Europaudvalget 2018-19 (2. samling)
EUU Alm.del
Offentligt
2080650_0001.png
Folketinget
Europaudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
26. september 2019
Stats- og Menneskerets-
kontoret
Sagsbeh: Line Herbæk Larsen
Sagsnr.: 2019-0032/06-0081
Dok.:
1211541
Dato:
Kontor:
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 42 (Alm. del), som Folketingets
Europaudvalg har stillet til justitsministeren den 29. august 2019. Spørgs-
målet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt (DF).
Nick Hækkerup
/
Anders Sparholt Jørgensen
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 42: Spm. om andre sager end AJOS-dommen (Højesterets dom afsagt tirsdag den 6. december 2016 i sag 15/2014), hvor Højesteret præciserer dansk rets forrang for EU-retten, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
Spørgsmål nr. 42 (Alm. del) fra Folketingets Europaudvalg:
Har ministeren kendskab til andre sager end AJOS-dommen
(Højesterets dom afsagt tirsdag den 6. december 2016 i sag
15/2014), hvor Højesteret præciserer dansk rets forrang for EU-
retten?”
Svar:
Generelt om forholdet mellem EU-retten og dansk ret kan oplyses, at Dan-
mark tiltrådte det daværende EF ved lov nr. 447 af 11. oktober 1972 (tiltræ-
delsesloven). Danmarks indtræden i EF indebar overladelse af beføjelser,
der tilkommer rigets myndigheder, og vedtagelsen af tiltrædelsesloven skete
derfor efter proceduren i grundlovens § 20.
Princippet om EU-rettens (fællesskabsrettens) forrang blev første gang fast-
slået af EF-Domstolen i 1964 i sag 6/64, Costa mod ENEL. Det fremgår af
Justitsministeriets redegørelse for visse forfatningsretlige spørgsmål i for-
bindelse med Danmarks ratifikation af Lissabon-Traktaten af 4. december
2007, pkt. 4.4.2.a, bl.a.:
”I medfør af forrangsprincippet skal umiddelbart anvendelige
EU-regler (fællesskabsretlige regler) anvendes i enhver med-
lemsstat, selv om der findes nationale regler, der strider mod
EU-reglerne. Det gælder også, hvis modstriden måtte opstå mel-
lem en EU-regel og en bestemmelse i en national forfatning.”
Om forholdet mellem forrangsprincippet og den danske grundlov fremgår
af pkt. 4.4.2.c i Justitsministeriets nævnte redegørelse fra 2007 bl.a. føl-
gende:
”Som anført blev det EU-retlige
forrangsprincip fastslået i EF-
domstolens praksis tilbage i 1964, og forholdet mellem grund-
loven og forrangsprincippet blev derfor allerede vurderet inden
Danmarks optagelse i EF i 1972.
Forrangsprincippet blev således bl.a. udførligt behandlet i 1972-
redegørelsen om visse statsretlige spørgsmål i forbindelse med
en dansk tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber, og Justits-
ministeriet konkluderede i den forbindelse, at forrangsprincip-
pet ikke nødvendiggjorde en ændring af grundloven.
I overensstemmelse med Justitsministeriets konklusion udtalte
et flertal i Folketingets Markedsudvalg ved Folketingets be-
handling af lovforslaget om Danmarks tiltrædelse af EF, at
2
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 42: Spm. om andre sager end AJOS-dommen (Højesterets dom afsagt tirsdag den 6. december 2016 i sag 15/2014), hvor Højesteret præciserer dansk rets forrang for EU-retten, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
spørgsmålet om fællesskabsrettens forrang efter flertallets op-
fattelse kunne løses på grundlag af grundlovens § 20 og tiltræ-
delseslovens § 3 samt dansk rets almindelige regler om forhol-
det mellem dansk og international ret, jf. Folketingtidende 1971-
72, Tillæg B, sp. 2802.”
Det følger af ovenstående, at der i forholdet mellem EU-retten og dansk ret
der reguleres af tiltrædelsesloven af 1972 med senere ændringer
som
udgangspunkt gælder et princip om EU-rettens forrang, men at denne for-
rang statsretligt set følger af tiltrædelsesloven og ikke af EU-retten.
I overensstemmelse hermed fandt Højesterets flertal i Ajos-sagen (UfR
2017.824 H), at:
”EU-Domstolen
har kompetence til at afgøre spørgsmål om for-
tolkningen af EU-retten, jf. TEUF artikel 267. Det henhører så-
ledes under EU-Domstolen at afgøre, om en regel efter EU-ret-
ten har direkte virkning med forrang for en modstående national
bestemmelse, herunder også i tvister mellem private. Om en
EU-retlig regel kan tillægges den virkning i dansk ret, som EU-
retten kræver, beror i første række på loven om Danmarks til-
trædelse af Den Europæiske Union.”
I forhold til andre domme, der afspejler dette forhold, kan der henvises til
Højesterets dom i Maastricht-sagen (UfR 1998.800 H), hvoraf følgende bl.a.
fremgår (dommens præmis 9.6):
”Ved
tiltrædelsesloven er det anerkendt, at kompetencen til at
prøve lovligheden og gyldigheden af EF-retsakter tilkommer
EF-domstolen. Dette indebærer, at danske domstole ikke kan
anse en EF-retsakt for uanvendelig i Danmark, uden at spørgs-
målet om dens forenelighed med Traktaten har været prøvet af
EF-domstolen, og at danske domstole i almindelighed kan
lægge til grund, at EF-domstolens afgørelser herom ligger inden
for suverænitetsafgivelsens grænser. Højesteret finder imidler-
tid, at det følger af bestemthedskravet i grundlovens § 20, stk. 1,
sammenholdt med danske domstoles adgang til at prøve loves
grundlovsmæssighed, at domstolene ikke kan fratages adgangen
til at prøve spørgsmål om, hvorvidt en EF-retsakt overskrider
grænserne for den ved tiltrædelsesloven foretagne suverænitets-
afgivelse. Danske domstole må derfor anse en EF-retsakt for
uanvendelig i Danmark, hvis der skulle opstå den ekstraordi-
nære situation, at det med den fornødne sikkerhed kan fastslås,
at en EF-retsakt, der er opretholdt af EF-domstolen, bygger på
en anvendelse af Traktaten, der ligger uden for suverænitetsaf-
givelsen ifølge tiltrædelsesloven. Tilsvarende gælder med hen-
syn til fællesskabsretlige regler og retsprincipper, som beror på
EF-domstolens praksis.”
3
EUU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 42: Spm. om andre sager end AJOS-dommen (Højesterets dom afsagt tirsdag den 6. december 2016 i sag 15/2014), hvor Højesteret præciserer dansk rets forrang for EU-retten, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren
Højesteret gentog denne bemærkning ved sin dom i Lissabon-sagen (UfR
2013.1451 H).
Justitsministeriet er ikke umiddelbart bekendt med andre domme, der for-
holder sig til dette spørgsmål.
Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensen m.fl. i Grundloven med kom-
mentarer (2015), side 177, hvoraf følgende fremgår:
”Selv om en overdragelse af beføjelser i medfør af grundlovens § 20
kræver, at det pågældende lovforslag enten er vedtaget af mindst fem
sjettedele af Folketingets medlemmer eller godkendt ved en folkeaf-
stemning efter grundlovens § 42, kan de overladte beføjelser altid til-
bagekaldes helt eller delvis ved en almindelig lov. Det siges direkte i
Forfatningskommissionens bemærkninger til grundlovens § 20, at der
»i kommissionen har været enighed om, at såfremt en suverænitetsbe-
føjelse, som rigsdagen tidligere har overladt til en mellemfolkelig
myndighed, ønskes taget tilbage, vil et lovforslag herom kunne vedta-
ges efter den almindelige regel ved simpelt flertal« (Forfatningskom-
missionen 1953 s. 31).
Endvidere må det gælde, at en suverænitetsoverladelse også kan brin-
ges til ophør ved, at regeringen med Folketingets samtykke opsiger
den eller de traktater, der ligger til grund for det pågældende overstats-
lige samarbejde, jf. grundlovens § 19. I denne tilbagekaldelsessitua-
tion sker der ikke en formel ophævelse af overladelsesloven, men lo-
ven må som følge af opsigelsen anses for uvirksom. Se Poul Andersen
1954 s. 498 f. og Ross 1980 s. 412.
Adgangen til at tilbagekalde ved almindelig lov eller til at opsige trak-
taten med Folketingets samtykke gælder også, selvom tilbagekaldel-
sen måtte være i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser. Noget
andet er, at de politiske omkostninger ved at tilbagekalde i strid med
Danmarks folkeretlige forpligtelser kan være
store.”
4