REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 283: Spm. om domstolenes afgørelser på baggrund af retslægerådets anbefalinger som beskrevet indebærer, at personer med udviklingsforstyrrelser, som ikke har psykiske lidelser, anbringes i det psykiatriske system, selv om de ikke kan behandles af lægerne i det psykiatriske system, til justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

3. oktober 2019

Strafferetskontoret

Marie Jørgensen

2019-0030-2555

1219299

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 282 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 9. september 2019.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 283: Spm. om domstolenes afgørelser på baggrund af retslægerådets anbefalinger som beskrevet indebærer, at personer med udviklingsforstyrrelser, som ikke har psykiske lidelser, anbringes i det psykiatriske system, selv om de ikke kan behandles af lægerne i det psykiatriske system, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 282 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren kommentere henvendelsen i REU alm. del - bi-

lag 81, herunder de opsummerede problemstillinger om at

retslægerådet anbefaler personer, der ikke er psykisk syge, til

behandling i psykiatrien, at domstolene stort set altid følger

retslægerådets anbefalinger og at retslægerådets anbefalinger

ikke kan ankes, heller ikke selv om retslægerådets vurderinger

ikke er i overensstemmelse med mentalerklæringerne?”

Svar:

Henvendelsen af 25. august 2019 (REU Alm. del – bilag 81) omhandler

Retslægerådets udtalelser i straffesager, hvor den tiltalte har en gennemgri-

bende udviklingsforstyrrelse, som f.eks. infantil autisme. I henvendelsen an-

føres det bl.a., at Retslægerådet anbefaler, at personer med sådanne udvik-

lingsforstyrrelser placeres i psykiatrien, selvom der ikke er et psykiatrisk be-

handlingsbehov, at domstolene som udgangspunkt følger Retslægerådets af-

gørelser, og at rådets afgørelser ikke kan ankes.

Retslægerådet er et uvildigt sagkyndigt og rådgivende organ, der er etab-

leret med det formål at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske udtalel-

ser til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold.

Retslægerådet træffer således ikke afgørelser, men afgiver udtalelser til an-

dre myndigheder, herunder domstolene, som herefter træffer en afgørelse.

Indsigelser mod en udtalelse, som Retslægerådet afgiver i den forbindelse,

kan gøres gældende over for den myndighed, som skal træffe afgørelse på

grundlag af udtalelsen. Denne myndighed må herefter tage stilling til, hvil-

ken vægt Retslægerådets udtalelse skal tillægges.

Det er således domstolene, som beslutter, i hvilket omfang Retslægerådets

udtalelse skal indgå ved afgørelse af sagen. Den af domstolene trufne afgø-

relse kan ankes af både den tiltalte og anklagemyndigheden efter retspleje-

lovens almindelige regler herom.

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet er der indhentet en udtalelse fra

Rigsadvokaten, som har oplyst følgende:

”Efter straffelovens § 16, stk. 1, er personer, der på gernings-

tidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller lig-

nende tilstand, straffri. Tilsvarende gælder for personer, der er

mentalt retarderet i højere grad. Herudover er personer, der på

gerningstidspunktet var mentalt retarderede i lettere grad, straf-

fri, medmindre særlige omstændigheder taler for at pålægge

straf. Tilsvarende gælder personer, der befandt sig i en tilstand,

som ganske må ligestilles med mental retardering, jf. straffe-

lovens § 16, stk. 2.

Rigsadvokaten har fastsat retningslinjer for anklagemyndighe-

dens behandling af sager vedrørende psykisk afvigende krimi-

nelle i Rigsadvokatmeddelelsen.

Det fremgår heraf, at vurderingen af, om en person er sindssyg

mv., er en lægelig vurdering. Denne vurdering foretages i for-

bindelse med en mentalundersøgelse.

Mentalundersøgelsen forelægges som regel for Retslægerådet i

følgende situationer:

• når sigtelsen angår alvorligere personfarlig kriminali-

tet, og den sigtede ifølge mentalerklæringen er sinds-

syg eller mentalt retarderet,

• når mentalerklæringen anbefaler dom til anbringelse i

institution,

• når der er rejst spørgsmål om anvendelse af forvaring,

jf. straffelovens § 70,

• når der er spørgsmål om at anvende foranstaltninger for

personer omfattet af straffelovens § 73,

• når der er tvivl om, hvilken foranstaltning der er bedst

egnet til at forebygge lovovertrædelser, eller der i øv-

rigt er andre tvivlsspørgsmål vedrørende sanktions-

spørgsmålet, eller

• når der i øvrigt foreligger særlig anledning til, at rådets

erklæring om sanktions-spørgsmålet indhentes. En

særlig anledning kan foreligge, når der ikke i mentaler-

klæringen anbefales en særforanstaltning, men hvor

der i sagen er oplysninger om, enten at sigtede tidligere

har været indlagt på psykiatrisk afdeling, eller at der

tidligere har været iværksat foranstaltninger over for

sigtede.

Når det ud fra en lægelig vurdering må antages, at tiltalte var

sindssyg på gerningstidspunktet eller befandt sig i en tilstand,

der må ligestilles hermed, foretager anklagemyndigheden en

juridisk vurdering af, om tiltalte var utilregnelig på baggrund

heraf. Hvis tiltalte – på trods af sindssygdom mv. – har været til-

regnelig på gerningstidspunktet, kan retten idømme almindelig

straf.

Hvis en person frifindes for straf efter straffelovens § 16, kan

retten i medfør af straffelovens § 68 bestemme, at der skal an-

vendes andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at

forebygge yderligere lovovertrædelser. Det kan f.eks. være dom

til psykiatrisk behandling, anbringelse i psykiatrisk afdeling el-

ler anbringelse i institution for personer med vidtgående psyki-

ske handicap mv.

Straffelovens § 69 vedrører personer, som ikke er omfattet af

straffelovens § 16, men som på gerningstidspunktet befandt sig

i en tilstand, der var betinget af mangelfuld udvikling, svæk-

kelse eller forstyrrelse af de psykiske funktioner. I modsætning

til § 16 er udgangspunktet i straffelovens § 69 i disse tilfælde al-

mindelig straf, men retten kan, hvis det findes formålstjenligt, i

stedet for at idømme straf træffe bestemmelse om foranstaltnin-

ger efter straffelovens § 68, 2. pkt., det vil sige de foranstaltnin-

ger, som anvendes over for personer, der er sindssyge eller men-

talt retarderede. Efter omstændighederne kan der også som for-

anstaltninger anvendes bestemmelser om tilsyn og om ophold –

eventuelt efter tilsynsmyndighedens bestemmelse – på kriminal-

forsorgens institutioner, f.eks. pensioner eller institutioner un-

der regioner eller kommuner, f.eks. ungdomsinstitutioner, ple-

jehjem eller lignende.

Det er anklagemyndigheden, der afgør, hvilken sanktionspå-

stand der skal nedlægges, herunder hvilken foranstaltning der

efter anklagemyndighedens opfattelse er mest formålstjenlig for

at forebygge lovovertrædelser. Anklagemyndighedens vurde-

ring foretages bl.a. på baggrund af kriminalitetens art, forstraffe,

eventuelt tidligere foranstaltninger, proportionalitet, formål-

stjenlighed mv. De lægelige udtalelser – herunder Retslægerå-

dets anbefaling – er vejledende for anklagemyndigheden, men

indgår i anklagemyndighedens vurdering med stor vægt.

Der henvises i øvrigt til Betænkning nr. 1372/1999 om tidsbe-

grænsning af foranstaltninger efter § 68 og § 69, kapitel 2, af-

snit 3, punkt 4, hvor det vedrørende mentalt retarderede anføres,

at der som udgangspunkt ”ved valget af påstand i sager mod

åndssvage kriminelle er tale om en konkret vurdering, hvori de

lægelige erklæringer om den pågældende, navnlig fra Retslæge-

rådet, må tillægges betydelig vægt”.

Rigsadvokaten har til brug for besvarelsen indhentet en udta-

lelse fra de regionale statsadvokater, der får forelagt alle foran-

staltningssager samt fører kontrol med området.

De regionale statsadvokater har oplyst, at det er deres umiddel-

bare vurdering, at både de mentalundersøgende overlæger og

Retslægerådet i forhold til personer omfattet af straffelovens §

69 som udgangspunkt anbefaler en foranstaltning, der anvendes

til personer, der er sindssyge (psykiatrisk behandling), hvis der

anbefales en foranstaltning frem for almindelig straf.

De regionale statsadvokater har endvidere oplyst, at det fore-

kommer, at anklagemyndigheden ikke følger Retslægerådets

anbefaling ved valg af sanktionspåstand. Således kan anklage-

myndigheden ud fra en samlet vurdering af f.eks. tilregnelighed,

retssikkerhed, proportionalitet eller formålstjenlighed nedlægge

påstand om almindelig straf, selvom Retslægerådet har anbefa-

let en foranstaltning. Anklagemyndigheden kan endvidere påstå

en mere eller mindre indgribende foranstaltning end anbefalet af

Retslægerådet.

Endelig har de regionale statsadvokater oplyst, at det efter deres

opfattelse er relativt sjældent, at domstolene vælger at gå imod

Retslægerådets anbefalinger, med mindre enten forsvareren el-

ler anklageren har nedlagt påstand herom.”

Til brug for besvarelsen af spørgsmålet er der endvidere indhentet en udta-

lelse fra Retslægerådet, som har oplyst følgende:

”I de straffesager, som anklagemyndigheden forelægger for

Retslægerådet, modtager Retslægerådet alle straffesagens akter

herunder mentalerklæringer. Retslægerådet lægger de lægelige

akter inklusiv mentalerklæringer til grund for vurderingen af

den psykiatriske indplacering.

Desuden vurderer Retslægerådet om:

• Den sigtede findes sindssyg, i en med sindssygdom li-

gestillet tilstand eller mentalt retarderet, jfr. straffe-

lovens § 16.

• Den sigtede findes i en tilstand af mangelfuld udvik-

ling, svækkelse eller forstyrrelse af de psykiske funk-

tioner, jfr. straffelovens § 69

• Den sigtede ikke frembyder tegn på psykisk lidelse.

Såvel den psykiatriske indplacering som arten af det den krimi-

nalitet, den pågældende er sigtet for, den sigtedes behandlings-

behov og en lægeligt begrundet vurdering af evt. fare for omgi-

velserne har betydning for Retslægerådets anbefaling af, hvil-

ken foranstaltning der efter rådets vurdering konkret vil være

mest formålstjenlig, jfr. straffelovens § 68. Retslægerådet kan

som foranstaltning anbefale almindelig straf, en psykiatrisk sær-

foranstaltning eller en kommunal særforanstaltning.

Når Retslægerådet anbefaler særforanstaltninger, anvendes som

udgangspunkt de foranstaltningstyper, der er anført i Rigsadvo-

katmeddelelsen "Psykisk afvigende kriminelle".

For så vidt angår de gennemgribende psykiske udviklingsfor-

styrrelser, som f.eks. infantil autisme, er der tale om en psykia-

trisk diagnose (DF83-89), som i strafferetlig henseende kan hen-

føres til straffelovens § 16 eller § 69. Denne vurdering baseres

på omfanget af symptomer herunder begavelsesniveau. Det er

Retslægerådets opfattelse, at der ofte er brug for såvel psykia-

trisk som socialpædagogisk indsats til personer med gennemgri-

bende udviklingsforstyrrelser.

Retslægerådes udtalelse med hensyn til foranstaltninger til per-

soner med diagnoser inden for de gennemgribende udviklings-

forstyrrelser er udtryk for en konkret afvejning af ovennævnte

hensyn. En psykiatrisk særforanstaltning med mulighed for ud-

skrivning er ikke til hinder for, at kommunen sideløbende og

evt. i samarbejde med psykiatrien tilbyder ophold på kommunal

boinstitution.’’