Miljø- og Fødevareudvalget 2018-19 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2019-14841
Den 23. september 2019
Minister for fødevarer, fiskeri og ligestillings besvarelse af spørgsmål nr. 101 (MOF alm. del) stillet den
16. september 2019 efter ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 101
”Vil
ministeren tage sagen med fiskestop i Østersøen op til fornyet behandling, med henblik på at der
igen kan åbnes for en andel af fiskeriet i dette område? Der henvises til artiklen Langelandske fiskere:
Fiskestop vil tage livet af fiskerne i Fyns Amts Avis den 15. september 2019 og til artiklerne samme
sted s. 14-15 om fiskeri, hvor det fremgår, at der er masser af torsk i den vestligste del af den vestlige
del af Østersøen.”
Svar
Det er korrekt, som det fremgår af artiklen i Fyns Amts Avis den 15. september 2019, at Kommissionen
foreslår en lukning for det erhvervsmæssige fiskeri efter torsk i den vestlige Østersø fra 1. januar til 31.
marts i 2020, og at det er tale om en udvidelse med en måned i forhold til seneste lukning i 2018.
Kommissionens forslag skal forhandles på Rådsmødet (landbrug og fiskeri) den 14.-15. oktober. Der er
således ikke truffet nogen beslutninger endnu. Jeg deler bekymringen om den lange lukkeperiode, og
vil drøfte dette med de relevante parter frem til rådsmødet. Det bemærkes, at sagen vil blive forelagt
for Folketingets Europaudvalg til forhandlingsoplæg den 11. oktober forud for rådsmødet.
I 2017 fremgik det af rådgivningen fra ICES, Det Internationale Havundersøgelsesråd, at årgang 2016
for vesttorsk var betydelig større end årgangene i de foregående år. Den store 2016 årgang var også
årsagen til, at der kom en meget stor stigning i kvoten for 2019. Undersøgelser fra sidste efterår viste
imidlertid, at 2016 årgangen var mindre end oprindeligt vurderet, og netop dette er en af årsagerne til,
at Kommissionen foreslår en reduktion i kvoten for 2020. Jeg følger udviklingen, og ser frem til at se
resultaterne af de kommende undersøgelser senere på efteråret (dvs. efter rådsmødet), og skulle det
vise sig, at bestanden er i bedre stand, vil jeg tage sagen op i EU igen.
Jeg deler fiskernes bekymringer for fremtiden og er klar over, at så drastiske nedskæringer i
fiskerimuligheder vil ramme ikke blot fiskerne, men også lokalsamfundene hårdt i økonomisk
henseende.
Ministeriet har bestilt en analyse af de erhvervsøkonomiske konsekvenser af Kommissionens forslag
hos Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet. Analysen forventes at
foreligge inden udgangen af september.
Mogens Jensen
/
Nis Christensen
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216
København K
Tlf. 38 14
21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk