ERU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm. om at tilsende udvalget en redegørelse for lovgivningen om kooperativer i henholdsvis Norge, Frankrig og Spanien, til erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2018-19 (2. samling)
ERU Alm.del
Offentligt

Klik her for at angive en dato.

Sag nr.: 2019 - 11802

Vedrørende lovgivningen om kooperative virksomheder i Norge,

Frankrig og Spanien

Nærværende notat er udarbejdet i forlængelse af besvarelsen af spørgsmål

236 alm. del stillet af udvalget den 1. april 2019, efter ønske fra Pelle Drag-

sted (EL).

Notatet beskriver den lovgivning, der regulerer kooperative virksomheder

som særlig selskabsform i Norge, Spanien og Frankrig. Speciallovgivning

for særlige typer kooperativer, såsom finansielle kooperativer og boligko-

operativer er ikke behandlet i nærværende notat.

Som oplyst i besvarelsen af spørgsmål 236 af 16. april 2019, er der i dansk

ret ikke en entydig definition på kooperativer, ligesom disse ikke er sær-

skilt reguleret. Visse kooperativer er dog reguleret i anden lovgivning på

grund af karakteren af deres virksomhed, fx finansielle kooperativer som

kooperative forsikringsselskaber og kooperative pengeinstitutter, der er re-

guleret i lov om finansiel virksomhed.

I modsætning hertil er der særlig lovgivning vedrørende kooperativer i

bl.a. Norge, Spanien og Frankrig. Denne beskrives overordnet nedenfor.

1. Den norske regulering

Den 29. juni 2007 vedtog det norske parlament samvirkeloven (samvir-

kelova), som trådte i kraft 1. januar 2008. Loven regulerer samvirkeselska-

ber (samvirkeforetak), der er en særskilt kooperativ selskabsform. Loven

indeholder bl.a. bestemmelser om etablering, rettigheder og forpligtelser

for medlemmer af samvirkeselskaber, indkaldelse og afholdelse af gene-

ralforsamling, ledelseskrav, tegningsregler og opløsning af et samvirkesel-

skab.

Samvirkeselskaber er i loven defineret som en sammenslutning, hvis pri-

mære formål er fremme den økonomiske interesse for dens medlemmer

ved medlemmernes deltagelse i virksomheden som køber, leverandør eller

på anden lignende måde. Derudover skal overskud, udover normalt afkast

af den investerede kapital, forblive i selskabet eller distribueres mellem

medlemmerne i forhold til deres andel i omsætningen. Ingen af selskabets

medlemmerne hæfter for selskabets gæld.

Helejede driftsselskaber af et samvirkeselskab eller driftsselskaber ejet i

forening mellem flere samvirkeselskaber, der fremmer medlemmernes

økonomiske interesse, er også omfattet af samvirkeloven.

ERHVERVSSTY RELSEN

Dahlerups Pakhus

Langelinie Allé 17

2100 København Ø

Tlf.

Fax

35 29 10 00

35 29 10 01

CVR-nr 10 15 08 17

E-post [email protected]

www.erst.dk

ERHVERVSMINISTERIET

ERU, Alm.del - 2018-19 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 8: Spm. om at tilsende udvalget en redegørelse for lovgivningen om kooperativer i henholdsvis Norge, Frankrig og Spanien, til erhvervsministeren

2/3

Samvirkeloven stiller ikke krav om minimumkapital ved etablering af et

samvirkeselskab, men hvis der sker indskud af kapital ved etableringen,

skal dette fremgå af selskabets stiftelsesdokument.

Som særlige kooperative principper er der bl.a. fri ind- og udtræden for

samvirkeselskabernes medlemmer. Enhver, hvis økonomiske interesser

varetages i samvirkeselskabet, har ret til at blive medlem, medmindre sam-

virkeselskabet sagligt kan begrunde afvisningen af medlemskab. Desuden

har hvert medlem ret til at møde på generalforsamlingen og har en stemme

uanset andelen i virksomhedens omsætning. Samvirkeselskabet er forplig-

tet til at behandle alle sine medlemmer lige og kan alene forskelsbehandle,

hvis dette kan sagligt begrundes.

2. Den spanske regulering

I Spanien er kooperativer både reguleret nationalt og regionalt. Spanien er

opdelt i 17 autonome regioner, der igennem det regionale selvstyre kan

lovgive og udstede regler inde for egen region, fx Baskerlandet.

National og regional lovgivning sameksisterer, og der kan derfor være for-

skellige regler for kooperativer i Spanien afhængig af, hvor kooperativet

har sine aktiviteter. I 16 af Spaniens 17 regioner er der lovgivet om koope-

rativer. Et kooperativ med aktiviteter i Catalonien, kan derfor være under-

lagt et andet regelsæt end et kooperativ med aktiviteter i Andalusien. Det

er i den regionale spanske ret, at de væsentligste bestemmelser vedrørende

kooperativer findes.

Som et eksempel på spansk ret, regulerer

Ley 12/2015, de 9 de julio, de co-

operativas

catalanske

kooperativer, der betegnes sociedad cooperativa cata-

lana (forkortet SCC eller SCoopC).

I den catalanske kooperativlov defineres et kooperativ, som en virksom-

hed, der ejes eller kontrolleres af fysiske eller juridiske personer, der fri-

villigt samles for at imødekomme økonomiske, sociale og kulturelle am-

bitioner gennem en fælles ejet og demokratisk kontrolleret virksomhed.

Et SCC kan i høj grad regulere egne forhold igennem selskabets vedtægter,

dog skal vedtægterne respektere de principper, der kendetegner kooperati-

ver.

Et SCC skal som minimum bestå af to deltagere med undtagelse af forbru-

gerkooperativer, der minimum skal bestå af 10 deltagere. Et SCC er åben

for alle, der har en berettiget interesse i selskabets aktiviteter, dog kan ved-

tægterne fastsætte objektive kriterier for optagelse. Nægtelse af optagelse

i medlemskredsen skal altid være sagligt begrundet.

Den catalanske kooperativlov sikrer SCC-medlemmerne en række forvalt-

ningsbeføjelser, herunder ret til at opstille til selskabets ledelsesorgan,

3/3

stemme og stille spørgsmål på generalforsamlingen. Derudover har delta-

gerne ret til overskudsdeling og få tilbagebetalt sit indskud i tilfælde af

ophør. SCC-medlemmerne har også en række forpligtelser overfor

SCC’et, bl.a. at deltage i de aktiviteter, der udgør det kooperative

formål

og udfører dem i overensstemmelse med kooperativets vedtægter og loven.

Et SCC skal som minimum have en kapital på 3.000 euro, og overskud,

som kooperativet oparbejder, skal fordeles på en sådan måde, at en del af

overskuddet forblive i selskabet til udvikling og sikring af selskabets lang-

sigtede levedygtighed. Resten af overskuddet fordeles blandt medlem-

merne i forhold til deres andel i kooperativets aktiviteter.

3. Den franske regulering

I Frankrig er kooperativer, som særskilt selskabsform, regulerede i

Loi n°

47-1775 du 10 septembre 1947 portant statut de la coopération.

Derud-

over er bestemte typer af kooperativer, såsom landbrugs- og transportko-

operativer, tillige reguleret af særlovgivning.

Loven definerer et kooperativ som et selskab dannet af flere personer, der

frivilligt er gået sammen for at fremme økonomiske eller fælles behov ved

fælles indsats og indskud af nødvendige midler. Derudover skal koopera-

tive selskaber respektere principperne om demokratisk ledelse og frivilligt

medlemskab, som er åbent for alle.

Det er som udgangspunkt kooperativets medlemmer, der ved fælles indsats

driver virksomheden og fordeler overskuddet blandt dem. For visse typer

af kooperativer tillades det i henhold til særlovgivning, at ikke-medlemmer

deltager i kooperativets aktiviteter og opnår økonomiske fordele, uden at

være medlem. Disse ikke-medlemmer vil typisk falde uden for den almin-

delig medlemskreds, men vil ved deres aktiviteter bidrage til at opnå ko-

operativets formål, fx som arbejdstagere eller ved tilførsel af kapital fra

tredjemand til brug for udvikling og investering af kooperativet.

Den franske kooperativlov giver hvert medlem en stemme på generalfor-

samlingen. Dog har de kooperative selskaber mulighed for at opdele sine

medlemmer i op til 3 medlemsklasser, hvor der kan være tilknyttet forskel-

lige stemmerettigheder til hver medlemsklasse. Endvidere kan kooperative

selskaber tildele ovenfornævnte ikke-medlemmer op til 35% af stemme-

rettigheder.