REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 448: Spm. om, hvordan ministeren mener, at Kriminalforsorgen lever op til Straffuldbyrdelseslovens § 3 om at der skal være en balance mellem resocialisering og straf, til justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

30. august 2019

Økonomikontoret

Anna Petersen Neder-

gaard

2019-0030-2365

1186689

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 107 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 2. august 2019. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Lena Dyhr Toft Christensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 448: Spm. om, hvordan ministeren mener, at Kriminalforsorgen lever op til Straffuldbyrdelseslovens § 3 om at der skal være en balance mellem resocialisering og straf, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 107 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Fængselsforbundet, Dansk Socialrådgiverforening og Cafe

Exit har givet udtryk for, at de mange ubesatte vagter betyder,

at der ikke er ressourcer til de resocialiserende opgaver i krimi-

nalforsorgen. Vil ministeren redegøre for, om det er et billede,

som ministeren kan genkende og i givet fald, hvad ministeren

vil gøre ved det?”

Svar:

Den resocialiserende indsats i kriminalforsorgen er et vigtigt redskab i kam-

pen mod kriminalitet, fordi den er med til at mindske tilbagefald til ny kri-

minalitet. Der er derfor et stort fokus på resocialisering i landets fængsler

og arresthuse, og der er en lang række tiltag, der skal være med til at hjælpe

de indsatte ud af kriminalitet. Det handler om alt fra arbejdsdrift til uddan-

nelse.

Der er imidlertid aktuelt et pres på kriminalforsorgen, som kan have konse-

kvenser for bl.a. resocialiseringsindsatsen. Manglen på uniformeret perso-

nale kan eksempelvis betyde, at arbejdsdrift og programvirksomhed, der

dækker over en række resocialiserende, adfærdsregulerende programmer,

bliver afviklet i mindre grad.

Jeg ved dog, at der i kriminalforsorgen arbejdes intensivt med at afhjælpe

mandskabsmanglen i fængsler og arresthuse, jf. den samtidige besvarelse af

spørgsmål nr. 106 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet i øvrigt indhen-

tet en udtalelse fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har oplyst føl-

gende:

”Kriminalforsorgen kan oplyse, at kriminalforsorgens resociali-

serende indsatser er en bred vifte af tilbud, som varetages af for-

skellige personalegrupper og tager afsæt i generelt anerkendt vi-

den om, hvad der virker kriminalitetsforebyggende.

Dømte, der er anbragt i fængslerne, har ret og pligt til at være

beskæftiget i 37 timer ugentligt, mens dømte, der er anbragt i ar-

resthusene, har ret - men ikke pligt - til beskæftigelse. Det er et

mål for kriminalforsorgen at tilrettelægge beskæftigelsen, såle-

des at den medvirker til at resocialisere de dømte.

Typisk inddeles de beskæftigelsesindsatser, som kriminal-

forsorgen giver de indsatte, i følgende fire hovedområder:

1. Arbejdsdrift. Dette kan bl.a. være rettet mod rengøring

og vedligehold lokalt eller produktioner i f.eks. land-

brug, møbelsnedkeri mv.

2. Uddannelse. Her vil fængsler typisk have mulighed for

at tilbyde forberedende voksenundervisning (FVU), Al-

men voksenuddannelse (AVU), Arbejdsmarkedsuddan-

nelser (AMU) og i en vis udstrækning Erhvervsuddan-

nelse (EUD). Også andre uddannelser kan iværksættes

ved f.eks. selvstudie, fjernundervisning og evt. frigang.

3. Misbrugsbehandling. Behandling for evt. alkohol- eller

stofmisbrug kan finde sted som deltidsbeskæftigelse

(”ambulant”) eller fuldtidsbeskæftigelse, hvor den ind-

satte placeres på en egentlig behandlingsafdeling.

4. Programvirksomhed. Programvirksomhed dækker over

en række kognitive adfærdsregulerende programmer

som f.eks. Voldsforebyggelsesprogrammet og Anger

Management. Programvirksomhed er i timemæssigt

omfang en mindre del af den samlede beskæftigelse,

der vil skulle kombineres med de andre typer af be-

skæftigelse, der er beskrevet ovenfor.

For så vidt angår uddannelse og misbrugsbehandling vil ube-

satte vagter som udgangspunkt ikke i sig selv have betydning

for, om disse aktiviteter gennemføres. Disse former for resocia-

liserende opgaver varetages således normalt ikke af fængselsbe-

tjente, men af andre personalegrupper i og uden for kriminal-

forsorgen. Det vil dog i konkrete tilfælde kunne forekomme, at

f.eks. mangel på opsynspersonale medfører, at der vil være en

sikkerhedsmæssig risiko ved at gennemføre uddannelse eller

misbrugsbehandling.

For så vidt angår arbejdsdrift og programvirksomhed indgår uni-

formeret personale i varierende omfang. I tilfælde med stor

mangel på uniformeret personale i en institution kan det være

nødvendigt at omlægge arbejdsdriften og programvirksomhed

for at sikre, at der kan opretholdes et tilstrækkeligt sikkerheds-

niveau i beskæftigelsestiden.

Endvidere kan mangel på uniformeret personale betyde, at der

afvikles færre kognitive adfærdsregulerende programmer. Kri-

minalforsorgen råder dog over programmedarbejdere, der i et

vist omfang kan hjælpe de institutioner, som er nødt til at prio-

ritere de uniformerede programinstruktører til andre opgaver.

Ud over de nævnte beskæftigelsesindsatser, som har et direkte

resocialiserende formål, anses også kontakten til familie gen-

nem besøg mv., fritidsaktiviteter, selvforplejning og en velstruk-

tureret hverdag for at være elementer i en generelt kriminalitets-

forebyggende indsats. Ligeledes betragtes indsattes positive

fællesskab med hinanden og den daglige omgang med persona-

let generelt som værende befordrende for den resocialiserende

indsats. I perioder med mangel på uniformeret personale vil det

lokalt kunne forekomme, at der ikke kan arrangeres strukture-

rede aktiviteter uden for beskæftigelsestiden, eller at personalet

ikke har samme tid til at prioritere den dagligdags omgang med

de indsatte.

Kriminalforsorgen er fuldt ud bevidst om de konsekvenser, som

manglen på uniformeret personale kan have for dagligdagen i et

fængsel og for de normalt planlagte aktiviteter. Der gøres derfor

store bestræbelser på at håndtere situationen på bedst mulig

måde lokalt, så både sikkerhedsmæssige og resocialiserende op-

gaver varetages mest hensigtsmæssigt.”