Tak for det, formand. Jeg går på talerstolen som næstformand for Udvalget til Valgs Prøvelse.
Folketinget skal i dag tage stilling til godkendelsen af valget til Europa-Parlamentet, som fandt sted den 26. maj 2019. Godkendelsen kan først ske nu, fordi vi har afventet godkendelse af valget til Folketinget. Derfor har Udvalget til Valgs Prøvelse først i går, den 24. juni 2019, gennemgået resultatet af valget til Europa-Parlamentet og de her indkomne valgklager.
Der er modtaget i alt 36 klager over valget, hvoraf 35 er inden for klagefristen og en uden for. 14 af disse klager er klager både over valget til Europa-Parlamentet og til Folketinget. Vi har i udvalget gennemgået de enkelte klager og Økonomi- og Indenrigsministeriets bemærkninger til hver enkelt klage. I den betænkning og indstilling, der foreligger, giver udvalget klart udtryk for sin konklusion til hver enkelt af klagerne.
Under udvalgets gennemgang af klagerne drøftede vi bl.a., at en række statsborgere i et af de øvrige medlemslande i EU har klaget over, at de ikke var på valglisten på valgstedet, og at de bl.a. i deres klage undrede sig over dette, når de nu kunne huske, at de havde stemt sidste gang, der var valg.
Det fremgår af punkt 6.2 i Økonomi- og Indenrigsministeriets redegørelse om valget, at ministeriet 3 måneder før valget sendte et brev til de ca. 183.000 herboende EU-borgere – også på engelsk og med korte henvisninger på fransk, tysk og polsk – for at gøre opmærksom på, at man skal søge for at komme på valglisten. Dette er nødvendigt, hvis man ikke allerede var på valglisten ved sidste valg til Europa-Parlamentet. I den forbindelse skal det bemærkes, at det ikke er nok, at man var på valglisten til sidste kommunalvalg.
Ministeriet har undersøgt de tilfælde, hvor EU-borgere har henvendt sig, og ministeriets konklusion er, at der ikke er konstateret fejl i de konkrete sager. Med tanke på de tiltag, ministeriet har iværksat for at rådgive disse borgere om deres muligheder for at deltage i EU-valget, finder udvalget ikke, at det giver anledning til at udtale kritik.
Vi drøftede også en række klager over brevstemmeforholdene. Klagerne drejede sig navnlig om ventetid på valgstederne, men der var også klager over, at der i enkelte tilfælde synes at være sket en vis sammenblanding af stemmerne til europaparlamentsvalget og til folketingsvalget. Udvalget kan således konstatere, at det har givet visse vanskeligheder, at de to valg lå så tæt på hinanden, men også, at de berørte kommuner har tilkendegivet, at de beklager de gener, der har været, og at myndighederne vil gennemgå og lære af erfaringerne fra de to valg for at undgå lignende problemer ved kommende valg.
Et enigt udvalg indstiller, at Folketinget godkender det den 26. maj 2019 afholdte valg af 14 medlemmer til Europa-Parlamentet. Det vil sige, at Folketinget godkender Økonomi- og Indenrigsministeriets beregninger og opgørelser af valget og de i bilag 1 nævnte 14 kandidater som valgte, herunder Kira Marie Peter-Hansen i stedet for Karsten Hønge, der har tilkendegivet, at han ikke ønsker at modtage mandatet.
Jeg skal på udvalgets vegne over for Tinget anbefale udvalgets indstilling. Tak.