Transport- og Boligudvalget 2018-19 (2. samling)
S 43
Offentligt
TRANSPORTMINISTEREN
Lovsekretariatet
Folketinget
Dato
J. nr.
19. juli 2019
2019-3606
Frederiksholms Kanal 27 F
1220 København K
Telefon
41 71 27 00
Folketingsmedlem Kristian Pihl Lorentzen (V) har den 15. juli 2019 stillet mig
følgende spørgsmål, som jeg hermed skal besvare.
Spørgsmål nr. 43:
Hvordan forholder ministeren sig til den bekymring, som flere borgmestre rej-
ser i Berlingske den 12. juli 2019 i artiklen »Borgmestre til ny minister: Giv os
de lovede motorveje«, efter at ministeren i Jyllands-Posten den 8. juli 2019
udtalte, at »mit udgangspunkt er et blankt kanvas
–
et blankt stykke papir«
med henvisning til, at ministeren vil starte forfra med at forhandle en infra-
strukturaftale, og at ministeren derfor har sået tvivl om de vejprojekter, som
var aftalt gennemført af den tidligere regering med støtte fra Dansk Folkeparti?
Svar:
I den seneste tid er jeg blevet kritiseret for, at jeg og regeringen ikke nu og her
kommer med et konkret udspil til en samlet plan for fremtidens infrastruktur
frem mod 2030. Det er der en meget enkel forklaring på.
Planlægning og anlæg af infrastruktur kræver et stabilt og langsigtet perspektiv.
Fra de første indledende undersøgelser til et stort vej- eller jernbaneprojekt
står færdigt går der ofte otte til 10 år og nogle gange længere. Indretningen af
vores transportsystem har helt afgørende betydning for vores arbejdsliv, vores
fritidsliv og for vores virksomheder. En ”stop and go”-tilgang
duer derfor ikke.
Det skaber unødig usikkerhed og hæmmer udviklingen og væksten i vores sam-
fund.
Derfor er det min ambition at skabe stabile rammer for de kommende 10 års
infrastrukturinvesteringer. Jeg synes, det er en helt nødvendig, ja faktisk obli-
gatorisk ambition at have som landets transportminister: At søge en bred poli-
tisk aftale om de kommende store investeringer. Jeg har noteret mig, at det
ikke var tilgangen hos den tidligere regering, der gik efter en smal aftale uden
forhandlinger bredt i Folketinget.
Jeg forstår derfor udmærket de frustrerede borgmestre landet over, der føler,
de er blevet stillet noget i udsigt, der nu viser sig ikke at være mandater til i
Folketinget. De og deres borgere er desværre blevet lovet guld og grønne skove
af den tidligere regering, der nok inderst inde vidste, at det ville blive svært for