Social- og Indenrigsudvalget 2018-19 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
2088249_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2019 - 3930
Doknr.
730859
Dato
23-08-2019
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 29. juli 2019 stillet følgende spørgsmål
nr. 19 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 19:
”I forlængelse af svar på SOU alm. del –
spørgsmål 392 (folketingsåret 2018-19, 1.
samling) definere ”særlige forhold” i relation til omgående opgør af godkendelse af en
plejefamilie.”
Svar:
Én af socialtilsynets kerneopgaver er at føre tilsyn med, at plejefamilier generelt har en
god kvalitet, så de er i stand til at tage hånd om de børn og unge, som bliver anbragt
hos dem, og så de kan give dem den hjælp, støtte og omsorg, de har brug for.
I tilfælde, hvor en plejefamilie ikke længere har den påkrævede kvalitet til at være
plejefamilie, kan socialtilsynet i sidste ende bringe plejefamiliens godkendelse til
ophør. Det følger af § 5, stk. 7 i lov om socialtilsyn. Det forudsættes selvfølgelig, at der
forinden har været en dialog mellem socialtilsynet og plejefamilien, så de har haft
mulighed for at rette op på de forhold, som kan begrunde en evt. afgørelse om ophør af
godkendelse.
En afgørelse om ophør af godkendelse skal som udgangspunkt fastsætte en rimelig
frist for ophøret, jf. bekendtgørelse om socialtilsyn § 5, stk. 2. Dette med henblik på, at
både plejefamilien og den anbringende kommune, der har ansvar for barnet eller den
unges anbringelse, har mulighed for at indrette sig på det. Fristen skal fastsættes på
baggrund af en vurdering af de forhold, der har ført til, at der træffes afgørelse om
ophør.
Som en undtagelse hertil er det i § 5, stk. 3 i bekendtgørelse om socialtilsyn fastsat, at
socialtilsynet kan bringe en godkendelse til ophør straks, hvis særlige forhold gør det
påkrævet. Som eksempler på sådanne særlige forhold nævnes i bekendtgørelsen
”pludselig
opstået begrundet mistanke om strafbare forhold eller akut risiko for
borgernes sikkerhed og sundhed”.
Med venlig hilsen
Astrid Krag