Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2067814_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 27 (MOF alm. del) stillet den 25. juli 2019 efter ønske fra
Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 27
”I forlængelse af EU’s aktuelle beslutning om lukning for torskefiskeri i væsentlige dele af Østersøen,
vil ministeren da redegøre for årsagerne til problemer med og nedgangen i torskebestandene, specielt i
farvandet fra Gedser og mod øst over til og øst for Bornholm, herunder især også andre presfaktorer på
torskebestanden, som sæler, havmiljøtilstanden, forureningspåvirkning fra de tidligere østlande og
påvirkningen og presset på det naturlige fødegrundlag for torsken i dette farvand, og i forlængelse
heraf vil ministeren da redegøre for, hvilke initiativer ministeren vil tage til løsning af problemerne?”
Svar
Der er en lang række faktorer, som spiller ind i forhold til torskens tilstand i Østersøen, og der er ikke
forskningsfaglig viden om den præcise sammenhæng eller den relative betydning af den enkelte faktor.
Den videnskabelige rådgivning fra Det Internationale Havforskningsråd (ICES) til EU af 29. maj 2019
viser, at torskebestandens naturlige dødelighed har været stigende de sidste to årtier. Endvidere er
torskene blevet mindre og har faldende vækstrate.
Ifølge ICES er der udover fiskeriet en række andre presfaktorer, der medvirker hertil. Det spiller
blandt andet ind, at torskens fødegrundlag af bundlevende arter påvirkes af iltsvind. Fødegrundlaget
påvirkes også af tilgængeligheden af f.eks. brisling og sild, der i dag primært findes i den nordlige del
af Østersøen, mens torsken findes i den sydlige del. Nedgang i saltindholdet i Østersøen er også en
relevant presfaktor. Ligesom DTU Aqua forsker i effekten af det stigende antal gråsæler på
torskebestanden, herunder effekten af leverorm på torsk.
Der findes desværre ikke en nem eller hurtig løsning, der kan forbedre torskens tilstand. Der er behov
for indsatser på flere niveauer for at forbedre Østersøens tilstand, herunder er regeringen bla optaget
af at nedbringe udledningen af kvælstof. Der er også brug for regionale løsninger. I forbindelse med
det næste indsatsprogram under havstrategidirektivet, der skal være færdigt i 2021, vil behovet for nye
indsatser i forhold til at opnå god miljøtilstand i Østersøen blive vurderet. Danmark arbejder også
sammen med de øvrige Østersølande på at opdatere den regionale handlingsplan for at skabe god
miljøtilstand, Baltic Sea Action Plan, under den regionale havkonvention for Østersøen, HELCOM. Det
er fra dansk side væsentligt, at opdateringen fører til, at der blandt Østersølandene foretages de
nødvendige indsatser, der kan skabe en god miljøtilstand i Østersøen.
Lea Wermelin
/
Katrine Nissen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk