Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2083387_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2019-12866
Den 2. oktober 2019
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 78 (MOF alm. del) stillet den 5. september
efter ønske fra Susanne Zimmer (ALT).
Spørgsmål nr. 78
”Millioner af brugte cigaretfiltre ender hver dag i den danske natur, og ifølge EU’s nye direktiv om
reduktion af visse plastprodukters miljøpåvirkning skal Danmark udnytte ordninger for udvidet
producentansvar for tobaksvarer med filtre til at tilskynde til innovation og udvikling af bæredygtige
alternativer til tobaksvarefiltre, der indeholder plast. Vil ministeren oplyse, hvornår og hvordan den
danske regering tænker at implementere direktivet i forhold
til målsætningen om at ”fremme en bred
vifte af foranstaltninger til at reducere henkastelse af affald efter forbrug af tobaksvarer med filtre, der
indeholder plast”?”
Svar
Cigaretskod er den affaldstype, der antalsmæssigt bliver fundet allermest i vores natur. Cigaretskod er
lavet af plastik, de er flere år om at blive nedbrudt, og når de nedbrydes, bliver de til mikroplast. Så
naturligvis skal cigaretskod ikke bare smides i naturen. Det er uacceptabelt, og det skader vores natur
og fælles omgivelser. Der skal ske en holdningsændring hos danskerne, så der ikke længere smides
cigaretskod på gaden og i naturen.
Vi skal have et skodfrit Danmark, og her har tobaksproducenterne et særligt og stort ansvar. De skal
tage et ansvar for deres produkter
også når de bliver til affald.
Engangsplastikdirektivet betyder, at der senest januar 2023 skal indføres udvidet producentansvar og
oprydningsansvar for cigaretfiltre. Det betyder som minimum, at tobaksproducenterne skal finansiere
indsamling af filtrene, behandling heraf og oprydning af henkastet affald. Formålet er, at
producentansvaret skal motivere tobaksindustrien til at skabe bæredygtige alternativer til
plastikfiltrene, eks. bionedbrydelige, men først og fremmest at minimere skod i naturen. Jeg er i gang
med at se nærmere på den konkrete danske implementering.
Vi gør dog også noget her og nu. Miljøstyrelsen er i gang med at forberede en oplysningskampagne om,
at skod er skrald, og at skod er lavet af plastik. Det bidrager ift. at starte den nødvendige
holdningsændring til, at skod ikke smides på gaden og i naturen.
Lea Wermelin
/
Camilla Bjerre Søndergård
Miljø- og Fødevareministeriet
Slotsholmsgade 12
1216 København K
Tlf. 38 14 21 42
Fax 33 14 50 42
• CVR
12854358
• EAN
5798000862005
[email protected]
www.mfvm.dk