Beslutningsforslaget her var til første behandling i tirsdags, den 10. september. Det er jo et beslutningsforslag, som udspringer af en indstilling fra Udvalget for Forretningsordenen, og det er et beslutningsforslag, som hele udvalget står bag. Derfor havde det naturlige nok været, at forslaget var blevet henvist direkte til den her anden- og sidstebehandling, uden at det skulle tilbage til Udvalget for Forretningsordenen. Men der skete altså det under førstebehandlingen, at forslaget alligevel blev henvist til Udvalget for Forretningsordenen, og siden der jo ikke rigtig er noget nyt at diskutere, har vi ikke fundet anledning til at skrive en tillægsbetænkning over forslaget.
I stedet for er udkommet blevet, at jeg nu her på udvalgets vegne afgiver en mundtlig indstilling om vedtagelse af forslaget. Jeg skal altså hermed på vegne af Udvalget for Forretningsordenen indstille, at det her beslutningsforslag bliver vedtaget uændret.