erhvervssygdomsfortegnelsen punkt F.1., hvoraf som sagt fremgår, at soldaten skal have været udsat
for ”[t]raumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt
truende eller katastrofeagtig natur.”
11
Soldaten bærer tillige bevisbyrden for, at han har pådraget sig
PTSD som nævnt i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1., hvilket betyder, at det skal bevises med
en høj grad af sandsynlighed, at soldaten rent faktisk har PTSD, ligesom det med samme grad af
Se herom Andreas Bloch Ehlers:
Kausalitet i personskadeerstatningsretten,
2017, p. 386ff.
Jf. Bo von Eyben og Helle Isager:
Lærebog i erstatningsret,
8. udgave, 2015, p. 305.
11
Se Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 377-378, hvor det fremgår, at de almindelige
bevisregler gælder her.
10
9
10
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0013.png
sandsynlighed skal bevises, at symptomerne på PTSD er opstået inden for 6 måneder, og at PTSD er
fuldt til stede inden for få år.
12
Hvis bevisbyrden for, at betingelserne i Erhvervssygdomsfortegnelsen
pkt. F.1. er opfyldt, løftes, gælder der imidlertid en omvendt bevisbyrde for, at der er kausalitet
mellem den i pkt. F.1. nævnte påvirkning (belastning) og PTSD, jf. ASL § 8, stk. 1.
13
Dermed bliver
det i denne situation op til myndighederne at bevise (dog blot med overvejende (50,01 %)
sandsynlighed), at PTSD skyldes ikke-erhvervsmæssige belastninger. I de her undersøgte
soldatersager er det dog tilsyneladende sjældent, at myndighederne anvender den omvendte
bevisbyrde i ASL § 8, stk. 1, da de i mange af sagerne slet ikke anerkender, at påvirkningskriteriet
(belastningskriteriet) eller tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. er opfyldt, jf.
nærmere nedenfor i afsnit 5.3.2.
Mht. bevisbedømmelsen er den som udgangspunkt fri, hvilket ikke blot gælder for domstolene, men
også offentlige myndigheder. Dette betyder kort sagt, at det som udgangspunkt er op til
myndighederne at vurdere, hvilken bevismæssig vægt bevisdata i de forskellige sager skal tillægges.
Når det gælder bevisbedømmelsen, er myndighederne således overladt en forholdsvis vid
skønsmargin, men, som det vil fremgå af rapportens Del III, betyder det ikke, at bevisbedømmelsen
kan foretages efter forgodtbefindende. Lægger myndighederne fx nærmest alene vægt på Forsvarets
kommentarer til soldatens beskrivelse af sit arbejde under udsendelsen, kan der efter
omstændighederne være grundlag for kritik. Det gælder navnlig, hvis Forsvarets kommentarer er
udarbejdet af en person, der ikke har arbejdet tæt sammen med den pågældende soldat, hvorfor han
vanskeligt vil kunne be- eller afkræfte soldatens oplysninger. Der findes kun få undtagelser til den fri
bevisbedømmelse, men reglen i Særloven § 2, stk. 1, nr. 3 er et eksempel på en sådan undtagelse, idet
den bestemmer, hvornår en psykiatrisk speciallægeerklæring skal tillægges bevismæssig vægt, jf.
nærmere om Særloven i pkt. 5.4.
5.3.2. Beviset for at belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen i pkt. F.1. er opfyldt
I soldatersagerne er det navnlig følgende to hovedspørgsmål, der giver anledning til bevismæssig
tvivl. For det første giver det ofte anledning til tvivl, om der er ført tilstrækkeligt bevis for, at soldaten
har været udsat for en påvirkning (belastning) som beskrevet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt.
F.1. Dette formuleres i det følgende som spørgsmålet om, hvorvidt der er ført bevis for, at
belastningskriteriet er opfyldt. Som nævnt ovenfor er det soldaten, der har bevisbyrden for, at
belastningen har været tilstrækkelig, og beviskravet er, at der skal være en høj grad af sandsynlighed
herfor. Spørgsmålet om beviset for belastningskriteriet giver nærmere bestemt anledning til to
delproblemer: Det første delspørgsmål er, om der er fremlagt tilstrækkelige beviser for, at soldaten
under sin udsendelse har været udsat for belastninger, der kan
betegnes som ”exceptionelt truende”
eller af ”katastrofeagtig natur”.
Som det vil fremgå nærmere af afsnit 7, hvor myndighedernes
behandling af belastningskriteriet i de indhentede sager analyseres, giver dette hovedspørgsmål
anledning til flere underspørgsmål. For det første kan det diskuteres, hvilken bevismæssig vægt de
forskellige bevisdata skal tillægges. Herunder kan det som sagt diskuteres, hvilken bevismæssig vægt
Forsvarets oplysninger om soldatens udsendelsen skal tillægges over for soldatens egne oplysninger.
12
Se Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 377-378, hvor det fremgår, at de almindelige
bevisregler gælder her.
13
Se Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 378 og 380.
11
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Men det kan naturligvis også diskuteres, hvilken vægt diverse oplysninger fra andre vidner skal
tillægges, herunder andre udsendte soldater, soldatens familie og venner mv. Som udgangspunkt er
bevisbedømmelsen som sagt fri, hvorfor myndighederne indrømmes et ganske vidt skøn i forhold til,
om beviskravet er opfyldt. Som det vil fremgå, kan der dog efter omstændighederne rettes kritik mod
det skøn, myndighederne foretager i nogle af de indhentede sager.
Det andet delspørgsmål vedrørende myndighedernes bevismæssige bedømmelse af
belastningskriteriet er, hvilken bevismæssig vægt de indhentede medicinske erklæringer skal
tillægges, herunder hvornår myndighederne kan se bort fra sådanne erklæringer. Her må man for det
første sige, at betingelserne i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. i første omgang er
juridiske
betingelser.
Myndighederne skal altså foretage en juridisk vurdering af, hvorvidt betingelserne er
opfyldt, men spørgsmålet er, hvad dette nærmere bestemt betyder: For det første betyder det i hvert
fald, at myndighederne kan se bort fra de medicinske erklæringer, hvis de bygger på oplysninger fra
soldaten, som myndighederne ikke anser for bevist. I så fald er den medicinske erklæring jo
udfærdiget på grundlag af oplysninger, der ikke anerkendes som værende korrekte. For det andet er
myndighederne ifølge princippet om den fri bevisbedømmelse overladt et betydeligt skøn, når der
skal tages stilling til, hvilken eller hvilke af flere
modstridende
medicinske erklæringer, der skal
lægges vægt på. Dette gælder som udgangspunkt også, når der består uenighed mellem
myndighedernes ”egne” lægekonsulenter og de medicinske erklæringer, der er udarbejdet
af
”eksterne” læger. Her skal man dog huske på, at det alene er de eksterne læger, der har undersøgt
patienten, hvorfor det efter omstændighederne kan være kritisabelt, hvis myndighederne i deres
bevisbedømmelse lægger vægt på lægekonsulentens erklæring fremfor én eller flere eksterne
medicinske erklæringer. Spørgsmålet er sluttelig, om myndighederne kan vælge at se bort fra én eller
flere medicinske erklæringer, hvis der er
fuld medicinsk enighed
om, at de belastninger, soldaten
beviseligt har været udsat for, var tilstrækkelige til at udløse PTSD. Spørgsmålet er ikke afklaret i
lovgivningen, og det er derfor vanskeligt at sige, om det er i strid med loven, når myndighederne (som
de undertiden gør) sætter deres egen juridiske vurdering over lægernes vurdering af, hvorvidt
belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. er opfyldt. En sådan situation kan fx
opstå, når myndighederne ikke indhenter en medicinsk erklæring fra lægekonsulenten, mens der er
medicinsk enighed hos de eksterne læger, der har afgivet erklæring i den pågældende sag. Man kan
ikke uden videre sige, at det er i strid med loven, hvis myndighederne ser bort fra de medicinske
erklæringer, selv om der er fuld enighed blandt lægerne, jf. princippet om den fri bevisbedømmelse,
men det må kræves, at der er en konkret grund til at gøre dette. Er der ikke det, må de medicinske
erklæringer i en sådan situation udgøre et endog meget vægtigt bevis for, at belastningskriteriet er
opfyldt. Ved bedømmelsen af PTSD er det endda særligt indiceret, at der i sådanne tilfælde skal
lægges vægt på de medicinske erklæringer, da Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. i sidste ende
bygger på WHO’s diagnosekriterier
ICD 10, pkt. F43.1. Belastningskriteriet i pkt. F.1. er som sagt i
udgangspunktet et juridisk kriterium, men det bygger altså på de medicinske kriterier i ICD 10, pkt.
F43.1, der i øvrigt er indsat i AES’s egen (ovenfor omtalte) Vejledning.
Kan myndighederne uden en
nærmere begrundelse sætte deres juridiske vurdering i stedet for de medicinske erklæringer, når disse
entydigt fastslår, at betingelserne i ICD 10, pkt. F.43.1 er opfyldt, skaber man således en retstilstand,
hvor betingelserne i pkt. F.1. bedømmes helt uden medicinsk belæg. Da der juridisk set kan lægges
mange forskellige betydninger i ordene ”exceptionelt truende” eller ”katastrofeagtig”, vil dette åbne
op for en uklarhed og vilkårlighed i retstilstanden, der næppe kan have været meningen.
12
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0015.png
Det andet hovedspørgsmål, der ofte giver anledning til bevismæssig tvivl ved fortolkningen af
belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1., er, hvad der skal til for at bevise, at
ikke-erhvervsmæssige (private) årsager hos soldaten gør, at anerkendelse af PTSD kan afvises. Det
gælder navnlig årsagsfaktorer, der kan henføres til soldatens forudbestående sårbarhed eller det, som
i nærværende rapport kaldes
”soldatens
efterfølgende sårbarhed”. Før de bevismæssige problemer,
der relaterer sig hertil, behandles, er det imidlertid nødvendigt at tage stilling til, hvornår der
overhovedet er materiel hjemmel til, at myndighederne kan tage soldatens forudbestående og
efterfølgende sårbarhed i betragtning. Dette spørgsmål behandles i afsnit 5.5.2 og 5.5.3. I afsnit 5.5.4.
tages herefter stilling til, hvad der kræves bevismæssigt, førend der kan tages hensyn til den
forudbestående sårbarhed, der måtte være hjemmel til at lægge vægt på. Det skal allerede her nævnes,
at myndighederne i nogle af de behandlede sager synes at blande bedømmelsen af soldatens
forudbestående og efterfølgende sårbarhed sammen med bedømmelsen af kravene til belastningens
styrke i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. I hvert fald synes nogle af myndighedernes
afvisninger at ske med henvisning til, at der var andre (ikke-erhvervsmæssige) årsager hos soldaten,
der gjorde sig gældende. Men her må det altså fastholdes, at myndighederne først skal foretage en
selvstændig vurdering af, om belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. er opfyldt,
hvorefter det skal vurderes, om der er hjemmel til at hensyn til soldatens forudbestående eller
efterfølgende sårbarhed efter de materielle regler herom, jf. afsnit 5.5.2 og 5.5.3. Og er der hjemmel
hertil, skal det endelig undersøges, om kravene til beviset for, at den forudbestående eller
efterfølgende sårbarhed har haft betydning, er opfyldt, jf. afsnit 5.5.4.
5.3.3. Beviset for at tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. er opfyldt
Det andet, der ofte giver anledning til bevismæssig tvivl, er, om der efter tidskriteriet i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. er ført tilstrækkeligt bevis for, at soldaten (i) rent faktisk har
pådraget sig PTSD, (ii) at symptomerne på sygdommen er opstået senest inden for 6 måneder efter
soldatens hjemkomst, og (iii) at sygdommen er fuldt til stede inden for få år. Som det fremgår ovenfor,
medfører Særloven, at kravene til beviset (dokumentationen) for, at PTSD har debuteret inden for 6
måneder lempes, men det er fortsat et materielt krav, at PTSD debuterede inden for 6 måneder, og at
sygdommen var fuldt udviklet inden for få år. Skal PTSD anerkendes efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1 bærer
soldaten således bevisbyrden for, at det med en høj grad af sandsynlighed bevises, (i) at soldaten har
pådraget sig PTSD, ligesom det med samme grad af sandsynlighed skal bevises, (ii) at symptomerne
på PTSD er opstået inden for 6 måneder, og (iii) at PTSD var fuldt til stede inden for få år.
14
Som det fremgår nedenfor, finder Særloven anvendelse, når PTSD ikke kan anerkendes som en
erhvervssygdom efter ASL § 7, og når denne manglende anerkendelse beror på, at der mangler
dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem den relevante belastning og debuten af PTSD,
jf. Særloven § 2, stk. 1, nr. 1-2. I så fald bestemmes det i Særloven § 2, stk. 1, nr. 3, at en psykiatrisk
speciallægeerklæring udstedt senere end 6 måneder efter ophøret af den belastning, soldaten har været
udsat for, efter nogle nærmere beskrevne betingelser kan gøre, at der skal ske anerkendelse. De
materielle betingelser i tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. skal som sagt være
opfyldt efter Særloven, hvorfor der med Særloven alene er skabt en særlig bevislempelse for, at der
er den krævede tidsmæssige sammenhæng mellem den under udsendelsen relevante belastning og
Se Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 377-378, hvor det fremgår, at de almindelige
bevisregler gælder her.
14
13
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0016.png
debut af symptomerne på PTSD. Denne særlige bevislempelse beskrives nærmere i afsnit 5.4.
nedenfor.
5.4. Særloven
5.4.1. Ikrafttræden og anvendelsesområde
Særloven trådte i kraft den 4. april 2014 og gælder ifølge lovens § 1, stk. 1 for tidligere udsendte
soldater (og andre statsansatte) med sent diagnosticeret PTSD og deres efterladte. Ved tidligere
udsendte soldater (og andre statsansatte) forstås personer, der som led i deres ansættelse i Forsvaret
(staten) har været udsendt mindst en gang eller i øvrigt i tjenstligt medfør har opholdt sig i udlandet i
områder, hvor danske statsansatte deltager i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende,
humanitære og andre lignende opgaver, jf. § 1, stk. 2.
5.4.2. Formålet med loven
Formålet med særloven er at gøre det lettere for (bl.a.) soldater at dokumentere, at de har fået PTSD
i tidsmæssig sammenhæng med udsendelsen.
15
Nærmere bestemt lemper Særloven de bevismæssige
krav til de i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. fastsatte krav til den tidsmæssige sammenhæng
mellem påvirkningerne (belastningerne) under soldatens udsendelse og den indtrådte PTSD. Soldater
kan således få anerkendt PTSD som erhvervssygdom efter Særloven, hvis der foreligger en
psykiatrisk speciallægeerklæring udstedt senere end 6 måneder efter ophøret af den belastning,
vedkommende har været udsat for under sin udsendelse, hvis det heri erklæres, at soldaten lider af
PTSD, og at sygdommen både er opstået i tidsmæssig tilknytning til og som følge af udsendelsen, jf.
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Baggrunden for, at man indførte det lempede
dokumentationskrav i Særloven var, at man fandt, at for mange soldater fik afvist deres krav om
kompensation efter ASL pga. manglende dokumentation for, at symptomerne på PTSD var opstået i
tilstrækkelig nær tidsmæssig sammenhæng med, at den i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1.
nævnte påvirkning var ophørt.
16
Problemet var navnlig, at soldaterne ikke var gået til lægen, da
symptomerne på PTSD begyndte (debuterede), hvorfor det ofte ikke fandtes bevist, at kravet i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1.
om, at ”symptomerne på sygdommen opstår senest inden
for
6 måneder”
var opfyldt. Det skyldtes bl.a., at det før Særlovens ikrafttræden var sådan, at ASK som
altovervejende hovedregel ikke tillagde speciallægeerklæringer udfærdiget mange år efter
belastningsophøret særlig stor bevismæssig vægt.
17
Det nærmere formål med Særloven er således at
lempe det af ASK (nu AES) opstillede beviskrav om, at der inden for 6 måneder efter den relevante
belastnings ophør skulle foreligge lægelig dokumentation for, at soldaten havde symptomer på PTSD.
5.4.3. Lovens indhold
Særloven indebærer, at AES, såfremt PTSD ikke kan anerkendes efter ASL § 7, ad egen drift skal
foretage en vurdering af, om betingelserne for at opnå kompensation efter Særloven er opfyldt. I
15
Se nærmere lovforslag nr. 104 af 20. december 2013 (forslag til love om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte
soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion), p. 3.
16
Se nærmere lovforslag nr. 104 af 20. december 2013 (forslag til love om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte
soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion), p. 3.
17
Se lovforslag nr. 104 af 20. december 2013 (forslag til love om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater
og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion), p. 4.
14
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0017.png
Særloven § 2, stk. 1, nr. 1-3 er der opregnet tre kumulative betingelser for, hvornår der skal ske
anerkendelse af PTSD som erhvervssygdom:
Den første betingelse for, at der kan opnås kompensation efter særloven, er, at PTSD ikke kan
anerkendes som erhvervssygdom efter ASL § 7. Den anden betingelse er, at den manglende
anerkendelse efter ASL beror på, at der mangler dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem
den relevante belastning og debuten af PTSD. Særloven finder dermed ikke anvendelse, hvis
anerkendelse efter ASL er blevet afvist pga. andre omstændigheder, herunder hvis afvisningen er
begrundet i, at kravene til styrken af den påvirkning, soldaten har været udsat for (belastningskriteriet)
i pkt. F.1., ikke er opfyldt.
Den tredje betingelse for opnåelse af kompensation efter Særloven er, at der foreligger en psykiatrisk
speciallægeerklæring udstedt senere end 6 måneder efter ophøret af den belastning, soldaten har været
udsat for. Der er ikke fastsat en frist for, hvornår speciallægeerklæringen seneste skal foreligge,
hvorfor det må antages, at der ikke gælder en sådan. Det skal fremgå af erklæringen, at soldaten lider
af PTSD, og at PTSD er opstået i tilknytning til og som følge af soldatens udsendelse. Når der
foreligger en sådan speciallægeerklæring, udgør det således tilstrækkelig dokumentation for, at
symptomerne på PTSD er opstået inden for den 6-måneders grænse, der fremgår af
Erhvervssygdomsfortegnelsen, pkt. F.1. Den bevismæssige værdi af den indhentede
speciallægeerklæring
er i lovforslaget beskrevet således: ”Det betyder, at hvis en psykiatrisk
speciallæge senere skriver en erklæring om, at det er sandsynligt, at sygdommen er opstået i
tilknytning til og som en følge af udsendelsen, vil det fremover som udgangspunkt være tilstrækkeligt
til, at kravene til debut af sygdommen anses for opfyldt.”
18
Det ligger herefter fast, at
speciallægeerklæringerne skal vægtes meget tungt bevismæssigt efter Særloven (herunder tungere
end i sager, der behandles efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1). Hvis AES er i tvivl om, hvornår PTSD er
debuteret, kan AES ifølge Særlovens § 2, stk. 2 i øvrigt indhente en ny psykiatrisk
speciallægeerklæring.
5.5. De almindelige erstatningsregler
5.5.1. Forholdet mellem de i ASL, Erhvervssygdomsbekendtgørelsen,
Erhvervssygdomsfortegnelsen og Særloven fastsatte regler og de almindelige
erstatningsregler
Som det fremgår ovenfor, findes der en udførlig regulering af soldaters ret til kompensation for PTSD
i ASL § 7, stk. 1, nr. 1, Erhvervssygdomsbekendtgørelsen, Erhvervssygdomsfortegnelsen og
Særloven. Disse regler gør udtømmende op med, hvornår soldaten har ret til anerkendelse af PTSD
som erhvervssygdom,
19
idet der altså skal være hjemmel heri, for at der kan ske anerkendelse. De
nævnte regler om anerkendelse bygger imidlertid på nogle uskrevne, grundlæggende regler, som har
stor betydning for, hvorvidt betingelserne for anerkendelse kan anses for opfyldt. På en måde kan
man hævde, det er uhensigtsmæssigt, at der ikke i ASL er taget udtrykkelig stilling til, hvordan de
uskrevne, almindelige regler skal udlægges, men det er forståeligt, da de er komplicerede og
vanskeligt lader sig nedfælde i lovform. Den grundlæggende almindelige erstatningsregel, der har
18
Se nærmere lovforslag nr. 104 af 20. december 2013 (forslag til love om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte
soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion), p. 3.
19
Jf. dog ASL § 7, stk. 1, nr. 2 og ASL § 6, stk. 1, der ikke behandles i nærværende rapport, jf. ovenfor i pkt. 2.
15
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0018.png
størst betydning i denne sammenhæng, er kausalitetsbetingelsen,
20
der foreskriver, at der altid skal
være kausalitet (årsagssammenhæng) mellem den relevante skadelige påvirkning og den indtrådte
skade, førend skadelidte kan opnå erstatning eller godtgørelse. Foreligger der ikke kausalitet, kan
skadelidte altså aldrig opnå erstatning eller godtgørelse, hvilket også gælder efter ASL og Særloven.
Selve grundlaget (temaet) for kausalitetsbedømmelsen fremgår klart af ASL (samt den dertil hørende
regulering i Erhvervssygdomsbekendtgørelsen og Erhvervssygdomsfortegnesen) og Særloven, idet
der i alle tilfælde skal være kausalitet mellem den eller de påvirkninger (belastninger), soldaten har
udsat for, og den herefter indtrådte PTSD. Udgangspunktet for kausalitetsbedømmelsen er således
den eller de relevante belastninger under udsendelsen, mens genstanden for kausalitetsbedømmelsen
er selve sygdommen
–
PTSD. Eller sagt på en anden måde: Det er altid et krav, at de belastninger,
soldaten har været udsat for under sin udsendelse, har været årsag til, at vedkommende har fået PTSD.
Dette bedømmer man i såvel den almindelige erstatningsret som inden for ASL og Særloven ved at
se på, om PTSD’en ville være indtrådt,
hvis den relevante påvirkning ikke havde fundet sted, jf. den
såkaldte nødvendighedsbetingelse (eller
conditio sine qua non-testen).
Denne måde at bedømme
kausalitet på udgør kort sagt en kontrafaktisk bedømmelse, hvor man vurderer, hvordan soldatens
helbredsmæssige situation ville have været, hvis han ikke havde været udsat for den pågældende
påvirkning. Vurderer man, at soldaten ikke ville have fået PTSD, hvis påvirkningen ikke havde fundet
sted, er der kausalitet, da påvirkningen dermed har været en nødvendig betingelse for, at sygdommen
indtraf. Vurderer man, at soldaten
havde
fået PTSD, selv om påvirkningen ikke havde fundet sted, er
der ikke kausalitet, idet påvirkningen i denne situation ikke var en nødvendig betingelse for
sygdommens indtræden. Dette kan også formuleres således, at påvirkningen i dette tilfælde ikke
gjorde nogen forskel for soldatens helbred: Soldaten
ville
have fået PTSD, selv om han ikke havde
været udsat for påvirkningen, og er det tilfældet, er PTSD ikke forårsaget af soldatens arbejde for
Forsvaret.
Kausalitetsbetingelsen har altså som udgangspunkt et klart indhold, men der er navnlig fire
situationer, hvor den i almindelighed giver anledning til afgrænsningsproblemer. Disse fire
situationer giver undertiden også problemer i soldatersagerne: Den første er situationen vedrørende
soldatens forudbestående særlige sårbarhed.
Det vanskelige ved denne situation er, at soldaten på
tidspunktet for den eller de relevante belastninger under udsendelsen har en forudbestående
sårbarhed, der i større eller mindre grad har betydning for, at han udvikler PTSD. I denne situation
opstår PTSD altså i et
samvirke
mellem soldatens sårbarhed og den relevante påvirkning, hvilket gør
det vanskeligt at vurdere, om det er den relevante påvirkning eller den forudbestående sårbarhed, der
er den (retligt set) relevante årsag til den indtrådte PTSD. Den anden situation er,
når det er den
relevante påvirkning under udsendelsen, der i første omgang har gjort soldaten sårbar, hvorefter han
efter hjemkomsten udsættes for en begivenhed (fx et chok), der gør, at han udvikler PTSD.
Problemet
er her, om der kan knyttes ansvar til den relevante påvirkning under soldatens udsendelse, der har
gjort soldaten sårbar, eller om denne påvirkning bliver irrelevant som følge den efterfølgende
påvirkning. Den tredje situation er, når PTSD udvikles i et samvirke mellem de erhvervsmæssigt
relevante belastninger under
udsendelsen og ”private” begivenheder, der indtræder under
udsendelsen. Den fjerde situation, hvor kausalitetsbedømmelsen kan give anledning til problemer, er,
når der er en eller flere mulige konkurrerende årsager til, at soldaten har fået PTSD.
Til forskel fra
20
En anden regel, der har en vis betydning, er adækvansbetingelsen. Denne betingelse overlapper i et vist omfang med
kausalitetsbetingelsen og navnlig det nedenfor behandlede sårbarhedsprincip.
16
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0019.png
de tre førstnævnte situationer opstår PTSD i denne situation ikke i et
samvirke
mellem de
arbejdsmæssige belastninger under udsendelsen og soldatens forudbestående eller efterfølgende
sårbarhed
eller visse ”private” begivenheder under udsendelsen.
Her
konkurrerer
den relevante
påvirkning under udsendelsen således med skadelidtes forudbestående sårbarhed eller den
efterfølgende begivenhed om at forårsage PTSD, idet de hver for sig er
tilstrækkelige
til selv at
forårsage PTSD, ligesom de er
uafhængige
af hinanden.
21
I det følgende kaldes denne situation for
situationen med soldatens
konkurrerende skadesårsager.
Det skal dog allerede her nævnes, at
situationen med konkurrerende skadesårsager kun sjældent giver anledning til problemer i
soldatersagerne.
Retsstillingen i den førstnævnte situation med
soldatens forudbestående sårbarhed
behandles i afsnit
5.5.2., mens situationerne med
soldatens efterfølgende sårbarhed
og
”private”
påvirkninger under
udsendelsen
behandles i henholdsvis afsnit 5.5.3. og 5.5.4. I afsnit 5.5.5. behandles de bevismæssige
krav til at tage hensyn til soldatens forudbestående sårbarhed, efterfølgende sårbarhed eller ”private”
begivenheder under udsendelsen. I afsnit 5.5.6. behandles situationen med konkurrerende
skadesårsager.
5.5.2. Hvordan skal situationen med soldatens forudbestående særlige sårbarhed behandles?
5.5.2.1. Sårbarhedsprincippets anvendelse efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1
I denne situation er problemet som sagt, at soldaten på tidspunktet for den relevante påvirknings
indtræden har en forudbestående sårbarhed, der i større eller mindre grad har betydning for, at han
udvikler PTSD. PTSD opstår således i et samvirke mellem soldatens forudbestående sårbarhed og
den relevante påvirkning (belastning) under soldatens udsendelse, og spørgsmålet er herefter, hvilken
betydning det skal tillægges, at PTSD’en delvist udløses af soldatens ”egne” forhold.
Når
sårbarhedsproblemet bliver relevant i soldatersagerne, er det normalt sådan, at soldaten inden sin
udsendelse havde en psykisk modstandsdygtighed, der gjorde ham mere disponeret end gennemsnittet
for at udvikle psykisk sygdom. Herefter afviser myndighederne undertiden at anerkende soldatens
PTSD som en erhvervssygdom, idet man mener, at soldaten selv må bære risikoen for sin sårbarhed.
Problemstillingen vedrørende betydningen af skadelidtes sårbarhed har givet anledning til betydelig
diskussion i retslitteraturen, men der synes efterhånden rimelig bred enighed om, hvordan den skal
håndteres. Endvidere viser de senere års retspraksis, at der også hos domstolene er ved at være
enighed om, hvordan problemstillingen skal håndteres. Endelig er der bred enighed om, at problemet
med forudbestående sårbarhed skal håndteres på samme måde inden for ASL som i den almindelige
erstatningsret, jf. således Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven med kommentarer,
6. udgave,
2016, p. 251, hvor det anføres, at der ”ikke [kan] opstilles en regel, hvorefter en tilskadekomst kun
berettiger til erstatning svarende til de følger, tilskadekomsten ville have haft på et sundt og normalt
menneske (…).”
22
Se også Asger Friis & Ole Behn:
Arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer,
3. udgave, 1997, p. 114.
23
Se endvidere Asger Friis & Ole Behn:
Arbejdsskadeforsikringsloven med
21
22
Se nærmere herom hos Torsten Iversen:
Erstatningsberegning i kontraktsforhold,
2000, p. 805-807.
Se også Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 380-384.
23
Her anføres således følgende: ”Der kræves dog ikke for anerkendelse, at den udefra kommende begivenhed alene skal
have forårsaget lidelsens opståen, idet også traumatiske forværrelser af forud bestående lidelser må anerkendes som
ulykkesfølger, ligesom tilfælde, hvor en latent lidelse kommer til udbrud ved ydre påvirkning.”
17
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0020.png
kommentarer,
1984, p. 101.
24
Endelig kan henvises til Søren Kjær Jensen, Kira Kolby Christensen og
Laura Tholstrup: Særlig sårbarhed og anerkendelse af arbejdsulykke, Juristen (2016), Vol. 5, p. 187ff.
I modsat retning går visse udtalelser i betænkning nr. 1402/2001, p. 47 og 48, men Højesteret har
endeligt og klart i U 2017.516 H understreget, at sårbarhedsprincippet gælder inden for ASL.
Dommen vedrører fortolkningen af ulykkesbegrebet ASL § 6, stk. 1, men der kan ikke være tvivl om,
at det i dommen sagte kan overføres på erhvervssygdomsbegrebet i ASL § 7.
25
I det følgende anvendes
betegnelsen ”sårbarhedsprincippet” om den regel, der anvendes til at afgøre,
om der ved vurderingen af belastningskriteriet efter Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. med rette
kan tages hensyn til, at soldaten før udsendelsen havde en særlig sårbarhed. Sårbarhedsprincippets
udgangspunkt er, at soldatens sårbarhed (fx en psykisk modstandsdygtighed under gennemsnittet)
ikke kan tillægges betydning, når sårbarheden var (i) forudbestående, (ii) latent (indkapslet) på
tidspunktet for belastningens indtræden, og (iii) når det var belastningerne under udsendelsen, der
udløste sårbarheden, jf. nærmere afsnit 5.4.2.2. Når der i det følgende tales om, at
sårbarhedsprincippet finder anvendelse, betyder det således, at der ikke er hjemmel til at tage hensyn
til soldatens forudbestående sårbarhed ved bedømmelsen af, om belastningskriteriet er opfyldt.
5.5.2.2. Betingelserne for at sårbarhedsprincippet finder anvendelse
For at sårbarhedsprincippet kan finde anvendelse skal tre betingelser være opfyldt: For det første skal
soldaten have været sårbar på
tidspunktet,
hvor belastningen indtræder.
26
Det grundlæggende heri er
blot, at soldaten på en eller anden måde skal have været negativt disponeret for at lide skade i forhold
til en gennemsnitlig person, da belastningen under udsendelsen indtraf. Tidsbetingelsen giver i
virkeligheden sig selv, da problemet om soldatens særlige sårbarhed slet ikke opstår, når der ikke er
tale om en i forhold til den relevante påvirkning forudgående sårbarhed. For det andet skal soldatens
sårbarhed have været
latent
(indkapslet), hvilket betyder, at sårbarheden ikke må have realiseret sig,
da belastningen under udsendelsen indtrådte.
27
På tidspunktet for den relevante belastning må
soldatens sårbarhed nærmere bestemt ikke allerede have manifesteret sig i den skade, han søger
kompensation for. Hvis det er tilfældet, er soldaten ikke negativt påvirket af sårbarheden før
belastningen under udsendelsen, idet den alene foreligger som et potentiale. Det er netop det, der
begrunder, at ansvaret som udgangspunkt fastholdes fuldt ud. Det omvendte gælder, når soldatens
sårbarhed har realiseret sig,
idet der i så fald er tale om det, man kalder en
færdig
skade.
28
En anden
måde at sige dette på er, at den relevante påvirkning slet ikke får nogen kausal betydning her, da
skaden allerede havde manifesteret sig fuldt ud, da den relevante belastning indtrådte.
Her anføres følgende: ”Den tilskadekomne er forsikret, som han
er, altså med den risiko for voldsommere følger af et
traume end sædvanligt, som tilstedeværelse af den forudbestående lidelse frembyder
–
i forhold til sukkersyge og
pulsåreinsufficiens.”
25
Se også Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 380-384.
26
Se også hos Morten Kjelland:
Særlig sårbarhet i personskadeerstatningsretten,
2008, p. 87-88.
27
Se også hos Morten Kjelland:
Særlig sårbarhet i personskadeerstatningsretten,
2008, p. 89 og Bo von Eyben & Helle
Isager:
Lærebog i erstatningsret,
8. udgave, 2015, p. 334.
28
Se Bo von Eyben & Helle Isager:
Lærebog i erstatningsret,
8. udgave, 2015, p. 329-330 samt ovenfor i kapitel 4, afsnit
3.4.3.3.
24
18
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0021.png
For det tredje skal soldatens sårbarhed være
realiseret
(udløst) af den relevante påvirkning under
udsendelsen.
29
Heri ligger i virkeligheden det selvfølgelige, at det er belastningen under udsendelsen,
der skal have
udløst
sårbarheden - ikke skadelidte selv eller andre ikke-erhvervsmæssige forhold.
Hvis det sidstnævnte er tilfældet, har belastningen ikke bidraget kausalt til skaden, hvilket gør, at
belastningskriteriet ikke er opfyldt. Ved bedømmelsen af, hvad der skal til, for at belastningen under
udsendelsen har udløst sårbarheden, skal udgangspunktet tages i det almindelige udgangspunkt for
kausalitetsbedømmelsen (SQN-betingelsen), hvorfor den relevante påvirkning blot skal have været
en
nødvendig betingelse
for, at PTSD indtræder. Realisationsbetingelsen har derfor som
udgangspunkt et meget klart indhold, men det er vigtigt at være opmærksom på, at den i praksis kan
give anledning til tvivlsspørgsmål. Bl.a. kan det være vanskeligt at afgøre, hvor meget der skal til, for
at sårbarheden kan siges at være
udløst
af den relevante påvirkning, når også andre forhold har haft
betydning. Disse andre forhold kan som nævnt være andre personers adfærd eller andre begivenheder,
der har påvirket soldatens helbred. Men det kan også være kasuelle årsager eller forhold hos soldaten
selv. Disse problemer må i udgangspunktet løses efter de almindelige materielle regler, hvilket som
sagt betyder, at der som udgangspunkt er kausalitet, når den relevante påvirkning kan betegnes som
en SQN for udløsningen af soldatens sårbarhed. Har soldatens adfærd således blot
medvirket
til
skaden som en
nødvendig betingelse,
kan den som udgangspunkt anses som SQN, men i visse tilfælde
kræves
imidlertid ”noget mere” af den udløsende hændelses
kausale styrke, jf. nærmere nedenfor i
afsnit 4.5.2.2. om undtagelserne til sårbarhedsprincippet. Realisationsbetingelsen kan på denne måde
give anledning til problemer ved alle typer af skade, men det er særligt tilfældet ved psykiske skader
som fx PTSD. Dette er ikke overraskende, da en psykisk skade som PTSD ofte opstår over tid og i
samvirke mellem flere forskellige faktorer.
30
Det skal endvidere nævnes, at der i lovgivningen findes
særlige bevisregler, som har væsentlig betydning for den her behandlede problemstilling. Det gælder
først og fremmest den allerede nævnte bestemmelse i ASL § 8, stk. 1, hvor der opereres med en
formodning for årsagssammenhæng, når det gælder arbejdsskader og erhvervssygdomme omfattet af
ASL. For realisationsbetingelsen betyder det, at der skal føres bevis for, at soldatens sårbarhed med
overvejende sandsynlighed var blevet udløst af andre forhold end den relevante påvirkning, hvis der
ikke skal ske anerkendelse af PTSD.
5.5.2.3. Hensynene bag sårbarhedsprincippet
Sårbarhedsprincippets udgangspunkt er som sagt, at det ikke tillægges betydning, når soldatens
latente (indkapslede) sårbarhed har bidraget til skaden som en samvirkende årsag. Dermed bygger
princippet bl.a. på sårbare personers grundlæggende ret til ikke at blive krænket, uanset de har en
mindre modstandsdygtighed end den gennemsnitlige person.
31
Sårbarhedsprincippet bygger altså på,
at mennesker skal behandles lige, selv om de måtte have en uensartet tolerance over for påvirkninger
29
Se Morten Kjelland:
Særlig sårbarhet i personskadeerstatningsretten,
2008, p. 93ff.
Det her sagte om realisationsbetingelsen og nødvendigheden af at kræve ”noget mere” af den kausale styrke af den
relevante påvirkning kan bl.a. illustreres med den norske Høyesterettsdom i Rt. 2001.320 (Nilsen), hvor dommer Skoghøy
sagde, at der er ”en grense” for, hvor langt sårbarhedsprincippet kan føres. Fra litteraturen kan endvidere henvises til
Håkan Andersson, der mener, at sårbarhedsprincippet har sin ”funktionella gräns där redan ett
minimum av intensitet
i
angreppet, eller ett
minimum av motståndskraft,
kan medföra skadeverkningar.”Jf.
Håkan Andersson:
Skyddsändamål och
adekvans. Om skadeståndsansvarets gränser,
1993, p. 495. Se også Mia Carlsson:
Arbetsskada. Samspelet mellan
skadestånd och andra ersättningsordningar,
2008, p. 399-403.
31
Se også hos Morten Kjelland:
Særlig sårbarhet i personskadeerstatningsretten,
2008, p. 57ff.
30
19
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0022.png
fra omverdenen.
32
Princippet om personers lighed fører til, at skadelidte som udgangspunkt har ret til
fuld erstatning, selv om han var særligt disponeret for at udvikle en bestemt skade i samvirke med
skadevolders adfærd, jf. sårbarhedsprincippets udgangspunkt. Dette kan være allehånde former for
negative prædispositioner som fx et skrøbelige kranium, en degeneration af indre organer såsom lever
og hjerte,
33
en særlig blødningstendens,
34
en nedsat funktionsdygtighed i kroppens lemmer (fx løshed
eller fejlstilling af knæet)
35
eller en generelt skrøbelig kropsbygning og svag muskulatur. Endvidere
kan der være tale om en forudbestående psykisk sårbarhed, idet en bestemt soldat fx kan have været
mere disponeret for at udvikle PTSD end den gennemsnitlige soldat pga. fx traumer i barndommen.
Når traumerne fra barndommen er indkapslede på det tidspunkt, hvor den relevante påvirkning
indtræder, skal den sårbare soldat imidlertid behandles på samme måde som den gennemsnitlige
soldat. Det skyldes mere præcist, at den forudbestående sårbarhed er indkapslet, hvilket betyder, at
sårbarheden ikke havde manifesteret sig i en juridisk relevant skade på tidspunktet for den relevante
påvirknings indtræden. Med en juridisk relevant skade menes, at sårbarheden på tidspunktet for den
relevante påvirknings indtræden ikke har medført et tab eller ret til godtgørelse. På tidspunktet for
den relevante påvirknings indtræden kan det meget vel være, at soldaten har en forudbestående lidelse
medicinsk set, men her er der stadig tale om en indkapslet sårbarhed i henhold til
sårbarhedsprincippet, da sårbarheden ikke har givet sig udslag i et tab. Denne sondring mellem
forudbestående medicinsk sårbarhed og forudbestående juridisk sårbarhed er væsentlig at være
opmærksom på, hvilket også fremgår af nedenstående analyse af belastningskriteriet i de indhentede
sager, jf. afsnit 7. De nævnte hensyn understøtter således sårbarhedsprincippets udgangspunkt om,
at der ikke skal tages hensyn til soldatens forudbestående sårbarhed, når den er indkapslet på det
tidspunkt, hvor den relevante påvirkning indtræder. Der gælder dog én væsentlig undtagelse hertil,
jf. afsnit 5.5.2.4. nedenfor.
5.5.2.4. Kan der i visse tilfælde gøres undtagelser til sårbarhedsprincippet?
(i) Undtagelsen vedrørende den udløsende belastnings styrke
Sårbarhedsprincippets udgangspunkt er som sagt, at det ikke tillægges betydning, når soldatens
latente (indkapslede) sårbarhed har bidraget til skaden som en samvirkende årsag. Der findes dog to
undtagelser hertil, idet den påvirkning, der udløser den hos soldaten indkapslede sårbarhed, kan være
så
ubetydelig,
at den ikke kan tillægges vægt. I retspraksis har man fx set, at den udløsende årsag er
blevet fundet for svag i sager om piskesmæld opstået efter påkørsel af skadelidte bagfra med meget
lav hastighed.
36
Det skal dog være tale om særdeles svage påvirkninger, førend de efter retspraksis
anses for så svage kausalt set, at de ikke kan udløse ret til erstatning og godtgørelse.
37
Når det gælder
de her behandlede sager om soldater, der pådrager sig PTSD, er der i lovgivningen taget udtrykkeligt
stilling til, hvilken påvirkning der skal være tale om, herunder hvor stærk denne påvirkning skal være,
jf. Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Heraf fremgår som nævnt, at de påvirkninger, soldaten har
været udsat for, skal kunne karakteriseres som ”traumatiske begivenheder eller situationer af kortere
eller
længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur”.
Når den belastning,
soldaten har været udsat for, opfylder betingelserne i pkt. F.1., vil der formentlig kun i meget få
32
Se også
endvidere Morten Kjelland: ”Årsakssammenheng og bevis i personskadeerstatningsretten –
en
populærvidenskabelig fremstilling
av generelle regler og de særskildte kriterier for vurdering av nakkeslengskader”,
Nordisk Forsikringstidsskrift, No. 1, 2014, afsnit 3.2.
33
Se fx U 1918.779 H.
34
Se fx U 1961.35 H.
35
Se fx FED 1997.60 V.
36
Se hertil Andreas Bloch Ehlers:
Kausalitet i personskadeerstatningsretten,
2017, p. 437ff.
37
Jf. Andreas Bloch Ehlers:
Kausalitet i personskadeerstatningsretten,
2017, p. 286.
20
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
tilfælde være belæg for at sige, at disse belastninger udgjorde en så ubetydelig påvirkning af soldaten,
at der er grundlag for at se bort herfra ud fra den betragtning, at belastningerne var helt ubetydelige i
forhold til soldatens sårbarhed. Den her nævnte undtagelse til sårbarhedsprincippet kan derfor
vanskelig blive relevant i soldatersagerne. I så fald skal myndighederne finde, at soldatens
forudbestående særlige sårbarhed ville have udviklet sig til PTSD hos soldaten, selvom han ikke
havde været udsendt. Her vil der være tale om en undtagelse til sårbarhedsprincippet, der vedrører
konkurrerende skadesårsager, hvorfor der siges mere herom i afsnit 5.5.6. nedenfor. Allerede her skal
det dog nævnes, at denne undtagelse meget sjældent vil give grundlag for afvisning i sager som de
her behandlede.
(ii) Gælder sårbarhedsprincippet, når soldatens sårbarhed er selvforskyldt?
Spørgsmålet er, om der kan gøres en undtagelse til sårbarhedsprincippets udgangspunkt, når soldaten
på en eller anden måde selv bærer skylden (eller en del heraf) for sin forudgående sårbarhed. Når det
er tilfældet, kan man således argumentere for, at det er urimeligt, at soldaten ikke selv bærer risikoen
for sin forudgående sårbarhed. Der kan fx være tale om selvforskyldt sårbarhed, hvis soldaten ved en
usund livsstil har eksponeret sig for at pådrage sig en psykisk sygdom. Det kan fx være, at soldaten
før indtrædelsen af den relevante påvirkning havde et alkoholmisbrug. Det umiddelbare svar på
spørgsmålet må være benægtende, da hensyntagen til sådanne former for selvforskyldt sårbarhed vil
stride mod de ovenfor behandlede hensyn bag sårbarhedsprincippet. Det gælder både hensynet til
menneskets ukrænkelighed og hensynene til menneskets frihed til at konstituere sig fysisk og psykisk,
som det nu engang vil. Selv om de bærende hensyn taler imod at tillægge selvforskyldt sårbarhed
betydning, må det overvejes, om soldaten i særlige tilfælde kan nægtes erstatning på dette grundlag.
I retspraksis har man i de fleste tilfælde ganske klart afvist at tillægge selvforskyldt sårbarhed
betydning. Det gælder, selv om skadelidtes levevis var særdeles helbredsskadelig (fx ved svær
overvægt, alkoholisme og rygning), jf. til illustration U 1933.288 H, I FED 2000.2529 V, FED
2007.277 Ø og U 2010.168 H. Man kan dog mene, at man bør kunne tillægge soldatens selvforskyldte
sårbarhed betydning, når sårbarheden er påført ved misbrug af stærkt skadelige og ulovlige substanser
som fx narkotika. Der synes dog ikke at gøre sig gældende i nogen af de behandlede sager. Der er
eksempler på, at soldaten i sin ungdom har anvendt stoffer som kokain og amfetamin, men i ingen af
sager ses disse stoffer at være årsag til en sårbarhed hos soldaten, hvorfor soldatens forbrug heraf
bliver irrelevant.
5.5.3. Hvordan skal situationen med soldatens efterfølgende særlige sårbarhed behandles?
Ovenfor i afsnit 4.5.2. er det forklaret, hvordan situationen med soldatens
forudbestående
særlige
sårbarhed skal håndteres. Situationen kan imidlertid også være den, at soldaten er blevet særligt sårbar
som følge af belastningerne under sin(e) udsendelse(r). Her er problemet altså ikke, at den relevante
påvirkning har udløst en latent (indkapslet) sårbarhed hos soldaten, men at soldaten netop er blevet
sårbar som følge af belastningerne under udsendelsen. Spørgsmålet er herefter, om PTSD kan
anerkendes som erhvervssygdom, hvis soldaten efter sin hjemkomst udsættes for en
begivenhed/påvirkning, der udløser den under udsendelsen pådragne sårbarhed. Dette spørgsmålet er
så vidt ses ikke afklaret i forarbejderne til forarbejderne til ASL eller Særloven, hvorfor det skal løses
på grundlag af de almindelige regler om kausalitet.
21
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Først og fremmest er det naturligvis en betingelse for anerkendelse, at soldaten under sin udsendelse
har været udsat for en belastning som beskrevet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Hvis det er
tilfældet, må der ses nærmere på, hvilken påvirkning der efter soldatens hjemkomst har udløst PTSD
(herefter betegnet ”den efterfølgende påvirkning”). Her kan man først sige, at resultatet er klart, hvis
myndighederne ikke kan pege på en eller flere specifikke efterfølgende påvirkninger, der har udløst
PTSD, idet det under udsendelsen igangsatte sygdomsforløb således ikke at kan siges at være blevet
påvirket nævneværdigt af den efterfølgende begivenhed. Dette kan også siges på den måde, at hele
årsagen til soldatens sygdomsforløb i så fald kan henregnes til den relevante påvirkning under
udsendelsen. Spørgsmålet er herefter, hvad der skal til, førend det ved udsendelsen igangsatte kausale
forløb er blevet påvirket på en sådan måde, at anerkendelse må afvises, når der
kan
peges på en eller
flere specifikke efterfølgende påvirkninger. Dette spørgsmål er vanskeligt at svare på, men det er i
hvert fald sikkert, at den eller de efterfølgende begivenheder i første omgang skal have
udløst
soldatens PTSD. Som det fx vil kunne være tilfældet, hvis soldaten efter sin hjemkomst som kunde i
en bank oplever en skududveksling mellem en politibetjent og en bankrøver, hvorefter han indenfor
kort tid får konstateret PTSD. Her er der næppe tvivl om, at PTSD i hvert fald kan være blevet udløst
af påvirkningerne fra bankrøveriet. Kravet om, at den efterfølgende begivenhed skal have udløst
PTSD kan dog også være opfyldt ved langt mindre vidtgående påvirkninger, idet PTSD fx kan udløses
ved, at soldaten oplever stress på sit arbejde eller udsættes for høje lyde, der minder om de lyde,
soldaten har oplevet under sin udsendelse. Da PTSD også kan udløses af mindre vidtgående
påvirkninger, rejser det spørgsmålet om, hvorvidt det er tilstrækkeligt til afvisning af anerkendelse,
at PTSD blot er udløst af en efterfølgende begivenhed. Dette spørgsmålet må klart besvares
benægtende, da fx lyde, som enhver soldat kan opleve i sin hverdag efter hjemkomsten (fx en høj lyd
fra et tog, der bremser, eller et kanonslag, der sprænges nytårsaften, ikke kan føre til, at kompensation
efter ASL udelukkes, hvis det efterfølgende begivenhed blot har udløst en latent PTSD hos soldaten.
Begrundelsen for dette er, at man i så fald vil placere hele risikoen for, at soldaten påvirkes af
hverdagsbegivenheder hos soldaten. Endvidere kan man argumentere for, at PTSD i de fleste sådanne
tilfælde ville have manifesteret sig på et senere tidspunkt
–
altså selv hvis den pågældende
hverdagsbegivenhed tænkes væk. En anden måde at sige dette på er, at den latente PTSD udgør
næsten hele årsagen til, at soldaten bliver syg, selv om PTSD udløses af den efterfølgende
begivenhed. Hvis anerkendelse skal kunne afvises, når en efterfølgende begivenhed udløser PTSD,
må der derfor stilles krav om, at den efterfølgende begivenhed (udover at den har udløst PTSD) har
en vis kausal styrke. Heri ligger, at der skal være tale om en ekstraordinær begivenhed, der ikke kan
henregnes til det man (med et ganske vist vagt begreb) kan
kalde ”livets almindelige påvirkninger”.
Man kan også formulere det sådan,
at ”livets almindelige påvirkninger” ikke ”afbryder” det
sygdomsforløb, der er sat i gang ved den relevante påvirkning under udsendelsen.
Man kan herefter spørge, om det er muligt at sige mere præcist, hvor stærk/ekstraordinær den
efterfølgende påvirkning skal være, for at anerkendelse kan afvises. Det er vanskeligt at sige noget
præcist om dette, idet man som sagt kun har de almindelige kausalitetsprincipper at holde sig til, men
tager man det ovennævnte eksempel med bankrøveriet, vil en sådan begivenhed normalt kunne
betragtes som værende så afgørende for udviklingen af PTSD, at anerkendelse af PTSD som
erhvervssygdom kan afvises. Dette kan nærmere forklares med, at bankrøveriet som efterfølgende
påvirkning efter omstændighederne kan blive så dominerende i forhold til den relevante påvirkning
under udsendelse, at der må ses bort fra sidstnævnte, selv om den har en vis betydning. Når den
efterfølgende begivenhed er så ekstraordinær som i tilfældet med bankrøveriet, kan det også være
22
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0025.png
tvivlsomt, om PTSD nogensinde ville have udviklet sig, hvis den ekstraordinære begivenhed ikke var
indtrådt, hvilket er et afgørende argument for, at der skal ske afvisning. Når der er tale om mindre
vidtgående påvirkninger, der kan henregnes til ”livets almindelige påvirkninger”,
skal der dog som
sagt ske anerkendelse, da det her er den relevante påvirkning fra udsendelsen, der er den relevante.
Man kan i øvrigt også i denne situation spørge, om det bør tillægges betydning for spørgsmålet om
anerkendelse af PTSD som erhvervssygdom, hvis PTSD udløses af negative påvirkninger, som
soldaten udsætter sig selv for. Som nævnt i afsnit 5.5.2.4. har selvforskyldt sårbarhed som
udgangspunkt ikke betydning for anerkendelsesspørgsmålet, når der er tale om
forudbestående
sårbarhed,
og det samme må siges at være tilfældet, når soldaten efterfølgende påvirker sig selv
negativt med
denne heller hin handling. Forudsat, at en sådan påvirkning kan henregnes til ”livets
almindelige påvirkninger” som ovenfor beskrevet. Er der tale om en ekstraordinær begivenhed, som
ligeledes beskrevet ovenfor, bliver resultatet imidlertid, at anerkendelse må afvises. Dermed
behandles soldatens egne eventuelle negative påvirkninger af sig selv på samme måde som
påvirkninger, der stammer fra andre (udefrakommende påvirkninger). Udløses PTSD således ved, at
soldaten drikker alkohol i moderate mænger, fører det ikke til, at erstatning må afvises.
5.5.4. Hvordan behandles situationen, hvor soldaten påvirkes af ”private” begivenheder
under udsendelsen?
I de to foregående afsnit er der taget stilling til, hvilken betydning soldatens forudbestående og
efterfølgende sårbarhed har for anerkendelsesspørgsmålet. I dette afsnit undersøges, hvilken
betydning det har for anerkendelsesspørgsmålet, når soldaten påvirkes af ”private” begivenheder,
mens han er udsendt. Ligesom i de ovennævnte situationer må det i denne situation først undersøges,
om soldaten under sin udsendelse har været udsat for en belastning som beskrevet i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Hvis det
er
tilfældet, må der herefter ses nærmere på den
”private” begivenhed, soldaten er blevet påvirket af under udsendelsen.
Det må først og fremmest anføres, at det ligger fast, at der kan ske anerkendelse, selv om det bevises,
at andre årsager end de erhvervsmæssige har påvirket soldaten under udsendelsen.
38
Når det ligger
fast, er det nødvendigt at tage stilling til, hvor kausalt stærke de private begivenheder skal have været,
førend anerkendelse kan afvises, og svaret herpå må være, at de skal være endog meget stærke. Når
soldaten i første omgang
har
været udsat for de i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. nævnte
begivenheder af
”exceptionelt truende” eller ”katastrofeagtig natur”,
vil disse begivenheder således
sjældent kunne frasorteres som irrelevante ud fra kausalitets- og adækvansbetragtninger. Dette vil i
hvert fald kræve, at de private årsager har været særdeles indgribende/alvorlige, hvilket fx ikke er
opfyldt, når der er tale om problemer med soldatens kæreste eller dødsfald i hans familie. Det skyldes,
at sådanne begivenheder næppe i sig selv kan medføre eller væsentligt medvirke til udviklingen af
PTSD. Derfor er det også kritisabelt, når myndighederne ved vurderingen af belastningskriteriet, som
de undertiden gør, tager hensyn til private begivenheder som fx problemer med en kæreste.
38
Se nærmere hos Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 380ff.
23
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
5.5.5. De bevismæssige krav til at tage hensyn til soldatens forudbestående sårbarhed,
efterfølgende sårbarhed
eller ”private” begivenheder under udsendelsen
Som nævnt i afsnit 5.3.2. synes myndighederne i nogle af de behandlede sager at blande bedømmelsen
af soldatens forudbestående og efterfølgende sårbarhed sammen med bedømmelsen af kravene til
belastningens styrke i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Således ses det undertiden, at
myndighedernes afvisning af, at belastningskriteriet er opfyldt, i hvert fald delvist sker med den
begrundelse, at soldaten i forvejen var sårbar, at hans PTSD blev udløst af belastninger, der indtraf
efter hjemkomsten, eller at udviklingen af PTSD blev påvirket af
”private” begivenheder under
udsendelsen. Problemet herved er, at myndighederne på denne måde synes at lægge vægt på
soldaternes forudbestående sårbarhed, efterfølgende sårbarhed
eller ”private” begivenheder under
udsendelsen uden at iagttage de materielle og bevismæssige regler, der gælder herfor. Når der skal
tages stilling til, hvorvidt
disse sårbarhedstyper eller ”private” begivenheder
kan føre til afvisning af
anerkendelse, er det således vigtigt at fastholde, at myndighederne først skal foretage en selvstændig
vurdering af, om belastningskriteriet i pkt. F.1. er opfyldt. Finder myndighederne, at soldaten ikke
har været udsat for de i pkt. F.1. nævnte belastninger, skal anerkendelse naturligvis afvises, men
bedømmelsen skal i første omgang foretages selvstændigt (altså uden hensyntagen til soldatens
forudbestående eller efterfølgende sårbarhed eller ”private” begivenheder under udsendelsen).
Finder
myndighederne, at soldaten
har
være udsat for de i pkt. F.1. nævnte belastninger, kan anerkendelse
herefter afvises, hvis der er et materielt grundlag for at hensyn til de nævnte typer af sårbarhed eller
”private” begivenheder (jf. afsnit 5.5.2.,
5.5.3 og 5.5.4.). Er der et sådan grundlag, skal det endelig
undersøges, om der er ført
bevis
for, at den relevante form for sårbarhed
eller de ”private”
begivenheder har haft betydning.
Bevisreglerne ved anvendelsen belastningskriteriet i pkt. F.1. i sager, hvor der foreligger en
forudbestående sårbarhed, en efterfølgende
sårbarhed eller en ”privat” påvirkning under udsendelsen,
er herefter følgende: Det skal for det første bevises, at belastningskriteriet i pkt. F.1. er opfyldt, idet
der her gælder en almindelig bevisbyrde og et almindeligt beviskrav. Herefter kommer det soldaten
til skade, såfremt det ikke med en høj grad af sandsynlighed (noget mere end 50 %) bevises, at
belastningskriteriet i pkt. F.1. er opfyldt. Når der derefter skal tages stilling til, hvorvidt der kan
lægges vægt på soldatens forudbestående eller efterfølgende sårbarhed, skal der først foretages en
vurdering af, om der er en materiel hjemmel i reglerne herom. Hvis der er et sådan materielt grundlag,
skal myndighederne efter ASL § 8, stk. 1 bevise med overvejende sandsynlighed (mindst 50,01 %),
at PTSD rent faktisk skyldes soldatens forudbestående sårbarhed, efterfølgende sårbarhed eller
”private” begivenheder under udsendelsen.
Følges denne fremgangsmåde, blandes soldatens
forudbestående eller efterfølgende sårbarhed ikke sammen med belastningskriteriet i pkt. F1. på
ukorrekt vis, ligesom reglen i ASL § 8, stk. 1 bliver anvendt efter sit formål, således at soldaten stilles
bedre, når der er ført bevis for, at belastningskriteriet i pkt. F1. er opfyldt. Ved anvendelsen af ASL
§ 8, stk. 1 må de i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. fastsatte krav om, at belastningen skal have
været ”exceptionelt truende” eller af ”katastrofeagtig natur”
i øvrigt betyde, at soldatens
”private”
årsager skal have været ganske indgribende (have forholdsvis stor kausal styrke) for at kunne siges
at have medvirket til udviklingen af PTSD på en relevant måde. Derfor er det også kritisabelt, når
myndighederne ved vurderingen af belastningskriteriet, som de undertiden gør, tager hensyn til
private belastninger, der med sikkerhed ikke kan udløse PTSD. Endelig skal det anføres, at det, som
nævnt, ligger fast, at der kan ske anerkendelse, selv om det bevises, at andre årsager end de
24
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0027.png
erhvervsmæssige til en erhvervssygdom.
39
Kielberg formulerer det således, at der skal ske
anerkendelse, uanset arbejdsskaden er ”beskeden i forhold
til skadelidtes samlede
helbredstilstand.”
40
Dette understreger, at de ”private” årsager (den forudbestående
eller
efterfølgende sårbarhed hos soldaten) skal have en vis styrke i forhold til de erhvervsmæssige, førend
der kan tages hensyn til dem ved spørgsmålet om
anerkendelse.
Derimod tages der normalt højde for
de ”private” årsager ved
udmålingen
af erstatningen.
5.5.6. Hvordan skal situationen med konkurrerende skadesårsager behandles?
I samtlige af de ovenfor behandlede tilfælde med soldatens forudbestående/efterfølgende sårbarhed
og påvirkning fra ”private” begivenheder under udsendelsen,
er der tale om samvirkende
skadesårsager. Når en forudbestående sårbarhed hos soldaten udløses af den på en udsendelse
relevante påvirkning, eller når soldaten er blevet sårbar som følge af sin udsendelse, hvorefter en
påvirkning efter hjemkomsten udløser denne sårbarhed,
produceres
soldatens PTSD således i et
samvirke
mellem flere årsager. Det samme gælder, når PTSD udløses af både erhvervsmæssige
belastninger og ”private” påvirkninger under udsendelsen.
Der kan imidlertid også opstå situationer
med
konkurrerende skadesårsager,
der kan have betydning for, om soldatens PTSD kan anerkendes
som erhvervssygdom. Hvis der således er en anden årsag end den relevante påvirkning på soldatens
udsendelse, der er i sig selv var (eller ville have været) tilstrækkelig til at medføre PTSD, kan det
undertiden føre til, at anerkendelse må afvises, da påvirkningen under udsendelse i så fald bliver helt
eller delvist uden betydning for, at soldaten får PTSD. Først fastlægges, hvad konkurrerende
skadesårsager er, hvorefter der kommenteres på, hvilken betydning de kan have i soldatersagerne.
Konkurrerende skadesårsager foreligger, når tre betingelser er opfyldt: For det første skal de årsager,
der konkurrerer, være
uafhængige af hinanden.
Positivt vil denne betingelse typisk være opfyldt, når
der er tale om begivenheder, der har forskelligt udspring, idet den ene fx udspringer af den relevante
påvirkning under soldatens udsendelse, mens den anden kan henføres til en tilfældig persons handling
efter hjemkomsten. Men den ene årsag kan også udgøres af soldatens eget sygdomsanlæg, mens den
anden udgøres af den relevante påvirkning under udsendelse.
41
Den anden betingelse, som er
afgørende for, om der er tale om konkurrerende skadesårsager, er, at begivenhederne hver for sig har
været eller ville have været
tilstrækkelige
til at medføre skaden.
42
Tilstrækkelighedsbetingelsen
medfører, at de årsager, der konkurrerer om at have forårsaget soldatens PTSD hver i sær skal have
været kausalt stærke nok til forårsage PTSD. Tilstrækkelighedsbetingelsen giver ofte anledning til
bevismæssige problemer, herunder navnlig ved hypotetisk årsagskonkurrence, da det kan være
vanskeligt at vurdere om en årsag, der ikke har udfoldet sig og altså er forblevet hypotetisk, ville have
39
Jf. Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 380-381.
Jf. Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 381.
41
Til forskel fra den ovennævnte situation med skadelidtes forudbestående særlige sårbarhed, hvor der er tale om
samvirkende skadesårsager, idet soldatens sårbarhed udløses af den på udsendelsen relevante påvirkning, er situationen
den, at soldatens forudbestående sårbarhed ville have udviklet sig til PTSD, selv om den under udsendelse relevante
påvirkning ikke var indtrådt. I tilfældet med konkurrerende skadesårsager ville soldatens sårbarhed - uafhængigt af den
under udsendelsen indtrådte påvirkning
–
altså ad egen drift have udviklet sig til PTSD. Som hjælp til afgrænsningen af
uafhængighedskriteriet kan man endvidere
–
negativt
–
sige, at den ene begivenhed ikke må være fremkaldt af den anden.
Når det er tilfældet, ville den ene årsag ikke have eksisteret uden den anden, og det udelukker selvsagt altid
årsagskonkurrence, jf. Torsten Iversen:
Erstatningsberegning i kontraktsforhold,
2000, p. 805.
42
I modsat fald er der tale om samvirkende årsager, hvor det er nødvendigt med flere årsager til at fremkalde skaden, jf.
ovenfor afsnit 3.4.2.
40
25
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0028.png
været tilstrækkelig. Fx kan det være vanskeligt at bedømme, om soldatens forudbestående særlige
sårbarhed i sig selv ville have været tilstrækkelig til at forårsage PTSD, hvis PTSD ikke i første
omfang var blevet forårsaget af den på en udsendelse relevante påvirkning, jf. nærmere nedenfor.
Den tredje betingelse er
skadeidentitetsbetingelsen.
43
Heri ligger det selvfølgelige, at de
konkurrerende årsager skal konkurrere om den samme skade, hvilket i dette tilfælde er PTSD. Der
vil fx være skadeidentitet, når de konkurrerende skadesårsager begge har (eller ville) have udløst
PTSD (ikke en anden psykisk sygdom).
Årsagskonkurrenceproblemer har så vidt ses ikke særlig stor betydning for anerkendelsesspørgsmålet
i soldatersagerne. Der er to situationer, hvor man i meget sjældne tilfælde kunne forstille sig, at
problemet kunne blive relevant. Den første er, når påvirkningen under udsendelsen i sig selv var
tilstrækkelig til at udløse PTSD, men hvor det kan bevises, at soldaten var så sårbar allerede inden
påvirkningen indtrådte, at denne sårbarhed i sig selv ville have forårsaget PTSD efter hjemkomsten
(altså uanset påvirkningerne under udsendelsen).
44
Bevises det således, at soldaten som følge af sin
sårbarhed - fx pga. voldsomme begivenheder i sin ungdom - ville have udviklet PTSD efter sin
hjemkomst, kan der efter omstændighederne være hjemmel til at afvise at anerkende PTSD. Det skal
dog i så fald bevises, at PTSD (uanset påvirkningerne under udsendelsen) ville have udviklet sig på
et bestemt tidspunkt efter hjemkomsten, selvom den relevante påvirkning under udsendelsen ikke var
indtrådt. Dette bevis vil af flere grunde næppe nogensinde kunne føres i praksis. For det første skal
der som ovenfor nævnt være tale om nogle helt specifikke og alvorlig påvirkninger, førend diagnosen
PTSD overhovedet kan stilles, jf. Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1 og Vejledningen hertil.
Dette vil normalt være særdeles vanskeligt at bevise, at soldaten har været udsat for sådanne
påvirkninger før sin udsendelse, ligesom det tidsmæssige krav i pkt. F.1. for at stille diagnosen PTSD
som følge af påvirkninger før udsendelsen typisk ikke vil være opfyldt. For det andet skal det bevises
med en særlig høj grad af sandsynlighed, at soldatens disposition for at udvikle PTSD ville have
manifesteret sig på et nærmere bestemt tidspunkt efter hjemkomsten.
45
Beviskravet herfor et noget
højere end normalt.
46
Denne situation med årsagskonkurrence vil derfor formentlig aldrig føre til, at
PTSD kan afvises som erhvervssygdom. Problemstillingen foreligger således heller ikke i nogen af
de her behandlede sager.
Den anden situation er, når påvirkningen under udsendelsen i sig selv var tilstrækkelig til at udløse
PTSD, men hvor PTSD faktisk forårsages af en begivenhed efter hjemkomsten, der i sig selv ville
have været tilstrækkelig til at forårsage PTSD. Som anført ovenfor i afsnit 5.5.3. om betydningen af
soldatens efterfølgende særlige sårbarhed skal der normalt ske anerkendelse, hvis den under
udsendelsen relevante påvirkning i selv var tilstrækkelig til at medføre PTSD, uanset om den udløses
af en begivenhed efter udsendelsen, der ikke i sig selv var tilstrækkelig til at medføre PTSD. Hvis
PTSD udløses efter hjemkomsten af en årsag, der er så stærk, at den i sig selv kunne medføre PTSD,
43
Se Torsten Iversen:
Erstatningsberegning i kontraktsforhold,
2000, p. 807-808.
Som ovenfor nævnt er udgangspunktet, at soldatens forudbestående sårbarhed ikke tillægges betydning, når PTSD er
blevet udløst af den på udsendelsen relevante påvirkning. Når soldatens forudbestående sårbarhed er en konkurrerende (i
modsætning til en samvirkende) skadesårsag, idet den uafhængigt af den på udsendelsen indtrådte påvirkning var
tilstrækkelig til at forårsage PTSD, forholder det sig imidlertid anderledes, idet der her gøres en slags tidsmæssig
undtagelse til sårbarhedsprincippet, så der tages hensyn til sårbarheden fra det tidspunkt, hvor den beviseligt ville have
udviklet sig til PTSD (selv om den relevante påvirkning på udsendelsen ikke var indtrådt).
45
Jf. Bo von Eyben:
Kompensation for personskade I,
Bind II, 1983, p. 666.
46
Jf. Bo von Eyben:
Kompensation for personskade I,
Bind II, 1983, p. 666.
44
26
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
kan man dog efter omstændighederne komme frem til, at der skal lægges vægt på, at denne årsag (og
altså ikke påvirkningerne under udsendelsen) i sig selv udløste PTSD hos soldaten. Situationen kan
fx være den, at den relevante påvirkning under udsendelsen var tilstrækkelig stærk til at medføre
PTSD, men efter hjemkomsten bliver soldaten overfaldet i sit hjem af nogle bevæbnede
hjemmerøvere, der holder soldaten fanget i sit hjem i en time, mens han trues på livet med en pistol.
Bevises det her, at hjemmerøveriet i sig selv var tilstrækkeligt til at medføre PTSD, kan PTSD efter
omstændighederne tilskrives den senere begivenhed. Da dette kræver, at soldaten efter hjemkomsten
udsættes for en begivenhed, der i sig selv var tilstrækkelig til at udløse PTSD efter
Erhvervssygdomsfortegnelsen, ville denne situation dog sjældent opstå. Problemstillingen foreligger
således heller ikke i nogen af de her behandlede sager.
27
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
DEL III Analyse af de af ASK/AES og AST trufne afgørelser
6. Indledning
Gennemgangen af de indhentede 45 sager, der blevet anmeldt til ASK/AES og AST i perioden 1997
–
2017, viser, at der i hovedsagen er to grunde til, at myndighederne undertiden afviser at anerkende
hjemvendte soldaters PTSD som erhvervssygdom efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1. Den første er, når
myndighederne finder, at
belastningskriteriet
i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. ikke er
opfyldt. Det skete i 18 af de 45 sager. Den anden er, når myndighederne finder, at
tidskriteriet
i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. ikke er opfyldt. I sidstnævnte tilfælde finder myndighederne
altså ikke, at én eller flere af de tre betingelser i tidskriteriet er opfyldt, idet soldaten ikke findes (i) at
have PTSD, (ii) at PTSD ikke findes at være er debuteret inden for 6 måneder, og/eller (iii) at PTSD
ikke er fuldt til stede inden for få år. Der skete afvisning pga. manglende opfyldelse af tidskriteriet i
23 af de 45 sager. Den nedenstående gennemgang af de indhentede sager fokuserer på, om
myndighederne har anvendt
belastningskriteriet
og
tidskriteriet
i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt.
F.1. i overensstemmelse med de gældende regler som beskrevet i rapportens del II.
I afsnit 7 redegøres først for, om myndighedernes anvendelse af
belastningskriteriet
giver anledning
til kritik. I afsnit 7.1. gives indledningsvist en
oversigt
over de to væsentligste spørgsmål (og
delspørgsmål), som de indhentede sager giver anledning til at diskutere. I afsnit 7.2. foretages herefter
en
indledende redegørelse
for, hvordan ASK/AES og AST har forholdt sig til disse to spørgsmål i de
sager, hvor anerkendelse afvises ud fra belastningskriteriet. Formålet med afsnit 7.1. og 7.2. er at give
et overblik over de væsentligste kritikpunkter vedrørende belastningskriteriet, som de indhentede
sager rejser. Ved gennemgangen af sagerne refereres løbende til de relevante sagers numre, ligesom
der kort redegøres for det eller de kritikpunkter, sagerne giver anledning til. Derefter foretages i afsnit
7.3.-7.6 en mere udførlig analyse af, hvordan myndighederne har forholdt sig til de nævnte to
spørgsmål i
fire konkrete sager,
hvor der er sket afvisning. For hver sag gives først et overblik over
sagsgangen i AES/ASK og AST. Herefter gengives det væsentligste i myndighedernes afgørelser, og
til sidst foretages en analyse af de kritikpunkter, sagerne rejser. Tilsammen skulle nævnte (i) oversigt,
(ii) den indledende redegørelse samt (iii) den udførlige analyse af de fire udvalgte sager gerne give et
klart billede af de kritikpunkter, soldatersagerne giver anledning til mht. belastningskriteriet. Som
sagt har det af plads- og ressourcemæssige årsager ikke være muligt at foretage en udførlig analyse
af samtlige de indhentede sager, hvor der er sket afvisning pga. belastningskriteriet. Dette er dog
heller ikke fundet nødvendigt, da det i hovedsagen er de samme kritikpunkter, sagerne rejser.
I afsnit 8 foretages en gennemgang af, hvorvidt myndighedernes anvendelse af tidskriteriet i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. giver anledning til kritik. Som nævnt skal dette kriterium
både være opfyldt efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1 og Særloven, idet der med Særloven alene er indført en
lempelse af
beviset
for, at tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. er opfyldt. Hvad angår
tidskriteriet, er det navnlig de i pkt. F.1. nævnte to kriterier om, (i) at der skal være symptomer på
PTSD (symptomdebut) inden for 6 måneder, og (ii) at PTSD er fuldt udviklet i inden for få år, der
fører til afvisning. Fremstillingen nedenfor fokuserer derfor herpå. I afsnit 8.1. foretages først en
indledende gennemgang af de spørgsmål, der mere præcist giver anledning til kritik i de indhentede
28
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
sager. I afsnit 8.2. gives herefter en redegørelse for de væsentligste spørgsmål, som de indhentede
sager giver anledning til diskussion af. Formålet med de to første afsnit er
–
ligesom ved
belastningskriteriet - at give en beskrivelse af de væsentligste kritikpunkter, som de indhentede sager
giver anledning til. Derefter foretages i afsnit 8.3.-8.4 en udførlig gennemgang af 2 sager, hvor
myndighederne har afvist at anerkende PTSD. For hver sag gives først et overblik over sagsgangen.
Herefter gengives det væsentlige i myndighedernes afgørelser, og til sidst foretages en analyse af,
hvilke kritikpunkter de enkelte sager rejser. Som ved gennemgangen af belastningskriteriet har det af
plads og ressourcemæssige årsager ikke være muligt at foretage en udførlig analyse af samtlige sager,
hvor der er sket afvisning pga. tidskriteriet. Endvidere er det ikke fundet nødvendigt, da det i
hovedsagen er de samme kritikpunkter, sagerne rejser.
7. Er myndighedernes anvendelse af belastningskriteriet i ASL korrekt?
7.1. Oversigt over de væsentligste spørgsmål, som de indhentede sager giver anledning til
diskussion af
Mht. belastningskriteriet er der to hovedspørgsmål, der er relevante at undersøge:
Spørgsmål 1: Det første spørgsmål er,
om myndighederne i de indhentede sager stiller strengere krav
til de belastninger, soldaten skal have været ude for, end der er hjemmel til, jf.
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1
Dette spørgsmål rejser igen følgende 3 delspørgsmål:
•
Spørgsmål 1.1.: Foretager
belastningskriteriet er opfyldt?
myndighederne
en
selvstændig
vurdering
af,
om
•
Spørgsmål 1.2.: Foretager myndighederne en for streng bedømmelse af belastningskriteriet
(kræver de fx, at soldaten skal have været udsat for livsfare)?
Spørgsmål 1.3.: Foretager myndighederne bevisbedømmelsen af belastningskriteriet i
overensstemmelse med de gældende regler? Dette spørgsmål rejser tre underspørgsmål:
•
Spørgsmål 1.3.1.:Har myndighederne foretaget bevisbedømmelsen af de fremlagte
bevisdata (oplysninger) i overensstemmelse med de almindelige principper for
bevisbedømmelse?
Spørgsmål 1.3.2.: Har myndighederne i deres vurdering af beviset for, om
belastningskriteriet er opfyldt, taget tilstrækkeligt hensyn til de i sagerne indhentede
medicinske erklæringer, herunder særligt de psykiatriske speciallægeerklæringer?
Spørgsmål 1.3.3: Har myndighederne anvendt det gældende beviskrav, således at der
kræves en høj grad af sandsynlighed (noget mere end 50 %) for, at soldaten har været
udsat for de relevante belastninger (eller kræves der en for høj sandsynlighed herfor)?
•
•
•
29
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Spørgsmål 2: Det andet spørgsmål er,
om myndighederne ved vurderingen af belastningskriteriet i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. lægger vægt på
”private”
faktorer hos soldaten, der ikke er
hjemmel til at lægge vægt på.
Dette spørgsmål giver anledning til følgende tre delspørgsmål:
•
Spørgsmål 2.1.: Har myndighederne lagt vægt på en forudbestående sårbarhed hos soldaten,
og er det i så fald blevet gjort i overensstemmelse med de materielle regler
(sårbarhedsprincippet) og de bevismæssige regler herfor?
•
Spørgsmål 2.2.: Har myndighederne lagt vægt på en påvirkning af soldaten, der indtræder
under udsendelsen, og er det i så fald blevet gjort i overensstemmelse med de materielle og
bevismæssige regler herfor?
Spørgsmål 2.3.: Har myndighederne lagt vægt på begivenheder, der indtrådte efter soldatens
hjemkomst (soldatens efterfølgende sårbarhed), og er det i så fald sket i overensstemmelse
med de materielle regler og de bevismæssige regler herfor?
•
7.2. Indledende redegørelse for de væsentligste spørgsmål, som de indhentede sager giver
anledning til diskussion af
De indhentede 18 sager, hvor der er sket afvisning pga. manglende opfyldelse af belastningskriteriet
i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1., giver anledning til flere kritikpunkter. Det gælder både
hovedspørgsmål 1 og 2 som formuleret i afsnittet ovenfor. Hvad angår spørgsmål 1, viser flere af
sagerne, at myndighederne stiller strengere krav til de belastninger, soldaten skal have været ude for,
end der er hjemmel til, jf. Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Det gælder både delspørgsmål 1.1.,
1.2. og 1.3.
Hvad angår delspørgsmål 1.1., viser følgende sager, at myndighederne undertiden ikke foretager en
selvstændig vurdering af, om belastningskriteriet er opfyldt (idet de blander vurderingen af
belastningskriteriet sammen med forskellige
”private” årsagsfaktorer):
I sag nr. 1 giver det navnlig
anledning til kritik, at både ASK/AES og AST ved vurderingen af belastningskriteriet synes at tage
hensyn til visse
familiære/sociale problemer,
der påvirker soldaten under udsendelsen, samt soldatens
forudbestående sårbarhed i form af en
skrøbelig personlighedsstruktur,
jf. den udførlige analyse af
sagen i afsnit 7.3. I sag nr. 4 lægger AST vægt på, at årsagen til soldatens psykiske lidelse var private
problemer under udsendelsen i form af problemer med kæresten,
jf. afgørelse af 14. juli 2015: ”Du
har et par gange i 2008 talt med psykolog [H] via forsvaret. Det fremgår af notat fra [H] den 9.
september 2008, at du havde det dårligt psykisk under udsendelsen til Afghanistan, men også på
grund af private problemer med din kæreste. Vi er opmærksomme på, at du allerede i 2008 havde
samtaler med psykolog. Vi vurderer, at den primære årsag var dine private problemer.”
AST kommer
herefter frem til, at soldaten ikke har PTSD, idet han ikke har været udsat for de belastninger, der
kræves efter Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Derved blander AST tilsyneladende vurderingen
af belastningskriteriet sammen med vurderingen af soldatens problemer med sin kæreste. Der
foretages derved ikke den krævede selvstændige vurdering af belastningskriteriet, og i øvrigt er der
ikke et materielt grundlag for at lægge vægt på soldatens problemer med kæresten i denne forbindelse,
30
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0033.png
jf. nærmere afsnit 5.5.4. ovenfor. Når det gælder de sager, der ikke analyseres udførligt nedenfor,
tyder sag nr. 13 på, at der i et vist omfang er sket en lignende ukorrekt sammenblanding af vurderingen
af belastningskriteriet og en forudbestående sårbarhed hos soldaten.
I AES’s afgørelse af 19.
september 2018 lægges der således tilsyneladende vægt på en hos soldaten i
barndommen/ungdommen udviklet
selvusikkerhed,
som er beskrevet i en psykiatrisk
speciallægeerklæring. Det hedder bl.a., at soldaten havde en beskyttet opvækst og en perfektionistisk
mor, der skulle have givet ham en sårbar personlighedsstruktur. Uanset om denne sårbare
personlighedsstruktur har haft en vis betydning for udviklingen af soldatens sygdom, synes der
imidlertid ikke at være hjemmel til at lægge vægt herpå, jf. sårbarhedsprincippet.
Hvad angår delspørgsmål 1.2., viser følgende sager, at myndighederne undertiden foretager en for
streng bedømmelse af belastningskriteriet.
I sag nr. 1 tyder flere formuleringer i både ASK/AES’s og
AST’s
begrundelser på, at der opereres med et kriterium om, at soldaten skulle have været i livsfare
(eller at der i hvert fald kræves mere af belastningerne end der er hjemmel til for at opfylde
belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1), selvom dette ikke er et krav.
I
ASK’s
begrundelse af 27. februar 2015 hedder det fx, at soldaten ikke har været involveret i ”direkte
krigshandlinger”, ligesom det anføres, at det ”(…) er korrekt, at der var beskydninger hen over
lejren”, men
at ingen fra soldatens hold på noget tidspunkt [var]
involveret i ”direkte
krigshandlinger.” Det er i sagens natur vanskeligt at sige, hvad
ASK præcist mener hermed, men
formuleringerne tyder på, at der lægges afgørende vægt på, at soldaten ikke havde været involveret i
direkte krigshandlinger, selvom dette ikke er krav. Se nærmere afsnit 7.3. nedenfor, hvor sagen
analyseres indgående. I sag nr. 3 tyder
ASK/AES’ og AST’s afgørelser
ligeledes på, at der kræves
mere af belastningskriteriet, end der er hjemmel til. Myndighederne finder det således bevist, at
soldaten havde været udsat for flere alvorlige belastninger, men disse findes ikke at være
tilstrækkelige: For det første findes det bevist, at soldaten under sine udsendelser oplevede, at en
mand blev sprængt i luften af en mine. Soldaten ydede førstehjælp, men der var intet han kunne gøre
for at hjælpe, da mandens underkrop stort set var væk, ligesom overkroppen var gennemhullet.
Soldaten oplyser, at det værste ikke var at se selve liget, men at høre de pårørendes skrig. For det
andet findes det bevist, at der i det hele taget var en konkret risiko for at blive udsat for
minesprængning. I arbejdsbeskrivelsen af 13. august 2015 udtaler soldatens overordnede i denne
forbindelse,
at han kunne ”bekræfte, at vi
flere gange havde minesprængninger. Både med egne
soldater og civile i området.” Den overordnede udtaler herudover, at der var ”flere områder i lejren,
hvor man ikke måtte gå pga. miner.” Som en konkret hændelse oplyste soldaten, at han havde stået
ved en vejkant og urineret, da han opdagede en mine, der lå 1/2
–
1 meter fra ham. For det tredje
fandtes det tilsyneladende bevist, at soldaten havde været nødt til at køre hen over en mine i en pansret
mandskabsvogn. For det fjerde fandtes det bevist, at soldaten havde ydet førstehjælp ved et alvorligt
trafikuheld, hvor en lille pige var kommet meget alvorligt til skade.
47
Hvad angår delspørgsmål 1.3., viser flere af sagerne, at myndighederne undertiden ikke foretager
bevisbedømmelsen
af belastningskriteriet i overensstemmelse med de gældende regler. Følgende
afgørelser viser, (i) at myndighederne ikke har foretaget bevisbedømmelsen af de fremlagte bevisdata
47
Det bemærkes, at myndighederne i denne sag burde have overvejet, om de nævnte belastninger kunne føre til
anerkendelse efter ASL § 6, stk. 1. Som nævnt er det i øvrigt et generelt problem, at myndighederne ikke ad egen drift
undersøger, om der er hjemmel til anerkendelse efter ASL § 6, stk.1.
31
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
i overensstemmelse med de almindelige principper for bevisbedømmelse (jf. delspørgsmål 1.3.1.),
(ii) at myndighederne i deres vurdering af beviset for, om belastningskriteriet er opfyldt, ikke har
taget tilstrækkeligt hensyn til de i sagerne indhentede medicinske erklæringer, herunder særligt de
psykiatriske speciallægeerklæringer (jf. delspørgsmål 1.3.2.), og (iii) at myndighederne i forhold til
beviskravet tilsyneladende har krævet mere end der er hjemme til (altså at man har krævet væsentligt
mere end 50 % sandsynlighed for, at soldaten har været udsat for de relevante belastninger), (jf.
delspørgsmål 1.3.3):
Sag nr. 2 viser for det første, at myndighederne synes at lægge for megen bevismæssig vægt på
Forsvarets kommentarer til soldatens arbejdsbeskrivelse af 15. juni 2017, idet både AES’ og AST’s
afvisning af at anerkende soldatens PTSD som en erhvervssygdom tilsyneladende nærmest i det hele
bygger på oplysningerne heri. Det gælder, selv om flere af oplysningerne i Forsvarets kommentarer,
der blev givet af soldatens overordnede, ikke fremstår som direkte afvisninger af soldatens
oplysninger, ligesom flere af dem har en generel og usikker karakter, jf. bl.a. følgende afsluttende
bemærkninger, hvor den overordnede anfører, at han har skrevet sine ”kommentarer ud fra det, jeg
husker fra området og som jeg anså situationen for at være, under mit ophold både på hold
[…].”
Flere af de af den overordnede givne kommentarer synes i øvrigt at bestyrke, at det
var
muligt, at
soldaten havde været udsat for de belastninger, han hævder at have været udsat for, og samlet set er
det derfor vanskeligt at se, at Forsvarets kommentarer til soldatens oplysninger kan udgøre det
afgørende bevis i sagen. Endvidere er det kritisabelt, at myndighederne tilsyneladende ser bort fra de
vidneforklaringer, der foreligger. Se hertil oplysningerne i soldatens blå bog fra en anden soldat,
hvorefter der under udsendelsen
var ”voldsomt skiftende og ofte dramatiske forhold spændende fra
beskydning og minesprængning over trusler og overværelse af hidsige ildkampe...”
Se også
vidneforklaringen fra en overkonstabel, hvoraf det fremgår, at
overkonstablen selv var i ”Dvor under
flere udrykninger hvor alle måtte søge dækning pga. direkte ild fra håndvåben. Se også en udtalelse
fra en
befalingsmand, hvoraf fremgår, at han selv havde ”prøvet at blive beskudt i mit køretøj og
måtte sætte farten op, for at komme ud af skudafstand. Mht. faren for miner udtalte befalingsmanden
følgende: ”Ved ankomsten blev det kraftigt understreget at det var forbudt at bevæge sig uden for fast
vej, altså på stier og marker m.m. da disse ikke var sikre områder i forhold til miner. Problemet med
dette var, at der blev sendt FN-patruljer ud, og i enkelte tilfælde på stier der ikke var erklæret sikre, i
forhold til miner. Ut har personligt været på en opgave, hvor der skulle trækkes telefonlinje, og i en
skov, blev ut og gruppe stoppet af en ældre mand, som viste os at der lå en mine nedgravet 10 meter
fra vores køretøj.” I en udtalelse
af 9. november 2017 fra en kollega fra soldatens hold hedder det
bl.a. følgende: ”Dvor var på det tidspunkt som en heksekeddel, man vidste aldrig hvad der ville ske
når man rullede ind i byen eller hvornår det hele ville springe i luften så det var altid med en vis form
for utrykhed vi kørte rundt i byen med. Der var adskillige skudepisoder dagligt i eller omkring byen
da mange fra de kæmpende parter skulle have afløb for frustrationer når de på den ene eller anden
måde holdt en pause fra selv fronten som efterhånden som tiden gik var direkte i baghaven på os
alle.” Og videre: ”Da både [soldaten] og jeg selv var en del af disse umenneskelige oplevelser dagligt,
mener jeg at ”exceptionelt” er et meget fattigt ord i denne sammenhæng. Dette er jo kun en lille del
af hvad der foregik i et krigsområde (…). Og videre: ”Når alt kommer til alt, kan jeg kun svare dit
spørgsmål om, ”hvordan jeg oplevede vores udsendelse på” det var ”helvede
på jorden”
når man ser
på hvilket mandat
vi var sendt afsted på, vi havde stort set ingen ret til noget som helst.”
Se i øvrigt
også soldatens kones udtalelse, som blev modtaget af AES den 13. november 2017. Sagen viser også,
at myndighederne i deres vurdering af beviset for, om belastningskriteriet er opfyldt, tilsyneladende
32
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0035.png
ikke har taget tilstrækkeligt hensyn til de i sagerne indhentede medicinske erklæringer, herunder
særligt de psykiatriske speciallægeerklæringer. Således afviste myndighederne at lægge de to
indhentede speciallægeerklæringer til grund, jf. speciallægeerklæring af 12. maj 2017 afgivet af [M]
og speciallægeerklæring af 18. april 2018 afgivet af [C]. Dette begrundes med, at speciallægerne
skulle have udtalt sig på grundlag af oplysninger, som myndighederne ikke finder bevist. I den af [C]
afgivne speciallægeerklæring af 18. april 2018, fremgår det, at der var ”klar årsagssammenhæng”.
Det fremgår endvidere, at soldaten før sin udsendelse var rask, og da soldatens symptomer efter alt at
dømme begyndte umiddelbart efter hjemsendelsen, udgør det et solidt bevis for
årsagssammenhængen. Samlet set synes myndighederne således at have krævet for meget af
beviskravet, idet man tilsyneladende har stillet krav om, at belastningerne var bevist med en højere
sandsynlighed, end der er hjemmel til (noget mere end 50 %).
I sag nr. 3 fremgår det af afgørelserne fra AES/ASK og AST, at stort set samtlige soldatens
oplysninger om belastningerne under sin udsendelse fandtes bevist. Alligevel fandtes
belastningskriteriet ikke opfyldt, idet der fx ikke blev lagt afgørende vægt på de tre psykiatriske
speciallægeerklæringer, der var blevet indhentet, jf. speciallægeerklæring afgivet af [CH] (på
grundlag af psykiatriske undersøgelser af henholdsvis den 16. januar 2013, den 31. januar 2013 og
den 18. februar 2013),
48
speciallægeerklæring af 7. januar 2015 afgivet af [J] og psykiatrisk
speciallægeerklæring af 20. november 2018 afgivet af [C] (i forbindelse med indhentelse af second
opinion). Det skete, selv om det i samtlige erklæringer konkluderes, at soldaten havde pådraget sig
PTSD, og at PTSD (i hvert fald delvist) var forårsaget af soldatens udsendelser til Bosnien i 1997 og
Kosovo i 1999. Af lægerklæringen fra [C] fremgår bl.a. følgende:
”På baggrund af [soldatens]
symptomer, de objektive psykiske fund og på baggrund af de 3 traumer som [soldaten] har været
udsat for i henholdsvis 1997, 1998 og 1999 vurderes det, at han lider af en svær, posttraumatisk
belastningsreaktion DF43.1 PTSD. Der er tale om en tilstand, som opstår som en forsinket reaktion
på traumatisk begivenhed af exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur, som vil medføre kraftig
påvirkning hos praktisk talt enhver. [Soldatens] PTSD-symptomer debuterer i år 2000, 6-12 måneder
efter traumet i 1999 i Kosovo.” Det er væsentligt at nævne, at ASK forelagde sagen for deres
lægekonsulenter to gange, jf. skrivelse fra ASK af 8. januar 2016 til soldaten, hvorfor det kan anføres,
at der i sagen var en lægefaglig uenighed, der giver myndighederne et grundlag for at se bort fra de
nævnte speciallægeerklæringer. Her skal man dog huske på, at lægekonsulenterne ikke undersøger
soldaten selv, idet de alene foretager deres vurdering på et skriftligt grundlag. Derfor må de nævnte
lægeerklæringer fra de eksterne speciallæger tillægges større vægt, og navnlig når der foreligger tre
speciallægeerklæringer, hvori det erklæres, at belastningskriteriet er opfyldt, må der lægges vægt
herpå. Samlet set synes myndighederne dermed at have krævet for meget af beviskravet, idet man
tilsyneladende har stillet krav om, at belastningerne var bevist med en højere sandsynlighed, end der
er hjemmel til (noget mere end 50 %).
I sag nr. 4 er det kritisabelt bevismæssigt set, at myndighederne tilsyneladende næsten alene lægger
vægt på de af Forsvaret givne kommentarer af 28. september 2011 til arbejdsbeskrivelsen. Det gælder
særligt, da det ikke var muligt for Forsvaret at forelægge soldatens oplysninger om sin udsendelse for
de overordnede, som soldaten var tættest knyttet til under udsendelsen, da de på daværende tidspunkt
enten var udsendt eller ikke længere beskæftiget i Forsvaret. Forsvarets bemærkninger til soldatens
48
Selve erklæringen er udateret.
33
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
arbejdsbeskrivelse blev derfor udarbejdet af soldatens daværende chef, der efter eget udsagn primært
var
beskæftiget med ”planlægning og ledelse” og ” kun få gange var med på patruljer (PTR)”.
Endvidere synes chefen ikke at kunne afkræfte, at de konkrete belastninger, soldaten oplyser om,
havde fundet sted, og i det hele fremstår chefens kommentarer som værende udtryk for hans opfattelse
af de generelle forhold ved udsendelsen. Hertil kommer, at soldatens egne oplysninger om
belastningerne under udsendelsen understøttes af de af en aktindsigt fra Forsvaret i oplysninger fra 2.
august 2007 for soldatens gruppe i perioden, hvor soldaten var udsendt. Som nævnt er det endvidere
kritisabelt, at der ikke lægges vægt på den af [CL] udarbejdede speciallægeerklæring, hvoraf det
fremgår, at soldaten har en ”personlighedsændring efter katastrofeoplevelse (forudgået af svær
PTSD)”, der var forårsaget af udsendelsen til Afghanistan i 2007. Når det klart fremgår af denne
speciallægeerklæring, at det er årsagssammenhæng, er det særligt kritisabelt, at AST i sin afgørelse
af 14. juli 2015 udlægger [CL]s formulering om, at soldatens
”symptomer tiltog tilsyneladende i
2009/10” således, at der ikke skulle være kausalitet. Herudover er det ikke korrekt, når AST i nævnte
afgørelse lægger vægt på, at soldatens psykiske lidelse skyldes private problemer under udsendelsen
i form af problemer med kæresten. Samlet set synes myndighederne dermed at have krævet for meget
af beviskravet, idet man tilsyneladende har stillet krav om, at belastningerne var bevist med en højere
sandsynlighed, end der er hjemmel til (noget mere end 50 %).
Hvad angår de sager, der ikke analyseres udførligt nedenfor, tyder følgende sager på, at
bevisbedømmelsen af belastningskriteriet i et vist omfang ikke er foretaget i overensstemmelse med
de gældende regler: I sag nr. 5 afviste AES ved afgørelse af 6. april 2018 at lægge vægt på en
speciallægeerklæring udarbejdet af [PL] den 9. november 2017, selv om det heraf fremgår, at soldaten
har PTSD, og at PTSD er forårsaget af hændelserne under soldatens udsendelse. Det fremgår ikke, at
AES har forelagt sagen for deres lægekonsulent. Endvidere synes ingen af de ovenfor behandlede
grunde til at afvise at lægge vægt på en speciallægeerklæring at være tilstede. Dermed sætter AES sin
egen juridiske forståelse af belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen over den medicinsk
kvalificerede diagnose stillet af [PL], hvilket er kritisabelt, når der ikke ses at være et grundlag herfor.
I sag nr. 6 fremgår det af både AES’s afgørelse af 21. august 2017 og AST’s afgørelse af 20. juli
2018, at afvisningen af anerkendelse i meget vidt omfang bygger på Forsvarets kommentarer til
soldatens arbejdsbeskrivelse af 10. august 2016. Det sker, selv om det fremhæves i kommentarerne,
at ”FPS ikke [kan]
kommentere på de enkelte detaljer i beskrivelsen, da det ikke har været muligt at
forlægge beskrivelsen for [soldatens]
daværende ledelse.” Både AES og AST lægger tilsyneladende
ikke bevismæssig vægt på speciallægeerklæring af 27. maj 2016 udarbejdet af speciallæge i psykiatri
[ST], selv om det heraf fremgår, at soldaten har PTSD, og at der er kausalitet mellem belastningerne
under udsendelsen og PTSD.
I erklæringen hedder det bl.a. følgende: ”Der er ingen tvivl om, at de
krigstraumer han har været udsat for har været af exceptionel truende natur, som vil medføre kraftig
påvirkning hos praktisk talt enhver.” I stedet lægges der tilsyneladende
betydelig vægt en
lægekonsulents erklæring, hvoraf det fremgår, at diagnosen PTSD ikke kan stilles jf. afgørelse om
aktindsigt af 25. juli 2018. Det fremgår af lægekonsulentens erklæring, at lægen bl.a. ikke lægger til
grund, at soldaten er blevet truet med et skydevåben, da dette ikke er blevet bekræftet af Forsvaret.
Hertil må det imidlertid bemærkes, at denne episode heller ikke blevet afkræftet af forsvaret. Derimod
blev den bekræftet af vidner. Det er endvidere kritisabelt, at lægen tilsyneladende foretager en
bevisvurdering af de faktiske hændelser under udsendelsen, da dette er en juridisk vurdering, der
foretages efter det juridisk set gældende beviskrav. Samlet set tyder oplysningerne i sagen på, at
myndighederne har krævet mere af beviskravet for, at belastningskriteriet er opfyldt, end der er
34
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
hjemmel til (lidt mere end 50 %). I sag nr. 10 fremgår
det af AES’s afgørelse af 15. oktober 2018, at
anerkendelse af soldatens PTSD afvises, selv om det af den indhentede second opinion erklæring
afgivet af speciallæge i psykiatri, [CL], fremgår, at Soldaten har PTSD, ligesom der er kausalitet
mellem belastningerne under udsendelsen og PTSD. Speciallæge [AN] var i øvrigt kommet frem til
samme konklusion i speciallægeerklæring af 8. juni 2015, og det samme gælder speciallæge [ST], jf.
journalnotat af 4. april 2018. På den baggrund er det kritisabelt, at AES i nævnte afgørelse anfører, at
der er ”ingen overbevisende oplysninger om, at diagnosen PTSD kan stilles, og at diagnosen skulle
være forårsaget af hændelserne under din udsendelse.” Der foreligger ganske rigtigt tidligere
lægeerklæringer, hvor der sås en vis tvivl om såvel diagnosen som årsagssammenhængen, jf.
speciallægeerklæring fra speciallæge i psykiatri, [BL], og specialeerklæring fra speciallæge i
psykiatri, [HE], men det giver næppe grundlag for at konkludere, at der slet ikke er oplysninger, der
peger i modsat retning.
AES’ afvisning af at lægge vægt på second opinion-erklæringer
fra [CL] er
bl.a. begrundet med, at soldaten skulle have givet urigtige oplysninger til [CL], hvilket som
udgangspunkt udgør et korrekt grundlag for at afvise at lægge bevismæssig vægt herpå. Endvidere
finder man i det hele taget ikke, at der er bevis for, at soldaten har været udsat for de belastninger,
han anfører. Det gælder selv om bl.a. vidner til dels støtter soldatens forklaring, ligesom AES selv
anerkender, at soldaten har været ”efterretningsofficer i et område med mange vejsidebomber”,
ligesom han havde befundet sig meget uden for sin lejr. Det er ikke grundlag for at konkludere, at
AES krævede, at belastningerne var bevist med en højere sandsynlighed, end der er hjemmel til (mere
end 50,01 %), men meget tyder på, at AES ikke i tilstrækkelig grad var lagt bevismæssig vægt på de
senest fremkomne lægeerklæringer fra [AN], [CL] og [ST].
Hvad angår spørgsmål 2, viser flere af sagerne, at myndighederne ved vurderingen af
belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. lægger vægt på ”private” faktorer hos
soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på. Det gælder både delspørgsmål 2.1., 2.2. og 2.3.
Hvad angår delspørgsmål 2.1., viser nogle af sagerne, at myndighederne har lagt vægt på en
forudbestående sårbarhed hos soldaterne, selv om der ikke var hjemmel hertil i de materielle regler
(sårbarhedsprincippet) og/eller de bevismæssige regler herfor. I sag nr. 1 er det ikke korrekt, når ASK
afviser at anerkende soldatens PTSD som erhvervssygdom med henvisning til, at soldaten havde en
forudbestående sårbarhed. Det følger af sårbarhedsprincippet, at der som udgangspunkt ikke skal
tages hensyn hertil juridisk set. Der kan alene gøres en undtagelse hertil, hvis den under udsendelsen
relevante belastning har ydet et helt ubetydeligt bidrag til udviklingen af soldatens sygdom, eller hvis
soldatens forudbestående lidelser af sig selv ville have medført samme sygdom på nogenlunde samme
tidspunkt (selvom han ikke havde været udsendt). Dette er næppe tilfældet i nærværende sag, da det
ikke er dokumenteret, at soldatens skrøbelige personlighedsstruktur og følsomhed over for stress
havde udmøntet sig i en skade før udsendelsen, ligesom det ikke er dokumenteret, at denne
skrøbelighed/følsomhed af sig selv ville have udmøntet sig i en skade, hvis soldaten ikke havde været
udsendt. Tværtimod anføres det i second opinion-erklæringen af 4. september 2018 fra speciallæge i
psykiatri [CL],
at soldaten ”forud for udstationeringen til Afghanistan med Forsvaret i 2009/2010 har
været fuldstændig psykisk rask.” I AST’s afgørelse af 19. oktober 2015 nævnes soldatens
forudbestående psykiske sårbarhed ikke i begrundelsen for afvisningen af anerkendelse. Det samme
gælder i AES’s afgørelse af 28. januar 2019, hvor soldatens sag blev genoptaget efter indhentelse af
en second opinion samt AST’s afgørelse af 29. maj 2019. Dette
tyder således på, at der i disse
afgørelser ikke er blevet lagt vægt på soldatens forudbestående sårbarhed.
I sag nr. 4 tyder ASK’s
begrundelse i afgørelsen af 30. april 2012 på, at der ved anerkendelsesspørgsmålet til dels blev lagt
35
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
vægt på, at soldaten
havde haft det ”svært i forbindelse med din fars selvmord i 2004 og ikke havde
fået bearbejdet denne hændelse.” Jf. ovenstående kommentarer er der ikke hjemmel til at lægge vægt
på denne forudbestående sårbarhed hos soldaten.
Hvad angår delspørgsmål 2.2., viser sagerne, at myndighederne undertiden lægger vægt på en
påvirkning af soldaten, der indtræder
under udsendelsen,
selv om der ikke er grundlag herfor i de
materielle og bevismæssige regler herfor. Dette ses fx i sag nr. 4, hvor myndighederne ved
vurderingen af belastningskriteriet uretmæssigt tager hensyn til, at soldaten under sin udsendelse blev
påvirket af private problemer med sin kæreste. I afgørelse af 14. juli 2015 anfører AST følgende:
”Du har et par gange i 2008 talt med psykolog
[H] via forsvaret. Det fremgår af notat fra [H] den 9.
september 2008, at du havde det dårligt psykisk under udsendelsen til Afghanistan, men også på
grund af private problemer med din kæreste. Vi er opmærksomme på, at du allerede i 2008 havde
samtaler med en
psykolog. Vi vurderer, at den primære årsag var dine private problemer.” AST
lægger derved vægt på, at årsagen til soldatens psykiske lidelse var private problemer under
udsendelsen i form af problemer med kæresten. Dette skal ses i sammenhæng med, at AST slet ikke
anerkender, at soldaten har PTSD, idet det vurderes, at han alene har en depression. Det blev
imidlertid klart fastslået af [CL] i den psykiatriske speciallægeerklæring af 14. april 2011, at soldaten
har fået en ”personlighedsændring efter katastrofeoplevelse (forudgået af svær PTSD)”, og der
foreligger ingen medicinsk dokumentation for, at det var problemerne med kæresten der forårsagede
disse symptomer. Der kan ud fra kausalitets- og adækvansbetragtninger alene ses bort fra årsager, der
blot har medvirket marginalt til en given skade, men ud fra sagens faktiske oplysninger og nævnte
speciallægeerklæring fra [CL] er det vanskeligt at se, at de belastninger, soldaten var udsat for under
sin udsendelse, skulle være af den karakter. Endvidere er det vanskeligt at se, at soldatens problemer
med sin kæreste skulle kunne være den langt væsentligste årsag til det betydelige funktionstab,
soldaten har lidt (koncentrationsproblemer, hukommelsesproblemer mv.). Det er derfor ikke korrekt,
når AST lægger vægt på dette i afgørelsen af 14. juli 2015.
Hvad angår delspørgsmål 2.3. viser sagerne, at myndighederne undertiden lægger vægt på
begivenheder, der indtrådte efter soldatens hjemkomst (soldatens efterfølgende sårbarhed) i strid med
de materielle og de bevismæssige regler herfor. Som eksempel herpå kan nævnes sag nr. 10, hvor
AES i sin afgørelse af 15. oktober 2018 tilsyneladende lægger vægt på, at flere omstændigheder efter
hjemkomsten har påvirket soldatens sygdomsudvikling. Herunder synes AES bl.a. at lægge vægt på,
at soldaten oplevede et ”stort arbejdspres” og ”store samarbejdsproblemer” med sin chef, da han efter
sin udsendelse fra 2006-2008 arbejdede med at etablere et
[…].
Soldaten blev fyret fra dette arbejde
i 2008, hvorefter han fik angstanfald og oplevede en isoleringstendens. Som udviklet ovenfor i afsnit
5.5.3 kan der imidlertid ikke lægges vægt på sådanne begivenheder, eftersom de ikke kan udløse
PTSD, ligesom de ikke ”bryder” det sygdomsforløb, der er sat i gang med belastninger under
udsendelsen.
7.3 Sag nr. 1
7.3.1. Afgørelserne fra ASK og AST:
Spørgsmålet i sagen var, om soldaten under sin udsendelse til Afghanistan i 2009 havde været udsat
for traumatiske begivenheder af exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur, der kan medføre
36
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0039.png
PTSD.
49
Sagen anmeldtes til ASK den 19. december 2011. ASK traf afgørelse i sagen den 12. juni
2012, hvor soldaten fik afvist
depression
som arbejdsskade (denne afgørelse refereres ikke nedenfor,
da den handler om anerkendelse af depression (ikke PTSD) som erhvervssygdom). AST afviste
herefter i afgørelse af 21. november 2014 at anerkende PTSD som en erhvervssygdom med
henvisning til, at belastningskriteriet ikke var opfyldt. ASK genoptog afgørelsen af 21. november
2014, da afvisningen ved en fejl blev sendt ud uden afventning af fristen for besvarelse af spørgebrev
sendt til soldaten den 6. november 2014. Ved afgørelse af den 27. februar 2015 fastholdt ASK sin
afgørelse af 21. november 2014. Der fandtes endvidere ikke grundlag for at forelægge sagen for
erhvervssygdomsudvalget, ligesom der ikke fandtes grundlag for at tilkende erstatning efter
Særloven. AST kom frem til samme resultat som ASK i sin afgørelse af 19. oktober 2015. ASK
genoptog atter sagen med henblik på at vurdere, om depression og PTSD kunne anerkendes som
erhvervssygdom efter indhentelse af en second opinion, jf. afgørelse af 28. januar 2019. Ved denne
afgørelse fastholdt ASK nævnte afvisning. AST kom ved afgørelse af 29. maj 2019 frem til samme
resultat. I de nedenstående referater af myndighedernes afgørelse og i den efterfølgende analyse i
afsnit 7.3.2. fokuseres alene på spørgsmålet om anerkendelse af PTSD som erhvervssygdom.
Af
ASK’s begrundelse
i afgørelsen af 21. november 2014 fremgår bl.a. følgende:
”Din psykiske sygdom
opfylder ikke kravene for at blive anerkendt som en erhvervssygdom efter fortegnelsen over
erhvervssygdomme punkt F.1. Årsagen er, at du ikke har været udsat for en relevant belastning, der har haft en
exceptionelt truende eller katastrofeagtig karakter. Vi har lagt vægt på, at det du fandt mest belastende var den afmagt du
følte, da du ikke kunne være i Danmark. Blandt andet fordi din daværende kæreste var syg. Vi har desuden lagt vægt på,
at du ikke har deltaget i egentlige krigshandlinger og mest befundet dig i lejren. Der blev skudt henover lejren enkelte
gange, men der er ingen oplysninger om, at du har været tæt på at blive ramt. Vi mener derfor ikke, at du har været udsat
for en direkte og personlig trussel. Af oplysningerne fra psykiatrien i Syddanmark fremgår, at du ikke har været eksponeret
for katastrofer men for sociale problemer under udsendelsen. Af erklæringen fremgår, at den lejr du befandt dig i var
forholdsvis beskyttet. Der var i perioder, op til 30 gange per måned, forhøjet beredskab men ikke et belastende beredskab
i hverdagen. Der var i perioder skyderier i området, og granater kunne flyve over lejren, men du oplevede ikke, at I var
et mål. Du forsøgte at begå selvmord i slutningen af april 2001. Psykolog [MO] vurderer, at du har en udpræget depressiv
reaktion og at den opstod i forlængelse af dit ophold i Afghanistan, da din kæreste derhjemme fik det tiltagende dårligt.
Der står i din psykiatriske erklæring, at du har symptomer på sygdommen posttraumatisk belastningsreaktion som primært
er udviklet fordi du har en skrøbelig personlighedsstruktur og er følsom overfor stress og belastning. Du har dog ikke
været udsat for de voldsomme og katastrofeagtige hændelser der skal til for at få syndromet, hvilket vi er enige med
speciallægen i.”
ASK genoptog som sagt afgørelsen af 21. november 2014, da afvisningen ved en fejl blev sendt ud
uden at afvente fristen for besvarelse af et spørgebrev sendt til soldaten den 6. november 2014.
Herefter fastholdt ASK ved afgørelse af den 27. februar 2015 sin afgørelse af 21. november 2014. I
begrundelsen lagde ASK vægt på stort set det samme som i sin tidligere afgørelse. Det hedder bl.a.
følgende:
”Din
psykiske sygdom opfylder ikke kravene for at blive anerkendt som en erhvervssygdom efter fortegnelsen over
erhvervssygdomme punkt F.1. Årsagen er, at du ikke har været udsat for tilstrækkelige og relevante belastninger, der har
været exceptionelt truende eller af katastrofeagtig karakter. Der er videre beskrevet væsentlige private belastninger
primært af privat karakter som den væsentligste årsag til dine psykiske symptomers opståen. Vi vurderer på den baggrund,
at du ikke opfylder kriterierne for diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Det fremgår af den psykiatriske
49
Der blev også taget stilling til, om soldatens depression kunne anerkendes som en erhvervssygdom. Anerkendelse af
depression behandles imidlertid ikke i denne rapport.
37
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
speciallægeerklæring, at du under din udsendelse ikke har været udsat for traumer af nogen art, og at du ikke har været
udsat for voldsomme katastrofelignende hændelser, hvilket er en del af kriterierne for diagnosen posttraumatisk
belastningsreaktion. Ifølge den psykiatriske speciallægeerklæring befandt du dig mest i lejren, og du deltog ikke i
egentlige krigshandlinger under din udsendelse. Det fremgår videre af erklæringen, at der i perioder blev skudt hen over
lejren, men du oplevede ikke, at lejren var et mål, og du oplevede ikke voldsommere angst i forbindelse med disse
hændelser. Der var i perioder forhøjet beredskab i lejren men ikke et belastende beredskab i hverdagen. Ifølge den
psykiatrisk erklæring, journal fra psykiatrien i Region Syddanmark og journal fra Veterancenteret var du under
udsendelsen belastet af private, familiære problemer, og du blev hjemsendt som følge af private problemer. I
journalnotatet af 30. juni 2011 fra Veterancenteret ved psykolog [MO] står, at du har et behandlingsbehov for dine
psykiske symptomer, men disse forhold er af social og familiær karakter, der ingen relation synes at have til udsendelsen.
Det er vurderet, at du har en udpræget depressiv reaktion, og at den opstod i forlængelse af dit ophold i Afghanistan, da
din kæreste herhjemme fik det tiltagende dårligt. I den psykiatriske erklæring står, at du har symptomer på posttraumatisk
belastningsreaktion (PTSD symptomatologi), som primært er udviklet fordi du har en skrøbelig personlighedsstruktur og
er følsom overfor stress og belastning. Der er ikke stillet diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion, og efter vores
vurdering, er det ikke beskrevet, at du tidligere har haft posttraumatisk belastningsreaktion i forbindelse med din
udsendelse. Der er videre stillet diagnoserne personlighedsforstyrrelse med evasive træk og borderline træk, langvarig
tilpasningsreaktion med depressive elementer og angstelementer og socialfobi symptomatologi. Din advokat oplyser i
brev modtaget den 6. november 2014, at du ikke har haft psykisk sygdom forud for din udsendelse til Afghanistan. Din
advokat har videre skrevet, at du har symptomer i form af blandet andet undgåelsesadfærd, der er et af symptomerne på
posttraumatisk belastningsreaktion. Ifølge din advokat var den danske udsendelse
[…]
en af de hårdeste udsendelser i
forhold til antallet af dræbte og sårede soldater. Din advokat har vedlagt journal fra Center for Traume og torturofre,
Vejle. Ifølge journalen har du ikke været udsat for hændelser, som du oplevede som direkte truende, selv om der blev
skudt med raketter hen over lejren. Du opholdt dig i en stor lejr med gode sikkerhedsforhold. Under udsendelsen var du
udsat for væsentlige private belastninger af familiær karakter. Du har supplerende oplyst, at der ikke er tvivl om, at du og
dine kolleger befandt jer i situationer, hvor I var i livsfare. Du har oplyst, at du ikke har befundet dig i situationer forbundet
med livsfare uden for lejren. På et tidspunkt befandt du og en kollega jer i velfærdsområdet, da I hørte et højt brag fra et
nedslag. I den først måned var der omkring 30 alarmer, fordi nogen forsøgte at ramme lejren. Du har videre beskrevet en
episode med en mistænkelig [bil], der kørte rundt i lejren. Endvidere blev en soldat kørt ned og efterladt i en grøft uden,
at man efterfølgende fandt den skyldige. Du oplevede endelig en situation med en kontrolleret men uvarslet sprængning,
hvor du hørte et højt brag og efterfølgende så en sky af røg omkring 500 meter fra det sted, hvor du havde befundet dig.
Din arbejdsgiver, Forsvaret, har bekræftet din udsendelse og oplyst, at det er korrekt, at der var beskydninger henover
lejren. Ingen fra dit hold var på noget tidspunkt involveret i direkte krigshandlinger. Efter 4 måneder, blev det center i
[område], hvor du først opholdt dig, lukket. Derefter flyttede I til Camp Bastion, hvor I ikke var udsat for raketangreb.
Som […]
havde du lange arbejdsdage på op til 10 til 12 timer. Vi bemærker i forbindelse med oplysningerne fra din
advokat, at det forhold, at du har symptomer i form af undgåelsesadfærd, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at stille
diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Vi henviser til vores vurdering af, at belastningerne efter vores vurdering
ikke er tilstrækkelige til udvikling af posttraumatisk belastningsreaktion. Vi henviser videre til, at der i sagens lægelige
oplysninger er beskrevet væsentlige problemer af privat, familiær karakter som årsag til udviklingen af dine psykiske
symptomer. Vi er opmærksomme på dine oplysninger modtaget den 27. november 2014. Vi gør opmærksom på, at det af
dine egne oplysninger, der fremgår af sagens lægejournaler i tidsmæssig tættest sammenhæng med din udsendelse,
fremgår, at du ikke
har været udsat for traumer eller hændelser af exceptionel truende eller katastrofeagtig karakter.”
Af AST’s
begrundelse i afgørelsen af 19. oktober 2015 fremgår bl.a. følgende:
”Vi
har lagt til grund, at du ikke har posttraumatisk belastningsreaktion. Du har en personlighedsforstyrrelse med evasive-
og borderline træk, langvarig tilpasningsreaktion samt social angst. Vi har lagt vægt på, at du ikke opfylder
diagnosekriteriet for posttraumatisk belastningsreaktion, idet du under din udsendelse til Afghanistan ikke har været udsat
for episoder, der kan betegnes som exceptionelt truende og katastrofeagtige. Det fremgår af notatark fra Center for
Traume- og Torturofre, at du ikke har været udsat for direkte kamphandlinger, men at du har oplevet raketter over lejren
og har haft en vagtpost funktion. Derudover har der været svære familie/sociale problemer under udstationeringen, som
har været med til at påføre yderligere belastning og som har resulteret i et psykisk sammenbrud. Det fremgår endvidere
af speciallægeerklæringen fra [E], at du under udsendelsen var i en forholdsvis beskyttet lejr og at du ikke var i egentlige
krigshandlinger. Det var i perioder forhøjet beredskab og på en måned kunne der være op til 30 alarmer, hvor I skulle gå
i forhøjet beredskab, men samlet set ikke et hyppigt og i hverdagen voldsommere beredskabsniveau. Der var i perioder
38
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
beskydninger i området, og mest granater der kunne flyve over lejren, men selve lejren oplevede du ikke som et mål, og
du havde således ikke voldsommere angst i forbindelse med disse hændelser. Du har efterfølgende supplerende oplyst, at
du ikke er i tvivl om, at I har været i livsfare både i og udenfor lejren. Du beskriver 4 konkrete hændelser: 1) en episode
med 2 nedslag, hvor I må smide jer ned for derefter at løbe over pladsen til et mere sikkert område, 2) melding om
mistænkelig bil som kører rundt i lejren og en britisk soldat, der ikke kan finde sit gevær, 3) en soldat der blev kørt ned
og efterladt i en grøft og 4) kæmpe brag, der først senere viser sig at være en kontrolleret sprængning. Forsvaret har
bekræftet din udsendelse. De oplyser, at ingen fra din gruppe på noget tidspunkt var involveret i direkte krigshandlinger.
I [område] var I jævnligt under raketbeskydning. Da gruppen efter 4 måneder flyttede til Camp Bastion stoppede
raketangrebene, til gengæld indgik I nu i bevogtningen af lejren, som en del af den kombinerede vagtstyrke. Det beskrives
endvidere,
at hverdagen som […]
var stressende og at gruppen i lange perioder var underbemandede, hvilket medførte
lange arbejdsdage. Vi finder det ikke godtgjort, at du har været udsat for episoder af exceptionelt truende eller
katastrofeagtig natur. Du har ikke i umiddelbar tilknytning til udsendelsen berettet om episoder af exceptionelt truende
eller katastrofeagtig natur. Din arbejdsgiver kan heller ikke bekræfte sådanne episoder. Det er endvidere indgået i vores
vurdering, at du har været belastet af private, familiære problemer.”
Af AES’s
begrundelse i afgørelsen af 28. januar 2019
fremgår bl.a. følgende:
”Vurdering
efter second opinion. Du har ønsket at få en ekstra speciallægeerklæring (second opinion). Vi ser nu på din
sag igen, hvor vi inddrager alle de tidligere oplysninger i din sag og den nye erklæring. Den nye erklæring kan altså ikke
stå alene, men den indgår i vores samlede vurdering af din sag. Du har været til en undersøgelse hos en ny speciallæge
og har fået en second opinion om din sygdom fra speciallæge i psykiatri, [CL], den 4. september 2018. Den nye
speciallægeerklæring er med i vores vurdering af din sag. Det fremgår blandt andet af speciallægeerklæringen, at du har
diagnosen PTSD, og at du har været udsat for belastninger i form af blandt andet højt trusselsniveau; at lejren blev udsat
for 30 raketangreb, hvoraf flere ramte lejren, primært med materiel skade til følge, men en britisk kollega blev dog dræbt
i sin barak; at mange soldater var ganske unge og uerfarne, og du frygtede derfor, at man ikke kunne håndtere en
krisesituation, såfremt lejren blev udsat for et voldsomt angreb. Herudover mistede en brite sit gevær, og en mystisk bil
kørte rundt i lejren. Vi vurderer, at de beskrevne belastninger ikke er egnede til udviklingen af posttraumatisk
belastningsreaktion (PTSD), eller anden psykisk sygdom. I vurderingen af den psykiatriske speciallægeerklæring (second
opinion) af 4. september 2018 fra psykiater [CL] ser vi på, om oplysningerne i den nye second opinion-erklæring er en
uddybning af den oprindelige forklaring, eller om oplysningerne i den nye second opinion-erklæring er en ændret
forklaring, der ikke logisk kan hænge sammen med den oprindelige forklaring. Bevismæssigt har oplysninger afgivet
tættest på belastningens ophør større troværdighed og dermed vægt, end oplysninger afgivet på et senere tidspunkt. Vi
henviser i øvrigt til Ankestyrelsens Principafgørelse U-3-88. Vi har ved vores vurdering af din sag lagt særligt vægt på
din oprindelige forklaring om de traumatiserende oplevelser, som ligger tidsmæssigt tættest på belastningens ophør,
herunder også Forsvarets beskrivelse af din udsendelse. Det er vores vurdering, at de belastninger, som er beskrevet i
second opinion-erklæringen, er mere uddybende beskrevet i sagens tidligere akter, herunder blandt andet en særlig
beskrivelse af raketnedslagene og hvor tæt du var på disse. På baggrund af en samlet beskrivelse af dine belastninger
vurderer vi, at du ikke har været udsat for belastninger af exceptionel truende eller katastrofeagtig karakter, som gør, at
vi kan anerkende PTSD som en arbejdsskade. Vi har ligeledes ikke fundet anledning til at spørge Forsvaret eller eventuelle
vidner om de belastninger, som er beskrevet i second opinion-erklæring. Dette også af den grund, at vi vurderer, at der
ikke er tale om nye oplysninger om belastninger, men at de beskrevne belastninger kan indeholdes i tidligere beskrevne
og nærmere uddybet belastninger. Det betyder, at oplysningerne i den nye speciallægeerklæring fra psykiater [CL] fra
den 4. september ikke ændrer vores vurdering af din sag. Din sygdom kan derfor ikke anerkendes som en arbejdsskade -
hverken efter arbejdsskadesikringsloven eller efter særloven for udsendte statsansatte.”
Af
AST’s
begrundelse i afgørelsen af 29. maj 2019 fremgår bl.a. følgende:
”Begrundelsen
for afgørelsen om, at dine psykiske sygdomme ikke er omfattet af arbejdsskadeloven. Vi vurderer fortsat,
at det ikke er dokumenteret, at du under din udsendelse til Afghanistan i perioden fra 2009 til 2010 har været udsat for
traumatiske begivenheder af exceptionel truende eller katastrofeagtig natur, der kan medføre PTSD. Vi vurderer også, at
der ikke er tidmæssig sammenhæng mellem dine arbejdsmæssige belastninger under udsendelsen og udviklingen af din
PTSD. Vi vurderer også, at du ikke har en depression på grund af de arbejdsmæssige belastninger du har haft som udsendt
til Afghanistan i perioden
[…].
39
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Hvad er afgørende for resultatet
Vi er opmærksomme på, at speciallæge i psykiatri [E] i speciallægeerklæringen af 21. marts 2014 har stillet diagnoserne
personlighedsforstyrrelse, PTSD, langvarig tilpasningsreaktion samt social fobi. Vi er desuden opmærksomme på, at du
nu har fået en second opinion erklæring fra speciallæge i psykiatri [CL] den 6. september 2018, som har stillet diagnosen
PTSD. Det fremgår af second opinion erklæringen, at du forud for udsendelsen til Afghanistan var fuldstændig psykisk
rask. Under udsendelsen oplevede du betydelige psykiske belastninger, ligesom du var belastet af relationen til din
samlever i Danmark. Det fremgår også af second opinion erklæringen, at du i perioden umiddelbart efter hjemsendelsen
fik symptomer relateret til PTSD. Ved vores tidligere afgørelse af 24. april 2019 gav vi afslag på at anerkende du havde
PTSD eller depression, som følge af dine arbejdsmæssige belastninger under udsendelsen til Afghanistan i perioden
[…].
Vores vurdering i forhold til PTSD
Vi er opmærksomme på, at det fremgår af second opinion-erklæringen af 4. september 2018 fra psykiater [CL], at du har
haft psykiske symptomer siden hjemkomsten fra Afghanistan i 2010, og at du har udviklet PTSD som følge af
udsendelsen. Vi vurderer ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, at du ikke under udsendelsen til Afghanistan fra
[…]
har været udsat for tilstrækkelige arbejdsmæssige belastninger til, at der kan være årsag til, at du har udviklet PTSD.
Vi vurderer endvidere, at der ikke er tidsmæssig sammenhæng mellem dine arbejdsmæssige belastninger under
udsendelsen, og debut af din psykiske sygdom. Vi er derfor ikke enige i
[CL’s]
vurdering af, at du har udviklet PTSD
som følge af din udsendelse, idet vi vurderer, at sagens øvrige akter modsiger, at du har udviklet PTSD i tidsmæssig
sammenhæng med udsendelsen til Afghanistan i perioden […]. Vi vurderer derfor ligesom Arbejdsmarkedets
Erhvervssikring, at second opinion-erklæringen fra [CL] ikke udgør en uddybning af den tidligere forklaring i din sag,
men at de tidligere oplysninger i sagen mere uddybende beskriver dine arbejdsmæssige belastninger under udsendelsen.
Bevismæssigt har oplysninger afgivet tættest på belastningens ophør større troværdighed og dermed vægt, end
oplysninger afgivet på et senere tidspunkt. Vi henviser i den forbindelse til vores principafgørelse 23-19. Vi anerkender
derfor ikke, at du har PTSD, der kan anerkendes efter fortegnelsen over erhvervssygdomme. Vi vurderer, at din psykiske
sygdom heller ikke vil kunne anerkendes, hvis den forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.
Vores vurdering i forhold til depression
Vi vurderer, at du ikke har depression på grund af de arbejdsmæssige belastninger du har haft som udsendt til Afghanistan
fra
[…].
Din depression kan derfor ikke anerkendes som en erhvervssygdom. Anerkendelse af depression efter
erhvervssygdomsfortegnelsen kræver krigsdeltagelse som har indebåret enten traumatiske begivenheder og/eller
situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur og med debut af
sygdommen i nær tidsmæssig sammenhæng med belastningerne. Vi vurderer, at du ikke har udviklet en depression i nær
tidsmæssig sammenhæng med belastningerne under din udsendelse som soldat til Afghanistan i
[…],
det vil sige
maksimalt indenfor 3 måneder efter belastningernes ophør. Vi vurderer også, at dine dokumenterede arbejdsmæssige
belastninger under din udsendelse til Afghanistan fra
[…]
ikke har haft en intensitet medført belastninger, som giver en
særlig risiko for udvikling af en depression. Vi anerkender derfor ikke din depression efter fortegnelsen over
erhvervssygdomme. Vi vurderer, at din sygdom heller ikke vil kunne anerkendes, hvis den forelægges for
Erhvervssygdomsudvalget.
”
7.3.2. Bemærkninger til afgørelserne fra ASK/AES og AST
7.3.2.1. Indledning
Nedenfor i afsnit 7.3.2.2. undersøges først, om ASK/AES og AST kræver for meget af den belastning,
soldaten har været udsat for, end der er hjemmel til Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Hvad der
skal til for at en belastning er ”exceptionelt truende” eller af ”katastrofeagtig natur” er som sagt ikke
entydigt, hvorfor myndighederne er overladt et vist skøn i denne henseende. Når man læser
myndighedernes begrundelser for, at belastningskriteriet ikke er opfyldt, er der dog flere dele heraf,
der giver anledning til kritik. I afsnit 7.3.2.2. undersøges også, om vurderingen af kravene til
belastningens styrke på ukorrekt vis blandes sammen med vurderingen af, hvorvidt årsager af
privat/familiær karakter, der påvirkede soldaten under udsendelsen, kan føre til afvisning. Som nævnt
ovenfor skal der således i første omgang foretages en selvstændig vurdering af, hvorvidt
belastningskriteriet er opfyldt. Derefter skal der foretages en vurdering af, hvorvidt der er hjemmel
til at lægge vægt på soldatens
”private forhold”,
hvilket som her kan være årsagsfaktorer, der
påvirkede soldaten under udsendelsen (men de kan som nævnt også være en forudbestående sårbarhed
40
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0043.png
hos soldaten eller begivenheder, der indtraf efter hjemkomsten). Denne sag rejser også spørgsmålet
om, hvorvidt der ved anerkendelsesspørgsmålet kan lægges vægt på, at soldaten før udsendelsen
skulle have haft en skrøbelig psyke. Dette spørgsmål behandles selvstændigt i afsnit 7.3.2.3. I afsnit
7.3.2.4. konkluderes på de kritikpunkter, sagen giver anledning til.
7.3.2.2. Myndighedernes anvendelse af belastningskriteriet
Flere formuleringer
i både ASK/AES’s og AST’s
begrundelser tyder på, at der i nærende sag opereres
med et kriterium om, at soldaten skulle have været i livsfare (eller at der i hvert fald kræves mere af
belastningerne end der er hjemmel til) for at opfylde belastningskriteriet i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Det er således ikke et krav, at soldaten har været i livsfare,
ligesom et sådan krav i øvrigt ville stride mod Vejledningen pkt. 1.3., hvor det udtrykkeligt hedder,
at dette ikke er en betingelse for anerkendelse. Herudover fremgår det af
ASK’s svar på
Folketingsspørgsmål nr. 96, 2016-2017, at der ikke opereres med et livsfarekriterium.
Af
ASK’s begrundelse af 27. februar 2015
fremgår det fx, at soldaten ikke har været involveret i
”direkte krigshandlinger”. Bl.a.
hedder det,
at det ”(…)
er korrekt, at der var beskydninger hen over
lejren”, men at ”[i]ngen fra dit hold var på noget tidspunkt involveret i direkte krigshandlinger.”
Det
er klart, at det er relevant at se på, om soldaten rent faktisk har været involveret i direkte
krigshandlinger, da det i så fald taler for, at der var tale om tilstrækkelige belastninger efter
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Men der kan ikke sluttes modsætningsvist herfra, da
påvirkninger, der ikke sker under
”direkte
krigshandlinger”, utvivlsomt kan være tilstrækkelige til at
opfylde belastningskriteriet. Herunder fremgår det af Vejledningen
pkt. 1.3., at ”voldsomme trusler
med følelse af livsfare”
i form af fx ”beskydning” kan være tilstrækkeligt. Det hedder endvidere
i
nævnte begrundelse fra ASK,
at der var ”beskydninger
hen over
lejren”
50
, hvorved ASK
tilsyneladende vil signalere, at lejren, hvor soldaten opholdt sig, ikke var et
konkret
mål for
beskydningerne. Herved tager man tilsyneladende ikke hensyn til de en af forsvarsministeriets
personalestyrelse udarbejdede kommentarer af 16. december 2014 til soldatens arbejdsbeskrivelse,
der tyder på, at lejren
var
et konkret mål, jf. følgende udtalelser fra soldatens overordnede under
udsendelsen:
”Det er korrekt som
[soldaten] beskriver, at vi var under raketbeskydning jævnligt, men
for hovedparten af folkene var det bare ”nå, nu igen””.
Ifølge arbejdsbeskrivelsen var der altså tale
om jævnlig beskydning af netop den lejr, hvor soldaten opholdt sig. Det bemærkes i øvrigt, at der ved
vurderingen af belastningskriteriet kan lægges vægt på, hvordan soldaten konkret
oplevede
disse
raketangreb. Herunder bemærkes, at det afgørende er, hvordan den enkelte soldat konkret blev
påvirket af hændelserne (ikke, hvordan de øvrige soldater reagerede herpå). Dermed udelukker det
ikke anerkendelse, at hovedparten af soldaterne oplevede raketbeskydningen anderledes end den her
omtalte soldat
jf. formuleringen ”nå, nu igen”).
51
ASK lægger endvidere vægt på, at der havde været
”væsentlige problemer af privat, familiær karakter som årsag til udviklingen af dine psykiske
symptomer.”
Dermed blander man tilsyneladende vurderingen af belastningskriteriet sammen med
spørgsmålet om, hvorvidt der kan lægges vægt på ”private” årsager
hos soldaten, hvilket er forkert,
da der i første omgang skal foretages en selvstændig vurdering af, hvorvidt belastningskriteriet er
opfyldt. Derefter kan der tages stilling til, om andre årsagsfaktorer havde så stor betydning, at
anerkendelse kan afvises, jf. de rapportens del II udviklede regler herom. Det kræver kort sagt, at
samvirkende private/familiære årsager har bidraget så væsentligt til udviklingen at soldatens sygdom,
at der ud fra kausalitets- og adækvanssynspunkter må ses bort herfra. Der er ikke noget i nærværende
sag, der tyder på, at de private/familiære årsager var så alvorlige, at de skulle have været i stand til at
50
51
Min kursivering.
Jf. nærmere om sårbarhedsprincippet i afsnit 7.3.2.3.
41
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
medføre PTSD, hvorfor disse årsager næppe har haft så stor betydning for udviklingen af
sygdommen, at der er grundlag for afvisning.
I
AST’s
begrundelse af 19. oktober 2015 blev der ved vurderingen af belastningskriteriet lagt vægt
på de samme to kriterier som i ASK’s
ovenfor behandlede afgørelse:
For det første lagde AST vægt
på, at soldaten ikke havde været involveret
i ”direkte” eller ”egentlige”
krigshandlinger”,
og
for det
andet blev der lagt vægt på, at soldaten under udsendelsen havde
”familie/sociale
problemer”. Hvad
angår kriteriet om
”direkte/egentlige
krigshandlinger”, nævnes det tre gange, og der lægges
tilsyneladende ikke megen bevismæssig vægt på de af Forsvaret i deres kommentarer af 16. december
2014 til soldatens arbejdsbeskrivelse givne oplysninger om, at soldatens lejr var under
”raketbeskydning jævnligt”. Endvidere lægges
der tilsyneladende ikke megen vægt på soldatens egen
beskrivelse af fire konkrete hændelser, der påvirkede ham: ”1)
en episode med 2 nedslag, hvor I må
smide jer ned for derefter at løbe over pladsen til et mere sikkert område, 2) melding om mistænkelig
bil som kører rundt i lejren og en britisk soldat, der ikke kan finde sit gevær, 3) en soldat der blev kørt
ned og efterladt i en grøft og 4) kæmpe brag, der først senere viser sig at være en kontrolleret
sprængning.” Her skal det i øvrigt erindres, at det efter Vejledningen, pkt. 1.3. (der som sagt henviser
til ICD 10 F43.1.) kan være tilstrækkeligt til at fremkalde PTSD, at soldaten har været udsat for
enkeltstående begivenheder af kortere varighed, så længe disse var af en ”exceptionelt truende eller
katastrofeagtig
natur.”
Det andet kriterium, AST lægger vægt på, er, at soldaten har været udsat for
”svære familie/sociale problemer under udstationeringen”,
hvilket - på samme måde som i
ovennævnte afgørelse fra ASK
–
synes at blive blandet sammen med spørgsmålet om, hvorvidt
soldaten har været udsat for belastning som nævnt i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1.
I AES’s
afgørelse af 28. januar 2019, hvor sagen blev genoptaget efter indhentelse af en
såkaldt
second opinion
fra en speciallæge i psykiatri, lægges vægt på de samme to kriterier
som i ASK’s
og
AST’s
tidligere afgørelser. Endvidere tillægges den indhentede second opinion, jf.
speciallægeerklæring af 4. september 2018 udarbejdet af [CL], tilsyneladende ikke betydning. I
speciallægeerklæringen konkluderes det, at soldaten har PTSD, og at PTSD ”(...) må vurderes i helt
overvejende grad at være betinget af de arbejdsmæssige belastninger, og tilstanden har varig/stationær
karakter.” Speciallægeerklæringen
fastslår altså, at diagnosekriterierne i ICD-10, som ifølge
Vejledningens pkt. 1.2. og 1.3. er de relevante kriterier for vurderingen af, om PTSD kan anerkendes
som erhvervssygdom, er opfyldte. Når
AES’ ikke lægger vægt herpå, skyldes
det to ting: For det
første anfører AES, at der lægges
vægt på de oplysninger, der ligger ”tættest på belastningens ophør”,
da disse oplysninger har større troværdighed, jf. Ankestyrelsens principafgørelse U-3-88 [23-19]. For
det andet anføres, at
”de belastninger, som er beskrevet i second opinion-erklæringen,
er mere
uddybende beskrevet i sagens tidligere akter, herunder blandt andet en særlig beskrivelse af
raketnedslagene og hvor tæt du var på disse.”
AES’s afvisning af
at lægge vægt på second opinion-
erklæringen giver anledning til flere bemærkninger:
For det første er det korrekt, når AES anfører, at der som udgangspunkt skal lægges størst vægt på de
oplysninger, der er afgivet tættest på belastningens ophør. Dette er dog alene et bevismæssigt
udgangspunkt, hvorfor der selvsagt kan lægges vægt på senere oplysninger også. Det følger også af
principafgørelsen i U-3-88,
hvor det imidlertid anføres, at en ændret forklaring, der ikke ”uddyber
eller ikke kan indeholdes
i den første forklaring”,
ikke kan lægges til grund. Hvis second opinion-
erklæringen bygger på en sådan ændring i soldatens forklaring, kan de ændrede fakta altså ikke
lægges til grund. Det fremgår imidlertid
af AES’s
afgørelse, at man mener, at der
ikke
er tale om en
sådan ændring af soldatens forklaring, idet det anføres, at
”der ikke er tale om nye oplysninger om
belastninger, men at de beskrevne belastninger kan indeholdes i tidligere beskrevne og nærmere
42
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
uddybet belastninger.” AES
afviser således ikke at anerkende, fordi man mener, at soldaten har
ændret
sin forklaring, men fordi soldaten ikke er fremkommet med
nye
faktiske oplysninger i
forbindelse med udarbejdelsen af speciallægeerklæringen. Dette synes at være en forkert begrundelse,
da det næppe er nødvendigt, at der tilvejebringes nye faktiske oplysninger til brug for second opinion-
erklæringen. Det afgørende er, hvordan speciallægen i second opinion-erklæringen kvalificerer de
tilvejebragte oplysninger medicinsk, og her kom lægen som sagt frem til, at soldaten
havde
fået PTSD
som følge af de arbejdsmæssige belastninger. Det er rigtigt, at belastningen er mere uddybende
beskrevet i sagens tidligere akter, men soldaten synes ikke at have givet oplysninger til brug for
second opinion-erklæringen, der ikke kan indeholdes i den tidligere erklæring, hvilket som sagt
tiltrædes af AES og i øvrigt bruges som begrundelse for, at AES ikke fandt lejlighed til at spørge
Forsvaret eller eventuelle vidner om de belastninger, som er beskrevet i second opinion-erklæringen.
Det er herefter vanskeligt at se, at der skulle være tilstrækkeligt grundlag for ikke at lægge vægt på
second opinion-erklæringen.
I AST’s afgørelse af 29. maj 2019
anføres, at man er opmærksom på, at det fremgår af second opinion-
erklæringen, at soldaten har udviklet PTSD som følge af udsendelsen, men ligesom AES fastholder
AST, at soldaten ikke har været udsat for tilstrækkelige belastninger til, at diagnosen PTSD kan
stilles. AST anfører endvidere, ligesom AES, at second opinion-erklæringen
”ikke udgør en
uddybning af den tidligere forklaring i din sag, men at de tidligere oplysninger i sagen mere
uddybende beskriver dine arbejdsmæssige belastninger under udsendelsen. Bevismæssigt har
oplysninger afgivet tættest på belastningens ophør større troværdighed og dermed vægt, end
oplysninger afgivet på et senere tidspunkt.” Herefter afvises det at anerkende soldatens PTSD som
en
erhvervssygdom. Ligesom ved AES’s
afgørelse
er det kritisabelt, at AST i det hele afviser at lade
second opinion-erklæringen indgå i vurderingen af, hvorvidt soldaten har pådraget sig PTSD, jf.
betragtningerne ovenfor.
7.3.2.3. Anvendelsen af sårbarhedsprincippet
Som anført ovenfor giver det anledning til kritik, at både ASK/AES og AST allerede ved vurderingen
af belastningskriteriet synes at tage hensyn til visse samvirkende årsager (familiære/sociale
problemer), der påvirker soldaten under udsendelsen. Det giver også anledning til kritik, når både
ASK/AES og AST ved vurderingen af anerkendelsesspørgsmålet lægger vægt på, at soldaten havde
en
forudbestående særlig sårbarhed
i form af en
skrøbelig personlighedsstruktur.
Noget sådan kan
der alene tages hensyn til, hvis der er hjemmel hertil i sårbarhedsprincippet. Det er endvidere et krav,
at der er et bevismæssig grundlag for at tage hensyn til soldatens forudbestående sårbarhed, herunder
reglen i ASL § 8, stk. 1.
Når ASK i sin afgørelse af 27. februar 2015 lægger vægt på soldatens forudbestående sårbarhed, er
det således ukorrekt. I afgørelsen lægges således vægt på det i den psykiatriske speciallægeerklæring
af 21. marts 2014 (udarbejdet af [E])
anførte om, at soldaten ”har symptomer på posttraumatisk
belastningsreaktion (PTSD symptomatologi), som primært er udviklet fordi du har en skrøbelig
personlighedsstruktur og er følsom overfor stress
og belastning.” Det
følger af sårbarhedsprincippet,
at der som udgangspunkt ikke skal tages hensyn hertil juridisk set. Der kan alene gøres en undtagelse
hertil, hvis den under udsendelsen relevante belastning har ydet et helt ubetydeligt bidrag til
udviklingen af soldatens sygdom, eller hvis soldatens forudbestående lidelser af sig selv ville have
medført samme sygdom på nogenlunde samme tidspunkt (selvom han ikke havde været udsendt).
Dette er næppe tilfældet i nærværende sag, da det ikke er dokumenteret, at soldatens skrøbelige
43
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0046.png
personlighedsstruktur og følsomhed over for stress havde udmøntet sig i en skade før udsendelsen,
ligesom det ikke er dokumenteret, at denne skrøbelighed/følsomhed af sig selv ville have udmøntet
sig i en skade, hvis soldaten ikke havde været udsendt. Tværtimod anføres det i second opinion-
erklæringen af 4. september 2018 fra speciallæge i psykiatri [CL],
at soldaten ”forud for
udstationeringen til Afghanistan med Forsvaret i
[…] har været fuldstændig psykisk rask.”
Når det
skal afgøres, om der kan lægges vægt på soldatens forudbestående lidelsers betydning for udviklingen
af sygdommen, er det i øvrigt væsentligt at være opmærksom på, at der er forskel på, hvilke faktorer
der relevante efter henholdsvis en juridisk bedømmelse og en medicinsk bedømmelse. Efter en
medicinsk bedømmelse kan en sygdom som fx PTSD meget vel opstå i et samvirke mellem en eller
flere udefrakommende begivenheder (såsom belastninger ved udsendelse til krig og en
forudbestående psykisk sårbarhed hos soldaten), men hvis soldatens sårbarhed var latent/indkapslet
inden udsendelsen, kan der som udgangspunkt ikke lægges vægt herpå juridisk set. Juridisk ser man
altså bort fra soldatens forudbestående sårbarhed medmindre én af de nævnte to undtagelser til
sårbarhedsprincippet gør sig gældende. Det er således en fejl, når ASK i den nævnte afgørelse afviser
at anerkende PTSD som erhvervssygdom som følge af den forudbestående sårbarhed hos soldaten. I
AST’s afgørelse af 19. oktober 2015 nævnes soldatens forudbestående psykiske
sårbarhed ikke i
begrundelsen for afvisningen af anerkendelse. Det samme gælder i
AES’s afgørelse af 28. januar
2019, hvor soldatens sag blev genoptaget efter indhentelse af en second opinion, og AST’s afgørelse
af 29. maj 2019. Dette tyder på, at der i disse afgørelser ikke er blevet lagt vægt på soldatens
forudbestående sårbarhed.
7.3.2.4. Konklusion
Som anført kan der på i hvert fald fire punkter rettes kritik af myndighedernes afgørelser i nærværende
sag. For det første synes man at stille meget store krav til styrken af den belastning, soldaten har været
udsat for under sin udsendelse, og flere formuleringer i afgørelserne tyder endda på, at man kommer
tæt på at stille krav om, at soldaten har været i livsfare, hvilket ikke er et krav for anerkendelse. For
det andet synes der ikke at være grundlag for at tillægge soldatens private/familiære forhold betydning
i afgørelsen om afvisning af anerkendelse, og for det tredje er der ikke grundlag for at tillægges
soldatens forudbestående sårbarhed betydning for samme spørgsmål, jf. ASK’s afgørelse af 27.
februar 2015. For det fjerde synes både ASK/AES og AST at stille for store krav til sandsynligheden
for, at soldaten har været udsat for en tilstrækkelig belastning til, at der kan ske anerkendelse.
Beviskravet er således blot, at der skal være ”noget”
mere end 50 % sandsynlighed for, at soldaten
har været udsat for belastninger af exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur. Det er ikke et krav,
at der er vished herfor (100 % sandsynlighed) eller blot en til vished grænsende sandsynlighed.
Endelig er det bemærkelsesværdigt, at AES og AST tilsyneladende ikke lægger større vægt på den
indhentede second opinion erklæring, hvor det klart
fremgår, at PTSD ”(...) må vurderes i helt
overvejende grad at være betinget af de arbejdsmæssige belastninger, og tilstanden har varig/stationær
karakter.” Endvidere fremgår det, at soldaten ”forud for udstationeringen til Afghanistan med
Forsvaret i
[…] har været fuldstændig psykisk rask”, og når det er tilfældet,
er det bevismæssigt
vanskeligt at se, at PTSD skulle være fremkaldt af andet belastningerne under udsendelsen. Hertil
kommer, at myndighederne er pligtige til at anerkende selv beskedne skader i forhold til skadelidtes
samlede helbredstilstand.
52
52
Jf.
Mikael Kielberg:
Arbejdsskadesikringsloven,
6. udgave, 2016, p. 380-381.
44
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0047.png
7.4. Sag nr. 2
7.4.1. Afgørelserne fra ASK og AST:
Spørgsmålet i sagen var, om soldaten under sin udsendelse til Kroatien i 1992-93 havde været udsat
for traumatiske begivenheder af exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur, der kan medføre
PTSD.
53
AES afviste at anerkende soldatens sygdom som en arbejdsskade med henvisning til, at
belastningskriteriet ikke var opfyldt, jf. afgørelse af 16. august 2017. Der fandtes ikke grundlag for
at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget, ligesom der ikke fandtes grundlag for at tilkende
erstatning efter Særloven. Soldaten klagede over afgørelsen til AST, som kom frem til samme resultat
i afgørelse af 2. februar 2018. AES genoptog sagen, da soldaten opfyldte veteranpakkes betingelser
for genoptagelse efter indhentelse af en second opinion, jf. afgørelse af 15. oktober 2018. I denne
afgørelse fastholdt AES sin afgørelse af 16. august 2017. Soldaten påklagede også denne afgørelse
til AST, som kom frem til samme resultat som i den tidligere afgørelse af 17. april 2019.
Af AES’s begrundelse i afgørelsen af 16. august 2017 fremgår bl.a. følgende:
”Du
har fået stillet diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) af psykiater [M] den 12. maj 2017. Din psykiske
sygdom opfylder ikke kravene for at blive anerkendt som en erhvervssygdom efter fortegnelsen over erhvervssygdomme
punkt F.1. Årsagen er, at du under din udsendelse til Kroatien i [periode] ikke kan anses at have været udsat for traumatiske
begivenheder eller situationer af exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur i et omfang som krævet efter
fortegnelsens punkt F.1.Under din udstationering til Kroatien sov du i en container, og du oplevede ofte at se nye
skudhuller i containeren, da lejren tit var udsat for beskydning. Du blev ofte udsat for beskydning, når du bevægede dig
udenfor. Du oplevede afmagt, fordi i ikke måtte hjælpe sårede kroater, som efterfølgende blev slæbt væk af serberne.
Flygtende og sårede kroater søgte tilflugt hos jer, men de måtte ikke komme ind i lejren. Dette medførte en magtesløshed,
som gjorde udsendelsen kontinuerligt belastende. Du deltog i at køre kroater til en Røde Kors lejr på ladet af hvide
lastbiler. Transporten foregik om natten, og der blev smidt kastesten op bag i lastvognen. Du sigtede ud over bagsmækken,
men vidste ikke, om du måtte skyde på en evt. stenkaster. Du oplevede flere gange flygtningestrømme og truslerne imod
dem. Du følte dig magtesløs i situationen. Du har oplevet, at der blev kastet håndgranater ind i lejren. Serberne søgte at
trænge ind i depotet for at tage jeres køretøjer. I satte roadblocks op for at forhindre dette. Du har deltaget i afhentning af
brændstof. Du var bange for, at I ville blive stoppet eller beskudt. Vejene var dårlige og glatte, og på et tidspunkt var I
ved at glide ud over vejkanten. Håndteringen af brændstof var endvidere farlig, og du oplevede at blive gennemvædet af
benzin. Den sidste dag da du skulle rejse hjem, blev jeres bus standset af en lille serbisk militsgruppe. I var ubevæbnede.
Serberne tømte jeres kameraer for film og var generelt provokerende. De ville se dit pas, hvilket du ikke havde, og de
ville derfor have dig ud af bussen. Situationen var ved at escalere men drev over, da du kunne vise dem dit militær-id.
Forsvaret har fremsendt kommentarer til din beskrivelse af det oplevede: Det kan ikke genkendes, at der var skudhuller i
bolig-containerne. Der var dagligt skyderier op i luften (slivo-skyderier), og der kunne ses nedslag nogle steder i taget af
containerne. Det kan ikke erindres, at der blev skudt med artilleri mod lejren. Der var daglige skyderier, og ofte affyrede
nogen en pistol op i luften. Der er en enkelt gang benyttet tåregas mod nogle demonstranter udenfor lejren. Der er blevet
skudt enkelte gange henover vagten ved lejren. Det bekræftes, at flygtede kroater blev fanget af serbere. Det bekræftes
ligeledes, at muslimske flygtninge var samlet i telte på en mark udenfor lejren. Forholdene var usle, og de blev flyttet på
grund af bekymring for deres sikkerhed. Kampene mellem serbere og kroater foregik langt væk fra lejren. Det bekræftes
at mindst én håndgranat blev smidt ind over hegnet og gik af i et område, hvor ingen var til stede. Det bekræftes, at der
blev afhentet brændstof, mest diesel. Faren for at blive beskudt var ret lille, og de medbragte våben var aldrig fremme.
Risikoen for at påkøre miner var også lille, da vejene var clearet. Vejene kunne være glatte om vinteren, ligesom der
kunne være huller i vejen. Der skulle derfor ikke køres i for høj fart. Det kan ikke bekræftes, at der jævnligt blev skudt
med artilleri med granatnedslag. Man havde sjældent udrustning på, ejheller hjelm. En del af slivoskyderierne forekom i
forbindelse med fejring af bryllup, hvor der blev skudt op i luften. Episoden med bussen, som blev standset af serbisk
53
Der blev også taget stilling til, om soldatens depression kunne anerkendes som en erhvervssygdom. Anerkendelse af
depression behandles imidlertid ikke i denne rapport.
45
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
militsgruppe huskes ikke, men er heller ikke betvivlet. Du har efterfølgende fremsendt dine bemærkninger hertil og
vedlagt notater fra udsendelsen, som du skrev på papirlapper. Du beskriver granatnedslag, som forekom tættere på lejren
end normalt. Du understreger, at I kørte med både benzin og diesel. Du fastholder endvidere, at der blev smidt 4
håndgranater ganske tæt på lejren. Du har vedlagt foto af 15 busser med fordrevne flygtninge, som opholdt sig under usle
forhold og som var truede af serberne. Selvom de beskrevne oplevelser har været særdeles ubehagelige, er det vores
samlede vurdering, at du under din udsendelse til Kroatien fra
[…]
ikke har været udsat for sådanne traumatiske
begivenheder af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur, at de kan anses som
årsag til din PTSD. Vi vurderer på denne baggrund, at betingelserne for at anerkende din PTSD efter fortegnelsens punkt
F.1 ikke er opfyldt.”
Af AST’s begrundelse
i afgørelsen af 2. februar 2018 fremgår bl.a. følgende:
”Din
advokat anfører i klagen, at I ikke er enige i, at du ikke har været udsat for hændelser af exceptionelt truende eller
katastrofeagtig karakter. Advokaten henviser til dine forklaringer i akterne 8 og 11, og nævner som eksempler at du
dagligt oplevede skyderier, at du så, hvordan flygtede kroatere blev fanget, hvilket medførte stor magtesløshed hos dig,
da soldaterne ikke måtte yde hjælp. Du oplevede mange muslimske flygtninge gennem området og, at der var stor risiko
for at blive dræbt af serberne. Du har oplevet at blive truet i en UN-bus da en bevæbnet serbisk militsgruppe stoppede
bussen og ville se passagernes pas. De tog kameraer fra folk og trak filmene ud. Din advokat henviser til, at flere af disse
forhold er bekræftet af Forsvaret, jf. akt 21. Advokaten henviser også til speciallægeerklæringen ved [O]. Vi bemærker
særligt i forhold til speciallægeerklæringen, at vurderinger og konklusioner i denne beror på dine egne oplysninger om
udsættelserne. Da vi ikke finder, at dine beskrivelser er bekræftet af Forsvaret er det vores vurdering, at du ikke har løftet
bevisbyrden for, at du under udsendelsen har været udsat for traumatiske begivenheder af exceptionelt truende eller
katastrofeagtig karakter. Derfor kan vi ikke anerkende din posttraumatiske belastningsreaktion som en arbejdsskade
omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen. Vi finder heller ikke, at der er andre forhold, der kan begrunde, at din sag bliver
forelagt for Erhvervssygdomsudvalget. Din advokat anfører, at der ikke er et krav, at man har været i konkret livsfare for
at en situation eller begivenhed kan anses for at være exceptionelt truende eller af katastrofeagtig karakter. Vi bemærker
hertil, at vi er enige i, at der ikke er et krav om konkret livsfare, men at følelse af livsfare i visse situationer vil være
tilstrækkeligt til at opfylde diagnosekravet. Vi har foretaget en individuel vurdering af de bekræftede påvirkninger du har
været udsat for og vi finder det ikke dokumenteret, at du har været tilstrækkeligt udsat til at betingelserne for anerkendelse
af posttraumatiske belastningsreaktion er opfyldt. Advokaten anfører i forhold til symptomdebut, at du allerede havde
symptomer kort tid efter hjemkomsten. Advokaten henviser til din hustrus udtalelse fra august 2017 og at der udover
sagens lægelige oplysninger også skal lægges betydelig vægt på denne udtalelse om de tidlige symptomer efter
hjemkomsten. Udtalelsen underbygger således, at der er en klar årsagssammenhæng mellem din udsendelse og din
posttraumatiske belastningsreaktion. I forhold til at din sag ikke forelægges for Erhvervssygdomsudvalget henviser
advokaten til lovens forarbejder, hvorefter forelæggelse skal ske med mindre det er åbenbart irrelevant. Det er advokatens
vurdering, at din sygdom vil kunne anerkendes som forårsaget af arbejdets særlige art. Endelig anfører advokaten, at alle
betingelser for anerkendelse er opfyldt og henviser til den psykiatriske speciallægeerklæring, hvori der stilles diagnosen
posttraumatisk belastningsreaktion, hvori der statueres årsagssammenhæng mellem sygdom og udsendelsen. Der er
sammen med klagen vedlagt avisartikler, hvor du er interviewet, udtalelse fra psykolog [O],
udtalelse fra din hustru […]
samt udtalelse fra tidligere kollega fra hold [...]. Herudover er vedlagt MPA-rapport fra militærpsykologisk afdeling og
journalblad fra Klinik for PTSD og Transkulturel psykiatri, hvor du er startet i september 2017. Endelig er også vedlagt
akter fra din sygedagpengesag. Vi bemærker, at de indsendte oplysninger ikke ændrer på vores vurdering, herunder
særligt, at det ikke er dokumenteret at du har været udsat for tilstrækkelige belastninger til at kan være årsag til din
posttraumatiske belastningsreaktion.”
Af AES’s begrundelse
i afgørelsen af 15. oktober 2018 fremgår bl.a. følgende:
”Vurdering
efter second opinion
Du har været til en undersøgelse hos en ny speciallæge og har fået en second opinion om din sygdom fra speciallæge i
psykiatri, [C], den 5. april 2018. Den nye speciallægeerklæring er med i vores vurdering af din sag. Vi vurderer, at der
ikke er dokumentation for den belastning, som du har beskrevet. Vi vurderer ligeledes, at de beskrevne belastninger ikke
er egnede til udviklingen af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), eller anden psykisk sygdom. I den psykiatriske
speciallægeerklæring fra Psykiater [C] fra den 5. april 2018 er der ikke oplysninger om nye og andre hændelser, end de
hændelser du allerede har oplyst os om, og som vi har forholdt Forsvaret. Det bemærkes, at Forsvaret ikke kan genkende
dine oplysninger om håndgranater i lejren. Vi har modtaget et partsindlæg fra din advokat. Det indeholder blandt andet
vidnebeskrivelser, hvor vidnerne fortæller om deres egne oplevelser under deres udsendelse. Der er ikke oplysninger om,
hvad du konkret har oplevet under udsendelsen til Kroatien i 1992/1993. Du var placeret i
[…]kompagniet
i lejren i Dvor.
46
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Vidnerne beskriver alle deres egen udsendelse, hvor de var placeret i E-COY, som ikke opholdt sig samme sted som
[…]kompagniet,
men flere kilometer udenfor Dvor. Vidnerne beskriver generelt om minefare udenfor fastbanet vej,
skyderier op i luften og flygtningestrømme og menneskelig armod. Det er oplysninger, du allerede har oplyst os om.
Vidnerne beskriver desuden konkrete forhold under deres udsendelse, som du ikke har været en del af. Selv om dine
oplevelser har gjort indtryk på dig, så er de hændelser, som du konkret har været udsat for ikke af en exceptionel karakter,
som er et krav for at kunne stille diagnosen PTSD. Din advokat henviser endvidere til den såkaldte Blå Bog, hvor [en
soldaterkollega] generelt beskriver forholdene under hold
[…].
Det fremgår ikke, hvad du konkret har været udsat for.
Det beskrives eksempelvis, at hold
[…]
har overværet hidsige ildkampe. Det fremgår ikke, at hold
[…]
har været en del
af ildkampene, ligesom det ikke fremgår, om du konkret har været en del af ildkampene. Vi bemærker endvidere, at hold
[…]
består af flere enheder samt HQ, som alle har været placeret forskellige steder og har oplevet udsendelsen forskelligt.
Da vidnerne ikke beskriver forhold, som du konkret har været udsat for, har vi ikke fundet grundlag for at efterprøve
deres identitet og oplysninger. Vi har samlet lagt vægt på, at der i den nye speciallægeerklæring ikke er fremkommet nye
oplysninger om belastningen, som ikke allerede var kendt, da vi traf afgørelse om afvisning den 16. august 2017. Vi
bemærker, at Ankestyrelsen den 2. februar 2018 har tiltrådt vores afvisning og vurdering af belastningerne. Vi har
ligeledes lagt vægt på, at der i din advokats partsindlæg ikke er kommet nye oplysninger om hændelser under din
udsendelse, som du konkret har oplevet, som vi ikke allerede kender og tidligere har forholdt os til. Vi har derfor lagt
vægt på, at der ikke er kommet nye oplysninger om belastningerne under din udsendelse til Kroatien 1992/1993 i den nye
second opinion-erklæring fra Psykiater [C], eller fra partsindlægget fra din advokat. Vi vurderer, at oplysningerne i second
opinion-erklæringen og i partsindlægget fra din advokat beskriver de samme forhold vedrørende belastningerne, som vi
allerede kender fra de tidligere akter i din sag. Second opinion-erklæringen understøtter derfor de øvrige oplysninger i
din sag. De generelle beskrivelser i partsindlægget fra din advokat understøtter ligeledes de øvrige oplysninger i din sag,
som vi allerede kender. Det betyder, at oplysningerne i den nye speciallægeerklæring fra Psykiater [C] fra den 5. april
2018 samt partsindlægget fra din advokat ikke ændrer vores vurdering af din sag. Din sygdom kan derfor ikke anerkendes
som en arbejdsskade - hverken efter arbejdsskadesikringsloven eller efter særloven for udsendte statsansatte. Det
bemærkes, at Psykiater [C] har kontaktet AES for at få kopi af tidligere speciallægeerklæring fra Psykiater [M]. Vi har
ved en fejl sendt kopi til hende. Vi har efterfølgende kontaktet hende og meddelt hende, at denne ikke må indgå i hendes
second opinion vurdering. Det fremgår af Psykiater
[C’s]
speciallægeerklæring, at hun ikke har benyttet erklæringen fra
Psykiater [M] i sin udarbejdelse af sin erklæring om second opinion. Vi vurderer derfor, at Psykiater
[C’s]
erklæring lever
op til de krav, som Beskæftigelsesministeriet har sat op for udfærdigelsen af second opinion.”
Af AST’s begrundelse
i afgørelse af 17. april 2019 fremgår bl.a. følgende:
”Hvad
er afgørende for resultatet
Vi er opmærksomme på, at speciallæge i psykiatri [M] i speciallægeerklæringen den 12. maj 2017 har stillet diagnoserne
PTSD og depressiv enkeltepisode. Vi er desuden opmærksomme på, at du nu har faet en second opinion- erklæring fra
speciallæge i psykiatri [C] den 5. april 2018, som har stillet diagnosen PTSD. Det fremgår af denne speciallægeerklæring,
at dine symptomer pa PTSD er indtrådt umiddelbart efter hjemkomsten fra Kroatien i 1993. Du har beskrevet flere
hændelser, som har været traumatiserende for dig. Du har fortalt om en episode, da I skulle hjem, hvor I fik besked på at
aflevere jeres gevær, da I blev sendt afsted i en bus. Du har oplyst, at en række mørkklædte serbiske soldater pludselig
gik om bord på bussen og råbte
'passport’. Du havde ikke dit pas på
dig. Du oplevede, at de serbiske soldater tog fat i dig
og du så den ene knappe pistolhylsteret op. Du kæmpede imod, kom ned at sidde igen på sædet og fik vist dit militær-id,
hvorefter de slap dig. Du har også fortalt om hændelser, hvor du så serberne slæbe folk væk. Du har fortalt, at der i Dvor
blev skudt henover hovedet på dig, når du sad vagt. Der blev endvidere kastet håndgranater ind i lejren, og du har været
i absolut livsfare mindst 4 gange, hvor granaterne kom ramte inde i lejren. Du har endvidere beskrevet en ubehagelig
episode, hvor der kom cirka 100 kroatiske flygtninge ind i lejren. Du forsøgte at komme disse flygtninge til undsætning.
Serberne truede med at slå alle flygtningene ihjel, og du dannede sammen med dine kollegaer ring omkring disse
flygtninge. De sortklædte serbere stod og truede dem. Efterfølgende gemte flygtningene sig forskellige steder i lejren
f.eks. under lastbilerne. Der gik 2-3 dage på denne made. Det var voldsomt for dig, at opleve dig afmægtig i forhold til
på ordentlig vis at kunne passe på og tage dig af disse flygtninge. Pludseligt samlede sig cirka 100 serbere udenfor lejren
og gav udtryk for, at nu ville de dræbe de flygtninge, der var i lejren. Disse flygtninge skulle derfor hurtigt reddes ud af
lejren, og du var med til denne manøvre, hvor du kørte afsted med en masse flygtninge på en lastbil. De mange flygtninge
sad på ladet af lastbilerne, og mens I kørte, blev store sten kastet op bagi mod flygtningene. Der var flere flygtninge, der
blev ramt, hvilket du både hørte og så. Du kunne endvidere lugte deres rædsel og du så dem brække sig ud over
lastvognens bagsmæk. Du har fortalt, at du den dag i dag i dine flashbacks kan lugte deres angst. Du husker ikke mere fra
turen med disse flygtninge og fortæller, at det formentlig er fordi du gik i en form for blackout. Du har derudover
beskrevet, at I ofte skulle køre skrald ud på lossepladsen og i forbindelse med dette kom der en masse små flygtningebørn
løbende og rodede rundt i skidtet. Du oplevede i forbindelse hermed en flygtningedreng blive kørt ihjel ved en ulykke.
Du har også oplyst, at du har hyppige flashbacks til de døde i floden. I floden kom døde mennesker flydende, døde
47
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
mennesker, hvis lig var pustet helt op og de lå der og rådnede i deres fine tøj. Dette er også et billede, som du har i dine
flashbacks. Du har også oplyst, at du var vidne til, at en dreng pa ca. 10 år og hans far, kom til lejren, hvor de meget
brutalt blev taget af serberne. Du følte dig ganske magtesløs i forhold til, at du ikke var i stand til at gribe ind og beskytte
dem. Derudover har du beskrevet, at du var den, der kørte med brændstof. På et tidspunkt i forbindelse med at du tankede,
fik du et brusebad med benzin ud over dig. Du matte køre videre i tøj, der stank af benzin. Det var svært at komme over
bjerget og lastbilen skred ud i siden. Dette var meget farligt eftersom der var miner i kanten af vejen og det betød, at du
følte dig i livsfare både på grund af minerne, men også fordi du var oversprøjtet med benzin så du var letantændelig. Du
har endvidere fortalt, at det var ubehageligt for dig, når du tankede, fordi der var flere i lokalbefolkningen, der ikke var
tilfredse med, at du tankede, og du skulle hele tiden være på vagt i forhold til overfald. Derudover har du beskrevet en
episode fra lejren, hvor der kom en mand, som var blevet anskudt af serberne. Du har oplyst, at du aldrig vil glemme hans
øjne. Nogle gange om natten kan du vågne helt stiv i kroppen og se den anskudte mands øjne for dig. Så står du op og går
rundt i huset, tjekker alt og holder vagt. Du har selv oplyst, at du fik flashbacksymptomer umiddelbart efter hjemkomsten
i 1993, og at du siden da har haft gentagne flashbacks, hvor du generindrer de traumer, du var udsat for på Balkan. Du
oplevede endvidere umiddelbart efter hjemkomsten at få et udslæt på hele ryggen. Speciallæge [C] har i second opinion-
erklæringen anført, at der er en klar årsagssammenhæng mellem de arbejdsmæssige belastninger, som du var udsat for
under din udstationering til Kroatien i
[…]
og udviklingen af din PTSD. Din advokat har sendt et partsindlæg til
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som blandt andet indeholder vidneforklaringer. Vidnerne fortæller om deres egne
oplevelser under deres egne udsendelser og om de generelle farer under udsendelserne. Vidneforklaringer indeholder ikke
oplysninger om dine konkrete arbejdsmæssige belastninger under udsendelsen til Kroatien i
[…].
Derudover kan
Forsvaret ikke bekræfte, at der har været håndgranater i lejren.
Vores vurdering i forhold til PTSD
Vi har ved vores tidligere afgørelse af 2. februar 2018 givet afslag på anerkendelse af dine psykiske sygdomme som en
arbejdsskade. Vi vurderede, at dine egne beskrivelser ikke i tilstrækkeligt omfang var bekræftet af Forsvaret. Det var
derfor vores vurdering, at du ikke løftede bevisbyrden for, at du under udsendelsen har været udsat for traumatiske
begivenheder af exceptionelt truende eller katastrofeagtig karakter. Det er en forudsætning for at kunne stille diagnosen
PTSD, at der har været tale om traumatiske begivenheder af exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur. Vi vurderer,
at der ikke i sagens oplysninger er dokumentation for de arbejdsmæssige belastninger, som du har beskrevet. Vi har i den
forbindelse lagt vægt på, at vidneforklaringerne, som din advokat har indsendt, ikke indeholder oplysninger om, hvad du
konkret har oplevet under udsendelsen til Kroatien i
[…],
men derimod oplysninger om vidnernes egne oplevelser.
Vidnerne har anført, at der generelt var minefare udenfor fastbanet vej, skyderier op i luften og flygtningestramme og
menneskelig armod. Vi har herudover lagt vægt på, at Forsvaret ikke kan bekræfte, at der har været håndgranater i lejren.
Vi bemærker, at dine beskrivelser af de arbejdsmæssige belastninger i second opinion-erklæringen fra [C] svarer til det,
som du tidligere har oplyst om dine arbejdsmæssige belastninger. Selv om dine arbejdsmæssige belastninger under
udsendelsen til Kroatien i
[…]
har gjort indtryk på dig, så er de hændelser, som du konkret har været udsat for ikke af en
exceptionel eller katastrofeagtig karakter. Diagnosen PTSD kan derfor ikke stilles på baggrund af dine arbejdsmæssige
belastninger under udsendelsen. Vi er derfor ikke enige i speciallæge
[C’s]
konklusion om, at din PTSD skyldes dine
arbejdsmæssige belastninger under udsendelsen til Kroatien. Vi skal hertil bemærke, at speciallægen udtaler sig på
bagrund af arbejdsmæssige belastninger, som vi ikke finder dokumenteret. Vi anerkender derfor ikke din PTSD efter
fortegnelsen over erhvervssygdomme. Vi vurderer, at din sygdom heller ikke vil kunne anerkendes, hvis den forelægges
for Erhvervssygdomsudvalget.
7.4.2. Bemærkninger til afgørelserne fra AES og AST
7.4.2.1. Indledning
Det spørgsmål, der er relevant at undersøge i denne sag, er, om AES og AST kræver for meget, når
de vurderer, at belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. ikke er opfyldt. Når man
ser på myndighedernes begrundelser herfor, er der ikke grundlag for at rette kritik mod anvendelsen
af selve belastningskriteriet, idet der fx ikke er grundlag for at sige, at myndighederne i denne sag
stillede krav om, at soldaten havde været i livsfare. Derimod er der grundlag for at rette kritik af
myndighedernes
vurdering af beviset
for, at belastningskriteriet er opfyldt. Både AES’
og AST’s
afgørelser er således begrundet med, at der ikke er bevis for, at soldaten har været udsat for hændelser,
der berettiger til anerkendelse (der er ikke ført bevis for, at belastningskriteriet opfyldt). I afsnit
7.4.2.2. undersøges først myndighedernes afvisning af, at det er tilstrækkeligt bevis for, at soldaten
har været udsat for belastninger, der berettiger til anerkendelse. I afsnit 7.4.2.3. kommenteres særligt
48
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
på myndighedernes afvisning af at lægge vægt på de indhentede psykiatriske speciallægeerklæringer,
jf. speciallægeerklæring af 12. maj 2017 afgivet af [M] og speciallægeerklæring af 18. april 2018
afgivet af [C].
7.4.2.2. Myndighedernes afvisning af, at der er ført bevis for, at belastningskriteriet er opfyldt
Myndighedernes bevismæssige bedømmelse af belastningskriteriet giver anledning til flere
bemærkninger: Som nævnt har myndighederne ifølge officialmaksimen pligt til at oplyse soldatens
sag, hvorfor det indledningsvist skal bemærkes, at det er misvisende, når det
i AST’s afgørelser fra
henholdsvis 2. februar 2018 og 17. april 2019 anføres, at
soldaten ikke har løftet sin bevisbyrde
for,
at han har været udsat for traumatiske begivenheder af exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur.
Hvad angår selve bevisbedømmelsen, skal det bemærkes, at det ikke er et krav, at der er vished (100
% sandsynlighed) eller blot en til vished grænsende sandsynlighed for, at soldaten været udsat for
belastninger som nævnt i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Beviskravet er altså alene, at der
skal være ”noget mere” end 50 % sandsynlighed for, at soldaten har været udsat for belastninger af
exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur. Det er som sagt vanskeligt at foretage en egentlig
efterprøvelse af en bevisvurdering, da den altid er konkret og skønsmæssig, men det er kritisabelt, at
både
AES’s og AST’s afvisning af at anerkende soldatens
PTSD som en erhvervssygdom nærmest i
det hele bygger på, at Forsvaret (soldatens arbejdsgiver) ikke kunne bekræfte, at flere af de angiveligt
skadelige belastninger havde fundet sted (selv om flere andre beviser peger i modsat retning), jf.
Forsvarets kommentarer til soldatens arbejdsbeskrivelse af 15. juni 2017. Kommentarerne i
arbejdsbeskrivelsen er udarbejdet af soldatens overordnede under udsendelsen til Kroatien. Af AES’
afgørelse af 16. august 2017 fremgår bl.a., at AES udlægger kommentarerne i arbejdsbeskrivelsen
således, at Forsvaret ikke kunne bekræfte flere af de af soldaten givne oplysninger. Bl.a. kunne det
ikke bekræftes,
at ”der var skudhuller
i bolig-containerne”,
og
at
”der
blev skudt med artilleri mod
lejren.”
Endvidere lagde AES
i nævnte afgørelse vægt på oplysning i arbejdsbeskrivelsen om, at
faren for at blive beskudt var lille, når der skulle hentes brændstof, ligesom risikoen for at påkøre
miner var lille, da vejene var clearet.
AES’ vurdering af
den bevismæssige vægt af Forsvarets
kommentarer af 15. juni 2017 fastholdes af AST i afgørelsen af 2. februar 2018, hvor det hedder, at
soldatens beskrivelser ikke er blevet bekræftet af Forsvaret.
Af AES’
senere afgørelse af 15. oktober
2018 hedder det ligeledes, at der ikke er dokumentation for den belastning, soldaten har beskrevet,
hvilket fastholdes i
AST’s
(endelige) afgørelse af 17. april 2019.
Når Forsvaret i arbejdsbeskrivelsen af 15. juni 2017 ikke kan bekræfte visse af de oplysninger, der
gives af soldaten, synes det at betyde, at der ikke haves en sikker (positiv) viden om, at belastningerne
fandt sted. Forsvarets manglende bekræftelse betyder således ikke, at hændelserne ikke fandt sted,
hvilket også fremgår af et nærmere eftersyn af kommentarerne i arbejdsbeskrivelsen afgivet af
soldatens overordnede under udsendelsen til Kroatien 1992/1993. Den overordnede kan således ikke
bekræfte/genkende visse af soldatens oplysninger, men i langt de fleste tilfælde er der ikke tale om
direkte afvisninger af, at de af soldaten konkret angivne belastninger havde fundet sted. Snarere er
der tale om generelle iagttagelser af forholdene i og omkring lejren, ligesom den overordnede de
fleste steder alene siger, at han ikke havde haft samme oplevelser som soldaten, eller at han ikke
husker oplevelserne på helt samme måde. Det synes således vanskeligt at læse arbejdsbeskrivelsen
som en afvisning af, at de af soldaten nævnte belastninger havde fundet sted, jf. fx følgende
formuleringer:
49
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
•
•
•
•
•
”Skudhuller i prefabs,
kender jeg ikke rigtig til, men nedslag fra slivo-skyderierne kunne vi se nogle steder i
taget af dem.”
”Artilleri på dette hold var længere væk, og ikke mod lejren som jeg husker det.”
”Der blev skudt enkelte gange hen over vagten ved lejren. Jeg har ikke selv
oplevet noget i den retning, når jeg
var ude at køre.”
”Hvad angår håndgranat husker jeg egentlig en der blev smidt over hegnet ved skolen, hvor vi havde
Kommandokontor. Der var ingen til stede ved gennemgangen, hvor den landede og om det var 4, der kom ind i
lejren husker jeg ikke, men mener ikke at der var så mange, der gik af på det hold.”
”Ja,
der blev kørt mange ture til [by] for at hente diesel og ikke benzin. Faren for at blive beskudt i bilerne var
ret lille, men hvad hans tanker var, skal jeg
ikke sige. Jeg husker ikke nogen, der blev beskudt på disse ture.”
Som det fremgår, retter Forsvarets kommentarer sig mod de af soldaten afgivne oplysninger om
belastningerne under udsendelsen, men kommentarerne angår mere de generelle forhold i og omkring
lejren. Der er således ikke tale om en konkret afvisning af de af soldaten given oplysninger om
belastninger, han havde oplevet. Tværtimod synes de fleste af kommentarerne at bekræfte, at det var
muligt,
at soldaten havde været udsat for de oplyste belastninger, jf. fx bemærkningen om, at den
overordnede ikke selv havde oplevet, at der blev skudt hen over vagten i lejren. og at faren for at blive
beskudt i bilerne var ”ret lille”.
Det bemærkes i øvrigt, at der i dette tilfælde er tale om en arbejdsplads,
der udgøres af en militær lejr samt et større område uden for lejren, hvor soldaten færdedes. Det er
således vanskeligt at forestille sig, at den overordnede skulle have sikker viden om alle de hændelser,
soldaten har været udsat for, hvilket også bekræftes af de ovennævnte kommentarer. Der henvises i
øvrigt til de afsluttende bemærkninger, hvor den ordnede anfører, at han har skrevet sine
”kommentarer ud fra det, jeg husker fra området og som jeg anså situationen for at være,
under mit
ophold både på hold
[…].”
Da den overordnedes kommentarer er forbundet med usikkerhed, og da
arbejdspladsens og arbejdets karakter i det hele taget gør det vanskeligt at fastslå, hvad der var sket,
er det kritisabelt, at myndighederne ikke i højere grad tager konkret stilling til de af soldaten afgivne
oplysninger, herunder soldatens oplysninger om (i) at der blev smidt 4 håndgranater tæt på lejren, (ii)
at soldaten ofte var udsat for beskydning, når han bevægede sig uden for lejren, (iii) at der var
minefare, (iv) at soldaten blev chikaneret og truet, og at (v) soldaten følte sig magtesløs, da han ikke
måtte hjælpe bl.a. nogle muslimske flygtninge, der befandt sig i en flygtningelejr. Endvidere er det
kritisabelt, at myndighederne ikke i højere grad lagde vægt på udtalelser fra vidner, der understøtter
rigtigheden af soldatens oplysninger. Myndighedernes afvisning af at lægge vægt på disse
vidneforklaringer er bl.a. begrundet i, at de
udgør vidnernes egne oplevelser, jf. således AST’s
afgørelse af 17. april 2019. Det er rigtigt, at vidnerne ikke udtaler sig om konkrete hændelser, soldaten
har være udsat for, men det er kritisabelt, at man tilsyneladende i det hele afviser at tage hensyn hertil.
Vidneforklaringerne understøtter således fx, at der
var
minefare, ligesom der
var
mulighed for at
blive beskudt i Dvor, hvor soldatens lejr lå, samt i det omkringliggende område, jf. bl.a. følgende:
I den blå bog fra soldatens udsendelse beskriver en soldaterkollega
bl.a., at der under udsendelsen var ”voldsomt skiftende
og ofte dramatiske forhold spændende fra beskydning og minesprængning over trusler og overværelse af hidsige
ildkampe...”
Af en udtalelse fra en
overkonstabel, fremgår bl.a., at han selv var i ”Dvor under flere udrykninger hvor alle måtte søge
dækning pga. direkte ild fra håndvåben. Ofte kunne vi høre hvorledes ilden var mere intens inde i byen og omkring
stabskompagniet. Disse episoder foregik gennem alle de 6 måneder jeg var udsendt til området. På en udrykning husker
jeg at et hus blev bortsprængt af frontsoldater der var gået beserk. Denne aften holdt vi ude ved bagvagten til Dvor lejeren
og kunne høre brug af håndgranater
og håndvåben inde fra byen.”
Hvad angår minefare hedder det bl.a. følgende i
50
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
udtalelsen: ”Af hensyn til mistanke til mine fare overalt i krajina var der forbud mod at bevæge sig ud fra fastbanet vej.
Nogle miner var af russisk fabrikat mens andre var af interimistisk art og derfor bedre camoufleret. Omkring Dvor var
mine faren ikke mindre. E-Coy
var meget tæt på at miste en mand til mine ved våbendepot i Dvor i september 1992.”
Endelig udtaler overkonstablen
følgende: ”Den serbiske militsia var
i det hele taget ude af kontrol. Den besad ofte meget
udspekulerede og simple serbere, som selvbestaltede herremænd lavede deres egne regler i de områder de nu
kontrollerede. Vi brugte mange resurser på at holde militsiaen under opsyn og måtte også erkende at militsiaen var ud af
vores kontrol da vi skulle hjem i februar 1993. Chikane i og omkring vores busser ved grænsen til Kroation var
modbydeligt. Nogle fik ting konfiskeret andre følte sig truet på livet.”
Af en udtalelser fra en befalingsmand fremgår det bl.a.,
at han selv havde ”prøvet at blive beskudt i mit køretøj og måtte
sætte farten op, for at komme ud af skudafstand. En kollega som var placeret i Dvor, viste mig engang, da jeg var på
besøg i Dvor, deres køretøjer og viste de forskellige huller der var kommet i førerhusene på lastbilerne. Det var
tankevækkende. Mht. faren for miner udtalte befalingsmanden følgende:
”Ved ankomsten blev det kraftigt understreget
at det var forbudt at bevæge sig uden for fast vej, altså på stier og marker m.m. da disse ikke var sikre områder i forhold
til miner. Problemet med dette var, at der blev sendt FN-patruljer ud, og i enkelte tilfælde på stier der ikke var erklæret
sikre, i forhold til miner. Ut har personligt været på en opgave, hvor der skulle trækkes telefonlinje, og i en skov, blev ut
og gruppe stoppet af en ældre mand, som viste os at der lå en mine nedgravet 10 meter fra vores køretøj.”
Af en udtalelse af 9. november 2017 fra en anden soldaterkollega hedder det bl.a. følgende:
”Jeg ved snart ikke, hvor jeg
skal begynde, for hvis jeg kender [soldaten] ret, så tror jeg kun I har fået en brøkdel af de hændelser og situationer, som
udspillede sig under udsendelsen i
[…]
i og omkring Dvor. Jeg var selv udstationeret i 10-15 km fra Dvor hvor jeg var en
del af den spejdersektion der kørte rundt i hele området på patruljer hvori Dvor var en vigtig del af vores område, da Dvor
var hjemby for vores stabskompani, hvor vores hovedværksted og drivmiddelsforsyning lå udover andre vigtige instanser.
Dvor var på det tidspunkt som en heksekeddel, man vidste aldrig hvad der ville ske når man rullede ind i byen eller
hvornår det hele ville springe i luften så det var altid med en vis form for utryghed vi kørte rundt i byen med. Der var
adskillige skudepisoder dagligt i eller omkring byen da mange fra de kæmpende parter skulle have afløb for frustrationer
når de på den ene eller anden måde holdt en pause fra selv fronten som efterhånden som tiden gik var direkte i baghaven
på os alle. Som skrevet, så var Dvor en vigtig del af vores daglige patruljer, og vi var i Dvor lejren dagligt, op til flere
gange af og til, både for egen fornøjelses skyld men mange gange på professionelt plan da der oftere og oftere blev skudt
på selve lejren eller der var opstand pga utilfredshed over at vi af indlysende årsager ikke kunne forsyne de lokale med
drivmiddel som de fra dag 1 af næsten forventede at vi var der for, at ”hjælpe” dem, hvilket vi selvfølgelig også var dog
ikke på sådan en måde at vi ikke selv stod som upartiske. Jeg lærer derved [soldaten] at kende, da han jo var en del af en
styrke som hjalp hinanden, og da vi som spejdere af og til skulle køre eskorte for de drivmiddels bilder der skulle rundt i
området. Af og til ende det også i konflikter og trusler på liv og lemmer. Efterhånden som tiden gik, optrappedes
konflikten mellem de stridende parter og flere og flere flygtninge kom over floden UNA og ind i vores område så vi endte
med at etablere en flygtningelejr (teltlejr) i udkanten af Dvor hvor vi som spejdere lå 24/7 med skudepisoder flere gange
dagligt gennem teltelejren både med lette håndvåben og enkelte moter beskydninger, hvorefter der bliver besluttet at
evakuere de flygtninge der befinder sig i lejren, stik imod FN;s mandat, det ville virke partisk. Efterfølgende bliver alt og
alle stuvet på lastvogne som så skal køre flygtningene i sikkerhed længere nordpå, der går desværre nogle dage inden vi
kan få den nødvendige ordre, og i de dage fortsætter beskydninger og den psykiske terror, for både os som beskyttere
men især for de flygtninge der sidder på ladet af bilerne. Da både [soldaten] og jeg selv var en del af disse umenneskelige
oplevelser dagligt, mener jeg at ”exceptionelt” er et meget fattigt ord i denne sammenhæng. Dette er jo kun en lille del
af
hvad der foregik i et krigsområde (…). Og videre: ”Når alt kommer til alt, kan jeg kun svare dit spørgsmål om, ”hvordan
jeg oplevede vores udsendelse på” det var ”helvede på jorden” når man ser på hvilket mandag vi var sendt afsted på, vi
havde stort
set ingen ret til noget som helst.”
Som anført af myndighederne udgør vidneforklaringerne mest af alt
generelle beskrivelser
af
forholdene i og omkring Dvor og de risici for at pådrage sig forskellige belastninger, der var i dette
område. Det taler ganske rigtigt for at tillægge dem mindre bevismæssig vægt, end hvis der havde
været tale om beskrivelser af konkrete belastninger. Det er dog kritisabelt, at myndighederne
tilsyneladende slet ikke tillægger de nævnte vidneforklaringer værdi, idet de heri beskrevne
belastninger stemmer særdeles godt overens med de
konkrete belastninger,
soldaten har beskrevet.
51
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Der er således ikke tvivl om, at den generelle tilstand i området må have betydning for
sandsynligheden for, at soldaten har været udsat for de af ham oplyste konkrete belastninger. Det er
korrekt, når det anføres, at Forsvarets kommentarer af 15. juni 2017 er af mere konkret orienterede
end vidneforklaringerne, idet førstnævnte er afgivet af soldatens overordnede, der havde ophold i
samme lejr. Som nævnt er flere af oplysningerne i arbejdsbeskrivelsen dog også af generel karakter,
ligesom de er udtryk for den overordnedes opfattelse af forholdene. På den baggrund er det kritisabelt,
at myndighederne tilsyneladende alene tillægger oplysningerne i arbejdsbeskrivelsen vægt, mens de
tilsyneladende i det hele ser bort fra vidneforklaringerne. Myndighedernes afvisning af, at
belastningskriteriet er opfyldt, kommer således til at hvile på et spinkelt grundlag.
7.4.2.3. Myndighedernes afvisning af at lægge de indhentede psykiatriske
speciallægeerklæringer til grund
Som nævnt afviste myndighederne at lægge de indhentede speciallægeerklæringer til grund, jf.
speciallægeerklæring af 12. maj 2017 afgivet af [M] og speciallægeerklæring af 18. april 2018 afgivet
af [C]. Dette begrundes med, at speciallægerne skulle have udtalt sig på grundlag af oplysninger, som
myndighederne ikke finder bevist. Dette er som udgangspunkt et korrekt grundlag for ikke at lægge
lægeerklæringerne til grund, da sådanne naturligvis skal bygge på oplysninger, der må anses for at
være korrekte (at være bevist). Som nævnt i afsnittet ovenfor, er det imidlertid kritisabelt, at
myndighederne ved vurderingen af, hvilke belastninger, der må anses for bevist, tilsyneladende alene
har lagt vægt på Forsvarsministeriets kommentarer til soldatens arbejdsbeskrivelse af 15. juni 2017,
ligesom der ikke er taget hensyn udtalelserne fra andre vidner samt soldatens kone. Som konkluderet
ovenfor er det altså tvivlsomt, om der var grundlag for at se bort fra de oplysninger, som
speciallægeerklæringerne er udarbejdet på grundlag af. Hvad angår den førstnævnte
speciallægeerklæring afgivet af [M],
konkluderes bl.a. følgende: ”Ved dagens undersøgelse
kan det
bekræftes, at [soldaten] har posttraumatisk stresssyndrom, som i mange år har været ubehandlet. Han
har desuden også en depressiv enkeltepisode, som har flyttet sig fra en middelsvær grad til en lettere
grad.” Speciallægeerklæringen af 18. april afgivet af
[C] udgør som sagt en såkaldt second opinion,
som soldaten havde ret til ifølge den såkaldte veteranpakke. [C]
konkluderer følgende: ”På baggrund
af [soldatens] symptomer, de objektive psykiske fund og på baggrund af det traume, som [soldaten]
var udsat for i forbindelse med sin udstationering på Balkan i [periode] vurderes det, at han lider af
en posttraumatisk belastningsreaktion DF43.1 PTSD. Der er tale om en tilstand, som opstår som
reaktion på traumatisk begivenhed af exceptionel truende natur, som vil medføre kraftig påvirkning
hos praktisk talt enhver. PTSD-symptomerne er indtrådt umiddelbart efter hjemkomsten fra Balkan i
1993.” Og videre: ”Der er en klar årsagssammenhæng
mellem de traumer, [soldaten] var udsat for
under sin udstationering i
[…]
og den PTSD lidelse, som han efterfølgende har udviklet. [Soldaten]
var før traumet psykisk rask og har aldrig tidligere haft et psykologisk eller psykiatrisk
behandlingsbehov.”
Som det fremgår af ovenstående referat af AST’s afgørelse af 17. april 2019, begrunder AST sin
afvisning af at lægge vægt på den af [C]
udarbejde speciallægeerklæring som følger: ”Vi er derfor
ikke enige i speciallæge [C’s] konklusion om, at din PTSD skyldes dine arbejdsmæssige belastninger
under udsendelsen til Kroatien. Vi skal hertil bemærke, at speciallægen udtaler sig på baggrund af
arbejdsmæssige belastninger, som vi ikke finder dokumenteret.” Som sagt er den anførte begrundelse
kritisabel, da det er tvivlsomt, om man alene på grundlag af den af soldatens overordnede givne
beskrivelse belastningerne i arbejdsbeskrivelsen kan afskrive både soldatens egen forklaring samt de
indhentede udtalelser fra vidner. Dermed er det næppe korrekt, når AST afviser af lægge vægt på den
af [C] udarbejdede speciallægeerklæring. Endvidere bemærkes, at formålet med veteranpakken er, at
52
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
soldaten får mulighed for at få en ny medicinsk vurdering (en såkaldt second opinion) af sin sag.
Denne mulighed har næppe megen realitet, når AST afviser at lægge speciallægeerklæringen til grund
allerede fordi man ikke finder soldatens forklaring bevist.
7.4.2.3. Konklusion
Selv om det er vanskeligt at foretage en egentlig efterprøvelse af myndighedernes bevisbedømmelse,
er det kritisabelt, at myndighederne tilsyneladende næsten alene lægger den af soldatens overordnede
givne beskrivelse af hændelsesforløbet under udsendelsen til grund, jf. Forsvarets kommentarer af
15. juni 2017. Særligt fordi den overordnede ikke havde en sikker (eller tilnærmelsesvist sikker)
erindring om, hvad der var foregået under udsendelsen. Endvidere synes den overordnede ikke at
kunne afkræfte, at de konkrete belastninger, soldaten oplyser om, har fundet sted. Fx fremgår det, at
den overordnede ikke havde konkret viden om, at soldaten ikke var blevet beskudt og ikke havde
været i fare for miner. I det hele fremstår oplysningerne i arbejdsbeskrivelsen som værende udtryk
for den overordnedes opfattelse af de generelle forhold ved udsendelsen, ligesom det udtrykkeligt
fremgår, at den overordnedes oplysninger er usikre. Da soldatens egne oplysninger om belastningerne
understøttes af de indhentede udtalelser fra vidner forstærkes indtrykket af, at myndighederne har lagt
for megen vægt på oplysningerne i arbejdsbeskrivelsen. Derudover synes der at være et ganske sikkert
grundlag for at konkludere, at der er kausalitet mellem de af soldaten oplevede belastninger under
udsendelsen og PTSD. Dette underbygges bl.a. af soldatens kones udtalelse, som blev modtaget af
AES den 13. november 2017 og ikke mindst af den af [C] afgivne speciallægeerklæring af 18. april
2018, hvor det fremgår, at der var ”klar årsagssammenhæng”. Det fremgår endvidere, at soldaten før
sin udsendelse var rask, og da soldatens symptomer efter alt at dømme begyndte umiddelbart efter
hjemsendelsen, udgør det et solidt bevis for årsagssammenhængen. I den forbindelse bemærkes det,
at man ved bevisbedømmelsen kan lægge vægt på det, man kalder
et ”negativt bevis”. Det
indebærer,
at beviset for kausalitet kan føres ved, at man udelukker andre årsager til den indtrådte sygdom
–
i
dette tilfælde PTSD. Således er det i denne sag vanskeligt at se, at der kunne være andre årsager til,
at soldaten pådrog sig PTSD. Det fremgår i hvert fald ikke af sagens akter, at der skulle være sådanne.
7.5. Sag nr. 3
7.5.1. Afgørelserne fra ASK/AES og AST:
Spørgsmålet i sagen var, om soldaten under sine udsendelser til henholdsvis Bosnien i 1997 og
Kosovo i 1999 havde været udsat for traumatiske begivenheder af exceptionelt truende eller
katastrofeagtig natur, der kan medføre PTSD
.
ASK afviste ved afgørelse af 18. november 2015 at
anerkende soldatens sygdom som en arbejdsskade med henvisning til, at belastningskriteriet ikke var
opfyldt. Der fandtes endvidere ikke grundlag for at forelægge sagen for erhvervssygdomsudvalget,
ligesom der ikke fandtes grundlag for at tilkende erstatning efter Særloven. Soldaten klagede over
afgørelsen til ASK, men ved afgørelse af 8. januar 2016 afviste ASK at give soldaten helt eller delvist
medhold, hvorfor sagen blev oversendt til AST. Ved afgørelse af 29. marts 2016 kom AST frem til
samme resultat som ASK, men AES (tidligere ASK) genoptog sagen, da soldaten opfyldte den
såkaldte veteranpakkes betingelser for genoptagelse efter indhentelse af en second opinion, jf.
AES’s
afgørelse af 26. februar 2019. I denne afgørelse fastholdt AES, at soldatens PTSD ikke kunne
anerkendes som erhvervssygdom. Den 14. marts 2019 klagede soldaten over denne afgørelse til AST.
AST har imidlertid ikke taget stilling til denne klage endnu.
53
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Af ASK’s begrundelse i afgørelsen af 18. november 2015 fremgår bl.a. følgende:
”Du
har fået stillet diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Du har symptomer i form af vagtsomhed og irritabilitet.
Du drømmer om at være soldat og et par gange om måneden kan du vågne, hvor du er svedig og har åndenød og
hjertebanken. Du kan glimtvis have genoplevelser og flashbacks og du oplever stærkt ubehag, hvis du udsættes for noget
der minder dig om de traumer du har været udsat for. Du har været udsendt to gange. Første gang til Bosnien
[…]
1997
og til Kosovo i 1999. Din posttraumatiske belastningsreaktion opfylder ikke kravene for at blive anerkendt som en
erhvervssygdom efter fortegnelsen over erhvervssygdomme punkt F.1. Årsagen er at den belastning du har været udsat
for ikke er tilstrækkelig til at medføre posttraumatisk belastningsreaktion. Om udsendelsen har du fortalt, at krigen var
stort set over da du ankom til Bosnien. Du kom dog ud til en mand, der var kommet slemt til skade ved en minesprængning.
Der var også stor fare for miner under færdsel og på et tidspunkt opdagede du en mine, der blot var 1/2-1 meter fra dig.
Du har også fortalt, at der var en overarbejdspukkel og derfor mange lange arbejdsdage. I Kosovo var den eneste
voldsomme oplevelse en trafikulykke, hvor en pige var kommet slemt til skade og du skulle yde førstehjælp. Forsvaret
udtaler, at de egentlige kamphandlinger var overstået, da I ankom. Der var dog stadig tale om en krigszone og Forsvaret
bekræfter, at der var fare for miner i grøftekanter og bygninger. Forsvaret bekræfter endvidere, at du var tilstede og ydet
førstehjælp til et offer for en mine. Det er også korrekt, at du i Kosovo ydet førstehjælp ved et trafikuheld. Vi vurderer,
at der ikke er grundlag for at stille diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Vi har lagt vægt på, at det ikke er
beskrevet belastninger under din udsendelse som soldat, der har været exceptionelt truende eller af katastrofeagtig
karakter. Vi har lagt vægt, på at belastningen bestod af risiko for miner og behandling af hårdt sårede. Vi vurderer, at det
ikke er tilstrækkeligt at være udsendt under risikofyldte forhold og at du har oplevet en generel følelse af angst. Der skal
være tale om tilstedeværelsen af konkrete belastende hændelser og ikke alene generel utryghed. Vi er opmærksomme på,
at du også som togfører har været udsat for belastninger, hvor to gange har været involveret i personpåkørsler, herunder
i 1998 hvor en dreng på 3 år blev dræbt. Vi finder ikke, at der er tidsmæssig sammenhæng mellem disse to hændelser og
dine nuværende gener. Vi bemærker, at de to påkørsler fandt sted før du blev udsendt. Der står i den psykiatriske vurdering
fra 2013, at du har følt dig ændret siden år 2000 og at du igennem cirka 1,5 år havde haft tiltagende kognitive gener. Du
gik til psykolog, da du var vagtsom og urolig. Psykiater [CH] konkluderer, at der umiddelbart er tale om en meget sen
symptomdebut. I erklæringen fra 2015 fremgår, at du gik til psykolog i 2000. Der står, at du har haft psykiske gener
igennem mange år, men at du ikke husker hvornår du fik de første symptomer. Din tidligere psykolog har destrueret din
journal og henviser til Forsvaret. Vi har ikke indhentet yderligere, da det afgørende i sagen er at belastningen ikke har
været tilstrækkelig. Vi har ikke forelagt din sag for Erhvervssygdomsudvalget, fordi vi vurderer, at der ikke er mulighed
for, at udvalget vil indstille din sygdom til anerkendelse. Posttraumatisk belastningsreaktion forelægges for
Erhvervssygdomsudvalget, hvis der er en rimelig sammenhæng mellem påvirkning og debut af sygdom (nogle år). Vi
forelægger ikke din sag, da den belastning du har været udsat for ikke er tilstrækkelig til at medføre posttraumatisk
belastningsreaktion eller anden psykisk sygdom. I dit tilfælde er der først lægelig dokumentation for, at du har udviklet
posttraumatisk belastningsreaktion mere end 4 år efter, du kom hjem. Du var ved psykolog i år 2000, men først ved
psykiater mange år efter. Derfor forelægger vi ikke din sag for Erhvervssygdomsudvalget.”
Af AST’s begrundelse i afgørelsen af 29. marts 2016 fremgår bl.a. følgende:
”Vores
vurdering efter fortegnelsen over erhvervssygdomme
Vi har lagt til grund, at du har posttraumatisk belastningsreaktion. Vi har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at du
under dine udsendelser som soldat har været udsat for traumatiske begivenheder eller situationer af en exceptionelt
truende eller katastrofeagtig natur. Du har været udsendt som soldat for Forsvaret 2 gange, i perioden
[…]
1997 til Bosnien
og i
[…]
1999 Kosovo. Du har i forhold til udsættelser under den 1. udsendelse til Bosnien oplyst, at der var meget
overarbejde, at du nogle gange arbejdede 14 timer i døgnet, og at du opdagede, at du stod og tissede i vejkanten ca. �½
meter fra en mine. Du har også oplyst om en episode, hvor en mine havde sprængt underkroppen af en ældre civil mand,
og hvor de pårørende skreg. Du har i forhold til udsættelser under den 2. udsendelse til Kosovo beskrevet et civilt
færdselsuheld, hvor din konvoj kom forbi, men på grund af sprogproblemer ikke kunne hjælpe. Din arbejdsgiver har
bekræftet, at der flere gange har været minesprængninger, og at der blandt andet var en sprængning med en ældre mand,
der havde faet bortsprængt underkroppen. De har også bekræftet det omtalte færdselsuheld samt den generelle risiko for
miner. Vi vurderer, at de beskrevne episoder ikke har haft karakter af at være exceptionelt truende eller katastrofeagtige.
Diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion kan således ikke stilles på baggrund af dine belastninger under
udsendelserne som soldat for Forsvaret. Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsen, psykiatrisk speciallægeerklæring
ved [CH] fra februar 213, din forklaring om udsættelserne modtaget den 19. maj 2014, psykiatrisk speciallægeerklæring
ved [J] den 7. januar 2015 og kommentarer til udsættelserne fra din arbejdsgiver den 13. august 2015.”
Af AES’s
begrundelse i afgørelsen af 26. februar 2019 fremgår bl.a. følgende:
54
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
”Vurdering
efter second opinion
Du har været til en undersøgelse hos en ny speciallæge og har fået en second opinion om din sygdom fra speciallæge i
psykiatri, [C], modtaget den 4. december 2018. Den nye speciallægeerklæring (second opinion) er med i vores vurdering
af din sag. Vi vurderer, at belastningen ikke er egnet til udviklingen af en posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Det
fremgår af speciallægeerklæringen fra [C], at du under udsendelsen til Bosnien i foråret 1997 sammen med dine kollegaer
blev kontaktet om en ulykke, hvor en ældre mand, som havde været i gang med at grave med en spade, havde ramt en
mine. Manden var gennemhullet, og hans underkrop var sprængt væk. Det værste ved oplevelsen var dog de pårørendes
skrig. Du har beskrevet, at der i Bosnien var konstant minefare, og du har blandt andet oplevet at stå og tisse en meter fra
en russisk mine. I Kosovo har du oplevet at du og kollegerne kørte frem mod et vejkryds, hvor to civile biler var stødt
sammen. Du blev som sygehjælper kaldt frem. Du så en lille pige, som var svært tilskadekommen og blødte kraftigt. Du
ville lægge forbinding og drop, men pigens familie modsatte sig dette, og du fik ikke mulighed for at hjælpe. Du er
overbevist om, at pigen efterfølgende døde, men at hun kunne have overlevet, hvis du havde fået lov til at hjælpe.
Forsvaret har i det væsentlige bekræftet din beskrivelse af oplevelserne. Ifølge speciallægeerklæringen fra [C] debuterede
du med PTSD symptomer omkring år 2000, og du har trods flere intensive behandlingsforløb fortsat PTSD symptomer i
uændret omfang. Det fremgår også af speciallægeerklæringen, at du i 1998 var udsat for et traume i dit civile job som
togfører
[…]
i form af påkørsel af en 3 årig dreng. Det skal hertil bemærkes, at denne hændelse er behandlet i din
arbejdsskadesag med journalnummer
[…].
Der er ikke i forbindelse med second opinion speciallægeerklæringen
fremkommet væsentlige nye oplysninger om de psykiske belastninger under dine udsendelser for Forsvaret. Oplysninger
om de i erklæringen nævnte hændelser og oplevelser under dine udsendelser for Forsvaret forelå således allerede ved
vores afgørelse af 18. november 2015 og ligeså ved Ankestyrelsens afgørelse af 29. marts 2016, hvor såvel vi som
Ankestyrelsen vurderede, at belastningerne ikke var tilstrækkeligt exceptionelle til at kunne anses som årsag til PTSD. Vi
vurderer som anført fortsat, at de beskrevne belastninger ikke har haft fornøden exceptionelt truende og katastrofeagtig
karakter til efter loven at kunne anses som årsag til udvikling af PTSD som en arbejdsskade. Det betyder, at oplysningerne
i den nye speciallægeerklæring fra Psykiater [C] ikke ændrer vores vurdering af din sag. Din sygdom kan derfor ikke
anerkendes som en arbejdsskade
–
hverken efter arbejdsskadesikringsloven eller efter særloven for udsendte statsansatte.”
7.5.2. Bemærkninger til afgørelserne fra ASK og AST
7.5.2.1. Indledning
Det spørgsmål, der skal undersøges i nærværende sag, er, om ASK/AES og AST stiller ulovlige krav,
når de vurderer, at belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. ikke er opfyldt. Der
er navnlig to forhold vedrørende myndighedernes bedømmelse af belastningskriteriet, der giver
anledning til kritik: For det første tyder flere formuleringer i både ASK/AES’s og AST’s begrundelser
på, at der i nærende sag opereres med et kriterium om, at soldaten selv har været i livsfare, eller at
man i hvert fald er tæt på at kræve dette. Som tidligere nævnt er dette ikke et krav for anerkendelse.
Dette kritikpunkt behandles i afsnit 7.5.2.2. For det andet synes både AES og ASK urigtigt at
tilsidesætte de tre indhentede psykiatriske speciallægeerklæringer, selv om det af samtlige
erklæringer fremgår, at soldaten har fået PTSD som følge af belastninger på sine udsendelser. Dette
kritikpunkt behandles i afsnit 7.5.2.3. I afsnit 7.5.2.4. gives en konklusion.
7.5.2.2. Anvendelsen af belastningskriteriet
Mht. ASK/AES’ og AST’s
anvendelse af belastningskriteriet er der flere ting i afgørelserne i denne
sag, der tyder på, at myndighederne kræver mere end der er grundlag for ved vurderingen af, om
soldatens PTSD kan anerkendes som erhvervssygdom. Det er som sagt vanskeligt at sige klart, hvad
der ligger i, at der skal være tale om ”traumatiske begivenheder eller situationer af
kortere eller
længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur”.
Som også nævnt ligger det
imidlertid fast, at det ikke er et krav, at soldaten selv har været i livsfare. Belastninger af mindre
vidtgående karakter kan altså også være tilstrækkelige, og meget synes i denne sag at tyde på, at der
var tale om sådanne, således at der burde være sket anerkendelse.
55
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Når man ser på de ovennævnte afgørelser fra ASK/AES og AST, fremgår det, at det findes bevist, at
stort set samtlige soldatens oplysninger er korrekte, idet de bekræftes af Forsvarets kommentarer til
arbejdsbeskrivelse af 13. august 2015. For det første findes det bevist, at soldaten under sine
udsendelser oplevede, at en mand blev sprængt i luften af en mine. Man troede først, at sprængningen
var forårsaget af soldater fra den Internationale Brigade, men det viste sig at være en gammel mand,
der havde ramt minen under udgravning af sin kolonihave. Soldaten fortæller, at han ydede
førstehjælp, men intet kunne gøre for at hjælpe, da mandens underkrop stort set var væk, ligesom
overkroppen var gennemhullet. Soldaten oplyser, at det værste ikke var at se selve liget, men at høre
de pårørendes skrig. For det andet findes det bevist, at der i det hele taget var en konkret risiko for at
blive udsat for minesprængning. Soldaten oplyser her, at de udsendte soldater helst ikke gik på bar
jord uden for asfalt og fliser, da minefaren var stor. I arbejdsbeskrivelsen af 13. august 2015 udtaler
soldatens overordnede endvidere, at han
kunne ”bekræfte, at vi flere gange havde minesprængninger.
Både med egne soldater og civile i området.” Den overordnede udtaler herudover, at der var ”flere
områder i lejren, hvor man ikke måtte gå pga. miner. Vi fik ryddet området i løbet af udsendelsen og
der var mange miner af alle typer. Jeg opdagede selv i forbindelse med en løbetur, at der var tråd-
forbundne personelminer i vejkanten.”
Som en konkret hændelse oplyste soldaten, at han havde stået
ved en vejkant og urineret, da han opdagede en mine, der lå 1/2
–
1 meter fra ham. Soldaten genkendte
minen som en russisk springmine, der ifølge soldaten er kendetegnet ved at sende fragmenter til alle
sider, når den udløses. For det tredje fandtes det tilsyneladende bevist, at soldaten havde været nødt
til at køre hen over en mine i en pansret mandskabsvogn. For det fjerde fandtes det bevist, at soldaten
havde ydet førstehjælp ved et alvorligt trafikuheld, hvor en lille pige var kommet til meget alvorligt
til skade. Soldaten oplyser, at han blev kaldt frem, da to civile biler var forulykket, idet der i den en
var en voldsomt blødende pige på 6-8 år. Soldaten og en kollega forsøgte at få lov til at lægge et drop
for at modvirke chok som følge af blodtab, men de kunne ikke kommunikere godt nok med pigens
pårørende til at få lov. Soldaten oplyste, at familien derefter kørte pigen til det nærmest hospital, der
lå over �½ times kørsel derfra. Soldaten var derfor overbevist om, at pigen ikke ville overleve. Disse
oplysninger er også bekræftet af soldatens overordnede i Forsvarets kommentarer til
arbejdsbeskrivelse af 13. august 2015.
Som sagt kan bedømmelsen af belastningskriteriet give anledning til afgrænsningsproblemer, men
når man ser på de ovenstående belastninger, synes der ikke belæg for at komme frem til, at soldaten
ikke har være udsat for ”traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed
af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur”.
Endda synes flere af de ovennævnte
oplysninger at tyde på, at soldaten rent faktisk
har
været i livsfare (om end dette ikke er et krav).
Alene den af soldaten og Forsvaret oplyste konkrete fare for at blive dræbt af miner taler almindeligvis
for, at soldaten har været i livsfare. Hertil kommer, at soldaten rent faktisk kørte over en mine med
en pansret mandskabsvogn, ligesom han som sagt opdagede en mine, der var blot �½ - 1 meter fra
ham, da han urinerede. Hertil kommer de konkrete begivenheder, hvor soldaten ikke var livsfare, men
hvor belastningernes karakter taler for, at de var af
”katastrofeagtig natur”. Bl.a. synes begivenheden,
hvor soldaten ydede førstehjælp til den ældre mand, der har fået bortsprængt underkroppen og
gennemhullet sin overkrop af en mine, at være af en sådan karakter. Det samme kan siges om
begivenheden, hvor soldaten forsøgte at hjælpe den 6-8-årige pige, der var blevet voldsomt skadet i
et trafikuheld, og som følge heraf var i fare for at forbløde.
56
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
7.5.2.3. Myndighedernes afvisning af at lægge de indhentede psykiatriske
speciallægeerklæringer til grund
Som nævnt afviste myndighederne at lægge de indhentede tre psykiatriske speciallægeerklæringer til
grund, selv om det i samtlige erklæringer konkluderes, at soldaten have pådraget sig PTSD, og at
PTSD i hvert fald delvist var forårsaget af soldatens udsendelser til Bosnien i 1997 og Kosovo i 1999,
jf. speciallægeerklæring afgivet af [CH] på grundlag af psykiatrisk undersøgelse den 16. januar 2013,
den 31. januar 2013 og den 18. februar 2013 (selve erklæringen er udateret), speciallægeerklæring af
7. januar af 2015 givet af [J] og psykiatrisk speciallægeerklæring af 20. november 2018 afgivet af [C]
(i forbindelse med indhentelse af second opinion). Det fremgår også af erklæringerne, at det kan have
medvirket til udviklingen af soldatens PTSD, at han i sit civile arbejde før udsendelserne slog sit
hoved i 1995 ved fald fra et tog, da han var ansat i
[…]
, ligesom han i 1998 var togfører i et tog, der
påkørte og dræbte en 3-årig dreng. Af erklæringen fra [CH] fremgår det i øvrigt ikke helt klart, om
PTSD mest af alt skyldes de nævnte hændelser i 1995 eller 1998 eller belastningerne under soldatens
udsendelser. Det fremgår imidlertid klart, at lægerklæringerne fra [J] og [C], at der var klar
årsagssammenhæng mellem belastninger under soldatens udsendelser i 1997 og 1999 og indtrædelsen
af PTSD. Af lægerklæringen fra [J] fremgår bl.a. følgende:
”[soldaten]
er en
[…]-årig mand […].
Aktuelt ernærer [soldaten] sig ved kontanthjælp. [Soldaten] er fraskilt, har en søn
på […] år, som han har god kontakt med. ”[Soldaten]
har, både under sin ansættelse
[…]
som togfører og under 2
udsendelser med Forsvaret, været udsat for traumatiske hændelser af katastrofelignende karakter. Disse hændelser har
udløst en posttraumatisk belastningsreaktion med flashbacks, stærkt ubehag ved udsættelse for omstændigheder, der
minder om traumer, undgåelsesadfærd, ind- og gennemsovningsbesvær, irritabilitet og vredesudbrud,
koncentrationsbesvær, overvagtsomhed og tilbøjelighed til sammenfaren. Derudover har [soldaten] udviklet en
depression af middelsvær grad med nedtrykthed, nedsat lyst og interesse samt nedsat energi og øget trætbarhed. [Soldaten]
beskriver nedsat selvtillid og selvfølelse og selvbebrejdelser og skyldfølelser. [Soldaten] har i en periode haft
selvmordstanker. [Soldaten] er svært plaget af kognitive vanskeligheder, såsom hukommelses- og koncentrationsbesvær
og manglende evne til overblik. [Soldaten] beskriver søvnforstyrrelser, og der har været en vægtøgning på 15 kg over de
sidste måneder. Der findes direkte årsagssammenhæng mellem de traumatiske hændelser, både under ansættelser ved
[…]
og under ansættelse ved Forsvaret og [soldatens] nuværende symptomer.”
Af lægerklæringen fra [C] fremgår følgende af konklusionen:
”På baggrund af [soldatens]
symptomer, de objektive psykiske fund og på baggrund af de 3 traumer som [soldaten] har
været udsat for i henholdsvis 1997, 1998 og 1999 vurderes det, at han lider af en svær, posttraumatisk belastningsreaktion
DF43.1 PTSD. Der er tale om en tilstand, som opstår som en forsinket reaktion på traumatisk begivenhed af exceptionelt
truende eller katastrofeagtig natur, som vil medføre kraftig påvirkning hos praktisk talt enhver. [Soldatens] PTSD-
symptomer debuterer i år 2000, 6-12 måneder efter traumet i 1999 i Kosovo. [Soldaten] har ikke haft prædisponerende
faktorer så som særlige personlighedstræk, der har kunnet sænke tærsklen for udvikling af syndromet eller forværre dets
for1øb. [Soldaten] synes præmorbidt at bære præg af en robust personlighed med gode, sociale og boglige evner. Efter
traumerne er der set en personlighedsændring, således at [soldaten] har diagnosen DF62.0 personlighedsændring efter
katastrofeoplevelse. Denne personlighedsændring er karakteriseret af en tilbagetrukket holdning over for omverdenen
med en dertil følgende følelse af tomhed og håbløshed, en kronisk følelse af anspændthed over for truende situationer
samt en følelse af fremmedgjorthed. [Soldaten] har trukket sig fra sit sociale netværk og bosat sig i en lille by i
[…],
hvor
han stort set ikke ser andre mennesker. PTSD-diagnosen kan stilles på baggrund af [soldatens] undgåelsesadfærd i forhold
til alt der minder om traumerne, psykisk overfølsomhed, kognitive problemer og tilbagevendende flashbacks. Flashbacks
er tilbagevendende episoder med genoplevelse af traumet i form af påtrængende erindringsbilleder, som optræder på en
baggrund af svækket følsomhed og emotionel afstumpning med tilbagetrækning fra andre og nedsat reaktivitet over for
omgivelserne Der ses humørmæssig forstemning og forsøg på at undgå aktiviteter og situationer, som kan minde om
traumet. Dertil er [soldaten] i en lilstand af irritabilitet og alarmberedskab. Han har søvnproblemer med afbrudt nattesøvn,
natlige mareridt, tilbøjelighed til sammenfaren, og han er overfølsom over for stærkt lys og lyd, hvilket også er en del af
57
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
den posttraumatiske belastningsreaktion. Angst er forbundet med de nævnte symptomer og selvmordstanker i perioder er
ikke ualmindelige. Hos en del af patienterne med PTSD viser tilstanden, som hos [soldaten], et kronisk forløb over mange
år og kan føre til vedvarende personlighedsændring. Dette trods intensive behandlingsforløb ved klinik for PTSD og
relevant, medikamentel behandling. [Soldaten] har fulgt højtspecialiseret behandling ved klinik for PTSD med
psykoterapi, afspændingsøvelser, fysioterapeut og medikamentel behandling i form af
[…]
men eftersom det sløver ham,
bruger han det ikke længere.”
Det er af flere grunde kritisabelt, at både AES og ASK tilsidesætter de indhentede psykiatriske
speciallægeerklæringer. For det første fremgår det klart af samtlige erklæringer, at soldaten har fået
PTSD, ligesom det meget klart fremgår af særligt lægerklæringerne fra [J] og [C], at PTSD er indtrådt
bl.a. som følge af belastningerne under soldatens udsendelser i 1997 og 1999. Hos [J] hedder det
således følgende: ”Der findes direkte årsagssammenhæng mellem de traumatiske hændelser, både
under ansættelser ved
[…]
og under ansættelse ved Forsvaret og [soldatens] nuværende symptomer.”
Hos [C] hedder det (i second opinion-erklæringen) følgende:
” På baggrund af [soldatens] symptomer,
de objektive psykiske fund og på baggrund af de 3 traumer som [soldaten] har været udsat for i
henholdsvis 1997, 1998 og 1999 vurderes det, at han lider af en svær, posttraumatisk
belastningsreaktion DF43.1 PTSD.” For det andet fremgår det af sagen, at AES og AST finder, at de
oplysninger, speciallægeerklæringerne er udarbejdet på grundlag af, er korrekte (altså anset for
tilstrækkeligt bevist af myndighederne). Der kan som sagt være grundlag for, at myndighederne ser
bort fra lægeerklæringer, når de findes at være udarbejdet på grundlag af ukorrekte oplysninger, men
når det ikke er tilfældet, er det kritisabelt, at man ikke lægger de lægefaglige vurderinger af de faktiske
omstændigheder til grund. I nærværende sag har ASK ganske vist forelagt sagen for deres
lægekonsulenter to gange, jf. skrivelse fra ASK af 8. januar 2016 til soldaten, hvorfor det kan anføres,
at der er en lægefaglig uenighed, der netop giver myndighederne et grundlag for at se bort fra de
nævnte
speciallægeerklæringer. Her skal man dog huske på, de ”interne” lægekonsulenter ikke
undersøger soldaten selv, idet de alene foretager deres vurdering på et skriftligt grundlag. Derfor må
lægeerklæringerne fra de eksterne speciallæger i almindelighed tillægges større vægt, og navnlig når
der foreligger hele tre speciallægeerklæringer, hvor det erklæres, at belastningskriteriet er opfyldt,
må der lægges vægt herpå.
7.5.2.4. Konklusion
Som det fremgår, giver myndighedernes afgørelser i denne sag anledning to kritikpunkter: For det
første synes myndighederne at kræve for meget af styrken af de belastninger, soldaten skal have været
udsat. Flere af formuleringerne i myndighedernes afgørelse tyder således på, at man kræver, at
soldaten har været i livsfare, selv om det ligger fast, at dette ikke er krav. Flere af de oplysninger i
sagen, som myndighederne finder bevist, tyder endda på, at soldaten rent faktisk
har
været i livsfare.
For det andet rejser sagen spørgsmålet om, hvornår myndighederne kan se bort fra de
speciallægeerklæringer, der indhentes fra (eksterne) speciallæger. Som sagt er myndighedernes
vurdering af, om belastningskriteriet er opfyldt efter Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. som
udgangspunkt juridisk, hvorfor de medicinske erklæringer i visse tilfælde kan tilsidesættes. Det må
dog normalt kræves, at der er et grundlag herfor, og et sådan synes ikke at være til sted i nærværende
sag, selvom sagen blev forelagt to af ASK’s lægekonsulenter.
58
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
7.6. Sag nr. 4
7.6.1. Afgørelserne fra ASK og AST
Spørgsmålet i sagen var bl.a., om soldaten under sin udsendelse til Afghanistan i 2007 som
geværskytte havde været udsat for traumatiske begivenheder af exceptionelt truende eller
katastrofeagtig natur, der kan medføre PTSD
.
ASK afviste at anerkende soldatens sygdom som en
arbejdsskade med henvisning til, at belastningskriteriet ikke var opfyldt, jf. afgørelse af 30. april 2012.
Der fandtes ikke grundlag for at forelægge sagen for erhvervssygdomsudvalget, ligesom der ikke
fandtes grundlag for at tilkende erstatning efter Særloven. Soldaten klagede over afgørelsen til AST,
som ved afgørelse af 18. marts 2013 hjemviste sagen til ASK. ASK traf herefter afgørelse den 6.
oktober 2014, hvor den kom frem til samme resultat som i afgørelsen af 30. april 2012. Soldaten
klagede over afgørelsen til AST, som ved afgørelse af 14. juli 1 2015 kom frem til, at soldaten hverken
kunne få anerkendt PTSD eller depression som erhvervssygdom. Den 22. december 2017 klagede
soldaten over, at AST i nævnte afgørelse ikke tog stilling til, om depressionen var omfattet af ASL §
7, stk. 1, nr. 1, da depression på daværende tidspunkt var blevet optaget på
erhvervssygdomsfortegnelsen.
Af
ASK’s
begrundelse i afgørelsen af 30. april 2012 fremgår bl.a. følgende:
”Du
har været udsendt som soldat i Afghanistan i 2007. Af din besvarelse af spørgeskema fremgår, at du har oplevet
følinger (kamp med fjenden), beskydninger fra Taliban samt konstant fare/trussel. Din arbejdsgiver har ikke kunnet
bekræfte disse oplysninger og beskriver det ufremkommelige terræn og isolationen som den største trussel. De bekræfter
oplevelsen af konstant at forvente det værste. Det fremgår af sagens akter, at du første gang havde kontakt til forsvaret
psykologer i 2007. Du følte dig træt, udbrændt, indelukket og asocial. Det fremgår, at du havde det svært i forbindelse
med din fars selvmord i 2004 og ikke havde fået bearbejdet denne hændelse. Du havde kun sporadisk kontakt til din mor
[…].
Endvidere fyldte bruddet med din kæreste også meget. Kontakten til forsvaret psykolog ophørte i efteråret 2008. I
2010 henvendte du dig på psykiatrisk skadestue på grund af depressive symptomer og selvmordstanker. Af
speciallægeerklæringen fremgår, at du oplever angst, søvnproblemer og i stigende grad er opfarende, irritabel, utryg og
anspændt. Du fremtrådte ved undersøgelsen med udtalte kognitive forstyrrelser og uden klar orientering i hverken tid,
sted eller egne data. Du har i speciallægeerklæringen fået stillet diagnosen personlighedsændring som følge af
katastrofeoplevelse (forudgået af svær PTSD). Vi finder ikke, at din sygdom opfylder kriterierne for diagnosen PTSD, da
du under din udsendelse ikke har været udsat for ekstraordinært belastende eller livstruende hændelser. Dine private
problemer i forbindelse med din far død, din mors sygdom samt problemer med din kæreste og dine symptomer er
forenelige med diagnosen depression. Din psykiske sygdom opfylder ikke kravene for at blive anerkendt som en
erhvervssygdom efter fortegnelsen over erhvervssygdomme punkt F.1.”
Af ASK’s begrundelse i afgørelsen af 6. oktober 2014 fremgår bl.a. følgende:
”Begrundelse
for afvisning efter arbejdsskadelovgivningen
Du har fået stillet diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Din sygdom opfylder ikke kravene for at blive anerkendt som
en erhvervssygdom efter fortegnelsen over erhvervssygdomme punkt F.1. Årsagen er, at det ikke er dokumenteret, at du har
været udsat for belastninger af exceptionel truende eller katastrofeagtig karakter. Din tidligere arbejdsgiver har ikke kunnet
bekræfte, at du skulle have været i kamp mod fjenden eller oplevet beskydninger fra Taliban. De har derimod oplyst, at det
ufremkommelige terræn og isolation var den største trussel, men samtidig bekræftet oplevelsen af konstant at forvente det
værste. Ankestyrelsen har derfor besluttet, at vi skal hente oplysninger fra vidner om perioden, hvor du var i Afghanistan. Vi
har kontaktet de to vidner, som vi har fået navne og adresser på, men ingen af dem har svaret trods rykkere. Vi har derfor fortsat
ikke fået bekræftet dine oplysninger om psykiske belastninger under udsendelsen. Vi har bedt din tidligere arbejdsgiver om at
kommentere de oplysninger om yderligere psykiske belastninger, som du gav i forbindelse med klagen over vores afgørelse. De
har bekræftet, at en soldat
[…]
2007 blev dræbt af skud under en øvelse, men at denne soldat ikke var i samme deling som dig.
Derudover har de ikke kunnet bekræfte de beskrevne belastninger, men blot henvist til deres tidligere kommentarer om din
udsendelse. På den baggrund vurderer vi, at det fortsat ikke er dokumenteret, at du har været udsat for belastninger under din
udsendelse af exceptionelt truende eller katastrofeagtige karakter, og vi kan derfor ikke anerkende din sygdom som en
arbejdsskade efter fortegnelsen. Vi har ikke forelagt din sag for Erhvervssygdomsudvalget, fordi vi vurderer, at der ikke er
59
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
mulighed for, at udvalget vil indstille din sygdom til anerkendelse. Det skyldes, at de belastninger, som det er dokumenteret, at
du har været udsat for under din udsendelse, ikke giver en øget risiko for udvikling af en psykisk sygdom. Vi har lagt vægt på,
at du under din udsendelse til Afghanistan har opholdt dig i ufremkommeligt terræn og isolation samt haft oplevelsen af konstant
at kunne forvente det værste. Derudover var der forud for din udsendelse en soldat fra en anden deling, som blev dræbt af skud
under en øvelse. Vi mener dog ikke, at der er dokumenteret belastende begivenheder, der kan anses for at give en særlig risiko
for at få en arbejdsbetinget psykisk sygdom. Derfor vurderer vi, at din sygdom ikke er opstået udelukkende eller overvejende
på grund af den type arbejde, som du har haft.”
Af AST’s begrundelse i afgørelsen af 14. juli 2015 fremgår bl.a.
følgende:
”Du
har en psykisk lidelse i form af depression. Depression er ikke nævnt i Arbejdsskadestyrelsens fortegnelse over
erhvervssygdomme. Vi anerkender derfor ikke din psykiske lidelse i form af depression efter fortegnelsen over
erhvervssygdomme. Vi vurderer, at din sygdom heller ikke vil kunne anerkendes, hvis den forelægges for
Erhvervssygdomsudvalget. Fortegnelsen over erhvervssygdomme er en liste over sygdomme, som kan opstå efter
bestemte arbejdsmæssige påvirkninger. Erhvervssygdomsudvalget er et udvalg, der rådgiver Arbejdsskadestyrelsen om
tilfælde, der ikke kan anerkendes efter fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Vores vurdering af om du har posttraumatisk belastningssyndrom
Vi vurderer, at du har psykisk sygdom i form af depression. Du har således ikke posttraumatisk belastningsreaktion. Vi
har lagt vægt på, at dine symptomer ikke til fulde lever op til kriterierne for posttraumatisk belastningsreaktion. For at
kunne stille diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion skal du have været udsat for exceptionelt truende eller
katastrofeagtige belastninger på dit arbejde. Du skal have symptomer i form af
•
•
•
flashbacks, påtrængende erindringer, mareridt eller stærkt ubehag, når du bliver mindet om belastningerne og
at du undgår alt, der minder om belastningerne og
at du helt eller delvist fortrænger de belastende oplevelser, er psykisk overfølsom, har problemer med at sove og med
koncentrationen eller er irritabel og vagtsom
Dine symptomer skal optræde senest inden for 6 måneder efter, du har været udsat for belastningerne, og sygdommen
skal være fuldt ud til stede inden for få år. Vi vurderer, at det ikke er dokumenteret, at du under din udsendelse som soldat
i perioden
[…]
2007 har været udsat for exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger. Din arbejdsgiver har
oplyst, at der under den samlede udsendelse var en enkelt hændelse med vejsidebombe (IED) og kun få beskydninger.
Der var ikke direkte skudvekslinger, og der var ingen fysisk tilskadekomne. Situationen var generelt rolig, men spændt.
Der var en lang række efterretninger på mulige aktører - dog primært andre trusler end Taliban - men der var få tilfælde
af eskalerende situationer. Det område, som var fast tildelt din gruppe, var det mest rolige område, og der var ingen
særlige hændelser i området i perioden. Det skal dog anføres, at personellet blev anvendt i andre områder, og at det ikke
kan afvises, at du har deltaget ved andre grupper. Din arbejdsgiver anfører, at den største trussel i området var det
ufremkommelige terræn og den isolation, som de små hold var ude i, under længere patruljer. Dertil var der ofte en spændt
situation, som betød, at man skulle være på vagt hele tiden og det var nødvendigt med konstant agtpågivenhed, og at disse
vilkår er meget stressende. Din arbejdsgiver har afkræftet, at der har været direkte ildkampe med Taliban, og hvad der
ellers ligger i ordet krigshandlinger. Det fremgå af oplysninger, der er indkommet i forbindelse med klagen, at din
arbejdsgiver har noteret, at lejren i april 2007 var udsat for raketangreb, hvor det ene havde nedslag 20 meter fra
militærpolitistationen. Der var ingen personskade efter angrebet. Det fremgår også, at der i maj 2007 var et angreb mod
lejren, hvor der efterfølgende blev fundet nærliggende nedslagsområder. De var ingen personskade ikke materiel skade
efter angrebet. I forhold til de øvrige belastninger, der er listet i klagen bemærkes, at de ikke har været direkte truende
mod dig, men at de bidrager til beskrivelsen af, at der har været et højt stressniveau Oplysningerne om din diagnose
fremgår særligt af psykiatrisk speciallægeerklæring ved [CL] den 14. april 2011. Vi vurderer, at diagnosen posttraumatisk
belastningsreaktion ikke kan stilles, da de beskrevne belastninger ikke har haft en styrke der kan betegnes som
exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger. Vi har lagt vægt på, at psykiater [CL] i speciallægeerklæring af
14. april 2011 har stillet diagnosen personlighedsændring efter katastrofeoplevelse - forudgået af svær posttraumatisk
belastningsreaktion. [CL] skriver imidlertid også, at symptomerne først tog fart i 2009-2010 cirka 2 år efter
hjemsendelsen. Psykiateren kan i øvrigt ikke udelukke at der er en organisk lidelse som årsag til symptomerne. Det er i
erklæringen beskrevet, at du har anxiøse og depressive symptomer, søvnforstyrrelser ned indsovningsbesvær og flash
backs, samt at du er generelt utryg og er anspændt og vagtsom sammen med andre. Du har et par gange i 2008 talt med
psykolog [H] via forsvaret. Det fremgår af notat fra [H] den 9. september 2008, at du havde det dårligt psykisk under
udsendelsen til Afghanistan, men også på grund af private problemer med din kæreste. Vi er opmærksomme på, at du
allerede i 2008 havde samtaler med psykolog. Vi vurderer, at den primære årsag var dine private problemer.”
60
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0063.png
7.6.2. Bemærkninger til afgørelserne fra ASK og AST
7.6.2.1. Indledning
Det spørgsmål, der er relevant at undersøge i denne sag, er, om ASK og AST kræver for meget
bevismæssigt, når de vurderer, at belastningskriteriet ikke er opfyldt. Når man ser på myndighedernes
begrundelser for herfor, er der ikke grundlag for at rette kritik mod myndighedernes udlægning af
selve belastningskriteriet, idet der fx ikke er grundlag for at sige, at myndighederne stillede krav om,
at soldaten havde været i livsfare. Derimod er der grundlag for at rette kritik af myndighedernes
afgørelser på to andre punkter: For det første er der grundlag for at rette kritik af myndighedernes
vurdering af, at der ikke var
bevis
for, at belastningskriteriet var opfyldt. Både ASK’s
og AST’s
afgørelser er således begrundet med, at der ikke var bevis for, at soldaten havde været udsat for
hændelser, der berettiger til anerkendelse. Dette spørgsmål behandles i afsnit 7.6.2.2. og 7.6.2.3. For
det andet er der grundlag for at rette kritik af, at myndighederne ved vurderingen af
belastningskriteriet uretmæssigt tager hensyn til, at soldaten under sin udsendelse blev påvirket af
private problemer med sin kæreste. Dette spørgsmål behandles i afsnit 7.6.2.4.
7.6.2.2. Myndighedernes afvisning af beviset for, om belastningskriteriet er opfyldt
Det er som nævnt
ikke er et krav, at der er vished (100 % sandsynlighed) eller blot en til vished
grænsende sandsynlighed for, at soldaten været udsat for belastninger af exceptionelt truende eller
katastrofeagtig natur.
Beviskravet er alene, at der skal være ”noget mere” end 50 % sandsynlighed
for, at soldaten har været udsat for sådanne belastninger. Det er (som også nævnt) vanskeligt at
foretage en egentlig efterprøvelse af myndighedernes bevisvurdering, da denne altid er konkret og
skønsmæssig, men det er kritisabelt, at både ASK’s
og AST’s afvisning af at anerkende soldatens
PTSD som en erhvervssygdom tilsyneladende nærmest i det hele bygger på, at Forsvaret (soldatens
arbejdsgiver) ikke kunne bekræfte, a nogle de angiveligt skadelige belastninger havde fundet sted
(selv om flere andre beviser peger i modsat retning, jf. nærmere nedenfor).
54
I ASK’s afgørelse af 30.
april 2012 hedder det således ganske kort, at Forsvaret ikke kunne bekræfte, at der under soldatens
udsendelse var konstant fare/trussel og at soldaten havde oplevet ”følinger” (dvs. beskydning) fra
Taliban. ASK anfører, at Forsvaret dog
kunne bekræfte, at der var en ”oplevelse af kontant at forvente
det værste.” Endvidere anføres, at man hos Forsvaret opfattede det ”ufremkommelige terræn og
isolationen som den største trussel.”
Denne udlægning af Forsvarets kommentarer af 28. september
2011 til soldatens arbejdsbeskrivelse kan ikke i sig selv anfægtes, men der er flere ting, der svækker
bevisværdien heraf. For det første fremgår det af Forsvarets kommentarer, at det ikke var muligt at
forelægge soldatens oplysninger om sin udsendelse for de overordnede, soldaten var tættest knyttet
til, da de på daværende tidspunkt enten var udsendt eller ikke længere beskæftiget i Forsvaret.
Soldatens beskrivelse blev derfor forelagt soldatens daværende chef. Chefen siger selv følgende i en
indledende passus:
”Undertegnede har været CH for det samlede bidrag til […].
Det betød, at jeg kun
få gange var med på patruljer (PTR), men derimod
en integreret del af […] planlægning og ledelse.”
Det svækker bevisværdien af chefens kommentarer meget betydeligt, at han kun deltog på få patruljer
og i øvrigt var en
del af ledelsen af hele […].
Endvidere bærer chefens kommentarer præg at være
generelle
kommentarer til tilstanden i området, hvilken
han opfattede som værende ”generelt rolig,
men
spændt”.
Det afgørende for, om der kan ske anerkendelse, er imidlertid, om soldaten har været
54
Jf. kommentarer til arbejdsbeskrivelse for soldaten udarbejdet af Forsvarsministeriets Personeltjeneste af hhv. den 28.
september 2011 og den 4. september 2014.
61
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
udsat for de konkrete belastninger, han anfører (ikke chefens generelle opfattelse af forholdene).
Chefen kunne endvidere ikke afvise, at soldaten var blevet anvendt i andre områder, som chefen ikke
havde ansvaret for,
da ”personellet blev anvendt i andre områder, når der var sygdom eller lign.”
Endvidere må flere af chefens udtalelser betegnes som
uklare.
Det væsentlige i chefens udtalelser gengives her:
”[…]
er placeret i det nordlige Afghanistan, og der en anden trussel end i Helman provinsen, hvor vi har det primære
engagement og dermed også nyhedsprofilen. Under den samlede udsendelse var der en enkelt hændelse med lED og kun
få beskydninger. Der var ikke direkte skudvekslinger, og der var ingen fysisk tilskadekomne. Situationen var generelt
rolig, men spændt. Der var en lang række efterretninger på mulige aktører- dog primært andre trusler end Taliban -men
der var få tilfælde af eskalerende situationer. Det område, som var fast tildelt
[…]
gruppe, var det mest rolige område, og
der var ingen særlige hændelser i området under vores udstationering. Det skal dog anføres, at personellet blev anvendt i
andre områder, når der var sygdom eller lign. Jeg kan derfor ikke afvise, at [soldaten] har deltaget ved andre grupper. Den
største trussel i […]
var det ufremkommelige terræn og den isolation, som de små hold var ude i, under længere PTR.
Dertil var der ofte en spændt situation, som betød, at man skulle være på vagt hele tiden. Det kan være meget opslidende
at "forvente det værste" selvom det ikke sker. Derfor kan jeg godt stå inde for, at der var en konstant trussel, at det var
nødvendigt med konstant agtpågivenhed, og at disse vilkår er meget stressende. Der var imidlertid ikke direkte "ildkampe"
med Taliban, og hvad der ellers ligger i ordet "krigshandlinger: må være en personlig perception, men det var ikke sådan,
jeg havde beskrevet det. Jeg kan heller ikke genkende "patruljer som man ser det i TV', idet jeg ikke har set denne type
patruljering i TV. Det er igen et spørgsmål om perception, men jeg husker billeder fra TV indslag som: RØD ZONE, hvor
der blev fremvist angreb på kompounds i ørkenen og med skytter der betjente køretøjs monterede våben. Det er ikke den
type patruljering,
der var tale om i […].”
De nævnte kommentarer kan af de nævnte grunde næppe siges at have en bevisværdi, der gør, at de
alene kan danne grundlag for at afvise soldatens udlægning af sine oplevelser. Af en aktindsigt fra
Forsvaret i oplysninger fra 2. august 2007 vedrørende soldatens gruppe i perioden, hvor soldaten var
udsendt, fremgår endvidere flere ting, der bestyrker, at soldaten havde været udsat for de hændelser,
han anfører. Det fremgår bl.a., (i) at der havde været et raketangreb på danskernes lejr den 14. april
2007 samt et angreb i maj måned samme år, (ii) at der den 20. marts 2007 blev skudt direkte mod
danskernes køretøjer under en patrulje, (iii) at danskerne den 27. marts 2007 blev ramt af en IED
under en patrulje, (iv) at trusselsniveauet i byen, hvor soldaten befandt sig, ofte var på det højest
mulige niveau, (v) at der var adskillige trusler mod danskernes lejr, (vi) at der er beskrevet flere IED-
sprængninger uden for lejren, og at der i det hele taget var en konstant fare for IED- og
minesprængninger uden for lejren, samt (vii) at der var talebankrigere i området. De belastninger, der
fremgår af aktindsigten, blev beskrevet for myndighederne ved brev af 12. november 2014 fra
soldatens advokat til ASK. Belastningerne er endvidere beskrevet i et brev, soldaten skrev til sin
kæreste under udsendelsen, hvor det fremgår, at han havde været udsat for beskydning med to
raketter, som dog ikke ramte. Bevisværdien af et sådan brev, der er sendt til kæresten under
udsendelsen, må vurderes at være høj.
7.6.2.3. Særligt om myndighedernes afvisning af at lægge de indhentede psykiatriske
speciallægeerklæringer til grund
Hvad angår medicinske erklæringer i sagen, foreligger der en psykiatrisk speciallægeerklæring fra
speciallæge i psykiatri [CL] af 14. april 2011. I denne erklæringer hedder det bl.a. følgende i
konklusionen:
62
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
”[Soldaten]
er en
[…]-årig
mand, der efter udstationering i Afghanistan i 2007 har udviklet et svært og vedvarende
bestående funktionstab. [Soldatens] symptomer tiltog tilsyneladende i 2009/10, hvor han udviklede yderligere anxiøse og
drepressive symptomer. [Soldaten] fremtræder svært kognitivt disorganiseret, nærmest med et dissociativt,
pseudodementielt præg. Jeg forudsætter, at [Soldaten] er blevet udredt for mulig organisk årsag, herunder hvorvidt han
har været undersøgt med MR-scanning af hjernen, neurologisk undersøgelse samt relevante parakliniske undersøgelser,
inkl. blodprøver, der er relevante i forhold til demensudredning. Såfremt dette ikke er tilfældet, må jeg klart anbefale, at
dette gennemføres. (…) [Soldaten]
har ikke tidligere været belastet af psykisk lidelse, og hans nuværende psykiske
helbredsproblemer må vurderes at være betinget af en kronisk personlighedsændring, opstået efter udstationering til
krigstjeneste i Afghanistan. [Soldaten] var som anført ikke i stand til at redegøre detaljeret for sine oplevelser i
Afghanistan. (…). Diagnoser: DF 62.0 Personlighedsændring efter katastrofeoplevelse (forudgået af svær PTSD).”
Som det fremgår, konkluderes det, at soldaten ikke havde været ”belastet af psykiske lidelser” før sin
udsendelse, og at
”hans nuværende psykiske helbredsproblemer må vurderes at være betinget af en
kronisk personlighedsændring, opstået efter udstationering til krigstjeneste i Afghanistan.” Det
nævnes i øvrigt, at [CL] forudsætter, at soldaten er blevet udredt for en
”mulig organisk årsag”
til
symptomerne, men det fremgår ikke nærmere, om denne årsag i så fald ikke skulle have noget med
udsendelsen at gøre. Derfor synes denne bemærkning heller ikke tilstrækkelig til at konkludere, som
AST gør i sin afgørelse af 14. juli 2015, at soldatens lidelser herefter alene er udløst af en organisk
lidelse hos ham selv. Man må henholde sig til konklusionen i [CL]s speciallægeerklæring, hvor det
hedder, at soldaten lider af en personlighedsændring efter katastrofeoplevelse forudgået af ”svær
PTSD”.
AST lægger i øvrigt også vægt på, at [CL] nævner, at soldatens symptomer tiltog i 2009/2010,
hvilket man tilsyneladende fortolker sådan, at der ikke skulle være årsagssammenhæng mellem de af
soldaten oplevede belastninger under udsendelsen og PTSD. Der er imidlertid ikke belæg for en sådan
fortolkning, idet [CL] netop konkluderer, at soldatens sydom og funktionstab er en følge af
udsendelsen. Som nævnt kan myndighederne ved vurderingen af belastningskriteriet i visse tilfælde
tilsidesætte de medicinske vurderinger, herunder hvis der er tale om uklare medicinske vurderinger,
eller hvis to eller flere læger er uenige. Endvidere kan der være grundlag for at se bort fra en medicinsk
erklæring, der bygger på forkerte oplysninger (oplysninger, der ikke kan anses som bevist), da
lægerklæringen i så fald ikke vil være retvisende. Som nævnt i afsnittet ovenfor, er det dog tvivlsomt,
om der et bevismæssigt grundlag for at afvise, at der ikke er overvejende sandsynlighed for, at
soldaten har været udsat for tilstrækkelige belastninger til at opnå anerkendelse. Dermed er der
tilsyneladende ikke grundlag for
konkludere, at [CL’s]
speciallægeerklæring bygger på forkerte
oplysninger.
I nærværende sag har ASK forelagt sagen for én af deres lægekonsulenter, jf. afgørelsen af 30. april
2012, som altså har deltaget i behandlingen af spørgsmålet om anerkendelse. Dermed kan der med en
vis rette argumenteres for, at der foreligger en lægefaglig uenighed mellem lægekonsulentens
vurdering og vurderingen fra [CL]. Det skal imidlertid erindres, at lægekonsulenterne ikke selv
undersøger soldaten, idet de foretager deres vurdering på et udelukkende skriftligt grundlag. Selv om
sagen blev forelagt ASK’s lægekonsulent, er det
således kritisabelt, at man ikke følger den meget
klare medicinske erklæring om såvel diagnose som årsagssammenhæng, der foreligger fra [CL]. Som
nævnt ovenfor afventes der for nuværende en afgørelse fra myndighederne efter indhentelse af second
opinion-erklæring fra en speciallæge. Second opinion-erklæringen foreligger nu, jf.
speciallægeerklæring fra [ST] af 28. maj 2019, hvor det konkluderes, at soldaten har PTSD, og at der
er ”klar årsagssammenhæng mellem krigshandlinger og udvikling af tilstanden”. Det
kan dog
naturligvis ikke lægges myndighederne til last, at de ikke har taget stilling til denne
63
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
speciallægeerklæring i ovennævnte afgørelser, idet man må afvente deres afgørelse og derefter se,
om vurderingen i nævnte speciallægeerklæring følges.
7.6.2.4. Myndighedernes vurdering af, at der er andre samvirkende årsager til soldatens
PTSD
Som det fremgår ovenfor, anfører AST i sin afgørelse af 14. juli
2015 følgende: ”Du har et par gange
i 2008 talt med psykolog [H] via forsvaret. Det fremgår af notat fra [H] den 9. september 2008, at du
havde det dårligt psykisk under udsendelsen til Afghanistan, men også på grund af private problemer
med din kæreste. Vi er opmærksomme på, at du allerede i 2008 havde samtaler med psykolog. Vi
vurderer, at den primære
årsag var dine private problemer.” AST lægger derved vægt på, at årsagen
til soldatens psykiske lidelse var private problemer under udsendelse i form af problemer med
kæresten. Dette skal ses i sammenhæng med, at AST slet ikke anerkender, at soldaten har PTSD, idet
det vurderes, at han alene har en depression. Det er imidlertid klart fastslået af [CL] i erklæringen af
14. april 2011, at soldaten har fået en ”personlighedsændring efter katastrofeoplevelse (forudgået af
svær PTSD)”, og der foreligger ingen
medicinsk dokumentation for, at det var problemerne med
kæresten, der forårsagede disse symptomer. Der kan ud fra kausalitets- og adækvansbetragtninger ses
bort fra årsager, der blot har medvirket marginalt til en given skade, men ud fra sagens faktiske
oplysninger og speciallægeerklæringen fra [CL] er det vanskeligt at se, at belastninger, soldaten var
udsat for under sin udsendelse, skulle være af den karakter. Endvidere er det vanskeligt at se, at
soldatens problemer med sin kæreste kan være den langt væsentligste årsag til det betydelige
funktionstab, soldaten har lidt (koncentrationsproblemer, hukommelsesproblemer mv.). Det er derfor
ikke korrekt, når AST lægger vægt på dette i afgørelsen af 14. juli 2015.
7.6.2.5. Konklusion
Selv om det er vanskeligt at foretage en egentlig efterprøvelse af myndighedernes bevisbedømmelse,
er det kritisabelt, at myndighederne tilsyneladende næsten alene lægger de af Forsvaret givne
kommentarer af 28. september 2011 til arbejdsbeskrivelsen til grund. Det gælder særligt, da det ikke
var muligt at foreligge soldatens oplysninger om sin udsendelse for de overordnede, soldaten var
tættest knyttet til, da de overordnede på daværende tidspunkt enten var udsendt eller ikke længere
beskæftiget i Forsvaret. Som sagt blev Forsvarets bemærkninger til soldatens arbejdsbeskrivelse
derfor udarbejdet af soldatens daværende chef, der efter eget udsagn primært var beskæftiget med
”planlægning og ledelse” og ” kun få gange var med på patruljer (PTR)”. Endvidere synes chefen
ikke at kunne afkræfte, at de konkrete belastninger, soldaten oplyser om, har fundet sted, og i det hele
fremstår chefens kommentarer som værende udtryk for hans opfattelse af de generelle forhold ved
udsendelsen. Soldatens egne oplysninger om belastningerne understøttes endvidere af en aktindsigt
fra Forsvaret i oplysninger fra 2. august 2007 for soldatens gruppe i perioden, hvor soldaten var
udsendt. Som nævnt er det endvidere kritisabelt, at der ikke lægges vægt på den af [CL] udarbejdede
speciallægeerklæring,
hvoraf det fremgår, at soldaten har en ”personlighedsændring efter
katastrofeoplevelse (forudgået af svær PTSD)”, der var forårsaget af udsendelsen til Afghanistan i
2007. Når det klart fremgår af denne speciallægeerklæring, at det er årsagssammenhæng, er det
særligt kritisabelt, at AST i sin afgørelse af 14. juli 2015
udlægger [CL’s]
formulering om, at
soldatens ”symptomer tiltog tilsyneladende i 2009/10” således, at der ikke skulle være kausalitet.
Herudover er det ikke korrekt, når AST i nævnte afgørelse lægger til grund, at soldatens psykiske
lidelse skyldes private problemer under udsendelsen i form af problemer med kæresten.
64
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
8. Er myndighedernes anvendelse af tidskriteriet i ASL og Særloven korrekt
8.1. Oversigt over de væsentligste spørgsmål, som de indhentede sager giver anledning til
diskussion af
Som nævnt i afsnit 6 foretages i dette afsnit 8 en gennemgang af, hvorvidt myndighedernes
anvendelse af tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. giver anledning til kritik. Som
nævnt skal dette kriterium både være opfyldt efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1 og Særloven, idet der med
Særloven alene er indført en lempelse af
beviset
for, at tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen
pkt. F.1. er opfyldt. Hvad angår tidskriteriet, er det navnlig de i pkt. F.1. nævnte to kriterier om, (i) at
der skal være symptomer på PTSD (symptomdebut) inden for 6 måneder, og (ii) at PTSD er fuldt
udviklet i inden for få år, der fører til, at soldatens sygdom ikke anerkendes. Fremstillingen nedenfor
fokuserer derfor på, om myndighederne har behandlet disse to kriterier i overensstemmelse med de
gældende regler. Ligesom ved belastningskriteriet kan der opstilles nogle hovedspørgsmål og
delspørgsmål, der skal undersøges for tidskriteriet:
Spørgsmål 1: Har myndighederne foretaget bedømmelsen af, om soldaten har haft
symptomdebut på
PTSD inden for 6 måneder
i overensstemmelse med reglerne. Dette spørgsmål giver anledning til
følgende 3 delspørgsmål:
•
Spørgsmål 1.1.: Har myndighederne foretaget bevisbedømmelsen af de fremlagte
bevisdata (oplysninger) i overensstemmelse med de almindelige principper for
bevisbedømmelse?
Spørgsmål 1.2.: Har myndighederne i deres vurdering af beviset for, om symptomerne er
opstået inden for 6 måneder, taget tilstrækkeligt hensyn til de i sagerne indhentede
medicinske erklæringer, herunder særligt de psykiatriske speciallægeerklæringer?
Spørgsmål 1.3: Har myndighederne ved vurderingen af symptomdebuten anvendt det
gældende beviskrav korrekt, således at der alene kræves en høj grad af sandsynlighed
(noget mere end 50 %) for symptomdebut inden for 6 måneder (eller kræves der en
for
høj sandsynlighedsgrad)?
•
•
Spørgsmål 2: Har myndighederne foretaget bedømmelsen af, om soldatens
PSTD er fuldt udviklet
inden for få år
i overensstemmelse med reglerne. Dette spørgsmål giver anledning til følgende 3
delspørgsmål:
•
Spørgsmål 1.1.: Har myndighederne foretaget bevisbedømmelsen af de fremlagte
bevisdata (oplysninger) i overensstemmelse med de almindelige principper for
bevisbedømmelse?
Spørgsmål 1.2.: Har myndighederne i deres vurdering af beviset for, om PTSD er fuldt
udviklet inden for få år, taget tilstrækkeligt hensyn til de i sagerne indhentede medicinske
erklæringer, herunder særligt de psykiatriske speciallægeerklæringer?
•
65
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
•
Spørgsmål 1.3: Har myndighederne ved vurderingen af, om PTSD er fuldt udviklet inden
for få år, anvendt det gældende beviskrav korrekt, således at der alene kræves en høj grad
af sandsynlighed (noget mere end 50 %) herfor (eller kræves der en
for
høj
sandsynlighedsgrad)?
Som det fremgår, er det næsten alene bevismæssige problemer, som myndighedernes anvendelse af
tidskriteriet giver anledning til. Som flere gange nævnt er det vanskeligt at foretage en retlig
efterprøvelse af bevisbedømmelsen, da denne som udgangspunkt er fri og skønspræget. De
indhentede 23 sager, hvor der er sket afvisning af anerkendelse pga. manglende opfyldelse af
tidskriteriet, viser imidlertid, at der
kan
rettes kritik af myndighedernes bevisbedømmelse i flere af
sagerne. Det gælder både sager, der afvises efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1 og Særloven. Mht. Særloven
er det endvidere værd at huske på, at der i lovens § 2, stk. 1, nr. 3 findes en legal bevisregel, hvorefter
myndighederne som udgangspunkt skal lægge betydeligt vægt på en psykiatrisk speciallægeerklæring
udarbejdet senere end 6 måneder efter belasteningens ophør, hvis det heri konstateres, at soldaten
lider af PTSD, og at PTSD er opstået i tilknytning til og som følge af udsendelsen. Den legale
bevisregel i Særloven § 2, stk. 1, nr. 3 udgør en undtagelse til princippet om den fri bevisbedømmelse,
idet det fremgår af loven, hvilken bevismæssig vægt den psykiatriske speciallægeerklæring skal
tillægges.
I afsnit 8.2. gives først en indledende redegørelse for, om myndighederne har afgjort de indhentede
23 sager i overensstemmelse med tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1., idet der
herved tages udgangspunkt i de ovenfor opstillede spørgsmål. I afsnit 8.3.-8.4. foretages herefter en
udførlig gennemgang af 2 sager, hvor myndighederne har afvist at anerkende PTSD pga. manglende
opfyldelse af tidskriteriet. For hver sag gives først et overblik over sagsgangen hos myndighederne.
Herefter gengives det væsentlige i myndighedernes afgørelser, og til sidst foretages en analyse af,
hvilke kritikpunkter de enkelte sager rejser. Som ved gennemgangen af belastningskriteriet har det af
plads og ressourcemæssige årsager ikke være muligt at foretage en selvstændig analyse af samtlige
sager, hvor der er sket afvisning pga. tidskriteriet. Endvidere er det ikke fundet nødvendigt, da det i
hovedsagen er de samme kritikpunkter, sagerne rejser.
8.2. Indledende redegørelse for de væsentligste spørgsmål, som de indhentede sager giver
anledning til diskussion af
De indhentede 23 sager, hvor der er sket afvisning pga. manglende opfyldelse af tidskriteriet i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1., giver anledning til flere kritikpunkter. Flere af sagerne viser
således, at myndighederne stiller strengere krav til beviset for den tidsmæssige sammenhæng, end der
er hjemmel til. Det gælder både hovedspørgsmål 1 og 2 som formuleret i afsnittet ovenfor. Altså
stilles der i flere af sagerne for strenge krav til beviset for, (i) at symptomerne på PTSD er debuteret
inden for 6 måneder, og/eller (ii) at PTSD er fuldt udviklet inden for få år.
Hvad angår begge hovedspørgsmål er det hovedsageligt følgende konkrete forhold, der giver
anledning til kritik:
66
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
For det første synes myndighederne i flere af sagerne at lægge for megen bevismæssig vægt på
soldatens egne udsagn om sit sygdomsforløb, herunder hvornår han oplevede de første symptomer,
og hvordan sygdommen udviklede sig. Det er klart, at der normalt skal tages væsentligt hensyn til
sådanne oplysninger, som soldaten selv har givet til myndigheder og læger m.fl., men da enhver
bevisbedømmelse skal foretages konkret, bør der i disse sager tages særligt hensyn til, at bevistemaet
angår PTSD. Når det gælder PTSD, er undgåelsesadfærd og fortrængning således netop symptomer
på sygdommen, jf. hertil myndighedernes egen vejledning om erhvervssygdomme (Vejledningen),
der som sagt bygger på WHO’s internationale
sygdomsklassifikation (ICD 10). Herefter er
”[u]ndgåelse af alt, der minder om traumerne”
et symptom på PTSD, ligesom det er et symptom på
PTSD, at man har ”[d]elvis, eventuelt fuld, amnesi (fortrængning) af de traumatiske oplevelser.” Det
betyder, at soldatens egne oplysninger om symptomdebut og sygdomsudvikling ofte ikke kan
tillægges samme bevisvægt som normalt, men det synes myndighederne ikke at tage tilstrækkeligt
hensyn til, jf. allerede sag nr. 15 og 16, der behandles udførlig i afsnit 8.3. og 8.4 nedenfor. Af sag
nr. 15 fremgår således, at ASK i det væsentlige byggede deres bevisvurdering på, at soldaten først fik
”sygdomsindsigt” i ”slut 2013/start 2014”. Altså, at det først på dette tidspunkt gik op for soldaten,
at han var syg. ASK afviste herefter at anerkende PTSD efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1, da man ikke
fandt, at der var symptomdebut inden for 6 måneder.
AST’s afgørelse tyder i sin ordlyd på, at man (i
modsætning til ASK) fandt, at soldatens symptomer
var
debuteret inden for 6 måneder. AST
begrunder derimod sin afvisning med, at soldatens PTSD ikke var fuldt udviklet inden for få år (både
efter ASL § 7, stk. 1 og Særloven). Herved lægger AST i det væsentlige også vægt på soldatens egne
oplysninger, herunder de oplysninger soldaten havde givet til speciallæge i psykiatri [T]. Det er
korrekt, at det ikke fremgår af speciallægeerklæringen fra [T] af 12. oktober 2015, at PTSD var fuldt
til stede før 2014, men omvendt fremgår det heller ikke, at det ikke skulle være tilfældet. Endvidere
var der andre beviser, der tydede på, at soldatens PTSD
var
udviklet inden for få år, jf. nærmere
nedenfor og i pkt. 8.3. I sag nr. 16 afviste både AES og AST, at der var tidsmæssig sammenhæng
mellem soldatens udsendelse nr. 1 og 2 i perioden 2007-2008 og den senere debut og udvikling af
PTSD. AES og AST byggede i alt væsentlighed dette på soldatens egne oplysninger i et spørgeskema,
samt nogle oplysninger soldaten havde givet til speciallæge i psykiatri [BI]. Endelig var der også i
sag nr. 16 bevisdata, der pegede i modsat retning, herunder en lægejournal fra 24. juni 2015, jf.
nærmere nedenfor og i afsnit 8.4. Som eksempler på yderligere sager, der tyder på, at der næsten
udelukkende blev lagt bevismæssig vægt på soldatens egne oplysninger (herunder oplysninger
soldaten har videregivet til myndigheder, læger m.fl.) kan henvises til sag nr. 17, 20, 24, 26 og 28.
For det andet lægger myndighederne i flere af sagerne ikke tilstrækkelig vægt på andre beviser end
soldatens egne oplysninger. I sag nr. 15 lagde AST tilsyneladende ikke bevismæssigt vægt på, at der
var vidneudsagn, der indikerede, at soldatens PTSD
var
udviklet inden for få, jf. bl.a. vidneudsagn
fra soldatens hustru givet i mail af 20. januar 2016. I sag nr. 16 lagde AES i afgørelse af 14. januar
2019 ikke vægt på et vidneudsagn fra soldatens hustru i mail af 11. april 2018. Det samme gjaldt
vidneudsagn fra en ven af soldaten. Det er klart, at vidneudsagn fra familie og venner undertiden ikke
kan tillægges stor vægt. Men når det gælder ændringer i soldatens adfærd over tid, hvilket udgør en
del af bevistemaet for den tidsmæssige sammenhæng, vil det normalt kun være familie og venner
eller andre, der har haft nær kontakt med soldaten efter den relevante udsendelse, der kan
dokumentere, hvornår soldaten fik symptomer, og hvordan sygdommen udviklede sig. I nærværende
sager om PTSD kan vidneudsagn fra familie og venner m.fl. derfor ikke afvises uden videre. Der må
i hver enkelt sag tages konkret stilling til den bevismæssige vægt heraf. Som eksempler på yderligere
67
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
sager, hvor myndighederne tilsyneladende ikke (eller kun i meget ringe grad) har lagt vægt på andre
vidneudsagn end soldatens egne oplysninger, kan henvises til sag nr. 17, 24 og 26.
For det tredje synes myndighederne i flere af sagerne ikke at lægge tilstrækkelig vægt på de
indhentede psykiatriske speciallægeerklæringer, herunder speciallægeerklæringer udstedt senere end
6 måneder efter belastningens ophør, jf. Særloven § 2, stk. 1, nr. 3. Når myndighederne ikke lægger
vægt på en speciallægeerklæring, angives normalt én af følgende to grunde hertil: Den ene er, at
speciallægeerklæringen er uklar mht. symptomdebut eller fuld udvikling af PTSD. Altså, at det ikke
klart fastslås i speciallægeerklæringen, hvornår PTSD henholdsvis debuterede og var fuldt udviklet.
Den anden grund er, at soldaten (efter myndighedernes opfattelse) har givet oplysninger til
speciallægen, der ikke kan forenes med de tidligere oplysninger i sagen. I sag nr. 15 begrundede AES
og AST bl.a. afvisningen af anerkendelse med, at den psykiatriske speciallægeerklæring fra [T] af 12.
oktober 2015 var uklar, idet det ikke fremgik udtrykkeligt heraf, om PTSD var tilstede før 2014. Dette
er korrekt, men som nævnt i pkt. 8.3. fremgik det heller af speciallægeerklæringen, at det ikke var
tilfældet. Når man tillige ser på den supplerende udtalelse fra [T] af 24. februar 2016, fremgår det
klart, at de først symptomer på PTSD var til stede ”ret kort” efter soldatens hjemkomst
i 2007, og at
der ikke var fundet andre faktorer, der kunne have udløst PTSD. Dermed var årsagsforbindelsen
mellem udsendelsen i 2007 og PTSD i hvert fald klar, og selvom det ikke kan udledes med sikkerhed
heraf, at PTSD var fuldt udviklet inden for få år, taler det i hvert fald ikke imod. Myndighederne
burde således have sørget for, at det blev klarlagt, hvornår PTSD var fuldt udviklet - fx ved at indhente
endnu en supplerende udtalelse fra [T]. Hvad angår bedømmelsen efter Særloven, ville dette også
have gjort det klart, om AST efter Særlovens § 2, stk. 1, nr. 3 var forpligtet til som udgangspunkt at
lægge den psykiatriske speciallægeerklæring fra [T] til grund. I sag nr. 16 afviste AES i afgørelse af
14. januar 2019 at anerkende soldatens PTSD efter såvel ASL som Særloven, selv om det i en
psykiatrisk speciallægeerklæring af 21. marts 2018 udarbejdet af [M] fremgik, at soldaten havde
PTSD, og at PTSD var opstået i tilknytning til og som følge af soldatens udsendelse, jf. Særlovens §
2, stk. 1, nr. 3. AES begrundede imidlertid sin afvisning af at lægge vægt på speciallægeerklæringen
med, at soldaten havde ændret sin forklaring på en måde, som ikke kunne forenes med hans tidligere
oplysninger om sit sygdomsforløb. I de indhentede sager findes der flere afgørelser, hvor
myndighederne ikke lægger vægt på én eller flere af de tilvejebragte psykiatriske
speciallægeerklæringer, fordi de enten findes uklare eller at bygge for ændrede (forkerte) oplysninger.
I nogle sager ses endvidere, at myndighederne lægger vægt på en psykiatrisk speciallægeerklæring,
alene fordi den er udarbejdet tidligere efter soldatens udsendelse end en anden erklæring. Til
illustration af disse problemer kan bl.a. henvises til sag nr. 17, 20, 21, 23, 24, 25, 26, 28, 30, 31, 32
og 35.
Samlet set foretager myndighederne altså i flere af sagerne en bevisbedømmelse, der synes at være
for streng, idet man for det første ikke tager tilstrækkeligt hensyn til, at soldatens egen sygdomsindsigt
ikke nødvendigvis er retvisende. For det andet tages ikke tilstrækkeligt hensyn til andre beviser end
soldatens egne oplysninger, herunder vidneudsagn fra familie, venner og andre, der har bevidnet
soldatens sygdomsudvikling. For det tredje ser myndighederne ofte bort fra de psykiatriske
speciallægeerklæringer, herunder speciallægeerklæringer udstedt senere end 6 måneder efter
belastningens ophør, jf. Særloven § 2, stk. 1, nr. 3.
68
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0071.png
8.3. Sag nr. 15
8.3.1 Afgørelserne fra ASK og AST
Spørgsmålet i sagen var, om der var tidsmæssig sammenhæng mellem belastningerne under soldatens
tre udsendelser til henholdsvis Kosovo (2000), Afghanistan/Kirgistan (2002-03) og Irak (2007) og
den senere indtrådte PTSD. I sin afgørelse af 27. november 2015 afviste ASK at anerkende soldatens
PTSD som en arbejdsskade efter både ASL og Særloven med henvisning til, at tidskriteriet ikke var
opfyldt.
55
Hvad angår bedømmelsen efter ASL, begrundede ASK dette med, at soldatens symptomer
først debuterede i 2013/start 2014, hvilket var over 6 år efter den seneste udsendelse til Irak. Hvad
angår bedømmelsen efter Særloven, anførte ASK, at soldatens sag ikke opfyldte betingelserne for at
blive anerkendt efter Særloven, da sagen i så fald skulle have været afvist efter ASL med den
begrundelse,
at ”der mangler dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem belastning og
symptomdebut”. Som det skal udvikles nærmere nedenfor,
synes denne begrundelse at være forkert,
da soldatens sag netop blev afvist efter ASL af den nævnte grund. Sagen blev herefter påklaget til
AST, som i afgørelse af 29. april 2016 ligeledes afviste, at der kunne ske anerkendelse efter ASL og
Særloven. Dette skete dog med en anden begrundelse: Hvad angår bedømmelsen efter ASL,
anerkendte AST således,
at soldaten havde haft symptomdebut (”lettere psykiske symptomer”) siden
hjemkomsten fra Irak i 2007. AST afviste dog at anerkende, da man fandt, at PTST først var fuldt
udviklet i 2014
–
altså cirka 7 år efter hjemkomsten. Hvad angår bedømmelsen efter Særloven, angav
AST samme begrundelse, idet man fandt, at PTSD først var fuldt udviklet i 2014.
Af ASK’s
begrundelse for
afgørelsen af 27. november 2015 fremgår bl.a. følgende:
”Begrundelse
for afvisning efter arbejdsskadelovgivningen.
Du har fået stillet diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Din posttraumatiske belastningsreaktion opfylder ikke
kravene for at blive anerkendt som en erhvervssygdom efter fortegnelsen over erhvervssygdomme punkt F.1. Årsagen er,
at der ikke er tidsmæssig sammenhæng mellem dine belastninger og udviklingen af din psykiske lidelse. Du har været
udsendt af den danske stat tre gange. Første gang til Kosovo
[…] i […]
2000, dernæst til Afghanistan/Kirgistan i perioden
[…]
2002 til 2003 og senest til Irak
[…]
i
[…]
2007. Du har under dine udsendelser blandt andet oplevet at blive beskudt
på, oplevet granatnedslag tæt på det telt hvor du lå og sov i, således at teltet blev "hullet som en si" samt slukkede ilden,
som en kok var indhyllet i. Du beskriver selv svar på vores fremsendte spørgsmål, at du slut 2013/start 2014 oplevede
tiltagende gener i form af aggressivitet og søvnproblemer. Du henvendte dig den 8. juli 2014 til Veterancentret. Ved
visitationssamtalen foretaget af Psykolog [GA] den 14. juli 2014 beskrives det, at du det seneste års tid inden samtalen,
oplevede at blive mere irritabel på din hustru med flere, og de sidste tre måneder forinden havde sovet meget sparsomt,
samt begyndt at fare sammen ved selv små lyde. Du blev herefter henvist til MPA Psykolog, [MA]. Ved hans
konsultationer med dig fra den l. august 2014 og frem beskrives der, at du det sidste halve år forud for første konsultation
begyndte at opleve genoplevelsestraumer i form af korte flashbacks, forøget alarmberedskab, mareridt og
undgåelsesadfærd. Du blev efterfølgende i september 2014 tilset på Rigshospitalet, militærpsykiatrisk ambulatorium af
psykiater [T]. Det fremgår af journalmaterialet herfra at du ikke havde følt problemer som følge af dine udsendelser før
cirka et halvt år forinden, uden klart påviselig årsag. Du havde igennem det forudgående halve år før undersøgelsen
oplevet søvnproblemer og irritabilitet. Dine venner og familie begyndte i den forbindelse at bemærke det, og senere
beskrives tilkomne mareridt og hypervigilitet. Det fremgår af den psykiatriske speciallægeerklæring af psykiater [T], som
undersøgte dig den 15. september 2015, at du havde få symptomer efter hjemkomst fra Irak i 2007 i form af mareridt og
irritabilitet, men at dine symptomer først tog fat i starten af 2014. Vi vurderer på baggrund af disse oplysninger, at der
ikke er tidsmæssig sammenhæng mellem de belastninger, som du har været udsat for under dine udsendelser, og den
efterfølgende debut og udvikling af dine psykiske symptomer.
Vi har lagt vægt på, at der først beskrives debut af dine psykiske symptomer i slut 2013/start 2014, over 6 år efter
hjemkomst fra seneste udsendelse. Vi er opmærksomme på, at der i speciallægeerklæringen beskrives få symptomer
direkte efter hjemkomst fra Irak i 2007 i form af mareridt og irritabilitet. Dette bliver dog modsagt af de øvrige oplysninger
55
I afgørelsen tog AES ikke stilling til, om belastningskriteriet var opfyldt.
69
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
i sagen, herunder journalmaterialet fra militærpsykiatrisk ambulatorium på Rigshospitalet, hvor selvsamme psykiater
beskriver at disse symptomer først debuterede i starten af 2014. Vi bemærker i øvrigt, at speciallægeerklæringen beskriver,
at det først er i 2014, at dine øvrige symptomer begyndte at vise sig. Derfor kan vi ikke anerkende din PTSD som en
arbejdsskade efter fortegnelsen over erhvervssygdomme. Vi har ikke forelagt din sag for Erhvervssygdomsudvalget, fordi
vi vurderer, at der ikke er mulighed for, at udvalget vil indstille din sygdom til anerkendelse. Posttraumatisk
belastningsreaktion forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, hvis der er en rimelig sammenhæng mellem påvirkning og
debut af sygdom (nogle år). I dit tilfælde er der først lægelig dokumentation for, at du har udviklet posttraumatisk
belastningsreaktion mere end 4 år efter, du kom hjem fra Irak. Derfor forelægger vi ikke sin sag for
Erhvervssygdomsudvalget.
Begrundelse for at din sygdom ikke er omfattet af lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre
statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion
Din psykiske sygdom opfylder ikke kravene for at blive omfatte af denne lov. Årsagen er, at der ikke er tidsmæssig
sammenhæng mellem de belastninger du har oplevet under dine udsendelser, og udviklingen af din PTSD med debut over
6 år efter hjemkomst fra sidste udsendelse til Irak i 2007. Dermed opfylder du ikke betingelsen om, at en sag - for at være
omfattet af særloven - skal være afvist efter lov om arbejdsskadesikring med den begrundelse, at der mangler
dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem belastning og sygdomsdebut.”
Af AST’s begrundelse for afgørelsen
af 29. april 2016 fremgår bl.a. følgende:
”Begrundelsen
for afgørelsen om afslag på at anerkende din psykiske sygdom som en erhvervssygdom efter
arbejdsskadeloven. Der er ikke lægelig dokumentation for en tidsmæssig sammenhæng mellem udviklingen af
posttraumatisk belastningsreaktion og de exceptionelt truende eller katastrofeagtige belastninger, du har været udsat for
som udsendt soldat. Vi anerkender derfor ikke din posttraumatiske belastningsreaktion efter fortegnelsen over
erhvervssygdomme. Vi vurderer, at din sygdom heller ikke vil kunne anerkendes, hvis den forelægges for
Erhvervssygdomsudvalget. Fortegnelsen over erhvervssygdomme er en liste over sygdomme, som kan opstå efter
bestemte arbejdsmæssige påvirkninger. Erhvervssygdomsudvalget er et udvalg, der rådgiver Arbejdsskadestyrelsen om
tilfælde, der ikke kan anerkendes efter fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Vores vurdering efter fortegnelsen over erhvervssygdomme.
Vi har lagt til grund, at du har posttraumatisk belastningsreaktion. Vi vurderer, at der ikke er tidsmæssig sammenhæng
mellem dine udsættelser som soldat og din udvikling af posttraumatisk belastningsreaktion i 2014. Du har været udsendt
som soldat 3 gange for forsvaret:
[…]
2000 (Kosovo),
[…]
2002 -
[…]
2003 (Afghanistan) og
[…]
2007 (Irak). Under
udsendelsen til Kosovo (2000) var du i et relativt fredeligt området, og du oplevede ikke større traumer. Du mener selv,
at du ikke har oplevet psykiske vanskeligheder efter denne udsendelse. Engang blev der kastet to håndgranater ind i lejren,
og du hørte detonationerne, men ingen kom til skade. En anden gang blev lejren evakueret i forbindelse med et gasudslip
fra et nærliggende kraftværk, der viste sig ikke at være farlig. Under udsendelsen til Afghanistan (2002-2003) var du i
forbindelse med, at du en aften spiste på en restaurant udsat for, at der udbrød ild i køkkenet. En kok kom styrtende ud
med ild fra top til tå. Alle andre løb væk, men du løb hen til pågældende og overhældte ham med vand. Du slukkede også
ilden i køkkenet med to pulverslukkere. Du ved, at kokken overlevede ulykken. Du har siden haft det svært med ild og
har haft en del mareridt om ulykken. Du udviklede således lettere symptomer efter denne udsendelse. Under din
udsendelse til Irak (2007) er det optalt, at der gennemsnitligt var 78 indskydninger dagligt på din lejr. Det var både skud,
raketter og genbrugte granater, som fjenden etablerede og affyrede på primitivt udstyr. På grund af udstyret kunne fjenden
ikke sigte særlig godt, og der blev skudt så tilfældigt, at alle potentielt var i fare. Du oplevede, at en granat en dag slog
ned mindre end 20 meter fra det telt, hvor du lå og sov, hvilket resulterede i, at teltet "lignede en si bagefter". Det er vores
vurdering, at du under den sidste udsendelse til Irak i 2007 var udsat for oplevelser af exceptionelt truende og
katastrofeagtig karakter.
Vi har lagt til grund, at dine psykiske symptomer gradvist er tiltaget efter hjemkomsten i 2007, og at de for alvor tog fart
i 2014. Vi vurderer, at du - efter at have haft lettere psykiske symptomer siden hjemkomsten i 2007- i 2014 fik tiltagende
gener og udviklede fuld posttraumatisk belastningsreaktion. Vi vurderer således, at du udviklede fuld posttraumatisk
belastningsreaktion cirka 7 år efter den sidste udsendelse. Vi har herved lagt vægt på, at [T] den 22. september 2014 i
Veterancentrets journal har noteret, at du på dette tidspunkt igennem 6 måneder havde haft søvnforstyrrelser, ængstelse,
undgåelsesadfærd og høj grad af irritabilitet, samt at der formentlig var tale om posttraumatisk belastningsreaktion. Vi
har også lagt vægt på oplysningerne i speciallægeerklæringen ved [T] den 12. oktober 2015 og uddybende udtalelse fra
[T] den 24. februar 2016. Vi mener, at der ikke er grund til at undersøge oplysningerne nærmere.
70
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Begrundelsen for afgørelsen om, at din sygdom ikke er omfattet af lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte
soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.
Vi vurderer, at du ikke har sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion. Din posttraumatiske
belastningsreaktion kan derfor ikke anerkendes efter denne lov. Vi har lagt vægt på, at der ikke er tidsmæssig
sammenhæng mellem udsættelserne under dine udsendelser og din udvikling af posttraumatisk belastningsreaktion. I
forhold til særloven er dokumentationskravet lempet. Det betyder imidlertid ikke, at kriterierne for anerkendelse er
lempet. Der skal således fortsat være en relevant belastning og tidsmæssig sammenhæng mellem belastningen og
sygdommen. Vi vurderer, at du udviklede fuld posttraumatisk belastningsreaktion i 2014, hvilket vil sige cirka 7 år efter
den sidste udsendelse. Vi vurderer, at du - efter at have haft lettere psykiske symptomer siden hjemkomsten i 2007 - i
2014 fik tiltagende gener og udviklede fuld posttraumatisk belastningsreaktion. Vi vurderer således, at du udviklede fuld
posttraumatisk belastningsreaktion i 2014, hvilket vil sige cirka 7 år efter den sidste udsendelse. Vi har herved lagt vægt
på, at [T] den 22. september 2014 i Veterancentrets journal har noteret, at du på dette tidspunkt igennem 6 måneder havde
haft søvnforstyrrelser, ængstelse, undgåelsesadfærd og høj grad af irritabilitet, samt at der formentlig var tale om
posttraumatisk belastningsreaktion Vi bemærker hertil særligt, at der hverken i speciallægeerklæringen eller den
supplerende udtalelse fra [T] er oplysninger om, at din posttraumatiske belastningsreaktion skulle være fuldt til stede på
et tidligere tidspunkt end 2014. Efter loven kan der ydes erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre
statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion når
1) sygdommen ikke kan anerkendes som erhvervssygdom efter lov om arbejdsskadesikring,
2) begrundelsen for, at sygdommen ikke kan anerkendes etter lov om arbejdsskadesikring, er, at der mangler
dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem belastning og sygdomsdebut, og
3) der foreligger en psykiatrisk speciallægeerklæring udstedt senere end 6 måneder efter belastningens ophør, hvori
det erklæres, at den undersøgte person lider af posttraumatisk belastningsreaktion, og at sygdommen er opstået i
tilknytning til og som følge af udsendelse som nævnt i § l, stk. 2.
Bemærkninger til klagen.
Dit forbund
[…]
har klaget over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. De har til brug for klagen indhentet udtalelse fra [T]
samt udtalelser fra din
hustru og fra din nære ven […].
Det er forbundet vurdering, at din sag bør anerkendes efter
særloven. De henviser til, at det er tilstrækkeligt, at der i forbindelse med hjemkomsten er dokumenteret enkelte
symptomer, og at disse senere udvikler sig fuldt ud til posttraumatisk belastningsreaktion. [T] har i den supplerende
udtalelse den 24. februar 2016 præciseret, at du umiddelbart eller kort efter den sidste udsendelse udviklede lettere
psykiske symptomer, og at der senere er sket en udvikling til posttraumatisk belastningsreaktion. Han har således angivet,
at du har udviklet posttraumatisk belastningsreaktion på grund af dine udsendelser og med opstart af symptomer
umiddelbart eller kort efter sidste udsendelse. Din hustru,
[…],
har i mail den 20. januar 2016 beskrevet, hvilke symptomer
du har haft, siden du kom hjem fra Irak. Din ven,
[…],
har i mail den 2.0. januar 2016 beskrevet, hvordan du har ændret
dig igennem de seneste år. Vi har inddraget klagen og de fremsendt oplysninger i vores behandling af din sag. Det har
imidlertid ikke ført til, at vi har anerkendt din posttraumatiske belastningsreaktion hverken efter arbejdsskadeloven eller
efter særloven for tidligere udsendte soldater m.fl.
Vi henviser i det hele til begrundelsen ovenfor.”
8.3.2. Bemærkninger til afgørelserne fra ASK og AST
8.3.2.1. Indledning
Det spørgsmål, der er relevant at undersøge i denne sag, er, om ASK og AST kræver for meget, når
de vurderer, at tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. ikke er opfyldt. Når man ser på
myndighedernes begrundelser herfor, er der ikke grundlag for at rette kritik mod anvendelsen af selve
tidskriteriet, idet det efter såvel ASL som særloven rettelig kræves, at soldatens symptomer er
debuteret inden for 6 måneder, og at PTSD er fuldt udviklet inden for få år. Derimod er der grundlag
for at rette kritik af myndighedernes
vurdering af beviset
for, at tidskriteriet er opfyldt. I afsnit 8.3.2.2.
foretages først en analyse af ASK’s afgørelse af 27. november 2015, hvor anerkendelse som sagt
afvistes efter både ASL og Særloven. I afsnit 8.3.2.3. foretages en analyse af AST’s afgørelse af 29.
april 2016, hvor der ligeledes skete afvisning efter både ASL og Særloven.
71
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
8.3.2.2.
ASK’s afvisning
af, at tidskriteriet er opfyldt efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1 og Særloven
Hvad angår bevisbedømmelsen af tidskriteriet, skal det først erindres, at det ikke er et krav, at der er
vished (100 % sandsynlighed) eller blot en til vished grænsende sandsynlighed for, at soldaten har
haft symptomer på PTSD, og at PTSD var fuldt udviklet inden for få år som nævnt i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Beviskravet er altså alene, at der skal
være ”noget mere” end
50 % sandsynlighed for, at soldaten har haft symptomer på PTSD, og at PTSD var fuldt udviklet
inden for få år.
Som det fremgår ovenfor bygger ASK i det væsentlige deres bevisvurdering på, at soldaten først fik
”sygdomsindsigt” i ”slut 2013/start 2014”.
Altså, at det først her gik op for soldaten, at han var syg,
jf.
ASK’s henvisning til
soldatens svar på deres spørgsmål til ham, hvor soldaten selv beskrev, at han
i
”slut 2013/start 2014” oplevede forskellige gener,
herunder aggressivitet og søvnproblemer. Se også
ASK’s henvisning til soldatens visitationssamtale med psykolog
[GA] af 14. juli 2014 samt soldatens
konsultationer med psykolog [MA] fra den 1. august 2014. Endvidere baserer ASK sin afgørelse på
journalmaterialet fra psykiater [T], som tilså soldaten i september 2014. Som det fremgår ovenfor,
lagde ASK herunder vægt på, at soldaten til [T] bl.a. havde oplyst, at han ikke havde følt problemer
som følge af sine udsendelser før cirka et halvt år forinden, hvor soldaten havde oplevet
søvnproblemer og irritabilitet, ligesom familie og venner bemærkede, at soldaten havde ændret sig.
ASK lagde derudover vægt på journalmaterialet fra soldatens samtale med [T] af 15. september 2015,
hvoraf det fremgik, at soldaten havde haft symptomer efter hjemkomsten fra Irak i 2007 i form af
mareridt og irritabilitet, men at disse symptomer først tog fart i starten af 2014.
Det er klart, at der som udgangspunkt skal tages væsentligt hensyn til de oplysninger, soldaten har
givet til bl.a. psykologer og psykiatere efter sin udsendelse, herunder oplysninger om, hvornår
soldaten selv mener, at symptomerne på PTSD begyndte. Når det gælder PTSD, fremgår det
imidlertid, som nævnt, af myndighedernes egen vejledning om erhvervssygdomme (Vejledningen),
at ”[u]ndgåelse af alt, der minder om traumerne”,
er et symptom på PTSD, ligesom det er et symptom
på PTSD, at man har ”[d]elvis, eventuelt fuld, amnesi (fortrængning) af de traumatiske oplevelser.”
Når undgåelsesadfærd og fortrængning netop er symptomer på PTSD, er det problematisk, at næsten
hele
ASK’s
bevisbedømmelse bygger på soldatens
egen oplevelse
af, hvornår symptomerne
begyndte. Det gælder særligt, når andre bevisdata peger i modsat retning, jf. således
speciallægeundersøgelse af den 12. oktober 2015 foretaget af [T]. Her konkluderes således, at
soldaten ”har haft lettere symptomer, bl.a. mareridt og formentlig irritabilitet,
som har været til stede
umiddelbart eller ret kort efter den sidste mission.” AST kommer da også i sin senere afgørelse af 29.
april 2016 frem til, at soldatens symptomer debuterede inden for 6 måneder.
Når det gælder Særloven, kom ASK som nævnt frem til, at soldatens sygdom ikke var omfattet heraf.
Som det fremgår ovenfor, blev det begrundet med, at soldaten ikke opfyldte ”betingelsen om, at en
sag - for at være omfattet af særloven - skal være afvist efter lov om arbejdsskadesikring med den
begrundelse, at der mangler dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem belastning og
sygdomsdebut.” Denne begrundelse synes
dog at være forkert, da afvisningen efter ASL § 7, stk. 1,
nr. 1 netop blev begrundet med det manglende bevis for symptomdebut. Med mindre ASK’s
afgørelse
skal læses således, at afvisningen reelt er sket, fordi PTSD ikke var fuldt udviklet inden for få år.
72
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
ASK skriver således ganske kort følgende: ”Vi bemærker i øvrigt, at speciallægeerklæringen
beskriver, at det først er i 2014, at dine
øvrige symptomer begyndte at vise sig.” I begrundelsen
for,
at sagen ikke forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, anføres tillige noget, der kunne forstås
således, at afgørelsen (også) er begrundet med, at PTSD ikke var udviklet inden for få år. Det er dog
uklart, om der her tales om den tidsmæssige sammenhæng til symptomdebut eller den fulde
udviklingen af sygdommen. Hvis sidnævnte var tilfældet, burde det i hvert fald være fremgået klarere,
at dette (også) skulle forstås som begrundelse for, at der skete afvisning efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1.
8.3.2.3.
AST’s afvisning af, at tidskriteriet er opfyldt efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1 og Særloven
Hvad angår bedømmelsen efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1,
tyder AST’s afgørelse i sin ordlyd på, at AST
(i modsætning til ASK) fandt, at soldatens symptomer
var
debuteret inden for 6 måneder. AST
begrunder derimod sin afvisning med, at soldatens PTSD først var fuldt udviklet i 2014, hvorfor
sygdommen ikke opfyldte kravet om at være fuldt udviklet inden for få år. Herved lagde AST vægt
på et journalnotat fra [T] af 22. september 2014, hvor han havde noteret, at soldaten på dette tidspunkt
igennem 6 måneder havde haft bl.a. søvnforstyrrelser, ængstelse, undgåelsesadfærd og høj grad af
irritabilitet. Endvidere blev der lagt vægt på speciallægeerklæringen af 12. oktober 2015 fra [T] samt
en uddybende udtalelse fra samme af 24. februar 2016. Hvad angår særloven, begrunder AST
ligeledes sin afvisning med, at PTSD først findes fuldt udviklet i 2014, idet man herved navnlig lagde
vægt på, at det ikke fremgik af nævnte speciallægeerklæring eller supplerende udtalelse fra [T], at
PTST skulle være fuldt til stede før 2014. Dermed lægger AST ikke vægt på den speciallægeerklæring
af 12. oktober 2015, der efter Særloven § 2, stk. 1, nr. 3 er udstedt senere end 6 måneder efter
belastningens ophør, idet AST mener, at PTSD ikke er fuldt udviklet inden for få år.
Det er i forhold til afvisningen efter både ASL og Særloven korrekt, at det ikke fremgår af
speciallægeerklæringen af 12. oktober 2015, at PTSD var fuldt udviklet før 2014, men omvendt
fremgår det heller ikke, at det ikke skulle være tilfældet. Da der er tale om et afgørende spørgsmål,
burde dette have været afklaret ved at indhente supplerende udtalelse fra [T], jf. officialmaksimen.
Endvidere blev der til brug for sagens behandling af AST indhentet yderligere beviser, der tyder på,
at soldaten allerede kort tid efter hjemkomsten fra Irak i 2007 havde alvorlige gener, således at PTSD
allerede på dette tidspunkt kunne være udviklet fuldt ud, jf. udtalelse fra soldatens nære ven af 20.
januar 2016 og mail fra soldatens hustru af samme dato. I mailen fra soldatens hustru fremgår bl.a.
følgende:
”[Soldaten] har været udsendt flere gange men turen til Irak var den hårdeste. [Soldaten] har
altid været social, men efter
hjemkomst havde han svært ved at være alene, uden noget at tage sig til, der skulle helst ske noget hele tiden. [Soldaten]
blev hurtigere sur/irriteret over bagateller f.eks. hvis jeg eller andre har tabt ting. Høje brag i forbindelse med en byfest
1,5 km væk kort efter hjemkomst resulterede i, at [soldaten] var på vej ned under vores sofabord. [Soldaten] havde svært
ved at gå i seng om aftenen og sad gerne oppe og så fjernsyn til kl. 2 om natten. Når vi skal i byen ud og spise eller evt.
familiefest er han utryg hvis ikke han kan se udgangen, han sidder helst med ryggen til en dør.”
Dette bekræftes i det væsentlige i mailen fra soldatens nære ven, om end det ud fra denne mail er
vanskeligt at sige, præcist hvornår soldatens symptomer begyndte. Dette fremgår dog klart af det
ovenfor citerede fra soldatens hustrus mail, hvor det bl.a. hedder, at soldaten kort efter hjemkomst
blev stærkt påvirket af nogle brag fra en byfest 1,5 km væk. Dette er naturligvis ikke nok til at sige
med sikkerhed, at PTSD var fuldt udviklet tidligere end få år efter soldatens hjemkomst i 2007, men
73
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
2085731_0076.png
det indikerer i hvert fald, at soldaten meget tidligt var stærkt påvirket af sin udsendelse. Det samme
gør i øvrigt den supplerede udtalelse fra [T] af 24. februar 2016, hvoraf bl.a. fremgår følgende:
”Vedr. Deres skrivelse af 19.01.16 med supplerende spørgsmål ang. Ovennævnte pt. med henvisning til undertegnedes
erklæring af 12.10.15 kan jeg vanskeligt komme det nærmere, end at pt. umiddelbart eller ret kort efter sin sidste mission
udviklede lettere psykiske symptomer
–
bl.a. mareridt og formentlig irritabilitet, og at der senere er sket en udvikling af
flere symptomer, som svarer til den i erklæringen anførte diagnose F43.1. posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).
Hermed mener jeg at have angivet, at pt. har udviklet PTSD p.g.a. sine udsendelser med opstart af symptomer umiddelbart
eller ret kort efter sidste mission. Jeg kan i forhold til erklæringen repetere, at der ikke er fundet andre konkurrerende
faktorer, der kunne have udløst PTSD.”
Det fremgår desværre ikke klart, hvornår [T] helt præcist mener, at PTSD var fuldt udviklet, idet
betydningen af ordet
”senere”
ikke præciseres. Det fremgår dog klart, at de første symptomer var til
stede
”ret kort” efter hjemkomsten i 2007, og at der ikke er fundet andre faktorer, der kunne have
udløst PTSD. Selvom årsagsforbindelsen til belastningen under udsendelsen i 2007 således må være
klar, da der ikke er fundet andre mulige årsager til udløsningen af PTSD, kan det heller ikke udledes
med sikkerhed af den supplerende udtalelse, at PTSD var fuldt udviklet inden for få år. Men det taler
i hvert fald ikke imod dette, ligesom det taler for, at myndighederne burde have sørget for, at det blev
klarlagt, hvornår PTSD var fuldt udviklet. Som fx ved at indhente endnu en supplerende udtalelse fra
[T]. Særligt efter bedømmelsen efter Særloven ville dette også have gjort det klart, om AST efter
Særlovens § 2, stk. 1, nr. 3 ville være forpligtet til som udgangspunkt at lægge den psykiatriske
speciallægeerklæring fra [T] af 12. oktober 2015 til grund. I øvrigt taler dette stærkt for, at der kunne
være sket anerkendelse af PTSD efter reglerne om anerkendelse
uden for fortegnelsen
i ASL § 7, stk.
1, nr. 2, da PTSD ”udelukkende eller i overvejende grad” må anses for at være ”forårsaget af arbejdets
særlige art.”
8.4. Sag nr. 16
8.4.1 Afgørelserne fra AES og AST
Spørgsmålet i sagen var bl.a., om der var tidsmæssig sammenhæng mellem belastningerne under
soldatens udsendelser til Afghanistan og den senere indtrådte PTSD. Soldaten var udsendt til
Afghanistan 5 gange: 1. udsendelse var i 2007. 2. udsendelse var i 2008. 3. udsendelse var i 2012-
2013. 4. udsendelse var i 2013. 5. udsendelse var i 2014. I afgørelse af 3. april 2017 afviste AES at
anerkende soldatens PTSD som en arbejdsskade efter både ASL og Særloven med henvisning til, at
tidskriteriet ikke var opfyldt.
56
Begrundelsen herfor, var kort sagt, at soldatens gener, ifølge AES,
først debuterede i 2012 (i form af humørsvingninger), hvorefter de udviklede sig yderligere i 2013 til
2014 (i form af søvnproblemer, flashbacks og humørsvingninger). Herefter var der ifølge AES ikke
”årsagssammenhæng
mellem de belastninger, som du har været udsat for under din 3. og 4.
udsendelse,
og den efterfølgende debut og udvikling af dine psykiske gener.”
AES fandt i øvrigt heller
ikke, at belastningskriteriet var opfyldt for udsendelse nr. 3, 4 og 5, hvorfor afgørelsen må læses
således, at der allerede af denne grund skulle ske afvisning. AES fandt, at belastningskriteriet
var
opfyldt for udsendelse 1 og 2 i 2007-2008, men man fandt ikke, at der var tidsmæssig sammenhæng
mellem belastningerne under disse udsendelser og udviklingen af soldatens gener i 2012 og
2013/2014. AES fandt endelig, at der ikke var grundlag for at anerkendende soldatens PTSD efter
56
I afgørelsen tog AES ikke stilling til, om belastningskriteriet var opfyldt.
74
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Særloven. Det blev for det første begrundet med, at belastningskriteriet ikke var opfyldt mht.
udsendelse 3, 4 og 5, hvorfor Særloven slet ikke fandt anvendelse herfor. For det andet fandt AES, at
selv om der mht. udsendelse 1 og 2 i 2007-2008
var
tale om tilstrækkelige belastninger, var der ikke
tidsmæssig sammenhæng til udviklingen af symptomerne i 2012 og 2013/2014. Soldatens advokat
klagede over AES’ afgørelse,
men i afgørelse af 17. juli 2017 afviste AES denne klage og oversendte
sagen til AST. Ved afgørelse af 31. august 2017 kom AST frem til samme resultat som AES. Efter
indhentelse af second opinion blev sagen genoptaget af AES, der imidlertid i afgørelse af 14. januar
2019 fastholdt sin tidligere afgørelse.
Af AES’s begrundelse for afgørelsen
af 3. april 2017 fremgår bl.a. følgende:
”Begrundelse
for afvisning efter arbejdsskadelovgivningen
Du har fået stillet diagnosen Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) og personlighedsændring efter
katastrofeoplevelse af speciallæge i psykiatri, [BI] den 31. juli 2016. Vi behandler de to diagnoser samlet, fordi det er
oplyst i speciallægeerklæringen, at din personlighedsændring er opstået som følge af din PTSD. Din PTSD opfylder
ikke
kravene for at blive anerkendt som en erhvervssygdom efter fortegnelsen over erhvervssygdomme punkt F.1. Årsagen er,
at vi vurderer, at der ikke er årsags- eller tidsmæssig sammenhæng mellem de belastninger, du har været udsat for og
udviklingen af din PTSD. Vi vurderer derfor, at din PTSD ikke kan anerkendes som en arbejdsskade efter
arbejdsskadeloven.
Du har været udsendt til Afghanistan fem gange. Du har været udsendt følgende gange:
l. udsendelse:
[…]
2007
[…]
2. udsendelse:
[…]
2008
3. udsendelse:
[…]
2012
[…]
4. udsendelse:
[…]
2013
5. udsendelse:
[…]
2014.
Du har i svaret på det indsendte spørgeskema oplyst, at du mærkede de første psykiske symptomer i 2012 (efter 3.
udsendelse) i form af humørsvingninger og yderligere i 2013 - 2014 i form af søvnproblemer, flashbacks og
humørsvingninger. Dette støttes endvidere af oplysningerne i speciallægeerklæringen, hvor der står, at du under
udsendelsen i 2013 (4. udsendelse) lagde mærke til de første eftervirkninger. Vi har ikke fundet øvrige oplysninger, som
modsiger debuttidspunktet i 2013 (efter 3. udsendelse), og vi har derfor lagt vægt på de udsendelser, som du har haft i
nær tilknytning til de første symptomer, du oplevede, det vil sige din 3. og 4. udsendelse. Vi har indhentet journal er fra
Veterancentret, som dog ikke beskriver symptomdebut eller udvikling en af din PTSD. Vi bemærker, at det fremgår af
din lægejournal fra 24. juni 2015, at du i mange år har mistrives. Vi vurderer, at de beskrevne psykiske gener dog
ikke
kan tolkes som egentlige symptomer på PTSD. Det er i februar 2016 ligeledes anført, at du efter din udsendelse i 2008
var "oppe at køre". Disse psykiske gener kan ligeledes heller ikke tolkes som symptomer på PTSD. Vi er opmærksomme
på, at du i svaret på spørgeskemaet har oplyst, at du aldrig fik talt med nogen omkring dine oplevelser, da du kom hjem
fra dine to første udsendelser, at du ikke fik nogen hjælp efterfølgende, at du havde svært ved at snakke om de ting, du
havde oplevet, og at du mellem nogle af udsendelserne har følt, at du blev sendt for tidligt afsted. Dette ændrer dog ikke
vores vurdering, idet der ikke er beskrevet egentlige psykiske gener før 2012 og 2013/2014. Under din 3. udsendelse til
Afghanistan i
[…]
2012 -
[…]
2013 skulle du assistere Royal Airforce, og du skulle hjælpe personellet på en
CiCO
Herkules. Du oplevede her blandt andet, at du skulle fastgøre en afghansk mand til gulvet. Manden havde et åbent sår,
havde mange smerter og var bange, og i forbindelse med at fastgørelsen, kom du helt tæt på ham. Du fik
ikke
hjælp af din
kollega, idet han ikke ville udsættes for en sådan oplevelse. Du skulle endvidere tage dig af de døde og sårede, blandt
andet folk med skudhuller. Din kollega tog ikke sin del af de ubehagelige opgaver. Under din 4. udsendelse til Afghanistan
i 2013 oplevede du en meget styrende kollega, der var god til at ødelægge det for andre. Under din 5. udsendelse i 2014
blev du udsendt med en kollega, som blev daglig leder. Du havde det godt med din kollega, og I arrangerede flere sociale
arrangementer. En dag, hvor du havde glemt at logge af facebook, idet I løb i beskyttelsesrum, udnyttede din kollega og
en anden dette, og skrev på din facebookvæg. Du undlod at melde dette, selvom du blev sur. Dette resulterede i, at du
75
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
blev mobbet af din kollega, som startede rygter og gjorde livet surt for dig. Dette resulterede også i, at der var store
uenigheder og uoverensstemmelser i forbindelse med afholdelse af en
[…].
Jeres uoverensstemmelser fortsatte efter
udsendelsen. Efter en samlet konkret vurdering af disse oplysninger, er der ikke årsagssammenhæng mellem de
belastninger, som du har været udsat for under din 3. og 4. udsendelse, og den efterfølgende debut og udvikling af dine
psykiske gener. Vi har lagt til grund at der først beskrives reel debut af psykiske gener i 2012 og 2013/2014 i form af
blandt andet humørsvingninger, flashbacks og søvnproblemer. Du fik i 2016 stillet diagnosen PTSD af speciallæge i
psykiatri, [BI]. Vedrørende de belastninger, du har haft i forbindelse med dine tre sidste udsendelser til Afghanistan siden
2012, vurderer vi, at det ikke er dokumenteret, at du har været udsat for relevante traumatiske begivenheder af kortere
eller længere varighed af en exceptionel truende eller katastrofeagtig natur. Vi har hørt Forsvaret om arbejdsbeskrivelsen,
som ikke er kommet med yderligere oplysninger om disse udsendelser. Vi er opmærksomme på, at du i forbindelse med
dine to første udsendelser til Afghanistan i 2007 og 2008 har været udsat for blandt andet raketangreb, sårede personer,
og særligt en pige der var voldsomt såret, påvirkede dig meget. Herudover oplevede du blandt andet et fly, hvor motoren
eksploderede, og hvorefter flyet væltede. Piloten kom ikke til skade, men der skulle laves en sikkerhedsafspærring af
flyet. Dette ændrer dog ikke på vores vurdering, idet du, som nævnt ovenfor, først oplever psykiske symptomer i 2012 og
2013/2014, hvilket er mindst 4 år efter din 2. udsendelse i 2008. For at PTSD kan anerkendes som en arbejdsskade efter
erhvervssygdomsfortegnelsen, skal de første symptomer være til stede inden for 6 måneder efter udsættelse, og PTSD' en
skal være fuldt til stede inden for få år efter ophøret af de traumatiske oplevelser. Du opfylder derfor ikke dette krav med
henblik på dine to første udsendelser, de dine symptomer først opstod i 2012 og 2013/2014 i forbindelse med dine tre
sidste udsendelser. Efter en samlet konkret vurdering af disse oplysninger, er der endvidere ikke tidsmæssig sammenhæng
mellem de belastninger, som du har været udsat for under din 1. og 2. udsendelse, og udviklingen af dine psykiske gener
i 2012 og 2013/2014. Derfor kan vi ikke anerkende din PTSD som en arbejdsskade efter arbejdsskadeloven.
Vi har ikke forelagt din sag for Erhvervssygdomsudvalget, fordi vi vurderer, at der ikke er mulighed for, at udvalget vil
indstille din sygdom til anerkendelse. Posttraumatisk belastningsreaktion forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, hvis
der er en rimelig sammenhæng mellem påvirkning og debut af sygdom (nogle år). I dit tilfælde er der først lægelig
dokumentation for, at du har udviklet symptomer på PTSD mere end 6 måneder efter dine to første udsendelser til
Afghanistan i 2007 og 2008. Du har endvidere ikke været udsat for relevante traumatiske begivenheder af en exceptionelt
truende eller katastrofeagtig natur i forbindelse med dine tre sidste udsendelser 2012
–
2014. Vi forelægger heller ikke
anden psykisk sygdom for udvalget, da der ikke er lægelig dokumentation for psykisk sygdom før mange år efter din
hjemkomst fra Afghanistan. Vi vurderer derfor, at der ikke er dokumenteret en rimelig sammenhæng mellem påvirkning
og udvikling af psykisk sygdom. Derfor forelægger vi ikke din sag for Erhvervssygdomsudvalget.
Begrundelse for at din sygdom ikke er omfattet af lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre
statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion. Din psykiske sygdom opfylder ikke kravene for
at blive omfattet af denne lov. Årsagen er, at du ikke har været udsat for relevante exceptionelle belastninger under dine
tre sidste udsendelser i 2012 - 2014. Dermed opfylder du ikke betingelsen om, at en sag - for at være omfattet af særloven
- skal være afvist efter lov om arbejdsskadesikring med den begrundelse, at der mangler dokumentation for tidsmæssig
sammenhæng mellem belastning og sygdomsdebut. Vi har endvidere lagt vægt, at der ikke er tidsmæssig sammenhæng
mellem dine to første udsendelser i 2007 og 2008, hvor dine belastninger var relevante, og udvikling en af din sygdom i
2012 og 2013/2014. Det er et krav for at være omfattet af særloven, at der er nogle symptomer indenfor 6 måneder efter
de relevante belastningers ophør, og at der er fuld PTSD indenfor få år efter. Denne sygdomsudvikling må ikke være
modsagt af andre akter. Det vurderer vi er tilfældet i din sag. Vi finder ud fra dine egne oplysninger, at du ikke har haft
symptomer indenfor 6 måneder efter de relevante belastninger i forbindelse med dine to første udsendelser i 2001 og
2008, idet du selv har oplyst, at du først i 2012 og 2013/2014 oplevede symptomer. Din sygdom er derfor ikke omfattet
af særloven for udsendte statsansatte.”
Af AES’s begrundelse for afgørelsen
af 17. juli 2017 fremgår bl.a. følgende:
”Begrundelse
for oversendelse til Ankestyrelsen. Vi kan ikke give helt eller delvist medhold i klagen. Vi er
opmærksomme på, at det fremgår af klagen, at dit fagforbund ikke mener, at vores afgørelse er korrekt. Det fremgår
blandt andet af klagen, at du har fået konstateret PTSD som følge af dine udsendelser, og at vi bør få lavet en ny og
fyldestgørende speciallægeerklæring, som kan give et retvisende billede af din tilstand. Vi vurderer fortsat, at
betingelserne for anerkendelse ikke er opfyldte. Årsagen er, at vi vurderer, at der
ikke
er årsags- eller tidsmæssig
sammenhæng mellem de belastninger, du har været udsat for og udviklingen af din PTSD. Vi skal i den forbindelse
76
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
henvise til begrundelsen i vores afgørelse. I forbindelse med klagesagsbehandlingen skal vi bemærke, at sagen har været
forelagt vores lægekonsulent.”
Af AST’s begrundelse for afgørelsen
af 31. august 2017 fremgår bl.a. følgende:
”Begrundelsen
for afgørelsen om, at din sygdom ikke er omfattet af arbejdsskadeloven.
Sådan vurderer vi sagen.
Ankestyrelsen vurderer sagen ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Vi lægger vægt på samme oplysninger og
bruger samme regler til at afgøre sagen. Vi henviser derfor til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.
Begrundelsen for afgørelsen om, at din sygdom ikke er omfattet af lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte
soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.
Sådan vurderer vi sagen.
Ankestyrelsen vurderer sagen ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Vi lægger vægt på samme oplysninger og
bruger samme regler til at afgøre sagen. Vi henviser derfor til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse”
Af AES’s begrundelse
for afgørelsen af 14. januar 2019 fremgår bl.a. følgende:
”Vurdering
efter second opinion
Du har ønsket at få en ekstra speciallægeerklæring (second opinion). Vi ser nu på din sag igen, hvor vi inddrager alle de
tidligere oplysninger i din sag og den nye erklæring. Den nye erklæring kan altså ikke stå alene, men den indgår i vores
samlede vurdering af din sag. Du har været til en undersøgelse hos en ny speciallæge og har fået en second opinion om
din sygdom fra speciallæge i psykiatri, [M], den 21. marts 2018. Den nye speciallægeerklæring er med i vores vurdering
af din sag. Vi har lagt vægt på, at der ikke er kommet nye oplysninger i den psykiatriske speciallægeerklæring fra Psykiater
[M] fra 21. marts 2018, der kan føre til anerkendelse af psykisk sygdom som en arbejdsskade. Du har nu oplyst til
Psykiater [M] i second opinion-erklæringen fra 21. marts 2018, at du allerede efter hjemkomsten fra din 2. udsendelse til
Afghanistan i
[…]
2008 oplevede forhøjet alarmberedskab, tendens til mareridt og var irritabel. Du havde søvnproblemer
og fik ofte angstanfald. Allerede efter første udsendelse oplevede du nedsat stresstærskel og ønskede ikke at skulle af sted
på flere udsendelser. Du har oplyst til Psykiater [M], at du efter din sidste udsendelse til Afghanistan i
[…]
2014 havde
et svært tilbagefald af reaktioner på PTSD i form af genoplevelser, hyperarousal og undgåelsesadfærd. Du havde mange
mareridt og råbte tit i søvne, og du vågnede ofte med et angstanfald. Du var hele tiden vagtsom og blev nemt chokeret,
irriteret og havde mange vredesudbrud. Det er beskrevet, at du siden din 2. udsendelse endvidere har haft tendens til
depressive svingninger. Psykiater [M] konkluderer, at du i perioden fra august til december 2015 udviklede depressive
symptomer, der kulminerede ultimo 2015 med tiltagende selvmordstanker. Psykiater [M] vurderer i second opinion-
erklæringen, at du har PTSD, som er opstået på baggrund af traumatiske oplevelser på arbejdet under dine udsendelser til
Afghanistan. Han vurderer videre, at du sekundært hertil har fået tilbagevendende depressioner. Vi har modtaget en mail
fra din advokat den 20. juni 2018. Din advokat har vedlagt en række vidneudsagn fra blandt andet din ægtefælle,
[…],
som oplyser, at hun oplevede dig ændret allerede efter udsendelsen til Afghanistan i 2008, hvor hun beskriver, at du blev
mere irritabel. Særligt fra din 3. udsendelse i 2012/2013 eskalerede dit temperament, og du fik sværere ved at håndtere
mange mennesker og overskue hverdagsting. Din ven, [A], har kendt dig i omkring 11 år. Han beskriver dig som glad
forud for dine udsendelser til Afghanistan, men at du begyndte at ændre dig allerede efter din 1. udsendelse til Afghanistan
i 2007/2008. [A] har oplevet, at det blev værre og værre efter hver udsendelse, hvor han oplevede dig som mere
nærtagende, og I blev også uvenner for 2-3 år siden, hvor du blev vred på [A]. Din ven, [B], har kendt dig i mere end 10
år. Du var til at begynde med altid glad og udadvendt. I dag oplever [B], at du blandt andet frembyder uden energi og har
hukommelsesproblemer. [Soldaterkollega A] som var udsendt sammen med dig i Afghanistan i 2012/2013 oplyser, at I
ikke var forberedte på, at I skulle deltage i afsendelser af døde og sårede. Det var ofte meget følelsesladet at skulle
hjemsende døde soldater og deltage i såkaldte ramp ceremonier. Det skete ofte med kort varsel, så I ikke kunne nå at
forberede jer. [Soldaterkollega B] var udsendt sammen med dig til Afghanistan på din 2. udsendelse i 2008.
[Soldaterkollega B] var din gruppefører under udsendelsen. [Soldaterkollega B] oplyser, at der var rigtig mange
raketangreb på basen. Taliban havde sat en timer på et raketbatteri, som skød raketter ind over base ofte mellem 21:00 og
01:00. Der var også angreb på andre tidspunkter af døgnet. [Soldaterkollega B] har oplyst, at du nogle gange var tæt på
at blive ramt af en raket. Du har oplevet, at en raket ramte ned 70 meter foran den bil, som du kørte i. Og du har oplevet,
at der ramte en raket ned lige der, hvor du få minutter forinden havde holdt med din bil. [Soldaterkollega B] beskriver
endvidere hændelser, som I var udsat for under udsendelsen. Du har også medsendt en beskrivelse af dine udsendelser til
Afghanistan, samt en beskrivelse af udviklingen af dine symptomer. Du oplyser at du allerede efter din første udsendelse
begyndte at få det svært. Du havde ikke lyst til at blive udsendt igen, men følte dig presset til det. Du oplevede 2.
77
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
udsendelse til Afghanistan i 2008 som meget grim. Efter hjemkomsten kom du til læge og psykologundersøgelse. Du
fortalte ikke om hændelserne, da du var bange for, at det kunne få konsekvenser for dig som soldat, så du blev erklæret
uegnet. I løbet af 2008 begyndte du at få problemer med at sove, og du havde mareridt. Du blev aggressiv og begyndte at
mistro alle og begyndte at lukke dig inde i dig selv. I 2011 blev du kontaktet af trivselskonsulenten fra
[…]
Kommando.
I havde en samtale om dine problemer med dine kolleger og dit sygefravær. Det skete ikke yderligere, selv om du fortalte
hende, at du ikke havde det så godt. Du blev udsendt igen i 2012. Under udsendelsen oplevede du søvnbesvær og mange
konfrontationer med dine kolleger, særligt din kollega [C], som du ikke oplevede, deltog i de opgaver, der blev tildelt jer.
Da du kom hjem fra din 3. udsendelse til Afghanistan i 2013 oplevede du, at du havde forandret dig negativt, og du
begyndte igen at sygemelde dig. Din advokat henviser til, at ”oplysninger fra tilskadekomne selv eller nærtstående
personer om, at der har været mere uspecifikke symptomer, [vil] blive tillagt betydelig vægt ved vurderingen af, om der
er symptomer indenfor seks måneder ... " Din advokat henviser endvidere til, at du havde meget få sygedage i 2005 og
2006, hvilket ændrede sig betydeligt efter dine tidligere udsendelser. Vi bemærker, at din og vidners forklaring ikke kan
tjene som dokumentation for, at din posttraumatiske belastningsreaktion var fuldt udviklet i tidsmæssig sammenhæng
med din hjemkomst. Udtalelasen kan i nogen grad bestyrke, at du havde visse psykiske gener efter hjemkomsten fra
Afghanistan i 2008, men udtalelsen kan ikke danne grundlag for, at diagnosen PTSD kan stilles. Vi bemærker, at det ikke
er ualmindeligt at opleve en forbigående psykisk reaktion efter hjemkomsten fra en udsendelse. Det er dog ikke det samme
som, at de psykiske gener udvikler sig til en egentlig psykiatrisk diagnose.
I vurderingen af din sag har vi lagt vægt på især de lægelige akter, men også din egen forklaring som er givet tættest på
belastningernes ophør. Det fremgår af lægeattesten, at din læge [ME] har været din praktiserende læge siden 2012. Det
fremgår af journalen fra din læge, at du først henvendte dig med psykiske gener den 4. juni 2015. Vi har spurgt dig om,
hvornår du første gang bemærkede symptomer på din sygdom, samt hvilke symptomer der var tale om. Du har som svar
på vores spørgebrev modtaget den 21. marts 2016 oplyst, at du begyndte at få humørsvingninger i 2012, da du blev pålagt
at tage dig af døde og sårede, der skulle ombord på C130 fly. Du har videre oplyst, at du i 2013-2014 begyndte at få
søvnproblemer, flashback samt humørsvingninger over for din kone og børn, og at du begyndte at få mareridt og
tankemylder. Du har i en uddybende beskrivelse, som er dateret 31. januar 2016, oplyst, at du i 2013 og 2014 godt kunne
mærke, at du var ved at være brugt. Du fremstod mere følsom overfor familie og kolleger. Du blev hurtigere vred og
skuffet over små ting og misforstod mange ting. Hen mod slutningen af din sidste udsendelse blev du kontaktet grædende
af din
ægtefælle, da jeres søn var […].
Du kontaktede din søn, som var afvisende og kold overfor dig. Du var meget
frustreret over det. Efter du kom hjem havde du og din ægtefælle fortsat problemer med jeres søn. Du tog meget på i vægt,
efter du kom hjem fra din sidste udsendelse i august 2014. Det medførte, at du fik selvmordstanker. Du henvendte dig
første gang til Veterancentret den 7. maj 2015, hvor du fortalte, at det især var efter seneste udsendelse, at du havde
udviklet tegn på stress, humørsvingninger og irritabilitet. Den 24. juni 2015 har du oplyst til visitationssamtalen med
Psykolog fra Veterancentret, at du i mange år har mistrives, og at du gennem de sidste 6 måneder (fra primo 2015) havde
haft selvmordstanker. Det fremgår af notat fra journalen fra den l. februar 2016, at du efter hjemkomsten fra 2008 var
"oppe at køre", oplevede skærpede sanser, havde let til vrede og følte dig anderledes. Din ægtefælle kunne også mærke,
at du var påvirket af udsendelsen. Du slog blandt andet hånden gennem en dør. Under din anden udsendelse oplevede du
samarbejdsproblemer og havde svært ved at styre dit temperament. Du prøvede at fortrænge dine oplevelser og ville ikke
tale om det, du havde oplevet, da du fik det dårligt, når du tænkte på det.
[…].
Det er oplysninger, der først er givet i
second opinion-erklæringen fra Psykiater [M], som er i modstrid med tidligere oplysninger i din sag; både dine egne
oplysninger om debut i 2012 og Psykiater [BI’s] speciallægeerklæring. Selv hvis der var en beskrivelse af relevante
symptomer på PTSD fra vidner, så modsiger de tidligere oplysninger i din sag, at du udviklede PTSD indenfor få år efter
hjemkomsten i 2008. Vi vurderer derfor, at de nye oplysninger om debuttidspunkt og sygdomsudvikling er en ændring af
de tidligere afgivne oplysninger. I vurderingen af den psykiatriske special lægeerklæring (second opinion) af 21. marts
2018 fra Psykiater [M] ser vi på, om oplysningerne i den nye second opinion-erklæring er en uddybning af den oprindelige
forklaring, eller om oplysningerne i den nye second opinion-erklæring er en ændret forklaring, der ikke logisk kan hænge
sammen med den oprindelige forklaring. Bevismæssigt har oplysninger afgivet tættest på belastningens ophør større
troværdighed og dermed vægt, end oplysninger afgivet på et senere tidspunkt. Vi henviser
i
øvrigt til Ankestyrelsens
Principafgørelse U-3-88. Vi har ved vores vurdering af din sag lagt særligt vægt på den oprindelige forklaring om debut
og sygdomsudvikling, som understøttes af flere lægelige akter, som ligger tidsmæssigt tættest på belastningens ophør. Vi
henviser i øvrigt til drøftelse og vurderingen af debuttidspunktet i vores afgørelse af 3. april 2017. Det betyder, at
oplysningerne i den nye speciallægeerklæring fra Psykiater [M] fra den 21. marts 2018 ikke ændrer vores vurdering af
din sag. Din psykiske sygdom i form af PTSD med efterfølgende personlighedsændring efter katastrofeoplevelse, og
78
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
depression kan derfor ikke anerkendes som en arbejdsskade - hverken efter arbejdsskadesikringsloven eller efter særloven
for udsendte statsansatte.”
8.4.2. Bemærkninger til afgørelserne fra AES og AST
8.4.2.1. Indledning
Det spørgsmål, der er relevant at undersøge i denne sag, er, om AES og AST kræver for meget, når
de vurderer, at tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. ikke er opfyldt. Når man ser på
myndighedernes begrundelser herfor, er der ikke grundlag for at rette kritik mod anvendelsen af selve
tidskriteriet, idet det efter såvel ASL som særloven rettelig kræves, at soldatens symptomer er
debuteret inden for 6 måneder, og at PTSD er fuldt udviklet inden for få år. Derimod er der grundlag
for at rette kritik af myndighedernes
vurdering af beviset
for, at tidskriteriet er opfyldt. I afsnit 8.4.2.2.
foretages først en analyse af AES’ afgørelse af 3. april 2017 og AST’s afgørelse af 31. august 2017,
hvor anerkendelse som sagt blev afvist efter både ASL og Særloven. I afsnit 8.4.2.3. foretages en
analyse af AES’ afgørelse af 14. januar 2019 (efter second opinion),
hvor der ligeledes skete afvisning
efter både ASL og Særloven.
8.4.2.2.
AES’ og AST’s afvisning
af, at tidskriteriet var opfyldt efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1 og
Særloven, jf. afgørelserne af henholdsvis 3. april 2017 og 31. august 2017
Hvad angår bevisbedømmelsen af tidskriteriet, skal det atter erindres, at det ikke er et krav, at der er
vished (100 % sandsynlighed) eller blot en til vished grænsende sandsynlighed for, at soldaten har
haft symptomer på PTSD, og at PTSD var fuldt udviklet inden for få år som nævnt i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Beviskravet er altså alene, at der skal være ”noget mere” end
50 % sandsynlighed for, at soldaten har haft symptomer på PTSD, og at PTSD var fuldt udviklet
inden for få år.
Som sagt fandt AES og AST, at der ikke var årsagssammenhæng mellem de belastninger, som
soldaten havde været udsat for under udsendelse 3. og 4. udsendelse, og den efterfølgende debut og
udvikling af soldatens psykiske gener i 2012 og 2013/2014, ligesom man i øvrigt ikke fandt, at
belastningskriteriet var opfyldt for udsendelse nr. 3, 4 og 5. Dette rejser i sig selv en række spørgsmål,
men denne analyse vil alene koncentrere sig om den tidsmæssige sammenhæng mellem udsendelse 1
og 2 i 2007-2008 og den senere debut og udvikling af PTSD. Som sagt fandt AES og AST, at
belastningskriteriet var opfyldt for disse udsendelser, hvorfor af afvisningen i forhold til udsendelse
1 og 2 i 2007-2008 alene blev begrundet med, at der manglede bevis for symptomdebut inden for 6
måneder efter hjemkomsten i 2008 og fuld udvikling af PTSD inden for få år herefter. AES byggede
i det væsentlige afvisningen på soldatens egne oplysninger i et spørgeskema, samt oplysninger
soldaten havde givet til speciallæge i psykiatri [BI]. Det er klart, at der som udgangspunkt skal tages
væsentligt hensyn til sådanne oplysninger, der er givet af soldaten selv, men, som nævnt, er der mht.
PTSD særlig grund til ikke at lægge den sædvanlige bevismæssige vægt herpå. Det skyldes, som også
nævnt, at det mht. PTSD fremgår af myndighedernes egen vejledning om erhvervssygdomme
(Vejledningen), at undgåelsesadfærd og fortrængning netop er symptomer på PTSD. Derfor er det
problematisk, at AES i så vidt omfang bygger sin bevisbedømmelse på soldatens
egen oplevelse
af,
hvornår symptomerne begyndte. Det gælder særligt, når der er anden bevisdata, der peger i modsat
retning. AES anfører da også selv, at det fremgår af en lægejournal fra 24. juni 2015, at soldaten i
79
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
mange år mistrivedes. Endvidere var det i februar 2016 anført i samme lægejournal, at soldaten var
”oppe at køre” efter sin
udsendelse i 2008. AES anfører imidlertid, at dette ikke kan tolkes som
symptomer på PTSD. AES lagde herudover ikke bevismæssig vægt på, at soldaten i spørgeskemaet
oplyste, at han aldrig fik talt med nogen om sine oplevelser efter de to første udsendelser, og at han
havde svært ved at snakke med nogen om sine oplevelser. Endelig lagde AES ikke vægt på det af
soldatens advokat anførte om, at soldaten havde meget få sygedage i 2005 og 2006, hvilket ændrede
sig betydeligt efter soldatens udsendelser. AST kom som sagt frem til det samme resultat med samme
begrundelse.
Som begrundelse for, at soldatens PTSD ikke kunne anerkendes efter særloven, anførte AES først, at
belastningskriteriet ikke fandtes opfyldt for de tre sidste udsendelser, hvorfor denne del af sagen ikke
opfyldte betingelserne for at være omfattet af Særloven. Mht. de to første udsendelser i 2007-2008
anførte AES, at der ikke var den krævede tidsmæssige sammenhæng til debut og udvikling af
soldatens sygdom i 2012 og 2013/2014. Nærmere bestemt fandt man ikke, at der inden for 6 måneder
efter belastningens ophør i 2008 var symptomer på PTSD, ligesom PTSD ikke var fuldt udviklet
inden for få år herefter. Ved denne vurdering lagde AES tilsyneladende vægt på de samme forhold
som ved bedømmelsen efter ASL, hvorfor de samme kritikpunkter som ovenfor gør sig gældende.
AST kom som sagt frem til det samme resultat med samme begrundelse.
8.4.2.3.
AES’s afvisning
af, at tidskriteriet var opfyldt efter ASL § 7, stk. 1, nr. 1 og Særloven,
jf. afgørelse af 14. januar 2019
Da soldaten opfyldte betingelserne for at få sin sag vurderet igen efter indhentelse af en second
opinion fra en speciallæge i psykiatri, genoptog AES som nævnt sagen. AES fastholdt imidlertid sin
tidligere afgørelse af 3. april 2017 mht. både ASL og Særloven, da den nye speciallægeerklæring
samt vidneudtalelser fra bl.a. soldatens hustru og flere venner ikke kunne føre et andet resultat. Hvad
angår soldatens hustru, anførte hun bl.a. følgende i mail af 11. april 2018:
”De sidste 10 år har
[soldatens] adfærd ændret sig gradvis til at være mistroisk, opfarende, aggressiv og negativt ved selv
de mindste forandringer, problemer og uoverensstemmelser i hverdagen, hvilket har gjort at vores familie har været
præget af en del diskussioner, skænderier og frustrationer. Jeg kan ikke huske præcis, hvornår [soldaten] ændrede adfærd,
men det startede langsomt efter hans udsendelse i 2008, med at han blev lettere irriteret og med flere skænderier og
diskussioner. Jeg kan især huske at han i 2010 slot en knytnæve igennem vores soveværelsesdør, pga. at vores ældste søn
ikke gad at fjerne sne ude i indkørslen lige på det tidspunkt, som [soldaten] ville have og det var meget chokerende, for
[soldaten]
havde aldrig før været så aggressiv.”
I en udtalelse fra en ven af soldaten fremgår bl.a. følgende:
”Uden at sætte dato og klokkeslæt på, så kan jeg i bagklogskabens
ulidelig klare skær i dag godt se, hvordan [soldaten]
gradvist har fået det værre fra udsendelse til udsendelse. Fr at være meget nærværende kunne han pludselig være meget
distræt, og nogle gange har jeg følt at han svarede i øst, når jeg spurgte i vest. Bølgerne kunne også temmelig højt
derhjemme, men med 3 drenge i huset, så tænkte jeg at det nok var hvad man kunne forvente. Men set i bakspejlet, så
brude man håndtere sine egne børn uden at råbe og skrige af dem.”
Af den psykiatriske speciallægeerklæring (second opinion) af 21. marts 2018 udarbejdet af [M]
fremgår bl.a. følgende:
80
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
”Allerede efter første udsendelse havde [soldaten] en oplevelse af, at han havde en nedsat stresstærskel og havde således
heller ikke et ønske om at skulle på nye missioner. Han følte sig dog presset, idet der var mange unge, der skulle sendes
afsted. Forsvaret ønskede, at der også skule være nogle erfarne med. Efter hjemkomsten fra anden udstationering i 2008
var [soldaten] præget af irritabilitet, forøget alarmberedskab m.m. [Soldaten] havde allerede på det tidspunkt mareridt om
diverse traumatiske oplevelser. Han havde søvnproblemer og fik ofte angstanfald. Han søgte ikke rigtig hjælp og talte
heller ikke om sine vanskeligheder med ægtefællen eller andre i familien. Familien kunne dog se, at [soldaten] havde
ændret sig, og at han indimellem også havde tendens til depressive dyk.” Og videre: ”[Soldaten]
har en PTSD, som er
opstået på baggrund af traumatiske oplevelser fra arbejdet under udstationeringen i Afghanistan. Sekundært hertil har han
fået tilbagevendende depressioner.”
Det er korrekt, at det ikke fremgår udtrykkeligt at dokumenterne i sagen, hvornår soldatens PTSD
debuterede, og hvornår den var fuldt udviklet. Det er dog kritisabelt, at AES også i denne sag nærmest
alene lægger vægt på soldatens egne oplevelser af sin tilstand, da undgåelsesadfærd og fortrængning
af oplevelserne under udsendelsen i sig selv er symptomer på PTSD. Det gælder særligt, da såvel
flere vidneforklaringer samt den indhentede second opinion taler i modsat retning. Endvidere
bemærkes, at beviskravet ikke er, at der skal føres bevis for den nødvendige tidsmæssige
sammenhæng med fuldstændig sikkerhed eller en til vished grænsende sandsynlighed. Det er alene
et krav, at der er noget mere end 50 % sandsynlighed for, at soldatens symptomer debuterede inden
for 6 måneder og var fuldt udviklet inden for få år efter belastningernes ophør.
81
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Del IV Afsluttende del
9. Konklusion
9.1. Indledning
Formålet med rapporten har været at foretage en juridisk analyse af, hvorvidt ASK/AES’ og AST’s
praksis om anerkendelse af hjemvendte soldaters PTSD som erhvervssygdom efter ASL § 7, stk. 1,
nr. 1 og Særloven er i overensstemmelse med gældende dansk ret. Gennemgangen af de indhentede
45 sager, der blevet afgjort af ASK/AES og AST, viser, at der i hovedsagen er to grunde til, at
myndighederne undertiden afviser at anerkende hjemvendte soldaters PTSD som erhvervssygdom:
Den første er, når myndighederne finder, at
belastningskriteriet
i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt.
F.1. ikke er opfyldt. Den anden er, når myndighederne finder, at
tidskriteriet
i
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. ikke er opfyldt. Den i rapporten foretagne analyse har følgelig
fokuseret på, om myndighederne har anvendt
belastningskriteriet
og
tidskriteriet
i overensstemmelse
med de gældende regler.
9.2. Myndighedernes anvendelse af belastningskriteriet
Hvad angår
belastningskriteriet,
er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som
sagerne giver anledning til: Det første er,
om myndighederne i de indhentede sager stiller strengere
krav til de belastninger, soldaten skal have været ude for, end der er hjemmel til, jf.
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Det andet er, om myndighederne ved vurderingen af
belastningskriteriet lægger vægt på ”private” faktorer hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge
vægt på.
Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række
delspørgsmål,
som også er blevet
undersøgt. Gennemgangen af de indhentede 45 sager har vist, at myndighederne undertiden stiller
strengere krav til belastningskriteriet, end der er hjemme til, ligesom der undertiden på ukorrekt vis
lægges vægt på ”private” faktorer hos soldaten. Dermed er der fundet problemer ved myndighedernes
behandling af begge hovedspørgsmål, og da samtlige de opstillede delspørgsmål tillige giver
anledning til problemer, kan det samlet konkluderes, at der kan rettes alvorlig kritik mod
myndighedernes behandling af belastningskriteriet.
Hvad angår
hovedspørgsmål 1,
er de væsentligste problemer med myndighedernes afgørelser
følgende:
•
Flere sager viser, at myndighederne undertiden ikke foretager en
selvstændig vurdering
af, om
belastningskriteriet er opfyldt (idet de blander vurderingen af belastningskriteriet sammen med
forskellige ”private” årsagsfaktorer): I sag nr. 1 giver det fx anledning til kritik, at både ASK/AES
og AST ved vurderingen af belastningskriteriet synes at tage hensyn til nogle
familiære/sociale
problemer,
der påvirker soldaten under udsendelsen. Endvidere tager man hensyn til soldatens
forudbestående sårbarhed i form af en
skrøbelig personlighedsstruktur.
I sag nr. 4 lægger AST fx
vægt på, at årsagen til soldatens psykiske lidelse var private problemer under udsendelsen i form
af problemer
med kæresten, jf. afgørelse af 14. juli 2015: ”Du har et par gange i 2008 talt med
psykolog [H] via forsvaret. Det fremgår af notat fra [H] den 9. september 2008, at du havde det
dårligt psykisk under udsendelsen til Afghanistan, men også på grund af private problemer med
din kæreste. Vi er opmærksomme på, at du allerede i 2008 havde samtaler med psykolog. Vi
vurderer, at den primære årsag var dine private problemer.” AST kommer herefter frem til, at
soldaten ikke har PTSD, idet han ikke har været udsat for de belastninger, der kræves efter
82
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Derved blander AST tilsyneladende vurderingen af
belastningskriteriet sammen med vurderingen af soldatens problemer med sin kæreste. Der
foretages således ikke den krævede
selvstændige vurdering
af belastningskriteriet, og i øvrigt er
der ikke et materielt grundlag for at lægge vægt på soldatens problemer med kæresten i denne
forbindelse. Endvidere tyder fx sag nr. 13 på, at der i et vist omfang er sket en ukorrekt
sammenblanding af vurderingen af belastningskriteriet og en forudbestående sårbarhed hos
soldaten. I AES’s afgørelse af 19. september 2018 lægges
der således vægt på en hos soldaten i
barndommen/ungdommen udviklet
selvusikkerhed,
der er beskrevet i en psykiatrisk
speciallægeerklæring. Det hedder bl.a., at soldaten havde en beskyttet opvækst og en
perfektionistisk mor, der skulle have givet ham en sårbar personlighedsstruktur. Uanset om denne
sårbare personlighedsstruktur har haft en vis betydning for udviklingen af soldatens sygdom, er
der imidlertid ikke hjemmel til at lægge vægt herpå, jf. sårbarhedsprincippet.
•
Flere sager viser, at myndighederne undertiden foretager en
for streng bedømmelse af
belastningskriteriet.
I sag nr. 1 tyder
flere formuleringer i både ASK/AES’s og AST’s
begrundelser på, at der opereres med et kriterium om, at soldaten skulle have været i livsfare (eller
at der i hvert fald kræves mere af belastningerne, end der er hjemmel til), selvom dette ikke er et
krav.
I
ASK’s begrundelse af 27. februar 2015 hedder det fx, at soldaten ikke har været involveret
i ”direkte krigshandlinger”, ligesom det anføres, at det er ”(…) korrekt, at der var beskydninger
hen over lejren”, men at ingen fra soldatens hold på noget tidspunkt [var] involveret i ”direkte
krigshandlinger.” Det er i sagens natur vanskeligt at sige, hvad ASK præcist mener hermed, men
formuleringerne tyder på, at der lægges afgørende vægt på, om soldaten havde været involveret i
direkte krigshandlinger, selvom dette
ikke er krav. I sag nr. 3 tyder ASK/AES’ og AST’s
afgørelser tillige på, at der blev krævet mere af belastningskriteriet, end der er hjemmel til.
Myndighederne finder det således bevist, at soldaten havde været udsat for flere alvorlige
belastninger, men disse findes ikke tilstrækkelige: For det første findes det bevist, at soldaten
under sine udsendelser oplevede, at en mand blev sprængt i luften af en mine. Soldaten ydede
førstehjælp, men der var intet han kunne gøre for at hjælpe, da mandens underkrop stort set var
væk, ligesom overkroppen var gennemhullet. Soldaten oplyser, at det værste ikke var at se selve
liget, men at høre de pårørendes skrig. For det andet findes det bevist, at der i det hele taget var
en konkret risiko for at blive udsat for minesprængning. I arbejdsbeskrivelsen af 13. august 2015
udtaler soldatens overordnede bl.a., at han kunne ”bekræfte, at vi flere gange havde
minesprængninger. Både med egne soldater og civile i området.” Den overordnede udtaler
herudover, at der var ”flere områder i lejren, hvor man ikke måtte gå pga. miner.” Som eksempel
på en konkret hændelse oplyste soldaten selv, at han havde stået ved en vejkant og urineret, da
han opdagede en mine, der lå �½-1 meter fra ham. For det tredje fandtes det tilsyneladende bevist,
at soldaten havde været nødt til at køre hen over en mine i en pansret mandskabsvogn. For det
fjerde fandtes det bevist, at soldaten havde ydet førstehjælp ved et alvorligt trafikuheld, hvor en
lille pige var kommet meget alvorligt til skade.
Flere sager viser, at myndighederne undertiden ikke foretager
bevisbedømmelsen
af
belastningskriteriet i overensstemmelse med de gældende regler. Det kommer til udtryk således,
(i) at myndighederne ikke foretager bevisbedømmelsen af de fremlagte bevisdata i
overensstemmelse med de almindelige principper for bevisbedømmelse, (ii) at myndighederne i
deres vurdering af beviset for, om belastningskriteriet er opfyldt, ikke tager tilstrækkeligt hensyn
83
•
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
til de i sagerne indhentede medicinske erklæringer (herunder særligt de psykiatriske
speciallægeerklæringer), og/eller (iii) at myndighederne i forhold til beviskravet kræver mere, end
der er hjemme til (altså at man kræver væsentligt mere end 50 % sandsynlighed for, at soldaten
har været udsat for de relevante belastninger). Flere af sagerne viser fx, at myndighederne lægger
for megen bevismæssig vægt på Forsvarets kommentarer til soldatens arbejdsbeskrivelse, jf. fx
sag nr. 2, hvor både AES’ og AST’s afvisning af at anerkende soldatens PTSD som en
erhvervssygdom nærmest i det hele byggede på Forsvarets kommentarer. Selv om flere af
oplysningerne i Forsvarets kommentarer, der blev givet af soldatens overordnede, ikke fremstod
som direkte afvisninger af soldatens oplysninger, ligesom flere af dem havde en generel og
usikker karakter. Se bl.a. følgende afsluttende bemærkninger, hvor den overordnede anfører, at
han har skrevet sine ”kommentarer ud fra det, jeg husker fra området og som jeg anså situationen
for at være, under mit ophold både på hold […].”
Flere af den
overordnedes kommentarer synes
i øvrigt at bestyrke, at det
var
muligt, at soldaten havde været udsat for de af ham anførte
belastninger, hvorfor det samlet set er vanskeligt at se, at Forsvarets kommentarer til soldatens
oplysninger kunne udgøre det afgørende bevis i sagen. Endvidere er det kritisabelt, at
myndighederne tilsyneladende så bort fra de vidneforklaringer, der forelå. Flere sager viser
herudover, at myndighederne i deres vurdering af beviset for, om belastningskriteriet er opfyldt,
ikke tager tilstrækkeligt hensyn til de i sagerne indhentede
medicinske erklæringer.
Dette fremgår
også af bl.a. sag nr. 2, hvor myndighederne i deres vurdering af beviset for, om belastningskriteriet
var opfyldt, tilsyneladende ikke tog tilstrækkeligt hensyn til de medicinske erklæringer, herunder
særligt de psykiatriske speciallægeerklæringer. Således afviste myndighederne at lægge de to
speciallægeerklæringer til grund, jf. speciallægeerklæring af 12. maj 2017 afgivet af [M] og
speciallægeerklæring af 18. april 2018 afgivet af [C]. Dette blev begrundet med, at speciallægerne
skulle have udtalt sig på grundlag af oplysninger, som myndighederne ikke fandt bevist. I den af
[C]
afgivne speciallægeerklæring fremgår det, at der var ”klar årsagssammenhæng”. Det fremgår
endvidere, at soldaten før sin udsendelse var rask, og da soldatens symptomer efter alt at dømme
begyndte umiddelbart efter hjemsendelsen, må der siges at have været et solidt bevis for
årsagssammenhængen. Se også sag nr. 3, hvor myndighederne ikke lagde afgørende vægt på de
tre psykiatriske speciallægeerklæringer, der var blevet indhentet. Det skete, selv om det i samtlige
erklæringer blev konkluderet, at soldaten havde pådraget sig PTSD, og at PTSD (i hvert fald
delvist) var forårsaget af soldatens udsendelser til Bosnien i 1997 og Kosovo i 1999. Af
lægerklæringen fra [C] fremgår bl.a.
følgende: ”På baggrund af [soldatens]
symptomer, de
objektive psykiske fund og på baggrund af de 3 traumer som [soldaten] har været udsat for i
henholdsvis 1997, 1998 og 1999 vurderes det, at han lider af en svær, posttraumatisk
belastningsreaktion DF43.1 PTSD. Der er tale om en tilstand, som opstår som en forsinket
reaktion på traumatisk begivenhed af exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur, som vil
medføre kraftig påvirkning hos praktisk talt enhver. [Soldatens] PTSD-symptomer debuterer i år
2000, 6-12
måneder efter traumet i 1999 i Kosovo.” Hvad til sidst angår beviskravet, viser flere
af sagerne, at myndighederne har krævet for meget af beviskravet, idet man tilsyneladende har
stillet krav om, at belastningerne var bevist med en højere sandsynlighed, end der er hjemmel til,
jf. fx just nævnte sag. nr. 2 og 3.
84
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
Hvad angår
hovedspørgsmål 2,
er de væsentligste problemer med myndighedernes afgørelser
følgende:
•
Flere sager viser, at myndighederne ved vurderingen af belastningskriteriet undertiden lægger
vægt på ”private” faktorer hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge vægt på. Disse private
faktorer kan inddeles i tre grupper: (i) Soldatens
forudbestående sårbarhed
(fx at soldaten siden
barndommen har haft en skrøbelig psyke), (ii) private faktorer, der påvirker soldaten
under
udsendelsen
(fx problemer med en kæreste) og (iii) private faktorer, der påvirker soldaten
efter
hjemkomsten.
Hvad angår soldatens forudbestående sårbarhed, er det fx ikke korrekt i sag nr. 1,
når ASK afviser at anerkende soldatens PTSD som erhvervssygdom med henvisning til, at
soldaten havde en forudbestående sårbarhed. Det følger således af sårbarhedsprincippet, at der
som udgangspunkt ikke skal tages hensyn hertil juridisk set. Der kan alene gøres undtagelse hertil,
hvis den under udsendelsen relevante belastning har ydet et helt ubetydeligt bidrag til udviklingen
af soldatens sygdom, eller hvis soldatens forudbestående lidelser af sig selv ville have medført
samme sygdom på nogenlunde samme tidspunkt (selvom han ikke havde været udsendt). Dette
var næppe tilfældet i sag nr. 1. Tværtimod anføres det i second opinion-erklæringen af 4.
september 2018 fra speciallæge i psykiatri [CL],
at soldaten ”forud for udstationeringen til
Afghanistan med Forsvaret i 2009/2010 har været fuldstændig psykisk rask.” I AST’s afgørelse
af 19. oktober 2015 i samme sag nævnes soldatens forudbestående psykiske sårbarhed ikke i
begrundelsen for afvisningen af anerkendelse. Det samme gælder i AES’s afgørelse af 28. januar
2019, hvor soldatens sag blev genoptaget efter indhentelse af en second opinion samt
AST’s
afgørelse af 29. maj 2019. Dette kunne tyde på, at der i disse senere afgørelser ikke er blevet lagt
vægt på soldatens forudbestående sårbarhed. I sag nr. 4 tyder ASK’s begrundelse i afgørelsen af
30. april 2012 på, at der ved afvisningen af anerkendelse til dels blev lagt vægt på, at soldaten
havde haft det ”svært i forbindelse med din fars selvmord i 2004 og ikke havde fået bearbejdet
denne hændelse.” Jf. ovenstående kommentarer er der ikke hjemmel til at lægge vægt på denne
forudbestående sårbarhed hos soldaten.
Hvad angår
”private”
faktorer, der påvirker soldaten
under udsendelsen,
fremgår det fx af sag nr.
4, at myndighederne ved vurderingen af belastningskriteriet uretmæssigt tager hensyn til, at
soldaten
under sin udsendelse
blev påvirket af private problemer med sin kæreste. I afgørelse af
14. juli 2015 anførte AST følgende: ”Du
har et par gange i 2008 talt med psykolog [H] via
forsvaret. Det fremgår af notat fra [H] den 9. september 2008, at du havde det dårligt psykisk
under udsendelsen til Afghanistan, men også på grund af private problemer med din kæreste. Vi
er opmærksomme på, at du allerede i 2008 havde samtaler med psykolog. Vi vurderer, at den
primære årsag var dine private
problemer.” AST lagde altså
vægt på, at årsagen til soldatens
psykiske lidelse var private problemer under udsendelse i form af problemer med kæresten. Dette
skal ses i sammenhæng med, at AST slet ikke anerkendte, at soldaten havde PTSD, idet det blev
vurderet, at han alene havde en depression. Det blev imidlertid klart fastslået af [CL] i den
psykiatriske speciallægeerklæring af 14. april 2011, at soldaten havde fået en
”personlighedsændring efter katastrofeoplevelse (forudgået af svær PTSD)”, og der forelå ingen
medicinsk dokumentation for, at det var problemerne med kæresten, der forårsagede disse
symptomer. Der kan ud fra kausalitets- og adækvansbetragtninger ses bort fra årsager, der blot
har medvirket marginalt til en given skade, men ud fra sagens faktiske oplysninger og nævnte
speciallægeerklæring fra [CL] er det vanskeligt at se, at de belastninger, soldaten var udsat for
85
•
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
under sin udsendelse, var af en sådan karakter. Endvidere er det vanskeligt at se, at soldatens
problemer med sin kæreste skulle være den langt væsentligste årsag til det betydelige
funktionstab, soldaten led (koncentrationsproblemer, hukommelsesproblemer mv.). Det er derfor
ikke korrekt, når AST lægger vægt på dette i afgørelsen af 14. juli 2015.
•
Hvad angår private faktorer, der påvirker soldaten
efter hjemkomsten,
er det fx ikke korrekt i sag
nr. 10, når AES i afgørelse af 15. oktober 2018 tilsyneladende lagde vægt på, at flere
omstændigheder efter hjemkomsten havde påvirket soldatens sygdomsudvikling. Herunder syntes
AES
at have lagt vægt på, at soldaten oplevede et ”stort arbejdspres” og ”store
samarbejdsproblemer” med sin chef, da han efter sin udsendelse fra 2006-2008
arbejdede med
[…]. Soldaten blev fyret fra dette arbejde i 2008, hvorefter han fik angstanfald og oplevede en
isoleringstendens. Der kan der imidlertid ikke lægges vægt på sådanne begivenheder, eftersom de
ikke kan udløse PTSD. Endvidere kan sådanne begivenheder
ikke ”bryde” det sygdomsforløb,
der er sat i gang med belastningerne under udsendelsen, på en retligt relevant måde.
9.3. Myndighedernes anvendelse af tidskriteriet
Hvad angår tidskriteriet, er der foretaget en undersøgelse af de to hovedspørgsmål, som sagerne giver
anledning til: Det første spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldaten
har haft
symptomdebut på PTSD inden for 6 måneder
i overensstemmelse med reglerne. Det andet
spørgsmål er, om myndighederne har foretaget bedømmelsen af, om soldatens
PSTD er fuldt udviklet
inden for få år
i overensstemmelse med reglerne. Begge hovedspørgsmål giver anledning til en række
delspørgsmål, der ligeledes er blevet undersøgt. De indhentede 23 sager, hvor der er sket afvisning
pga. manglende opfyldelse af tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1., giver anledning
til flere kritikpunkter. Flere af sagerne viser således, at myndighederne stiller strengere krav til beviset
for den tidsmæssige sammenhæng, end der er hjemmel til. Det gælder både hovedspørgsmål 1 og 2.
Hvad angår begge hovedspørgsmål, er det hovedsageligt følgende, der giver anledning til kritik:
For det første synes myndighederne i flere af sagerne at lægge for megen bevismæssig vægt på
soldatens
egne udsagn
om sit sygdomsforløb, herunder hvornår han oplevede de første symptomer,
og hvordan sygdommen udviklede sig. Det er klart, at der normalt skal tages væsentligt hensyn til
sådanne oplysninger, som soldaten har givet til myndigheder og læger m.fl., men da enhver
bevisbedømmelse skal foretages konkret, bør der i disse sager tages særligt hensyn til, at bevistemaet
angår PTSD. Mht. PTSD er
undgåelsesadfærd
og
fortrængning
således symptomer på selve
sygdommen, jf. hertil myndighedernes egen vejledning om erhvervssygdomme, der som sagt bygger
på WHO’s internationale sygdomsklassifikation (ICD 10). Herefter er ”[u]ndgåelse af alt, der minder
om traumerne”, et symptom på PTSD, ligesom det er et symptom på PTSD, at man har ”[d]elvis,
eventuelt fuld, amnesi (fortrængning) af de traumatiske oplevelser.” Dette betyder, at soldatens egne
oplysninger om symptomdebut og sygdomsudvikling ofte ikke kan tillægges samme bevisvægt som
normalt, men det synes myndighederne ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til, jf. bl.a. sag nr. 15 og 16.
Af sag nr. 15 fremgår, at ASK i det væsentlige byggede deres bevisvurdering på, at soldaten først fik
”sygdomsindsigt” i ”slut 2013/start 2014”.
ASK afviste herefter at anerkende PTSD efter ASL § 7,
stk. 1, nr. 1, da man ikke fandt, at der var symptomdebut inden for 6 måneder. Den senere afgørelse
i sagen fra AST tyder i sin ordlyd på, at man (i modsætning til ASK) fandt, at soldatens symptomer
86
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
var
debuteret inden for 6 måneder. AST begrunder derimod sin afvisning med, at soldatens PTSD
ikke var fuldt udviklet inden for få år (både efter ASL § 7, stk. 1 og Særloven). Herved lægger AST
i det væsentlige også vægt på soldatens egne oplysninger, herunder oplysninger soldaten havde givet
til speciallæge i psykiatri [T]. Det er korrekt, at det ikke fremgår af speciallægeerklæringen fra [T] af
oktober 2015, at PTSD var fuldt til stede før 2014, men omvendt fremgår det heller ikke, at det ikke
var tilfældet. Endvidere var der andre beviser, der tydede på, at soldatens PTSD
var
udviklet inden
for få år. I sag nr. 16 afviste både AES og AST, at der var tidsmæssig sammenhæng mellem soldatens
udsendelse nr. 1 og 2 i 2007-2008 og den senere debut og udvikling af PTSD. AES og AST byggede
i alt væsentligt dette på soldatens egne oplysninger i et spørgeskema, samt nogle oplysninger soldaten
havde givet til speciallæge i psykiatri [BI]. I sag nr. 16 var der imidlertid også bevisdata, der pegede
i modsat retning, herunder en lægejournal fra 2015. Som eksempler på yderligere sager, der tyder på,
at der næsten udelukkende blev lagt bevismæssig vægt på soldatens egne oplysninger (herunder
oplysninger videregivet til myndigheder, læger m.fl.) kan henvises til sag nr. 17, 20, 24, 26 og 28.
For det andet lægger myndighederne i flere af sagerne ikke tilstrækkelig vægt på
andre beviser
end
soldatens egne oplysninger. I sag nr. 15 lagde AST tilsyneladende ikke bevismæssigt vægt på, at der
var vidneudsagn, der indikerede, at soldatens PTSD
var
udviklet indenfor få år, jf. bl.a. vidneudsagn
fra soldatens hustru i 2016. I sag nr. 16 lagde AES i afgørelse af 14. januar 2019 ikke vægt på et
vidneudsagn fra soldatens hustru i 2018. Det samme gjaldt vidneudsagn fra en ven af soldaten. Det
er klart, at vidneudsagn fra familie og venner undertiden ikke kan tillægges vægt. Men når det gælder
ændringer i soldatens adfærd over tid, hvilket er en del af bevistemaet for den tidsmæssige
sammenhæng, vil det normalt kun være familie og venner eller andre, der har haft nær kontakt med
soldaten efter udsendelsen, der kan dokumentere, hvornår soldaten fik symptomer, og hvordan
sygdommen udviklede sig. I nærværende sager om PTSD kan vidneudsagn fra familie og venner m.fl.
derfor ikke afvises uden videre. Der må i hver enkelt sag tages konkret stilling til den bevismæssige
vægt heraf. Som eksempler på yderligere sager, hvor myndighederne tilsyneladende ikke (eller kun i
meget ringe grad) har lagt vægt på andre vidneudsagn end soldatens egne oplysninger, kan henvises
til sag nr. 17, 24 og 26.
For det tredje synes myndighederne i flere af sagerne ikke at lægge tilstrækkelig vægt på de
indhentede
psykiatriske speciallægeerklæringer,
herunder erklæringer udstedt senere end 6 måneder
efter belastningens ophør, jf. Særloven § 2, stk. 1, nr. 3. Når myndighederne ikke lægger vægt på en
speciallægeerklæring angives normalt én af følgende to grunde hertil: Den ene er, at den er uklar mht.
symptomdebut eller fuld udvikling af PTSD. Altså at det ikke klart fastslås i speciallægeerklæringen,
hvornår PTSD henholdsvis debuterede og var fuldt udviklet. Den anden grund er, at soldaten (efter
myndighedernes opfattelse) har givet oplysninger til speciallægen, der ikke kan forenes med de
tidligere oplysninger i sagen. I sag nr. 15 begrundede AES og AST bl.a. afvisningen af anerkendelse
med, at den psykiatriske speciallægeerklæring fra [T] fra oktober 2015 var uklar, idet det ikke fremgik
udtrykkeligt heraf, om PTSD var tilstede før 2014. Dette er korrekt, men som nævnt i pkt. 8.3. fremgik
det heller ikke af speciallægeerklæringen, at det ikke skulle være tilfældet. Når man ser på den
supplerende udtalelse fra [T] fra februar 2016, fremgår det klart, at de først symptomer på PTSD var
til stede ”ret kort” efter soldatens hjemkomst i 2007, og at der ikke var fundet andre faktorer, der
kunne have udløst PTSD. Dermed var årsagsforbindelsen mellem udsendelsen i 2007 og PTSD klar,
og selvom det ikke kan udledes med sikkerhed heraf, at PTSD var fuldt udviklet inden for får år, taler
det i hvert fald ikke imod dette. Myndighederne burde således have sørget for, at det blev klarlagt,
87
 BEU, Alm.del - 2019-20 - Bilag 13: Orientering om Soldaterlegatets rapport om veteraners arbejdsskadesager, fra beskæftigelsesministeren
hvornår PTSD var fuldt udviklet, fx ved at indhente endnu en supplerende udtalelse fra [T]. Hvad
angår bedømmelsen efter Særloven, ville det også have gjort det klart, om AST efter Særlovens § 2,
stk. 1, nr. 3 var forpligtet til som udgangspunkt at lægge den psykiatriske speciallægeerklæring fra
[T] til grund. Det bemærkes herved, at der i Særlovens § 2, stk. 2 endda er særlig hjemmel til, at der
kan indhentes en ny psykiatrisk speciallægeerklæring, hvis det er tvivl om, hvornår PTSD er brudt
ud. Som et andet eksempel kan nævnes sag nr. 16, hvor AES i afgørelse af 14. januar 2019 afviste at
anerkende soldatens PTSD efter såvel ASL som Særloven, selv om det i en psykiatrisk
speciallægeerklæring fra marts 2018 fra [M], fremgik, at soldaten havde PTSD, og at PTSD var
opstået i tilknytning til og som følge af soldatens udsendelse, jf. Særlovens § 2, stk. 1, nr. 3. AES
begrundede imidlertid sin afvisning af at lægge vægt på speciallægeerklæringen med, at soldaten
havde ændret sin forklaring på en måde, som ikke kunne forenes med hans tidligere oplysninger om
sit sygdomsforløb. I de indhentede sager findes der flere afgørelser, hvor myndighederne ikke lægger
vægt på én eller flere af de indhentede psykiatriske speciallægeerklæringer, fordi de enten findes
uklare eller at bygge på ændrede (forkerte) oplysninger. I nogle sager ses endvidere, at
myndighederne lægger vægt på én psykiatrisk speciallægeerklæring frem for en anden, alene fordi
førstnævnte er udarbejdet tidligere efter soldatens udsendelse end sidstnævnte. Til illustration af de
nævnte problemer mht. speciallægeerklæringerne kan bl.a. henvises til sag nr. 17, 20, 21, 23, 24, 25,
26, 28, 30, 31, 32 og 35.
Samlet set foretager myndighederne altså i flere af sagerne en bevisbedømmelse, der er for streng,
idet man for det første ikke tager tilstrækkeligt hensyn til, at soldatens egen sygdomsindsigt ikke
nødvendigvis er retvisende. For det andet tages ikke tilstrækkeligt hensyn til andre beviser end
soldatens egne oplysninger, herunder vidneudsagn fra familie, venner og andre, der har bevidnet
soldatens sygdomsudvikling. For det tredje ser myndighederne meget ofte bort fra de psykiatriske
speciallægeerklæringer, herunder speciallægeerklæringer udstedt senere end 6 måneder efter
belastningens ophør efter Særlovens § 2, stk. 1, nr. 3.
9.4. Afslutning
Som det fremgår af ovenstående, giver myndighedernes behandling af sagerne om hjemvendte
soldaters ret til arbejdsskadeerstatning anledning til alvorlig kritik. Herunder inddrager
myndighederne undertiden private omstændigheder hos soldaten, der ikke er hjemmel til at lægge
vægt på, ligesom der ved bevisbedømmelsen undertiden stilles for strenge krav til, hvorvidt både
belastningskriteriet og tidskriteriet er opfyldt. Det er et retspolitisk spørgsmål, hvad der bør gøres for
at rette op på de fejl, som myndighederne begår, hvorfor det falder uden for rammerne af denne
rapport at svare herpå. Det synes dog oplagt, at det i første omgang er nødvendigt, at såvel de
materielle som de bevismæssige regler på området klargøres for myndighederne, da dette i alle
tilfælde er en forudsætning for, at sagerne kan blive afgjort i overensstemmelse med loven. Det vil
formentlig også skabe en større stringens i behandlingen af sagerne og gøre det lettere at forudsige,
hvordan sagerne vil falde ud. For nuværende er det således undertiden vanskeligt at se, hvorfor der i
nogle sager sker anerkendelse af soldatens PTSD, mens der i andre sker afvisning. Det fremgår, når
man sammenholder de til nærværende rapport indhentede 37 sager, hvor der er sket afvisning, med
de 8 sager, hvor der skete anerkendelse (se sag nr. 38-45). I forlængelse af den foreslåede klargøring
af reglerne på området og i lyset af de væsentlige fejl, der er påpeget i nærværende rapport, synes det
endelig nødvendigt, at der foretages en genoptagelse af de her gennemgåede 37 sager, hvor
anerkendelse er blevet afvist.
88