Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
2067288_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 19. august 2019
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 16 (MOF alm. del), stillet 22. juli 2019 efter ønske fra
Miljø- og Fødevareudvalget.
Spørgsmål nr. 16
”Vil
ministeren redegøre for reglerne for korrekt anvendelse af godkendte brændeovne og
pejse i bymæssigt bebyggede områder, herunder hvilke regler der gælder vedrørende
røg og lugt, samt hvordan reglerne er for, at f.eks. naboer kan klage over ukorrekt anvendelse
af brændeovne og pejse, samt hvilke sanktioner der evt. kan komme i anvendelse ved ukorrekt brug af
brændeovne og pejse?”
Svar
Forurening fra brændefyring er omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 42. Det betyder, at kommunen
kan meddele konkrete påbud om at reducere forureningen fra et bestemt fyringsanlæg. Reguleringen
af luftforurening fra brændefyring er et samspil mellem miljøbeskyttelsesloven og
brændeovnsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 49 af 16. januar 2018 om regulering af luftforurening
fra fyringsanlæg til fast brændsel under 1 MW), som sætter specifikke krav til ny-tilsluttede anlægs
emissioner.
Hvis borgere føler sig generet af røg fra brændeovne og andre anlæg til brændefyring, har de mulighed
for at henvende sig hos kommunen, som er forpligtet til at behandle klagen. Det vil sige, at kommunen
ved en konkret klagesag på baggrund af ét eller flere tilsyn vurderer om der er tale om væsentlig
forurening, og om der efter miljøbeskyttelseslovens regler skal gives påbud eller indskærpelse til den
indklagede.
I påbuddet kan der stilles krav om, at der gennemføres bestemte foranstaltninger. I et påbud kan
kommunen for eksempel forlange, at ejere af brændeovne eller brændekedler skal skifte brændsel,
ændre deres fyringsteknik, øge skorstenshøjden eller udskifte et gammelt fyringsanlæg. Hvis der ikke
er mulighed for at afhjælpe problemet ved sådanne foranstaltninger, kan kommunen i yderste
konsekvens nedlægge forbud imod den fremtidige anvendelse af fyringsanlægget.
Miljøstyrelsen har udarbejdet en tjekliste til kommunalt tilsyn af brændeovne og centralvarmekedler
til fast brændsel. Listen kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside:
https://braendefyringsportalen.dk/til-
kommunerne/kommunale-erfaringer/tilsynstjekliste/.
Listen skal ses som et forslag, som kommunale
sagsbehandlere kan lade sig inspirere af, når de skal foretage tilsyn i klagesager om røg fra
brændefyring.
I brændeovnsbekendtgørelsen fra 2008 blev der indført krav om udledning af partikler m.m. fra nye
brændeovne og
kedler. Siden er der blevet stillet skrappere miljøkrav i 2015, og igen i 2017 blev
kravene strammet yderligere.
Bekendtgørelsen indeholder også regler for, at der i brændeovne installeret efter 1. januar 2015, kun
må fyres efter det fyringsprincip og med de typer af fast brændsel, som fyringsanlægget ifølge
prøvningsattesten er prøvet med og godkendt til.
Miljø-
og Fødevareministeriet •
Slotsholmsgade 12
• 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk
MOF, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 16: Spm. om reglerne for korrekt anvendelse af godkendte brændeovne og pejse i bymæssigt bebyggede områder, til miljøministeren
Brændeovnsbekendtgørelsen indeholder også minimumskrav til aftrækssystemers højde for nye
skorstene og ved væsentlige ændringer af skorstene, for at forebygge røg- og lugtgener. Disse regler
supplerer Bygningsreglementets krav til skorstene. Bekendtgørelsen åbner desuden mulighed for, at
kommunalbestyrelsen i en forskrift kan fastsætte og offentliggøre regler om forureningsbegrænsende
foranstaltninger for fyringsanlæg til fyring med fast brændsel i et nærmere klart angivet område i
kommunen, hvor dette er miljømæssigt begrundet.
Overtrædelse af visse af bekendtgørelsens bestemmelser kan straffes med bøde.
Lea Wermelin
/
Mikkel Dam Schwartz
2