SUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 71: Spm. om redegørelse for EU-reglerne i forhold til at flytte en syg dansk statsborger bosiddende i et andet EU-land til behandling i Danmark, til sundheds- og ældreministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2018-19 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 23-09-2019

Enhed: JURPSYK

Sagsbeh.: SUMBGB

Sagsnr.: 1907090

Dok. nr.: 981439

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 28. august 2019 stillet følgende

spørgsmål nr. 71 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Liselott Blixt (DF).

Spørgsmål nr. 71:

”Kan

ministeren redegøre for EU-reglerne i forhold til at flytte en syg dansk statsbor-

ger bosiddende i et andet EU-land til behandling i Danmark, og hvorvidt disse regler

kun omfatter behandling på offentlige behandlingssteder eller om det er muligt at

blive flyttet til private behandlingssteder?

”

Svar:

Jeg har anmodet Styrelsen for Patientsikkerhed om bidrag til besvarelse af spm. 71

(Alm. del).

Styrelsen for Patientsikkerhed har oplyst, at EU-borgeres ret til at kunne modtage

planlagt behandling i et andet medlemsland end det, hvori de er bosat, kan ske på

grundlag af enten reglerne i EU-forordning nr. 883/2004 om koordinering af sociale

sikringsordninger eller efter de af bopælslandets nationale regler, der har implemen-

teret direktiv 2011/24 EU om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskri-

dende sundhedsydelser (patientmobilitetsdirektivet).

Som udgangspunkt er det ikke statsborgerskabet, der er afgørende, men om borge-

ren er offentligt sygesikret i et medlemsland.

Styrelsen har i sin besvarelse lagt til grund, at der er tale om en dansk statsborger,

der er bosat og offentligt sygesikret i et andet EU-land, men ikke er tilknyttet den

danske sygesikring. Det vil sige, at de offentlige udgifter til borgerens sygesikring af-

holdes af bopælslandet.

På den baggrund vil borgeren have følgende muligheder for at søge planlagt behand-

ling i Danmark:

Efter artikel 20 i forordning nr. 883/2004 om koordinering af sociale sikringsordninger

kan borgeren rejse til et andet medlemsland med det formål at modtage sundheds-

ydelser, hvis borgeren får tilladelse hertil af sygesikringsmyndigheden i det land, hvor

borgeren er offentligt sygesikret.

Borgeren har krav på at få en sådan tilladelse, når det omhandler en sundhedsydelse,

som er omfattet af sygesikringen i bopælslandet, men som ikke kan ydes inden for en

frist, der er lægeligt forsvarligt under hensyn til borgerens aktuelle helbredstilstand

og udsigterne for sygdommens udvikling.

SUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 71: Spm. om redegørelse for EU-reglerne i forhold til at flytte en syg dansk statsborger bosiddende i et andet EU-land til behandling i Danmark, til sundheds- og ældreministeren

Vurderer borgerens sygesikringsmyndighed, at tilladelsen kan gives, vil borgeren få

tilladelsen i form af en S2-formular og vil med den kunne søge planlagt behandling i

et andet medlemsland på samme vilkår og til samme pris, som behandlingslandets of-

fentligt sygesikrede borgere.

Forordningens koordineringsregler omhandler imidlertid kun medlemslandenes of-

fentlige sikringsordninger. Derfor er det kun muligt at modtage sundhedsydelser ved

behandlingssteder, der er en del af behandlingslandets offentlige sygesikring.

Når en EU-borger derfor søger om planlagt behandling i Danmark med en S2-formu-

lar, vil borgeren alene kunne tilbydes behandling ved behandlingssteder, der er en

del af eller har en aftale med det danske offentlige sundhedsvæsen.

Efter patientmobilitetsdirektivet kan en borger, der er offentligt sygesikret i et

EU/EØS-land, købe behandling i et andet medlemsland og efterfølgende søge tilskud

til sine udgifter fra sin sygesikring. Tilskuddet kan opnås, hvis behandlingen er til-

skudsberettiget i borgerens sygesikring.

Nogle gange skal borgeren have en forhåndsgodkendelse for tilskud til behandling i et

andet medlemsland fra borgerens sygesikring. Hvis borgerens sygesikring kræver en

forhåndsgodkendelse, skal forhåndsgodkendelsen være givet, når behandlingen kræ-

ver brug af højt specialiseret og omkostningskrævende udstyr, indebærer mindst en

nats hospitalsindlæggelse, udgør en særlig risiko for borgeren eller befolkningen eller

når behandlingen ydes af en sundhedsudbyder, der i det enkelte tilfælde kan give an-

ledning til alvorlig og konkret bekymring fsva. kvalitet og sikkerhed.

Det står borgeren frit for at kontakte behandlingssteder i det medlemsland, hvor bor-

geren ønsker at modtage behandlingen. Det kan derfor både være inden for landets

offentlige sundhedsvæsen, men også ved private behandlingssteder, som ikke er del

af landets offentlige sygesikring.

Behandlingsstedet kan dog afvise at modtage borgeren af kapacitetsmæssige hensyn.

Jeg kan henholde mig til Styrelsen for Patientsikkerheds bidrag.

Med venlig hilsen

Magnus Heunicke

Birgitte Gram Blenstrup

Side 2