REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm. om, hvad andre EU-lande måtte have gjort eller påtænker at gøre i forhold til at indføre whistleblowerordninger for offentligt ansatte i de enkelte lande, til justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

12. august 2019

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Line Herbæk Larsen

2019-0030-2258

1190093

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 2 (Alm. del), som Folketingets

Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 5. juli 2019. Spørgsmålet er

stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

Nick Hækkerup

Anders Sparholt Jørgensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm. om, hvad andre EU-lande måtte have gjort eller påtænker at gøre i forhold til at indføre whistleblowerordninger for offentligt ansatte i de enkelte lande, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 2 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren redegøre for, hvad andre EU-lande måtte have

gjort eller påtænker at gøre i forhold til at indføre whistleblower-

ordninger for offentligt ansatte i de enkelte lande, herunder

bedes ministeren specifikt redegøre for indholdet af den natio-

nale lovgivning for whistleblowerordninger i Italien og Hol-

land?

Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2018-19,

1. samling, jf. REU alm. del – spm. 468.”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen via Udenrigsministeriet ind-

hentet oplysninger fra Italien, Holland, Frankrig, Tyskland, Sverige, Finland

og Estland.

Italien, Holland og Frankrig har på nuværende tidspunkt en generel whist-

leblowerlovgivning, der omfatter både den offentlige og den private sektor,

og som stiller krav om etablering af whistleblowerkanaler.

I Italien består retsgrundlaget for beskyttelsen af whistleblowere af lov nr.

190/2012 om regler vedrørende forebyggelse og nedkæmpelse af korruption

og ulovligheder i den offentlige forvaltning, lov nr. 231/2001, der etablerer

et korruptionskontrolsystem for private virksomheder, samt lov nr.

179/2017 om regler for beskyttelse af whistleblowere, der anmelder over-

trædelser eller uregelmæssigheder, som de har fået kendskab til via et of-

fentlige eller privat ansættelsesforhold. Sidstnævnte lov beskytter ansatte,

der anmelder ulovlige eller uetiske handlinger i offentlighedens interesse,

mod tiltag, der har eller har haft en negativ indvirkning på den pågældendes

arbejdsforhold. En whistleblower kan efter loven vælge mellem tre kanaler

for anmeldelse - enten til den udpegede ansvarlige person for antikorruption

og transparens i den offentlige myndighed, den nationale antikorrup-

tionsmyndighed (ANAC) eller at rette henvendelse til den relevante an-

klage- eller revisionsmyndighed. Antikorruptionsmyndigheden (ANAC)

har administrative undersøgelseskompetencer og sanktionsbeføjelser, heri-

blandt muligheden for at udstede bøder for overtrædelser.

Holland har siden 1. maj 2003 haft en whistleblowerordning for offentligt

ansatte, som i juli 2016 ved lov blev udvidet til også at omfatte den private

sektor. Lovgivningen fastslår, at en whistleblower ikke må lide skade i for-

hold til dennes ansættelsesforhold under eller efter den periode, hvor anmel-

delsen behandles. En whistleblower har i kraft af en ”tretrinsraket” tre mu-

ligheder for at anmelde ulovlige forhold. Anmeldelse kan ske til den udpe-

gede whistleblower-kontaktperson i myndigheden, dernæst den offentlige

anklager og som sidste mulighed kan en whistleblower offentliggøre oplys-

ningerne til medierne, hvis anmeldelsen ikke behandles rettidigt. Med lov-

givningen er oprettet et whistleblower-hus, der er en offentlig myndighed,

som bistår med rådgivning til whistleblowere og undersøger anmeldelser af

ulovlige forhold på arbejdspladsen.

I Frankrig udgør lov om transparens, korruptionsbekæmpelse og moderni-

sering af det økonomiske liv fra 2016 den primære beskyttelse af whistle-

blowere. Loven beskytter whistleblowere mod repressalier fra arbejdsgive-

ren. Med loven oprettedes samtidig et statsligt anti-korruptionsagentur, der

udarbejder retningslinjer og interne procedurer for offentlige institutioner

vedrørende whistleblowing samt undersøger mistanker om korruption hos

private og offentlige aktører.

Lovgivningen i Italien, Holland og Frankrig minder i høj grad om whistle-

blowerdirektivet.

Tyskland, Sverige, Finland og Estland har ikke en samlet specifik whistle-

blowerlovgivning, der omfatter offentligt ansatte.

I Tyskland har man i april 2019 indført bestemmelser om beskyttelse af whi-

stleblowere specifikt på området for firma- og forretningshemmeligheder

mellem private aktører.

I Sverige findes en overordnet beskyttelse af whistleblowere gennem grund-

lovssikrede rettigheder som ytringsfriheden, ligesom arbejdstagere er be-

skyttet mod repressalier gennem generelle og specifikke arbejdsretlige reg-

ler. Den svenske regering igangsatte i maj 2019 en udredning, som skal

komme med forslag til whistleblowerdirektivets gennemførelse i svensk

lovgivning.

I Finland er whistleblowere til en vis grad beskyttet gennem eksisterende ar-

bejdsretlige regler, ligesom der er indført regler om whistleblowerbeskyt-

telse i bestemte sektorer.

I Estland findes en anti-korruptionslovgivning, der regulerer anmeldelser af

korruption i både den offentlige og den private sektor, og man har endvidere

en generel arbejdsgiverlovgivning, der beskytter ansatte imod diskrimina-

tion.

Lovgivningen i Tyskland, Sverige, Finland og Estland skal i højere grad til-

passes for at gennemføre whistleblowerdirektivet. Der forventes således

indført en bredere whistleblowerbeskyttelse i landene i forbindelse med im-

plementeringen af whistleblowerdirektivet, men der er endnu ikke taget

nærmere stilling til den konkrete udformning heraf.