UUI, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 158: Spm. om ministeren vil redegøre for, hvorvidt det vil være muligt og i overensstemmelse med såvel vore internationale forpligtelser som grundloven at udvise alle kriminelle udlændinge, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2018-19 (2. samling)
UUI Alm.del
Offentligt

Ministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 17. september 2019 stillet følgende

spørgsmål nr. 158 (alm. del) efter ønske fra Jan E. Jørgensen (V) til udlændinge- og

integrationsministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 158:

Vil ministeren redegøre for, hvorvidt det vil være muligt og i overensstemmelse

med såvel vore internationale forpligtelser som grundloven at udvise alle kriminel-

le udlændinge med afsæt i følgende model: »Alle kriminelle udlændinge skal udvi-

ses konsekvent efter første dom. Hvis de ikke rejser ud umiddelbart eller efter

strafafsoning, skal de tages i varetægt, indtil deres udrejse kan arrangeres. Krimi-

nelle udlændinge skal ikke have lov at færdes frit i samfundet. Nydanskere, som

har fået tildelt indfødsret ved lov, mister indfødsretten og udvises, hvis de begår

grov kriminalitet«. Der henvises til Nye Borgerliges hjemmeside,

www.nyeborgerlige.dk/politik/udlaendingepolitik/

Svar:

Udvisning efter første dom

Det følger af udlændingeloven, at adgangen til udvisning af udlændinge som ud-

gangspunkt afhænger af den idømte frihedsstrafs karakter og længde samt varig-

heden af udlændingens ophold her i landet.

En udlænding kan dog

–

uanset varigheden af opholdet her i landet

–

udvises, hvis

den pågældende idømmes ubetinget frihedsstraf mv. for overtrædelse af nærme-

re angivne bestemmelser i navnlig straffeloven. Det drejer sig bl.a. om visse for-

brydelser i familieforhold, seksualforbrydelser, forbrydelser mod liv og legeme og

formueforbrydelser. Med frihedsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge, der

indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, f.eks. dom til forvaring og

dom til anbringelse i hospital for sindslidende.

Udlændinge, der ikke har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 5 år,

kan endvidere udvises, hvis udlændingen idømmes betinget frihedsstraf.

15. marts 2020

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

International Rekruttering

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2019 - 13697

1204285

Side

1/7

UUI, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 158: Spm. om ministeren vil redegøre for, hvorvidt det vil være muligt og i overensstemmelse med såvel vore internationale forpligtelser som grundloven at udvise alle kriminelle udlændinge, til udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge skal udvises efter disse regler, medmindre udvisning

med sikkerhed

vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens §

26, stk. 2. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, kan kun udvises i overens-

stemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af

retten til fri bevægelighed.

Ved vurderingen af, om udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser, er navnlig Den Europæiske Menneskerettighedskon-

ventions (EMRK) artikel 8 om retten til privat- og familieliv relevant.

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) praksis, at

indgreb i udlændingens ret til privat- eller familieliv skal stå i rimeligt forhold til de

formål, som indgrebet, f.eks. en udvisning, skal varetage. Denne proportionali-

tetsafvejning er i almindelighed afgørende for, om udvisning af en kriminel ud-

lænding vil være forenelig med EMRK artikel 8. I proportionalitetsafvejningen

indgår en række momenter, bl.a. kriminalitetens art og grovhed, varigheden af

udlændingens ophold i bopælslandet, udlændingens familiesituation og alvorlig-

heden af de vanskeligheder, udlændingens evt. ægtefælle og børn med sandsyn-

lighed vil møde i det land, som udlændingen udvises til.

EMD har også understreget, at den vægt, der må lægges på de enkelte kriterier,

nødvendigvis varierer efter den enkelte sags konkrete omstændigheder.

En ubetinget regel om, at udlændinge skal udvises efter første dom, dvs. uanset

kriminalitetens art og grovhed, udlændingens forhold og sagens omstændigheder

i øvrigt, vil på den baggrund være i strid med bl.a. EMRK artikel 8.

En ordning, hvor der sker udvisning af kriminelle udlændinge efter første dom,

rejser ikke spørgsmål i forhold til grundloven.

Frihedsberøvelse indtil udrejse

Udlændingelovens § 36 indeholder regler om administrativ frihedsberøvelse af

udlændinge. Efter bestemmelsens stk. 1 skal politiet så vidt muligt frihedsberøve

afviste asylansøgere og andre udlændinge med ulovligt ophold med henblik på at

sikre deres tilstedeværelse i forbindelse med udsendelse. Dette indebærer, at der

normalt skal ske frihedsberøvelse, medmindre frihedsberøvelsen vil være i strid

med Danmarks internationale forpligtelser.

Udlændingelovens § 36, stk. 5, indeholder desuden en hjemmel til at frihedsberø-

ve en udlænding uden lovligt opholdsgrundlag med henblik på at motivere den

pågældende til at medvirke til en udsendelse.

Det følger af EMRK artikel 5 om den personlige frihed, at der ikke kan indføres en

ordning, hvorefter udlændinge konsekvent frihedsberøves, indtil de kan hjemsen-

des. Efter EMD’s praksis er det e beti gelse for at frihedsberøve e perso

henblik på udsendelse, jf. EMRK artikel 5, litra f, at der er en reel udsigt til, at ud-

Side

2/7

sendelsen kan gennemføres, jf. f.eks. afvisningsbeslutning af 4. oktober 2001 i

sagen Agnissan mod Danmark.

Der kan være forskellige grunde til, at der ikke er reel udsigt til udsendelse, her-

under eksempelvis at udlændingen er på tålt ophold, eller at hjemlandet ikke øn-

sker at samarbejde om eksempelvis udstedelse af rejsedokumenter.

Det følger desuden af udsendelsesdirektivets artikel 15, stk. 1, jf. Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115, at medmindre andre tilstrækkelige og

mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det konkrete tilfæl-

de, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er

genstand for tilbagesendelsesprocedurer, for at forberede en tilbagesendelse

og/eller gennemføre en udsendelse, navnlig når der er risiko for, at den pågæl-

dende vil forsvinde, eller den pågældende tredjelandsborger undviger eller lægger

hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesproces-

sen. Enhver frihedsberøvelse skal desuden være af så kort varighed som muligt,

må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse, og skal gen-

nemføres med nødvendig omhu.

Det vurderes på den baggrund ikke at være foreneligt med Danmarks internatio-

nale forpligtelser at indføre en bestemmelse, hvorefter kriminelle udlændinge,

der udvises ved dom, konsekvent skal frihedsberøves frem til deres udsendelse.

En ordning, hvor der sker frihedsberøvelse af kriminelle udlændinge, der udvises

ved dom, rejser ikke spørgsmål i forhold til grundloven.

Fortabelse af indfødsret ved grov kriminalitet

Det følger af indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, at den, som dømmes for overtrædelse

af en eller flere bestemmelser i straffelovens kapitel 12 (landsforræderi og andre

forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed) og kapitel 13 (forbrydelser

mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.), ved dom

kan frakendes sin danske indfødsret, medmindre den pågældende derved bliver

statsløs.

Det følger videre af indfødsretslovens § 8 B, stk. 2, at hvis en person i udlandet er

straffet for en handling, der efter stk. 1 kan medføre frakendelse af dansk indføds-

ret, kan indfødsret frakendes i medfør af straffelovens § 11.

Endelig følger det af indfødsretslovens § 8 B, stk. 3, at den, som har udvist en

handlemåde, som er til alvorlig skade for landets vitale interesser, kan fratages sin

danske indfødsret af udlændinge- og integrationsministeren, medmindre den

pågældende derved bliver statsløs.

Danmarks forpligtelser efter statsborgerretskonventionen og statsløsekonventio-

nen indebærer, at det ikke er muligt at tage det danske statsborgerskab fra en

person på grund af kriminalitet, hvis den pågældende derved bliver statsløs.

Side

3/7

I forhold til personer, som måtte have dobbelt statsborgerskab, kan det bemær-

kes, at statsborgerretskonventionen udtømmende fastsætter, i hvilke situationer

en stats lovgivning må indeholde regler om fortabelse af statsborgerskab. I for-

hold til kriminalitet følger det af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, at

fortabelse kun kan komme på tale i tilfælde af en handlemåde, som er til alvorlig

skade for den kontraherende stats vitale interesser.

Den forklarende rapport til statsborgerretskonventionen indeholder alene be-

græ sede bidrag til de ær ere forståelse af for uleri ge ha dle åde, so

er til alvorlig skade

for de ko trahere de stats vitale i teresser i artikel , stk. ,

litra d. Det er således alene anført, at bestemmelsen omfatter landsforræderi og

andre handlinger rettet mod statens vitale interesser (f.eks. arbejde for en uden-

landsk efterretningstjeneste), mens almindelig kriminalitet ikke er omfattet, hvor

alvorlig den end måtte være.

På den baggrund er det vurderingen, at en indførelse af en ordning, hvorefter

dansk statsborgerskab frakendes eller fortabes på baggrund af almindelig krimina-

litet, ikke være forenelig med statsborgerretskonventionen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet et

bidrag fra Justitsministeriet, som har oplyst følgende:

Retten til statsborgerskab er ikke udtrykkeligt omtalt i EMRK, men

fratagelse af statsborgerskab kan i visse tilfælde rejse spørgsmål i

forhold til EMRK artikel 8, der bl.a. beskytter retten til respekt for pri-

vatlivet.

EMD har således i flere sager fundet, at EMRK artikel 8 yder en vis

beskyttelse både i forhold til tildeling og fratagelse af statsborger-

skab. Ved vurderingen af, om en fratagelse af statsborgerskab er i

strid med EMRK artikel 8, har Domstolen vurderet, om fratagelsen

var vilkårlig, og hvilke konsekvenser fratagelsen har for den pågæl-

dende, herunder om fratagelsen fører til statsløshed. EMRK artikel 8

må herefter som udgangspunkt antages at beskytte mod fratagelse af

statsborgerskab i tilfælde, hvor den pågældende ikke har statsbor-

gerskab i et andet land eller er berettiget hertil.

En undtagelsesfri regel om frakendelse eller fortabelse af dansk

statsborgerskab i tilfælde, hvor en naturaliseret dansk statsborger

begår grov kriminalitet, ville desuden ikke kunne gennemføres inden

for rammerne af beskyttelsen af retten til privat- og familielivet i

EMRK artikel 8, hvis den pågældende herved mister sit opholdsgrund-

lag i Danmark.

EMRK artikel 14 har følgende ordlyd:

Side

4/7

"Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettighe-

der og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn,

race, farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevis-

ning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til et

nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert

andet forhold."

Anvendelsesområdet for EMRK artikel 14 er begrænset derved, at

bestemmelsen er accessorisk til konventionens øvrige bestemmelser.

Ved vurderingen af, om en fratagelse af statsborgerskab er i strid

med artikel 14, skal artikel 14 sammenholdes med artikel 8, hvorefter

artikel 14 får det indhold, at den knæsætter en lighedsgrundsætning

med hensyn til nydelsen af retten til respekt for privatlivet mv.

EMD’s do af . aj

i sage Biao od Da ark tog stilli g til,

hvorvidt en ordning, der undtog personer, der havde været danske

statsborgere i 28 år, og personer, der var født og opvokset i Danmark

eller kommet hertil som mindre børn og havde opholdt sig lovligt i

Danmark i 28 år, fra at opfylde tilknytningskravet, var forenelig med

EMRK artikel 14, jf. artikel 8. EMD statuerede, at ordningen medførte

en forskelsbehandling, der alene

–

eller i afgørende grad

–

baserede

sig på etnisk oprindelse, og at den kun kunne retfærdiggøres på bag-

grund af meget tungtvejende grunde.

En ordning, hvorved alene ved lov naturaliserede udlændinge frata-

ges statsborgerskabet ved grov kriminalitet, vil efter artikel 14, jf. ar-

tikel 8, efter omstændighederne ligeledes kunne anses for forskels-

behandling på baggrund af etnisk oprindelse, idet danske statsborge-

re, der har erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen, i langt over-

vejende grad vil være af etnisk dansk oprindelse, mens de danske

statsborgere, som har erhvervet dansk statsborgerskab ved naturali-

sation, og som vil blive ramt af den ordning, der spørges til, i langt

overvejende grad vil have en anden etnicitet end dansk.

Erhvervelse af dansk indfødsret er reguleret i grundlovens § 44, som

bestemmer, at dansk indfødsret kun kan erhverves ved lov. Fortabel-

se af dansk indfødsret er imidlertid ikke reguleret i grundloven.

Efter grundlovens § 70 kan ingen på grund af sin trosbekendelse eller

afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og poli-

tiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig

borgerpligt.

Bestemmelsen indebærer et forbud mod diskrimination med bl.a. af-

stamning som kriterium for så vidt angår adgangen til nydelse af bor-

Side

5/7

gerlige eller politiske rettigheder. Udtrykket rettigheder skal ikke

forstås snævert, men må betegne enhver fordelagtig retsposition.

Bestemmelsen beskytter mod direkte og indirekte forskelsbehand-

ling. Beskyttelsen gælder således ikke kun, hvor der udtrykkeligt for-

skelsbehandles på grund af afstamning (direkte diskrimination), men

antages også at gælde, selvom der formelt set ikke forskelsbehandles

på grund af afstamning, men dog på grund af forhold, der er så nøje

forbundet hermed, at resultatet faktisk bliver meget nær det samme

(indirekte diskrimination).

Rækkevidden af det i grundlovens § 70 indeholdte forbud mod for-

skelsbehandling på baggrund af afstamning er omdiskuteret i den ju-

ridiske litteratur.

Jens Elo Rytter, Individets grundlæggende rettigheder, 3. udgave

(2019), side 444, anfører om spørgsmålet, at udtrykket omfatter en

persons race, hudfarve og nationale eller etniske oprindelse (begre-

bet omfatter derimod ikke nationalitet, dvs. statsborgerskab)

Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med kommentarer (2015),

side 415-416, anfører imidlertid:

Udtrykket

»afstamning«, der blev indsat i 1953-grundloven under

indtryk af antisemitismen før og under anden verdenskrig, omfatter

race, jf. bl.a. Julius Bomholts bemærkninger under folketingsbehand-

lingen (Rigsdagstidende 1952-53, Folketinget Forhandlingerne sp.

Af Forfatningskommissionens betænkning af 1953, side 77, fremgår

det, at et mindretal i forbindelse med grundlovsrevisionen i 1953 fo-

reslog, at en bestemmelse om, at enhver har krav på at nyde de i

grundloven indeholdte rettigheder og friheder uden forskelsbehand-

ling af nogen art på grund af race, farve, køn, sprog, religion, politisk

eller anden anskuelse, national eller social oprindelse, formuefor-

hold, fødsel eller anden samfundsmæssig stilling, blev indført.

Flertallet foreslog derimod alene en beskyttelse mod forskelsbehand-

ling på grund af trosbekendelse. Under udvalgsbehandlingen i Folke-

tinget blev beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af afstam-

ning tilføjet til bestemmelsen. Om baggrunden herfor henvises til

Jens Peter Christensen m.fl., a.st.

Det er på den anførte baggrund Justitsministeriets opfattelse, at en

ordning, hvorved alene ved lov naturaliserede udlændinge frakendes

statsborgerskabet og udvises ved grov kriminalitet, ikke vil være ba-

Side

6/7

seret på afstamning i den ovenfor beskrevne forstand, og at ordnin-

gen således ikke vil rejse spørgsmål i forhold til grundlovens § 70.

Mattias Tesfaye

Moya-Louise Lindsay-Poulsen

Side

7/7