REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 11: Spm. om ministeren kan udarbejde en grundig analyse af mulighederne for at udvide den gældende lovgivning, så det i højere grad bliver muligt at frihedsberøve radikaliseringsmistænkte, til justitsministeren

Retsudvalget 2018-19 (2. samling)
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

26. august 2019

Strafferetskontoret

Stefan Weinschenck

2019-0030-2266

1168178

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 11 (Alm. del), som Folketingets

Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 5. juli 2019. Spørgsmålet er

stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

Nick Hækkerup

Mads Møller Langtved

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 11: Spm. om ministeren kan udarbejde en grundig analyse af mulighederne for at udvide den gældende lovgivning, så det i højere grad bliver muligt at frihedsberøve radikaliseringsmistænkte, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 11 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren i forlængelse af samrådet den 9. april 2019 om

radikaliseringsmistænkte i asylsystemet få udarbejdet en grun-

dig analyse af mulighederne for at udvide den gældende lovgiv-

ning, så det i højere grad bliver muligt at frihedsberøve radika-

liseringsmistænkte? Spørgsmålet har tidligere været stillet i fol-

ketingsåret 2018-19, 1. samling, jf. REU alm. del

–

spm. 507”.

Svar:

Det fremgår af artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

(EMRK), at frihedsberøvelse alene kan legitimeres af en eller flere af de

grunde, der er opregnet i bestemmelsens stk. 1, litra a–f.

Det følger således af EMRK artikel 5, stk. 1, litra c, at der kan ske lovlig

anholdelse eller frihedsberøvelse af en person med det formål at stille ham

for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om,

at han har begået en forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nød-

vendigt for at hindre ham i at begå en forbrydelse eller i at flygte efter at

have begået en sådan.

Spørgsmålet om frihedsberøvelse af personer, herunder asylansøgere, der

mistænkes for at have begået eller forsøgt at begå en lovovertrædelse, er

reguleret i retsplejeloven, der hører under Justitsministeriet.

Det følger således af retsplejelovens § 762, stk. 1, at en sigtet kan varetægts-

fængsles, når der er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået

en lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven

kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. Varetægtsfængsling

kan ske, når der er bestemte grunde til at antage, at den sigtede vil unddrage

sig retsforfølgningen eller fuldbyrdelsen (nr. 1), eller til at frygte, at den

sigtede på fri fod vil begå ny lovovertrædelse (nr. 2), eller til at antage, at

den sigtede vil vanskeliggøre efterforskningen i sagen, navnlig ved at fjerne

spor eller advare eller påvirke andre (nr. 3).

En sigtet kan endvidere varetægtsfængsles, når der foreligger en særligt be-

styrket mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertrædelse, der

er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan medføre fængsel i 6

år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om

forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod, jf. rets-

plejelovens § 762, stk. 2, nr. 1.

Retsplejelovens regler om varetægtsfængsling finder således anvendelse

ved konkret mistanke om et strafbart forhold. Det gælder også forhold, der

vil kunne straffes som forsøg efter straffelovens § 21.

En person, der er mistænkt for f.eks. (forsøg på) terrorisme efter straffelo-

vens § 114, vil derfor kunne varetægtsfængsles, hvis betingelserne i retsple-

jelovens § 762, stk. 1, nr. 1-3, eller § 762, stk. 2, nr. 1, er opfyldt.

Herudover indeholder politiloven, der hører under Justitsministeriet, i §

5, stk. 3, en bestemmelse om, at politiet

–

hvis mindre indgribende midler

ikke findes tilstrækkelige til at afværge fare for forstyrrelse af den offentlige

orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed

–

om nød-

vendigt kan frihedsberøve den eller de personer, der giver anledning til fa-

ren. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og

må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer.

Det fremgår af forarbejderne til politiloven, at begrebet ”forstyrrelse af

den

offentlige orden” f.eks. omfatter

gadeuorden, værtshusuorden, uanstændig

adfærd, støjende adfærd og krænkelse af fællesgoder som monumenter og

lign. Forstyrrelse af den offentlige orden vil endvidere kunne være f.eks.

slagsmål, bålafbrænding, uroligheder i tilknytning til fodboldkampe, fysiske

blokader, husbesættelser, høj musik på offentligt sted eller fra en ejendom,

skrigen og råben, tuden med sirener mv. Hensynet til myndighedsudøvelse

kan ligeledes være omfattet af begrebet. Politiet vil i alle tilfælde skulle fo-

retage en konkret afvejning af, om navnlig ordenshensyn er så tungtvejende,

at der bør gribes ind over for en konkret forstyrrelse.

Retsplejeloven giver således mulighed for, at en person kan varetægts-

fængsles, hvis han mistænkes for at have begået eller forsøgt at begå en lov-

overtrædelse, mens politiloven giver mulighed for, at en person kortvarigt

kan frihedsberøves, hvis han giver anledning til fare for forstyrrelse af den

offentlige orden eller fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed.

Der er på den baggrund ikke umiddelbart grundlag for at foreslå en ændring

af reglerne på Justitsministeriets område.

Det bemærkes i øvrigt, at proceduren for indberetning vedrørende radikali-

sering i foråret blev ændret, så alle indberetninger om radikalisering skal

sendes direkte fra indkvarteringsoperatørerne af asylcentrene til både det lo-

kale politi og PET.

Det bemærkes endelig, at reglerne om frihedsberøvelse efter udlændingelo-

ven hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet.