SOU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 58: Spm. om beregningerne bag de skøn, der er udarbejdet af den forhenværende børne- og socialminister i svar på spørgsmål 612 (SOU, alm. del, folketingsåret 2017-2018, til social- og indenrigsministeren

Social- og Indenrigsudvalget 2018-19 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social-,

Indenrigs- og Børneudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.socialministeriet.dk

Sagsnr.

2018 - 4901

Doknr.

641050

Dato

13-12-2018

Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg har d. 14. september 2018

stillet følgende spørgsmål nr. 612 (alm. del) til børne- og socialministeren, som

hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).

Spørgsmål nr. 612:

”I rapporten fra Justitia ”Tvangsanbringelser –

retssikkerhed i en kompliceret

beslutningsproces” af 7. september 2018 opstilles to alternative modeller for

et organ, der kan have kompetence til at træffe afgørelser i sager om

tvangsanbringelse, og som efter Justitias opfattelse vil styrke de involverede

parters retssikkerhed betragteligt; Forslag 1: Nævnsbehandling og Forslag 2:

Det familieretlige system.

Vil ministeren kommentere og vurdere fordele og ulemper ved hhv. forslag 1

og 2 og give en (eventuel skønsmæssig) beregning over, hvad det vil koste at

gennemføre hvert forslag?”

Svar:

Det er helt afgørende med en god kvalitet i så indgribende sager som

anbringelse uden samtykke. Derfor er jeg også glad for, at aktører på området,

såsom Justitia, peger på mulige løsninger for at øge kvaliteten og

retssikkerheden i disse sager. Men jeg mener ikke, at løsningen skal findes i at

flytte beslutningskompetencen i sager om anbringelse uden samtykke.

Jeg er i stedet af den principielle holdning, at sager om anbringelse bør

behandles i kommunen, da de har helhedskendskabet til barnet og familien

m.v. Jeg kan blive bekymret for, hvordan der skal skabes sammenhæng i

indsatsen, hvis familieretshuset eller et separat nævn behandler spørgsmålet

om anbringelse, mens kommunen står for øvrige sociale indsatser for barnet

eller den unge, fx forebyggende indsatser, støtte til barnet under anbringelsen

og støtteperson til forældre. Hertil kommer, at der er risiko for, at det vil

forlænge sagsbehandlingstiden betydeligt, hvis et selvstændigt nævn skal have

overdraget sagsmateriale fra kommunen, og samtidig skal have adgang til at

anmode om nye oplysninger, udredninger mv. som grundlag for indstilling og

afgørelse. Dette vil ikke være til gavn for udsatte børn og unge.

Samtidig har vi med de gældende regler allerede i dag et uafhængigt børn og

unge-udvalg, der træffer afgørelse i de mest indgribende sager på

børneområdet, såsom i sager om anbringelse uden samtykke. Børn og unge-

udvalget består af en byretsdommer, to pædagogisk-psykologisk sagkyndige

og to medlemmer af kommunalbestyrelsen.

SOU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 58: Spm. om beregningerne bag de skøn, der er udarbejdet af den forhenværende børne- og socialminister i svar på spørgsmål 612 (SOU, alm. del, folketingsåret 2017-2018, til social- og indenrigsministeren

Det er byretsdommeren i udvalget, der har ansvaret for at sikre, at sagerne er

tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse. De pædagogisk-

psykologisk sagkyndige har bl.a. til opgave at yde vejledning, vurdere om der

er indhentet de fornødne børnesagkyndige udtalelser og undersøgelser til at

belyse sagen, ligesom de kan vejlede om hvilke foranstaltninger, der ud fra en

børnesagkyndig vurdering, må anses for bedst egnede til at fremme barnets

eller den unges udvikling.

Endelig har både børn og unge, der er fyldt 12 år, og

forældremyndighedsindehaveren ret til gratis advokatbistand, når en sag skal

behandles i børn og unge-udvalget og ved en efterfølgende behandling af en

klage over udvalgets afgørelse i Ankestyrelsen. Kommunens afgørelser om

bl.a. anbringelse uden for hjemmet kan desuden efter de gældende regler

indbringes for byretten.

Selvom jeg ikke er enig i det hensigtsmæssige i at flytte

beslutningskompetencen i disse sager, så er jeg dog helt enig i, at de

involverede parters retssikkerhed er utrolig vigtig i så indgribende sager som

anbringelse uden samtykke. Udgangspunktet i lovgivningen er, at kommunen

altid skal søge at få forældrenes og den unges samtykke til en anbringelse, og

derfor har jeg besluttet at igangsætte en undersøgelse, der skal afdække

årsagerne til stigningen i antallet af anbringelse uden samtykke, og dermed

give et grundlag for at vurdere, om der er behov for at lave ændringer på

anbringelsesområdet.

Desuden er det i satspuljen for 2019 aftalt at igangsætte tre initiativer, der skal

øge forældrenes retssikkerhed og forbedre afgørelsesgrundlaget i sager om

anbringelse uden samtykke.

For det første bliver det et lovkrav, at indstillingen om anbringelse uden

samtykke til børn og unge-udvalget skal indeholde en særskilt vurdering af

forældrenes kompetencer i forhold til at håndtere barnet og barnets evt.

udfordringer. Det skal styrke oplysningsgrundlaget i sagerne. For det andet

bliver det også et lovkrav, at når der foretages psykologiske undersøgelser af

forældrene i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse, så skal det ske

med brug af en autoriseret psykolog. Det er med til at sikre kvaliteten i de

undersøgelser, der foretages af forældrenes kompetencer. For det tredje skal

de nuværende retningslinjer for udarbejdelse af

forældrekompetenceundersøgelser fra 2011 opdateres, så de er tidssvarende

og indeholder nyeste viden om emnet.

Derudover er der i satspuljen for 2019 afsat varige midler til et nyt

undersøgelseskoncept, der årligt skal give et aktuelt billede af

sagsbehandlingen i kommunerne. Undersøgelsen skal bl.a. danne grundlag for

at vurdere, om der fx er behov for at iværksætte tiltag til at styrke området.

Til brug for beregningen af de økonomiske konsekvenser af begge forslag har

jeg anmodet Justitsministeriet om oplysninger om, hvad omkostningerne pr.

sag vil være i sager om anbringelse uden samtykke ved behandling i første

instans i byretten (familieretten) og i anden instans i landsretten.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra

Domstolsstyrelsen. Derudover har Økonomi- og Indenrigsministeriet bidraget

med oplysninger vedrørende de nuværende omkostninger i Ankestyrelsen ved

behandling af sager om anbringelse uden samtykke.

Det skal indledningsvist bemærkes, at det i de økonomiske skøn nedenfor

antages, at børn og unge-udvalget bibeholder afgørelseskompetencen fsva.

andre afgørelser efter servicelovens § 74 end anbringelse. Dertil er lagt til

grund, at det kommunale tidsforbrug på sagsoplysning og indstilling er uændret

i forhold til gældende praksis i begge modeller.

Forslaget om det familieretlige system, vurderes med betydelig usikkerhed at

medføre merudgifter for ca. 47.000 kr. pr. sag.

Justitia foreslår med denne løsning, at det er Familieretshuset, som forbereder,

oplyser og indhenter eventuelle nødvendige undersøgelser til sagen.

Vurderingen er, at der gennemsnitligt skal anvendes 40 timer til forberedelse,

oplysning og undersøgelse af sagen i Familieretshuset, inden familieretten kan

træffe afgørelse, samt 5 timer til at børnesagkyndige i børneenheden kan sikre

barnets trivsel og inddragelse i egen sag.

Da tvangsanbringelsesager er særdeles indgribende for de berørte parter,

forventer Justitsministeriet, at en betydelig andel af familierettens stadfæstelser

om tvangsanbringelse fremover vil blive indbragt for landsretten. Givet at

landsretten vil være første klageindsats antages klageandelen at være

sammenlignelig med klageandelen fra børn og unge-udvalgene til

Ankestyrelsen på ca. 80 pct.

Forslag om nævnsbehandling vurderes med betydelig usikkerhed at medføre

merudgifter for ca. 46.000 kr. pr. sag

Det antages, at omkostningerne i nævnet svarer til omkostningerne i de

nuværende børn og unge-udvalg. Dog forventes det, at formanden for nævnet

modtager samme vederlag som i dommeraftalen om særskilt vederlag til

formanden for Psykolognævnet. Dertil kommer en ikke opgjort

transportomkostning for nævnsmedlemmerne, som blandt andet vil afhænge af

den geografiske spredning, i forhold hvor mange steder nævnet skal kunne

samles.

Nævnet understøttes af et sekretariat, som skal foretage en intens prøvelse af

sagens oplysning. Med henvisning til Justitias rapport (s. 77), antages dette at

være sammenligneligt med Ankestyrelsens prøvelse af tilsvarende kommunale

afgørelser, som i det nuværende system påklages til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen udgår som klageinstans, hvorefter byretten vil være første

klageinstans. Det antages, at der vil være samme klageandel som til

Ankestyrelsen i dag. Derudover indgår landsretten som anden klageinstans,

som til brug for beregningerne antages at have samme klageandel som

nuværende anden klageinstans fra Ankestyrelsen til byretten på ca. 80 pct. af

byrettens stadfæstelser.

Ifølge Danmarks Statistik blev der truffet 341 afgørelser om anbringelse uden

samtykke af børn og unge i alderen 0-17 år i 2017. Heraf er der enkelte

gengangere med mere end én afgørelse, hvorfor der er tale om 334 børn og

unge i alt.

På baggrund af disse tal skønnes forslaget om familieretssystemet og forslaget

om et nyt nævn hver især at medføre merudgifter på ca. 16 mio. kr. årligt.

Afgørelser om anbringelser uden samtykke af børn og unge i alderen 0-17 år i 2016. Den samme

person kan have fået iværksat flere anbringelser i løbet af perioden og kan således optræde flere

gange. ”Anbringelser uden samtykke” omfatter anbringelser uden samtykke

efter servicelovens §

58, herunder anbringelser uden samtykke til trods for, at forældremyndighedens indehaver og den

unge, der er fyldt 15 år, har samtykket, jf. § 58 stk. 2 og 3. Anbringelser som led i afsoning, jf. § 78 i

straffuldbyrdelsesloven, og som led i en ungdomssanktion, jf. § 74 a i straffeloven, samt

anbringelser i varetægtssurrogat, jf. § 765 i retsplejeloven, indgår ikke. Det samme gælder

formandsafgørelser, jf. serviceloven § 75 efter § 58 samt anbringelser af børn og unge, hvor

samtykkegrundlaget er uoplyst.

Med venlig hilsen

Mai Mercado